Sociale medier i Det Arabiske Forår 2011

Sociale medier i Det Arabiske Forår 2011 Speciale af Laura Toft Nielsen Årskortnummer: 20042786 Antal ord: 35.987 Specialevejleder: Morten Valbjørn Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet Side 0

Indhold Abstract... 3 Indledning... 4 Kildevalg... 7 Kapitel 1: Sociale medier i Mellemøsten... 9 1.1: Definition og afgrænsning af sociale medier... 9 1.2: Dem, der bruger sociale medier...10 1.3: Sociale medier overfor traditionelle massemedier...10 1.4: Udbredelsen af medier i Mellemøsten...11 1.5: Opsamling...18 Kapitel 2: Den eksisterende debat, teoretiske positioner og empiriske belæg...19 2.1: Sociale medier i Mellemøsten kommer på den internationale dagsorden...19 2.2: Demokratisk optimisme og pessimisme, en introduktion til teorien...20 2.3: Sociale Medier, politisk forandring og det demokratiske håb...21 2.4: Empiriens tegn på forandring; nye politiske kræfter på internettet...25 2.5: Opsamling på den optimistiske position...28 2.6: Internetillusionen...28 2.7: Empiriens tegn på forandring; det autoritære internet...31 2.8: Opsamling på den skeptiske position...33 2.9: Lighedstræk og forskelle i den aktuelle debat...34 2.10: En postdemokratisk position i læsningen af sociale mediers betydning...37 Kapitel 3: En samlet analytisk model...39 3.1: Regimestabilitet, inspireret af Gramsci...39 3.2: Sedgwicks legitimitetstypologi...42 3.3: Scenarier for revolutionære processer og caseudvælgelse...43 3.4: Operationalisering:...44 Kapitel 4: Casestudier...46 4.1: EGYPTEN...46 4.1.1: Det egyptiske regimes legitimitet før 2011...46 4.1.2: Oprørsprocessen i Egypten...48 4.1.3: Brugen af sociale medier i Egypten igennem Det Arabiske Forår...49 4.1.4: Regimets svar på oprørene i Egypten...51 4.1.5: Diskussion af sociale mediers rolle i Egypten...52 Side 1

4.2: BAHRAIN...54 4.2.1: Bahrains regimelegitimitet før 2011...54 4.2.2: Oprørsprocessen i Bahrain...56 4.2.3: Brugen af sociale medier i Bahrain igennem Det Arabiske Forår...57 4.2.3: Regimets svar på oprørene i Bahrain...58 4.2.4: Diskussion af sociale mediers rolle i Bahrain...59 4.3: JORDAN...60 4.3.1: Jordans regimelegitimitet før 2011...60 4.3.2: Oprørsprocessen i Jordan...62 4.3.3: Brugen af sociale medier i Jordan igennem Det Arabiske Forår...63 4.3.4: Regimets svar på oprørene i Jordan...64 4.3.5: Diskussion af sociale mediers rolle i Jordan...65 4.4: Opsamling på casestudierne...66 KAPITEL 5: Diskussion af sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår...67 5.1: Oppositionsbevægelser blandt nationale, regionale og internationale konfliktlinjer...68 5.2: Sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår...70 5.3: Fremtidsperspektiver...74 Konklusion...76 Kildeliste...79 Side 2

Abstract During 2011 there has been a lively debate about the social media in the Arab Spring which has been characterized by conflicting arguments and theories. The motivation for this thesis was to investigate how to neither overestimate nor underestimate the impact of these media in answering the research question: Which role has social media played during the uprisings in the Middle East, 2011? By investigating the theoretical debate that has followed the social media through its development the last ten years, the study identifies two main positions, which carries an optimistic and a skeptical view respectively on the political impact of social media. Through a critical examination of these positions, the study finds that it is possible to draw insights from both and combine them in a new eclectic framework, while putting an emphasis on the need to understand the context of hegemonic legitimacy in the Arab authoritarian regimes. The study uses this new framework in analyzing the impact of social media in Egypt, Bahrain and Jordan and finds that social media has played an independent role in all three countries as an information sharing media which has lowered the threshold to become an activist. Social media have also played an independent role in advancing political networks in all three countries, but to accomplish change at a regime level social media have only played a facilitating role. In order to reach the regime level social media had to be linked to the mass media. This means that social media have been a necessary but not sufficient factor in the regime change in Egypt as well as in Tunisia. Furthermore, the study identifies several mechanisms in which the political context in the Arab countries has determined the outcome of opposition protests and therefore the use of social media during the uprisings. All in all the study contributes to the debate about the political impact of social media in three ways. First of all, the thesis offers a theoretical contribution in developing a new framework which can be used as an inspiration in further research of social media. Second, the study makes a contribution to the wider understanding of the Arab media landscape, by placing the limits and promises of social media in a thorough understanding of the political and media context of the Middle East. Finally the study contributes to the academic post-democratic debate by recognizing that the relevant regime changes not necessarily reflect the rise of democracy. Still, the study of the changed media landscape is an important reminder that significant changes occur even though authoritarian structures remain. Side 3

Indledning Mellemøsten har siden midten af 1990 erne været præget af en voldsom medierevolution, og helt centralt i denne revolution står den transnationale tv-kanal Al-Jazeera. Det er det mest iøjnefaldende eksempel på mediefornyelse, som ikke kan sammenlignes med noget andet i Mellemøsten. Men den vigtigste grund til at Al-Jazeera er så enestående er kanalens størrelse og rækkevidde, for i især efter årtusindeskiftet har et tæppe af nye satellitkanaler, lokale tv-stationer, radiostationer og aviser spredt sig. Forandringerne er imidlertid ikke begrænset til disse traditionelle massemedier, for en lige så vigtig medierevolution kan siges at have fundet sted på internettet (Lynch 2006: 50f; Feldt og Seeberg 2006: 10f). William Rugh, amerikansk ambassadør i Mellemøsten igennem årtier, valgte bevidst internettet fra i sin klassiker om arabiske massemedier i 2004 med begrundelsen: they do not reach a mass audience in the Arab world. (Rugh 2004: xiii) Igennem det nye årtusinde er der dog i stigende grad blevet forsket i internettets betydning i Mellemøsten. Dette forårs folkelige oprør og revolutioner i regionen har understreget behovet for at forstå, hvordan de sociale internetmedier er forbundet til disse oprør, og om og hvordan sociale medier kan bidrage til at udfordre autoritative statsstrukturer. Derfor søger dette speciale at undersøge, hvilken betydning de sociale medier har haft for oprørene, og hvordan effekten af de meget omdiskuterede sociale medier kan vurderes teoretisk og empirisk. Regimeforandringerne i Tunesien og Egypten har samtidigt og igen antændt håbet om en demokratiseringsbølge i Mellemøsten, men selvom mange forholder sig afventende og spændte, så er der ligesom før foråret 2011 stadig meget stor uenighed om betydningen af de nye medier generelt og især om effekten af de sociale medier. Debatten har centreret sig om, hvorvidt sociale medier kan tilskrives konkrete politiske konsekvenser og om de ligefrem kan fremme eller skabe demokrati. Mens f.eks. Jared Cohen tidligere har kaldt facebook et af de mest organiske redskaber for demokratiske forandringer, verden nogen sinde har set, så har Evgeny Molozov for nyligt udgivet bogen The Net Delusion, hvor han retter en hård kritik af det, han kalder cyber-utopisme og ideen om det demokratiske internet. Molozov s kritik går hovedsageligt på, at regimerne er i stand til at styre, hvad der foregår på internettet (Morozov 2011: xv; Pilkington 2011). Således er debatten, som pilen nedenfor illustrerer, karakteriseret ved en diskussion om, hvorvidt og i hvilken grad sociale medier kan påvirke de autoritære regimers førte politik eller om det i virkeligheden er regimerne, der styrer internettet. SOCIALE MEDIER STATSLIG POLITIK Debatten er som her skitseret ofte præsenteret i polariserede argumenter, hvilket fører til en unuanceret debat. Motivationen for dette speciale ligger derfor i at udforske, hvordan man undgår både at underdrive og overdrive de sociale mediers betydning, når man vil forstå dette forårs omvæltninger i Mellemøsten. Der ligger derudover en personlig motivation i at undersøge netop sociale medier i Mellemøsten. Denne Side 4

motivation udspringer af dels, at jeg har været i praktik som kommunikationsmedarbejder ved Mellemfolkelig Samvirke i Jordan, foråret 2010, hvor jeg bl.a. arbejdede med sociale medier som et udviklingsredskab. Dels gennemførte jeg i efteråret 2010 Tillægsuddannelsen i Journalistik ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Det skal endvidere understreges, at sociale medier i specialet anses som et oplagt og vigtigt analytisk udgangspunkt, for at forstå de regimeomvæltninger og oprør, der er sket gennem Det Arabiske Forår, men dermed ikke forstået således, at sociale medier udgør hele historien om oprørenes tilblivelse. De fortæller kun en del af historien om, hvordan autoritære regimer kan undergraves. De sociale mediers rolle skal således forstås i sammenhæng med et komplekst net af økonomiske, politiske og sociale relationer. Specialet sætter fokus på Mellemøsten, fordi de aktuelle oprør og revolutioner på nærmest viral vis har udviklet og spredt sig indenfor regionen, hvorved et regionalt perspektiv synes både oplagt og nødvendigt. Det er altså målet at pege på nogle generelle og regionale tendenser for, hvilken rolle sociale medier har spillet i Det Arabiske Forår. I denne forbindelse er det relevant at understrege, at Mellemøsten er et omdiskuteret begreb, men i dette speciale refererer det fremover til alle de arabisk-talende lande. Der vil dog undervejs blive sammenlignet med Israel og Iran. Det er imidlertid ikke intentionen, at specialets konklusioner kan generaliseres direkte til udviklingen i andre regioner, men der kan kun opfordres til en efterprøvning af konklusionerne i andre dele af verden. Den overordnede problemformulering for specialet er følgende: Hvilken rolle har sociale medier spillet igennem de politiske omvæltninger i Mellemøsten, foråret 2011? Den overordnede problemformulering vil blive besvaret vha. følgende underspørgsmål: 1. Hvad er sociale medier og hvor udbredte er de i Mellemøsten? 2. Hvad handler uenighederne i debatten ang. sociale medier om og hvordan kan de forklares? 3. Hvordan kan den politiske betydning af sociale medier teoretisk vurderes? 4. Under hvilke omstændigheder kan sociale medier bidrage med at fremme et pres på de siddende autoritære regimer og dermed bidrage til politisk forandring? Specialet besvarer den overordnede problemformulering vha. de fire underspørgsmål, som er styrende for specialets kapitler. Herved bygges op efter taksonomisk progression. Kapitel 1 besvarer spørgsmål 1 ved at redegøre for et faktuelt udgangspunkt for undersøgelsen. Kapitel 2 besvarer spørgsmål 2 gennem en undersøgelse og diskussion af den eksisterende debat om sociale mediers politiske betydning. De politiske konsekvenser af sociale medier tolkes vidt forskelligt indenfor forskellige teoretiske retninger, og på baggrund af en vurdering og kritik af den nuværende debat etableres der derefter en samlet teoretisk og Side 5

analytisk model i kapitel 3, hvilket besvarer spørgsmål 3. Den teoretiske ramme undersøges derpå gennem tre casestudier i kapitel 4. Endelig diskuteres spørgsmål 4 i kapitel 5 vha. indsigterne og konklusionerne fra casestudierne og specialets overordnede problemformulering søges derved endeligt besvaret. Specialets tre bidrag Specialet sigter med ovenstående spørgsmål at bidrage til debatten om sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår på tre måder. Det første bidrag er et teoretisk bidrag til de eksisterende debatter om sociale medier i autoritære regimer. Dette bidrag består først og fremmest i at skabe overblik over den debat, som er udsprunget omkring sociale medier i løbet af det sidste årti, hvor medierne er opstået (kapitel 1+2). Det hævdes ikke, at specialet giver et udtømmende billede af debatten, men det efterstræbes at fange de vigtigste grene og forgreninger. Der identificeres i den forbindelse to skoler eller positioner, hvis fordele og ulemper sammenfattes i forhold til spørgsmålet om sociale mediers politiske relevans. Indsigter fra begge lejre inddrages i en samlet analytisk model og kombinerer dem vha. en klassisk stabilitets- og legitimitetsanalyse. (kapitel 3). Herved søges både overdrivelse og underdrivelse af effekten af de sociale medier undgået. Det er ikke målet, at udvikle en færdig teori om sociale medier, men at skabe en ramme, som peger på mekanismer og tendenser, som har været generelle for Det Arabiske Forår. Det andet bidrag er et medieteoretisk bidrag. Specialet bidrager til den overordnede forståelse af Mellemøstens aktuelle medielandskab (TV, radio, aviser og internetmedier) ved at give et specifikt indblik i sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår. Inspireret af bl.a. kultur- og medieteoretikerne Annabelle Sreberni-Mohammadi og Ali Mohammadi s analyse af Irans revolution i 1979, så er en analyse af kommunikationsformer en ideel måde at undersøge revolutionære dynamikker på, fordi de implicerer måden, hvorpå en opposition kan udvikle sig indenfor et autoritært styre (Sreberny-Mohammadi & Mohammadi 1994: 21). Således afdækker specialet de særlige egenskaber, sociale medier kan siges at have styrker og begrænsninger i forhold til udviklingen af oppositionskræfter, og placerer dem i en bredere forståelse af Mellemøstens politiske og medierelaterede dynamikker (kapitel 4+5). Endelig og for det tredje udgør specialet i sin helhed et bidrag til den postdemokratiske debat. Udtrykket postdemokratisk betegner en teoretisk afstandtagen fra 1990 ernes akademiske søgen efter demokratiske potentialer eller modbeviser på samme i Mellemøsten. Den postdemokratiske debat er med andre ord en analytisk metateoretisk tilgang, som forsøger at flytte studiet af Mellemøstens politiske udvikling væk fra det normative fokus på det ønskværdige men fraværende (demokrati i Mellemøsten) til, hvad der rent faktisk er (autokratier og autokratiske sammenbrud). Dette valg uddybes senere i kapitel 2 (Valbjørn & Bank 2010: 183-191). Side 6

Kildevalg Da opkomsten og udbredelsen af de sociale medier, som beskrevet, er meget ny, er den tilhørende litteratur ligeledes. Det afspejler sig i specialets kildevalg, hvilket bl.a. betyder, at artikler, oplysninger og diskussionsindlæg indhentes fra akademisk forfattede artikler, der ikke er peer reviewed, fra journalistikken og fra anerkendte arabiske bloggere. Det er endvidere nødvendigt at etablere et forbehold i forhold til casestudierne i kapitel 4, da jeg desværre ikke er i stand til at foretage research af arabiske kilder. Det betyder, at specialet bærer præg af en naturlig bias i forhold til viden på området, hvilket forsøges imødekommet på flere måder. For det første inddrages der i vidt omfang forskning og journalistiske analyser foretaget af arabiskkyndige. For det andet suppleres den sekundære litteratur med yderligere baggrundsviden indhentet fra to relevante konferencer samt interviews af både involverede og engagerede analytikere på området. Disse interviews er foretaget, fordi specialets fokus, Det Arabiske Forår, er så nyt og fordi akademisk litteratur er forholdsvis længe under vejs, men det skal understreges, at der er tale om baggrundsviden, og at der ikke er foretaget et decideret feltstudie. De to relevante konferencer var for det første Cyber Activism Changing the World, afholdt i København i maj (2011). Konferencen havde fokus på kvindelige bloggeres bidrag og erfaringer fra deres respektive hjemlande. Den anden konference var Covering the Arab Spring, afholdt i København i september (2011), som havde fokus på både tv, aviser, radio og sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår. Der er foretaget interviews med følgende personer: Adel Iskandar, adjunkt i antropologi og ekspert i arabiske medier ved Center of Contemporary Arab Studies, Georgetown University, U.S.. Iskandar har egyptisk oprindelse og taler arabisk, og han bidrager regelmæssigt med kommentarer i den egyptiske avis, Almasry Alyoum. Interviewet blev foretaget personligt i Washington D.C., april 2011 (Iskandar, interview). Machmoud Salem, egyptisk blogger med blognavnet Sandmonkey. Salem blogger på engelsk fra Egypten, men er også arabisktalende, og han var til stede under oprørene i Egypten januar og februar 2011. Interviewet blev foretaget personligt i forbindelse med Salems oplæg på Århus Universitet, marts 2011 (Salem, interview). Sune Haugbølle, adjunkt i Mellemøststudier. Haugbølle forsker i arabiske medier med særligt fokus på Libanon ved Center for den nye Islamiske offentlighed, Københavns Universitet. Interviewet blev foretaget personligt i København, juni 2011 (Haugbølle, interview). Jacob Skovgaard-Petersen, professor i Religionshistorie. Skovgaard-Petersen forsker i moderniseringen af den islamiske verden og er leder af Center for den nye Islamiske Offentlighed, Københavns Universitet. Side 7

Skovgaard-Petersen taler arabisk. Interviewet blev foretaget personligt i København, juni 2011 (Skovgaard- Petersen, interview). Rikke H. Haugbølle, ph.d. ved Tværkulturelle og Regionale Studier og tilknyttet Center for den nye Islamiske Offentlighed, Københavns Universitet. H. Haugbølle forsker i tunesiske medier og i politiske og økonomiske forhold i Tunesien. Interviewet blev foretaget pr. telefon, august 2011 (H. Haugbølle, interview). Lars Erslev Andersen, lektor i Idehistorie og seniorforsker ved Dansk Institut for International Studier (DIIS). Andersen forsker i Mellemøsten i international politik med særligt fokus på Den Persiske Golf og USA's Mellemøst- og Sikkerhedspolitik. Han besøgte Bahrain under oprørene i marts 2011. Interviewet blev foretaget telefonisk, september 2011 (Andersen, interview). Thomas Brandt Fibiger, ph.d. i antropologi og ekspert i Bahrain ved Århus Universitet, ansat som museumsinspektør for UNESCO-samlingen, Moesgaard Museum. Interviewet blev foretaget personligt i Århus, august 2011 (Fibiger, interview). Maryam Al Khawaja, menneskerettighedsaktivist fra Bahrain og blogger. Al Khawaja er ansat som leder af udenrigskontoret ved Bahrain Center for Human Rights. Hun taler arabisk og var til stede under oprørene i Bahrain i februar og marts. Interviewet blev foretaget pr. mail, september-oktober 2011 (Al Khawaja, interview). Side 8

Kapitel 1: Sociale medier i Mellemøsten Dette kapitel vil først definere og afgrænse begrebet sociale medier og forklare de nødvendige teknologiske betegnelser, som knytter sig til begrebet. Derpå redegøres der overordnet for, hvordan sociale medier adskiller sig fra andre medier, og hvor udbredte sociale medier er i Mellemøsten. Dermed besvares det første underspørgsmål fra indledningen. Dette faktuelle afsnit er vigtigt i forståelsen af sociale mediers mulige politiske indflydelse. Som Jon Anderson har formuleret det, så er nødvendigheden af et faktuelt udgangspunkt angående udbredelsen af de nye teknologier ikke ensbetydende med et ønske om at forsvare en teknologisk determinisme. Det er tvært i mod et forsøg på at undgå den. Idet analyser og kulturstudier af medier ofte antager en direkte kausalsammenhæng med sociale og politiske praksisser, glemmer man ofte at have blik for mediernes udbredelse og form, hvilket der her ønskes at tage højde for (Anderson J. 2006: 27). 1.1: Definition og afgrænsning af sociale medier Sociale medier er et omdiskuteret begreb, og derfor er det nødvendigt, at afklare, hvad der forstås ved sociale medier i dette speciale. Her fokuseres der på internetmedierne facebook, twitter, youtube, web logs (blogs). Specialet undersøger den samlede betydning af disse sociale medier. Den her benyttede definition af sociale medier lægger sig endvidere helt op af den teknologiske betegnelse web2, der tilskrives softwareeksperten Tim O Reilly, idet han første gang brugte og definerede begrebet i 2003. Web2 skal ifølge O Reilly ikke forstås som en teknologisk opdatering fra det tidligere internet (world wide web). Centralt i hans definition er det, at web2 adskiller sig fra tidligere pga. omfanget og måden, hvorpå software-eksperter og forbrugere selv udvikler nettet på. Dette afspejler ifølge O Reilly en evindelig eksperimentalisme i det offentlige rum (Chadwick & Howard 2009: 4-8). Man kan også argumentere for, at emails og diverse chat-forummer (f.eks. yahoo og myspace) bør medregnes, men de ovenfor nævnte internetmedier synes at have været de mest centrale i Mellemøstens nylige udvikling, hvorfor der fokuseres på disse. Man støder ofte på alternative betegnelser, der er beslægtede med betegnelsen sociale medier. Andre benytter således connection technologies eller social networks. (Se f.eks. Boyd & Ellison (2007), Etling et al. (2009) & Cohen (2009)). Her synes det imidlertid vigtigt at holde fast i, at de sociale medier også fungerer som medier, og som et alternativ til de etablerede ofte statsejede medier i Mellemøsten, hvilket som tidligere beskrevet er et bidrag i sig selv at undersøge i dette speciale. Sociale medier synes dog ikke at være en videre kontroversiel betegnelse, men det er vigtig at understrege, at sociale medier i dette speciale bredt dækker de forskellige eksisterende internetmedier, som er defineret ved at give mulighed for informationsdeling og interaktion mellem mennesker. Det sociale skal således umiddelbart forstås indenfor medierne. Undersøgelsesobjektet i dette speciale er netop, hvorvidt interaktionen på medierne har fået Side 9

politiske konsekvenser uden for medierne og for statslig politik og ikke kun kan karakteriseres som sociale eller kulturelle konsekvenser for de involverede. 1.2: Dem, der bruger sociale medier Som nævnt er det ikke et formål med kapitlet at præge specialet med en teknologisk determinisme. Derfor er det centralt at definere hvem, der bruger sociale medier. Idet dette speciale fokuserer på det politiske potentiale ved sociale medier er det almindeligt at skelne imellem om sociale medier bliver brugt som et mobiliserende redskab eller som en alternativ nyhedskilde (Ulrich 2009: 1). Disse to egenskaber er ofte tæt relateret og overlappende, men begrebsmæssigt kan man derved skelne imellem om brugerne primært er borgerjournalister (min oversættelse af citizen journalists) eller om de er internetaktivister, der evt. benytter sig af borgerjournalisme. Hvor internetaktivister har til mål at skabe samarbejde eller kollektiv handling omkring et givent budskab eller en vision, så dækker borgerjournalisme over, at mennesker uden professionel journalistisk træning kan bruge moderne teknologi til at kreere information eller tjekke fakta ved allerede eksisterende informationer. Således kan man for eksempel følge op på et offentligt møde på sin blog, tjekke fakta bag en avisartikel eller tage billeder eller videoer og oploade disse til youtube, facebook eller twitter. Det er endvidere centralt, at der i begrebet ikke ligger noget krav om objektiv journalistik. Om begrebet borgerjournalistik skal det også pointeres, at det ikke er et nyt fænomen, men niveauet af det er nyt og formen er ny. Tidligere afhang borgerjournalister af den trykte presse. I dag er de langt mere frie pga. sociale medier (Radsch 2008a: 1-3; Glaser 2006: 1). 1.3: Sociale medier overfor traditionelle massemedier De sociale medier adskiller sig begrebsmæssigt fra de traditionelle massemedier som radio, tv og satellit tv også kaldet broadcastmedier samt den trykte presse ved ikke at være underlagt en professionel journalistisk redaktion (Haugbølle 2007: 5). Det er vigtigt at pointere forskellen mellem sociale medier, de traditionelle massemedier og telefoni, fordi en del litteratur fra 1990 erne og frem om arabiske medier bruger betegnelsen nye arabiske medier, hvilket ikke altid bliver fulgt op af en klar definition. Nogle forskere benytter for eksempel den brede betegnelse Information Communication Technologies (ICT s), som dækker alle former for netværk til tv, radio, mobiltelefoner, fastnettelefoner og internet. Se f.eks. Murphy (2009). Andre generaliserer på baggrund af en bred medieopfattelse, selvom deres studie kun omfatter enkelte medier. Se f.eks. Lynch (2006). Fraværet af definition og adskillelse af medietyper i brede dele af litteraturen kan overordnet opsummeres vha. tre forklaringer. For det første bryder mobiltelefoner, internet og satellitkanaler alle igennem i Mellemøsten i 1990 erne. Derved anses den samlede effekt af de forskellige medier ofte at være det Side 10

væsentligste (Abdullah 2010: 83). For det andet spiller de forskellige medietyper sammen i et komplekst netværk af overlappende teknologier med overlappende aktører, ideer og nyheder. F.eks. skriver professionelle journalister ansat på tv-stationer ofte deres egne personlige blogs og man får i kraft af den teknologiske udvikling af smartphones (mobiltelefoner med internetadgang) svært ved at adskille mobiler og internetmedier. Clay Shirky vurderer således mobiltelefoni til også at være et socialt medie, med den underforståede begrundelse, at massesms er gør mobiler til et netværksmedie på linje med sociale medier (Shirky 2011: 28-29). Yderligere dækker udtrykket moblogs over samarbejdet mellem en person, der går på gaden med en mobiltelefon og sender billeder, videoer og information til en blogger, der sidder ved sin computer. For det tredje har analytikere valgt ikke at undersøge internettets og sociale mediers betydning, fordi traditionelle massemedier eller telefoni vurderes at have en større samfundsmæssig betydning, fordi de er langt mere udbredte (Rugh 2004: xiii). De to første forklaringer, som knytter sig til kompleksiteten af medielandskabet understreger, at brugen af internettet og sociale medier ikke foregår i et informationsvakuum. Det kan derfor anses som vigtigt for forståelsen af sociale mediers politiske betydning, at man ikke negligerer tilstedeværelsen og samspillet med massemedier og telefoni, men derimod prøver at forstå det. Man skal derfor have blik for nyhedsformidlingens fødekæde i det enkelte land og i regionen. Dette gælder både når de forskellige medietyper spiller sammen, men også når de ikke spiller sammen. Specialet rummer ikke plads til en systematisk empirisk undersøgelse 1 af det specifikke samspil mellem massemedierne, telefoni og sociale medier i Mellemøsten, men jeg vil diskutere sammenhængene og derved imødekomme medielandskabets kompleksitet, i forbindelse med casestudierne i kapitel 4. Tilbage står det tredje kritikpunkt, som handler om relevansen af overhovedet at fokusere på internetmedierne. Denne kritik er i høj grad også relevant i den nuværende debat, hvorfor det følgende afsnit vil give et overblik over omfanget og udbredelsen af de sociale medier i sammenligning med de traditionelle massemedier i Mellemøsten. 1.4: Udbredelsen af medier i Mellemøsten I dette afsnit søges det først at give et overblik over omfanget af internetudbredelsen, som må siges at være en præmis for udbredelsen af sociale medier. Herefter gives der et indblik i de enkelte sociale mediers udbredelse i Mellemøsten. Der er fokus på, hvordan udbredelsen af sociale medier har set ud vinter og forår 2011, idet det er denne periode specialet undersøger. Endelig gives der til sammenligning et overblik over udbredelsen af tv, fastnettelefoner og mobiltelefoner. 1 Se f.eks. Anker Brink Lunds (2010) rapport for et dansk eksempel af en systematisk empirisk undersøgelse af den journalistiske fødekæde. Side 11

Med hensyn til den historiske udbredelse, så blev mobiltelefonen, som vi kender den i dag med sms-service til i starten af 90 erne, men dens udbredelse i Mellemøsten sker først rigtigt i det nye årtusinde. Internetudbredelsen og udbredelse af sattelit-tv tager fart i Mellemøsten fra midten af 90 erne. Ligeledes vinder sattelit-tv, som nævnt, frem i midten af 90 erne. Bloggen blev først et almindeligt kendt fænomen i vesten i 1999 med fremkomsten af enkle værktøjer og tjenester, men bloggens popularitet i Mellemøsten voksede først støt fra ca. 2003 og frem. Facebook (oprettet i 2004), Youtube (2005) og Twitter (2006) bliver udbredt i Mellemøsten nogenlunde samtidigt med andre steder i verden. Det samme gælder smartphones, som først blev populære fra omkring 2007-08 (Radsch 2008a: 1; Haugbølle 2007: 1). Udbredelse af internetforbrug Når man undersøger forbrug af internettet bliver man opmærksom på, at der er sket en stor udvikling indenfor regionen de sidste 10 år. Der viser sig at være forskel på de tilgængelige opgørelser, men ikke noget som synes afgørende for de her skitserede pointer. Ifølge egne beregninger vha. Internet World Stats var 2,87 % brugere af internettet i de arabiske lande i 2000. Dette gennemsnit er beregnet ud fra de 18 arabiske lande, som også indgår i figur 1 (og som refereres til som Mellemøsten). Det skal her specificeres, at De Forenede Arabiske Emirater (UAE) allerede i 2000 var en tydelig outlier med en procentdel af brugere på 19,6, mens alle de andre arabiske lande lå indenfor et spænd mellem 0 og 5,8 %. Israel lå på 18,2 %, Europa det i Europa og Nordamerika allerede lå på ca. 40 % (Internet World Stats 2011). Ifølge Internet World Stats 2 var internettet i juni 2010 udbredt til i gennemsnit 29,93 % af de arabiske befolkninger. I De Forenede Arabiske Emirater (UAE) og Bahrain har internetudbredelsen udviklet sig markant hurtigere end i resten af regionen, hvorfor de kan betragtes som outliers. Hvis UAE og Bahrain udelades falder gennemsnittet til 23,43 %. Hvis man yderligere udelader Irak, Libyen og Yemen, som har meget lave tal for internetudbredelse, så stiger gennemsnittet igen til 28,2 %. Således er det rimeligt at konkludere, at de arabiske lande i dag ikke ligger langt fra gennemsnittet for hele verden på 30 %. 2 Internet World Stats inkluderer data fra Vestbredden men ikke fra Gaza, hvorfor Gaza ikke er inkluderet her. Side 12

100 Figur 1: Internetbrugere i % af befolkningen, Juni 2010 80 60 40 20 0 Kilde: internetworldstats.com Arabiske lande Andre I 2003 understregede en Arab Human Developement Report, at der bl.a. i Dubai var signifikante tegn på forandring i internetudviklingen i Golfen, men at den arabiske verden haltede langt bagefter den globale udvikling (Feldt & Seeberg 2006:11). I dag (figur 1) ser vi, at de olierige Golflande ligger klart i spidsen mht. internetudbredelse, men i dag halter regionen i sin helhed ikke langt bag efter den globale udvikling. Det kan tilføjes, at Mellemøsten i gennemsnit ligger højere end Afrika og Asien, og at regionen har været den region i verden, der har haft det hurtigst voksende antal internetbrugere i løbet af de sidste 10 år (Internet World Stats 2011; ITU 2010: 4). I sammenligning med Israel, Europa og Nordamerika er der dog lang vej endnu for de fleste arabiske lande og Iran. Samtidigt kan det konkluderes, at internettet langt fra er tilgængeligt for hele den arabiske befolkning. Med hensyn til en forklaring på den langsomme udbredelse af internettet i forhold til resten af verden, så er der generelt bred enighed om, at staternes repressive politik på området har været afgørende (Feldt & Seeberg 2006: 13). Ofte peges der på, at de autoritære regimer ikke længere kan lukke øjnene for globaliseringens økonomiske fordele, men der er nu ikke nogen helt entydig sammenhæng mellem rigdom og internetudbredelse. Deborah L. Wheeler har undersøgt sammenhængen mellem internetudbredelse og BNP og konkluderer, at der kun er en klar sammenhæng i forbindelse med de olierige lande. Wheeler har ydermere undersøgt sammenhængen mellem internetudbredelse og analfabetisme og også her er der heller ikke nogen klar sammenhæng. Således konkluderer Wheeler, at de autoritære regimers politisering af internettet er afgørende for udbredelsen af og aktiviteten på nettet (Wheeler 2010: 307-309). Dette følger kapitel 2 op på. Side 13

Udbredelse af sociale medier I forbindelse med udbredelsen af sociale medier skal det understreges, at det ikke er intentionen at lave en dybdegående brugeranalyse, men at give et indblik i udbredelse. Udvælgelsen af de her præsenterede data har været afhængig af tilgængeligheden. Nedenfor afdækkes udbredelsen af facebook og twitter. Mens antallet af brugere på disse medier kan siges at afspejle muligheden for netværksskabelse, kan andelen af brugere i befolkningen siges at afspejle muligheden for, hvor stor en befolkningsdel, man kan nå ud til. Det har vist sig mere komplekst at afdække brugen af youtube, hvorfor det ikke sker her. Dette synes dog rimeligt i betragtning af, at youtubevideoer oftest deles vha. facebook, twitter eller blogs, hvorfor de sidste tre synes at udgøre et rimeligt billede af udbredelsen af sociale medier. Med hensyn til blogs er et nyt og forholdsvis omfattende komparativ studie foretaget af Berkman Center for Internet & Society. Studiet har identificeret 35.000 arabiske blogs, og undersøgt netværksstrukturen mellem de 6000 mest sammenhængende arabiske blogs med den begrundelse, at netværk anses at udgøre diskursive netværk. En af de centrale konklusioner i denne undersøgelse er bl.a., at der i høj grad er tale om landebaserede netværk. Dvs. at bloggerne i overvejende grad refererer til hinanden indenfor samme nationalitet, og når de er politiske er det primært med fokus på nationale emner. Dette indikerer, at arabiske blogs primært skal anses som et nationalt frem for et transnationalt medium. Det opgøres ikke præcist hvor mange bloggere, der er registreret for hvert land, men Egypten, Saudi-Arabien og Kuwait er de lande, der har flest bloggere. Derudover er det centralt, at de fleste blogger på arabisk, men i alle lande er der også en andel, der blogger på engelsk. Levanten skiller sig ud ved at have flest bloggere, der skriver på engelsk, hvilket kaldes bridgebloggers, idet de henvender sig til et internationalt publikum (Etling et al. 2009: 14, 29). I figur 2 præsenteres antallet af facebookbrugere fra før oprørerne startede 1. nov. 2010 og den 1. juni. 2011. Det fremgår at, der er sket en meget hurtig vækst i Facebook-brugere i foråret 2011. I november 2010 var der ca. 20 millioner facebook-brugere i de arabiske lande, mens der i juni i 2011 var næsten 28 millioner. Det kan bl.a. forklares ved, at de fleste lande i regionen i starten af årtusindet holdt igen mht. udbredelsen af internettet - men mht. facebook, er det kun Syrien, der har haft et decideret forbud. Den iøjnefaldende vækst af brugere i Egypten siden november 2010 vil blive diskuteret i casestudiet af Egypten i kapitel 4. Data for Sudan og Syrien er ikke tilgængeligt via den her benyttede kilde, socialbakers.com, men i maj måned 2011 angav The Governance and Innovation Program ved Dubai School of Government, at der var 580.000 facebook-brugere i Syrien, hvilket indebar en stigning på 105 % siden d. 9. februar 2011, hvor den syriske regering løftede det 4 år lange forbud af facebook (Preston 2011). Side 14

Figur 2: Antal facebookbrugere 8000000 7000000 6000000 5000000 4000000 3000000 2000000 1000000 0 Kilde: socialbakers.com 1. nov. 2010 1. juni 2011 Figur 3: Procentandel af befolkningen på facebook 50 45 40 35 30 25 20 15 10 5 0 % af befolkningen på facebook 1. nov. 2010 % af befolkningen på facebook 1. juni 2011 Kilde: Socialbakers.com, Dubai School of Government I Figur 4 og 5 ses det, at andelen af twitter-brugere er langt mindre end andelen af facebook-brugere. Tallene er dog ikke direkte sammenlignelige, idet tallene for twitter-brugere er beregnet som aktive brugere og ikke registrerede brugere, som det er tilfældet i figurerne over facebook. Beregningen af antal twitter-brugere er foretaget af Dubai School of Government, og det er estimerede beregninger foretaget vha. stikprøver over hvor mange, der var aktive indenfor to uger (DSG 2011: 15f). Side 15

250000 Figur 4: Antal aktive twitter-brugere mellem 1. januar og 30. marts 2011 200000 150000 100000 50000 0 Kilde: Dubai School of Government 9 8 7 6 5 4 3 2 1 0 Figur 5: Procentandel af befolkningen på twitter mellem 1. januar og 30. marts 2011 Kilde: Dubai School of Governement Det ses af figur 3 og 5, at andelen af brugere af både facebook og twitter generelt er højere i de små Golflande; Kuwait, Qatar, Bahrain, UAE samt Libanon end i resten af regionen. Hvis man ser bort fra bort fra disse fire lande, så lå andelen af twitter-brugere mellem 0,07 % (Irak) og % 0,96 (Libyen). Andelen af facebok-brugere lå i november 2010 (når man se bort fra de samme fem lande) mellem 0,5 % (Libyen) og 16,88 % (Tunesien). I juni 2010 er billedet lidt anderledes. Her er det kun Qatar, Bahrain og UAE, der skiller sig ud mht. andelen af facebook-brugere. Tunesien og Jordan har fra november 2010 til juni 2011 overhalet både Kuwait og Qater i andelen af facebook-brugere. Analytikere har i den forbindelse peget på, at Saudi- Arabien indførte nye censur-love i april, hvilket i Saudi-Arabien, og de omkringliggende små lande (Oman, Bahrain, Kuwait og især i Qatar) kan have medført et mindre fald i brugere imellem april og maj (Eldon 2011). Side 16

Tabel 1: Udbredelse af internet, telefoni, tv og frihed Internetbrugere pr. 100 indb. (2010) Mobiler pr. 100 indb. (2009) Fastnettelefoner pr. 100 indb. (2009) Husholdninger med tv i % af alle husholdninger Freedom (2011) Algeriet 13.6 94 7 88.11 (2008) Not Free Bahrain 88 199 30 98.28 (2006) Not Free Egypten 21.7 67 12 96.75 (2009) Not Free Irak 1.1 63 4 88 (2004) Not Free Jordan 27.2 101 8 97.6 (2009) Not Free Kuwait 39.4 107 20 100(2009) Partly Free Libanon 24.2 36 18 98 (2005) Partly Free Libyen 5.5 78 17 - Not Free Marokko 33 79 11 93 (2009) Partly Free Oman 41.7 140 11 88 (2007) Not Free Palæstina 14.2 - - - Not Free Qatar 51.8 175 20 90.3 (2009) Not Free Saudi-Arabien 38.1 177 16 - Not Free Sudan 10 36 1 16.2 (2005) Not Free Syrien 17.7 46 18 - Not Free Tunesien 34 93 12 88.6 (2009) Not Free UAE 75.9 232 34 94 (2008) Not Free Yemen 1.8 16 5 44 (2003) Not Free Kilde: Verdensbanken, Internet World Stats, Euromonitor International, ITU, Freedom House 3 Tabel 1 giver et overordnet billede af den teknologiske infrastruktur i de arabiske lande. Det ses, at udbredelsen af mobiltelefoner og fjernsyn generelt er langt mere udbredt end udbredelsen af både internet og fastnettelefoner. Det fremgår af tabellen, at opgørelserne over husholdninger med tv er indhentet fra forskellige år. De tal, der fremgår for hvert land er den nyeste måling, som har været tilgængelig. Det ses, at på nær Sudan og Yemen, så har mellem 88-100 % af de arabiske husholdninger adgang til tv. Opgørelser over avisforbrug, avis-udbredelse eller radio-forbrug er meget mangelfulde, og derfor er de ikke medtaget her. Alt i alt giver tabellen således et indtryk af hvor stor en del af en befolkning man kan nå ud til gennem teknologiske medier, og her det en tydelig tendens blandt alle arabiske lande, at mobiltelefoni og tv er langt mere udbredt end internettet og de sociale medier. Satellit-tv blev som nævnt udbredt fra midten af 1990 erne og frem, hvilket har givet de arabiske befolkninger adgang til Al-Jazeera og andre store satellitkanaler som for eksempel Al-Arabia, MBC, CNN og Reuters TV (Feldt & Seeberg 2006: 11). I efteråret 2010 blev der vurderet i alt at være ca. 42 millioner hjem med tv, der kan tage både kabel og satellit-tv i Mellemøsten og Nordafrika. Det svarer til ca. 68 % af alle hjem, men det må selvfølgelig forventes, at det varierer fra land til land (Ameinfo.com 2010: 1). Det fremgår også af tabellen, at der ingen direkte sammenhæng er mellem graden af teknologisk udvikling og niveauet af basale frihedsrettigheder (som 3 Internetudbredelse er fra Internet World Stats. Opgørelser over mobiltelefoner og fastnettelefoner er fra Verdensbanken. Alle opgørelser over husholdninger med tv i % af det samlede antal husholdninger er fra ITU på nær opgørelser for Algeriet og Israel, som er fra Euromonitor (2011). Freedom opgørelser er fra Freedom House (2011). Side 17

opgjort af Freedom House). Dette ses, idet de fleste Golflande (kun på nær Kuwait), som har stor udbredelse af både tv, mobiler og internet er markeret som not free. 1.5: Opsamling De ovenfor beskrevne data viser, at der er sket en stor udvikling indenfor regionen de sidste 10 år mht. internetudbredelse og udbredelse af sociale medier. Samtidigt er det tydeligt, at de sociale medier langt fra kan siges at være tilgængelige for alle borgere. Det skal også understreges, at de præsenterede tal ikke siger noget om, hvor tit og hvordan folk bruger medierne. Sådanne præcise og sammenlignelige forbrugerdata er endnu ikke tilgængelige for alle de arabiske lande, men de ville kunne bidrage til stor viden på området. Præsentationen giver dog grundlag for at bidrage til diskussionen om, hvorvidt internettet har relevans som et massemedie i Mellemøsten. I absolutte termer er dette spørgsmål ikke særlig interessant, idet det bliver til en diskussion om hvor mange % af en befolkning man mener, der skal have adgang til et medie, før det kan kaldes et massemedie. I relative termer kan det dog konkluderes med sikkerhed, at internettet og sociale medier sammenlignet med de traditionelle massemedier (tv, radio og aviser) langt fra har lige så stort et publikum. På den baggrund synes det rimeligt at konkludere, at sociale medier endnu ikke kan karakteriseres som et massemedie i Mellemøsten. Selvom man kan sige, at sociale medier er store medier pga. deres rækkevidde, hvormed informationer nemt kan krydse statsgrænser, vil de fremover blive betegnet som små medier. Små medier, som dog udgør en stabil og fortsat voksende del af det arabiske medielandskab. Side 18

Kapitel 2: Den eksisterende debat, teoretiske positioner og empiriske belæg I forrige kapitel, blev det konkluderet, at selvom sociale medier må karakteriseres som små medier, så udgør de en stabil og fortsat voksende del af det arabiske medielandskab. Siden årtusindeskiftet har der da også parallelt med internettets og sociale mediers udbredelse i Mellemøsten udviklet sig forskellige argumenter om disse mediers politiske rolle i autoritære regimer. Dette kapitel undersøger, hvad uenighederne handler om, hvordan uenighederne kan forklares og hvilke empiriske eksempler, der understøtter de forskellige positioner. Kapitlet afsluttes med en vurdering af hvilke indsigter, der er nyttige at tage med sig i undersøgelsen af sociale mediers rolle i Det Arabiske Forår. Først introduceres debatten imidlertid vha. en central case. 2.1: Sociale medier i Mellemøsten kommer på den internationale dagsorden Første gang sociale medier gør sin ankomst på den internationale politiske dagsorden er sommeren 2009, hvor protesterne i Iran efter et præsidentvalg blev døbt twitter-revolutionen. Valget i Iran den 12. juni faldt ud til den siddende præsidents, Mahmoud Ahmadinejads fordel, og utilfredse vælgere formidlede derefter deres vrede på twitter og facebook angående valgets usikkerhed og landets politiske fremtid. Det var ikke første gang i verdenshistorien, at man så en befolkningsgruppe rejse sig i protest mod et autoritativt regime vha. små medier. Analytikere har således peget på brug af sociale medier i forbindelse med demonstrationerne i Hviderusland begrundet i valgsvindel, marts 2006 og protesterne fra de røde t- shirts i Thailand 2010 (Shirky 2011: 28-29). Der er ligeledes blevet draget paralleller til brugen af andre små medier tidligere i Mellemøsten; brugen af telegrafen i 1919 i oprørene knyttet til afkoloniseringen og brugen af kassettebånd i forbindelse med revolutionen i Irak 1979 (Anderson L. 2011: 1; Skovgaard- Petersen, interview; Sreberni-Mohammadi 1994: xix). Begivenhederne i Iran, 2009 var imidlertid første gang, der kom internationalt fokus på sociale medier i Mellemøsten. Det var også første gang, at den amerikanske regering eksplicit anerkendte sociale mediers potentielle rolle. Dette blev tydeligt, da det amerikanske udenrigsministerium under ledelse af Hillary Clinton kontaktede Twitter 4 dage efter det iranske valg, for at udsætte en planlagt serveropgradering - angiveligt for at sikre iranske brugere maksimal adgang til tjenesten. Igennem sommeren 2009 opstod der en optimistisk konsensus blandt især journalister, men også blandt flere akademiske eksperter, om at Twitter og andre internetmedier repræsenterede et nyt og betydningsfuldt medie for sociale bevægelser og for international politik. Hillary Clinton har ligeledes siden, med reference til oprørene i Iran, markeret en klar overbevisning om, at freedom to connect vha. internettet var et afgørende redskab i en demokratisk udvikling (Clinton 2010: 5-6; Burns & Eltham 2009: 299; Afshari & Underwood 2009: 7). Side 19

Jublen over den iranske oppositions brug af de sociale medier blev dog hurtigt fulgt op af en hård kritik. Kritikken gik dels på, at ikke særlig mange mennesker havde haft adgang til sociale medier, og dels på at fordelene ved brugen af medierne blev overskygget af ulemperne. Den iranske revolutionsgarde og den paramilitære bevægelse Basij udnyttede twitter selv til at hacke sig frem til internetaktivisterne og jage dem, hvilket angiveligt har ført til fængslinger og tortur. De iranske myndigheder foretog efterfølgende øget og hyppig støjsending på twitter, facebook og den lokale oppositions websteder og mobiltjenester i Teheran (Burns & Eltham 2009: 304; Europaparlamentet 2010). 2.2: Demokratisk optimisme og pessimisme, en introduktion til teorien Begivenhederne i Iran 2009 satte den politiske betydning af sociale medier på den internationale dagsorden, og er derfor blevet en central case i diskussionen af om og hvordan sociale medier kan influere politik i autoritære regimer. Den iranske case viser, hvordan optimister og pessimister adskiller sig fra hinanden i håbet om politisk fornyelse og et demokratisk potentiale ved de sociale medier. Med Det Arabiske Forår og regimeomvæltningerne i Tunesien og Egypten blussede den demokratiske optimisme blusset op igen med henvisning til en fjerde demokratiseringsbølge (Diamond 2011: 1). Selv neorealisten Stephen M. Walt har luftet hans anerkendelse af sociale mediers mulige demokratiske potentiale: There has been a lively debate in recent years over whether new media (the Internet, blogosphere, Facebook, etc.) will have powerful democratizing effects. I've been somewhat skeptical of that notion but Egypt is clearly an important test case for this ongoing debate. I don't think we know enough to draw any firm conclusions but it would be silly to argue that it played no role at all. (Walt 2011, 2) Selvom debatten ofte indebærer stor uenighed, så er det et gennemgående træk ved den aktuelle akademiske debat, at man tager afstand fra et tekno-deterministisk perspektiv på internetmedier. Dette konkretiseres ofte i en hård kritik af den amerikanske regerings udenrigspolitiske strategi på området, som altså rettes fra både optimistiske og skeptiske teoretikere. En fremtrædende stemme i den aktuelle debat, Clay Shirky har navngivet den amerikanske mediestrategi som den instrumentelle tilgang. Det vil ikke her blive vurderet, hvorvidt den instrumentelle opfattelse er forfejlet eller ej, men kritikken vurderes at udgøre en central del af den nuværende debat, og derfor skitseres den kort her. Den instrumentelle opfattelse er ifølge kritikerne en forfejlet og romantiseret amerikansk og vestlig udenrigspolitisk strategi på medieområdet, der siden internettets tilblivelse blindt har antaget, at fremme af teknologisk udvikling og adgang til globale informationsstrømme er et afgørende redskab i en demokratiseringsproces. The Goliath of totalitarianism will be brought down by the David of the microchip (Citat af Ronald Reagan fra hans tale ved Londons Guildhall, 14. Juni, 1989 (Kalathil & Boas 2003: 1.)) Side 20

Den instrumentelle opfattelse lægger sig i forlængelse af den akademiske demokratiseringslitteratur, som prægede 1990 erne, og mere specifikt læner den sig op af globaliseringsteori og det såkaldte transitionsparadigme. Transitionsparadigmet startede sidst i det 20. århundrede og forbindes med den tredje demokratiseringsbølge i 1980 erne. Teoretisk adskiller transitionstilgangen sig fra det tidligere moderniseringsparadigme, idet transitionstilgangen antager, at alle stater kan blive demokratiske uden, at forudsætninger om et vist økonomisk udviklingsniveau behøver at være opfyldt. Det er derimod centralt, at de politiske eliter skaber rum for den demokratiske transition, hvilket kan siges at begrunde, at den instrumentelle tilgang forekommer politisk appellerende. Det er således afgørende, at regimerne åbner op for globaliseringen og sikrer individuelle rettigheder som f.eks. ytringsfrihed og informationsfrihed. Samuel Huntington prægede transitionstilgangen, og han var overbevist om, at adgangen til den globale nyhedsstrøm og internationale medier i autoritære regimer ledte til et demokratiseringspres i Østeuropa. Kommunismens fald var således med til at cementere entusiasmen angående mediers demokratiserende potentiale. En entusiasme, der bygger på ideen om, at globaliseringen og informationsrevolutionen eroderer statens rolle i den moderne verden. Staten skal bare sikre de basale rettigheder (Shirky 2011: 31; Huntington 1991: 101; Kalathil & Boas 2003: 2ff, 135; Haugbølle, interview). I det nye årtusinde peger et stigende antal medieteoretikere imidlertid på, at det vestlige bias ved medieanalyser i ikke-vestlige lande skal fjernes, idet det anses som forældet og misvisende. Samtidigt anses den instrumentelle tilgang som mere skadelig end gavnlig, idet den fremmer mistillid og frygten for vestlig imperialisme. Den har kortsigtede hurtige løsninger som mål, og den overvurderer betydningen af adgang til globale informationsstrømme og undervurderer behovet for at forstå lokale mekanismer, siger kritikerne. Teknologien skal med andre ord forstås i det miljø den befinder sig i (Ibid.; Curran and Park 2000:13). I de følgendes afsnit redegøres der for, hvad der kendetegner hhv. de optimistiske og de skeptiske argumenter i den aktuelle debat om sociale medier. Hvert afsnit bliver fulgt op af et afsnit om de empiriske eksempler som ligger til grund for og underbygger de forskellige lejres argumenter. 2.3: Sociale Medier, politisk forandring og det demokratiske håb I kontrast til den instrumentelle tilgang er en gruppe af fortsat optimistiske teoretikere 4 overbevist om, at det afgørende potentiale ligger i mediernes bidrag til udvikling af den offentlige sfære og civilsamfundet over lang tid og uden om statsinstitutionerne. Disse fortsat optimistiske teoretikere mener, at sociale medier har gjort internettet mere demokratisk, og at de sociale medier dermed kan spille en politisk rolle (Benkler 2006: 266-272). Men den demokratiske forandring sker over år og årtier og ikke over uger eller måneder, og den 4 Shirky (2011), Wheeler (2009), Benkler (2006), Lagerkvist (2010) Side 21