8. FEBRUAR 2011 PRINCIPIEL SAG OM TILBAGEBETALING AF UBERETTIGET ERSTATNING Østre Landsret har i en principiel dom taget stilling til, hvorvidt skadelidte, der uretmæssigt har fået udbetalt erstatning fra arbejdsskadeforsikringen i henhold til afgørelser fra Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen, der senere blev ændret, skal tilbagebetale erstatningen til forsikringsselskabet. Landsretten fastslog, at der som udgangspunkt gælder en tilbagebetalingspligt; men landsrettens dommere var ikke enige om, hvorvidt dette også var tilfældet i den konkrete sag. Dommen er nu anket til Højesteret. Stilladsarbejderen A var i juni 1999 ude for en hændelse på arbejdspladsen, der medførte smerter i lænden. Forsikringsselskabet F havde tegnet såvel arbejdsskadeforsikring som erhvervsansvarsforsikring for arbejdsgiveren, og skulle derfor - hvis betingelserne i øvrigt var opfyldt - udbetale erstatning efter såvel arbejdsskadesikringsloven (ASL) som erstatningsansvarsloven (EAL). Arbejdsskadestyrelsen anerkendte i marts 2000 det anmeldte tilfælde som en arbejdsskade omfattet af ASL. Méngraden blev fastsat til 8% og erhvervsevnetabet til 45%, hvorefter F i alt udbetalte over 1,2 mio. kr. i ASL-erstatning til A. A krævede imidlertid også EAL-erstatning, hvilket førte til en retssag. I januar 2007 traf Østre Landsret endelig afgørelse i EAL-sagen. Under henvisning til en række skiftende forklaringer fra A's side sammenholdt med de parts- og vidneforklaringer, der blev afgivet under retssagen, fandt landsretten det ikke godtgjort, at A havde været udsat for en erstatningsberettiget arbejdsulykke. På baggrund af landsrettens dom bad F Arbejdsskadestyrelsen om at genoptage ASL-sagen. I marts 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen en ny afgørelse, idet styrelsen nu fandt, at hændelsen i 1999 ikke kunne anerkendes som en arbejdsulykke. Arbejdsskadestyrelsen henviste til den uklar-
2/4 8. FEBRUAR 2011 hed om selve hændelsesforløbet, herunder de mange forskellige forklaringer, som landsretten havde lagt vægt på i EAL-sagen. Arbejdsskadestyrelsen var ikke blevet bedt om at tage stilling til spørgsmålet om evt. tilbagebetaling; men udtalte alligevel sidst i afgørelsen: "Vi skal bemærke, at det er vores opfattelse, at der ikke for nuværende er grundlag for at tro, at A ikke har været i god tro i forhold til den udbetalte godtgørelse og erstatning ". Arbejdsskadestyrelsens nye afgørelse i ASL-sagen blev indbragt for Ankestyrelsen, der i en afgørelse fra maj 2008 ligeledes fandt, at hændelsen ikke kunne anerkendes som et ulykkestilfælde. Styrelsen lagde vægt på, at A ikke med den fornødne sikkerhed havde dokumenteret, at der i 1999 skete et ulykkestilfælde i lovens forstand. Det indgik i vurderingen, at A's forklaringer var i modstrid med hinanden, og tillige var modsagt af et direkte øjenvidne. Ankestyrelsen udtalte sig ikke om, hvorvidt A havde været i god eller ond tro. Efter at ASL-sagen nu var endt med, at hændelsen i 1999 ikke var en dækningsberettiget arbejdsulykke, krævede F, at A tilbagebetalte den udbetalte erstatning på godt 1,2 mio. kr. Da A afviste dette, anlagde F en retssag, som pga. sagens principielle spørgsmål blev henvist til behandling i Østre Landsret. F gjorde navnlig gældende, at A efter reglerne om condictio indebiti var forpligtet til at tilbagebetale det beløb, han med urette havde modtaget. F var af den opfattelse, at A havde været i ond tro. F gjorde dog gældende, at uanset om A var i god tro eller ond tro, måtte han som udgangspunkt tilbagebetale det uretmæssigt modtagne beløb. A bestred at have været i ond tro, og gjorde gældende, at der i tilfælde af god tro ikke kunne bestå et tilbagebetalingskrav. Der var endvidere uenighed om, hvorvidt der - som hævdet af A - var truffet egentlig afgørelse om F's tilbagebetalingskrav ved Arbejdsskadestyrelsens afgørelse fra marts 2007, og om F af den grund ikke nu kunne indtale et tilbagesøgningskrav over for A. Østre Landsret fastslog i dom af 16. december 2010 for det første, at hverken Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen havde afgjort spørgsmålet om tilbagebetaling af de udbetalte beløb, og at landsretten ikke var bundet af Arbejdsskadestyrelsens udtalelse i marts 2007 om A's gode tro. Dernæst fastslog landsretten, at A ikke var berettiget til de omhandlede erstatningsbeløb, efter at Ankestyrelsen ved endelig afgørelse af maj 2008 - der ikke blev indbragt for domstolene - havde fastslået, at hændelsen i juli 1999 ikke var en erstatningspådragende arbejdsulykke. Landsretten udtalte, at udgangspunktet herefter var, at A efter principperne om condictio indebiti skulle tilbagebetale det modtagne beløb - medmindre det under de foreliggende omstændigheder var urimeligt eller særligt byrdefuldt at pålægge A sådan tilbagebetaling. Landsretten fandt det ikke godtgjort, at A bevidst havde afgivet urigtige eller fejlagtige oplysninger med henblik på at formå F til at udbetale ham erstatning. Landsretten fandt derfor, at A var i god tro med hensyn til ASLsagens behandling og den efterfølgende udbetaling af erstatning. Så langt var landsrettens tre dommere enige, men herefter delte dommerne sig i to vota. Landsrettens flertal lagde vægt på, at Arbejdsskadestyrelsen havde været bekendt med uoverensstemmelserne i de afgivne oplysninger og alligevel (i først omgang) havde vurderet, at hændelsen var en arbejdsskade efter ASL. F havde adgang til alle
3/4 8. FEBRUAR 2011 oplysninger og mulighed for at gøre sine synspunkter gældende, herunder ved klage til Ankestyrelsen. På denne baggrund fandt flertallet det "nærliggende at lade F bære risikoen for, at beløbene blev udbetalt med urette". Endvidere fandt flertallet det "særdeles byrdefuldt for A at skulle tilbagebetale et så stort beløb, der er modtaget i god tro og efter det oplyste forbrugt 1 ". Med den begrundelse fandt flertallet, at A skulle frifindes for F's påstand om tilbagebetaling. Landsrettens mindretal bemærkede, at Arbejdsskadestyrelsens afgørelser i alt væsentligt var baseret på oplysninger fra A, herunder oplysninger og lægejournaler m.v., som A måtte antages at have været bekendt med. F udbetalte erstatning i overensstemmelse med afgørelserne, og F havde på udbetalingstidspunkterne ikke anledning til at betvivle afgørelsernes rigtighed. Under disse omstændigheder fandt denne landsdommer ikke grundlag for at frifinde A for tilbagesøgningskravet. Oplysningerne om A's personlige forhold og det formål, hvortil det udbetalte beløb var anvendt, kunne ikke føre til et andet resultat. Denne dommer ville derfor stemme for, at A skulle tilbagebetale den uretmæssigt modtagne erstatning til F. Efter flertallets votum blev A herefter frifundet. F har anket dommen til Højesteret, der nu endeligt skal afgøre det principielle spørgsmål om tilbagebetalingspligt i en situation som den foreliggende. A var repræsenteret af advokat Jesper Rossau Jensen, mens F var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye. Det samme er tilfældet under den kommende højesteretssag. 1 Om A's forbrug af den modtagne erstatning på over 1,2 mio. kr. blev under hovedforhandlingen alene oplyst, at A "brugte pengene på at genoprette sit hjem, fordi han ikke tjente penge efter ulykken". Kommentar: Det er ikke helt usædvanligt, at der i arbejdsskadesager eller andre forsikringssager udbetales betydelige erstatningsbeløb på et tidligt tidspunkt i sagen, hvorefter sagen på et senere tidspunkt tager en sådan ny drejning, at det må konstateres, at skadelidte alligevel ikke var berettiget til erstatning. I disse sager opstår spørgsmålet, om forsikringsselskabet efter reglerne om tilbagesøgning - condictio indebiti - kan kræve, at skadelidte tilbagebetaler den uretmæssigt modtagne erstatning. Landsretten fastslår i den nyligt afsagte dom tre væsentlige principper: For det første kan forsikringsselskabet anlægge retssag med tilbagesøgningskrav direkte mod skadelidte; i hvert fald så længe Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen ikke har truffet egentlig afgørelse om dette spørgsmål (jf. nu arbejdsskadesikringslovens 40 a). For det andet fastslår landsretten, at udgangspunktet er, at det uretmæssigt modtagne beløb skal tilbagebetales. For det tredje fastslår landsretten, at dette udgangspunkt også gælder, selv om skadelidte har været i god tro. Fra denne hovedregel kan imidlertid gøres undtagelse, såfremt det efter den konkrete sags omstændigheder vil være urimeligt eller særligt byrdefuldt at pålægge skadelidte at tilbagebetale beløbet. Da sidstnævnte situation er en undtagelse til hovedreglen, må det antages, at skadelidte har bevisbyrden for, at der foreligger sådanne særlige omstændigheder, at der alligevel ikke skal ske tilbagebetaling.
4/4 8. FEBRUAR 2011 Ved vurderingen af, om der forelå sådanne særlige omstændigheder, at hovedreglen om tilbagebetaling skulle fraviges, så landsrettens dommere forskelligt på de kriterier, der omtales i præmisserne. Det bliver spændende at se, om Højesteret ved den endelige afgørelse af sagen kommer med nye bidrag til, efter hvilke kriterier denne vurdering skal foretages. Det er bemærkelsesværdigt, at landsrettens flertal tilsyneladende lægger stor vægt på forsikringsselskabets mulighed for at påvirke ASL-sagen, mens den verserer ved Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen; mens den dissentierende dommer lægger vægt på, at selskabet på udbetalingstidspunktet ikke havde anledning til at betvivle rigtigheden af Arbejdsskadestyrelsens og Ankestyrelsens afgørelser. Det har selvsagt betydning for forsikringsselskabernes behandling af ASL-sager, såfremt "bordet fanger" på den måde, at manglende klage til Ankestyrelsen senere afskærer selskabet fra et tilbagesøgningskrav, når det efterfølgende viser sig, at forudsætningerne for at anerkende ulykken i ASL-regi var forkerte. Michael S. Wiisbye ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Frederiksberggade 16, 1459 København K Tel 33 11 45 45 Fax 33 11 80 81 www.nnlaw.dk Jeg står meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål vedrørende dommen, der vedhæftes i anonymiseret form.