6. s. e. påske II 8. maj 2016 Sundkirken 10 Salmer: 252 Til himmels fór 299 Ånd over ånder 334 Guds kirkes grund 289 Nu bede vi den Helligånd 217 Min Jesus lad 288 Drag ind af disse porte Bøn: Vor Gud og far Lad os være ét i dig den levende og opstandne Gud Amen Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes (Johs. 17, 20-26) At vi alle må være ét det er dagens overskrift, overskriften på den bøn som Jesus beder. Vi hørte første halvdel sidste søndag,
her kommer så fortsættelsen og alligevel er det som om vi ingen vegne kommer, som om vi bare kredser om det samme uden at få hold på hverken herligheden eller kærligheden. Kærligheden Guds kærlighed i Kristus er noget vi taler om taler og taler, men kærligheden er først noget værd, når den også viser sig i handling og gerning. I øjenhøjde med livet, verdenssituationen og medmennesket øjenhøjde kræver noget af os, enhed, forståelse og sammenhold er ikke noget, der bare kommer af sig selv. Nærmest tværtimod, det er som om stridigheder og uenigheder lever deres eget gode liv. Som om menneskers forskelligheder i livssyn og personligheder kun gør livet vanskeligere at håndtere Det findes der utallige eksempler på. 2
Jeg hørte fx en historie om en mand der havde 2 meget gode venner, men de 2 venner kunne ikke døje hinanden, det var vist nok fordi de teologisk var temmelig uenige, men det var uden tvivl også kemi som vi plejer at kalde det. Når vores personlige følelser står i vejen for mødet og forståelsen af medmennesket. Det var faktisk så galt med de 2 at de bevidst undgik hinanden, stod den ene på bussen, så hoppede den anden af på det næste stoppested. Deres fælles ven var naturligvis ked af sine gode venners uvenskab. Det bliver både kunstigt og besværligt, når man må tage hensyn til den slags. Ikke invitere de 2 samtidig, eller til nød sørge for at placere dem i hver sin ende af stuen. Hvor gerne han end ville stod det ikke i hans magt at få de 2 uvenner på talefod. 3
Da han blev gammel og syg og vidste, at han snart skulle dø, nedskrev han omhyggeligt sin sidste vilje omkring begravelse osv. Han ønskede at hans to venner skulle være med til at bære kisten. De skulle bære den forreste ende overfor hinanden. Et smil har sikkert kunne ses på hans læber mens han skrev det. Manden døde og dagen for begravelsen kom. De 2 dødsfjender måtte gøre som afdøde havde ønsket. Forpligtet af hans sidste vilje, forpligtet af det fælles venskab, forpligtet af den fælles opgave og den fælles sorg. De følte sig nødsagede til det, og de forsøgte alt hvad de kunne at lade være med at se hinanden. På vej ud af kirken gik det nogenlunde. Men da de stod overfor hinanden ved graven med rebene i hænderne, blev de nødt til at se hinanden i øjnene for at kunne sænke kisten i samme takt. 4
Om oplevelsen ændrede deres forhold til hinanden, om afdødes hensigt, med at bryde afstanden, lykkedes, melder historien ikke noget om. At se hinanden som vi er, at se hinanden i øjenhøjde og acceptere forskellighederne og stadig tro på et fællesskab i kærlighed er ikke så let. At være et er ikke at være ens. Der er så meget der skiller, nød og angst ulighed og bekymringer gør os sårbare og lukkede overfor det fællesskab og den enhed som Gud i Kristus vil drage os ind i. Vi kan have det svært med de andre. Ja, Os og dem er en måde vi ofte deler verden op på. Men overfor Gud er vi alle lige, lige meget værd. 5
Som hans døbte børn er vi i al vores forskellighed favnet af Guds kærlighed. Den kærlighed som hans viser ved aldrig at støde nogen bort. Den kærlighed er der ingenting, som kan skille os fra. Er Gud med os, så kan ingen være imod os. Den kærlighed strækker sig både længere tilbage og frem i tid, end vi kan begribe. Den kærlighed er vi elsket med. Den herlighed og den kærlighed som strækker sig fra evighed til evighed er den som er allestedsnærværende, - her går ingen ram forbi. Det er ikke os og de andre, det er mødet i øjenhøjde og modet til at være et, som mennesker. Som vi ber det ved nadveren hver eneste søndag: Giv os at vokse i kærligheden, 6
for at vi med alle dine troende må være ét i dig, ligesom du er ét med Faderen Kærlighed i øjenhøjde er udfordrende og grænsesprængende, men også altafgørende. Kierkegaard spørger i bogen Kærlighedens gerninger sådan her: Hvad er det, der gør et menneske stort, beundret af skabningen, velbehageligt i Guds øjne? Hvad er det, der gør et menneske stærkt, stærkere end hele verden? Hvad er det, der gør ham svag, svagere end lam? Hvad er det, der gør et menneske urokkeligt, urokkeligere end klippen? Hvad er det, der gør ham blød, blødere end voks? Hvad er det, der er ældre end alt? Det er kærligheden. Hvad er det, der aldrig forandres, om alt andet forandres? Det er kærligheden. 7
Det er jo sandt, hvad Kierkegaard siger. Kærligheden og accepten gør et menneske til et menneske, samhørigheden og den uforanderlige kærlighed - det er det vi er fælles om. Det en det, der er på spil, når Jesus ber for os, at vi alle må være ét og se herligheden. Jesus beder ikke for de få, men for alle. Han ber om at hans kærlighed må være i alle. Han ber om at vi alle må være ét. Bønnen er også en måde at kæmpe mod splittelse og afstand. Det er en god og vigtig bøn - vi kan også bede den selv Vi kan og skal bede til ham, som selv er tilstede iblandt os med al sin kærligheds rigdom nu og i al evighed. Amen 8
9