3. oktober 2014 Rejsebrevet: Turen går til Tanzania Arusha. Modul 13 - sygeplejestuderende Mie Fuglsang Hansen, Ditte Buus Hansen, Sidse Petersen & Thilde Clemmensen hold S11S. Vi er fire piger, som gennem vores uddannelse har været meget nysgerrige på at komme ud i verden for at opleve sygepleje fra en anden kulturel side. Vi valgte derfor på modul 13 at rejse til Arusha i Tanzania, for at gøre en forskel lokalt, flytte grænser, samt udforske vores sygeplejefaglige kompetencer. Da vi begyndte at søge om at rejse ud, kiggede vi på mange forskellige organisationer, hvorefter vores valg faldt på EXIS. Herigennem sørgede de for kost og logi, samt arbejdsvisum. Derudover sørgede de for en introduktion samt de strikkede et forløb sammen for os, som netop stemte overens med de retningslinjer, som vi havde på modul 13. Vi valgte at bo i et frivilligt hus Tanzanite Apartments her i Arusha i stedet for at bo hos en familie, da vi gerne ville have alle oplevelserne sammen. Dette er et hus, hvor der er mange frivillige fra hele verden. Her er både studerende som skal ud på børnehjem, HIV/aids projekt, skoler samt hospitaler mm. Derudover er der vagt 24 timer i døgnet, så sikkerheden er i top og maden er af god kvalitet. Da vi valgte at rejse, tjekkede vi op på hvilke vaccinationer, som var nødvendige for at færdes i Afrika. Vi søgte informationer hos egen læge samt Dansk Vaccinationscenter. Disse var dog ikke helt enige om, hvilke vaccinationer vi skulle have, og derfor tjekkede vi også Statens Serums Institut. Vi blev vaccineret mod: - Hepatitis A, B - Tuberkulose - Gul feber - Tyfus - Stivkrampe - Kolera - Malaria piller. Hjemmefra blev det planlagt, at vi alle 4 skulle på St. Elisabeth hospital fra mandag til fredag. Men da vi kom herned, fandt vi ud af, at der var rigtig mange frivillige på netop dette hospital. Derfor blev vi enige om at dele os op i to og dermed tog to af os på Ngarenaro hospital. St. Elisabeth St. Elisabeth er et katolsk hospital med 100 sengepladser opdelt i forskellige afdelinger, hvor mænd, kvinder og børn er adskilt. Vi var på en kirurgisk sengeafdeling, hvor der var forskellige kirurgiske specialer. Forholdene er meget anderledes end i Danmark, og mange sygeplejefaglige opgaver som vi kender hjemmefra, er dermed uddelegeret til familien. Det er bl.a. personlig pleje og mad. Der er meget få ressourcer, såsom viden, økonomiske ressourcer samt remedier på hospitalet. Dette kommer bl.a. til udtryk ved behandlingen af børn med brandsår, hvor hygiejniske principper, som vi kender hjemmefra ikke bliver overholdt og selve proceduren bærer præg af manglende remedier. Trods de manglende ressourcer var der altid mange på arbejde, bl.a. frivillige, sygehuspersonale og lokale studerende, hvilket resulterede i, at en stor del af vores tid bestod i observation. Vi blev dog uddelegeret nogle opgaver, men da vi ikke følte, at vi kunne stå inde for deres procedurer, sagde vi i nogle
sammenhænge fra. Ngarenaro Ngarenaro var et hospital for gravide kvinder og nybagte mødre. Der var i alt 20 sengepladser i samme rum, hvor der tit lå to i hver seng. Sengestuen var opdelt i to, hvor de gravide lå på den ene side og de nybagte mødre på den anden. Herimellem var der mange små forhæng. Til disse sengepladser var der en fødestue med to lejer med et lille forhæng imellem, så to kvinder kan føde på samme tid. Derudover var der små klinikker som bl.a. bestod af HIV/aids, sundhedstjek af gravide kvinder, vægt og vaccination af børn op til fem år samt en familieplanlægningsklinik. Arbejdsdagen startede med stuegang kl. 8. På hospitalet var der meget personale både lokale og frivillige, som alle var med til stuegang (oftest op til 22 personer af gangen). Efter stuegangen mødtes man til rapport, hvor alle patienter blev snakket igennem. Her blev særlige problemstillinger og udfordringer taget op. Derefter begyndte dagens arbejde, som for os bestod i at hjælpe til ved sundhedstjekket for de gravide kvinder. Her målte vi blodtryk, vejede og målte dem, hvorefter vi noterede det på en lille hjemmelavet seddel, som vi lavede ud af en brugt papæske. Hvis ikke vi var der til at lave denne opgave, noterede lægen som regel et blodtryk på 110/60, hvilket kun få kvinder havde. Hospitalet bar meget præg af manglende økonomiske ressourcer, som kom til udtryk ved manglende remedier. Da vi selvfølgelig ikke arbejdede hver dag, var vi også på oplevelser. Vi var bl.a. ude ved hot springs, hvilket var en lille oase midt i ingenting. Derudover var vi på 4 dages safari og ude hos stammefolk, hvor vi kunne mærke på egen krop, hvordan de levede. Vi var på trekking på Mount Meru, hvilket var en oplevelse for livet og afsluttede derefter vores kliniske eventyr på Zanzibar, for at fordøje alle oplevelserne inden hverdagen i Danmark igen var over os. Eventyrlystne hilsner fra Mie Fuglsang Hansen Ditte Buus Hansen Sidse Petersen Thilde Clemmensen 1012317@ucn.dk 1012356@ucn.dk 1004447@ucn.dk 1008310@ucn.dk
BILLEDER Afd. sygeplejerske
Vejen vi bor på.
Sårplejerum