Kærlighed i aktion. Af Hans-Ole Bækgaard [Olsen], valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke

Kærlighed i aktion Af Hans-Ole Bækgaard [Olsen], valgmenighedspræst ved Aarhus Bykirke I samfundet skelner man ofte mellem dem, som er noget og sidder på magten, og dem, som er mere almindelige. I et kristent fællesskab kan der også opstå to parter: På den ene side dem, som har alt på det tørre, holder sig til bibelordet og fællesskabets tradition, og på den anden side dem, der er trådt ved siden af den bibelske norm eller traditionen eller blot ikke føler sig hjemme i fællesskabet. Os og dem. De raske og de syge. De rigtige og de forkerte. Og fællesskabet bliver mærket af det. At bryde med et fællesskab Der er personer også fra vækkelsesbevægelsernes fællesskaber, som har oplevet at blive undersøgt og erklæret åndeligt urene. Eller de har oplevet sig fordømt. Eller de har erfaret, at den kristne kærlighed i visse situationer blot er tom snak. Derfor kommer de ikke længere i fællesskabet. De er blevet udstødt eller har oplevet sig tvunget til at gå, idet de har følt sig anderledes og uvelkomne. I andre tilfælde skyldtes bruddet al for stor uenighed med ledelsen, og for nogle blev det lukkede fællesskab bare for meget for tæt. Nogle af disse har helt forladt troens vej, mens andre har fundet ind i et andet kristent fællesskab eller er blevet kirkeløse uden at de dermed har opgivet Gud. Atter andre har set bruddet som et led i en personlig udvikling såvel menneskeligt som åndeligt. Hvad kan årsagen være? Flere grunde kan komme på tale, men scenariet er vel dette: Vi ønsker i vækkelsesbevægelsernes fællesskaber at være tro mod Skriften, den bibelske etik og normer samt kristne traditioner. Vi kæmper for at fastholde dette grundlag og bekæmper alt, som kan ødelægge det. Vi har et åbent fællesskab, så længe der ikke er problemer, men hvis nogen træder ved siden af, er reaktionen en anden. For hvordan tackle en person, der er ramt af skilsmisse, eller en fraskilt, som bliver viet igen, eller en homofil, som praktiserer sin seksualitet, eller parret, der flytter sammen uden at være gift, eller hende, som valgte en provokeret abort, eller alkoholikeren eller ham, der åbenlyst svindler og snyder i skat, eller? Konflikterne er ikke til at komme uden om. Fællesskabets reaktion udmønter sig ofte på en af to følgende måder: For det første ønsker man at fastholde sandheden i Guds ord og lade den lyde i forkyndelse og være synlig i praksis. Uheldigvis hænder det, at man nok er sandheden tro, men mangler kærligheden. Den, som har trådt ved siden af i fællesskabet, mærker den kolde kærlighed, sladderen og fordømmelsen og kan opleve sig udstødt og vælger måske at forlade flokken. For det andet kan det også være, at man ønsker at fastholde alle i fællesskabet og ikke såre eller støde nogen bort. Derfor går man på kompromis med det bibelske grundlag og det sunde i ens tradition, så der kan være plads til stort set alle. Dog kan også dette have en uheldig konsekvens. For nok udviser man en velment form for kærlighed, men det sker på bekostning af sandheden. Den første reaktion har ofte sin baggrund i selvretfærdighed og hykleri. Den anden reaktion i ubibelsk lære og blødsøden kærlighed. Den gode vej går et sted midt imellem, men den 1

er så vanskelig at ramme, fordi den særligt handler om mig: At jeg har et rigtigt udgangspunkt i Skriften, og at jeg viser en ret omsorg og kærlighed til min næste. Samtidig! Synd, synderen og stenen Hvem må kaste den første sten? Eller skal der overhovedet kastes med sten? Når krisen kradser i et kristent fællesskab og forskellige holdninger og levemåde står over for hinanden, er der desværre risiko for, at det klare bibelske budskab og den kærlige vejledning går fløjten. Sagens drivkraft kan i stedet hurtigt blive ønsket eller kravet om at få ret. Ingen vil give sig. Og derfor oplever man desværre tit, at disse situationer skaber hårde hjerter og adskillelse. En anden ånd burde råde, som vi kan læse hos Paulus:»Brødre, hvis et menneske gribes i en overtrædelse, skal I, som har Ånden, hjælpe ham til rette med mildhed; og se til, at du ikke selv bliver fristet! Bær hinandens byrder, således opfylder I Kristi lov. For mener nogen, at han er noget, skønt han ikke er noget, er det selvbedrag.«(gal 6,1-3). Eller som Jakob skriver:»bagtal ikke hinanden, brødre. Den, der bagtaler sin broder eller dømmer sin broder, bagtaler loven og dømmer den; men dømmer du loven, er du ikke lovens gører, men dens dommer. Der er kun én, der er lovgiver og dommer, det er ham, som kan frelse og lade gå fortabt; men du, hvem er du, som dømmer din næste?«(jak 4,11-12). Hovmodet kan tit være på spil. Hurtigt kan man placere sig selv i en rolle, som kun Kristus har retten til: at være dommer, lovgiver eller den rette fortolker af Guds ord. Man kan også tilhøre en tredje gruppe: Den grå masse i fællesskabet, der tror, at når de blot forholder sig ligegyldige, er de dermed neutrale og ydmyge. Når det går galt i et fællesskab, og forskellige meninger om moral og levevis brydes, anvender man måske beretningen om kvinden grebet i hor fra Joh 8,1-11 som argument: Ingen har ret til at kaste med sten. Alle har synd. Alle er syndere. Hvordan handler Jesus i denne situation? Farisæerne står klar til at fordømme. De står så selvsikre med sandheden i den ene hånd og stenen i den anden, selvom en eller flere af dem må have set ind gennem vinduet for at kunne bevidne den utroskab, kvinden er anklaget for. Med Jesu konstatering:»den af jer, der er uden synd skal kaste den første sten «står det klart, at ingen af dem er fejlfrie, når det kommer til stykket. De står ikke i en position til at kunne dømme som Kristus! Ofte slutter udlægningen her. Synderinden og Jesus er alene tilbage. Jesus demonstrerer sin store kærlighed til synderen: Heller ikke Han fordømmer hende. Han har magten og retten til at sætte hende fri. Punktum! Men læg mærke til, at beretningen ikke slutter her. Jesus siger:»gå, og synd fra nu af ikke mere.«bestemt er der tilgivelse at få hos Jesus, og kvinden oplever det. Hun møder kærligheden i egen person. Men kærligheden indebærer også at leve efter Guds ord og at stå i en ret relation til andre mennesker. Denne kvinde bliver sat fri af sin synd og må nu ændre sit liv og forholde sig til sit liv efter Guds vilje. Hun skal afspejle, at hun er blevet mødt af Guds kærlighed i Jesus Kristus. Hun må aflægge den egoistiske tilbøjelighed til at indrette sit liv, sådan som hun selv vil. Troskaben mod Gud må veje højere. Farisæerne må aflægge deres selvretfærdighed, hykleri og hovmod. Og så må de lære at sætte kærligheden og tilgivelsen som fortegn for deres handlinger. Teksten handler altså ikke om, at vi skal kaste med sten på hinanden, eller om, at nogle af os er nødt til at flygte fra vores synd eller fra dem, som tror, at de har patent på sandheden. Det, vi skal lære, er, at vi alle må træde frem for Jesus og se vores situation, tanker og handlemåde i lyset af Ham. Netop her er der mulighed for, at vi kan nå hinanden, hvis vi vil! 2

Fordømmelse og tilgivelse Alligevel er der mere at sige. I Ny Testamente (NT) læser vi tekster, som behandler det at dømme eller i særlige tilfælde ligefrem fordømme en anden person. Det kan lyde sådan fra Paulus mund:»i må ikke have med nogen at gøre, der har navn af broder, men lever utugtigt eller er grisk eller er en afgudsdyrker eller en spotter eller en drukkenbolt eller en røver.«(1 Kor 5,11). Samtidig finder vi den tilsyneladende stik modsatte tankegang lige så tydeligt: Du skal tilgive din næste i det uendelige. Jesus siger for eksempel, at man skal tilgive:» ikke op til syv gange, men op til syvoghalvfjerds gange.«(matt 18,22). Hvordan hænger det sammen? Og ikke mindst: Hvordan skal vi praktisere det? Guds tempel i et verdsligt miljø I Første Korintherbrev formaner Paulus menigheden til at leve anderledes og være et synligt alternativ til den gængse livsstil. Korinth var en multietnisk by i det sydlige Grækenland, hvor pluralismen rådede. For mange handlede det om ustandseligt at prøve grænser af frem for at foregå hinanden med et godt eksempel. Et slogan har lydt:»alt er tilladt!«så når Paulus formaner dem, skyldes det først og fremmest, hvad de er i Kristus. Ved tro og dåb tilhører de Ham og fællesskabet omkring Ham. De er jo hellige sat til side for at være noget særligt og derfor er der god grund til, at de formanes til at være, hvad de er! Her er bestemt ikke tale om fordømmelse, men om kærlig opmuntring. Dåben bliver således det grundlag, som formaningen bygger på. (jf. Rom 6,11-14). Menigheden bør leve anderledes. Hos Kristus har de lært den rette visdom at kende til at leve som Guds børn her i verden. Han er deres grundvold, og derfor er de et tempel for Guds Ånd. Helligånden bor i dem, og som hellige skal intet ødelægge dem. Hvis nogen tror, at han eller hun er mere end Guds Ånd og kan råde på egne præmisser, tager vedkommende grueligt fejl. Gud vil blande sig i disse sager. Nok er de kristne i verden, men de er ikke af verden. Som en samling af hellige gør menigheden sig til en fremmed i det miljø, den er i. Det gælder særligt gudsopfattelse, etiske holdninger, seksualitet og livsstil. For det er ikke kun den kristne forkyndelse, som kan vække forargelse, men også den kristne livsførelse kan vække modstand. Sådan burde det i hvert fald være, men det er svært at stå distancen. Når man som et kristent fællesskab lever midt i et verdsligt miljø, og når man selv som et helligt tempel for Ånden lever sit daglige liv blandt ikke-troende, er det vanskeligt altid at fastholde de bibelske ordninger for menneskelivet. Man forsøger at leve et pænt liv, men det er svært at stå fast. Den verdslige livsførelse og tænkning påvirker. Det miljø, man er opvokset i, påvirker. Og hvem ved, om man har forstået det bibelske budskab rigtigt: Kan det ikke tolkes på flere måder? Det er stort at være et tempel for Guds Ånd i denne verden. Det er en gave, og det er helt forunderligt, hvad troen på Jesus rækker til et menneske. Men det er også vanskeligt at være et helligt tempel, som er kaldet til at være anderledes her i tilværelsen for at tjene Gud og være et forbillede for andre. Det kan være så svært at holde fast. Selvtilfreds tolerance er farlig Den har ikke fået for lidt i Korinth, og sladderen har garanteret floreret livligt. I hjertet af den kristne menighed lever en mand sandsynligvis rig og med stor indflydelse i fast forhold til 3

sin fars hustru, som nok er hans jævnaldrende stedmoder. Faderen er sikkert ikke engang død, så der er tale om offentlig ydmygelse. Kvinden er ikke en del af menigheden, for ellers ville Paulus have forholdt sig til hende også (jf. 1 Kor 5,1). Situationen er alvorlig. Der er tale om blodskam, og tilfældet er så drastisk, at det ikke engang er anerkendt i det ellers så løsslupne korinthiske samfund, hvor der næsten har været frit slaw for det seksuelle: prostitution, homoseksualitet, utroskab osv. Imidlertid vender ikke kun den bedragne fader det blinde øje til. Menigheden gør det også! Måske tør de ikke tage sagen op med ham på grund af hans indflydelse og økonomiske støtte. Måske mener de selv, at de udviser stort frisind og rummelighed ved at gå på kompromis. Alle er velkomne her og vi skal ikke såre nogen, træde nogen over tæerne eller støde nogen bort. Måske er de stolte af deres tolerance og finder det helt rigtigt, at de ikke blander sig i andres privatliv. Man skal jo nødig gøre sig upopulær eller virke fordømmende. Måske var det dengang som nu sådan at trosliv (fundament) og moral (praksis) ikke nødvendigvis greb tydeligt ind i hinanden. Hvis nogen synder, må det være en sag mellem Gud og vedkommende. Som kristne har vi Åndens frihed, hævder man, og vi er sat fri til at forholde os individuelt til den bibelske lære og traditionen omkring moralske spørgsmål. Sådan kan vi tænke også i dag. Men denne holdning vækker vrede hos Paulus:»Og så er I tilmed indbildske! Burde I ikke snarere være fortvivlede, så han, der har gjort dette, fjernes fra jeres midte?«paulus er naturligvis optaget af forholdet omkring denne mands individuelle synd, men det er bemærkelsesværdigt, at han er langt mere bekymret over menighedens attitude og adfærd! Ja, han er direkte frustreret over den opblæsthed og tomme selvtilfredshed, de udviser i from frisindet tolerance. Med dommedag for øje Paulus taler til to parter: menigheden (især ledelsen) og personen, som har handlet mod Guds ord. Formålet med den direkte tale og den konkrete håndtering af situationen er ens for begge: At de må blive frelst på Herrens dag ved Jesu genkomst. Når der er tale om at vurdere eller dømme, handler det ikke om, at man skal herske over andre, eller at nogen er mere ophøjet end andre. Det handler i selve sagen om dommedag. For hvis fundamentet (troen) og livsførelsen (gerningerne) ikke har Kristus som fortegn, går mennesket fortabt. Derfor må man omvende sig, inden det er for sent. Det er denne dybe alvor, som ligger bag Paulus formaning. Kritikken bunder i, at fællesskabet umiddelbart er så optaget af at slippe for vanskelighederne ved at stå fast på en kristen livsholdning og bære modstanden, at de glemmer et vigtigt ansvar: At tage sig af en synder, så han kan bryde med den synd, der er blevet en vane, selvom den står Guds ord imod. Hjælpen skal bestå i, at han formanes og derved omvender sig, så han kan blive frelst. I stedet for deres indbilskhed burde de være grebet af fortvivlelse og sorg. For situationen hos dem er, at en kristen bror må regnes som (for)tabt, ja som en død. Deres ligegyldighed burde på grund af kærlighed være afløst af en dødsklage over dette menneske. Fællesskabet er altså kaldet til at gribe ind, for ellers kan det katastrofale ske, at denne synd og måske flere andre i kølvandet vinder indpas. De må handle i sorg, da der er tale om brist i fællesskabets kærlighedsrelationer. Ligegyldighed fører til ødelæggelse af Guds tempel. Men det virker, som om de er bukket under for et overfladisk og verdsligt syn på, hvad 4

kristen tro og livsførelse er. Synd har de et afslappet forhold til. Omvendelsens nødvendighed tager de let på. Guds hellighed tager de ikke så alvorligt. Paulus ved hvilken beslutning, der er den rigtige, men den kan være besværlig at føre ud i livet. Det må ske i kærlighed, da det ikke handler om at få tværet synderen ud, men at han må indse sin synd, vende om og antage en livsførelse i overensstemmelse med Guds ord. Fællesskabet skal ikke spille med musklerne eller spejle sig i egen godhed. Det er kærlighed til den pågældende, som må gennemsyre hele handlingen. Den skal ikke være betinget af fællesskabets følelser, selvskabte traditioner eller normer. Nej, bedømmelsen må ske»i vor Herre Jesu navn«. For at herliggøre Gud Hvis et fællesskab bliver så snæversynet eller i den grad ramt af menneskefrygt, at det er bange for at kalde synden ved rette navn, er der noget grundlæggende galt. Det er forkert at lade den kristne leve i den tro, at det ikke er så farligt med synden. Fællesskabet handler også forkert, hvis man ignorerer synden eller det syndige forhold for at undgå skandale og tror, at den derved bliver mindre farlig. I 1 Kor 5,6-8 giver Paulus med billedet af surdejen en rammende beskrivelse af, dels hvad menigheden er i Kristus, og hvordan de skal leve det kristne liv, dels hvorfor de må agere i disse situationer. Med udtrykket surdej peges på noget, der arbejder langsomt for til sidst at gennemsyre hele dejen her i den betydning at udrydde det onde, så det ikke vil få magten og blive tilbage. Ved udvandringen fra Egypten fik Guds folk befaling om at rense al surdej ud af huset og smøre blodet af påskelammet på dørstolperne. Herrens straffeengel ville så gå forbi huset. Israels folk viste altså lydighed ved dengang at rense ud og kun spise usyrede brød samt ved at smøre blod på dørstolperne. Den kristne menighed er det nye Guds folk, som nu skal vise samme lydighed ved deres livsførelse. Ja, hvis de ikke tager synden alvorlig og renser ud, står de i fare for at miste, hvad de har i Kristus: deres evige frelse. Derfor: Rens ud! Menigheden er netop en ny dej. De er usyrede brød for deres påskelam er slagtet: Kristus«. Befalingen om at rense ud handler ikke om, at de så kan blive noget mere eller bedre. Nej, for de er allerede, hvad de skal være i Kristus. De er gjort retfærdige. De er gjort hellige. Nok er de stadig samtidig retfærdige og syndere og må fortsat kæmpe mod fristelser og synd, men de må ikke give synden plads til at gro, få magt og blive naturlig hos dem. Luther har engang sagt noget i denne retning:»du kan ikke undgå, at fuglene flyver over dit hoved, men du kan forhindre dem i at bygge rede i dit hår.«dom til frelse må ske i kærlighed Når Paulus tidligere har skrevet, at de ikke skal have noget med»utugtige mennesker at gøre«(1 Kor 5,9), så mente han ikke utugtige mennesker i det hele taget. Som kristne lever vi i verden, men er ikke af verden. Vi skal ikke undgå vores næste i hverdagen, men som kristne skal vi ikke anerkende enhver opfattelse af tilværelsen som sand eller antage enhver livsførelse som rigtig. Når Paulus har skrevet til dem, at de skal bryde med en kristen bror, som lever med en alvorlig forkert livsførelse, så tænker han på en person, der har den klare attitude og bevidste holdning, at sådan som han lever sit liv i det verdslige miljø og bliver accepteret dér, sådan 5

skal han også have lov til at leve i det kristne fællesskab. Ingen skal sige noget imod, blot acceptere. Ingen skal dømme, for man har vel lov til selv at bestemme? Tilfældet kan også være og det er nok sagen her at den kristne vel skal have lov til at leve troslivet inden for menigheden på én måde og hverdagslivet i det verdslige miljø på en anden måde? Der behøver ikke at være integritet i livsførelsen, hævder man. Nej, siger Paulus. Det er hykleri og det er at tilsvine Guds tempel for Helligånden og gøre det uhellig og håne Guds forordninger. Det er at gøre sig til herre i eget hus og sætte Gud på sidelinjen. Det er at pille ved alvoren om et evigt liv i enten frelse eller fortabelse. For hele ens liv også hverdagslivet uden for fællesskabet skal være gennemlyst af hellighed. Derfor må de agere tydeligt og kærligt og vise denne person, at han er på gal vej ved ikke at»spise sammen med sådan en«. Der tænkes sikkert dels på agape-måltidet, det fælles kærlighedsmåltid ved samlingerne i menigheden, dels på nadveren, som er fællesskabet omkring Kristus og modtagelsen af Ham i brød/legeme og vin/blod. I et verdsligt miljø er det især overtrædelser af det første, sjette og tiende bud, som kan volde den kristne livsførelse de største problemer. Buddene er:»du må ikke have andre guder end mig«,»du må ikke bryde et ægteskab/begå hor«,»du må ikke begære / ikke lade noget få magt over dig«. Med andre ord: afgudsdyrkelse, utugt og griskhed, som kan have mange konkrete varianter. Du skal ikke indrette dit liv mod disse bud eller nogen af de øvrige ti bud så der bliver plads til din yndlingsynd. Det hører slet ikke kristenlivet til. Hvis du gør det, lader du hånt om frelsen og tilsviner, hvad der er helligt for Gud. Det er at give Satan plads til at forvirre, forvilde og forføre, selvom det kan ske på en nok så snedig, from og uskyldig måde. Det er på denne baggrund, at Paulus kan sige:»ved I ikke, at uretfærdige ikke skal arve Guds rige? Far ikke vild! Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd, der ligger i med mænd, eller tyve eller griske mennesker, ingen drukkenbolte, ingen spottere, ingen røvere skal arve Guds rige. Sådan var nogle af jer engang, men I blev vasket rene, men I blev helliget, men I blev gjort retfærdige ved Herren Jesu Kristi navn og ved vor Guds Ånd.«(1 Kor 6,9-11; sml. Ef 4,17-24) [to sidste men er min tilføjelse; kursivering er også min]. Dommen over denne person skyldes altså en bevidst livsstil, som vedkommende ikke vil gøre op med. Han finder på alle mulige grunde og undskyldninger og fortolkninger for, at han er okay kristeligt set. Og det jo er troen, der frelser! Men en tro, der spotter, hvad Kristus og Ånden har gjort, er vel dybest set ligeglad med det nye liv, en kristen har fået af Gud. Hvad endte det med? Det står helt klart, at den umoralske mand ikke kunne være en del af Guds menighed i Korinth, medmindre han omvendte sig. Men måske skete det faktisk. Måske er det denne person, Paulus omtaler i 2 Kor 2,5-11:»Hvis en har bedrøvet nogen, er det ikke mig, han har bedrøvet, men for ikke at sige for meget omtrent jer alle. Men det er nok med den straf, han har fået af flertallet, så at I tværtimod snarere skal tilgive ham og trøste ham, for at han ikke skal blive opslugt af en endnu større bedrøvelse. Derfor beder jeg jer om over for ham at lade kærligheden råde. Det var jo også derfor, jeg skrev: for at se, om I kunne stå jeres prøve, om I var lydige i alt. Og den, I tilgiver, tilgiver jeg også. For hvad jeg har tilgivet hvis jeg har haft noget at tilgive har jeg for jeres skyld tilgivet for Kristi ansigt, for at vi ikke skal bedrages af Satan; vi ved jo, hvad han har i 6

sinde.«og hvis det ikke direkte er denne person, der er omtalt her, så angiver det alligevel meget rigtigt, hvad det handler om i en sådan sag. For bemærk: Når personen har besindet sig og er nået til ny omvendelse, så er straffen udstået. Muligvis har synden konsekvenser, som vedkommende må kæmpe med, men de skal ikke være en ekstra straf eller byrde, han må bære alene. Nej, fællesskabet skal hjælpe og omslutte dette menneske i kærlighed. For lydigheden drejer sig ikke kun om, hvorvidt fællesskabet kan dømme ret, men også om, hvorvidt det kan vise ægte omsorg, kærligt sind og tilgive uden betingelser. Fællesskabet må afspejle Kristus og Hans kærlighed, så andre ser det store vidnesbyrd i, hvor meget Jesu disciple elsker hinanden. Ydmyghed hører Himmeriget til Vi skal se nærmere på den anden tekst, Matt 18. Kapitlet er én lang tale, hvor Jesus underviser om Guds væsen og relationen mellem disciplene. Ordet»Himmeriget«er et udtryk for fællesskabet omkring Jesus. I troen på Ham har vi del i det evige liv hos Gud,»Himmeriget«, som allerede nu er en virkelighed og kan findes dér, hvor Jesustroende samles. Derfor handler de principielle forhold i Himmeriget direkte om de praktiske forhold. Jesus gør det med stor realisme. Han ved, at der vil ske frafald, oprør og svigt, og at synd vil være et nærværende (og ikke mindst tilbagevendende) problem i det kristne fællesskab. Jesus går i kødet på sine disciple midt i deres diskussion. Hvem er størst og mindst i Guds rige? Hvordan måler man det? Han begynder med det principielle og bruger et barn til at slå en vigtig pointe fast. Symbolhandlingen skal illustrere et ideal om ydmyghed, som bliver nøgleordet for det grundlæggende budskab i talen. At være som et barn handler om at være som»en af disse små«, som Jesus kalder dem, der tror på Ham. I Himmeriget er enhver af disse små størst! Et barn er ikke syndfrit. Når Jesus bruger barnet som illustration, vil Han understrege den spontane glæde, tak og afhængighed, et barn udtrykker helt af sig selv. Når du er barn, er du åben for Guds frelsesgaver, og når du er i barneforholdet til Gud, er det den barnlige reaktion fra hjertet, Gud ser efter, når du modtager gaver fra Ham. Tænk: Som et barn har du og jeg fået del i noget så stort. Det kalder på ydmyghed over for og tillid til vores himmelske Fader. Advarsel: Bring ikke til frafald! Jesus stiller nu disciplene i et nyt lys både over for hinanden og især over for dem uden for:»den, der tager imod sådan et barn i mit navn, tager imod mig.«(matt 18,5). Et barn betegner her det menneske, som har taget imod Jesus og hvor Jesus bor ved troen i hjertet. (sml. Ef 3,14-19). Dybest set er det Jesus, man møder igennem denne person, og derfor er han/hun ret beset en kristus, altså en kristen. Dette er vigtigt at have for øje internt i discipelflokken, men det gælder også dem uden for flokken. Dem, som tager imod en person i Jesu navn og tror på vedkommendes budskab om Jesus Kristus, har selv taget imod Ham. Ja, det er dybest set Jesus, man handler imod (Matt 10,42-44; 25,31-46). Atter engang er Jesus realist. Han ved, at der vil ske frafald, men straffen er møntet på den, som er årsagen. Ja, det kan endda være, at du rummer årsagen til dit eget fald. Du må hindre, at muligheden opstår ved billedlig talt at lemlæste dig selv. Det handler om at give afkald på alt det, som kan føre dig bort fra troen, så du ikke bliver ført vild. Det gælder evig frelse eller 7

evig fortabelse. Hold fokus. Kæmp for at nå målet. Og vis omsorg for, at din næste også står distancen. Jesus bruger ikke udtrykket»til fald«om alle mulige former for synd. Når udtrykket er sat i relation til»en af disse små«, handler det om at føre en søster eller bror i Herren fra troen. Altså om at være årsag til frafald, fordi du enten har undladt at tilrettevise, vejlede, formane eller har undladt at udvise omsorg, men i stedet har vist ringeagt og godtaget en forkert lære eller accepteret en ubibelsk etisk norm. Jesu disciple må gøre radikalt op med hovmod og selvcentrering ligesom de må gøre op med deres begær og udvise ægte ydmyghed over for hinanden. Ingen af disse små skal gå fortabt På denne måde afspejler de kristne deres himmelske Faders væsen og vilje, hvilket Jesus illustrerer med en lille lignelse. Det var ikke normalt, at en familie havde så mange får som hundrede. Men selvom denne mand har så mange, betyder hver eneste uendelig meget for ham. Ja, skulle ét af fårene blive væk, så går hyrden ud efter det vildfarne får. Han søger, indtil han finder det og får det sikkert hjem i folden. Lykkes denne mission, er der ikke noget at sige til, at hans hjerte fyldes af glæde. Hvert får er uendelig værdifuldt og elsket af hyrden. Sådan er Gud. Og sådan er Menneskesønnens kærlighedsmission. Han er kommet for at frelse det fortabte. Sådan må kærligheden til medkristne også være blandt Jesu disciple. Som Gud i Kristus har ydmyget sig ved at blive menneske, sådan må vi også agere over for hinanden i det kristne fællesskab. I talen om ikke at»ringeagte«ligger også betydningen, at vi ydmyger os og viser omsorg på en sådan måde, at ingen får lyst til eller ser sig nødsaget til at rende væk fra flokken, for det er Guds vilje, at ikke en eneste»af disse små«skal gå fortabt. Sådan må vi se på dem, Jesus kalder»disse små, som tror på mig«. Som Gud er hyrden, må det kristne fællesskab især ledelsen være hyrde, den forlængede arm for hyrden Jesus. Lad ikke synd råde mellem jer Jesus skifter nu fra det mere principielle til det praktiske. Hvordan skal dette føres ud i livet? Når sagen ligger på skrivebordet sådan har jeg oplevet det kan den virke tilgængelig, men når jeg inddrages i den konkrete udførelse, står problemerne nærmest i kø. Jesus peger på to ting: 1) Bring ikke nogen til fald! 2) Lad ikke synden få plads, så den ødelægger. Der findes ikke et syndfrit kristent fællesskab eller en syndfri relation mellem kristne på det mere personlige plan. Der er heller ikke tale om, at al form for synd hos den enkelte eller enhver uenighed i fællesskabet skal udbasuneres og vendes og drejes offentligt. For det er i realiteten at give synden og Djævelen for megen opmærksomhed og dermed give plads for, at synden kan ødelægge endnu mere. Hvad handler det så om? Vel er der synd i fællesskabet, men synd skal behandles som synd. I forkyndelsen skal der tales imod synd. Der skal være mulighed for syndsbekendelse: privat, fælles, ved skriftemål m.v. I den forstand skal synden ikke have lov til at fylde. Den evangeliske glæde over at være sat fri fra synden skal være grundtonen. Jesus giver en vejledning til, hvordan man bør behandle uopgjort synd imellem kristne eller konkret synd hos en person. For den synd, som ikke vil frem i lyset af en eller anden årsag, men som alligevel er synligt til stede og ødelægger relationer, må der gøres noget ved. Eller det kan gælde en persons handlemåde eller livsførelse om det så er bevidst eller ej 8

der fremstår som en protest mod Guds ord. Forties dette, kan det blive en farlig smittesygdom, der spreder sig med ødelæggende spor. Jesus anvender et eksempel, hvor ens trosfælle ikke vil erkende, at han har gjort noget forkert:»hvis din broder forsynder sig imod dig«. Sagen må omhandle en eller anden personlig forsyndelse mod dig (f.eks. sladder, bagtalelse, tyveri, utugt, had eller lignende). Meget muligt er din trosfælle klar over sin synd, men tilfældet kan også være, at han må gøres opmærksom på det først for at erkende og bekende den og bede Gud og dig om tilgivelse. Vejledningen har tre trin: Det første trin er: Opsøg din trosfælle for at irettesætte ham på tomandshånd. Gå med et ærligt og kærligt sind for at få fjernet synden. Det ansvar, Jesus taler om, går på, at han indrømmer situationen og bekender den af hjertet for Gud og dig og at du tilgiver betingelsesløst og viser vedkommende kristen omsorg og godhed. Måske har synden haft konsekvenser, som skal tackles på bedste måde, selvom det viser sig svært, eller tillid er blevet brudt, som skal have tid til at heles. Selvom det menneskeligt set kan være svært at opretholde et fortroligt fællesskab, eller hvad nu der kan være tilfældet, så må dette aldrig blive en undskyldning for, at du ikke kan tilgive og fortsat vise din kristne bror hengiven kærlighed. Hvis vedkommende er totalt ligeglad og undskylder sin synd, følger næste trin. Det andet trin er: Tag én eller to personer fra menigheden med dig og opsøg jeres trosfælle. Disse to personer kan dog ikke være helt tilfældige. Når det hedder, at»på to eller tre vidners udsagn skal enhver sag afgøres«, må de personer, du tager med dig, på en særlig måde kunne bevidne din sag, at personen har forsyndet sig. Det kan altså ikke bare være et par gode venner, du bringer med. De skal kunne bevidne sandheden. Igen gælder det, at hvis han erkender sin fejl og bekender sin synd, skal du af hjertet tilgive, og vedkommende må opleve sig omsluttet af ægte omsorg. Hvis personen stadig nægter, følger sidste trin. Det tredje trin er: Efter at sagen har været behandlet på tomandshånd uden at det nødvendigvis er en kendt sag må menigheden, det vil i praksis sige dens ledelse, inddrages. Hvis vedkommende stadig ikke vil indrømme sin synd, men fastholder sin modvilje mod at give Guds ord ret og bringe forholdet i orden, kan det komme dertil, at ledelsen for sandhedens skyld og af kærlighed til den, der har forbrudt sig, må udelukke vedkommende af fællesskabet måske blot for en tid. At skulle foretage dette skridt vil være smerteligt, men er samtidig en mulighed for, at personen kan nå til ny erkendelse og omvende sig (sml. 1 Kor 5,1-13; Joh 6,37). At foretage dette skridt bør kun forekomme meget sjældent og under nøje overvejelse og bøn og altid med inddragelse af for eksempel en præst eller en anden åndelig moden leder. Når især sidste trin er vanskelig og meget sjældent sker, hænger det sammen med, tror jeg, at ingen finder det let, og at situationen virkelig skal være alvorlig, førend dette bør praktiseres. Der skal nemlig siges eller gøres så lidt forkert, før den irettesatte misforstår selve kærlighedshandlingen. Omvendt skal der heller ikke meget til, før irettesætterens hjerte fyldes af hovmod frem for ydmyghed. Derfor må der bedes under hele forløbet, og derfor kan der også foretages rigtige skridt i sagen i Jesu navn. Faktisk hentyder»hvor to eller tre er forsamlet i mit navn, dér er jeg midt iblandt dem«primært til, at menighedens bedømmelse kan ske i Jesu Kristi navn. Selv i disse vanskelige situationer er Han til stede»midt iblandt dem«. For sandhedens skyld. Og for kærlighedens skyld. 9

Jesus giver sin fuldmagt til menigheden om at træffe beslutninger i disse sager. Han siger:»hvad I binder på jorden, skal være bundet i Himlen, og hvad I løser på jorden, skal være løst i Himlen«. Der er ikke tale om en direkte, skjult kanal til den himmelske tronsal, så menigheden (ledelsen) kender de rette svar. Gud kan ikke tvinges til på forhånd at godkende en beslutning. Nej, det autoritative for menigheden, det himmelske mandat, ligger i, at man forkynder evangeliet i overensstemmelse med hele Skriften og i praksis forvalter det i samme ånd. Når det sker, er fællesskabet en afspejling af det himmelske og agerer efter Guds vilje. Den egentlige og afgørende dom om evig frelse eller evig fortabelse for et menneske er det alene Gud, som kan træffe på den yderste dag. Intet sted i Bibelen bliver der rokket ved det. Lad tilgivelse kendetegne dit liv Reaktionen på Jesu undervisning er ikke:»en umulig opgave at vejlede andre.vi må ikke fordømme, og jeg er ikke selv fejlfri.er det ikke forkert at vise omsorg ved at påpege over for nogen, at de lever i modstrid med Skriften?«Egentlig kunne undskyldningerne være mange, men Peters reaktion rammer lige pointen af Jesu tale:»hvor mange gange skal jeg tilgive min bror?«- eller som der mere præcist står:»hvor mange gange vil min bror synde mod mig, og jeg skal (fortsat) tilgive ham?«blandt rabbinere var den ofte antagne position, at hvis man tilgav en broder tre gange for en gentaget synd, havde man gjort sit; den fjerde gang var der ikke tilgivelse at få. Så Peter strækker sig langt med sit storsindede forslag:»op til syv gange?«jesu svar må have virket overrumplende:»op til syvoghalvfjerds gange.«ikke sådan at forstå, at der er en øvre grænse for tilgivelse, selvom den er høj. Nej, der er ingen grænse for hyppighed eller for hvor meget, man skal tilgive. For enhver har fået langt mere tilgivet af sin himmelske Fader, end man nogensinde kommer til at tilgive andre. Som uddybning fortæller Jesus lignelsen om den gældbundne tjener og sætter tingene på spidsen. Lignelsen slutter med, at den hårdhjertede tjener må frem for kongen (Gud) igen, hvor hans sag bedømmes på ny. Når han ikke kunne vise barmhjertighed mod sin medtjener, skal han heller ikke selv møde barmhjertighed. Og han bliver overgivet til bødlerne, indtil han kan klare at betale sin ubetalelige regning. Pointen er ikke til at tage fejl af:»sådan vil også min himmelske Fader gøre med hver eneste af jer, der ikke af hjertet tilgiver sin broder.«(matt 18,35). Du har selv fået tilgivet meget ja, alt! og derfor må dit hjerte også kunne tilgive, når nogen forsynder sig mod dig. Det ophæver ikke ansvaret for på tomandshånd eller i det kristne fællesskab at irettesætte og konkret vejlede en medkristen, som har syndet og bevidst sat sig op mod Guds ord. Men forpligtelsen til at tilgive hinanden står i forgrunden. For det er det barmhjertige sind, et Guds barn har mødt hos sin himmelske Fader, som må afspejles over for de andre i fællesskabet ja, det må gennemsyre din relation til næsten generelt. Lige så overvældende, som Gud kan tilgive, lige så barsk kan Han være, når Han fælder dom. Der er ingen modsigelse her i Guds væsen. Tænk på, hvad du beder i Fadervor:»Forlad os vor skyld, som også vi forlader vore skyldnere«(matt 6,12) og Jesus fortsætter:»for tilgiver I mennesker deres overtrædelser, vil jeres himmelske Fader også tilgive jer. Men tilgiver I ikke mennesker, vil jeres Fader heller ikke tilgive jeres overtrædelser.«(matt 6,14f). Bønnen om, at Gud vil forlade skyld, skal ikke forstås som en betingelse, eller at der er ligevægt imellem, hvad jeg tilgiver og får tilgivet. Nej, 10

det skal forstås som en forudsætning. Gud kan ikke tilgive mit forhærdede hjerte, når jeg ikke selv vil lade tilgivelsen få plads i forhold til min medkristne, næsten og Gud. Gud vil ikke tvinge tilgivelse igennem. Han kan tilgive os, når Han vil, men Gud vil, at vi også skal tilgive for hvis vi ikke gør det af hjertet, så står vi i stor fare for at binde os til egen synd, skyld og hævn. Hvis vi ikke kan eller vil tilgive, kan vi selv blive en hindring for at blive tilgivet af Gud. Han vil, at vi skal indse netop vor egen skyld og modtage tilgivelse fra Ham, så vi sættes i stand til ved Ånden at tilgive, elske og vise kærlighed over for andre. Tag splinten ud og hjælp din bror Vi skal ikke dømme eller fordømme, når vi selv render rundt med en bjælke i øjet. Sådan lyder tit en hurtig konklusion. Den danske jantelov får sin egen åndelige udgave, og det er nærmest blevet lov i mange kristne fællesskaber, at enhver passer sin egen biks, når det gælder tro og livsførelse. Men som vi skal se på afslutningsvis i gennemgangen af de bibelske tekster, vejleder Jesus os til en helt bestemt adfærd:»døm ikke, for at I ikke selv skal dømmes. For den dom, I dømmer med, skal I selv dømmes med, og det mål, I måler med, skal I selv få tilmålt med. Hvorfor ser du splinten i din broders øje, men lægger ikke mærke til bjælken i dit eget øje? Eller hvordan kan du sige til din broder: Lad mig tage splinten ud af dit øje! og så er der en bjælke i dit eget øje? Hykler, tag først bjælken ud af dit eget øje; så kan du se klart nok til at tage splinten ud af din broders øje. Giv ikke hunde det hellige, og kast ikke jeres perler for svin, for at de ikke skal trampe dem ned med deres ben og så vende sig om og sønderrive jer.«(matt 7,1-6; sml. Luk 6,37-42). Du kan hurtigt tænke: Jeg er jo ikke bedre end andre, så jeg må hellere holde min mund. Af teksten skal du heller ikke udlede den forståelse, at hvis du undlader at kritisere nogen, så bliver du nok heller ikke selv kritiseret. Det sker, at forståelsen af disse vers bliver praktiseret på en måde, hvor man indirekte foretrækker og hylder den private udfoldelse af kristenlivet i fællesskabet, da det virker mindre forpligtende. Denne forståelse ligger langt fra Jesu budskab. Jødiske rabbinere på Jesu tid var opmærksomme på, at man ikke skulle fælde for hurtige domme:»døm ikke din næste, før du er kommet i hans situation.«det handler ikke om, at du skal stille dig selv på Guds plads og spille Gud. For det er Ham, der skal dømme, når det kommer til stykket (se Rom 14,10-13) også det, der skjuler sig i mennesket. Derimod skal du bedømme, om alle, der påberåber sig at være fra Gud, nu også er det; om læren i menigheden er i overensstemmelse med Skriften; om en livsførelse afspejler det nye liv hos en kristen osv. Jesus vil fremhæve, at vel skal Hans disciple bedømme hinanden. Hertil har Han givet dem sit mandat. Men de skal ikke være dømmesyge eller besidde den attitude, at de selv er hævet over enhver form for dom. Gud vil i sidste ende dømme dem, og Hans dom har større konsekvenser end dem, mennesker kan pålægge hinanden. For hvis du ikke har et tilgivende og kærligt sind over for din næste, vil det ligge dig nær at udvise en arrogance og ubodfærdighed, som i sidste ende kan afskære dig selv fra Guds barmhjertighed og tilgivelse. Gud er ikke blind for fejl og synd, når Han viser storsind og tilgivelse, men det er udtryk for Guds væsens generøsitet og overvældende kærlighed. Og sådan skal kristne også omgås hinanden. Det er ikke forkert, at en kristen hjælper en anden med at fjerne vedkommendes»splint«(fejltrin, synd, skyld m.v.). Overhovedet ikke. Men hvis du selv har en»bjælke«i øjet, som du bevidst overser, selvom andre i fællesskabet påpeger det over for dig, er det hykleri. Derfor skal du sørge for at få bjælken ud af øjet, så du kan se klart. Derefter følger fortsat dit ansvar 11

for med sagtmodighed og i en forstående ånd at hjælpe din medkristne med at fjerne splinten. Jesus understreger dette ansvar med et billede: Vi skal ikke give det hellige til hundene, for så vil de vende sig om og sønderrive os ej heller skal vi kaste perler for svin, for de vil trampe dem ned med deres ben.»det hellige«og»perler«er evangeliet om Guds rige, og det skal ikke skødesløst rækkes ud til alle og enhver. Her handler det ikke om mission, da evangeliet er for alle uanset race, køn og alder. Men det drejer sig om, at du må ofre dit eget for at kunne modtage evangeliet af nåde. Evangeliet er ikke billigt til salg og skal ikke presses ned over dem, som afviser det. Meget rammende kan alt dette formuleres med et ordsprog (Ordsp 9,8):»Irettesæt ikke spotteren, for han vil hade dig for det, irettesæt den vise, så vil han elske dig.«kristne er ikke bedre end andre Det var en ganske almindelig hverdagseftermiddag i Århus for en del år siden. Jeg sad på kontoret hos min teologiske lærefader, en norsk professor. Som så ofte før nåede vi vidt omkring. Denne dag talte vi noget om forkyndelse. Jeg husker ikke præcist, hvordan samtalen tog denne drejning, men jeg husker tydeligt en sætning:»du må aldrig glemme, at du ikke er bedre end dem«, sagde han og pegede ud på folk på gaden og fortsatte:»den eneste forskel på dem og dig er, at du kender nåden i Jesus Kristus.«Kristne er ikke bedre end andre mennesker men de er anderledes! Begge dele er uhyre vigtigt at få fat i. Man kan møde kristne, der nærmest gør en dyd ud af at hævde det modsatte:»vi skal nødig skille os ud.vi skal helst ikke give indtryk af, at vi forholder os forskelligt til mange ting her i verden.«som mennesker er vi alle skabt af Gud, og Han har vist sin kærlighed til alle mennesker ved at lade sin Søn dø på korset og opstå fra graven. Derfor er der heller ikke noget, et menneske kan påberåbe sig, som skulle gøre vedkommende bedre end andre. Men som mennesker, der har lært Guds nåde at kende, er vi anderledes, og det giver os et nyt syn på tilværelsen. Vi har lært den almægtige Gud at kende i Hans hellighed og kærlighed. Han er blevet vores himmelske Fader, og vi er blevet Hans børn og har fået Jesus som bror.»således skal jeres lys skinne for mennesker, så de ser jeres gode gerninger og priser jeres Fader, som er i himlene.«(matt 5,13-16; 1 Pet 2,9-12). Som kristne er vi altså anderledes. Det betyder ikke, at vi er uden synd, men nu er synden blot ikke det første, der skal siges om os hverken over for Gud eller mennesker. I Kristus er vi retfærdiggjorte syndere. Nok hersker synden stadigvæk på fuldt tryk i os, men i troen på Jesus er vi allerede rene og retfærdige for Guds ansigt. Som Luther udtrykker det et sted: Samtidig synder og retfærdig. Alene Guds nåde gør forskellen. Mange tror, at kristenlivet mest handler om at sætte begrænsninger og indrette sit liv efter en masse nej er. En tung og sur pligt, der begrænser udfoldelsen af livet i glæde og frihed. Men kristenlivet består ikke kun i fravalg, det består også i tilvalg. Det er at have set Guds store kærlighed udtrykt i de bibelske normer, ordninger, regler og vejledninger som ramme for sit liv.»alt er tilladt men ikke alt er gavnligt ikke alt skal få magt over mig«(1 Kor 6,12). I kristenlivet handler det nemlig ikke om hele tiden at prøve grænser af i forhold til, hvornår man kan kalde sig en kristen eller ej eller hvornår andre tænker det om én. Mit fokus må hele tiden være, at jeg indretter mit liv efter Guds vilje og takker Gud for den frelse og nåde, Han har skænket mig ved syndernes forladelse. Derved kan jeg leve frimodigt, glad og åbenlyst som en tilgivet synder. 12

Kristne har et særligt ansvar Det er netop her nerven findes i de bibelske tekster, vi har set på indtil nu, og som binder tankerne fra Paulus og Jesus sammen. Når jeg giver mit liv en ny retning bliver omvendt! medfører det altid en dom over min tidligere opfattelse og adfærd. Vi taler om at blive omvendt til Jesus og som følge heraf også om den daglige omvendelse. Det sidste må vi aldrig blive færdige med. For det begynder med os selv, når det gælder at dømme andre i kærlighed. I det øjeblik, vi fælder en dom over en anden, vil vi også dømme os selv. Selv om vi kan have ret i vores anklage, så kan vi også selv anklages for et eller andet. At fælde retfærdige domme er simpelthen vanskeligt, men det er noget, vi må øve os på hele tiden i det kristne fællesskab. Fristelsen til at trykke andre ned og løfte os selv op ligger os ikke fjernt. Bibelens advarsler mod dømmesyge handler ofte om, at vi nemt bytter om på store og små ting. Vi ser sagen ud fra vores egen optik og snævre bedømmelseskriterier, for så er den til at overskue, og vores egne detaljerede regler er til at finde ud af. På farisæisk vis har vi gjort det muligt at fælde dom over andre, og gjort det langt lettere at beslutte sig for, hvad der skal påpeges (Matt 23,23f). Det er for eksempel nemmere at blive forarget over ungdomslederen, som har drukket et par øl for meget og påtale det, end at irettesætte samfundsformandens kone og de andre to kvinder på kaffeholdet, som sladrer om næsten alt og alle. I vækkelsesbevægelsernes fællesskab bliver man oftere mere irriteret over, at en person opfører sig lidt anderledes (f.eks. har en piercing i øjenbrynet), end at en leder bagtaler, så det sår mistillid i fællesskabet, eller at en ægtemand højlydt taler dårligt om sin hustru. Hvor er formaning vanskelig. Det er slet ikke let at håndtere den enkelte sag i praksis på den bedste og rigtigste måde. Det er en svær kunst at undgå hovmodet og lade kærligheden råde eller at stå på den svages side og se sagen fra en anden vinkel end ens egen. Det er heller ikke altid givet, at næsten oplever omsorgen, når man irettesætter og mener, at vedkommende skal omvende sig for ikke at komme væk fra Gud og miste den evige frelse. Det må virkelig ske under megen bøn og i overvejelse med andre i menigheden (især ledelsen, f.eks. en præst). Lad os lige præcisere: Formaning eller tugt handler ikke kun om seksuelle synder, selvom nogen til tider giver udtryk for den opfattelse, at kristne er særligt optaget af dem. I NT kan vi se, at der er lister med mange andre former for synd og fejltrin. Og enhver synd skaber afstand både i forholdet til Gud og til andre mennesker. Derfor må synd bekendes først og fremmest over for Gud, så synden kan modtage syndernes forladelse, og over for andre, så synden kan tilgives og ryddes til side. Kristne må fælde rette domme Når du påpeger synd hos en anden, kan du hurtigt blive kaldt en moralist, farisæer eller noget i den retning. I samfundet ligger disse skældsord lige for, hvis man ud fra en given norm hævder, at én livsførelse er mere rigtig end en anden. Det er vores tid ikke gearet til at høre og acceptere. Du må gerne være idealist og fremholde nogle gode værdier eller en god sag, men så snart du repræsenterer normer, bliver du opfattet som intolerant og dømmesyg. Så snart det lugter af moral eller kristen etik, afvises de gode intentioner, og holdninger latterliggøres som umoderne, et levn fra et middelalderligt mørke. Men at være moralist er for så vidt positivt. For det indebærer, at man kan integrere tro og livsstil. Desværre har ordet moral i dag negative undertoner og forbindes med løftede pege- 13

fingre, fordi mange mennesker sjældent agerer og argumenterer ud fra fastsatte normer, som holdes for sande. I stedet bliver det tit følelserne og tidsånden, der bliver afgørende for ens holdninger. Den gode moralist har derfor vanskelige kår i vores tid også i de kristne fællesskaber. Og det er svært at komme positivt igennem med opfordringen:» Så vær da fuldkomne, som jeres himmelske Fader er fuldkommen!«(matt 5,48). På samme måde er det svært på en ordentlig måde at få forkyndt De Ti Bud og helt konkret opmuntre til gæstfrihed, godhed, ydmyghed, taknemmelighed, gavmildhed osv. Det er vigtigt, at dette budskab lyder i det kristne fællesskab, så man ikke viger udenom at forkynde hele Guds lov i dens radikalitet. Men den gode moralist i kristen sammenhæng, som af hjertet ønsker at forene bibelske leveregler og en kristen livsstil, står i fare for hykleri, hvis moralen får den primære opmærksomhed på bekostning af kærligheden til næsten, og hvis han eller hun sætter lighedstegn mellem livsførelse (gerninger) og kristen tro. Der er et stort behov for kærlig formaning og vejledning i det kristne fællesskab. Enhver har brug for dette. Der er også behov for kærlig indbyrdes bedømmelse, så ingen falder fra troen eller havner i åndelig vildfarelse. Det må være en fælles opgave at bede om, at nådegaven til at bedømme og fælde rette domme omkring læren og adfærden i fællesskabet er til stede. Samtidig må vi især bede for forkyndere og dem, der har ansvaret for fællesskabets liv. De rette domme skal netop ikke fældes ud fra tilfældige, subjektive meninger, eller hvad man tror, de andre helst vil høre, men ud fra den sunde lære, god kundskab om menneskelivet og en kritisk tilgang til fællesskabets (selvlavede) traditioner. De rette domme må ikke afsiges i hårdhed, men skal altid have kærligheden som fortegn. Når du formaner eller fælder dom over andre, skal det altid ske på den måde, at du forsøger at sætte dig i den andens sted og nøje vurderer, hvordan du bedst kan hjælpe vedkommende med at forblive på troens vej med den evige frelse som mål. Der findes et godt luthersk princip, som kan være til stor hjælp, når du skal afklare en sag og fælde en ret dom. Gør dig først klart, om det konkrete tilfælde drejer sig om synd mod Guds vilje, eller snarere handler om noget, hvor kristne kan have forskellige opfattelser ud fra Skriften med god samvittighed. Denne skelnen er vigtig for at kunne gå sagligt til værks. Først må du grundigt undersøge, hvad Bibelen faktisk siger om sagen, og hvad der gælder principielt. Hvad Skriften alene siger om sagen, skal der ikke rokkes ved. At ændre på det eller træde op imod det er synd. Men der kan være omstændigheder ved den konkrete sag, som Skriften ikke direkte udtaler sig om, og som hører ind under det, der kaldes de åbne områder. Her må enhver kristen med sin fornuft, vilje og samvittighed under stadig læsning af Guds ord, forsøge at nå frem til, hvad der er bedst for ens kristenliv, og hvordan man bedst kan tjene næsten. Her kan kristne nå frem til forskellige slutninger, som ikke nødvendigvis er mere rigtige eller forkerte end den andens, og som heller ikke er synd (jf. Rom 14,23). Et eksempel: Når det gælder spørgsmålet, om hvorvidt samboskab eller papirløst ægteskab er forkert, så siger Skriften klart, at det er synd. Dels er det at betragte som ægteskabslignende, dels sker det i praksis ikke uden seksuelt samkvem. Ægteskabet derimod er en offentlig markering for Gud og mennesker, at to har valgt at dele livet sammen, og først inden for denne ramme skal det seksuelle samliv finde sted. Hvis et ungt par bor sammen uden at være gift og er sammen seksuelt, eller hvis et ungt par lejlighedsvis uden at bo sammen går i seng med hinanden før ægteskabet og ikke vil ændre dette og ikke vil indse det forkerte heri så lever de i (vedvarende) synd. Hvordan man som kærestepar i øvrigt gebærder sig, 14

for eksempel hvornår man begynder at holde i hånd, kysse, tage alene på weekendtur osv., er der frihed til at se forskelligt på. Man bør dog overveje, hvordan man bedst undgår fristelser, og hvordan man bedst kan være et forbillede for andre i det kristne fællesskab. Altså: Du har din evangeliske frihed, men i kærlighed skal du måske ind imellem give afkald på denne frihed. Et andet eksempel: Skriften er ganske klar, når det gælder det principielle og formålet med buddet om at holde hviledagen hellig. Men når det kommer til, hvordan man i praksis gør det, er der plads til frihed. Sådan opleves det ikke altid i de kristne fællesskaber. Der er det næsten lige før, at praksis defineret ud fra det snævre fællesskabs traditioner bliver ophævet til bibelsk lov, og hvis man overtræder disse traditioner, har man syndet mod Guds ord og bliver set skævt til i fællesskabet. Netop dette bud er i færd med at gå i opløsning i vor tid, og derfor bør man overveje nøjere, hvordan en livsførelse kan være en sund protest mod tidsånden. Kristne må være gode forbilleder At fælde rette domme er bestemt ikke let. Det kræver stor indsigt i Guds ord, og det kræver, at du selv kender dig skyldig for Gud og har oplevet at få meget tilgivet. Dernæst handler det om, at du hele tiden tilstræber at være et godt eksempel og forbillede. Ikke perfekt eller ufejlbarlig, men et forbillede. Ikke for at føre dig selv frem, men for at undgå at bringe kristenlivet i vanry. Som forbillede skal du netop være et spejlbillede af den virkelighed, du har lært at kende hos Gud. Derfor må en kristen ikke være præget af magtsyge, arrogance, ligegyldighed, snobberi eller hårdhed osv. Tværtimod. En kristen må turde smide facaden og ikke tabuisere egne forhold heller ikke egne fejltrin men må fremme ærlighed, tillid, troskab, åbenhed og med sit liv vise, at jeg har brug for Jesus i mit liv og selv lever af tilgivelse at jeg er en nådetigger. Som forbillede må du også øve dig i at give afkald på din evangeliske frihed for andres skyld. Paulus kan udfordre så direkte:»brødre, I blev kaldet til frihed. Brug blot ikke friheden som et påskud for kødet, men tjen hinanden i kærlighed«(gal 5,13; Rom 12,1-2). Som et forbillede skal du være med til at vise en farbar vej gennem livet, som det er trygt for andre at følge efter. Når du giver afkald, må formålet være, at du vil undgå at lede andre vild eller forarge andre (sml. 1 Kor 8,12-13), så de vender den kristne tro og fællesskabet ryggen. Som forbillede må du disciplinere dig ved at opøve selvkontrol i kristenlivet. Ikke ved en asketisk stil eller from selvrealisering, men på grund af den viden, der kommer af troen troens gode frugter, om du vil (1 Kor 9,24-27; Gal 5,22-26). En kristen er ikke et bedre menneske end andre. En kristen er anderledes. Bestemt! På så mange områder, ja helt grundlæggende på grund af evangeliet. Og det må komme konkret til udtryk i kristenlivet. Størst af alt er kærligheden Gid vi dog ikke havde så mange interne problemer i det kristne fællesskab. Gid vi var langt mere enige. Gid vi kunne holde ødelæggende forhold på afstand, så vi kunne koncentrere os om mission, diakoni og have større overskud til omsorg for hinanden. Gid Jesu kærlighed var langt mere tydelig i stedet for de interne kampe af misundelse, smålighed og ukritisk fastholdelse af traditioner. 15

Jeg tror, de fleste til tider kan tænke sådan om deres fællesskab. Nogle kæmper for det og bliver, idet de ikke ser muligheder for et åndeligt fællesskab andre steder lokalt og derfor finder sig mere eller mindre til rette. Men for andre kan det hele blive for meget især når det ikke er muligt at sætte spørgsmålstegn ved menneskebundne traditioner, som definerer rammerne for fællesskabet. Eller når forskellighed meget nødigt tolereres, og man oplever, at nogen næsten sætter lighedstegn mellem troen på Gud og accepten af hele fællesskabets pakke (holdninger, livsstil, traditioner osv.). Enten er man med i hele systemet, eller også regnes man kun for at høre til i fællesskabets periferi. Sådan kan følelsen være. Der kan være forskellige grunde til, at nogle kun akkurat oplever sig tålt i fællesskabet og bestemt ikke som en del af kernen. Ja, nogle kan opleve det som en fordømmelse, ofte uden at nogen taler med dem om det. Det meste bliver kommunikeret uden ord, og reaktionerne på ens person eller livsførelse formes heller ikke i ord. Tavshed er dødbringende i forhold til at være en del af et fællesskab. Nogle har på denne måde oplevet det kristne fællesskab som et fængsel, hvor der ikke var plads til følelser og refleksioner ikke plads til at være sig selv. Der findes mennesker, som ikke har andre steder at gå hen, og som åndeligt har behov for et hjem. De bider ofte tænderne sammen og holder ud. Andre bryder måske med fællesskabet uden at bryde med Gud. Og så er der tilfælde, hvor personer vitterligt lever i synd uden at de bliver konfronteret med det, men hvor de blot mærker den kolde kærlighed og dømmesygen. Denne fordømmende tavshed og den ukristelige kolde kærlighed må ændres i fællesskabet. De vanskelige situationer undgår man temmelig sikkert ikke, men vi må lære at tale åbent om de aktuelle forhold, så vi kan hjælpe og vejlede hinanden. Der må herske åbenhed, varme og gensidig tillid, så personer, som af forskellige årsager har svært ved at falde til i det kristne fællesskab (alkoholikeren, narkomanen, skattesnyderen, den fraskilte, den gengiftede, den psykiske syge, sladdertasken, den praktiserende homofile, det samboende kærestepar, den ensomme single, kvinden, der fik foretaget en provokeret abort og mange andre), kan trives i fællesskabet såvel socialt som åndeligt. Dette skal ske samtidig med, at vi fastholder Guds ords norm og vejledning i disse problemfelter, viser opmærksom kærlighed og ikke fordømmer eller støder dem fra os. Det er ikke de rene fællesskaber, vi bør tilstræbe, men fællesskabet af frelste syndere! Denne måde at møde hinanden på i det kristne fællesskab er nødvendig. Mange steder kræver det en konkret ændring i adfærden. Og det kan være hårdt for det begynder med mig! Det kræver, at mit hjerte og mine øjne positivt bliver åbnet for dette, og at jeg aktivt tør tale om det og foretage konkrete kærlige handlinger. Tilgivelse må føre til handling Det er netop her, at et liv i Guds tilgivelse ikke blot skal være flotte kristne ord, men må udmønte sig i konkret kristelig handling. Fællesskabet må være et sted, hvor tilgivne synder kan møde hinanden med åbent sind, og ikke et sted, hvor tavsheden, som tit medfører bagtalelse, traditionen, som ofte har større forrang end Bibelen, og tabuiseringen, som kan skabe distance og frustration, får magten. I stedet må fællesskabet stræbe efter den indbyrdes kærlighed. Et godt kendetegn herpå vil være, at mission og diakoni ikke blot er ord. At leve i Guds tilgivelse indebærer for eksempel at arbejde på, at det gode forhold genoprettes. Vi må være kærlighedsvæsner og elske brødrene, fordi vi selv er elsket af Gud i Kristus.»Jeg skal tilgive ikke fordi den anden har fortjent det men fordi jeg selv er tilgivet 16

af Gud og har denne tilgivelse som forbillede, og fordi jeg ødelægger mig selv, hvis jeg ikke tilgiver.«tilgivelse er ikke at sige at det er glemt, og at følgerne er væk. Det drejer sig heller ikke om at ophæve forskellen mellem godt og ondt, at fraskrive sig ansvar, at bagatellisere sin egen skade eller smerte eller at begynde på ny uanset. Tilgivelse er derimod at forudsætte skyld, at give afkald på hævn, at afskrive gæld, at give den anden anledning til at bygge tilliden op igen en proces som kan tage tid, en bevidst viljeshandling. For at leve et fuldværdigt liv har jeg brug for at blive tilgivet af Gud og at tilgive mig selv (jeg må holde op med at straffe mig selv, se ondt på mig selv, ærgre mig over mig selv). Jeg må også tilgive dem, som har syndet mod mig (uanset hvor stor skyld de har). Og endelig må jeg selv bede mennesker om tilgivelse, når jeg selv har sagt eller gjort noget galt. Det er vigtigt at huske på, at tilgivelse kun er noget, du kan give ikke noget du kan kræve! Når jeg måske alligevel oplever eller føler mig syndig, selvom jeg er tilgivet, er der to ting, som det er vigtigt at være opmærksom på: For det første er der den usunde selvfølelse og især skamfølelsen. Selvom du har bekendt din synd, sidder du stadig tilbage med en følelse af, at du har gjort noget forkert i forhold til for eksempel fællesskabet eller dig selv. Eller du bringer dig selv i en position, hvor du ikke er god nok til fællesskabet og hellere vil holde dig lidt på afstand for ikke at blive (endnu mere) udstødt. Ikke så få oplever problemer med dette i de kristne fællesskaber - flere end man umiddelbart skulle tro. Man sammenligner sig med de andre og oplever blot, at fællesskabet består af de rene og de perfekte, hvor der ikke er plads til den åndeligt eller menneskeligt mislykkede. Og den mindreværdige føler ikke, at vedkommende lever op til standarden hos det bedre kristelige borgerskab, som mange steder præger fællesskaberne i vækkelsesbevægelserne. For det andet gælder det, at al synd kan tilgives, men at synd også har konsekvenser, hvoraf nogle er mere synlige end andre, og nogle konsekvenser er også mere langvarige end andre. Eksempler: En morder kan få sin synd tilgivet af Gud, men det medfører ikke automatisk, at han slipper for den straf, øvrigheden har fastsat. Alkoholikeren kan blive sat fri af sit misbrug og modtage syndernes forladelse for det, men bånd til bl.a. familie kan være ødelagt og arbejdslivet ligge i ruiner, som ikke uden videre kan genopbygges. Bagtaleren kan få tilgivelse for sin onde snak, men måske har andre mistet tilliden til vedkommende. Pigen, som fik foretaget en provokeret abort, kan få tilgivelse, men smerterne over tabet og skyldfølelsen kan fortsat fylde sindet. I sådanne forhold gælder det, at formaning og tilrettevisning meget muligt er på sin plads ud fra den bibelske vejledning, men samtidig hører menighedens omsorg lige så selvfølgeligt med! Jesus mødte sin næste også den foragtede eller den, som foragtede sig selv på en inkluderende måde. Ja, Han mødte faktisk også farisæerne på denne måde, selvom Han gennemskuede deres ydre fromhed. Han ønskede fællesskab med dem. Med hver eneste. Han mødte andre med respekt, selvom Han måtte pege på ting i deres liv, de måtte gøre op med eller forholde sig anderledes til. Han mødte enhver i kærlighed, for at de måtte vende om til Ham, indrette deres liv i lydighed mod Ham og altid have Ham for øje. 17

Tidens udfordringer for kristne Som kristne står vi over for mange udfordringer. Helt grundlæggende giver vores identitet som kristne udfordringer. Vi lever i verden, men er ikke af verden. Vi er børn af Himmeriget, men står med begge fødder plantet i en verden, der er ramt af syndefaldet. Som kristne lever vi altid i nutiden med en skriftlig gudsåbenbaring fra fortiden på vej mod målet i fremtiden. Samtiden rejser altid en række indvendinger mod det kristne budskab, og den kristne bliver i en eller anden grad præget af tidens tænkning, tidens ånd og tidens afgudsdyrkelse. Denne fare har enhver kristen generation stået over for, men vores samtid udgør også en positiv udfordring til at synliggøre kristenlivet og på en forståelig måde formidle det kristne budskab. Gudsbilledet spiller en væsentlig rolle i denne sammenhæng. For hvem er Gud? Hvordan forstår vi Hans væsen og vilje? Hvor konkret kan vi tale om Guds åbenbaring af sig selv? Hvordan afspejler Guds love og normer Hans væsen (hellig, kærlig, retfærdig og barmhjertig)? Ikke nok med, at der råder stor uenighed blandt teologer om disse spørgsmål, men gudsbilledet har også ændret sig gennem tiden i samklang med tidsånden ikke mindst i det foregående århundrede. Fra at være den patriarkalske guddom over den mere reaktionære til den kærlige Gud og faderlige Skaber med åben favn mod (næsten) alt. Teologien bag det sidste gudsbillede levner ofte ikke megen plads for absolutte normer eller advarsler mod synd, frafald og evig fortabelse. Der er god grund til at spørge, om visse gudsbilleder overhovedet kommer i nærheden af den bibelske Gud, selvom flertallet hævder det? Også synet på Jesus har ændret sig radikalt bare i løbet af de seneste fire årtier fra at være betragtet som oprøreren, til eksistentialisten og tænkeren, til den indadvendte mystiker og til den i dag milde og tolerante. Kristne må tage denne udfordring alvorligt. Den mere populære opfattelse af den bibelske Gud og samtidens syn på Jesus præger og vinder også mere og mere indpas i det kristne fællesskab. I vor tids Jesus-billede er Han mild, tolerant, aldrig fordømmende, nærer (blind) kærlighed til næsten, er ikke fordomsfuld osv., men til gengæld revsende i forhold til tidens hårde farisæere. Det er en karikatur, man bliver nødt til at forholde sig til i vækkelsesbevægelsernes fællesskaber. Og vi kommer ikke udenom, at mange spørgsmål dybest set handler om bibelsyn og bibelfortolkning. I det kristne fællesskab skal vi altså gøre os klart, at det ikke blot er samfundet, som mener, at kristne bør ændre holdning i centrale etiske spørgsmål eller i lære- og trosmæssige sager. Påvirkningen kan også komme indefra ved at gøre en lære legitim i fællesskabet, selvom den konkrete sag har Guds ord imod sig. Hvis fællesskabet og især lederne ikke er vågne og i kærlighed kæmper imod, kan falsk tolerance åbne op for vildfarelse. I fællesskabet skal vi også være vågne for en anden fare, der tilsyneladende bliver stadig mere udbredt. Nemlig, at ikke så få kristne med alderen bliver mere sløve og ligegyldige i forhold til at fastholde sand troslære, bibelske normer og bibeltro etik. Denne udvikling sker sandsynligvis, fordi man i nogen grad stagnerer i fællesskabets traditioner og i øvrigt præges af omgivelserne. Eksempel: Tidligere var man overbevist om, at det var forkert, at fraskilte lod sig gifte igen, men man ændrer måske syn, når ens egen datter vælger denne mulighed. Frem for at vise kærlighed og omsorg og fastholde den bibelske lære i dette spørgsmål, begynder man at ændre holdning og finde på forklaringer, der accepterer, at man må tænke anderledes. 18

Dette ydre og indre pres i fællesskabet er en af de helt store udfordringer for kristne i dag. Der er ikke noget at sige til, at mange føler sig presset til at opgive eller moderere sandheden, sådan som vi finder den udfoldet i de bibelske tekster. Fra flere sider møder vi det ensidige budskab, at næstekærligheden findes i tolerancen. Vi må ikke såre. Vi skal trøste uanset hvad. Vi må ikke give dårlig samvittighed. Ikke give (ægte) skyldfølelse. Ikke kalde noget synd Jeg er overbevist om, at vi bedst hjælper vores søster og bror i det kristne fællesskab ved at lade Guds ord lyde i lov og evangelium. Kalde synd for synd. For ellers har jeg og min næste ikke brug for syndernes forladelse. Så har vi ikke brug for Jesus som vores Frelser. Måske som et godt forbillede, men ellers ikke. Er der noget, mennesker har brug for i dag også langt ind i de kristne fællesskaber er det at blive sat fri af synd, tage kampen op mod synd og hjælpe hinanden til at leve det omsorgsfulde kærlighedsliv fuldt ud som tilgivne syndere, der har verdens bedste budskab at bringe. Det er vanskeligt at prædike omvendelse, uden at det bliver opfattet som fordømmende og moraliserende. Vi kan vel ikke andet end prøve? Det har næppe nogensinde været let at mene, at kristendommen handler om at indrømme: At vi alle trænger til nåde hver eneste dag. 19