Fanatismens endestation Stalins arktiske dødslejre

Det er ikke tiladt at gengive materialet fra denne publikation uden forudgående aftale med Jens Alstrup og indehaverne af rettighederne til det viste billedmateriale.

Af Jens Alstrup: GULAG var Stalins imperium af lejre fordelt ud over hele Sovjetunionen og ikke, som mange tror, noget som blot befandt sig i Sibirien. Selv byggepladser midt inde i Moskva, så som metrostationer og byens centrale vandværk, fungerede som arbejdslejre, imens konstruktionsarbejdet foregik. Det værste af alle lejrsystemerne, fanatismens endestation, var komplekset i Kolyma, hvis rigtige navn var Dalstroi. Kolyma: Stalins Auschwitz Kolyma ligger helt ude i øst i Russisk Fjernøsten, langt nordøst for Japan over mod Kamchatka. Mange, også russere, tror, at dette er Sibirien, men Kolyma ligger øst for Sibirien. Her etablerede Sovjetunionen byen Magadan, som blev centrum for det mest modbydelige og på samme tid, det største kompleks af arbejdslejre. Hele komplekset af lejre, strakte sig ud over et areal større end hele Frankrig. Navnet på komplekset var officielt Dalstroi (kan oversættes med Fjernøstens konstruktionskombinat ), men det var og er mere kendt under navnet Kolyma, opkaldt efter floden, som løber gennem området, ca. 400 km nord for Magadan. Vores viden om Kolyma er sørgeligt mangelfuld, men det ligger fast, at Kolyma var Stalins mest dødelige lejrkompleks og det var det største af dem alle. Sammenlignet med Auschwitz, var Kolyma formentligt langt større, målt i antallet af fanger, men målt i dødsofre, ved vi det ikke. Det er muligt, at flere omkom i Kolyma end i Auschwitz, men her skal det erindres, at Kolyma eksisterede som lejrkompleks i næsten 30 år i modsætning til Auschwitz godt 5 år. Man kan sige, at var man fange i Auschwitz, så var man død, men hvis man var i Kolyma, så havde man, trods alt, en chance for at redde sit liv. Terror på alle niveauer Terror er ikke noget, som Osama Bin Laden har patent på. Der er stor usikkerhed om antallet af ofre under Sovjetunionens regime, men i dag mener organisationen Me- Billedet modsatte side øverst: Forfatteren på vej gennem Den Gyldne Ring, ringvejen midt i gulddistriktet i Kolyma, som er 1.100 km lang. Billedet er fra maj måned 1997 og var starten på en sportsrekord og interessen for Rusland som sådan og Kolyma i særdeleshed. Det var naturligvist ikke muligt at foretage research om Kolymas historie på en cykelekspedition. Forsiden: Pigtråden rundt om Perm 36. Den er rekonstrueret, men i Kolyma ligger der endnu intakte ubeboede lejre, kun delvist nedbrudt af det hårde klima.

Fanatismens endestation Arctic Circle Moskva Skt. Petersborg Arctic Circle Perm Novosibirsk Krasnojarsk Irkutsk Jakutsk Kolyma Magadan Vladivostok Vanino 1.000 km morial, at antallet skal sættes til 70 mill. mennesker. For at forstå dette uhyrlige tal kan følgende regnestykke opstilles: Det antal stakkels mennesker, der omkom den 11. september 2001, var kun det antal, som dagligt omkom i Sovjetunionen, hvis man regner gennemsnittet ud over alle de 70 år, hvor Sovjetunionen eksisterede. Ingen enkelt terrorgruppe kan nogen sinde matche den terror, en stat kan udøve, selv ikke hvis man tager hensyn til, at Memorials angivelse formentligt er sat noget højt. Nogle forklarer Stalins terror og GULAG imperiet med økonomi, men jeg og andre er stadig mere overbeviste om, at økonomi ikke spillede nogen afgørende rolle. Økonomi var kun et velkomment bidrag af sekundær betydning. Nej, målet var absolut kontrol over alle indbyggerne i Sovjetunionen. Selv inde i folks hoveder ønskede Stalin kontrol. Blot tanken om modstand skulle nedbrydes. Terroren blev udøvet på ethvert niveau. Selv det hemmelige politi, NKVD (som før var tjekkaen eller OGPU, og som senere blev til KGB), oplevede to store udrensninger. Det kommunistiske parti blev udrenset, hæren, industrien, landbruget. Ingen slap fri, heller ikke de øverste i systemet. To og måske tre ledere af NKVD blev myrdet på Stalins foranledning (Felix Dzershinsky, stifteren af Tjekkaen, døde pludseligt og var måske den tredje). Udenrigsminister Molotov, måtte se passivt til, da hans egen kone blev sent i lejrene. Der blev krævet blind lydighed af alle, og Stalin fik den. Russere har ikke et særligt gen, der biologisk gør, at de befinder sig godt med despoter som ledere. Stalins metoder kan fungere alle steder i verden. Man må forstå, at ingen sanktion var så uhyrlig, at den ikke ville blive gennemført mod enhver opposition, uanset hvor beskeden denne opposition måtte være i sine krav. Selvfølgelig var der modstand mod Stalin, men godt 10 år efter revolutionen var modstanderne enten døde eller i eksil. De bløde opportunister var i lejrene, og hovedparten af de, som man blot kunne forestille sig ville yde modstand, var også sendt i lejrene. Hertil kom de mange, som igen troede var i opposition, som man alligevel sendte i lejrene, så det var åbenlyst for enhver, at truslen var alvorligt ment. I sådant et system bøjer man nakken eller dør. Det arktiske guld: Kolyma etableres Under borgerkrigen i Rusland 1918-1922 flygtede en af de hvide officerer mod nordøst fra den slagne

Straffecellerne i GULAG-museet i Perm 36, en tidligere hemmelig by, der lå ligger ca. 80 km uden for Perm i Uralbjergene. Bl.a. Ruslands ombudsmand gennem mange år, Kovalev, oplevede at sidde i disse celler. Standarden her er langt højere, end den var i Kolyma.

Fanatismens endestation hvide hær i Sibirien. Han gemte sig nær ved Kolymafloden, og her fandt han ifølge fortællingen, hele klumper af guld og platin. Specielt store klumper af platin skulle godtgøre meget store forekomster af guld. Derfor tog han nogle af disse med sig i 1923 til Jakutsk by for at overgive sig til De Røde. Han håbede, at det store fund kunne sikre ham amnesti. Om han fik sin amnesti, er ukendt. Udvindingen af guldet begyndte i 1927-29 med individuelle lykkejægere, og i 1928 afså styret i Moskva ressourcer til at kortlægge fundet. En ekspedition på nogle dampskibe og en isbryder blev sendt til Nagaevobugten, som man kendte som en god naturhavn fra fiskere, der gennem mange år havde brugt den til at søge ly for hårdt vejr. Ekspeditionen bestod af geologer og kartografer og var beregnet på at forberede den senere etablering af Daltroi. Der fortælles ikke noget om fanger. Den 1. december 1931 (datoen for den skriftlige ordre) besluttedes det officielt i Moskva, at byen Magadan skulle bygges, og et gigantisk guldudvindingsprojekt skulle gennemføres. Eduard Petrovits Berzin, en højt placeret officer i NKVD, Stalins hemmelige politi og elitekorps, blev udpeget som leder af kombinatet Dalstroi. Han fik valuta til at købe nogle skibe i Vesten. Det fortælles, at han personligt var i Holland og England for at købe skibene. Ud over skibene fik Berzin alle de fanger, han behøvede, til at bygge de nye byer og miner. Mineudrustning måtte han selv købe i bytte for guld, direkte fra USA. Det fortælles, at fangerne i de tidligste dage primært bestod af Ukrainske bondeknægte, der var udrenset i forbindelse med de store tvangskollektiviseringer af landbruget i disse år. Her til kom et større antal kriminelle fanger, som blev brugt som hjælpevagter, helt på linje med tyskernes tilsvarende KAPO er nogle år senere. Der var også en del frivillige arbejdere, f.eks. fra ungdomsorganisationen Komsomolsk (ungkommunister). Projektet medførte død og kaos det første år. Berzin skulle anlægge ringvejen i guldområdet og yderligere en vej frem til Seimchan. Minedriften skulle begynde allerede efter et år. Vejene skulle gå gennem noget af verdens mest ufremkommelige natur. Seimchan ligger omkring 1.000 km fra Magadan. Sommeren i Kolyma er kun to-fire måneder lang, og selv sommeren er en modbydelig oplevelse med den bundløse sump i taigaen og de mange milliarder af myg. Brødrationerne var minimale, og der var intet moderne udstyr til rådighed. Fabrikker, huse, broer, dæmninger og alt andet, måtte man bygge som store trækonstruktioner. En af de mest kendte myter fra fangerne handler formentligt om Seimchan. For at fremskynde arbejdet, blev et hold, bestående af fanger og fangevogtere, sendt ud som fortrop for at bygge minebyen Seimchan. Det næste forår skulle vejen nå frem til byen og friske forsyningen ville ankomme. Et sted er det nævnt, at de var i alt 3.000 mand. Vejen blev forsinket og fra det centrale Kolyma, sendte man et hold ud for at få kontakt med fortroppen. Da man nåede frem, opdagede man, at ingen havde overlevet vinteren, heller ikke fangevogterne eller officererne. I dag må historien være til at kontrollere, men jeg har ikke set, at nogen har gjort det. I alle tilfælde er det sikkert, at etableringen af Kolyma blev nærmest begravet i lig. Alle ressourcer blev sat ind på byggeriet af vejene. Kun NKVD fik bygget træhuse i den nyetablerede by Magadan. Fangerne måtte klare sig gennem den første vinter i telte. De døde som fluer og beretninger siger, at kun halvdelen overlevede den første vinter. En normal vinter i Kolyma har temperaturer på minus 60 C, og normalt er der en bidende vind i området. De tidlige år I sommeren 1933 var Dalstroi klar til at udvinde det første guld fra minerne omkring landsbyen Jagodnoe. Langs de små bifloder, til den mægtige Kolyma, pandede man guld på gammeldags maner. Klumper af rent guld på størrelse med knytnæver var ikke usædvanlige, og i våbenhuset i Kreml i Moskva kan man i dag se nogle af de største guldklumper udstillet. Det første år gav 500 kg. rent guld. Senere kom produktionen op over 60 tons pr. år. Også landbrug blev etableret. Rigt udbytte fik man ikke i dette ekstreme klima, men man fik i det mindste et supplement til forsyningerne fra fastlandet, som resten af Sovjetunionen blev kaldt for. Det var en tid med hungersnød i hele Sovjetunionen opstået som direkte følge af Stalins dekulakisering. Berzin var en effektiv leder. Menneskeliv bekymrede ham næppe, det er der enestående beviser for, men han forstod, at sultne fanger ikke leverede guld i de kvantiteter, som Moskva krævede. Derfor sør-

gede Berzin for, at fangerne fik rigtige støvler, varme frakker og langt større brødrationer end i resten af GULAG imperiet. Fangerne fik endda penge, som de kunne bruge til lidt ekstra mad og beklædning. Fra at være en dødsfælde det første år forvandlede Kolyma sig til et af de steder, hvor man havde gode chancer for overlevelse, hvis man skal tro historierne og ikke blot forvente, at fangerne satte denne tid i relation til det, der kom til at ske lidt senere i historien. Den Store Terror I 1938 blev Gendrich Jagoda, chefen for NKVD i hele Sovjetunionen, udrenset. Efterfølgeren blev Nikolaj Yeshov. Stalin så fjender overalt inden for partiet og hæren, og udrensningerne blandt de almindelige mennesker fortsatte. Også Berzin blev udrenset, men iflg. myter fra fangerne, turde man ikke arrestere ham på normal vis pga. hans totale magt over området. Man brugte derfor færdiggørelsen af vejen til Seimchan i 1938 som undskyldning og tildelte ham Leninordnen som tak for hans indsats med at opbygge socialismen. Et fly blev sendt til Magadan for at hente ham til Moskva. Det hed sig, at han skulle have overbragt sin udmærkelse af Stalin personligt. Myten vil vide, at han blev skudt af NKVD-folkene fra Moskva, allerede før han kom ind i flyet, men en mere troværdig kilde siger, han blev skudt et halvt år senere i Ljubjankafængslet i Moskva. Kommandoen over Kolyma blev opdelt efter Berzin. Den ny chef for tropperne og lejrene var Oberst Garanin, og Karp Aleksandrovich Pavlov blev chef for selve Daltroi og guldproduktionen. Begge blev udpeget af Yeshov. Oberst Garanin var en ualmindelig dårlig nyhed for fan- Billeder venligst udlånt af Memorial. Øverst, modsatte side: Fødselsdagskort malet og klippet af en fange for en officer i en af lejrene. Læg mærke til, at der er pigtråd på hegnet, selvom det er et fødselsdagskort. Nederst, modsatte side: En konservesdåse, brugt af en fange som gryde og mug. Der kom især meget konserves til Magadan fra USA under Anden Verdenskrig. Øverst til venstre: Genrikh Jagoda, som var chef for NKVD, da Dalstroi blev etableret. Øverst til højre: Eduard Petrovich Berzin, grundlæggeren af Daltroi. Midten til venstre: Nikolai Jezhov, som var øverste chef for NKVD under Den Store Terror. Pavlov og Garanin var ledere af Dalstroi under Jezhov. Midten til højre: Karp Aleksandrovich Pavlov, leder under rædselsregimet under Den store terror. Nederst til venstre: Lavrenti Beria, chef for NKVD 1939-54. Beria blev henrettet i 1954 for den vel nok eneste forbrydelse han ikke havde begået: Forrædderi overfor sit land. Øverst til højre: Ivan Fedorovich Nikishov, chef for Dalstroi 1939-48. Udnævnt til Sovjetunionens Helt og begravet på en heltekirkegård i Moskva. Han havde tusinder af liv på samvittigheden.

Fanatismens endestation gerne, og tidspunktet faldt sammen med, at Stalin i en stor tale havde sagt, at nu skulle det være slut med blødsødenhed over for folkets fjender. De varme jakker og støvlerne blev inddraget. Brødrationerne kom ned på samme niveau som i alle andre lejre. Penge og lejrbutikker blev sløjfet og oven i alt dette, viste naturen sig fra sin værste side under vinteren 1938/39. Fangerne omkom i ufattelige antal. Guldproduktionen truede med at kollapse, og Garanin viste sine uhyrlige sider: Overalt så han fjender og sabotører. En fanges historie fortjener at blive fortalt i sin fulde længde: Sent på natten, blev vi kaldt til mønstring, langt tidligere end normalt. Ved mønstringen blev nogle af os blev råbt op ved navn. Vi skulle stige ind i nogle ventende lastbiler. Det var midt om vinteren. Da vi kom frem til vores destination, blev vi stillet op til mønstring på ny, hvor oberst Garanin modtog os og proklamerede følgende: I er fundet skyldige i, at have skjult guld og for at gemme det og senere kapre et fly og bringe guldet med til Trotskij i Mexico. I skal derfor henrettes ved skydning. Jeg råbte: Jeg har endnu ikke erklæret mig skyldig i jeres anklager, men denne her er så tåbelig, at den vil jeg gerne indrømme, for det vil ingen kunne tro på! Vi blev gennet ind i et lille hus og der stod vi så tæt, at de svageste af os, døde af iltmangel. De døde blev stående, da der ikke var plads til at falde. En efter en blev vi kaldt ud og skudt. Også mit navn blev råbt op, men mit utrolige held var, at jeg opdagede, at man havde stavet mit navn forkert på listen og jeg fik soldaten overbevist om, at det ikke var mig. Han sagde: Det er ligegyldigt, for vi tager dig bare lidt senere. Da dagen var ved at være slut,

var vi kun nogle ganske få fanger tilbage. Garanin kom ind til os og sagde: Normen for henrettelser er opfyldt og I vil blive ført tilbage til jeres lejre. Normaliteten indtræder Stalin var måske verdenshistoriens mest succesfulde diktator. Han forstod, hvornår tingene gik for vidt, og i 1939 var hele Sovjetunionen i Modsatte side: Juri Lvovich Fidelgolts, da han blev arresteret i 1948. Han var 21 år på det tidspunkt og er dermed blandt de yngste vidner fra Stalintiden i Kolyma. Han blev arresteret pga. nogle bemærkninger i sin dagbog og blev sendt til Kolyma. Se også billedet af Fidelgolts, da han blev frigivet seks år senere. Fidelgolts er i dag pensioneret og er medlem af Memorial og har skrevet flere bøger og digte om sine oplevelser i lejrene. Modsatte side nederst, fra GULAG museet i Moskva: Forhør efter arrestation. Tortur var udbredt. Her over: Der fandtes en del, om end ikke mange bøger om Kolyma under Den kolde krig. De viste bøger er udgivet fra 1948 til 1977. Kun Wallace bog er et skønmaleri. Ginzburg var overbevist kommunist og kan derfor ikke beskyldes for, at have været koldkrigerisk. Hvis man ikke vidste besked om Sovjetunionen og Kolyma, så var det fordi, man ikke ønskede det. Alle bøgerne indholder mange unøjagtigheder, som følge af den meget vanskelige adgang til kildematerialet.

Fanatismens endestation knæ som følge af de omfattende udrensninger inden for hæren, partiet (som administrativt styrede landet), specialister osv. Et af beviserne var den enorme Røde Hærs ydmygende nederlag mod Finland i Vinterkrigen 1939/40. Stalin lagde skylden på Yeshov og mange politiske fanger, målt i antal, men ikke i procent, blev rehabiliterede og sendt tilbage til deres tidligere poster. Yeshov blev henrettet, og Lavrenti Beria blev den nye chef for NKVD. I Kolyma gik det som tidligere. Garanin blev henrettet, kort efter hans chef var skudt. Pavlov klarede sig, men blev forflyttet. Pavlov døde som en hædret mand med fuld officiel anerkendelse i 1957. Man kender ikke detaljerne om Garanin. Den ny leder, nu igen med samlet kommando over hæren, NKVD og lejrene i området, blev udpeget af Beria. Lederen var Brigadekommandør Ivan Fedorovich Nikishov, der ved sin død i 1958, var generalløjtnant i NKVD. Man kan ikke sige, at forholdene blev markant bedre. Specielt ikke, da Sovjetunionen blev draget ind i krigen mod Nazityskland, men det blev dog bedre, end det havde været under Garanin. Fra arrestation til Kolyma Arrestationerne foregik i en slags dyb hemmelighed. NKVD hentede de ulykkelige mennesker midt om natten i biler, der var camoufleret som brød- eller kødbiler. Hemmeligheden var en pseudohemmelighed, da omfanget af arrestationer var så massivt, at alle måtte kende familiemedlemmer, kollegaer eller venner, som pludseligt forsvandt. Målet var ren terror, og gennem hemmeligholdelsen holdt man den frie befolkning i et jerngreb. Talte man åbent om det alle vidste kunne man selv ryge i lejrene. Årsagerne til arrestationerne kunne være mange. Man var måske nævnt i et brev fra Trotski, hvilket ville være ensbetydende med døden. Måske havde ens far været officer i zarens hær, en tidligere arresteret nabo havde måske nævnt ens navn under tortur eller en nabo ønskede måske din lejlighed og havde angivet dig. Anmeldelserne behøvede kun at fylde sølle fem til syv korte linjer med stor håndskrift på en lille formular. Aleksander Solshenitsin beskrev, hvordan en nyuddannet kunstmaler, efter sit ophold på akademiet, blev sendt ud til en kolkhos (kollektivbrug). På kolkhosen malede kunstneren høstarbejdet, som det skulle være. Bønderne var glade kernesunde mennesker, omgivet af røde faner og naturligvis havde de en rød traktor. Virkeligheden var en anden, så kunstneren var nødt til at male traktoren efter hukommelse. Uheldigvis malede han en gammel Fordtraktor, efter Sovjetunionen selv var begyndt at fremstille egne og nyere traktorer. Han havde således påstået, at Sovjetunionen var tilbagestående og fik fem år for antisovjetisk propaganda. Mange af fangernes beretningerne beskriver, at NKVD gjorde et stort arbejde ud af at fremtvinge tilståelser fra fangerne. Mest kendt var samlebåndet, hvor et antal NKVDfolk på skift, afhørte og torterede de arresterede, mens de var i isolation, indtil de underskrev de mest utrolige tilståelser, så som forsøg på at myrde Stalin, at de på en og samme tid arbejdede for Trotski og Nazityskland osv. Domstolen kunne være en rigtig domstol ved det normale retsvæsen, som dog ikke havde meget med ret at gøre. De fleste af fangerne blev dømt af de berygtede trojkaer, 10

hvor 3 dommere dømte fangerne på samlebånd. Andre blev dømt af særdomstole, hvor to dommere uden forsvarer og anklager skulle ekspedere sagerne således, at der kun gik ti dage fra arrest til fangen var under transport eller endnu værre, henrettet. Efter dommen blev fangerne via transitfængsler og opsamlingslejre sendt ud på ugelange togrejser under forfærdelige forhold. Hede og tørst om sommeren og kulde og is om vinteren. Ingen fik at vide, hvor de skulle hen. Dalstrois slaveskibe Kolyma ligger isoleret af vilde tværgående bjergkæder, hvorfra der, så vidt det vides, frem til 1944 ikke eksisterede nogen vejforbindelse til resten af Sovjetunionen. Den omtalte vej blev bygget under Anden Verdenskrig for at kunne bringe amerikanske Låne- Lejeforsyninger frem til Jakutsk via Magadan, og den var og er ikke velegnet til større transporter. Derfor måtte alt, inklusive fangerne, sendes med skib fra først Vladivostok og fra 1939, fra Vanino, til havnen i Nageevo (kun få 100 meter fra Magadan). Fangerne ankom med toget til transitlejre ved havnen. Transitlejrene i Vladivostok havde en kapacitet på ikke mindre end 15.000 fanger fordelt på to afsnit. Der hvor det ene afsnit lå, er der som en skæbnens ironi, en forlystelsespark for børn og en markedsplads. Over den anden lejr er der nu beboelse. Kun togramperne eksisterer fortsat. Dalstrois skibe var fragtdampere, som på ingen måde var beregnet til transport af passagerer. Flere skibe var i næsten fast rutefart med fanger til Kolyma. Skibet Djurma var det notorisk mest forfærdelige af dem alle og samtidigt et af de største. Djurma var indrettet med tre trædæk i lastrummene, som hver havde tre lag køjer til fangerne. Gamle søfolk har fortalt, at på nogle transporter var der så mange fanger, at mange af fangerne måtte stå op mellem køjerne under sejladsen. Det fortælles, at Djurma på en enkelt transport havde hele 12.000 fanger om bord. Hovedparten af fangerne havde aldrig før set havet og havde in- Billede venligst stillet til rådighed af rederiet FESCO: Djurma var det næststørste skib i Dalstrois flåde og det største slaveskib. Det transporterede typisk 5.-6.000 fanger ad gangen fordelt i 4 store lastrum, som hver var opdelt i 3 dæk bygget af træ inden i hvert lastrum. Hvert dæk var opdelt i 3 hylder, hvor fangerne lå helt tæt side mod side. Modsat side: Anonym tidligere fanges tegning af Stolypinvogn, som fangevognene populært blev kaldt. Oftest blev der brugt kreaturvogne. 11

Fanatismens endestation tet forhold til at sejle med et skib. Dette var en faktor, som gjorde en frygtelig oplevelse endnu mere grusom. På en af transporterne ankom Djurma for tidligt på sæsonen for sejlads, hvorfor hun satte alle fangerne af på isen. Herfra måtte fangerne vandre over havisen, ind til Magadan. Dette var en vandring på mange kilometer, hvor de, som sakkede bagud, blev skudt af eskorten af NKVD-soldater. På en anden rejse kollapsede trækonstruktionen i et af Djurmas lastrum under hårdt vejr. Fangerne i bunden blev mast ihjel. På endnu en rejse havde nogle fanger forsøgt at lave varmt vand til te i bunden af fragtrummet med det resultat, at der gik ild i trækonstruktionen. Besætningen slukkede ilden ved at forsegle lastrummet, så ilden døde af mangel på ilt. Senere fanger på Djurma fortalte om den vamle lugt af brændt menneskekød. Desværre har historikere tilsyneladende intet gjort for at tale med de søfolk, som sejlede med skibene. Man har derfor kun sporadiske fortællinger fra fangers individuelle oplevelser, og hver fange kan logisk nok kun fortælle om en enkelt rejse ud fra egne erfaringer. Fordeling af fangerne til lejrene Ved ankomsten til Nageevo blev fangerne sendt til transitlejrene midt i Magadan by. Herfra blev fangerne distribueret ud efter kvalifikationer eller, som oftest, efter tilfældigheder. At komme i guldminerne, som de fleste kom, betød stærkt reducerede chancer for overlevelse. Lejrene var for hovedpartens vedkommende bygget op omkring guldminer, men der var mange andre kategorier: Landbrug, tømmer, kul, wolfram, uran, transport, fabrikker m.m. Der var også speciallejre til konstruktion af bygningsværker, som f.eks. vejbyggeri. Mest kendt var det den gang tophemmelige anlæg, D2, som var et stort byggeri af et vandkraftværk, midt i Kolyma. Andre lejre var mere specielle. Ivan Nikishov, chef for Dalstroi 1939-48, var meget interesseret i finkultur og fik derfor gennemsøgt alle fangelister for kendte skuespillere, sangere, musikere eller balletdansere. Disse blev sendt til en særlejr i Magadan by nær ved et nyt stort teater, som Nikoshov havde fået opført. Nikishovs kone var meget interesseret i kunsthåndværk, og hun søgte derfor efter kvinder, der kunne lave smukke broderier og andet. Det var en hel lille industri og for disse fanger betød det overlevelse. Mellem liv og død Placeringen i lejrene betød ofte forskellen mellem liv og død. Jobs i køkkenet, pasning af heste (hvor man kunne stjæle lidt havre), teater, propagandabrigader, hospitaler osv. betød gode chancer for overlevelse. Omvendt betød uranminerne næsten sikker død efter ganske få år, og guldminerne gav også meget dårlige chancer for overlevelse. I forhold til Kolymas enorme omfang i antal af fanger, var det få, som blev sendt til lejrene ved Tjuktihavet helt mod nord, men der var alligevel tale om tusinder. Skulle man hertil, typisk til byerne Pevek og Ambatjik, skulle man ikke regne med at komme hjem. Ofte overlevede man end ikke sørejsen frem til bestemmelsesstedet. Ved sygdom havde fangerne faktisk rettigheder. Her kan man sige, at forholdene adskiller sig markant fra forholdene i nazisternes lejre, men ikke meget. For det første skulle visse normer opfyldes. Sygdommen skulle være smitsom, eller der skulle være målelig feber, før fangen fik 12

lov til at komme på hospitalet. Det fortælles, at der (i 1954) var strenge straffe til dem, som prøvede at simulere sig ind på hospitalet. For det andet havde hospitalerne kun meget lidt at tilbyde som behandling, bortset fra lidt bedre brødrationer og fritagelse fra arbejdet. Var man ved at dø af sult, kunne normen for at få behandling ikke opfyldes, og man måtte klare sig selv eller dø, med mindre man forinden blev henrettet for sabotage, fordi man ikke kunne opfylde mindst 50% af arbejdsnormen. De kriminelles regime Antallet af fangevogtere var fem til en iflg. Memorial. Om dette var en konstant faktor gennem alle årene, vides ikke, men antallet af vagter var beskedent. Derfor benyttede man de kriminelle fanger til at styre de politiske fanger, ganske som nazisterne også benyttede sig af denne metode. Den ideologiske forklaring var, at de kriminelle var socialt tæt forbundne med de udbyttede klasser. De var ofre for det kapitalistiske system, og når først kommunismen var indført, ville kriminalitet ophøre, hed det sig. De kriminelle var ikke meget for at påtage sig jobs i minerne, og da de ofte selv fordelte arbejdet, var det en smal sag at overlade de værste jobs til de politiske fanger. En tidligere politisk fange fortalte i juli 2006, at de kriminelle grinede af os og kaldte os for balalajkaer, fordi vi altid spillede den melodi, som NKVD tvang os til at spille. Indenfor de ærlige tyve herskede en jernhård og ekstremt voldelig disciplin. Kodeksen for de ærlige tyve eksisterer den dag i dag blandt fanger i Rusland. Bl.a. må de intet gøre, som kan hjælpe myndighederne. De andre fanger, blandt de kriminelle, er Suki er, eller tæver, som har nedværdiget sig. Med sukierne, kan de ærlige tyve gøre praktisk taget alt og kræve tjenester (arbejde udført, seksuelle ydelser osv.). Levede sukierne ikke op forventningerne, eller endnu værre, angav de kriminelle medfanger til NKVD, kunne sanktionen være døden. Systemet med de kriminelles regime sluttede i 1948 og betød en Her over: USA s vicepræsident, Henry Wallace, på besøg i Magadan i 1944, hvor han står sammen med Dalstrois chef, Ivan Nikishov. Wallace mente, at USA kunne lære meget af Nikishov. Modsatte side, venligst udlånt af Memorial: Arbejde i de åbne guldminer i Kolyma. 13

Fanatismens endestation stor forbedring for de politiske fanger. Årsagen, i det mindste en delvis årsag, var, at mange af de politiske fanger efter 1945, så som Aleksander Solshenitsin, var kampvante soldater fra Anden Verdenskrig, og de var på ingen måde bange for de kriminelle. Op til 1948 havde flere kriminelle derfor bedt NKVD om at blive isoleret fra de politiske fanger. I 1948 blev det besluttet for alle lejre i hele Sovjetunionen, at de kriminelle og politiske fanger skulle adskilles. En historie om glæde og sorg Der er mange fællestræk mellem nazisternes koncentrationslejre og GULAG, men især på et punkt, er der en stor forskel: GULAG var ikke et egentligt industrielt slagtehus for fangerne. Overlevelsesprocenten var trods alt forholdsvis stor, og opholdet varede mange år for den enkelte fange i modsætning til den til tider direkte vej til gaskamrene i nazilejrene. Derfor var der både op- og nedture for fangerne i Kolyma, som denne historie, fortalt af den tidligere fange, Fidelgolts, i 2006 over en middag i Moskva, om nogle af sine oplevelser i Kolyma: Ved Ust Nera (1951-54) mødte jeg nogle Banderister (tilhængere af ukrainsk selvstændighed og støtter til oprørslederen Bandera), som Modsatte side: Maleren, Nikolaj Getman, viser med sit selvportræt, at han netop har modtaget sin rehabilitering. For ham betød det, at han kunne optage sit arbejde som kunstmaler. Getman døde i 2004 og valgte aldrig at forlade Sibirien. Hans malerisamling er overdraget til Jamestown Foundation i USA, da lokale museer ikke ønske at modtage hans samling af malerier, der portrætterer hans ophold i Kolyma. jeg blev gode venner med. De sang mange af deres nationalsange og med tiden lærte jeg dem og sang sammen med dem. En aften hørte en pige mig synge. Hun var ung og smuk, og hun tilhørte de frie arbejdere fra byen. Hun havde et godt øje til mig, og jeg havde det samme til hende. Hun spurgte mig, om jeg var ukrainer. Hun var overrasket over at høre, at det var jeg ikke. Hun spurgte, hvorfor jeg sang Banderasange, når jeg var russer. Jeg fortalte, at jeg gjorde det, fordi de var mine medfanger og venner. Jeg troede ikke, jeg skulle se mere til hende, men en dag kom hun med brød til mig. Det ene brød havde indbagt pølse (sosiski), og det smagte himmelsk. Resten delte jeg med mine venner. Jeg kunne alligevel ikke gemme det, da mine medfanger ellers ville stjæle det med det samme. Jeg så hende ikke igen, men senere hørte jeg, at hun var blevet taget op af nogle kriminelle fra en transportbrigade. De voldtog hende i deres lastbil og smed hende ud i vejkanten et øde sted, hvor hun omkom af kulde. Jeg skal aldrig glemme hende. Vagternes rolle Det fortælles, at de fleste af fangevogterne var unge knægte fra landsbyerne i Sibirien. De var uoplyste, dårligt uddannede og stærkt påvirkede af den for os at se i dag, meget primitive propaganda. For dem var de politiske fanger virkelige modstandere på liv og død mod sovjetmagten. Ofte gik der ikke lang tid, før mange af de menige fangevogtere indså, at de politiske fanger blot var ulykkelige mennesker, der på ingen måde havde deltaget i nogen som helst opposition. Nogle fanger har fortalt, at da de unge vagter ofte fik sympati for fangerne, omrokerede NKVD dem fra lejr til lejr, så de ikke blev fortrolige med fangerne. En pensioneret chef for alle lejre i Vladivostokregionen (Primorsky Krai) kan imidlertid fortælle, at dette ikke er rigtigt. Han formulerede det sådan: Hver vagt måtte selv stå til regnskab for sin egen samvittighed. Det er rigtigt, at mange vagter hjalp fangerne, så godt de kunne, men blev det opdaget, medførte det øjeblikkelig forflytning og strenge disciplinære straffe. Vagterne blev således kun forflyttet, hvis de blev afsløret i at være humane. Jeg har mødt to forskellige beretninger, der begge handler om, at en menig vagt mødte sin egen far blandt nyankomne fanger, hvorefter den unge vagt brugte sin riffel mod sit eget hoved. Beretningerne har ikke kunnet verificeres, og der er en sørgelig og nærmest fuldstændig mangel på interesse for vagternes del af historien. Låne- Lejeaftalen Da USA kom med i Anden Verdenskrig, fik Dalstroi fødevarer og andre leverancer fra Låne- Lejreaftalen med USA. Japan var ganske vist i krig med USA, men som følge af et nederlag i krigen mellem Sovjetunionen og Japan i 1939 udviste Japan stor forsigtighed omkring disse konvojer. Alle konvojer til Vladivostok og Magadan blev clearet med den japanske ambassade i Moskva, så disse ikke blev angrebet af den japanske flåde. Fangerne fra denne tid omtaler det hvide hvedebrød, bagt med amerikansk mel, som en delikatesse sendt fra himlen. Også konserves blev leveret, og her blev dåserne brugt som kasseroller, krus og madskåle af fangerne. Lågene til konservesdåserne blev brugt til fangernes 14

Fanatismens endestation grave: Fangenummeret blev præget med huller i konserveslågene og sat fast med et søm til den træpind, som blev banket i jorden oven på graven. Stjerner for kommunister, halvmåler for muslimer og kors for kristne, var strengt forbudt som markering af afdøde folkefjender. En anden ting, som blev leveret fra USA, var to Catapiller bulldozere. Det er omtalt at deres første opgave var, at grave massegrave for fanger. Smøreolien til bulldozerne blev spist af fangerne. Oprør Da Stalin blev gammel og affældig tyder meget på, at han forberedte en ny stor terrorbøjle, der var rettet mod læger, jøder og NKVD. Straffene for ofte opfundne forbrydelser blev hævet til kvarte og halve, dvs. 25 og 50 år. Fanger, der var frigivet eller tæt på at have udsonet deres straf, blev hentet ind til nye forhør og blev idømt nye straffe. I lejrene blev khatorga -regime indført, som var et sæt af straffeforanstaltninger, man kendte fra zartiden. Zartidens system ville ellers have udgjort en forbedring, men det fangerne fik, var her efter det værste fra begge systemer. Fangerne måtte tåle det sovjetiske system med brød for arbejdsnormer og zartidens fodlænker. Fanger blev ikke længere kaldt ved navn, men kun ved nummer. Med så lange straffe slukkede systemet for ethvert håb for fangerne. Der var intet liv for enden af tunnelen. Der var kun mørke, sult og rædsel tilbage for resten af livet, selv for de yngste fanger. Overalt i GULAG udbrød der fangeoprør. I Kolyma var der et stort oprør ved minerne nær ved Ust Nera mod nord. Solshenitsin fortalte i sit værk, GULAG Ø-havet, at ledelsen i NKVD blev grebet af panik, af frygt for, at HAN skulle få det at vide, og at de dermed selv ville møde deres unaturligt hurtige skæbne. Det er antagelser og ikke eksakt viden, men det er tænkeligt, at Stalin vidste besked og derfor forberedte de nye udrensninger. Berias navn blev pludseligt nævnt i adskillige tilståelser ved nye processer i Moskva. Oprørene medførte forbedringer. Ikke store, men dog mærkbare forbedringer. Det er individuelt, hvad de enkelte oprør opnåede, og det var først under Khrustjov, at reelle forbedringer blev gennemført fra centralt hold, og først i 1956, tre år efter Stalins død, begyndte man systematisk at give amnesti til de politiske fanger. Fri uden frihed Mange af de frigivne fanger måtte ikke forlade Kolyma. De var frie, men tvungne til at blive i området. 16

Andre måtte gerne forlade Kolyma, men det var forbudt for dem at bo i provinshovedstæder og Moskva. Andre igen blev frigivet, men sendt i tvungen eksil. For nogen af fangerne betød det, at de måtte blive ved lejrene, blot på den anden side af pigtråden i de civile landsbyer. Amnesti er kun at tilgive og ikke at undskylde. Fangerne var fortsat folkefjender efter deres frigivelse. De fik dårlige jobs, og deres børn kunne ikke få de bedste uddannelser, ligesom børnene også var udelukket fra at få poster inden for strategiske områder. Medlemskab af Det Kommunistiske Parti var udelukket, hvilket var en særlig straf for mange af de kommunister, der blev udrenset under Den Store Terror og som utroligt nok, i mange tilfælde fortsat var trofaste kommunister efter opholdet i lejrene. Derfor var det så vigtigt for de tidligere fanger at få rehabilitering og dermed en undskyldning fra staten. Selv i dag har det en vis betydning, da tidligere præsident Jeltsin indførte, at rehabiliterede politiske fanger skulle have tildelt lejligheder foran alle andre i boligkøen. Det vigtigste i dag for de endnu levende tidligere fanger er, at systemet giver dem en god lægelig behandling. Mange af dem har mén fra deres lange lejrophold og har brug for mere pleje og behandling end andre på deres alder. Der skulle ellers være rigeligt med petrodollars til de få, som endnu lever. Det er en skamplet, specielt når systemet har råd til at give dobbelt pension til de tidligere NKVD-folk. Dalstroi lukkes Det omtales flere steder, at Dalstroi blev lukket i 1954, hvor Ivan Nikishov forlod Kolyma og drog videre til Khabarovsk. Dette er ikke rigtigt. For det første forlod Nikishov tilsyneladende Dalstroi i 1948 iflg. en biografi fra NKVD. For det andet blev Dalstroi reorganiseret enten i 1959 eller 1960 således, at hær- og flådeenheder overgik fra Dalstroi til den normale ledelse af de væbnede styrker. Dalstrois skibe blev overdraget til Dobroflot og hele den civile administration overgik til en normal sovjetisk regionsadministration. Men lejrene og de politiske fanger og guldminerne forblev under Dalstroi i endnu ca. 8 år og i dansk og engelsk litteratur, kan man ikke finde ud af, hvem der afløste Nikishov i 1954, som end ikke er det rigtige årstal. Først i slutningen af 1960 erne opløstes NKVD/KGBs tilstedeværelse delvist i Kolyma. Alle mineaktiviteter, og med dem de sidste politiske fanger, blev overdraget til ministeriet for naturressourcer i en særlig afdeling for guld. Alle de gamle NKVD-folk fulgte med over og det samme gjorde de resterende fanger. Denne organisation eksisterer fortsat, om end der nu ikke længere er politiske fanger involveret. I tiden op til den endelige lukning af Dalstroi fik flere og flere fanger amnesti og blev løsladt. Mange af dem måtte blive i Magadan, da det var dem forbudt at rejse til andre steder i Sovjetunionen. De var således ikke fanger, men de var bestemt heller ikke frie og der kom fortsat Her over: Juri Lvovich Fidelgolts, da han netop er frigivet fra lejren ved en wolframmine ved Ust Nera i det nordlige Kolyma. Hans helbred var ødelagt for altid, og han havde nær ikke overlevet. Sygdom var årsagen til hans tidlige frigivelse i 1954. Først i 1962 blev han rehabiliteret og kunne få betroede jobs i Sovjetunionen. Mange nåede aldrig så langt. Modsatte side: Wolframminen, hvor Fidelgolts opholdt sig de sidste år af sin tid i Kolyma. 17

Fanatismens endestation flere politiske fanger derud. F.eks. blev forfatteren, Andrei Amalrik, sendt til Kolyma i 1971. Det skal dog understreges, at selvom Kolyma til alle tider har været et modbydeligt sted, så blev forholdene gradvist forbedret og antallet af politiske fanger blev gradvist reduceret efter Stalins død og frem til 1991, hvor forholdene slet ikke kunne sammenlignes med Stalins dødslejre. Først i 1991 kunne den sidste Her over, venligst udlånt af Memorial: Filmfremviser på vej til en af lejrene i Kolyma. Selv ved vanskeligt tilgængelige lejre, skulle propagandaen frem, i form at ugerevyer på film. Det må have været mærkværdigt, ude i lejrene, at se på Det stålende nye samfund, men ugerevyerne omtales som et velkomment afbræk i en ellers nådesløs tilværelse. politiske fange forlade Kolyma, og i 1995 blev indenrigspasset ophævet, så borgerne i Kolyma endeligt selv kunne vælge deres bopæl uden at skulle have tilladelse fra myndighederne. Indbyggertallet i Kolyma blev mere end halveret på få år og da jeg selv rejste i området i 1996 og 1997 var mange af de gamle landsbyer helt forladt af deres tidligere indbyggere. Udvandringen er ikke ophørt, men guldminerne er omstrukturerede og flere af minebyerne har fundet et naturligt leje økonomisk og befolkningsmæssigt. Store mangler i vores viden om Kolyma Som det fremgår af artiklen, ved vi en del om Kolyma i dag, efter at Rusland, i det mindste i tiden med præsident Jeltsin, åbnede sine arkiver, men der er fortsat store huller i vores viden. Jeg er, så vidt jeg ved, den eneste, der målrettet har søgt at tale med nogle af de gamle søfolk fra Dalstrois flåde af slaveskibe. Intet er gjort for at tale med de gamle lejrvagter og endnu mindre de gamle officerer fra NKVD. Vi skylder os selv og ofrene, at historien om Kolyma bliver mere alment kendt. Det haster, for de sidste øjenvidner fra Kolyma er gamle mennesker, og snart har vi dem ikke længere iblandt os. Lykkes det mig at få finansiering, så er det min plan at tage et helt år til Kolyma og have 2 russiske historiestuderende som assistenter. Målet er at indsamle materiale i området og opsøge og interviewe gamle fanger, søfolk, fangevogtere og kriminelle. Undervejs skal leveforholdene i Kolyma, gennem alle årstiderne, dokumenteres på foto og video. Det hele skal ende med en bogudgivelse om dette sorte kapitel i historien og undervisningsmateriale til gymnasier og aftenskoler. I samarbejde med Memorial skal bogen oversættes og udgives på russisk. Forudsætningen for at jeg kan gennemføre dette arbejde er, at jeg får sponsor- og/eller fondsmidler og legater. To års arbejde sammen med to assistenter, hvoraf det første år skal foregå i Kolyma, er mere end en normal privatøkonomi kan klare. Jeg har ud af egen økonomi klaret at forberede rejsen ved at besøge personer og organisationer i Rusland fra Moskva til Vladivostok, og jeg har alle fornødne aftaler til at kunne gennemføre mine planer succesfuldt. Det hele er forberedt og klart. Nu må nogen, som ser demokrati som det afgørende fundament for vores tilværelse, hjælpe til, så arbejdet kan blive udført. 18

En aktuel historie Historien om Kolyma er desværre aktuel i både Danmark og Rusland. Meget er blevet bedre, men man må ikke tro, at demokrati er umisteligt, når det først er indført. I Rusland sker der store tilbageskridt for frihedsrettighederne. En redaktør fik 4 års fængsel for at støtte tjetjenerne. 211 journalister er myrdet eller formodet myrdet i Rusland siden 1991 og oppositionen chikaneres. Vesten protesterer, men på ingen måde med den vægt man ville have protesteret, hvis Tyskland havde valgt en Abwehrofficer 9 år efter Anden Verdenskrig eller hvis man i Irak valgte en Sadamtro officer som leder om 6 år. Ruslands Præsident Putin er tidligere KGB officer og blev valgt 9 år efter Sovjetunionens sammenbrud. Det er muligt at Berufsverbot (begrænsninger for politisk aktivitet for betrorede offentligt ansatte i Tyskland) var udemokratisk, men det var og er en sikring af menneskerettighederne. Dette kunne jeg godt have tænkt mig gjalt for KGBfolk i Rusland. Også i Danmark har vi vores udfordringer. Danske statsborgere går ind for et kalifat, andre melder sig ind i ekstremt nationalistiske grupper eller deltager i trotkistiske eller kommunistiske partier. Det er ikke blot tosser i samfundet, som støtter ekstreme retninger. Vi har et folketingsmedlem, som definerer islam som værende særligt eksponeret for ekstremisme og samtidigt definerer kristendommen som fri for ekstremisme uden nogen forbehold eller undtagelser. I Rusland findes der endnu få grupper, som arbejder for demokratiet. Dem skal vi være glade for. Det er åbentlyst i dansk interesse, at vi har et fredeligt, demokratisk og økonomisk solidt Rusland som nabo. For nærværende er det kun olieøkonomien som sikrer styret. Inflationen er stigende iflg. de seneste officielle tal, og reformer af økonomien er udeblevet. Korruptionen er endda fordoblet under Putin, og det fra et meget højt niveau, fra tiden under Jeltsin. Kun den lille korruption i lufthavne mm. er begrænset. I Danmark kunne man ønske en mere engageret debat om frihedsrettigheder. At et parti i Folketinget kan slippe af sted med at undsige menneskerettighederne, uden der har rejst sig en storm af protester, overgår min fatteevne. Er vi så ligeglade med vores frihedsrettigheder? Se mere på www.gulag.dk Her over: Nordkoreansk lejradministration i Sibirien, 1997. Nordkorea fik efter Koreakrigen tømmerkoncetioner i Sibirien, og denne aftale blev forlænget af Putin i 2004. Der er tale om arbejdslejre, men ikke straffelejre. Forholdene er elendige, men måske bedre end i hjemlandet. Nordkorea er åbenbart et styre, som Putin kan indgå aftaler med. Til venstre: Forfatteren til artiklen. 19

Jens Alstrup Fælledvej 15 st.th., 4000 Roskilde Tel. 46 32 28 26 Email info@siberia.dk www.gulag.dk