REHABILITERING I PRAKSIS

Besvarelse af Sygekassernes Helsefonds prisopgave om rehabiliteringsforløb, 2009 REHABILITERING I PRAKSIS Rehabiliteringssygeplejerske Karin Birtø Kommunikationsmedarbejder Line Wadum Centerchef Jette Vibe-Petersen og med bidrag fra øvrige medarbejdere Sundhedscenter for Kræftramte Ryesgade 27 2200 København N kb@kraeftcenter-kbh.dk Tlf. 60298218 1

Indholdsfortegnelse 1. Udgangspunkt... 3 2. Hvad er rehabilitering?... 4 2.1. Lovgivning... 4 2.2. Videngrundlag... 4 3. Kom godt i gang... 4 3.1. Målgruppen... 4 3.2. De fysiske rammer... 5 3.3. Kommunal setting... 5 3.4. Forløbsbeskrivelser... 5 4. Rehabiliteringsforløbet... 6 4.1. Henvisning... 6 4.2. Kontaktperson... 6 4.3. Visitation og handleplan... 6 4.4. Aktivitetstilbud... 7 4.5. Afslutning af forløb... 7 4.6. Case Kvinde, 35 år... 7 4.7. Case Mand, 63 år... 8 5. Den daglige drift... 8 5.1. Organisation... 8 5.2. Personalets faglige kompetencer... 9 5.3. Tværsektorielt samarbejde... 9 5.4. Synlighed... 10 5.5. Økonomi... 10 5.6. IT... 10 5.7. Evaluering... 11 5.8. Forskning og udviklingsområder... 11 2

REHABILITERING I PRAKSIS 1. Udgangspunkt I Danmark lever omkring 1,5 million borgere med en eller flere kroniske sygdomme, og antallet er stigende 1. En borger med kronisk sygdom kan i forskellige faser af sygdoms- og behandlingsforløbet identificeres som særligt udsat og sårbar, hvorfor en individuelt tilrettelagt rehabiliteringsplan kan understøtte den enkeltes handlekompetencer. Borgeren er den vigtigste og mest centrale aktør og er med til selv at planlægge sit rehabiliteringsforløb. Det kan handle om større viden om sygdom og behandling, om fokus på handlemuligheder, om hjælp og støtte og om udnyttelse af egne ressourcer i forhold til ønsker og muligheder. Rehabiliteringsbegrebet og rehabilitering i praksis har i Danmark en stigende interesse både blandt borgere, fagfolk og politikere. Interessen er især vakt, fordi en god og effektiv rehabiliteringsindsats kan give menneskelige og formentlig også samfundsøkonomiske gevinster. Rehabilitering er aktuel for mange nydiagnosticerede patienter. Det skønnes, at ca. 25.000 borgere i Danmark hvert år har brug for at få vurderet behovet for hjerte-karrehabilitering 2. Det tilsvarende volumen for type 2-diabetes er 24.000 borgere 3 og for kræft 32.000 borgere 4. Endelig vurderer Sundhedsstyrelsen, at over 300.000 mennesker i dag lever med KOL. Rehabilitering kan således ses som en vigtig national opgave, der med fordel kan løses i kommunalt regi i treenighed med almen praksis og hospitalerne. Når man skal beskrive en model for det ideelle rehabiliteringsforløb til borgere med kronisk sygdom, er det nødvendigt at konkretisere den samlede indsats ved at tage afsæt i behovene hos en veldefineret målgruppe. Denne besvarelse af Sygekassernes Helsefonds prisopgave omhandler en kommunal indsats over for borgere med kræft, men kunne lige så vel tage afsæt i type 2-diabetes, KOL etc.. Der er i besvarelsen taget højde for, at rehabilitering også skal tilbydes i kommuner med et begrænset befolkningsunderlag, og der er fokus på praktiske råd om, hvordan man kan komme godt fra start. I opgaven bruges ordet borger om en person med erkendt sygdom, som vurderes at have behov for rehabilitering. Det jeg har været allermest glad for ved rehabiliteringscentret er nok, at det er et sted, hvor jeg, uden for hospitalsregi, har mødt andre mennesker, der har været igennem det samme som mig selv. Selv om man møder nok så megen interesse og støtte fra ens omgivelser, så er det noget helt andet at snakke med andre, der selv har været igennem det Mand, 30 år. 1 Kronisk Sygdom. Patient, sundhedsvæsen og samfund. Forudsætningen for det gode forløb, Sundhedsstyrelsen 2005. 2 Hjerte-karrehabilitering efter strukturreformen. 2007. København: Sekretariat for netværk af forebyggende sygehuse i Danmark og Hjerteforeningen. 3 Det Nationale Diabetesregister 2007. Sundhedsstyrelsen 2008. 4 Cancerregisteret 2007. Nye tal fra Sundhedsstyrelsen, 2009:3. 3

2. Hvad er rehabilitering? Rehabilitering er en målrettet og tidsbestemt samarbejdsproces mellem en borger, pårørende og fagfolk. Formålet er, at borgeren, som har eller er i risiko for at få betydelige begrænsninger i sin fysiske, psykiske og/eller sociale funktionsevne, opnår et selvstændigt og meningsfuldt liv. Rehabilitering baseres på borgerens hele livssituation og beslutninger og består af en koordineret, sammenhængende og vidensbaseret indsats 5. Rehabilitering handler således om at fremme muligheden for at leve et meningsfuldt hverdags- og arbejdsliv med størst mulig livskvalitet på trods af den forandring, sygdommen medfører. Under hensyntagen til borgerens parathed starter rehabilitering så tidligt som muligt i sygdomsforløbet. 2.1. Lovgivning Ansvaret for den borgerrettede forebyggelse ligger i de enkelte kommuner 6. Rehabilitering er tertiær forebyggelse rettet mod borgere med erkendt sygdom 7 og har til hensigt både at bremse tilbagefald og at begrænse komplikationer til og forværring af sygdom og behandling. Rehabiliteringsopgaven kan varetages i et sundheds- eller rehabiliteringscenter, hvor de lovpligtige genoptræningsplaner 8 kan tjene som en del af en samlet rehabiliteringsplan. 2.2. Videngrundlag Når man planlægger rehabiliteringsforløb, er det vigtigt at indsamle forskellige typer af viden: Den forskningsbaserede, den erfaringsbaserede og borgerens præferencer. Samtidigt skal forløbene planlægges i tæt samarbejde med de kliniske afdelinger, der behandler de borgere, man ønsker at tilbyde rehabilitering. Et sammenhængende og koordineret rehabiliteringstilbud på tværs af sektorer og fag er et forholdsvis nyt begreb. Der findes kun få forskningsresultater baseret på effekten af en samlet indsats, og man bør derfor allerede fra start overveje, hvorledes man dokumenterer effekten af forløbet. 3. Kom godt i gang Det er vigtigt at kende størrelsen af den målgruppe, man vil arbejde med, ligesom det bør gennemtænkes, hvor rehabiliteringscentret placeres bedst muligt, og hvordan det skal indgå i det kommunale regi. Man sikrer en kvalificeret rehabiliteringsindsats ved at udarbejde forløbsbeskrivelser og ved at lave en organisationsplan 9 for centrets opbygning og drift. 3.1. Målgruppen Elementerne i rehabiliteringsforløbene vil være forskellige afhængigt af patientgruppen. Oplagte store målgrupper er borgere med kræft, type 2-diabetes, hjerte-karsygdom og KOL. I den indledende fase vurderes målgruppens størrelse, og der kan evt. tages udgangspunkt i kommunale sundhedsprofiler. Som eksempel vil der i en kommune med 50.000 indbyggere hvert år være brug for at vurdere behovet for rehabilitering hos 310 nydiagnosticerede borgere med kræft 10, 230 med type 2- diabetes 11, 230 med hjerte-karsygdom 12 og et større antal med KOL 13. 5 Rehabilitering i Danmark. Hvidbog om rehabiliteringsbegrebet, MarselisborgCentret 2004. 6 Kommunalreformen og Sundhedsloven pr. 1. januar 2007. 7 Sundhedsstyrelsen. Terminologi. Forebyggelse, sundhedsfremme og folkesundhed. 2005. 8 Sundhedsloven. Lov nr. 546 af 24.06.2005. 9 Læs mere om organisation i afsnit 5.1. 10 www.cancer.dk 4

3.2. De fysiske rammer Et rehabiliteringscenter for borgere med kræft kan med fordel placeres i gå-afstand fra det behandlende hospital. Det vil gøre det lettere for borgeren, når han/hun f.eks. skal til gentagne behandlinger og samtidigt deltager i et rehabiliteringsforløb. Man er fuldstændig blæst og i chok i de timer, hvor operationen skal foregå. Men bagefter var det virkelig rart at vide, at der fandtes et sted tæt på, hvor de står klar til at hjælpe, når man træder ind ad døren - Kvinde, 40 år. En optimal placering af et center er tæt på grønne områder, som indbyder til optimisme, ro og håb. Centret må ikke ligne en institution og må gerne give oplevelsen af glæde, tænksomhed, tværfaglighed, aktivitet og fleksibilitet. Lad centret have et naturligt samlingssted f.eks. et cafémiljø, hvor borgere kan mødes uforpligtende før og efter træning, undervisning eller samtaler. Det skal være et lyst, levende og inspirerende center, som henvender sig til alle borgere, uanset alder, køn, etnisk - og social baggrund. Jeg føler, at når man går ind ad døren og ind i cafeen, er man det rigtige sted, hvor man kan komme ud med sine spørgsmål og får beroligende svar og forklaringer. Man møder også altid ligestillede, som man kan få en sludder med over en kop kaffe. Kvinde, 71 år 3.3. Kommunal setting For at opnå et tilstrækkeligt borgervolumen kan mindre kommuner slå sig sammen om at udvikle og tilbyde rehabiliteringsforløb. Hvis man vælger en samlet løsning for borgere med kronisk sygdom (f.eks. type 2-diabetes, hjerte-karsygdom, KOL og kræft), vil et underlag på 100.000 borgere sikre et flow, der muliggør en struktureret sammenhængende indsats målrettet alle fire patientkategorier. Vil man alene tilbyde rehabilitering til borgere med kræft, bør populationen udgøres af min. 200.000 borgere. De mindre kommuner kan med fordel tilbyde fysisk træning, kostvejledning, rygestop og alkoholafvænning som en samlet indsats til borgere med kronisk sygdom. For kræftpatienter bør dette suppleres med diagnosespecifik undervisning og psykosocial rehabilitering, hvor der gives mulighed for erfaringsudveksling og netværksdannelse samt systematisk inddragelse af pårørende. 3.4. Forløbsbeskrivelser For at sikre evidensbaseret kvalitet i indsatsen er det nødvendigt at udarbejde patientforløbsbeskrivelser. Disse er retningsgivende for det daglige arbejde og fungerer som 11 Det Nationale Diabetesregister 2007. Sundhedsstyrelsen 2008. 12 Hjerte-karrehabilitering efter strukturreformen. 2007. København: Sekretariat for netværk af forebyggende sygehuse i Danmark og Hjerteforeningen. 13 Der findes ikke eksakte tal for incidens af KOL. 5

dokumentation og standarder for kommunens tilbud. Forløbsbeskrivelserne kan deles op i en generel og en diagnosespecifik del. Den generelle del kan beskrive sundhedscentrets formål, værdigrundlag og de tilbud, som er gennemgående uanset diagnose. Den specifikke del kan indeholde information om sygdom, behandling og relevante problemstillinger af fysisk og psykosocial karakter. Det er en god idé at udpege fagpersoner, som gøres ansvarlige for udarbejdelsen af de enkelte diagnosespecifikke forløbsbeskrivelser. Fagpersonerne skal løbende holde sig opdateret med området og være i dialog med de behandlende afdelinger om det faglige indhold. Forløbsbeskrivelserne justeres i takt med ny viden og erfaringer. Forløbsbeskrivelser skal relateres til nationale kliniske retningslinjer og kan for kræftpatienters vedkommende ligge i forlængelse af Sundhedsstyrelsens Kræftpakker. 4. Rehabiliteringsforløbet Rehabilitering er en helhedsorienteret indsats, som tager udgangspunkt i borgerens samlede livssituation. Borgeren deltager ligeværdigt i planlægningen af forløbet og får dermed ejerskab til processen. Udover borgeren er pårørende og fagfolk vigtige aktører i rehabiliteringsprocessen. Pårørende kan inddrages i samtaler og deltage i arrangementer, evt. specifikt målrettet pårørende. Opbygning af et rehabiliteringsforløb Henvisning Visitation Aktiviteter og opfølgning Afslutning Aktører i processen er borgeren, pårørende og fagfolk Gennem forløbet er borgeren tilknyttet en kontaktperson 4.1. Henvisning Tilbud om rehabilitering starter, når diagnosen stilles, og borgeren skal kunne henvises af både den behandlende afdeling og den praktiserende læge. Det er vigtigt, at der lokalt skabes tydelighed omkring henvisningsproceduren, og der skal afsættes ressourcer til en indsats for at gøre arbejdsgangen kendt i begge sektorer. 4.2. Kontaktperson For at sikre det bedst mulige sammenhængende forløb i et sundheds- eller rehabiliteringscenter tilknyttes borgeren en fast kontaktperson. Kontaktpersonen kan være en fysioterapeut, ergoterapeut, socialrådgiver, klinisk diætist eller sygeplejerske. Kontaktpersonen står for visitationssamtalen og sørger for at følge op på rehabiliteringsforløbet ved enten telefonkontakt eller opfølgningssamtaler og afslutter forløbet sammen med borgeren. 4.3. Visitation og handleplan 6

Formålet med en visitationssamtale er at identificere og afklare borgerens behov for rehabilitering. Visitationssamtalen tager afsæt i borgerens følger til sygdom og behandling og i psykosociale forhold. Desuden afdækkes livsstilsfaktorerne (KRAM). I løbet af samtalen udarbejder borger og kontaktperson sammen en handleplan med mål og tidsplan for rehabiliteringsforløbet. Et mål kan f.eks. være at styrke egenomsorg, fastholde fysisk træning, lægge kostvaner om eller forsætte med at arbejde. Handleplanen bliver vurderet og justeret af borgeren og kontaktpersonen til opfølgningssamtalerne, og ved afslutningen af forløbet udarbejdes en langsigtet plan. 4.4. Aktivitetstilbud Et rehabiliteringsforløb for borgere med kræft kan indeholde: Fysisk træning holdtræning med individuel tilpasning Specifikke tilbud som arvævsbehandling og lymfødemundervisning Anden fysisk træning som Tai Chi, Pilates, Salsa Kostvejledning, på hold eller individuelt Socialrådgiverbistand Patientundervisning Samtalegrupper Sociale aktiviteter, f.eks. friluftsaktiviteter, madlavningsgrupper, wellness mv. Tilbud målrettet den mandlige borger Individuelle samtaler med fagpersoner Rygestopvejledning Tilbud oprettet sammen med private patientforeninger eller organisationer Sundhedsfaglige foredrag 4.5. Afslutning af forløb Længde og indhold af et rehabiliteringsforløb vil være forskelligt fra borger til borger afhængigt af sygdomsforløb, behov og problemstillinger. Ved den afsluttende samtale evalueres forløbet, og det er vigtigt at støtte og vejlede borgeren i valg af alternative aktiviteter som opfølgning på det gennemførte rehabiliteringsforløb. Som kommune må man forholde sig til udslusning af borgeren fra rehabilitering til andre lettilgængelige aktiviteter. Nogle borgere skaber selv netværk, hvor de sammen fastholder eller forbedrer det opnåede aktivitetsniveau. Andre har brug for støtte til at finde en aktivitet. 4.6. Case Kvinde, 35 år Katrine er 35 år, gift og har 3 små børn. Hun er henvist til rehabiliteringscentret efter at have fået konstateret brystkræft. Hun er blevet opereret og har fået fjernet et bryst og en del lymfeknuder i venstre armhule. Hun er i gang med den forebyggende efterbehandling med kemoterapi og skal have strålebehandling og antihormonel tabletbehandling i 5 år. Da Katrine kommer til visitationssamtale, er hun stadig chokeret over sin diagnose og har problemer i form af smerter i sin venstre arm og stramning omkring arvæv. Hun har mange bivirkninger til kemoterapien, føler sig træt, og får ikke rørt sig så meget, hvilket er medvirkende til en stor vægtøgning. Hun ryger og har problemer i ægteskabet. I øjeblikket er hun sygemeldt. 7

Katrine og kontaktpersonen udarbejder en handleplan, og Katrine tilbydes følgende aktiviteter: Samtaler med socialrådgiver for at få afklaret spørgsmål om arbejdet Samtaler med diætist for at få hjælp til at tabe sig Parsamtale med psykolog for at bedre kommunikationen i parforholdet Samtalegruppe med yngre kvinder med kræft for at møde andre i samme situation Holdtræning i centrets træningslokale for at komme i gang med motion Lymfødemundervisning for at lære at takle problemstillinger i den forbindelse Patientundervisning for at lære mere om det at være kræftpatient og danne netværk med ligestillede Rygestopkursus 4.7. Case Mand, 63 år Bo er 63 år og har prostatacancer, er nyligt separeret. Han skal opereres og efterfølgende have stråle- og hormonbehandling. Han arbejder på et kontor, hvor han har et godt netværk. Bo er henvist til rehabiliteringscentret og kommer med en forventning om at blive endnu klogere på sin sygdom, samt at komme stærk ud på den anden side af behandlingsforløbet. Desuden ønsker han at arbejde gennem hele forløbet og vil som minimum vedligeholde sin kondition. Kontaktpersonen og Bo udarbejder en handleplan, som løbende justeres. Bo tilbydes følgende aktiviteter: Samtale med sygeplejerske for at få mere viden om det kommende behandlingsforløb og forventede bivirkninger Samtale med socialrådgiver for at høre hvad der er af muligheder for at fastholde en arbejdsstatus evt. på nedsat tid Holdtræning i centrets træningslokale Individuel instruktion i bækkenbundstræning for at styrke bækkenbunden efter behandlingen Desuden tilbydes Bo tilbagevendende aktiviteter for mænd, f.eks. klatring, cykelture og fisketure for at være fysisk aktiv og møde andre i samme situation. 5. Den daglige drift 5.1. Organisation Der udarbejdes en organisationsplan for centrets struktur og drift, og denne justeres løbende. Et rehabiliteringscenter af en vis størrelse kan typisk have en daglig ledelse bestående af en centerleder og en souschef. For at sikre integration med kommunens øvrige forvaltninger, afdelinger eller sekretariater (afhængigt af kommunens opbygning) kan lederen være ansat direkte under direktøren eller lederen af sundhedsområdet. Afhængig af målgruppens behov ansættes det relevante fagpersonale samt en administrativ medarbejder til varetagelse af telefonbetjening, opdatering af hjemmeside, økonomi mv. Personalegruppen kan organiseres i teams, der varetager forløbene med de forskellige patientgrupper. Hvert team ledes af en teamkoordinator, der er ansvarlig for kontakten til de kliniske afdelinger og for koordinering af opgaverne på tværs i centret. Faglige møder og patientkonferencer kan planlægges på tværs af teamene, så man sikrer en bred videnformidling og en tværfaglig opgaveløsning. 8

5.2. Personalets faglige kompetencer I rehabiliteringsarbejdet med kronisk og alvorligt syge mennesker er det vigtigt, at personalet har en almen sundhedspædagogisk viden om motivationsskabende - og sundhedsfremmende adfærd. Derudover bør der være kliniske, administrative og udviklings og forskningskompetencer til rådighed. Den sundhedspædagogiske tilgang sikrer, at borgeren lærer at håndtere sin kroniske sygdom ansvarligt og handlingsorienteret ud fra den grundtanke, at borgeren er ekspert på sit eget liv. Tværfaglighed i kræftrehabilitering dækkes af diætister, fysioterapeuter, socialrådgivere, sygeplejersker, rygestopinstruktører, ergoterapeuter og psykologer. Det er en kontinuerlig opgave at vurdere de eksisterende fagkompetencer i relation til udvikling af tilbud. Ved rekruttering af medarbejdere er det vigtigt at forholde sig til det tværsektorielle aspekt. Det kan f.eks. anbefales at målrette sin rekrutteringsstrategi mod sygeplejersker med speciale i kræftbehandling og flere års tilknytning til en samarbejdende afdeling. Dette sikrer samme sprog og samme forståelsesramme. Samtidigt er den personlige relation et ikke uvæsentligt bidrag til et godt samarbejde de to sektorer imellem. Der kan udarbejdes specifikke og generelle kompetencebeskrivelser for centrets personale, som styrende for den daglige kompetenceudvikling og retningsgivende ved nyansættelser og personalenormering. Samarbejde og netværksdannelse med de behandlende afdelinger og andre samarbejdspartnere er væsentlig for den løbende ajourføring af viden og for at sikre de faglige kompetencer. Regelmæssig faglig supervision kan anbefales. 5.3. Tværsektorielt samarbejde Da tilbud om rehabilitering starter den dag, borgeren får sin kræftdiagnose, vil behandling og rehabilitering gå hånd i hånd. Det er derfor vigtigt for borgeren, at der er koordination mellem de kommunale sundhedsfaglige tilbud, almen praksis og hospitalerne. Det sammenhængende forløb bygger på et struktureret samarbejde med tydelighed i opgavefordeling og respekt parterne imellem. Kommuner Almen praksis Hospitaler Rehabilitering foregår i treenighed med borgeren i centrum Overgangen fra det kommunale tilbud til almen praksis og hospitalerne kan f.eks. lettes ved, at medarbejdere fra rehabiliteringscentret jævnligt har sin gang i de henvisende afdelinger. Der kan medbringes nyhedsbreve, diverse opslag om aktiviteter i centret etc.. Kontaktfladen med de praktiserende læger aftales lokalt. 9

Erfaringsudveksling og videndeling over sektorgrænsen kan sikres ved at etablere mono- eller tværfaglige netværk, hvor den praktiserende læge indtænkes. Der kan desuden arrangeres temadage eller seminarer med fokus på den faglige debat. Et ideelt rehabiliteringsforløb for den erhvervsaktive borger fordrer ligeledes et tæt samarbejde mellem det kommunale rehabiliteringscenter og jobcentret. Man kan arbejde på, at jobcentret opfordrer borgeren til at blive henvist til rehabilitering, hvis der ikke allerede er etableret en kontakt. Jobcentret kan regelmæssigt have en medarbejder placeret i centret for at skabe sammenhæng i indsatsen. Patientforeningerne er vigtige aktører, som på grund af et stort kendskab til målgruppen kan være med til at sikre et praktisk gennemførligt og implementerbart rehabiliteringsforløb. Dette kan sikres ved brugerdeltagelse i planlægningsfasen. I forhold til kræftpatienter kan man etablere et samarbejde med Kræftens Bekæmpelse, som har årelang erfaring med psykosocial støtte (rådgivning, grupper for patienter, pårørende og efterladte, selvhjælpsgrupper etc.). Nytænkning i forhold til samarbejdspartnere kan føre til spændende udviklingsprojekter. Man kan f.eks. etablere fælles aktiviteter med den lokale afdeling af Skov- og Naturstyrelsen og på den måde tilbyde aktiviteter som fysisk aktivitet, naturoplevelser og netværksdannelse i nærmiljøet. 5.4. Synlighed Det er vigtigt, at et rehabiliteringscenter er kendt lokalt af borgere, primærsektor og de behandlende hospitalsafdelinger. Det kan f.eks. gøres ved at: Afholde seminarer i samarbejde med henvisende afdelinger Etablere videndelingsmøder med de samarbejdende afdelinger Deltage i faglige selskaber, sammenslutninger og netværk Modtage besøgende (studiebesøg) og afholde kurser Lave PR-arbejde målrettet et bredt udvalg af medier (aviser, blade, fjernsyn etc.) Have kontakt til uddannelsesinstitutioner (undervisning) 5.5. Økonomi Kræftens Bekæmpelse har beregnet, at rehabilitering af borgere med kræft i kommunalt regi vil kunne gennemføres for ca. 100.000 kr. for 12 patienter 14. I beløbet er der ikke taget højde for behovet for individuelle behandlinger eller instruktion samt hele den psykosociale indsats. Et rehabiliteringsforløb vil derfor koste ca. 10.000 kr. i gennemsnit. 5.6. IT Til at understøtte og dokumentere rehabiliteringsindsatsen er det helt afgørende at have et velfungerende og brugervenligt IT-system. Systemet skal kunne indeholde data om borgerne, handleplaner, noter fra samtaler og mulighed for at booke aktiviteter, undervisning og samtaler. Desuden skal der kunne udtrækkes data til brug ved evaluering. 14 www.cancer.dk. 10

5.7. Evaluering Jævnlige evalueringer og effektmålinger er vigtige for at sikre, at borgeren tilbydes et kvalificeret rehabiliteringsforløb. Evaluering og effektmåling omfatter dokumentation af borgerens deltagelse i samtaler og aktiviteter, og ved kvantitative parametre måles muskelstyrke, kondition, vægt etc. Endvidere er det meget anvendt at monitorere en indsats ved borgerens oplevelse af egen livskvalitet, suppleret med kvalitative interviews. 5.8. Forskning og udviklingsområder Der er et markant behov for mere viden om og større udbredelse af rehabilitering over for kronisk syge borgere i Danmark. Derfor bør rehabiliteringsenheder deltage i forskningsprojekter, hvor og når det er muligt. Forskningstemaerne bør tage udgangspunkt i et nuanceret rehabiliteringsbegreb, som omfatter både fysiske, psykiske og sociale aspekter af borgerens funktionsevne. På nationalt plan bør forskning omfatte patientperspektivet, det sundhedsfaglige - og det organisatoriske perspektiv. 11