Økologisk dyrkningsvejledning Kløvergræs 2002 Produktionsmål Det er vigtigt at etablere tætte kløvergræsmarker, der konkurrere godt med ukrudtet og producerer kvælstof til de efterfølgende afgrøder. Kløvergræsmarkerne skal give optimale udbytter i det aktuelle dyrkningssystem. Sædskifte I kløvergræsmarken samles store mængder kvælstof (N) fra luften. Mængden, der bindes, varierer meget og afhænger blandt andet af: kløvergræsmarkens alder mængden af kløver slæt/afgræsningsforhold de græssende dyrs foderniveau tilførsel af kvælstofgødning. Kvælstoffiksering i kløvergræsmarker. Kg N pr. ha pr. år. Andel af kløver 0-30% 30-50% Over 50% 1. og 2. brugsår 3. brugsår og senere 0-100 0-60 100-260 60-110 200-300 110-180 Kvælstoffet er i kløvergræsmarken bundet i rødder og stub samt i mikrobiel biomasse. Ved ompløjning frigøres der store mængder N, som skal udnyttes til forsyning af de efterfølgende afgrøder. Til at efterfølge kløvergræsset bør vælges en afgrøde med en lang vækstsæson og et stort N- behov. Vælges en afgrøde med kort vækstsæson (f.eks. en højværdiafgrøde) bør der sås en efterafgrøde, enten som udlæg i foråret eller en hurtigtvoksende efter høst. Herved undgås udvaskning af det frigjorte kvælstof i den efterfølgende sensommer/efterår. Kløvergræs giver en forbedring af jordstrukturen pga. af deres store rodmasse, flerårige plantedække året rundt og ingen jordbearbejdning. En tæt og velpasset kløvergræsmark, der ofte slættes og afgræsses, reducerer forekomsten af de fleste ukrudtsarter. I "tynde" græsmarker, marker der overvejende anvendes til høslæt eller ikke udnyttes optimalt, skal man dog være opmærksom på, at rodukrudt kan opformeres. Målsætning ved dyrkning af kløvergræs Kløverindholdet i græsmarken bør være 40-50%. På det niveau er den animalske (dyriske) produktion størst. Det giver et harmonisk foder til afgræsning og slæt, hvor rajgræsset bidrager med et højt indhold af sukker og kløverandelen med et højt indhold af protein. Bliver kløverandelen væsentligt større, øges risikoen for trommesyge hos køerne. Den optimale kløverprocent søges opnået med den rette dyrkningsstrategi og det rette valg af græsblandinger (se figur 1). Rodukrudt Opformering af rodukrudt begrænses ved jævnligt at afpudse marken, så ukrudtsplanterne ikke får lejlighed til at kaste spiredygtige frø og samle oplagsnæring i de underjordiske plantedele. Kvik holdes under kontrol ved tæt afgræsning og afpudsning. I udlægsåret bør skræpper rykkes op og indsamles, da de gengroende planter danner nyt rodsystem. Horsetidsel kan reguleres ved at forhindre frøsætning, idet planten er toårig.
Sygdomme og skadedyr Kløvergræs i sædskiftet virker sanerende over for andre afgrøders sygdomme. Forfrugt kløvergræs fremmer dog angreb af rodfiltsvamp i kartofler og gulerødder. Stankelben og kornsmældere lægger deres æg i græsbevokset jord, og larverne kan især gøre skade på efterfølgende afgrøder. Hvis man kan holde græsmarkerne med høj vegetation i august, vil stankelbenene lægge færre æg. Artsvalg På internettet (www.lr.dk/planteavl) findes hvert år en oversigt over udbuddet af økologisk udsæd og frø, samt en beskrivelse af de regler, der gælder for brug af udsæd på økologiske jordbrug. Man kan også få oplysninger om økologisk udsæd hos den lokale planteavlskonsulent. Græs- og kløverarter dyrkes i blandinger, der afpasses efter forhold som jordbund, græsmarkens ønskede varighed, anvendelse og muligheder for vanding. Ved at sammensætte sin blanding som de anbefalede frøblandinger, er der god mulighed for at tage disse hensyn. Jordbund: På alm. agerjord benyttes normalt hvidkløver, rødkløver, alm. rajgræs, evt. timothe, engsvingel og engrapgræs. På tør jord kan der suppleres med rødsvingel og hundegræs, som begge er mere tørkeresistente. På våd jord suppleres med alm. rapgræs og her bruges desuden især timothe, engsvingel og rødsvingel evt. suppleret med 2 kg alsikekløver pr. ha. Varighed: Det er her planternes vinterfasthed, det drejer sig om. Blandt græsarterne er det især inden for alm. rajgræs, der er problemer med varighed. Jo mere sildig en rajgræssort er, jo mere varig er den. Figur 1. Den optimale kløverprocent er mellem 40-50 procent (Workshop Proceedings of the 15th meeting of the European Grassland Federation). Hvidkløver er normalt meget vinterfast, og specielt de småbladede sorter er meget varige, hvis de passes rigtigt i vækstsæsonen. Rødkløver er derimod mindre persistent og vil efter "normale" vintre allerede i 2. brugsår være kraftigt reduceret i antal og produktion. Hvidkløver er ret følsom for tørke. Derfor kan det under uvandede forhold være nødvendigt at supplere med rødkløver i blandingerne, da rødkløver er mindre tørkefølsom. Anvendelse / blandinger Til afgræsning er målet en kløvergræsblanding, der giver en tæt trædefast plantebestand og en jævn produktion i vækstsæsonen. Derudover er det en fordel, at blandingen består af planter med god smag.
De middeltidlige og specielt sildige alm. rajgræsser giver en flad produktionskurve og er derfor velegnede til afgræsning. Et tilpas forhold mellem diploide og tetraploide alm. rajgræsser er også vigtigt, da de tetraploide er velsmagende og giver plads for kløveren, mens de diploide sorter smager mindre godt, men holder et tæt græsdække. Græsarter som rødsvingel og engrapgræs har udløbere og bidrager derfor til at danne et tæt og slidstærkt græstæppe. Til 1-3 årige afgræsningsmarker på almindelig jord med rimelig vandforsyning, kan blanding Ø22 anvendes eller blanding Ø24, som har større konkurrenceevne over for kløver. hvis der er ønske om en større arts diversitet fx på grund af jordtypen kan man vælge blanding Ø21. Til mere varige afgræsningsmarker kan anbefales blandingerne Ø24 og Ø26 afhængigt af jordbundsforholdene. Under uvandede forhold kan der iblandes 1-2 kg rødkløver. På arealer hvor der først gennemføres en eller to stor slæt og derefter afgræsning er blanding Ø31 velegnet. Til arealer, der skal anvendes til slæt og evt. kun afgræsses let inden vinteren kan man anvende blanding Ø42. Blanding Ø42 er velegnet til slætarealer gødskes minimalt med kvælstof og kun anvendes i to brugsår. Ved kombineret slæt og afgræsning må man naturligvis gå på kompromis med nogle af ønskerne. Her kan for eksempel benyttes blanding nr. 21. Yderligere oplysninger om arter og sorter kan fås i Grøn Viden nr. 231, december 2000, fra Danmarks JordbrugsForskning. Lægeplanter: Udover de almindelige græsmarksplanter kan der også sås lægeplanter i. For eksempel siges det, at kommen kan modvirke trommesyge, men det er ikke dokumenteret. I det biodynamiske landbrug anbefales det at blande 250 g persille, 250 g dild, 250 g kommen og 250 g kørvel i græsblandingen pr. ha. I det økologiske landbrug i England bruger man nogle steder at blande 250 g røllike, 3 kg bibernelle, 3 kg cikorie og 1 kg persille pr. ha i græsblandingen. Problemet med iblandingen er, at græsset let udkonkurrerer lægeplanterne, så de ikke får nogen betydning i foderet. Udlægsmetoder Læs herom i dyrkningsvejledning om udlæg af kløvergræs på økologiske brug. Bladrandbiller Bladrandbiller kan angribe kløverplanterne i stort omfang fra slutningen af juli og ind i september. De kommer dels fra naboarealer med ærter, dels fra dæksædens ærter. De gnaver på kløverplanternes blade, men angriber ikke rodknoldene på kløver. Er kløveren svækket af kraftig dæksæd, dvs. at der har været mangel på lys og vand, kan det være alvorligt nok. Angreb kan delvis undgås ved ikke at så udlægget sammen med eller tæt på ærter eller ved at høste ærterne som grønært. Desuden er det vigtigt at sikre en veludviklet kløver, når bladrandbillerne dukker op. Er udlægget "godt nok"? Efter høsten af dæksæden vurderes om udlægget er tilfredsstillende etableret. Udlæg til afgræsning bør have over 40 planter pr. løbende meter såspor. Udlæg til slæt skal have over 25 planter pr. løbende meter såspor. I begge tilfælde skal kløver udgøre mindst 1/3 af planterne. Hvis der er åbne pletter i marken, kan man vælge at iså direkte i disse pletter (det bør ske straks og inden midten af august). Produktionen i den etablerede kløvergræsmark Produktionen i en kløvergræsmark varierer en del i løbet af sæsonen. Produktionen er størst i forår/ forsommer, hvor der som regel er både vand, næringsstoffer og lys til rådighed i rigelig mængde. Produktionen topper i begyndelsen af juni måned. Senere på sæsonen falder produktionen som følge af mindre nedbør og mindre vækstpotentiale i græs og kløver. Fra september aftager produktionen som følge af aftagende lys og temperatur.
Ved effektiv vanding udjævnes produktionen meget. Kløveren vil som regel have den laveste andel i foråret, hvorefter andelen, alt efter gødskningen, stiger i løbet af sæsonen. Under vandede forhold vokser kløveren bedst midt på sommeren. Det nødvendige areal med græs fastsættes ud fra besætningens størrelse, den ønskede mængde kløvergræs i fodringen og den forventede gennemsnitlige produktion på arealet. I økologiske besætninger udgør kløvergræs (frisk og konserveret) som regel en meget væsentlig andel af foderet igennem hele året. Hvis man i en malkekvægbesætning regner med, at 50 pct. af foderet udgøres af græsmarksfoder - altså ca. 3.500 FE pr. malkeko med opdræt, og der regnes med en gennemsnitlig årsproduktion på 6.000 FE/ha, skal der afsættes knap 0.6 ha pr. malkeko til at dække både sommer og vinterfoder. En mere detaljeret planlægning af græsarealet kan udføres ved hjælp af udbyttekurver for græsproduktion (Styringsskema for græsmarker kan fås på det lokale planteavlskontor). Gødskning I den praktiske økologiske drift, hvor der er en begrænset mængde kvælstof til rådighed for hele sædskiftet, må kløvergræsmarkerne ikke prioriteres for lavt gødskningsmæssigt. Ved afgræsning vender en stor del af næringsstofferne tilbage gennem de græssende dyrs gødning og urin. I et kombineret system med afgræsning og slæt bør der det 1. brugsår tilføres kvælstof ved begyndelsen af vækstperioden. I 2. og evt. 3. brugsår har jorden normalt fået opbygget en del kvælstof fra de græssende dyr og fra kløvergræsset året før, og kvælstofbehovet er derfor mindre. Ved normal kløverbestand (>30% kløver) tilføres rene afgræsningsmarker derfor sjældent nogen ekstra gødning. Er kløverbestanden derimod dårligere (< 30% kløver), må der tilføres gødning, hvis man vil opnå en tilfredsstillende produktion. Til afgræsning vil 12-15 ton ajle eller frugtsaft være særdeles effektivt. Det bør tilføres tidligt, så snart man er rimelig sikker på, at græsset har overvintret. Gyllen bør kun anvendes, hvis det kan nedfældes. Fra en kløvergræsmark, der udelukkende anvendes til slæt, fraføres der ved et udbytte på 6000 FE/ha ca. 220 kg N, 22 kg P og 200 kg K pr. ha. På grund af kløverens N-fiksering har en kløvergræsmark med en god kløverbestand ikke noget direkte behov for tilførsel af kvælstof. Vær specielt opmærksom på afgrødens kaliumforsyning, der specielt ved slætgræs kan være begrænsende på udbyttet. Er der behov for at gøde særligt med kalium (grovsandede jorder med lave K-tal), kan der anvendes vinasse. Til slætgræs kan der anvendes op til 25 ton gylle pr. ha. Større mængder pr. gang kan skade afgrøden. Ajle og frugtsaft er selvfølgelig også meget velegnet i slætmarken. Af hensyn til risiko for smitte med græsmarksparasitter, lungeorm og salmonella bør husdyrgødning kun anvendes før slæt. Benyttelse og strategi Den bedste udnyttelse af græs sker ved, at kombinere slæt og afgræsning. På økologiske bedrifter er det ofte således, at de mest tætte kløvergræsmarker er de græsmarker, som skal anvendes i deres 2. eller 3. brugsår. I det 1. brugsår er det ofte vanskeligt at få kløvermarken til at producere tilstrækkeligt, fordi der endnu ikke er opbygget tilstrækkelige mængder kvælstof i jorden til støtte for græssets vækst. Følgende strategi kan anbefales: Planlæg mellem 0,4 og 0,6 ha græs med hvidkløvergræs pr. ko i et 5-marksskifte, dvs. med 1 til 3 års kløver græs. 1. års græsmark:der bør startes med at tage en 1. slæt og efterfølgende afgræsning i resten af vækstperioden. Det giver mulighed for at støtte græsproduktionen med 15-20 ton gylle pr. ha tidligt forår. 1. slæt høstes rettidigt med ca. 1,1-1,15 kg tørstof pr. FE, dvs. ved ca. 2.500 FE pr. ha. Specielt på uvandet jord kan 1-2 kg rødkløver pr. ha bidrage betydeligt til produktion og til den efterfølgende opbygning af kvælstof. 2. og 3. års græsmarker: Disse arealer anvendes først til afgræsning.
Arealet har fået opbygget en del kvælstof fra de græssende dyr og fra kløvergræsset året før. Græsset er blevet tættere i forhold til 1. brugsår. Der kan tilføres gylle før slæt, ca. 10-15 ton pr. ha, slangeudlagt eller nedfældet. 3. års marker: Specielt 3. års marker er ofte udsat for kaliummangel. Det kan være hensigtsmæssigt at tilføre gylle eller anden kaliumholdig gødning til 3. års marker ved vækstperiodens begyndelse. Anvender man gylle, bør det tilføres: jævnt til hele afgræsningsarealet tidligt maks. 15 ton pr. ha. Afgræsningssystemer Storfold: Bruges typisk på vedvarende græsarealer af marginal karakter og til ungdyr. Metoden giver nemt parasitproblemer med løbe-tarmorm blandt ungdyrene. Arealet bør derfor opdeles i skiftefolde (se forneden). Bruges storfold sker udbinding tidligt og overskudsgræsset bjærges som afpudsningshø. Græsvæksten reguleres med antal dyr på græs, så antallet af dyr øges i forsommeren og sænkes i efteråret. Metoden kan kun anbefales på store naturarealer med lav belægningsgrad, hvor parasittrykket derfor er lavt, eller hvor der er tale om samgræsning mellem flere forskellige dyrearter. Reguleret storfold: Er een fold, evt op til tre folde, hvor græssets hviletid er meget kort og græshøjden holdes konstant lav (6-8 cm). Størrelsen af folden reguleres i forhold til dyrenes behov, det vil sige, at overskudsgræsset frahegnes med et let hegn og bjærges som ensilage eller hø. Styringen sker i forhold til græshøjden og buskgræs. Metoden benyttes oftest til afgræsning med malkekøer og der kan ved god vandforsyning og styring opnås en høj udnyttelse af græsproduktionen og mælkeydelsen kan holdes jævn. De hyppige afbidninger giver fine konkurrencebetingelser for hvidkløveren. Ulempen er, at metoden stiller meget store krav til styringen, og at der ikke er mulighed for at begrænse parasittrykket, medmindre man midt i juli helt skifter græsning til andet areal. Skiftefolde: (Typisk til afgræsning med f.eks. ungdyr). Græsarealet er her opdelt i 3-6 folde. Overskudsgræs høstes som ensilage eller hø fra en eller flere folde. Foldene afgræsses efter behov, så græskvaliteten bliver meget varierende og derfor vil mælkeproduktionen også svinge fra dag til dag, hvis man bruger metoden til malkekøer. Mange skiftefolde: (Typisk til intensiv afgræsning med malkekøer). Græsarealet er opdelt i 10-14 folde. Overskudsgræsset kan bjærges på samlede arealer til ensilage og hø. Systemet kan give optimal hviletid til græsset (2-3 uger). Dyrene bliver i folden til den er passende afgræsset, så i perioder kan mælkeydelsen svinge meget fra dag til dag pga. den svingende græs-kvalitet. Rationsgræsning efter "4 ugers princippet": Hvor dagligt lige store rationer afhegnes med et flytbart tværhegn i 8 lige brede folde med faste parallelle hegn. Overskudsgræs høstes fra samlede arealer i veksling med afgræsning. Dyrenes ydelse reguleres ved dagligt at variere det tildelte græsareal og det tildelte suppleringsfoder. Den daglige mælkeydelse er ensartet, da græskvaliteten er ensartet fra dag til dag. Slætgræs til vinterfoder Kombineret slæt og afgræsning: Genvæksten af kløvergræsset er hurtigere og større efter afgræsning end efter slæt. Dette taler for at benytte en kombination af slæt og afgræsning, hvor det er muligt. Ensileringsslæt: Kløvergræsset er en udmærket afgrøde til ensilering. Tidspunktet for slæt vælges udfra den ønskede foderkvalitet. Det bedste grundlag er en afgrødeanalyse (NIR-analyse eller Hurtiganalyse), resultatet af denne sammenlignes med en standardkurve for kløvergræssets udvikling, og slættidspunktet vælges som en fremskrivning til den ønskede foderkvalitet. (Se dyrkningsvejledning om valg af tidspunkt for slæt af kløvergræs). Den endelige beslutning om skårlægning træffes på baggrund af både afgrødens udvikling og udsigten til stabilt vejr. Kløvergræs bør fortørres til minimum 30% tørstof. Høslæt: Tages ofte noget senere end ensileringsslættet. Det kræver en del mere forvejring og derfor også mere stabilt vejr.
Den kraftige forvejring kombineret med et antal vendinger af skåret før presning kan give et ganske stort tab af kløverblade. I slætgræsmarker får græsserne bedre konkurrence-vilkår end kløveren, dette er især udtalt ved høslæt, hvor afgrøden bliver mere udviklet før slæt. Udnyttelse i efteråret og klargøring til overvintring: Markerne afgræsses kontinuerligt og tæt indtil 2. og 3. uge af oktober. De græsmarker, der skal lægges om det følgende år, kan afgræsses senere. Af hensyn til kløverens konkurrenceevne den kommende sæson, bør græshøjden i efteråret være max. 6 cm og minimum 4 cm. Bliver græsset for langt, afpudses det, og der sættes så lang en stub, at halvdelen af den nederste bladplade bevares og marken fortsat har et grønt skær. Strategi for ompløjning af kløvergræsarealer Tidligt forår ødelægges græsarealet i 5-7 cm's dybde. Roterende redskaber som f.eks. fræser, spaderulleharve eller "DynaDrive" er mest effektive, men en stubharve med græstænder kan også bruges. En stubharvning med alm. tænder gør marken for ujævn og løs så en ordentlig pløjning bliver vanskelig. Efter 14 dage, første gang jorden er tjenlig til pløjning, pløjes i normal dybde, og jorden pakkes fast med jordpakker eller cementtromle for at modvirke manganmangel. Der sås vårsæd med efterafgrøde, når jorden er tjenlig dertil. Læs også pjecen: Græs til kvæg afgræsningssystemer, som kan bestilles via netbutik.