AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET MAJ 2003 EN ORIENTERING FRA PLESNER SVANE GRØNBORG OM AKTUEL FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRET FLEKSJOB OG ERHVERVSEVNETAB LØNTILSKUDDETS BETYDNING I FORSIKRINGS- OG ERSTATNINGSRETTEN Af advokat Søren Vagner Nielsen og advokatfuldmægtig Katja Gullitz Domstolene har i en række nye domme taget stilling til om det offentliges løntilskud til fleksjob har betydning ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten, men retsstillingen er endnu ikke endeligt afklaret. Østre Landsrets dom af 29. oktober 2002 I den pågældende sag fastsatte Den Sociale Ankestyrelse skadelidtes erhvervsevnetab efter en arbejdsulykke til 20% ifølge arbejdsskadesikringsloven (ASL). Skadelidte fik efter ulykken et fleksjob, hvor kommunen i løntilskud betalte 2/3 af lønnen. Ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab blev kommunens løntilskud til fleksjobbet medtaget ved beregningen af skadelidtes indtægtstab. Skadelidte anlagde sag mod Den Sociale Ankestyrelse med påstand om, at erhvervsevnetabet var på 75%, idet kommunens løntilskud til fleksjob ikke skulle medregnes ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten. Skadelidte fremhævede, at størrelsen af kommunens løntilskud til fleksjob er usikker, da den afhænger af den til enhver tid gældende lovgivning herom, og eftersom en ansat i et fleksjob har større risiko for at blive fyret ved nedskæringer og helbredsproblemer. Østre Landsret gav imidlertid Den Sociale Ankestyrelse medhold og henviste til forarbejderne til ASL 32. Heraf fremgår, at det afgørende ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab er muligheden for at opnå den samme lønindtægt efter arbejdsulykken, som han havde før denne. Østre Landsret fandt herefter, at der ved udmålingen af skadelidtes erhvervsevnetab skal lægges vægt på skadelidtes faktiske lønnedgang, og at det er uden betydning, hvor stor en del af skadelidtes fleksløn, der afholdes af kommunen. Med hensyn til den usikkerhed, der er forbundet med fleksjob, henviste Østre Landsret til, at der ifølge loven er mulighed for at få sagen genoptaget, såfremt tilskudsreglerne ændres, eller skadelidte opgiver fleksjobbet som følge af helbredsproblemer. Østre Landsret fremhævede endvidere, at det ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab efter ASL ikke kan tillægges betydning, at kommunens løntilskud ifølge forarbejderne til den nye erstatningsansvarslov ikke skal medregnes efter denne lov. Endvidere anførte landsretten, at der i strid med hensigten med ASL vil ske en overkompensation af skadelidte, såfremt kommunens løntilskud til fleksjob ikke medregnes ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab. Højesterets dom af 30. oktober 2002 - UfR 2003.162 H I denne sag, der drejede sig om fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten efter erstatningsansvarsloven (EAL), havde Arbejdsskadestyrelsen vurderet skadelidtes erhvervsevnetab som følge af en trafikulykke til 25%, og forsikringsselskabet havde fulgt udtalelsen. Skadelidte fik efter trafikulykken et fleksjob, hvor han arbejdede 22 timer om ugen med 1/2 løntilskud fra kommunen, og løntilskuddet var medregnet ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab. Skadelidte anlagde sag mod forsikringsselskabet og Forsættes på bagsiden
BYRETSDOM VEDRØRENDE ENERGIMÆRKNINGSORDNINGEN ENERGIKONSULENT FRIFUNDET UAGTET FEJL I ENERGIMÆRKET Af advokat, Karina Løkkegaard Retten i Odense har for nylig frifundet en energikonsulent for erstatningsansvar over for køberne af en ejendom i anledning af fejl i det i forbindelse med handlen udarbejdede energimærke, idet køberne ikke kunne påvise et erstatningsberettiget tab. I henhold til lov om fremme af energi- og vandbesparelser i bygninger skal sælger i forbindelse med salg af en småejendom sørge for, at der udarbejdes energimærkning og energiplan for ejendommen. Udarbejdelsen af energimærkning og energiplan skal foretages af en godkendt energikonsulent. I energimærket beregner energikonsulenten ejendommens energiforbrug, herunder varmeforbrug, og i energiplanen fremkommer energikonsulenten med forslag til forbedringer af ejendommens energiforbrug. Energikonsulentens arbejde er nærmere reguleret i den i medfør af ovennævnte lov udstedte bekendtgørelse om energimærkning m.v. i bygninger samt i den af Sekretariatet for Energimærkning udarbejdede Håndbog for Energikonsulenter. I ovennævnte sag fra retten i Odense havde køberne forud for handlen modtaget et energimærke/energiplan, hvor ejendommens varmeforbrug var beregnet forkert, idet energikonsulenten fejlagtigt havde antaget, at der var termoruder i ejendommen, ligesom ejendommens beregnede varmeforbrug fejlagtigt var angivet uden tillæg af moms. Ejendommens årlige varmeforbrug var således angivet til kr. 12.799, hvorimod det korrekte beregnede varmeforbrug udgjorde kr. 17.334. Differencen i det beregnede varmeforbrug udgjorde således kr. 4.535 eller 26%. Sælger havde i salgsopstillingen fejlagtigt anført, at ejendommens faktiske årlige varmeforbrug udgjorde kr. 17.000. Det korrekte faktiske varmeforbrug udgjorde imidlertid kr. 22.672, og sælger havde forud for sagen mod energikonsulenten betalt køberne kr. 28.000 i erstatning herfor. I sagen gjorde køberne gældende, at energikonsulenten havde handlet ansvarspådragende ved ovennævnte fejlangivelser, samt at køberne havde lidt et erstatningsberettiget tab herved. Køberne havde i sagen nedlagt en påstand om betaling af kr. 75.000, svarende til ovennævnte difference på kr. 4.535 finansieret som et 30-årigt obligationsrealkreditlån. Under proceduren procederede købers advokat desuden på, at køberne var blevet skuffet i deres forventninger til ejendommens varmeforbrug. Fra energikonsulentens side blev det bestridt, at køberne havde lidt et erstatningsberettiget tab. Til støtte herfor blev det anført, at differencen mellem det fejlagtigt og korrekt beregnede varmeforbrug ikke ville have haft nogen indflydelse på ejendommens handelspris, ligesom det blev gjort gældende, at køberne havde fået tilstrækkelig kompensation for et eventuelt tab via den af sælgerne udbetalte erstatning. Til belysning af, hvorvidt fejlene i energimærket havde haft indflydelse på ejendommens handelspris, blev der udmeldt syn og skøn i sagen ved en statsautoriseret ejendomsmægler. Skønsmanden udtalte, at ejendommens varmeforbrug har betydning for prissætningen af ejendommen, men at mæglerne i den forbindelse lægger vægt på sælgerens angivelse af det faktiske varmeforbrug. Det er ikke sædvanligt, at man på baggrund af energikonsulentens angivelser af det beregnede varmeforbrug ændrer ejendommens prissætning. Skønsmanden udtalte mere generelt, at en difference på 33% eller derover, i den angivelse af ejendommens varmeforbrug ejendommens oprindelige prissætning blev fastsat på baggrund af, kan have en vis begrænset indflydelse på ejendommens handelspris. Retten i Odense nåede på baggrund af ovennævnte frem til, at køberne ikke havde lidt et tab, som de havde krav på erstatning for. Retten fremhævede særligt skønsmandens forklaring samt det forhold, at køberne havde fået erstatning fra sælgerne. Det bemærkes, at retten i Odense ikke behandler et muligt ansvarsgrundlag for energikonsulenten, uagtet at dette spørgsmål blev procederet for retten. I skrivende stund eksisterer der ikke trykte afgørelser vedrørende energikonsulenters erstatningsansvar i henhold til de nugældende regler vedrørende energimærkning og energiplan. Dog kan det ikke udelukkes, at der har været ført sager om ordningen ved de forskellige byretter. Imidlertid viser dommen fra retten i Odense, uagtet at dommen ikke tager stilling til et muligt ansvarsgrundlag for energikonsulenten, at der skal være tale om graverende fejl i energimærket med en væsentlig indflydelse på ejendommens energiforbrug, før et erstatningsansvar for energikonsulenten bliver relevant, idet køberne i modsat fald ikke vil kunne dokumentere, at fejlene har haft indflydelse på ejendommens handelspris, og dermed at køberne har lidt et erstatningsberettiget tab. 2
REVISION AF FORSIKRINGSAFTALELOVEN FORSIKRINGSAFTALELOVEN UNDERKASTES SERVICEEFTERSYN Af advokat, Marie-Louise Rørbøl Udvalget til revision af forsikringsaftaleloven fremkom i efteråret med den længe ventede betænkning om forsikringsaftaleloven. I februar blev lovforslaget om ændring af forsikringsaftaleloven fremsat. Lempelsesregel ved afgivelse af urigtige oplysninger Et af de områder, der især har påkaldt sig offentlig interesse, har været afgivelse af urigtige risikooplysninger, hvor det er blevet fremført, at den nuværende lov er for streng over for forbrugerne. Det er primært reglerne om uagtsom afgivelse af urigtige risikooplysninger i lovens 6, der har været genstand for disse drøftelser. Som loven er formuleret i dag, har forsikringsselskabet lov til at afvise dækning, hvis der uagtsomt er afgivet urigtige risikooplysninger, og det må antages, at selskabet ikke ville have tegnet forsikringen, såfremt de rette risikooplysninger var afgivet. Der er endvidere en adgang til at foretage en delvis reduktion af dækningen, i tilfælde hvor forsikringsselskabet, såfremt forsikringstager havde afgivet korrekte risikooplysninger, må antages kun at ville have tegnet forsikringen på andre vilkår. I lovforslaget foreslås det, at der indsættes en såkaldt lempelsesregel i forsikringsaftalelovens 6, der giver mulighed for i særlige tilfælde at se helt eller delvist bort fra, at der ved forsikringens tegning uagtsomt er afgivet urigtige risikooplysninger, selvom betingelserne for bortfald eller nedsættelse efter 6 ikke er opfyldt. Det er afgørende, om (1) der er årsagssammenhæng mellem de urigtige risikooplysninger og den senere forsikringsbegivenhed, (2) hvor lang tid der er gået fra afgivelsen af de urigtige risikooplysninger til forsikringsbegivenhedens indtræden, og (3) hvilken grad af uagtsomhed forsikringstageren har udvist i forbindelse med afgivelse af de urigtige oplysninger. Det fremhæves i bemærkningerne til lovforslaget, at reglen kun bør anvendes i særlige tilfælde. Det fremgår derudover af bemærkningerne, at det på trods af, at de tre betingelser er formuleret som alternative, primært er i tilfælde, hvor alle tre betingelser er opfyldt, der bør ske lempelse. Af interesse for selskabernes udfærdigelse af forsikringsbegæringer er endvidere, at udvalget finder, at udformningen af begæringen har betydning for spørgsmål om graden af uagtsomhed. Det anføres, at der i højere grad vil være tale om uagtsomhed, hvis der er tale om simple og præcist formulerede spørgsmål, end hvis der er tale om brede og måske upræcist formulerede spørgsmål. Forsikring & Pension udarbejdede allerede i 1997 en medlemshenstilling om at tage hensyn til årsagssammenhængen og til den tid, der var gået mellem udfyldelse af forsikringsbegæringen og forsikringsbegivenhedens indtræden ved behandlingen af indsigelsessager. Så vidt vides, har de fleste selskaber fulgt denne henstilling. Derfor er det primært spørgsmålet om graden af den udviste uagtsomhed, der har betydning. Som nævnt vil en præcis formulering af spørgsmålene i forsikringsbegæringerne være afgørende ved vurderingen af graden af uagtsomhed. Begrundelsespligt I forslaget til ændring af forsikringsaftaleloven er indsat en bestemmelse om, at selskabets afslag på at tegne forsikring og selskabet opsigelse af en forsikringsaftale efter anmodning skal begrundes. Mindretallet ønskede, at der blev indføjet et krav om, at begrundelsen skulle være saglig. Justitsministeriet finder, at et krav om saglig begrundelse kun vil få en reel praktisk betydning, hvis der sker en begrænsning i selskabets mulighed for at fastlægge sin egen antagelsespolitik. Da der i udvalget var enighed om, at der ikke burde ske en begrænsning i selskabernes mulighed for selv at formulere deres antagelsespolitik, er det Justitsministeriets opfattelse, at et krav om saglig begrundelse ikke vil løse det praktiske problem, der opstår, når visse persongrupper på grund af sygdom, handicap m.v. kan have vanskeligt ved at tegne en personforsikring, idet selskabet i disse tilfælde vil kunne henvise til den forøgede risiko som en saglig begrundelse. Kravet om saglighed er derfor ikke medtaget i lovforslaget. Vejledningspligt I 24 foreslås indsat en pligt til selskaberne om at vejlede om muligheden for at udbetale a conto erstatning. Reglen blev udformet sådan, at selskaberne senest 3 måneder efter modtagelsen af en skadesanmeldelse skal vejlede om muligheden for at modtage a conto erstatning, med mindre erstatningen forinden er udbetalt, eller kravet er afvist. I de tilfælde, hvor det må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om at kræve a conto betaling, er kravet ikke gældende. Det må anbefales, at selskaberne indfører en generel procedure, hvor man samtidig med anerkendelsen af et krav vejleder om muligheden for at kræve a conto erstatning bortset fra de tilfælde, hvor det må anses for åbenbart, at der ikke kan opstå spørgsmål om a conto udbetaling, hvilket f.eks. vil være tilfældet i relation til visse personforsikringer med løbende ydelser. Andre ændringer Udvalget har overvejet, hvorvidt der skal ske ændringer af reglerne om adgang til at opsige forsikringerne løbende samt regler om forældelse. Da Forsikring & Pension oplyste, at en række selskaber allerede havde, og mange af de store selskaber var i færd med at indføre lempeligere opsigelsesregler, har Justitsministeriet i stedet besluttet at foretage en gennemgang af dette område i 2004. Der pågår en generel revision af forældelsesloven, og det er besluttet, at en eventuel revision af forsikringsaftalelovens 29 skal afvente dette arbejde. Justitsministeriet synes indstillet på at ophæve de særlige forældelsesregler i forsikringsaftaleloven, medmindre der fremføres argumenter for, at der fortsat skal gælde en sådan særregel. Der foretages dog allerede nu en ændring af 29, således at 29 ikke omfatter de tilfælde, hvor ansvarsforsikringsselskabet hæfter umiddelbart over for skade lidte, f.eks. motoransvarsforsikringer. Udover de ovenfor nævnte ændringer, foretages der ændringer af reglerne om præmiebetaling, direkte krav ved ansvarsforsikringer samt ændring af morarentesatsen. Der indsættes envidere regler om dækning af udgifter til advokatbistand og en definition af forbrugerforsikring. 3
SAGSOMKOSTNINGER OG SYN OG SKØN UDEN FOR RETSSAG/VOLDGIFTSSAG FORSKELLIG PRAKSIS VED DOMSTOLENE OG VOLDGIFTSNÆVNET FOR BYGGE- OG ANLÆGSVIRKSOMHED Af advokat Torben Bondrop Artiklen konkluderer, at domstolene og voldgiftsretten følger en forskellig praksis med hensyn til tilkendelse af sagsomkostninger ved isoleret bevisoptagelse. Emnet for nærværende artikel er domstolenes adgang til i henhold til retsplejelovens 343, stk. 3, at pålægge skønsrekvirenten at betale sagsomkostninger til den eller de skønsindstævnte, som skønsrekvirenten ikke inddrager i en efterfølgende retssag, samt en tilsvarende adgang for Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed. Retsplejelovens 343, stk. 3, omhandler isoleret bevisoptagelse, hvilket vil sige, at retten kan tillade, at der optages bevis, selv om det ikke er til brug for en verserende retssag. Bestemmelsen i retsplejelovens 343, stk. 3, om omkostninger har følgende ordlyd: "Retten kan pålægge den part, der har ønsket beviset optaget, at betale sagsomkostninger til modparten." Et eksempel kan illustrere: Med henblik på at fastslå, om det er B, C eller D, der er ansvarlig for en mangel, indhenter A en skønserklæring. Skønserklæringen fastslår, at D er den ansvarlige teknisk set, hvorefter A kun anlægger sag mod D. B og C har i forbindelse med skønssagen været repræsenteret ved advokat, og spørgsmålet er herefter, om B og C efterfølgende har mulighed for at få dækket en del af deres advokatomkostninger, som følge af at de har været skønsindstævnt. Domstolene Såfremt der udmeldes syn og skøn under en retssag, tager retten stilling til fordelingen af skønsomkostningerne sammen med sagens omkostninger i øvrigt, jf. retsplejelovens 328. Selvsamme bestemmelse finder anvendelse, hvor sagen er startet med syn og skøn uden anlæggelse af en retssag, men efterfølgende bliver fulgt op af en retssag. Før de nugældende regler i retsplejeloven trådte i kraft, var det ved flere landsretsafgørelser blevet afvist at tilkende skønsindstævnte sagsomkostninger i sager, hvor skønsforretningen ikke var blevet fulgt op af en retssag. I betænkning om behandling af borgerlige sager nr. 698 fra 1973, s. 127, blev det da også udtalt, at det var tvivlsomt, hvorvidt der efter gældende ret kunne pålægges den part, der havde ønsket et bevis optaget, at betale sagsomkostninger til modparten. Det var dog Retsplejerådets klare opfattelse, at der burde være en sådan adgang, hvorfor det blev foreslået at indsætte en bestemmelse svarende til den nuværende retsplejelovs 343, stk. 3. Dette skete i 1979. Retsplejelovens 343, stk. 3, giver domstolene en fakultativ adgang til at pålægge skønsrekvirenten at betale sagsomkostninger, og da forarbejderne ikke indeholder en uddybning af, hvornår domstolene skal pålægge sagsomkostninger, vil der i det følgende blive set på synspunkterne i den juridiske litteratur samt retspraksis. I teorien opereres der med to synspunkter. Det første synspunkt er, at skønsrekvirenten skal pålægges sagsomkostninger uanset indholdet af skønserklæringen, når sagen ikke efterfølgende fører til en retssag. Dette benævnes det formelle synspunkt. Efter det andet synspunkt, det materielle synspunkt, er indholdet af skønserklæringen afgørende. Således forstået, at en skønserklæring, der anfører, at skønsindstævnte ikke er ansvarlig teknisk set, må bevirke, at denne får tillagt sagsomkostninger. Hørlyck anfører i en artikel i UfR 1986B.240 for det første, at det "forekommer bedst stemmende med den procesretlige tradition" at afgøre sagerne ud fra det materielle synspunkt og ikke blot på formelle kriterier. For det andet anfører han, at baggrunden for at indføre retsplejelovens 343, stk. 3, bl.a. var et ønske om at reducere antallet af processer. Dette argument harmonerer ikke med det formelle synspunkt, hvorefter en udenretlig skønserklæring automatisk udløser en forpligtigelse til at betale sagsomkostninger. Som et tredje argument nævner forfatteren, at det vil være rimeligt at anvende princippet i retsplejelovens 312, stk. 1, hvorefter det som udgangspunkt er den tabende part, der skal erstatte modparten de udgifter, der måtte være blevet påført ham som en følge af en retssag, når retsplejelovens 343, stk. 3, nu ikke fastlægger noget kriterium. I relation til syn og skøn betyder dette princip, at skønsrekvirenten kun skal betale omkostninger til den skønsindstævnte, såfremt han uden rimelig grund har begæret syn og skøn. Hørlyck har i sin 2. udgave Forsættes på næste side 4
plejelovens 343, stk. 3, ikke træffes på et formelt grundlag, hvorfor det afgørende ikke er, hvorvidt der bliver anlagt sag mod de skønsindstævnte eller ej. Afgørelsen træffes derimod efter en (vis) prøvelse på et materielt grundlag, hvor indholdet af skønserklæringen spiller en afgørende rolle for de skønsindstævntes adgang til at få tilkendt sagsomkostninger. Med Højesterets tiltræden af Vestre Landsrets bemærkninger "...idet det efter syns- og skønserklæringen ikke var udelukket, at ejendommen var behæftet med mangler" (min fremhævelse) ses det, at de materielle krav, der stilles, ikke er store, hvorfor det vil være ganske vanskeligt at få tilkendt sagsomkostninger som skønsindstævnt. Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed Spørgsmålet om, hvorvidt det kan pålægges skønsrekvirenten at betale sagsomkostninger til skønsindstævnte, er ikke omtalt i AB 92, ABR 89 eller i reglerne for udmeldelse af skønsmænd ved Voldgiftsnævnet for byggeog anlægsvirksomhed. Voldgiftsretten har imidlertid i kendelsen, refereret i KFE 1982.317, udtalt, at spørgsmålet om tilkendelse af omkostninger i sådanne sager skal afgøres efter princippet i retsplejelovens 343, stk. 3, og har derfor accepteret, at en skønsindstævnt part kan anlægge en sag med påstand om tilkendelse af sagsomkostninger, hvis ikke skønsrekvirenten anlægger en voldgiftssag om det materielle forhold. I voldgiftssagerne eksisterer der således, af logiske årsager, de samme to teoretiske udgangspunkter som ved afgørelsen direkte efter retsplejelovens 343, stk. 3. Fra voldgiftspraksis ses følgende kendelser: I ovennævnte kendelse, refereret I KFE 1982.317, nævnt ovenfor, udtales det videre, at "det generelt må anses for rimeligt begrundet, at den part, der påfører modparten udgifter ved et syn og skøn, som får et sådant udfald, at skønsrekvirenten ikke forfølger sagen ved indgivelse af voldgiftsklage, som hovedregel må erstatte modparten disse udgifter". Ved denne omkostningsfastsættelse kunne der ikke i øvrigt foretages nogen vurdering af skønserklæringens indhold, og derfor heller ikke af, om det havde været rimeligt begrundet at begære "isoleret" syn og skøn. Her er således tale om en begrundelse, der klart er baseret på det formelle synspunkt. Voldgiftsretten tilføjede følgende: "Det bemærkes, at der ved kommunens (skønsrekvirentens) eventuelle senere anlæggelse af voldgiftssag ville kunne Fortsat fra forrige side af "Syn og skøn" fra 1992 henvist til, at spørgsmålet bør afgøres efter det materielle synspunkt. Hans Henrik Vagner tilslutter sig i sin 3. udgave af "Entrepriseret" fra 2001, s. 296, det af Hørlyck anførte om det materielle synspunkt. Fra retspraksis ses følgende nyere afgørelser: I UfR 1987.362 V blev skønsrekvirenten ikke pålagt at betale sagsomkostninger, da det efter udfaldet af skønsforretningen ikke kunne udelukkes, at den omtvistede ejendom var behæftet med faktiske mangler, der kunne begrunde et krav mod indstævnte. Her anvendes det materielle synspunkt. I UfR 1993.535 V havde skønsrekvirenten skønsindstævnt fire modparter. Skønsrekvirenten gjorde gældende, at det ved skønsforretningen var blevet fastslået, at de skønsindstævntes ydelser havde været behæftet med mangler. Skønsrekvirenten tilkendegav dog samtidigt, at der alene ville blive anlagt sag mod én af de skønsindstævnte, og at der ikke for tiden ville blive gjort krav gældende overfor de tre øvrige skønsindstævnte. Under disse omstændigheder fandtes skønsrekvirenten ikke at kunne unddrage sig omkostningsmæssige forpligtelser overfor de tre skønsindstævnte. Landsretten udtalte, at det ved bedømmelsen tillige var taget i betragtning, at de tre skønsindstævnte ikke havde haft lejlighed til under sædvanlig bevisførelse at underbygge deres standpunkter. Her har landsretten ret klart været inspireret af det formelle synspunkt. I den nyeste kendelse på området, til overflod fra Højesteret, refereret i UfR 2001.2371 H rekvirerede køberne af en fast ejendom syn og skøn uden for retssag mod to skønsindstævnte. Efter skønsforretningens afslutning anlagde skønsrekvirenten alene sag mod den ene part, hvorefter den anden skønsindstævnte påstod sig tillagt sagsomkostninger. Højesteret udtalte, at det forhold, at skønsrekvirenten valgte ikke at anlægge sag mod den ene af de to skønsindstævnte, ikke i sig selv kunne begrunde, at skønsrekvirenten blev pålagt at betale sagsomkostninger. Endvidere tiltrådte Højesteret en præmis fra Vestre Landsret, hvorefter det efter skønserklæringen ikke var udelukket, at ejendommen var behæftet med mangler, der kunne begrunde et krav overfor den skønsindstævnte, som der ikke blev anlagt retssag mod. På denne baggrund blev skønsrekvirenten ikke pålagt at betale omkostninger til skønsindstævnte. Efter Højesterets kendelse må konklusionen være, at omkostningsafgørelsen efter retstages hensyn til omkostningsafgørelsen" (min tilføjelse). På linie hermed er KFE 1984.88. I en endnu ikke offentliggjort kendelse af 18. oktober 2001 blev skønsindstævnte i overensstemmelse med voldgiftsrettens faste praksis tilkendt sagsomkostninger på et rent formelt grundlag med den samme tilføjelse om, at skønsrekvirenten kunne prøve at kræve beløbet tilbage, hvis han senere anlagde voldgiftssag. I denne voldgiftssag havde skønsrekvirentens advokat udtrykkeligt påberåbt sig (og fremsendt til voldgiftsretten) Højesterets kendelse af 27. august 2001 (refereret i UfR 2001.2371H) og gjorde i forlængelse heraf gældende, at sagen skulle afgøres efter det materielle synspunkt. Uanset dette ændrede voldgiftsretten ikke ved den praksis, der er fastlagt af voldgiftsretterne under Voldgiftsnævnet. Som det ses af ovenstående refererede kendelser, er billedet dette, at voldgiftsretten - uanset Højesterets seneste kendelse - fortsat benytter det formelle kriterium og således tilkender sagsomkostninger, såfremt en skønssag ikke følges op af en voldgiftssag. Voldgiftsretten gør dette uanset, at grundlaget principielt er det samme, nemlig Retsplejelovens 343, stk. 3. Konklusion Det er bemærkelsesværdigt, men et faktum, at voldgiftsretter nedsat under Voldgiftsnævnet for bygge- og anlægsvirksomhed benytter det formelle synspunkt og således er mere lydhøre over for at tilkende sagsomkostninger til skønsindstævnte end domstolene. Af mulige årsager til denne forskel i praksis kan nævnes: at AB 92 og ABR 89 er nogle mellem byggeriets parter vedtagne regelsæt, hvorimod retsplejeloven er et regelsæt, der finder anvendelse i alle typer civile sager ved domstolene, at Voldgiftsnævnet primært behandler sager af entrepriseretlig karakter, og at regelsættet derfor ikke skal tage højde for andre retsområders behov, at sager ved Voldgiftsnævnet for byggeog anlægsvirksomhed som oftest vedrører professionelle aktører på det entrepriseretlige område, som derfor må acceptere, at når man sætter dele af det aftalte tvistløsningssystem i værk, må der betales herfor. 5
Forstsat fra forsiden nelses- og arbejdsmæssige forhold før og efter ulykken, fastsatte Højesteret erhvervsevnetabsprocenten til 40%. Østre Landsrets dom af 28. februar 2003 I denne sag tog landsretten stilling til løntilskuddets betydning ved en erhvervsevnetabsforsikring, hvor den forsikrede havde krav på invalideydelse, hvis den forsikrede ikke længere ved egen arbejdskraft var i stand til at tjene mere end 1/3 af, hvad der i samme egn er sædvanligt for fuldt erhvervsdygtige personer med lignende uddannelse og alder. Forsikringsselskabet afviste at udbetale invalideydelse, fordi man mente at fleksjobindtægten måtte sidestilles med sædvanlig lønindtægt. Landsretten fandt imidlertid, at det afgørende for vilkåret i policen var, hvad skadelidte var i stand til at tjene ved egen indsats og så derfor bort fra løntilskuddet og gjorde gældende, at han havde lidt et erhvervsevnetab på 70%, idet kommunens løntilskud ikke skulle medregnes ved fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten efter EAL. Højesteret fastslog, at en kommunes løntilskud til fleksjob ikke skal medregnes ved fastsættelsen af skadelidtes erhvervsevnetab efter EAL, og at dette gælder, uanset om der derved sker en overkompensation af skadelidte. Heller ikke den del af flekslønnen, som skadelidtes arbejdsgiver afholder, skal medregnes ved fastsættelsen, eftersom denne del af lønnen er afhængig af det offentliges løntilskud. Der skal i stedet foretages en vurdering af, dels om skadelidte vil eller bør kunne arbejde på normale vilkår efter ulykken, og dels hvad skadelidte ville eller burde kunne tjene, såfremt muligheden for fleksjob ikke forelå. På baggrund af bl.a. skadelidtes uddangav skadelidte medhold i kravet på invalideydelse. Konklusion Som det fremgår, når de to første domme frem til forskellige resultater selvom EAL 5 og ASL 32 er næsten identiske. Det er imidlertid uhensigtsmæssigt, at det kommunale løntilskud til fleksjob skal medregnes, når fastsættelsen af erhvervsevnetabet sker efter ASL, men ikke skal medregnes, når erhvervsevnetabet fastsættes efter EAL, da det medfører en risiko for adskillige differenceerstatningskrav. Østre Landsrets dom er dog indanket for Højesteret, og indtil Højesteret har truffet afgørelse i sagen, bør sådanne differencekrav ikke umiddelbart accepteres af forsikringsselskaberne. Den sidste dom forekommer derimod rimelig på baggrund af policevilkårets ordlyd. AIDA'S XI VERDENSKONGRES Verdensorganisationen for forsikringsret, AIDA, afholdt i oktober 2002 sin XI Verdenskongres. Kongressen blev afholdt i New York. Kongressen tiltrak mere end 500 deltagere fra omkring 50 af AIDA's medlemslande. Danmark var repræsenteret med ca. 25 deltagere. Kongressens to faglige hovedtemaer var (I) Integration of Financial Services og (II) Alternative Compensation Mechanisms. Til det sidste emne havde de nordiske AIDA afdelinger afleveret en fælles nordisk rapport, hvis hovedforfatter var professor dr. jur. Bo von Eyben, Københavns Universitet. Rapporten udgjorde et vægtigt indlæg på i alt 372 sider, og var dermed den mest omfattende rapport af samtlige indleverede. Kongressens rapporter kan hentes via verdensorganisationens hjemmeside på www.aida.org.uk Under kongressen blev der afholdt møder i AIDA's arbejdsgrupper. Møderne var åbne for alle deltagere. Advokat Mikael Rosenmejer, Plesner Svane Grønborg, der er formand for Det Danske Selskab for Forsikringsret, blev i 1998 på verdenskongressen i Marrakesh valgt til AIDA's præsident for en 4-årig periode. Mikael Rosenmejers funktionsperiode udløb på kongressen i New York og som hans efterfølger blev valgt højesteretspræsident professor Dr. Carlos Ignacio Jaramillo, Colombia. Mikael Rosenmejer blev valgt til AIDA's ærespræsident og fik tildelt AIDA medaljen. Den næste store AIDA kongres blev afholdt fra den 28. april til den 3. maj 2003 i Rio. Der var et meget omfattende fagligt program med indlæg fra en lang række fremtrædende forsikringsjurister. AIDA'S næste verdenskongres, der afholdes om 4 år, er henlagt til Buenos Aires, Argentina. AIDA har i mange år haft afdelinger i alle nordiske lande. Sidste år blev der oprettet en ny afdeling på Island. Bestyrelserne fra de nordiske afdelinger mødes årligt og næste nordiske bestyrelsesmøde afholdes i Reykjavik. Under mødet vil Jacob Thyssen Valerius fra Forsikring & Pension holde foredrag for de nordiske deltagere om revisionen af den danske forsikringsaftalelov. Mødet ledes af Mikael Rosenmejer og Torben Bondrop, begge fra Plesner Svane Grønborg, i deres egenskab af henholdsvis formand og sekretær for Det Danske Selskab for Forsikringsret. Billedet: AIDA s afgående præsident, advokat Mikael Rosenmejer, Plesner Svane Grønborg, (th) sammen med den tiltrædende præsident, Columbias højesteretspræsident professor Dr. Carlos Ignacio Jaramillo. Aktuel Forsikrings- og erstatningsret udgives af: Advokatfirmaet Plesner Svane Grønborg Esplanaden 34 1263 København K Telefon 33 12 11 33 Fax 33 12 00 14 psg@psglaw.dk www.psglaw.dk Redaktion: Torben Bondrop (ansvarshavende), Mikael Delin Redaktionen er afsluttet april 2003 Yellow Pencil Tryk: Jypa 6