ARKTIS: Samarbejde eller militarisering?

ARKTIS: Samarbejde eller militarisering? Udarbejdet af kaptajnløjtnant Palle K. Lauritsen Forsvarsakademiets stabskursus 2011-2012 Vejleder: Lars Bangert Struwe, Ph.D Forsker Center for Militære Studier Københavns Universitet Antal ord: 20.523

Abstract This essay is an analysis of the situation in the Arctic region between the five arctic coastal states Canada, Denmark, Norway, Russia and The United States of America. The aim of the analysis is to answer the question: Are the five arctic coastal states cooperating or is a militarization of the Arctic taking place? The question arises from the general picture of cooperation in the Arctic, which is often spoken of in debates, essays and books about the situation in the Arctic, and the fact that some researchers contradictory to this, claims that a militarization is taking place in the Arctic. By using Hans Mouritzen s theories about international politics, which mainly builds on the theories of realism; this question will be answered by investigating some of the military build-up amongst the five arctic coastal states and by looking into the five states official Arctic policies/strategies. The findings are that some militarization is taking place in regards to capabilities, which are dedicated to enforcement of sovereignty and constabulary tasks, and that the motives for future cooperation between the five arctic coastal states are prominent. 1

Resumé Arktis er i de senere år blevet en større del af den politiske dagsorden i Kongeriget Danmark og i de øvrige lande omkring Arktis. Samtlige arktiske kyststater har udgivet strategier, der omhandler hver deres politikker omkring det arktiske område. Offentliggørelserne af strategierne samt markante begivenheder i Arktis, har været medvirkende til et øget fokus og en øget debat omkring Arktis både internationalt og indenrigspolitisk i de enkelte stater. Forøgelsen af interessen for Arktis afspejles i den større mediebevågenhed, der er omkring Arktis. Arktis fylder mere i mediebilledet. Der skrives bøger og videnskabelige afhandlinger om Arktis, og der holdes foredrag og seminarer omkring Arktis. Alt dette handler om muligheder for skibsfarten med nye ruter for sejlads, øget mulighed for udvinding af råstoffer til lands og til vands i det arktiske område, om nationernes rettigheder og forpligtelser og herunder blandt andet om hævdelse af suverænitet og myndighedsudøvelse i Arktis. Generelt tegner der sig et billede af fred og samarbejde i Arktis. Enkelte forskere sætter dog spørgsmålstegn ved om der reelt er et samarbejde i Arktis, eller om der i virkeligheden er en militarisering i gang i området, der potentielt kan udvikle sig til regulær konflikt mellem de arktiske kyststater, der endnu har uafklarede problemstillinger at løse, blandt andet i forhold til fordelingen af territorier og rettigheder imellem sig. Dette speciale er skrevet ud fra den undren, der er opstået i forbindelse med disse divergerende og modsætningsfyldte billeder af Arktis, og søger derfor at give et kvalificeret bud på følgende spørgsmål: Samarbejder de arktiske kyststater, eller finder der en militarisering sted i Arktis? Spørgsmålet er dels søgt besvaret ved at foretage en militærfaglig analyse, af de sømilitære kapabiliteter, som en navngiven canadisk forsker ligger til grund for sin påstand om en militarisering af Arktis. Her undersøges om de oplistede kapaciteter reelt kan anvendes i Arktis, og hvad de i så fald kan anvende til. Dels er spørgsmålet søgt besvaret ved at undersøge, hvilke sammenhænge imellem staterne i det arktiske område og sammenhænge i staternes uden- og indenrigspolitik, der kan motivere til hhv. samarbejde og/eller militarisering. Til denne undersøgelse er Hans Mouritzens teorier om international politik anvendt. Denne teoritilgang læner sig op ad neorealismen, men graver sig ned på flere underliggende niveauer af international politik end systemniveauet, for at bidrage med yderligere forklaringskraft, hvor systemniveauet ikke slår til. Teorien anvendes til at undersøge de magtforhold, der eksisterer i Arktis og i forlængelse heraf til at undersøge, hvad magten har af betydning for de enkelte staters motiver. Efterfølgende kigger jeg på de enkelte staters strategier/politikker. Det gøres for at finde ud af om det, de gør, stemmer overens med det, de siger, de vil gøre. Herved ses på, om der her kan spores motiver til hhv. samarbejde og/eller militarisering. Undersøgelserne begrænses til de fem arktiske kyststater, som er Canada, Danmark, Norge, Rusland og De Forenede Amerikanske Stater (USA). 2

Konklusionen af undersøgelserne finder, at der allerede eksisterer et udpræget samarbejde i Arktis imellem de fem Arktiske kyststater, og at potentialet for et fremtidigt samarbejde er stort. Den finder også, at der foregår noget, som kan karakteriseres som en militarisering. Dette er opbygningen af kapaciteter blandt de fem arktiske kyststater, der primært kan anvendes til hævdelse af suverænitet og øvrige myndighedsopgaver i et område, der konstant bliver større og mere trafikeret efterhånden som afsmeltningen af isen i Arktis tager til. 3

Indholdsfortegnelse ABSTRACT... 1 RESUMÉ... 2 INDHOLDSFORTEGNELSE... 4 1. INDLEDNING.... 5 1.1. MOTIVATION OG RELEVANS.... 5 1.2. OPGAVEFORSTÅELSE.... 6 1.3. METODE OG TEORI.... 7 1.3.1 Metode.... 7 1.3.2. Teori.... 8 1.4. BEGRÆNSNINGER.... 11 1.5. FORMALIA... 11 2. MILITÆRFAGLIG ANALYSE....12 2.1. CANADA.... 15 2.1.1. ARCTIC OFFSHORE PATROL VESSELS:... 15 2.1.2. CCGS JOHN G. DIEFENBAKER, LARGE ICEBREAKER.... 16 2.1.3. Diskussion Canada.... 16 2.2. DANMARK.... 17 2.2.1. THETIS-klassen.... 17 2.2.2. KNUD RASMUSSEN klassen.... 18 2.2.3. Diskussion Danmark.... 19 2.3. NORGE.... 21 2.3.1. SVALBARD klassen (ARCTIC class)... 21 2.3.2. HARSTAD (ULSTEIN UT 212).... 22 2.3.3 Diskussion Norge.... 22 2.4. RUSLAND.... 24 2.5. USA.... 25 2.6. DELKONKLUSION.... 25 3. ANALYSE....26 3.1. DET 1. NIVEAU.... 26 3.2. DET 2. NIVEAU.... 30 3.3. DET 3. NIVEAU.... 33 3.3.1. Canada.... 33 3.3.2. Delkonklusion Canada.... 36 3.3.3. Danmark.... 37 3.3.4. Delkonklusion Danmark.... 39 3.3.5. Norge... 40 3.3.6. Delkonklusion Norge.... 42 3.3.5. Rusland... 43 3.3.7. Delkonklusion Rusland.... 46 3.3.8. USA... 48 3.3.8. Delkonklusion USA.... 50 4. KONKLUSION....51 5. PERSPEKTIVERING....54 6. BIBLIOGRAFI....55 4

1. Indledning. Formålet med kapitlet er at gøre rede for, hvad dette speciale omhandler. Herunder vil kapitlet gøre rede for, hvilken teori og metode der anvendes i specialet, samt beskrive forudsætninger og begrænsninger. Endelig vil kapitlet give et struktureret overblik over specialets opbygning. 1.1. Motivation og relevans. Arktis er blevet en større del af den politiske dagsorden i Kongeriget Danmark 1 og i de øvrige lande omkring Arktis i de senere år. Samtlige arktiske kyststater har udgivet strategier, der omhandler hver deres politikker omkring det arktiske område. Offentliggørelserne af strategierne samt markante begivenheder, som da russerne plantede et flag på havbunden ved Nordpolen i 2007 og den Dansk Canadiske strid om Hans Ø, har været medvirkende til et øget fokus og en øget debat omkring Arktis både internationalt og indenrigspolitisk i de enkelte stater. Interessen for Arktis er også tiltaget fra stater udenfor det arktiske område. Flere europæiske lande og specielt Kina har vist tiltagende interesse for mulighederne i Arktis. Forøgelsen af interessen for Arktis afspejles endvidere i den større mediebevågenhed, der er omkring Arktis. Arktis fylder mere i mediebilledet end tidligere. Der skrives bøger og videnskabelige afhandlinger om Arktis, og der holdes foredrag og seminarer omkring Arktis. Alt dette handler om muligheder for skibsfarten med nye ruter for sejlads, øget mulighed for udvinding af råstoffer til lands og til vands i det arktiske område, om nationernes rettigheder og forpligtelser og herunder blandt andet om udøvelse af myndighed med dertilhørende kapaciteter. Det generelle billede jeg har fået, der i løbet af specialeprocessen har tegnet sig for mig, ved deltagelsen i en række foredrag, samt ved læsning af bøger og andet materiale om Arktis, er at staterne omkring Arktis; Canada, Danmark, Norge, USA og Rusland, der samlet benævnes: De Fem Arktiske Kyststater eller Arctic Five, alle taler om samarbejde ikke om konflikt. Samtidig er alle kyststaterne ifølge Ilulissat Deklarationen (THE ILULISSAT DECLARATION, 2008) enige om, at fordelingen af territorier i Arktis og dermed ressourcerne, skal ske i samarbejde og med udgangspunkt i bestemmelserne i FN s havretskonvention. Der tegner sig derfor et generelt billede af en fredelig sameksistens. Et enkelt skrift, peger dog i retning af noget andet. The Newly Emerging Arctic Security Environment, er skrevet af canadieren Rob Huebert, Ph.D., for en canadisk tænketank, der hedder Canadian Defence & Foreign Affairs Institute. Heri fremfører RH efter en længere analyse af dele af de fem arktiske kyststaters militære kapaciteter, herunder kystvagtskapaciteter, at der på trods af de 5 staters udtrykte intentioner om samarbejde i regionen finder en militarisering sted (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010, s. 22). 1 Kongeriget Danmark dækker over Danmark, Grønland og Færøerne. 5

Det paradoks, at der generelt eksisterer et billede af samarbejde mellem de arktiske kyststater, samtidig med at nogen taler om en militarisering af området, leder frem til en række spørgsmål: Har Rob Huebert ret i sin påstand om, at en militarisering er i gang i det arktiske område? Hvad kan forårsage en eventuel militær opbygning? Finder der reelt et samarbejde sted i Arktis? Hvad er det, der kunne motivere et samarbejde blandt de arktiske stater frem for militarisering? Det er både relevant og interessant at undersøge dette af flere årsager. Relevansen ligger i, at det i et sikkerhedspolitisk perspektiv er vigtigt at afklare, hvilke motiver der gør sig gældende i de enkelte staters ageren. En analyse af dette, vil kunne være et udgangspunkt at føre sikkerhedspolitik fra. Dette dette har selvfølgelig relevans for Danmark som en Arktisk kyststat, og dermed for det danske forsvar, der udøver den sikkerhedspolitik i Arktis, som den danske regering fastsætter. Samtidig kan en analyse af ovenstående være med til at give danske soldater en bedre forståelse for det politiske miljø, de arbejder i, når de opererer i Arktis. 1.2. Opgaveforståelse. I dette speciale vil det blive belyst hvilke forhold, der kan forårsage, at et generelt billede tegnes af, at der foregår et samarbejde i Arktis mellem de fem kyststater, samtidig med at der sker en militær opbygning i de Arktiske kyststater. For at belyse dette, vil det blive undersøgt, hvilken militær opbygning, det er, der henvises til. Er det en opbygning til militær kamp i det arktiske område, er det en opbygning af militære kapaciteter til udøvelse af myndighedsopgaver, eller er det til både det ene og det andet, og finder der i det hele taget en militær opbygning sted? Uagtet om jeg i min analyse af de militære kapaciteter finder frem til, at der foregår en militarisering i Arktis eller ej, vil jeg herefter finde ud af, om der foregår et samarbejde eller om det i virkeligheden er noget andet, der foregår, som blot ligner et samarbejde. Derfor er jeg nødt til at finde ud af, hvad det er, der eventuelt kan motivere staterne til at samarbejde. Endelig vil det blive undersøgt, om der skulle være forhold ved de arktiske kyststater, der kan forklare, at man vælger med den ene hånd at give udtryk for samarbejde, mens man med den anden hånd opbygger militære kapaciteter. Dette leder mig frem til følgende problemformulering for specialet: Samarbejder de Arktiske kyststater, eller finder der en militarisering sted i Arktis? Problemformuleringen søges afprøvet med følgende hypoteser: 6

De arktiske kyststaters samarbejde er det værktøj, som staterne benytter, for at hver enkelt stat kan forbedre deres egen adgang til ressourcer med det formål at øge deres relative magt i det internationale system. Den militære opbygning i Arktis sker fordi, staterne forsøger at balancere hinanden i det internationale system. Den militære opbygning i Arktis er en opbygning af myndighedsudøvende kapabiliteter og ikke en opbygning af arktiske militære kampkapabiliter. 1.3. Metode og Teori. Dette afsnit vil først afdække metoden for udfoldningen af specialet. Herefter vil det afdække, hvilken teori, der anvendes og hvorfor. Afsnittet vil også beskrive de begrænsninger, som jeg dels arbejder under og dels er nødt til at sætte i mit arbejde med specialet. 1.3.1 Metode. Formålet med gennemgang af metode er at anskueliggøre, hvordan analyserammen ser ud samt at give en forståelse af, hvorledes og hvorfor specialet er struktureret, som det er. Specialets analyse er basseret på den kvalitative metode, da specialet skal danne forståelse for en del af spillet i Arktis, og derfor ikke er en målbar undersøgelse. Analysen i specialet er todelt. Den første analyse baserer sig på faktuelle data og empiri om de 5 arktiske kyststaters maritime militære kapaciteter med udgangspunkt i bilaget i Rob Hueberts rapport, der er placeret bagest i hans rapport (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010). Denne del har karakter af en redegørende analyse af de fem arktiske kyststaters arktiske sømilitære kapaciteter. Analysen skal afdække, hvorvidt de oplistede kapaciteter er kampkapaciteter eller om de er tiltænkt andre sømilitære roller. Dette forsøges anskueliggjort ved at se på de enkelte kapaciteters kapabiliteter, dels i det arktiske miljø og dels som kampenheder. Afsnittet ender op i en delkonklusion, der med baggrund i analysen argumenterer for, om en den eventuelle sømilitære opbygning i Arktis er et udtryk for en militarisering eller ej. Den anden del af specialets analyse vil se på, hvad der får stater til at samarbejde, hvordan det internationale system ser ud i det arktiske system af stater, og hvordan udenrigspolitik påvirkes af indenrigspolitik, og dermed kan påvirke det der foregår i Arktis. Hensigten med de to overordnede analyseafsnit er at finde ud af, om der er sammenhæng mellem den vilje, der udtrykkes og de evner, der udvikles gennem kapabilitet. Jeg vil derfor, som første del af denne analyse, forsøge at anskueliggøre, hvordan det internationale system ser ud i det arktiske område, og hvordan staterne her påvirker hinanden. Dette kalder jeg: Det 1. niveau 7

I næste del af dette afsnit vil jeg se på områdeniveauet, der ud fra lokale og regionale styrkeforhold og evne til at projektere magt over afstande, kan påvirke staterne i Arktis. Her vil jeg også kigge på, hvilken motivationer i det arktiske system, der kan forårsage en ordensskabelse som modvægt til det anarki, som området kunne være præget af. Dette kalder jeg: Det 2. niveau. For at give yderligere forklaring til det arktiske spil, vil jeg bore mig yderligere ned i staternes udenrigspolitik. En del af deres udenrigspolitik vil være forklaret ved ovenstående analyser, men den del af udenrigspolitikken, som er en direkte konsekvens af en stats indenrigspolitiske forhold er ikke anskueliggjort af ovenstående, som udelukkende kigger på systemniveauet. Dette kalder jeg: Det 3. niveau. Ved analysen på de to øverste niveauer, vil jeg se på systemet som helhed. Da alle staterne er en del af systemet og derfor påvirker hinanden, giver det ikke mening at adskille analysen på hvert land på disse niveauer. Det gør det derimod på det 3. niveau. For overskuelighedens skyld vil jeg analysere på staterne enkeltvis, når jeg dykker ned i det indenrigspolitiske niveau, og herefter gå videre til den næste stat. Der vil blive givet delkonklusioner på staterne hver for sig på det 3. niveau niveau. Dette vil være med til at holde overblikket og projektere det konkluderede frem mod den endelig konklusion. Den primære empiri, jeg vil anvende i det første analyseafsnit baserer sig på de data, der dels kan findes i JANES databaser og dels fra andre kilder på Internettet. I det andet analyseafsnit, vil min primære empiri være basseret på hver af de fem arktiske kyststaters strategier for det arktiske område, samt understøttende data, bøger og artikler. 1.3.2. Teori. Jeg vil i dette speciale benytte mig af flere teorier til at forklare det arktiske spil. Grunden til at flere teorier inddrages er, at de hver for sig ikke vil kunne forklare de analyseniveauer, jeg vil bevæge mig på under belysningen af dette speciales problem. Det 1. niveau, der er systemniveauet, skal se på det system af stater, som har kystlinje Arktis. Dette niveau skal give forklaring til staternes indbyrdes forhold, samt se på staternes relative styrke og mulige motiver og muligheder for at ændre de relative styrkeforhold. Herved vil staternes eventuelle motiver for oprustning fremkomme. Teorien, som skal anvendes til at belyse systemniveauet, er realismen. Da Kenneth Waltz defensive neorealisme opererer med tre analyseniveauer, hvor det systemiske er et af dem, læner teorien sig op ad den metode og struktur, som anvendes i dette speciale. Ifølge Waltz er grundopfattelsen af det internationale system, at det er anarkisk (Waltz, 1979, s. 97), og dermed et system, hvor staterne selv er ansvarlige for deres sikkerhed og overlevelse. Systemet bliver derved et såkaldt selvhjælpssystem. Usikkerhed bliver jf. Waltz en af konsekvenserne af selvhjælpssystemet (Waltz, 1979, s. 105), da der ikke eksisterer en overstatslig myndighed, der kan 8

begrænse anvendelsen af vold i systemet, og denne usikkerhed bliver styrende for staternes relationer i forholdet til hinanden. Staten er systemets primære aktør, og udgør dermed enhederne i systemet. Disse enheder beskrives som havende store ligheder, hvor den største lighed mellem staterne er de udfordringer, de har, og de opgaver, de skal løse (Waltz, 1979, s. 96). Staternes forskellighed består i evnen til at løse samme sæt af opgaver, med forskellige kapabiliteter til rådighed. Staterne differentieres dermed på baggrund af fordelingen af kapabiliteter mellem staterne. Desto flere kapabiliteter, en stat er i besiddelse af, desto stærkere og mere magtfuld er den. Den relative magt i forhold til de andre stater i systemet er det, der for den ene reducerer usikkerheden og for den anden øger den. Statens magt afgøres ud fra befolkningsstørrelse, territoriestørrelse, de ressourcer, som staten har til rådighed, dens økonomiske potentiale, militær styrke og politisk stabilitet og kompetence (Waltz, 1979, s. 131). Det arktiske område kan ses som et system af stater, der står overfor samme udfordringer og opgaver, og alle har mulighed for at øge adgangen til ressourcer og dermed et økonomisk vækstpotentiale. Disse forhold kan forskyde magten i systemet. I det anarkistiske system er sikkerhed den øverste målsætning (Waltz, 1979, s. 126). Sikkerheden bliver dermed forudsætningen for, at staterne kan forfølge andre mål, der eksempelvis kunne være økonomisk vækst basseret på udvinding af naturligt forekommende ressourcer. Et middel til af opnå større sikkerhed kunne være militær oprustning. Fordi fordelingen af ressourcer er så vigtig i forhold til det relative magtforhold, vil staterne i systemet være tilbøjelige til at undlade at udnytte alle muligheder, for at forøge deres eget udbytte af ressourcerne, hvis dette forudsætter et samarbejde med andre stater, hvis relative udbytte ved samarbejdet vil være større. Altså hellere undvære økonomisk vækst, hvis det relativt set gør andre rigere, og dermed giver de andre mere magt. Her mister teorien sin evne til at forklare samarbejdet i Arktis, hvilket bringer mig frem til det næste niveau. Det 2. niveau bevæger sig ned i systemet. Her skal forklaringerne findes ud fra de omgivelser, som staterne befinder sig i. Den anvendte teori kaldes Kritisk Rationalisme (Mouritzen, 1999, s. 123) og jeg anvender en tilgang, som Hans Mouritzen (HM) har beskrevet i sin bog At Forklare International Politik. Teorien læner sig op ad neorealismen og arbejder således også med et systemniveau. Men teorien går dybere end dette i sin tilgang til international politik. Ligesom Waltz (Waltz, 1979) arbejder den også med flere niveauer. Her er det omgivelsesniveauet, som er interessant til at forklare en del af det, der kan være medvirkende til at forklare en stats ageren i systemet. På omgivelsesniveauet (Mouritzen, 1999, s. 8) søges noget af den enkelte stats adfærd forklaret, ved at kigge på den enkelte stats omgivelser. HM forklarer, at ved at tage et ståsted i den enkelte stat og kigge ud på omgivelserne, kan det anskueliggøres, om de nærmeste omgivelser har større betydning for den enkelte stats førte politik end de fjernere omgivelser, som vil være sværere at se billedligt talt. En vigtig betragtning i dette system er, at aktørerne ses som stationære altså at de ikke har mulighed for at vælge andre omgivelser, men er låst fast i de omgivelser, staten nu engang befinder sig i. Staten er dermed nødt til at leve med eller påvirke de dagsordener, der gør sig gældende i 9

omgivelserne. Et andet vigtigt element i dette niveau er, at staterne i og med de er stationære også lever under det, som HM kalder fremtidens skygge (Mouritzen, 1999, s. 39), hvilket betyder, at deres ageren i forhold til hinanden har en fremtidig konsekvens og dermed er medvirkende til, at de så at sige opfører sig ordentligt i forhold til hinanden. Figur 1 A og D er magtpoler B er en svag magt, der er symmetrisk placeret mellem magtpolerne. C er en svag magt, der er asymmetrisk placeret mellem magtpolerne. Evnen til at udøve magt aftager med afstand. (Mouritzen, 1999, s. 41) Her vil jeg også belyse, hvad det er for mekanismer, som tilsyneladende skaber orden i anarkiet. Her vil jeg Hedley Bulls teori om fundamentale ordenskabende institutioner i det internationale system, som kaldes Den Engelske Skole, blive inddraget. Ifølge Hedley Bull bestemmes orden i det internationale system af, hvorvidt stormagterne er enige om magtbalancen, folkeretten, diplomatiets spilleregler, reglerne for krig, og er enige om, hvordan suverænitet skal forstås og fortolkes. Den overordnede præmis er, at man gerne vil bevare orden i det internationale system, hvor orden her skal forstås som undgåelse af krig mellem stormagterne (Den Engelske Skole, 2010). Det, der udtrykkes som et samarbejde i Arktis, kan netop være motiveret af et forsøg på at skabe orden i det anarkiske system for at undgå en konflikt i Arktis. Den Engelske Skole er valgt ud fra betragtningen om, at teoriens hovedfokus er på det internationale system og nationernes stræben efter at opnå orden i dette. Arktis kan i denne sammenhæng ses som et internationalt system, hvor aktørerne eller staterne i systemet forsøger at opretholde orden frem for at handle ud fra irrationelle egoistiske betragtninger. Ilulissaterklæringen er det konkrete symbol på forsøget på at opretholde orden i et endnu ikke reguleret system. Realismen i sig selv ville have vanskelig ved at forklare, hvorfor Ilulissaterklæringen blev en realitet, frem for at stormagterne blot ville handle ud fra egoistiske synspunkter og magtmaksimere, for at forøge deres territorier, og dermed i dette tilfælde at forøge deres territorium og suverænitet over ressourcer. På Det 3. niveau vil jeg fortsætte analysen med HM s tilgang til den kritiske realisme. På det indenrigspolitiske niveau (Mouritzen, 1999, s. 8) søges statens udenrigspolitik forklaret på basis af indenrigspolitik i den pågældende stat. Niveauet skal altså undersøge, om der er forhold ved statens udenrigspolitik, der er betinget af indenrigspolitiske forhold. HM kalder det også samspillet mellem omgivelser og indre forhold. HM baserer tilgangen på en socialpsykologisk teori om, at fælles ydre farer mod en gruppe fremmer gruppens indre sammenhold (Mouritzen, 1999, s. 57). Det 10

som jeg ønsker at belyse med teorien er, om indre forhold i de arktiske kyststater, kan påvirke den førte arktiske udenrigspolitik. Dette kunne eksempelvis være tilfældet, hvis en stat ikke ønsker international indblanding i indre forhold, og derfor søger at skabe et indtryk af vilje til internationalt samarbejde ved andre forhold, der er mere vigtige i ordensskabelsen/vedligeholdelsen for det internationale system, end den pågældende stats indre forhold. Derved kan staten undgå eller minimere den internationale indblanding. Det kan også være indenrigspolitiske forhold som tilknytningsforhold, sammenhængskraft i staten eller økonomiske forhold, der kan have indflydelse på udenrigspolitikken. 1.4. Begrænsninger. Jeg vil i dette speciale udelukkende beskæftige mig med de 5 arktiske kyststater. Dette er valgt ud fra de begrænsninger, der er lagt for specialets længde, hvor jeg har vurderet, at det ville blive for omfattende eller for overfladisk, at inddrage alle interessenter i Arktis, der udover kyststaterne eksempelvis kunne være de øvrige tre arktiske stater(island, Finland og Sverige), Kina og EU. Specialets analyse vil afgrænse sig til kun at undersøge de tre øverste niveauer af HM s teoretiske tilgang, nemlig til det niveau, som arbejde med indenrigspolitikkens påvirkning af udenrigspolitikken, og som jeg i dette speciale kalder det 3. niveau. HM s teori arbejder med et fjerde niveau; beslutningstagerniveauet, som yderligere behandler indenrigspolitiske forhold, som ikke er forklaret på det 3. niveau. Da forklaringerne på hvert niveau, vil blive mere og mere omfattende, har jeg besluttet i dette speciale ikke at grave dybere end det 3. niveau. Der er udelukkende anvendt åbne kilder i specialet, hvilket kan betyde, at der er forhold, som ikke kan belyses. Der kan således være relevant information omkring de militære kapaciteter, som ikke er offentligt tilgængeligt, hvilket sætter en begrænsning. I forhold til strategierne eksisterer der også begrænsninger, da disse udelukkende er udtryk for staternes officielle politikker/strategier. Sproglige forhold kan gøre det vanskeligt at komme i dybden med analysen af en strategi, da det kan være vanskeligt at finde rapporter, artikler mm., der forholder sig kritisk til det officielt udmeldte. Dette gælder særligt i forhold til Russisk, da jeg ikke er russiskkyndig. 1.5. Formalia. I forhold til formalia er Vejledning i Udarbejdelse af Speciale fulgt, som er udgivet på Stabskursus, Forsvarsakademiet 5. september 2011. For at gøre specialet læsevenligt, har valgt jeg at anvende skrifttypen Times New Roman størrelse 12, samt en linjeafstand på 1,15. Derudover er redigeringsprogrammet Words indeholdte kildehenvisningsfunktion anvendt. 11

2. Militærfaglig analyse. Rob Hubert (RH) konkluderer i sin rapport, at de arktiske staters militære evner vokser betydeligt, selvom der tales om samarbejde. Samtidig er det hans påstand, at de arktiske stater opruster, selvom de selv insisterer på, at de militære kapaciteter, de opbygger, kun er til politiopgaver så som håndhævdelse af miljø, fiskeriinspektion, eftersøgning og redning mm. Han påstår, at de arktiske stater er ved at opbygge regulære kampkapaciteter i Arktis (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010, s. 22). RH er kommet til denne konklusion ved en gennemgang af de 5 arktiske kyststaters militære kapaciteter, herunder de planlagte. Han har oplistet de maritime kapaciteter, som han baserer en del af sin analyse på, i et bilag til rapporten, som er gengivet herunder i Fig. 1. På baggrund af nedenstående bilag, vil jeg i det efterfølgende fortage en redegørende analyse af de oplistede maritime kapaciteters kapabiliteter herunder deres evne til sømilitær kamp i et arktisk scenarie. Da Arktis hovedsagelig er et maritimt scenarie, og en militær kampagne i området derfor ikke vil give mening uden maritime kampkapaciteter, vil jeg i det efterfølgende udelukkende analysere, hvorvidt de maritime kapaciteter, der er oplistet, er kampkapable. Såfremt vurderingen er, at en opbygning af maritime kampkapaciteter finder sted, kan det efterfølgende være relevant at se på, hvilke andre kapaciteter; luft- og landstyrker, der eventuelt også oprustes på. Dette finder jeg dog ikke relevant at foretage, hvis vurderingen er det modsatte. I min analyse af om de maritime kapaciteter er arktisk kampkapable, vil jeg allerførst se på, om kapaciteterne, er i stand til at operere i farvande med is. Hvis de ikke er i stand til dette på forsvarlig vis, vil det efter min vurdering, ikke være relevant at analysere yderligere på enheden, da en eventuel kampkapabilitet kun meget vanskeligt og med stor risici for skib og materiel, vil kunne komme i anvendelse i Arktis uden at være isforstærket. I min analyse af dette, vil jeg kategorisere skibet som anvendeligt til arktiske operationer, hvis det i det tilgængelige kildemateriale angives, at den pågældende enhed er i stand til at operere i is og/eller i områder, hvor sammenstød med isskosser kan forekomme. Såfremt enheden har en evne til at operere i farvande med is, vil jeg derpå se på enhedens evne til at kæmpe i de tre dimensioner; Anti Surface Warfare (ASuW), Anti Air Warfare (AAW) og Anti Submarine Warfare (ASW), for at finde ud af om skibet er tiltænkt en kampopgave udover almindelige myndighedsopgaver til søs. For at enheden kan kategoriseres som værende kampkapabel, skal den som minimum kunne udføre ASuW operationer og have en vis grad af egenbeskyttelse. For så vidt angår de ubåde, der er oplistet i Figur 2 hhv. under Ruslands og USA s kapaciteter, vil jeg ikke analysere nærmere på af flere årsager: 1. Ubåde er pr. definition en maritim kampenhed. 2. Ubåde med nuklear fremdrivning vil i de fleste tilfælde være i stand til at operere under is, pga. deres lange udholdenhed og uafhængighed af atmosfærisk luft, hvilket dermed gør dem til en arktisk kampkapacitet. Dette i modsætning til dieselelektriske ubåde, der har behov for at snorkle jævnligt for at kunne lade sine batterier op. De er dermed afhængige af atmosfærisk luft, og derfor ikke i stand til at operere under større forekomster af is. 3. De store nukleare ubåde, som er nævnt under både russiske og amerikanske kapaciteter i Figur 2, skal nok snarere ses som kapaciteter, der er nødvendige for en stor-/supermagt med behov for 12

mobile second strike kapaciter, og kapaciteter til at modgå modstanderens second strike kapacitet, snarere end at det er kapaciteter, der er udbygget til en decideret arktisk kamplads. Arktis har været operationsområde for både ballistiske missilubåde, og de ubåde, der er bygget til at jage og ødelægge dem, nemlig hunter/killer - ubåde, under det meste af den kolde krig, dels pga. at en ubåd er særdeles vanskelig at finde under isen, med mindre man leder med en ubåd, og dels fordi, Arktis geografisk set er et perfekt sted at affyre ballistiske atommissiler fra, som er tilegnet mål i enten det nordamerikanske kontinent eller Rusland. Det er derfor ikke rimeligt at påstå, at disse kapaciteter er en del af en arktisk militær oprustning, om end de selvfølgelige vil være anvendelige kapaciteter i en militær konflikt i Arktis. Analysen af kapaciteterne baserer sig udelukkende på tilgængelige oplysninger fra åbne kilder, hvilket naturligvis kan gøre, at relevante oplysninger ikke har været tilgængelige pga. klassifikation. 13

Figur 2 14

2.1. Canada. 2.1.1. ARCTIC OFFSHORE PATROL VESSELS. Disse enheder, som Canada vil bygge 6-8 styk af til Royal Canadian Navy (RCN) kaldes også for Arctic Offshore Patrol Ships (AOPS). Det skal bemærkes at de bygges til flåden (Arctic/Offshore Patrol Ship (PMO AOPS), 2012), Janes 1 og (Arctic Patrol Ship Project, 2012))og ikke til Canadian Coast Guard (CCG), hvilket kan indikere, at skibene bygges til en forstærket sømilitær kapacitet og ikke udelukkende til traditionelle coast guard opgaver. AOPS ernes opgaver er armeret overvågning af de tre oceaner, som Canada har kyst til, forsyne den canadiske regering med situationsopdateringer fra disse regioner og samarbejde med andre dele af det canadiske forsvar og andre myndigheder med at udføre suverænitetshævdelse (ibid). Evne til at sejle i is: Skibene designes med et isforstærket skrog, der kan bryde første års is og kan holde til sammenstød med ældre is, som kan befinde sig inde i første årsisen (ibid). Bevæbning: Kilderne angiver at skibene skal udrustes med en kanon uden dog at angive, hvilken type eller eksakt størrelse. Herudover skal skibene udrustes med en RCHMG (Remote Control Heavy Mashine Gun) 50-cal 2 Browning. (Arctic Offshore Patrol Ship, 2009). Yderligere skal skibene udrustes med helikopterlandingsplatform og hangar, hvorfra helikoptere op til CH-148 Cyklone kan opereres, tankes og vedligeholdes (ibid). Denne helikoptertype kan blandt andet anvendes til Anti Submarine Warfare (ASW), da den er udstyret med sensorer til eftersøgning og lokalisering af ubåde og kan udrustes med 2 stk. MK- 46 ASW torpedoer. Herudover kan den udrustes med et dørmonteret maskingevær (Arctic Patrol Ship Project, 2012). Endelig skal skibene være i stand til uafhængigt at kunne indsætte og operere SOF teams, Canadian Rangers eller andre enheder og deres udstyr under vanskelige klimatiske forhold (Navy procurement, Canada, 2011). C3 3 og sensorer: Skibene skal udrustes med C3 og sensorer til at kunne udføre sikker navigation, operere helikopter og til at kunne sende og modtage real-time information til og fra Canadian Forces Common Operating Picture (Ibid). Det fremgår ikke om skibene skal udstyres med ildledelsesradar til kanonen. Operationshastighed og -rækkevidde: Skibene skal kunne operere med en økonomisk fart på 14kn med en rækkevidde på 6000 sm. Maksimum operationshastighed er angivet til 20 kn og skibene skal have en udholdenhed til at kunne operere i 4 mdr. ad gangen (ibid). 2 12,7 mm projektil 3 C3: Command, Control and Communications 15

2.1.2. CCGS JOHN G. DIEFENBAKER, LARGE ICEBREAKER. Da skibet ikke er endeligt projekteret endnu, er det meget sparsomme oplysninger, der er at finde om det. Men følgende information fremgår af kilderne: Isbryderren forventes klar til tjeneste for CCG i 2017. Det bliver den Canadas største isbryder nogensinde med en længde på 120-140 meter og med en besætning på 100 mand. Det vil være i stand til at huse og operere 2 helikopterer og vil have en stor lastekapacitet. (CCGS John G. Diefenbaker, 2011) (CCG John G. Diefenbaker, 2012). Det fremgår ikke af kilderne, hvorvidt skibet skal bevæbnes eller hvilke sensorer, det eventuelt skal udrustes med. 2.1.3. Diskussion Canada. Da de 6-8 AOPS ere bygges til den canadiske flåde, er dette i sig selv en udvidelse af flådens kapaciteter. Samtidig er det en udvidelse af flådens kapabilitet til at operere i isfyldt farvand. Dette har hidtil været CCG s opgave. Skibene er primært bygget til at kunne operere uafhængigt i Canadas økonomske zone (EEZ) i de tre oceaner, som Canadas kyster ligger ud til herunder det arktiske Ocean og Canadas isfyldte stræder eksempelvis i Nordvestpassagen. Den primære opgave er at hævde Canadas suverænitet, hvilket også afspejles af skibenes udrustning. Skibene vil sagtens kunne deltage i visse sømilitære operationer og indgå i øvelser som et krigsskib på samme måde, som den danske THETIS-klasse kan, men ligesom THETIS-klassen, som jeg mener, de umiddelbart kan sammenlignes med ud fra ovenstående, kan de ikke kategoriseres som egentlige krigsskibe primært pga. deres begrænsede bevæbning, C3 og sensorer. De vil dog med en helikopter om bord med den rigtige konfiguration kunne udføre ASW operationer i begrænset omfang. JOHN. G. DIEFENBAKER vil heller ikke kunne kategoriseres som et krigsskib ud fra de tilgængelige oplysninger, der godt nok er særdeles begrænsede. Men som det fremgår, bygges den til CCG og ikke til RCN, hvilket i sig selv uanset eventuel bevæbning, efter min mening er udtryk for, at det ikke er til en militær oprustning, men snarere en udvidelse eller en erstatning for nuværende isbryderkapacitet. Jeg mener at ovenstående viser, at skibstyperne primært bygges til politimæssige opgaver samt suverænitetshævdelse og ikke har kapacitet til offensive sømilitære opgaver. 16

2.2. Danmark. RH har i sin oplistning af danske enheder nævnt 5 klasser, hvoraf han angiver, at kun 2 er i stand til at operere i isfyldt farvand (Fig. 1). Jeg er enig i hans antagelser for så vidt angår de 3 skibsklassers manglende evne til at operere i isfyldt farvand ud fra nedenstående betragtninger. Flyvefisken klassen har glasfiberskrog, og er således ikke i stand til at operere i is. Desuden er klassen, efter at RH s rapport udkom, blevet udfaset af den danske flåde, bortset fra en enkelt enhed, der skal fungere som dykkertræningsskib. Både Absalon klassen og Iver Huitfeldt klassen udmærker sig ved at have betydelig kampkapabilitet indenfor alle tre dimensioner. De er dog ikke anvendelige til operationer i den slags is, der kan forekomme i Arktis, da de ikke er isforstærkede. Derudover er begge klasser udstyret med en skrogmonteret sonar, der er placeret i en såkaldt sonardome forrest på skroget under vandlinjen. Denne installation vil være ekstremt sårbar overfor sejlads i is og overfor sammenstød med isskosser. 2.2.1. THETIS-klassen. De 4 THETIS-klasse fregatter med et deplacement på ca. 3500 ton, der hejste kommando i den danske flåde i 1991 til 1992,er alle bygget primært til løsning af myndighedsopgaver i Nordatlanten herunder suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og søredning. Klassen afløste de 4 tidligere inspektionsskibe af HVIDBJØRNEN klassen på ca. 1750 t (HVIDBJØRNEN, 2006), der i starten af 90 erne alle var over 40 år gamle. Skibenes besætning angives til 60 med mulighed for yderligere indlogering af 30 personer (Inspektionsskibe af THETIS-klassen, 2012) (Thetis class, 2011). Evne til at sejle i is: THETIS-klassens skrog er dobbeltskrog til 2 meter over vandlinjen. Skroget er isforstærket til at kunne gennemtrænge op til 1 meter tyk is (ibid). Bevæbning: 1 stk. OTO Melara 76 mm kanon, der kan skyde op til 120 skud pr. minut med en rækkevidde mod overflademål på 16 km. 2 stk. 12,7 mm tung maskingeværer. Dybdebomber Sea Gnat Decoy System, 12 rørs affyringssystem for chaff og flares til vildledning af indkomne missiler og fly. Skibene kan medtage, operere, vedligeholde, tanke og garagere en helkopter af typen LYNX. Bevæbningen på LYNX-helikopteren i det danske forsvar er et tungt maskingevær på 12,7 mm., monteret i sidedøren. Helikopteren anvendes primært til opbygning af det maritime operationsbillede, fiskeriinspektion, suverænitetshævdelse og til søredning. (ibid). C3 og sensorer: Skibene er udrustet med en overfladevarslingsrader og en kombineret overflade og luftvarslingsradar, der også anvendes ved helikopterkontrol ved helikopterflyvning fra skibene. Herudover er skibene udrustet med en navigationsradar samt en våbenkontrolradar til sø- og luftmålsengagement. 17

Skibet er også udstyret med ESM4 system til varsling, detektering og identifikation af radarudsendelser fra missiler, fly, skibe eller land. Air/surface search: Plessey AWS 6 [Ref 4]; G-band. Surface search: Furuno 2135; E/F-band. Navigation: Furuno 2115; I-band. Fire control: CelsiusTech 9LV Mk 3 [Ref 5]; I/J-band. ESM: Racal Sabre; intercept. Skibene er også udstyret med et Terma combat data system. Det fremgår ikke af kilderne, hvilke kommunikationssystemer, der er om bord udover et satellitkommunikationssystem. (ibid). Operationshastighed og -rækkevidde: Skibene har en makshastighed på 20 knob og en operationsradius på 8500 sm. Det fremgår af kilderne, at operationsradius ved 15,5 kn er helt optil ca. 9700 sm. operationsradius(ibid). 2.2.2. KNUD RASMUSSEN klassen. De 2 inspektionsfartøjer af KNUD RASMUSSEN klassen med et deplacement på ca. 1750 ton, der hejste kommando i den danske flåde i 2008 og 2009, afløser 2 af de i alt 3 inspektionskuttere af AGDLEK- klassen på 330 t der hejste kommando fra 1974. Den sidste af klassen TULUGAQ, der hejste kommando i 1979 er stadig i tjeneste (AGDLEK-klassen, 2009). Klassen er bygget primært til løsning af myndighedsopgaver i Nordatlanten herunder suverænitetshævdelse, fiskeriinspektion og søredning. Skibenes faste besætning angives til 18 med mulighed for yderligere logi til 25 personer (KNUD RASMUSSEN-klassen, 2012) (Knud Rasmussen class, 2011). Evne til at sejle i is: KNUD RASMUSSEN klassen skrog er isforstærket til sejlads i is op til 0,7 m tykkelse. (ibid). Bevæbning: 1 stk. OTO Melara 76 mm kanon, der kan skyde op til 120 skud pr. minut med en rækkevidde mod overflademål på 16 km. Kanonen fremgår ikke af kildernes datablade, men er monteret på adskillige billeder, der blandt andet er tilgængelige på SOK hjemmeside. Der er ingen Fire Control radar monteret (se sensorer herunder). 2 stk. 12,7 mm tungt maskingeværer Skibene har helikopterlandingsplatform og kan operere og tanke en helikopter af typen LYNX. Der er ingen hangar til garagering af helikopteren. Bevæbningen på LYNX-helkopteren i det danske forsvar er et sidedørsmonteret tungt maskingevær på 12,7 mm. Helikopteren anvendes primært til opbygning af det maritime operationsbillede, fiskeriinspektion, suverænitetshævdelse og til søredning.(ibid). 4 ESM: Electronic Support Measures 18

C3 og sensorer: Skibene har en overfladevarslingsrader og en kombineret overflade og luftvarslingsradar, der også anvendes ved helikopterkontrol ved helikopterflyvning fra skibene. Herudover er skibene udrustet med en navigationsradar. Surface/air search: Terma Scanter 4100; I-band. Navigation: Furuno; E/F/I-bands. Skibene er også udstyret med et Terma C-Flex system. Det fremgår ikke af kilderne, hvilke kommunikationssystemer, der er om bord. (ibid). Operationshastighed og -rækkevidde: Skibene har en makshastighed på 17 knob og en operationsradius på 3000 sm. Det fremgår ikke af kilderne, om operationsradius er ved 17 kn.(ibid). 2.2.3. Diskussion Danmark. RH antyder i sin rapport, at Danmark har brugt store ressourcer på at opbygge den danske flåde til en arktisk kampkapabel flåde (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010, s. 9). Han kan have ret i, at der over en ca. 20 årig periode er brugt ressourcer på at udbygge de arktiske kapaciteter i den danske flåde, idet erstatningsanskaffelserne i flåden i form af de 4 THETIS klasse og de 2 KNUD RASMUSSEN klasse enheder, der afløste hhv. HVIDBRJØRNEN klassen og AGDLEK klassen, kan ses som en udvidelse af den danske flådes arktiske kapaciteter. Dog mener jeg ikke, der i forhold til disse enheder er tale om en udvidelse i hverken antal eller arktiske kampkapabilitet. Selvom antallet af enheder er det samme som hidtil, er tonnagen godt nok forøget væsentligt. I forhold til skibenes kampkapabilitet er skibene udrustet med mere moderne og effektivt artilleri end de tidligere enheder, men ligesom ved de canadiske AOPS ere gør en enkelt kanon ikke skibet til en egentlig kampenhed. Skibene vurderes kapable til at støtte andre kampenheder i flådeoperationer i forhold til ASW i begrænset omfang og opbygning af det maritime situationsbillede, såfremt en maritim helikopter med den hertil hørende konfiguration tilknyttes. Enhederne kan på baggrund af deres manglende offensive våbensystemer ikke kategoriseres som ASuW enheder og pga. manglende luftforsvarsmissilsystemer heller ikke kategoriseres som AAW enheder. Endelig er skibene kun begrænset kapable i selvforsvar i forhold til regulære kampenheder. RH s argumentation for udvidelse af den arktiske kampkapacitet i den danske flåde, drejer sig også om THETIS klassens mulighed for at blive udrustet med HARPOON anti- skibsmissiler og SEA SPARROW luftforsvarsmissiler (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010, s. 10). Det er korrekt at skibene i klassen er en del af FLEX-konceptet, der tager udgangspunkt i de såkaldte FLEX-containere (Standard Flex Concept, 2012). Containerne kan eksempelvis have våbensystemet HARPOON, en OTO MELARA 76 mm kanon eller SEA SPARROW systemet monteret m. fl. Skibene med FLEX-kapacitet kan principielt modtage alle de systemer, som containerne måtte udgøre, men dertil skal der tilknyttes ildledelsesanlæg og skibene skal være testet til systemet ligesom besætningen skal være uddannet og trænet i anvendelsen af systemet. Det har ikke været muligt at finde nogle kilder, der angiver, at THETIS klassen har været udrustet og/eller testet til hverken HARPOON eller SEA SPARROW missilsystemerne. Der er 19

heller ikke de nødvendige ildledelsesanlæg om bord, hvilket kan antyde at besætningerne heller ikke er uddannet i at anvende systemerne, da det er vanskeligt uden systemerne om bord. Det samme gælder for skibene af KNUD RASMUSSEN klassen. Danmark er i gang med processen med anskaffelsen af en ny skibsbasseret helikopter til afløsning af den aldrende LYNX helikopter, men det er endnu ikke fastlagt, hvilken type helikopter, det skal være, ligesom det heller ikke er fastlagt, hvilke sensorer, våbensystemer og roller en sådan helikopter skal have (Skibsbaseret helikopter, 2012). Det er dog hensigten, at den blandt andet skal anvendes i Nordatlanten og dermed det arktiske område blandt andet på THETIS klassen. RH argumenterer også for at de fleksible støtteskibe af ABSALON klassen, fregatterne af IVER HUITFELDT klassen og standard flex skibene af FLYVEFISKEN klassen, som han kalder for guidede missil patruljefartøjer er en del af udbygningen af den danske flåde til en arktisk kampkapacitet (Huebert, The newly Emerging Arctic Security Environment, 2010, s. 11). Til det kan anføres, at alle de nævnte enheder er kapable kampenheder, ud fra den definition, som jeg har angivet først i afsnittet, hvorfor han i den henseende har ret. Men da ingen af enhederne er isforstærkede, kan de næppe tælle med som en arktisk kampkapacitet, da der ikke er udsigt til, at isen i Arktis forsvinder indenfor det, som normalt betegnes som et krigsskibs levetid på mellem 20-40 år. Derudover er samtlige enheder af FLYVEFISKEN klassen udfaset af flåden, hvilket godt nok er sket efter at RH skrev sin rapport (Kommandoen strøget i flexerne, 2012). Samlet set ser jeg udbygningen af arktiske kapaciteter i den danske flåde som et udtryk for et ønske om en fleksibel anvendelse af enhederne til forskelligartede sømilitære opgaver. Herudover ses udbygningen som et udtryk for, at det område, som de danske enheder skal operere i, hvor der er langt imellem mulige logistiske støttepunkter, udvider sig som følge af isens tilbagetrækning, hvorfor der er behov for større enheder med længere udholdenhed og større rækkevidde. 20

2.3. Norge. Ligesom ved de danske enheder har RH ved oplistningen af norske enheder medtaget skibsklasser i sin liste, hvor det er tvivlsomt, om de er i stand til a sejle i isfyldt farvand. Det drejer sig om fregatterne af FRIJDTJOF NANSEN klassen (Fridtjof Nansen-klassen, 2011), og kystkorvetterne af SKJOLD klassen (Skjold class patrol boat, 2011). Derfor vil jeg ikke analysere deres kampkapabilitet yderligere herunder, men blot henholde mig til at de jf. kildernes angivelse af våbensystemer, sensorer med mere, må anses som værende kampenheder. 2.3.1. SVALBARD klassen (ARCTIC class). Skibet, der er det eneste af sin klasse, er bygget til den norske kystvagt som supplement til de 3 øvrige skibe i den norske kystvagt (NoCG) af NORDKAP klassen. Det er det største skib, målt på tonnage, i Norges væbnede styrker, og det er primært bygget til at operere i de arktiske farvande nord for Norge, i Barentshavet og omkring Svalbard. Klassens design er inspireret designet af de planlagte canadiske AOPS ere (se tidligere). Skibene er blandt andet udrustet til brandbekæmpelse og forureningsbekæmpelse. (NoCGV Svalbard, 2012) (Arctic class, 2011). Evne til at sejle i is: Skibet er den eneste isbryderkapable enhed i den norske kystvagt. Det fremgår ikke af kilderne, hvor meget is skibet er i stand til at bryde. (ibid). Bevæbning: Skibet er udrustet med en Bofors 57 mm kanon.(ibid). Herudover har skibet mulighed for at medtage en helikopter af typen LYNX eller NH 90 og kan garagere og vedligeholde helkopteren i skibets hangar. Den norske LYNX helikopter opereres af det norske flyvevåben for kystvagten og udfører myndighedsopgaver som fiskeriinspektion, miljøovervågning og søredning. Helikopteren er ikke bevæbnet. (Westland Lynx Mk 86, 2012). NH 90 leveres fra november 2011 i to forskellige versioner til henholdsvis at operere for den norske flåde og for den norske kystvagt. Det fremgår ikke af kilderne, om NH 90 er bevæbnet. (The Chief of Defence's Defence Rewiev, 2011, s. 23). C3 og sensorer: Det fremgår ikke af kilderne, om skibet er udstyret med et combat data system og heller ikke hvilke kommunikationsmidler skibet har. Det angives at skibet er udstyret med en luft og overfladevarslingsradar samt en kombineret overfladevarslingsradar og navigationsradar. Air/Surface search: EADS TRS-3D; G-band. Surface search/navigation: Kongsberg Bridgeline 10; I-band. (Arctic class, 2011) Operationshastighed og -rækkevidde: Skibets makshastighed er angivet til 17 kn og operationsradius til 10.000 sm ved 13 kn. 21

Skibets besætning er 50 personer og selvom udholdenheden ikke er angivet, indikerer skibets størrelse, set i forhold til besætningens størrelse og den angivne operationsradius, at skibet har en lang udholdenhed.(ibid) (NoCGV Svalbard, 2012). 2.3.2. HARSTAD (ULSTEIN UT 212). Skibet er bygget til en bred vifte af kystvagtopgaver og myndighedsopgaver indenfor den norske EEZ5. Disse omfatter offshore standby og redningsaktioner, brandbekæmpelse, bjærgning, forureningsforebyggelse, generel lovhåndhævelse og fiskerikontrol. Skibet er desuden i stand til at indgå i NATO Submarine Rescue System. Skibet er ejet af Remøy Shipping og charteret af den norske kystvagt (Ulstein UT 512, 2011) (NoCGV Harstad, 2012). Evne til at sejle i is: Det fremgår ikke af kilderne, hvorvidt skibet er i stand til at operere i is, men ser man billederne i kilderne, kan man se, at skibet har bulp-stævn. Dette forhold reducerer et skibs evne til sejlads i is. 2.3.3 Diskussion Norge. Både FRIDTJOF NANSEN klassen og SKJOLD klassen må kategoriseres som kampenheder, og da der på grund af Golfstrømmen er isfrit langs den norske atlanterhavskyst langt ind i det arktiske område, kan man argumentere for, at skibene kan ses som en norsk arktisk kampkapabilitet. Skibene afløser tidligere norske kampenheder nemlig de fire korvetter af OSLO klassen og de 14 FPB6 er af HAUK klassen (HAUK class, 2009). Der er dermed tale om en forøgelse af både antal og kampkraft, hvad angår FRIJDTOF NANSEN klassens 6 større enheder (Fridtjof Nansen class, 2011), og en reduktion i antal, hvad angår SKJOLD klassen (Skjold class, 2011), men forøgelse af størrelse og dermed sandsynligvis også kampkraft pr. enhed. Samtidig angives det i ChoD Defence Review, at SKJOLD klassen er beregnet til kystnære operationer (The Chief of Defence's Defence Rewiev, 2011, s. 19). Det bliver derfor et fortolkningsspørgsmål, hvorvidt disse enheder kan medregnes som en forøgelse af den norske flådes arktiske kampkapabilitet, men da det ikke i kilderne angives, at skibene er i stand til at operere i isfyldt farvand, må anvendelsen i den del af det arktiske område, hvor der er is, anses som begrænsede. Anskaffelsen af de 6 AAW fregatter skal også ses i lyset af et ønske fra Norge til at deltage i internationale operationer (The Chief of Defence's Defence Rewiev, 2011, s. 10,12), hvilket flåden før har været begrænset i pga. den materielmæssige arv fra den kolde krig, hvor flåden primært var en kystflåde. RH har i tabellen i fig. 1 angivet, at Norge vil anskaffe 4 HARSTED klasse. Ifølge de kilder, jeg har angivet heri, samt ChoD Defence Review (The Chief of Defence's Defence Rewiev, 2011, s. 20) skal den norske kystvagt kun have et skib af denne type. Til gengæld skal der inden 2024 anskaffes 3 yderligere enheder af en anden type nemlig BARENTSHAV klassen (Barentshav (VS 794) class, 2011), der er en smule større end HARSTED klassen, og som er bygget til at udføre samme type opgaver. Denne type er udrustet med en 40 mm kanon, der er lidt mindre end HARSTED klassens 5 EEZ: Exclusive Economic Zone 6 FPB: Fast Patrol Boat 22