RETTEN I RANDERS Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 7. april 2015 i sag nr. BS 4-703/2014: A mod X Kommune Jobcentret og Ankestyrelsen (tidl. Beskæftigelsesankenævnet) Amaliegade 25 1022 København K Sagens baggrund og parternes påstande Sagen vedrører, om sagsøgeren har været berettiget til en forlængelse af sin sygedagpengeperiode, og om X Kommune, Jobcenter X har pligt til at efterbetale et beløb i sygedagpenge til sagsøgeren, eller om Jobcentret i øvrigt ved sin sagsbehandling i forbindelse med sagsøgerens sygemelding har pådraget sig et erstatningsansvar over for sagsøgeren. Sagsøgeren, A har påstået, at sagsøgte 2, Ankestyrelsen, skal anerkende, at sagsøgeren havde ret til sygedagpenge for perioden 26. oktober 2011 og frem til sagsanlægget, subsidiært for en kortere periode. Sagsøgeren, A har principalt over for sagsøgte 1, X Kommune, Jobcenter X påstået, at sagsøgte skal efterbetale sygedagpenge for perioden 26. oktober 2011 og indtil sagsanlægget, opgjort til 541.335 kr., med tillæg af procesrente fra de enkelte ydelsers forfaldstidspunkter. Subsidiært er påstået, at sagsøgte 1 skal betale erstatning til sagsøgeren med et tilsvarende beløb. Sagsøgte 1, X Kommune, Jobcenter X har påstået frifindelse. Sagsøgte 2, Ankestyrelsen, har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning. Oplysningerne i sagen Sagsøgeren blev sygemeldt den 15. april 2010, og den generelle varighedsbe-
Side 2/12 grænsning for udbetaling af sygedagpenge indtrådte den 31. maj 2011 og blev forlænget pga. en verserende arbejdsskadesag. Speciallæge i psykiatri B anførte i erklæring af 10. maj 2011 bl.a., at det var for tidligt at udtale sig om sagsøgerens arbejdsmæssige prognose, og at det blev anset for sandsynligt, at han kunne afklares omkring selektiv placering/ordinært arbejdsmarked inden for 9 måneder fra udlæg af hans sygedagpenge, men at afklaringen burde vente i hvert fald 3 måneder, til han var trappet op i medicin og havde vænnet sig til den gruppeterapi, som han stod for at skulle påbegynde. Den 13. juli 2011 anmodede Jobcenter X Regionspsykiatrien X om en statusattest til sagsøgerens sygedagpengesag. Af anmodningen fremgår bl.a., at der spørges om, hvorvidt der er en "sikker forventning om, at den behandling (sagsøgeren) er i vil bringe ham i stand til at genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked", ligesom der blev anmodet om en vurdering af, hvornår raskmelding kunne finde sted. I statusattesten af 7. september 2011 fra overlæge D Regionspsykiatrien X blev bl.a. anført, at sagsøgeren siden medio maj 2011 havde deltaget i analytisk gruppeterapi og fik medicin, og at sagsøgerens funktionsnedsættelse ikke skønnedes at være varig, at sagsøgerens tilstand næppe var stationær, og at yderligere bedring var forventelig. Yderligere vurderedes, at sagsøgeren var i stand til at medvirke og indgå i erhvervsafklarende beskæftigelse, og at der var en forventning til, at sagsøgeren over tid ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked, og at en forandring erfaringsmæssigt kommer gradvis over halve og hele år. Den 24. oktober 2011 traf Jobcenter X afgørelse om, at udbetalingen af sygedagpenge skulle ophøre den 26. oktober 2011. Det blev lagt til grund, at han var i behandling for psykisk lidelse, idet han var overgået fra gruppeterapi til individuel terapi, men at det bl.a. ikke fandtes overvejende sandsynligt, at sagsøgeren kunne blive revalideret, at det ikke var relevant for sagsøgeren at starte i virksomhedspraktik, og at sagsøgeren efter en lægelig vurdering ikke var under eller ventede på lægebehandling, som ville kunne føre til raskmelding inden for 2 år. Afgørelsen blev den 24. august 2012 stadfæstet af Beskæftigelsesankenævnet. Efter sagsøgerens henvendelse uddybede D og E den 20. september 2012 statuserklæringen af 7. september 2012. Heraf fremgår bl.a.: "... Vi skriver, at " A over tid vil kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse på det ordinære arbejdsmarked". Afdelingen blev ikke
Side 3/12 spurgt om noget tidsperspektiv på denne genoptagen af beskæftigelse, men det var og er vores opfattelse, at dette ville kunne foregå indenfor en kortere tidshorisont og bestemt inden for 2 gange 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden...." Ankestyrelsen afviste den 25. oktober 2012 at behandle sagen, som ikke skønnedes at have principiel eller generel betydning. Der blev afgivet en yderligere præciserende udtalelse af 31. juli 2012 fra ledende overlæge E Regionspsykiatrien X Den 17. april 2013 genoptog Det Sociale Nævn sygedagpengesagen, og ved afgørelse af 27. maj 2013 stadfæstede Beskæftigelsesankenævnet på ny X Kommunes afgørelse, idet der uanset udtalelsen af 20. september 2012 fra Regionspsykiatrien X fandtes, at sagsøgeren var i sufficient behandling, men at den generelle prognose og hastigheden i helbredelse var variabel og ret usikker. Beskæftigelsesankenævnet genvurderede efterfølgende sagen og fastholdt afgørelsen, hvorfor den blev sendt til Ankestyrelsen den 30. maj 2013 der den 7. juni 2013 på ny afviste at behandle sagen. Folketingets Ombudsmand, som sagsøgeren havde klaget til, besluttede den 18. november 2013 ikke at undersøge sagsøgerens sygedagpengesag yderligere, idet det ikke på det foreliggende grundlag var udsigt til, at resultatet af myndighedernes afgørelse kunne kritiseres. Speciallæge i psykiatri, C der den 18. december 2012 havde afgivet en erklæring om sagsøgeren rekvireret af Nordea Liv & Pension, afgav den 10. marts 2014 en specifik helbredsattest vedrørende sagsøgeren, hvoraf bl.a. fremgår, at det lange sagsbehandlingsforløb må vurderes alt andet lige at bidrage eller have bidraget til forværring og kronificering af tilstanden. Lægerne F har den 19. november 2014 i statusattest anført, at sagsøgeren har en varig, kronisk tilstand med varig, betydelig indskrænkning af funktionsniveauet, og at det vurderes ikke aktuelt at tjene noget formål at forsøge at aktivere ham, og at det er tvivlsomt, om det nogensinde bliver aktuelt. Forklaringer Der er under sagen afgivet forklaringer af sagsøgeren, A afdelingsleder G, Jobcenter X og speciallæge i psykiatri, C Sagsøgeren, A har forklaret, at han blev sygemeldt pga. stress
Side 4/12 første gang i sommer 2007, hvor han var ansat som lagerekspedient gennem 19 år på samme arbejdsplads. Han havde mange opgaver. Sygemeldingen varede ca. 1/2 år, hvorefter han kom tilbage på skånevilkår. Han kunne ikke klare sin gamle funktion. En arbejdsdag i samme funktion indebar 14 dages sygemelding. Han kom herefter på lageret og havde som eneste arbejdsfunktion at lægge varer på plads. I foråret 2009 blev alle i firmaet afskediget. Han havde 1/2 års varsel. En kammerat havde en cykelforretning i Hobro. Han fik arbejde der og var der en måned, hvorefter han blev herefter sygemeldt i 1 måned. Han kunne ikke klare bl.a., når der kom kunder i butikken. Han mener, at han da var startet i behandling ved en psykolog. Han kom tilbage på arbejdet og var der i 5 måneder. Han blev herefter afskediget i 2 måneder pga. ordrenedgang. I marts 2010 kom han tilbage, og han blev herefter sygemeldt i maj 2010. Det var i hvert fald pga. stress og angst, og han kan ikke huske, om hans læge anførte andre årsager. Psykiater Bs erklæring blev lavet efter anmodning fra kommunen. Han havde da gået et år på sygedagpenge. Han havde fra om sommeren 2010 af bedt om at komme i arbejdsprøvning, men sagsbehandleren skønnede, at det ikke ville være en god idé. Han ville selv gerne afprøves og finde ud af, hvad han kunne holde til. Man bliver ikke rask af at sidde hjemme. Han havde også en familie, som han skulle forsørge. Han synes ikke, at der var hjælp fra kommunen, der kun tilbød ham et kursus, som han tog imod. Han gik der til 1. januar 2011, hvor der kom nogle besparelser på Jobcentret, som betød at hans kursus blev sparet væk. Han startede i gruppeterapi ved Regionpsykiatrien, men han havde svært ved at åbne op for de andre. Han følte heller ikke, at der var tid til den enkelte. Der var ikke konkret hjælp, det var bare de enekeltes problemer, der blev vendt. Han så ikke en læge i de 3 måneder. Efter 3 måneder vendte han derfor tilbage til sin egen psykolog, hvor han derefter gik ca. 1 år. J er utrolig behagelig, og han forsøgte at få sagsøgeren til at tænke anderledes. I bagklogskaben set ændrede det nok ikke så meget. Han fik herefter medicinsk behandling efter råd fra B Det var godt for ham at få noget ro. Han var da klar til at starte op på arbejdsprøvning. Kommunen lod ham dog bare passe sig selv i hele perioden, som han husker det. Sygedagpengene blev stoppet, og så skete der ikke mere, efter han fik et brev om, at han kunne søge om kontanthjælp. Han og ægtefællen ejede et hus, og hans ægtefælle havde lønindkomst. Derfor søgte han aldrig om kontanthjælp. Han blev ikke tilbudt aktivering før i sommeren 2014. Sagsøgeren henvendte sig til kommunen i 2012 eller 2013 omkring tidspunktet for Cs erklæring i 2012. Det var som at slå i en dyne. Hans daværende sagsbehandler gjorde intet. Han gik hjemme og foretog sig intet. I august 2014 kom han i aktivering. Det er desværre gået sådan, at han nu
Side 5/12 har søgt om en pension. Han har fået det så dårligt af at gå hjemme, at han ikke tror, at han kommer tilbage til arbejdsmarkedet. Han tror, at det ville have været anderledes, hvis han var kommet i aktivering tidligere. Han har nu søgt om pension. Han er fortsat sygemeldt. G har forklaret, at hun er afdelingsleder i Jobcentret. Hun er uddannet jurist og har været overordnet for H og har haft brevveksling med sagsøgeren, men hun har ikke mødt ham. I maj 2010 var sagsøgerens første dag på sygedagpenge. I maj 2011 havde vidnet en drøftelse med H om evt. forlængelse af dagpengeperioden. Der var en arbejdsskadesag, og forlængelse af sygedagpengeperioden skete efter dagældende 27, stk. 1. nr. 6. De gennemgik alle forlængelsesmuligheder. De drøftede Bs erklæring. Allerede i juni oplyste sagsøgeren, at arbejdsskadesagen var afvist. Derefter anmodede Jobcentret om status fra den behandlende læge. Spørgsmålene i anmodningen om statusattest af 13. juli 2011, var den helt faste fremgangsmåde, som de dengang brugte, til at spørge bredt ind til dagpengeforlængelsesmulighederne. Næstesidste afsnit var en henvisning til kriteriet i sygedagpengelovens 27, stk. 1, nr. 3, på baggrund af Ankestyrelsens praksis. Det skal være en sikker prognose og ikke en mulighed. Lægens svar var, at der på sigt ikke var en varig funktionsevnenedsættelse. Derfor fandt Jobcentret, at afklaring efter 27, stk. 1, nr. 2 ikke var relevant. Derfor var det spørgsmålet, om der var en forlængelsesmulighed efter stk. 1, nr. 3. Der blev også sagt rundt omkring, at det ville være et langvarigt forløb med sagsøgeren. Vidnet har haft meget korrespondance med sagsøgeren, der klagede over afgørelserne og sagsbehandleren. Sagsøgeren mente, at der var en fejl i statusattesten. Derfor ringede vidnet til ham. H sagde, at sagen var drøftet mange gange. Statusattesten var efter vidnets opfattelse ikke fejlbehæftet efter de oplysninger, som de havde på attestens tidspunkt. Det afgørende var tidspunktet for stop af sygedagpengene. Lægerne blev klogere henad vejen. Men det er ikke det afgørende. Sagsøgerens "sag" var delt op i et ydelsesspor og et indsatsspor ved Jobcentret. Ydelsessporet blev afsluttet med centrets opfordring til sagsøgeren om at søge kontanthjælp. Der var på et tidspunkt et møde med O, sagsøgerens daværende advokat vedrørende indsatsområdet. Sagsøgeren blev inviteret til et møde i februar, som han ville vende tilbage om. Han svarede, at han ikke ønskede at deltage. Han ville selv vende tilbage herom. Han havde ikke søgt ydelser, så derfor den del af sagen ikke aktiv, når han selv bad om at vente. Det gav heller ingen mening at lave en arbejdsprøvning/arbejdsafklaring, hvis hans tilstand ikke var stationær. Der var fra starten af løbende drøftelser med sagsøgeren, og han deltog i et stresshåndteringskursus, og der blev talt med sagsøgeren om praktik, hvor sagsøgeren sagde, at han ikke følte sig klar til det. Der kom nye oplysninger, og arbejdsprøvningen blev iværksat i 2014. Dette praktikforløbet er nu afsluttet, da sagsøgeren ikke mødte som aftalt. Forløbet var et tilbud, som ikke var forbundet med en
Side 6/12 sanktionsmulighed, da han ikke modtog ydelser. Jobcentret vil godt kunne skaffe et praktikophold for ham, men han var meget mødeustabil, derfor er det svært at udtale sig om hans arbejdsevne efter seneste forløb. Speciallæge i psykiatri, C har forklaret, at han forud for sin erklæring af 18. december 2012, af Nordea blev bedt om at lave en erklæring til belysning af sagsøgerens tilstand, baggrund og prognose. Vidnet så ham den 7. december 2012, hvor sagsøgeren havde en bisidder med. Det tog ca. 3 timer. På denne baggrund lavede han vurderingen. Sagsøgeren var noget præget af primært de arbejdsbelastninger, som han havde været igennem i oprindeligt et reservedelsfirma, til det i 2007 skiftede ejere. Han var gået ned med stress, der var udslagsgivende for hans tilstand, men han havde også en sårbar personlighed i forvejen og var familiært disponeret herfor. Angsten var udløst af belastningen, sekundært af personligheden. En sådan lidelse behandles ved at få belastningen ned ved at sygemelde den stressramte og ved psykiatrisk behandling. Derudover skal der ske af- og tilpasning af arbejde samt relevant medicinsk og psykologisk behandling. Der skal foretages en passende genoptræning igen ved at prøve arbejdslignende funktioner. Hvis det går for hurtigt, riskeres det, at det hele trækker i langdrag, og at den stressramte belastes yderligere. Og han vil så blive mere kronisk ramt, end han ellers kunne have været. Efter 2007 var sagsøgeren tilbage til samme firma og efterfølgende i et andet job, men han er aldrig kommet på samme niveau som tidligere. Det er svært at sige, om han efter sin sygemelding i 2010 kunne være kommet tilbage til samme niveau, men man måtte regne med, at det ville blive bedre. Han ville få det værre, og det ville blive et mere kronisk og langvarigt forløb, hvis han fik stress igen. Der skulle tages særligt vare på ham. Han kunne ikke have kundekontakt eller være på fuld tid. Da vidnet lavede sin erklæring, havde sagsøgerens tilstand været meget langvarig, og vidnet tror, at tilstanden var varig på det tidspunkt. Der var sket en forværring fra 2009 til 2012. Sagsøgerens funktionsniveau i hjemmet meget påvirket, og det tydede på en relativ svær tilstand. En arbejdsprøvning ville kunne afsløre, om han kunne fungere i et eller andet omfang på arbejdsmarkedet. Der ville også kunne foretages en arbejdsprøvning, selvom han var under behandling, og tilstanden ikke var akut dårlig, eller han var ekstra sårbar. Der var en uvished i hans forsørgelsesgrundlag, og det gav også en uheldig påvirkning af ham. Derfor var han ekstra belastet. Vidnet mener dog, at hans erhvervsevne allerede i december 2012 var meget lav. Det lange sagsforløb må have bidraget til en kronificering af sagsøgerens tilstand. Han havde gået i lang tid uden at have været afklaret erhvervsmæssigt. Hans evne til selv at tage initiativer var nedsat allerede, da vidnet lavede den 1. erklæring. Det var bl.a. også derfor bisidderen var med under undersøgelsen. Vidnet havde ikke set sagsøgeren før undersøgelsen i 2012. Vidnet har fået oplysninger om sagsøgeren fra tidligere erklæringer, men navnlig fra sagsø-
Side 7/12 gerens oplysninger om sin historie. Vidnets anbefaling om arbejdsprøvning var lavet, da Nordea, der havde rekvireret undersøgelsen, gerne ville have en vurdering af sagsøgerens prognose. Vidnet bliver jævnligt spurgt om arbejdsprøvningstiltag, men vidnet ser også en arbejdsprøvning som en del af behandlingsmulighederne. Vidnet tror ikke, at et kort gruppeterapiforløb ved Regionspsykiatrien vil kunne have den store betydning for sagsøgerens arbejdsmæssige situation. Et gruppeterapiforløb kan have et forskelligt indhold, og vidnet kender ikke det konkrete tilbud, som sagsøgeren deltog i. Tidsforløbet kan være meget forskelligt og vare fra få måneder til flere år. Gruppeterapi kan tælle som en social aktivitet, men kan kun være en lille del heraf. Sagsøgeren var meget social forsigtig, og vidnet tror, at en gruppeterapi ville være en stor udfordring for sagsøgeren. Sagsøgere fortalte også, at han stoppede gruppeforløbet og istedet startede ved sin egen psykolog. Det var en god idé, hvis han syntes, at han fik bedre hjælp der. Motivationen er vigtig for, hvor meget en behandling hjælper. Derfor bør en patient også testes forud for et forløb, således man som behandler ved, hvad der kan motivere den pågældende. Man bør ikke presse nogen, der har angst, ud i en arbejdsprøvning, men man bør tale med den angste om det hensigtsmæssige i at få en afklaring, der i sig selv vil kunne bidrage til at stabilisere tilstanden. Hvis der også er bekymringer om fremtiden, herunder om forsørgelsesgrundlaget, vil det kunne øge uroen hos den angste. Konkret følte sagsøgeren sig utilstrækkelig, og hans selvfølelse var ramt. Han var i forvejen en forsigtig mand, der burde motiveres, støttes og opmuntres, idet han ellers ville kunne "falde tilbage" til den situation, han var i. Vidnet kender ikke til grundlaget for udtalelsen af 20. september 2012 fra overlægerne E og D Parternes synspunkter Sagsøgeren, A har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er gjort gældende: "... der var grundlag for forlængelse af sygedagpengene pr. 26.10.2011, jf. Sygedagpengelovens 27 stk. 1 litra 3. sagsøger ud fra en lægelig vurdering på dagældende tidspunkt skønnedes at kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for et tidsrum på 2 x 52 uger. det var sagsøgte 1 s (kommunen) risiko, at man ikke afklarede den tvivl, som svarene på sagsøgtes upræcist formulerede spørgsmål efterlod, jf. herved officialmaksimen, og derfor må den manglende sagsoplysning have den konsekvens, at den indhentede supplerende erklæring fra den udstedende læge kan lægges til grund.
Side 8/12 der ligeledes kunne ske forlængelse af sygedagpengene efter Sygedagpengelovens 27 stk. 1 litra 2, idet sagsøger var klar til virksomhedspraktik eller arbejdsafprøvning, og da det måtte antages, at afklaringen kunne være sket inden for højst 39 uger efter det tidspunkt, hvor kommunen havde iværksat afklaringen. det på det foreliggende grundlag måtte anses for overvejende sandsynligt, at der kunne iværksættes en revalidering, herunder virksomhedspraktik, der kunne føre til, at den sygemeldte (sagsøger) kunne vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, jf. Sygedagpengelovens 27 stk. 1 litra 1. kommunen har handlet culpøst ved den utilstrækkelige oplysning af sagens fakta, herunder ved den uklare forespørgsel, samt ved den manglende reaktion på den uklare tilbagemelding fra Regionspsykiatrien. der ligeledes er handlet culpøst, idet kommunen under sagsøgers sygdomsforløb har forholdt sig passivt i relation til opfølgning og iværksættelse af tiltag, som kunne hjælpe sagsøger ud af sygdomsforløbet. kommunen herved har pådraget sig et erstatningsansvar, svarende til det tab, som sagsøger har lidt ved ikke at få udbetalt sygedagpenge eller andet forsørgelsesgrundlag i perioden frem til udtagelse af stævningen i nærværende sag." Sagsøgte 1, X Kommune, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er gjort gældende: "... Indledningsvist bemærkes, at sagsøgte 1 kan tilslutte sig sagsøgte 2 anbringender. Til støtte for den nedlagte påstand gør sagsøgte gældende, at at at der ikke var grundlag for forlængelse af sygedagpenge pr. 26. oktober 2011, i henhold til sygedagpengelovens 27, stk. 1, litra 3, idet der ikke var udsigt til, at sagsøger kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse indenfor 2 x 52 uger. der var indhentet sædvanlige oplysninger, og at sagen således måtte anses for tilstrækkeligt oplyst, evt. efterfølgende oplysninger i denne forbindelse ikke har betydning, idet sagen måtte afgøres ud fra den på daværende tidspunkt tilgængelige viden
Side 9/12 at det med de foreliggende oplysninger ikke var relevant, at anvende sygedagpengelovens 27, stk. 1, litra 2 eller andre bestemmelser om forlængelse af sygedagpenge, og at betingelserne for anvendelse af denne eller andre bestemmelser i øvrigt ikke var tilstede at det bestrides, at X Kommune har handlet culpøst og pådraget sig erstatningsansvar, ligesom tabsopgørelse, adækvans og causalitet bestrides. Specielt for så vidt angår det anførte i den ændrede subsidiære påstand bemærkes og gøres gældende at der ikke er ansvarsgrundlag og, at der ikke er lidt et adækvat og/eller causalt tab...." Sagsøgte 2, Ankestyrelsen, har har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvori følgende er gjort gældende: "... Der er ikke grundlag for at tilsidesætte Beskæftigelsesankenævnets (nu Ankestyrelsen) afgørelse af 27. maj 2013 (bilag 12), hvor nævnet på ny stadfæstede X Kommunes afgørelse af 24. oktober 2011 (bilag 6) om, at A ikke opfyldte betingelserne i den dagældende sygedagpengelovs 27 om forlængelse af udbetaling af sygedagpenge. Det følger af den dagældende sygedagpengelovs 24, at udbetaling af sygedagpenge ophører, når der er udbetalt sygedagpenge for mere end 52 uger i løbet af de sidste 18 kalendermåneder. Når varighedsbegrænsningen er indtrådt, skal en af betingelserne i den dagældende sygedagpengelovs 27, stk. 1, være opfyldt, for at der fortsat kan udbetales sygedagpenge. Betingelsen i den dagældende sygedagpengelovs 27, stk. 1, nr. 2, for forlængelse var ikke opfyldt, da varighedsbegrænsningen indtrådte. Der var på tidspunktet for kommunens afgørelse ikke udsigt til, at As arbejdsevne kunne klarlægges gennem afklarende foranstaltninger inden for 39 uger, da A var i et behandlingsforløb, der kunne blive langvarigt. Et arbejdsevneafklarende forløb ville i øvrigt ikke give en dækkende beskrivelse af As fremtidige arbejdsevne, da der var mulighed for, at hans helbredsmæssige forhold kunne bedres med yderligere behandling, og at en sådan bedring også ville kunne bedre den fremtidige arbejdsevne. Forlængelsesbetingelsen i den dagældende sygedagpengelovs 27, stk. 1, nr.
Side 10/12 3, var heller ikke opfyldt. Det er en forudsætning for at anvende 27, stk. 1, nr. 3, at der efter en lægelig vurdering er en sikker forventning om, at den pågældende vil blive arbejdsdygtig inden for forlængelsesperioden på 2 x 52 uger regnet fra varighedsbegrænsningens indtræden, det vil sige regnet fra den 31. maj 2011. Der forelå ikke en tilstrækkelig sikker eller konkret prognose for, at A ville kunne raskmeldes fuldt ud inden for den pågældende periode. A skulle derimod gennemgå et formentlig langvarigt behandlingsforløb, hvis udfald var usikkert. Det forhold, at der på tidspunktet for kommunens afgørelse ud fra de på afgørelsestidspunktet foreliggende oplysninger var en mulighed for, at As arbejdsduelighed kunne genskabes indenfor 2 x 52 uger, er ikke et tilstrækkeligt grundlag for en forlængelse af sygedagpengeperioden efter 27, stk. 1, nr. 3. -o0o- Med henblik på at oplyse sagen indhentede X Kommune statusattest af 7. september 2011 fra Regionspsykiatrien X (bilag 3). Kommunen spurgte direkte til Regionspsykiatriens vurdering af, hvornår raskmelding kunne finde sted (bilag 2). På denne baggrund er der ikke grundlag for at kritisere X Kommune eller Beskæftigelsesankenævnet for ikke at have søgt at få præciseret statusattesten (bilag 3). Der er således ikke grundlag for at kritisere sagsoplysningen. Hertil kommer, at Beskæftigelsesankenævnets psykiatriske lægekonsulent anførte i udtalelse af 17. maj 2013 (bilag 11), at sagen kunne anses for tilstrækkeligt oplyst. Der var derfor ikke anledning til, at nævnet oplyste sagen yderligere. Det bemærkes i øvrigt, at det følger af fast retspraksis, at det relevante tidspunkt for bedømmelse af, om betingelserne for forlængelse af As sygedagpenge er opfyldt, er forholdene på tidpunktet for kommunens afgørelse den 24. oktober 2011. Også af denne grund var det derfor ikke relevant, at Beskæftigelsesankenævnet indhentede nye oplysninger om forholdene efter kommunens afgørelse ved nævnets behandling af sagen i 2013. -o0o- Til støtte for hjemvisningspåstanden gøres det gældende, at sygedagpenge er
Side 11/12 en korttidsydelse. For det tilfælde, at retten måtte finde, at betingelserne for forlængelse i den dagældende sygedagpengelovs 27, stk. 1, nr. 2 eller nr. 3, var opfyldte, skal sagen hjemvises til fornyet behandling ved myndighederne til vurdering af, hvor længe efter den 26. oktober 2011 A var berettiget til udbetaling af sygedagpenge...." Rettens begrundelse og afgørelse Retten bemærker indledningsvis, at det ikke i fornødent omfang af sagsøgeren er godtgjort, at der kunne anses at være en klar forventning om, at der kunne iværksættes en revalidering, der kunne føre til, at sagsøgeren kunne vende tilbage til det ordinære arbejdsmarked, eller at det inden for 39 uger ville gennemføres afklarende foranstaltninger med henblik på at klarlægge sagsøgerens arbejdsevne, jf. dagældende sygedagpengelov 27, stk. 1, nr. 1 og 2. Der er herved lagt vægt på de lægelige oplysninger om sagsøgerens tilstand. Retten finder derimod, at det på baggrund af overlægerne D og Es præcisering den 20. september 2012 af statuserklæringen af 7. september 2011 med den fornødne sikkerhed er godtgjort, at der den 7. september 2011 efter en lægelig vurdering var en sikker forventning om, at sagsøgeren ville kunne genoptage erhvervsmæssig beskæftigelse inden for 2 gange 52 uger fra varighedsbegrænsningens indtræden. Der er herved henset til ordlyden af erklæringen fra lægerne, og retten finder ikke med den skete bevisførelse belæg for, at lægernes efterfølgende erklæring skulle være udtryk for en efterrationalisering. Den omstændighed, at der ved anmodningen om en statusattest ikke blev spurgt til sandsynligheden for en raskmelding inden for tidshorisonten i dagældende sygedagpengelovs 27, stk. 1, nr. 3, skal ikke lægges sagsøgeren til last. På denne baggrund finder retten, at sagen skal hjemvises til den relevante myndighed til fornyet behandling af, for hvilken periode sagsøgeren har været berettiget til at få forlænget sin sygedagpengeperiode regnet fra den 26. oktober 2011. Som følge heraf og med bemærkning om, at den principale del af sagsøgerens påstand mod X Kommune, Jobcenter X under alle omstændigheder har været overflødig, frifindes X Kommune, Jobcenter X herfor. Den uklare formulering i Jobcentrets anmodning af 13. juli 2011 om en statusattest er ikke i sig selv tilstrækkeligt til over for sagsøgeren at ifalde et erstatningsansvar. Endvidere har parterne haft divergerende opfattelser af sagsøgerens evne til at deltage i erhvervsafklarende forløb. Herefter og idet sagsøgeren ikke i øvrigt har løftet bevisbyrden i relation til såvel ansvarsgrundlag, årsagssammenhæng som tab, er det ikke er godtgjort, at Jobcenter X ved sin sagsbehandling har pådraget sig et erstatningsansvar over for sagsøgeren. Derfor frifindes X Kommune, Jobcenter X også for
Side 12/12 den subsidiære påstand. Efter sagens udfald anses sagsøgeren herefter som vindende part i forhold til Ankestyrelsen, men som tabende part i relation til X Kommune, Jobcenter X Efter sagens karakter og omfang finder retten herefter, at sagsøgte, Ankestyrelsen, til sagsøgeren skal betale sagens omkostninger med 25.000 kr., mens sagsøgeren til X Kommune, Jobcenter X skal betale 25.000 kr. Beløbene er inkl. moms og er til dækning af parternes udgifter til advokatbistand. Thi kendes for ret: Sagen hjemvises til fornyet behandling. Sagsøgte, X Kommune, Jobcenter X frifindes. Kommu- A skal inden samme frist i sagsomkostninger til ne, Jobcenter X betale 25.000 kr. Sagsomkostningsbeløbene forrentes efter rentelovens 8 a. X Sagsøgte, Ankestyrelsen, skal inden 14 dage i sagsomkostninger til sagsøgeren, A betale 25.000 kr. Lene Holm Trøst kst. dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Randers, den 13. april 2015. Anne-Mette Kvist Simonsen, kontorfuldmægtig