1 Kirke for Børn og UNGE Søndag 18. januar kl. 17.00 21 Du følger Herre, al min færd 420 Syng lovsang hele jorden 787 du som har tændt millioner af stjerner Da jeg kom i 6. klasse fik vi en ny dansklærer, som vi forgudede. Hun var sådan én, som vi piger ville være, når vi blev voksne og alle drengene var forelskede i hende. Vi gjorde os forfærdeligt umage i hendes timer, fordi vi gerne ville, at hun skulle se netop os. Men hun så os aldrig, eller dvs. hun så altid alle. Og så var der ligesom ikke så meget ved det, når det var noget, som overgik os alle sammen, når alle blev ramt af hendes varme, lyse blik. Da vi skulle skrive vores sidste stil inden sommerferie - den skulle handle om et sted, vi holdt meget af - stille hun sig op bag katederet ogs å hun pludselig meget alvorlig ud. Først holdt hun en lang pause, mens hun så rundt på hver eneste af os.
2 Så sagde hun: Den af jer, der gør sig mest umage, får en præmie. Det kan nok være, vi fik travlt. Det var ikke så meget det, at vi ville få en præmie. Det var mere det med, at hun så ville se på os, og kun på os, og ikke på alle de andre, det var mere det, at hvis vi fik præmien ville vi ligesom synes, vi var mere værd, mere betydningsfulde. Og både når man går i 6. klasse og når man er voksen har man brug for at føles sig betydningsfuld og blive set. Og jeg var jo barn i gamle dage, hvor man ikke lagde så meget mærke til børn, det var bedst, hvis de bare var søde og gjorde alt det, de voksne sagde. Og mange af os følte os ret overset af de voksne. Og vore forældre havde altid travlt med alt muligt. Jeg skrev nok den bedst stil i mit liv om et egetræ i skoven, hvor jeg altid gik hen, når jeg var glad eller meget ked af det. Jeg fandt ord som sødmefuld og vederkvægende for at blære mig med mit store ordforråd, jeg skrev kladder og satte kommaer og
3 viskede ud i én uendelighed, før jeg til sidst skrev det hele ind i mit kladdehæfte med en fyldepen. Læreren lovede os, at hun nok skulle rette stilene hurtigt. Allerede den næste dag var hun færdig. Da jeg åbnede mit hæftede havde jeg fået højeste karakter, det var skrevet med grønt. Jeg smilede og lod som ingenting, og var så heldig at få et blik kastet til min sidemand, der var min skarpeste konkurrent på området. Han havde fået en karakter under mig. Det var nærmest ligesom juleaften, hvor man, mens gaverne bare ligger under træet, gennem papiret har mærket at man får det, man allerhelst vil have. Læreren gik ud og kom ind igen med en stor kasse. Her kommer præmien, sagde hun og smilte på den måde som kun hun kunne smile. Og så tog hun en hel bakke flødeboller - en hel pakke flødeboller! - op af kassen og gik hen til Einar med den. Einar! I 5. klasse kunne han ikke engang læse rigtigt. Han kunne da umulig have skrevet en god stil, han stavede som en brækket arm, det vidste vi alle
4 sammen. Einar blev rød i hovedet, men det var tydeligt, at han også blev meget glad. Einar, sagde læreren, du har skrevet en fantastisk stil og så lagde hun bakken med flødeboller på bordet foran ham. Et øjeblik var det som om hele min verden sank i grus. Hvor var det urimeligt, uretfærdigt. Det var garanteret mig, der havde fået den højeste karakter. Og så fik Einar flødeboller og ros og alting. Men jeg fik ikke tid til at skumle ret længe, for nu gik læreren hen til Annelise. Hun fik også en bakke flødeboller. Og inden længe lå der en bakke flødeboller foran hver eneste af os. Jeg har aldrig set så gode stile, som dem, I har skrevet, sagde hun, da hun igen stod foran katederet. Og selv om jeg er lærer 30 år endnu kommer jeg nok heller aldrig til det. Måske har I skrevet de bedste stile i verdenshistorien. - Værsgo og spis - hvis der er for mange, kan I jo bare tage nogen med hjem.
5 Men det syntes vi nu ikke, der var. Sådan en overflod var vi ikke forvænt med. - - Mange år seneste gik det op for mig, at vores lærer nok havde fået idéen med at give en overflod af flødeboller til alle, og starte med Einar, fra Vorherre. Hun underviste nemlig også i religion. For Jesus fortalte engang en historie om nogle der søgte arbejde og om, at dem, der var så uheldige kun at få lidt arbejde, fik ligeså meget i løn som dem, der hele dagen havde været sikre på at have en dagløn i hus. De sidste blev smaddersure, fortalte Jesus. Men så fortalte han videre, at Gud er ikke optaget af, om nogen er særlig dygtige eller særlig pæne eller særlig kloge eller særlig rige eller særlig berømte eller særlige på den måde, som vi alle sammen kan lide at være særlige på. Hvis ret skal være ret, er Gud helt ligeglad med om, vi er særlige, han lægger ikke engang mærke til det. Han er bare glad for os og vil os det godt. Og hver morgen lader han solen stå op,
6 så den kan skinne på os alle sammen, han gør at vi kan trække vejret og at vores blod ruller i årene, døgnet rundt prøver han at få glæden ind i vore hjerte og modet og styrken. Og han er i det stykke fuldstændig ligeglad med, om vi er konger af Kina eller har været så uheldige, at vi bruger vore dage på at sidde i en park og drikke øl. Ja hvis det endelig skal være, så er han tværtimod mest opmærksom på os, når vi føler os små og forkerte og dumme og betydningsløse og mislykkede. Sådan er Gud. Og man kan godt sige, at min lærer i 6. klasse at efterligne Gud lidt. Og jeg syntes, det lykkedes helt godt for hende.