Det frivillige offer Afsnit af professor Ole Hallesbys bog: DEN SKJULTE SKAT Tale holdt i Danmark januar 1936. Afskrevet på nutidsdansk af Verner Kristensen. Det, jeg her skal behandle, er et så prosaisk emne som pengene, pengene til Guds arbejde, og hvorledes vi skel samle dem ind. At denne sag er vanskelig, ved enhver, som har lidt erfaring i kristeligt arbejde. I de fleste virksomheder er økonomien den største vanskelighed. Det ved formænd og sekretærer sikkert noget om. Derfor er det påkrævet, at vi tager sagen offentligt frem og drøfter den, så godt vi kan. Og den angår os alle uanset organisation eller kirkesamfund. Vanskeligheden ved at samle de midler ind, som tiltrænges til Guds riges arbejde, er ikke af ny dato. For ca. 2400 år siden klagede profeten Malakias over, at folket ikke bragte hele tienden, som loven påbød. (Malakias 3, 3-11). Ca. 500 år senere havde apostlen Paulus adskillige vanskeligheder med at indsamle den gave til den fattige menighed i Jerusalem, som han havde påtaget sig at hjælpe, da han begyndte missionen blandt hedningerne. (Gal. 2, 9-10). I sit første brev til menigheden i Korinth foreskriver han meget indgående, hvordan de skal ordne sig med indsamlingen af kollekterne (1. Kor. 16, 1 flg.). Men af hans andet brev til den samme menighed ser vi, at det ikke gik så glat. Han må nu skrive hele to kapitler om kollekten (2. kor. 8 og 9). Og vi skal lægge mærke til, at apostlen tager dette pengespørgsmål meget alvorligt og giver det en indgående behandling. Vi befinder os derfor på den bibelske linje, når vi nu tager vor pengeindsamling op til overvejelse og drøftelse. Vi tør vist uden overdrivelse sige, at vanskelighederne med pengeindsamlingen er større i vor tid end nogensinde før, og det er væsentlig af to grunde: For det første, fordi der nu er så mange organisationer og samfund. Og alle samler de penge ind. Den uundgåelige konkurrence, som således opstår og gør pengeindsamlingen vanskeligere, tvinger uvægerlig pengespørgsmålet mere og mere frem i forreste række. Det er det, organisationernes virksomhed først og sidst må tage sigte på. I by og på land er der et stadigt kapløb om at få missionshusene til basar eller offeruger. De, som har med det lokale arbejde at gøre, kan fortælle lidt om dette og om de vanskeligheder, som herved beredes et planmæssigt arbejde på stedet. For det andet gør den økonomiske krisetid det vanskeligere nu end før at samle penge ind til Guds riges arbejde. Under højkonjunkturen, da alle havde penge, gik det forholdsvis glat, selv om der var mange organisationer, som efter tur kom med deres udsendinge og holdt indsamling. Når det nu er småt med pengene, så at sige hos alle, så bereder pengeindsamlingen store vanskeligheder. Og det gælder både dem, der giver og dem, der samler ind. Og følgerne udebliver ikke. Der er underbalance i mange kasser, og der arbejdes med ekstraindsamlinger. Der tales meget om pengespørgsmålet i det kristelige arbejde nu. Jeg ved ikke, om der nogensinde har været talt så meget om det, mand og mand imellem. Og der høres vist adskillig kritik mest over dem, der leder arbejdet i de forskellige samfund og organisationer. Og er man uenig om mange ting, så er der én ting, man er enig om, at der må indskrænkes. Nu kan arbejdet ikke fortsættes i samme omfang som i den gyldne pengeflods dage. Og så indskrænkes der på alle måder. Alle ansvarsbevidste mennesker indskrænker, ja selv stat og kommune. Så er det jo kun naturligt, at også de kristelige virksomheder må gå med til nogen indskrænkning. Med hensyn til denne kritik skal det straks indrømmes, at der kan være begået større eller mindre fejlgreb af de ledende. Ingen er fejlfri. Pengene kunne nok i enkelte tilfælde være viseligere givet ud.
Men dog tror jeg, at man har gjort uret med denne kritik. Ikke blot fordi det er let nok at være bagklog. Men især fordi man retter kritikken den gale vej; man kritiserer dem, som anvender de kristelige gaver, i stedet for at kritiserer os, som giver dem. Det er let nok at tale om indskrænkning af arbejdet, og man kan uden vanskelighed anføre mange kloge argumenter til at begrunde dette. Men for de kristne er der noget, som betyder mere end klogskab og gode argumenter. Det er Guds vilje. Og Guds vilje får vi ikke rede på blot ved kloge beregninger, men ved at gå ind for Guds åsyn med det sind, som i fuld redelighed ønsker at få Guds vilje at vide. Derfor vil jeg spørge jer, som taler om indskrænkning af arbejdet. Har I været for Guds ansigt med denne sag? Tror I virkelig, det er Guds mening, at vi skal begrænse vort arbejde for Guds rige i hedningeland eller herhjemme? Jeg tror det i alt fald ikke. Nej, kritikken må rettes mod os, som giver. Opstår der økonomiske vanskeligheder for det igangværende kristelige arbejde, så ligger fejlen hos os, som giver. Ja, her ligger den egentlige fejl og derfor den egentlige grund til vanskelighederne, ikke blot de økonomiske for resten, men også for mange andre vanskeligheder, som vi siden kommer tilbage til. For de allerfleste iblandt os troende er gaverne enten noget tilfældigt eller noget selvstyret. Hvis man f.eks. under et møde får sin følelse for en sag stærkt opvarmet, så kan det hænde, at man giver en langt større gave, end man på forhånd havde tænkt. Det kan også hænde, at man bagefter ærgrer sig over, at man gav så meget. Og i uger, ja måneder efter bliver man nu meget forsigtig med sine gaver. Eller omvendt: man bliver ikke følelsesmæssig grebet af en sag, og så giver man den sædvanlige lille skilling. Allerhelst ville man måske helt slippe for at give. Men demonstrere sin uvilje ønsker man jo heller ikke. Fejlen her er den, at man ikke har fået sine gaver ind under Guds kontrol, d.v.s. ind under Ordets lys. Også i denne sag giver Gud os vejledning gennem sin Ord. I den gamle pagt foreskrev Gud tiende som det takoffer, enhver voksen israelit skulle bringe sin Gud. (5. Mosebog 14, 22-29; 3. Mosebog 27, 30-34). Ved tiende forstod man tiendeparten af ens indkomst. I den ældste tid var de allerfleste israelitter bønder, og deres indkomst bestod i landbrugsprodukter. Og tienden heraf kunne de levere enten direkte in natura, eller hvis der var for langt til helligdommen, kunne de omsætte produkterne i penge og bringe disse til helligdommen. Tienden skulle tjene som underhold for dem, som tjente ved helligdommen. Det var levitterne, som tog mod tienden, men de skulle udrede tiendeparten af tienden til præsterne. Resten skulle de dele mellem sig,. (4.mosebog 18, 26 32.) Foruden tiende betalte man i den senere tid efter kongedømmets fald, en tempelskat, som først udgjorde 1/3 sekel, siden ½ sekel. Enhver mandlig israelit, rig eller fattig, som var fyldt 20 år, skulle betale denne skat. Og medens tienden tjente til personligt underhold af præster og levitter, så skulle tempelskatten bære udgifterne til templet og tempeltjenesten. Endelig var der pålagt israelitterne at skaffe brænde til tempelofringerne. Denne brændeleverance var ordnet skiftevis mellem de forskellige fædrenehuse. (Nehemias 10, 34.) Foruden disse nøjagtigt påbudte ydelser gav israelitterne også frivillige gaver. Og dette var så almindeligt, at man i templet havde anbragt 13 forskellige kister til at lægge sådanne gaver i. Det er den slags gaver, som omtales i Markus 12, 41 44. I den nye pagt var de ydre bud afskaffet. Derfor også budet om tiende og tempelskat. Ånden er nu udgydt over Guds menighed. Og dermed er Guds kærlighed udøst i de troendes hjerter. Og denne kærlighed ytrer sig først og sidst i taknemmelighed. Den, som har oplevet Guds uforskyldte frelse i Jesus Kristus, føler, at han står i en sådan taknemmelighedsgæld til Gud, at han giver sig selv som et frivilligt offer. Og at fremstille sig selv som et sådant offer, det er nu hans nye, åndelige gudstjeneste. (Rom. 12,1.) Derfor behøver offergaven ikke nu at fastsættes ved noget ydre bud. Nu er loven skrevet i hjertet. Det er nu den frelste synder, som selv bestemmer den ud fra sit nye, taknemmelige offervillige sind. Derfor er det først nu, at der kan tales om det frivillige offer.
Men selv om loven med de ydre bud er afskaffet, så har også kærligheden sine normer og love. Og disse ønsker Gud gennem sit Ord at undervise os om, for at vi selv personlig skal kende dem som kærlighedens love og frivilligt lægge hele vort liv ind under dem. Under dette synspunkt må vi se alle de guddommelige formaninger og forskrifter, som vi møder i det nye testamente, også formaningerne og forskrifterne angående vort frivillige offer til Guds riges arbejde. Vi vil nu tage frem den tydeligste og mest indgående formaning, som vi finder i det nye testamente angående denne sag. Vi finder den i 1.kor. 16, 1-2: Men hvad indsamlingen til de hellige angår, da gør også I, ligesom jeg forordnede for menighederne i Galatien! Hver første dag i ugen lægger enhver af jer hjemme hos sig selv noget til side og samler, hvad han måtte have lykke til, for at der ikke først skal ske indsamlinger, når jeg kommer. Her vil vi lægge mærke til følgende: For det første påbyder apostlen ingen bestemt sum. Vi befinder os på den evangeliske friheds grund. Derimod siger han, at enhver skal lægge noget til side, hvad han får lykke til. Der er nogen uenighed om, hvordan det udtryk skal forstås. Men så meget er i alt fald ganske klart, at enhver skal lægge til side i forhold til det, han tjener. For det andet ønsker apostlen, at det skal ske regelmæssigt: på den første dag i ugen. Efter den tids lønningsmåde var denne ordning enkel og ligetil. I vor tid, da lønnen udbetales i mange tilfælde kun hver måned eller hvert kvartal, vil den ordning ikke være så praktisk for mange. Men vi er jo heller ikke bundne til forskriftens ydre bogstav. Hovedsagen er, at vi regelmæssigt lægger til side, hvad vi får lykke til, enten det så sker hver uge eller hver måned eller hvert kvartal. For det tredje lægger vi mærke til, at apostlen ønsker, at det skal ske hjemme hos os selv. Det at lægge til side til Guds rige hører privatlivet til. Der skal den sag afgøres. Der skal disse midler opbevares. Der skal der holdes regnskab over dem. Overleveringen af disse midler i menighedens forsamling foregår først, når de er helliget Herren, og lejlighedsvis eftersom der er brug for dem. Se, her har vi ordningen af det frivillige offer, således som Herren ønsker det i den nye pagt. Læs nu Jakob 1, 22-25,så får du rede på Herrens hensigt med at give os sit Ord. Den, som endnu skulle være i tvivl herom, kan også læse Matt. 7, 21-27. Nu er der sikkert nogle, som lydig og villig bøjer sig for disse enkle skriftens ord om det frivillige offer, men alligevel befinder sig i nogen tvivl og usikkerhed. Her står, at de skal give i forhold til det, de tjener, men her står ikke, hvor meget de skal give af det, de tjener. Her vil vist mange svare på stående fod: du skal give tiende. Og de vil begrunde det ved at henvise til budet om tiende i den gamle pagt. Men da må du værge den evangeliske frihed. Lad ingen lægge dig under lovens åg, selv om det ser aldrig så gudfrygtigt og stærkt troende ud. Apostlen nævnede ingen sum for den korinthiske menighed. Og det var med vilje, at han undlod det. Det er jo lovånden, som han på enhver måde ville holde udenfor Guds menighed. (Se gal. 5, 1-12.) Hvor meget du skal give, det skal du selvstændigt og frivilligt afgøre for Guds ansigt. Enhver give, efter som han har sat sig for i sit hjerte, ikke fortrædeligt eller af tvang; thi Gud elsker en glad giver (2. kor. 9, 7.) Det er altså ikke den ydre gave, det kommer an på for Gud. Nej, det er også her sindelaget, han ser efter. Det sind, som vil give, som glæder sig ved at give. Men når du og jeg i frihed skal afgøre, hvor meget vi skal give, så har det sin betydning at få at vide, hvad andre har givet og giver. Det har derfor også sin betydning at sætte sig nøje ind i, hvad troende mennesker i den gamle pagt gav til Herrens sag. Ligeledes hvad troende i den nye pagt har givet i fortid og nutid. Og nu så vi ovenfor, at de troende i den gamle pagt gav meget, sikkert betydeligt mere end gennemsnittet af de troende i den nye pagt. De gav tiende + tempelskat + for manges vedkommende frivillige gaver.
Heraf lærer vi nu en meget vigtig ting: så meget går det an at give til Herrens sag. Men det er ikke sikkert, at du kan give så meget. I alt fald måske ikke straks. Thi som sagt, det er sindelaget, det kommer an på. Og kan du ikke frivilligt og med glæde give så meget som tiendeparten af det, du tjener, så begynd med noget mindre. Det er en øvelse også at give. Og det vil gå dig som så mange andre troende: De fik efterhånden både tro og kærlighed til at give en større procent end den, de begyndte med. Men begynd! Begynd straks at give dine gaver efter denne skriftens enkle anvisning. Læg en bestemt del til side af det, du tjener. Gør det regelmæssigt. Hold regnskab i den hellige kasse, du således har hjemme hos dig selv. Nu er jeg forberedt på, at nogen vil minde mig om Jesu ord i Bjergprædikenen: Men når du giver almisse, da lad din venstre hånd ikke vide, hvad din højre gør, for at din almisse kan være i løndom, og din fader, som ser i løndom, skal betale dig. (Matt. 6, 3-4). Man vil sikkert indvende, at skal jeg holde nøjagtigt regnskab over alt det, jeg giver, kommer jeg da ikke i strid med tanken i de nævnte ord af Jesus? Er det ikke hans mening, at vore gaver skal være i løndom i den grad, at vi ikke engang selv ved, hvad de beløber sig til? Er det ikke det, han mener, når han bruger dette underlige udtryk, at den venstre hånd ikke skal vide, hvad den højre gør? Nej, det er at presse Jesu ord på en utilladelig måde. Både forud for disse ord i vers 1-2 og siden i vers 5-6 taler Jesus om at øve sin retfærdighed for menneskenes øjne. Da er det jo naturligt, at Jesus også i det mellemliggende udsagn advarer imod at søge ære af mennesker. For at det frivilligt givende og glade sindelag skal være mest muligt rent og uforstyrret af urene motiver, ønsker han, at gaven skal gives i løndom. Jesus vil altså, at vi skal skjule for andre, hvor meget vi giver. Men bruger vi dette ord af Jesus for at skjule for os selv, hvor, lidt vi giver, da misforstår og misbruger vi det fuldstændigt. De troende, som har begyndt at give deres gaver efter skriftens anvisning, de ved, hvor meget de skal give. Men de andre, som ikke holder regnskab over deres gaver, de aner sikkert ikke, hvor lidt de giver. Jeg vidste i alt fald ikke tilnærmelsesvis, hvor lidt jeg gav til Guds rige, før jeg begyndte at holde nøjagtigt regnskab over det, jeg gav. Sagen er jo den, at vi alle af naturen er havesyge og derfor påholdende og forsigtige, når vi skal give. Og selv om vi engang imellem overvinder denne medfødte havesyge og giver en klækkelig gave, så spiller havesygen os et puds rent ubevidst. Det beløb, vi gav, forstørrer sig i vor fantasi rent automatisk. Og så bliver vi en tid efter dobbelt forsigtige og påholdende. Vi synes ligefrem, det er vor pligt at være forsigtige, efter at vi har vist en så ubesindig gavmildhed. Vi har nu set, hvordan vi ifølge Guds ord skal indrette os med vore gaver til Guds rige. Nu vil vi se lidt på, hvor praktisk den ordning er, som Ordet foreskriver os, og hvilke fordele vi opnår ved at indrette os på denne måde. 1. I vort forhold til Gud. Der er vist ingen tvivl om, at pengespørgsmålet er et af de vanskeligste og farligste for de fleste troende. Og nu tænker jeg ikke blot på de mange troende, som har så vanskeligt ved at være helt ærlige i pengesager. Jeg tænker nu på de mange troende, som vist aldrig kan begå nogen uærlighed i pengesager, men som er så pengekære, at de aldrig tør rådføre sig med Gud i deres pengeaffærer, heller ikke når det gælder gavespørgsmålet. Den sag afgør de selv, så godt de kan, dels efter deres følelser, dels efter deres forstand. Men derfor mangler noget afgørende i deres samfund med Gud, Det er fortroligheden, som mangler. Her er uden tvivl den dybeste grund til den fredløshed og indre uro, som så mange troende bærer på. Men se nu, når de nævnte skriftord kaster deres lys ind over hjertets skjulte tanker og råd og bringer selvrådigheden og pengekærligheden frem i lyset. Da bliver der opgør og tilgivelse, og en underfuld fred og glæde fylder sjælen. Fortroligheden med Herren er genoprettet. Pengene står ikke
længere som et skillerum mellem sjælen og Gud. Man kan igen roligt se Gud ind i øjet. Åbent og fortroligt kan man forhandle med Gud om alle sine pengesager, også om sine gaver. Den fulde fortrolighed med Gud har vi ikke, før vi er fortrolige med ham i vore pengesager. For de fleste er dette den vanskeligste sag at udlevere til Herren. Hos enkelte beror dette på gerrighed. Trangen til at skrabe sammen og lægge dem op er så stor, så de ikke ønsker Guds lys over deres pengesager. Hos andre beror det ikke på gerrighed men på nydelsessyge. De skraber penge sammen ikke for at spare og lægge dem op, men for at tilfredsstille deres mange behov, enten det gælder pynt og stads eller fornøjelser og dyre selskaber eller kager og chokolade eller tobak og cigarer og cigaretter. Disse ting er så kære og uundværlige for disse mennesker, at de ikke ønsker Guds lys over deres pengeforbrug. Thi de aner jo, at her er grunden til, at de altid har så lidt at give til Guds riges arbejde. Men nu, når sandheden får frigjort os, så bliver man virkelig fri! 2. Vort forhold til pengene. Skriften lægger ikke skjul på, at pengene er en stor fare for troende. Erfaringen siger det samme. Man behøver ikke at have mange penge for at fristes til mammonstrældom. Og det ser ud, som om sjælefjenden ikke ejer noget bedre middel end pengene til at ødelægge de troendes fortrolige samfund med Gud. Her er sikkert den lækage, hvor de fleste troende har mistet deres fred og deres kraft. Her er grunden til deres uklarhed og det mørke, som hviler over så manges gudsforhold. Ja, lad os ærligt tilstå, at pengene har en dårende magt over os alle, enten vi er anlagt mere for gerrighed eller mere for nydelsessyge. Men da er det også en stor trøst at vide, at vi får en uanet hjælp imod mammon, så snart vi begynder at indrette os med vore gaver, som skriften anviser os det. Giver du til Guds rige så meget af din fortjeneste, som Herren anviser dig, da vil du få et ganske andet herredømme over de penge, som du har igen. Det er en lykkelig erfaring hos de troende, som har begyndt at følge skriftens anvisning. Og dette giver en rig og varm lykke. Har du mange penge, hvor lykkeligt er det da ikke at være fri, så du er herre og pengene din tjener, som du i stilhed bruger til at gøre godt både her og der. Og hvor gør ikke de hjulpne menneskers glæde dig rig! Har du kun småt med penge, hvor er det da godt at være fri for pengesorger, at stole på Guds velsignelse og ikke på pengene. Denne lille hemmelighed mellem dig og din Gud gør dit indre liv både rigt og varmt. I krigens tid tales der ofte om det strategiske punkt, som det for enhver pris gælder om at vinde eller holde. Vinder vi den nys nævnte sejr i vort pengevæsen, så har vi det strategiske punkt, hvorfra vi skal kunne føre en heldig forsvarskrig mod vore øvrige syndevaner. Ja, vi skal endog kunne gå frem til angreb. Vi får både lyst og mod og kraft til at stille os selv og vore midler til tjeneste for Herren i vort hjem, på vor egn, i vort land og blandt hedningerne. 3. Når vi skal give. Så længe vi giver vore gaver efter eget skøn og beregning, så har vi en kamp med vor gamle pengekære natur, omtrent hver gang vi skal give en gave. Denne kamp er ikke blot pinlig og kraftspildende, men den fører også oftest til nederlag. Det gamle forsigtige Jeg sejrede, og vi valgte den lille gave i stedet for en større, som vi følte os mindet om at give. Se, alt dette slipper vi for, så snart vi har begyndt på at lægge et bestemt beløb til side for Guds riges arbejde. Da har vi en kasse, en hellig kasse, som vi blot forvalter og fører regnskabet for. Vi behøver blot at undersøge, hvilke grene af Guds riges arbejde, der trænger mest til de forskellige tider, og så leverer vi gaverne der. Hvilken glæde bliver det da ikke at give! Da undgår vi for det første den pinlige kamp med os selv i det øjeblik, da vi skal give. I stedet for kan vi nu uhindret glæde os ved at give vor gave, stor eller lille. Den gave, som vi nu ikke behøver at skjule for ham, som også i dag sætter sig ved tempelblokken og betragter sine venner i deres mest karakteristiske øjeblikke i disse menneskers liv, nemlig når de giver.
Da kan vi med sindsro lægge vor tak ind i gaven. Vor tak for alle Herrens velgerninger imod os, vor tak også for den nåde, at vi har noget at give af. Så får vi også ro i vort sind til at bede for vor gave, bede, at Gud for det første vil hellige den og bruge den, og dernæst velsigne den og lade den række langt for dem, som skal have den. 4. Fordelene for Guds riges arbejde. Her kunne være meget at nævne. Men lad mig begrænse mig til følgende to hovedfordele. For det første vil vi ved denne ordning af vore gaver slippe for de uheldige og skadelige former for pengeindsamling. Tænk på alle de basarer og bortlodninger, som i by og på land optager tid og plads under hele sæsonen! De fleste af dem, som år efter år i troskab og udholdenhed lægger kræfterne i med forberedelserne, føler vist et indre ubehag ved at måtte bruge vanhellige ting som vindesyge og lotterilyst til at indsamle midler til Guds hellige sag. Men de ved ingen anden udvej til at få penge ind, som tiltrænges til det allernødvendigste i det kristelige arbejde. Nej, så længe de troende ikke giver deres gaver på bibelsk måde ved at lægge en bestemt del af deres indtægt til side, så er der vist ingen anden udvej. Da må man lokke dem ved lotteri eller tombola til at give penge, som de ikke ville give frivilligt uden denne udsigt til gevinst. Hertil kommer også, at man i den stadige pengenød må bede verden ompenge til Guds rige. Det er jo dogen uhyrlighed, omtrent som om man ville opfordre kommunisterne til at være med til at understøtte det konservative partis agitationsarbejde. Nej, dette er at komme til verden med kristendommen fra den gale side. Skal vi have udsigt til at vinde de verdslige mennesker, da må de se, at det er dem og ikke deres penge, vi vil vinde. Og disse vanskeligheder ville uden tvivl forsvinde, så snart de troende begyndte at lægge en bestemt del af deres indtægt til side. Da behøvede man heller ikke som nu at lokke pengene fra dem ved lotteri og anden lokkemad. Da behøvede man heller ikke et systematisk pengetiggeri, hvor man ved hjælp af rørende fortællinger og anden sentimentalitet presser stemningen op på kogepunktet for at få tilhørerne til at give penge, som de ikke giver frivilligt. Da behøvede man heller ikke at bede verden om penge til Guds rige, men tværtimod ville man have penge til at spendere på verden. Man ville da have midler til indbyde verden til gratis fester, hvor man ikke blot gav dem evangeliet men også hyggede om dem med et festligt samvær ved bordene. Oplevede verden en sådan offervilje fra de troendes side, da ville evangeliet uden tvivl få en meget lettere indgang i deres hjerter. Havde de troende deres hellige kasser, da kom de selv med deres gave. Man behøvede hverken at lokke dem eller tigge dem. De ville da meget mere føle sig glade ved at få de penge givet fra sig, som allerede hører Guds arbejde til. Og da behøvede sekretærerne og missionærerne blot at lægge deres kristelige arbejde roligt og nøgternt frem, så tilhørerne i stilhed kunne afgøre, hvor meget af deres kasse de skulle give ved denne lejlighed. Enhver vil vist forstå, hvor dette ville forandre så at sige hele vor kristelige virksomhed. For det andet ville vi på den måde få penge nok til alt Guds riges arbejde iblandt os. Da ville vi slippe for de jævnlige underskud, som nu piner formænd og sekretærer og årsmøder. Da ville vi slippe også for de ekstraindsamlinger, som nu sættes i gang i det ene selskab efter det andet. Da ville vi også slippe for alle indskrænkninger af arbejdet. Ja, endog al tale om indskrænkninger ville vi slippe. For der ville være penge nok til det kristelige arbejde. Hvoraf ved du det, spørger vist nogle? Det ved jeg af Guds Ord. Dette Ord fortæller os tydeligt, at Herren selv er rigets herre og arbejdets leder. Og dette arbejde vil han have udført udelukkende ved sit eget folk. Således var det i den gamle pagt, da han til enhver tid velsignede folket i det timelige, så at deres tiende og øvrige gaver strakte til for helligdommen og gudsdyrkelsen. Således også i den nye pagt. Men i Guds rige er troen det afgørende fra vor side. Således i den gamle og således i den nye pagt. Har vi blot tro til at give det, som Gud venter af os, så skal vi få at se, at det er Gud, som styrer både det åndelige og det timelige liv. Han skal sørge for, at hans folk får en sådan velsignelse i deres timelige erhverv, at deres frivillige gaver til enhver tid kan bære det kristelige arbejde. (Se f. eks. Mal. 3, 10-12.)
Min tvivlende ven, har du ved din læsning i bibelen fundet Gud anderledes? Jeg har ofte talt om dette både offentligt og privat. Og da har enkelte gjort gældende, at det for mange er vanskeligt at holde nøjagtig rede på, hvad de tjener, og således blive helt sikre på, hvor stort beløb de skal give til Guds rige i årets løb. Og det er ganske rigtigt. Det er ikke lige let for alle at skaffe klarhed over deres virkelige indtægter. For os på fast årlig løn er sagen jo lettest. Ligeså for den med ugeløn eller månedsløn. Forretningsfolk er jo ved lov tvungen til at holde regnskab, so dermed er de hjulpne. Det er vore bønder, som har vanskeligst ved at få oversigt over deres indkomster, fordi der endnu er så mange af dem, som ikke fører nøjagtigt regnskab over deres gårdbrug og bedrift. Men til troende venner blandt vore bønder vil jeg sige: Israel var et udpræget bondefolk. Og, som vi ovenfor så, ydede de deres offergaver dels i naturprodukter dels i penge. Det kan de troende bønder gøre også nu. En del gør det også. Jeg tænker på de mange troende hjem, som år efter år åbner sig for Guds Ords forkyndere. Eller de mange, som stiller hest og vogn til rådighed både for talere og tilhørere. Og i vore dage er det mange troende, som køber sig en automobil, for at gøre den til en missionsbil. Eller jeg tænker på dem, som går til de fattige med mælk og fløde, korn og kartofler, kød og flæsk. Men som den israelitiske bonde må også vore bønder yde en gave i rede penge. Og her opstår da vanskeligheden for dem, som ikke fører regnskab. Imidlertid kan de jo lægge skatteligningen til grund. Her opføres skønsmæssig en indtægt efter en tarif, som er fælles for alle bønder i kommunen. Og i almindelighed er denne indtægt ikke særlig højt ansat. Selv i de kommuner, hvor skatteprocenten er høj, er bøndernes indtægter ikke særlig højt ansat. Nu har bønderne i almindelighed ikke mange kontanter mellem hænder, og de kontante indtægter er noget uregelmæssige. Derfor vil det også nok af den grund falde noget vanskeligere for bonden at lægge en vis procentdel til side. Men vil han, så bliver det at lægge til side til Guds rige lige så selvfølgeligt som at lægge renter til side til kreditforeningen. Men hvordan skal vi klare dette, spørger nu nogle? Er det ikke svært nok for de fleste at klare allerede det, de har at udrede? Jo, det er det. De fleste går med et tungt økonomisk tryk over sig nu. Men hør nu: Den ordning af gaverne, som Gud anviser, skel ikke forøge dette tryk, men tværtimod lette det for os alle. Lad mig nævne de to vigtigste grunde til, at vi skal klare det bedre, end vi gør. For det første: De allerfleste, som har lidt råd til at give, tjener ikke for lidt, men de bruget for meget. Her rører vi ved en synd, som er særlig nordisk. Tyskere og franskmænd er langt sparsommeligere folk, end vi her i de nordiske lande. Denne nationalsynd fik vi skandinaver forhøjet i en uhyggelig grad under højkonjunkturen. Og de fleste af os trækker vist en del af de flotte vaner med os fra de blomstrende tider. For mændenes vedkommende kan jeg nævne som de almindeligste: tobak, cigarer, cigaretter, bil og dyre selskaber. For kvindernes vedkommende: de sidste hattemoder, handsker, skindkåber, kjoler, undertøj, strømper og sko. Desuden chokolade og kager, samt små og hyppige theselskaber. Hvis man nu begynder at lægge en bestemt sum af sine indtægter til side, så slipper man for at bruge disse penge til den slags personlige libhaverier, som ikke blot er unyttige men også skadelige. Og så lærer vi at spare. Det er det, vort folk trænger til i dag. Mon ikke vi troende skulle gå i spidsen her. I Hans Nielsen Hauges dage gjorde de troende også folket denne tjeneste. Ved deres sparsommelighed, dygtighed og vindskibelighed var de med til at kløfte deres folk op af den økonomiske nød, som krigsårene førte med sig. Der er kun få mennesker, som ødsler de store summer bort; de fleste ødsler kun med småbeløb. Men da disse småbeløb udbetales regelmæssigt til alle de mange liebhaverier, man ikke vil undvæ-
re, så bliver det i årets løb til et stort beløb. Den, som har mod til at føre regnskab over den slags beløb, vil blive ganske overrasket over, hvad der går med. Derfor, de n som vil spare, må ofre. Og vor gave skulle jo være et offer. Vort emne lyder i alt fald: Det frivillige offer. Ja, her ser vi konkret og praktisk, hvordan vore gaver skal blive et offer; ved frivilligt at give afkald på den slags personlige behov, som intet andet er end unyttige liebhaverier. Jeg kan tænke mig, at der nu sidder en eller anden tvivler og tænker omtrent således: Å, der er såvist ikke mange, som har nogle liebhaverier at ofre! Hvem har råd til den slags nu? Der findes jo næsten ingen penge blandt folk Min ven, du er ganske fejl underrettet. Der er nok af liebhaverier, og der er ganske godt med penge blandt folk. Se blot her, hvad de andre ofrer på deres Afguder. I Norge bruges ifølge statistikken årligt til spiritus 150 millioner kroner, tobak 80 millioner, chokolade 39 millioner og til biografer 14 millioner kroner. Og så skulle vi troende klynke over at ofre 10 millioner til den levende Gud! Synes du ikke også, at dette tal er lille ved siden af de netop nævnte tal. Og dog ofrer vi knapt 10 millioner til Guds riges arbejde om året. Synes du, det var urimeligt, om vi gav lige så meget til Guds rige, som verdens børn giver ud til biografer. Og så er det alligevel afgjort det mindste tal af de nævnte store tal. Hør nu, den dag, da vi troende giver 14 millioner årligt til Guds rige, da vil alle vore missionsselskaber være færdig med deres underskud, og arbejdet kan udvides på alle fronter! Men 14 millioner bliver aldrig givet i Norge til Guds riges sag, før det bliver almindeligt iblandt os at ofre. Der er allerede en del, som virkelig ofrer. Men de er endnu så få. Den store flok af de troende har endnu ikke fået øje for Guds sags storhed, at de for den vil give afkald på personlige liebhaverier. Tænk på de fordele, vi vinder ved at indrette vore gaver på denne måde. 1. Vi lærer selv at spare, d. v. s. vor økonomi forbedres. 2: Vi lærer derved efterhånden også andre at spare. 3. Vi løfter derved vort folk ud af tidens økonomiske nød. 4. Vi befries for unyttige og skadelige liebhaverier. 5. Vi lærer at ofre. 6. Vi lærer at se, hvad vi i fællesskab kan ofre. For det andet: Gud vil gribe ind i vor økonomi. Hos profeten Malakias 3, 7 12 fortælles, hvorledes folket i vantro begyndte at holde tienden tilbage fra Guds hus. De tænkte vel, som så mange andre i vore dage, at det ikke var rådeligt at give så meget af deres indtægt, som Herren ville have. Gennem alle tider har vi mennesker haft let ved at anse os selv for mere kloge og praktiske end Vorherre. Så talte Herren til sit vantro og ulydige folk: Bring hele tienden til forrådshuset, så der kan være mad i mit hus; sæt mig på prøve dermed, siger Hærskarers Herre, om jeg da ikke åbner jer himmelens Sluser og udøser velsignelse over jer i overmål! Jeg vil for jeres skyld skræmme græshopperne, så de ikke ødelægger jer landets afgrøde, og vinstokken på marken skal ikke slå fejl, siger Hærskarernes Gud. Og alle folkene skal love jer, fordi I har et yndigt land, siger Hærskarernes Herre. Hvor er Herren dog ikke nådig! Prøv mig dog, siger han til sine vantro venner til alle tider. Det er en trossag at give til Herren, frem for alt at give det, som Herren vil, at vi skal give. Derfor vil det altid kendes som et vovestykke. Men den, som tror og handler i troens lydighed, han skal erfare, at Herren holder også dette løfte. Læs nu atter Malakias 3, 10 12. Der ser du, hvad der venter den, som følger Herrens Ord. Jeg kender mennesker, som gennem årtier har lagt en bestemt del af deres indtægt til side. Af og til var det trangt for dem. Og så kom fristelsen til at spare på gaverne. Men Herren hjalp dem til at være tro i troens lydighed. Og de har på de mærkeligste måder oplevet den velsignelse over deres timelige arbejde, som Herren lovede dem gennem profetens ord. Mange af dem oplevede ganske bogstaveligt, at Guds velsignelse gør rig. Andre blev ikke rige. Men de oplevede det, at det var tienden, som bevarede dem fra fattigdom. Derfor var der ingen penge, de var så omhyggelige med som de, der skulle gives til Guds rige. De vidste, at de ved at
beholde disse penge ville lukke Guds velsignelse ude. Det er disse trospenge, som holdt balancen i deres ofte knappe budget. For enkelte vil disse tanker føles så fremmede, at de uden videre siger: Men dette er jo lov og fører lige ind i lovtrældom. Nej, min ven, dette er evangelium. Dette er et glad budskab til alle økonomisk bekymrede, enten bekymringen gælder ens egen eller organisationens økonomi. Og dette evangelium skal forkyndes. Jeg taler temmelig ofte om det; thi får dette evangelium udløst troens offerkræfter hos os, da vil en ny tid oprinde for vort kristelige arbejde, ja for hele vort folk. Og da tænker jeg ikke blot på forandringen i det økonomiske. Jeg tænker mest på forandringen i troens liv og arbejde. Det er ikke arbejde og anstrengelse, som mangler i vore dages kristelige virksomhed. Nej, det er tro, som mangler. Det arbejde, vi gør uden tro, udløser blot menneskelige kræfter. Troen alene fører de guddommelige kræfter ind i vort kristelige arbejde. Og bemærk dette enkle faktum: begynder vi at tro Gud i pengesagerne, så at vi lydigt indretter os efter hans vilje der, da får hele vort trosliv en mærkelig fornyelse og blomstring. Da er en af troens værste hindringer fjernet, og det falder forunderligt let at vente fra Gud den usynlige kraft, som både vi selv og de andre trænger til, både de troende og de vantro, kraften for de helliges broderskab og for de uomvendtes vækkelse, for indre og ydre mission. Det bliver lettere at vente store ting af Gud. Og mere skal der ikke til, så begynder der at ske store ting iblandt de troende og vantro, herhjemme og derude. Efterskrift Når Ole Hallesby har omtalt millionbeløb til køb af spiritus, tobak, chokolade og biograf, må vi huske, at hans tale blev holdt i 1936, og at priserne på disse og de andre nævnte sparemuligheder er mangedoblet siden. I Danmark er der formentlig tilsvarende og flere nye sparemuligheder i privatforbruget, bl.a. på charterrejser, koncertbilletter til og køb af tvivlsom musik samt afspilningsudstyr til musik. Kristne foreninger og institutioner bør være opmærksomme på, at hvis givere opfatter arbejdet som på afveje fra sand kristendom, vil gaverne blive givet til andre kristne formål. VK Sæt Guds eget Ord på prøve, Melodi: Herrens røst, som aldrig brister Sæt Guds eget Ord på prøve, Har du husket: Søg Guds rige, vis, du stoler på det fast. giv til Ham, som styrer alt. Du må i din hverdag øve Da vil Ordet til dig sige: dig, når verden om dig brast. Du får mangefold betalt. Mit er sølv og guld på jorden! Det er Herrens ord til dig, om problemers barske torden tårner op omkring din vej. Når du lader Herren have førstepladsen i dit liv, kan Han give dig sin gave og forædle dit motiv, så du elsker ret din næste, og vil tjene ham i nød. Da kan Herren skjult dig gæste ved sin Ånd i liv og død. Verner Kristensen. 5/10 2009. Haggaj 2, 8. Malakias 3, 10.