Peyremberts smedje Bygherrerapport over den arkæologiske undersøgelse på matr. 56f, Frederiksværk Bygrunde, Frederiksværk. Gennemført fra d. 30. november til d. 22. december 2006. (NFHA2651) Af: Mathias Søndergaard
Bygherrerapportens identifikation Museumsnummer: Type og datering: Stednavn: Sogn: Herred: Amt: NFHA2651 Bygningsfundamenter til kanonsmedje anlagt og drevet fra 1751 af franskmanden Etienne Jandin de Peyrembert; møllekanal samt indre anlæg til kanonproduktion i smedjens første fase: bl.a. dens vandhjulsdrevne hammerværk og sandsyn ligvis dens drejeværk; yngre tilbygning til peyremberts smedje samt yngre anlæg fra smede - og støbevirksomhed i perioden ca. 1756-1950. peyremberts smedje Frederiksværk Strø Frederiksborg Stednr.: 010502 Matr. nr.: 56f NM sb. nr. afv. Top. nr.: 0049 Kort nr.: 4 cm kort 1514 3 NØ Type og dato: Udgravning, 30.11.-22.12. 2006 Daglig leder: Cand.mag. Mathias Søndergaard Ansvarlig leder: Museumsinspektør Esben Aarsleff, Folkemuseet Indholdsfortegnelse Indledning 3 Udgravningens baggrund og begrundelse 3 Landskabet 4 Bebyggelsestopografi 5 Udgravningsdata 5 Udgravningsmetode 6 Resultater og perspektiver 7 Dataliste 10 Litteratur 11 1
Udgravningens placering og en plan over udgravningen med de forskellige elementer. 2
INDLEDNING Den arkæologiske udgravning på Torvet 45 i Frederiksværk gav flere nye indsigter i Frederiksværks tidligste historie og bebyggelsesudvikling. Dens væsentligste resultat var, at bygningsfundamenter og maskinanlæg fra et kanonværk, der blev anlagt i 1751 og i løbet af de følgende årtier under navnet Frederiksværk udbygget til et større, primært militært fabrikskompleks, blev lokaliseret og undersøgt. På den måde blev der føjet vigtige brikker til vores viden om et af landets tidligste egentlige industrianlægs første tid og om dets bygningshistorie og brug frem til 1900-tallet. Udgravningen blev betalt af bygherren: Torvet 45 ApS, 3300 Frederiksværk. Udgravningen blev foretaget af Folkemuseet. Det skete i samarbejde med Industrimuseet Frederiks Værk. UDGRAVNINGENS BAGGRUND OG BEGRUNDELSE Udgravningen på Torvet 45 i Frederiksværk blev iværksat på baggrund af en besigtigelse af det berørte område, som Folkemuseet i samarbejde med Industrimuseet Frederiks Værk foretog d. 23. november 2006. Ved besigtigelsen blev det klart, at anlægsarbejderne var stødt på kraftige bygningsfundamenter fra ældre byggeri. Hovedtrækkene af det berørte områdes bebyggelsestopografi var kendt fra kort og skriftlige kilder. Man vidste derfor, at der på grunden havde ligget et kanonværk bygget i 1751. Det var altså sandsynligt, at de afdækkede fundamenter kunne stamme fra netop dette kanonværk, og at en udgravning ville kunne give nogle væsentlige nye oplysninger om kanonværket og derved om byens tidligste historie som industriby. De oplysninger, som de skriftlige kilder kunne give, var i korthed følgende: I 1751 indgik den danske stat en aftale med franskmanden Etienne Jandin de Peyrembert om at starte en produktion af smedede jernkanoner. Sådanne kanoner ville kunne smedes af norsk jernmalm og skulle således muliggøre store besparelser på indkøb eller fremstilling af de traditionelle støbte bronzekanoner. Peyrembert fik samme år overdraget en stor jordlod syd for den kanal, der 1717-1719 var blevet gravet Gravemaskinen i arbejde med Gjethuset i baggrunden 3
mellem Arresø og Roskilde Fjord. Det kan ses af kilder og kort, at jordlodden lå nord for Frederiksværks nuværende torv. Først var der blevet gravet to sidekanaler til Arresøkanalen, således at der blev dannet to smalle, kunstige øer. Kanonværket var derpå blevet opført på den sydligste af dem. Selve produktionsværkerne omfattede to hovedbygninger, som foruden flere esser rummede et avanceret, vandhjulsdrevet maskineri til kanonfremstillingen: En hammermølle til hamring af smedejernsemnerne, et drejeværk til afdrejning af de råsmedede kanonemners yderside samt et boreværk til udboring af kanonernes løb. Efter en række uheldige prøveskydninger blev forsøget med de smedede jernkanoner opgivet fra årsskiftet 1755/1756 og Peyrembert afskediget. I august 1756 besluttede kong Frederik V at overlade værket til etatsråd Just Fabritius og kancelliråd Johan Frederik Classen. Det skete under den forudsætning, at Fabritius og Classen garanterede fremtidig levering af krudt til staten; desuden skulle kanonboreværket bevares intakt med henblik på fremtidig brug. Kongen imødekom desuden de to nye indehaveres ønske om, at værket herefter måtte kaldes Friederichsværk. Med udgangspunkt i Peyremberts kanonværk blev Frederiksværk i løbet af de følgende år kraftigt udbygget til et industrikompleks for produktion af militært materiel, bl.a. støbte kanoner. På den måde blev Peyremberts kanonværk begyndelsen til industribyen Frederiksværk. Kanonværksbygningerne var i fortsat brug som en del af Frederiksværks industrikvarter indtil de blev ødelagt ved en brand i 1952 og revet ned. Formålet med udgravningen var at få afklaret med sikkerhed, at det bygningsfundament, der var konstateret ved besigtigelsen, stammede fra Peyremberts kanonværk. Desuden skulle det arkæologiske arbejde give bedre indsigt i kanonværkets grundplan og bygninger og den nærmere placering og konstruktionsmæssige opbygning af dets maskiner. Det blev besluttet, at undersøgelsen måtte omfatte hele den resterende del af det areal, som ville blive berørt ved anlægsarbejdet. LANDSKABET Det ældste Frederiksværk er anlagt i et lavtliggende terræn vest for morænebakker, på en landtange mellem Roskilde Fjord i vest og Arresø i øst. Frem til sidste istid dannede Arresø en åben fjordindskæring i landet. Fjordmundingen blev lukket ved landhævning ved istidens ophør, og den ca. 2,5 km brede tange blev dannet. Fra midt i 1500-årene og de følgende godt 200 år var området ligesom store dele af det øvrige Nordsjælland ramt af kraftig sandflugt fra Kattegat. På det undersøgte areal bestod undergrunden af lyst gulgråt, finkornet sand. Ifølge jordbundskort er der tale om smeltevandssand. Undergrundsniveauet steg jævnt fra vest, 4
hvor der blev målt undergrund i kote ca. 0,9 m o. DNN, mod sydøst, hvor undergrundskoten var ca. 1,4 m o. DNN. Over undergrundssandet lå en ca. 30-40 cm tyk tørvehorisont. Tørvehorisonten var dannet ved tilsanding af engarealer i forbindelse med sandflugten, og var på hele den undersøgte flade dækket af et ca. 60-90 cm tykt sandflugtslag af lyst gulgråt, finkornet sand. Mod nord lå overjorden kun ca. 40 cm tykt over sandflugtslaget. Mod syd var terrænet kraftigt reguleret ved påføring af jord og steg således brat op mod Torvet, hvor gadeniveauet lå godt 4 m over sandflugtslaget. BEBYGGELSESTOPOGRAFI Torvet 45 er placeret centralt i Frederiksværk. Det undersøgte areal ligger nord for det nuværende Frederiksværk torv; syd for Torvet ligger det Gjethuset opført af Johan Frederik Classen i 1760 erne, altså kun år efter, at han sammen med Just Fabritius havde overtaget Peyremberts kanonværk. Mod nord er arealet afgrænset fra Strandgade af en endnu vandførende møllekanal. Her ligger i Strandgade 1 det gamle møllehus, der er fra o. 1800. Mod øst findes Allégade med flere bygninger fra 1760 erne langs med Arresø Kanal. I 2004 udgravede Nationalmuseet en grund ved Valseværksgade lidt længere mod nord i byen og undersøgte dele af det nu nedlagte Frederiksværk Kobbervalseværk fra 1802. Med den aktuelle udgravning af Peyremberts 50 år ældre kanonsmedje er der føjet en ny og helt central brik til forståelsen af det ældste Frederiksværks bebyggelsestopografi og industrimiljøudvikling. UDGRAVNINGSDATA Udgravningen foregik i perioden fra d. 30. november til d. 22. december 2006. Udgravningen blev foretaget af cand. mag. Mathias Søndergaard (daglig leder) og stud.mag. Jesper Langkilde. Til undersøgelsen blev anvendt en 22 tons CAT 320C gravemaskine. Maskinfører var Jens Norby fra CN Maskiner A/S, Industrikrogen 18, 2635 Ishøj. Vejret var meget mildt for årstiden, og undersøgelsen kunne derfor gennemføres uden problemer med frost eller sne. Til gengæld var det ganske regnfuldt, og da der dertil i flere tilfælde blev arbejdet i niveauer i nærheden af kote 0-0,5 m o. DNN, var der ofte problemer med vand i udgravningsfeltet på trods af pumpning. 5
UDGRAVNINGSMETODE Den arkæologiske undersøgelse foregik parallelt med bygherres anlægsarbejder. Den østlige fløj i det projekterede byggeris trefløjede grundplan var allerede fuldstændigt gennemgravet, opfyldt og planeret ved undersøgelsens start. Undersøgelsen blev følgelig koncentreret om arealerne på grundens vestlige og nordlige del. Arealet midt på grunden, hvor det projekterede byggeris åbne gård skulle anlægges, ville ikke blive berørt af jordarbejderne og blev derfor ikke undersøgt. Undersøgelsen tog af hensyn til anlægsarbejderne udgangspunkt i grundens nordvestlige hjørne, hvorfra der blev arbejdet mod syd og derpå mod øst. Det meste af overjorden var afgravet forud for undersøgelsens start; afrømningen af den resterende overjord skete under arkæologisk opsyn. Der blev afrømmet ned til en flade af lyst gulgråt, finkornet sand med en række anlæg i form af kampestensfundamenter og teglmurværker samt enkelte støbte betonsokler fra nyeste tid. Sandlaget blev først tolket som undergrund, men viste sig snart at være et flere steder op mod 1 m tykt lag af flyvesand. Arkæologiske anlæg blev derefter afrenset med skovl og graveske. Alle anlæg blev fotoregistreret og indmålt i fladen i målestok 1:50 samt nivelleret. Eftersom de undersøgte anlæg daterede sig til nyere tid blev det løbende forsøgt at identificere og omtrentligt datere dem på grundlag af kortmateriale og skriftlige kilder; det skete med bistand fra Industrimuseet Frederiks Værk. Det kunne hurtigt konstateres, at det fundament af kampesten, som ved anlægsarbejdet var blevet gennemgravet i pladsens østende forud for den første arkæologiske besigtigelse, var et meget kraftigt bygningsfundament orienteret øst/vest. Fundamentet gik ind under den vestlige udgravningskants profil og kunne følges herfra til afbrydelsen i øst. Ved at sammenholde de registrerede anlæg med kortmateriale kunne det fastslås med sikkerhed, at fundamentet måtte stamme fra E.J. de Peyremberts kanonværk, og at der var tale om fundamentet til værkets nordlige facademur. Fundamentet var opført direkte ud til den møllekanal, der havde været ført nord om bygningen, og dannede altså en stenvæg ud mod møllevandet. På undersøgelsesfeltets vestdel var der registreret en øst/vest orienteret stensætning med granitkvadre ca. 5,80 m nord for og helt parallelt med det øst/vest gående fundament. Denne stensætning kunne følges fra det undersøgte areals vestlige kant til den østlige feltkant ved det projekterede byggeris gårdanlæg. Stensætning repræsenterede møllekanalens nordvæg. På den opfyldte kanal fandtes et teglmurværk og to murede teglrender. Disse anlæg kunne dateres til omkring år 1900. Det blev prioriteret at undersøge de anlæg, der med sikkerhed eller sandsynlighed kunne henføres til det ældste kanonværk, 6
og der blev derfor ikke gjort forsøg på at snitte og profilopmåle de teglbyggede konstruktioner, der var anlagt på den opfyldte kanal. Indenfor den grundplan, der mod nord var afgrænset af det nordlige ydermursfundament til Peyremberts kanonværk, blev der registreret en række anlæg, der med sikkerhed eller sandsynlighed kunne henføres til kanonværkets første fase. De omfattede bl.a. kanonværkets hammermølle og et anlæg, der er tolket som fundament og bænk til en af dets drejemaskiner. Der var tale om, sten- og tømmerbyggede konstruktioner, der i flere tilfælde viste sig at have meget kraftige fundamenter. Det var derfor kun muligt at undersøge dem med hjælp fra gravemaskinen. Alligevel blev undersøgelse og registrering vanskelig på grund af anlæggenes dybde. De dybe snit resulterede i ustabile profiler og trak hurtigt store mængder grundvand. I flere tilfælde måtte profilopmåling opgives af hensyn til sikkerhed og tid. Kun ved den formodede drejemaskine kunne der laves en egentlig profilopmåling. Snit i en række af de øvrige anlæg blev fotoregistreret og skitseopmålt, og anlæggenes bundniveau blev nivelleret. Eksempel på hammermølle De profilvægge, der var skabt ved afgravningen af overjorden, blev ikke registreret; sydprofilen mod Torvet var sikret med en jernspuns, mens øst- og vestprofilerne blev gravet med kraftige anlæg. Imidlertid syntes det også klart, at terrænet og dets stigning fra nord mod Torvet i syd var så stærkt reguleret ved jordarbejder i nyere tid, at der ikke var bevaret anlæg af arkæologisk interesse over flyvesandslaget. Der blev indsamlet fund fra anlæg, mens en del løsfund, især store mængder metalskrot, uden nogen registrering blev kasseret under udgravningen. Der blev taget jordprøver og slaggeprøver ved de registrerede anlæg. Der blev desuden udtaget prøver af tømmer til dendrokronologisk analyse. Det blev prioriteret at udtage træprøver fra anlæg med usikker datering; men også de kraftige nedgravede egestammer, hvorpå hammermøllens ambolte har hvilet, og træ fra den formodede drejemaskine blev hjemtaget. RESULTATER OG PERSPEKTIVER Det berørte område omfattede i alt ca. 1221 m2. Udgravningen dækkede ca. 670 m2, som blev undersøgt til undergrundniveau 7
eller til bund i de arkæologiske anlæg. Ca. 350 m2, der lå inden for det projekterede byggeris åbne gård, ville ikke blive berørt af anlægsarbejderne og blev derfor ikke undersøgt. Ca. 200 m2 indenfor østfløjen i det projekterede byggeris grundplan var gennemgravet allerede forud for den arkæologiske undersøgelses start. Der blev registreret i alt ca. 100 anlæg i løbet af udgravningen. De registrerede anlæg kunne dateres til perioden ca. 1751-1950. Anlæggene omfattede dele af det ovenfor omtalte kanonsmedeværk, som franskmanden Etienne Jandin de Peyrembert anlagde i 1751. Bl.a. blev fundet en stensat møllekanal og kraftige bygningsfundamenter i kampesten. Inde i kanonværksbygningen blev fundet funderings- og anlægselementer til maskineri i form af hammerværket og sandsynligvis en af drejeværkets drejemaskiner. En række mindre anlæg i form af murede teglstenskasser blev også registreret; disse anlæg var fra nyere tid, men deres nærmere datering var usikker. Endelig blev der registreret murværker fra en bygning anlagt på den opfyldte møllekanal samt to murede teglstensrender; disse anlæg kan dateres til efter kanalens opfyldning ca. 1868-1900. Udgravningens genstandsfund omfatter smedejernsankre fra fundamenterne, jernbolte, stangjern, en støbeske, metalskrot, en slibesten, vindues- og flaskeglas. Fundnumrene repræsenterer et udvalg af større mængder af identiske fund, som blev kasseret, da udgravningen sluttede. Fundene stammer næsten udelukkende fra bygningskonstruktioner eller fra metalforarbejdningsvirksomhed. Bortset fra to stykker flaskeglas blev der således ikke gjort fund af dagliglivs brugsgenstande. Der blev udtaget prøver jordprøver og prøver af slagger og andet affald fra metalforarbejdning. Der blev desuden taget prøver af træ til dendrokronologisk analyse. Undersøgelsen afdækkede og dokumenterede dele af grundplanen i Peyremberts kanonværk. Det var også muligt at iagttage og registrere bygningsfundamenternes konstruktion. Der var tale om meget kraftige kampestensfundamenter anlagt på strøer af fyrrebjælker. Desuden blev placeringen af centralt maskineri såsom værkets hammermølle og drejeværk fikseret, og væsentlige detaljer i produktionsanlæggenes konstruktion blev klarlagt. Den formodede drejemaskine har bestået af en ca. 4 m lang og 1 m bred, meget kraftig, kasselignende trækonstruktion, der var placeret i en fundamentkasse af kvadersten; det jernobjekt, der skulle drejes, har man omtrent som i en moderne drejebænk - fastspændt horisontalt inden for kassekonstruktionen. Drejebænken er blevet drevet af et vandhjul der var placeret i møllekanalen syd om bygningen. Hammermøllens vandhjul har derimod været drevet af den møllekanal, der gik nord om kanonværket. Mølleakslen har via 8
to tandkranse drevet to tunge jernhamre; hamrene var ikke bevaret, men det var smedjens to store ambolte i form af to nedgravede egestammer, der har fungeret som leje for ambolte af jern. Der var tale om kraftige egestammer: den ene målte ca. 1,3 m i højden og havde en diameter på 80 cm, mens den anden var ca. 1,1, m høj og havde en diameter på 1 m. Egestammerne var sat i dybe nedgravninger på et fundament af lerklinet fletværk og egestrøer, og omkring dem var pakket ler. Konstruktionen skulle kunne opsuge de voldsomme rystelser, der opstod, når hamrene arbejdede. Omkring amboltlejerne lå tykke lag af jernskæl, der var slået af det varme jern under smedningen. Optagning af armbolt A81 Armbolte A81 og A82 klar til afhentning og konservering Det kraftige lag af flyvesand, som blev registreret ved 9
udgravningen, repræsenterede kanonværkets omtrentlige anlægsniveau. Der blev kun registreret en lille rest teglgulv længst mod vest i den bygning, der rummede hammer- og drejeværkerne; det er meget muligt, at der var sandgulv i hovedparten af bygningen. Udgravningen gav desuden indsigt i kanonværksbygningens videre brug, ombygninger m.m. indtil første del af 1900-tallet. Disse yngre anlæg omfattede to teglstensrender, der var anlagt i den tilkastede møllekanal i to faser, samt et teglmurværk fra en tilbygning til det oprindelige kanonværksbyggeri. Det var således muligt at få indblik i et tidligt industrimiljøs bygningsudvikling og produktion gennem en periode på ca. 200 år fra midt i 1700-tallet til midt i 1900-tallet. Undersøgelsens resultater vil blive endnu flere, efterhånden som der foretages naturvidenskabelige analyser af jord- og slaggeprøver. Disse analyser vil sandsynligvis kunne give forøget indsigt i de teknologier der har været anvendt i forbindelse med smede- og støbevirksomheden på værket. Desuden vil dendrokronologiske analyser af træ kunne afklare nogle foreløbige uklarheder i dateringen af enkelte anlæg. Undersøgelsens konklusioner vil også kunne præciseres og perspektiveres, når der bliver arbejdet mere grundigt med kortmateriale og skriftlige kilder. Det har foreløbig kun været muligt i et begrænset omfang inden for rammerne af den arkæologiske undersøgelse og det efterfølgende beretningsarbejde. Hvis det friholdte areal i det projekterede byggeris indre gård skulle blive berørt ved fremtidige anlægsarbejder, vil en arkæologisk undersøgelse måske kunne give indblik i de bygninger, som ifølge kort fra 1700-tallet har ligget på den nordlige af de to kunstigt skabte banker mellem de tre møllekanaler. Dog udgør hovedparten af det friholdte areal den opfyldte midterste kanal. Mod vest må alle spor af kanonværksanlægget forventes at være ødelagt ved opførelsen af Frederiksværk Bibliotek. Mod syd ligger eventuelle bevarede dele af kanonværksanlægget under byens nuværende torv. DATALISTE Nordsjællandsk Folkemuseum har givet udgravningen journalnummer: NFH A2651. Dokumentation og registrerede fund opbevares på Nordsjællandsk Folkemuseum. På Industrimuseet Frederiks Værk er dertil magasineret et større antal løst opsamlede genstandsfund samt tømmer fra registrerede anlæg: to kraftige egestammer, hvorpå hammermøllens ambolte har hvilet, og træ fra kanonværkets drejeværk. 10
LITTERATUR - Nils Engberg/Frank Allan Rasmussen/Henriette Rensbro, Kobbervalseværket i Frederiksværk 1802-1907. En kildebaseret og industriarkæologisk undersøgelse, Fabrik og Bolig. Det industrielle miljø i Danmark, 2006, s. 69-86. - Bo Jacobsen/Hans Engelund Kristiansen/Bengt Sørensen/ Frank Allen Rasmussen (red.), Friderichs Wærk Kilder til industribyens fødsel, Hundested/Frederiksværk 2006. - Gunvor Petersen (red.), Historiske huse i Frederiksværk, Kbh. 1986. 26. januar 2007 Mathias Søndergaard 11