HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 21. juni 2013

HØJESTERETS KENDELSE afsagt fredag den 21. juni 2013 Sag 208/2012 Konkursboet ebh-fonden (advokat Torben Byskov Petersen) mod Egon Korsbæk (advokat, dr. jur. Erik Werlauff) Jens Peter Egebjerg Hansen og BDO ScanRevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskab (advokat Birgitte Sølvkær Olesen for begge) I tidligere instans er afsagt kendelse af Vestre Landsrets 13. afdeling den 25. april 2012. I påkendelsen har deltaget fem dommere: Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Niels Grubbe, Jon Stokholm og Vibeke Rønne. Påstande Kærende, Konkursboet ebh-fonden, har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse ophæves, og at den erlagte berammelsesafgift på 75.000 kr. tilbagebetales til konkursboet. Egon Korsbæk, Jens Peter Egebjerg Hansen og BDO ScanRevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskab har modtaget underretning om kæremålet, men har ikke udtalt sig herom. Landsretten har henholdt sig til den trufne afgørelse. Anbringender

- 2 - Konkursboet ebh-fonden har anført bl.a., at de spørgsmål, som var blevet udskilt, angik sagens formalitet. En delforhandling om sagens formalitet er ikke og kan ikke sidestilles med en hovedforhandling i retsafgiftslovens forstand, og der er derfor ikke i retsafgiftslovens 2 den fornødne klare lovhjemmel til at opkræve afgiften, jf. grundlovens 43. Ud fra en naturlig forståelse må en hovedforhandling være den forhandling, der faktisk og ikke blot potentielt afslutter sagens behandling ved den pågældende instans, og som tillige angår sagens realitet. I forbindelse med behandlingen af en civil sag i første instans opkræves afgift to gange, henholdsvis ved sagens anlæg og ved fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen. Opdelingen har bl.a. til formål at udgøre et incitament for parterne til at forlige sagen inden hovedforhandlingen. Hvis berammelsesafgiften skal betales allerede på tidspunktet for den indledningsvise afklaring af formalitetsindsigelser, vil incitamentet til at forlige sagen, efterhånden som sagen under forberedelsen oplyses, ikke være til stede, hvilket er imod formålet med bestemmelsen. Det vil endvidere i realiteten gøre retsafgiftslovens 2, stk. 4, 2. pkt., og stk. 6, illusorisk. Det vil også stride imod formålet med retsplejelovens 253, som ikke bør modarbejdes gennem en opkrævning af afgift ud fra en ensidigt fiskal tilgang. Dispositioner, der udløser berammelsesafgifter, henhører som udgangspunkt under parternes og dermed ikke rettens rådighed. En hovedforhandling om sagens realitet afslutter sagens behandling i den pågældende instans, hvorimod kendelser og domme om sagens formalitet ikke nødvendigvis afslutter sagens behandling i den pågældende instans. Supplerende sagsfremstilling Ved retsbog af 11. november 2011 udskilte landsretten de nedlagte afvisningspåstande til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens 253, stk. 1. Ifølge retsbogen drejer det sig om afvisning som følge af litispendensvirkning, afvisning som følge af, at påstand 1 er for upræcis og uegnet til at kunne danne grundlag for pådømmelse, afvisning som følge af, at påstand 2 er indeholdt i påstand 1, og afvisning som følge af, at det vil være i strid med lov om erhvervsdrivende fonde 44, stk. 3, at afsige dom om anerkendelse af erstatningspligt. Ved retsbog af 28. november 2011 blev tillige påstanden om frifindelse for tiden udskilt til særskilt behandling. Der blev afholdt mundtlig forhandling om de udskilte påstande den 14. og 15. maj 2012. Ved kendelse af 28. juni 2012 gav landsretten ikke Egon Korsbæk, Jens Peter Egebjerg Hansen og

- 3 - BDO ScanRevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskab medhold i deres påstande. Det blev derfor bestemt, at sagen kunne fremmes. Egon Korsbæk, Jens Peter Egebjerg Hansen og BDO ScanRevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskab har efterfølgende anmodet Højesteret om tilladelse til at kære landsrettens kendelse af 28. juni 2012, hvilket Højesteret imødekom den 16. november 2012, jf. retsplejelovens 253, stk. 4. Retsgrundlaget Retsafgiftslovens 2, stk. 1, 4 og 6, har følgende ordlyd: 2. For sager, som angår penge eller penges værd, og hvor værdien overstiger 50.000 kr., betales afgift for hovedforhandlingen eller for skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Stk. 4. Afgiften efter stk. 1 skal betales ved fastsættelsen af tidspunktet for hovedforhandlingen, dog tidligst 3 måneder før hovedforhandlingen. Afgiftspligten efter stk. 1 bortfalder, hvis der senest 6 uger før hovedforhandlingen gives retten meddelelse om, at sagen er bortfaldet. Stk.6. I sager, der afsluttes uden dom, ved udeblivelsesdom eller ved, at en part tager bekræftende til genmæle, tilbagebetales en tredjedel, dog mindst 500 kr., af afgiften efter stk. 1. Berammelsesafgiften blev indført ved lov nr. 330 af 24. maj 1989. Den blev da kun udløst ved berammelse til domsforhandling. Formålet med berammelsesafgiften var efter de almindelige bemærkninger i lovforslaget (nr. 170 af 12. januar 1989) at motivere parterne til på så tidligt et tidspunkt som muligt efter, at sagen er anlagt, at tage stilling til, om der er mulighed for at forlige sagen. Herved opnås, at et færre antal sager, end tilfældet er i dag, forliges så kort tid før domsforhandlingen, at retten ikke har mulighed for at beramme andre sager til den pågældende dag. (FT 1988-89, till. A, sp. 4087). Reglerne blev ændret ved lov nr. 1436 af 22. december 2004, der indførte regler stort set svarende til dem, der gælder i dag. Lovforslaget (nr. 110 af 17. november 2004) byggede i vidt omfang på forslaget i betænkning 1436/2004. I betænkningen fremhæves ud over hensynet til

- 4 - en effektiv udnyttelse af domstolenes ressourcer også hensynet til i det hele taget at fremme en hurtig konfliktløsning i samfundet, og det foreslås på den baggrund, at systemet med én afgift for sagens anlæg og én afgift for domsforhandlingen bør videreføres (s. 245). Det blev imidlertid foreslået i betænkningen, at forholdet mellem de to afgifter skulle ændres, så berammelsesafgiften blev relativt højere, og fordelingen af retsafgiften mellem sagsanlæg og domsforhandling blev foreslået ændret fra tidligere 5:1 til nu 1:3. Det blev begrundet med, at berammelsesafgiften efter de gældende regler udgjorde en utilstrækkelig motivation til at søge en tidlig afslutning. Omlægningen havde til formål, dels at give en større motivation til forlig i god tid før domsforhandlingen, dels i lidt højere grad at afpasse retsafgiften efter belastningen af domstolene. Det blev dog understreget, at der kun var tale om en helt overordnet sammenhæng mellem afgiftens fordeling og det arbejde, der er forbundet med domstolenes sagsbehandling (s. 245). Under hensyn til domstolenes forbrug af ressourcer ved domsskrivning blev det endvidere foreslået, at en tredjedel af berammelsesafgiften skulle bortfalde, hvis sagen bortfalder senere end 6 uger før domsforhandlingen eller afgøres ved udeblivelsesdom eller ved, at en af parterne tager bekræftende til genmæle (s. 246). Der blev således ved disse forslag også taget hensyn til ressourceforbruget ved domstolenes sagsbehandling. Betænkningens forslag blev indarbejdet i lovforslag nr. 110 af 17. november 2004, dog således at forholdet mellem retsafgift ved sagsanlæg og ved berammelse blev fastsat til 1:1. Lovforslaget blev gennemført ved lov nr. 1436 af 22. december 2004 uden ændringer i bestemmelserne om retsafgift. Bestemmelsen i 2 fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.). Forud herfor skulle der efter 2, stk. 1, betales afgift for domsforhandlingen eller for skriftlig behandling, der træder i stedet herfor.

- 5 - I de specielle bemærkninger til forslag til ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Gruppesøgsmål m.v.) hedder det bl.a.: (Folketingstidende 2006/07, L 41,Tillæg A, s. 1430): Der er tale om konsekvensændringer som følge af, at betegnelsen domsforhandlingen ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politi- og domstolsreform) blev ændret til hovedforhandlingen. Ændring af betegnelsen domsforhandlingen til hovedforhandlingen i retsplejeloven skete ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love (Politiog domstolsreformen). I lovforslagets almindelige bemærkninger (Folketingstidende 2005/06, L 168, Tillæg A, s. 5273 ff.) hedder det bl.a.: 5.2.2.1. Retsplejerådet finder, at den mundtlige domsforhandling fortsat bør være omdrejningspunktet for afgørelsen i første instans af tvistige civile sager ved domstolene, og at domsforhandlingen som udgangspunkt bør gennemføres efter samme model som hidtil, dvs. med forelæggelse, bevisførelse og procedure. Retsplejerådet foreslår, at domsforhandlingen fremover skal hedde hovedforhandlingen, idet denne betegnelse er mere træffende og lettere forståelig som beskrivelse af dette stadium af retssagen. Ordet er også det almindeligt brugte i norsk og svensk procesret. 5.2.2.6. Justitsministeriet er enigt med Retsplejerådet i, at der er behov for at skabe bedre muligheder for parterne og retten for at effektivisere og koncentrere domsforhandlingen, der fremover bør betegnes hovedforhandlingen. Højesterets begrundelse og resultat Fire dommere Poul Søgaard, Niels Grubbe, Jon Stokholm og Vibeke Rønne udtaler: Sagen angår et tilfælde, hvor retten i medfør af retsplejelovens 253 har bestemt, at hovedforhandlingen foreløbig skal begrænses til nogle af de spørgsmål, som sagen angår. De spørgsmål, der er udskilt til hovedforhandling, angår påstande om afvisning og frifindelse for tiden. Alt efter udfaldet er det derfor muligt, at der skal gennemføres flere hovedforhandlinger om samme krav. Problemet i sagen er, om der i medfør af retsafgiftslovens 2 skal betales berammelsesafgift for hovedforhandlingen om afvisning og frifindelse for tiden.

- 6 - I medfør af retsplejelovens 253, stk. 1, kan retten bestemme, at hovedforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse. En hovedforhandling efter 253 kan både vedrøre et spørgsmål om sagens formalitet og sagens realitet. For sager som den foreliggende skal der efter retsafgiftslovens 2, stk. 1, betales afgift for hovedforhandlingen eller for skriftlig behandling, der træder i stedet herfor. Retsafgiftslovens 2 fik sin nuværende ordlyd ved lov nr. 181 af 28. februar 2007 om ændring af retsplejeloven og en række andre love. Ved denne lovændring blev betegnelsen domsforhandlingen ændret til hovedforhandlingen, hvilket var en konsekvensændring som følge af, at der var sket en tilsvarende ændring af bl.a. retsplejelovens terminologi ved lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven og forskellige andre love. Betegnelserne hovedforhandlingen og tidligere domsforhandlingen må således antages at være benyttet i samme betydning i henholdsvis retsplejeloven og retsafgiftsloven. Herefter finder vi, at det efter retsafgiftslovens 2, stk. 1, må antages, at en hovedforhandling udløser pligt til at betale berammelsesafgift, selvom hovedforhandlingen er begrænset til enkelte af de spørgsmål, sagen omfatter. Retsafgiftslovens 2, stk. 1, forudsætter efter sin ordlyd, at der er tale om én hovedforhandling. I Retsplejerådets betænkning nr. 1436/2004, s. 204-205 er om betalingsprofilerne for retsafgifterne bl.a. anført, at der er tale om et system med én afgift for sagens anlæg og én afgift for domsforhandlingen. Herefter og i mangel af en udtrykkelig bestemmelse om gentagen betaling af afgift ved opdeling af hovedforhandlingen i to eller flere, må retsafgiftslovens 2, stk. 1, efter vor opfattelse forstås sådan, at der kun er hjemmel til at opkræve én berammelsesafgift, selvom hovedforhandlingen opdeles i medfør af retsplejelovens 253. Reale grunde, herunder at opdeling kan besluttes af retten ex officio eller efter begæring fra en anden part end den, der skal betale berammelsesafgiften, taler også for dette resultat. Spørgsmålet er dernæst, om berammelsesafgiften skal betales forud for afholdelsen af den første del af hovedforhandlingen eller først i forbindelse med den afsluttende del.

- 7 - Retsafgiftslovens 2, stk. 1, fastsætter, at berammelsesafgiften skal betales for hovedforhandlingen uden forbehold om, at det skal være den afsluttende hovedforhandling, hvilket taler for, at afgiftspligten udløses allerede i forbindelse med den første del af hovedforhandlingen. Afgiften skal efter 2, stk. 4, betales forud for hovedforhandlingen. På dette tidspunkt er det uvist, om den første del af hovedforhandlingen bliver den sidste. Hvis det udskilte spørgsmål er en indsigelse til støtte for en frifindelsespåstand, kan resultatet blive en frifindelse og dermed en afslutning af sagen. Selvom afgørelsen af det udskilte spørgsmål ikke kan afslutte sagen, er det alligevel muligt, at der ikke kommer en yderligere domsforhandling, fordi sagen forliges eller hæves. Herefter, og da loven ikke indeholder bestemmelser om efterfølgende opkrævning af berammelsesafgift, hvis den første del af hovedforhandlingen ender med også at blive den afsluttende, taler reale grunde, herunder behovet for en operationel regel, for, at afgiftspligten udløses allerede i forbindelse med den første del af hovedforhandlingen. En sådan retstilstand vil være i overensstemmelse med formålet efter lovforarbejderne om hensynet til i det hele taget at fremme en hurtig konfliktløsning, og herunder sikre, at forlig indgås i god tid inden en hovedforhandling, og den vil dermed tilgodese også hensynet til effektiv udnyttelse af domstolenes ressourcer. På denne baggrund finder vi, at retsafgiftslovens 2, stk. 1, og 4, må forstås således, at berammelsesafgiften skal betales forud for den første del af hovedforhandlingen i tilfælde, hvor denne foreløbigt begrænses til enkelte af de spørgsmål, sagen omfatter, og at dette gælder uanset om rettens afgørelse af de udskilte spørgsmål kan føre til en afslutning af sagen ved denne instans. En begrænsning af hovedforhandlingen i medfør af retsplejelovens 253 til enkelte af de spørgsmål, sagen omfatter, kan også angå formalitetsspørgsmål, hvor påstanden er afvisning. Der er ikke holdepunkt i ordlyden af retsafgiftslovens 2, stk. 1, for at behandle denne situation anderledes end tilfælde, hvor de udskilte spørgsmål angår sagens realitet. Herefter, og da reale grunde taler for en fortolkning, hvorefter reglen får et klart og let håndterbart indhold, finder vi, at retsafgiftslovens 2, stk. 1, og 4, må forstås således, at berammelsesafgiften skal betales forud for den første del af hovedforhandlingen også i tilfælde, hvor der er udskilt for-

- 8 - malitetsspørgsmål, der kan føre til afvisning af sagen. Det bemærkes, at denne forståelse ikke vil være til hinder for, at retten træffer afgørelse om formalitetsspørgsmål uden en hovedforhandling, f.eks. i forbindelse med et forberedende møde efter retsplejelovens 353, der kan angå formalitetsindsigelser, jf. stk. 1, nr. 5. Denne mulighed består således og vil ikke udløse berammelsesafgift, da der ikke er tale om en hovedforhandling. Ved landsrettens beslutninger af 11. og 28. november 2011 blev det bestemt, at Egon Korsbæk, Jens Peter Egebjerg Hansen og BDO ScanRevision Statsautoriseret Revisionsaktieselskabs påstande om afvisning og frifindelse for tiden skulle udskilles til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens 253, stk. 1. Hovedforhandling af disse spørgsmål blev gennemført den 14. og 15. maj 2012. Efter det anførte finder vi, at landsretten var berettiget til at opkræve berammelsesafgift i forbindelse med berammelsen af den første del af hovedforhandlingen. Vi stemmer med denne begrundelse for at stadfæste landsrettens afgørelse. Dommer Lene Pagter Kristensen udtaler: Jeg er af de grunde, som er anført af flertallet, enig i, at retsafgiftslovens 2, stk. 1, må forstås sådan, at der kun er hjemmel til at opkræve én berammelsesafgift, selv om hovedforhandlingen opdeles i medfør af retsplejelovens 253, og at berammelsesafgiften skal betales forud for afholdelsen af den første del af hovedforhandlingen efter de regler, som fremgår af retsafgiftslovens 2, stk. 4. Jeg er endvidere enig med flertallet i, at betegnelsen hovedforhandlingen må antages at være benyttet i samme betydning i henholdsvis retsplejeloven og retsafgiftsloven. Hverken retsafgiftsloven eller retsplejeloven definerer udtrykkeligt, hvad der skal forstås ved hovedforhandlingen. Retsplejeloven bygger imidlertid på, at behandlingen af en retssag falder i to dele, forberedelsen og hovedforhandlingen, jf. retsplejelovens kapitel 33, 34 og 36. Sagen berammes til hovedforhandling, når forberedelsen er afsluttet, idet det tilstræbes, at parterne under hovedforhandlingen kan forelægge, oplyse og procedere sagen for retten uden behov for udsættelser til afklaring af yderligere spørgsmål eller for at indhente yderligere oplysninger.

- 9 - Retten kan bestemme, at forberedelsen eller hovedforhandlingen foreløbig skal begrænses til en del af det krav, som sagen angår, eller, hvor sagen omfatter flere krav eller spørgsmål, til et af disse, ligesom retten kan træffe særskilt afgørelse om en del af et krav eller om et af flere krav eller spørgsmål, som sagen angår, jf. retsplejelovens 253, stk. 1 og 2. Angår et tvistepunkt under sagen ikke sagens materielretlige problemer, men alene sagens formalitet eller spørgsmål af betydning for sagens oplysning, vil det ofte være hensigtsmæssigt at afklare sådanne tvister allerede under sagens forberedelse. Jeg finder, at udskillelsen af sådanne tvister med henblik på at træffe særskilt afgørelse herom, har til formål at forberede, at hovedforhandlingen kan koncentreres om sagens materielretlige problemer, og at denne del af sagsbehandlingen derfor henhører under forberedelsen og ikke hovedforhandlingen, heller ikke selv om afgørelse af de omhandlede tvister sker efter særskilt forberedelse og mundtlig eller skriftlig forhandling. Landsrettens beslutninger af 11. og 28. november 2011 om berammelse af en delforhandling med henblik på stillingtagen til de nedlagte påstande om afvisning og frifindelse for tiden er truffet under sagens forberedelse, og de udskilte spørgsmål angik indsigelser mod formuleringen af kærendes påstande samt om litispendensvirkning. Jeg finder, at en delforhandling om sådanne spørgsmål, som finder sted under sagens forberedelse, ikke kan anses for en del af hovedforhandlingen, og stemmer derfor for at tage de kærendes påstand til følge. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Thi bestemmes: Landsretten kendelse stadfæstes.