Strukturer og dynamisk udviking af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse, Danmark STIG ASBJØRN SCHACK PEDERSEN DGF Pedersen, S.A.S. 2006 12 08: Strukturer og dynamisk udviking af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse, Danmark. Geoogisk Tidsskrift 2006, hæfte 1, 46 pp., København. Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks er bottet i Lønstrup Kint i Vendsysse. Strukturerne i tværprofiet bev dannet under fremrykningen af Den Norske Isstrøm for 30 26 000 år siden. Den strukturgeoogiske anayse af kompekset er den første danske systematiske beskrivese af et tyndskindet overskydningssystem baseret på en fotogrammetrisk opmåing af kinten, som muiggør konstruktionen af baancerede tværsnit med anvendese af såve injebaance som areabaance. I den dynamiske udredning indgår tiige beskrivesen af syntektonisk sedimentation. En regiona inkonformitet adskier de prætektoniske afejringer i Stortorn og Lønstrup Kint Formationerne fra de syntektoniske afejringer i Rubjerg Knude Formationen. Kompekset overejres erosivt af Kattegat Ti Formationen og Ribjerg Formationens yngre smetevandsafejringer, som dækkes af Midtdanske Ti Formation. Endeig påejres kompekset af de sengaciae, marine afejringer i Vendsysse Formationen. De strukturee eementer i overskydningskompekset er ramper og fader, som betegnes iggende eer hængende efter deres position i forhod ti overskydningspanet. Hængende-bok antikinaer udvikedes over rampehængser, og iggende-bok synkinaer dannedes angs vækstforkastninger i syntektoniske piggyback-bassiner. Segmenter af overskydningsskiverne bev stabet oven på hinanden som dupexstrukturer. Ved rampekoaps sammenpressedes disse under kompeks fodning. Når fere skiver deformeredes i en hængende-bok antikina udvikedes antiformstakke. Foran disses forands-hædende fanker opstod normaforkastninger. Décoementniveauet springer fra 10 m i den distae ti 40 m i den proksimae de af kompekset, hvor fire aktive forskydningsniveauer dannede forkastnings-bøje-fodede dupexenheder begrænset af 45 hædende ramper. Mobiisering af mudder angs hængende-bok ramper og fader udvikedes ti mudderdiapirer, typisk ved opskydning fra det dybeste décoementniveau. Deformationen resuterede i en forkortning af agserien på ca. 50%, og deformationsmekanismen tokes som beastningstryksspredning foran den fremrykkende iskappe. Porevandsovertryk i de finkornede sedimenter bidrog ti overførsen af den deformerende kraft. Overskydningshastigheden var hurtigere end 2 m/år, og deformationen resuterede i, at en 12 km ang og 40 m tyk serie af horisontat afejrede sedimenter nu indgår i et 6 km angt og ca. 80 m tykt overskydningskompeks, hvoraf en væsentig de igger under havniveau (Fig. 1, Panche 1). Stig A. Schack Pedersen, Danmarks og Grønands Geoogiske Undersøgese, Øster Vodgade 10, DK-1350 København K, Danmark, e-post: sasp@geus.dk Når man i internationae sammenhænge ska komme med et bud på, hvike geoogiske seværdigheder Danmark kan byde på, er de istektonisk disocerede kinter en af de ting som kommer i første række. Begrebet istektonisk disokation stammer fra første havde af 1900-taet og indgår b.a. i Hege Grys kassiske afhanding fra 1940 med titen: De istektoniske forhod i Moeret. Med bemærkninger om vore disocerede Kinters Dannese. Ordkonstruktionen består af to dee, nemig istektonik der betyder opbygning af is (tektonik af det fra græsk udedede ord for opbygning) og disokation af det atinske begreb ud af sin pads (ocus = sted). I en moderne og angesaksisk præget sprogbrug anvendes begrebet gaciatektonisk kompeks, som betegner en strukturet sammenhængende enhed dannet ved en opbygning betinget af is (gaci = is). Gaciatektoniske kompekser forekommer ikke kun i Danmark. Foran fere recente getschere i Canada, Grønand, Isand og på Svabard findes aktive gaciatektoni- S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 1
0 500 1000 1500 2000 2500 3000 Ribjerg 0 100 200 300 50 400 Moserende 1000 1100 1200 1300 1500 1400 Stortorn 2000 2100 2200 2300 2400 Stenstue Rende Grønne Rende 3000 2500 3100 3200 3300 3400 Brede Rende 3500 Kramrende trappe 4100 4200 4300 4400 4500 Stensnæs 5100 5200 5300 5400 5500 5600 Diamiktit Fig.1. Geoogisk tværprofi af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Lønstrup Kint, Vendsysse, nordige Danmark. For detajer og udvidet egende henvises ti Panche 1 indsat bagest i dette bind. Bemærk at det øverste profi er en samet oversigt over tværprofiet med tokning af overskydningsstrukturerne under havniveau. 2 Geoogisk Tidsskrift 2006/1 Smetevandssand og -grus Rubjerg Knude Formation Mobiiseret mudder Sand uden marine fossier Lønstrup Kint Formation Ler og sit uden marine fossier Marint er Stortorn Formation
3500 4000 4500 5000 5500 6000 m Mårup Kirke 00 600 700 1600 1000 m 1800 1700 900 800 1900 2000 m Rubjerg Knude Fyr 2600 2700 2800 2900 3000 m Sandrende 3600 3700 3800 3900 4000 4100 m Martørv Bakker Oddervej 4700 4800 4900 5100 m Tvonnet Rende Ustrup Rende Ustrup 5000 trappe 5700 5800 5900 Kit Kittop Martørv Kinttop - gacia abrasionsfade Marint er og sand Morænesand Smetevandssand { Vendsysse Formation Overskydning og forkastning Midtdanske Ti Formation & Kattegat Ti Formation Inkonformitet Ribjerg Formation Lagdeing 6000 m S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 3
60 N 30 000 år BP 28 000 år BP 5 E 10 E 15 N 20 000 år BP Norge Bovbjerg 17 000 år BP Hankit Lønstrup Kint Skandinaviske Iskappe Fur Knudekint Oso Göteborg Sverige Fig. 2. Isstrømskort over Danmark i sen Weichse. Den Norske Isstrøm begyndte sin fremrykning mod Danmark omkring 30 000 år før nu. Dens hovedophodsinje etaberedes omkring 28 000 år før nu og forøb fra Bovbjerg over Moshoved ti Hven. Den Svenske Isstrøm ged efterføgende fra NØ ned over Danmark efter Den Norske Isstrøm var smetet tibage ti Skagerrak. Den Svenske Isstrøm når Ussings Linie omkring 20 000 år før nu, og mens den smetede tibage herfra rykkede Den Batiske Isstrøm frem ti den Jyske Stistandsinje (omkring 17 000 år før nu). Røde stjerner angiver kendte gaciatektoniske kompekser. Bandt disse er Fanø Bugt kompekset det bedst beskrevne i det marine område og timed en enestående repræsentant for et gaciatektonisk kompeks af Saae ader. Ussings Linie Mos Hoved 17 ka BP 28 000 år BP DANMARK København Fanø Bugt 55 N Batiske Isstrøm Svenske Isstrøm Norske Isstrøm Ristinge Kint Møns Kint Rügen Tyskand ske kompekser, og i vore nærmeste nordeuropæiske naboande som Sverige, Tyskand, Poen, såve som Engand, Irand og Hoand findes gaciatektoniske kompekser dannet under sidste eer forrige istid igesom der også i Canada og de nordige stater i USA findes store gaciatektoniske kompekser (Croot 1988, Aber et a. 1989, Aber 1993). Imidertid er Danmark nok det sted i verden der har den største tæthed af gaciatektoniske kompekser, hviket skydes beiggenheden, der gør det danske avandsområde ti det nærmeste depocenter for gaciadynamisk aktivitet hidrørende fra isens kideområdet i de skandinaviske fjede. De mange kystkinter giver gode muigheder for at studere de tarige typer af gaciatektoniske strukturer, der både er et resutat af den rige variation i kvartære og prækvartære sedimentære bjergarter, som er beiggende i de overfadenære ag af Det Danske Bassin, såve som de forskeige isstrømmes variation i dynamik i reation ti kima (nedbør og temperatur) og mijø (fastandsforhod versus kystområder). De gaciatektoniske deformationer afspejer sig tydeigt i andets mest dramatiske topografi, idet fere af de højeste bakkerygge indgår i vekendte gaciatektoniske kompekser, som f.eks. Møns Kint (143 m o.h.), Vejrhøj (123 m o.h.), Mos Bjerge med Agri Baunehøj (137 m o.h.), Fadekit med Hankit og Sagjerhøj (88 m o.h.) og Rubjerg Knude (50 m o.h.). Udforskningen af de gaciatektoniske strukturer har været en væsentig bestandde af den strukturgeoogiske forskning i Danmark siden 1850, hvor Møns Kint bev beskrevet af Puggaard (1851) i en for sin tid enestående afhanding. Den strukturee udredning, som Puggaard baserede på en meget detajeret opmåing af kinten, indehoder en fundamenta aternativ opfattese af kintens sammenpresning af 4 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
Yngre Op Post-deformation Gruppe Gaciodynamisk hændese Gaciae afejringer Gaciotektonisk deformation Sedimentation Syn-deformation Præ-deformation Strukturee faser Progressiv deformation Formation Led Lag Forkastninger Foder Gaciatektoniske strukturer Breccier Sprækker Kinetostratigrafisk enhed Gaciotektonisk enhed Gaciodynamisk sekvens Ædre Fig. 3. Skematisk oversigt over indhod og sammenstiing af en gaciadynamisk sekvens svarende ti en gaciadynamisk hændese. De observerede gaciatektoniske strukturer danner grundag for at definere en gaciatektonisk enhed. Strukturerne kan tokes som tihørende sekventiee faser i en gaciatektonisk deformation. De observerede itostratigrafiske enheder kan tokes som sedimenteret præ-deformationet, syn-deformationet eer post-deformationet og indgår ae som gaciae afejringer knyttet ti en gaciadynamisk hændese (event). De itostratigrafiske enheder, som genetisk er reateret ti den gaciatektoniske deformation sammenfattes i en kinetostratigrafisk enhed. Den kinetostratigrafiske enhed omfatter mindst en moræneafejring og i amindeig også en eer fere gaciofuviae, gacioacustrine eer gaciomarine afejringer. De gaciatektoniske strukturer påvirker præ- og syn-deformationee afejringer, mens de yngste enheder i den kinetostratigrafiske enhed ikke er gaciatektonisk deformeret. Tisammen udgør ae eementerne fra de tidigst dannede gaciatektoniske sprækker ti de senest afsatte gaciae sedimenter en gaciadynamisk sekvens. Efter Pedersen (1993) og Kint & Pedersen (1995). Ned skiver, som var het banebrydende i forhod ti professor J.G. Forchammers misforståede opfattese af ejringsforhodene (Garboe 1961). Det var dog først Johnstrup (1874) som endeigt formuerede det gaciageoogiske koncept og hermed også forkarer dannesen af såve Møns Kint, Rügen og Lønstrup Kint som resutat af istektoniske disokation. Johnstrups (1882) tokning af den gaciatektoniske dannese af Lønstrup Kint bev fugt op af Jessens (1899, 1918, 1931) opmåinger og undersøgeser. Jessens gaciadynamiske tokninger var stærkt inspireret af Gripps (1929) undersøgeser af recente gaciatektoniske fænomener ved Homströmsbræen på Svabard. I årerne omkring 1940 bev de istektonisk disocerede kinters dannese indgående diskuteret i Dansk Geoogisk Forening (Gry 1940, 1941). Gennem sit arbejde som konsuent for moerværkerne på Fur, Mors og Saing vidste Gry, hvor vigtigt det er at forstå den tredimensionae opbygning af de gaciatektoniske kompekser ved panægningen af brydning af moeret. Gry efterod sig ved sin død adskiige upubicerede rapporter og notater om moerets deformation, men de væsentigste strukturee principper er entydigt dokumenteret i hans afhanding om istektonikken i moeret. Demonstrationen af fodeaksekonstruktion ved hjæp af strygnings- og hædningsmåinger i Wuffnet er siden bevet repeteret af tarige kursusstuderende i moerområdet. Dog forbev overpræget deformation og dobbetfodning et ufortat kapite, som det bev den næste generations opgave at øse. Anvendesen af strukturgeoogi i gaciatektonik bev Asger Berthesens store bidrag ti den kvartærgeoogiske forskning (Berthesen 1973, 1978). Med sin forskningsbaggrund i den prækambriske grundfjedsgeoogis kompekse strukturer (Berthesen 1960) S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 5
gik han i gang med den kvartærgeoogiske gaciadynamiske forskning. I de føgende år udvikede han den kineto-stratigrafiske metode (Berthesen 1978), som dannede forbiede og mode for mange gaciageooger og sedimentooger, der arbejdede med overfadenære afejringer i Skandinavien. En de af den kompekse dynamiske stratigrafi, som de kvartære gaciae afejringer besidder, har karaktertræk tifæes med stratigrafi og kompeks deformation, som karakteriserer prækambriske skjode. Her forsøger man ofte at opfatte stratigrafien som en sekvens af deformationsbegivenheder. Det var dette princip Berthesen (1973, 1978) udvikede som den kinetostratigrafiske metode ti beskrivese og tokning af kvartærgeoogiske sekvenser i gaciatektoniske terræner (Aber et a. 1989). Grundeementet i kineto-stratigrafi er en sedimentær enhed afejret i forbindese med et isfremstød, som har medført et karakteristisk mønster af retningsbestemte eementer som skråejring i smetevandssand, stenorientering i moræneer og deformationsstrukturer, hvor retningsbestemmesen sker ud fra fodeakser og overskydningspaner. Et af kunstgrebene i kineto-stratigrafi var identifikationen af enheder, som ikke efterod sig itostratigrafiske spor, enten pga. mangende afejringer eer senere erosion, men som kunne påvises ud fra deformationen som det pågædende isfremstød efterod i underiggende enheder. Dette førte også frem ti en skenen meem dominae og ekstradominae eementer, hvor de dominae afejringer både bev afsat og deformeret i samme hug, i modsætning ti de ekstradominae, som var afejret tidigere og kun deformeret af isoverskridesen. Inspireret af den kineto-stratigrafiske metode ykkedes det i 1980-erne at sammenstie et hehedsbiede af de isfremstød, som påvirkede Det Danske Bassin gennem Weichse istidens ca. 100000 år (Fig. 2; Berthesen 1978, Houmark-Niesen 1987, 1988, 1999, 2003, Aber et a. 1989, Pedersen 2005). Bandt geooger, og stratigrafer i særdeeshed, kritiseredes det kineto-stratigrafiske princip ud fra to hodninger. Den første er, at stratigrafi ska forstås bogstaveigt som beskrivesen af ag (strato = ag, grafi = beskrivese). Derfor kan stratigrafi ikke omfatte abstrakt bevægese eer deformation. Kinetostratigrafi betyder egentig bevægeses-ag-beskrivese, hviket er uden mening, igesom morfo-stratigrafi, da andskabsformer (morfoogi) ikke er afejringer. Der er ikke noget i vejen med at opstie sekventiaitet i deformationsændringer, bevægesesmønstre eer paæoisbevægeser, igesom andskabsudviking og andskabsformernes sekventiee opståen og nedbrydning er et spændende fet (Krüger 1994), men det biver adrig stratigrafi. Den anden kritik er at der ikke er behov for kineto-stratigrafi, da de eementer som indgår heri udmærket ader sig bekrive af kassiske geoogiske begreber som deposition, deformation og destruktion ( 3-D-princippet ; Pedersen 1998), også formueret som afejring, formændring og erosion. Når man betragter Berthesens (1978) koncept for domæna og ekstradomæna deformation kan det undre, at en skenen meem progacia og subgacia deformation ikke bev defineret. Denne differentiation bev i Danmark først entydigt fastagt i sutningen af 1990-erne under udredningen af den sekventiee udviking af Hankit og Feggekit på Mors, hvor også principperne for overpræget deformation i gaciatektonik bev formueret (Pedersen 1982, 1996, 2000, Kint & Pedersen 1995). Som indedning ti disse sidstnævnte arbejder bev der opstiet en gaciadynamisk mode som forsøgte at indarbejde princippet fra den kineto-stratigrafiske metode (Fig. 3; Pedersen 1993, Kint & Pedersen 1995). Denne mode tistræbte tiige at sammenfatte forskeige itostratigrafiske formationer i gaciadynamiske grupper, som defineredes ud fra formationernes tiknytning ti det samme isfremstød (Pedersen & Petersen 1997). En væsentig ny forskningsmetode i gaciatektonik bev introduceret i 1990-erne ved anvendese af konstruktion af baancerede tværprofier (engesk: baanced cross-section). På trods af at Gry (1940) var kommet med noge overvejeser om Lønstrup Kints dannese ud fra principperne for konstruktion af baanceret tværprofi gennemførte han ikke sev konstruktionen af de mange tværprofier, han havde opmåt i moeret på Fur og Mors. Dette bev ti gengæd gjort af Kint & Pedersen (1995) ved demonstrationen af Hankits dynamiske udviking, og beregningen af dybden ti décoement-faden under Feggekit bev udført ved hjæp af princippet for areabaance (ca. 100 m under nuværende havniveau) af Pedersen (1996). Efterføgende indgår konstruktion af baancerede tværprofier i ae strukturee anayser af gaciatektoniske kompekser (Andersen 2004, Pedersen 2005). Dette fokus på gaciatektonisk deformation kan måske for en udenforstående iagttager forekomme overdrevent, men det skydes at gaciatektonik er en meget væsentig de af den danske kvartærgeoogiske agføges opbygning. Det fremgår tydeigt af kortægning over udbredesen af gaciatektoniske strukturer. I Danmarks og Grønands Geoogiske Undersøgeses (GEUS ) database over grundvandsboringer (Jupiter) kan man søge på prækvartære afejringer som overejrer kvartære sedimenter, hvorved man får føgende resutat: ved en inddeing af Danmark i 25 km 2 areaer vi mere end 50% af disse have fra 1 ti 75 boringer der dokumenterer gacia- 6 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
SKAGEN m under terræn (3 m o.h.) NØRRE LYNGBY m under terræn (20 m o.h.) SKÆRUMHEDE m under terræn (23 m o.h.) 10 20 30 10 20 30 40 50 Vendsysse Fm Rubjerg Knude Fm Lønstrup Kint Fm 10 20 30 40 50 Lønstrup K. Fm Vendsysse Fm 40 50 60 70 80 60 Stortorn Fm 60 90 70 70 100 80 90 80 90 Stortorn Fm 110 120 Vendsysse Fm 100 110 120 100 110 120 130 140 150 Kattegat Ti Fm Rubjerg Kn. Fm 130 130 160 Lønstrup K. Fm 140 150 140 150 170 180 Stortorn Fm er sit f m g grus sand sten 160 170 180 190 200 er f m g grus sit sand sten 190 Hoocæn 200 Weichse Eem Saae Øvre Kridt 210 220 230 er f m g grus sit sand sten Ler Sitet mudder Dropsten i er og sitet mudder Sandet mudder Sand Ti Marine fossier Fig. 4. Tre boringer gennem kvartæret ned ti prækvartæret i det nordige Danmark, 1) Nr. Lyngby er beiggende umiddebart syd for Rubjerg Knude tværprofiet, 2) Skærumhede beiggende ca. 10 km vest for Frederikshavn, og 3) Skagen beiggende tæt ved Skagen by. Grus Kak S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 7
Hoocæn Recente fyvesandskitter 11.5 19 15 e Top af kint Nr. Lyngby ag Vendsysse Formation g e Midtdanske Ti Formation Tørv og gytje Ler Sitet mudder Dropsten i er og sitet mudder Midt Weichse Sen Weichse 27 23 30 28 30 32 30 20 10 35 32 Ribjerg Formation e g KattegatTi Formation Rubjerg Knude Formation e L/R-inkonformitet Lønstrup Kint Formation Stortorn Formation Skærumhede Gruppe e g Sandet mudder Sand Ti, morænesand Daterede pantefossier Daterede marine skaer Paæostrømretning Isbevægesesretning Erosionsinkonformitet Gaciatektonisk inkonformitet 0m f. m. g. År i 1000 før nu Tykkese Litoogi Strukturer og kornstørrese Fossier Retningseementer Ler Sit Sand Grus Sten Inkonformitet Formation Fig. 5. Stratigrafisk og af de itoogiske enheder, som forekommer i Rubjerg Knude området. 8 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
tektonisk deformation (Jakobsen 1996). Også i farvandene omkring Danmark findes gaciatektoniske kompekser. Såedes har seismiske undersøgeser ført ti opdagesen af store gaciatektoniske kompekser i en zone 10 20 km uden for Jyands vestkyst (Huuse & Lykke-Andersen 2000). Disse kompekser invoverer afejringer fra Miocæn samt afejringer af Ester eer tidigere ader. Senest er der i Fanø Bugt bevet påvist et kompeks på 10 10 km 2 som tokes dannet i Saae (Fig. 2), idet de store fod-erosionsdae, der i Ester bev dannet under dræningen af det nordeuropæiske fastand, ikke skærer det gaciatektoniske kompeks (Andersen 2004, Andersen et a. 2005). Vanskeigheden ved at toke gaciatektoniske strukturer i seismiske profier er at fastægge overskydningszonerne. I et seismisk profi vi en overskydning, der har forsat sand op over sand stort set være usynig. Tokningen af overskydningszoner vi derfor være fudstændig afhængig af udtegningen af kompeksets deformationsstrukturer (eer arkitektur). Det er derfor væsentig at have noge referencer ti bottede arkitektureementer i gaciatektoniske kompekser, som kan hjæpe med forståesen af ubottede kompeksers opbygning og dannese. Et af de bedst bottede gaciatektoniske profier i verden er Lønstrup Kint, hvor det 6 km ange tværprofi gennem Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks kan studeres. Formået med denne afhanding er at beskrive de strukturee eementer i dette kompeks, at demonstrere anvendesen af den strukturee anayse af overskydningsstrukturerne, og at udrede det gaciatektoniske kompeks dynamiske udviking. Indedningsvis vi der bive givet en oversigt over den geoogiske ramme og den stratigrafiske opbygning. For opysninger om detajerne i denne oversigt og den systematiske opstiing af stratigrafiske enheder henvises æseren ti Pedersen (2005), hvori det baancerede tværprofi vist på Panche 1 (Fig. 1) også er at finde. Geoogisk ramme for Rubjerg Kompekset Den prækvartære overfade under Vendsysse består af afejringer fra Kridt. Længst mod nord igger Kridtafejringer dybest, i undergrunden under Skagen i 230 meters dybde, og her består de prækvartære afejringer af grønsand fra Cenomanien og Turonien (Fredericia 1982). Afejringer af denne type er i Danmark kun bottet på Bornhom (Arnager Grønsand). Mod syd biver de prækvartære afejringerne gradvis yngre, og ved Nr. Lyngby igger kakafejringer fra Maastrichtien i en dybde af omkring 80 m (Fig. 4). Sevom erosionsdybden ned ti prækvartæroverfaden gradvist stiger mod nord må det formodes, at den mesozoiske agserie hæder svagt mod syd-sydvest for at forkare, at det cenomane grønsand forekommer under Skagen (Vejbæk 1997, fig. 9). I forhod ti det sydigere og vestige Jyand er der en betragteig hiatus i den geoogiske agserie i Vendsysse, som kan forkares ved, at der har været et betydeigt neogent opøft af Det Danske Bassin op mod det sydskandinaviske grundfjed (Jensen & Michesen 1992, Japsen 2000). Den prækvartære overfade overejres nemig af gaciae sedimenter fra næstsidste istid Saae. Såvidt det kan vurderes ud fra Skærumhedeboringen er Saaeafejringerne afsat under en terrestrisk gaciation (Jessen et a. 1910), og de store fuktuationer i havspejsniveau op gennem Kvartærtiden viser sig tydeigt ved overgangen ti afejringerne fra Eem, som under hee Vendsysse består af marine afejringer (Knudsen 1994). De marine afejringer fra Eem fortsætter op i nedre Weichse, hvor der gradvis sker et omsag ti gaciomarine afejringsbetingeser. Musinger og foraminiferer ændrer sig fra temperede arter ti arktiske arter og i den marine agserie optræder dropsten, der viser tistedeværesen af isbjerge i havområdet der dækkede Vendsysse såve som Skagerrak og det nordige Kattegat (Bahnson et a. 1974). Hee den marine agserie fra Eem og op gennem Nedre ti Midt Weichse er indehodt i Skærumhede Gruppen, der er opkadt efter Skærumhede, hvor den første dybe boring i Vendsysse bev udført (Jessen et a. 1910). Skærumhedeboringen bev i sin tid udført for at bidrage med viden om naturgasressourcerne i Vendsysse, hvor man het frem ti efterkrigsårene havde en energiforsyning af naturgas tiområdet omkringfrederikshavn. Skærumhede Gruppen opdees i tre formationer. Den nederste er en unavngiven formation, som omfatter afejringerne fra Eem og Nedre Weichse, måske tiige dee af den aerøverste de af Saae (Fig. 4 og 5). Herover igger Stortorn Formationen, som er bottet i Lønstrup Kint ved Rubjerg Knude. Navnet Stortorn refererer ti pynten neden for Rubjerg Fyr, som i amindeighed er meget vanskeig at passere. Ofte har skred gjort det vanskeigt at forcere dette sted, hvis ikke havets erosion har medført, at det bå er ved Stortorn står stejt direkte ned mod brændingszonen. Stortorn Formationen er en gaciomarin afejring med dropsten og arktiske musinger (Fig. 6). Der har været en betydeig havdybde på afejringstidspunktet, men et skift i afejringsbetingeser medførte at små stormsandsag og tynde sit- og sandag optræder i agserien, og dette markere overgangen ti Lønstrup Kint Formationen, der er den øverste formation i Skærumhede Gruppen. Lønstrup S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 9
Fig. 6. Arktiske musingeskaer og dropsten i Stortorn Formationens sorte mudder. Kint Formationen er opkadt efter Lønstrup Kint, hvor den optræder ved basis af ae de stejtstående overskydningsskiver, der opbygger kinten fra Lønstrup mod nord ti Nr. Lyngby mod syd. Mens Lønstrup Kint Formationen bev afejret skete der en gradvis ændring af Kattegat Skagerrak fra arktisk marine forhod ti gacioacustrine forhod. Jessen (1918) forsog, at overgangen ti brakvandsforhod skydtes Den Norske Isstrøms fremrykning og den dermed forbundne store udstrømning af smetevand. Sadoin et a. (1997) tokede mijøændringen som en kombination af en havspejssænkning i forbindese med det kudemaksimum som byggede op mod sutningen af Midt Weichse, en dæmning af søbassinet i og omkring Vendsysse forårsaget af isfremstødet fra nord, og endeig kan det ikke udeukkes, at smetevandstistrømningen omdannede det tidigere arktisk-marine område ti et brakvandsdomineret fjordområde. Tydeigt er det imidertid, at sedimenttiførsen ti det gacioacustrine bassin bev markant forøget, hviket ses af de tarige tynde sit- og finsandsag i den nederste de af formationen der afspejer distae turbiditstrømme (Fig. 7). Op gennem formationen biver sandag afsat af turbiditstrømme gradvist mere sandede, tykkesen øges ti op mod en meter med dannesen af b.a. katrende ribber. Turbiditstrømmenes kideområde var den sydige skråning af bassinet, hvor faststående kak omkring den østige de af Limfjorden bidrog med såve kaksandkorn som kakeskende arktiske panter, hvoraf sidstnævnte ved 14 C-datering har givet en ader på 30 000 B.P. (Houmark-Niesen et a. 1996; Sadoin et a. 1997). De tykke sandag meemejret af amineret mudder, stedvis med småskaa strømribber draperet af organisk detritus, er senere under kompressiv deformation bevet påvirket af hydrodynamisk brecciering og tyngdebeastningsstrukturer som sæk- og pudestrukturer samt fammestrukturer, der udviker sig ti småskaa diapirisme (Fig. 8). I overgangen fra Midt ti Sen Weichse sker der en dramatisk tømning af Kattegatbassinet via den nordige de af Vendsysse, hvorved der skabes en markant inkonformitet (Sadoin et a. 1997). I toppen af Lønstrup Kint Formationen eroderede kanaer sig ned og skabte en uregemæssig topografi, hvorpå der afejredes et grovkastisk residuakongomerat. Da inkonformiteten adskier toppen af Lønstrup Kint Formationen fra Rubjerg Knude Formationens nederste kongomerat- og grusenhed betegnes den generet som L/R-inkonformiteten (Fig. 5). Det grovkastiske ag ved basis af Rubjerg Knude Formationen overejres af gaciofuviae sedimenter, og området præges herefter af terrestiske gaciae forhod. Fronten af den Skandinaviske Iskappe må på dette tidspunkt være rykket frem over Norske Rende og Skagerrak ti den nordigste spids af Jyand. I de føgende få hundrede år rykker isfronten frem ti området omkring Hirtshas, hvor den begyndte at presse skiver af Skærumhede Gruppens afejringer fri fra deres primære position (Fig. 9). Gradvist opdæmmedes Kattegat af isfronten, der fra Vendsysse fortsatte ud i den nordige de af Nordsøen, som bev isdækket omkring 29 000 B.P., og som i øvrigt forbev isdækket frem ti omkring 22 000 B.P. (Sejrup et a. 1994, 2000). Foran isen i Vendsysse bev der etaberet et avand domineret af avvandede søer og foder, mens de første overskydningsskiver begyndte at dukke ud af vandet og rage op som rygge i andskabet. Smetevandsstrømmene fugte overskydningsskivernes strygning og strømmen var derfor rettet ud mod Nordsøen i vest. Fra tid ti anden koapsede spidsen af skiverne og skred ud i bassinerne meem de opragende overskydningsskiver. Disse Fig. 7. Tynde distae turbidit sit- og finsandag i nederste de af Lønstrup Kint Formationen. 10 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
Fig. 8. Sæk- og pudestrukturer udviket i sandagene i den øverste de af Lønstrup Kint Formationen. bassiner bev under isen fremrykning forskubbet mod syd, samtidig med at strømforøbene bev rykket med (piggyback-bassiner). Efter omtrent 1000 år, sandsynigvis idt mindre, bev Skærumhede Gruppens sedimenter ned ti en dybde af ca. 40 m sammen med de senest, syntektonisk afsatte afejringer fra Rubjerg Knude Formationen skubbet sammen fra Hirtshas ti Lønstrup, hvor de dannede et bakkeparti med isen som bagand og forandet beiggende idt nord for Nr. Lyngby. De sandede og drænende ag ved Nr. Lyngby har sandsynigvis afsuttet den gaciatektoniske deformation, der bev efterfugt af isens overskridese. Den Norske Isstrøm fortsatte sit fremstød ned ti en hovedophodsinje, som forøb fra Bovbjerg over Mos ti Hundested og videre ti Hven (Fig. 2; Houmark-Niesen 2003). Herefter smetede Den Norske Isstrøm tibage og det næste fremstød fra den Skandinaviske Iskappe kom fra NØ. Isdeeren i de skandinaviske fjede havde på dette tidspunkt fyttet sig mere østover ti en position i det centrae Sverige. Fremrykningen af denne isstrøm resuterede i afsætningen af en dasandur ved Lønstrup, som eroderede sig ned i den nordigste de af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks. Her danner smetevandsafejringerne fra Den Svenske Isstrøm den næsten 20 m tykke Ribjerg Formation, der er opkadt efter Ribjerg i den sydvestigste de af Lønstrup. På Ribjerg står signamasten, der tidigere signaerede brændingens størrese ti fiskerne ude på havet, så de kunne vide om det var fremkommeigt at ande deres fartøjer. Optisk Stimueret Luminescens datering af sandet fra Ribjerg Formationen giver adre på 26 000 25 000 år B.P., der såedes også postdaterer deformationen i Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks. Herefter rykker Den Skandinaviske Iskappe frem ti sin hovedophodsinje, der også er kendt som Ussings Linie, da den som et af hovedeementerne i den danske kvartærgeoogi aerede for 100 år siden bev beskrevet af Ussing (1903). I profiet ved Ribjerg overejrer Den Svenske Isstrøms moræneafejringer (Midtdanske Ti Formation) Ribjerg Formationen, men ængere mod syd er det vanskeigt at skene de to moræneafejringer, da den gaciae abrationsfade er bevet kraftigt eroderet af sandbæsning. Efter at isen smetede tibage fra Hovedophodsinjen (Ussings Linie) henå Vendsysse i en depression efter den gacioisostatiske nedtrykning. Samtidig med de gobae iskappers nedsmetning i sutningen af Weichse-istiden steg vandstanden i verdenshavene. I Vendsysse genetaberedes herved et arktisk hav, tidigere refereret ti som det yngre Yodiahav (Jessen 1918, 1931). Afejringerne i dette hav udgør Vendsysse Formationen. Godt nok er de dannet under en genere transgression, men op gennem agserien findes gode eksemper på tvungen regression, som skydes den gacioisostatiske andhævning (Mertz 1924, Richard 1996). Denne hævning er i dag årsag ti, at Vendsysse Formationen forekommer som store fade marker i store dee af Vendsysse. Denne game havbund ses eksempevis neden for Børgum Koster, som sev igger på en af de tidigere gaciamorfoogiske øer i dette hav. Andre steder er den game havbund, og dermed også Vendsysse Formationen, gennemsat af skarpt nedskårne dae anagt under fastandstidens stærke erosion af andskabet. S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 11
A B C Paæostrømretning Begravede dae Iskappe Sø Søafejring Land - tundra Kridttidskak med tyndt dække af yngre afejringer Fig. 9. Paæogeografiske kort over udvikingen i Skagerrak Vendsysse Kattegat omkring Den Norske Isstrøms fremrykning, modificeret efter Sadoin et a. (1997). Kort A viser indsøområdet under afejringen af Lønstrup Kint Formationen, da iskappen fra nord begyndte at afsnøre forbindesen ud ti Nordsøen. Kideområet for sedimenterne var på dette tidspunkt den udbredte mammutsteppe, der strakte sig fra Limfjorden og syd over. Kort B viser tapningen af søområdet, der var afsnøret i Vendsysse Kattegat avandsbassinet. På dette tidspunkt bev der ikke afejret sedimenter ved Rubjerg Knude, hvor begivenheden afspejes i dannesen af inkonformiteten meem Lønstrup Kint Formationen og Rubjerg Knude Formationen. Kort C viser Den Norske Isstrøms fremrykning mod Rubjerg Knude på tidspunktet, hvor gaciatektonikken initieres, samtidig med at sedimenterne i Rubjerg Knude Formationen afsættes. I disse dae såve som i andre mindre depressioner, bev der dannet søer og moser. Afejringer fra disse findes nu øverst i Lønstrup Kint profiet, hvor de betegnes martørv. Stednavnene Martørv Bakker og Moserende refererer ti disse tørve-afejringer, der af Jessen (1918) bev vurderet ti at være dannet i Stenaderens hassetid. Afejringerne i Vendsysse afsuttes af de udbredte fyvesandsdanneser. Ligesom den øvrige de af Vestkysten bev påvirket speciet af det 18. og 19. århundredes sandfugtskatastrofer bev store de af det vestige Vendsysse agt øde i denne periode. Såedes bev den game kirke i Rubjerg nedagt i 1904 og en ignende skæbne overgik Nr. Lyngby kirke. Kitterne ved Rubjerg Fyr var omkring 1995 tæt på 50 m høje, men aerede i 1956 medførte kitternes vækst oven på kintkanten, som dengang å 60 70 m ængere ude mod vest, at fyret bev nedagt, fordi toppen af fyret (ca. 99 m o.h.) ikke kunne ses fra havet. Imidertid vi erosionen af kinten medføre, at fyret om få år står het ude på kanten af kinten, mens kitrækken er vandret forbi. Det forventes, at fyret vi styrte i havet omkring 2012 (Pedersen 1986), og en ignende skæbne vi nok overgå Mårup Kirke, hvis ikke en aktiv kystsikring iværksættes inden. 12 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
Trin 1 50 m forsætning Hængende bok Décoement eer nedre iggende-bok fade Rampe Liggende bok Trin 2 Aksiapan Øvre fade = terrænoverfade 100 m forsætning Nedre fade Hængende-bok antikina Trin 3 150 m forsætning Nedre rampehængse Øvre rampehængse Trin 4 Bagands-hædende fanke Forands-hædende fanke 200 m forsætning Trin 5 300 m forsætning Hængende-bok fade Trin 6 Hængende-bok fade Hængende-bok rampe 400 m forsætning Liggende-bok rampe Øvre iggende-bok fade N 0 100 200 300 400 m S Fig. 10. Mode for overskydningstektonik og strukturernes udviking i forhod ti forsætningen. Modeen demonstrerer en simpe overskydning af en hængende bok op over en enket rampe og de strukturer, som dannes over det øvre rampehængse. Bemærk at i de første fire trin forøges forsætningen med 50 m, hvorimod den i de sidste trin forøges med 100 m. Af modeen fremgår det tydeigt, at oprette antikinaer dannes ved en forsætning som svarer ti den dobbete ængde af agpakkens tykkese. Modeen iustrerer tiige termerne, som anvendes i beskrivese af overskydningsstrukturerne. S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 13
Strukturgeoogisk anayse af et overskydningskompeks Hvad er en strukture anayse? Stort set inden for ae grene af naturvidenskab betyder det beskrivesen af den rumige opbygning af et egeme eer saming af egemer. Men speciet inden for strukturgeoogi indbefatter det også en udredning af den sekventiee overprægning (superposition; Hansen 2000, Pedersen 2000). Den kassiske systematik inden for strukturgeoogi føger tre hovedtrin: første trin er beskrivese af geometrien, andet trin er udredning af de kinematiske forhod, herunder tokning af den dynamiske udviking, og endeig er tredje trin opstiing af en tektonisk syntese (Pedersen 2005). Den geometriske anayse som har ført frem ti beskrivesen af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks er repræsenteret ved Panche 1. Det konstruerede tværprofi er baseret på en fotogrammetrisk opmåing af kinten ved Rubjerg Knude vinkeret på strygningsstrukturerne (Pedersen 2005). Den kinematiske udredning gørredeforbevægesesretningogorientering af stressfeter under deformationen, hviket tager sit udgangspunkt i den statistiske (eer i mange af bedre den semistatistiske) fordeing og koncentration af de strukturee eementers orientering (agpaners og forkastningspaners strygning/hædning, fodeakseorientering m.m.). Den herpå baserede dynamiske tokning forkarer de sekventiee bevægesestrin: hvad bev forskubbet først og hvordan bev de tidigst dannede strukturer påvirket af efterføgende begivenheder? Endeig sætter den tektoniske syntese strukturer og deformation i en sammenfattende ramme, der afrunder den konkusive opfattese af det strukturee kompeks. Denne afrunding vi tiige definere det strukturee kompeks, det vi sige at kompeksets egenart defineres ved dets arkitektur og dets grænser i tid og rum. Da den systematiske gennemgang af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks aerede foreigger (Pedersen 2005) vi den føgende beskrivese tage sit udgangspunkt i den tektoniske syntese og på baggrund af denne beskrive den dynamiske udviking af de strukturee deformationstyper, som opbygger kompekset. Seve kompeksets begrænsninger i tid og rum er aerede beskrevet i den geoogiske ramme, og føgeig vi det være den dynamiske udviking af de arkitektoniske struktureementer, som beskrivesen herefter vi koncentrere sig om. Men inden vi det være vigtigt at gennemgå de strukturee eementer som indgår i konceptet for tyndskindet overskydningstektonik (engesk: thin-skinned thrust-faut tectonics) samt en af strukturgeoogiens nutidige teoretiske anaysemetoder, nemig konstruktionen af baancerede tværprofier. Strukturee begreber i overskydningstektonik Når en agpakke forskydes angs med en forkastning skenes meem en iggende bok og en hængende bok. Den iggende bok er den der betragtes som faststående reativt ti den hængende bok, som er den der forsættes. Ramper og fader (engesk: ramps and fats) er grundeementerne i overskydningstektonik. En rampe er en hædende forkastning angs hviken der er sket en opskydning af en agpakke (Fig. 10). Ramperneerdeeementersomopspitteragpakkenioverskydningsskiver, og det er angs ramperne at skiverne forsættes og stabes oven på hinanden. Tidigere bev ramperne også benævnt reverse forkastninger, og forsætningen angs forkastningerne repræsenterer tektonisk kontraktion. Rampens hædning ska ses i reation ti agdeingen. Normat vi hædningen meem rampe og agdeing igge meem 10 og 35, og af bjergartsmekaniske grunde vi den adrig overstige 45. En fade (overskydningsfade) er en agparae forkastning angs hviken der er sket en overskydning. Der findes atid to typer af fader, nemig nedre og øvre fader (Fig. 10). Langs nedre fade øsrives agpakken fra bundaget, hviket er en forudsætning for at den som en skive (hængende bok) kan forskydes fremefter. Den øvre fade er identisk med overfaden af den iggende bok eer eventuet forandet. De to fader er forbundet af en rampe (Fig. 10). Ofte vi der kunne være dannet fader i fere niveauer, som er forbundet af meemiggende ramper. Den nederste fade benævnes ofte décoementfaden. Betragter man en fade, er det nødvendigt at skene meem den iggende-boks fade (LBF) og den hængende-boks fade (HBF). LBF er den de af overskydningen som igger på toppen af og agparaet med den iggende-boks agserie. HBF er den de af overskydningen som igger ved basis af den hængende bok og agparaet og ofte tiige paraet fodet sammen med agene i hængende bok. På samme måde skenes også meem den iggende-boks rampe (LBR) og den hængende boks-rampe (HBR). Udfordringen i den strukturee anayse består i at udrede de forhod, hvor en hængende-boks fade (HBF) igger på en iggende-boks rampe (LBR), eer hvor en hængende-boks rampe (HBR) igger på en iggende-boks fade (LBF), og hvornår der må skenesmeem enhængende-bok fade(hbf) og hængende-bok rampe (HBR) beiggende på en iggende bokfade (LBF).Forkorteserne er brugtvedannotationpå de føgende foto af overksydningsstrukturerne. En strukture konsekvens af forskydningen af en hængende bok (overskydningsskive) op over en ig- 14 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
Trin 1 100 m forsætning angs yngste overskydning 1 2 3 4 5 6 N 0 100 200 m S Trin 2 200 m forsætning angs yngste overskydning 1 2 3 4 5 6 Fig. 11. Mode af overpræget rotation af imbrikerede overskydningsskiver ved progressiv forsætning angs dybereiggende og senere aktiverede décoementzoner. Numrene angiver sekventie imbrikation af overskydningsskiverne. Modeen tjener som forkarende introduktion ti den strukturee udviking i Grønne Rende (Fig. 21 & 25). Trin 1 1. sømpunkt 2 1 Forand Trin 2 2. sømpunkt 0 100 200 m N S 150 m baanceret forsætning 1. sømpunkt 2 1 Forand Trin 3 200 m baanceret forsætning 2. sømpunkt 1. sømpunkt 2 1 Forand Fig. 12. Iustration af princippet i baanceret tværprofi anvendt på kompressione overskydningstektonik. Baanceringen begynder med at man sømmer forandet fast og derpå trækker den skive tibage som er nærmest forandet (skive (1) i Trin 1). I næste trin sømmer man den første skive fast, så man kan trække den anden skive (2) tibage, hvor afstanden for tibagetrækning i hvert trin svarer ti den udmåte/beregnede forsætning (Trin2). I Trin 3 er de to disocerede skiver baanceret og agt på pads i deres oprindeige stratigrafiske position, og såedes videreføres baancering af et het overskydningskompeks fra den distae de ti den proksimae de. S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 15
Is Forkastnings-bøje-fodet dupex Imbrikeret dupexstak Dupexstak Imbrikationsvifte Antiformstak Hængende-bok antikina Tid N Dupexer fodet ved rampe koaps Forands-transationsskive Rubjerg Knude Formation Lønstrup Kint Formation Stortorn Formation S Fig. 13. Skematisk sammenstiing af strukturtyperne dannet under den dynamiske udviking af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks. Læser man figuren odret nedefra og op ser man den succession af strukturer, som dannes under den progressive overskydningsdeformation. På et givet sted vi forands-transationsoverskydninger dannes førend hængende-bok antikinaer. Læses figuren vandret ses, at forands-transationsoverskydninger dannes samtidig (ængst mod syd, distat) samtidig med at der ængst mod nord (proksimat i forhod ti iskappen) dannes eksempevis en imbrikationsvifte. 16 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
gende-bok rampe er at der over rampens øvre hængse udvikes hængende-bok antikinaer (engesk: hanging-wa anticine; Fig. 10). Geometrien af hængende-bok antikinaer vi afhænge af forsætningens størrese som det fremgår af Fig. 10. Når fere hængende bokke sammen er fodet over en iggende-boks rampe karakteriseres strukturen som en antiformstak (antiforma stack). Den næste kompeksitet i den strukturee anayse er når den ovenfor beskrevne rampe/fade struktur forsættes af en ny rampe. For at kunne udrede den sekventiee udviking er det i denne situation vigtigt at kunne skene meem oprindeige fader og ramper. Bemærk især at en tidigt dannet rampe med en naturig brudvinke på omkring 30º ved en senere rotation under senere forskydning angs med en foraniggende rampe kan biver ti en stej forkastning med ca. 60º hædning (Fig. 11). Forudsætningen for at kunne forkare den dynamiske udviking er at man kan konstruere sig tibage ti den primære udgangsposition forud for deformationen. Dette gøres ved at udarbejde en baanceret rekonstruktion (engesk: baanced reconstruction), hvor man ved hjæp af forsætningen (engesk: dispacement) trækker agene tibage ti deres oprindeig position (Fig. 12). Princippet har været benyttet af geooger igennem hundrede år, f.eks. i forsøget på en rekonstruktion af Lønstrup Kints disocerede skiver (Gry 1940), men beskrivesen af konceptet tiskrives generet den canadiske geoog Dahström (1969), som arbejdede i Rocky Mountains, hvor behovet for at verificere geoogiske strukturer i forbindese med oieefterforskning, var bevet af essentie betydning for investering i efterforskningsboringer. Dahströms arbejde var baseret på injebaance, dette bev senere fugt af Suppes (1985) beskrivese af anvendesen af areabaance. Kort fortat er injebaance en rekonstruktion baseret på opmåing/udregning/tokning af forsætningen, mens areabaance opererer med, at de voumener (tværsnitsareaer) som indgår i det deformerede kompeks ska kunne ækvivaere de voumener, der kan udregnes ved kendskab ti de stratigrafiske mægtigheder i det primære bassin, som undergik deformation. Som tidigere nævnt kan areabaancen anvendes for favorabe pop-up strukturer ti at beregne dybden ti décoementniveauet (Pedersen 1996). I arbejdet med at opstie den tektoniske syntese for Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks har injebaancen i princippet været brugt ti at sætte ae skiverne på pads, mens areabaancen har været brugt ti at teste vaiditeten af denne rekonstruktion. Resutatet af konstruktionen af det baancerede tværprofi er, at ca. 11% af den deformerede agføge ikke ader sig baancere, men må betragtes som eroderet væk under den gaciadynamiske erosion (Pedersen 2005). Baanceret tværprofi Strukturtyper i Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks Ved den systematiske beskrivese af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks er der foretaget en opdeing i 13 sektioner, der er navngivet efter okae S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 17
UL1 hængende-bok fade Liggende-bok rampe Forand Ustrup sektion Foto SN UL 2 UL1 Forand UL1 N 100 m S Lønstrup Kint Formation Aktiv overskydning Ustrup gacioacustrine ag Ustrup gaciofuviae ag Rubjerg Knude Formation Fig. 14. Forandsrampe dannet i den distae de af Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, hvor de frontae skiver er transateret 300 500 m hen over forandet mod syd. Den sydigste skive (UL1) bev subhorisontat forskudt frem over forandet, mens en smetevandsstrøm afsatte gaciofuviae sedimenter på ryggen af skiven. UL2 bev devis båret piggyback på den iggende bok UL1 under skubbet på rampen meem Ustrup sektionen og Stensnæs sektionen (SN). stednavne angs med kinten (Fig. 1). Disse er fra syd (nær Nr. Lyngby) mod nord (ved Lønstrup): Ustrup, Stensnæs, Martørv Bakker, Kramrende, Brede Rende, Sandrende, Stenstue Rende, Grønne Rende, Rubjerg Knude Fyr, Stortorn, Moserende, Mårup Kirke og Ribjerg sektion, og det kan ikke undgås, at der i den føgende beskrivese vi bive refereret ti disse sektioner, hvis okaisering fremgår af Fig. 1 og Panche 1. Overordnet kan kompekset opdees i tre regimer: et distat, et centrat og et proksimat, hvor distat refererer ti området fjernest fra deformationskiden (og dermed også tættest ved forandet), og proksimat referer ti området nærmest ved deformationskiden, nemig den fremadrykkende isfront. Det Modstående side: Fig. 15. Breccie i overskydningszonen under hængende bok i Ustrup sektionen. (1) Oprindeige uforstyrrede agstiing. (2) Lommer og små intrusive gange dannedes i den indedende fase af muddermobiisering umiddebart over overskydningsfaden. (3) I det fremskredne stadium af hydrodynamisk brecciering bev hee såen af den hængende bok muddermobiiseret ti en strukturøs matrix hvori små kaster af det primært aminerede sediment svømmede rundt. (4) I det afsuttende stadium af brecciedannese konsoideredes den muddermobiiserede breccie, enten ved dehydrering eer på grund af grundfrost. Men da porevandstrykket stadig var højt i overskydningszonen bev den konsoiderede breccie gennemsat af sandfydte sprækker. 18 Geoogisk Tidsskrift 2006/1
Intrusiv kontakt 2 1 2 Overskydningsfade 3 Overskydningsfade 3 Overskydningsfade 4 4 Leret mudder Sand Mobiiseret mudder Sandfydte sprækker 20 cm S.A.S. Pedersen: Rubjerg Knude Gaciatektoniske Kompeks, Vendsysse 19
distae regime udgøres af Ustrup og Stensnæs sektionerne, og ti det proksimae regime hører Mårup Kirke og Ribjerg sektionerne, mens de øvrige sektioner henføres ti det centrae regime. Imidertid kan kompekset også beskrives ud fra de typer af overskydningsstrukturer, som det er opbygget af, og i denne sammenhæng kan otte typer opsties (Fig. 13; Pedersen 2005): 1) Forands transationskiver betegner sub-horisontae overskydningsskiver der er bevet forskudt store afstande, størresesordenen 30 skivetykkesen, over det udeformerede forand mod syd. Denne type af reativ simpe overskydning forekommer i den distae de af kompekset (Ustrup sektionen). Termen transation (engesk: transation) er det gængse udtryk for ange subhorisontae overskydninger, såve i kompressionee som i ekstensionee tektoniske regimer. 2) Rampekoaps optræder på overgangen meem det distae og centrae regime i Stensnæs sektionen. Her koapsede agterenden af de distae overskydningsskiver under sammenpresningen mod den rampe, som de distae skiver skue brydes op fra før transationen hen over forandet. Dette medførte tiige en meget kompeksfodning af segmenterne, der opspittedes ved rampekoapsen. 3) Hængende-bok antikinaer (engesk: hangingwa anticines; Boyer & Eiot 1982) er den mest karakteristiske fodningstype, som indgår i overskydningskompekset. Martørv Bakker, Kramrende og Brede Rende sektionerne er grundæggende bygget op omkring hængende-bok antikinaer. Men strukturen forekommer som initia deformationsfaseidetfeste sektioneridetcentrae regime. 4) En antiformstak (engesk: antiforma stack; Boyer & Eiot 1982) opstår når to eer fere skiver er transateret horisontat hen over hinanden og de sammen passerer en rampe. I princippet vi det være en hængende-bok antikina, der bot invoverer fere overskydningsskiver, men en antiformstak vi også kunne dannes ved at overskydningsskiverne succesivt passerer den tidigst dannede hængende-bokantikina.et godt eksempe på en antiformstak forekommer i Brede Rende sektionen. 5) En imbrikationsvifte (engesk: imbricate fan; Boyer & Eiot 1982) er en he gruppe af segmenter, som opstår ved at en ang sammenhængende overskydningsskive på én gang brydes i stykker og forskydes op i stejtstående position. Imbrikation betyder tagagt. Et enestående eksempe på en imbrikationsvifte findes i Grønne Rende sektionen, hvor tov skiver tisammen danner denne strukturtype. 6) Et dupexsegment er en overskydningsskive som på ae kanter og fader begrænses af overskydninger. Når fere dupexsegmenter igger oven på hinanden karakteriseres de som en dupexstak. Ordet dupex har sin oprindese i det amerikanske begreb for et hus med to etager og to boiger iggende over og under eer stødende op ti hinanden, på dansk vie man nok kade det et dobbethus, men det giver ringe mening at indføre dette begreb i en overskydningstektonisk sprogbrug. Den sydige de af Stortorn sektionen er opbygget af en sådan dupexstak. 7) Imbrikerede dupexstakke opstå når fere dupexstakke deformeres op angs dybtgående ramper. Sådanne deformerede dupexstakke kan opfattes som dupex enheder, der er begrænset af ramper. Dupexstakke og dupex enheder begynder at optræde i Stortorn sektionen, men titager i deformations intensitet i sektionerne nordpå mod den proksimae de. 8) Forkastnings-bøje-fodning (engesk: faut-bendfoding; Suppe 1983) opstår når overskydningsskiver deformeres ved forskydning op angs med en rampe og hen over et rampehængse. I den mest proksimae de af kompekset dominerer denne type deformation, og det er her de aerede udvikede dupex enheder biver fodet under overskydningsbevægesen, hvorfor typen karakteriseres som forkastnings-bøje-fodede dupexer. Foruden de oven for nævnte overskydnings strukturtyper forekommer der i kompekset to strukturtyper, som indbefatter syntektonisk sedimentation og episedimentær deformation, nemig piggyback-bassiner og mudderdiapirer. Piggyback overskydning (fra amerikansk: gris på ryggen) betyder en overskydningsskive, som hvier på en underiggende skive, mens denne biver forskudt, og på samme måde betyder et piggyback-bassin et bassin, som dannes på ryggen af en overskydningsskive, mens denne forskydes fremefter mod forandet. Piggyback-bassiner dannes såedes øverst i kompekset, og i nærmest diametra modsætning herti dannes mudderdiapirer i den nederste de af kompekset, hvor mudder mobiiseres ved basis af overskydningsskiverne på grund af det høje porevandstryk. Dette er en forudsætning for at skiverne kan bevæges som sammenhængende enheder under deformationen. Når det mobiiserede mudder beastes af overskudte skiver begynder mudderdiapirerne at intrudere op i agserien eer ind angs agpanerne. Mens piggybackbassinerne forekommer hyppigst i den mere distae de af kompekset, titager mudderdiapirismen mod den proksimae. Beskrivesen af deformationsudvikingen er etttest at gennemføre, hvis man starter ængst mod syd 20 Geoogisk Tidsskrift 2006/1