HØJESTERETS KENDELSE afsagt mandag den 24. juli 2017 Sag 110/2017 A (advokat Charlotte Castenschiold, beskikket) mod B I tidligere instanser er afsagt kendelser af Retten i Svendborg den 14. november 2016 og af Østre Landsrets 5. afdeling den 23. januar 2017. I påkendelsen har deltaget tre dommere: Marianne Højgaard Pedersen, Vibeke Rønne og Jens Kruse Mikkelsen. Påstande Kærende, A, har nedlagt påstand om, at Østre Landsrets kendelse af 23. januar 2017 ophæves, og sagen hjemvises til realitetsbehandling ved landsretten. Sagsfremstilling A anmodede ved brev af 12. oktober 2016 statsforvaltningen om i medfør af forældreansvarslovens 39, stk. 2, at indbringe statsforvaltningens afgørelse af 20. september 2016 for domstolene. Ved afgørelsen havde statsforvaltningen i medfør af forældreansvarslovens 39, stk. 1, afvist at realitetsbehandle en anmodning om ændring af forældremyndigheden over A og Bs søn, C, som B har forældremyndigheden over. Statsforvaltningen oversendte sagen til Retten i Svendborg ved brev af 13. oktober 2016.
- 2 - Ved kendelse af 14. november 2016 tiltrådte Retten i Svendborg statsforvaltningens afgørelse om ikke at behandle anmodningen fra A. Byretten havde behandlet sagen på skriftligt grundlag, jf. retsplejelovens 455 a, stk. 1, og uden yderligere skriftveksling. Ved kæreskrift af 18. november 2016 indbragte A byrettens afgørelse for Østre Landsret med påstand om, at Retten i Svendborgs kendelse af 14. november 2016 skulle ophæves, og sagen hjemvises til fortsat behandling ved retten i Svendborg. A gjorde til støtte for påstanden gældende navnlig, at der ved byrettens behandling af sagen var begået væsentlige rettergangsfejl, og at retten havde tilsidesat væsentlige retssikkerhedsgarantier ved ikke at høre eller orientere parterne, inden kendelsen blev truffet. Landsretten afviste ved kendelse af 23. januar 2017 at behandle kæremålet med henvisning til kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens 389 a, stk. 1. Anbringender A har til støtte for sin påstand anført navnlig, at byrettens kendelse af 14. november 2016 er afsagt i tidsmæssig forlængelse af den hovedforhandling, der burde have været gennemført, men som fejlagtigt ikke fandt sted, jf. retsplejelovens 365, stk. 3. Kendelsen er derfor ikke truffet under hovedforhandlingen eller dennes forberedelse. Kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens 389 a finder ikke anvendelse på kendelser i sager truffet i medfør af retsplejelovens 455 a, stk. 2, jf. stk. 1. Kæremålet for landsretten vedrører ganske rigtigt byrettens behandling af sagen under forberedelsen og hovedforhandlingen eller rettere manglen på samme men det ligger indenfor landsrettens kompetence under et kæremål at efterprøve, om procesmåden har været i overensstemmelse med gældende ret, jf. en analogi af retsplejelovens 390. Der er under byrettens behandling af sagen sket rettergangsfejl, idet reglerne i retsplejeloven om behandling af civile sager ikke er fulgt.
- 3 - Kæremålet er omfattet af den almindelige kæreregel i retsplejelovens 389, jf. forarbejderne til retsplejelovens 455 a, hvoraf fremgår, at kære af byrettens afgørelser kan ske efter de almindelige regler i retsplejelovens kapitel 37. Af Procesbevillingsnævnets notat af 17. december 2014 om retsplejelovens 389 a fremgår det, at byrettens afgørelser om midlertidig forældremyndighed og midlertidig bopæl frit kan kæres til landsretten. Det må være åbenbart, at når midlertidige afgørelser frit kan kæres til landsretten, må kendelser, der vedrører varige afgørelser om forældremyndighed, som har en langt mere indgribende karakter end midlertidige afgørelser, også frit kunne kæres til landsretten. B har ikke haft bemærkninger til kæresagen. Retsgrundlag Forældreansvarslovens 39 lyder således: En anmodning om ændring af forældremyndighed, barnets bopæl, samvær eller anden kontakt kan afvises af statsforvaltningen, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Dette gælder dog ikke anmodninger om ændring af forældremyndighed efter 14, stk. 2. Stk. 2. Statsforvaltningen indbringer afgørelsen om afvisning af en anmodning om ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl for retten, hvis ansøgeren anmoder herom, inden 4 uger efter at afgørelsen er meddelt den pågældende. Bestemmelsen blev indført ved lov nr. 600 af 18. juni 2012 om ændring af forældreansvarsloven, retsplejeloven og lov om Det Centrale Personregister (Ændringer som følge af evalueringen af forældreansvarsloven). I bemærkningerne til lovændringen (Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 11-12) hedder det bl.a.: Det foreslås derfor, at forældreansvarslovens 39 ændres, så det udover afvisning af ansøgninger om ændring af samvær eller anden kontakt også bliver muligt at afvise ansøgninger om ændring af forældremyndighed og barnets bopæl, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Barnet bør i videst mulig udstrækning skærmes mod langvarige konflikter, som skyldes ansøgninger, der ikke vil bedre barnets situation. Det er således hensigten at skabe ro om barnet ved at undgå unødvendig procesførelse, hvor det på forhånd må antages, at det ikke vil være bedst for barnet, at ændre forældremyndig-
- 4 - heden eller barnets bopæl. Afvisningen af en ansøgning forudsætter, at forholdene ikke har ændret sig væsentligt, og at det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at det er bedst for barnet at fastholde placeringen af forældremyndigheden og/eller barnets bopæl. Beslutningen om afvisning efter 39 foretages først og fremmest ud fra oplysningerne i ansøgningen, men også ud fra den viden som myndigheden i forvejen måtte have om barnet og dets forhold. Da der ikke foretages en tilbundsgående materiel vurdering af barnets bedste, er det nødvendigt, at det på det foreliggende grundlag kan lægges til grund, at det er bedst for barnet ikke at ændre forældremyndigheden eller bopælen. En ansøgning om ændring af barnets bopæl vil også kunne afvises, hvis det ud fra de foreliggende oplysninger kan lægges til grund, at begge forældre er lige egnede som bopælsforældre, og at en afgørelse af, hvad der er bedst for barnet, derfor kan falde ud til begge sider. I de specielle bemærkninger vedrørende 39 fremgår bl.a. (Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 29-30): Vurderingen af, om en ansøgning skal behandles, foretages på samme måde, som vurderingen efter de gældende regler i forhold til samvær, jf. forældreansvarslovens 39. Hvis ansøgeren ikke kan påvise, at der foreligger væsentligt forandrede forhold, vil ansøgningen som udgangspunkt kunne afvises uden at høre den anden forælder. Hvis ansøgningen ikke er begrundet, eller der er tvivl om, hvorvidt der er grundlag for at behandle ansøgningen, kan det være nødvendigt, at der indhentes yderligere oplysninger fra ansøgeren. Sandsynliggør ansøgeren herefter, at betingelserne for at behandle sagen er opfyldt, forelægges ansøgningen for den anden forælder. Hvis den anden forælder eksempelvis afkræfter ansøgerens oplysninger, kan statsforvaltningen efter partshøring af ansøgeren afvise ansøgningen. Hvis der herefter foreligger tvivl om, hvorvidt en ændring vil være bedst for barnet, vil ansøgningen ikke kunne afvises. Statsforvaltningen skal ved vurderingen af, om en ansøgning kan afvises også inddrage den viden, som statsforvaltningen i forvejen har om sagen. Det er dog ikke hensigten, at der ud over det ovenfor nævnte skal ske yderligere oplysning af sagen. Derfor vil en ansøgning ikke kunne afvises, hvis statsforvaltningen fortsat er af den opfattelse, at det er nødvendigt at oplyse sagen yderligere. Det foreslås i stk. 2, at statsforvaltningens beslutning om at afvise en ansøgning om ændring af forældremyndighed eller bopæl skal kunne indbringes for retten. Den forælder, som har fået sin ansøgning afvist, skal anmode statsforvaltningen om at indbringe afgørelsen om afvisning for retten inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende. Retsplejelovens 455 a lyder således:
- 5 - Sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens 39, stk. 2, afgøres på skriftligt grundlag, medmindre retten finder, at der er grund til mundtlig behandling. Stk. 2. Afgørelse i sager efter stk. 1 træffes ved kendelse. Bestemmelsen blev indsat samtidig med ændringen af forældreansvarsloven ved lov nr. 600 af 18. juni 2012. Af lovforslagets specielle bemærkninger (Folketingstidende 2011-12, tillæg A, lovforslag nr. L 157, s. 32-33) fremgår bl.a.: Efter den foreslåede 39, stk. 1, i forældreansvarsloven (forslagets 1, nr. 18) kan statsforvaltningen afvise en anmodning om ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Statsforvaltningen indbringer afgørelsen om afvisning for retten, hvis ansøgeren inden 4 uger efter, at afgørelsen er meddelt den pågældende, anmoder herom, jf. den foreslåede 39, stk. 2, i forældreansvarsloven. Der foreslås i tilknytning hertil indsat en ny bestemmelse, 455 a, i retsplejeloven om rettens behandling af sådanne sager. Efter bestemmelsens stk. 1 behandles disse sager på skriftligt grundlag, medmindre retten finder, at der efter sagens beskaffenhed er grund til mundtlig forhandling for retten. At udgangspunktet således er skriftlig behandling skal navnlig ses i lyset af, at den foreslåede bestemmelse i forældreansvarslovens 39, stk. 1, først og fremmest er begrundet i et ønske om at dæmme op for gentagne sager om forældremyndighed eller barnets bopæl for herved at skabe ro om barnet og skærme det mod gentagen inddragelse i en unødvendig procesførelse. Mundtlig forhandling vil dog f.eks. kunne være påkrævet, hvis der efter rettens opfattelse på baggrund af sagens oplysninger, herunder anmodningen om indbringelse for retten, er grundlag for at antage, at statsforvaltningens afgørelse skal tilsidesættes, eller hvis det vurderes at være af betydning i den konkrete sag at høre forældrenes mundtlige forklaring om sagen og om deres opfattelse af barnets perspektiv. Det skal endvidere indgå i rettens vurdering af, om der efter sagens beskaffenhed er grund til mundtlig forhandling, hvor lang tid der er gået, siden parterne indgik en aftale om forældremyndighed eller barnets bopæl, eller siden retten traf afgørelse om spørgsmålet. Rettens prøvelse efter den foreslåede bestemmelse er alene en prøvelse af, om statsforvaltningens afvisning af anmodningen om ændring af forældremyndighed eller barnets bopæl har været berettiget eller ej, dvs. om statsforvaltningen på baggrund af anmodningen burde have iværksat fornyet sagsbehandling om spørgsmålet om forældremyndighed eller barnets bopæl efter forældreansvarslovens regler herom. Finder retten, at statsforvaltningens afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen. Denne reaktion vil ligeledes kunne være relevant, hvis den
- 6 - pågældende ansøger fremkommer med nye oplysninger, der ikke er indgået i statsforvaltningens afgørelse efter forældreansvarslovens 39, stk. 1. Med bestemmelsens stk. 2 foreslås det, at retten i de omhandlede sager træffer afgørelse ved kendelse. Dette indebærer, at afgørelsen skal ledsages af grunde, jf. retsplejelovens 218, stk. 1, og at den vil kunne kæres efter de almindelige regler herom i retsplejelovens kapitel 37. Det bemærkes i øvrigt, at sager efter bestemmelsen vil være omfattet af den gældende bestemmelse i retsplejelovens 327, stk. 1, nr. 1, der omhandler fri proces i (bl.a.) sager efter retsplejelovens kapitel 42. Retsplejelovens 389 a lyder således: Kendelser og andre beslutninger, der afsiges af byretten under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, kan ikke kæres. Procesbevillingsnævnet kan dog meddele tilladelse til kære, hvis kendelsen eller beslutningen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten, og der i øvrigt er anledning til at lade afgørelsen prøve af landsretten som 2. instans. Stk. 2. Ansøgning om kæretilladelse efter stk. 1 skal indgives til Procesbevillingsnævnet, inden 2 uger efter at afgørelsen er truffet. I lovforslagets almindelig bemærkninger i afsnit 2.2.2.3. om kære af afgørelser om sagens forberedelse (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 178, s. 36) er anført bl.a.: 2.2.2.3.2.2. Udvalget foreslår derfor, at det fremover skal være udgangspunktet, at kendelser og andre beslutninger, der afsiges under hovedforhandlingen eller under dennes forberedelse, ikke kan kæres til landsretten, men derimod først kan indbringes for landsretten i forbindelse med den endelige afgørelse i sagen. Det skal dog ikke gælde kendelser og beslutninger, der angår spørgsmål af indgribende eller afgørende betydning for parten, eller som er af væsentlig betydning for sagens forløb. Det kunne eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Det vil imidlertid ikke være muligt at foretage en udtømmende opregning af, hvilke afgørelser der fortsat skal kunne kæres. Udvalget foreslår derfor, at der skal være mulighed for at søge om tilladelse hos Procesbevillingsnævnet til at kære kendelser og beslutninger afsagt under sagens forberedelse eller hovedforhandling.
- 7 - Af de specielle bemærkninger til 389 a (Folketingstidende 2013-14, tillæg A, lovforslag nr. L 178, s. 122) fremgår bl.a.: Betingelserne for at få kæretilladelse er efter forslaget, at afgørelsen angår spørgsmål af væsentlig betydning for sagens forløb eller af afgørende betydning for parten. Omfattet heraf vil eksempelvis være kendelser eller beslutninger, som går ud på, at sagen afvises eller hæves, om stedlig og saglig kompetence, habilitet og rette sagsøgte. Højesterets begrundelse og resultat Sagen angår, om en afgørelse efter retsplejelovens 455 a er omfattet af kærebegrænsningsreglen i retsplejelovens 389 a. Efter retsplejelovens 455 a træffer retten ved kendelse afgørelse i sager, der indbringes for retten af statsforvaltningen efter forældreansvarslovens 39, stk. 2. Efter 39 kan statsforvaltningen beslutte at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed, hvis forholdene ikke har ændret sig væsentligt. Det fremgår af forarbejderne til retsplejelovens 455 a, at rettens prøvelse alene er en prøvelse af, om statsforvaltningens afvisning af anmodningen om ændring af bl.a. forældremyndighed har været berettiget, eller om statsforvaltningen burde have iværksat fornyet sagsbehandling om spørgsmålet. Finder retten, at statsforvaltningens afgørelse ikke er truffet med rette, hjemvises sagen til fornyet behandling i statsforvaltningen. Det fremgår således af retsplejelovens 455 a og forarbejderne hertil, at rettens afgørelser efter denne bestemmelse er begrænset til en prøvelse af, om statsforvaltningen har været berettiget til at afvise en anmodning om ændring af bl.a. forældremyndighed uden realitetsbehandling. Højesteret tiltræder derfor, at byrettens afgørelse må anses for at vedrøre sagens forberedelse. På denne baggrund, og da der ikke forelå tilladelse til kære til landsretten fra Procesbevillingsnævnet, tiltræder Højesteret, at landsretten har afvist kæremålet.
- 8 - Højesteret stadfæster derfor kendelsen. Efter sagens omstændigheder finder Højesteret, at kæremålets omkostninger skal ophæves, jf. retsplejelovens 312, stk. 3. Thi bestemmes: Landsrettens kendelse stadfæstes. Ingen af parterne skal betale sagsomkostninger vedrørende kæresagen til den anden part.