Sociale mediers indflydelse på identitetsdannelsen

Fagmodulsprojekt i Psykologi Roskilde Universitet Efterårssemester 2014 Sociale mediers indflydelse på identitetsdannelsen Udarbejdet af: Christine Holst Zwergius 46586 Kira Lund 48960 Sif Hummelgaard Nielsen 49119 Ninette Renée Jensen 49390 Kristina Parsberg Berg 49729 Benedikte Hayes Pedersen 49790 Projektvejleder: Bjarne Jacobsen Anslag i opgaven: 155.457 tegn

Abstract This thesis examines the formation and development of identity and how social media such as Facebook can affect these psychological processes. The hypothesis of the project is that social media inhibits identity formation and development. The research is based on the theories of Erik H. Erikson and Carsten René Jørgensen about identity formation, and the theories of Anthony Giddens, Kenneth J. Gergen, and Martin Heidegger about the identity formation in relationship to societal development. Furthermore, a number of articles about identity and social media have been selected and used to actualize the theories. On this basis, the advantages and disadvantages of using social media as a means to identity formation and development have been analyzed and discussed. The findings of the project are that it is necessary that the individual has developed a strong and stable core or sense of self before she/he can use social media to further develop her/his identity. Side 1 af 75

Indholdsfortegnelse 1. Indledning...4 1.1 Problemfelt og motivation...4 1.2 Problemformulering...5 1.3 Afgrænsning...5 2. Videnskabsteori...6 3. Metode...8 3.1 Analysestrategi...8 3.2 Refleksion over den valgte metode...9 3.3 Refleksion over den valgte teori...9 4. Problemområde...12 4.1 Expressing the True Self on Facebook...12 4.2 Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us?...13 4.3 Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?...14 5. Teori...16 5.1 Identitetsdannelse...16 5.1.1 Erik H. Erikson...16 5.1.2 Carsten René Jørgensen...21 5.1.2.1 Identitetsbegrebet...22 5.1.2.2 De fire identitetsniveauer...23 5.1.2.3 Det senmoderne samfunds betydning for identiteten...24 5.1.2.4 Identitetsudvikling...25 5.2 Samfundets påvirkning på identiteten...27 5.2.1 Anthony Giddens...27 5.2.2 Kenneth J. Gergen...31 5.2.2.1 Tid og rum...34 5.2.2.2 Befolkning af selvet...34 5.2.2.3 Multifreni...34 5.2.2.4 Idealer og selvrefleksion...35 5.2.2.5 Personlighed...35 5.2.3 Martin Heidegger...37 5.2.3.1 Væren...37 5.2.3.2 Væren-i-verden...38 5.2.3.3 Væren i egentlighed og uegentlighed...40 5.2.3.4 Væren som skyldig...41 5.2.3.5 Teknikken...43 6. Analyse...45 6.1 Erik H. Erikson...45 6.2 Carsten René Jørgensen...48 6.2.1 Individualisering...48 6.2.2 Identitet på de sociale medier/facebook...49 6.2.3 Den stærke identitet i senmoderniteten...50 6.2.4 Kollektivitet og behovet for at høre til...51 6.3 Anthony Giddens...52 Side 2 af 75

6.4 Kenneth J. Gergen...55 6.5 Martin Heidegger...58 6.5.1 Sociale medier...58 6.5.2 Det uegentlige liv...59 6.5.3 Det egentlige liv...60 7. Diskussion...62 7.1 Kan anerkendelse blive negativt for individet?...63 7.2 Hvori består menneskets kerne?...64 7.3 Hvad medfører sociale medier for individets selvforståelse?...65 7.4 Hvordan skal individet forholde sig til sociale medier?...67 8. Konklusion...69 9. Perspektivering...71 10. Referenceliste...72 10.1 Bøger...72 10.2 Artikler...73 10.3 Link...73 Side 3 af 75

1. Indledning 1.1 Problemfelt og motivation Antallet af danskere, som bruger sociale medier, er steget drastisk i løbet af de seneste år. Denne udvikling er i høj grad understøttet af den teknologiske udvikling. Det er i dag lettere at få adgang til de sociale medier via computere, smartphones og tablets (Link 1). Undersøgelser viser, at i 2008 brugte 27% af de danske internetbrugere sociale medier, i 2011 var dette tal steget til 54% (Link 2), og i 2013 var tallet steget til hele 81% (Link 1). I Danmark er det især det sociale medie Facebook, som er udbredt. I august 2014 havde omkring 3,4 millioner danskere en Facebook profil (Link 3). Sociale medier bruges til forskellige ting som for eksempel at kommunikere med familie og venner, besøge andres profiler og opdatere egen profil, men det er især blevet populært at dele sine oplevelser med andre ved at uploade billeder og lave statusopdateringer (Link 1). Det øgede forbrug af sociale medier har gjort det muligt for folk at påvirke, hvordan andre opfatter én i det sociale fællesskab via selviscenesættelse. Muligheden for at iscenesætte sig selv positivt har gjort det muligt at konstruere en ideel identitet over sociale medier (Link 4). Den voksende trend med at iscenesætte sig selv over diverse sociale medier er en måde, hvorpå individer kan søge og opnå anerkendelse fra andre og opnå bekræftelse. Individer lægger opslag op, for at venner kan like og kommentere dem, og disse er med til at øge selvtillid og selvfølelse (Link 5). I vores projekt vil vi undersøge forholdet mellem individers brug af sociale medier, og hvorvidt det kan fremme eller hæmme deres identitetsdannelse. Det er ud fra en forforståelse om, at sociale medier primært bruges til at opnå anerkendelse og søge bekræftelse, at vi vil undersøge, hvordan individers identitetsdannelse muligvis påvirkes af brugen af sociale medier. Muligheden for at danne en identitet online er et forholdsvist nyt fænomen. Vi finder det derfor interessant at undersøge forholdet mellem brugen af sociale medier og identitet. Vi vil derfor i projektet undersøge denne trend nærmere og søge at identificere de problematiske aspekter, det kan have for ens identitetsdannelse. Side 4 af 75

1.2 Problemformulering Vil anvendelsen af sociale medier være fremmende eller hæmmende for identitetsdannelsen? 1.3 Afgrænsning Vi har i projektet valgt at fokusere på de sociale mediers påvirkning af identitetsdannelsen og antager fra start, at individet søger anerkendelse gennem personlige opslag. Vi vil dermed ikke undersøge, hvorfor individet søger anerkendelse, men derimod hvad denne stræben efter online anerkendelse kan have af betydning for identiteten. De sociale medier rummer mange forskellige elementer, og vi har afgrænset os til at undersøge, hvordan individet påvirkes af sociale relationer online samt individets mulighed for kun at fremstille de ønskede sider af sig selv. Vi afgrænser os dog fra at se på, hvordan individer påvirkes af cyberbullying, altså mobning online. Der findes mange forskellige sociale medier, som kan anvendes til forskellige formål. Vi har primært valgt at fokusere på det sociale medie Facebook, da de studier, vi inddrager, beskæftiger sig med brugen af Facebook. Dette projekt vil kun inddrage teorier omkring identitetsdannelse og samfundets påvirkning herpå, samt artikler omhandlende de sociale mediers indflydelse på identiteten. Vi har afgrænset os fra at lave egen empiri, da der i forvejen foreligger en del studier af fænomenet. På baggrund af dette finder vi det vigtigere at gå i dybden med forskellige teorier om emnet for at få en dybere teoretisk indsigt i, hvordan identitet dannes og påvirkes af indre og ydre faktorer. For at afgrænse os er der visse dele af de forskellige teorier, vi har valgt ikke at beskæftige os med. Vi vil ikke komme ind på Heideggers tanker om tid, samt Gergens teori om betydningen af sprog Side 5 af 75

2. Videnskabsteori Ud fra vores problemstilling og overvejelser omkring, hvilken viden vi gerne vil nå frem til, har vi valgt at arbejde med den filosofiske hermeneutik som vores videnskabsteori. Hermeneutikken er en fortolkende videnskab (Juul 2012: 107), hvor man ser enhver fortolkning som usikker, da man ikke gennem fortolkning kan erkende verden, som den egentlig er (Juul 2012: 110). Specielt i den filosofiske hermeneutik er det en central pointe, at man ikke kan sætte sin egen forforståelse i parentes og dermed skabe en objektiv form for viden om virkeligheden. Det er igennem de subjektive oplevelser og erfaringer, at virkeligheden dannes, og menneskets forståelse vil dermed altid være farvet heraf (Juul 2012: 121). På det grundlag vil der altid eksistere et utal af virkelighedsopfattelser, og dermed vil viden aldrig kunne siges at være universelt gyldig eller absolut sand (Juul 2012: 124). Vi har i gruppen en forståelse af, at vores rolle som forskere vil få betydning for den viden, vi producerer, og det er en af årsagerne til, at netop den filosofiske hermeneutik er relevant at beskæftige sig med. Det særlige ved denne retning inden for hermeneutikken er, at forskeren ses som en aktiv del af vidensproduktionen. Den måde, man undersøger et felt på, er ved at forskeren bliver en aktiv del af den hermeneutiske cirkel, således at man ud fra sin forforståelse om feltet forsøger at udfordre sine fordomme ved at tilegne sig nye erfaringer fra den sociale virkelighed (Juul 2012: 125). Vi arbejder i projektet ud fra en hypotese om, at den måde, hvorpå mennesker i dag anvender sociale medier til at iscenesætte sig selv, har en hæmmende konsekvens for identitetsdannelse, og vi er derfor fra starten af udstyret med nogle fordomme, som vil blive testet i vores undersøgelse af problemstillingen. Vi vil forsøge at have en tilgang til vores projekt, der afspejler den filosofiske hermeneutiks proces, hvor man som fortolker skal forholde sig åbent, overfor det man møder, idet erkendelse handler om at kunne forstå andres synspunkter, så man kan revurdere egne fordomme og udvide sin horisont (Juul 2012: 126). Forskningsprocessen drejer sig om at fortolke meningerne og intentionerne bag de handlinger, individer foretager sig (Juul 2012: 108), og man skal undersøge dem ud fra de kontekster, som de forekommer i (Juul 2012: 219). Side 6 af 75

Vi ønsker at undersøge, hvad de sociale medier gør ved identitetsdannelsen, og hvad det får af betydning for identiteten. Opgaven vil her være at skabe en forståelse for, hvad der sker, og hvorfor det sker. Den måde, vi ønsker at gøre det på, er ved at anvende modstridende teorier, der gerne skulle generere forskellige fortolkninger af fænomenet, som vi vil sætte op mod hinanden og gennem argumentation beskrive de forskellige synspunkter. Dette er igen fortaler for at anvende den filosofiske hermeneutik, da validiteten af fortolkning baseres på styrken af argumentationen (Juul 2012: 128). Selvom det inden for denne videnskabsteoretiske retning ikke menes, at der kan opnås en objektiv viden, er hermeneutikken alligevel ude efter at tilnærme sig sandheden gennem den bedste fortolkning (Juul 2012: 219). Vi vil gennem fortolkning søge at forstå, hvilken påvirkning anvendelsen af sociale medier kan have for ens identitet, selvom vi er klar over, at fortolkning altid er subjektiv viden. Denne forståelse af viden som en relationel størrelse bliver også en central del af vores projekt, da vi netop søger at modstille forskellige opfattelser af identitetsdannelse, for at fremhæve hvordan forskellige teoretiske briller kan farve det fænomen, der undersøges, og de konklusioner der udledes af det. Side 7 af 75

3. Metode Dette afsnit indeholder en beskrivelse af vores fremgangsmåde til undersøgelsen af vores projekt. Undersøgelsen vil foregå ved at anvende teorier, som omhandler identitet og samfundets udvikling, og aktuelle artikler, som omhandler de sociale mediers indflydelse på identiteten, til at give et bud på, hvilke konsekvenser nutidens brug af sociale medier kan have. Vi vil først i afsnittet beskrive, hvordan vi har udarbejdet vores analyse, for dernæst at beskrive vores refleksioner og overvejelser over vores valg af metode og teori. 3.1 Analysestrategi Analysestrategien vil i dette projekt være den bærende metode, idet vi har valgt ikke at anvende empiri i undersøgelsen. Vi vil derfor i dette afsnit beskrive, hvordan vi har udarbejdet analysen ved hjælp af de redskaber, teorierne og problemområdet har givet os. Vi anvender den valgte teori som dåseåbner for vores problem. Det vil sige, at vi bruger den som grundlag for vores undersøgelse, og det er vores redskab til at arbejde med dette problem. Vi har udvalgt fem teoretikere (som vi vil argumentere for senere i dette metodeafsnit) til at give en indsigt i det problem, vi arbejder med. Vi ved, at vores problemfelt er en del af et stort felt, og at der altid vil være nye aspekter at tage i betragtning, og at vi derfor ikke vil kunne favne hele feltet. Derfor indsnævrer vi vores undersøgelse, som står nærmere beskrevet i afgrænsningen (se afsnit 1.3). Vi anvender aktuelle artikler, som omhandler emnet, og sætter dem op imod teorierne for at indsnævre vores undersøgelse og finde frem til de mulige konsekvenser, som brugen af de sociale medier medfører (Høyer 2013: 24). Teorierne dominerer projektet og bidrager med definitioner og beskrivelser af bestemte tendenser, som vi vil anvende i analysen (Høyer 2013: 30) I opbygningen af analysen har vi valgt at dele teoretikerne op og stille dem over for problemområdet hver for sig, for derefter at sætte dem overfor hinanden i diskussionen, og dermed tydeliggøre hvilke mulige konsekvenser de sociale medier kan medføre for identitetsdannelsen. Side 8 af 75

3.2 Refleksion over den valgte metode Som beskrevet i ovenstående afsnit er metoden i dette projekt vores analysestrategi, idet vi har valgt ikke at anvende empiri til at forstå problemstillingen. At vi ikke har en empirisk vinkel i opgaven kan medføre, at validiteten i opgaven forringes. Dog ser vi ikke dette som tilfældet, da vi har forsøgt at nuancere problemet ved hjælp af vores problemområde og forskellige teorier i stedet. Vores valg af teorier faldt på de fem, der er beskrevet i teoriafsnittet (se afsnit 5), idet vi ønskede at finde teorier, der ville kunne belyse problemet fra forskellige vinkler. For nærmere refleksion over teorierne, se følgende afsnit herom (se afsnit 3.3). Udover teoretikerne har vi valgt at anvende tre artikler til at beskrive vores problemområde. Disse artikler er valgt ud fra deres relevans til emnet, dog har vi ikke haft mulighed for at tjekke op på deres data, og vi har derfor valgt at antage, at de er valide. Grundet denne manglende gennemsigtighed i artiklerne kan der stilles spørgsmål til validiteten af vores resultater udledt heraf. Vi har på trods af dette valgt at anvende dem, da de beskriver de tendenser, der ses inden for de sociale medier og dermed giver et redskab til at aktualisere de teorier, vi anvender. Derudover modsiger artiklerne ikke hinanden, men supplerer nærmere, hvilket kan forsvare brugen heraf. Idet at artiklerne er enige, tyder det på, at de har et virkelighedsnært billede af situationen i nutidens samfunds. 3.3 Refleksion over den valgte teori De valgte teoretikere repræsenterer både psykologiske og sociologiske syn på identitetsdannelse, og de favner bredt fra et psykoanalytisk fokus til filosofiske overvejelser om den menneskelige eksistens. Ingen af teoretikerne beskæftiger sig direkte med sociale medier, men de bidrager med forskellige perspektiver på identitetsdannelse, som tilsammen hjælper til forståelsen af identitetsdannelse i forbindelse med sociale medier. Brugen af Erik H. Eriksons teori i forbindelse med det senmoderne samfund er udfordrende, da han beskriver relationer mellem mennesket i en anden samtid, som intet havde med sociale medier at gøre. Dog har vi valgt Erikson som fundament til forståelse af identitetsdannelse. De andre benyttede teoretikere, som eksempelvis Jørgensen, tager Side 9 af 75

udgangspunkt i Eriksons grundlæggende teori, og Erikson kan derfor være et vigtigt afsæt for forståelsen af identitetsdannelse. Carsten René Jørgensen beskæftiger sig, blandt andet med afsæt i Erikson, med identitetsdannelse i forhold til både indre psykiske processer og det senmoderne samfunds indflydelse på individet. Jørgensen fremhæver, hvordan senmodernitetens individualisering og krav om omstillingsparathed gør det nødvendigt med en særlig stærk jeg-identitet, samt hvordan en svag identitet er problematisk. Således er Jørgensens teori med til at sætte Eriksons tanker ind i en mere nutidig kontekst og inddrage mere samfundsorienterede perspektiver, dog uden at berøre Internettet og de sociale mediers indflydelse på identitetsdannelse. Anthony Giddens beskriver senmodernitetens udvikling, og hvordan den påvirker individet og identiteten. På trods af at Giddens ikke beskriver de sociale medier, kan hans tanker om identitet stadig bruges, da han kommer ind på, hvad en ideel identitet er, og hvad der kan forstyrre identiteten. Vi har valgt at inddrage Giddens, fordi han beskriver samfundet og dets indflydelse på identiteten grundigere end både Erikson og Jørgensen. Kenneth J. Gergen tager nogle vigtige pointer op i forhold til teknologiens udvikling og konsekvenserne af denne udvikling for individet. Han udpensler det postmoderne samfunds opståen og fokuserer især på individets rolle i forhold til teknologien som værktøj. Hans teori er oplagt at bruge til at undersøge de sociale medier, selvom han ikke benytter præcist dette begreb. Det er relevant at spørge sig selv, hvad man kan anvende Martin Heideggers filosofi til, idet teorierne, vi baserer analysen på, er fra henholdsvis 1927 og 1957, og dermed er baseret på et helt andet teknologisk samfund end det, vi kender i dag. Anvendeligheden, af hans filosofi på et nutidigt teknologisk fænomen, kan derfor kritiseres. Alligevel finder vi Heidegger relevant for vores projekt, idet hans filosofi er optaget af teknologiens væsen. Det er ikke den fysiske teknologi, der optager Heidegger, men tankegangen bag den. Desuden arbejder Heidegger ud fra at ville finde tilbage til menneskets oprindelige ontologiske væren. Hans teori er derfor ikke bundet til tid, da eksistentialisme er universelt gyldigt. Side 10 af 75

Samlet set er der altså ingen af teoretikerne, der siger noget specifikt om sociale medier, og flere af teoretikernes værker er skrevet før brugen af sociale medier blev et udbredt globalt fænomen. Vores opgave i projektet går derfor netop ud på at aktualisere disse teorier om identitet og identitetsdannelse i forhold til, hvilken indflydelse brugen af sociale medier har på identitetsudviklingen. Side 11 af 75

4. Problemområde Dette afsnit har til formål at give et større overblik, end problemfeltet, over senmodernitetens udvikling i forhold til brugen af sociale medier. Vi tager her udgangspunkt i studier og artikler fra henholdsvis nyere tid, altså fra år 2014, 2013 og 2008, for at kunne belyse den nyeste forskning af fænomenet. Resultatet heraf vil vi bruge til at sætte op imod teoretikerne, som beskrives senere i dette projekt. 4.1 Expressing the True Self on Facebook Artiklen Expressing the True Self on Facebook skrevet af Gwendolyn Seidman forsøger at skildre mulige årsager til brugen af sociale medier, herunder Facebook. De sociale medier bliver brugt til at kommunikere med fjerne slægtninge ved hjælp af blandt andet e-mail, hvor udviklingen samtidig har øget tendensen til i højere grad at kommunikere med ens allerede eksisterende offline venner, som man ser til dagligt (Seidman 2013). I denne artikel undersøges måden, hvorpå individet udtrykker sit sande jeg over det sociale medie, Facebook. Seidmann beskriver, at det sande jeg er defineret som de kvaliteter, et individ besidder, men som ikke altid udtrykkes i det offentlige forum (McKenna 2002). Facebook er en platform, hvor det kan være nemmere at udtrykke sit sande jeg, da de sociale medier danner en fysisk distance til andre. I artiklen nævnes Nadkarni og Hofmaan, som i 2012 udførte et studie, hvor resultatet viste, at brugen af sociale medier er motiveret af følelsen af at høre til og muligheden for at fremstille sig selv eller bestemte sider af sig selv. Følelsen af at høre til indebærer blandt andet accept fra andre, og selvfremstilling er et forsøg på at påvirke andres syn på en og dermed gøre et særligt indtryk. Individers selvforståelse påvirkes af anerkendelse og bekræftelse fra andre (Seidman 2013). Nogle individer opnår denne anerkendelse og bekræftelse på sociale medier og søger den især, hvis de ikke føler, at de kan opnå det i den sociale fysiske kontekst (Nadkarni et al. 2012). Individer, der udtrykker sig på de sociale medier, søger opmærksomhed via opslag, der formidler unikke aspekter af deres liv. Dette gøres for at opnå bekræftelse og anerkendelse fra andre, hvilket kan øge selvaccept og give yderligere motivation til at udtrykke sig selv og blive set. Sociale medier kan bruges både til at tilfredsstille egne behov, egoistiske motiver, og andres behov, altruistiske motiver, hvor Side 12 af 75

blandt andet Facebook understøtter begge disse muligheder. Altruistisk adfærd ses ved omsorg og støtte til venner via sociale medier, og egoistisk adfærd ses ved opfyldelse af accept og bekræftelse af ens online venner. Seidmann beskriver at, brugen af sociale medier, især Facebook, benyttes som et redskab til at opnå accept og få opmærksomhed. De individer, som udtrykker deres sande jeg på Facebook, på baggrund af ellers skjulte sider af sig selv, har et stort behov for at blive accepteret og kan derfor have en tendens til at være mere udtryksfulde over Facebook. Seidman beskriver, at disse individer muligvis ikke får den bekræftelse som de søger, da Facebook er en stor flade, hvor mange af relationerne herover er overfladiske, hvilket muligvis ikke giver individet den ønskede feedback. Resultatet af artiklen viser, at individer som udtrykker deres sande jeg på Facebook, gør det på baggrund af egoistiske årsager, såsom at blive lagt mærke til og opnå opmærksomhed og anerkendelse (Seidman 2013). 4.2 Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us? Artiklen Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us? skrevet af David Brunskill beskriver med særlig fokus på Facebook, hvordan sociale medier påvirker individers identitet. Ifølge artiklen er brugen af internettet til social interaktion blevet et globalt fænomen, og det er via sociale medier blevet lettere at kommunikere med hinanden end i præmoderne tid. Sociale medier fungerer som en form for blank skærm, som giver individer mulighed for at danne deres identitet på internettet, altså en online identitet. Omvendt betegner den offline identitet, individers identitet i det virkelig liv. Individer kan, over de sociale medier, gendanne dele af dem selv, som de ikke er tilfredse med. Identitet er ifølge Brunskill multipel, og online identitet er blevet en del af den personlige identitet. Individers brug af sociale medier reflekterer karakteristika af deres personlighed. Sociale medier giver individer mulighed for at fremstille en ideel eller positiv version af sig selv. Individer prøver altså at præsentere sine bedste sider på sociale medier. Den online identitet er både dannet og drevet socialt. Sociale medier giver folk en vis kontrol over deres personlige image og selviscenesættelse ved at de selv vælger, hvilke aspekter af deres liv, de vil lægge op på sociale medier og hvilke, de ikke vil lægge op (Brunskill 2014). Side 13 af 75

Når den online identitet ikke matcher den offline identitet, altså når dele af identiteten separeres, kan der ifølge Brunskill dannes en kløft mellem dem, hvilket kan føre til indre konflikter og følelsesmæssige problemer. Et balanceret forhold mellem den offline og online identitet er vigtigt for en mental sundhed, hvor et forhold uden kløft er mest fordelagtigt. Brunskill mener dog ikke, at sociale medier hjælper med at danne et balanceret forhold mellem offline og online identitet. Brugen af sociale medier har også medført, at individer ofte sammenligner dem selv med andre. Denne sammenligning kan medføre følelsen af utilfredshed, misundelse, jalousi og depression. På trods af, at sociale medier giver større frihed til at dannelsen af ens image, medfører det også et psykologisk pres for individer. Dette pres består af narcissistiske tendenser, i at skulle leve op til andres standarder. Derudover er det også vigtigt, at individerne deltager aktivt på sociale medier for at føle, at de er en del af fællesskabet. Ifølge Brunskill vil individer miste deres identitet eller selv og føle sig ulykkelige, hvis de fortsætter med at blive mere og mere opslugt af selviscenesættelse, fordi det vil føre til et mindre balanceret forhold mellem offline og online identitet (Brunskill 2014). 4.3 Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? Ifølge artiklen Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene? gør sociale medier det muligt at iscenesætte et selvbillede, hvorfra individer kan opnå anerkendelse og bekræftelse fra andre. Ifølge Svend Brinkmann opnår individer især anerkendelse, når de iscenesætter sig selv i forhold til et bestemt forbrug eller en bestemt livsstil (Lavrsen 2008). Lars Lundmann, psykolog, ser dog dette behov for anerkendelse som et narcissistisk træk. I narcissistiske tendenser ses der en søgen efter anerkendelse og bekræftelse fra andre, og hvis ikke dette opfyldes, vil individer føle en tomhed eller en intethed. Individer søger derfor konstant efter anerkendelse gennem sociale relationer, og sociale medier har givet flere muligheder for opnåelse af anerkendelse og medfører en intensivering af narcissisme. Ifølge Brinkmann er de selviscenesættende elementer på sociale medier narcissistiske i sig selv. Jagten på anerkendelse kan dog være problematisk, hvis et individ opnår anerkendelse gennem noget, som det måske ikke er, eller som det ikke har lyst til at være anerkendt for, Side 14 af 75

idet der vil opstå en konflikt og en tomhedsfølelse (Lavrsen 2008). Trods den narcissistiske tendens er individer ikke fulde af selvtillid, men derimod mere usikre. Den narcissistiske tendens opstår grundet manglen af nære relationer. Narcissistiske tendenser er ifølge Lundmann steget inden for få år, fordi individer ikke har lige så mange nære bekendtskaber, men snarere har en masse overfladiske venner på sociale medier eller i deres omgangskreds. Narcissisme ses dog ikke kun som negativt, da det er med til at sikre individet en løbende udvikling, som gør, at der kommer nye perspektiver på tilværelsen. Jagten på anerkendelse gør, at individer tager nogle valg, som de måske ellers ikke ville have taget. Vejen ud af narcissisme er at gøre sig bevidst om sine behov, at finde frem til, hvad man virkelig gerne vil have ud af tilværelsen, og hvad man gerne vil bekræftes for (Lavrsen 2008). Sociale medier har også givet flere muligheder for at indgå i forskellige sociale sammenhænge på netværkssider. Jo mere individer er engageret på sociale medier, jo mindre engagerede er de i deres fysiske omgivelser. Individer mister altså interessen for et socialt engagement i hverdagen (Lavrsen 2008). Dette problemområde vil som tidligere nævnt blive anvendt senere i analysen. Analysen vil blive foretaget ud fra de fem teoretikere, vi har valgt at arbejde med. Disse teoretikere og deres teorier vil vi præsentere i det følgende afsnit. Side 15 af 75

5. Teori Teoriafsnittet i dette projekt indeholder fem teoretikere. De to, der vil blive præsenteret først, er Erik H. Erikson og Carsten René Jørgensen, som vi vil anvende som baggrund til forståelsen af identitetsdannelse. De sidste tre teoretikere, Anthony Giddens, Kenneth J. Gergen og Martin Heidegger, vil blive anvendt til at få forskellige perspektiver på samfundets udviklings indflydelse på individet og dets identitet. 5.1 Identitetsdannelse 5.1.1 Erik H. Erikson Erik H. Erikson (1902-1994), uddannet psykoanalytiker, er en af de betydningsfulde profiler inden for psykologien i forbindelse med identitetsudvikling (Bjerg 2010: 162f). Erikson havde særligt fokus på jeg et i forbindelse med kulturens indflydelse på dannelsen af identiteten. Eriksons identitetsteori tager udgangspunkt i Sigmund Freuds personlighedsteori, men hvor Erikson lægger mere vægt på, at identitetsudviklingen er afhængig af samspillet mellem individer, sociale forhold og kultur. Identiteten er, ifølge Erikson, måden hvorpå et individ oplever sig selv eller forstår sig selv som en bestemt person i sociale sammenhænge og historiske perspektiver (Erikson 1997: 20ff). Dannelsen af identiteten er en proces, der er vedvarende gennem livet, konstant udvikler sig og derved fører til differentiering (Erikson 1997: 21). Eriksons teori kan opstilles i et tredobbelt forløb til at forklare menneskets udvikling. Det psykiske forløb, som dannes i forbindelse med den biologiske og fysiologiske udvikling, som især er fremtrædende i den første del af livet. Det samfundsmæssige forløb og dets begivenheder i forskellige specifikke perioder og kulturer gennem livet. Det sidste forløb, Erikson beskriver, består af et jeg-forløb, som omhandler forskellige stadier, et individ konfronteres med gennem livet. Disse stadier består af en udviklingsopgave, som sker på baggrund af påvirkninger fra de biologiske og samfundsmæssige forløb, hvor de tre forløb udspiller sig i et samspil mellem hinanden (Pedersen 1986: 46ff). På baggrund af jegforløbet opstiller Erikson de psykosociale stadier, hvor udviklingen er en tilpasning, som er opdelt i otte stadier. I hvert af disse otte livsstadier befinder der sig nogle eksistenskriser, Side 16 af 75

som er navngivet med modsætningspar, for eksempel tillid/mistillid. Modsætningsparret angiver de mulige løsninger, individet har, og som individet bør overkomme for at kunne danne sin identitet. Her kan udviklingskrisen enten øge eller hæmme identitetsudviklingen, hvor løsningen derved bliver en del af identiteten. Hvert stadie er med til at udvikle nogle vigtige træk, som er afgørende for individets identitet, der samtidig får betydning for udviklingen af identiteten i næste stadie (Erikson 1997: 87ff). De otte stadier er opdelt som vist i figur 1 (Bjerg 2010: 163). Figur 1 Stadie Udviklingsopgave 0-1 år: Basal tillid vs. mistillid At finde forudsigelighed og pålidelighed hos de primære omsorgspersoner 1-3 år: Autonomi vs. skam og tvivl At undersøge verden, hævde sin selvstændighed, og forstå, hvad der er acceptabelt 3-6 år: Initiativ vs. Skyld At planlægge og udføre handleforløb og at bevare modet, når handlingerne mislykkedes 6 år til puberteten: Flid vs. mindreværd Puberteten til voksenalder: Identitet vs. identitetsforvirring Yngre voksenalder: intimitet vs. isolation Senere voksenalder: Generativitet vs. stagnation At lære og at udvikle kompetencer At prøve forskellige roller i forsøget på at besvare spørgsmålet: hvem er jeg? At forlade identitetssøgningens selvoptagethed, at knytte sig til en anden At frembringe ting og idéer og at sørge for næste generation Side 17 af 75

Alderdom: Integritet vs. fortvivlelse At acceptere det liv, man har levet, og den død, der kommer Hvert af disse stadier er defineret på baggrund af specifikke problemstillinger og udviklingsopgaver, som både omhandler individets fysiske og psykiske tilstand samt den omgivende kultur. Hvis udviklingen på et givent stadie fuldføres, fører det til en psykisk modning og dermed en optimal forberedelse til næste stadie og de efterfølgende livsfaser (Erikson 1997: 87ff). I forhold til denne modning og psykiske udvikling er det første stadie, spædbarnsalderen 0-1 år, i Eriksons teori interessant. Dette stadie er centreret omkring opbygning af fundamental tillid og mistillid både til verden og sig selv (Erikson 1997: 91ff). Erikson mener altså ikke, at mennesket fødes med en tillid til verden (Jørgensen 2002: 196). Den fundamentale tillid skal skabe forudsætningen for menneskets selvstændige formåen, og det første stadie mellem forældre og barn er derfor vigtigt for senere udvikling og følelse af identitet. Det er primært forældrenes ansvar at tilfredsstille barnet og dets behov. For at kunne danne denne tillid, handler det blandt andet om en oplevelse af genkendelighed, de samme stemmer og mennesker, hvilket giver barnet en følelse af tryghed. I den udstrækning barnet opbygger tillid, vil det begynde at slippe moderen og acceptere, at hun ikke er til stede hele tiden. Det voksne menneske vil, på baggrund af den opbyggede tillid, kunne begå sig i en verden, hvor udgangspunktet er, at man kan stole på menneskene omkring sig (Erikson 1997: 91ff). Dette vil give en stabilitet, som er vigtig i forbindelse med at kunne navigere kompetent i en verden i konstant udvikling og bevægelse. Erikson beskriver, at denne fundamentale tillid danner grundlag for identitetsfølelse, og det at kunne være sig selv (Erikson 1997: 97). Dette vil senere hen, hvis resultatet af genkendelse og tillid er positivt, give en følelse af, at omgivelserne anerkender en (Erikson 1964/1971: 70). Hvis barnet derimod konstant møder nye indtryk i denne periode, vil denne genkendelse og følelse af anerkendelse ikke kunne dannes, hvilket vil kunne give en følelse af mistillid til verden (Erikson 1964/1971: 66) Side 18 af 75

Det efterfølgende stadie, småbørnsalderen 1-3 år, omhandler autonomi/skam og tvivl, hvilket indebærer den tidlige barndom. Det er her, individet rent biologisk modnes og opdager nye muligheder i form af bevægelse og egen udførelse, såsom at kravle efter en bold. Barnet opbygger i denne fase en form for autonomi over for sig selv og oplever, at selvstændighed er en god ting, dermed er en veludviklet tillid også essentiel for barnets selvstændige formåen (Erikson 1997: 101ff). Denne fase kan også udmunde sig i skam og tvivl. Hvis barnet bliver fordømt eller til grin vil følelsen af tvivl til sine omgivelser opstå, og det vil dermed være svært at udfolde sig og være sig selv. (Erikson 1964/1971: 76f). I den lidt senere barndom, legealderen 3-6 år, som Erikson betegner den, er modsætningsparrene initiativ/skyld. Denne periode skal give barnet en følelse af, at det er godt at vise og være bevidst omkring de kvindelige og mandlige initiativer i lege og andre aktiviteter. Hvis barnet går ud med en følelse af, at dette er forkert, kan det give en følelse af skyld i de senere stadier og perioder i livet (Erikson 1997: 108ff). Når barnet når skolealderen, 6 år til puberteten, er udfordringen primært de ydre påvirkninger. Dette stadie omhandler arbejdsevnen eller følelsen af mindreværd. Barnet er i dette stadie klar til at lære og tilegne sig viden. I forbindelse med denne periode er det vigtigt, at barnet føler succes over for de opgaver som stilles. Risiko for at føle mindreværd kan ske i forbindelse med for uoverkommelige opgaver, eller en følelse af at fremgang afhænger af andre ting, såsom at fremstille sig selv på en bestemt måde (Erikson 1997: 115ff) Erikson ser selv en vigtig fase for identitetsdannelsen i ungdommen, puberteten. Under puberteten ses en stor udvikling rent fysiologisk, men samtidig også i form af den sociale bevidsthed, hvor individet nu står over for identitet/identitetsforvirring. Det er her, tingene fra barndommen stadig har indflydelse på udviklingen, men hvor denne nu skal ses i kombination med fremtiden (Erikson 1997: 121ff). I pubertetsperioden søger den unge væk fra det vante og sine forældre og mod nye mennesker og muligheder, dog med normer som fra de tidligere stadier. En essentiel faktor for identitetsdannelsen er blandt andet identifikationsfigurer, som kan være skolelærere, politiske ledere, trænere og venner. Individet forsøger her at identificere sig med disse figurer (Erikson 1997: 121ff). Udviklingen og dannelsen er altså stærkt påvirket af, hvilke sociale grupper man befinder sig i. Erikson beskriver samtidig, at dette stadie danner en pause mellem barndommen og Side 19 af 75

voksenalderen og kalder også denne for stilstandsperioden. Krisen i denne periode opstår, hvis den unge ikke kan identificere sig med andre eller finde sin egen plads og rolle i livet, hvilket kan medføre identitetsforvirring (Erikson 1997: 125ff) Denne identitetsforvirring kan bære præg af, at individet føler at skulle være noget særligt og tilhøre noget bestemt. Dette kan give en følelse af forvirring og kan føre den unge til at søge anerkendelse som i barndommen. En følelse af anerkendelse kan hjælpe med at få løst identitetsforvirringen, hvorimod uløste identitetsproblemer kan give en yderligere fortvivlelse i alderdommen (Erikson 1964/1971: 71). I den tidlige voksenalder står individet over for intimitet/isolation blandt andet i forbindelse med pardannelse. Det er her vigtigt at kunne danne følelsesmæssige relationer, hvilket også betyder, at man skal kunne give sig hen til andre og stole på omverdenen, mens man samtidig er sig selv. Hvis individet holder sig tilbage og ikke giver sig hen, kan det ende i en følelse af isolation. Udfordringen ved at overgive sig til et andet menneske hænger også sammen med individets opbyggede tillids-følelse og tiltro til omverdenen fra de tidligere stadier (Erikson 1997: 128ff). De efterfølgende to stadier omhandler måden, hvorpå man enten forbliver i en eventuel tosomhed med sin partner, stagnation eller har behov for at videreføre generationen, generativitet. På et tidspunkt når mennesket til erkendelse af, at livet ikke varer evigt. Her kan man føle, at livet burde have set anderledes ud, hvilket kan give følelsen af fortvivlelse. Hvis individet i denne periode kan se, at der er en mening og sammenhæng i det liv, man har levet, vil det give følelsen af integritet. Her bringes der orden og mening omkring det, som er realiseret og ikke står til at ændre (Erikson 1997: 131ff). De kriser, som kan opstå, er påvirket af tidligere kriser i menneskets udviklingsstadier, hvor de her spiller ind som enten styrkende eller svækkende i det igangværende stadie (Erikson 1997: kapitel III). Det er tydeligt, at Eriksons fokus omkring identitetsudvikling befinder sig i de første seks stadier. Det betyder dog ikke, at der ses en total stilstand i individets voksenliv, men de essentielle kriser har ikke på samme måde påvirkning på identitetsudviklingen (Erikson 1997: 128ff). Erikson beskriver i sin teori, som tidligere nævnt, vigtigheden af den grundlæggende tillid, som skabes i de første faser. Måden, hvorpå de forskellige faser er opbygget, kan give en Side 20 af 75

følelse af, at der kun findes én favorabel løsning på den igangværende krise. Det skal derfor understreges, at man kan komme ud af et stadie med en overvejende følelse af det ene eller det andet. Dermed også nævnt, at det er vigtigt at have erfaringer med mistillid, følelsen af mindreværd og skyld, da disse følelser også er med til at danne et voksent individ (Pedersen 1986: 61). Stadierne er skarpt opdelt, men dette betyder ikke, at hvert stadie og den mulige krise bliver overstået en gang for alle. Tillid og mistillid vil man møde gennem hele livet, men hver gang vil resultatet af krisen ske på et højere niveau. Mulighederne for at løse en genkendt konflikt vil være påvirket af en tidligere løsning, hvor det muligvis er et mere modent jeg, som står over for den genkendte konflikt. Ifølge Erikson skal der altså være dannet en veletableret identitet for at kunne håndtere radikale ændringer, da denne identitet er bevidst omkring sine grundlæggende værdier (Pedersen 1986: 61f). Det bør nævnes, at Eriksons teori og forståelse af mennesket er udviklet i en samtid, som er meget forskellig fra det samfund, der eksisterer i dag. Forandringer medfører nye udfordringer for individet og dermed også nye psykologiske vanskeligheder, blandt andet i forbindelse med de sociale medier. Som beskrevet tidligere er det senmoderne samfund kendetegnet ved uendelige muligheder for information, udvikling og en vis form for grænseløshed. Dette kræver, at det senmoderne menneske skal være i stand til at skabe en nødvendig orden og stabilitet omkring sig. Til trods for, at Eriksons teorier er udviklet i en anden tid, kan hans teorier stadig benyttes og være anvendelige. Eriksons teori belyser vigtigheden af, i de første stadier af individets udvikling, at opleve orden, stabilitet og tillid. Her er det forældrenes rolle at skabe trygge rammer og bidrage til, at individet senere kan skabe en indre strukturel forudsætning for at agere autonomt og dueligt i den senmoderne verden. 5.1.2 Carsten René Jørgensen Carsten René Jørgensen er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, og i sin bog Identitet Psykologiske og kulturanalytiske perspektiver undersøger han begrebet identitet ud fra psykologiske perspektiver med særlig vægt på psykoanalysen og interpersonelle teorier og sociologiske perspektiver. Side 21 af 75

5.1.2.1 Identitetsbegrebet Ifølge Jørgensen er identitet et individs subjektive fornemmelse af at have et selv, en kerne, hvilket er forudsætning for at have følelsen af kontrol over og handlekraft i sit eget liv. Denne følelse af at have en form for kerne kan specificeres ved at sige, at identitet er noget nogenlunde kontinuert og uforanderligt på tværs af tid og kontekst - individer kan godt ændre sig, men noget forbliver det samme (Jørgensen 2008: 46). Her er altså tale om en kvalitativ frem for en kvantitativ identitet, hvor fokus ligger mere på filosofiske og logiske spørgsmål omkring identiteten, såsom hvorvidt en person forbliver identisk med sig selv og ikke kan blive en anden (Jørgensen 2008: 28). Den kvalitative identitet handler om subjektets opfattelse og fornemmelse af sig selv, som vedkommende er, ikke er og gerne vil være, eller som Jørgensen skriver: Den kvalitative identitet definerer, hvem man er ( mig ), hvordan man adskiller sig og er forskellig fra andre og hvem man ikke ér, endsige ønsker at være eller blive ( ikke-mig ) (Jørgensen 2008: 29). Overordnet kan identitet anskues fra to vinkler. Den ene er de observerbare karakteristika ved et individ, som er tilgængelige for omverdenen, samt hvad individet fortæller til en udenforstående og derfor kan projekteres. Dette er udtryk for en deskriptiv tilgang til identitetsbegrebet (Jørgensen 2008: 30). Den anden vinkel koncentrerer sig om indrepsykiske strukturer og repræsenterer en mere psykoanalytisk, personlighedsstrukturel tilgang til identitetsbegrebet. Her beskæftiger man sig med ubevidste såvel som bevidste psykiske processer, det vil sige sider ved individet, som ikke altid er umiddelbart tilgængelige for en udenforstående (Jørgensen 2008: 30). Der kan dermed skelnes mellem omverdenens opfattelse af individet og individets opfattelse af sig selv, hvor de to ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med hinanden, for eksempel hvis omverdenen tilskriver individet nogle træk og karakteristika, som individet ikke selv mener, at han/hun er i besiddelse af (Jørgensen 2008: 30). Ved at undersøge andre teoretikeres opfattelser af identitetsbegrebet kommer Jørgensen frem til fire niveauer af identitet, som her omtales senere efter en kort bemærkning i forhold til de forskellige identitetsopfattelser. De eksisterende teorier om identitet, uanset om de er socialkonstruktionistiske, psykoanalytiske eller narrative, er ifølge Jørgensen inkonsistente Side 22 af 75

og mangelfulde med hensyn til, hvad det er for en instans, der konstruerer, opfatter eller fortæller om sin identitet (Jørgensen 2008: 31ff). Konsekvensen heraf er, at der mangler refleksioner over de personlighedsstrukturelle og psykologiske forudsætninger for, at individet kan konstruere en meningsgivende og velfungerende fortælling om sig selv (Jørgensen 2008: 35). Ud fra en intersubjektiv og relationel identitetsforståelse og med udgangspunkt i de fire niveauer undersøger Jørgensen, hvordan identiteten udvikles. 5.1.2.2 De fire identitetsniveauer Jeg-identiteten Jeg-identiteten refererer til et personlighedsstrukturelt niveau af identiteten, hvor individet har en subjektiv fornemmelse af mening og sammenhæng på tværs af tid og sted samt en følelse af at være en person adskilt fra omverdenen (Jørgensen 2008: 38). Det er det nærmeste, man kommer på en identitetsmæssig kerne, og Jørgensen argumenterer for, at eftersom jeg-identiteten er identitetens psykologiske grundstruktur, er det her, individets organisering af de øvrige tre niveauer samt fundamentet for psykisk sundhed findes (Jørgensen 2008: 38). Jeg-identiteten udvikles gennem processer som identifikation med andre personer, særligt med betydningsfulde andre personer, og internalisering af disse identifikationer i personlighedsstrukturen, især i barndommen og ungdommen (se afsnit 5.1.2.4). Jeg-identiteten er ikke nødvendigvis et italesat niveau, men altså en mere eller mindre udviklet bevidsthed om, at jeg et både adskiller sig fra og ligner andre (Jørgensen 2008: 38). Den personlige identitet Den personlige identitet er det mere bevidste niveau af individets selvopfattelse, altså individets bevidsthed om, hvordan det adskiller sig fra andre individer i forhold til for eksempel mål, værdier, egenskaber, valg og adfærdsmønstre (Jørgensen 2008: 38). Den sociale identitet Side 23 af 75

Dette niveau af identiteten henviser til individets identitet udadtil, altså en mere offentlig identitet. Den sociale identitet handler om de sociale roller og positioner, individet indtager (Jørgensen 2008: 38) og skabes derfor i relation til andre. I stedet for individets selvopfattelse i forhold til sig selv, handler det mere om individets selvopfattelse i forhold til andre i form af at indgå i forskellige grupper, enten baseret på valg (hvem er individet fan af, hvilke hobbyer har individet valgt), præstationer (job/studie, position i familie for eksempel mor/bedstemor/søster/datter) og uomgængelige forhold (biologiske, for eksempel alder, og sociale forhold) (Jørgensen 2008: 38). Den kollektive identitet Der kan tilføjes et fjerde identitetsniveau, en slags mellemniveau mellem de mere private niveauer bestående af jeg-identiteten og den personlige identitet, og den mere offentlige sociale identitet, idet der er tale om, at individet identificerer sig med en gruppe, men dermed også forstår sig selv som mere eller mindre unik i forhold til individer, der tilhører andre grupper. Den kollektive identitet handler blandt andet tale om religiøs, etnisk og national identitet (Jørgensen 2008: 39). 5.1.2.3 Det senmoderne samfunds betydning for identiteten Jørgensen argumenterer for, at der er sket en individualisering i samfundet, hvor sociale fællesskaber er underordnet de enkelte individer og deres livsprojekter (Jørgensen 2008: 90). Der er sket en individualisering, hvor identiteten er blevet et gør-det-selv-projekt baseret på selvrefleksivitet og individets evne til at vælge (Jørgensen 2008: 133). Hvor man tidligere med største selvfølgelighed gik i sin slægt eller families fodspor og påtog sig den identitet, man blev tildelt af omgivelserne, må man nu, hvor man konstruerer sin egen identitet, overbevise andre om, at man har en bestemt identitet, og kæmpe for at få andre til at anerkende den. (Jørgensen 2008: 90). Mere kollektivistiske værdier er i det senmoderne samfund underordnet de individualistiske værdier (Jørgensen 2008: 95), og i individualiseringen er det blevet op til individet selv at finde løsninger på sine problemer, også de samfundsskabte (Jørgensen 2008: 91). At skulle kunne tage stilling til alle de valg og finde løsninger på de problemer, senmoderniteten medfører, gør det nødvendigt at have Side 24 af 75

en identitetskapital, som er en samling af psykologiske og relationelle ressourcer, som knytter sig til den veludviklede identitet. (Jørgensen 2008: 132). Identitetskapitalen spænder blandt andet over økonomisk kapital, selvværd og fornemmelse af en meningsfuld retning i livet, hvilket vil sige, at individet bliver i stand til at håndtere modstridende og konfliktfyldte elementer i livet og sin egen identitet og dermed skabe en følelse af sammenhæng (Jørgensen 2008: 132). Desuden rummer senmoderniteten en forestilling om, at individet skal være omstillingsparat og ansvarlig for at forbedre og realisere sig selv, men dette ideal ændrer sig, ifølge Jørgensen, konstant og er derfor aldrig helt opnåeligt (Jørgensen 2008: 146). Manglende identitetskapital kan altså medføre, at individet ikke kan håndtere uoverensstemmelser mellem jeg-idealet og det reelle jeg, altså hvordan individet faktisk oplever sig selv, hvilket kan føre til lavt selvværd og psykiske lidelser (Jørgensen 2008: 147). 5.1.2.4 Identitetsudvikling Ud fra psykoanalytisk personlighedsteori undersøger Jørgensen de psykologiske processer bag identitetsudvikling i det senmoderne samfund med særligt fokus på jeg-identiteten (Jørgensen 2008: 132), for senere at forklare identitetsudviklingen ud fra et mere relationelt ståsted (Jørgensen 2008: 159). Ifølge en psykoanalytisk tilgang dannes identiteten i ungdommen ud fra barndommens identifikationer med betydningsfulde andre, hvilket er med til at skabe orden i verden for barnet i forhold til blandt andet, hvad der er rigtigt og forkert samt mig og ikke-mig (Jørgensen 2008: 138f). Identifikationsprocessen, der foregår mellem individets subjektive liv og dets objektive omverden og samtidskultur med dens institutioner, autoriteter og idealer, kan foregå på tre niveauer. Først et primitivt niveau, hvor individet har en fantasi om at smelte sammen med og ikke kan afgrænse sig fra den anden. Dernæst et mellem-niveau, hvor individet stadig ønsker at være som den anden, men er bevidst om selv at være aktør i sit liv, og endelig et modent niveau, hvor individet ønsker at være som en del af den anden, men er klar over forskellen på sig selv og den anden (Jørgensen 2008: 139). Først med den modne identifikation oplever man, at man er klart adskilt fra den anden, ligesom man her har klare og realistiske forestillinger om sig selv som aktør i eget liv og om fremtiden (Jørgensen 2008: 140). Jeg-identiteten udvikles Side 25 af 75

gennem identifikationer med andre individer, som internaliseres i personlighedsstrukturen. Ved den modne identifikation er det enkelte værdier og karakteristika, som individet internaliserer i sin personlighedsstruktur, og disse værdier og karakteristika er ikke længere knyttet til et specifikt andet individ, men er blevet løftet til en generel forståelse af menneskelige egenskaber. Her har individet udviklet en referenceramme, som det kan bruge til at orientere sig i verden og nuværende såvel som fremtidige situationer og relationer (Jørgensen 2008: 141). Jo mere veludviklet jeg-identiteten er, jo bedre er individet til at håndtere forskellige perspektiver på sig selv og virkeligheden, og jo større evne til at reflektere over de øvrige identitetsniveauer har vedkommende (Jørgensen 2008: 141). Derfor er en veludviklet jeg-identitet grundlag for individets følelse af, hvordan det er unikt, og hvordan det ligner andre individer. Er jeg-identiteten ikke veludviklet, forstyrres de øvrige niveauer, og individet afhænger her af, at andre mennesker fortæller ham/hende, hvem han/hun er (Jørgensen 2008: 38). I sin udlægning af den intersubjektive tilgang til identitetsudvikling påpeger Jørgensen vigtigheden af sociale netværk som en stabil ramme omkring [ ] identitetsarbejde. (Jørgensen 2008: 135). Disse sociale netværk af personer tilbyder individet fælles referencer i forhold til mål, værdier og forestillinger om virkeligheden. De forskellige niveauer af identitet påvirkes af forskellige former for relationer, således at jeg-identiteten særligt påvirkes af betydningsfulde andre (for eksempel forældre), den personlige identitet påvirkes af primære relationer (for eksempel familie og venner), og den sociale identitet påvirkes af sekundære relationer (for eksempel kolleger) (Jørgensen 2008: 135). Jørgensen pointerer et spændingsfelt i identitetsudviklingen i senmoderniteten mellem individets trang til frihed og behov for tryghed (Jørgensen 2008: 133). I individualiseringen ligger en forestilling om, at individet stræber eller bør stræbe efter selvrealisering, men samtidigt er det nødvendigt at kunne leve integreret sammen med andre, hvilket medfører en angst for at blive kvalt af de begrænsninger af friheden til at udfolde sig, som er uundgåelige, hvis man vil være del af et socialt fællesskab. Der knytter sig således det uovervindelige dilemma til den menneskelige identitet, at man kun kan udvikle sin individualitet og etablere en særegen identitet i samspil med andre og ved at markere, hvordan man adskiller sig fra andre (Jørgensen 2008: 133f). At finde denne balance er, Side 26 af 75

ligesom andre problemer i senmoderniteten, op til individet selv at finde og bibeholde, og som tidligere nævnt er en stærk jeg-identitet fundamentet for at kunne håndtere sådanne konflikter (se afsnit 5.1.2.3). Analysen senere i dette projekt undersøger blandt andet denne balance og identitetsdannelsen i forhold til sociale medier. 5.2 Samfundets påvirkning på identiteten 5.2.1 Anthony Giddens Anthony Giddens (1938-) er britisk professor i sociologi og anses for at være en af de mest betydningsfulde sociologer i sidste halvdel af det 19. århundrede og ved årtusindskiftet. Han har især beskæftiget sig med at beskrive strukturen af det moderne samfund (Link 6). Giddens bog Modernitet og selvidentitet beskriver, hvordan det moderne samfund har ændret det sociale liv i forhold til det traditionelle samfund, og hvilke indvirkninger det har på individet og dets identitet (Giddens 1996: 9). Ifølge Giddens er tre hovedelementer væsentlige for beskrivelsen af senmoderniteten og dens dynamik. Det første element er adskillelsen af tid og rum. Med begrebet adskillelsen af tid og rum mener Giddens, at der er sket en forandring i sociale relationer og systemer. Det er blevet muligt at danne sociale relationer på tværs af store tid-rum-afstande, og der ses mere globaliserede tendenser i senmoderniteten. I det traditionelle samfund var sociale relationer forankret til et specifikt sted eller tid, men i senmoderniteten er sociale relationer blevet løsrevet fra bestemte steder og tidszoner, og sociale relationer og systemer dannes nu over afstande (Giddens 1996: 28ff). Disse forandringer i tid-rum-afstande er påvirket af øget mobilitet, udvikling af kommunikationsmidler og medier. Det andet vigtige element er udlejringsmekanismer. Som følge af adskillelsen af tid og rum er sociale relationer blevet løftet ud af lokale sammenhænge. Denne løften ud er, hvad Giddens mener med begrebet udlejring, og den er baggrunden for den store udstrækning i tid og rum, som senmoderniteten skaber (Giddens 1996: 29f). Giddens beskriver to slags udlejringsmekanismer: det symbolske tegn og ekspertsystemer. Disse to mekanismer går begge under betegnelsen abstrakte systemer. Alle er påvirket af modernitetens abstrakte systemer (Giddens 1996: 68). Symbolske tegn er udvekslingsmedier, som eksempelvis kan være penge. Ekspertsystemer er anvendelse af teknisk viden, som eksempelvis kan omhandle den mad vi spiser, de transportmidler vi Side 27 af 75

bruger, eller den medicin vi indtager. Denne tekniske viden præger alle aspekter af folks hverdag. Disse to systemer afhænger af en tillid, hvilket betyder, at folk har en vis tiltro til systemerne og deres værdi og gyldighed (Giddens 1996: 30ff). Det tredje element er institutionel refleksivitet. Det senmoderne samfund er i høj grad præget af ny information og viden. En regelmæssig reflektering over denne viden om det sociale liv er et vigtigt element for organiseringen og forandringen af individers liv. Refleksion er især påvirket af de mange muligheder, som senmoderniteten har medført (Giddens 1996: 32f). De forandringer, som senmoderniteten har medført, har store betydninger for individet og dets udvikling af identitet (Giddens 1996: 215). Modernitetens abstrakte systemer, øget refleksivitet og udstrækningen af tid og rum, har medført en masse nye muligheder og tilbud, hvilket betyder, at individet har fået flere muligheder for at danne og udvikle dets identitet. Der er ingen retningslinjer for, hvordan man skal handle (Giddens 1996: 103). Også livsstile har fået større betydning i moderniteten. Individet har større mulighed for at danne deres selvidentitet ud fra mangfoldigheden af forskellige nye livsstile (Giddens 1996: 261). Moderniteten har også medført større frihed til at danne og vælge ens identitet (Giddens 1996: 267). Valg og beslutninger er med til at udvikle selvidentiteten (Giddens 1996: 167) og forandre individets refleksive projekt (Giddens 1996: 169). Valg er beslutninger, som ikke kun drejer sig om, hvordan man handler, men også om hvem man gerne vil være (Giddens 1996: 101). Udlejringsmekanismerne gør det muligt for individet at opnå større kontrol, end i præmoderne tid, over dannelsen af sociale relationer og kontekster, som begge er med til at forme identiteten (Giddens 1996: 176). Selvom individet har fået større kontrol i senmoderniteten, er det mere ydre påvirkninger, som har overtaget kontrollen. Kontrollen over livsomstændigheder domineres af maskinernes og markedernes indflydelse (Giddens 1996: 223). Der er altså nogle parametre i senmoderniteten, som individet har begrænset kontrol over. Individer er dog mindre magtesløse i senmoderniteten end i præmoderne tid (Giddens 1996: 224). Valg af livsstil kan også blive påvirket af andre faktorer som gruppepres, rollemodeller, socioøkonomiske omstændigheder (Giddens 1996: 102), erfaringer, medier (Giddens 1996: 104) og tingsliggørelse (Giddens 1996: 229). Her har blandt andet medierne i senmoderniteten givet større mulighed for en nem tilgang til Side 28 af 75

information. Sammenhængen mellem miljøer og de livsstilsvalg, man tager, har fået en anden form, som blandt andet er grundet medierne. Begivenheder kan nu opleves uden at være fysisk til stede, hvilket gør, at det fysiske miljø og den sociale situation ikke er det bærende element for muligheden af valg. Når informationsmængden på denne måde stiger, vil der være flere ting at forholde sig til (Giddens 1996: 104), og samtidig kan identiteten påvirkes af fjerne fænomener, eksempelvis den globale opvarmning (Giddens 1996: 221). Det senmoderne menneske er, ifølge Giddens, i stand til at håndtere disse fjerne fænomener, blandt andet, på grund af en øget refleksivitet, hvor mennesket dermed er mere kritisk over for viden (Giddens 1996: 209). Ifølge Giddens konstrueres selvidentiteten via en refleksiv proces (Giddens 1996: 11), som betyder at selvidentiteten bliver et refleksivt projekt (Giddens 1996: 46). Dannelsen eller udviklingen af identiteten afhænger af, at individet har en refleksiv bevidsthed om sig selv og andre (Giddens 1996: 68). Individer kan, ved at reflektere over sit tidligere liv og erfaringer i sociale kontekster, skabe sammenhæng i dets liv og oplevelser og derved udvikle en sammenhængende identitet (Giddens 1996: 94). Identitet forudsætter en sammenhæng i tid og rum (Giddens 1996: 68). Ved at bryde faste vaner og rutiner og give slip på fortiden kan individet danne flere muligheder for selvudvikling (Giddens 1996: 97), og individet kan få mere kontrol over dets liv og identitet i fremtiden (Giddens 1996: 245). Udover refleksivitet er selvforståelse og bevidsthed om sig selv også afgørende for udviklingen af selvidentiteten. En forståelse af, hvem man er og accept af andre og de ydre omgivelser, er begyndelsen på udviklingen af selvidentitet, da individet derved lærer, hvad der ikke er det selv (Giddens 1996: 57). Også tillid er en vigtig forudsætning for udviklingen af identitet (Giddens 1996: 56), og denne fundamentale tillid udvikles allerede i spædbarnet (Giddens 1996: 52). Den fundamentale tillid er afgørende for udviklingen af individets identitet (Giddens 1996: 11) og dannelsen af sociale relationer i voksenlivet (Giddens 1996: 81). For at kunne danne en fremtid må der dannes en sammenhæng mellem fremtidige planer og erfaringer fra fortiden, og dette kan kun ske, hvis individet er i stand til at danne en fundamental tillid (Giddens 1996: 250). Tillid dannes på baggrund af andres pålidelighed og emotionelt engagement (Giddens 1996: 52). Et spædbarns opvækstmiljø er utrolig vigtigt for udviklingen, da det Side 29 af 75

danner grundlag for en følelse af fundamental tillid og ontologisk sikkerhed. Ontologisk sikkerhed er en følelse af kontinuitet, bevidsthed og orden for menneskelig aktivitet (Giddens 1996: 279). Ontologisk sikkerhed er også vigtig for udviklingen af identitet (Giddens 1996: 50). I senmoderniteten er individer indblandet i forskellige miljøer og handlingskontekster, som hver især kræver en specifik hensigtsmæssig adfærd. Når et individ bevæger sig fra et miljø til et andet, justerer individet dets præstation og adfærd i forhold til, hvad der kræves i den pågældende kontekst. Eksempelvis er et individs adfærd sammen med venner anderledes end dets adfærd sammen med familie. Det antages derfor, at individet har lige så mange identiteter eller selv er, som der er handlingskontekster. Disse forskellige selv betegnes pseudo-selv, som påvirkes af andres reaktioner (Giddens 1996: 222f). Nogle individer forsvinder helt ind i nogle handlingskontekster, hvilket betyder at individet ophører med at være sig selv. Individet ligner nu alle andre, så identiteten ændres til at blive ligesom alle andres, eller som alle andre forventer, at den skal være, så det næsten ikke kan skelnes fra andre (Giddens 1996: 222f). Der skabes en falsk identitet under sådanne omstændigheder, som tilsidesætter oprindelige tanker og følelser, som repræsenterer individets sande motiver. Det der bliver tilbage af det sande selv føles tomt og uautentisk. I disse situationer er den ontologiske sikkerhed svag, og individet føler sig kun sikker i sin selvidentitet, når andre anerkender individets adfærd (Giddens 1996: 223). Her er det afgørende, at individer kan løsrive det sande fra det falske selv (Giddens 1996: 98). Senmoderniteten har medført flere muligheder for at danne sin egen identitet, men den har samtidig også medført flere risici og kriser (Giddens 1996: 131). Udviklingen af selvidentitet afhænger af, at individet skal turde tage chancer og bryde med det vante. Risici forbundet med selvudvikling drejer sig om at springe ud i noget ukendt, hvor man lærer noget nyt efterhånden. Hvis individet nægter at løbe risici, vil den personlige udvikling blive begrænset (Giddens 1996: 97). Personlig udvikling handler altså om, at kunne overvinde blokeringer og kriser ved at træffe beslutninger (Giddens 1996: 98). Kriser eller skæbnesvangre øjeblikke må overkommes, da de ellers kan være en trussel mod selvidentiteten og følelsen af ontologisk sikkerhed (Giddens 1996: 216f). Angst er et eksempel på en af disse kriser som kan true selvidentiteten og bevidstheden (Giddens 1996: Side 30 af 75

60), og her spiller den fundamentale tillid en afgørende rolle for at undgå udviklingen af angst (Giddens 1996: 124). Også narcissisme, som er en personlighedsmisdannelse, udspringer af manglen på at kunne skabe fundamental tillid. Uden fundamental tillid vil individer danne en følelse af tomhed og fortvivlelse, og dette kan medføre en individtype som er afhængig af andre, især med hensyn til opretholdelsen af selvfølelse (Giddens 1996: 209). Narcissisme er optagethed af selvet, som forhindrer individet i at etablere ægte grænser mellem det selv og omverden. Det relaterer ydre begivenheder til selvets behov og drifter (Giddens 1996: 199f). Narcissister er kendetegnet ved, at stolthed over sig selv eller egne resultater overudvikles eller beskadiges. Narcissisme kan være med til at skjule mindreværdsfølelser (Giddens 1996: 86), og derfor handler narcissisme både om selvhad og selvbeundring. Den narcissistiske personlighed har kun en lille forståelse for andres behov, men er afhængig af beundring og accept af andre for at opnå større selvværdsfølelse (Giddens 1996: 201). De skiftende følelser af storslåethed og værdiløshed som narcissisten oplever, er en reaktion på en skrøbelig selvidentitet (Giddens 1996: 209). Det senmoderne sociale liv er, ifølge Giddens, i en vis grad med til at fremme narcissisme (Giddens 1996: 209). Samlet set mener Giddens, at det kapable individ ikke blot har en udviklet selvforståelse, men også kan harmonisere nutidige overvejelser og fremtidige planer med fortidens erfaringer (Giddens 1996: 211). Selvidentiteten må opretholdes og ændres i forhold til det sociale livs skiftende omstændigheder (Giddens 1996: 249f). 5.2.2 Kenneth J. Gergen Kenneth J. Gergen er amerikansk professor i psykologi. Han er kendt for sit arbejde med socialkonstruktionistisk teori og praksis (Link 7), og arbejder dermed ud fra overbevisningen om, at der ikke findes objektiv viden (Gergen 2006: 106). Al viden er præget af et subjektivt synspunkt og afhænger af, hvilke relationer der indgås i (Gergen 2006: 124). I Gergens bog Det mættede selv beskriver han teknologiens fremgang med fokus på dens påvirkning på selvet og dets relationer. Side 31 af 75

Der ses i dag en ekspansion i de menneskelige forbindelser, hvilket ikke udelukkende er positivt ifølge Gergen. Fremkomsten af nye teknologier og den sociale indlejring har ikke kun medført en bredere forståelse og gensidig anerkendelse på et globalt plan. Trods den positive side ved kommunikationsteknologien, som har hjulpet utallige undertrykte og marginaliserede grupperinger, eksempelvis hjemløse, til at komme på dagsordenen, mener han, at mennesker har en tendens til at være blinde over for faren ved den nye teknologi og kun ser det som en yderligere måde at fremme demokrati på. Teknologien har både medført, at mennesker nemmere kan få fat på hinanden, men har også skabt mure omkring folk, altså en form for isolation og selvtilstrækkelighed, da mennesket selv kan begrænse sine kontakter til bestemte personer og eventuelt kun vise interesse i dem, som stemmer overens med egen livsstil. Hermed er mennesket i stand til bevidst at afsondre sig fra resten af verden, ved hjælp af en såkaldt relationel bevidsthed. Som Gergen selv udtrykker det; (...) mætningsteknologierne bidrager til dannelsen af selvretfærdige øer, i et hav af antagonismer (...) (Gergen 2006: 15). Teknologien har også skabt en anden form for isolation, da den kan bruges til at relatere sig til personer som er formidlet af medier; fantasifigurer, som er skabt ved hjælp af magasiner, tv og internettet. I stedet for at omgås tætte relationer som venner og familie, kan individet isolere sig til en kendis eller en opdigtet figur. Det gør det lettere for mennesket at skubbe konflikter og kontroverser væk, til fordel for underholdning. Nogle mennesker går endda så langt, at de lever i en form for tekno-virkelighed, som ikke er ulig psykopater; stalkers. Disse mennesker bruger teknologien til at forfølge kendte, som var det en nær relation (Gergen 2006: 16). På baggrund af den teknologiske udvikling, findes der i dag ikke blot en social indlejring i form af udvidede og ændrede relationer, men også en global indlejring. Her har alle mulighed for at få indsigt i den globale verden, og samtidig danne relationer med folk verden rundt (Gergen 2006: 26). De menneskelige relationer har udviklet sig, og Gergen beskriver disse i forbindelse med teknologiens historie. Den teknologiske fremdrift har også præget selvets udvikling, da der skabes en masse usammenhængende relationer, ved muligheden for at indgå i forskellige fora. Dette gør, at selvet bliver trukket i flere forskellige retninger og dermed kan have Side 32 af 75

svært ved at finde en helhed/en personlig kerne, at danne sig selv ud fra (Gergen 2006: 30). Selvet er dermed under en konstant rekonstruktion, og oplever en konstant stræben efter at blive anerkendt og accepteret (Gergen 2006: 31). Der er opstået en postmoderne bevidsthed, som betyder at individet ikke længere har en sikker selvfølelse, hvilket skaber tvivl om hvorvidt en afgrænset identitet eksisterer. Dette skyldes de forskellige sociale involveringer er steget i takt med teknologiens forandringer. Nu bliver individet konstant præsenteret for andres billeder, handlinger og meninger, som gør at selvet har svært ved at danne en afgrænset identitet. Individet bliver socialt mættet af alle de forskellige stemmer omkring sig, imens det selv forsøger at danne en identitet (Gergen 2006: 39). Gergen anvender et citat af Erik H. Erikson: I den menneskelige tilværelses sociale jungle føler man ikke, at man lever, hvis man ikke har en oplevelse af identitet. (Gergen 2006: 62). Gergen anvender citatet i sit værk, for at tydeliggøre konflikten mellem at føle man lever og have en identitet, med følelsen af en afspredt identitet og ikke have løst en grundlæggende opgave i sin personlighedsudvikling. Manglen på følelsen af et sikkert selv, er en konsekvens af teknologiens udvikling, da individet bliver præsenteret for et hav af identitetselementer/muligheder det skal tage stilling til, hvilket besværliggør opbyggelsen af en afgrænset identitet (Gergen 2006: 65). Gergen beskriver mennesket som værende enten styret inde- eller udefra. Det indre-styrede menneske er styret af indre mål, som er dannet på baggrund af forældre, opvækst og andre autoriteter. Det udefra-styrede menneske har ikke et indre mål til vejledning, men handler ud fra de sociale omgivelser og agerer dermed overfladisk, hvilket medfører et konstant behov for anerkendelse (Gergen 2006: 68). I det postmoderne samfund, bliver individer konfronteret med andres meninger, værdier og livsstil i forbindelse med den sociale indlejring, som udvisker det individuelle selv, og dermed skaber en anden og ny form for selvbevidsthed (Gergen 2006: 73). I stedet for at indgå i kontekster og relationer ud fra en personlig kerne, genspejler vi de omgivelser, vi indgår i (Gergen 2006: 74). Side 33 af 75

5.2.2.1 Tid og rum Det postmoderne samfund, byder gennem teknologien, på forskellige former for konfrontationer til individet. Dette sker ikke kun blandt tætte relationer, men fra både radio, tv og reklamer som præger individets hverdag med et; (...) skiftende galleri af skikkelser, som er spredt ud over hele kloden. (Gergen 2006: 86). Dette medfører særligt to aspekter, der har betydning for individet. Før modernismen eksisterede relationerne og vedligeholdelsen af dem, kun hvis det geografisk set var muligt. I det postmodernistiske samfund har teknologien brudt grænserne for relationer, da individet gennem teknologien kan kontakte enhver gammel eller ny relation. Konsekvensen af dette, er at individet bliver stillet overfor flere krav, da mulighederne er blevet flere; Hvordan kan vi have dem som venner? Vi har ikke engang tid til de venner, vi allerede har. Persongalleriet individet i forvejen har skabt, kan begrænse fremtidige mulige kandidater/relationer, da individet risikerer at udvikle stress på baggrund af de krav en opretholdelse af relationer har. Derudover har nutidens teknologi også dannet rammerne for, at relationer udvikler sig langt hurtigere, da de har helt andre muligheder for at udvikle sig (Gergen 2006: 86). 5.2.2.2 Befolkning af selvet Individet kan i dag have modstridende interesser, hvilket Gergen omtaler som befolkning af selvet, der er opstået i kraft af den sociale mætning; de mange relationer og muligheder (Gergen 2006: 92). Individer bruger meget energi på at optage; enorme mængder af information om de mønstre, der gør sig gældende i relationernes gensidige udvekslinger. (Gergen 2006: 93). Dette gøres for at danne en forståelse for den sociale verden, der indgås i, og hvordan denne viden kan anvendes i det sociale, således at der opnås det bedst mulige resultat (Gergen 2006: 94). 5.2.2.3 Multifreni Gergen anvender begrebet multifreni, som overordnet betegner den opsplitning, individet oplever i dets mange forskellige selv-investeringer, dvs. forskellige interesser et individ ønsker at opfylde. Multifreni medfører en følelse af at være utilstrækkelig, da individet får stillet store krav, ved den konstante påmindelse fra omverdenen om, hvad der er rationelt at investere tid til. Det er en af den sociale mætnings konsekvenser; en bestræbelse på at Side 34 af 75

udnytte alle potentialerne i de relationer der indgås i (Gergen 2006: 97). Den teknologiske udvikling har medført en frihed hos individet grundet dets mange muligheder, men denne frihed fører også til en form for slaveri hos individet, da det bliver en pligt, at mulighederne skal udnyttes (Gergen 2006: 98). 5.2.2.4 Idealer og selvrefleksion Massemedierne skaber et enormt felt af kriterier og idealer for hvordan et individ bør være, som bliver brugt til en selvvurdering (Gergen 2006: 100). Dette skaber en konstant tvivl og følelse af utilstrækkelighed (Gergen 2006: 99). Samtidig eksisterer der forskellige rationaler i de forskellige relationer, dvs. forskellige bud på hvad der er rigtig og forkert. De forskellige modstridende rationaliteter kan fremprovokere en følelse af meningsløshed, idet der eksisterer så mange forskellige måder at agere på i forskellige relationer, og derfor forskellige sandheder (Gergen 2006: 101). Denne proces medfører en øget selvrefleksion og en manglende evne til at indgå i sammenhænge med dybt engagement, da der stilles spørgsmålstegn ved det virkelige, hvad er sandt? Et redskab i denne proces er (selv-)ironi, som anvendes som forsvarsmetode eller som en måde at afprøve folks reaktioner, for at finde sandheden i en sammenhæng/relation (Gergen 2006: 160). 5.2.2.5 Personlighed I det postmoderne samfund eksisterer der ingen individuel essens, eller en personligt kerne. Individet er derimod præget af et mylder af forskellige muligheder, og særligt de relationer individet vælger at indgå i. Identiteten er et socialt produkt af forskellige relationers herskende diskurser, hvilket betyder at identiteten er under en konstant forandring (Gergen 2006: 163). Individet vil således identificere sig med de grupper det omgås i og kan dermed besidde flere forskellige identiteter. Forsøg på at bestemme eller beskrive sig selv i en sammenhæng, foregår uundgåeligt under den diskurs individet befinder sig i (Gergen 2006: 169). I denne proces opstår tre faktorer: 1. Den Strategiske manipulator; Det er ikke muligt for individet at have en fast forankret identitet eller følge autentiske handlemønstre, da individet bliver konfronteret med forskellige krav. Når individet søger passende handlingsmønstre, Side 35 af 75

problematiseres identiteten i stedet for at blive bekræftet (Gergen 2006: 171). Individets handlinger begynder at virke overfladiske, og som en strategisk markedsføring af sin personlighed (Gergen 2006: 172). 2. Pastichepersonligheden; Er som en kamæleon, da den konstant låner identitetselementer, og konstruerer dem i forhold til forskellige givne situationer. Det er muligt, hvis man udelukker fortiden og ikke søger et varigt sandt selv, men giver sig 100% i en given situation. Denne egenskab gør det muligt at udvide sin sociale omgangskreds; Livet bliver en godtepose til tilfredsstillelse af et stadigt voksende begær. Alt dette forekommer, når skyldfølelsen og oplevelsen af at være overfladisk er glemt. Der bliver skabt en hel ny form for selvkontrol, hvorved individet mestrer at være i centrum og kan kontrollere sin fremtræden, ved at være opmærksom på sit eget offentlige image (Gergen 2006: 174). Alle der har en høj grad af selvkontrol er mere positivt anlagte og er også mere positive i deres holdninger omkring andre. Samtidig er de bedre til at håndtere uoverensstemmelser og udtrykke deres følelser, som kan føre til en større påvirkelseskraft, end dem med lav selvkontrol. Dagliglivet bliver til en konstant søgen efter selvglæde for individet, hvortil andre mennesker bliver brugt som brikker, til at få sine ønsker opfyldt (Gergen 2006: 175). For pastichepersonligheden findes der kun et selv som konstrueres i sociale kontekster, for eksempel er tøj også et middel til at danne selvet (Gergen 2006: 176). Sociale relationer bliver undskyldninger for forskellige iscenesættelser, og dermed er der pludselig ingen grænse mellem det virkelige og præsenterede selv, substans og stil. Derfor kan nogle opfatte noget som værende ægte og substantielt, imens det for andre opfattes som rent stilistisk (Gergen 2006: 178). 3. Det relationelle selvs opståen; Selvet bliver erstattet af relationernes virkelighed, du og jeg transformeres til vi. Konstruktioner og situationer udgår fra sociale omgivelser, og konstruktionens skæbne involverer også andre mennesker. Individets egen rolle bliver til rollen, som deltager i en social proces, hvilket overskygger den personlige væren (Gergen 2006: 179). Identiteten eksisterer kun, fordi den er sanktioneret af de sociale ritualer, individer agerer i. Hermed er der åbne muligheder Side 36 af 75

for, at individet kan stræbe efter at være en bestemt type person, som har en betydning for et større socialt spil. Uden relationer er der intet sprog til begrebsliggørelse af selvets følelser, tanker og hensigter. (...) Jeg et bliver skabt i relationerne, ikke relationerne som bliver skabt i jeg et (Gergen 2006: 180). Medierne præsenterer i dag samfundet for et utal af selvfremstillinger, samt relationer i alle dets former. Når dette sker, bliver det svært at skelne mellem det autentiske og kunstige, hvad er ægte? Vi rykker os væk fra de gamle værdier, og rykker os i retning af en ny tendens (Gergen 2006: 244). 5.2.3 Martin Heidegger Martin Heidegger (1889-1976) er født i Tyskland og studerede filosofi og katolsk teologi. Han var fra 1923-28 professor i filosofi i Marburg, og blev efterfølgende professor ved universitetet i Freiburg, hvor han blev valgt som rektor i 1933 (Link 8). Heidegger er én af det 20. århundredes mest indflydelsesrige filosoffer, hvoraf Væren og tid er hans mest berømte udgivelse (Heidegger 1999: 7). Vi har valgt at tage udgangspunkt i hans tanker fra dette værk ud fra K. E. Løgstrups fremstilling af det i sin bog Martin Heidegger fra 1996. Løgstrup studerede under Heidegger i Berlin fra 1933-34, og blev i 1943 professor i etik og religionsfilosofi ved teologi på Århus Universitet (Heidegger 1999: 7). Vi vil i teoriafsnittet lægge det primære fokus på Heideggers tanker fra Væren og tid, og efterfølgende vil vi supplere med hans tanker omkring teknikken, som han fremlagde dem i sit foredrag Spørgsmålet om teknikken i 1957. 5.2.3.1 Væren Heidegger er optaget af ontologi og det grundlæggende spørgsmål om meningen med væren. Han mener, at vi må behandle dette værens spørgsmål på ny, da måden at betragte væren på i den traditionelle filosofi ikke er den mest oprindelige (Løgstrup 1996: 11). Heidegger vil, modsat den traditionelle filosofi, ikke undersøge mennesket kun som noget værende, men som en værende, der forholder sig til sin egen væren. Ifølge Heidegger er det for mennesket en elementær del af tilværelsen at forholde sig til sin egen ontologi, og mennesket er derfor i dets struktur åben overfor sin egen væren (Løgstrup 1996: 12). Hvis Side 37 af 75

vi derfor vil undersøge værens spørgsmålet, må vi starte med først at forstå det værendes væren. Væren adskiller sig fra det værende, idet dét er det værende i dets struktur (Løgstrup 1996: 12). Det er den menneskelige eksistens i dens rent formelle struktur, som Heidegger ønsker at undersøge, og han kalder denne struktur for menneskets væren (Løgstrup 1996: 15). Det er i forståelsen af denne struktur, at værens spørgsmålet vil kunne forstås på en ny og mere oprindelig måde. Mennesket har som nævnt en fundamental åbenhed overfor sig selv, hvorfor det for mennesket i dets eksistens handler om egen eksistens. Det hænger sammen med, at mennesket i sin eksistens er overladt til sig selv; mennesket er overladt til sig selv i den forstand, at det selv har at eksistere, hvad det er og hvad det kan være. Mennesket er det værende, hvem det er overladt som en opgave at være sin egen væren, fordi den har karakteren af mulighed. Hvad mennesket er, forsåvidt dette»hvad«altid er en mulig måde at være til på, er resultatet af en afgørelse eller undladelsen af den og består ikke i nogle forhåndenværende egenskaber eller i en eller anden substans. (Løgstrup 1996: 17). Menneskets eksistens er ikke på forhånd givet. Det er den enkeltes egen opgave at definere sin egen tilværelse. Mennesket er derfor konstant i bevægelse. Den enkelte har travlt med hele tiden at sørge for en masse ting, så det kan sørge for sig selv og andre (Løgstrup 1996: 15). At eksistensen altid er i bevægelse, kan også forstås som, at eksistensen altid er i muligheden (Løgstrup 1996: 16). Den enkelte er altid allerede i gang med at eksistere i én af sine muligheder. 5.2.3.2 Væren-i-verden Mennesket kan ikke eksistere uden for verden, og menneskets væren skal derfor forstås som en væren-i-verden (Løgstrup 1996: 18). Som tidligere pointeret, så handler det for mennesket om sin egen eksistens. Vi forholder os derfor primært til tingene omkring os, ud fra det formål de tjener for vores egen eksistens (Løgstrup 1996: 21). Mennesket er optaget af tingene, fordi de, i deres håndterlighed, er med til at virkeliggøre menneskets Side 38 af 75

eksistensmuligheder (Løgstrup 1996: 20). For eksempel for at kunne bo, er mennesket nødt til at have noget at bo i. Virkeliggørelse kan derved kun ske ved hjælp af tingene. Mennesket forstår derfor verden og tingene omkring sig som muligheder (Løgstrup 1996: 28). Menneskets omverden består ikke udelukkende af ting, men også af andre mennesker. Det at være til sammen med andre er en lige så elementær del af menneskets væren, som tingene er det. Mennesket forstår sig ikke på sin egen eksistens, som en isoleret størrelse, der kan tilvælge et forhold til andre. I forholdet til sig selv forholder mennesket sig uundgåeligt også til de andre (Løgstrup 1996: 30). Tilværelsen er altid noget, vi har sammen med hinanden. Mennesket er optaget af forskellen mellem sig selv og de andre: Man vil udligne forskellen, indhente de andre eller holde dem nede. Hvilket betyder, at de andre bestemmer og behersker ens tilværelse. (Løgstrup 1996: 32). De andre skal ikke forstås som en henvisning til specifikke personer i den enkeltes liv, men som en del af man. Man er betegnelsen for alle og ingen. Det er gennemsnitligheden. Mennesket lever gerne sit liv ud fra, hvordan man lever sit liv, idet det gør tilværelsen lettere for den enkelte (Løgstrup 1996: 33). Her behøver den enkelte ikke selv at forholde sig til omverden, idet man allerede har sin egen udlægning af, hvordan verden ser ud. Man bliver derved individets kompas i tilværelsen, hvilket hindrer udviklingen af ens eget autentiske selv, da livet ikke leves ud fra én selv, men ud fra de andre (Løgstrup 1996: 32). Hvis mennesket lever sit liv ud fra de andre, altså ud fra man, betyder det ikke, at menneskets eksistens ikke længere gælder denne egen eksistens; at mennesket har tabt sit selv til»man«betyder ikke, at det nu ikke længere i dets tilværelse skulle gælde denne egen tilværelse. Det gør det stadigvæk, blot gælder det den egen tilværelse i uegentlig forstand. Det gælder det, som»man selv«er og vil. (Løgstrup 1996: 36). Selvom det stadig handler om egen eksistens, så er det egen eksistens ud fra man, hvilket gør mennesket fremmed for sig selv. Mennesket forstår ikke sin eksistens ud fra sig selv, men ud fra hvordan man forstår den (Løgstrup 1996: 39). Man undertrykker den Side 39 af 75

enkeltes trang til selv at ville tage stilling til verden omkring sig, hvorfor Heidegger snakker om, at mennesket bliver fortabt i man. Her er tanken om at gøre noget på egen hånd og egen risiko udelukket. Menneskets muligheder bliver dermed indskrænket af man, idet mennesket kun foretager sig, hvad der er bekendt, opnåeligt og resultatrigt, hvilket kan lede til rastløshed i den enkelte (Løgstrup 1996: 36). 5.2.3.3 Væren i egentlighed og uegentlighed Mennesket befinder sig fra starten af i man s forståelse af verden. Dette skyldes, at verden altid er en overleveret verden, fordi kulturelle værdier bliver nedarvet (Løgstrup, 1996: 77). Vores muligheder er derfor også nedarvede muligheder, hvilket får den betydning, at det ikke er muligt for mennesket at frigøre sig fuldstændigt fra man (Løgstrup, 1996: 77). Der er dog forskel på, i hvilken grad individet lader sig underlægge af man. Heidegger skelner mellem at leve et liv i egentlighed eller i uegentlighed (Løgstrup 1996: 37). Det egentlige liv er det autentiske liv, hvorimod det uegentlige liv er det fortabte liv. I det uegentlige liv har individet tabt sig selv til man. Forstår den enkelte sit liv udelukkende ud fra man, så vil det få en forfejlet ontologisk forståelse af sin egen væren. Dette skyldes, at man opfatter subjektet ligesom et objekt, hvilket er en forkert ontologisk forståelse af mennesket (Løgstrup 1996: 38). Heidegger mener, at denne fejlfortolkning er forekommet, fordi at selve menneskets væren driver individet til at gå op i at beskæftige sig med tingene; mennesket er overladt til sig selv og derfor henvist til at eksistere ved hjælp af tingene i den verden, hvori det er overladt til sig selv. Det må ustandseligt sørge for alt muligt for at kunne sørge for sig selv og andre. Mennesket går derfor nødvendigvis op i beskæftigelsen med tingene. (Løgstrup 1996: 38). Der er i beskæftigelsen med tingene en fare for, at mennesket ser sin egen eksistens på lige fod med tingenes og dermed fejlfortolker sig selv (Løgstrup 1996: 38). Idet menneskets væren nødvendiggør beskæftigelsen med ting, ligger kilden til fejlfortolkning derfor i selve menneskets struktur. Side 40 af 75

I menneskets væren ligger dog også karakteren af mulighed, som gør, at mennesket i dets åbenhed overfor sin egen væren kan finde sig selv igen (Løgstrup 1996: 40). Vejen til det egentlige liv, hvor individet ikke kun forstår sig selv ud fra man, findes altid i vores væren. Det egentlige liv er os altid kendt i vores samvittighed (Løgstrup 1996: 41). Samvittigheden er en del af menneskets åbenhed overfor sin egen væren, som kalder den enkelte tilbage til en eksistens i egentlighed. Den melder sig som en kalden på det selv, der er blevet fortabt i man. Det er i samvittigheden, at muligheden for at være sig selv, melder sig. Den kalder på at indhente det valg, som den enkelte uden videre forsømte, da vedkommende underlagde sig man. Når mennesket kun lytter til man, så overhører det sig selv. Hvis mennesket derfor vil forsøge at bryde med man, så må det lytte til sin egen samvittighed: At lyde samvittighedens kalden og ville have samvittighed betyder derfor at vælge valget og således eksistere i egentlighed som den enkelte. (Løgstrup 1996: 41). Idet det er én selv som den enkelte, der er tale om, stødes det»man selv«, der ser til det almindelige omdømme og er forhippet på at blive anset, bort. (Løgstrup 1996: 42). Samvittigheden støder man bort, men fremkalder samtidig den angst, som den enkelte prøvede at undgå ved at fortabe sig selv i man : Afskåret fra at forstå sig selv i»man«s offentligt tilgængelige udlægning er vi kastet tilbage til det, hvorfor vi ængstes, nemlig at se overladtheden til sig selv i øjnene (Løgstrup 1996: 45). At lytte til sin samvittighed betyder derfor at erkende verden i dens betydningsløshed. Heidegger påpeger dog, at selvom mennesket flygter fra sin angst ved at fortabe sig i man og finde fortrolighed med alt det bestemte, så er alt det bestemte også med til, at alt synker sammen i betydningsløshed. Eksistensens betydningsløshed er dermed ikke én, som mennesket nogensinde kan unddrage sig (Løgstrup 1996: 45). 5.2.3.4 Væren som skyldig Samvittigheden vil have den enkelte til at overtage sin egen eksistens og vedkende sig, at det er en eksistens i skyld (Løgstrup 1996: 51). Dette betyder, at mennesket er skyldigt i de valg og fravalg, det foretager sig i livet, uden at være skyld i eget liv: Uden selv at være Side 41 af 75

grunden til, at jeg er, kan jeg kun eksistere ved at være grunden til, hvad jeg er. (Løgstrup 1996: 49). Den eksistens, der overtages, er en eksistens i muligheder. Den enkelte må tage ansvar for, at alt hvad det er og gør, er på bekostning af noget andet, og derigennem indse, at mennesket aldrig kan være sig selv suverænt (Løgstrup 1996: 51). Den enkelte kan kun indse sin fulde skyld ved at tage ansvar for sin eksistens i dens totalitet (Løgstrup 1996: 51). Det indebærer en forståelse af, at den eksistens, det overtager, er en eksistens, der er bestemt til døden (Løgstrup 1996: 52). Idet mennesket er en eksistens i muligheder, er dets eksistens altid skyldigt, og individet må i forlængelse heraf kende sig skyldig i sin egen død. Døden er menneskets sidste mulighed, idet realiseringen af den, vil resultere i ophørelsen af individets eksistens. Heidegger ser den enkeltes forhold til egen død som afgørende for det liv, den enkelte kan leve. I det uegentlige liv er døden gjort til noget fjernt og upersonligt. Døden omtales som man dør og er ikke noget, der truer én selv, men andre. Omvendt forholder det sig i det egentlige liv, hvor en vedkendelse af skyld i egen død gør døden til en meget virkelig mulighed: Døden er den enkeltes yderste mulighed. Livet til døden er altså et liv, der er bestemt af en mulighed (Løgstrup 1996: 55). Det er kun, når den enkelte påtager sig den ontologiske skyld og er bevidst om døden, som sin egen sidste mulighed, at den enkelte kan forholde sig til, at dets beslutninger kun er foreløbige og ikke absolutte. Mangler den enkelte derimod bevidsthed om døden og fortaber sig i man, der udgør beslutningerne det absolutte for individet, og det fortaber sig i dem (Løgstrup 1996: 58). Den enkeltes evne til at eksistere i beslutsomhed er derfor nært forbundet med, hvor tæt individet lader døden komme ind på livet af sig. Kun ved at eksistere i forhold til den absolutte mulighed, døden, bliver de resterende muligheder relative. Når den enkelte efterkommer samvittighedens kald, er det i stand til at eksistere i beslutsomhed (Løgstrup 1996: 57). Dette skal ikke forstås som én isoleret beslutning om at leve sit liv på en bestemt måde. Beslutninger skal gentages: Beslutsomhed er en måde at være til på, én åbenhed for sig selv og netop ikke en begivenhed én gang for alle. (Løgstrup 1996: 61). Vil den enkelte ikke underlægges man s værensforståelse, så indebærer det gang på gang at vælge sig selv i beslutningen (Løgstrup 1996: 60). Side 42 af 75

5.2.3.5 Teknikken Den gængse opfattelse af teknikken er, at den er et redskab, som mennesket anvender (Heidegger 1999: 37). Heidegger ser denne instrumentelle opfattelse af teknikken som problematisk, idet det indikerer, at mennesket kan gøre sig selv til herre over teknikken (Heidegger 1999: 26). Heidegger vil afdække sandheden bag teknikken som noget, der i virkeligheden mestrer os, ved at spørge efter teknikkens væsen (Heidegger 1999: 36). Teknologien bliver anvendt til at udfordre naturen og udvinde dens ressourcer, så de kan stå til rådighed for mennesket og være klar til bestilling. Teknikken skal ikke ses som en maskine for sig, men som en kæde af led, der tilsammen udgør en bestillingsrække, som Heidegger kalder for bestanden (Heidegger 1999: 46). Mennesket er også selv en del af bestanden, idet de er bestilt til at udfordre naturen i deres arbejde (Heidegger 1999: 47). Den moderne tekniks væsen giver sig til kende, i det Heidegger kalder stilladset (Heidegger 1999: 53). Stilladset er ikke noget teknisk eller fysisk, men den virkelighedsopfattelse, som teknikken frembringer (Heidegger 1999: 53). Det udsætter mennesket for fare, fordi mennesket ikke ser sig selv som bestandens bestiller, men som herre over jorden. Alt på jorden ses som værende menneskeskabt, og det er for Heidegger en illusion for mennesket at tro, at ting kun består, fordi mennesket har skabt dem (Heidegger 1999: 56). Mennesket er underlagt stilladset på en så afgørende måde, at individets reducering til rollen som bestandens bestiller ikke er mennesket bevidst. Teknikken kan dermed true menneskets mulighed for at vende sig mod en mere oprindelig forståelse af sig selv (Heidegger 1999: 57), idet mennesket ubevidst bliver til en del af bestanden på linje med tingene. Det er derfor ikke teknikken, der er faren for mennesket, men teknikkens væsen (Heidegger 1999: 57). På grund af stilladsets herredømme, ser mennesket teknikken som noget, de kontrollerer, men sandheden er, at menneskets væsen nu er bestilt til at gå teknikkens væsen til hånde. (Heidegger 1999: 66). Teknikkens væsen er tvetydigt, fordi det på den ene side bringer fare med sig, idet det fremsætter en falsk sandhed om verden. På den anden side er teknikken med til at sætte mennesket i en position til at erfare sandheden om teknikkens væsen (Heidegger 1999: 62). Teknikkens væsen er derfor i et og samme både faren og redningen for sandhedens væsen. Side 43 af 75

Heidegger mener grundlæggende, at vi ved at sande teknikkens væsen vil indse dens fejlagtige udlægning af virkeligheden (Heidegger 1999: 30). Ved at sande teknikkens væsen vil vi indse, at den tekniske forestilling om, at naturen kan beregnes og forudsiges, er sandhedsløs (Heidegger 1999: 74). Dette kræver, at vi ændrer måden, vi tænker om teknikken på (Heidegger 1999: 69). Det er i åbenheden overfor sin egen væren, at mennesket vil forstå sig på sin egen utilstrækkelighed. Ved at indse sin manglende suverænitet ved egen tilværelse, vil teknikkens fremlæggelse af naturen som underlagt menneskets suverænitet, blive afsløret som sandhedsløs. Side 44 af 75

6. Analyse I følgende afsnit vil vi analysere teoretikernes holdninger til sociale medier ved at tage udgangspunkt i problemområdet (se afsnit 4). Ud fra problemområdet resulterer brugen af sociale medier i flere forskellige aspekter: Større mulighed for anerkendelse og bekræftelse, narcissistiske tendenser, følelsen af at høre til, mulighed for at fremstille bestemte sider af identiteten, større social kontrol, større mulighed for sammenligning med andre, mere overfladiske relationer og større adskillelse mellem den online og offline identitet. Det er disse problemområder, som vi vil analysere de forskellige teoretikere ud fra. 6.1 Erik H. Erikson I det senmoderne samfund er identiteten ikke givet på samme måde som i det traditionelle samfund, hvor identiteten blev defineret på baggrund af blandt andet familie og religion. I det senmoderne samfund er mulighederne mange, og mennesket må derfor kæmpe for at skille sig ud og blive lagt mærke til. Mennesket kan altså konstant arbejde med sin identitet og iscenesætte sig selv på forskellige måder. I forhold til identitetsdannelse fokuserede Erikson meget på sammenhængen mellem den sociale struktur, kulturen og den historiske udvikling. Det var altså et samspil mellem både psykologiske processer og sociologiske udvikling strukturer. Internettets udvikling og større betydning giver endnu en mulighed for iscenesættelse af identiteten. Det sociale medie, Facebook, giver mulighed for en kontrolleret fremstilling af egen identitet, og samtidig en åbning for alternative visninger af identiteten. Artiklerne beskriver dette (se afsnit 4.2), hvor de nævner en mulig offline fysisk identitet, den man er udenfor skærmen og i samspil med andre mennesker og samtidig en online virtuel identitet, som man er over internettet, blandt andet på Facebook. Facebook giver mulighed for at eksperimentere med sin identitet og samtidig danne sig en fiktiv identitet, da det er menneskets egen kontrol, som styrer, hvad og hvordan individet fremstilles. Det er normalt i senmoderniteten at benytte sociale medier som kommunikationsmiddel, til trods for at man muligvis sidder i samme rum som personen. Facebook er blevet et øget socialt ståsted, hvilket muligvis kan give nogle problematikker i forbindelse med identitetsfølelse. Ifølge Erikson er menneskets identitetsdannelse stærkt Side 45 af 75

påvirket af den tillid/mistillid som opbygges allerede i barndommen. Denne udviklede tillid/mistillid påvirker den senere identitetsfølelse, og måden hvorpå mennesket kan stole på andre. De læste artikler (se afsnit 4.2), beskriver hvordan individet kan have flere forskellige identiteter, hvilket især kan komme til udtryk over Facebook. Samtidig giver Facebook mulighed for at skabe en større, men også mere overfladisk vennekreds. Dette kan have betydning for den tiltro, der skabes mellem mennesker på de sociale medier. Vigtigheden af den fundamentale opbyggede tillid er i senmoderniteten ikke blevet mindre, da det kræver en stabil og sikker identitet at befinde sig på de sociale medier, blandt andet fordi den fysiske kontakt er blevet mindre og usikkerheden større. Ved brugen af sociale medier, vil den fundamentale tillid være en vigtig faktor, så man ikke ender i en følelse af mistillid overfor sine nære relationer. De relationer, vi skaber over Facebook, forløber over et mere overfladisk plan, end i den virkelige verden, da det giver en vis distance at kommunikere over Facebook. I senmoderniteten er rodløshed i forvejen dominerende, hvilket understøttes af de sociale medier, den opbyggede distance, samt de uendelige muligheder. Individet har store udfordringer ved at finde et fast ståsted. Erikson vil muligvis mene, at denne rodløshed vil give en forringelse i følelsen af anerkendelse, som er essentiel for identitetsfølelsen. Rodløsheden vil altså give en følelse af manglende anerkendelse, som individet derfor i højere grad vil stræbe efter, blandt andet via de sociale medier. Artiklerne (se afsnit 4.1) understreger, at brugen af de sociale medier omhandler følelsen af anerkendelse. Hvis individet opnår denne anerkendelse på Facebook, vil det dermed, på baggrund af Erikson, have positiv påvirkning på individet, da anerkendelse samtidig giver følelsen af tillid og tro på sig selv. Anerkendelse af ens identitet vil have en positiv påvirkning på videre udvikling, hvor individet kan få en følelse af mening og sammenhæng. Hvis individet ikke opnår denne anerkendelse, kan det derimod give en følelse af mindreværd og manglende følelse af at høre til. Det kan derfor påstås at Erikson, ikke vil være fuldstændig modstander af brugen af Facebook. Facebook giver mulighed for at fremstille grupper og idealer på bestemte måder, hvor udtrykket kan være hvad der er socialt acceptabelt og hvad der ikke er. Udfordringen til individet i det senmoderne samfund er blandt andet vigtigheden af at følge med, tage ansvar for egen udvikling og deltagelse. Facebook giver mulighed for at være en del af noget og Side 46 af 75

samtidig følelsen af udelukkelse eller mindreværd. I skolealderen, forklarer Erikson, at barnet forsøger at føle sig betydelig i samfundet. Det er vigtigt at kunne leve op til de udfordringer som stilles og samtidig påvirkningen af de idealer og grupper som fremstilles på Facebook. Hvis individet ikke føler at kunne leve op til de krav, som Facebook stiller for at være en del af det sociale medie, kan det give individet følelsen af mindreværd. De unge benytter Facebook i forhold til at praktisere deres ungdom, hvor dette er platformen for at høre til og blive anerkendt, som artiklerne (se afsnit 4.1) også beskriver, er en vigtig årsag til selve brugen af Facebook. Erikson beskriver i pubertetsstadiet vigtigheden af at arbejde med de rollemodeller eller grupper, som individet identificerer sig med i sociale sammenhænge. Problematikken i senmoderniteten er, at disse rollemodeller blandt andet er blevet rykket til den virtuelle verden og de sociale medier. De forskellige rollemodeller afprøves nu over Facebook i stedet og en positiv respons af individet, vil give følelsen af en anerkendt identitet, som vil have positiv påvirkning på identitetsudviklingen. Facebook kan samtidig give en urealistisk forestilling af rollemodeller. Individer som ikke har dannet en stabil identitet, kan ende i en identitetsforvirring. Individet har ikke opnået et fast billede af sig selv og er præget af usikkerhed. Facebook kan have denne indflydelse, da fremstillingen af rollemodeller og idealer er så stor, samt kritik og manglende følelse af anerkendelse. Ifølge Erikson dannes og udvikles identitet blandt andet i forbindelse med ens sociale omgivelser og relationer. Herunder kan overdreven brug af sociale medier blive problematisk, da mulighed for ensomhed kan forøges, til trods for, at mængden af relationer over de sociale medier øges. Følelsen af ensomhed kan skyldes en manglende nærhed til sine venner, da kommunikationen er blevet accepteret og mere udbredt over de sociale medier. Individet vil derfor til dels mangle den sociale kontekst, som nu er blevet en tom skærm med fjerne venner med skiftende identiteter. Elementerne, som Erikson benytter i forbindelse med identitetsdannelse og den sociale kontekst, er i det senmoderne samfund blevet mindre. Som beskrevet i artiklerne kan overdreven brug af sociale medier give følelsen af ensomhed, hvilket påstås, at Erikson vil være enig i, da man udvikler identitetsfølelsen og mening med livet gennem blandt andet sociale relationer. Denne ensomhed kan også give følelsen af isolation som Erikson belyser i den tidlige voksenalder. Side 47 af 75

Det er her, individet skal lære at åbne op og udlevere sig til en anden, hvor man knytter sig følelsesmæssigt og kropsligt. Herunder vil den stigende brug af sociale medier blive en udfordring for folk, som lever gennem Facebook, hvormed individet derfor isolerer sig og mindsker ægte kontakt med andre mennesker. 6.2 Carsten René Jørgensen 6.2.1 Individualisering Som beskrevet i teoriafsnittet tidligere (se afsnit 5.1.2) mener Jørgensen, at der er sket en individualisering i det senmoderne samfund i forhold til tidligere mere traditionelle samfund. Her var det enkelte individ ikke i samme grad som i dag nødt til at konstruere sin egen identitet, idet familiens sociale status var afgørende for, hvem og hvad man burde være og kunne blive (se afsnit 5.1.2.3). Før senmoderniteten og individualiseringen var rammerne for identitetsudvikling mere stabile, fordi individets betydningsfulde andre udgjorde mere stabile referencerammer end i dag, hvor det forventes af den enkelte også forældre til børn og unge at vedkommende arbejder med sig selv, udvikler sig selv og er omstillingsparat (se afsnit 5.1.2.3). Denne forventning til individet og individets egen forestilling om et jegideal er dog ikke i sig selv stabil (se afsnit 5.1.2.3). Idet det senmoderne samfund og globaliseringen har muliggjort, at informationer kan deles og spredes hurtigere end nogensinde før, blandt andet gennem sociale medier, er det svært for det enkelte individ at undgå eksponering for andre menneskers holdninger og nye tendenser, som det skal forholde sig til. Det kan derfor være svært for den enkelte at udgøre en stabil frontfigur som betydningsfuld anden for et barn eller et ungt menneske. Når den enkelte hele tiden forventes at arbejde på sin egen identitet, bliver det vanskeligt at hjælpe og støtte en anden i vedkommendes identitetsudvikling. Især i barndommen og ungdommen er det nødvendigt at kunne udvikle sin identitet inden for stabile rammer, særligt i forhold til jeg-identiteten. Det senmoderne samfund tilbyder dog ikke i samme grad som i førmoderne tider disse stabile rammer, og særligt online sociale netværk kan være store og konstant skiftende og tilbyder derfor ikke stabilitet. De sociale medier gør det muligt at have kontakt til en masse mennesker, både familie, venner, kolleger og andre bekendte, men spørgsmålet er, om for Side 48 af 75

megen online kontakt i forhold til offline kontakt kan gøre, at noget af essensen i de primære relationer går tabt. 6.2.2 Identitet på de sociale medier/facebook Som beskrevet i problemområdet udgør Facebook et forum, hvor individet kan opnå accept og anerkendelse af sin udadtil præsenterede identitet, og for nogle er det nemmere at udtrykke sit sande jeg, der svarer til de mere private identitetsniveauer i Jørgensens teori, nemlig jeg-identiteten og den personlige identitet, på Facebook (se afsnit 4.1). Set fra et relationelt ståsted kan Facebook som socialt netværk derfor godt fungere som et forum for identitetsudvikling. En veludviklet jeg-identitet kræver dog stadig interaktion med betydningsfulde andre, og en anerkendende kommentar eller et like fra en vilkårlig kontakt på Facebook kan næppe siges at udgøre samme form for anerkendelse som en forælders opmuntrende stemmeføring, smil, klap på skulderen, omfavnelse eller andre handlinger, der kræver fysisk nærvær. Eftersom det er muligt at fremhæve positive sider af sig selv på Facebook, kan der, som tidligere beskrevet, dannes en online identitet, hvor individet kan opnå anerkendelse fra sine kontakter, eller venner, i det online sociale forum ved at fremstille unikke sider af sin personlighed (se afsnit 4.2). Herved sker der en bekræftelse af individets sociale og kollektive identitet, eftersom disse to identitetsniveauer udgør den offentlige side af individets identitet (se afsnit 5.1.2.2). Den online identitet stemmer dog ikke altid overens med ens offline identitet, altså identiteten uden for de sociale medier (se afsnit 4.2). Denne kløft mellem den online og offline identitet har ligheder med skellet mellem jeg-idealet og det reelle jeg. Den online identitet er blandt andet individets forsøg på at vise de sider af sig selv, der er socialt acceptable og kan føre til anerkendelse af den del af identiteten, individet vælger at vise, altså jeg-idealet. Den offline identitet svarer derimod til det reelle jeg, der rummer både jeg-identiteten, den personlige, sociale og kollektive identitet. Identitetsudvikling på jeg-identitetsniveauet kan dog ikke ske (fyldestgørende) online, da individet ikke kun interagerer med betydningsfulde andre på Facebook, hvilket er den mest betydningsfulde interaktion for udvikling af jeg-identiteten, ifølge Jørgensen. Som vist tidligere er jeg-identiteten grundlag for, at de øvrige niveauer (den personlige identitet, den Side 49 af 75

sociale identitet og den kollektive identitet) bliver veludviklede, og det nytter derfor ikke at arbejde på ens sociale identitet, hvis problemet er, at ens jeg-identitet er umoden. Den interaktion, et individ har med andre i et online forum, kan selvfølgelig indeholde kontakt til vedkommendes betydningsfulde andre, men idet det netop foregår online, er der ingen nærhed eller eventuel fysisk kontakt, og meget kontakt på blandt andet Facebook er til primære eller sekundære relationer, hvilket ifølge Jørgensen hører til udviklingen af den personlige og den sociale identitet. 6.2.3 Den stærke identitet i senmoderniteten Jørgensen skriver som nævnt i teoriafsnittet, at en stærk jeg-identitet hænger sammen med modne identifikationer med personer i individets omverden, og at den veludviklede jegidentitet er fundamentet for en veludviklet personlig, social og kollektiv identitet (se afsnit 5.1.2.4). På de sociale medier kan det ske, at individet sammenligner sig selv med andre (se afsnit 4.2), hvilket som tidligere beskrevet blandt andet kan føre til følelsen af utilfredshed. Denne sammenligning kan minde om Jørgensens udlægning af identifikationsprocessen (se afsnit 5.1.2.4), hvor individet sammenligner sig eller identificerer sig med en anden og derefter, afhængigt af identifikationsniveauet, internaliserer disse identifikationer i sin personlighedsstruktur. Identifikationerne er ifølge Jørgensen grundlag for udviklingen af jeg-identiteten, da de, idet de internaliseres i individets personlighedsstruktur, udgør en referenceramme, som individet kan bruge til at forholde sig til sig selv og sin omverden (se afsnit 5.1.2.4). Facebook tilbyder imidlertid uendeligt mange mulige identifikationer, og hvis individet forsøger at internalisere for mange modstridende identifikationer, eller hvis identifikationerne ikke er modne, udvikles der ikke en stærk jeg-identitet, hvorved også de øvrige niveauer af identiteten forstyrres. Desuden kommer individet til at mangle den identitetskapital, der knytter sig til den modne (jeg-)identitet, og på grund af denne mangel kommer individet til at have svært ved at håndtere modstridende elementer i tilværelsen og mangle følelsen af mening. Dermed er individet inde i en cirkel med en selvforstærkende effekt, hvor netop den manglende evne til at håndtere og sortere i de modstridende elementer, som blandt andet figurerer på Facebook, gør, at jeg-identiteten ikke modnes, hvilket igen medfører manglende evne til at håndtere modstridende elementer og så videre. Side 50 af 75

Set på denne måde bør individet altså have en nogenlunde moden jeg-identitet for at kunne håndtere de mange forskellige indtryk, der møder vedkommende på Facebook, og derfra muligvis kunne bruge dem til videre identitetsudvikling. Det er altså nødvendigt, at individet allerede har en bevidsthed om, hvordan han/hun skiller sig ud, med andre ord bør individet have en veludviklet jeg-identitet, før vedkommende søger at udtrykke sig online og derved få anerkendelse af sin (sociale) identitet. Som beskrevet herover kan Facebook nemlig ikke erstatte interaktionen med betydningsfulde andre og dermed fungere som forum for identitetsdannelse på jeg-identitetsniveauet. Derfor må en stabil jeg-identitet være grundlag for, at brugen af sociale medier ikke virker hæmmende på identitetsudviklingen. 6.2.4 Kollektivitet og behovet for at høre til De sociale medier/facebook kan være et forum for udvikling af særligt den sociale og den kollektive identitet. Den sociale identitet er individets identitet udadtil, mens den kollektive identitet fungerer som et mellemled mellem den sociale identitet og de mere private niveauer, jeg-identiteten og den personlige identitet (se afsnit 5.1.2.2). Særligt på Facebook er det muligt at identificere sig med forskellige grupper ved at vælge at være med i nogle grupper og ikke i andre. Grupperne er typisk interesse prægede på en eller anden måde og kan for eksempel være et forum til at udtrykke sine meninger, kommunikere med andre medlemmer og spille spørgsmål relateret til gruppens indhold, som kan være alt fra livsstil, mode, kunst til steder, virksomheder, uddannelsessteder med mere. Hermed opstår der en slags fællesskab med andre, der også har valgt at være medlem af samme gruppe, og individet kan eventuelt identificere sig med andre medlemmer af gruppen og/eller disses opslag, spørgsmål og kommentarer i gruppens forum. På denne måde præges individet af det, vedkommende oplever gennem sine grupper på Facebook, blandt andet ved at internalisere sine identifikationer med gruppen i sin personlighedsstruktur, ligesom Jørgensen beskriver, at den kollektive identitet præger jeg-identiteten og den personlige identitet. Så selvom Facebook er et sted, hvor individet søger at udtrykke sig selv som et unikt individ og opnå anerkendelse heraf, hvorved Facebook bliver et forum for individualiseringsprocesser, er det i lige så høj grad et sted, hvor individet kan søge fællesskab med andre med samme holdninger og interesser som sig selv og dermed blive bekræftet af allerede eksisterende, socialt anerkendte ideer. Som Jørgensen skriver: Side 51 af 75

Trods den udbredte forestilling om, at individualiseringen skulle have medført, at alle forfølger deres egne unikke ideer om, hvad der er et godt liv, er kendsgerningen, at langt de fleste tilegner sig de på et givent tidspunkt herskende forestillinger om det gode liv og forsøger at realisere disse. Den enkelte kan udmærket opleve, at hans eller hendes forestillinger om, hvad der er et godt liv, er et produkt af vedkommendes helt egne refleksioner og valg. Men der er en så bemærkelsesværdig lighed mellem, hvordan langt den overvejende del af befolkningen i praksis forsøger at realisere deres rent individuelle og frit valgte ideer om det gode liv, at det er nærliggende at konkludere, at den enkeltes forestillinger er dybt forankret i et fælles kulturelt reservoir af forestillinger. (Jørgensen 2008: 92). Det kan tænkes, at i et stærkt individualiseret samfund, hvor alle ser sig selv som unikke og forsøger at skille sig ud (blandt andet på Facebook), søger vi mere eller mindre ubevidst at have nogle fællestræk med andre og dermed indgå i grupper eller kollektiver, der fungerer som mere stabile rammer for vores identitet og tilværelse. 6.3 Anthony Giddens Ifølge Giddens har senmoderniteten medført flere muligheder for dannelsen og udviklingen af identiteten, og sociale medier, særligt Facebook, menes at være sådan en mulighed (se afsnit 4.2). Sociale medier er med til at danne en større rum-tid-udstrækning, idet det er muligt at kommunikere og danne sociale relationer over større afstande. Individer og deres identiteter kan påvirkes af fænomener, som ellers er fjerne for dem. Giddens beskriver, at udlejringsmekanismer, eller abstrakte systemer, er med til at give individet større kontrol over dannelsen af sociale relationer, og da sociale medier er med til at øge kontrollen af den sociale interaktion (se afsnit 4.2), kunne det tyde på, at sociale medier, ifølge Giddens tankegang, kunne betegnes som en del af de abstrakte systemer i senmoderniteten. Dette kan dog diskuteres, da ingen med fuldkommen sikkerhed kan beskrive, hvad abstrakte systemer indeholder. Side 52 af 75

Derudover er valg og beslutninger vigtige for dannelsen eller udviklingen af identiteten. De valg, individer træffer over sociale medier, er altså også med til at danne identiteten. Begivenheder kan opleves uden at være fysisk til stede, hvilket gør, at det ikke kun er muligt at træffe valg i det fysiske miljø, men også over sociale medier. Dette betyder, at individer har flere muligheder for at danne identiteten. Sociale medier har også gjort, at vi har fået større kontrol over, hvordan vi præsenterer os for andre og dermed påvirker, hvordan andre opfatter en, og dette er med til at danne identiteten. Ifølge Giddens kontrolleres individers livsomstændigheder af ydre faktorer, og en af disse faktorer kan være sociale medier. På sociale medier dannes der en online identitet, og denne identitet afviger ofte fra den offline identitet (se afsnit 4.2). Dette betyder altså, at individer kan have flere forskellige identiteter, og disse afhænger af, hvilken kontekst man befinder sig i. Dette er, ifølge Giddens, sandt, da han mener, at individer har flere identiteter eller selv er, som afhænger af handlingskonteksten. Da sociale medier er en form for handlingskontekst, kan individers identitet være anderledes der end andre steder. Idet at de forskellige identiteter påvirkes af andres reaktioner, vil ens online identitet også være påvirket af, hvordan man kommunikerer og interagerer med andre på sociale medier. Det er muligt, at individer kan blive opslugt i handlingerne på sociale medier, hvilket vil medføre, at individet stopper med at være sig selv, og identiteten bliver mere og mere ligesom alle andre. Dette skaber, som sagt, en falsk identitet. Det, der er tilbage af identiteten, er tomt og uautentisk. I sådanne situationer er den ontologiske sikkerhed, ifølge Giddens, svag, og individet udviser kun en selvsikker selvidentitet, når andre viser anerkendelse af individets adfærd. Som tidligere nævnt bliver sociale medier brugt til netop at opnå anerkendelse fra andre, og dette kan individer bruge til at få dækket deres behov for anerkendelse. Hvis dette er gældende, må individer, der søger anerkendelse på sociale medier, ifølge Giddens, have en form for falsk identitet, hvor alle sande motiver tilsidesættes. For at undgå denne falske identitet på sociale medier, er det afgørende at kunne skelne den falske identitet fra den rigtige eller sande identitet. Som tidligere nævnt, i problemområdet, antages det, at sociale medier fremmer en narcissistisk tendens, da individer har et behov for anerkendelse (se afsnit 4.3). Hvis behovet for anerkendelse ikke opfyldes, vil der opstå en følelse af tomhed eller intethed. Side 53 af 75

Disse ideer om narcissistiske tendenser kan sammenlignes med Giddens beskrivelse af narcissisme. Ifølge Giddens er narcissistiske individer skrøbelige individer, da de mangler dannelsen af fundamental tillid (se afsnit 5.2.1). De narcissistiske tendenser på sociale medier kan altså tyde på, at sociale medier kan være med til at nedbryde den fundamentale tillid hos individer, eller at individer ikke har dannet den fundamentale tillid tidligt i deres liv. Grundet manglen på fundamental tillid vil brugen af sociale medier altså føre til, at individer får en mere skrøbelig identitet. Ligesom Lundmann er Giddens enig i, at de narcissistiske tendenser vil føre til følelsen af tomhed og fortvivlelse, og dette kan yderligere føre til angst eller depression. Ifølge Giddens tyder det altså på, at brugen af sociale medier kan føre til, at individer kan udvikle angst eller depression. Følelsen af fortvivlelse kan resultere i individer, som er afhængige af andre, og det er netop denne tendens som ses på sociale medier. Folk kan via sociale medier opnå accept og bekræftelse fra andre, hvilket kan føre til øget selvværd og selvforståelse. Individer, der bruger sociale medier, er ifølge Giddens meget optaget af selvet og kan have svært ved at danne ægte relationer i den virkelige verden. Engagement på sociale medier kan føre til, at individer mister deres engagement i deres fysiske omgivelser. I problemområdet (se afsnit 4.3) tyder det på, at de narcissistiske tendenser ikke anses som selvsikkerhed, men snarere som usikkerhed. Også dette er Giddens enig i. Han mener også, at narcissisme kan være tegn på, at en person prøver at skjule mindreværdsfølelser (se afsnit 5.2.1). Individer, der bruger sociale medier, kan altså føle et lavt selvværd, og derfor prøver de at opnå anerkendelse fra andre for at øge selvværdet. Det menes, ifølge Lundmann (se afsnit 4.3), at narcissisme på sociale medier opstår grundet manglen af dannelsen af nære relationer, og her spiller Giddens fundamentale tillid også en afgørende rolle. Uden den fundamentale tillid har individer svært ved at danne relationer, så også her tyder det på, at individer, der bruger sociale medier til danne forhold, har svært ved at skabe nære og tætte relationer, og der dannes istedet mere overfladiske relationer over sociale medier (se afsnit 4.3). Både Lundmann og Giddens er enige om, at for at overkomme narcissistiske tendenser skal individer have en selvforståelse, altså kunne reflektere over sig selv, og have en ide om sine behov. Side 54 af 75

Giddens beskriver ikke selv de sociale mediers betydning for udviklingen af identiteten, men ud fra hvad han siger om en skrøbelig og falsk identitet tyder det på, at Giddens muligvis ville være enig i vores hypotese om, at et øget forbrug af sociale medier kan være hæmmende for identitetsudviklingen. Brugen af sociale medier kan skyldes anerkendelse og menes at have narcissistiske tendenser, og begge disse aspekter mener Giddens er tegn på falske eller skrøbelige individer. Dette vil føre til identiteter, der er skrøbelige og som føler tomhed, fortvivlelse og falskhed. Dog kan anerkendelse, ifølge Giddens, også være med til at øge selvsikkerhed, og dette er ikke altid hæmmende for identitetsudviklingen. Set fra Giddens synspunkt, tyder det dog på, at hvis individer reflekterer over sig selv, danner en sammenhængende identitet og opbygger en selvforståelse, at de kan overkomme narcissistiske tendenser og dermed undgå en skrøbelig og falsk identitet. Ifølge Giddens er det vigtigt at danne en sammenhængende identitet (se afsnit 5.2.1). Der skal skabes en vis sammenhæng eller balance mellem de forskellige identiteter i de forskellige handlingskontekster, hvilket betyder, at der skal dannes en balance mellem den online og offline identitet. Dette er vigtigt for både mental sundhed og opretholdelsen af identitet. Det er også afgørende, at identiteten kan opretholdes og muligvis ændres i forhold til det sociale livs skiftende omstændigheder. 6.4 Kenneth J. Gergen Der hersker ingen tvivl om, at Kenneth J. Gergen, hovedsageligt er kritisk overfor det postmoderne samfund, da værket Det mættede selv har fokus på den teknologiske udviklings konsekvenser på individet. Derimod skal det pointeres, at Gergen også har positive inputs til den nye teknologiske fremkomst, men dette involverer ikke identiteten (Se afsnit 5.2.2). Hans værk ønsker blot at understrege nogle konsekvenser ved den nye teknologi, da han mener, at mennesket har en tendens til at være blinde overfor faren, som den nye teknologi medfører. Først og fremmest er det vigtigt at pointere, at Gergen ikke benytter sig af begrebet sociale medier, men bruger begreber som; massemedier, internet og tv. De begreber hænger sammen med Gergens beskrivelse af den nye teknologiske udvikling, hvilket gør det oplagt at drage paralleller til de sociale medier, som projektet bygger på. Side 55 af 75

I forhold til projektets problemområde, kan Gergen tilføje og/eller bekræfte de videnskabelige artikler omkring de sociale medier, da de er en del af den nye teknologiske udvikling (Se afsnit 5.2.2). I problemområdet (se afsnit 4.1 og 4.2) bliver der lagt fokus på det sociale medie Facebook og dets muligheder. De sociale medier bliver i højere grad til en kommunikationsplatform for allerede eksisterende offline venner, dvs. relationer individet i forvejen indgår i til dagligt. Ifølge Seidmann, er det sociale medie Facebook et værktøj, hvor individet har lettere ved at udtrykke sit sande jeg, pga. den fysiske distance fra andre (se afsnit 4.1). Trods begrebet sociale medier, mener Gergen ikke, at den nye teknologi nødvendigvis er et forum, hvor individet udfolder sig mere åbent og socialt. Som problemområdet (se afsnit 4.1) selv hentyder, har individet en tendens til at isolere og opbygge mure omkring sig på de sociale medier, da individet frit kan afsondre sig fra en række af kontaktpersoner, som ikke har samme interesser eller livsstil som individet selv. Her ses en direkte forbindelse mellem Gergens teori og artiklen af Seidmann. Der fremtræder dog også mulige uoverensstemmelser, da Gergen tilføjer begrebet selvtilstrækkelighed, i forhold til individets isolering hos teknologien (se afsnit 5.2.2). Problemområdets (se afsnit 4.1) gennemgående tema er hovedsageligt behovet for accept og bekræftelse fra andre gennem det sociale medie Facebook, derfor kan det diskuteres, hvorvidt Gergens selvtilstrækkelighed egentlig passer til sociale medier. Gergen anerkender behovet for relationer, så derfor skal hans begreb, højst sandsynligt ikke tages for bogstaveligt. Individet bruger de sociale medier til at få opmærksomhed og opnå anerkendelse og accept, for at påvirke sin egen selvforståelse. Disse egoistiske motiver udvisker det altruistiske adfærd (se afsnit 4.1), ifølge Seidmann, og derfor træder Gergen ikke helt ved siden af, når han påstår, at individet i det postmoderne samfund oplever en vis form for selvtilstrækkelighed. Ifølge Gergen handler det udefrastyrede menneske ud fra sine sociale omgivelser og handler derfor overfladisk (Se afsnit 5.2.2). De sociale medier er blevet en platform for identitetsdannelsen. Ifølge David Brunskill (se afsnit 4.2), skabes der en online identitet, som har elementer fra den personlige identitet. Online identiteten ønsker primært at vise sine positive sider frem, og er både dannet og Side 56 af 75

drevet socialt. Det er vigtigt, at online identiteten og offline identiteten ikke separeres, da det kan skabe indre følelsesmæssige konflikter, mener Brunskill (Se afsnit 4.2). Gergen anerkender, at mennesket er kompliceret og multipelt, og besidder en stor mængde information at skulle forholde sig til, gennem de sociale medier. Han mener, at selvet er under en konstant rekonstruktion for at opnå accept (se afsnit 5.2.2). Dermed er det svært at danne en afgrænset identitet, da individet konstant bliver præsenteret for andres liv i form af billeder og skriftlige opdateringer, på de sociale medier. Individet genspejler i stedet sine relationer, da det konstant bliver udsat for andres værdier, holdninger og handlinger, hvorved det individuelle selv udviskes. Gergen opererer med begrebet multifreni, som er en opsplitning mellem de forskellige selv-investeringer, individet arbejder med (se afsnit 5.2.2.3). Han mener, at konsekvensen ved at have så mange selv-investeringer blandt andet er en følelse af utilstrækkelighed, da individet bestræber sig på at udnytte alle potentialer i de forskellige relationer, det indgår i, men som regel fejler i dette. Friheden på de sociale medier omdannes til en form for slaveri, da det pludselig er en pligt at benytte alle de åbne muligheder. Gennem de sociale medier er det lettere at sammenligne sig selv med andre og blive mindet om følelsen af utilstrækkelighed. Individet bliver mødt af idealer og kriterier gennem de forskellige relationer på internettet, og bliver derfor også konfronteret med forskellige bud på rationaler. Mødet med forskellige rationaler gør, at individet konstant skal tage stilling til sin identitet, hvilket kan give en følelse af meningsløshed og stress (se afsnit 5.2.2.4). Gergens socialkonstruktionistiske tankegang er med til at forklare de mange iscenesættelser på de sociale medier, da han mener, at alt er socialt konstrueret. Den selvbevidsthed, som eksisterer online, gør det muligt for individet at manipulere med andres opfattelser af en og omvendt. Ifølge Lundmann, har de sociale medier intensiveret narcissismen (se afsnit 4.3). Individet bliver en strategisk manipulator, som opererer med en strategisk markedsføring af sin personlighed. Personligheden er, ifølge Gergen, en Pastichepersonlighed, som låner identitetselementer og konstruerer dem i forskellige givne situationer for at fremstille sit offentlige image bedst muligt. Der er ingen grænser mellem det præsenterede selv og det virkelige selv, da der, ifølge Gergen, kun findes et konstrueret selv i forskellige sociale Side 57 af 75

kontekster, hertil også på de sociale medier. Der findes ingen fast forankret identitet, og derfor er individet blevet til et relationelt selv (se afsnit 5.2.2.5). Inde på de sociale medier er individet bundet ind i en social proces, hvor narcissismen kommer til udtryk gennem forskellige relationer, og derfor bliver den personlige væren udvisket til fordel for blot at være en deltager. Identiteten bliver altså udfordret af de sociale omgivelser og konstruktioner, da identiteten i højere grad nu er fritflyvende efter den nye teknologiske fremkomst. Gergen mener, at identiteten er i konstant udvikling, hvilket kan have følelsesmæssige konsekvenser for individet, da teknologien pludselig stiller nye krav til mennesker, som nærmest uundgåeligt vil give en følelse af utilstrækkelighed eller meningsløshed (se afsnit 5.2.2.4). 6.5 Martin Heidegger 6.5.1 Sociale medier Ud fra Heideggers filosofi er anvendelsen af sociale medier til at søge anerkendelse ikke unormalt i den forstand, at mennesket altid har søgt og vil søge efter anerkendelse fra andre. Det er for Heidegger en del af menneskets væren, at den enkelte altid forholder sig til sig selv ud fra den verden, det omgives af (se afsnit 5.2.3.2). Mennesket er optaget af forskellen mellem sig selv og andre, og dette vil hele tiden forsøge at indhente de andre eller holde dem nede (se afsnit 5.2.3.2). Derfor er den tendens, der ses i dag på sociale medier, hvor mennesket søger anerkendelse ved at fremstille sig selv på en ideel måde i de andres øjne, ikke umiddelbart problematisk. Det er måden, mennesket altid har forholdt sig til sin tilværelse på. Det, der imidlertid er det problematiske aspekt ved de sociale medier, er dets tekniske væsen. Selvom Heideggers teknik forståelse ikke er baseret på den samme form for udviklede teknologi, som vi har i dag, så er hans tanker omkring teknikkens objekt-opfattelse alligevel at finde i menneskets anvendelse af de sociale medier. At mennesket opfatter sig som et objekt kommer til udtryk i den måde, de iscenesætter sig selv på de sociale medier. Mennesket fremstiller sig selv på deres online profiler, så de fremstår i et favorabelt lys overfor de andre brugere. Der konstrueres derfor ofte en online identitet, der er anderledes fra den offline (se afsnit 4.2). Menneskets manipulering med sin online identitet udtrykker, Side 58 af 75

at individet opfatter denne identitet som en genstand, det kan forme efter behag. Der forekommer en optagethed med sociale medier, hvor identiteten behandles som en genstand, der hele tiden søges optimeret på forskellige måder. Mennesket har derfor en opfattelse af, at det ved hjælp af tekniske midler kan kontrollere og forudsige udfaldet af sin identitet. Dette er ifølge Heidegger faren ved teknikken. Mennesket har ikke kontrol over teknikken, men det tror de, at de har (se afsnit 5.2.3.5). Dette leder til, at mennesket ubevidst reducerer sig selv til et objekt på de sociale medier, da det lader sig forlede af teknikkens væsen. Det er for Heidegger naivt at tro, at mennesket nogensinde vil kunne eksistere uafhængigt af den verden, det lever i. Derfor er den enkelte altid underlagt de kulturelle normer og værdier, som det givne samfund er bygget op omkring. Det handler derfor for Heidegger ikke om at søge væk fra den eksisterende kultur, men at kunne eksistere i denne kultur ud fra sig selv (se afsnit 5.2.3.3). Hvis man overfører denne tankegang til fænomenet om sociale medier, så handler det ikke om, at mennesket skal tage afstand fra dem, hvilket heller ikke er en mulighed. Det vigtige er, at den enkelte søger anerkendelse gennem sociale medier ud fra sig selv og ikke andre. Dette skal forstås i forlængelse af Heideggers opstilling af, at et menneske har muligheden for både at leve et egentligt eller et uegentligt liv. 6.5.2 Det uegentlige liv I det uegentlige liv, hvor man søger anerkendelse ud fra man selv, det vil sige andre, der vil sociale medier blive anvendt til at flygte fra den meningsløshed, som vækkes i mennesket, fordi man sætter begrænsninger for dets muligheder. Mennesket bliver dermed rastløst, idet livet bliver ensformigt (se afsnit 5.2.3.2). Rastløsheden driver mennesket til at beskæftige sig endnu mere med sociale medier, idet det holder mennesket fra at kigge indad og konfrontere sin eksistentielle angst. Det kan derfor ud fra Heideggers teori tænkes, at hvis mennesket søger anerkendelse over sociale medier ud fra et selv, der er baseret på man, da drives det ud i et overdrevet forbrug af sociale medier. Anerkendelsen fra andre bliver her en måde, hvorpå den enkelte forsøger at fylde den meningsløshed og rastløshed, der opstår ved det uegentlige liv. Beskæftigelsen med de sociale medier resulterer derfor i, at den enkelte fortaber sig i dem. Forstået på den måde, at ved at holde Side 59 af 75

sig travlt beskæftiget med de sociale medier, kan den enkelte undgå at skulle forholde sig til sit eget selv. Mennesket er i stedet fokuseret på, hvordan man mener, at ens selv skal se ud, og individets selv er dermed ikke et autentisk selv. Jo dybere mennesket fortaber sig i man, jo mere betydningsløst bliver dets tilværelse, idet dets selv kommer til at ligne alle andres. Menneskets forsøg på at skabe mening, i en meningsløs tilværelse ved hjælp af tingene, fastholder derfor mennesket i meningsløsheden. Sociale medier holder her mennesket væk fra at udvikle sin egen identitet. I det uegentlige liv vil sociale medier derfor have en hæmmende indflydelse på menneskets identitet, da de vil være med til at distancere mennesket fra dets autentiske selv. 6.5.3 Det egentlige liv Mennesket er ikke uden mulighed for at ændre på de sociale mediers indflydelse på dets selvopfattelse. Heidegger argumenterer, at mennesket altid er født ind i en verden, som er baseret på en forståelse af væren ud fra man (se afsnit 5.2.3.3). Individet er dog i dets åbenhed i stand til at vælge det egentlige liv til enhver tid. Optagetheden af sociale medier er derfor ikke et irreversibelt fænomen. Individet har selv stor indflydelse på sin egen værensforståelse, idet muligheden for at vælge det egentlige liv altid er til stede. Sociale mediers falske værensforståelse vil blive afsløret, idet mennesket kigger indad i sig selv og indser sin egentlige værens forskellighed fra det uegentliges væren. For Heidegger handler det om, at ved at mennesket gennemskuer den illusion, som det tekniske samfund har tilsløret verden med, så bliver individet bevidst om dets egen afmægtighed over for tilværelsen og meningsløsheden med den (se afsnit 5.2.3.5). Idet individet kan kigge indad mod sin egen kerne, da vil dets behov for at blive anerkendt af de andre gennem sociale medier blive mindre. Dette skyldes, at når mennesket forstår sin afmægtighed over for tilværelsen, vil de sociale medier ikke virke så afgørende for individet. Når individet lever i afmægtigheden overfor det absolutte, så er det i stand til at leve i beslutsomhed, fordi handlingerne nu ses som relative (se afsnit 5.2.3.4). Mennesket accepterer sin eksistentielle angst og behøver derfor ikke at fordybe sig i beskæftigelsen med sociale medier for at modstå denne angst. Sociale medier er i det egentlige liv ikke hæmmende for menneskets identitet, idet individet her kan skelne mellem sin egen væren og teknikkens væren. Side 60 af 75

Ud fra Heideggers filosofi får anerkendelsen gennem de sociale medier en forskellig indflydelse på individets identitet alt efter om det leder et egentligt eller et uegentligt liv. I det uegentlige liv er sociale medier hæmmende for identiteten, fordi de distancerer mennesket fra at udvikle et autentiske selv. Derimod vil sociale medier i det egentlige liv ikke skabe de samme problemer for identiteten, fordi individet her kigger indad for at kunne navigere i meningsløsheden, fremfor at flygte fra denne meningsløshed ud i beskæftigelsen med de sociale medier. Det er derfor vigtigt, at mennesket gennemskuer teknikken, hvis ikke det skal blive optaget af at søge anerkendelse over de sociale medier. Side 61 af 75

7. Diskussion Fælles for alle teorierne er, at individers behov for anerkendelse er uundgåeligt, og det er heller ikke noget, der skal undgås. Mennesket danner altid sin identitet i forhold til sin omverden og søger derfor hele tiden at få bekræftelse af, hvem han/hun er, ud fra andre. Sociale medier er en ny og anderledes måde at søge denne bekræftelse på, idet anerkendelsen sker i en virtuel verden, hvor grænserne for kommunikation er langt mere fleksible. Som det blev pointeret i problemområdet, så kan det være nemmere for nogen at opnå anerkendelse gennem sociale medier, fordi elementer som afslørende kropssprog er under individets kontrol. Det er lettere at konstruere en online frem for en offline identitet, der bliver anerkendt af andre. Sociale medier virker i den henseende fremmende for individets identitetsudvikling. Sociale medier kan endda være med til at øge individers autenticitet, fordi det giver mennesket mulighed for at formidle sig mere frit, end det ellers ville gøre i den fysiske verden. Der forekommer, idet den fysiske dimension er væk, en følelse af frihed til at udtrykke sig selv, og sociale medier bliver dermed en platform, hvorfra der opstår flere muligheder for at danne sin identitet. Ifølge Gergen og Giddens giver det postmoderne/senmoderne samfund mennesket flere muligheder for identitetsudvikling, og sociale medier kan i forlængelse heraf ses som medvirkende til at skabe flere muligheder for individets identitetsdannelse. Ud fra Jørgensens teori ses det ligeledes, at sociale medier medfører muligheder for individet, da det kan opnå bekræftelse af sin kollektive og sociale identitet, idet der findes mange forskellige grupper og fora på de sociale medier, som individet kan deltage i. Der er derfor gode muligheder for at blive en del af et eller flere fællesskaber over sociale medier, der kan fungere som stabile rammer for mennesket til at udvikle sin identitet. Mange af de relationer individet indgår i offline, er også tilstede online på de sociale medier. Dette er med til at skabe en følelse af sammenhæng i individets liv, som ud fra Eriksons teori er en vigtig del af menneskets identitetsudvikling. Der er derfor en række elementer ved sociale medier, som de forskellige teoretikere ville være positive overfor, idet de kan være med til at styrke individets identitet. Selv den negative respons, som mennesket er udsat for på sociale medier, hæmmer ikke nødvendigvis identitetsudviklingen. En svækkelse af et individs selvtillid kan, ifølge Side 62 af 75

Erikson, være med til at udvikle dets identitet, men dette forudsætter dog, at individet besidder et stabilt jeg. Denne pointe med, at individets evne til at håndtere sociale medier er betinget af, hvor stærk individets identitet er, løber som en rød tråd gennem alle teorierne. Der er en generel konsensus blandt teoretikerne om, at søgen efter anerkendelse fra andre ikke er dårligt for identitetsudviklingen, men kan blive det, hvis den ikke søges ud fra et stabilt jeg/autentisk selv. Det kan derfor diskuteres, om anvendelsen af sociale medier vil være hæmmende for individets identitetsudvikling, hvis det ikke er i besiddelse af et stabilt jeg? 7.1 Kan anerkendelse blive negativt for individet? Hvad end det er Heideggers udlægning af rastløshed i det uegentlige liv, Giddens forståelse af narcissistiske menneskers følelse af tomhed, Gergens teori om meningsløsheden ved det multiple liv eller Eriksons idé om, at overfladiske relationer gør mennesket rodløst, så er det klart, at de alle ser den samme tendens hos individer, der ikke er i besiddelse af et stabilt jeg/autentisk selv. De har alle en fælles forståelse af, at mennesker, der underordner sig samfundets diskursive praksisser, mister deres autenticitet, idet de bliver ligesom alle andre. De har derfor en svag ontologisk sikkerhed, hvilket resulterer i eksistentielle vanskeligheder. Det er kun i anerkendelsen fra andre, at disse personer bliver sikre på sig selv. Denne anerkendelse, som umiddelbart bekræfter individets identitet, er imidlertid den, der hæmmer dets identitetsudvikling. Dette skyldes, at anerkendelsen ikke er baseret på individets sande jeg, men på det samfundsstyrede jeg. Som Gergen pointerer, hvis mennesket kun genspejler sig i andre, så er det blot deres værdier, der afspejles. Lader individet sig styre udefra, så bliver anerkendelsen umættelig, fordi den er overfladisk forankret. Erikson er ligeledes inde på, at det er de overfladiske relationer, der er skyld i, at vi søger mere anerkendelse. Behovet for anerkendelse øger brugen af sociale medier, idet sociale medier som sagt er et middel til at opnå mere anerkendelse fra andre. Det kan derfor argumenteres, at den tendens vi ser i dag, hvor nogle mennesker bliver optaget af at søge anerkendelse over sociale medier, skyldes at disse mennesker opererer ud fra et svagt jeg. Anvendelsen af sociale medier bliver i dette tilfælde hæmmende for menneskers identitetsudvikling, idet de fortaber sig i anerkendelsen Side 63 af 75

fra andre uden nogensinde at føle sig anerkendt, fordi anerkendelsen er baseret på et falskt jeg. Argumentationen bliver dermed, at anerkendelse ved brug af sociale medier er hæmmende for identitetsudviklingen, hvis brugeren af sociale medier har et jeg, der er baseret ud fra samfundets idealer frem for et stabilt jeg/autentisk selv. 7.2 Hvori består menneskets kerne? Idéen om, hvad et stabilt jeg/autentisk selv indebærer, varierer alt efter, hvilken teori der tages fat i. Jørgensen mener, at jeg-identiteten er den kerne, hvorfra mennesket lærer at kende forskel på sig selv i forhold til andre. Det handler om først at udvikle denne jegidentitet, før individet giver sig i kast med de tre øvrige identitetsniveauer. Eriksons teori minder om Jørgensens i det omfang, at han også ser identitet som flere dele, der bygger ovenpå hinanden. Hvor stærk ens identitet er, afhænger af, hvor udviklet de forskellige stadier er. Hvis det foregående stadie er skrøbeligt, så vil det næste uundgåeligt også blive det. Det handler derfor, for Erikson ligesom for Jørgensen om, at individet har et stærkt fundament, hvorfra dets identitet kan videreudvikles. Det er for begge teoretikere derfor vigtigt, at mennesket har en veludviklet kerne, som det kan søge tilbage til. Heideggers idé om, hvad der udgør menneskets kerne adskiller sig herfra. Mennesket er fra starten af fortabt i man, da det er den verden, individet fødes ind i. Mennesket kan dog finde sit autentiske selv ud fra sin samvittighed. Individet er derfor ikke i fare for at fortabe sig i mængden, hvis ikke dets kerne er udviklet nok. Det er på forhånd fortabt, og den kerne, som kan redde individet ud af mængden, er ikke en betinget størrelse, idet samvittigheden altid vil kalde på mennesket. På samme måde er Giddens også enig i, at mennesket til enhver tid kan modsætte sig samfundets abstrakte systemer gennem refleksion. Giddens pointe om, at mennesket er udstyret med en refleksivitet, kan sidestilles med Heideggers idé om menneskets åbenhed over sin egen væren. Giddens og Heideggers idéer om menneskets kerne er derfor meget lig hinanden, idet det for dem begge handler om, at mennesket på forhånd er udstyret med en evne til at kigge indad, som de til enhver tid kan gøre brug af. Selvom de fire teoretikere adskiller sig fra hinanden i deres idé om, hvad menneskets kerne er, så er de fundamentalt enige om, at mennesket har noget inde i sig, som det vil kunne referere til, for at kunne adskille sig selv fra andre. Side 64 af 75

Gergen mener derimod slet ikke, at mennesket har en kerne, som det kan tage udgangspunkt i. Samfundet er skyld i dette, da de mange muligheder gør, at mennesket ingen sikker identitet har. Identitet er for Gergen altid relationel, idet den er socialt konstrueret. Mennesket vil for ham derfor aldrig kunne have en forankret identitet, som det kan falde tilbage på. Det adskiller ham fra de øvrige teoretikere, der, selvom de ser den samme samfundstendens som Gergen, hvor mennesket ledes ud i meningsløsheden, ikke mener, at det holder mennesket fra at kunne udvikle en stærk identitet. Den afgørende forskel mellem Gergen og de øvrige teoretikere bliver derfor, at Gergen opfatter menneskets identitet som ubetinget svagt, idet han ikke ser en mulighed for, at mennesket kan opbygge en stærk identitet. De andre teoretikere har en anderledes opfattelse af individet, idet menneskets erfaringer og/eller beslutninger spiller en afgørende rolle for, hvorvidt det er i besiddelse af en svag eller stærk identitet. Hvad end teoretikerne ser mennesket som aktivt eller passivt i dets identitetsudvikling, så er de alle enige om, at en identitet, der udelukkende dannes ud fra fællesskabet, skaber meningsløshed for individet. Selvom Gergen er af den opfattelse, at et stabilt jeg ikke er opnåeligt i samfundet i dag, så er det alligevel en fælles pointe i alle teorierne, at forudsætningen for at kunne danne en stærk identitet er et stabilt jeg/autentisk selv. Spørgsmålet bliver derfor, hvilken rolle sociale medier spiller for individets evne til at lytte til sin kerne og dermed kunne være sig selv og udtrykke sit sande jeg? 7.3 Hvad medfører sociale medier for individets selvforståelse? En tendens ved de sociale medier er, at mennesket kan føle sig utilstrækkeligt, hvis ikke det opnår anerkendelse fra de andre brugere. Følelsen af utilstrækkelighed bliver yderligere bekræftet, idet individet sammenligner sig selv med andres profiler. Det er i Erikson og Jørgensens teorier problematisk, hvis mennesket i sine tidlige år skal forholde sig til for mange relationer på en gang, idet de, på det tidspunkt, ikke er i besiddelse af et stabilt jeg. Sociale medier kan derfor være hæmmende for identitetsudviklingen, da de udsætter mennesket for mange forskellige påvirkninger, hvilket kan være overvældende for individet. Jo yngre individet er, jo mere hæmmende vil de sociale medier være for identitetsudviklingen. Side 65 af 75

Giddens mener, at mangel på fundamental tillid resulterer i skrøbelige identiteter. Det er i denne sammenhæng interessant, at både Erikson og Jørgensen ser tillid som noget, der er afgørende for individets udvikling af sin identitet. Ifølge Erikson skabes denne tillid til hinanden gennem fysisk kontakt, hvorfor det kan udledes, at vi bliver mere usikre på hinanden i den virtuelle verden. Mistillid er derfor et stort problem ved de sociale medier. Vi mangler den fysiske nærhed i de sociale relationer, for at de virker tillidsvækkende og således bliver fremmende i stedet for hæmmende for individets identitetsdannelse. Mennesket har brug for nærhed i dets relationer til andre, hvilket er blevet stadig sværere med globaliseringen, og den kan ikke opnås gennem de sociale medier. Tillid er for Giddens noget, som er direkte relateret til menneskets behov for anerkendelse. Hvis individet derfor ikke har en fundamental tillid at gå ud fra, vil det så være opslugt af at søge anerkendelse fra andre? Endvidere kan det diskuteres, at hvis sociale medier forringer menneskers tillid til hinanden, vil brugere af sociale medier så ikke kunne have en stærk identitet? Spørgsmålet er, om denne mistillid, der opstår på de sociale medier, vil forekomme i en mindre grad, hvis mennesket allerede har en veludviklet tillid i dets kerne, som det kan tage udgangspunkt i, når det skal indgå i virtuelle relationer? Under alle omstændigheder er de overfladiske relationer på sociale medier problematiske, idet individet får svært ved at stole på, at profilerne afspejler realiteten. Muligheden for manipulation vil sandsynligvis skabe en kløft mellem online og offline identitet, idet mennesket kun fremstiller sine positive sider online og dermed skaber en ideel identitet. Hvilket også leder til, at identiteterne online bliver langt mere urealistiske. Sociale medier er med til at forvrænge det billede, individet har af sig selv og andre, og Heideggers pointe om teknikkens væsen bliver her interessant at tage højde for. Mennesket anvender sociale medier til at konstruere en ideel fremstilling af dem selv online, og det kan diskuteres om menneskets forsøg på at manipulere sin identitet skyldes, at det ubevidst opfatter sig selv som et objekt? For Heidegger er det essentielle problem ved teknikken, at dets væsen skaber en forkert ontologisk forståelse af mennesket. Det kan derfor diskuteres, hvorvidt man kan sidestille teknikkens objektopfattelse af mennesket med den selvforståelse, der forekommer hos mennesket, der lever et liv væk fra dets kerne? Som pointeret tidligere, så er de forskellige Side 66 af 75

teoretikere enige om, at individer uden et stabilt jeg/autentisk selv har svage identiteter, fordi de er ontologisk usikre. Vil det sige, at de derfor har en forkert forståelse af sig selv, der er baseret på samfundets ontologiske forståelse af mennesket som noget, der kan sidestilles med de fysiske ting? Hvis det er tilfældet, må de mennesker, der baserer deres selvforståelse ud fra de andre, derfor have en forståelse af sig selv som et objekt. Dette kan muligvis ligge til grund for, at mennesker har et forvrænget forhold til sig selv på sociale medier, hvor de behandler deres profiler som en genstand, der kan konstrueres og omformes ved hjælp af tekniske redskaber. Opgaven er derfor, ud fra Heideggers filosofi, at fjerne sig fra samfundets opfattelse af mennesket ved at finde tilbage til sin oprindelige ontologiske væren. 7.4 Hvordan skal individet forholde sig til sociale medier? Hvis mennesker vil undgå at blive underlagt samfundets bestemmelse af, hvad et menneske kan og bør være, da er det nødt til at falde tilbage på sin indre kerne. Heidegger og Giddens vil mene, at individet er nødt til at være kritisk overfor tilværelsen, hvis det skal kunne skelne det falske selv fra det sande selv. Forudsætningen for ikke at blive ligesom alle andre er, at individet i sin åbenhed/refleksivitet kigger indad og opdager sin forskellighed fra de andre. Essensen er den samme for Jørgensen og Erikson, da det er individets veludviklede jeg, der gør det i stand til at se forskellen mellem sig selv og de andre. Det handler derfor for mennesket om at finde sig selv, så det har et referencepunkt, hvorfra individet vil blive i stand til at begå sig på de sociale medier på en sådan måde, at det ikke hæmmer dets egen identitetsudvikling. Rollen, som sociale medier spiller for individet, bliver derfor afgjort af individets eget standpunkt i forhold til dem. Hvis individet er forfaldet til samfundets bestemmelser, da bliver det indlejret i en meningsløshed, hvor sociale medier bliver et redskab til at udfylde dets indre tomhed med anerkendelse fra andre. Derimod vil en anvendelse af sociale medier ud fra en stærk kerne kunne være med til at fremme individets identitetsudvikling, idet det vil være en platform, hvorfra individet nemt kan søge anerkendelse og videre-udforske sit autentiske selv. Dette skal dog ikke forstås som, at et autentisk liv vil fjerne den eksistentielle meningsløshed, men det sætter individet i et andet forhold til den. Mennesket accepterer her sin eksistentielle angst og behøver derfor ikke at Side 67 af 75

fordybe sig i beskæftigelsen med sociale medier for at modstå denne angst. Idet individet kan kigge indad mod sin egen kerne, da vil dets behov for at blive anerkendt af de andre også blive mindre. Side 68 af 75

8. Konklusion Sociale medier skaber mere fleksible rammer og nye muligheder for identitetsdannelse, som medfører, at det online er nemmere for individet at danne relationer og opnå anerkendelse fra andre, end det er offline. Sociale medier kan fremme en følelse af sammenhæng i individets liv, medføre en oplevelse af frihed til at udtrykke sig selv, og give muligheder for at indgå i forskellige online fællesskaber. Online relationer mangler dog den fysiske nærhed, hvilket gør relationerne usikre og overfladiske. Uden følelsen af nærhed øges menneskets behov for anerkendelse, og der er ved brugen af sociale medier derfor en fare for at fortabe sig i den overfladiske anerkendelse fra de andre, idet den aldrig vil være tilfredsstillende nok. Hvis individet ikke opnår anerkendelse, vil det føle sig utilstrækkelig, idet mennesket konstant sammenligner sig selv med og forsøger at leve op til de andre på de sociale medier. Sociale medier gør det stadig sværere for mennesket at udvikle en sikker identitet, idet individet udsættes for flere og andre typer af påvirkninger i den virtuelle verden. Der kan over sociale medier skabes en øget distancering mellem den online og offline identitet, som er med til at muliggøre urealistiske ideelle identiteter. Sociale medier har gjort, at mennesket har større kontrol over, hvordan dets identitet fremstår online. Dette kan medføre, at individet får en forvrænget opfattelse af sig selv som et objekt, der kan manipuleres og kontrolleres over sociale medier. Hvis individets identitet ikke skal blive hæmmet af sociale medier, skal det kunne gennemskue den ontologiske misfortolkning, det får af sig selv på de sociale medier. Dette kræver, at individet kigger ind mod sin egen kerne. Om anvendelsen af sociale medier derfor er hæmmende eller fremmende for identitetsdannelsen kommer an på, om individet søger anerkendelse ud fra sig selv eller andres idealer. Mennesket skal finde sig selv, så det kan blive bevidst om forskellen mellem sig selv og de andre, hvis ikke dets identitet skal styres udefra af de sociale mediers opstillede idealer. Individets evne til at håndtere de sociale medier er dermed betinget af, hvor stærk dets indre kerne er. Side 69 af 75

Udfordringen for individet ved anvendelsen af de sociale medier er, at hvis ikke det er i besiddelse af en stærk kerne, vil det blive optaget af at søge anerkendelse over de sociale medier. Hvorvidt sociale medier er fremmende for menneskets identitetsdannelse eller ej afhænger derfor af, hvilken forståelse individet har af sig selv. Side 70 af 75

9. Perspektivering Vi har i vores projekt forsøgt at undersøge samspillet mellem de sociale medier og identitetsdannelse. Vi fandt denne kombination interessant, da de sociale medier har stor indflydelse på det senmoderne samfund, og derfor også indflydelse på identitetsudvikling. I dette projekt har vi udelukkende arbejdet ud fra teoretiske synspunkter og ikke selv udarbejdet og indsamlet empiri. I et videre arbejde med projektet, ville det være interessant af indsamle egen empiri. Herunder ville man både kunne benytte de kvalitative og kvantitative undersøgelser. Dette kunne bestå af interviews af individer i forbindelse med deres brug af sociale medier, hvor deres oplevelser og erfaringer kunne undersøges. Derudover kunne der udarbejdes et spørgeskema til at undersøge hyppigheden af anvendelsen af de sociale medier, herunder Facebook. Det kunne yderligere være interessant at udføre observationsstudie, over eksempelvis Facebook, hvor man kunne undersøge hvilke opslag der uploades og hvilken feedback disse får. På baggrund af dette ville man kunne udarbejde en mere tekstnær analyse af fænomenet, eventuelt med en diskurs analyse. Her ville man opnå yderligere ny viden omkring sociale mediers påvirkning af individet. Det kunne også være interessant, at undersøge selve den stræben efter anerkendelse, som vi har mødt igennem hele projektet, nærmere. Herunder kunne man finde studier, teorier om anerkendelse og derudover indhente empiri, eventuelt som beskrevet ovenfor, med kvalitative og kvantitative tilgange. Resultaterne af en sådan undersøgelse ville formodentlig ligge forud for dette projekt, som baggrundsviden, men vil samtidig være med til at øge forståelsen af individets påvirkning af de sociale medier. Som beskrevet i analysestrategien (se afsnit 3.1) anvender vi teorien som en dåseåbner for vores problem. På samme måde ville dette projekt kunne anvendes som dåseåbner til en videre undersøgelse og empiriindsamling. En videre undersøgelse vil formodentlig føre til inddragelse af ny viden, og på den måde vil undersøgelsen kunne fortsætte uendeligt. Dette felt vil aldrig kunne blive undersøgt til bunds, da det er et felt i forandring, og der ses en konstant udvikling. Side 71 af 75

10. Referenceliste 10.1 Bøger Erikson, Erik H. (1971): Indsigt og ansvar. Oprindeligt udgivet i 1964. Hans Reitzels Forlag A/S, København Erikson, Erik H. (1997): Identitet, ungdom og kriser. Oprindeligt udgivet i 1968. Hans Reitzels Forlag A/S. 2. oplag Bjerg, Jens (red.) (2010): Erik H. Erikson i Gads Psykologileksikon af Jens Bjerg (red.) (2010). 3. udgave, 1. oplag. Forfatterne og Gads forlag, Finland Gergen, Kenneth J. (2006): Det mættede selv - Identitetsdilemmaer i nutiden. 1. udgave, 1. oplag. Psykologisk forlag A/S, Danmark Giddens, Anthony (1996): Modernitet og selvidentitet - selvet og samfundet under sen-moderniteten. Oprindeligt udgivet i 1991. Hans Reitzels Forlag A/S, Cambridge Heidegger, Martin (1999): Spørgsmålet om teknikken - og andre skrifter. Oprindeligt udgivet i 1957. Nordisk Forlag A.S, København Høyer, Klaus (2013): Hvad er teori, og hvordan forholder teori sig til metode? i Forskningsmetoder i folkesundhedsvidenskab af Vallgårda, S. og Koch, L. (red.). 4. udgave, 3. oplag. Munksgaard, Danmark Juul, Søren (2012): Hermeneutik i Samfundsvidenskabernes videnskabsteori - en indføring af Juul, Søren & Pedersen, Kirsten Bransholm (red.) (2007). 1. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag, København Jørgensen, Carsten R. (2002): Psykologien i senmoderniteten. Hans Reitzels Forlag A/S, København Jørgensen, Carsten R. (2008): Identitet - Psykologiske og kulturanalytiske perspektiver. 2. udgave, 1. oplag. Hans Reitzels Forlag, København Løgstrup, K. E. (1996): Martin Heidegger. DET lille FORLAG, Frederiksberg 1996. 1. udgave, 1. oplag. Pedersen, Jørgen B. (1986): Kommunikation og krise. Nordisk Forlag A.S, København. 1. udgave, 1. oplag Side 72 af 75

10.2 Artikler Brunskill, David (2014): Social media, social avatars and the psyche: is Facebook good for us?. Australasian Psychiatry. 21 (6), side 527 532 Lavrsen, Lasse (2008): Mig, mig, mig! Er du klar til at se dig selv i øjnene?. Information. http://www.information.dk/154042 (03-12-14) McKenna, Katelyn Y. A., Green, Amie S., og Gleason, Marci E. J. (2002): Relationship formation on the Internet: What s the big attraction?. Journal of Social Issues. 58 (1), side 9 13 Nadkarni, Ashwini og Hofmann, Stefan G. (2012). Why do people use Facebook?. Personality and Individual Differences. 52 (3), side 243 249 Seidman, Gwendolyn (2013): Expressing the True Self on Facebook. Computers in Human Behavior. 31, side 367 372 10.3 Link Link 1: YouGov What the world thinks (2013): Sociale medier danskernes holdning til og brug af sociale medier. Lokaliseret via: http://www.infomedia.dk/media/77918/sociale-medier-2013-danskernes-holdning-tilog-brug-af-sociale-medier-yougov-smpdk-2013.pdf (9.11.14) Link 2: Digitale tanker (2011): Sociale medier er blevet mainstream 54% af danskerne er på. Lokaliseret via: http://digitaletanker.dk/2011/09/05/sociale-medierer-blevet-mainstream-54-af-danskerne-er-pa/#more-2923 (9.11.14) Link 3: Astrid Haug - sociale medier og digital strategi (2014): Hvilke sociale medier bruger danskerne?. Lokaliseret via: http://astridhaug.dk/hvilke-sociale-medierbruger-danskerne/ (9.11.14) Link 4: Zand, Nilo (2009): Internettet skaber de unges identitet. Berlingske. Lokaliseret via: http://www.b.dk/danmark/internettet-skaber-de-unges-identitet (03.12.14) Link 5: Grønli, Kristin S. (2011): Facebook øger selvrespekten. Videnskab.dk. Lokaliseret via: http://videnskab.dk/kultur-samfund/facebook-oger-selvrespekten (03.12.14) Side 73 af 75

Link 6: Den store danske (2014): Anthony Giddens. Lokaliseret via: http://www.denstoredanske.dk/samfund,_jura_og_politik/sociologi/sociologer/anth ony_giddens. (01.12.14) Link 7: Psychology today (2014): Kenneth J. Gergen. Lokaliseret via: http://www.psychologytoday.com/experts/kenneth-j-gergen-phd (03.12.14) Link 8: Den store danske 2: Martin Heidegger. Lokaliseret via: http://www.denstoredanske.dk/sprog,_religion_og_filosofi/filosofi/filosofi_og_filos offer_-_1900-t./filosoffer_1900-t._-_tyskland_-_østrig_-_schweiz_- _biografier/martin_heidegger (09.12.14) Side 74 af 75