21. søndag efter trinitatis. Joh 4,46-53. Tro som vokser. Vores tekst i dag rejser et interessant spørgsmål. For hvad vil det egentlig sige at tro? Og er der forskel på tro? Altså findes der forskellige slags tro? Findes der en stor tro og en lille tro? En god og en mindre god tro? Et ægte tro og en uægte tro? Der står jo, at manden troede Jesus på hans ord. Men så står der til sidst at han og hele hans husstand kom til tro. Det må altså betyde, at der er sket noget med denne mands tro. Ja, hvornår tror man egentliggodt nok? Og nu siger jeg nok noget, som kan provokere en og anden. Så nogen af jer skulle måske lukke ørene et kort øjeblik. Nu kommer det. Jeg synes faktisk, at Barnetro er ret opreklameret. Barnetro som sådan et kært lille minde, man har gemt på fra sin barndom. Sådan et lille stykke legetøj, der vækker varme minder men som egentlig ikke har nogen praktisk betydning for en i dag. Ud over at det vækker varme minder om dengang man var barn og uskyldig og kunne tro på Gud. Men nu, nu kan jeg ikke rigtig tro på Gud og bibelen. Nu ved vi jo så meget, at vi ikke rigtig kan tage Bibelens fortællinger om Gud alvorligt. Desværre, men sådan er det gået. Jeg er blevet klogere, har taget en uddannelse og har gjort mig mine erfaringer. Men min barnetro, den passer jeg alligevel godt på. Den er nu meget rar at have. Især når det brænder på. Jeg vil faktisk vove den påstand, at den tro som Nietsche og Freud i sin tid kaldte en sutteklud en sutteklud, man trøstede sig ved, når livet blev for hårdt. Den suttekludstro de talte om, det er på mange måder det, jeg vil kalde en barnetro. Og det samme gør sig gældende med nyateisternes kritik at troen i dag.
Den tro som Richard Dawkins og de andre nyateister kritiserer, det er på mange måder en ureflekteret og naiv barnetro. Barnetroen er jo nemlig den tro, som er gået i stå i sin vækst. Den tro man havde som barn, før end man tog en uddannelse og blev uddannet i livets skole. Det er mærkeligt. For på alle andre områder end troen, udvikler vi os jo med tiden i kraft at vi får større viden og mere erfaring. Ingen ved sine fulde fem ville jo i dag for alvor hævde, at han eller hun tror på julemanden som en virkelig person. Nej, det var jo noget, der hørte barndommen til. Hvorfor i alverden forsøger man så at tage sin ureflekterede barnetro med sin ind i voksenlivet? Hvorfor hæger man om denne klenodie fra barndommen? Hvorfor er det kun troen, som skal forblive på barnestadiet mens man på alle andre områder udvikler sig og bliver mere nuanceret? Sagen er faktisk den, at intet menneske kan bevare og leve med sin barnetro et helt liv igennem. For i længden vil troen enten vokse og modnes sammen med den øvrige livsmodning, eller også vil den med største sandsynlighed dø. Tro er noget levende og ikke noget der står stille. Enten udvikler troen sig eller også stagnerer den og skrumper ind til ingenting i hvert fald ikke noget, man for alvor kan gøre gældende i det moderne liv i samfund og familie. Jamen, er jeg da ude på at tage din lille, rare barnetro fra dig den tro som du trøster dig ved og finder frem, når et vist sted brænder? Nej, det er ikke min hensigt. Min hensigt med denne prædiken er at åbne dine øjne for, hvilket potentiale der ligger i troen. At din og min tro kan vokse, udvikle sig, blive stærkere, blive mere omfattende, blive mere integreret i vort liv, så der
ikke består et modsætningsforhold mellem mit professionelle liv som naturvidenskabsmand, som ejendomsmægler, som lærer og læge, som kontordame og butiksassistent og hvad vi nu ellers laver mellem det og så vores tro. Det kan lade sig gøre at få sit trosliv og sit dagligliv til at spille sammen. Det er det, jeg gerne vil udfordre til. Ikke pille troen i stykker fra nogen men åbne vore øjne for, hvordan troen kan blive en ressource i vores voksenliv så kompliceret og uoverskueligt det nogen gange kan forekomme. At troen kan blive en positiv medspiller i livet og ikke bare en sutteklud, jeg trækker frem, når jeg ligger under dynen og ingen ser mig folde hænderne. I søndagens evangelium får vi et meget komprimeret billede af troens vækst. En kongelig embedsmand henvender sig til Jesus med bøn om sønnens helbredelse. Han er en af byens spidser. Og de var ikke kendt for at ofre megen opmærksomhed på denne omvandrende prædikant. Han var lidt for primitiv i deres optik. Og så var han oven i købet ansat hos Herodes den skrækkelige tyran, der havde ladet Johannes Døber Jesu fætter halshugge og ladet hans hoved blive båret ind på et fad til en fest. Ikke underligt, hvis vores højtstående embedsmand her ikke anså det for det mest oplagte at søge hjælp hos Jesus. Og Jesus afviser ham da også på en uvant hård måde. Hvis I ikke får tegn og undere at se, tror I ikke. I hvem er de? Ja, det er nok folk fra de højere sociale lag i Kapernaum. De havde hidtil ikke værdiget Jesus megen opmærksomhed. Paulus siger et sted, at jøder kræver tegn og grækere søger visdom. Og vi kunne føje til: mennesker i dag kræver beviser.
Beviser på at Gud findes og at han skal tages alvorligt. Først bevis så kan vi - måske tro. Det må vi se på til den tid. Men vores embedsmand gir ikke så let op. Han har et barn, og det er sygt. Og så vil forældre gå gennem ild og vand for deres børn. Derfor insisterer han på, at Jesus skal komme med ham. Men Jesus giver ham kun sit ord: Gå hjem, din søn lever. Hele vejen er der tale om tro fra embedsmandens side. Det krævede sandelig tro, at bide den i sig og opsøge Jesus, han hidtil ellers kun havde haft en vis distance til. Så allerede der var der tro til stede. Og da han går fra Jesus, er det i tro på, at Jesu ord holder. Der er sket noget med hans tro i mellemtiden. Den er vokset og har udviklet sig. Den er modnet betydelig i løbet af den korte samtale med Jesus. For troen bevæges og modnes blandt andet af modgang og modsigelse. Har troen kun medvind, slår den ikke ordentlig rødder. Troen har også brug for modspil for en mur at spille op ad. Jesu mærkelige modsigelse og tilbageholdenhed kan ses som et udtryk for den modstand, troen har brug for, for at vokse. En tro, der er gået gennem mørket, stormen, fortvivlelsen, tvivlen, er en modnet tro, en tro der tåler stærkere stød næste gang. Anfægtelse og tvivl er ikke system-fejl, en virus, som vi egentlig bør have et antivirus-program til at sikre os imod. Anfægtelse og tvivl er tværtimod noget, Gud selv leder os ind i.
Sær tanke: Gud leder os ind i tvivl på Gud Ja, men kun for at troen kan blive endnu mere rodfæstet i os. Og dér løber Gud en risiko. Risikoen for at vi overgiver os til fortvivlelsen og vantroen. Men Gud løber risikoen, fordi troen ellers ville dø af stilstand. Jesus går ikke med ham. Han får kun Jesu løfte og ord at gå tilbage på. Jeg gætter på, at han ikke er kommet ret lang på den vej, førend tanken melder sig: nej, det er for billigt det her. Han kunne da i det mindste være fulgt med. Hvad har jeg at vende tilbage med? Et par ord et billigt løfte: Gå hjem, din søn lever. Det kan enhver da sige. Men er der hold i det? Men her på vejen modnes hans tro. Her holder det ikke en meter med en barnetro. Her på vejen udfordres hans tro dvs hans tillid maksimalt. Her på vejen må han vælge. Vælge om han tør satse på det løfte Jesus havde udstedt og risikere at blive til grin for hele byen, når han vendte hjem og fandt ud af, at hans søn stadig var syg ja, måske allerede død. Og det er også her på vejen vejen mellem Jesu løfte og dets opfyldelse, vi lever vores liv. Det er her troen skal modnes og udvikles bevæge sig fra barnetro til voksentro. Det er ventetiden, der er værst. Det ved det menneske, som venter på indkaldelse fra hospitalet. Det er også ventetiden på at se opfyldelsen af Guds løfte til os, der er værst. Her hvor usikkerhed og tvivl truer med at stjæle troens vished og troens tillid fra os. Det er her ude på åbent hav, troen må briste eller bære. Vort liv er på sin vis en stor venten en vej, en venten på at se opfyldelsen af Guds løfter til os. Og her er der kun to muligheder for os som mennesker. Vi venter alle troende som
ikketroende vi venter alle på at det skal afsløres, hvem der fik ret. Hende der stolede på Gud og satsede hele livet på at det var sandt. Eller ham, der satsede hele sit liv på, at det bare var en gammel skrøne det med Gud. Vi kan ikke begge have ret. En af os tager fejl. Er det den kristne eller er det ateisten? De kan ikke begge have ret. Og en dag er ventetiden ovre, og så skal det blive klart, hvem der havde ret. Hende der satsede hele sit liv på Gud? Eller ham der satsede hele livet på, at det ikke var sandt det der med Gud? Det er her mellem løfte og opfyldelse vort menneskeliv leves. Og det er også her troen skal vokse, udvikles og modnes. Vi må gå ud fra, at denne far hele tiden har besiddet en vis tro. Ellers ville han jo over hovedet ikke have opsøgt Mesteren. Men alligevel står der til sidst: Han og hele hans husstand kom til tro. Der var altså sket noget med hans tro i løbet af de par dage han havde været undervejs til og fra Jesus. Der var sket en bevægelse i troen, en modning. Hvad var forskellen på hans tro, da han begav sig ud på rejsen til Kana og så den tro han vendte hjem med til Kapernaum? Jo, den tro han havde i begyndelsen, det var en tro, der var præget af noget for noget. Der er mange mennesker også i dag, der har sådan en tro. Når butikken brænder, vender man sig i et sidste desperat forsøg på at redde resterne til Gud og slår en handel af med ham. Gud, hvis du redder mig igennem det her gør mig rask, gir mig min ægtefælle eller mit job tilbage, så skal jeg nok love dig at være mere sød og medgørlig. Ja, jeg vil oven i købet love dig at begynde at gå i kirke i hvert fald en gang imellem. En noget for noget tro. Hvor mange her inde har mon ikke bedt
sådan en bøn bare en enkelt gang. Nej, I behøver ikke række hånden op. Jeg tror faktisk mange af os har oplevet ret så kontante og følbare bønhørelser vi har bare glemt dem. Men hvad gjorde de ved os? Hvilke spor satte Guds hjælpende hånd sig i vort liv? Førte det til nogen varig forandring? Bøjede det mit liv i den retning Gud ønskede? Eller fortsatte jeg bare som om jeg ikke var blevet bønhørt? Jeg tror, at når der til sidst står, at denne embedsmand og hele hans husstand kom til tro, så er det udtryk for, at her rykkede det. Her fik troen konsekvenser. Der var et før og et efter den dag, den syge dreng blev mirakuløs rask. Det gik ikke i glemmebogen. Det blev ikke forklaret dvs bortforklaret med et: jamen, han var måske ikke så syg som vi troede. Det var nok bare en tilfældighed. Nej, det bøjede denne families liv i en helt ny retning. Troen på Jesus fik nedslag i alle områder af deres liv. De blev det vi kalder Jesu disciple. Dvs mennesker som følger Jesus om end ikke fysisk bogstaveligt så ikke desto mindre lige så konkret og fuld af små konsekvenser i dagligdagen. Disciple, det er mennesker, der hele livet, hele døgnet, i alle situationer er bevidst om, at de følges med Jesus og at han følges med dem. Og det får betydning for det, de siger, det de gør og det de prioriterer, at Jesus så at sige står lige ved siden af dem. En discipel, det er et menneske, der lever hele sit liv med Gud som sit publikum. Jeg tror, det er denne discipeltro, der hentydes til, når der til sidst står om denne embedsmand, at han og hele hans husstand kom til tro.
Lad mig derfor spørge dig og jeg retter spørgsmålet til mig selv også: er din og min tro en tro, der vokser og udvikler sig og modnes i takt med de erfaringer vi i øvrigt gør os i livet? Eller er vores tro stagneret som en barnetro måske en teenagetro eller har vi parkeret troen i vores ungdom og har så at sige glemt at tage den med ind i vort voksenliv for vi har jo så travlt. Har du nået den alder den tredje alder, modenhedens alder hvor du så småt begynder at tælle livets plusser og minusser sammen og funderer over, hvad livet rendte op i og gav af afkast? Har du nået det modningstrin, så glem ikke også at tage troen med. Måske er det nu, du skal til at gennemløbe den trosmodningsproces, vi her har set hos den kongelige embedsmand. Måske er det nu du skal hive din gamle barnetro frem af gemmerne og få den opdateret til en version 2013 med fremtidssikring til 2014. En opdateret tro, der kan stå mål med hele den vægt af viden og erfaring du i øvrigt sidder inde med. Jeg vil ønske dig al held og lykke med den proces. Og hvis jeg kan hjælpe dig på nogen måde, så kom endelig og sig til. I dette lys kan ordet barnetro godt give mening. Barnetro som udtryk for en stærk, enkel og barnlig tillid til Gud, modnet gennem livets storme og mørke. Som Lina Sandell, der var sengeliggende til sit 12. år, blev mirakuløst helbredt, og senere igen oplevede at se sin far falde overbord og drukne og kort efter mistede en mor og søster. I hendes barnligt enkle salme Ingen er så tryg i fare finder vi barnetroen, når den er bedst. Om han tager, om han giver, samme fader han dog bliver.