HAVNEN I AALBORG Af Jørgen Elsøe Jensen Foto: Aalborg kommune. Havnen mens den endnu fungerede som ind- og udskibningssted. Øverst mod øst over Teglgårdshavnen (korn og foderstoffer) og Aalborg Værft, nederst set mod vest fra kvægtorvskajen, træerne ved Aalborghus, toldboden og broerne. Aalborg ligger som bekendt på sydsiden af Limfjorden. Mod vest åbner vandet sig i vidstrakte bredninger, sunde og løb til Vesterhavet, men ved byen snævrer fjorden sig betydeligt ind mellem tre kuplede højdedrag. Mod øst fortsætter den til Kattegat gennem det smalle Langerak. Denne del af fjorden minder om en flod, der bugter sig gennem brede strækninger af lave enge. I sit løb forbi højdedragene tvinges fjorden mod syd til Aalborg. Byen er anlagt her for tusind år siden i middelalderens begyndelse som den første i landsdelen. Når man valgte at slå sig ned her frem for andre steder hvor der senere opstod byer, var det fordi stedet lå perfekt i skæringen mellem hav og opland. Samtidig tilbød det en rimelig bygrund og et brugbart landingssted for skibe. Det viser at byen fra begyndelsen var et handelssted og købmandsby. 1000-1200- årene er den periode i Danmarks historie, hvor handel på markedsøkonomiske vilkår for alvor kom til at spille en rolle i samfundshusholdningen. Selve bygrunden var en odde langs fjorden, dannet ved sammenløbet af Limfjordens strømme og Østerå, som fra syd løber i fjorden mellem de to sydlige højdedrag. I begyndelsen brugte man åløbet i byen som skudehavn eller lå på red i fjorden. Først i 1500- årene blev der slået pæle langs et stykke af fjordkysten. I de følgende århundreder blev kajen både forlænget mod øst og vest og rykket ud mod strømdybet, indtil man i 1900-årenes begyndelse ikke kunne komme længere. Havnen havde da udviklet sig fra en række umage private kajer og havnebassiner til en offentlig, reguleret kajhavn langs fjordbugten. Ved overgangen til 1900-årene blev Aalborgs havn ligesom andre byhavne en ind- og udskibningsport for byens og oplandets handels-, forsynings- og industrivirksomheder. Ind med tømmer, kul, jern, foderstoffer og anden produktstrøm, ud med cement, skibe, sprit og forarbejdede industri- og landbrugsvarer. Det var byens arbejdspuls som den tog sig ud 16
Aalborgs middelalderlige bykerne med slot og havn set fra øst - i forgrunden Nordkraft, kvægtorvshallen ligger under de to skorstenes skygge, i mellemgrunden Aalborghus og havneterminalen, broerne og vesthavnen. 17
deles i tre afsnit svarende til den ældre by omgivet af to nyere bydele. Mod vest, mellem broerne, findes en industrihavn, hvor Kvægtorvshallen med den svævende tagkonstruktion. Den 140 m lange hal står i en smuk fagtakt med mange spidsgavle og under industritiden. Men Aalborg er ikke mere en industriby. Den og havnen befinder sig i nogenlunde samme situation som andre steder, hvor industriproduktion ikke længere er et centralt led i arbejdslivet. Trafikken over havnen faldt betydeligt fra 1960'erne og er i dag stort set indskrænket til håndtering af enkelte basisvarer som olie, korn- og foderstoffer og cement, og det foregår for det meste i nye havneafsnit øst for byen. Store arealer af havnen kom derved at ligge ubenyttet hen. Det er der ikke noget nyt i, set på landsplan, men hver havn har sin egen terrænmæssige og stedlige forudsætning, som en moderne ibrugtagning af havnearealer må tage udgangspunkt i. Havnen i Aalborg kan groft De forenede danske Spritfabrikker og anden industri blev anlagt ved overgangen til 1900-årene. Dernæst det mellemste havneafsnit foran den ældste bykerne med færgeterminal- og trafikhavn, og mod øst igen et afsnit med industrihavn Nordkraft, korn- og foderstofvirksomhed, værftsindustri. Alle tre afsnit har stort set udtømt deres funktioner ved overgangen fra et industri- til et vidensproducerende erhvervsliv. Det samme gælder i hovedsagen havnen i Nørresundby, som også er en kajhavn, men af mindre udstrækning end Aalborgs. Gennem 1980'erne bredte stilheden sig for alvor over Aalborgs havn, og kommunen, som ejer store dele, begyndte at gøre sig overvejelser over en fremtidig arealanvendelse. Efter nogle år med debat vedtog byrådet i slutningen af 1990'erne en ny hovedstruktur for kommunen, hvori også planerne for havnen indgik. En vestlig del ved Limfjordsbroen var udlagt til bebyggelse, mens den midterste del foran den gamle bykerne blev udpeget til byens havnefrontfacade. Den østlige del vedbliver at fungere som industrihavn, men de tidligere værftsarealer længst mod øst ønskes på sigt udlagt til blandede byfunktioner erhverv, fritid, boliger mv. Der er selvsagt betydelige bevaringsproblemer indlejret i den nye arealudnyttelse. De knytter sig dels til fredede og bevaringsværdige bygninger udpeget i Kommuneatlasset fra 1994, 18
dels til bevaringen af kulturmiljøer. Deres udpegning er der endnu ikke taget initiativ til, lige som kulturmiljøhensyn endnu rundbuede vinduer, som tillader et spillende lys at falde ind gennem bygningen. ikke indgår i kommunens planlægningsmæssige praksis. Kulturmiljøbegrebet er kommet til efter midten af 1990'erne, altså under og efter at kommunen udarbejdede planerne for havnen. Men allerede nu er begrebet så veletableret, at det kun er et spørgsmål om tid, før den konkrete udpegning også kan ske i Aalborg. Set fra en bevaringsmæssig synsvinkel hviler kommunens planer altså på et utilstrækkeligt grundlag, længe inden den nye ibrugtagning er gennemført. Spørgsmålet er, om man vil indarbejde kulturmiljøhensyn i planlægningen for havnen. En udpegning for dette område vil ikke volde meget besvær. Sven Allan Jensens Tegnestue a/s, der har udarbejdet det første kulturmiljøatlas i landet, bor et stenkast fra havnen. Men det er selvfølgelig en anden sag at skulle ændre i et vedtaget plangrundlag. Udbygningen af det vestre havneafsnit er foreløbig afsluttet. Det består af et temmelig visionsløst bolig- og erhvervsbyggeri i 4-5 etager, som selv kommunen indrømmer er blevet uinteressant på grund af rentabilitetskonflikter mellem ide og realitet. Allerede ved 1990 blev der afholdt en offentlig arkitektkonkonkurrence for området, der er tidligere industrihavn. Vinderforslagets ide var en kanal omgivet af bebyggelse som i princippet lå vinkelret på fjorden og dermed gav udsyn fra den eksisterende by. Det viste sig imidlertid meget kostbart for kommunen at byggemodne arealerne og især at fundere i den gamle havbund. For at dække udgifterne måtte man tillade en meget højere bebyggelsesprocent og dermed også en anden byggestruktur. At processen har tjent som lærestykke for den øvrige planlægning er trods alt positivt. I de senere planer for havnens ibrugtagning lægges der megen vægt på udblikket fra den eksisterende by, grønne områder og afvekslende partier. Planerne for havnens østre afsnit er endnu ikke effektueret og forventes ikke at blive det før om nogle år. Størst interesse samler sig om udnyttelsen af havnens midterste afsnit foran den gamle by. Det tænkes opdelt i tre underafsnit. Mod vest reserveres arealer mellem Limfjordsbroen og Aalborghus til forlystel- 19
sesområde, idet byens berømte/ berygtede værtshusgade, Jomfru Ane Gade, udmunder i nærheden. Beværtningsgaden adskilles dog fra havnen af to gader med mellemliggende massiv bebyggelse (bl.a. byens kasino), så det kan blive temmelig vanskeligt at skabe en entydig og tilfredsstillende sammenhæng. Det overordnede hensyn for det midterste underafsnit er Aalborghus, der ofte kaldes Aalborg Slot. Aalborghus er dog kun et slot i en rent sproglig forstand, nemlig et befæstet sted. Aalborghus blev anlagt o. 1550 som amtmandsresidens, og de nuværende prunkløse bygninger Musikkens Hus, Coop Himmelb(l)aus vinderprojekt skal opføres på området foran kvægtorvet. i bindingsværk og sten er i hovedsagen fra 1600-1700- årene. Volde og grave omkring anlægget blev sløjfet til bebyggelse i midten af 1800-årene. Dette midterste underafsnit skal efter planerne friholdes for bebyggelse, og en eksisterende færgeterminal og havnebygninger fjernes. I stedet ønsker byrådet en forplads til slottet, hvor krydstogtskibe og kongeskibet kan lægge til. En plan om at forsyne det ydmyge bygningsmonument fra fortiden med pompøse trapper og terrasserede spejlbassiner ned mod havnen vidner både om en pinlig mangel på forståelse for monumentets betydning og understreger kraftigt behovet for reguleringer på kulturmijløbevaringsområdet. Store problemer knytter sig også til udnyttelsen af det østlige parti af denne del af havnen. Dette område er udlagt til et musikkens hus. Problemet er og ikke så meget selve det nye musikkens hus. Der er tale om et prestigebyggeri, som angiveligt skal og vil tjene til at fremhæve byen og landsdelen. Mange har formentlig læst om vinderforslaget fra den internationale arkitektkonkurrence Coop Himmelb(l)aus glasdækkede koncertpalads, der vil komme til at stå som et moderne ikon for byen. Problemet er heller ikke beliggenheden ved fjorden, som med en gennemsnitlig bredde på 500 m har rigelig volumen til at rumme den store bygning. Problemet er planerne om at nedrive det nærliggende kvægtorv. Kvægtorvet er et vigtigt og uerstatteligt led i Aalborgs arv af erhvervs- og bygningskultur på havnen. Kreaturer var fra begyndelsen en af grundpillerne i Aalborgs handel. I 1885 opførte staten flere karantænestalde til kreaturer, som skulle eksporteres til England. På samme sted blev et lokalt kreaturmarked åbnet i 1891, det foregik under åben himmel indtil karantænestaldene afløstes af den ældste kvægtorvshal, bygget i 1913-1915 efter tegning af arkitekt V. Hastrup. Byggeriet fra 1915 fremtræder endnu i dag som et markant og gedigent stykke brugsarkitektur, ikke mindst i det indre, hvor den udførlige, hvælvede tagkonstruktion, båret af mange søjler, rummer en egen skønhed. Også i det ydre fremstår den 20
næsten 140 m lange hal i en smuk fagtakt med mange spidsgavle og rundbuede vinduer, som tillader lyset at spille gennem bygningen. De senere tilføjede bygninger er ikke bevaringsværdige og nu også nedrevet. Bygningen er ikke i en teknisk dårlig stand, men kræver naturligvis investeringer. Nænsomt istandsat med respekt for de mange håndværksmæssige og arkitektoniske kvaliteter vil den langstrakte hal være velegnet til mange forskellige formål. Sammen med det nedlagte Nordkrafts to bevaringsværdige kedel- og turbinehaller fra 1945 og 1959 i umiddelbar nærhed kunne der skabes et nyt multifunktionelt kulturcentrum for byen og landsdelen. København har bevaret sit kvægtorv fra 1901 på Vesterbro. Efter en restaurering blev hallen i 1997 taget i brug til udstillings- og kulturformål. Odense har bevaret sit kvægtorv fra 1911 efter en bevarende istandsættelse i 1988. Det fungerer som rammen om TV2. I Århus har man haft succes med at bevare en ridehal ved byens musikhus. Andre steder i landet værnes der om gammel bygningskultur. Aalborgs borgmester begrundede for nogle år siden nedrivningen af kvægtorvet med, at det lå i vejen og jo ikke behøvede at ligge på den bedste plads på havnefronten. Dette ikke-argument er ejendommeligt og afspejler formentlig, at byrådsflertallet har afgivet retten til at disponere over området til musikhusets dommerkomite, som finder kvægtorvshallen uskøn i den nye sammenhæng, selv om en nedrivning ikke er en nødvendighed for opførelsen af musikkens hus. Man må derfor igen rejse spørgsmålet, om grænserne for lokale beslutningstageres ret til at planlægge og beslutte i væsentlige kulturarvssager nu også er trukket det rigtige sted? Samtidig med at Aalborg Byråd 2. juni 2003 endnu en gang besluttede, at kvægtorvet skal nedrives, indsendte Foreningen By og Land i Aalborg en klage over sagsbehandlingen til Naturklagenævnet med henvisning til Planlovens 13, stk. 2. Efter denne paragraf skal der tilvejebringes en lokalplan, før der gennemføres større udstykninger og større bygge- eller anlægsarbejder, herunder nedrivning af bebyggelse. 12. juni imødekom Naturklagenævnet klagen og bestemte, at den har opsættende virkning. Kvægtorvet kan altså ikke nedrives, før Naturklagenævnet har behandlet sagen og den efterfølgende lokalplanprocedure er gennemført. Det vil måske ikke få andet end opsættende virkning. I mellemtiden har Coop Himmelb(l)au gjort krav på yderligere 200 mio. kr. for deres medvirken i byggeriet af musikhuset, der anslåes at ville koste o. 500 mio. kr. Det er uklart, hvordan den sag lander, men at musikhuset vil blive noget dyrere hersker der ikke megen tvivl om. Var der ikke indgivet klage, kunne byen være kommet i den ejendommelige situation at der blev ofret millioner af kroner på nedrivning af Kvægtorvet, samtidig med at der måske ikke blev noget musikhus, og så var alle muligheder forspildt. Nu bliver der i det mindste et pusterum til debat og reflektion. 21