Rigsrevisionen giver Sydslesvig smæk. side 4. nr. 2 april 2009

Rigsrevisionen giver Sydslesvig smæk side 4 nr. 2 april 2009

Indhold Grænseforeningens formål: Det er Grænsefor enin gens formål at støtte danskheden i grænselandet, særligt syd for grænsen, at udbrede kendskabet til grænselandets forhold samt at bevare og styrke dansk sprog og kultur. Grænseforeningens vision: Erfaringerne fra det dansk-tyske grænseland er en væsentlig inspiration for sproglig og kulturel mangfoldighed i en verden under forandring. Grænseforeningens værdier: Grænseforeningen er en vigtig folkelig basis for den danske stats støtte til det danske mindretal i Sydslesvig. Foreningen er uafhængig af partipolitiske interesser. Grænseforeningen mener og siger: Demokrati, ytringsfrihed og ligeværd gælder for alle, også i forholdet til mindretal. Forankring i egen kultur er en forudsætning for at have forståelse for andre kulturer. Kulturelle mindretal er en vigtig ressource i et demokratisk samfund. Dansk sprog og kultur styrkes i mødet med andre sprog og kulturer. Grænseforeningens kontor Peder Skrams Gade 5 Postboks 9074 1022 København K Tlf.: 3311 3063 info@graenseforeningen.dk www.graenseforeningen.dk Formand Finn Slumstrup finn@slumstrup.dk Generalsekretær Knud-Erik Therkelsen ketherkelsen@graenseforeningen.dk Foreningskonsulent Claus Jørn Jensen Tlf. 2172 1335 graenseforeningen@privat.dk Bladet GRÆNSEN Udgives af Grænseforeningen Ansvarshavende redaktør Erik Lindsø Tlf. 2178 7252 el@graenseforeningen.dk Annoncer Anne Mette Holstein Tlf. 2015 3517 amh@graensefotreningen.dk Udgivelse Udkommer 6 gange årligt Oplag: 22.000 Næste udgivelse: 24. juni Deadline for annoncer og indlæg til næste nummer: 8. juni Tryk Jørn Thomsen A/S, Kolding Layout prik www.prik.dk Forsideillustration Niels Poulsen Hvad kan Sydslesvig bruges til? Danskerne kan lære danskhed og kulturmøde af det danske mindretal, skriver gymnasieelev Jon Karstoft. Det er noget vrøvl, svarer historikerne Axel Johnsen og Rene Rasmussen, som samtidig går i rette med Grænseforeningens forsøg på at aktualisere de sydslesvigske erfaringer ind i en moderne dansk dagsorden. GRÆNSEN åbner op for debat. Side 9 og side 12 Læs også Sydslesvig får smæk af Rigsrevisionen Danskerne støtter hvert medlem af det danske mindretal i Sydslesvig med ca. 10.000 kr. om året. Rigsrevisionen har haft tilskuddet til eftersyn, og man fandt en lang række fejl og svigt. Bertel Haarder er den ansvarlige minister, og han giver kritikken ret på samtlige punkter. En lovændring er på vej. GRÆN- SEN har indhentet kommentarer. Side 4 Side 16 Sydslesvigske feriebørn har fundet vej ind i dansk litteratur Side 23 Korte nyheder Side 27 Nye bøger Det er nu, vi lever ikke i 1920 Grænseforeningen har 99 lokalforeninger, hvis opgave det er, med udgangspunkt i foreningens formål og værdier, at lave folkeoplysende arbejde. En af de mest aktive er Grænseforeningen for Ringkøbing og omegn, som ikke vil acceptere snakken om, at forenings-danmark er i krise. GRÆNSEN har været i Ringkøbing. Side 19

Leder Foto: Scanpix De gamle tider er forbi Af Finn Slumstrup, formand» Der har ikke været mangel på venskabelige opfordringer til mindretallets organisationer om at gribe i egen barm og komme udviklingen i forkøbet. Helt naturligt indtager Rigsrevisionens beretning om Undervisningsministeriets forvaltning af tilskuddet til Sydslesvig fra 18. februar en central plads i dette nummer af Grænsen. For det første vil en beretning om dette emne altid være af den største interesse for Grænseforeningen og dens medlemmer. For det andet er der tale om en klart kritisk beretning, som da også førte til at Statsrevisorerne ligeledes den 18. februar på fem konkrete punkter kritiserede Undervisningsministeriets administration af tilskuddet. Statsrevisorerne tilføjede, at de forventer, at tilskuddet fremover administreres i overensstemmelse med god statslig tilskudsforvaltning. Som det fremgår inde i bladet svarede undervisningsminister Bertel Haarder en måned senere, at han var enig i såvel beretningens indhold og konklusioner som i statsrevisorernes bemærkninger. Derfor kan det allerede nu fastslås, at der vil blive udarbejdet en egentlig lov om tilskud til Sydslesvig. Grænseforeningen afleverede den 12. marts et brev til undervisningsministeren, hvor vi støttede, at man udarbejder en lov. Samtidig opfordrede vi til, at lovtekstens detaljeringsgrad bliver så lille som mulig, idet tilskuddet til Sydslesvig først og sidst må bygge på tillid til, at de sydslesvigske foreninger anvender midlerne i overensstemmelse med deres formål. Men ingen skal være i tvivl om, at Rigs- og Statsrevisorernes umisforståelige kritik vil få som konsekvens, at de gamle tider er forbi. I løbet af de sidste 25-30 år har vi oplevet at tillid og kontrol er afløst af kontrol og måske tillid i samspillet mellem staten og de frie skoler, staten og kulturinstitutionerne etc. Sydslesvig har af historiske grunde været den sidste tilbageværende oase, hvor tilliden har været i højsædet. Der er ikke noget overraskende i, at vi nu er nået til dette drejepunkt. Der har ikke været mangel på venskabelige opfordringer til mindretallets organisationer om at gribe i egen barm og komme udviklingen i forkøbet. Grænseforeningen har bestemt ikke holdt sig tilbage i denne forbindelse. Man er velkommen til at slå efter og se, hvad der eksempelvis er blevet sagt i formandsberetningerne på Sendemandsmøderne de sidste tre år. Når nu vi står i den situation, at forandringerne bliver påført ude fra, er det imidlertid langt vigtigere at kæmpe for, at den kommende skærpede kontrol indføres, så der ikke sker virkelige ulykker. En sådan ville det være, hvis Bertel Haarder følger rigsrevisorernes anbefaling af, at forvaltningen af tilskuddet flyttes til embedsværket i Undervisningsministeriet. Det vil reducere Seksmandsudvalget til et organ som mere symbolsk varetager forbindelsen mellem Folketinget og det danske mindretal i Sydslesvig. I Grænseforeningen følger vi Seksmandsudvalgets arbejde så tæt, at jeg med sindsro tør sige, at de politikere, der sidder i udvalget, har en sådan indsigt i og interesse for det danske mindretal i Sydslesvig, at man ikke kan forestille sig et embedsmandsudvalg med en tilsvarende kompetence. Hvortil naturligvis kommer det meget væsentlige signal, at det er personer med et tydeligt politisk mandat, der direkte fordeler støtten til det danske mindretal. At de gamle tider er forbi bør ikke betyde, at man med et tryk på en computertast kasserer de politiske og folkelige kvaliteter, der lige siden 1920 har været i samspillet mellem Danmark og mindretallet i Sydslesvig. Det eneste emne vi stort set kan blive uenige om konsensus-danmark er flygtninge og indvandrere. Det kan vi til gengæld også blive slemt uenige om. Derfor er det forståeligt, at der også opstår mærkbare uenigheder, når Grænseforeningen forsøger at aktualisere erfaringer fra det danske mindretal i Sydslesvig ind i en aktuel dansk situation, hvor vi har svært ved at få kulturmøde og integration til at lykkes. GRÆNSEN åbner med dette nummer for en nuanceret debat. el Grænsen nr. 2 april 2009 3

Sydslesvig får smæk af Rigsrevisionen Danskerne giver ca. 10.000 kr. til hvert medlem af det danske mindretal i Sydslesvig om året. Rigsrevisionen har haft tilskuddet til eftersyn, og man fandt en lang række fejl og svigt og rod i regnskaberne. Bertel Haarder er den ansvarlige minister, og han giver kritikken ret på samtlige punkter. En lovændring er på vej. Af Erik Lindsø Formålet med Rigsrevisionens undersøgelse er at vurdere, om Undervisningsministeriet, herunder Seksmandsudvalget, forvalter tilskuddet til det danske mindretal tilfredsstillende. Med tilfredsstillende mener Rigsrevisionen, om tilskuddet administreres, så det er klart, hvad tilskuddet gives til, og om det har den ønskede effekt. For at undersøge dette opstiller Rigsrevisionen tre spørgsmål: Er der fastlagt overordnede rammer for forvaltningen af tilskuddet til Sydslesvig, som sikrer, at tilskuddet kan forvaltes tilfredsstillende? Administreres tilskuddet på en måde, der sikrer, at det er tydeligt, på hvilket grundlag tilskuddet ydes? Følges der op på, om tilskuddet anvendes i overensstemmelse med tilskudsordningens formål og med størst mulig effekt? Rigsrevisionen konkluderer et klart NEJ til alle tre spørgsmål! Professor i offentlig forvaltning, Jørgen Grønnegaard Christensen, har læst beretningen og udtaler til Danmarks Radio: Det et en skarp beretning og en rimelig alvorlig sag. Når der ikke er formuleret præcise krav til modtageren af støtten, og man sender dem en halv milliard kroner, så opleves det nemt, som om de har fået en blankocheck eller en gavecheck. (Radioavisen DR 17/3 kl. 12). Seksmandsudvalgets rolle for defensiv Beretningens overordnede konklusion er klar tale: Det er Rigsrevisionens samlede vurdering, at tilskuddet til pædagogisk og kulturel virksomhed i Sydslesvig ikke forvaltes, så det er klart, hvad tilskuddet gives til, og om tilskuddet har effekt. Rigsrevisionen finder, at ansøgningerne fra de sydslesvigske foreninger indeholder så sparsomme oplysninger om aktiviteter, mål og resultater, at det hermed er på et for dårligt grundlag, at Seksmandsudvalget prioriterer mellem ansøgningerne og bedømmer behovet for de tilskud, der ansøges om. Rigsrevisionen mangler endvidere, at Seksmandsudvalget foretager en mere dybdegående behandling af foreningernes ansøgnings- og regnskabsmateriale. Beretningen kan dårligt læses som andet end en kritik af Seksmandsudvalget. Udvalget er nemlig givet mulighederne for at afstikke kriterier for at modtage tilskud, men det har man ikke gjort: Seksmandsudvalget har reelt en tilbagetrukken rolle i fordelingen af tilskuddet ( ) og stiller almindeligvis ikke betingelser til, hvad foreningerne skal anvende deres tilskud til, konkluderer Rigsrevisionen. Sydslesvigske foreninger for tungnemme GRÆNSEN har konfronteret Seksmandsudvalgets formand, Kim Andersen (V), med kritikken. Seksmandsudvalget kritiseres for at have haft en for tilbagetrukken rolle. Burde I ikke have været opmærksomme på de tilsyneladende alvorlige fejl, der løbende har været i foreningernes regnskaber? Jo, men det krævede, at vi havde vidst noget om det. Hvem skulle have informeret jer? Det kunne de pågældende foreninger i Sydslesvig have gjort. Og i hvert fald mener jeg, at Undervisningsministeriet burde have gjort det. Jeg mener ikke, at de har givet os de nødvendige oplysninger. Men har Seksmandsudvalget ikke selv haft en fornemmelse af sjusk? Jo, og jeg har da også de sidste par år for- 4 Grænsen nr. 2 april 2009

søgt at ændre på tingene, men det har været tungt at komme igennem med en forståelse i de sydslesvigske foreninger. Men nu kommer det givet som ketchup af en flaske. Det er det gode ved Rigsrevisionens beretning, at den nu forcerer nogle ændringer, som længe har været påkrævet. Kan du uddybe? I Sydslesvig må man lære at forstå, at det danske statstilskud gives på danske præmisser, og at vi nu skriver 2009. Man kan ikke bare tro, at pengene, man får, kan lægges i cigarkasser, som man så kan flytte rundt med. De sydslesvigske foreninger har ikke været gode nok til at leve op til de regler, metoder og principper, der i Danmark er for tilskud. De har en pligt til at holde sig orienterede og følge med tiden. Det har de ikke været gode nok til. De har været for tunge til at forstå signalerne. Har Seksmandsudvalget været gode nok til at forklare dem det? Vi burde have været bedre til at slå i bordet. Men der er en tradition for konsensus i Seksmandsudvalget, og vi reagerer derfor ikke hurtigere og anderledes, end hvad alle kan følge med til. Det må vi nu konstatere, ikke altid har været hurtigt nok. Hvad kan Sydslesvig gøre for at ændre på det dårlige image, de givet får i den danske befolkning i kølvandet på Rigsrevisionens beretning? De skal blive bedre til at forstå, at en halv milliard kroner til en så lille gruppe mennesker er rigtig mange penge. Det er ikke nogen lille kulturbevilling, vi bare sender af sted. Skal de give noget igen? De skal blive bedre til at involvere sig i den danske offentlighed og blive mere tydelige til at forklare, hvad mindretallet er. De må for mig at se fremover påtage sig en større oplysningsforpligtelse. Hvorfor først nu? Tiderne forandrer sig, og nu må det stå klart for alle. Det vil fortsat være sådan, at så længe de holder fast i os, holder vi fast i dem. Men det er som i et kærlighedsforhold, det skal gå begge veje. I disse år har mindretallet alle muligheder for at synliggøre sig selv. Nationale mindretal er på den europæiske dagsorden, og grænselandet har virkelig noget at byde ind med. Tror du de selv ser det som en opgave? Ja, det tror jeg. Men de bruger for megen energi på interne skænderier. Hvis de begynder at se sig selv som en del af en større sag, vil de automatisk holde op med de indbyrdes slagsmål, som i længden er trættende for andre og ødelæggende for samarbejdet. Kim Andersen ser frem til, at der nu kommer en lovændring: Vi må konstatere, at administrationen af tilskuddet er ude af trit med god dansk forvaltningspraksis. Og jeg synes, at Rigsrevisionens konklusioner er så alvorlige, at der må gøres noget ved praksis. Jeg ser frem til, at tilskuddet får hjemmel i lov. Et så stort tilskud kan ikke blot eksistere som en tekstanmærkning til finansloven. Mindretallet organiseret som en dansk kommune GRÆNSEN konfronterede Jens A. Christiansen, generalsekretær i Sydslesvigsk Forening, Grænsen nr. 2 april 2009 5

Kim Andersen SSF, med den kritik, som Seksmandsudvalgets formand retter imod mindretallet i kølvandet på Rigsrevisionens beretning. Seksmandsudvalgets formand mener, at interne magtkampe mellem de sydslesvigske foreninger er med til at skabe en del af de fejl, som Rigsrevisionen påpeger at jeres indbyrdes stridigheder giver skrammer i samarbejdet med jer» Rigsrevisionen finder, at Undervisningsministeriet, herunder Seksmandsudvalget, ikke forvalter tilskuddet til Sydslesvig tilfredsstillende. Det er ikke klart, hvad tilskuddet gives til. Forvaltningen af tilskuddet er ikke tilrettelagt, så man sikrer sig, at der opnås størst mulig effekt. Jamen, det er da rigtigt, at der er nogle uhensigtsmæssige grupperinger Hvordan? På den ene side Skoleforeningen, kirken og SSW og på den anden side SSF og en række af de andre kulturelle foreninger. Hvad handler uenigheden om? Den handler om graden af styring og kontrol. Det var derfor Grænseforeningens forslag om en tænketank ikke blev til noget. Nogle ville have hånd i hanke med tænketanken, og andre af os ville give den mere frie rammer. Det samme med samrådet. Vi kan ikke blive enige om rådets kompetencer, og derfor har det reelt set ingen. Giver du Kim Andersen ret i, at ophørte I med at strides indadtil, fik I mere overskud til den udadvendte oplysning, han efterlyser og mener, I er forpligtet på? Ja, og jeg håber, det sker nu. Jeg tror, at den kritik af os, der nu er rejst gennem Rigsrevisionen, tvinger os til at tage plads om det runde bord. Vi er nødt til at vise, at vi er rede til forandringer. Hvilke forandringer? Vi bør fremvise administrative besparelser ved at gå ind i nogle stordriftsfordele, f.eks. på områder som byggeri, IT, bogholderi og indkøb. Kim Andersen siger, at I har en oplysningspligt, og I skal blive bedre til at synliggøre mindretallet ind i en dansk og europæisk sammenhæng. Kræver det ikke, at I begynder at tale med én stemme? Jeg mener, 50.000 mennesker har op til flere oplysningsafdelinger Jo, og jeg håber meget, at vi nu forstår, at der skal ske noget. Jeg så gerne en enstrenget organisation at mindretallet organiserede sig som en dansk kommune med det som svarer til en kommunalbestyrelse, som formulerer indhold og har politisk kompetence. Det vil udadtil sætte ansigt på Sydslesvig. I stedet for som nu, hvor kompetencen er delt ud på 8-9 mindre organisationer. Ingen tvivl om, at vores nuværende struktur er stiv og giver et forplumret billede af os. Hvordan tror du, at mindretallets samarbejde med Danmark Undervisningsministeriet og Seksmandsudvalget bliver fremover? Det bliver helt sikkert mere struktureret, og der vil klart blive stillet større krav til os. Men jeg håber også, at Seksmandsudvalget bliver klarere i mælet og mere aktivt opstiller krav og forventninger. Ligesom Undervisningsministeriet må blive bedre til at udvikle tydelige værktøjer og kompetencer til os, så vi ikke løber ind i problemer igen, som dem vi står med lige nu. Grænseforeningen i en ny rolle? Det har været en tradition, at Grænseforeningen videreformidler en del af tilskuddet til de sydslesvigske foreninger. I den forbindelse er der også tradition for, at Grænseforeningens formand og generalsekretær er med i alle Seksmandsudvalgets møder også møder, hvor udvalget træffer beslutningen om tilskuddets fordeling. Rigsrevisionen stiller spørgsmålstegn ved Grænseforeningens rolle. Det er Rigsrevisionens opfattelse at Seksmandsudvalget omhyggeligt bør vurdere, hvornår Grænseforeningen kan deltage i udvalgets møder. at Grænseforeningen som videreformidler ikke tilfører tilskudsforvaltningen nogle fordele. Stiller Rigsrevisionen ikke et klokkeklart spørgsmålstegn ved Grænseforeningens rolle? GRÆNSEN stillede spørgsmålet til generalsekretær Knud-Erik Therkelsen. Der er ingen saglig begrundelse for, at Grænseforeningen hjælper med at formidle pengene til de sydslesvigske foreninger, medgiver Therkelsen. MEN man skal huske, at vores medvirken er et stærkt udtryk for den fælles forpligtelse mellem staten og det folkelige Danmark om at støtte mindretallet, og at fjerne os vil være et nybrud og et stærkt signal til vores 22.000 medlemmer om, at denne fælles forpligtelse ikke eksisterer længere, forklarer Therkelsen. Men meget tyder vel på, at Grænseforeningen sættes udenfor døren? Nu får vi se. Vi er jo inde i en større omstillingsproces, som allerede har taget højde for forandringer. Vi går fra at være en pengeindsamlende organisation til at være folkeoplysende for fortsat og på en tidssvarende måde at sikre den folkelige opbakning bag statens tilskud. De politiske udmeldinger har jo været, at der ikke skal skæres i selve tilskuddet. Det er praksis, der skal omlægges. Men man kan ikke i vor tid give en halv milliard om året til en så lille befolkningsgruppe, «Efter Rigsrevisionens opfattelse giver revisorernes bemærkninger indtryk af, at flere foreninger har administrative problemer, ligesom flere foreninger begunstiger deres personale i usædvanlig grad. 6 Grænsen nr. 2 april 2009

Bertel Haarder giver Rigsrevisionen og Statsrevisorerne ret i deres kritik af, at Undervisningsministeriet ikke har haft styr på forvaltningen af statstilskuddet til Sydslesvig. Foto Scanpix uden man sikrer sig folkelig opbakning. På den måde er der fortsat brug for Grænseforeningen også politisk brug for os, forklarer Knud-Erik Therkelsen. Hurtig reaktion fra undervisningsministeriet Det har ikke skortet på bemærkninger fra de uafhængige revisorer, når de har revideret foreningernes årsregnskaber og administration. F.eks. har de påtalt ukorrekt opførelse af henlæggelser og reservationer, manglende skatteindbetalinger på grund af udlejning af meget billige tjenesteboliger, rentefrie personalelån mv. Efter Rigsrevisionens opfattelse giver revisorernes bemærkninger indtryk af, at flere foreninger har administrative problemer, ligesom flere foreninger begunstiger deres personale i usædvanlig grad. Det overordnede ansvar ligger i Undervisningsministeriet, som Rigsrevisionen konkluderer burde have fulgt op på manglerne ved regnskaberne og de kritiske forhold ved foreningernes brug af tilskuddet. Statsrevisorernes kritik af Undervisningsministeriets tilskud til Sydslesvig: en så omfattende tilskudsordning bør have hjemmel i lov formålet med tilskuddet, kravene til ansøgningerne og kriterierne for tildeling bør konkretiseres ansøgninger om tilskud bør indeholde konkrete oplysninger om aktiviteter, mål og resultater og bør behandles efter fastlagt procedure ministeriet bør følge op på mangler ved regnskaberne og evt.kritiske forhold ministeriet bør lejlighedsvis evaluere tilskudsordningen Undervisningsminister Bertel Haarder: Jeg erkender, at statsrevisorernes kritik er rigtig. Det finder jeg beklageligt Nuværende medlemmer af Seksmandsudvalget Kim Andersen (MF), Venstre (formand) Torben Rechendorff, Konservative Jørn Ulrik Larsen, SF Søren Krarup (MF), Dansk Folkeparti Bente Dahl (MF), Det Radikale Venstre Lise von Seelen (MF), Socialdemokraterne Grænsen nr. 2 april 2009 7

Undervisningsminister Bertel Haarder har taget kritikken til efterretning, og i sit meget hurtige og tre sider lange svar til Statsrevisorerne er han enig i såvel beretningens indhold som statsrevisorernes bemærkninger hertil. Hovedpunkterne i ministerens svar: Undervisningsministeriet vil tage initiativ til at tilskuddet til Sydslesvig bliver lovfæstet. Loven skal træde i kraft allerede januar 2010. Ministeren erkender, at ministeriets forvaltning har været for dårlig, og at der vil fremover blive stillet skærpede krav til mindretallets ansøgninger og regnskaber, samt om de bevilgede penge opfylder formålet. Ministeren erkender og beklager, at ministeriet har været for dårlige til at følge op på åbenbare fejl i foreningers regnskaber, og derfor heller ikke har formidlet Seksmandsudvalget de nødvendige oplysninger herom. GRÆNSEN har lavet aftale med undervisningsminister Bertel Haarder om et interview til næste nummer, hvor han på baggrund af Rigsrevisionens beretning vil give et bud på de visioner, han har for det danske mindretal. «Man kan ikke i vor tid give en halv milliard om året til en så lille befolkningsgruppe, uden man sikrer sig folkelig opbakning. (Knud-Erik Therkelsen, generalsekretær i Grænseforeningen). Danmark har siden 1920 erne givet tilskud til Sydslesvig. I 2009 beløber tilskuddet sig til 531,7 mio. Ministerium Undervisningsministeriet Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse Kirkeministeriet Kulturministeriet Finansministeriet I alt Kilde: Finansloven for 2009. Modtager Sydslesvigske foreninger m.m. Sundhedstjenesten i Sydslesvig Dansk Kirke i Sydslesvig Sydslesvigsk Forening Pensionsfonden af 1951 Bevilling i 2009 i mio. kroner 431,5 24,5 14,2 0,5 61,0 531,7 Hovedparten på af tilskuddet på 431,5 mio. kommer fra Undervisningsministeriet, hvor pengene i år fordeles til flg. tilskudsmodtagere Forening Dansk Skoleforening for Sydslesvig (Skoleforeningen) Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig Flensborg Avis A/S Sydslesvigsk Forening Sydslesvigsk Vælgerforening Fælleslandboforeningen for Sydslesvig Federal Union of European Nationalities (FUEN) Nordisk Informationskontor i Sønderjylland Sydslesvigsk Kultursamfund Kilde: Tilsagnsbreve til foreningerne om tilskud samt foreningernes hjemmesider. Primært formål At drive dansk pædagogisk virksomhed for det danske mindretal. At fremme dansk ungdomsarbejde i Sydslesvig gennem kultur, idræts- og oplysningsarbejde for unge. At drive biblioteksvirksomhed til gavn for det danske mindretal. At drive forlags- og trykkerivirksomhed især for den danske grænsepresse. At udbrede og pleje dansk sprog og kultur. At organisere det danske mindretal politisk. At varetage alle faglige opgaver, der tjener landbruget. At repræsentere etniske grupper i Europa og arbejde for, at nationale minoriteter kan bevare deres identitet, sprog, kultur og historie. At udbrede kendskabet til nordisk kulturog samfundsforhold gennem en række aktiviteter i grænselandet. At virke for unge sydslesvigske studerendes uddannelse. Bevilling i 2009 i mio. kroner 313,9 31,6 25,7 23,4 22,7 2,8 1,2 0,189 0,167 0,08 8 Grænsen nr. 2 april 2009

Dansk kultur er både essens og indpakning. Indpakning er f.eks. vores madvaner. Nøjes vi med at forklare danskheden som indpakning, ender vi med en flæskestegsidentitet, skriver Jon Karstoft. Jon Egeris Karstoft, 16 år, elev på Duborg-Skolen, det danske gymnasium i Flensborg. Danskhed se syd for grænsen Danskerne lider af identitetskrise, og derfor bliver de bange for det fremmede, skriver Jon Karstoft, 16 år og elev på Duborg-Skolen i Flensborg. Han mener, at danskerne kan lære kulturmøde af Sydslesvig. Foto Scanpix Af Jon Egeris Karstoft. Mine personlige erfaringer med mindretallet er begrænsede, om end min familie har rod i området. Jeg er lige flyttet hertil, ser De, efter at have boet otte år i Paris. Jeg var temmelig bevidst om min danskhed i Frankrig, og derfor har jeg fulgt en del med i de danske medier. Jeg må sige, at jeg gang på gang er blevet skuffet over mit land. Højdepunktet nåede jeg nok under Muhammedkrisen, hvor jeg decideret skammede mig. Det danske folk, der ellers bryster sig af sin varme, gæstfrihed og sit åbne sind, bliver mere og mere tillukket. Der hersker en mening om, at andre kulturer er noget meget fedt så længe de bliver på restauranten. Ja tænk, hvor forfærdeligt hvis vi skulle se på dem hver dag, ude på vor egen danske gade, brolagt med vore egne danske sten. Så ville verden for alvor være af lave! Derfor blev jeg faktisk positivt overrasket Grænsen nr. 2 april 2009 9

over mindretallet. Hvor man skulle forvente, at der i disse globale tider var en hendøende institution præget af samme slags racisme som Danmark, blot i langt højere grad, så er det en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. Det er en skare, jeg er stolt af at være blevet en del af. Danskhed essens eller indpakning Det er som om indvandrernes komme dengang i 70'erne egentlig var en begivenhed,» Mindretallet en lyslevende gruppe mennesker, der langt væk dufter af frisind, åbenhed, dynamik og nytænkning. der rystede det danske folk i langt højere grad, end man skulle tro. Det, at man pludselig blev konfronteret med det fremmede med de andre gjorde, at man også skulle tage stilling til, hvad man selv var. De fremmede virkede oven i købet så sikre på, hvad de var. Jeg tror, det skabte en grundlæggende usikkerhed i det danske samfund om, hvad der er danskhed, og hvad alt det andet er. Man skulle sætte en grænse imellem disse to begreber, og i den vaklende identitetskrise» det, der forhindrer de fremmede i at indleve sig i dansk kultur, er i virkeligheden ikke deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter danskerne var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne imellem, hvad der var danskhedens essens, og hvad der var dens indpakning. For mig er essensen alle de fælles værdier, alle de accepterede normer, som det nogle gange kan være sjovt at afvige fra, der karakteriserer et folk. For danskerne ville jeg nok sige, at det er (eller rettere: var) kærlighed til friheden, stolthed, åbensind, varme, gæstfrihed, jordnærhed, ydmyghed, sort humor og måske en smule selvironi. Det er selvfølgelig et billede af det danske folk, der er fyldt af klicheer og generaliseringer (beviset er, at nogle af disse karakteristika er meget truede), og dog vil jeg sige, at de mere end nogen andre har rod i sandheden om det danske folk. Det er det, der virkelig gør os forskellige fra andre folk, da meget af indpakningen rent faktisk er importeret. Indpakningen er som sagt en helt anden sag. Den er alle de ydre konsekvenser af essensen den er vort relativt simple sprog, med nogle få meget svære sider og alle de forskellige accenter, man kan finde i vort land. Den er vore madvaner, både de rustikke, som en god rugbrødsmad, og de lidt finere, så som laksemad. Den er vor hudfarve (ja, også den), vor særprægede religiøsitet, vor litteratur, vore kunstværker og alt det andet, der, set udefra (bemærk: set udefra ), gør os danskere til noget specielt. Indpakningen er alt det, et vist parti ville kalde dansk kultur. Det er kulturkanonen blandet op med raceteorien, en opskrift på frikadeller, en nudansk ordbog og Det Gamle Testamente. Flæskestegsidentitet Nu skal De ikke misforstå mig. Jeg skal være den sidste til at ønske indpakningen afskaffet. Jeg sætter det danske sprog meget højt, jeg ved ikke, hvad jeg ville gøre, hvis jeg ikke kunne få flæskesteg til jul, og jeg synes, det er længe siden, jeg har set en dårlig dansk film. Jeg synes selvfølgelig, at vi danskere skal beholde vort kulturelle særpræg, også i indpakningen, og det ville være et uerstatteligt tab, hvis dansk kultur gik tabt eller mistede sin egen facon. Det jeg siger er, at vi ikke skal beskytte indpakningen, hvis det skal ske på bekostning af de endnu vigtigere underliggende værdier, der jo lige netop er det, der giver indpakningen sit danske særpræg. Nu var det desværre indpakningen, man valgte som definition på danskhed, det, den svenske integrationsminister ville have kaldt en»flæskestegsidentitet«. Det er alligevel sjovt at vi danskere vælger hvem, der skal tilhøre vort folk, ved hjælp af kriterier, som ellers kun omverdenen burde gøre brug af for at finde ud af, hvem der er dansk. Eftersom den danske identitet også er meget tæt knyttet til den danske jord, så er det en selvmodsigelse i verdensbilledet, hvis folk, der opfattes som ikke-danske, kan opholde sig på dansk jord. Identitetskrise Jeg vil vove at postulere, at det danske folk lider af en identitetskrise. Og at den bliver værre og værre. Som bevis kan jeg vel bare anføre det danske anspændte forhold til fremmede kulturer på dansk jord; man siger jo, at et dårligt forhold til omverdenen tyder på et dårligt forhold til sig selv. Støtten til det parti, der mere end noget andet definerer danskheden som indpakningen, stiger og stiger, hvor jeg måske ville sige, at den mest danske ideologi er kulturradikalismen. Jeg siger ikke, at det er min personlige holdning, men mere end nogen anden ideologi inkarnerer den de danske værdier om åbensind, frihed og gæstfrihed, og i Danmark mere end noget andet sted har den overlevet diverse angreb og kæmper i øvrigt stadig bravt. Dette er en krise, mindretallet i Sydslesvig aldrig har oplevet. Af naturlige grunde bliver det konstant konfronteret med 'det fremmede'. Derfor er det heller ikke blevet rystet af det fremmedes tilstedeværelse. Med andre ord mener jeg, at det er en repræsentant for den danskhed, der ville have eksisteret, hvis ikke de fremmede var kommet, den fundamentale danskhed. Det ironiske er, at mindretalsdanskerne dagligt ser de fremmede, de har dem endda i deres midte (eller rettere: mindretalsdanskerne er de fremmede). De har ikke oplevet det som nødvendigt at 10 Grænsen nr. 2 april 2009

definere sig selv. For dem er den danske identitet syd for grænsen simpelthen det, de er. En mere åben danskhed Det er en kendsgerning, at dele af en etnisk gruppe, der lever geografisk eller politisk adskilt fra hovedgruppen, for det meste udlever sin identitet i det ekstreme. I Paris har jeg oplevet det, og nu oplever jeg det her. Hvor folk i Danmark ofte går i biografen for at se udenlandske film, så skal der (selvfølgelig) vises danske film, når der holdes filmaften i Den Danske Kirke i Paris. Sagt på en lidt mere kontroversiel måde vil disse gruppedele for det meste være lidt mere danske end danskere. Og dog. Man kan jo ikke undgå at præges af det samfund, man lever i (det hænder faktisk, at jeg føler mig en smule fransk). Sådan er det vel også i mindretallet. De mener, at man ikke nødvendigvis føler sig mindre dansk af også at opfatte sig som tysk eller omvendt. Man kan selv træffe valget. Forestil jer, hvor skønt det ville have været, hvis vi tilbage i halvfjerdserne havde valgt den fundamentale danskhed, essensen. Vi ville have været åbne over for de fremmede også dem der ikke kommer fra Norge. Vi ville ikke have venstrefløjspartier, der føler, at det er nødvendigt at tryne indvandrerne i deres udmeldinger for at få stemmer, vi ville ikke blive forstyrret af synet af indvandrerne på gaden, vi ville måske påskønne det lille pust af noget anderledes. Måske ville vi have et afslappet forhold til andre kulturer og andre religioner, og med lidt held ville det ikke engang skabe debat, at en borgmester er så interesseret i sine medborgeres religion, at han ligefrem tager hen og besøger en af deres moskeer (hvor farligt!). Dette ville igen have forhindret de senere problemer med den dårlige integration i Danmark, da det, der forhindrer de fremmede (som jo i mange tilfælde er født og opvokset i Danmark) i at indleve sig i dansk kultur, i virkeligheden ikke er deres kultur, men vores fremmedgørelse af den og dens repræsentanter, som er opstået, fordi vi ikke længere har det åbensind, der ellers altid har præget det danske folk. Desværre. Det var den forkerte beslutning, der blev truffet dengang. Jeg kan godt se, at dette ikke er en sær- I Danmark kan man lære kulturmøde af de danske i Sydslesvig, fordi de ved, hvad det vil sige at være i mindretal. I efteråret mødtes piger fra Sydslesvig med indvandrerpiger fra København for at udveksle erfaringer.» definitionen på danskhed. For hvis man virkelig vil indvandrernes komme rystede det danske folk vide, hvad danskhed ( ) og i den vaklende identitetskrise danskerne er, hvis man ønsker var i, var man vist ikke rigtig i stand til at skelne at kende den fundamentale (og måske imellem, hvad der var danskhedens essens, og en smule overdrevne) danskhed i hvad der var dens indpakning. modsætning til den overfladiske definition, man bruger i Danmark, så skal man bare vende blikket sydpå (lad gå lig optimistisk slutning, det må jeg hellere da, sydvest fra København) og så har man gøre noget ved. noget, man kan sætte kursen efter, vel vidende, at de hernede nok altid vil tage skridtet videre, fordi de, når de er i dansk humør, udlever den danske kultur den lille bid mere end danskerne, hvilket selvfølgelig gør dem lidt komiske at se på for alle andre. Med andre ord kan de danske syd for grænsen give os et godt grin, ligesom de kan minde os om, hvad der er skidt, og hvad der er kanel. Fortsat håb Altså findes der stadig håb. Der er kun gået tredive år, siden den danske kulturs indpakning begyndte at blive vigtigere end dens essens, den må altså stadig findes mange steder. Man skal bare kunne finde den. På grund af den førnævnte årsag mener jeg, at det er en gave til det danske folk at have et mindretal som de danske syd for grænsen specielt i disse tider, hvor folk i bogstaveligste forstand kommer op at slås om Artiklen er en forkortet udgave af kronik i Politiken den 17. februar Grænsen nr. 2 april 2009 11

Fra sindelag til vægelsind Grænseforeningens indsats med at aktualisere den sydslesvigske mindretalserfaring ind i en moderne dansk dagsordenen har skabt debat. Ikke mindst foreningens engagement i integrationsdebatten, sætter nogle sind i kog. GRÆNSEN vil gerne give plads til en nuanceret debat, og har bedt historikerne René Rasmussen og Axel Johnsen skrive kronikken. Et markant opgør med fortiden kalder de Grænseforeningens nye linje. Af René Rasmussen og Axel Johnsen» I dag er de danske sydslesvigere ikke længere et mål i sig selv. De skal være et middel til at højne tolerancen i den danske befolkning i Danmark over for fremmede kulturer. I den fortsatte sydslesvigske identitetsdebat er der sket en interessant udvikling de seneste år. Tidligere var det sådan, at danskerne som en ganske naturlig ting støttede de danske sydslesvigere. Det eneste, sydslesvigerne behøvede at gøre til gengæld, var at føle sig danske. Og danske var de, når de selv erklærede at være det. Det kalder vi sindelagsprincippet. I dag er de danske sydslesvigere ikke længere et mål i sig selv. De skal være et middel til at højne tolerancen i den danske befolkning i Danmark over for fremmede kulturer. I Sydslesvig mestrer man i modsætning til i Danmark nemlig det vanskelige kulturmøde. Dette er i hvert fald en påstand, vi igen og igen ser fremsat af Grænseforeningen. Denne påstand rummer nogle dybe selvmodsigelser, som vi mener, at Grænseforeningen bør tage klart stilling til. Sydslesvigerne skal ifølge Grænseforeningen også være forbilleder for danskerne nord for grænsen på europæisk niveau. I EU er alle nationaliteter nemlig i grunden nationale mindretal set i forhold til helheden, og i den globaliserede verden vil det enkelte menneske komme til at rumme flere, måske mange nationale identiteter i sig. Dette har de danske sydslesvigere stor erfaring i, og derfor kan danskerne i Danmark tage ved lære. Dette kaldes en åben danskhed. I modsætning til den lukkede danskhed, som det er Grænseforeningens formål at bekæmpe. Multi-kulti-freaks Grænseforeningen understreger, at den i lige høj grad vil bekæmpe yderfløjene med Dansk Folkeparti på den ene side og multikulti-freaks ene på den anden side (generalsekretær for Grænseforeningen Knud-Erik Therkelsens eget udtryk i interviewet Fra ofre til forbilleder, Dansk Folkeoplysnings Samråds hjemmeside, www.dfs.dk). Vi har set mange klare vidnesbyrd om, at Grænseforeningen lægger afstand til Dansk Folkeparti. Men vi har stadig til gode at se den første afstandtagen til... ja, hvem er disse multi-kulti-freaks egentlig? Et godt bud kunne være den danske Duborg-elev Jon Egeris Karstoft, hvis kronik ( Danskhed se Sydslesvig ) blev offentliggjort i både Politiken og Flensborg Avis (hhv. 17.02. 2009 og 28.02. 2009). Karstoft hævdede, at det var danskernes enestående intolerance og fremmedfjendlighed, der var årsag til integrationsproblemerne med indvandrere i dag. Men hvis blot danskerne nord for Skelbækken ville være lige så formidabelt tolerante og åbne som de danske sydslesvigere, så ville der aldrig være opstået nogen problemer med indvandrere. Karstoft definerede ligefrem danskhed som tolerance, åbenhed m.m. Med denne definition kunne han dernæst foretage det kunststykke at frakende danskerne nord for grænsen deres danskhed! Vi rigsdanske er ikke rigtige danske, fordi vi som bekendt er så utåleligt intolerante! Den ægte danskhed (= tolerance m.m.) skulle man ifølge Karstoft til Sydslesvig for at finde. Karstofts kronik er et ekko af Grænseforeningens nye linje. Det bekræftes af, at Knud-Erik Therkelsen på Politikens hjemmeside kalder den for en flot kronik, fornuftig og nuanceret. Desuden bliver der linket til kronikken fra Grænseforeningens hjemmeside. Det er klart, at Grænseforeningen ikke kan tage ansvaret for, hvad Duborgelever skriver. Men alligevel synes vi, at det er berettiget at spørge Grænseforeningen: Er der overhovedet noget i kronikken, som Grænseforeningen ikke er enig i? Hvad skal der egentlig til, før Grænseforeningen begynder at fægte til den anden side også? Misforstået brug af Sydslesvig Vi mener, at det er at vende tingene på hovedet, når det igen og igen hævdes, at danskerne kan blive mere tolerante og åbne over 12 Grænsen nr. 2 april 2009

Axel Johnsen: f. 1970. Historiker. Museumsinspektør ved Museet på Koldinghus. Tidligere museums- inspektør ved Museet på Sønderborg Slot, forskningsstipendiat ved hhv. Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Lands- arkivet for Sønderjylland. Har skrevet en række bøger og artikler om sønderjyske og sydslesvigske forhold. for fremmede kulturer ved at hente inspiration i det flerkulturelle danske mindretal i Sydslesvig. Først og fremmest fordi forholdene i de danske mindretalsskoler ikke kan sammenlignes med forholdene i de offentlige skoler, hverken i Danmark eller i Tyskland. De danske mindretalsskoler i Sydslesvig er langt mere etnisk homogene end de offentlige skoler på begge sider af grænsen. I dag sidder der i en ganske normal dansk eller tysk kommuneskoleklasse 3-4-5 forskellige nationaliteter langt flere, end der sidder i en normal mindretalsklasse i Sydslesvig. Hvad er det så for erfaringer med integration af fremmede kulturer, sydslesvigerne har, som man ikke har nord for grænsen? Mindretallet sorterer jo f.eks. de ikke-integrationsvillige fra allerede fra starten. Hvis en familie ikke i forvejen har en tilknytning til det danske mindretal, men ønsker et barn optaget i en dansk skole i Sydslesvig, så skal forældrene forud for indskrivningen skrive under på, at i hvert fald den ene af dem vil lære dansk, og der står i Skoleforeningens formålsparagraf, at de danske skoler i Sydslesvig skal fremme elevernes bevidsthed om samhørighed med det danske folk. Hvis man som forældre ikke mener at kunne acceptere et sådant formål, så sætter man slet ikke sit barn i en dansk skole. De integrationsproblemer, som det offentlige skolesystem i Danmark og Tyskland kæmper med, findes i udgangspunktet slet ikke i de danske skoler i Sydslesvig! Opgør med fortiden Grænseforeningen og andre fremtrædende Sydslesvig-ordførere gennemfører i disse år et markant opgør med fortiden. For blot 10 år siden var så godt som alle enige om, at sindelagsprincippet var det bærende princip for mindretallene i grænselandet. Det er dette princip, der har gjort det dansk-tyske grænseland til et forbillede for resten af verden. Ifølge sindelagsprincippet bekender folk sig Grænsen nr. 2 april 2009 13

René Rasmussen, f. 1966. Historiker. Arkivar ved Landsarkivet for Sønderjylland i Aabenraa. Har boet ti år i Sydslesvig med ansættelser på Studieafdelingen ved Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig og Dane- virke Museum. Har skrevet en lang række bøger og artikler, navnlig om det dansk- tyske grænselands historie. Redaktør af Sønderjyske Årbøger. til den ene eller den anden nationalitet, og denne bekendelse kan ikke drages i tvivl af nogen myndighed. Man opererede også med en mellemposition af zweiströmige, der stod med et ben i begge lejre, men denne position var forbeholdt nogle ganske få. Positionen var accepteret og anerkendt men altså en undtagelse. Der er intet som helst galt i at være zweiströmig. Men i dag er Zweiströmigkeit - positionen ikke bare accepteret; Grænseforeningen er med til at ophøje den til ideal for grænselandsmennesket; ja, for moderne mennesker i det hele taget. Det er ganske enkelt blevet finere at være zweiströmig end at stå med begge ben i én kultur. Bekender man sig kun til én nationalitet, er man altmodisch uanset om man er nok så tolerant og åben over for andre kulturer. Grænseforeningen er med sin nye linje med til at indføre det omvendte sindelagsprincip, hvor mindretalsmennesket helst skal stille sig lige midt imellem de to nationaliteter (og helst fremsige et par kritiske bemærkninger om danskernes forhold til etniske minoriteter). Derfor er det også ét fedt, hvorvidt man tilhører det danske eller det tyske mindretal. Hovedsagen er, at man tilhører et mindretal. Grænseforeningen fastslår på den anden side igen og igen det stik modsatte, nemlig at man skal være forankret i sin egen kultur, hvis man skal kunne bygge bro mellem nationaliteterne. Det er vi helt enige i. Men vi forstår til gengæld ikke, hvorfor Grænseforeningen så systematisk fremhæver netop de unge sydslesvigere, som offentligt udtaler, at de netop ikke vil forankres til den ene eller den anden side og som oven i købet udtrykker fundamental skepsis med hensyn til den danske identitet. Det mener vi er en inkonsekvens, som Grænseforeningen ikke har formået at skabe klarhed over. Hvordan skal man som ungt mindretalsmenneske åbent og uden forbehold kunne tage imod Grænseforeningens forskellige dansk-kulturelle tilbud, hvis man samtidig bliver belært om, at det er bedst, hvis man undlader at forankre sig i den kultur, som disse tilbud er rundet af? Grænseforeningens nye slogan er et markant opgør med fortiden, og det er misforstået at tro, at man kan bruge sydslesvigske erfaringer i til at forbedre kulturmøde og integration, skriver historikerne Axel Johnsen og René Rasmussen 14 Grænsen nr. 2 april 2009

Danskheden skal udfordres Replik af Knud-Erik Therkelsen Kære René og Axel I spørger retorisk, hvad det er for erfaringer med integration af fremmede kulturer, sydslesvigerne har, som man ikke har nord for grænsen? Svaret er naturligvis: Ingen. I giver selv argumenterne. Det, man har erfaring med i Sydslesvig, er to-sprogethed, evnen til at kunne skifte fra et sprog til et andet som det naturligste i verden, evnen til at kunne begå sig i to kulturer og i øvrigt i en ramme, hvor man kan arbejde sig ind i danskheden uden nødvendigvis at skulle bruge det tyske fjendebillede eller andre fjendebilleder som brændstof. For det er jo det, der sker. De unge Duborg-elever er ofte børn af tyske forældre med sympati for dansk samfunds- og menneskesyn og ikke mindst pædagogik. De unge er, som en stor del af den ældre generation i mindretallet, der blev danske efter nazismens uhyrligheder, født af tyske forældre og nu på vej ind i en dansk identitet. Deres beskrivelser af rejsen er befriende personlige og ægte og ikke som tidligere styret af en overordnet politisk dagsorden (ønsket om en grænserevision), som ikke tillod nogen form for synlig fraternisering med tysk sprog og kultur. Helt ærligt: Hvor mange lussinger tror I ikke, der er leveret i det danske skolevæsen i Sydslesvig, hvis en lærer tog en elev i at tale tysk? Og jeg spørger videre: Hvornår har vi i de sidste 25-30 år set unge sydslesvigere så intenst arbejde med deres egen mindretalsidentitet, skrive artikler, holde foredrag, deltage i ambassadørkorps, holde taler til årsmøder osv. osv.? Det formelig vibrerer af engagement. At deltage i ambassadørkorpset er hot. Jeg kunne også spørge på en anden måde: Hvor i debatten er den generation af 30-50- årige sydslesvigere, som tog uddannelse og arbejde i Danmark? De er der stort set ikke. De brød forbindelsen, fordi de ikke ville spille spillet, nemlig det spil, som fornægtede, at de var vokset op i en blandingskultur, var to-sprogede og ikke kunne genkende den tyske dæmon i deres forældre og legekammerater. Jeg er overbevist om, at det danske mindretals store succes siden 2. Verdenskrig skyldes de gamle sydslesvigeres enorme indsats i den tids dagsorden. Mindretallet og vi i Danmark er dem stor tak skyldig for deres arbejde. Men det danske mindretals succes i de kommende 50 år skal realiseres i en helt anden dagsorden, hvor to- eller flersprogethed og evnen til at håndtere kulturmødet bliver af afgørende betydning. Det åbner for den overvejelse, at det danske mindretal måske skal finde sit eksistensgrundlag et andet sted end de første årtier efter Genforeningen. Danskheden, dansk sprog og kultur skal leve på andre vilkår end tidligere. Vore børn skal leve og arbejde i et tættere og tættere samarbejde med andre folk og sprog, end vi selv gjorde, for at løse de enorme fælles udfordringer, vi står over for. Den danskhed, vi udviklede fra 1850 erne og frem, var anderledes end den danskhed, som kendetegnede enevældens undersåtter, og den danskhed, fremtiden kalder på, er igen anderledes. Jeg tror personligt, at vi danskere har meget at lære af de unge sydslesvigere, fordi deres danskhed er udviklet i et konstant møde med det tyske, i stadig dialog og ikke i afgrænsning til det tyske. Det er det, Grænseforeningen forstår ved en åben danskhed. Da vi drøftede vores slogan med vores kommunikationsbureau, frarådede de kraftigt, at vi anvendte ordet danskhed, fordi begrebet i den danske offentlighed var så betændt af værdidebatten, at det gav negative associationer. Men vi insisterede på, at begrebet danskhed måtte med. For at tydeliggøre, hvad det var for en danskhed, vi mente, blev det til en åben danskhed. Vi vil de andre uden at opgive os selv. «det danske mindretals succes i de kommende 50 år skal realiseres i en helt anden dagsorden, hvor to-eller flersprogethed og evnen til at håndtere kulturmødet bliver af afgørende betydning. Jeg synes ikke, I læser Grænsen ordentligt, for så kunne I ikke spørge, hvornår Grænseforeningen begynder at fægte til den anden side. Grænseforeningen har gentagne gange, også i andre medier, tydeligt tilkendegivet, at den udvikling, hvor dansk forsvinder som undervisningssprog på vore universiteter, er en uhyre farlig udvikling. Det er et godt eksempel på multi-kulti-freaks, endda placeret på samfundets top, som er fløjtende ligeglade med det danske sprogs vilkår i en globaliseret verden, og som med modsat enten-ellerretorik hævder, at dansk ikke dur, og derfor kan vi lige så godt gå over til engelsk med det samme. Hvorfor ikke fremhæve to-sprogetheden og det ydmyge synspunkt, at hvis udlændinge ønsker at studere på danske universiteter, må de gøre sig den ulejlighed at lære dansk. Jeg så gerne, at flere sydslesvigere blandede sig i debatten i Danmark, dels fordi sydslesvigerne har noget væsentligt at bidrage med, dels fordi kendskabet til den sydslesvigske virkelighed er så minimal i Danmark. Det gjorde Jon Karstoft i sin kronik, og det er det, jeg roser ham for. Jeg fastholder, at jeg ikke vil tage noget ansvar for, hvad han skriver, men alene rose ham for at gøre det og dermed opfordre mange flere sydslesvigere til at blande sig i debatten. Og gerne på de virkelige præmisser. Med forhåbning om en fortsat konstruktiv debat. Grænsen nr. 2 april 2009 15

Tessa feriebarn Sydslesvigske Børns Ferierejser fylder 90 år i år. Som en passende fødselsdagsgave finder feriebørnene vej ind i dansk litteratur i Hans Otto Jørgensens meget roste selvbiografiske roman The Factory. GRÆNSEN har fået lov at bringe romanens første kapitel, hvor Tessa fra Sydslesvig kommer på ferie. P Jeg så hos min mor forleden det tæppe, Tessa vævede til hende for mere end tredive år siden, og det var lige så smukt og klart i farverne som dengang. Det var meget rørende at se, men på en måde også meget sørgeligt. Det lå over ryggen på en stol i udestuen, men det var slet ikke falmet. Også min mor og lillesøster undrer sig over, at det har beholdt farven, det har sin fulde glød, efter alle de år, det burde ikke kunne lade sig gøre. Det er gult og orange. Det er uld. Naturligvis er det uld. Faster fik et blåligt, men det er gået al heden. Jeg er plyshåret, mine arme tynde, det er næsten ikke til at forstå, når man ser på billedet, hvor vi alle står opmarcheret i haven, min bror og min søster Anne, min fætter Svend, kusinerne fra København og Tessa, at jeg har så megen vilje, at jeg næsten kan ødelægge mig selv. Jeg er forelsket. Jeg vil være fej. Jeg befinder mig altid i en tilstand af kold beregning og panik. Jeg er otte, næsten ni, Tessa femten, hun er feriepige fra Sydslesvig og er kommet hver sommer, så længe jeg husker. Det er organiseret gennem Grænseforeningen, gennem det, der hedder Sydslesvigske Børns Ferierejser. Der findes billeder, hvor hun står med mig på armen, kører med mig i barnevognen. Det her må være på vejen op til sandgraven. Jeg gad vide, hvem der har taget det, hvad sjovt der er blevet sagt. Hun ler. I baggrunden hestene, de to store belgiere, Musse og Hvidfod. Jeg tør ikke lægge for meget i det, men det kan ikke undgås, hver gang vi er på familieudflugt og kommer i et anlæg, i Hurup eller i Lynæs eller Roslev, omgivet af en bøgehæk, i nærheden af et pindsvin, så er der rejst en sten for genforeningen, og så tænker man, at der er nogen, der ikke blev genforenet 1864 1920 Lyden af vores skridt minder mig om Tessa, påfugle i en voliere og den altid lige forladte friluftsscene fortæller mig, at vi for evigt er forbundne. Hun er halvdelen af tiden hos os og halvdelen af tiden hos Faster, vi deler hende. Ligesom vi deler maskiner, vi har den første traktor i fællesskab, den første radrenser, siderive, presser, roeoptager. Og selvom hun indgår i den store husholdning med karl og pige, min bedstefar, far og mor og os søskende og feriegæster, vi spiser i haven, jeg synes hele sommeren, er det alligevel, som om hun ikke hører til. Jeg er bange for hende. Vi sælger Dybbølmærker, hvert år på Dybbøldag sender min bedstefar min storesøster Anne og mig af sted på cykel. Det er derfra, vi kender alle bryggerser, vi kender dem på lugten, det er nogle gange, så man ligefrem må snappe efter vejret, vi ved, hvilken hund de har, og om den får lov at komme ind. Vi ved på forhånd, om vi sælger noget, eller om vi ikke gør, det afhænger af sindelaget, men vi snyder ikke, tør ikke andet end køre hele vejen ud til Stengården, til min fars fætter Bertel og Åge Fyrpasser. Et mærke koster femogtyve øre, men der er også dem, som lader os beholde det, så vi kan stikke pengene i lommen til os selv. Og jeg får dårlig samvittighed i forhold til Tessa. Vi gør det gode. Hun længes hjem og får lov at ligge mellem min far og mor. Hun er lille, men hun vil være lille. Så er hun urimelig, savner sin mor, hun er overtræt. Vi er alle sammen trætte. Så får hun lov at komme ind og ligge i sprækken, til sidst, i dobbeltsengen, i den lugt, der så er. Når hun samtidig tænker på ordet hest, og der er den lugt af hest. Det er den lugt af krop, når hun samtidig tænker på ordet legeme. Om krop og legeme er det samme. Hun vil ikke, at kroppen er et legeme, for legemet minder om død og om guds engle, der flyver af sted mod himmelporten med de salige. Men hun vil ikke dø. Hun vil leve. Min bedstefar køber en ny hest efter Musse og Hvidfod, da de kom på slagteriet og blev erstattet af traktor.det er en nordbagge, den er gul, med vildtstribe som et æsel, en sort ål, der løber fra pandelokken over manen og hele vejen hen over ryggen til halespidsen. Den har et stort hoved og en stor krop i forhold til de lidt tynde ben, og jeg giver den navnet Przewalski, eller bare P, efter den vilde Przewalskihest på de mongolske stepper. Det er ikke en Przewalski, men den ligner, ligesom den ligner de uddøde forhistoriske heste på hulemalerierne på loftet i Font-de-Gaume, hvor jeg var med Inés i sommer. Den har noget dalagtigt over sig, står helt hernede og skuer mod fjeldet. Den vender ørerne. Er det en ørn, en glente, har den set alt det, hørt lyden af kobjælder på vej hjem fra sæteren, sjasket med halen efter disse irriterende sværme af myg. Det er, som al erindring er indlejret i den. Den vil ikke tage bidslet. Den går for hesteriven og for hyppeploven, når vi hypper kartofler, da vi lægger plænen om i haven, får den et led af smuldreharven at trække, men går ellers og bliver noget doven. Men Tessa får den rørt. Vi skiftes til at ride, uden sadel, bare med en sæk over ryggen på den. I middagspausen, 16 Grænsen nr. 2 april 2009

Foto: Morten Holtum Hans Otto Jørgensen, født 1954. Debuterede i 1989 med Tårnet. Siden er det blevet til mere end 20 romaner og novellesamlinger. når solen står højt og græshopperne knitrer i det høje græs, eller bedre efter aftensmaden. Når vi er færdige i stalden, vi har spist og er færdige med opvasken. Vi tager vejen ud gennem det ene gårdsled, rundt om haven og tilbage ind gennem det andet gårdsled. Men det er noget midlertidigt, det får ende. Jeg ved det. Jeg ved, hun er træt af det, at hun kun venter på en anledning, at hun skal overvinde sig selv til at sige det, at nu rider hun sig en tur. Så gør hun det, forsvinder ad markvejen, nu sætter hun i galop, og ikke to minutter efter forsvinder også Frits samme vej, ad markvejen, på sin knallert. Frits er vores karl. Jeg er jaloux. Frits kommer fra en lille hvidkalket ejendom i Nautrup, moren er en Terp, hun har sine principper. Gruset på gårdspladsen ud mod vejen er altid revet, der er stokroser, et trug med ærteblomster, der er ingen, der skal komme og sige dem noget på. Han er fæstet for et år, fra november til november. Han er vild, farer af sted på traktoren, vognen svinger fra den ene side til den anden, Grænsen nr. 2 april 2009 17

man kan dårligt holde sig på. I høst, når jeg kører frem, han forker op, og min søster Anne lægger læs, falder jeg i staver, og så hamrer han igen forken ned i skærmen, så jeg farer sammen. Han er ikke rar. Han driller. Han allierer sig med min bror og driller mig. Men han er også kun seksten år, jeg bærer over med ham. Jeg stikker af, da han vil vaske mig i sne, gemmer mig i roehuset, bag døren, hvor Sussi lå og var død, men da vi sammen skal tage halm fra, en hel lang eftermiddag på staldloftet, skal jeg se på, at han onanerer. Han tager sin tissemand frem og gnider på den, til den skummer. Men jeg er mere intelligent end ham, det» hver gang vi er på familieudflugt og kommer i et anlæg, i Hurup eller i Lynæs eller Roslev, omgivet af en bøgehæk, i nærheden af et pindsvin, så er der rejst en sten for Genforeningen, og så tænker man, at der er nogen, der ikke blev genforenet er min faste overbevisning, og hvis intelligensen ikke er nok, har jeg trods alt rygstød i min familie, at det er hos os og ved vores nåde, han tjener sit brød. Det er vores gård. Min far er stærkere end din far. Eller han har i hvert fald mere magt, mere jord, han betyder noget. Det skinner altid igennem. Martin, ham som kommer efter Frits, og som jeg altid er på kant med, kalder jeg altid kun HUFM, Ham Ude Fra Menneskefarmen, fordi han kommer fra en ejendom med tolv børn på rad. Jeg holder øje med Tessa, jeg kan ikke lade være, gemmer mig i stalden og ser hende kæle for Przewalski. Men hun ved, jeg er der, hun fornemmer det. Men det er ikke engang pinligt. Det er det modsatte. Hun kæler for den, stryger den over ryggen, ned over flankerne, over bringen, hun lægger sin kind ind til dens hoved og kysser den. Det er det, jeg står og ser på. Det er noget, jeg aldrig har set før, at nogen kan være så glad for P. Det husker jeg. Jeg kan ikke lade hende være i fred. Jeg kan ikke tåle at se hende i shorts, hendes bluses firkantede udskæring og sandalerne snøret med lange snører op om læggen. Det er det, der får det til at summe sådan i mig. Som sår og operationsar gør. Vi kører efter grønt i marken, vælter rundt i læsset, jeg dynger hende til, Frits kører traktoren, vi flyver af sted. Vi sidder om aftenen på brinken ned mod Noret, jeg er i vejen. Jeg er irriterende, men hun nænner ikke at sende mig væk. Han er sur. Det er aften, han er vasket, nyfriseret og i sit pæne tøj, mens jeg sidder og smuldrer jordknolde mellem fingrene. Jeg tager en ny og smuldrer også den. Men hun vil ikke af med mig. Skrid så med dig. Men hun vil beholde mig. De er trætte af mig, at have mig som halehæng, men jeg kan ikke få mig selv til at gå. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal bære mig ad. Jeg vil helst og vil alligevel ikke, der må ikke ske noget, som jeg ikke ved noget om. Jeg kan ikke holde ud at tænke på, at han skal have sine hænder på hende, de er ru, at hun ikke vil tage dem af sig. At han skal gramse. Jeg vil være hos dem. Jeg ved ikke, hvordan jeg kan vide det, og jeg ved heller ikke præcis, hvad det er, jeg ved, og hvad det betyder, men der er blod på lagnet på Frits seng på kammeret, og det er Tessas blod. Min mor snerper munden sammen, min far er helt grå i ansigtet, der bliver ikke sagt et ord, og alligevel ved jeg det. Det er det, det summer af. Hele det mørke loft, fra trappen op fra bryggerset og hele vejen hen til kammeret, summer af det. Min farmors medicinkasse, de mange flasker med pulvere og uklare væsker, min farbror Ewalds udstoppede fugle og firben og snoge og hugorm i sprit, de gulnede breve i det gamle chatol, musegiften, alt sammen taler det om blodet, summer som møgkager fyldt med æg og maddiker. En spand med frøer. Han kan skrive den mand! Hans Otto Jørgensen lyser op blandt tidens forfattere, og er en af de største nulevende litterære fortællere. The Factory er en stærk selvbiografisk roman, der følger op på Hestenens Øjne, der udkom sidste år. Den drømmende dreng i Hestenes Øjne bliver i The Factory til en utilpasset, uforsonlig ung mand i 1960 erne, der havner på en lang deroute. Der er barske beskrivelser af en selvdestruktiv adfærd gennem misbrug og hårde stoffer i forsøget på at finde ny mening. Derfor titlen. The Factory var kunstneren Andy Warhols bygning i New York, hvor udstødte, misbrugere og kunstnere mødtes, og hvor en tilstand af kaos og skabelse gik hånd i hånd. Men de destruktive sider beskrives i en underlig og forunderlig blanding med følsomme sindbilleder fra barndommens tryghed med et livgivende sammenhold i familien. Vi hakker roer min mor har bare arme Jeg elsker hende, og jeg elsker at arbejde sammen med hende. Vi får noget fra hånden. Arbejdet er det samlende. Ingen kan som Hans Otto Jørgensen beskrive, hvordan der køres med traktor, pløjes, køres med hølæs. Efter en dramatisk tur som en del af 1960 ernes ungdom på godt og ondt og mest på ondt bliver en tilbagevenden til ploven da også sidste udvej. The Factory er en roman om bestræbelserne på at komme til at tilhøre sig selv, som den man er med den fortid, man har med sig. Der er lagt op til en efterfølger. Hans Otto Jørgensen: THE FACTORY. Roman. Gyldendal. 208 sider. 199 kr. Udkom 12. februar el 18 Grænsen nr. 2 april 2009

Foto: Scanpix Grænseforeningen har en lang historie men: Det er nu, vi lever ikke i 1920 Grænseforeningen har 99 lokalforeninger, hvis opgave det er, med udgangspunkt i foreningens formål og værdier, at lave folkeoplysende arbejde. En af de mest aktive er Grænseforeningen for Ringkøbing og omegn, som ikke vil acceptere snakken om, at forenings-danmark er i krise. GRÆNSEN har været i Ringkøbing. Af Erik Lindsø Danmark er kendt for sit foreningsliv, og foreningslivet hører med, når vi fortæller om vores nationale særpræg. Ebbe Kløvedal Reich er kendt for bemærkningen om, at hver gang fem danskere er samlet, opstår der mindst tre foreninger. En undersøgelse fra Syddansk Universitet i 2006 *) anslår, at der i Danmark er ca. 65.500 foreninger, hvor en stor del af dem er under paraplyen fra en af de små 3.000 landsorganisationer. Det frivillige foreningsliv fremhæves ofte som en væsentlig side af det danske demokrati. Et aktivt og engageret foreningsliv er en af forudsætningerne for, at unge tilegner sig fundamentale værdier som evnen til dialog, respekt for andre og ansvar for hinanden. Ebbe Kløvedal sagde, at et foreningsmenneske hilser farvel med et pas på hinanden, mens den individualiserede borger siger pas på dig selv. Forenings-Danmark er uden x-faktor Men foreningslivet har fået problemer. Foreninger under folkeoplysningsloven føler sig økonomisk sat under pres af stat og kommuner. Samtidig viser undersøgelser, at mange af de frivillige, ulønnede græsrødder i de store landsdækkende folkelige foreninger føler, at der er sket en udvikling, hvor afstanden mellem top og bund i deres foreninger er blevet for stor. På det lokale plan er det blevet svært at skaffe frivillige, og medlemstallet i mange foreninger er vigende. I takt med befolkningens stigende mobilitet, internationalisering og velfærdssamfundets mange tilbud, er den moderne dansker blevet et troløst foreningsmenneske, der zapper mellem de bedste tilbud. Et livslangt og kulturelt forankret forhold til en forening findes i dag kun i den ældre generation. Med i analysen hører endvidere, at det er svært for det folkelige Danmark at få medieomtale. I medieverdenens optik har foreningslivet ingen x-faktor. En moderne forening skal tilbyde oplevelser Nogle af tendenserne kendes også i Grænseforeningen. Medlemstallet falder, det er svært at få fat i nye medlemmer og vanskeligt at få nye med i det lokale arbejde. Strukturen ændres, og lokalforeninger slås sammen. Nogle af de centrale initiativer skaber debat, f.eks. foreningens engagement i kulturmøde og integration. En moderne forening skal i dag skabe oplevelser, siger Svend Beiter, der er formand for Grænseforeningen i Ringkøbing og omegn. GRÆNSEN er på besøg hos Svend Beiter for at høre en succeshistorie. I Ringkøbing har de medlemsfremgang, et højt aktivitetsniveau og mange arrangementer med stor tilslutning. Med omkring bordet sidder også bestyrel- Grænsen nr. 2 april 2009 19

sesmedlemmerne Kirsten Schmidt og Peter Johannsen samt Svends kone Birgit. I dag har mennesker mange flere tilbud at vælge imellem, end de havde for bare få år siden. Vi er hele tiden i konkurrence med andre foreninger, og derfor skal vi hver gang lave noget, der er bedre end de andre, forklarer Svend Beiter. Mennesker er mere kritiske i dag, de vil opleve noget, når de går ud noget de bliver inspireret af, og som de kan fortælle videre om til andre, supplerer Peter Johannsen. Det er vigtigt, at der er noget til både øjet, øret og ganen, bryder Birgit Beiter ind. Ja, det sociale er meget vigtigt, tilføjer Kirsten Schmidt. De to kvinder rammer noget centralt, hvis man skal tro på de undersøgelser, som medieverdenen retter sig efter: Der skal være en god stemning, ligesom når vi føler os velkommen i folks stuer. Og vi kan bedre lokkes, hvis der også er et kulinarisk islæt. Selv i morgen-tv laver de mad! Alt dette er de opmærksomme på i Ringkøbing, og mener selv, at de har skabt et godt miljø omkring deres forening som et sted folk gerne vil komme. Meget andet end mindretallet Vi dør, hvis det vi laver, kun handler om mindretallet i Sydslesvig, forklarer Svend Beiter, der synes man skal se på en lokalforening som en kulturforening, der naturligt også interesserer sig for en lang række andre emner. I deres program for 2009 ser man da også foredrag om så forskellige emner som Gotland, Thy-lejren og Havhingsten. Hvis vi finder et aktuelt emne eller en god og gerne morsom foredragsholder, så er det med til at trække folk til, siger Peter Johannsen. I Ringkøbing mener man ikke, at man hermed går på akkord med Grænseforeningens formål. Det er nu vi lever, ikke i 1920, og mange af de emner vi tager op handler på den ene eller anden måde om mindretalsforståelse, danskhed, identitet, kulturmøde alt sammen noget der er med i Grænseforeningens værdier. Men vi prøver at se dem i en nutidig sammenhæng, og sådan som mennesker i dag gerne vil møde og opleve disse emner, siger Svend Beiter og tilføjer: Jeg tror, at for mange i Grænseforeningen går med skyklapper på. De lever i fortiden og ser deres lokalforening som en hjemstavnsforening og Danmark som et kolonihavehus. Det personlige møde Vores arbejde med Sydslesvig er på det personlige plan gennem venskaber, siger Kirsten Schmidt. Og de fortæller, hvordan de i mange år har haft et nært forhold til befolkningen i landsbyen Humtrup i Sydslesvig et faderskab, som de selv udtrykker det. Gensidige besøg og tætte kontakter venskaber, hvor man føler sig forpligtet på hinanden har skabt et stærkt bånd mellem sydslesvigske Humtrup og danske Ringkøbing. Det er i det personlige møde mere end på det teoretiske plan, at man i Ringkøbing oplever og forstår udviklingen i Sydslesvig. Svend Beiter uddyber: Historien spiller selvfølgelig en rolle, men kultur handler om mennesker om menneskelig kontakt. Snakker vi om en mindretalskultur, som den i Sydslesvig, er det vigtigt, at den har kontakt til sin hovedkultur, og hvis det sker gennem det personlige møde, forstår vi løbende hinandens forandringer. Vi holder hinanden opdaterede ja, vi holder hinanden i live, fordi vi på den måde bliver forpligtet på hinanden. Beiters rejser Den store succes i Grænseforeningen i Ringkøbing er rejserne med Svend Beiter som ankermand. Man har efterhånden udviklet Grænseforeningen som en lokal ekspert på kulturrejser. Man har turneret Sydslesvig på kryds og tværs, men rejserne har også andre mål. I år skal man bl.a. til det glemte DDR og vadehavsøen Pellworm. Programmet til Pellworm laves sammen med venskabsbyen i Humtrup. Fire rejser om året, arrangerer de, og rejserne er populære, ofte overtegnede, og de udbydes til alle interesserede. Mangler man penge, er det noget man skaffer I Ringkøbing vil man ikke høre klynk slet ikke om foreningsøkonomiske lommesmerter. De aktiviteter, vi laver, skal selvfølgelig give overskud, og laver vi et ordentligt indhold, vil folk jo godt betale en god pris også i Vestjylland, siger Svend Beiter, og lader på vestjysk forstå, at de har et pænt beløb opsparet på bankbogen. Kirsten og Peter fortæller, at Svend er god til det med penge, og vil den ene bank ikke sponsorere et arrangement, så skal han nok få den anden til det. Dygtigt samarbejde med kommunen, virksomheder og andre foreninger er også en del af succesen i Ringkøbing. Ikke blot giver samarbejdet mulighed, for at vi kan få en dyr foredragsholder, men vi inspirerer også hinanden, forklarer Peter Johannsen. Det med indvandrere Snakken når til de initiativer, som hovedkontoret i København tager. Vi er helt med på, at vi skal være folkeoplysende og det ikke længere er vores opgave at samle penge ind til Sydslesvig. På det område kan de godt klare sig selv nu, siger Svend Beiter. Der skal hele tiden ske noget nyt, for ting har jo deres tid. F.eks. tror vi ikke meget på det med feriebørnene, fordi det ikke passer til nutidens familier, siger Kirsten Schmidt. Ambassadørkorpset er man begejstret for. Men GRÆNSENS udsendte mærker en varm kartoffel og spørger direkte: Hvordan ser I på initiativet med, at de erfaringer der er gjort med mindretal i Sydslesvig måske kan bruges til at skabe bedre integration og kulturmøde i Danmark?. Birgit og Svend har arbejdet med flygtninge og synes godt om initiativet. Kirsten stritter imod. Peter siger ikke rigtigt noget. Der svares på vestjysk. Kulturmøde og indvandrere er efterhånden det eneste, vi kan blive uenige om i konsensus-danmark. Således også i en dagligstue en formiddag i Ringkøbing. Der skal være mulighed for at afprøve nye veje, siger Svend Beiter. Ja, og der er da tit kommet noget godt ud af, at vi ikke er enige tilføjer Peter Johannsen. Kirsten, Peter og Svend har alle tre siddet i kommunalbestyrelsen sammen for hver deres parti. De er vant til, at uenighed ikke gør noget. *) Bjarne Ibsen: Foreningslivet i Danmark, Syddansk Universitet, 2006 20 Grænsen nr. 2 april 2009