Mål I min opgave vil jeg komme ind på, hvordan jeg som pædagog kan hjælpe med til, at vanskelige afhentningssituationer gøres lettere både for børn og forældre. Hvad gør barnet i afhentningen? Hvordan skal en mor få børnene med hjem, hvis ikke de vil? Jeg vil i min opgave bl.a. koncentrere mig om, hvordan afhentningen kan forløbe uden at det behøver at være en kamp mellem børn og forældre. Derudover vil jeg se på vigtigheden af, at der er en klar dialog mellem både barn-voksen og voksen-voksen. I såvel små som store problematikker omkring barnet og dets relationer må personale og forældre arbejde sammen og hjælpe hinanden. Metode Mine iagttagelser tager udgangspunkt i et tvillingepar - en pige og en dreng på fem år, som er begyndt i børnehaveklasse. I to af mine iagttagelser har jeg brugt iagttagelsesmetoden fra Marianne Hedegaards Beskrivelser af småbørn. Derudover har jeg genfortalt i et kort referat, hvordan jeg handlede før min opmærksomhed blev skærpet omkring disse afhentninger af Astrid og Malthe. Det er først efterfølgende, at jeg kunne se, at min handlen måske ikke var hensigtsmæssigt. Derfor kan jeg ikke give den samme præcise gengivelse som i de to andre situationer. Mine commonsense bemærkninger og genfortælling vil være farvet af, at det er min oplevelse af situationen. Da jeg er den eneste fra personalegruppen, som var tilstede, har jeg ikke kunne få videre med- eller modspil til mine personlige vurderinger. Her kunne en videooptagelse evt. kunne klargøre nogle vigtige detaljer (Om observation i institution og skole s. 29.) Begrebsafklaring Tydelig kommunikation bevirker, at man lettere kan forstå meningen i kommunikationen/samtalen. Ligeværdighed betyder, at alle har samme værd også selvom forholdet er ligestillet. Punktuering er en formodning. Fx bestemmer punktueringen oplevelsen af relationen mellem de, som kommunikerer. Iagttagelser (se bilag 1) Jeg har valgt to iagttagelser af et tvillingepar fra børnehaveklasse, som foregår i to typiske og lignende afhentningssituationer på fritidshjemmet. Iagttagelserne skal belyse to eksempler på en 3
mors daglige besvær med at få børnene med hjem. I min gennemgang vil der ikke skelnes meget mellem de to børn, da det ikke er deres forskelligheder, jeg vil beskæftige mig med. Som iagttager og øvelsespraktikant kom bl.a. disse lidt problematiske afhentningssituationer i fokus efter flere oplevelser af den slags. Udover de to iagttagelser har jeg genfortalt, hvordan jeg handlede disse situationer, inden jeg blev opmærksom på det som en problematik. Dagligt problem med afhentning Astrid og Malthe er to velfungerende og aktive børn, som er glade for at komme på fritidshjemmet. De er selvstændige og er ikke bange for at sige, hvad de gerne vil og ikke vil. De er som regel i gang med noget, når moren kommer for at hente. Hvis ikke de er, kan de hurtigt finde noget at lave. For det meste står moren og ser på børnene og deres foretagender. Hun stopper ikke deres leg med det samme, men spørger efter lidt tid, om de vil med hende hjem. Dette gør det ikke lettere for hende, da hun lægger det over til dem i første omgang, og de svarer nej jf. iagttagelse 1 (I1), 2-3. Dette bevirker, at hun giver dem længere tid og fx forlader fritidshjemmet for en tid jf. I1 1,4-5. Derefter prøver hun med fast tone at fastslå, de nu skal tage med hjem, men børnene tror, at de kan gentage det og få længere tid endnu jf. I1,7. Moren prøver at få Astrid til at komme ved at sige hun skal finde sine sandaler, men Astrid tager for givet, at moren alligevel vil give op og finde dem for hende I1,14. Dette ses gentagne gange, at hun giver besked på noget, men ikke følger op på det. Det gælder både når det er oprydning og afhentning I1,6,12 og I2,4 og 6. Moren virker derfor eftergivende og viljesvag, da hun ikke reagerer på den manglende respons fra sine børn. Det virker som om børnene præcis ved, hvad de skal gøre for at få lov til at bestemme. Deres samværsmønster kan have en snært af den selvartikulerende mønster, og samtidig vil jeg beskrive dem som samværskompetente (Barndoms psykologiske facetter s. 167-169.) Hjælp fra personale I de to iagttagelser stopper jeg tenniskampen og spillet I1,15 og I2,3 for at hjælpe moren til at få børnene med hjem. De har slet ikke tid til at tale med hende, før den igangværende aktivitet er sluttet. En direkte påmindelse om at børnene skal med deres mor hjem, bliver også taget til efterretning i hvert fald i genfortællingen. Dog blev det kørt for langt ud, inden jeg greb ind og hjalp til. Før jeg blev opmærksom på at stoppe aktiviteten indenfor en vis tidsramme, når moren kom, kunne der gå lang tid med, at hun kæmpede for at få dem til at høre efter hende. I 4
iagttagelserne går jeg ind og tackler situationen på forskellig vis - lige fra at være passiv jf. genfortælling til at stoppe aktiviteten og sige, at jeg vil have, de skal tage med deres mor hjem I1,15. Mangel på tydelighed Et af de største problemer er, at moren ikke altid kan trænge igennem til sine børn og være konsekvent overfor dem. Hun virker meget usikker og spørgende, når hun kommer for at hente og alene dét, opfanger børnene og udnytter jf. I1,1. Måske kan dette også være i forhold til personalet, som er tilstede. Hun undskylder afhentningssituationerne og prøver at lade som om, at det ikke er et problem for hende I2,10. Selvom hun til en pædagog har nævnt sine problemer omkring, at Astrid styrede for meget. Det er vigtigt, at moren i sin kommunikation med børnene udviser en klar og tydelig holdning til, hvornår hun gerne vil se lidt på deres leg, og hvornår hun vil have dem med hjem. Jeg mener ikke, at børnene selv kan eller skal administrere dette som 5-årige. Hun har myndigheden over sine børn og har dermed også størstedelen af ansvaret for deres opdragelse og sociale forståelse. Børnene kan beskrives som grænsesøgende. De prøver af, hvor meget de kan få lov til at bestemme. De har brug for en tydelig og klar besked fra deres mor. Kunsten her vil være at finde en balance, hvor de får lov til at have medbestemmelse indenfor visse rammer. Børn skal ikke styre deres forældre, og forældre skal heller ikke diktere deres børn. Børnene skal tilegne sig en social kompetence, så de kan indgå i forhold til andre børn og voksne og få en forståelse af relationerne. Enhver funktion i barnets udvikling opstår to gange: Først på det sociale niveau, senere på det individuelle. Først mellem mennesker, dvs. interpsykisk, og så i barnet dvs. intrapsykisk. De erfaringer barnet har gjort sig om mellemmenneskelige relationer i forhold til de voksne, bliver en del af barnets forestillinger om hvad relationer generelt set handler om, og dette overføres til barnets relationer til kammeraterne. (Børneliv og opdragelse s. 96.) Derfor har det stor betydning, at børnene kan få udviklet deres interpsykiske relationer. Det er vigtigt at lade børnene erfare et ligeværdig forhold, men ikke nødvendigvis et ligestillet forhold. 5
Vigtige elementer i kommunikation Ligeværdighed er en kvalitet, som dagligt må indlæres (Dit kompetente barn s. 32-37). Det ideelle i forholdet mellem barn-voksen er en ligeværdig dialog. Tydelighed er en vigtig bestanddel i denne kommunikation, så parterne kan opnå en forståelse for hinanden. Her taler vi ikke kun ordene, som kommer ud, men hele holdningen. Enhver kommunikation har et indholdsaspekt og et relationsaspekt. Indholdet af kommunikationen afhænger også af relationen, hvilket kan gøre at det er svært for en mor at sætte sig igennem overfor sine børn. Pædagogen har en anden forudsætning og ikke de samme følelser omkring dialogen med børnene. I dette tilfælde er indholdet af morens kommunikation meget uklart og dermed bliver relationen også usikker. Det er der kommer til udtryk i disse afhentninger af Astrid og Malthe. Oplevelsen af denne relation bestemmes af punktueringen af konsekvenserne mellem de som kommunikerer. Det, jeg som pædagog prøver, er at bestemme punktueringen i kommunikationen mellem de to børn og deres mor. Moren vil højest sandsynlig se på kommunikationen med sine børn på en anderledes måde. Alle i iagttagelsen har alle forskellige forestillinger og forudsætninger, hvilket gør at der ikke er den samme opfattelse af dialogen (Dialog og gensidig forståelse s. 39). I følgende afsnit vil jeg komme med nogle forslag til, hvad pædagogen kan gøre for at hjælpe til i disse afhentninger, så børnene og moren kan få en bedre kommunikation og gensidig forståelse. Autoritet og konsekvens Pædagogens rolle er at understøtte det, som moren siger til børnene og fornemme, hvad der skal til. Det er en oplagt mulighed, at pædagogen tager en samtale med moren og spørge hende, hvordan hun oplever afhentningen, og om hun gerne vil have, at personalet hjælper hende med at få børnene med hjem. Samtidig kan moren få nogle redskaber, så hun kan være mere tydelig overfor børnene. Fx gøre opmærksom på at børnene skal opleve, at hun ikke viger i forhold til dem og er konsekvent i sine beskeder og krav til børnene. Hvis hun er eftergivende hver gang børnene siger fra, skal hun ikke regne med, at de tror, at der er hold i hendes krav til dem. I denne forbindelse betyder det også meget, at pædagog, som måske går ind og hjælper moren, understøtter hendes krav til dem. I stedet for at lægge valget hen til børnene eller komme med begrundelser, som bygger på at institutionen lukker jf. genfortælling. Idet pædagogen understøtter moren, kan det forhåbentlig hjælpe til, at børnene hører mere efter, hvad hun siger. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at det ikke kommer ud, som alene pædagogens forventning nu skal du hjem!, men nu skal du høre, hvad din 6
mor siger. Hun vil gerne have dig hjem nu! jf. I1,15. Autoriteten må ikke tages fra moren, men pædagogens rolle er at hjælpe hende og børnene. I begge iagttagelser ses det, at aktiviteten stoppes, inden de tager hjem med deres mor. I iagttagelse 1 og 2 er Astrid og Malthe de eneste, som er med, så det falder helt naturligt, at tenniskampen og labyrintspillet stopper. Jeg mener ikke, det er nødvendigt, at pædagogen stopper en aktivitet med flere børn, for at en eller to skal hentes. Konklusion Samles der op på denne problematik omkring afhentning af Astrid og Malthe, må man sige, at der skal være en mere tydelig og konsekvent mor. Børnene skal lære, at de ikke kan styre deres mor. De prøver grænser af, og moren sætter ikke disse grænser i forbindelse med sin afhentning, hvilket gør det sværere for børnene at tilegne sig en sund interpsykisk erfaring og forståelse af relationen mellem dem og deres mor. Moren skal bevare et ligeværdigt forhold til sine børn, men må gerne vise at de ikke er ligestillet. Det virker til, børnene har det forhold til personalet, da de går med hjem når de sætter ind og hjælper i afhentningen. Moren skal også ses som en autoritet, idet hun har myndigheden over dem og skal opdrage dem. Derfor ville det sandsynligvis hjælpe med en klar kommunikation, hvor hun er bevidst om både indholdsaspektet og relationsaspektet. Punkteringen i dialogen vil ses forskelligt af børn, mor og pædagog, men tydelighed i kommunikationen skulle gerne hjælpe en gensidig forståelse på vej. Et handlingsforslag i dette tilfælde kunne være at holde en samtale med moren og høre, hvad hendes tanker omkring afhentningen er. Derudover kunne man give hende nogle redskaber til at blive mere tydelig overfor børnene og gøre opmærksom på at personalet gerne vil understøtte hende i det. Først og fremmest hjælpe moren på vej og samtidig være opmærksom på udviklingen efter snakken og give hende noget feedback om der er sket ændringer. Perspektivering I min opgave har jeg prøvet at gøre rede for nogle af de overvejelser, jeg har gjort i forhold til denne iagttagelse. Det er umuligt at komme med et endegyldigt svar på, hvad der sker, og hvad der skal gøres. Med det kendskab jeg har til forholdet og situationen, er det ovenstående mit umiddelbare bud på et skidt i den rigtige retning for både børn, mor og personale. 7
Litteraturliste Olesen, Søren Gytz: Om observation i institution & skole. 2001. Forlaget PUC. Juul, Jesper: Dit kompetente barn. 1995. Schønberg. Madsen, Benedicte: Dialog og gensidig forståelse. 1997. Special-Trykkeriet Viborg a-s. Kragh-Müller, Grethe: Børneliv og opdragelse. 1997. Hans Reitzels Forlag. Roffey, Sue: Er du min ven? Dansk Psykologisk Forlag. Bachelorprojekt 2003: Skilsmisse i drengehøjde www.semstud.dk/databaser/menu_3_1/0042.pdf Iagttagelsesopgave forår 2005: Børns opmærksomhed. Peter Sabroe Seminariet. 8
Bilag 1 Iagttagelse 1 varighed ca. 45 min. På fritidshjemmets boldbane 29. august ved 16-tiden. Tilstede: Malte, Astrid og jeg (studerende S) spiller minitennis (tennis, som spilles med skumbold og mindre bane). Mor kommer for at hente tvillingerne Malte og Astrid samt deres storebror. Commonsense af den studerende 1. Mor: "Hej med jer. Vil I med hjem nu?" 2. Malte: "Nej mor vi er lige ved at spille tennis." 3. A: "Vi gider ikke hjem nu!" 4. Hun står og kigger 5-10 min. tid og siger: "Okay, så går jeg lige ned og køber lidt fløde og henter jer bagefter. Så skal I hjem." 5. 15 minutter senere kommer moren tilbage og Malthe og Astrid spiller stadig med tennis med S. 6. Mor: "Så har jeg købt fløde - nu skal I komme med mig hjem." 7. Malthe: "Ej ikke lige nu - jeg spiller tennis." løber rundt efter bolden 8. Moren gentager det flere gange og spørger så Astrid: "Hvor er dine sandaler henne?" 9. A: "Det ved jeg ikke" og spiller stadig videre 10. Stud: "Jeg tror, at de er nede ved sandkassen, Astrid" 11. Moren: "Astrid, hent så dine sandaler dernede" siger det et par gange og hæver stemmen. 12. Da A ikke reagerer, går moren ned efter dem. 13. S: "Skulle du ikke hente dine sandaler?" 14. A: "Nej, nej, det gør min mor." 15. S: "Nå, nu stopper vi spillet. I skal jo til hjem med jeres mor nu." 16. Storebroren er kommet til og går hen og tager ketchen fra A. Storebror: Du skal tage dine sandaler på, så jeg kan godt have ketchen. 17. A: Gi mig den tilbage det er min! Storebroren giver hende et puf bagi med ketchen og A løber grædende hen til sin mor. 18. Mor til storebror: "Du må ikke slå A vel?" 19. A får sandaler på og de går hen i gaderoben for at hente taskerne og forlader fritidshjemmet. Børnene er begge optaget af aktivitet og vil ikke med hjem. Situationen er den samme, børnene vil stadig ikke med moren hjem. Barnet hører ikke efter morens spørgsmål og lader hende selv finde sandalerne. S. er nu opmærksom på at børnene skal med moren og stopper spillet. A. vil ikke af med ketchen og bliver sur. Begynder at græde højt og storebroren bliver irettesat. Konflikt mellem mor og storebror. 9
Iagttagelse 2 varighed 20 min. På en bænk med bord udenfor fritidshjemmet 5. september kl. 16.30 Tilstede: Malthes mor, Malte og jeg (S) 1. Moren kommer, da M og S netop er færdige med at spille den fortryllende labyrint. 2. M: "Mor, jeg vil ikke hjem nu. Vi sidder og spiller." 3. S: Jamen M, vi er færdige og vi kan spille i morgen igen." 4. Mor: "Ja, så må du lige hjælpe med at rydde op." 5. M løber hen og tager en stav til BallBouncer og skyder til bolden med den. 6. Mor: "Malte, vi skal til at hjemad!" 7. M: "Jeg skal bare spille lidt med det der." og løber rundt med staven. 8. Imens rydder S op og moren går ind for at hente tasken og de to søskende. 9. S går ind med spillet og møder moren i gangen. 10 M: "Man må da sige, det er et positivt problem, at de ikke vil med hjem." 11. S: " Ja, det er da dejligt, at de er glade for at være her og falder godt ind." M. vil ikke hentes og moren accepterer det. Giver M besked på at hjælpe, men følger ikke op på det. Går i stedet ind for at hente tøj. S. rydder op og siger ikke noget. Ser undskyldende på S og prøver at vende problemet til noget positivt. S. giver hende ret i, at det er godt de kan lide fritidshjemmet. Genfortælling Før jeg blev opmærksom på, at afhentningen var en daglig kamp for moren og spurgte ligesom moren: Vil I ikke med hjem jeres mor venter på jer? Jeg husker også fx en situation, hvor jeg tydeligt kunne mærke at moren gerne ville have dem med hjem, idet hun gentagne gange havde bedt dem om at komme. Jeg hjalp hende ved at begrunde, at de skulle hjem, da fritidshjemmet snart lukkede, og så ville det være kedeligt på fritidshjemmet. 10