Prædiken til d. 17. september 2017. Lemvig Bykirke kl. 10.30 (høst) v/brian Christensen Tekster: Sl 103,1-13; Gal 5, 16-25; Luk 17,11-19 Dette hellige evangelium til 14. Søndag e. trinitatis skriver evangelisten Lukas (Gud være lovet) v11 Under sin vandring mod Jerusalem fulgte Jesus grænsen mellem Samaria og Galilæa. v12 Da han var på vej ind i en landsby, mødte han ti spedalske; de blev stående langt fra ham v13 og råbte:»jesus, Mester, forbarm dig over os!«v14 Da han så dem, sagde han:»gå hen og bliv undersøgt af præsterne!«og mens de var på vej derhen, blev de rene. v15 Men én af dem vendte tilbage, da han så, at han var blevet helbredt. Han priste Gud med høj røst v16 og kastede sig på sit ansigt for Jesu fødder og takkede ham; og det var en samaritaner. v17 Jesus spurgte:»var der ikke ti, der blev rene? Hvor er de ni? v18 Er det kun denne fremmede, der er vendt tilbage for at give Gud æren?«v19 Og han sagde til ham:»stå op og gå herfra! Din tro har frelst dig.«
Hvem er verdens rigeste and? Svar: Joachim von And. Hvem er så verdens rigeste mand? Der er tæt løb mellem Bill Gates og Jeff Bezos, topchef i internetfirmaet Amazon. De ejer begge omkring 90 mia dollars 560 mia danske kroner. Det vil tage 1000 præster 1000 år at tjene så meget som én af dem ejer. Verdens rigeste mand har virkelig mange penge. Men skal rigdom kun måles i penge? Går man tilbage i tiden, så har der også levet mægtige og rige mænd, der har ejet store områder af jorden og haft helt ufattelige skatte. Konger og kejsere har ejet guld, sølv og diamanter. Men mon ikke, at vi alligevel skal helt tilbage til begyndelsen for at finde de rigeste mennesker der har levet. Det må være Adam og Eva i Edens have. De fik jo til opgave af Gud at dyrke og vogte Edens have, så de kunne herske over hele jorden. Der var jo ikke andre. De ejede hele jorden.
Sikke en rigdom. De havde måske ikke nået at samle ret meget guld, men de havde fået hele jorden af Gud og hinanden som en gave. De var sunde og raske og havde udsigt til et evigt liv sammen med hinanden. De havde al mulig grund til at være taknemmelige. Men så gav Gud dem en befaling. Han satte en grænse, som de ikke måtte overskride, for at værne dem mod ondt. Han ville beskytte deres lykke og rigdom og vise dem, at den sande rigdom ligger i at glæde sig over det man har og takke Gud for det. Men i stedet for at se på alt det som de havde, så stirrede de sig blinde på det som de ikke havde. De måtte ikke spise af den forbudte frugt. Og pludselig var det som om at alt det som de ellers havde i Edens have blegnede, mistede farve og værdi.
De var slet ikke taknemmelige for alt det som Gud havde givet dem, men utilfredse rakte de ud efter det som egentlig var udenfor deres rækkevidde. Hvor må de mange gange have siddet rundt om lejrbålet i den tid der fulgte og talt sammen om, hvor tåbeligt de havde båret sig ad. De havde jo alt i Edens have, de var de rigeste mennesker på jorden, men de påskønnede det ikke. Og fordi de ikke takkede Gud for det, så mistede det værdi for dem. Så endte de med at miste det. Vi kan eje mange ting, som vi synes er vigtige og som vi ikke synes at vi kan undvære: Tøj, mobiltelefon, bil, båd, legetøj, slik. Men det handler ikke om, hvor meget vi har, men om vi er taknemmelige for det vi har. Der er en klog mand, som engang har sagt: Det er først med taknemmelig, at livet bliver rigt..
Det er den tyske præst og forfatter Dietrich Bonhoeffer der fortæller om sit syn på menneskelivet og troen på Gud. Han blev som bekendt senere fængslet og dræbt for sin modstand mod det Hitlers nazistiske regime, men på trods af al den modstand og modgang han oplevede, så kunne han kalde hver ny dag for et under. Det gør indtryk, når en mand der er blevet behandlet så dårligt og uretfærdigt, bare fordi han gør oprør mod en tyran, alligevel kan være så taknemmelig. I de breve som Dietrich Bonhoeffer skrev fra sit to år lange fangeskab er taknemmelighed og tillid til Gud en grundtone. Selvom man tog alting fra ham, så blev han ved med at være rig, fordi han takkede Gud.
1. del Genfortæl beretningen om de 10 spedalske som Jesus helbreder. De 10 spedalske ser ud til at have meget lidt at takke for. Man kunne også kalde dem for en flok omvandrende lig, for de havde ikke noget at leve for. De var udstødt af samfundet, stemplet som urene. Spedalskhed blev på Jesu tid anset for at være en særlig sygdom. Havde man sygdommen, blev man betragtet som en der udstrålede urenhed, hvor man kom frem. Der er mange love i Moseloven i bibelen og loven om spedalskhed er den længste enkeltlov i GT (3 Mos 13-14). Der bliver i detaljer instrueret om de ting, den spedalske skal gøre for at undgå at sprede sin urenhed: For det første skal han bære iturevne klæder og ansigtet være tilhyllet.
Han skal dernæst aktivt advare folk og råbe Uren, uren! og så skal han bo isoleret og opholde sig uden for lejren (3 Mos 13,45-46). Spedalskheden blev dermed en ophobning af ulykker en tredobbelt ulykke: Fysisk set var man syg. Socialt set var man isoleret fra sin familie i lejren. Og endelig var det religiøst set en isolering fra de andres samling i templet og synagogen. Vi kender det også fra danske kirker, hvor der nogle steder er et spedalskheds-hul. Et hul i væggen ud på kirkegården, hvor de spedalske kunne høre og deltage i gudstjenesten og få nadveren givet. Det var et stort problem i middelalderen, men også i vore dage er der spedalske. WHO anslår, at der i dag er over 200.000 mennesker som er ramt af sygdommen og for bare tyve år siden var det millioner.
De spedalske var altså dem der var udenfor og som ingen turde eller ville være sammen med. Nu råber de så på Jesus, mens de står langt fra ham, at han skal forbarme sig over dem. Som Lukas fortæller beretningen, så tyder det på at Jesus ikke går hen til dem, men siger til dem, at de skal gå hen og blive synet af præsterne. Noget man kun måtte gøre, hvis man ikke længere var syg, for så var det præsterne, der skulle erklære én rask og ren igen. Jesus kunne godt være gået hen til dem, vi hører på et andet tidspunkt om, at Jesus rørte ved en spedalsk og helbredte ham (Luk 5,12). Så Jesus bliver ikke stående på afstand fordi han er bange for at komme hen til dem, men han benytter anledningen til at udfordre dem.
Han vil se, om de stoler så meget på ham, at de går hen til lægen uden at vide om Jesus virkelig har gjort dem raske. Og de gør de alle ti. På vejen hen til præsterne bliver de alle rene, helbredt for denne forfærdelige sygdom. Denne beretning lærer os to vigtige ting. 1) Gud har store ører. (tag pap-ører på) Ja, faktisk er der mange eksempler på, at han særligt har øre for dem, som livet er svært for. Jesus kom for at opsøge og frelser det fortabte. Så selvom det kan føles som om, at man er på lang afstand af Gud. Man synes, at man er nødt til at råbe for at komme i kontakt med Ham, så kan han altid høre os. Jesus ser og hører os, når vi kalder på Ham. Han har selv sagt: Den som kommer til mig, vil jeg aldrig støde bort. Gud vil hjælpe os med alt det som fylder i vores dagligdag og som vi kan have det rigtig svært med.
Ligesom han dengang helbredte 10 omvandrende lig, sådan kan han i dag skabe nyt i vore liv, uanset, hvad det er som vi er ramt af. 2) Det andet vi kan lære er, at vi må gå i tro på Guds ord. De 10 spedalske gik hen til præsterne og mens de var på vej derhen blev de rene. De gik i tro. Der er mange forskellige definitioner på, hvad tro er. Jeg er en meget kort én, som jeg synes er meget præcis. Tro er bøn og tak. Tro er at bede til Gud og klage sin nød til ham. Og dernæst at takke for, at han har hørt min bøn. Det betyder ikke, at jeg så automatisk har fået mit ønske opfyldt. Men vi kan takke for, at Gud bønhører mig ved at give mig dét som er bedst for mig. De forhindringer som Gud ikke fjerner, giver han mig kræfter til at komme igennem.
Det som Jesus ønsker er, at vi skal se alting som en gave fra Gud, men samtidig få øje på, at det vigtigste ikke er gaveren, men Ham der giver dem. Derfor er det vigtigste ved bøn ikke at bede Gud om noget, men bare at være sammen med Gud. Bøn er at snakke med Gud om alting, sådan som man kan snakke med sin bedste ven om alting. Der var én af de 10 spedalske der vendte tilbage til Jesus for at takke ham. Og da fik ham meget mere end de andre ni. For da han knælede ned foran Jesus, så rejste Jesus ham op med ordene: Stå op og gå herfra. Din tro har frelst dig. Denne mand fik mere end bare helbredelse af sin krop. Han blev også frelst det vil sige, han begyndte på et fællesskab med Jesus, fik et nyt liv fra Jesus, som aldrig får ende. Et evigt liv. Det liv, som Jesus ønsker at give os, er ikke bare et godt og lykkeligt liv her på jorden indtil vi engang lægges i graven og bliver til jord.
Nej, det som Jesus giver os er både påske-tro og pinsetro. Påsketro - troen på Jesu opstandelse, som giver os håb om, at vi skal opstå fra de døde. Og Pinsetro troen på at Guds Ånd giver os liv og kraft til hver dag. Tro er bøn og tak. Taknemmelighed for alle de gode gaver, som Gud giver. Og en tak for at Gud er med, både når det er let at leve og når det er rigtig svært. Det er først med taknemmeligheden at livet bliver rigt. Måske vi skulle prøve, når vi kommer hjem fra kirke i dag, at lave en liste. En liste med alt det, som vi har at takke for i vort liv. Jeg ved ikke hvor lang jeres liste vil blive, men jeg er ret sikker på, at den vil blive længere end man kan forestille sig. Og når vi så har lavet listen, så kunne vi dele den i syv dele, så vi begynder hver dag i ugen med at takke Gud.
Så får Gud æren, for alt det han giver os og vi kommer selv til at føle os meget velsignet og fantastisk rige. Så er vi parate til at gå i gang med hver dag og nyde vores rigdom og glad dele ud af den. Amen.