Specialeartikel

Abstrakt Nærværende speciale arbejder med spændingsfeltet mellem diskurs, ideologi, management fashion og organized hypocrisy. Målet med specialet er en afklaring af, hvordan diskurs påvirker de krav og forventninger, der er til organisationen, og hvordan den kan være opmærksom på ændringer, der kan begrænse dens frihed til at fokusere på dens primære interesser. Gennem kritisk diskursanalyse påvises to ideologiers egenskaber og deres indbyrdes kamp om hegemoni. De kommunikative begivenheder der undersøges, er to artikler der omhandler Sydafrika-sagen en retssag vedrørende kopimedicin til AIDS-ramte i Sydafrika der påbegyndtes i 1998. Forfatterne skriver ud fra hver deres ideologi, og denne pol-dannelse er interessant for specialets problemstilling. Den opnåede viden fra diskursanalysen videreføres til en anden kontekst gennem introduktion af ny teori. Denne teori diskuteres og sammenholdes med diskursanalysens konklusioner, og tilsammen udgør dette grundlaget for, at vi udarbejder en idealtype-model. Den er vores forsøg på at skabe en forståelse for, hvordan virksomhederne fremadrettet kan bruge diskurstænkning som udgangspunkt for inkorporeringen af relevante strategiske værktøjer. English abstract This thesis works with the tension field between discourse, ideology, management fashion, and organized hypocrisy. The objective is to clarify how discourse affects the demands and expectations directed at the organization, and how it can be aware of the changes that can limit its focus on its primary interests. Through critical discourse analysis the abilities of two ideologies are demonstrated, as well as their struggle for hegemony. The communicative events examined are two articles about the South Africa case a legal case regarding copy medicine for people with AIDS in South Africa started in 1998. The writers base their writing on two separate ideologies, and this separation is interesting for the problem definition of the thesis. The knowledge accumulated from the discourse analysis is extended into another context through the introduction of new theories. These are discussed and held up against the conclusions of the discourse analysis, and together they form the basis for working out an ideal type model. It is our attempt to create an understanding of how corporations can use discursive thinking prospectively as a basis for incorporating relevant strategic tools.

1 Indledning Corporate Social Responsibility (CSR) har gennem flere år været populært, både for virksomheder at profilere sig på, men også for NGOer og andre interessenter at stille som krav. Det er et område, vi har haft interesse for gennem størstedelen af vores studieforløb, hvilket gør det til et naturligt udgangspunkt for vores speciale. Vi har angrebet CSR fra flere forskellige fronter, og med dette speciale er det altså med afsæt i kommunikation. Kommunikation er mange ting; intern kommunikation, ekstern kommunikation, PR, marketing, bare for at nævne nogle få. Der var altså mange forskellige kommunikative vinkler vi kunne lægge på begrebet CSR. Derfor var vi tvunget til at indkredse vores emne og med vores virksomhedsstudier-baggrund virkede det naturligt at se begrebet som et strategisk redskab. I nutidens samfund er virksomhedsstrategier og deres anvendelse kommet i høj kurs på grund af den store turbulens og de massive forandringer der kontinuerligt rammer industrien og den offentlige sektor. Disse ændringer medfører ændringer i samfundets ideologiske fundament, hvilket skaber et øget behov for forandring i virksomhedsregi, for at følge med de nye og ændrede ideologiske betragtninger og holdninger i samfundet. Derfor er der også kontinuerligt brug for udvikling af nye strategier. En virksomhedsstrategi er en plan for virksomheds fremtidige drift, herunder målsætning og opnåelse af samme. Den store omskiftelighed i dagens samfund og det accelererende behov for hurtigere og oftere at lave ændringer i virksomhedens strategiske udgangspunkt, medfører et behov for lettere at kunne identificere og operationalisere de strategier, der efterspørges. Vi beskæftiger os i dette speciale med spændingsfeltet mellem diskurs, ideologi, management fashion og organized hypocrisy 1. Motivationen for at arbejde med denne kombination, kom indledende af en interesse for at arbejde med Corporate Social Responsibility. Denne interesse udvikledes undervejs til at fokusere mere på hvordan en strategi som CSR opstår samt implementeringen og operationaliseringen af den i virksomheden. Dette ledte os til at fokusere på 1 Se beskrivelse af management fashion i afsnit 6, og organized hypocrisy i afsnit 7

ideologi som udgangspunkt for diskursive ændringer i managementstrategier, hvilket førte os til begrebet management fashion. Udgangspunktet er, at samfundet, samt den herskende samfundsideologi, afføder diskurser, der fungerer som krav eller retningslinjer for, hvilke strategier der vil være hensigtsmæssige at implementere i virksomheden, samt hvordan denne implementering kan forvaltes. Interessen for management-strategiers opståen, samt deres inkorporering i virksomheden, ledte vores interesse mod virksomhedens forhold til de krav og forventninger, der opstår som følge af diskursive ændringer i samfundet. På den måde bliver det interessant at undersøge, hvilken indflydelse disse diskurser har på virksomhedens optagelse af management-strategier, virksomhedens valg, implementering og operationalisering af strategierne. Det er her vores opfattelse af management fashions som diskursivt forankrede, opstår, og vi ønsker i dette perspektiv at undersøge hvordan diskurser er med til at forme management fashions. Indtil videre har vores tænkning ført os til en normativ opfattelse af virksomhedernes generelle tilgang til at adoptere management-strategier. Denne tilgang til virksomhedsstrategier efterlader os en forståelse af, at alle virksomheder i samme omfang har lige tilgang til og behov for de samme strategier i samme omfang. Vi er dog klar over at dette ikke er tilfældet. Derfor ønsker vi at nuancere vores undersøgelse med begrebet organized hypocrisy, der giver os mulighed for at undersøge, hvordan en virksomhed i kommunikationsøjemed kan forholde sig til en managementstrategi, uden egentlig at implementere den. Specialet sigter ikke mod endegyldigt at løse problematikken vedrørende omskifteligheden i kravene til virksomhedernes strategiske arbejde og det øgede behov for implementering og operationalisering af relevante virksomhedsstrategier. Derimod sigter vi mod at skabe en forståelse for hvordan virksomhederne fremadrettet kan bruge diskurstænkning som udgangspunkt for inkorporeringen af relevante strategiske værktøjer. Hvordan påvirker diskurs de krav og forventninger der er til organisationen og hvordan kan den være opmærksom på ændringer der kan begrænse dens frihed til at fokusere på dens primære interesser?

For overhovedet at kunne bruge begrebet CSR er det vigtigt, at definere hvordan vi har tænkt os at beskæftige os med det. Litteraturen om CSR er en ren jungle, når det kommer til synspunkter omkring definitionen af begrebet. Der er en uanet mængde af gradbøjninger og omveje, når etik bringes ind i erhvervslivets arena. Det filosofiske begreb etik vil vi ikke kommer nærmere ind på selvom diskussionen er spændende da en decideret diskussion vedrørende etik ville være en længere proces. Derimod går vi direkte ind til benet af CSR-definitionen; dog med etikken i bagagen, da det aldrig helt kan udelukkes. Vores overordnede syn på CSR kan deles op i to tilgange: en utilitaristisk tilgang og en individualistisk tilgang. I Manuel Velasquez artikel, International Business, Morality and the Common Good, beskriver han blandt andet CSR som et utilitaristisk princip. Utilitarisme er en filosofisk retning, der mener, at alle handlinger skal bedømmes efter deres nytteværdi. (Politikens Store Fremmedordbog). I forlængelse af denne tanke bruger han et citat fra Wallace der beskriver tilgangen til det fælles bedste: A true common good is universal, not singular or collective, and is distributive in character, being communicable to many without becoming anyone s private good. Moreover, each person participates in the whole common good, not merely in a part of it, nor can any one person possess it wholly. (Wallace i Velazquez 1992: 29). Det fælles bedste ses som noget hverken en person eller en gruppe kan besidde, men som alle skal bidrage til og dermed er grundstenen i virksomhedens sociale ansvar som et utilitaristisk princip at bidrage til det fælles bedste. De negative eksternaliteter en organisation måtte skabe, er den derfor forpligtet til at reducere eller fjerne helt. Et eksempel på et område som alle bør bidrage til og som er højaktuelt, er klimaet. Sådan som klimaproblemet opfattes på den globale arena, er der fokus på CO 2 -udledning. En negativ eksternalitet er derfor enhver udledning af CO 2 som alle er forpligtede til at reducere eller helt undgå at udlede for det fælles bedste. Således bliver CSR ikke defineret ud fra det område organisationen eller virksomheden agerer indenfor, men som en universal forpligtelse den er underlagt. Som de fleste statsledere for tiden pointerer, er ansvaret for klimaet netop delt ligeligt, og noget alle bør bidrage til.

Den individualistiske tilgang til CSR ser naturligvis ikke ansvaret som et utilitaristisk princip, men som et individuelt ansvar. Dette næste stykke er baseret på Milton Friedmans artikel fra New York Times Magazine i 1970, The Social Responsibility of Business Is to Increase Its Profits. Organisationens ansvar er, ifølge Milton Friedman, at leve op til de krav markedsmekanismerne stiller den. Som han siger i sin artikel: What does it mean to say that business has responsibilities? Only people can have responsibilities.. Friedman fremlægger social responsibility som et socialistisk synspunkt hvor politiske mekanismer, ikke markedsmekanismer, fordeler de knappe ressourcer. Dette er forkert i hans optik, fordi man bør sætte sin lid til markedsmekanismerne. I det ideelle, frie marked kan ingen individer tvinge andre, al samarbejde er frivilligt og alle deltagere i et samarbejde får noget ud af det hvis ikke behøver de ikke at deltage. Samfundet udgøres af individer, der danner grupper, de frivilligt deltager i. Derfor er der kun et enkelt socialt ansvar, virksomheden skal leve op til: at bruge dens ressourcer og tage del i profitskabende aktiviteter under forudsætning af, at der er åben og fri konkurrence uden snyd og bedrag. Disse to syn på CSR er vidt forskellige i deres grundlæggende holdning til, hvilke mekanismer der afgør, hvordan en organisation eller virksomhed bør handle. Hvor den utilitaristiske retning peger på at man bør bidrage til det fælles bedste, fokuserer den individualistiske retning på deltagelse i markedet på markedets præmisser. Friedman påpeger rigtigt nok at forskellen på de to er et spørgsmål om at tilslutte sig enten markedets mekanismer, eller politiske mekanismer. Dette skel understreger, at tilgangen til CSR i sin essens er et holdningsspørgsmål.

2 Metode Her følger en forklaring af specialets metode. Disse afsnit indeholder en forklaring på vores metodiske valg og vores videnskabsteoretiske udgangspunkt for at skrive dette speciale. Dette afsnit er en kort, overordnet indføring i vores metodiske tilgang og hvilke elementer vi beskæftiger os med. Opgavens udgangspunkt er diskursteoretisk, hvilket medfører en række videnskabsteoretiske forudsætninger og afgrænsninger. Dette beskriver vi mere detaljeret senere i metoden. Her vil vi, som sagt, kort beskrive specialets metodiske præmisser, samt illustrere sammenhængen i opgaven. I de kommende afsnit beskriver vi vores metodiske tilgang til specialets enkelte dele og opgaven som en helhed. Vi har overordnet set valgt at inddele specialet i to dele. Den første del består af en diskursanalyse der giver os viden som vi vælger at videreføre til anden del. Vi understreger, at den viden vi opnår gennem diskursanalysen er kontekstspecifik, hvilket, i kraft af vekselvirkningen mellem del og helhed, påvirker den ramme, vi kan arbejde indenfor i anden del. Således har den første del nogle diskursteoretiske begrænsninger og forudsætninger som påvirker måden vi arbejder videre på i anden del. Meningen er, at uddrage de tendenser vi identificerer i første del, diskutere dem og sørge for at få dem ud over rampen til brug i en anden kontekst. Vores overordnede videnskabsteoretiske tilgang til specialet er hermeneutisk. I første del, der befinder sig indenfor denne overordnede ramme, har vi en anden tilgang i kraft af diskursanalysen. Dette kan lade sig gøre fordi de har en række ens udgangspunkter. Dette bliver klargjort gennem de næste afsnit. Inden da vil vi gøre metoden en smule mere overskuelig ved at illustrere sammenhængene mellem de enkelte dele. Således bliver del-helhedstankegangen også understreget illustrativt.

Model 1: Specialets opbygning i dele og helhed Den ydre ramme for delene ser vi, som nævnt, hermeneutisk, hvor delene og helheden kun bliver interessante i kraft af hinanden. Dette er illustreret på to måder: Linjerne der afgrænser delene er brudte, men de eksisterer stadig, så det er muligt at skelne mellem dem. Der vil være elementer, der siver ud af delene, gennem de brudte linjer og ind i de andre, og pilene viser, at der bevidst uddrages specifik viden til brug i andre sammenhænge. Pilen fra første del viser, at den viden der skabes i første del, bruges i anden del og videre i forbindelse med den afsluttende del. Den viden, anden del skaber, bruges selvfølgelig også til at skabe den afsluttende del. Detaljerne i de enkelte dele gennemgår vi i de kommende afsnit. Først lægger vi dog specialets grund ved at gennemgå de aspekter af hermeneutikken der har relevans for vores tilgang til de forskellige niveauer vi kan anskue vores speciale på. Afsnittet er skrevet på baggrund af Henriette Højbergs afsnit, Hermeneutik, i opsamlingsværket Videnskabsteori i samfundsvidenskaberne. Hermeneutik betyder fortolkning og denne videnskabsteoretiske retning argumenterer for, at fortolkning er vigtig, fordi mennesker indgår i sociale relationer, hvor kommunikationen ikke altid er klar og tydelig. Hermeneutikkens grundlæggende princip er den hermeneutiske cirkel. Den beskriver sammenhængen mellem del og helhed, hvilket vil sige, at man kun kan forstå delene, hvis helheden inddrages, og helheden kan kun forstås i kraft af delene. Vekselvirkningen mellem del og helhed tvinger os til at blive ved med at fortolke, indtil vi har en modsigelsesfri udlægning af den tekst, vi undersøger. Hermeneutikken beskæftiger sig altså med vekselvirkningen mellem del og

helhed, hvor sammenhængen mellem dem er det, der er meningsskabende. Det er denne sammenhæng vi skal forstå og fortolke. En tekst i hermeneutisk forstand, såvel som bogstavelig forstand ses som delen og forfatteren som en del af helheden, hvilket teksten delen naturligvis også er. De tre forskellige hermeneutiske retninger beskæftiger sig på hver sin måde med hvad og hvem, der er omfattet af den hermeneutiske cirkel, samt hvad vekselvirkningen mellem del og helhed angår. Vi kan benytte alle tre retninger til forskellige anskuelsesniveauer af vores speciale. Som det fremgik af oversigten over del-helhedstankegangen ovenfor, ser vi helt overordnet vores speciale som bestående af dele og en helhed. Dermed kan vi bringe den traditionelle hermeneutik i spil til at forklare selve specialets opbygning. Den traditionelle hermeneutik begrænser sig til at se på teksten som del og helhed. Dermed er vi, som forfattere, udenfor interessefeltet og der fokuseres på tekstens dele og teksten som helhed. Det er denne tilgang vi beskriver specialet som helhed med, selvom vi med vores metode forsøger at afdække vores valg og dermed vores påvirkning som forfattere. Vekselvirkningen mellem forfatter og tekst er dog ikke-eksisterende og derfor er den traditionelle hermeneutik passende at beskrive specialet med set overordnet. Den metodiske hermeneutik fokuserer på undersøgelsen af, hvilke intentioner forfatteren har med værket, og hvordan man kan fortolke sig frem til denne forståelse. Der skelnes mellem tekst og kontekst med forfatteren som denne kontekst og det er det afgrænsede og gensidige forhold mellem dem, der er interessant af undersøge. Denne tilgang kan vi bruge til at beskrive vores brug af diskursanalyse. Med diskursanalyse bevæger vi os ned i detaljegrad på undersøgelse af en bestemt kommunikativ begivenhed, eller tekst, og med forfatteren som en del af analysen i kraft af diskursiv og social praksis. I kraft af disse elementer inddrages forfatterens valg og præferencer, samt hvad der kan have præget ham til disse. Diskursanalysen i sig selv beskæftiger sig derfor med det forhold, som, ifølge den metodiske hermeneutik, er interessant at undersøge, idet teksten analyseres, og den diskursive og sociale praksis supplerer hinanden i afdækningen af forfatterens intentioner. Vi kommer nærmere ind på detaljerne af diskursanalysen senere i opgaven. I den filosofiske hermeneutik beskæftiger man sig med cirkelbevægelsen mellem fortolkeren og teksten. Det er ikke muligt at fortolke en tekst uafhængigt af den begrebsverden, man fortolker og forstår på baggrund af. Der er en række forudsætninger, der bevidst eller ubevidst former udlægningen af en tekst. Denne hermeneutiske retning kan forklare vores egen rolle i forhold til

diskursanalysen og diskussionen. Analysen af en given kommunikativ begivenhed vil altid være præget af vores egen forforståelse, ligesom diskussionen er en fortsat refleksion af vores fortolkninger og de erfaringer, vi gør os gennem specialet. Derfor er specialet underlagt en række forudsætninger, vi ikke nødvendigvis er fuldt ud bevidste om, men som fremkommer gennem vores forforståelser og vores baggrund. Vi forsøger dog gennem specialet, især i metoden, at blotlægge nogle af disse processer ved at begrunde vores valg. Dette skulle gerne være læseren til gavn i læsningen af opgaven og i forståelsen af vores bagvedliggende tanker og processer. Nærværende speciale har et diskursteoretisk udgangspunkt, hvilket i sig selv medfører en form for metodologi. Ved at beskæftige sig med diskurser følger en række antagelser med, som vi optager i vores speciale om verden, social praksis og metode. Vores beslutning om at bruge diskursteori analytisk og teoretisk betyder derfor noget for opgaven som helhed. Således vil en beskrivelse af teori og empiri og vores tilgang til dem være uløseligt forbundet med de metodiske konsekvenser af vores teorivalg. Forholdet mellem diskursteori dels som videnskabsteori og som metode er som hønen og ægget, hvilket gør det svært for os at beslutte i hvilken rækkefølge, tingene skal forklares. Da diskursteori i sig selv indeholder en videnskabsteoretisk anskuelse af verden, hører der per definition en række hensyn til, der skal overvejes. Når vi tilslutter os hermeneutikken som redskab til at forklare hvordan vi gennem arbejdet med specialet og gennem fortolkning når en sand erkendelse, skal vi bruge den hermeneutiske cirkel til at beskrive forholdet mellem os som fortolker og vores empiri som tekst. Til at skabe et forhold mellem de to skal vi bruge teori. Kritisk diskursanalyse tilbyder en teori og metode til forskning i kommunikation, kultur og samfund. Faircloughs tilgang består af et sæt filosofiske præmisser, teoretiske metoder, metodologiske retningslinjer og specifikke teknikker til sproganalyse. (Jørgensen & Phillips 1999: 72). En nærmere gennemgang af hvordan vi bruger kritisk diskursanalyse følger senere. Nu handler det om de konsekvenser, valget af diskursanalyse har for specialet som helhed. Diskursteori er en konstruktivistisk baseret teoriretning med udgangspunkt i diskursiv artikulation. Derfor vil det være oplagt i dette speciale, at anse diskursanalysen som en isoleret undersøgelse med sine egne videnskabsteoretiske præmisser. Da der, som nævnt, er mange hensyn at tage i brugen af diskursanalyse, anser vi vores analyse for at være en subjektiv vurdering af diskursive

virkemidlers påvirkning af tilslutningen til den pågældende ideologi. I tråd med hermeneutikkens forforståelse er det umuligt i diskursanalysen at skabe en objektiv analyse, da analytikeren konstant træffer beslutninger baseret på subjektive interesser. Dreyer Hansen beskriver disse beslutninger i forhold til uafgørbarhed: ( ) diskursteoriens terminologi er ramt af uafgørbarhed. På den anden side ligger der i [betragtningen af metode som analysestrategi] netop en påpegning af, at den måde analyserne knyttes sammen på, for det første ikke er arbitrær, men for det andet, at de er strategier for forfølgelse af visse målsætninger. (Hansen & Sehested 2003: 55) Dermed siger han, at uafgørbarhed ikke er uvidenskabeligt. Måden at gøre det videnskabeligt på er, ligesom med en klassisk metode, at beskrive fremgangsmåden og argumentere for de beslutninger, der er truffet og på hvilken baggrund. Ved at opstille metoden som en form for analysestrategi ser vi netop en måde at beskrive vores analyse som en subjektiv vurdering af den diskursive påvirkning den pågældende ideologi har. På baggrund af vores resultater i diskursanalysen vælger vi, som nævnt, at udpege tendenser, vi kan bruge i en mere generel sammenhæng. Det er kun i kraft af vekselvirkningen mellem de to dele, vi opnår sand erkendelse. Vores mål er dermed ikke at generalisere ud fra vores resultater og konklusioner, men derimod sige noget relevant ud fra den kontekst vi har undersøgt. Ved at udpege tendenser og derefter bringe dem i spil i en mere generel diskussion, kan vi fastholde konteksten men samtidig bringe dem ind i en ny, mere overordnet kontekst. Sagt på en anden måde giver vores konklusioner anledning til en diskussion af dem i forhold til en mere generel anskuelse og, i forlængelse af det, at vi giver en subjektiv vurdering af brugen af denne nye viden. Denne subjektive vurdering indeholder normative udmeldinger, som er baserede på en række præmisser, der bliver understreget opgaven igennem. Ved at udpege tendenser kan vi sige noget generelt om, hvilke faktorer vi har fundet at en organisation kan vælge at være opmærksom på, samt hvilke positive konsekvenser dette ville have. Dette skal igen ses på baggrund af undersøgelsen, da del og helhed er i konstant vekselvirkning og at det er i kraft af denne, vi opnår sand erkendelse. Vi understreger her, at diskursteoriens epistemologiske konklusion det, der gør videnskab mulig, er muligheden for reartikulation af objekter ligeledes umuliggør endegyldig viden. Denne pointe stemmer overens med hermeneutikkens opnåelse af sand erkendelse og vi vælger at drage endnu en

parallel i et senere afsnit. Vi skal dog først se på, hvordan vi kommer videre fra diskursanalysen, og kan bruge det i en ny kontekst, en diskussion. For at ikke at se isoleret på en diskursanalyse, sætter vi analysens resultater i en større kontekst, som bliver aktuel for at kunne besvare vores problemformulering. På baggrund af vores resultater i diskursanalysen kan vi derfor udpege tendenser, vi kan bruge i en mere generel sammenhæng. Derfor kan diskussionsdelen bringe specialet som helhed op på et mere overordnet niveau ved at bruge konklusionerne i analysedelen. Igen kan del og helhed ikke adskilles men skal ses i et konstant samspil. Også de enkelte dele spiller sammen for at skabe helheden. Derfor er det kun i kraft af analysen, at diskussionen har en berettigelse i specialet. Specialets enkelte dele kan ses isoleret, men helheden bliver først interessant i kraft af den hermeneutiske anskuelse af den konstante vekselvirkning delene imellem. Det interessante ved at bruge diskursanalysens konklusioner i en anden kontekst er, at vi på den måde beskæftiger os med organisationens evne til at fokusere sin kommunikation på den mest hensigtsmæssige måde. Vi uddyber nu hvordan. Den epistemologiske konklusion er, at den afsluttende del af dette speciale kun giver mening i forhold til den konkrete meningsramme vi har skabt, altså selve opgaven. Dermed vil analysens konklusioner kun være interessante, når de ses på baggrund af vores speciale som helhed. Ifølge hermeneutikken opnår vi sand erkendelse på baggrund af vores konstante fortolkning specialet igennem. Fordi vi ikke kan undgå at bringe vores egne forforståelser i spil, vil vi, som sagt, skabe en specifik meningsramme udelukkende indenfor hvilken, vores resultater vil give mening og være relevante. For at andre skal kunne bruge vores erkendelse til noget i praksis, fremstiller vi en normativ operationalisering af de tendenser, vi identificerer gennem specialet. Denne operationalisering er et billede på hvordan de enkeltfænomener, vi gennem specialet har fremhævet, påvirker organisationen, og hvordan den i forlængelse af dette bør agere. Dette afspejler ikke en endegyldig viden, men er derimod udgangspunktet for at skaffe sig viden om virkeligheden. Denne tilgang er baseret på Max Webers videnskabsteoretiske idé om idealtypen. Idealtypen er en mental konstruktion som forskeren anvender til at nærme sig den komplekse virkelighed. Forskeren

kan skabe idealtyper om hvad som helst, og ingen af disse skal have vurderende islæt. Idealtypen er et instrument for forskeren, når han forsøger at fange virkelighedens mangfoldighed. (Månson 1996: 89). Weber anvender delvis sin idealtypemetodologi til at afvise forestillingen om, at videnskaben kan fange den objektive virkelighed. Idealtyper er altid produkter af den menneskelige fornuft og modsvares aldrig af noget i virkeligheden. Derfor er viden om sociale love (som idealtype) aldrig viden om virkeligheden, men blot et middel til at skaffe sig viden om virkeligheden. Til at opnå denne viden bruger Weber sin Verstehen-metode. Her skelner han mellem aktuel forståelse (aktuelles Verstehen) og forklarende forståelse (erklärendes Verstehen). Månson beskriver den aktuelle forståelse således: En aktuel forståelse nås direkte, enten ved at man kender til reglerne for en bestemt adfærd (fx i kirken) eller gennem indlevelse når en person udtrykker sine følelser. De fleste af hverdagslivets handlinger forstår vi på denne måde intuitivt. (Månson1996: 90) En forklarende forståelse opnås, ved at kende til motivet bag handlingen. Således forklares handlingen på baggrund af hensigten med den. Weber mener, at videnskaben skal arbejde ud fra en rationelt begrundet forklarende forståelse, eksemplificeret som homo oeconomicus. Dette menneske er altid rationelt og kan betragtes som en måde at se mennesket ud fra en bestemt synsvinkel, som overdriver visse egenskaber og ser bort fra andre. Økonomiske handlinger kan forklares ud fra denne mennesketype og er eksempel på den rationelt begrundede forklarende forståelse. Ved at basere vores viden på rationelle, kausale sammenhænge kan vi dermed opstille en idealtype, der kan være en måde at komme ud over rampen og skaffe viden om virkeligheden. Som nævnt udtrækker vi den viden vi opnår med diskursanalysen og kan operationalisere den gennem opstillingen af en idealtype, den lilla organisation. Den lilla organisation er ikke en generalisering, men er, set med weberske termer, opstået på baggrund af en rationelt begrundet forklarende forståelse som vi har fået adgang til gennem diskursanalysen. Diskussionen af den viden bidrager til den konstante fortolkning, som vi så i hermeneutikken, og er med til at videretolke vores viden der resulterer i den forklarende forståelse. Dette afslutter vores metode, og vi begiver os videre til at forklare vores hovedteori, diskursanalysen.

3 Teori Teoriafsnittet indeholder først en afklaring af begrebet diskurs, da tilgangene til begrebet er komplekse og mange. Dernæst forklarer vi hvordan vi har afgrænset os til at beskæftige os med ideologi og hegemoni, fordi disse begreber hænger sammen med diskursernes indvirkning på tilslutningen til et givet udsagn. Efter de to afklarende afsnit lægger vi op til brugen af diskurs som analytisk redskab hvilket fører til en omfattende operationalisering af vores tilgang til kritisk diskursanalyse. Det centrale i indeværende speciale er begrebet diskurs. I dette afsnit vil vi klargøre hvordan begrebet bliver relevant for vores undersøgelse og hvordan undersøgelsen bliver relevant i sig selv. Vi vil indlede med en overordnet tilgang til diskurs ved Laclau og Mouffe, og beskrive hvordan de kan ses som en overgang til at bruge Fairclough analytisk. Ydermere vil vi nuancere vores tilslutning til Fairclough ved igen at løfte fokus fra den enkelte tekst til den overordnede diskursive kamp om hegemoni. Ifølge Laclau & Mouffe beskæftiger vi os med diskursivitet eller et diskursivt felt, når vi forsøger at identificere diskurser. (Hansen 2004: 392). Det diskursive felt er en flydende masse af mening, hvor diskursen er en fiksering af denne masse ved hjælp af nodalpunkter. Dermed kan der opstå mange diskurser indenfor samme diskursive felt. Det diskursive felt giver mening og alt tilskrives mening. Diskurs er ikke bare sprog (både i tale og på skrift), det er også sociale handlinger. De fleste diskursanalytikere er enige om, at diskurser er materielle forhold, der forbinder både tale og handling og fysiske ting i samme meningsunivers, og tildeler os forskellige positioner. (Hansen 2004: 390). Når alt har mening skal det forstås på den måde, at alt er diskursivt medieret. Det vil sige, at vores erkendelse af noget præger dets betydning. Den diskurs denne ting hører ind under, er med til at forme dens specifikke placering indenfor selvsamme diskurs. Hvis vi ikke erkender den pågældende ting, eksisterer den stadig, men den er ikke. Diskursteorien skelner mellem væren og eksistens. Det, uden diskursiv mediering, kan vi ikke sige noget om. Disse ting eksisterer, men er ikke en del af vores konstruktioner og har dermed ingen væren. Først når de tilskrives mening, er tingene og bliver dermed interessante (og mulige) at undersøge. Deres væren betyder dog ikke at de har en fastlåst betydning og kan lukke sig om sig selv meningen bliver

aldrig fuldstændig. Det betyder, at I sidste ende er der ikke noget, der blot er det, det nu engang er (Hansen 2004: 395) og dermed at al væren er forstyrret eller dislokeret. Han siger videre: Og det er en ontologisk bestemmelse i teorien: Alt er afhængigt af en specifik diskursiv indskrivning, men denne indskrivning kan ikke lykkes fuldstændigt, hvilket efterlader alt mere eller mindre forstyrret eller dislokeret. (Hansen 2004: 395). I tingenes væren ligger et andet element til grund for deres forsøg på at tilskrive mening. Artikulation er en sammenkædning af forskellige elementer, hvorved disse elementer modificeres (Hansen 2004: 392), hvilket både hænger sammen med påstanden om, at alt er diskursivt medieret og med tingenes væren. I meningstilskrivelsen vil en modificering af et diskursivt element betyde en ændring af dens mening, og dermed påvirke hvordan dette er. Tingens eksistens har vi ikke adgang til, da enhver beskæftigelse med det indebærer meningstilskrivelse og dermed artikulation. Dermed vil alt hvad vi foretager os og alt hvad vi beskæftiger os med være diskursivt medieret eller, sagt med andre ord, artikuleret hele vejen igennem. (Hansen 2004: 393ff). Ved at tillægge artikulation så central en rolle indsnævrer vi samtidig ontologien til at fokusere på, hvordan artikulationen finder sted i diskursive begivenheder, altså hvordan tingenes væren modificeres i den enkelte kontekst. Ved at indsnævre vores genstandsfelt afgrænser vi os fra Laclau og Mouffes opfattelse af diskursanalyse som noget meget generelt og bredt, uden at de foretager en afgrænsning af analyse af diskurs til enkelte tekster. Ud fra ovenstående om tingenes væren kan diskurser ses som alt fra tekster til handlinger og alle sociale sammenhænge. For at gøre vores beskæftigelse med begrebet diskurs mere håndgribeligt og lettere analytisk tilgængeligt, indsnævrer vi genstandsfeltet yderligere. Fairclough fokuserer, rent analytisk, på diskurs som en tekst der kan analyseres lingvistisk og efterfølgende sættes i forhold til den sociale og diskursive praksis den indgår i. Dermed bliver den svært tilgængelige diskursteori til et mere håndgribeligt redskab vi kan operationalisere. Diskurs som analyseredskab har en anden betydning end den Laclau og Mouffes bredere tilgang tilslutter sig. Derfor beskæftiger vi os i mindre grad med Faircloughs forklaring af diskurs som navneord, men snarere som en måde at tale på, der giver betydning til oplevelser ud fra et bestemt perspektiv (Jørgensen & Phillips 1999: 79). I operationaliseringen af begrebet ligger, at det defineres som en bestemt diskurs, der kan differentieres fra andre diskurser. For Fairclough består diskurs udelukkende af lingvistiske elementer, hvor Laclau og Mouffe inkorporerer det ikke-lingvistiske i diskurs-begrebet. Denne operationalisering forklarer vi i et senere afsnit, hvor de enkelte teoretiske elementer bliver uddybet.

Selvom vi definerer begrebet så nært i forhold til Fairclough, betyder dette ikke at han afgrænser sig fra de praksisser, der omkranser diskursen. Et vigtigt forhold er, som vi kort har berørt foroven, hvordan relationen mellem diskurs og social struktur er dialektisk. (Fairclough 2008: 15ff). Som nævnt foroven i forbindelse med det diskursive felt er alt diskursivt medieret, det vil sige alt har mening og vores erkendelse af noget præger dets betydning. Den diskurs denne ting hører ind under, er med til at forme dens specifikke placering indenfor selvsamme diskurs. Ved at vi erkender noget, præger vi denne ting, og tingen præger desuden sin egen positionering. Dermed vil diskursen præge positionen i sig selv og på den måde præge det sociale. Denne anskuelse viser det dialektiske forhold mellem diskurs og det sociale. Det bliver vigtigt i forhold til ideologi i det følgende afsnit hvor vi beskæftiger os med ideologiers evne til at opnå hegemonisk status. På trods af afvigelsen fra Laclau og Mouffes syn på analyse af diskurs, vil vi dog benytte deres tilgang til at trække analysen et niveau op. Det bliver interessant i forhold til at kunne diskutere analysens konklusioner og dermed fokuserer vi på ideologi og hegemoni. Det er interessant for en overordnet diskussion fordi der fokuseres på en diskursiv kamp, ideologierne imellem, om at opnå hegemoni. Ved at analysere tekster med hver deres ideologiske udgangspunkt er vi derved i stand til at se hvilke elementer i vores undersøgelse, der afgør, at den ene ideologi vinder hegemoni frem for den anden. Vi benytter dermed den hegemoniske kamp til at nuancere vores tekstnære analyse og trin for trin føre den op på et niveau hvor vi kan trække tendenser ud og overføre dem til en anden kontekst. Her følger en gennemgang af betydningen af de to begreber. Når ideologi bringes i spil går tankerne hurtigt på marxismen og klassekamp. Ideologi er ifølge marxismen forbundet med et samfunds sociale klasser, hvor politisk synspunkt og ideologi har et lighedstegn mellem sig. (Månson 1996: 136ff). Denne opfattelse lægger grund til Antonio Gramscis fremhævning af ideologiens og politikkens rolle i samfundsudviklingen. (Månson 1996: 143). For at vi kan gøre brug af de traditionelle tanker er det nødvendigt at forkaste ideologi som forankret til sociale klasser. I stedet vil det være relevant for os at definere ideologi som noget bredere og uden fast forankring hos bestemte grupper. Ideologi bliver dermed interessant i en større kontekst, lig marxismens klassekamp, hvor to eller flere poler forsøger at vinde tilslutning til deres sag. I en diskurssammenhæng bliver ideologi derfor tilskrevet mening i kraft af artikulationen af den. Gramsci mente, at opgaven for arbejdernes intellektuelle bestod i ( ) at udvikle en ideologi, der

kunne fremstilles som gyldig for hele samfundet. (Månson 1996: 144, vores fremhævning). I denne formulering ligger, at ideologien skal skabes, og kan derved fungere som en form for kulturelt klister, der binder gruppen sammen. For at komme bort fra klassekamp og marxisme kan vi bruge diskursteoretiske termer til at forklare processen; der sker en modificering af diskursive elementer som tilskriver dem mening i en bestemt kontekst. Det er netop den kontekst vi kom frem til i det forrige afsnit og som vi vil undersøge med Faircloughs diskursmodel. Ideologi er dermed, i vores speciale, en form for diskursivt medieret, altså artikuleret, socialt bindingsmiddel, der kan vinde tilslutning i kraft af artikulationens diskursive virkemidler. I stedet for tanken om sociale klasser hvorfra ideologien udspringer, fungerer ideologi i stedet som en samling af diskurser der kan danne en gruppe omkring sig. Således er der et dialektisk forhold i ideologien, som det ligeledes er tilfældet med diskurs. Til at skabe en forbindelse mellem individet og ideologier introducerer vi Pierre Bourdieus kapital- og habitus-begreb. Begreberne bringes i spil i forbindelse med diskursanalysens sociale praksis for at diskutere artikelforfatternes tilgang til de diskurser, de bringer i spil i deres respektive artikler. Laclau og Mouffe beskriver netop sammenhængen mellem sociale agenter og tilhørsforholdet til forskellige subjektiviteter. Subjektiviteterne ses som principper for ideologisk determination og er eksempelvis race, køn, familie eller lignende. (Laclau & Mouffe 1997: 24). Dette minder i høj grad om Bourdieus habitus-begreb. Den sociale agents habitus kan siges at være påvirket af den tilegnede kapital, hvilket er determinerende for ideologisk tilslutning. Målet med at undersøge dette er ikke at forstå de to forfatteres grundlæggende habitus til fulde, men blot at påpege hvilke, for os, umiddelbart synlige sociale processer og tilhørsforhold, der har påvirket dem. Ud fra en opfattelse af at den skrevne artikel er en sikker og stabil situation der ikke udfordrer deres habitus, kan vi dermed få en fornemmelse for deres habitus. Det vil sætte dem i en relevant kontekst i kraft af de identificerede samfundsmæssige ideologier. Her er det vigtigt at pointere at vores intention ikke er at tillægge de to parter et politisk tilhørsforhold hvilket i så fald kun ville være et gæt. Hegemoni beskriver kampen om betydningsdannelse og giver én enkelt diskurs, eller ideologi, mulighed for at sætte rammerne for definitioner og forholdsbeskrivelser. Antagonisme er diskursteoriens begreb for konflikt, og den opstår, når forskellige identiteter gensidigt forhindrer hinanden. (Jørgensen & Phillips 1999: 60). Diskurser bekæmper hinanden og én opnår hegemonisk tilstand, hvilket opnås, når antagonismer opløses. Dette kaldes hegemonisk intervention. Det er en

fastlåsning af betydning og indholdsudfyldelse, men er ikke en varig konstruktion. Et eksempel på dette ser vi i Venstres effektive redefinering af velfærdssamfundet, der har givet begrebet et markant anderledes indhold, end da Socialdemokraterne oprindeligt brugte begrebet. Denne redefinering er sket gennem diskursive processer og ved at koble andre elementer på begrebet, der i sidste ende har givet det en ny betydning. I artiklen Og vinderen er:...velfærdsstaten fra Berlingske Tidende i oktober 2007, påpeger Mads Kastrup netop paradokset i Anders Fogh Rasmussens adoptering af begrebet velfærdsstat og socialdemokraternes tilhørende fortørnelse: Eks-justitsminister Frank Jensen dukkede op og forklarede Berlingske Tidende, at Fogh blot havde»iklædt sig en socialdemokratisk overfrakke«.»han er ikke den velfærdspolitiker, han giver sig ud for. Han er minimalstatspolitiker,«sagde Jensen om Fogh. (Kastrup 2007). En ideologi, der er indlejret i en diskursiv praksis, kan siges at være mest effektiv, når den opnår status som common sense og bliver naturliggjort. Det er en del af den diskursive kamp om hegemoni der foregår mellem ideologier. Hegemoni er oprindeligt Gramscis bidrag til marxismen. (Månson 1996: 143). Ifølge Gramsci svarer hegemoni til en social gruppes overlegenhed og formuleres som ( ) dominans og som intellektuelt og moralsk lederskab (Laclau & Mouffe 1997: 40). For at forstå hegemoniske processer skal man se på hvordan ideologi konstrueres i den konkrete politiske praksis. Ideologiske diskurser sættes altid sammen af mange forskellige elementer i politisk praksis, og er dermed aldrig konsistente idésystemer. Målet med at opnå en dominerende diskurs er at tilsidesætte andre virkelighedsopfattelser og gøre dem virkningsløse. En ledende politisk gruppe, må, for at blive en dominerende gruppe, finde ud af hvordan man opnår støtte fra så mange grupper som muligt. Man bør altså konstruere en bred, forskelligartet ideologi, hvortil så mange forskellige grupper som muligt kan tilslutte sig. Laclau og Mouffe tilslutter sig Gramscis opfattelse af, at udøvelse af hegemoni omhandler dominans og undertrykkelse, hvor dem som forsøger at opnå hegemoni, forsøger at opnå magt i samfundet. Dette indebærer både opnåelse af konsensus mellem forskellige grupper, men også en udpegning af de grupper som ikke tilhører den givne diskurs. En vigtig del af en hegemonisk proces er altså denne udspecificering af tilhørsforhold, hvor enhver hegemonisk mekanisme indebærer undertrykkelse af alternative synspunkter. (Laclau & Mouffe 1997: 21ff). Ved at have den dominerende diskurs følger ligeledes en form for magt. I politisk sammenhæng er det en faktisk magt, idet den dominerende ideologi vil vinde næste folketingsvalg. Foucaults

magtbegreb, som Laclau og Mouffe læner sig op ad, hænger ikke sammen med enkelte individer, men skabes som produkt af en række komplekse styrkeforhold, en alles kamp mod alle ofte helt nede på mikroplanet. (Heede 2000: 39). Igen er der fokus på antagonisme, idet Foucault mener, at magten altid er mindst en dobbeltsidet størrelse. Magt vil avle modstand, og hvor der er magt, er der modmagt. Derfor er den hegemoniske intervention først lykkedes, når én diskurs dominerer, og dermed har opløst antagonismen. (Jørgensen & Phillips 1999: 60f). Fairclough mener, at hver enkelt tekstfortolker altid bringer sin egen baggrund og sin egen forforståelse med i mødet med teksten. (Fairclough 2008: 12). Dette stemmer overens med den filosofiske hermeneutiks cirkelbevægelse mellem fortolker og tekst. Generelt mener Fairclough, at diskurs konstituerer og er konstituerende på samme tid, hvorfor en tekstfortolker altid vil bringe sin egen forforståelse ind i tolkningen af en tekst. (Fairclough 2008: 17f). Det dialektiske forhold mellem diskurs og sociale praksisser og sociale strukturer svarer til vekselvirkningen, der finder sted i den hermeneutiske cirkel. For den filosofiske hermeneutik er det i mødet med genstanden, at mening skabes mellem genstand og fortolker. (Højberg 2004: 314). Dermed er der en tydelig parallel mellem meningsskabelsen i hermeneutikken og Faircloughs forståelse af, at diskurs samtidig konstitueres, og er konstituerende. Med udarbejdelsen af dette speciale skaber vi en kontekst hvor vores egen forforståelse påvirker analyse og metode, samtidig med, at arbejdet med analyse og metode er med til at påvirke vores forståelse altså der sker en vekselvirkning. Samtidig er der diskurser i spil da vi bruger diskurser til at skabe specialet, samtidig med at specialet er med til at skabe nye diskurser. Her er vores individuelle tilgange også med til at konstituere specialets diskurs, samtidig med at diskursen er konstituerende for vores arbejde med specialet. Fairclough foreslår at bruge begrebet diskurs om sprogbrug som en social praksis, snarere end blot individuel aktivitet eller som refleks på situationelle variable. (Fairclough 1992: 63). Diskurs er dermed en del af en større social struktur. Opfattelsen af diskurs som social praksis er mere præcist en betragtning af diskurser som sociale mønstre af betydningsfastlåsninger, der står i ustabile relationer til hinanden. (Jørgensen & Phillips 1999: 148). Disse betydningsfastlåsninger er medvirkende til at konstruere identitet, relationer og ideologi. Dermed er diskurs konstituerende for social struktur. Samtidig er den sociale struktur en afspejling af diskursen. (Fairclough 1992: 64f). Det er vigtigt at understrege at forholdet mellem diskurs og social struktur, ifølge Fairclough, skal

ses som dialektisk for at undgå at overkompensere for den ene tilgang frem for den anden. Dermed er der, som i hermeneutikken, en konstant vekselvirkning mellem de to dele. En nærmere beskrivelse af diskurs i forhold til den sociale praksis følger i den teoretiske gennemgang af begrebet. Da vil vi nuancere vores tilgang til begrebet og lave en kobling mellem social praksis og diskurs ved at inddrage flere teoretikere. Udgangspunktet for at vi læner os op ad Faircloughs opfattelse af diskurs er, at vi derved metodisk kan retfærdiggøre at bruge kritisk diskursanalyse. Dette er hensigtsmæssigt, da vi, ved brug af den kritiske diskursanalyse, rent empirisk, kan indsnævre analysen til at fokusere på enkelte kommunikative begivenheder. Ved at indsnævre analysen til enkelte tekster har vi, gennem Faircloughs tre-trinsmodel, en analytisk metode som automatisk afgrænser synet på diskurs til en specifik tekst. (Jørgensen & Phillips 1999: 77f). For at forstå teksten skal man dog inddrage to niveauer mere, diskursiv praksis og social praksis. De bidrager til at sætte den kommunikative begivenhed i en større sammenhæng, diskursordnen. Inden for en diskursorden er der forskellige diskursive praksisser, hvorigennem tale og skrift produceres og konsumeres. (Jørgensen & Phillips 1999: 80). Ethvert tilfælde af sprogbrug er en kommunikativ begivenhed, som har tre dimensioner: Model 2: Faircloughs tredimensionelle model Teksten er sproglig eller visuel kommunikation. I indeværende speciale er vores empiri det skrevne medie. Diskursiv praksis indebærer produktion og konsumption af tekster og den sociale praksis er et overordnet blik på de sociokulturelle påvirkninger, der kommer fra den omgivende sociale sfære.

Analysen af en kommunikativ begivenhed tager udgangspunkt i en specifik tekst, hvor dens lingvistiske opbygning undersøges. Denne undersøgelse afdækker tekstens egenskaber, og er med til at kortlægge, hvordan diskurserne iværksættes tekstuelt, og man kan dermed nå frem til og understøtte sin fortolkning. (Jørgensen & Phillips 1999: 94f). En udredning af de enkelte sprogteoretiske redskaber vi benytter og finder relevante, udspecificerer vi i det følgende afsnit. Faircloughs tredimensionelle model består af tekst, diskursiv praksis og social praksis. Teksten er sproglig eller visuel kommunikation. Diskursiv praksis indebærer produktion og konsumption af tekster og den sociale praksis er et overordnet blik på de sociokulturelle påvirkninger, der kommer fra den omgivende sociale sfære. I undersøgelsen af teksten er det nødvendigt med en række sprogteoretiske redskaber. Fairclough specificerer ikke hvilke, der er hensigtsmæssige at benytte, men lader det være op til diskursanalytikeren selv at vurdere hvad, der er interessant at undersøge. Vores valg af analyseredskaber er følgende: transitivitet, modalitet og modus, de tre appelformer, samt metaforer. Disse redskaber vil vi forklare i nedenstående systematiske gennemgang. Ved en analyse af transitivitet, ser man på, hvordan begivenheder og processer forbindes (eller ikke forbindes) med subjekter og objekter. Man er interesseret i at afdække de ideologiske konsekvenser, forskellige fremstillingsformer kan have. (Jørgensen & Phillips 1999: 95). Dette fænomen er interessant for vores diskursanalyse fordi det viser hvilken tilgang artiklens forfatter har til de begivenheder og processer han fremhæver, samt hvilke personer han fremstiller i forhold til dem. Et ekstremt eksempel kunne være, at forfatteren var utilfreds med amerikanske tv-serier og gav Barack Obama skylden for, at de viser voldelige serier på fjernsynet i Danmark. Denne fremstillingsform er interessant, fordi der må være en forklaring på, hvorfor forfatteren sætter den amerikanske præsident i forbindelse med noget trivielt som tv-serier. Forbindelsen kunne være at forfatteren mener, at amerikanske serier afspejler USA som et voldeligt samfund og der dermed sker dårlig indflydelse på danskerne. I transitivitet fokuseres der, med systemisk lingvistiske termer, på participanter og processer. Der er to forskellige former for transitivitet, kerne transitivitet og cirkumstantiel transitivitet, hvoraf vi

udelukkende beskæftiger os med den første form. Vi træffer dette fravalg fordi cirkumstantiel transitivitet bruges til at specificere sætningens eksperentielle indhold yderligere, end processer og participanter i forvejen gør, og derfor ser vi ingen grund til at undersøge netop dette område nærmere. (Andersen et al. 2001: 163). Vi holder detaljeringsgraden nede og gør dermed denne del af den i forvejen komplicerede tekstuelle analyse lettere tilgængelig. Kerne transitivitet har to samtidige systemer: agentiv og procestype. (Andersen et al. 2001: 121). Den første er et generelt system der går på tværs af de forskellige procestyper og handler om den ydre årsag til processen. Der skelnes mellem middel og effektiv, henholdsvis uden agentivitet (hvor ingen participant forårsager processen) eller med agentivitet (hvor nogen/noget forårsager processen). Procestype er et system, der omfatter processerne inddelt efter de typer, de danner med deres respektive participanter. I dansk har vi følgende processer: 1) materielle processer, gøre-, ske- og adfærds-processer, der udtrykker erfaringer og hændelser i den materielle verden, 2) mentale processer, tænke-, sanse-, føle-, beslutte- og ønske-processer, altså den mentale verden, 3) verbale processer, sige-processer, symbolske relationer der udtrykkes gennem sproget, og 4) relationelle processer, være-, blive- og have-processer, menneskets måde at udtrykke forskellige former for fænomener. (Andersen et al. 2001: 121ff). Disse processer vil i analysen blive uddybet gennem eksempler når det bliver relevant. Når participanten forbindes med processen kan vedkommende tilskrives en af fire generelle typer af participanter: medium, agent, beneficium eller inkorporativ. (Andersen et al. 2001: 123). I forbindelse med identificering af participanttyperne er det interessant at vurdere hvilke værdier og egenskaber de sættes i forbindelse med. Til dette specificerer vi hvilke ord, der identificerer den pågældende participant, samt hvilke værdier og egenskaber denne tilskrives. Det vil give et overblik over hvilke participanter der i teksten har magt og i kraft af hvad, hvem der er ofre eller lignende tilskrivninger. Det er interessant, fordi det påvirker modtagerens opfattelse af de deltagende participanter og hvilket forhold de indbyrdes kan sige at have. Det ville derfor være interessant for os som diskursanalytikere, at dechifrere hvorfor forfatteren vil give Obama skylden for voldeligt fjernsyn i Danmark.