Mistet og fundet 3. søndag efter Trinitatis 2015 Salmer: 750, 446, 3, 492, 674, 725 Faderen tager vel barnet til nåde, så tager trælbårne syndere du Evangelieteksten til 3. søndag efter Trinitatis læser vi i Lukasevangeliet kapitel 15, vers 1-10: Alle toldere og syndere holdt sig nær til Jesus for at høre ham, og farisæerne og de skriftkloge gav ondt af sig og sagde: Den mand tager imod syndere og spiser sammen med dem. Men han fortalte dem denne lignelse: Hvis en af jer har hundrede får og mister et af dem, lader han så ikke de nioghalvfems blive i ødemarken og går ud efter det, han har mistet? Og når han har fundet det, lægger han det glad på sine skuldre, og når han kommer hjem, kalder han sine venner og naboer sammen og siger til dem: Glæd jer med mig, for jeg har fundet det får, jeg havde mistet. Jeg siger jer: Sådan bliver der større glæde i himlen over én synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse, Eller hvis en kvinde har ti drakmer og taber en af dem, tænder hun så ikke et lys og fejer i huset og leder ivrigt, lige til hun finder den? Og når hun har fundet den, kalder hun sine veninder og nabokoner sammen og siger: Glæd jer med mig, for jeg har fundet den drakme, jeg havde tabt. Sådan siger jeg jer, bliver der glæde hos Guds engle over én synder, som omvender sig. Amen
Der var en gang en mand, som havde 100 får. En dag, da han talte dem, manglede der et, og manden overvejede, hvad han skulle gøre. Skulle han gå ud og lede efter det? Jamen hvad så med de 99 andre? Der kunne jo ske noget med den store flok, mens han var væk, og så ville han miste meget mere. Det var længe side, han havde gjort bestanden op, han havde vist haft lidt for travlt med andre ting, så det forsvundne får kunne være over alle bjerge, måske allerede fortæret af vilde dyr. Nej, tænkte han, jeg må hellere opgive at få fat i det ene får og i stedet passe på alle de andre. Så vidste han da, hvad han havde. Han kunne heller ikke huske, hvordan det manglende får så ud. Om det var et godt dyr, som det var værd at risikere noget for, eller om det var et af de svage. Om det var sort eller hvidt, stort eller lille. Det var nok alligevel et af småskravlene, tænkte han, håbede han. Et, som alligevel ikke kunne klare sig, et, som måske selv havde været ude om det, fordi det bildte sig ind, at græsset var grønnere ovre på den anden side. Det var ikke værd at satse på. For tænk om han nu risikerede hele den prægtige flok for et sølle sygt og forvirret dyr. Det kunne han vel heller ikke byde de andre. Se, det var en ganske anden historie end den jeg læste før i evangelieteksten. Måske er det en mere rigtig og sand historie, mere dækkende, hvis den skal handle om vores liv, det virkelige liv, for sådan som fårehyrden her tænker, ville de fleste af os være tilbøjelige til at tænke. Vi ville nok straks overveje, hvad der kunne betale sig. For det skal kunne betale sig, hvis vi skal risikere, penge, ejendom, liv og lemmer for noget og nogen. Vi vil være sikre på, at vores satsning giver udbytte. Men det kan godt være, det er en virkelig historie at den stemmer med realiteterne og skildrer virkeligheden, som den er. Men det er ikke nogen virkelig historie. For en virkelig historie, en sand lignelse om Guds rige,
skal ikke være en brutal gengivelse af virkeligheden. Den skal være et kunstværk, som får os til at se noget nyt. Den skal åbne vore øjne og ører for nye dimensioner, den skal overraske os, vække liv. Den skal modsige vore vaneforestillinger. Min kedsommelige historie om den snusfornuftige fårehyrde er ikke nogen historie på den måde. Den overrasker os ikke, den fortæller ikke noget nyt, den giver ikke liv, den svarer ikke på vores længsel efter at finde og findes, den mætter ikke vores længsel efter at være elsket og dyrebar, enestående og kostelig. Den indfrier ikke vores længsel efter at blive fundet. For sådan en længsel har vi. Det kan ses på børns leg, lige fra de er bittesmå, ja, lige fra den nyfødtes øjne søger vores at spejle sig i. Yndlingslegen for små og store børn er trods alle nymodens påfund- at lege tittebøh, borte-tit, skjul, eller hvad vi nu kalder det, under alle mulige former. Det er de lege, som leges af det lille barn i primitiv udgave og af de større børn under mere raffinerede former. Det er med de lege, vi får de små børn til at le med skrækblandet fryd. Den klassiske leg er at gemme sig bag avisen, under dynen eller oppe i det største træ i haven, mens man venter spændt. Og hvis det trækker ud, før man bliver fundet, hvis de voksne eller kammeraterne går deres vejuden at finde en, hvis de ikke engang lader, som om de leder, så er legen pludselig ikke morsom længere, så tager angsten overhånd, for til det at gemme sig, til det at blive væk, om det så kun er for sjov hører at blive fundet. Man skal være borte, hverken for kort eller lang tid og så skal man findes i et stormende befriende gensyn. Og det er ikke bare noget, vi leger som børn. På samme måde vil vi gerne i livets alvorsleg findes blandt hundreder, tusinder andre. I skolen, på legepladsen, på arbejdspladsen vil vi gerne ses som noget særligt, som en
udvalgt. Læreren, kammeraten, arbejdsgiveren skulle gerne få øje på os og vælge os blandt alle andre. Kærligheden handler om at blive opdaget og fundet. Den elskede er den elskede, fordi han har fundet og udkåret lige præcis mig blandt alle andre. Som den eneste ene. Han har fået øje på mit værd og min særlighed i mængdens skov. Han har opdaget, at jeg er mig og ingen anden. Han har udvalgt mig på trods af og med alle de skavanker og fejl, jeg har, og som betyder, at jeg slet ikke har fortjent kærligheden. Derfor er det heller ikke den snusfornuftige fortælling, der er svaret på vores dybe længsel efter at blive fundet og accepteret. Vores dybeste længsel efter at blive fundet værdig og elsket af livets Gud, selv om vi skulle være den mest sølle af alle skabninger og selv om vi måske efter en rationel beregningsmodel havde fortjent at gå til og gå til spilde. Det er ikke ham, der regner med en vis spildprocent, der giver os håb, når vi råber om hjælp alene ude i ensomhedens vildmark, der hvor de reelle og de indbildte farer truer bag næste klippefremspring. Der, hvor vi er faldet ud af fællesskabet med hinanden og med Gud. Der hvor den største fare er, at vi mister troen på, at vi er værd at lede efter. Der har vi ikke behov for en Gud, der blot bekræfter vores desperation og håbløshed. En Gud, som bekræfter verdens idealer og værdier er slet ikke nogen Gud. Det er evangeliets historie, der er det glædelige budskab, det er den, der fortæller nyt, det er den, der giver overraskende liv, fordi den handler om det sted, livet kommer fra. Det gør den, fordi den selv kommer fra det sted, som er kærlighedens udspring. Det er den historie, vi ikke selv kan finde på, men må have givet. Kærligheden vælger nemlig ikke mellem flere handlingsmodeller, den laver ikke kalkuler over, hvad der kan betale sig. Nej, den byder kun én mulighed, den modsiger snusfornuften. Den tvinger
hyrden til at gå efter det får, som har brug for ham, netop det får kan han ikke udholde at miste, præcis den der er i nød kan han ikke undvære. Og det er den største trøst til resten af flokken, som for en stund bliver overladt til sig selv. For når de ser hyrdens iver for nr. 100, ved de, at han heller ikke vil lade et af dem, nr. 88 eller nr. 47 i stikken. Det er det billede af Gud, vi døber vore børn til at tilhøre. Det er den Gud, som spiser sammen med alle syndere. Det er den Gud, som vil lede efter os og finde os, selv om vi gemmer os for ham eller bliver revet væk på anden måde. Det er ham, der ikke regner os for fortabt, selv om vi ser sådan ud i vore egne og verdens øjne. Indimellem kan det se ud som om han er noget skødesløs med sine skabninger som kvinden der tabte mønten, men desto ivrigere er han, når han leder med lys og lygte i kroge og sprækker. Vores liv består af at tabe og finde. Det hører med til at bevæge sig levende, at vi taber, fejler, finder og vinder, mislykkes og lykkes. Vi mister stykker af vores liv, og vi finder forhåbentlig nye dimensioner og faser af det. Vi mister venner og familie, får forhåbentlig nye venner og giver de tabte en varig plads i vores hjerte. Vi mister illusioner og finder forhåbentlig nyt livsmod. Uvægerligt mister vi, forhåbentlig finder vi på ny. Og så må vi glæde os. Og vi må glæde os sammen med dem, der finder og bliver fundet, deres lykke kan aldrig være stjålet fra os. At finde er også at finde sig selv. Det kan man nemlig ikke alene. Det kan man ikke ved ensom og endeløs grublen og gransken, men kun i forhold til andre. Når barnet finder bedstefar og ikke en brølende løve bag avisen, så ler det befriet, for så har det ikke bare fundet bedstefar, men sig selv, bedstefars barnebarn, tryg og fri for angst. Når den elskede finder mig, bliver jeg den, jeg skal være, for han elsker det elskværdige frem i mig.
Der kan i det liv, som ikke er en leg, være langt fra tab til fund. Håbet kommer af, at Gud ikke regner os for fortabt, hvor meget vi end taber og mislykkes. Når vi beder fadervor, den bøn han gav os i dåbsgave, beder vi: ske din vilje som i himlen således også på jorden. Vi må bede om, at det ikke er verdens virkelighed, der er sandheden, vi må bede om, at Gud ikke indretter sin himmel efter vores vilje og jordisk målestok. For så er vi fortabt. Lad os bede om, at den himmelske kærlighed får sin vilje på jorden, den kærlighed, der går over vor forstand. For alle vore gode viljer kan ikke undslippe den snusfornuftige hyrdes kolde beregnende spørgsmål: kan det nu betale sig? var kræfterne og ressourcerne ikke bedre anvendt på det sikre? er den ulykkelige ikke selv skyld i sin skæbne? og hvad får jeg ud af det? Stemmen, der taler sådan, lyder fra fåret på den yderste klippeskrænt. Den kommer fra den skabning, der er fanget i sine egne handlinger, den skabning, der er faret vild i sine egne værdier, den skabning, som, hvis han selv var hyrde, ville lade sine får gå til. Kun Guds himmelske vilje kan hjælpe det får ud af vildfarelsen. Og den kan ikke lade være. Sådan er den utrættelige kærlighed. Den har ikke noget valg. Den er dristig som fårehyrden, den er ivrig som kvinden med mønterne. Lad os glæde os over den. Amen