Prædiken Frederiksborg Slotskirke Jørgen Christensen 5. oktober 2014 16. søndag efter trinitatis Johannes 11,19-45 Salmer: 729-449-549 224-754 v.1+6+7 Salmisten skriver: Herre, du ransager mig og kender mig. Du ved, om jeg sidder eller står, på lang afstand er du klar over min tanke; du har rede på, om jeg går eller ligger, alle mine veje er du fortrolig med. Før ordet bliver til på min tunge, kender du det fuldt ud, Herre; bagfra og forfra indeslutter du mig, og du lægger din hånd på mig. Det er for underfuldt til, at jeg forstår det, det er så ophøjet, at jeg ikke fatter det. Hvor skulle jeg søge hen fra din ånd? Hvor skulle jeg flygte hen fra dit ansigt? Stiger jeg op til himlen, er du dér, lægger jeg mig i dødsriget, er du dér. Låner jeg morgenrødens vinger og slår mig ned, hvor havet ender, så leder din hånd mig også dér, din højre hånd holder mig fast. Siger jeg:»mørket skal dække mig, lyset blive til nat omkring mig«, så er mørket ikke mørke for dig, natten er lys som dagen, mørket er som lyset. Sl 139,1-12 Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Mange jøder var kommet ud til Martha og Maria for at trøste dem i sorgen over deres bror. Da nu Martha hørte, at Jesus var på vej, gik hun ud for at møde ham; men Maria blev siddende inde i huset. Martha sagde til Jesus:»Herre, havde du været her, var min bror ikke død. Men selv nu ved jeg, at hvad du beder Gud om, vil Gud give dig.«jesus sagde til hende:»din bror skal opstå.«martha sagde til ham:»ja, jeg ved, at han skal opstå ved opstandelsen på den yderste dag. Jesus sagde til hende:»jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve, om han end dør. Og enhver, som lever og tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Tror du det?«hun svarede:»ja, Herre, jeg tror, at du er Kristus, Guds søn, ham som kommer til verden.«da hun havde sagt det, gik hun tilbage og kaldte ubemærket på sin søster Maria og sagde:»mesteren er her og kalder på dig.«da Maria hørte det, rejste hun sig straks op og gik ud til ham. Jesus var endnu ikke kommet ind i landsbyen, men var stadig dér, hvor Martha havde mødt ham. Jøderne, som var inde i huset hos Maria for at trøste hende, så, at hun hurtigt rejste sig og ville ud; de fulgte efter hende, da de mente, at hun gik ud til graven for at græde dér. Da nu Maria kom ud, hvor Jesus var, og så ham, faldt hun ned for hans fødder og sagde:»herre, havde du været her, var min bror ikke død.«da Jesus så hende græde og så de jøder græde, som var fulgt med hende, blev han stærkt opbragt og kom i oprør og sagde:»hvor har I lagt ham?herre, kom og se!«svarede de. Jesus brast i gråd. Da sagde jøderne:»se, hvor han elskede ham.«men nogle af dem sagde:»kunne han, som åbnede den blindes øjne, ikke også have gjort, at Lazarus ikke var død?«da blev Jesus atter stærkt opbragt, og han går hen til graven. Det var en klippehule, og en sten var stillet for den. Jesus sagde:»tag stenen væk!«martha, den dødes søster, sagde til ham:»herre, han stinker allerede; han ligger der jo på fjerde dag.«jesus sagde til hende:»har jeg ikke sagt dig, at hvis du tror, skal du se Guds herlighed?«så tog de stenen væk. Jesus så op mod himlen og sagde:»fader, jeg takker dig, fordi du har hørt mig. Selv vidste jeg, at du altid hører mig, men det var for folkeskarens skyld, som står her, at jeg sagde det, for at de skal tro, at du har udsendt mig.«da han havde sagt det, råbte han med høj røst:»lazarus, kom herud!«og den døde kom ud, med strimler af linned viklet om fødder og hænder og med et klæde viklet rundt om ansigtet. Jesus sagde til dem:»løs ham og lad ham gå.«mange af de jøder, som havde været med hos Maria og set, hvad Jesus havde gjort, kom nu til tro på ham. Joh 11,19-45 1
God morgen I Slotskirken står vi op, når vi synger salmer og sidder ned, når vi lytter til, hvad der bliver læst fra bibelen. Denne søndag, 16. søndag efter Trinitatis, kaldes midtvejspåsken. Dels fordi det handler om, at Jesus kalder Lazarus ud fra dødens og gravens mørke dels fordi der netop i dag 5. oktober er præcis et halvt år til næste påskedag og budskabet om Jesu opstandelse! Men her, hvor bladene falder og minder os om livets forgængelighed og vores sårbarhed her kalder Jesus Lazarus tilbage til livet og lyset. Derfor præger døden og opstandelseshåbet både søndagens salmer, tekster og prædiken. Der er nogen, der altid kommer for sent eller i hvert fald i sidste øjeblik. Da jeg var yngre, var jeg en af dem. Vi ved det på forhånd, det er de samme næsten hver gang. En af mine venner gør det vi driller ham med, at han er en uforbederlig tidsoptimist han tror, han kan nå meget mere, end han kan. Hvis du selv er én af dem, der altid er der til tiden, sidder du formentlig og bliver irriteret og svælger i din selvretfærdige harme over de andres slendrian og kommer med bemærkninger om, at komme for sent er at stjæle andres kostbare tid problemet er, at selv om du får luft, ændrer det ikke rigtig noget. I dag er det Jesus, der kommer for sent. Og vel at mærke ikke bare sådan lige fem minutter, så mødelederens velkomst til alles irritation skal gentages én gang til. Nej hér er forsinkelsen katastrofal. Martha og Maria havde sådan håbet, at Jesus kunne hjælpe - de har sendt bud efter Jesus i håb om, at han kan nå at helbrede deres dødsens syge bror, INDEN det er for sent. De har våget og ventet og håbet og spejdet, til alt håb til sidst er definitivt ude, og der kun er gråden tilbage. 2
Definitivt jeg har en CD derhjemme med Bjørn Afzelius, den blev udgivet få måneder før han som 52 årig døde af kræft han bestemte selv, den skulle hedde Definitivt da jeg fik den VAR han død det er i den slags situationer ordet deadline får en helt ny og anderledes alvorlig betydning. For Jesus når IKKE frem før deadline, søstrenes håb dør med broren, og vi kan høre sorgen og fortvivlelsen i protesten: Nej, nej, du kan da ikke åbne graven nu, Jesus, Lazarus ligger der på fjerde dagen, han stinker allerede. Så definitiv er døden, at vi kan lugte den. Her hjælper hverken bårebuketternes roser og fresier eller lyse liljers tunge duft. For Jesus holder ikke tiden, Jesus kommer først, da det er alt alt for sent. Jeg tænker, er det ikke sådan mange af os ofte har det med Gud. Hvorfor var Gud der ikke? Hvorfor greb Gud ikke ind i tide? Hvorfor gav Gud ikke lyd fra sig? Hvad skal vi med en Gud, der svigter vore forhåbninger eller kommer for sent? En fraværende Gud, der forbliver tavs som graven. Jovist, der ER også alle de gange, hvor det gik godt, hvor vi blev bønhørt, hvor vore kære kom uskadt hjem, eller vi selv slap frelst gennem sygdom, problemer eller hvad der nu plager og bekymrer os. Alle de gange hvor splitsekundet eller millimeterne, der skilte os fra ulykken og døden, var på vores side, som om en usynlig hånd blev holdt under os eller over os. Men er sagen ikke, at lettelsen og det gode glemmer vi så let, hvorimod dér hvor Gud ikke greb ind eller forblev fraværende dét, der gør ondt langt ind i sjælen, glemmer vi aldrig. Men uanset hvad du tror på, så lever vi alle i den verden, hvor vi ofte kun er nogle få millimeter eller splitsekunder fra afgrunden. Vi har kun hinanden på adskillelsens og skrøbelighedens vilkår. 3
Gud ske lov kender vi ikke vores egen deadline, men selv om udløbsdatoen ikke står stemplet i panden på os, så er den der som et fælles vilkår, som ingen af os kan snyde eller løbe fra, uanset hvor meget fitness vi dyrker, eller hvor få genstande vi drikker om ugen, eller hvor positivt vi tænker, eller hvor mange udviklingskurser vi deltager i. Jo, selvfølgelig skal vi passe på vores hjerter og leveren med for den sags skyld cykelhjelme ER en god opfindelse også til voksne - sagen er blot, at mens vi er travlt optaget af at sikre os og udvikle os, så er vi ubønhørligt i fuld gang med afviklingen. Det er ind i dette vilkår, den kristne tro taler. Realistisk, så det næsten gør ondt, taler Gud til os om den død, der stinker, så det ikke er til at holde ud at tænke på, at vi en dag skal skilles fra dem, vi holder mest af. Realistisk taler Gud til os om et håb og en verden så fuld af liv og lys, at det overgår både vores forstand og forestillingsevne. For selv om vi kan synes, det virker, som om Gud altid er forsinket og for sent på den til at nå at gribe ind i tide så taler denne søndag til os om en Gud, der griber os selv når vi synes, vi falder ud i intetheden. Denne søndag taler stærke ord til os om, at for Gud er mørket ikke mørke for Gud er natten lys som dagen for Gud er mørket som lyset. Hvor vore hænder må give slip der taler denne søndag om, at uanset om jeg stiger op til himlen eller lægger mig i dødsriget, så er jeg i Guds hænder, så leder Guds hånd mig også der. Det ændrer ikke på vilkåret også i morgen er der en Lazarus, hvor hans nærmeste sidder fortvivlet tilbage og måske anklagende spørger Gud, hvorfor greb du ikke ind, før det var for sent. Også i morgen falder millimeterne og splitsekunderne ud til den forkerte side af midterstriben på vejen. 4
Men i dag er det midtvejspåske i dag bliver vi mindet om, at den Gud, der ser ud til at komme for sent, han gik ind i tiden, den Gud blev selv et menneske for at vise, at selv i den dybeste smerte og yderste intethed er Gud os nær. Ikke engang den sten, der er væltet for graven, eller den stank, der vælter ud af gravhulen, kan holde Gud tilbage eller standse det liv og den kærlighed, han er så fuld af, at ikke engang døden kan tage livet af den. Råbet: Lazarus, kom herud, det sætter et håbets fortegn også for dig og mig. Råbet: Lazarus, kom herud, det minder os om, at Gud kommer ikke for sent uanset hvad Martha og Maria eller du og jeg tror så er Gud her til tiden, fordi han bliver hos os hele tiden, ja, selv når vores tid løber ud. I fredags begyndte konfirmanderne og jeg dagen på Nyhuse Kapel, da jeg havde fortalt lidt om den kristne begravelse og det håb, der rækker fra døbefontens tre håndfulde vand til begravelsens tre skovlfulde jord, gik vi ud på Nyhuse Kirkegård, vi gik rundt til de grave, hvor nogle af konfirmandernes egne oldeforældre eller bedsteforældre ligger begravet. Vi læste indskrifterne på gravstenene: Hvil i fred. Tak for alt. Højt elsket dybt savnet. Vær glad for livet! Og så var det vi stødte på gravstenen med indskriften: Johannes 11,25 vi har allerede hørt ordene én gang: Jesus, sagde til Martha: Jeg er opstandelsen og livet; den, der tror på mig, skal leve om han end dør. Og enhver som tror på mig, skal aldrig i evighed dø. Midt i dødens have, hvor hver eneste sten minder os om livets ubønhørlige deadline, der møder vi det trodsige håb om, at for Gud er mørket ikke mørke. Efter turen i de dødes have gik vi tilbage til sognegården og så filmen Helium, der handler om en lille dreng, Alfred, der har uhelbredelig kræft. Alfred ligger på hospitalsstuen med sine legetøjsluftballoner og luftskibe svævende fra loftet. En dag sætter rengøringsmanden Enzo sig hos ham og mellem de to opstår en sælsom fortrolighed. Enzo fortæller et håb frem i drengen, så Alfred slipper af med sin frygt for den død, han ikke kan løbe fra. 5
En fantastisk rørende og smuk film, hvor Enzo maler de fineste billeder frem af luftskibet, der kommer og henter Alfred og bringer ham frem til Helium, hvor hans bedsteforældre venter ham på grønne øer, der svæver i rummet. Gud nævnes ikke med et ord, men for mig at se maler filmen nænsomt det kristne håb frem i de sarteste farver og fineste nuancer. I den grad en midtvejspåskefilm, der vil give os mod til at leve med døden som vilkår. Løs ham og lad ham gå, siger Jesus, da Lazarus kommer ud af graven indsvøbt i ligklæder. Løs ham og lad ham gå. Det er det fantastiske ved den Gud, vi får lov at tro på som kristne, at det er en Gud, der ikke binder os på hænder og fødder, det er en Gud, der sætter os fri til at leve det liv, der er vores det liv, hvor splitsekunder og millimeter kan være livsafgørende for, om vi lever eller dør. I den forstand er Frederiksborg Slotskirke og alle verdens andre kirker en slags håbets katedraler. Her mindes vi jordnært og realistisk om vores endelighed men vi gør det med håbets fortegn. Vi gør det med det håb, som ikke har nogen udløbsdato. Det håb, der holder, også den dag du og jeg når vores sidste deadline. Amen. 6