8. Den Europæiske Union

8. Den Europæiske Union I dette kapitel behandles Den Europæiske Union. Kapitlet tager udgangspunkt i krisen i det europæiske samarbejde i 2011 og giver på denne baggrund et overblik over EU s historie, institutioner og beslutningsprocesser. Det diskuteres, om EU vil udvikle sig i en mellemstatslig eller overstatslig retning, og der gives en indføring i diskussionen om demokratiet i EU og en introduktion til teorier om europæisk integration. Kapitlet behandler det økonomiske samarbejde i EU, de danske forbehold og Lissabon-traktaten, og det afsluttes med en diskussion af mulige fremtidsscenarier for det europæiske samarbejde. Krise i Europa Ved udgangen af 2011 befandt Den Europæiske Union (EU) sig i en gigantisk krise. To år tidligere var Lissabon-traktaten, som afløste alle tidligere EU-traktater, trådt i kraft, og det var den almindelige opfattelse blandt EU s regeringer, at man havde fået løst en række problemer vedrørende EU s demokrati og funktionsmåde, og at der ikke ville blive tale om at vedtage nye traktater i mange år frem. En traktat er en juridisk bindende aftale mellem to eller flere lande. EUtraktaterne beskriver rammerne for EU og er grundlaget for EU s lovgivning. Men i løbet af 2011 stod det klart, at en række lande med Grækenland, Italien og Spanien i spidsen havde kæmpestore problemer med statsgælden, og dette medførte en udbredt mistillid til den fælles valuta, euroen. Problemerne var så store, at ikke færre end 10 af de 17 eurolande skiftede regering i løbet af et halvt år, Grækenland var meget tæt på en statsbankerot, og der blev talt om, at euroen muligvis ville bryde sammen, og at landene ville vende tilbage til de tidligere nationale valutaer. Situationen blev heller ikke bedre af, at hele Europa var ramt af en voldsom økonomisk lavkonjunktur i forlængelse af den internationale finanskrise, som brød ud i 2008. Efter 50 års samarbejde stod EU ved en skillevej. Skulle man: Afskaffe euroen og vende tilbage til et mere mellemstatsligt samarbejde? Opdele EU i en gruppe lande med euro og en gruppe lande uden euro, et EU i to hastigheder? Redde euroen ved at gøre det økonomiske samarbejde endnu tættere, fx ved at indføre euroobligationer og danne en økonomisk regering for alle eurolandene? Forsøge at redde det samlede EU med en ny traktat? De to magtfulde statschefer, den tyske kansler Angela Merkel og den franske præsident Nicolas Sarkozy, forlangte i december 2011, at der skulle vedtages en ny traktat med hårde sanktioner over for lande, som fører en uansvarlig finanspolitik. Traktaten skulle gælde for hele EU, men hvis det

ikke kunne lade sig gøre, var de parate til kun at lade den gælde for de 17 lande i eurozonen og i så fald ville en deling af EU være en realitet. Billedtekst: Angela Merkel og Nicalos Sarkozy. Thierry Tronnel/Corbis EU s historie De europæiske Fællesskaber (EF) blev dannet i 1957, da Vesttyskland, Frankrig, Italien, Nederlandene, Belgien og Luxembourg underskrev Rom-traktaten.6 år tidligere, i 1951, havde de samme lande dannet forløberen for EF, Det europæiske Kul- og Stålfællesskab. Formålet med EF var dels at forhindre en gentagelse af fortidens krige i Europa og dels at indlede et økonomisk samarbejde for at skabe større velstand. Tankegangen bag dette er, at lande som handler med hinanden ikke går i krig med hinanden, fordi det skader økonomien. Allerede i Rom-traktatens præambel (formålsparagraf) tales der om, at meningen er at forene stadig flere europæiske lande i en stadig snævrere union. Det økonomiske samarbejde skulle i første omgang bestå af en toldunion, et fællesmarked og en fælles landbrugspolitik. EF skiftede navn til EU den 1. januar 1993, da Maastricht-traktaten trådte i kraft. I en toldunion opkræver landene ikke told på varer indbyrdes, men har fælles toldsatser udadtil. Told er en afgift, som staten lægger på importerede varer. I et fællesmarked skal personer, varer, tjenesteydelser og kapital frit kunne cirkulere mellem medlemslandene. Fællesmarkedet blev først fuldt ud realiseret med Det indre Markeds ikrafttrædelse i 1993. Den fælles landbrugspolitik består

i, at landene indbyrdes aftaler prisen på forskellige landbrugsprodukter samt hvor meget, der skal produceres af dem. Formålet med landbrugspolitikken var at gøre EF selvforsynende med landbrugsvarer og sikre landbrugserhvervets eksistens. Landbrugspolitikken har dog også en række negative effekter. En af de negative effekter er, at ulandene ikke kan sælge deres landbrugsprodukter til EU på grund af tolden. En anden negativ effekt er, at landbrugsvarer bliver dyrere for forbrugerne i EU. Danmark blev medlem af EF den 1. januar 1973 sammen med Storbritannien og Irland, og siden er EF/EU gradvis blevet udvidet med flere og flere lande. Nogle europæiske lande vælger dog stadig frivilligt at stå udenfor samarbejdet, fx Norge og Svejts. Medlemskabet af EU har haft store positive effekter i nogle af landene. Lande som Grækenland og Irland var betydeligt fattigere, før de blev medlemmer, og i lande som Spanien og Portugal, der tidligere var diktaturer, har medlemskabet været med til at sikre en demokratisk udvikling. EU har gradvis udviklet sig gennem vedtagelsen af en række traktater: Rom-traktaten (trådt i kraft i1957) Den Europæiske Fællesakt (1987) Maastricht-traktaten (1993) Amsterdam-traktaten (1997) Nice-traktaten (2003) Lissabon-traktaten (2009) Lissabon-traktaten erstattede alle tidligere traktater, og det var meningen, at EU nu skulle have en lang pause fra nye traktater. EU s medlemslande Den Europæiske Union (EU) har i 2012 27 medlemslande fra alle dele af Europa, og det er besluttet, at Kroatien indtræder i EU som det 28. medlem den 1. juli 2013. Indtil 2004 var EU forbeholdt den vestlige og sydlige del af Europa, som havde været på USA s side i perioden med kold krig fra 1945 til 1990. Den 1. maj 2004 udvidede EU kredsen af medlemslande fra 15 til 25. De 10 nye medlemslande var hovedsageligt central- og østeuropæiske lande, som tidligere havde været kommunistiske. Nogle mente, at dette skridt markerede den endegyldige afslutning på den kolde krig, og at Europa nu atter var samlet efter at have været delt siden afslutningen på 2. Verdenskrig. EU har 17 medlemslande med fælles valuta, euroen: Cypern, Belgien, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Malta, Nederlandene, Portugal, Slovakiet Slovenien, Spanien, Tyskland og Østrig. 10 medlemslande har ikke den fælles valuta:

Bulgarien, Danmark, Letland, Litauen, Polen, Rumænien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet og Ungarn. Billedtekst: EU har i dag 27 medlemslande. Razberry/iStockphoto.com

For at kunne blive medlem af EU skal et land opfylde Københavnskriterierne, som blev vedtaget på et topmøde i København i 1993: Landet skal være et demokrati Landet skal overholde menneskerettighederne Landet skal være en retsstat Landet skal have markedsøkonomi Landet skal acceptere EU s målsætning om en politisk, økonomisk og monetær union EU s institutioner og beslutningsproces De vigtigste institutioner i EF/EU er ifølge Rom-traktaten: Kommissionen: Medlemslandenes regeringer udpeger Kommissionens medlemmer (kommissærerne), og disse har eneret på at fremsætte lovforslag i EU. Kommissionen skal desuden sørge for, at beslutninger bliver ført ud i livet. Kommissærerne skal ikke varetage de nationale interesser, men derimod fællesskabets. Dog kan landende vælge at pleje egne interesser ved at gå efter bestemte kommissionsposter. Der er 27 kommissærer i alt, én fra hvert land. Den danske kommissær er klimakommissær Connie Hedegaard fra De Konservative. Ministerrådet: Lovgivningen i EU vedtages af landenes ministre. Oprindelig havde landene vetoret i vitale spørgsmål, men gradvis kan flere og flere beslutninger træffes med kvalificeret flertal efter stadig mere komplicerede afstemningsregler. Vetoret betyder at ét medlemslandland kan blokere for en fælles beslutning (nedlægge veto). Ministerrådet er EU s mest magtfulde institution, især når stats- og regeringscheferne mødes under navnet Det Europæiske Råd. Europa-Parlamentet: Fra 1979 indførte man direkte valg til den tredje vigtige institution i EF/EU, hvor der tidligere havde siddet medlemmer udpeget af de lokale parlamenter. Europa-Parlamentet var oprindeligt rådgivende for Kommissionen og Ministerrådet, men er i dag blevet langt mere betydningsfuldt, idet hovedparten af EU s lovgivning skal godkendes her. Europa-Parlamentet kan desuden afsætte Kommissionen og skal godkende EU s budget. Europa-Parlamentet består af 736 direkte folkevalgte medlemmer fra medlemsstaterne, heraf 13 danske, der sidder i en periode på fem år. Der findes to slags EU-love: Forordninger, som har umiddelbar retsvirkning i medlemslandene, og direktiver, som først skal vedtages i de nationale parlamenter.

Billedtekst: Europa-Parlamentets bygning i Strasbourg. Europa-Parlamentet holder både møder i Strasbourg i Frankrig og i Bruxelles i Belgien. Luke Daniek/iStockphoto.com Fig. 8.1: EU`s beslutningsproces:

Tabel 8.1: Stemmefordelingen i Ministerrådet Tyskland, Frankrig, Italien, Storbritannien 29 Spanien, Polen 27 Rumænien 14 Nederlandene 13 Belgien, Tjekkiet, Grækenland, Ungarn, Portugal 12 Østrig, Sverige, Bulgarien 10 Danmark, Irland, Litauen, Slovakiet, Finland 7 Cypern, Estland, Letland, Luxembourg, Slovenien 4 Malta 3 I alt 345 For at et forslag kan vedtages med kvalificeret flertal i Ministerrådet, skal tre betingelser være opfyldt: o Kvalificeret flertal: 255 ud af de 345 stemmer o Flertal af medlemslande o Flertal på 62% af EU s befolkning Det kan virke uretfærdigt, at landene ikke har lige mange stemmer, men man skal her tænke på, at stemmevægtene faktisk er til fordel for de små lande. Eksempelvis har Tysklands ca. 82 millioner indbyggere 29 stemmer, mens Danmarks kun ca. 5 millioner indbyggere har 7 stemmer. Eller sagt med andre ord: 4 tyskere har samme stemmevægt som én dansker. Fra 2014 ændres reglerne således, at der kun skal opfyldes to betingelser for at vedtage beslutninger med kvalificeret flertal: o Mindst 55% af medlemslandene skal stemme for o Flertal på 65% af EU s befolkning Denne ændring er til fordel for de store lande, da det herefter vil være mængden af indbyggere, der er afgørende. Den sidste betydningsfulde institution er EU-Domstolen. Ifølge EU s traktater har EU-ret forrang for nationale love. Domstolen dømmer i alle sager, der vedrører EU`s lovgivning.

Med vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt besluttede EF-landene at indføre Det indre Marked, hvor der er fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Med indførelsen af fri bevægelighed for varer blev det nødvendigt med en lang række harmoniseringer, idet landene ellers ville kunne afvise de andre landes varer med henvisning til, at de ikke opfyldte særlige nationale standarder. Et af de mere muntre eksempler på dette var, at en af harmoniseringerne handlede om, hvor krum en agurk må være for at kunne sælges i EU. Med vedtagelsen af Maastricht-traktaten i 1992 skiftede EF navn til EU. Samarbejdet blev udvidet på en lang række punkter, det mest vidtgående var vedtagelsen om at indføre en økonomisk og monetær union (ØMU en) med fælles møntfod og centralbank. Samarbejdet blev i Maastrichttraktaten inddelt i tre søjler. Søjlerne er hovedområder i samarbejdet. Princippet i inddelingen er, at de emner, som staterne meget gerne vil beholde suverænitet over, nemlig sikkerheds- og udenrigspolitik samt retspolitik, blev placeret i søjle 2 og 3, mens alt andet blev placeret i søjle 1. Efter Lissabon-traktaten er søjleinddelingen afskaffet, men man bruger den stadig, når man taler om, hvilke hovedområder samarbejdet er inddelt i.

Fig. 8.2: EU`s søjler I det mellemstatslige samarbejde i søjle 2 og 3 træffes beslutninger kun i enighed mellem landene, og Domstolen dømmer ikke i disse emner. I det overstatslige samarbejde i søjle 1 træffes beslutninger med kvalificeret flertal i Ministerrådet, det vil sige, at det enkelte land her har afgivet sin suverænitet for til gengæld at opnå indflydelse på beslutningerne. Med Amsterdam-traktaten blev udlændinge- og asylpolitik flyttet fra søjle 3 til søjle 1, og Europaparlamentet fik øget sin indflydelse på lovgivningen. I Nice-traktaten ændrede man på fordelingen af stemmer i Ministerrådet inden den store udvidelse i 2004.

EU og demokratiet Det siges, at EU lider af et demokratisk underskud. Dette synspunkt deles også af tilhængere af EU. Der er således enighed om, at demokratiet i EU trænger til forbedringer, men der er stor uenighed om, hvordan man skal forbedre det. De mest almindelige kritikpunkter mod demokratiet i EU er: Beslutningerne træffes langt væk fra borgerne Beslutningsprocesserne er alt for indviklede EU styres af en elite De vigtigste beslutningstagere er ikke direkte valgt af folket For at imødekomme førstnævnte kritikpunkt har man i EU indført det såkaldte subsidiaritetsprincip eller nærhedsprincip. Princippet betyder kort sagt, at EU ikke skal tage sig af problemer, de enkelte lande selv kan løse. Beslutningerne skal træffes så tæt på borgerne som muligt. De indviklede beslutningsprocesser er det straks vanskeligere at gøre noget ved. Grunden til at processerne er så indviklede, er, at de er resultater af meget komplicerede kompromisser, som landene har indgået i forbindelse med forhandlingerne om de forskellige traktater. Alle vil gerne gøre reglerne enklere men ingen vil selv afgive indflydelse, hvis det er prisen. Synspunktet om, at EU styres af en elite, er også svært at afvise. Spørgsmålet er blot, om det er på grund af EU, at eliter tilkæmper sig magten. Politik drejer sig om kampen om værdifordelingen. En løsning på problemet er tæt knyttet sammen med spørgsmålet om, hvordan man giver befolkningerne større demokratisk indflydelse i EU. En nærliggende løsning er at give det folkevalgte Europa-Parlament større magt, fx ved at give det mulighed for at fremsætte og vedtage lovforslag. Dette vil utvivlsomt gøre EU mere demokratisk. Man må dog samtidig gøre sig klart, at man ikke kan give magt til nogen uden at tage magt fra andre. I dette tilfælde vil magten blive taget fra enten de nationale parlamenter eller fra ministrene i Ministerrådet. Det vil være et skridt i retning af at gøre EU til en føderation (forbundsstat) og dermed vil det flytte mere magt ned til Bruxelles eller ned til EU, som mange danskere siger. Det har også været foreslået at indføre folkevalgte kommissærer. Men også her gælder det, at dette vil være en styrkelse af kommissionens magt. Kommissionsformanden vil nærmest få status af at være en folkevalgt præsident for EU. Hvis man er føderalist (tilhænger af en forbundsstat) vil man ikke have noget imod at styrke demokratiet i EU ved at give mere magt til Europa-Parlamentet. Modstandere af en forbundsstat mener, at man skal løse demokratiproblemerne ved at give mere magt til de folkevalgte i de enkelte lande, nemlig de nationale parlamenter. Dette vil dog sætte integrationen i stå. Der vil næppe blive vedtaget mange lovforslag, hvis man bestemte, at de skulle vedtages i alle 27 landes parlamenter.

Demokratidiskussionen i EU befinder sig med andre ord i et dilemma: Hvis man vil gøre EU mere demokratisk og samtidig funktionsdygtigt, må man bevæge sig i retning af en føderation. Og det er der mange, der ikke ønsker. Fig. 8.3: Hvordan gør man EU mere demokratisk? Model Opfattelse af EU Metode til at styrke demokratiet Mellemstatsligt demokrati Overstatsligt demokrati EU er en konføderation, det vil sige et praktisk samarbejde mellem suveræne stater EU skal være en forbundsstat Færre afgørelser med kvalificeret flertal. Mere magt til de nationale parlamenter. EU skal ikke blande sig i staternes interne forhold Flere afgørelser med kvalificeret flertal. Folkevalgte kommissærer. Mere magt til Europa- Parlamentet. Ulempe ifølge modstandere af modellen Modellen er ineffektiv. De fælles problemer kan ikke løses uden overstatslige beslutninger. Svækkelse af nationalstaterne. Befolkningerne fremmedgøres over for magthaverne. Men man kan også betragte demokratiet i EU på en anden måde. Selvom EU på nogle områder udhuler de nationale demokratier, er det et gigantisk skridt i retning af at gøre verden mere demokratisk. Normaltilstanden i det internationale system er anarki her gælder ikke andre regler end den stærkes ret. I den sammenhæng er det noget enestående, at 27 lande, hvoraf nogle er blandt verdens stærkeste og rigeste, er blevet enige om at afgive suverænitet (selvbestemmelse) for at indgå i et samarbejde med fælles love og regler. Set i det lys er det måske mindre betydningsfuldt, om Folketinget mister noget af sin magt. Der er også en gevinst forbundet med at det enkelte land afgiver suverænitet, nemlig muligheden for at få større indflydelse på alle de andre landes beslutninger. Ved afgivelse af suverænitet får landene desuden bedre muligheder for at løse

problemer, som de enkelte lande ikke er i stand til at løse selv. Eksempler på dette kan være miljøproblemer og international kriminalitet. De danske forbehold I Danmark er der tradition for at sende EU-traktaterne til folkeafstemning, dog skete dette ikke med Nice-traktaten og Lissabon-traktaten. I 1992 stemte danskerne nej til Maastricht-traktaten med et meget lille flertal. Formelt betød dette, at traktaten dermed var forkastet i hele EU, da den skulle vedtages i enighed. Det var dog ikke realistisk at forestille sig, at resten af EU ville affinde sig med den situation, og et flertal i Folketinget indgik et nationalt kompromis, som indebar, at Danmark forhandlede sig frem til fire undtagelser fra Maastricht-traktaten. Traktaten inklusiv de fire undtagelser kom til en ny folkeafstemning under navnet Edinburgh-afgørelsen i 1993 og blev vedtaget. Dette udløste voldsomme demonstrationer i København og endte i en ren skandalesag, hvor politiet affyrede skarpe skud mod brostenskastende demonstranter. EU er et af de emner, der virkelig kan få følelserne frem i dele af den danske befolkning. De fire undtagelser, som stadig gælder, er: Nej til fælles mønt Nej til fælles militær Nej til unionsborgerskab Nej til overstatsligt retssamarbejde Da Danmark rent faktisk ikke var forpligtet på noget nyt på nogen af disse fire områder i selve Maastricht-traktaten, følte mange, at politikerne havde snydt befolkningen. Men undtagelserne har vist sig meget betydningsfulde siden hen og har fungeret som en aftale mellem den danske befolkning og politikerne om, hvor langt Danmark skal gå i integrationen. I år 2000 forsøgte den socialdemokratisk ledede danske regering at få afskaffet et af forbeholdene for at indføre EU s fælles mønt, euroen, men tabte folkeafstemningen. Undtagelsen vedrørende unionsborgerskabet har siden vist sig uden betydning, idet der ikke er planer om at erstatte nationale statsborgerskaber med et unionsborgerskab. Unionsborgerskabet giver alle EU-borgere en række rettigheder, fx retten til at stemme ved lokale valg og valg til Europa-Parlamentet, hvis man bor i et andet EU-land end det, man er statsborger i. Men Danmark giver i forvejen disse rettigheder til borgere fra andre EU-lande.

Erfaringerne med at stå udenfor på de tre andre områder er indtil videre: Det har ikke med sikkerhed kunnet påvises, om det har skadet eller gavnet dansk økonomi at stå udenfor eurozonen. Men den danske regering har i en række tilfælde udtalt, at det har svækket Danmarks politiske indflydelse. Undtagelsen på det militære område har betydet, at Danmark ikke har kunnet deltage i en række militære operationer under EU s ledelse, fx fredsbevarende operationer. Til gengæld har Danmark deltaget i en del militære operationer ledet af NATO, og disse har ofte haft mere karakter af egentlige kamphandlinger end operationerne under EU s ledelse. Undtagelsen fra den overstatslige retspolitik har betydet, at Danmark ikke deltager i fælles asyl- og udlændingepolitik. Dette har medført, at Danmark på en række områder har kunnet føre en mere restriktiv udlændingepolitik end de øvrige EU-lande. Der er jævnligt danske politikere, der argumenterer for at sende ét eller flere af forbeholdene til folkeafstemning. Det har i den forbindelse været diskuteret, om man skal sende forbeholdene til afstemning ét ad gangen, eller om man skal sende alle forbehold til afstemning som en samlet pakke kaldet big bang. En mellemvej ville være en smørrebrødsseddel, hvor vælgerne kunne krydse ja eller nej ud for hvert enkelt forbehold. Men under den nuværende krise i EU er de fleste enige om, at i hvert fald forbeholdet vedrørende fælles mønt næppe vil kunne ændres. Tabel 8.2: danske folkeafstemninger om EU Ja Nej 1972 Danmarks indtrædelse i EF 63,4% 36,6% 1986 Fælles Akt 56,2% 43,8% 1992 Maastricht-traktaten 49,3% 50,7% 1993 Edinburgh-afgørelsen 56,7% 43,3% 1998 Amsterdam-traktaten 55,1% 44,9% 2000 Danmarks deltagelse i eurosamarbejdet 46,8% 53,2% Traditionen med de danske folkeafstemninger har både tilhængere og modstandere. Tilhængerne mener, at de styrker demokratiet og gør danskerne mere oplyste om EU. Modstandere hævder, at

folkeafstemningerne kortslutter det repræsentative demokrati og får politikerne til at fralægge sig ansvaret for den danske EU-politik. EU-modstanden i Danmark har med årene ændret karakter. De fleste modstandere ønsker ikke fuldstændig dansk udmeldelse af EU, men blot at EU skal være et rent mellemstatsligt samarbejde på nogle afgrænsede områder. EU-skepsissen er ikke lige udbredt i alle politiske partier. De eneste to partier i Danmark i dag, der er udpræget skeptiske, er Dansk Folkeparti og Enhedslisten. De to partier er dog skeptiske med forskellige begrundelser. Dansk Folkeparti vil gerne værne om nationale værdier og danskheden, mens Enhedslisten mener, at EU øger den økonomiske ulighed og ødelægger demokratiet.. Nogle har karakteriseret danskernes holdning som lilleputchauvinisme : Vi mener, at vores velfærdsstat og demokrati er bedre end de andre landes - ikke på trods af, men netop fordi vi er et lille land. Lissabon-traktaten Da Lissabon-traktaten trådte i kraft den 1. december 2009, var der gået flere års hårdt arbejde forud, og en tidligere udgave af traktaten var blevet forkastet ved folkeafstemninger i Nederlandene og Frankrig. Irland stemte i første omgang nej til selve Lissabon-traktaten, men omgjorde beslutningen ved en ny afstemning efter at have fået en række præciseringer af teksten. Lissabon-traktaten havde især tre formål: At gøre EU mere åbent og demokratisk At gøre det lettere at træffe beslutninger i et EU med mange lande At gøre EU bedre til at tackle globale udfordringer De vigtigste ændringer, som indgik i traktaten, var: Europa-Parlamentet bliver medlovgiver flere områder og har nu vetoret på ca. 75% af al lovgivningen Tilsvarende træffes flere beslutninger med kvalificeret flertal i Ministerrådet Det Europæiske Råd får en fast formand, som vælges for to et halvt år ad gangen med mulighed for at sidde i to perioder (en EU-præsident ) Rådet for Udenrigsanliggender får en fast formand ( EU s udenrigsminister ) Beregningen af kvalificeret flertal i Ministerrådet ændres fra 2014 således, at der fremover skal være 55% af landene og 65% af befolkningerne bag et ja Møder i Ministerrådet, hvor der behandles lovgivning, skal være åbne for offentligheden. Der indføres et borgerinitiativ, hvor 1 million borgere kan opfordre Kommissionen til at fremsætte et lovforslag. Kommissionen bestemmer selv, om den vil fremsætte forslaget.

Billedtekst: Lissabon-traktaten. European Commission 2011 Hvad angår målsætningen om mere åbenhed, opfyldes denne ved at gøre møder i Ministerrådet åbne. Målsætningen om mere demokrati kan siges at blive opfyldt, hvis man går ind for et overstatsligt demokrati, idet landene kan nedstemmes på flere områder, og det folkevalgte Europa- Parlament bliver mere magtfuldt. Hvis man går ind for en mere mellemstatslig model, vil man ikke opfatte ændringerne som mere demokratiske. Borgerinitiativet kan opfattes som et demokratisk fremskridt, hvis man går ind for deltagelsesdemokratiopfattelsen. Målsætningen om effektivitet kan også siges at blive opfyldt, idet de nye regler for beregning af kvalificeret flertal gør det sværere for en række små lande at bremse et forslag. Man kan også udtrykke det på den måde, at de store lande får forholdsvis større magt. Endelig er der målsætningen om at gøre EU bedre til at tackle globale udfordringer. Her er det tanken, at udnævnelsen af en europæisk præsident og en europæisk udenrigsminister vil gøre det nemmere for EU at tale med en samlet stemme, fx i spørgsmål om terrorbekæmpelse, miljøspørgsmål eller eventuel krigsdeltagelse. Men det virker kun, hvis de udnævnte personer har politisk styrke til at få EU-landene til at blive enige. Hverken den første præsident, belgieren Herman van Rompuy, eller den første udenrigsminister, briten Catherine Ashton, har indtil videre set ud til at have politisk styrke, som kan måle sig med eksempelvis en tysk kansler, en fransk præsident eller en formand for Kommissionen.

Kun to år efter Lissabon-traktatens ikrafttrædelse stod EU i sin hidtil største krise, og man diskuterede igen, om en traktatfornyelse er nødvendig. Det økonomiske samarbejde i EU Den europæiske Kul- og Stålunion blev oprettet i 1952 af Tyskland, Italien, Frankrig, Holland, Belgien og Luxembourg og var et fællesmarked for kul og stål, som var meget vigtige råvarer for de tidligere krigsførende lande. Et fællesmarked har fælles toldmure udadtil, ingen told eller kvoteordninger indadtil og fri bevægelighed i de pågældende lande for de produkter, fællesmarkedet omfatter. I 1957 gik "de seks" videre og udvidede med Rom-traktaten det økonomiske samarbejde med en lang række målsætninger, som siden gradvis er blevet indfriet med de forskellige traktatændringer. Den europæiske Kul- og Stålunion skiftede i 1957 med Rom-traktaten navn til EF, og i 1993 med Maastricht-traktaten til EU (Den europæiske Union). De tilsvarende engelske betegnelser er EEC (European Economic Community) og EU (European Union). Det økonomiske samarbejde i EU omfatter i hovedtræk: En toldunion En fælles landbrugspolitik Et indre marked En økonomisk og monetær union (ØMU) Det økonomiske samarbejde i EF omfattede fra starten en toldunion og en fælles landbrugspolitik. En toldunion er et område med fælles toldmur udadtil. EU-landene har fælles toldsatser og importrestriktioner overfor resten af verdens lande. De største restriktioner findes i dag på landbrugsområdet. EU-landene må ikke opkræve told eller have andre restriktioner i samhandelen med hinanden. Formålet med EU s fælles landbrugspolitik var oprindeligt at gøre EU selvforsynende med landbrugsvarer. Det lykkedes så godt, at der fra omkring 1980 var en regulær overproduktion af landbrugsvarer i EU, hvilket medførte indførelsen af overskudslagre og forskellige muligheder for landmændene for at få støtte til at undlade at producere. Landbrugsordningerne fungerer på den måde, at Ministerrådet beslutter kvoter for landbrugsproduktion og retningsgivende priser på landbrugsprodukter. Verdensmarkedsprisen ligger typisk lavere end EU s retningsgivende priser. Hvis prisen på et landbrugsprodukt i EU kommer under den retningsgivende pris, foretager EU støtteopkøb. Den øgede efterspørgsel efter produktet får prisen til at stige til det ønskede niveau. Varer fra resten af verden pålægges told, så de ikke kan udkonkurrere EU s landbrugsvarer. Tilsvarende gives eksportstøtte, således at EU s landmænd kan sælge produkterne til resten af

verden til verdensmarkedsprisen. Produkterne, som indkøbes af EU som støtteopkøb, havner i overskudslagre, som enten sælges på verdensmarkedet til lave priser eller destrueres. Landbrugsstøtten har været udsat for massiv kritik af flere årsager: EU s forbrugere betaler kunstigt høje priser for fødevarer EU bruger omkring 40 procent af sit budget på landbrugsstøtte, tidligere var det langt mere. Landbrugsordningerne er protektionistiske og holder ulandene væk fra EU s markeder Landbrugsordningerne er planøkonomi og strider mod EU s ideologiske grundlag Det virker uetisk at skabe overskudslagre og destruere fødevarer På den anden side kan man også betragte landbrugsordningerne som en succes: Landbrugsordningerne har reddet en del af landbrugserhvervet i EU EU er blevet selvforsynende med landbrugsvarer Det har ved flere lejligheder været foreslået at afskaffe EU s landbrugsstøtte. Dette er imidlertid forbundet med flere problemer. Et af dem er, at landmændene ikke ville kunne sælge deres gårde: Landbrugsstøtten er blevet indregnet i landbrugenes pris ("kapitaliseret"), man har så at sige købt retten til fremtidig landbrugsstøtte. Hvis støtten så bortfalder, har man betalt meget mere for sin gård, end den er værd. Et andet problem er, at det ikke kun er EU s landbrug, som er protektionistisk. USA og EU beskylder løbende hinanden for protektionisme i WTO, og den første betingelse for at standse landbrugsstøtten er, at den anden part også skal gøre det. Det indre Marked blev besluttet som en del af Den Europæiske Fællesakt i 1986. Det indre Marked hviler på de såkaldte "fire friheder", der siger, at der skal være fri bevægelighed for varer, personer, tjenesteydelser og kapital. Disse skal kunne cirkulere frit indenfor Det indre Markeds område på samme måde som i et medlemsland. Indførelsen af Det indre Marked nødvendiggjorde en lang række harmoniseringer, idet landene ellers ville kunne bruge forskellige standarder som påskud for at holde hinandens varer væk fra markedet. Et eksempel kunne være, at Danmark i mange år havde forbud mod øl og sodavand på dåser. Danmarks begrundelse var, at vores system med returpant på flasker, som var godt for miljøet, ville bryde sammen, hvis vi tillod dåser. EU-kommissionen accepterede ikke i det lange løb denne forklaring, og i dag er øldåser tilladte i Danmark og returpantsystemet er ikke brudt sammen. Det indre Marked består af en lang række direktiver om harmoniseringer, som landene efter planen skulle have vedtaget i de nationale parlamenter inden 1993. EU s økonomiske og monetære union (ØMU) blev vedtaget med Maastricht-traktaten i 1992. ØMU en skulle inden 1999 indføres i tre faser, som i forenklet form kan beskrives således:

1. Færdiggørelse af arbejdet med at gennemføre Det indre Marked 2. Landene opfylder konvergenskravene 3. Indførelse af fælles valuta (euro) og centralbank (ECB) ØMU en kan siges både at have et økonomisk og et politisk formål. Det økonomiske formål er, at der ifølge den klassiske økonomiske tankegang er nogle fordele ved en fælles valuta og fælles pengepolitik: Den fælles valuta sparer landene for en række transaktionsomkostninger (fx vekselgebyrer) og gør samhandelen lettere, og den fælles pengepolitik sikrer en ensartet rente, som medvirker til at holde inflationen lav. Pengepolitikken skal føres af Den Europæiske Centralbank, som skal være uafhængig af regeringerne. Det politiske formål er mere langsigtet: Dannelsen af en økonomisk og monetær union kan på længere sigt bane vejen for en politisk union eller en forbundsstat, hvis man måtte ønske dette. Nogle mener, at man kan indføre en økonomisk og monetær union uden at behøve at tage stilling til, om der senere skal være en politisk union, andre mener, at en økonomisk og monetær union nødvendiggør en politisk union: Den fælles valuta og pengepolitik vil nødvendiggøre en samordning af hele den økonomiske politik, hvilket igen vil nødvendiggøre en samordning af alle øvrige politikområder. Billedtekst: I ØMU ens 3. fase indføres euro som fælles mønt. Zoran Kolundzija/iStockphoto.com Hvis lande skal have fælles valuta og pengepolitik, betyder det, at de ikke længere kan have forskelligt renteniveau eller gennemføre devalueringer overfor hinanden. Man skal også helst

indføre den fælles valuta i en situation, hvor inflationen ikke er vidt forskellig i landene. For at kunne indtræde i ØMU ens 3. fase skal landene derfor opfylde konvergenskravene: 1. Den offentlige sektors budgetunderskud må ikke overstige 3% af BNP 2. Den offentlige gæld må ikke overstige 60% af BNP 3. Inflationen må højst være 1,5% højere end gennemsnittet i de tre EU-lande, der har den laveste inflation 4. Renten må højst være 2% højere end gennemsnittet i de tre EU-lande, der har den laveste inflation 5. Man må ikke have devalueret i forhold til de øvrige EU-lande indenfor de seneste to år Når et land først er med i ØMU ens 3. fase, kan det ikke længere selv bestemme over rente og valutakurs. Det har således reelt kun finanspolitikken tilbage af de traditionelle økonomiske værktøjer. Men også her er der en begrænsning: Man skal stadig opfylde de to førstnævnte konvergenskrav ("Stabilitetspagten"). I modsat fald kan landet blive idømt en bøde, hvilket dog indtil nu ikke har været praksis. Netop landenes manglende overholdelse af de finanspolitiske krav i Stabilitetspagten har siden vist sig at være en afgørende svaghed i hele projektet, idet en række landes alt for store statsgæld er baggrunden for den nuværende krise i ØMU`en. Grækenland er endog blevet afsløret i at have indleveret forkerte oplysninger om statens budgetunderskud og gæld for overhovedet at komme med i euro-zonen. Kritikere af ØMU en siger desuden, at konvergenskravene og Stabilitetspagten sammen med Den Europæiske Centralbanks målsætning om en lav inflation tvinger landene til at føre en kontraktiv økonomisk politik, som kan skabe arbejdsløshed. Stabilitetspagten er som en følge af dette blevet omdøbt til "Vækst- og Stabilitetspagten" og har fået tilføjet nogle målsætninger om at fremme beskæftigelsen i medlemslandene. ØMU en er således både blevet kritiseret for at kræve en for stram finanspolitik og for at medlemslandenes finanspolitik ikke har været stram nok. Danmark fik ved Edinburgh-afgørelsen i 1993 en undtagelse fra ØMU ens 3. fase og har derfor ikke euro og er ikke medlemmer af ECB. Undtagelsen blev bekræftet ved en fornyet folkeafstemning i 2000. Men Danmark deltager i ØMU ens to første faser, den danske krones værdi følger euroens, og vi tilstræber at have den samme rente som eurolandene. Nogle mener, at vi på denne måde reelt har indført euro, vi er bare ikke med i den inderkreds, der kan træffe de vigtige økonomiske beslutninger i EU. Andre mener, at undtagelsen betyder, at vi reelt har muligheden for at føre en selvstændig valutakurspolitik og pengepolitik, hvis vi en dag skulle ønske det. Undtagelsen kan vise sig at få afgørende betydning for Danmarks fremtid, hvis den nuværende krise i samarbejdet på længere sigt medfører, at EU deles i lande inden for og uden for euro-zonen. EU som international aktør I lighed med andre internationale organisationer kan man betragte EU som instrument, arena eller aktør.

Ifølge en marxistisk opfattelse vil man først og fremmest se EU som et instrument for mægtige kapitalinteresser. De multinationale selskaber og de største nationale virksomheder har alle behov for frit at kunne handle og flytte kapital. Derfor er det nødvendigt med international frihandel, hvilket EU etablerer inden for en regional, europæisk ramme. Tilsvarende har man WTO til at fremme global frihandel. Man har også kunnet betragte EU som instrument for landbrugserhvervets interesser. EU s fælles landbrugspolitik har dels tildelt de europæiske landbrug store summer i støtte, dels sørget for at etablere en effektiv beskyttelse mod konkurrence fra ulandenes landbrugsprodukter. Hvis man ser EU som en hovedsageligt mellemstatslig organisation, er EU især en arena, hvor landene kan mødes og løse fælles problemer. Det er på denne måde, de såkaldte funktionalister, som omtales i næste afsnit, betragter EU. Med etableringen af den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i Maastricht-traktaten bliver det navnlig interessant at se, om det er lykkedes for EU at optræde som en selvstændig aktør i det internationale system. Normalt definerer man udenrigspolitik som en stats politik over for sin omverden. Men EU er jo ikke en stat, og mange ønsker ikke, at EU skal blive det. Alligevel kan man se, at EU har forsøgt at føre udenrigspolitik og at optræde som en selvstændig aktør i en række tilfælde. Der, hvor det er lykkedes bedst for EU at være en aktør, er nok på bistandsområdet. EU-landene giver tilsammen over halvdelen af verdens ulandsbistand, og en meget stor del af denne gives gennem EU-institutioner. Kritikere siger dog, at EU med sin protektionistiske landbrugspolitik i virkeligheden skader ulandenes økonomi mere, end ulandsbistanden gavner. Et andet område, hvor EU har haft et vist held med at optræde som aktør er på miljøområdet, hvor EU ofte er gået foran i kampen for miljøforbedringer. Disse bestræbelser led dog noget af et knæk under klimatopmødet COP15 i København i 2009, hvor USA og Kina optrådte som de stormagter, de er, og hvor de ikke var interesserede i at binde sig til store reduktioner af udledning af CO 2. EU-landene fik ved denne lejlighed ikke vedtaget de reduktioner, som de havde satset på. Man kan til gengæld med ret stor sikkerhed fastslå, at det ikke er lykkedes for EU at blive en magtfuld aktør på det sikkerhedspolitiske område. Det første bevis på dette fik man i 1990 erne, hvor EU stod magtesløs over for krigene i det tidligere Jugoslavien. Dels kunne landene i starten ikke blive enige om, hvorvidt man skulle satse på at bevare den jugoslaviske forbundsstat eller fremme dens opløsning, dels var man ikke klar til at gribe militært ind med den fornødne styrke. Den eneste militære intervention, som virkelig havde effekt, var da NATO anført af USA bombede Serbien, da landets styre forsøgte at fordrive den albanske del af befolkningen fra den autonome region Kosovo. Et andet bevis fik man, da USA besluttede at angribe Irak i 2003, fordi man hævdede, at Iraks diktator Saddam Hussein var i besiddelse af masseødelæggelsesvåben og til stor fare for den globale sikkerhed. FN s Sikkerhedsråd havde ikke godkendt angrebet, og EU-landene delte sig i to grupper. Storbritannien og Danmark var blandt de lande, som valgte at deltage i krigen, mens andre lande anført af Tyskland var imod. Tyskland var også skeptisk over for den humanitære intervention i Libyen i 2011, hvor NATO med fly beskyttede civilbefolkningen under kampe

mellem regeringstropper og bevæbnede oprørere. Tyskland, som på dette tidspunkt var medlem af FN s Sikkerhedsråd, undlod sammen med Rusland, Kina, Indien og Brasilien at stemme, da interventionen blev godkendt. Krigen endte med, at NATO reelt var med til at vælte Libyens leder Moammar Gadaffi, som blev dræbt af oprørerne. Heller ikke her lykkedes det EU at etablere en fælles holdning til et vigtigt sikkerhedspolitisk spørgsmål. Integrationsteorier Der findes en række teorier om integrationen i EU. Teorierne er både deskriptive og normative, da de dels ønsker at forklare, hvad der driver integrationen fremad, og dels opstiller et ønskeligt endemål for integrationen. At integrere betyder at gøre hel eller at samle dele til enhed. Vi vil her se på tre grundlæggende teorier: føderalismen, funktionalismen og neo-funktionalismen. De to første integrationsteorier, føderalismen og funktionalismen, opstod begge efter 2. verdenskrig. Begge teorier tog udgangspunkt i den formodning, at årsagen til de to verdenskrige var nationalstatssystemet. Føderalisterne ønskede en forbundsstat med USA som forbillede. Forbundsstaten skulle have en fælles regering, et fælles parlament, en fælles hær og alt, hvad der hører til en stat. Men i lighed med USA skulle de overstatslige myndigheder kun tage sig af de ting, som ikke kan klares i de enkelte stater med andre ord skulle forbundsstaten bygge på subsidiaritetsprincippet. Funktionalisterne ønskede ingen forbundsstat. Ifølge funktionalismen har menneskene en række fælles behov, som bedst kan opfyldes internationalt. Disse behov er fx føde, bolig og sundhed. Da behovene er fælles, løses de bedre af eksperter end af politikere. Dette kan ske ved oprettelsen af en række internationale organisationer med konkrete, afgrænsede opgaver. Samarbejdet mellem staterne skal være mellemstatsligt. På langt sigt forestiller funktionalisterne sig dog, at statssystemet vil gå i opløsning, og at der vil komme en verdensføderation. Hverken funktionalisterne eller føderalisterne fik ret i deres formodninger om den europæiske integration. Funktionalismen ser helt bort fra, at der eksisterer interessekonflikter og politiske uenigheder. Eksperter er ikke egnede til at løse politiske stridsspørgsmål. Føderalismen så bort fra, at staterne i vidt omfang ikke ønskede at afgive deres suverænitet. En teori, der ofte har været brugt til at forklare den faktiske integrationsudvikling, er neofunktionalismen. Neo-funktionalismen mener i lighed med funktionalismen, at integrationen skal ske ved at man gradvis overfører en række konkrete opgaver til internationale organisationer. Men organisationerne skal være overnationale, og integrationens endemål skal være en forbundsstat. Drivkraften i integrationsprocessen skal være politiske eliter. Selve integrationsprocessen forklares med begrebet spill-over. Spill-over betyder, at integration på ét område automatisk medfører integration på andre områder. Ifølge denne tankegang er den fælles landbrugspolitik integrationens motor. For at de fælles landbrugspriser kan fungere i praksis, er staterne nødt til at samarbejde om valutapolitik. Og hvis man samarbejder om valutapolitik, bliver man også nødt til at samarbejde om

den generelle økonomiske politik for ikke at skabe for store ubalancer mellem landene. Et samarbejde om den økonomiske politik vil langsomt lede til dannelsen af en politisk union, for ellers kan den fælles økonomiske politik ikke gennemtrumfes. Dette er også logikken i ØMU ens udvikling og måske er den kommende finanspagt begyndelsen på en politisk union. Fig. 8.3: Den europæiske integration ifølge neo-funktionalismen. Fælles land brugspolitik Fælles valu Fælles spill over spill over økonomisk spill over tapolitik politik Politisk union Senere er en række andre teorier om integrationen kommet til, men integrationsprocessen kan stadig i hovedtræk beskrives som i fig. 8.3. EU i fremtiden Integrationen i EU har hidtil været kendetegnet ved en stadig større integration i bredden, hvor flere og flere området inddrages i EU-samarbejdet, og hvor flere og flere lande bliver medlem af EU. Desuden har der været en stadig stigende integration i dybden, hvor samarbejdet har fået en mere og mere overstatslig karakter. Spørgsmålet er imidlertid, om denne udvikling er ved at være slut. Efter krisemøder om EU s fremtid i december 2011 er der en oplagt risiko for, at nogle af landene vil forlade dele af samarbejdet eller måske endda helt forlade EU. Frankrig og Tyskland fremlagde under møderne forslag til ændringer i Lissabon-traktaten, men Storbritannien valgte at nedlægge veto. De 17 lande i eurozonen besluttede herefter at indgå en aftale om en ny finanspolitisk pagt, som med tiden måske vil udvikle sig til en egentlig finanspolitisk union. De øvrige lande fik tilbuddet om enten at gå med i aftalen eller at holde sig udenfor. Storbritannien sagde som det eneste land straks nej til aftalen, de resterende lande, heriblandt Danmark, overvejer situationen. Muligheden for et EU i to hastigheder eller for et EU uden Storbritannien er opstået.

Billedtekst: Gældsproblemerne i EU fik Storbritannien til at gå egne veje. Wiktor Dabkowski/dpa/Corbis/Polfoto En finanspolitisk union? De 17 eurozonelande besluttede i december 2011 at indgå i en finanspolitisk pagt. Aftalen om finanspagten: Der skal som udgangspunkt være overskud eller balance i landenes budgetter. Det gennemsnitlige offentlige underskud må højst være en halv procent af det årlige bruttonationalprodukt. Reglen skal skrives ind i den nationale lovgivning, og det skal sikres, at landene automatisk retter ind, hvis underskuddet bliver større end tilladt. Lande med uforholdsmæssigt store underskud skal sende Kommissionen og Rådet en plan for de reformer, de vil gennemføre for at rette op. Så snart et af landene rammer et underskud på tre procent af BNP, vil de andre eurolande straks gribe ind, eventuelt med sanktioner mod landet. Lande skal på forhånd redegøre for deres planer for udstedelse af statsobligationer. Fra juli 2012 træder en ny institution i kraft: Den Europæiske Stabiliseringsmekanisme (ESM). Den er eurolandenes permanente redningsfond. EU s medlemslande skyder 200 mia. euro i IMF for at begrænse krisen. Kilde: Politiken d. 10/12 2011.

Aftalen efterlader Danmark i et dilemma: Skal Danmark gå med i finanspagten og dermed binde os til at føre en kontraktiv finanspolitik? Eller skal Danmark holde sig udenfor med de risici, det medfører? Hvordan forholder finanspagten sig til det danske euroforbehold? Skal Danmark have en folkeafstemning for at kunne indgå i finanspagten? Aftalen er mellemstatslig, men kan være starten på en egentlig finanspolitisk union. Det er uvist, hvor mange medlemmer den i givet fald vil få, og hvad der derefter vil ske med resten af landene og med hele EU-samarbejdet. En post-demokratisk union? Hvor den finanspolitiske pagt af nogle betragtes som euroens redning og muligheden for begyndelsen på en europæisk føderation, har andre set pagten og hele forløbet omkring dens vedtagelse som et alvorligt tilbageskridt for demokratiet i EU. Den væsentligste drivkraft i pagtens tilblivelse var den såkaldte Frankfurtergruppe, som bestod af repræsentanter for Tyskland, Frankrig, Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og IMF. Det var i denne gruppe, forhandlinger og indgåelse af kompromisser reelt fandt sted, de øvrige lande fik præsenteret forslaget som take it, or leave it. Euroens redning er ud fra denne synsvinkel samtidig begyndelsen på et mere udemokratisk og lukket system, hvor vælgerne ikke kan stille nogen direkte til ansvar for beslutningerne. En lignende tendens kommer til udtryk, når man i Grækenland og Italien har indsat såkaldte bureaukratregeringer til at løse de økonomiske problemer. Den berømte tyske sociolog Jürgen Habermas kalder det et post-demokratisk styre, og han mener, at de nationale parlamenter risikerer at blive sat uden for indflydelse ved hjælp af trusler om økonomiske sanktioner. Den tidligere tyske udenrigsminister Joschka Fischer foreslog, at problemet kunne løses ved at splitte EU op i to grupper: lande med euro og lande uden euro. Gruppen af lande med euro kan herefter danne en egentlig europæisk regering. Herefter vil man få en konstruktion med en europæisk forbundsstat med en række andre lande udenfor med en løsere tilknytning. Nye udvidelser? Et sidste spørgsmål vedrørende EU s fremtid, som skal behandles her, er spørgsmålet om kommende udvidelser. Som det ser ud nu, vil der fra 2013 være 28 medlemslande i EU. Der er stadig en række lande, som gerne vil være medlem, og blandt disse er der i 2005 indledt officielle optagelsesforhandlinger med Tyrkiet. Et tyrkisk medlemskab er kontroversielt af flere årsager. For det første ligger størstedelen af Tyrkiet rent geografisk placeret i Asien, og det rejser spørgsmålet om, hvor Europas grænse egentlig går. Allerede i 1987 fik Marokko afvist en ansøgning om medlemskab med den begrundelse, at det ikke er et europæisk land. Dernæst vil optagelsen af et relativt fattigt land med 75 millioner indbyggere betyde ændringer i både den politiske dagsorden og den politiske magtbalance i EU. Det vil koste penge, og der vil måske foregå en indvandring af tyrkisk arbejdskraft til det øvrige EU. Tyrkiet har

desuden problemer med at opfylde Københavnskriterierne, især er undertrykkelse af det kurdiske mindretal og andre menneskerettighedskrænkelser et problem. Som om dette ikke var nok, holder Tyrkiet dele af EU-medlemslandet Cypern besat. Endelig er den et emne, som der ikke officielt tales så højt om, men som ikke desto mindre må anses for at være væsentligt: Vil EU have et stort muslimsk land som medlem? Meget taler dog også for et tyrkisk medlemskab af EU. Tyrkiet kan blive en vigtig brobygger mellem Europa og Mellemøsten og på denne måde styrke sikkerheden i det internationale system. Tyrkiet er i forvejen medlem af NATO, og af samme grund har USA presset på for at EU skal optage Tyrkiet. Man kan også argumentere for, at et medlemskab ville tvinde Tyrkiet til at forblive et demokrati, til at overholde menneskerettighederne og til at anerkende Cypern. Skulle Tyrkiet ende med at blive optaget, vil det ikke sætte en stopper for diskussionen om flere udvidelser. Island og Makedonien er allerede officielt anerkendte som kandidatlande, og Albanien, Montenegro og Serbien har søgt om at blive officielle kandidater. Og man må ikke glemme, at et af de oprindelige formål med Den Europæiske Union var at samle så mange europæiske lande som muligt. Men problemfrit er det ikke. Kernebegreber: EU s demokratiske underskud EU kritiseres ofte for at være udemokratisk, fordi beslutningstagerne ikke er direkte valgt af folket, og fordi beslutningerne træffes langt væk fra borgerne Eurozonen De 17 lande, der har euro Funktionalisme Integrationsteori som betragter EU som et mellemstatsligt samarbejde om en række konkrete funktioner Fællesmarked Et fællesmarked har fælles toldmure udadtil, ingen told eller kvoteordninger indadtil og fri bevægelighed i de pågældende lande for de produkter, fællesmarkedet omfatter Føderalisme Integrationsteori som går ind for dannelsen af en forbundsstat Føderation Forbundsstat. En stat, der består af flere delstater som fx USA

Indre marked Område med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital Integration At gøre hel, at samle dele til en helhed integration i bredden Flere og flere områder omfattes af integrationen integration i dybden Integrationen bliver stadig mere overstatslig Konføderation Mellemstatsligt samarbejde mellem en række suveræne stater Konvergenskravene De økonomiske krav et land skal opfylde for at kunne indtræde i ØMU ens 3. fase e med fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital Københavnskriterierne En række krav, et land, der vil være medlem af EU, skal opfylde, blandt andet krav om demokrati og overholdelse af menneskerettighederne Lilleputchauvinisme Den opfattelse, at små lande altid er bedre end store lande Lissabon-traktaten Det nuværende traktatgrundlag for Den Europæiske Union Mellemstatsligt samarbejde Samarbejde mellem suveræne stater Neo-funktionalisme Integrationsteori som forklarer integrationen ved hjælp af spill-over -effekten. Overstatsligt samarbejde Samarbejde, hvor staterne har afgivet suverænitet til overstatslige institutioner Subsidiaritetsprincippet Beslutninger i EU skal træffes så tæt på borgerne som muligt. Kaldes også nærhedsprincippet Toldunion Område med fælles toldmur udadtil og uden told eller kvoteordninger imellem medlemslandene ØMU Økonomisk og monetær union