Bachelorgruppe 46. Ethvert samfund høster, som det sår, gennem den måde, det giver sine børn omsorg på. (Hart 2006: 28)

Bachelorgruppe 46 Ethvert samfund høster, som det sår, gennem den måde, det giver sine børn omsorg på (Hart 2006: 28) Bachelorrapport 2012 Tilknytning og neuroaffektiv udvikling Gitte Wölck Misfeldt Nanna M. Skaarup Pædagoguddannelsen Peter Sabroe Anslag: 97.943 1

1.1 INDLEDNING 4 2.1 PROBLEMFORMULERING 5 2.2 Emneafgrænsning 5 2.3 Begrebsafklaring 6 3.1 METODE 7 4.1 TILKNYTNINGSTEORIEN 9 5.1 DEN TREDELTE HJERNE 16 5.2 Den basale kropssansende og affektregulerende hjerne: Hjernestamme og lillehjerne 16 5.3 Den motoriske og følelsesfulde hjerne: Mellemhjernen og det limbiske system 17 5.4 Hjernen for komplekse følelser, mentalisering, abstraktion og ræsonnering: Parietallapperne og præfrontal cortex 19 6.1 AFFEKTREGULERING OG MENTALISERING 22 6.2 Affektspejling og markering 25 6.3 Kontingens og markeret spejling 25 6.4 Affektregulering og barnets personlighedsudvikling. 26 6.5 Mentalisering 27 6.6 Teleologisk forståelse 28 6.7 Psykisk ækvivalensmodus og forestillingsmodus eller som-om modus 28 7.1 TILKNYTNING OG HJERNEUDVIKLING 29 7.2 Dopamin og opioid systemerne 32 7.3 Orbitofrontal cortex 32 2

7.4 Fejludvikling i hjernestrukturen 34 8.1 OPSAMLING 35 9.1 PÆDAGOGISKE INTERVENTIONSMULIGHEDER 37 10.1 PERSPEKTIVERENDE DISKUSSION 42 11.1 KONKLUSION 44 12.1 LITTERATURLISTE 45 13.1 BILAG 1 - BEGREBSLISTE: 47 14.1 BILAG 2 - INTERVIEW ELBJERGHUS D. 12/12 2011 49 3

1.1 Indledning Der er intet tidspunkt i menneskets udvikling, som kan sammenlignes med fostertidens vækst, både hvad angår hastighed og kompleksitet, og derfor er sårbarheden stor på dette tidspunkt (Hart, 2006: 40). Menneskets hjerne har altid været en udefinerbar størrelse og har altid været genstand for fascination og undren. Denne undren har igennem de seneste år ført til brobygningen mellem udviklingspsykologen og neurologien. Den øgede interesse har fokus på hvordan menneskets neurale strukturer påvirkes gennem de sociale samspil, mennesket indgår i. I min egen interesse, undren og nysgerrighed efter denne sammenkobling, er jeg blevet introduceret for Susan Hart 1, som har givet denne teori betegnelsen Neuroaffektiv udvikling. Denne betegnelse dækker over den nyeste hjerneforskning med fokus på de strukturer i hjernen, der danner grundlag for vores følelsesliv og personlighed, i dialog med udviklingspsykologien, som bl.a. beskrevet af John Bowlby 2 og Daniel Stern 3. Om hjernens udvikling er der efterhånden bred enighed om, at hjernestrukturernes vækst finder sted i løbet af kritiske perioder i spædbarnsperioden, at hjernen er afhængig af stimulering og erfaring og at den formes af det sociale miljø. De miljømæssige påvirkninger er det, der skubber udviklingen fremad, hvilket betyder, at mangel på relevante erfaringer kan have en varig indflydelse på hjernens udvikling (ibid.: 61). Umiddelbart før fødslen er hele nervesystemet etableret, men barnets hjerne er ved fødslen kun udviklet og modnet ca. 20-25 %. Hjernevægten øges fra at veje ca. 300-400 gram ved fødslen til at veje 900-1000 gram allerede ved et års alderen. Ved ti års alderen har barnets hjerne den samme vægt som en voksen, gennemsnitlig 1400 gram for mænd og 1250 gram for kvinder. Hjernen er dog først helt færdigudviklet ved 20-23 års alderen. Til sammenligning med den menneskelige hjernes modning og udvikling ved fødslen har en nyfødt chimpanse, hvad der svarer til ca. 60 % af en voksen chimpanses hjerne vægt (Hart & Schwartz 2008). 1 Susan Hart, psykolog, afholder foredrag og kurser i neuroaffektiv udvikling 2 John Bowlby (1907-1990). Børnepsykiater og psykoanalytiker, forsker og teoribygger 3 Daniel Stern, psykolog og professor i psykologi ved universitet i Geneve 4

2.1 Problemformulering Denne opgave tager afsæt i, hvordan dannelsen af tilknytning eller mangel på samme præger barnets neurale strukturer. Jeg er optaget af de konsekvenser, en manglende tilknytning kan have for barnet. Med min undren og nysgerrighed vil jeg sætte mig ind i at undersøge, hvad der sker i barnets neurale struktur, når tilknytningen ikke fungerer optimalt dvs., hvordan barnets affektregulering, mentalisering og selvets udvikling påvirkes. Hvordan kan den viden, som er tilgængelig i dag om hjernen påvirke den pædagogiske profession? Og hvilken betydning, og relevans har det for pædagogen i mødet med og behandlingen af børn, som har lidt omsorgssvigt i form af manglende tilknytning til den primære omsorgsperson? Jeg ønsker i opgaven at behandle følgende problemstilling med udgangspunkt i neuroaffektiv udvikling, affektregulering og mentalisering: Hvordan kan pædagogen hjælpe det tilknytningsforstyrrede barn i en positiv udviklingsretning? 2.2 Emneafgrænsning Opgaven refererer ikke til en specifik aldersgruppe, dog vil der teoretisk være et særligt fokus på de 0-3 åriges tilknytningsmønstre, da barnet i denne periode er særligt sensitivt. Denne sensitivitet udmønter sig i kritiske perioder i barnets første leveår og spiller en rolle i dannelsen af barnets personlighed. I og med at menneskets hjerne er så relativt ufærdigt ved fødslen spiller omsorgspersonen en væsentlig rolle for hjernens opbygning og funktioner. Pga. opgavens omfang finder jeg det mest hensigtsmæssigt at beskrive tilknytning ud fra specielt John Bowlby og Mary Ainsworth 4 definition af denne. Dernæst vil jeg tage afsæt i barnets første leveår og dets udvikling i forhold til tilknytning. I den forbindelse vil jeg inddrage den hjerneforskning, der er relevant i konteksten. Susan Hart bidrager med sin bog Hjerne, samhørighed, personlighed til debat, refleksion og introduktion af neuroaffektiv udvikling. For at få viden og indsigt i barnets udvikling i en 4 Mary Ainsworth (1913-1999). Psykolog. 5

tilknytningsrelevant kontekst, vil jeg i opgaven inddrage Peter Fonagy 5 og Allan Shore 6, da disse to har haft en særlig betydning for opfattelsen og videreførelsen af den forskning Bowlby og Ainsworth grundlagde. Fonagy og Shore er et produkt af en tid, hvor mulighederne for en langt mere raffineret forskning har været og er mere tilgængelig. Alle nævnte deler samme opfattelse nemlig, at spædbarnet er et socialt væsen, der er afhængigt af menneskelig kontakt og omsorg for at kunne modnes og udleve sit potentiale (ibid.). 2.3 Begrebsafklaring Neuroaffektiv udvikling: refererer til en sammenfatning af teorier om relationen mellem hjernefunktioner, adfærd og personlighed igennem hjernens modning i et tæt samspil med sit sociale og fysiske miljø. Affektiv afstemning: refererer til adfærd, der udtrykker følelseskvaliteten i en fælles mental tilstand, uden at den indre tilstands eksakte adfærd imiteres. Affektregulering: affekt kan opfattes som et basalt beredskab, som fx kan komme til udtryk som ophidselse, uro mv. Barnet er så at sige sin ophidselse, uro og gråd. Den affektive regulering forgår i samspillet mellem omsorgspersonen og barnet. I den tidlige udvikling bringes spædbarnet i ligevægt, enten ved egen hjælp fx ved at vende sig væk, eller ved omsorgspersonens regulering. Barnet støttes via omsorgspersonen i at modulere sine affekter. Mentalisering: refererer til den evne, der sætter individet i stand til at skelne mellem indre og ydre virkelighed, mellem intrapersonelle mentale og emotionelle processer, og evnen til at forstå bevidste og ubevidste mentale tilstande hos sig selv og andre. Tilknytningsperson/ omsorgsperson: både tilknytningsperson og omsorgsperson anvendes, når barnets primære omsorgsgiver beskrives, dvs. at denne betegnelse ikke kunne dækker moderen, men kan såvel varetages af fx faderen. Arousal: referer til energiniveau eller årvågenhed. Jeg har her beskrevet de begreber, som er selve opgavens omdrejningspunkt. Undervejs i opgaven er der anvendt fodnoter for nærmere forklaringer og uddybninger af forskellige 5 Peter Fonagy. Psykolog, Phd, han er Freud Memorial Professor i psykoanalyse 6 Allan Schore. Neuropsykoanalytiker, Professor for Psykiatri og Bioadfærdsbiologi. 6

anvendte begreber. Yderligere er der vedlagt bilag med en ordliste, hvis formål er, at man undervejs i opgaven, hurtigt kan få opfrisket og forklaret ord og begrebers betydning, som bliver anvendt i opgaven. 3.1 Metode Denne opgave er en sammenfatning af teorier om relationerne mellem hjernefunktioner, adfærd og personlighed igennem hjernens modning i et tæt samspil med det sociale og det fysiske miljø. Den anvendte empiri i opgaven skal ses i en forståelsesmæssig kontekst i feltet mellem teori og praksis. Dette vil komme til udtryk undervejs i form af citater fra mit interview og har til hensigt at underbygge min teori. Jeg vil ligeledes komme med egne refleksioner og forslag til interventionsmuligheder i den pædagogiske praksis. For at belyse min problemstilling tages der udgangspunkt i en kvalitativ metode til indsamling af empiri. Min empiri består af et kvalitativt interview med Ruth Abrahams 7, som er familieterapeut og socialrådgiver hos Elbjerghus 8. Jeg vil derudover deltage i et foredrag med Susan Hart. Foredraget er en del af Himmelbjerggårdens interne uddannelse, som jeg har fået lov at overvære. I afsnittet Pædagogisk interventionsforslag vil læseren blive præsenteret for en case, som er opstået i praksis dog med modifikationer. Casen har til hensigt at give læseren indblik i, hvordan teori og praksis kan forenes i konkrete interventionsmuligheder. Den valgte forskningsmetode i dette projekt er det kvalitative forskningsinterview, hvis unikke egenskaber hviler på forståelse og intentionelle forklaringer, der inddrager menneskets subjektivitet i form af; Erfaringer Forståelse Meninger Tanker 7 Fremover i teksten anvendes Abrahams, når jeg anvender citater fra interviewet. 8 Elbjerghus er et opholdssted for familier, hvor børnenes trivsel og udvikling er truet. Elbjerghus laver forældrekompetenceundersøgelser. Formålet med opholdet er, at der bliver udfærdiget en samlet undersøgelse, udredning og vurdering af familiens problematikker samt fremtidige støttebehov (elbjerghus.dk) 7

Følelser Motivationer Intentionalitet (Launsø og Rieper 2005:127) Jeg mødtes med Ruth Abrahams på Elbjerghus og var blevet lovet et interview af ca. en times varighed, men da Ruth Abrahams kunne afsætte god tid til interviewet og til at vise mig rundt på stedet, endte vi på to timer. Jeg havde på forhånd udarbejdet en række strukturerede spørgsmål 9, fx Hvordan identificerer I tilknytningsforstyrrelser hos barnet? Hvordan arbejder I helt konkret med forældrene og børnene? På hvilket niveau arbejder I med neuroaffektiv udvikling, affektregulering, mentalisering? Interviewet skulle bære præg af åbenhed over for ændringer, tilføjelser og uddybninger, så det blev muligt at forfølge de svar, der bliver givet og de historier, der blev fortalte. Jeg har efterfølgende lyttet til interviewet og transskriberet en stor del af det. Hele interviewet er vedlagt som bilag i form af en cd, optagelsen findes på tre forskellige spor, som jeg refererer til, når jeg anvender citater fra interviewet i opgaven. I de følgende afsnit vil jeg beskrive tilknytningsteorien, hvordan tilknytningsforstyrrelser opstår, og hvilke konsekvenser det har for barnet at have en tilknytningsforstyrrelse. Tilknytningsteorien blev grundlagt af John Bowlby, og jeg vil starte med at belyse hans teori. Efterfølgende beskrives Mary Ainsworths kategorisering af tilknytningsmønstre, som giver et indblik i forskellige måder, som tilknytningsforstyrrelser kommer til udtryk på. Dernæst følger en introduktion til den tre- delte hjerne, med udgangspunkt i Susan Harts bog Hjerne, samhørighed, personlighed, en introduktion, som er vigtig for forståelsen af de neurale strukturer For at komme mere i dybden med hvilke problemer det tilknytningsforstyrrede barn har, inddrager jeg Peter Fonagys teori om mentalisering, som bygger videre på Bowlbys tilknytningsteori. Der afsluttes med Allan Schore, som i særlig grad har formået at integrere tilknytningsteorien og den nyeste hjerneforskning. Et af Schores fokuspunkter er usikkert - tilknyttede børns vanskeligheder med stressregulering. 9 Spørgsmål til interview se bilag. 8

4.1 Tilknytningsteorien Tilknytningsteorien er en teori om det psykologiske bånd mellem barnet og den primære omsorgsperson. Tilknytningsteorien beskriver den proces, der resulterer i barnets livsnødvendige forbundethed med omsorgspersonen og den måde, hvorpå tilknytningen fører til dannelsen af indre mentale strukturer, der er grundlaget for barnets personlighedsdannelse og senere sammenspil med omverden (Hart & Schwartz 2008: 72). Bowlby var stærkt inspireret af etologien 10 og evolutionsbiologien og mente, at alle børn er biologisk prædisponerede til at etablere tilknytning til en eller flere omsorgspersoner for at sikre overlevelse. Det er med dette in mente at alle børn, selv dem der vanrøgtes eller mishandles, ifølge Bowlby vil knytte sig til en eller flere omsorgspersoner, for så vidt den eller de personer er tilgængelige for et minimum af kontakt og samspil. Abrahams siger ( ) at træde på deres følelser, deres loyalitetsfølelser, så har man tabt, så har man tabt de børn (interview 48,07 min spor 2). Abrahams kommer med dette eksempel i forhold til børn, som i en periode fx skal opholde sig hos en plejefamilie, og understreger vigtigheden af et godt samarbejde mellem plejefamilie og barnets forældre. Børn vil i stor udstrækning bevare deres loyalitetsfølelse til deres forældre, både før, under og efter en eventuel anbringelse. Barnet vil søge kontakt til omsorgspersonen, når det har behov for trøst og beskyttelse, eller når det føler sig truet. Tilknytningen er ifølge Bowlby et medfødt adfærdssystem, der regulerer barnets adfærd i samspil med tilknytningsfiguren. Adfærdssystemet er inspireret af systemteorien med begreberne homeostase og feedback. Adfærdssystemet opretholder en indre balance homeostase ved at nærme sig eller øge afstanden til tilknytningsfiguren, som med sin adfærd sender signaler, der bidrager til at regulere barnets adfærd feedback (ibid.: 72). Det grundlæggende i tilknytningsadfærden, og som kan bringe den til afslutning er, at tilknytningsfiguren bliver tilgængelig. At tilknytningsfiguren står til rådighed og reagerer, er med til at danne unikke følelsesmæssige bånd mellem barn og tilknytningspersonen. Dvs. børn knytter sig til 10 Etologi er en gren af biologien, som studerer dyrs adfærd i forhold til deres miljø (http://da.wikipedia.org/wiki/etologi) 9

omsorgspersoner på forskellige måder alt afhængigt af det følelsesmæssige samspil mellem dem, og som ikke blot er afhængigt af tilknytningsfigurens tilgængelighed, men også personens responsivitet overfor barnet. Finder dette sted i barnets første år udvikles en sikker base for barnet, som beskrives som barnets platform. Denne udspringer og udvikles i et samspil mellem moderens omsorgssystem/adfærd og barnets tilknytningssystem/adfærd, disse udgør to sider af den helt tidlige interaktion og de to systemer interagerer. I de tilfælde, hvor omsorgspersonen er til rådighed for barnet, er parat til at reagere, men kun gør det, når det er højst nødvendigt, udvikler barnet en sikker base. Den sikre base, i form af omsorgspersonen, fungerer som en platform, hvorfra barnet kan udforske verden. Bliver barnet utrygt under sin udforskning, kan det vende tilbage til basen for at genfinde roen. De specifikke tilknytningspilsmønstre imellem omsorgspersonen og barnet blev identificeret af den canadiske psykolog Mary Ainsworth, der i 1950 blev tilknyttet Bowlbys forskningsprojekt (ibid.). Ainsworth fandt tre tilknytningsmønstre, et trygt mønster og to utrygge mønstre. Grundlaget for opdagelsen af disse tilknytningsmønstre skal ses i Ainsworth minutiøse observationsteknik, som hun anvendte dels i Uganda 11 og dels i Baltimore 12. For at undersøge kvaliteten af børns tilknytning udviklede Ainsworth den såkaldte strange situation test (SST) fremmedsituationen, hvor barnets reaktion observeres under stigende stress. Formålet med denne test er, at man systematisk prøver at aktivere barnets tilknytningsadfærd. Via SST identificerede Ainsworth tre tilknytningsmønstre: tryg tilknytning, undgående tilknytning og ambivalent tilknytning, hvoraf de to sidstnævnte repræsenterer en utryg tilknytning. Hun fandt samtidig, at de karakteristiske måder, som børn med forskellige tilknytningsmønstre reagerer på i SST, er meningsfyldt relaterede til 11 I 1954 indledte Ainsworth sine banebrydende studier i udviklingen af mor-barn relationen i det første leveår. Hun besøgte den enkelte familie for en to timer lang observation hver anden uge i barnets første ni levemåneder og interviewede mødrene ved hjælp af tolk. 12 I 1960 erne da Ainsworth ville gentage Uganda undersøgelsen i Baltimore med amerikanske middelklassefamilier, stødte hun på problemer, idet der var stor forskel på børnene fra Uganda og børnene fra Baltimore og hvornår deres tilknytningssystem blev aktiveret. Hun konstruerede en laboratoriesituation, som gjorde det muligt at studere om små børn bruger omsorgspersonen som en tryg base for udforskning af verden. Dermed havde Fremmesitustionen set dagens lys. 10

den omsorg, omsorgspersonen tilvejebringer. Sidenhen identificerede Mary Main 13 ud fra samme procedure et fjerde tilknytningsmønster, der blev betegnet som desorienteret tilknytning, og som ligeledes er relateret til en bestemt omsorgsadfærd. Fremmedsituationen tager i alt ca. 20 minutter og består af otte miniepisoder, episoderne vil normal have en varighed af tre minutter, undtagen den første, som er af et minuts varighed. Nedenstående figurer uddyber episoderne. 13 Mary Main, professor ved Berkeley Universitetet, var tæt samarbejdspartner med Mary Ainsworth. 11

Episoder i Fremmedsituationen Episode Personer i lokalet Beskrivelse 1 Vises ind i lokalet 2 Omsorgsperson, barn Barnet vænner sig til at være der, udforsker legetøj. Omsorgspersonen hjælper kun hvis det er nødvendigt. 3 Omsorgsperson, barn, fremmede Den fremmede kommer ind. Sidder først stille, taler så med omsorgspersonen og leger endelig med barnet det sidste minut. 4 Barn, fremmede Omsorgspersonen går ud og lader barnet være alene sammen med den fremmede. Separation 1. 5 Omsorgsperson, barn Omsorgspersonen kommer tilbage. Den fremmede forlader forsigtigt lokalet. Genforening 1. 6 Barn Omsorgspersonen går og lader barnet være alene i lokalet. Separation 2. 7 Barn, fremmede Den fremmede kommer ind i lokalet, er sammen med barnet og indgår evt. i samspil 8 Omsorgsperson, barn Omsorgspersonen kommer tilbage. Den fremmede forlader forsigtigt lokalet. Genforening 2 Tilpasset fra bogen Tilknytning i praksis, Broberg et al., 2010: 136. Tilknytningsmønstre er foranderligt livet igennem, men trygt tilknyttede udviser den største plasticitet. Tab eller traumer påvirker tilknytningen i negativ retning, men stabile relationer udgør en beskyttende faktor, der kan modvirke, at udviklingen tager en forstyrret retning. Forskning viser dog, at tilknytning er relativt stabilt over tid og ofte tages med ind i voksenlivet (Hart & Schwartz, 2008). 12

Bowlby sammenfattede børns tilknytningsmønstre og deres sammenhæng med familiesammenspillet således: Den trygge tilknytning: Barnet kan gøre brug af forældrene, som en tryg base. Barnet udviser fleksibilitet, indføling og robusthed over for stress og tab. Moderen/ forældrene er til rådighed og modtagelige over for barnets signaler og reagerer kærligt, når barnet søger trøst og beskyttelse. Det utrygge ambivalente tilknytningsmønster: Barnet er kronisk usikkert og anspændt og ængstelig for adskillelse og søger derfor konstant nærhed, uden at dette dog tilfredsstiller barnet og giver det tryghed. Barnet opfører sig, som om tilknytningssystemet er kronisk aktivt, og det er i hele sin adfærd orienteret mod omsorgspersonen uden at kunne finde ro eller gøre brug af tilknytningen. Barnet bliver let overvældet af egne følelser og udviser megen vrede. Dette tilknytningsmønster opstår i samspil, hvor omsorgspersonen er ustabilt tilgængelig for barnet. Dvs. i nogle tilfælde er omsorgspersonen imødekommende over for af barnet og andre gange afvisende. Mønstret opstår ofte i familier, hvor der har været adskillelse imellem omsorgspersonen og barnet, eller hvor forældre bruger trusler om at ville forlade barnet (ibid.). Det utrygge undvigende tilknytningsmønster: Undvigende tilknytning er karakteriseret ved, at barnet undgår nærhed. Barnet har som forsvar mod at blive afvist lært sig at deaktivere tilknytningssystemet. Når barnet bliver bange eller utrygt, undlader det at søge trøst og viser ej heller egne behov, men orienterer sig derimod mod noget andet end tilknytningen, fx legetøj eller andre personer. Børn med denne form for tilknytning har kun begrænset fornemmelse for egne og andres følelser. De søger ikke hjælp hos omsorgspersonen og er sårbare over for stress. Bowlby taler om, at disse børn kan udvikle et falsk selv. Mønstret udvikles hos børn med omsorgspersoner, der er afvisende eller ikke emotionelt til rådighed for barnet. I den forbindelse siger Abrahams følgende; Vi har set et barn have rigtig rigtig voldsomme symptomer, når hun var sammen med sin mor, hun afviste hende på det voldsomste (interview 23,48 min, spor 2). Og det var helt gennemsigtig, slet slet ikke i trivsel, tog ikke på (Interview 24,07 min, spor2). Desorganiseret tilknytning: Dette mønster afviger fra de andre tre tilknytningsmønstre ved, at barnet så at sige ikke har et mønster. En anden markant forskel er, at samspillet 13

mellem barn og tilknytningspersonen i vidt omfang bygger på frygt (Broberg et al, 2008). Børnenes adfærd afspejler deres opvækstmiljø, der er præget af uforudsigelig responsivitet fra omsorgspersonernes side, hvilket ikke blot medfører, at barnets signaler bliver fejlfortolket, men også at forældrenes reaktion bliver skræmmende og uforståelig. Dette vanskeliggør dannelsen af stabile indre repræsentationer, som kan bidrage til forståelsen af egne og andres emotioner (Hart & Schwartz, 2008). Dette mønster udvikles ofte i familier, der er præget af fysisk mishandling, hvor en eller begge forældre lider af psykisk sygdom og/ eller, hvor omsorgspersonerne er opslugt af egen fortid, som evt. indeholder fysisk eller seksuelt misbrug. Det har igennem de senere år været muligt at opnå en større indsigt i sammenhængen mellem forældrenes adfærd og udviklingen af desorganiseret tilknytning. Det kan f.eks. være tale om forældre, der har svære ubearbejdede oplevelser, tab eller traumer. Disse oplevelser kan være med til at forældrene fejlfortolker spædbarnets signaler og at de reagere på dem med angst eller aggressivitet. Det vil sige, at barnets følelsesmæssige signaler fx i form af gråd eller klynkende adfærd kan således vække noget til live i forældrenes indre, som de reagerer på. Barnet som har brug for trøst eller beskyttelse bliver i stedet mødt med en skræmmende eller truende adfærd. Denne uforudsigelige adfærd gør at barnet bliver ude af stand til at udvikle en organiseret tilknytning (Broberg et al, 2008). Abrahams gav følgende eksempel; Og så er der nogen, som er så skadet og som har været så meget på institution, som vi møder som voksne. Dem vi nogle gange møder som voksne, som jo altså ikke kan være forældre. De er så skadet, så der tror jeg nogle gange ikke, at der er noget at gøre. Jeg tror simpelthen ikke de kan være forældre, for de kan ikke leve sig ind i andre mennesker, de er så empati forstyrret. De bruger andre mennesker hele tiden. Man ved det også når de er søde (Interview 45,42 min, spor 2). Og det der med at have en evig strategisk tilgang til andre mennesker, det tager børn skade af, at deres forældre har (Interview 46,11 min, spor 2). Vi har også haft nogen med Münchausen (by proxy; egen tilføjelse), som skader der børn, som gør deres børn syge og også i lettere grad skader deres børn. For egen vindingsskyld uden bevidsthed selvfølgelig omkring det. Men de er meget dårlige, vi har psykisk syge og personlighedsforstyrrede (Interview 13.15 min, spor 2). 14

På baggrund af barnets tidligere tilknytningsrelevante erfaringer vil det begynde at udvikle mentale repræsentationer af tilknytningsfiguren, sig selv og relationen imellem dem. Sådanne mentale repræsentationer kalder Bowlby for indre arbejdsmodeller. Indre arbejdsmodeller indeholder forestillinger om tilknytningspersonens tilgængelighed og responsivitet/ sensitivitet eller mangel på samme og forestillinger om, hvorvidt selvet fortjener denne omsorg og ser sig selv som værdifuld. Bowlby antager, at børn allerede i slutningen af første leveår har udviklet primitive arbejdsmodeller, som bliver til mere og mere stabile mentale tilstande jo ældre barnet bliver og dermed også mindre påvirkelige af nye erfaringer. De erfaringsbaserede arbejdsmodeller får således indflydelse på, hvordan barnet vil fortolke fremtidige oplevelser, og de bliver styrende for barnets handlinger. På Elbjerghus fortalte Abrahams om, hvordan de med succes har vendt rundt på rollefordelingen hos nogle af de familier, der har været tilknyttet Elbjerghus. Hun fortæller om problematikkerne i forhold til, at man ikke kan rådgive sig ud af psykologiske problemstillinger, og at de ikke kan vejlede folk til at have tilknytning til deres små børn. Vejledningen foregår på et lav niveau, idet tilknytningsfølelsen skal vokse indefra moren selv. Hun taler ligeledes om en balancegang mellem vurdering og selvoplevelse, af hvordan man udvikler forældre evnen inden fra. Det kan nemlig være sådan, at vi undervejs finder ud af, at der skal være en rolleombytning i familien. Hvis der er en forstyrret mor, så er der måske en far, der ikke er forstyrret, han er bare vant til at gå på arbejde. Men det kan være, han kan noget andet end hun kan. Så i stedet for at blive med at herse med den her mor, så kunne det være man bare skulle bytte rollerne om og lad faren få ansvaret for barnet følelsesmæssigt (Interview 20.20 min, spor 2) Mødrene bliver praktiske medhjælper, deres funktion, vigtigste opgave er at få hjemmet til at køre. Det lyder måske meget gammeldags, men de skal bare ikke have med det følelsesmæssige at gøre (Interview 21.01 min, spor 2). Vi er nu blevet præsenteret for den oprindelige tilknytningsteori udviklet af Bowlby. Ifølge denne teori udvikler barnet på baggrund af interaktionen med sin omsorgsperson indre arbejdsmodeller af såvel omsorgspersonen som af sig selv. Disse arbejdsmodeller tager barnet med sig, ofte også ind i voksenlivet. 15

5.1 Den tredelte hjerne Det er nødvendigt for forståelsen af ikke mindst Schores teori at have et minimum af kendskab til de hjernestrukturer og begreber, han anvender i denne kontekst, men også for forståelsen af, hvordan de neurale strukturer danner grundlaget for neuroaffektiv udvikling.. For en mere gennemgribende og uddybende forklaring henvises til Susan Harts bog Hjerne, samhørighed, personlighed. 5.2 Den basale kropssansende og affektregulerende hjerne: Hjernestamme og lillehjerne Det er hjernestammen, der sørger for, at åndedræt og hjerteaktivitet fungerer. Her reguleres både motoriske, sansemæssige og emotionelle tilstande. Hjernestammen indeholder endvidere alle vitale, ikke viljestyrede kontrolcentre f.eks. forskrækkelsescenteret. Det rektikulære aktiveringssystem kaldes kroppens HFI- relæ og det sørger for kroppens regulering af arousalniveau og vågenhedsgrad, og det påvirkes af ydre og indre sanseindtryk, idet de fleste sensoriske nervefibre passerer hjernestammen. Hjernestammen kontrollerer vitale kropsfunktioner og den indeholder det rektikulære aktiveringssystem, som har med regulering af neurokemiske stoffer at gøre så som noradrenalin 14 og dopamin 15, som begge er med til at fastholde nervesystemets energiniveau eller arousal. Et eksempel herpå er leg der udløser dopamin, som er stimulerende i forhold til tilknytningsbåndet og som giver nervesystemet mulighed for at håndtere tiltagende mængder arousal er, nu kommer jeg og tager dig leg. Barnets nervesystem trænes på den måde gennem leg og latter. Det autonome nervesystem er personlighedens fysiologiske grundlag for overhovedet at sanse noget som helst. Det udgør basen for instinkter og drifter og er følelsernes rødder (Hart 2006: 109). Det har slangudtrykket de 4f er (fighting, fleeing, feeding and fucking). Det autonome nervesystem bidrager til kroppens homeostase (ligevægt). Det består af to 14 Noradrenalin påbegynder kamp/flugtadfærd, det distribuers til det meste af centralnervesystemet og er næsten altid hæmmende. Noradrenalin har global kontrol over hjernens aktivitet og påvirkes ved voldsomme emotionelle begivenheder og er central for forståelsen af stress og traumer. 15 Dopamin spiller en vigtig rolle i forhold til belønningsadfærd, nysgerrighed og positiv emotionalitet. Dopaminbaserede aktivitet forøges bl.a gennem positive ansigtsudtryk og aktiverer emotionelt belønnede processer. 16

systemer; det sympatiske nervesystem som kaldes organismens arousalsystem og det parasympatiske nervesystem, som kaldes organismens beroligelsessystem. Lillehjernen er aktiv fra fødslen, udvikles langsomt og er påvirkelig af miljøfaktorer. Lillehjernen sørger for regulering af finmotorisk kontrol og koordinerer rytmiske bevægelser i ansigtet, mellemgulvet osv. Spædbarnets nervesystem er født til at modtage fysisk stimulering, dvs. at spædbarnet har brug for at blive holdt, berørt, kærtegnet og båret for at lillehjernen kan blive stimuleret. Manglende stimulation kan føre til, at lillehjernen ikke modnes tilstrækkeligt. Eksempel på hvordan denne viden kan anvendes i praksis: på behandlingshjem, hvor pædagogerne arbejder med tilknytningsforstyrrede børn kunne en metode være at gynge børnene i sansegynger eller store hængekøjer, dette vil føre til en stimulering af lillehjernen. 5.3 Den motoriske og følelsesfulde hjerne: Mellemhjernen og det limbiske system Det er i mellemhjernen og i de limbiske strukturer, at en stor del af hjernens selvregulering finder sted, processerne er implicitte og ubevidste. Mellemhjernen består hovedsageligt af; Thalamus som bl.a. gør det muligt at regulere, koordinere og skabe et samspil med miljøet. Den regulerer sansninger fra krop og hjerne og skaber en tidsmæssig rytme og støtter etablering af hukommelsesspor (Hart, 2006, s 127). Basalganglierne organiserer instinktive færdigheder og repræsenterer en grundlæggende kilde til viljekraft. Basalganglierne består af flere strukturer bl.a. nucleus caudatus, som er en del af hjernens belønningssystem og forbindes med indlæring og opmærksomhed. Der er aktivitet i dette område ved kærligheds og hengivenhedsfølelser. Hypothalamus er drivkraften i det grundlæggende motivationssystem. Mens thalamus overvåger den ydre verden overvåger hypothalamus organismens interne tilstande og hjælper med at fastholde dem inden for et tilpasset og balanceret niveau (Hart 2006: 129) Hypothalamus har at gøre med udløsningen af basale affekter som fx raseri og frygt og positive affekter som fx glæde og lykkefølelser. Den er ligeledes afgørende i forhold til fysiologiske reaktioner på emotionelle påvirkninger (Psykosomatiske reaktioner). Den regulerer kroppens hormonale system, den modtager informationer om kroppens tilstand, 17

og den har en overordnet og grundlæggende struktur i reguleringen af sympatiske og parasympatiske komponenter. Hormonet oxytocin 16 produceres i hypothalamus Det limbiske system kendetegnes ved at være funktionelt knyttet til følelser og hukommelse. Det limbiske system kan aflæse signaler fra den ydre verden og kombinere dem med kropssansninger (ibid.: 131). I det limbiske system er der tre vigtige strukturer hypothalamus, amygdala og hippocampus. Pga. receptorer for neurotransmitterstoffer, der dannes i hjernestammen, huskes oplevelser, der har følelsesmæssig værdi bedre. Amygdala forarbejder sanseindtryk og er en kritisk struktur i de netværk, der regulerer frygt og aggression. Amygdala er vores indre vagthund og gør klar til handling på baggrund af det mindste tegn på potentiel fare. Meget tyder på at amygdala i barnets første år har en global betydning for al følelsesmæssig indlæring og er den struktur, der gør det muligt at fornemme følelsesreaktioner intuitivt (ibid.:132). Hippocampus spiller en rolle for indlæring og hukommelse. Den modnes langsomt og begynder sin vækst et par måneder efter barnets fødsel. Hippocampus er vital for korttidshukommelsen og forbindes med bevidst (eksplicit) hukommelse, og den er ligeledes vigtig for den autobiografiske hukommelse 17. Mens amygdala spiller en rolle i forhold til emotionel og somatisk organisering af erfaring, er hippocampus en vigtig struktur i forhold til bevidste, logiske og sociale funktioner (ibid.:137). Hippocampus er skrøbelig i forhold til stress, idet den har mange receptorer for stresshormoner, dvs. at højaktivering af amygdala og det sympatiske system kan hæmme hippocampus. Hæmmes hippocampus kan nervesystemet ikke skabe relevant sammenhæng og dette giver yderligere anledning til stress. Pædagogen kan øge sin bevidsthed i forhold til arbejdet på det limbiske niveau på følgende måde; Pædagogen og barnet indgår i hinandens resonansfelt, hvilket betyder, at man interagerer i hinandens nervesystem, dvs. der åbnes op for at få en fornemmelse for, hvordan der er inde i den andens følelsesmæssige verden. Her kan pædagogen påvirke barnets neurale kredsløb ved følelsesmæssig afstemning via forståelse og anerkendelse. Pædagogen skal kunne aflæse barnets mimik og bevægelser og have en intuitiv 16 Oxytocin støtter etablering af tilknytningsbånd mellem mødre og børn og etablering af venskaber, kærlighedsrelationer og social præferencer mellem voksne (Hart, 2006). 17 Autobiografisk hukommelse, dvs. at kunne huske sin livshistorie i en tidsmæssig sammenhæng. 18

fornemmelse for barnets følelser. I dette felt handler det om nuværende øjeblikke og pædagogens autencitet i mødet og samspillet med barnet. Følelsesmæssige færdigheder kommer af at leve livet i nutiden i menneskelige samspil, som indlæres ubevidst (Hart 2009: 224) 5.4 Hjernen for komplekse følelser, mentalisering, abstraktion og ræsonnering: Parietallapperne og præfrontal cortex Præfrontal cortex er hos mennesker ca. dobbelt så stort som hos andre primater og sammen med parietallapperne udgør de en stor del af det, der defineres som intelligens. Gyrus cinguli 18 opfatter emotioner, og området er en forudsætning for at kunne indgå i menneskelige relationer. Denne struktur gør det muligt at have medfølelse og empati. Gyrus cinguli er et socialt tilknytningssystem og det igangsætter den følelsesmæssige tilknytnings- og omsorgsadfærd. Gyrus cinguli området modnes, når barnet i 6-8 måneders alderen udvikler separationsangst. Den bagerste del regulerer især social adfærd, tilknytningsadfærd og legeevne Den forreste del spiller en rolle i forhold til at handle imod medfødte eller tidligt indlærte impulser. Denne del aktiveres både ved triste, frygtsomme og vrede udtryk. Parietallapperne 19 lokaliserer kroppens position i rummet og koordinerer og sammenligner den følte krops position i den ydre verden. Den midterste del bearbejder bevægelser, den venstre del er ansvarlig for at skabe en mental sansning af den fysiske krop, og den højre del forbindes med sansningen af et kropsbillede. Insula er involveret i registrering af smerte. Insula gør det muligt at være opmærksom på fysisk skade, mens gyrus cinguli gør det muligt at tillægge smerten følelsesmæssige aspekter (Hart 2006: 142). Via berøring aktiveres den midterste del, som frembringer 18 Gyrus cinguli 18 bliver af nogle neurologer betragtet som en del af det limbiske system og andre som en paralimbisk struktur placeret i bunden af neurocortex. Formentlig er separationsskriget den mest primitive og grundlæggende pattedyrsvokalisering, som oprindeligt blev udviklet, for at moderen kunne bevare en kontakt med sit afkom (Hart 2006, s 143). Når området aktiveres, giver den en følelse af tryghed og fællesskab og gyrus cinguli karakteriseres som den evolutionsmæssiget nyeste del af det emotionelle system og muliggøre både moderlig omsorg, vokal kommunikation for at bevare til tilknytningspersonen og legeadfærd. 19 Parietallapperne, en stor del af dette område befinder sig i mellemhjerne og det limbiske system og en ligeså stor del i de subcortikale områder. Skader i parietallapperne giver forstyrrelser i identitetsfølelsen, forstyrrer opfattelsen af, hvem og hvor maner og medfører neglect og konfabulationer. 19

behagelige følelser og det bliver muligt at fornemme respons på kærlig hudkontakt, den forreste del aktiveres ved negative stimuli. Både gyrus cinguli og insula spiller en vigtig rolle for engagement og informerer løbende om kroppens tilstand (Hart 2006:145). Skader i insula beskadiger evnen til at sætte sig ind i andres følelsesmæssige tilstande. Præfrontal cortex 20 har en afgørende betydning for bevarelsen af følelsesmæssig stabilitet og sørger for kontrol over primitiv adfærd og basale emotioner. Præfrontal cortex hæmmer impulser og overtager styringen fra de refleksprægede og instinktive systemer (ibid.). Dette område gør mennesket unikt, idet det her kan danne en teori om sindet. Dvs. selvrefleksion mentaliseringsfunktion og en indefra kommende evne til kunne aflæse, hvad der sker i andre. Præfrontal cortex har desuden stor betydning for det affektregulerende system. Alexander Luria 21 kaldte præfrontal cortex for civilisationsorganet, og selv minimale skader medfører apati, ligegyldighed eller adfærd, der er blottet for sociale hæmninger og ansvarlighed (ibid.:149). Orbitofrontal cortex 22 er involveret i glædesfyldt kvaliteter ved social interaktion og i at mentaliseringen kobles til vores følelser. Orbitofrontal cortex har ligesom amygdala specielle nerveforbindelser, der responderer på ansigtsudtryk og blikkontakt og igennem forbindelser med amygdala moduleres adfærd med straf og belønning (ibid.). Amygdala er ansvarlig for, at stimuli knyttes til en emotionel somatisk tilstand, mens orbitofrontal cortex er afgørende for, om forestillede stimuli udløser en emotionel reaktion (ibid.: 151). Dvs. at orbitofrontal cortex til en vis grad både overtager styringen af amygdala og skaber mening i de adfærdsmæssige og ubevidste reaktioner, der igangsættes af amygdala. 20 Præfrontal cortex opstod omkring det gamle limbiske system og er hjernens mest komplekse system. Skader i dette områder medfører konsekvenser over alt i hjernen og samtidig vil skader overalt i hjerne have konsekvenser, der påvirker præfrontal cortex funktion. Skader medfører ikke fravær af bevidste erfaringer, men vil konstant blive distraheret af emotionelle og sensoriske sansninger, være uden af stand til at bevare fokus og have svært ved at skabe indre forestillinger. Dvs. man fanges i nutiden uden mulighed for at skærme af for en konstant strøm af sansninger og følelser. Forstyrrelser forbindes ofte med bestemte typer opmærksomhedsvanskeligheder. 21 Alexander Luria (1902-1977), psykolog. 22 Orbitofrontal cortex kaldes en paralimbisk struktur idet den er placeret tæt på det limbiske system, den repræsenterer den hierarkiske top af det limbiske system og det autonome nervesystem. Det var bl.a. i dette område man udførte lobotomier (det hvide snit) for at kontrollere affektudbrud, dette resulterede i tab af emotionalitet. Skader i dette område medfører manglende impulskontrol, manglende følelsesmæssig hæmning og øjeblikkelig behovstilfredsstillelse, uden at personen anser sine handlinger for forkerte. 20

Orbitofrontal cortex hæmmer aktiveringen af uhensigtsmæssige handlinger (behovsudsættelse) og sørger for selvkontrol og hæmning af affektive udbrud. Evnen til at hæmme ærgrelse er grundlæggende for social interaktion og evnen til at indgå i kompromisser, er vigtig for social harmoni og ligevægt. Denne evne afhænger af evnen til at styre sin ærgrelse altså impulshæmme sin frustration (ibid.: 152). Det er via orbitofrontal cortex det bliver muligt at indkode billeder af emotionelle ansigtsudtryk og danne mentale indre repræsentationer. Barnet får herved mulighed for at modulere affektive responser ved at fastholde en indre repræsentation af omsorgspersonens respons på en handling. Orbitifrontal cortex er ikke udviklet fra fødslen. Modning af orbitofrontal cortex hermed udviklingen af positive indre repræsentationer er afhængig af tidlig interaktion med omsorgspersonen og dennes evne til at indgå i en socialisering med barnet, hvor også barnets uhensigtsmæssige adfærd hæmmes. Modningen af orbitofrontal cortex (i 12 måneders alderen) fører til skamreaktionen, som er en biologisk mekanisme. Børns skamevne er sårbar og har behov for at udvikles hensigtsmæssigt (ibid.: 154). Et eksempel; Thor på halvandet år er i vuggestue og har i et ubemærket øjeblik fået adgang til skuffen med the og kaffe ude i køkkenet. Han står glad og åbner de forskellige dåser og hælder indholdet ud på gulvet. En pædagog opdager Thor og bliver meget gal og skælder ham voldsomt ud. Thor bliver forskrækket over pædagogens vrede, som også kan aflæses i hendes ansigt, og han taber kaffen på gulvet. Han kigger væk, fordi det føles ubehagelige at møde hendes blik. Han begynder at græde og løber væk. Pædagogen finder ham inde i puderummet, hvor han sidder gemt væk under puderne og er sur og ked af det. Han afviser hende, men kommer lidt efter forsigtig ud og tager imod trøst fra pædagogen. Det er i denne situation vigtig, at pædagogen er imødekommende overfor Thor og reetablere deres relation. Skader og dysfunktioner i orbitofrontal cortex medfører manglende affektregulering og følelsesmæssig selvregulering. Børn har vanskeligt ved at skelne mellem nutid og fortid, at ændre indlæringsstrategier, er persevererende og mangler evnen til at adfærdskorrigere(ibid.). 21

Et eksempel: Mads, som går i børnehave, vil altid køre på en bestemt scooter. Når han kommer ud på legepladsen, er det altid den specifikke scooter, han går efter. Ser han et andet barn køre på den, så er han fast besluttet på at få den. Denne adfærd skaber selvsagt nogle problemer, idet Mads i lign. situationer har vanskeligt ved at styre sine frustrationer og udsætte egne behov. Der er en tendens til, at hans tanker kører i ring. Pædagogens rolle kunne være at hjælpe og støtte Mads på et emotionelt og verbalt niveau, således at han får hjælp til strategier, han kan anvende, når hans uhensigtsmæssige handlemønstre sætter ind. Når børnehaven kender til Mads problem, kunne en løsning også være at forsøge at komme de uhensigtsmæssige hændelser i forkøbet, og derved styre uden om eventuelle konflikter. Dette kan gøres ved at aflede Mads fx via andre lege end den før omtalte scooter. 6.1 Affektregulering og mentalisering I det følgende afsnit præsenteres Fonagys teori om affektregulering og mentalisering, som tager udgangspunkt i det mulighedsrum for psykologisk udvikling, som en sikker tilknytning tilvejebringer. Fonagys interesse for tilknytningsteori begyndte i 1980 erne. Hans kliniske interesse er især borderline-psykopatologi, vold og tidlige tilknytningsrelationer. Han har bl.a. udviklet en terapiform sammen med Anthony Bateman, som de kalder mentaliseringbaseret terapi, og han er med en række andre forskere i gang med at udvikle en neurotilknytningsteori, som skal bidrage til forståelsen af både forældres adfærd og spædbørns udvikling. Fonagys udgangspunkt er, at psykologiske principper naturligt er bundet af neurofysiologiske begrænsninger, men at psykologien ikke af den grund kan reduceres til biologi (Hart & Schwartz, 2008: 222). Ifølge Fonagy påvirker tidlige erfaringer neurofysiologien. Disse neurologiske manifestationer er afgørende for, hvorledes bearbejdning af information fra det sociale miljø omsættes. Det betyder, at de tidlige omsorgserfaringer hos barnet, såvel positive som negative, påvirker den senere udvikling af bl.a. affektregulering, som igen er afgørende for barnets evne til at fortolke information vedrørende egne og andres mentale tilstande. Således ser Fonagy en nær forbindelse imellem tilknytning, affektregulering og mentalisering (ibid.). 22

Ifølge Fonagy repræsenterer generne det mulighedsrum, hvori barnet kan udvikle sig. Den måde, hvorpå miljøet opleves, bliver et filter, der styrer udviklingen fra geno-til fænotype. Sammensætningen af de gener et individ fødes med konstituerer genotypen, mens fænotypen er de karakteristika, barnet konkret ender med at udvikle på baggrund af den genetiske disposition. Det er barnets fortolkning af sin omverden frem for det faktiske miljø, der påvirker omsætningen af det genetiske anlæg. Således spiller barnets tidlige erfaringer ind på, hvorledes arveanlægget kommer til udtryk (ibid.). Udviklingsforstyrrelser opstår i et samspil mellem gener og miljø, og der findes en række eksempler på samspilsprocesser, hvor miljømæssig eksponering udløser genetisk sårbarhed (ibid.: 224). Gener er miljøreaktive dvs. at selvom barnet har risiko for at udvikle bestemte adfærdstræk, afhænger den faktiske udvikling af miljøet. Fonagy konkluderer endvidere, at selvom der er en genetisk risiko tilstede, spiller barnets oplevelse af miljøet en central rolle. Abrahams gav følgende eksempel; Han er velfungerende, stadigvæk lidt tilbagetrukken, men ellers så er han rimelig velfungerende. Han har haft et hårdt liv, han har været låst inde i værelser, han har været placeret i sin tremmeseng i timevis alene og han har haft en hård start på livet (Interview 44,31, spor 2 23 ). Nå men da hun var færdig her, midt i forløbet sagde hun faktisk: ved du hvad, jeg er jo overhovedet ikke klar til at tage mig af nogen som andre mennesker end mig selv. Og jeg kan ikke engang tage mig af mig selv (44,00, spor 2 24 ) Mennesker kan have et eller to korte alleler 25 dvs. at de genetisk set er disponeret for store humørsvingninger. Via studier med rhesusaber viste det sig, at hvis de modtog rolig omsorg, formindskedes ikke blot deres risiko for at udvikle humørsvingninger, men 23 Omhandler en dreng som efter, at han og moren havde været i behandling på Elbjerghus, kom i familiepleje. Der er et godt samarbejde mellem moren og plejefamilien. 24 Moren til ovenstående dreng. Moren havde været i forskellige familiebehandlinger igennem seks år og havde yderligere to børn anbragte da hun påbegyndte behandlingen på Elbjerghus. 25 Et allel; en bestemt udgave af en DNA-sekvens, som findes på et bestemt sted på et kromosom, der transporterer neurotransmitterstoffet serotonin, 5 HTT-genet). Hos mennesker har det vist sig, at ca. 43 % har mindst et kort allel for serotin. Personer med at kort allel reagerer kraftigere på negative oplevelser og krisereaktioner, og hos personer med med to korte alleller bliver reaktionen endnu kraftigere. Risikoen fo at udvikle depressivitet og udadreagerende adfærd er langt større hos personer med korte alleller på genet for serotonin (Hart 2006: 36) 23

serotoninniveauet 26 blev ligeledes normaliseret og de udviklede tegn på en særlig modstandsdygtighed over for fremtidig stress. Et andet allel (AI s dopaminreceptor DRD2), som kun findes hos en del af befolkningen, bevirker et lavere dopaminniveau. Dopamin spiller en rolle i menneskers belønningssystem. Fonagy fandt, at en utilstrækkelige dopaminaktivitet kan gribe forstyrrende ind i opmærksomhedssystemet og forstærke milde relationsforstyrrelser imellem omsorgspersoner og spædbørn, idet børn med lavere dopaminniveau ikke oplever den samme tilfredsstillelse ved interaktionen med omsorgspersonen. AI-genet synes at blive aktiveret af tidlige traumer, hvilket medfører en formindskelse af social tilpasning og større sårbarhed for senere traumer. Mødes børn med denne genetiske sårbarhed derimod med rolig og sensitiv omsorg, tyder forskning på, at de ikke blot reducerer deres sårbarhed, men også at de udvikler en øget modstandsdygtighed (ibid.). Fonagy påpeger, at der kan være mange årsager til et forstyrret tilknytningsmønster, og at der højst sandsynligt er tale om en interaktion imellem en genetisk sårbarhed fx formindsket dopaminniveau og en forstyrret interaktion imellem omsorgspersonen og barnet. Ifølge Fonagy kan dette udvikle sig særligt slemt i de tilfælde, hvor omsorgspersonen i udgangspunktet har svært ved at imødekomme barnets behov. Således kan forældrenes egne problemer interagere med barnets genetiske sårbarhed, hvilket tilsammen medfører en tilknytningsforstyrrelse. I forhold til det siger Abrahams; Men hun vidste godt at, det der med indlevelsen, der kom hun til, hun kunne ikke skelne mellem sit eget og børnenes behov (Interview 23,03, spor 2). Denne form for fejlafstemning kan medføre at barnet har vanskeligt ved at udvikle sig adskilt fra omsorgspersonen. Den vigtigste funktion ved tilknytningsrelationen er, ifølge Fonagy, dannelsen af et bearbejdningssystem, idet den mentale bearbejdning af en oplevelse er afgørende for, 26 Serotonin forbindes med antidepressive midler som fx lykkepiller. Serotonin bidrager bl.a. til alle aspekter af adfærd og har receptorer til amygdala og orbitofrontal cortex. Serotonin har en hæmmende funktion som undertrykker adfærd. Balancen mellem serotonin og noradrenalin (noradrenalin bliver beskrevet i afsnittet introduktion til den tredelte hjerne) er nøglen til stabil affektregulering. Når miljømæssige erfaringer tidligt i livet forårsager et forhøjet noradrenalinniveau og et sænket serotoninniveau, vil det senere hen kunne resultere i udløsningen af impulsiv adfærd (Hart 2006:167) 24

hvordan den genetiske disposition kommer til udtryk. Jeg vil i de følgende afsnit se på, hvorledes dette bearbejdningssystem udvikles på baggrund af interaktionen imellem barnet og dets omsorgsperson. Barnet og omsorgspersonen er lige fra barnets fødsel engageret i affektiv kommunikation, hvor omsorgspersonen spiller en afgørende rolle for reguleringen af barnets emotionelle tilstande. Ingen har en medfødt evne til at regulere sine følelsesmæssige reaktioner, det er omsorgspersonen, der gennem sine empatiske evner giver spædbarnet feedback på dets emotionelle tilstand og signalerer, at den er forskellig fra omsorgspersonen. Kvaliteten af denne affektregulering afhænger af omsorgspersonens evne til det, Fonagy benævner som markeret og kontingent spejling (ibid.). 6.2 Affektspejling og markering Fonagy antager, at spædbørn ikke er klar over deres forskellige følelsesmæssige tilstande, men at disse efterhånden opfattes på baggrund af stimuli fra omverdenen oftest omsorgspersonens reaktion på spædbarnet. Via omsorgspersonens mimik og stemmeføring i interaktion med barnet, lærer spædbarnet at skelne imellem forskellige indre mønstre af fysiologiske tilstande. Således kobles en specifik indre tilstand af fx uro med omsorgspersonens måde at spejle denne følelse på (ibid.) Markering definerer Fonagy som det, at omsorgspersonen i sin spejling af spædbarnet tilkendegiver, at det affektive udtryk, hun møder barnet med, er anderledes end det, hun selv føler, og derved tilpasser sig barnets følelser. Dvs. at barnet internaliserer omsorgspersonens spejling af dets følelser, og at dette efterhånden repræsenterer en indre tilstand hos barnet (ibid.). Fonagy understreger, at der således ikke er tale om, at omsorgspersonen skal imitere barnet, men derimod spejle det. Fonagy eksemplificerer det således, at omsorgspersonen ikke skal tilpasse sig et grædende spædbarn ved selv at begynde at græde, da barnet vil blive overvældet, fordi det oplever, at omsorgspersonen udtrykker dets egen følelse. Derved får det en oplevelse af, at dets følelser smitter. Fonagy påpeger desuden, at hvis omsorgspersonens markering ikke tydelig, kan det føre til en eskalering af barnets følelse frem for en regulering (ibid.). 6.3 Kontingens og markeret spejling Et andet af Fonagys begreber er kontingens, som bidrager til at barnet kan adskille selvhandling fra andres handlinger. Ifølge Fonagy er barnets evne til at opfatte kontingens, 25