Undervisningsforløb: Antikken Problemstillinger: Mødet mellem kulturer og samfundsformer Faglige mål: redegøre for centrale udviklingslinjer og begivenheder i Danmarks historie, Europas historie og verdenshistorie, herunder sammenhænge mellem den nationale, regionale, europæiske og globale udvikling dokumentere viden om forskellige samfundsformer formulere historiske problemstillinger og relatere disse til deres egen tid bearbejde forskelligartet historisk materiale og forholde sig metodisk-kritisk til eksempler på brug af historien Kernestof: - Antikkens samfund - Tidlig middelalder - Verden udenfor Europa - (Evt. nye grænser og konflikter) Materiale: - Filmen 300 - Thychedids beskrivelse af Thermopliæ - Kilder fra Ansigt til ansigt med grækerne - Perikles gravtale - Kilde Demokratiet i Athen - Bryld: Verden før 1914 - Grub Overblik - Artikler/debat af filmen 300 Lektionsoverskrift Materiale og indhold Metode Intro til Grækenland Materiale: Lyn-intro til græsk kultur. Arbejde med kilder. Hvad er en stat? Hvad er en bystat? - 10 min. Arbejde med elevernes forudsætninger: Hurtigskrivning. Hvad ved I om det antikke Grækenland. - 10 min. Læreroplæg om antikken. Hvorfor Grækenland. Hvor er vi? Hvornår. Hvordan var samfundet opbygget.
Athen, Demokrati Ansigt til ansigt til Grækerne Medbring lagn og sikkerhedsnåle: - 20 min: Læsning af kort kilde der arbejder med begrebet bystat.: Arbejdsspørgsmål til kilde. - 15 min klassediskussion. - 5 min. intro der sætter spillereglerne for det athenske demo. - Resten af timen: Timen bruges på rollespil om det Athenske demokrati. Eleverne går i kantinen eller lign stort rum, og leger grækere. De opdeles i borgere slaver, kvinder børn. De 10% der har flest penge med i skole udnævnes til borgere. De diskuterer relevante græske spørgsmål, og stemmer om nogle beslutninger ud med udgangspunkt i det demokratiske system i Athen. - Pointe: Dem med borgerrettigheder bestemmer det hele! Sparta. Sparta, samfundets organisering Perserriget s. 28 i Overblik en enkelt spalte. Kilde Den gamle oligark. Kilde: Herodot, Perserne som undermennesker Evt.: Huntington eller noget nyere orientalisme. Overblik: s. 24 TV-klip: Ahmedinedjad kritiserer Vesten. & (Mogens Kamere-klip: De avler som rotter ) - 10 min. lærer/elev gennemgang af kilde. De væsentligste pointer på tavlen. Vi skal ned i kilden. Eleverne skal kunne identificere argumenterne. - 25 min gruppearbejde: Eleverne opstiller fordele og ulemper ved de forskellige styreformer. Plancer og filtepenne. - 15 min: Eleverne stilles op på rækker overfor hinanden 2 og 2 og skal herefter argumentere hvorfor netop deres styreform er den bedste. 4 min til hvert argument. Stopur tages i brug. - 10 min. PPT om Perserriget - 20 min. Arbejde med Herodot: Konkrete spørgsmål til kilden. Formål: Give indtryk af, at der er gyldige svar. Hvad siger han? Hvorfor siger han det? - 10 min. Introduktion til begrebet tendens. - 20 min. tv-klip og klassediskussion: Udblik til samtiden. Pointe. Orientalismen er ikke moderne.
Film & bearbejdning af film. Kilde: Ansigt til ansigt med Grækerne slaget ved Thermophyla. 300 Arbejdsspørgsmål udeleveres. Film 300 - Arbejdsspørgsmål under filmen: Hvad er det for et kulturmøde der bliver gengivet. Hvem er de gode? Hvem er de onde? Hvad er filmens tendens? Spørgsmålene besvares som lektie, og under filmen. Kultursammenstød og afrundning af den klassiske tid. Nordjyske siftstidende: Hyldest til krigeren Gennemgang af 300 plus arbejde med kilde. Arbejde med artiklerne og filmen. 15 min. Afsluttende læreoplæg der afrunder den græske antik, og lægger op til Hellenismen. Altså en opsummering der afrunder klassisk tid. Alexander Den Store Romerne Romerne Artikel om smeltedigelteori Hellenismen: Kulturmøder på den gode måde Republikken Kejsertiden Arbejde med Alexander Den Store og hans arv: Hellinismen. Igen snakker vi kulturmøde. Men en anden slags kulturmøde hvor kulturerne smelter sammen i stedet for at støde. Hellinismen kan jo netop indeholde andre kulturer og lader sig påvirke af dem. Republikken - Forskellen på Athens demokrati og Republikken. - Arbejde med styreformer Kejsertiden: - Metodearbejde: Mordet på Cæsar: Sælger det som en mordgåde. Roms undergang - Hvorfor gik romerriget under Middelalder - degeneration Åbne op mod middelalderen
Nordjyske Stiftstidende 30.03.2007 Friii Side 6 625 ord artikel-id: e091d451 Hyldest til krigeren Filmanm: 300 300. USA 2007. Instruktør: Zack Snyder. Efter Frank Millers tegneserie. En time, 57 minutter. Till. o. 15 år. Danmarkspremiere i bl.a. Aalborg og Hjørring. Fire stjerner. Af Lars Borberg FILM Man må glæde sig i sit stille sind over at Hitler og Goebbels ikke rådede over et filmapparat som det, vore amerikanske allierede har til deres rådighed i dag. Den følelse går man ud af biografen med efter det mest rendyrkede stykke krigsretorik og volds- og blodfascination, vi har set i mange år. 300 er på overfladen den drabelige fortælling om slaget ved Thermopylæ, hvor Kong Leonidas og hans 300 tapre spartanere sloges mod den persiske kong Xerxes og hans enorme hær. En umulig opgave uden mulighed for sejr eller overlevelse, kun død og ære. Den beretning har begejstret skolebørn i århundreder, men denne udgave er mere end det. Det er en filmudgave af Frank Millers grumme, skarpskårne tegneserie om begivenheden, og den er et stykke stærkt grafisk filmkunst, hvor billedet er så voldsomt bearbejdet, at den skrider over i en zone mellem spillefilm og animation på samme måde som Frank Millers egen film Sin City. Alt er computergenereret her, undtagen mændene. De er til gengæld specialtrænet op til et helt år før optagelserne for at kunne få den rette klassiske krigermuskulatur til de næsten nøgne kroppe, der er gennemgående i hele filmen. Det er æstetisk en meget flot film. Til gengæld er det etisk en yderst betænkelig sag. Med sin brændende gentagne snak om død, blod og ære og om jord og vand kalder den konstant på dystre mindelser om en anden krigsromantisk kultur, nemlig den nazistiske, der med sin Blut und Boden-ideologi fremelskede så dødskult-fikserede elitekorps som SS. En fascistisk romantik lige så kvalmende som den form for retorik, der sender tusinder af unge muslimske terrorister i døden med løftet om guddommeligt efterliv og evig velsignelse. Men her i filmen er retorikken vendt den anden vej. Symbolikken er tyk som levret blod, når Xerxes og hans persere ankommer, storskrydende og selvsikre i deres overmenneske-ret og overlegenhed
og forlanger underdanighed af de europæiske folk. En underdanighed, de selvfølgelig så langt fra får, for en europæer vil hellere dø end han vil bøje nakken for en asiat. Eller nogen anden, for den sags skyld. Medmindre, selvfølgelig, han er en ussel vanskabning. Og dem er der få af, for Sparta renser sig for syge og svage allerede i barneårene. Og symbolikken bliver tykkere endnu. Spartanerne ser sig selv som den græske kulturs eneste skjold mod de asiatiske aggressorer. Kun deres kampvilje, hårdhed og ukuelige æresfølelse kan redde den vestlige verden, undskyld, Grækenland, fra at blive overskyllet af de hedenske horder. Et benhårdt broderskab af tapre få, der står skulder ved skulder med spyd i hånd, til døden. Og endnu tykkere og endnu mere kvalmende. For ikke nok med at spartanerne er ædle, tapre, hårdføre og ubøjelige og anser hinanden som frie og lige - deres fjender er til gengæld sadistiske slavepiskere, der anser kvinder for mindreværdige, foragtelige og urene, som mishandler deres trælle, som vælter sig i dekadente seksuelle udskejelser, mærkede og vansirede af unævnelige sygdomme, ja, selv kæmpen Xerxes, menneskeguden, har umiskendelige træk af transseksualitet eller homoseksualitet, kvindagtig blødhed i bevægelserne og særdeles feminine linjer omkring øjne og mund. For slet ikke at tale om Xerxes og persernes konstante forsøg på at bestikke eller afpresse sig frem, mens spartanerne har den noget enklere holdning, at en mand er end mand, et ord er et ord og et sværd er et sværd. Det er en flot krigerfilm, høj underholdning på det rene testosteron-niveau, kunst på samme måde som en boksefilm kan være det, underholdende som en Rambo-film. Men det er også en gang rædselsfuld kulturmobilisering af værste skuffe. Ikke nogen behagelig oplevelse. lars.borberg@nordjyske.dk Jyllands-Posten 30.03.2007 KulturWeekend Side 8 1461 ord artikel-id: e091d7af Klassisk aktualitet I slaget ved Thermopylæ frelste 300 spartanere den vestlige civilisation. Ret kæmpede mod magt. En kulturkrig mod totalitært teokrati fra øst. En klassisk historie med ny aktualitet. Anmeldelse af filmen 300 på side 19
Af MICHAELPIHL Vandringsmand, bring Bud til Sparta : Her fandt vi Døden, lydige mod Loven, som Fædrene gav os i Arv. Således taler de døde spartanere til eftertiden på en mindesten rejst for dem efter slaget ved Thermopylæ i 480 f. Kr. Ved flammernes port kæmpede 300 spartanere til sidste mand mod perserhærens vældige overmagt. Og adlød dermed Spartas lov, der forbød flugt. En klassisk historie med ny aktualitet. Historien om frie mænds kamp mod tyranniet. Historien om idealer, der ikke skulle fortolkes, men leves og som var værd at dø for. Om ansvar og pligt, ære og tapperhed og spartanernes offer, der samlede Hellas til sejrrigt forsvar for den vestlige civilisation imod despotiet fra øst. Imod alle odds. Historien om spartanerne, der tabte slaget for at vinde krigen. Græske heltes uselviske offer for nationens overlevelse. Om unge mænd fra Vesten, der i valget mellem kamp og tilpasning så døden i øjnene og kæmpede for alt, hvad de havde kært. Skrækfilmsinstruktøren Zack Snyder har med filmen 300 dramatiseret kunstneren Frank Millers mesterlige tegneserie af samme navn. Snyder overfører Millers rå, spartanske ekspressionisme til filmlærredet, og med skarpe vinkler, stærke farver og eksplosive slagscener tegner han et kraftfuldt portræt af den klassiske verden, hvor spartanerne træder frem i deres røde kapper som skåret ud af det skarpe græske klippelandskab. Pisken kom på arbejde Stærk, barsk og bevægende beretter 300 historien som fortælling: Hele Østen marcherede imod Europa. Kong Xerxes havde samlet tropper fra hele perserriget og givet ordre til invasion af Aftenlandet. En gigantisk lindorm snoede sig frem, parat til hug. Sådan må det have forekommet en græsk spion, der fra et bjerg i Lilleasien så perserkongens vældige hær komme dragende i samfulde syv dage, da tusinder og atter tusinder af persiske krigere som en rivende flod strømmede forbi. Med 200.000 mand (Herodot mener over 2 mio.) og en kæmpeflåde skulle et splittet Hellas endelig undertvinges og hellenerne gøres til slaver af en despotisk konge, der troede, at han var Gud. Derfor straffede Xerxes da også det ulydige hav med 300 piskeslag og sænkede et par slavelænker ned i dybet, da en storm i Hellesponten havde tilladt sig at ødelægge den bro, der skulle bære hans kæmpehær over til Europa. Brobyggeriets ingeniør lod han halshugge. Dernæst førte Xerxes under piskeslag sin invasionsstyrke over en ny bro til Vesterlandet. Den vestlige civilisation skulle kvæles i vuggen. Bæstet, en ildspyende drage, sneg sig hvæsende ind på sit bytte. En hær på march så massiv, at den drak floder tørre for vand og som et jordskælv rystede landet under sig. Mange bystater kastede sig i støvet og gav jord og vand til perserkongen som tegn på overgivelse. Andre kunne ikke blive enige om at forsvare sig, men to folk nægtede at bøje knæ: Athen og Sparta valgte kampen.
Først kæmme, så kæmpe Den atheniensiske flåde ville udmanøvrere den persiske, og en lille græsk styrke skulle holde uhyret stangen ved det snævre klippepas ved Thermopylæ, ca. 150 km nord for Athen. Spartanerkongen Leonidas og hans 300 mand tog stilling ved Thermopylæ med et par tusinde borgersoldater fra bystaterne. De skulle vinde tid, så Grækenland kunne mobilisere. Da Xerxes spejder vendte tilbage og fortalte om en latterlig lille styrke spartanere, der kæmmede deres hår og fordrev tiden med sportsøvelser ved Thermopylæ, slog perserkongen en sejrssikker hånlatter op. Grækeren Demaratos advarede dog Xerxes om, at en hård kamp forestod, da det var spartanernes skik at kæmme deres hår før kamp til døden, men perserkongen grinede i overmodig forventning om en let sejr eller græsk overgivelse uden kamp. Hybris. Xerxes skrev til Leonidas, at spartanerne endnu kunne redde livet og overgive deres våben.»kom selv og tag dem,«svarede Leonidas lakonisk. Et persisk sendebud ville skræmme spartanerne til overgivelse med meddelelsen om, at Xerxes kæmpehær nu var i nærheden. Leonidas svarede:»godt, så er vi også i nærheden af den.«da spartaneren Dienekes blev advaret om, at himlen ville formørkes af barbarernes mange pile, svarede han:»fint, så kæmper vi i skyggen.«raseriet i dødens dal Næste dag sendte Xerxes hæren mod hellenerne, men hver eneste angrebsbølge blev smadret mod en mur af spartanere, der med Leonidas i front stod kæmpende skulder ved skulder. Ulig perserkongen, der ophøjet på sin tronstol ikke selv deltog i slaget. Et frådende ocean kastede vredt bølge efter bølge imod en urokkelig klippe, som knuste hver eneste brænding i et hav af blod. 300 spartanere berigede perserne med lakonisk kultur. Og slagtede dem i tusindtal. Dagen efter sendte Xerxes 10.000 elitetropper de såkaldte udødelige mod hellenerne, og tre gange sprang perserkongen op fra sin tronstol i vantro skræk over at se, hvordan spartanerne gjorde de udødeliges navn til skamme. Spartanerne triumferede. Men en forræder stak dem kniven i ryggen. Xerxes var ved at give op, da landsforræderen E-phialtes fortalte om en hemmelig sti, der førte bag om spartanernes stilling.
Da Leonidas indså, at stillingen ved Thermopylæ var blevet håbløs, sendte han forbundsfællerne hjem og angreb. Ind i dødens dal stormede de 300. Vandrende i dødsskyggens dal frygtede de intet ondt:»hellenerne, som var klar over, at de nu skulle dø, da bjerget var omringet, blev grebet af sandt raseri og gik med dødsforagt løs på barbarerne af alle kræfter,«skrev Herodot. Da solen gik ned over Thermopylæ, lå spartanerne faldne. Det samme gjorde 20.000 persere. Men Leonidas og de 300 spartanere, som døde den dag, vil leve for evigt. I erindring om offermod hos de 300, der med blod løskøbte vestens frihed. Kort efter Thermopylæ blev perserne slået. Til søs besejrede athenienserne den persiske flåde ved Salamis, og i slaget ved Platæa 479 f.kr. fik Sparta hævn og udraderede Xerxes horder. Krig om kultur, ikke om religion Som i dag var kulturkonflikten religionsbetinget. Men perserkrigene var ikke religionskrig. Det var kulturkrig. På den ene side østens teokrati og perserkongernes enevældige centralmagt som gudernes repræsentant på jord højt hævet over undersåtter, der ikke havde nogen del i landets styre. På den anden side græske bystater, hvor frie borgere deltog personligt og direkte i politiske beslutninger. I øst et totalitært gudskongedømme og skarp skelnen mellem rent og urent, der skulle udrydde de vantro og gennemtvinge paradis på jord. I vest var der demokrati i Athen, mens Sparta var styret af et folkevalgt ældreråd og to konger. Tro på tankefrihed og på individet som underordnet menneskeskabte love var modsætningen til østens tyranni. Sparta var ikke demokratisk, men noget tyranni var det heller ikke. En spartaner var fri, men bundet i patriotisk loyalitet til staten. Spartanerne var frie mænd under loven.»for nok er de frie mænd, men ikke i alle ting. Loven er deres herre, og den frygter de mere, end dine undersåtter frygter dig,«sagde Demaratos til Xerxes før slaget. Sparta var et slavesamfund og intet eksempel til efterfølgelse, men de 300 s tapperhed og offer ved Thermopylæ var forudsætningen for demokratiets overlevelse. En døende kultur Selv overlevede Sparta ikke. Som vor vestlige civilisation var det en døende kultur på grund af fatalt faldende fødselstal. Filmen 300 fremstiller spartanernes "brug eller smid væk"-holdning til børn, og den afveg ikke synderligt fra den herskende mentalitet i vor tids afkristnede og døende Vesten. Aristoteles taler om Spartas»menneskemangel«som årsag til bystatens hegemonitab.
300 viser endvidere en svigagtig klasse af samarbejdspolitikere, der ikke vil kæmpe, og et korrupt præsteskab, der forråder nationen. Datidens indavlede kulturelite. I dag fuldbyrdes på ny Xerxes projekt. I dag ler vi ad ære og chokeres over forræderen i vor midte. Men måske taler Leonidas igen til os tværs igennem århundrederne? For om så fæ og frænde dør, og vi selv dør til sidst, er der ét, som aldrig dør: Mindet om ædel mands dåd. kultur@jp.dk Fakta: Persien, Athen, Sparta og Makedonien 490 f.kr.: Den Første Perserkrig. Persien (i dag Iran) strækker sig fra Bosporus-strædet til Indien. Også Egypten er en del af riget. Nu gælder det Europa. Men den persiske hær under kong Dareios lider nederlag til athenienserne ved Marathon. 480 f.kr.: Den Anden Perserkrig. Perserne under ledelse af Dareios søn, kong Xerxes, sejrer på land over spartanerne ved Thermopylæ, erobrer og ødelægger Athen, men taber derefter det afgørende søslag ud for øen Salamis til athenienserne. Året efter vinder hellenerne under spartansk ledelse over resterne af Xerxes hær ved Platæa. 449 f.kr.: Athen besejrer perserne i to slag ved Salamis. 431-404 f.kr.: Den Peloponnesiske Krig mellem Athen og Sparta, der havde været allierede i perserkrigene. 338 f.kr. Den makedonske kong Filip II erobrer Grækenland. Han myrdes to år senere. 334-331 f.kr.: Filips søn, Alexander den Store, erobrer Persien, Syrien og Egypten, udråbes til konge over Asien, grundlægger Alexandria og skaber sit såkaldte verdensrige over tre kontinenter, 150 år efter Xerxes forsøg på at gøre det samme.