Et nyhedsmagasin fra. Vold som Udtryksform

8. å r g a n g N r. 2 N o v e m b e r 2 0 0 2 Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform

2 Ryd spalterne! Når de store nyheder såvel gode som dårlige tikker ind på redaktionerne, rydder de avisernes forsider. Den publikation, som du sidder med i hånden, ser på forsiden ud som den plejer. Det er kun farven der er ny og det er den i øvrigt hver gang. Til gengæld har vi ryddet indholdet samtlige spalter for at få plads til den massive strøm af gode erfaringer, som vi i de seneste måneder har modtaget elektronisk, pr. fax og pr. brev. Erfaringerne stammer fra udviklingsprojekter under Vold som Kommunikationsmiddel, som har arbejdet på at forebygge vold på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren. Vold som Udtryksform 8. årgang, nr. 2, november 2002 Udgiver: Vold som Udtryksform Sekretariat: Socialt Udviklingscenter SUS Nørre Farimagsgade 13 1364 København K Tlf. 3393 4450, fax 3393 5450 E-mail: sus@sus-net.dk www.sus-net.dk www.vold-som-udtryksform.dk ISSN: 1396-027X. Oplag: 9.000 ex. Red.: Per Holm (ansv.), Dorthe Perlt, Stig I. Sørensen og Bjarne Møller Layout & illustrationer: Christian Schmidt Tryk: SLM Grafisk Med overskrifter som Ved egen kraft og fælles hjælp, Bøh til bussemændene, Trivslen på vej op og Kropskrænkelser i undervisning kan man det? giver magasinets artikler et farverigt billede af de mange inspirerende og værdifulde aktiviteter, som udviklingsprojekterne har gennemført. Tre år er der gået, siden det hele startede med en satspuljebevilling og ved årsskiftet er det formelt slut med projekt Vold som Kommunikationsmiddel. I Socialt Udviklingscenter SUS har vi på uddannelsessteder, i bo- og servicetilbud, på sygehuse mv., oplevet et fantastisk stort engagement undervejs. Det vil vi gerne sige jer alle tak for! Også selvom interessen for aktiviteterne nogle gange krævede en ekstra indsats fra vores side. Fx når vi til konferencer med plads til mere end 300 deltagere måtte afvise det dobbelte antal interesserede. Den store interesse for aktiviteterne under Vold som Kommunikationsmiddel tillader vi os at kæde sammen med den måde, som Arbejdstilsynet og vi i SUS, har organiseret projektog puljeaktiviteterne. Her tænkes især på strukturen, hvor en koordinator, tovholder og nogle gange indpisker, binder udviklingsprojekterne sammen via netværksmøder, nyhedsbreve, konsultativ rådgivning og servicering. Denne kombination i samklang med konferencer samt skriftlig og mundtlig formidling gennem kanalerne i Vold som Udtryksform, inklusiv nærværende magasin, har haft afgørende indflydelse på at viden om aktiviteterne er nået ud til andre end projektmagernes nærmeste kolleger. Faktisk er det ikke kun kendskab til aktiviteterne, der har forplantet sig som ringe i vandet. Det har de konkrete aktiviteter også, fx kursus- og undervisningsforløb i voldsforebyggelse, kommunikation m.v. Og vi er overbeviste om, at ringene fortsat vil forplante sig. Også efter det formelle slutfløjt den 31. december 2002. En af de aktiviteter, som i de kommende år er med til at sikre fortsat fokus på voldsforebyggelse er Projekt PARIS. Med en pulje på 2,1 million kroner til udviklingsprojekter samt konferencer, netværksmøder, vejledningsmateriale til fængselsfunktionærer og meget mere, er rammerne lagt. I lighed med Vold som Kommunikationsmiddel forankres også Projekt PARIS administrativt i SUS, og vi vil lægge alle kræfter i, at Projekt PARIS også skal få en optimal gennemslagskraft. Målsætningen for Projekt PARIS er, at arbejde for en erfarings- og vidensformidling på tværs af sektorer og brancher. I SUS ser vi frem til at indrage nye og flere faggrupper i det voldsforebyggende arbejde, og er overbeviste om at forskellige faggrupper kan have stort udbytte af at lade sig inspirere på tværs af brancher. På den anden side er der sandsynligvis også grænser for inspirationen mellem brancher. Dem vil Projekt PARIS tydeliggøre, til glæde for fremtidige voldsforebyggende aktiviteter. Vi er parate til de nye udfordringer og glæder os til at fortsætte samarbejdet med Arbejdstilsynet. I næste udgave af Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform er vi tilbage med en mindre og dermed også mere traditionel udgave. Men ud over at belyse forskellige temaer af betydning for vold på arbejdspladser og at beskrive nogle af de mange aktiviteter under Vold som Udtryksform, vil vi selvfølgelig løbende rapportere om erfaringerne fra Projekt PARIS. På gensyn i 2003. Seniorkonsulent Bjarne Møller Læsevejledning For at gøre det lettere at finde rundt i de mange artikler er der på magasinets bagside et indeks, hvor du via forskellige søgeord kan finde frem til artikler, du har særlig interesse i. Endelig er der på side 9 en udvidet indholdsfortegnelse for artikler, som relaterer sig til puljen Faglige uddannelser og på side 41, en indholdsfortegnelse for puljen Flaskehalse.

Vold som Kommunikationsmiddel er en hårdtslående pulje 9,5 mio. kr. over 3 år. Det var, hvad der i 1999 blev afsat fra satspuljemidlerne til projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Ikke en kæmpestor bevilling, men ikke desto mindre er der igangsat hele 47 udviklingsprojekter. Af direktør Jens Jensen, Arbejdstilsynet Mens det på forhånd kunne forventes, at der ville komme mange ansøgninger fra bo- og servicetilbud til den ene af de to puljer, der drejer sig om forebyggelse af personale-rekrutteringsproblemer på voldsplagede bo- og sevicetilbud, var det mere tvivlsomt, hvordan uddannelsesinstitutionerne og praktikstederne ville respondere på den anden pulje om voldsforbyggelse i de faglige uddannelser. Men også her viste der sig stor interesse for at igangsætte udviklingsarbejder både på uddannelsesinstitutionerne og på praktikstederne og ofte i projekter, der bygger bro mellem uddannelses- og praktiksteder. Medvirkende hertil var formentlig både den konference om arbejdsmiljøundervisningen på uddannelser, som Arbejdstilsynet afholdt i januar 2000 og ikke mindst den undersøgelse af voldsforekomsten blandt praktikanter på SOSU-, pædagog- og sygeplejerskeuddannelserne, som Socialt Udviklingscenter SUS gennemførte i foråret 2000 som led i Projekt Vold som Kommunikationsmiddel. En undersøgelse, som jo viste, at en overraskende stor del af de studerende på disse uddannelser er udsat for vold og krænkelser i deres praktik. En væsentlig forklaring på, at det er lykkedes at igangsætte så mange udviklingsprojekter, er formentlig det tætte samarbejde med SUS. Med baggrund i Projekt Vold som Udtryksform havde SUS hele den forhåndsviden, de kontakter og det netværk, som er væsentligt, hvis man vil sætte en udviklingsproces i gang eller udbrede en allerede igangværende udvikling. Ikke alene har SUS meldt puljerne ud, talt med potentielle ansøgere, aktiveret netværket og forhåndsbehandlet ansøgningerne. De har også haft den løbende kontakt med projekterne. Mens nogle af projekterne handler om at udbrede allerede kendte voldsforebyggelsesmetoder til arbejdspladser, som ikke tidligere har arbejdet systematisk med vold som en del af arbejdsmiljøet, er der i andre projekter tale om at afprøve nye metoder i det voldsforebyggende arbejde. Projekterne har også givet et godt indblik i, hvilke barrierer der er for det voldsforebyggende arbejde. På de årlige netværksmøder har projekterne haft god tid til indbyrdes erfaringsudveksling både inden for, men også på tværs af puljerne, idet dette også viste sig at være særdeles udbytterigt. Arbejdstilsynets repræsentant på netværksmøderne har oplevet et summende liv af engagement på disse møder. I begyndelsen handlede det mest om, hvordan man får skubbet projekterne i gang, men efterhånden som projekterne er skredet frem og erfaringerne har taget form, har deltagerne samlet sig i workshops, hvor projekterne har fremlagt deres erfaringer om bestemte emner. Også de hyppige Nyhedsbreve har medvirket til denne erfaringsudveksling og ikke mindst til at erfaringerne fra projekterne også når ud til nogle af dem, som ikke var så heldige, at få del i støttemidlerne. I det hele taget må jeg sige, at vi i Arbejdstilsynet er stolte af vores samarbejde med Socialt Udviklingscenter SUS. Deres tætte kontakt til bo- og servicetilbuddene har gødet jorden for projekterne og det har betydet at puljen har givet meget aktivitet for pengene. Af samme grund hilser vi også det nye Projekt PARIS velkommen. Med Projekt PARIS vil vi i et fortsat samarbejde med SUS forsøge at overføre de indhøstede erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel dels til andre institutioner inden for social- og sundhedssektoren, men nok så vigtigt også til nye områder, bl.a. til fængselsvæsenet. Det kommer dels til at ske gennem egentlige formidlingsprojekter på baggrund af de nu gennemførte projekter i Vold som Kommunikationsmiddel, men også gennem igangsættelse af nye udviklingsprojekter. 3

Tre år med flaskehalse og faglige uddannelser 4 Ved årsskiftet er det slut med aktiviteterne under Vold som Kommunikationsmiddel. Kernen i projektet har været økonomisk støtte til en række udviklingsprojekter i hele landet. Artiklen giver et billede af aktiviteter og tendenser i de 47 projekter. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS I1999 blev der afsat 9,5 millioner på Finansloven til at iværksætte Projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Bevillingen blev starten på en række nye initiativer i arbejdet med at begrænse volden og dens skadevirkninger på arbejdspladser i social- og sundhedssektoren. Projektet blev ledet af Arbejdstilsynet, og Socialt Udviklingscenter SUS fik ansvar for sekretariatsfunktioner, koordinering og formidling. En af aktiviteterne var uddeling af midler til lokale udviklingsprojekter via puljerne Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser og Forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. I alt har 47 bo- og servicetilbud, uddannelsessteder m. fl. fået tildelt midler fra puljerne. De projekter, der modtog midler, indgik i et netværkssamarbejde med henblik på at styrke erfaringsopsamling, kvalificering og formidling. Derudover er der gennemført tre konferencer, udgivet publikationer, oprettet hjemmeside og årligt udsendt fire til fem nyhedsbreve. Vold mod studerende i praktik Under projekt Vold som Kommunikationsmiddel blev der også gennemført en landsdækkende spørgeskemaundersøgelse om forekomsten af vold og trusler over for studerende under deres praktikforløb. Undersøgelsen omfattede studerende på pædagoguddannelsen, social- og sundhedsassistensuddannelsen samt sygeplejeuddannelsen på deres sidste studieår. Undersøgelsen viste, at to tredjedele af de studerende oplever, at blive udsat for vold eller trusler herom og adskillige af dem ikke kun én, men gentagne gange. Både praktikstedernes og uddannelsesstedernes kendskab til voldsepisoder opstår tilfældigt og behandles meget forskelligt fra sted til sted. Det er kun sjældent at praktiksteder og uddannelsessteder orienterer hinanden, hvis en studerende har været udsat for vold eller trusler om vold. Kun en lille del af de studerende mener, at deres sygefravær skyldes voldsepisoder under deres praktikophold, ligesom det også kun er en lille del af de studerende, der har overvejet at ophøre med uddannelsen på grund af vold eller trusler herom. Udviklingsprojekterne Uddelingen af midler til projekter er foregået af to omgange til begge puljer (hhv. i juni og december 2000). Der sammenlagt været 87 ansøgere til puljerne, hvoraf der er bevilliget økonomisk støtte til i alt 48 projekter. Et enkelt projekt valgte at springe fra midt i forløbet. Puljefordelingen var således: 23 projekter under puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser 24 projekter under puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. I først ansøgningsrunde var der 26 ansøgere. 20 blev imødekommet. I anden runde var der 61 ansøgere og her blev 28 imødekommet. Alle landets amter er repræsenteret geografisk ved mindst ét udviklingsprojekt. Projekterne har både indeholdt basisaktiviteter fra ansøgere, der har haft begrænsede erfaringer med voldsforebyggende arbejde til metodeudviklende projekter fra mere erfarne medarbejdere, bo- og servicetilbud m.fl. Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser Formålet med denne pulje har været at støtte uddannelses- og praktikstedernes arbejde med at øge de studerendes bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet. Der blev fokuseret på at integrere voldsforebyggelsen i såvel undervisningen som i praktikforløbet. De 23 projekter fordeler sig på følgende uddannelsessteder: Otte pædagogseminarier, fire social- og sundhedsassistentskoler, tre sygeplejeskoler og en social højskole (et af de nævnte projekter afvikles som samarbejde mellem to uddannelsessteder). Ni bevillinger har blandede grupper af studerende fx praktiksteder på plejehjem og psykiatriske hospitaler. Aktiviteterne har været mangeartede og kan grupperes inden for følgende hovedaktiviteter: Udarbejdelse af studie- og undervisningsplaner Opdatering, udvikling og afprøvning af nye uddannelseskoncepter, undervisningsmaterialer og metoder Gennemførelse af kurser og temadage for studerende, lærere, praktikledere og praktikvejledere Udarbejdelse af procedurer for samarbejdet mellem uddannelsessteder og praktiksteder. Gennem projektevalueringerne melder de studerende tilbage, at de oplever et stort behov for at der sættes fokus på voldsrisiko og voldsforebyggelse som en del af deres uddannelse. Udover større forståelse for voldsrisikoen i arbejdet, fremhæver de studerende især en øget bevidsthed om egne reaktionsmønstre, samt øget kendskab til konkrete handlemuligheder. Flere projekter nævner ligeledes, at den styrkede bevidsthed også

Projekternes geografiske fordeling FH: Puljen Flaskehalse FU: Puljen Faglige uddannelser Nordjyllands Amt FH: 2 FU: 2 Viborg Amt FH: 1 FU: 1 Ringkøbing Amt FH: 1 FU: 1 Århus Amt FH: 4 FU: 3 Frederiksborg Amt FH: 1 FU: 1 Vejle Amt FU: 2 Vestsjællands Amt FH: 1 Københavns Amt FH: 3 FU: 5 Københavns Kommune FH: 3 Frederiksberg Kommune FH: 1 FU: 2 Ribe Amt FH: 2 FU: 1 Fyns Amt FU: 1 Roskilde Amt FU: 2 Sønderjyllands Amt FH: 2 FU: 1 Bornholms Amt FU: 1 Storstrøms Amt FH: 1 FU: 1 omhandler den studerendes egen kompetence både i forhold til samarbejdet/samspillet i gruppen og mere generelt i forhold til den faglige/professionelle rolle. Skræmmer al den snak om vold? Den megen fokus på volden og dens konsekvenser har på flere uddannelsessteder affødt en diskussion om elevernes reaktion. Gør al den snak om vold i uddannelsesforløbet de studerende mere skræmte eller utrygge? Uddannelsesafdelingen i Psykiatrien i Århus Amt har i forbindelse med evalueringen af et projekt, forespurgt om de studerendes/elevernes reaktion. I evalueringen gav de studerende udtryk for, at de oplevede at have fået en viden og gjort sig nogle praktiske erfaringer, der var anvendelige. Ingen af de studerende gav udtryk for, at kurset havde gjort dem utrygge. De studerene havde bl.a. følgende kommentarer: Jeg er blevet mere opmærksom på egne grænser og kroppens signaler ; Jeg er blevet mere sikker på mig selv og ved, at der kan gøres noget, hvis jeg bliver udsat for vold ; Jeg kan gå ind i situationer med andre øjne, jeg har fået nogle redskaber... jeg kan måske undgå nogle af de dumme situationer, hvor der let kan opstå magtkampe. Generelt udtrykker de involverede uddannnelsessteder et stort ønske om, at voldsforebyggelsen fortsætter som en integreret del af uddannelsesforløbene på de pågældende steder. Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud Puljens sigte har været, at støtte voldsreducerende udviklingsprojekter, på arbejdspladser der er kendetegnet ved et belastet psykisk arbejdsmiljø, med bl.a. langtidssygemeldinger og opsigelser. Begrebet flaskehalse refererer til de problemer, der kan opstå, når et boeller servicetilbud har svært ved at fastholde og rekruttere personale. Problemerne kan medføre, at bo- og servicetilbuddene havner i en ond cirkel, hvor mangelfuld normering og utilstrækkelig uddannet personale kan medvirke til, at de faglige, ledelsesmæssige og ressourcemæssige forudsætninger for voldsforebyggelse redu- 5

6 ceres. I forbindelse med rekruttering af medarbejdere beskriver flere bo- og servicetilbud, at selv egnede og velkvalificerede ansøgere ofte bliver usikre på egen kompetence og takker nej til stillingen, når de i ansættelsesinterviewet gjort opmærksom på voldsrisikoen. De 24 projekter i denne pulje har hovedsageligt været rettet mod voksne brugere/beboere, herunder mennesker med udviklingshæmning, psykisk og socialt belastede unge, hjemløse og misbrugere, demente samt psykisk syge. Projekterne kan grupperes inden for følgende hovedaktiviteter: Styrkelse af personalegruppens faglighed og fælles forståelsesramme, herunder større viden om målgruppen Udvikling eller indførelse af nye arbejds- og kommunikationsmetoder Uddannelse af lokale ressourcepersoner og vedligeholdelsesinstruktører Undervisning og supervision af medarbejdere Metoder til registrering og analyse af voldsepisoder Udarbejdelse af voldspolitik, beredskabsplaner og krisehjælpsordninger. Mindskes volden? Udviklingsprojekter, der har undersøgt omfanget af voldsepisoder før og efter de igangsatte voldsforebyggende aktiviteter, viser en tendens til at volden mindskes. Flere projekter fremhæver imidlertid, at talmaterialet er for begrænset eller for usikkert til, at der kan siges noget entydigt om effekten. Mange steder har det været svært, at vurdere den præcise effekt, idet tidligere registrering har været ufuldstændig eller fx er foretaget forskelligt fra afdeling til afdeling på samme arbejdsplads. Flere evalueringer peger på, at der har været en tydelige gevinst ved at medarbejdernes opfattelse af voldsepisoden og bevidsthed om egen håndtering af situationen har ændret sig betydeligt. Medarbejderne har fået flere værktøjer de kan bruge, til at håndtere situationerne mere sikkert. Flere steder giver personalet udtryk for, at den kollegiale opfølgning på voldsomme episoder er markant forbedret. For mange medarbejdere har projektaktiviteterne givet anledning til refleksion over egen praksis og ændret bevidsthed om vold som pædagogisk og kommunikativ udfordring. Flere projekter har således kædet kommunikation som pædagogisk udfordring sammen med de nye rammer for pædagogisk arbejde, der er fastlagt i Serviceloven. Flaskehalsproblematikken har ydermere sat fokus på, hvilke faktorer sammen med en målrettet voldsforebyggende indsats der skaber en arbejdsplads, som tiltrækker og fastholder medarbejdere gennem længere tid. På et af udviklingsprojekterne fra Københavns Kommune, fremhæver medarbejderne tre særlige kendetegn ved en god arbejdsplads: Åbenhed og tryghed i personalegruppen Kollegialt fora, herunder supervision, vidensdeling og tid til refleksion Rekruttering og følordning, som handler om vigtigheden af en god introduktion til arbejdet for både fast personale og vikarer. Generelle projekterfaringer Udover de faglige resultater og erfaringer fra aktiviteterne, peger projektmagerne på nogle mere generelle erfaringer fra arbejdet med at tilrettelægge, introducere og afvikle projekter. Botilbuddet Bo-Grindsted har beskrevet, hvordan samarbejdet om et fælles projekt giver større gruppefølelse og mulighed for at få øje på de store linjer i det daglige arbejde. En medarbejder beskriver det sådan: Samarbejdsmæssigt har projektet givet flere fælles mål for vores arbejde. Det har givet gejst og sammenhold at arbejde sammen om noget, der er større end alle de daglige småproblemer, og har bl.a. betydet, at vi ikke hænger os så meget i småting. På den måde har vi fået mere energi til både arbejdet i hverdagen og projektarbejdet. På den anden side kan der også være vanskeligheder ved projektarbejde på arbejdspladsen. Flere projekter giver eksempler på at medarbejderne oplevede projektet, som noget der blev sat i gang fra oven og savnede fx information om projektets idé og formål. Når den enkelte medarbejder ikke oplever ejerskab til aktiviteterne kan det medføre at projektet nedprioriteres især i en travl hverdag. Erfaringerne peger også på, at der ikke i alle tilfælde har været afsat den nødvendige tid til diskussion og refleksion over tanker og erfaringer, som ledelse eller projektkoordinator har haft i forbindelse med tilrettelæggelse, introduktion, samt opstart af projektet. Det betyder, at arbejdspladsen ikke får samlet op på den læring de har fået i forløbet læring der vil kunne anvendes i forbindelse med tilrettelæggelse at kommende tværgående projekter. Nogle af udviklingsprojekterne giver her deres bud på, hvilke overvejelser man bør gøre sig inden projektstart: Hvordan sikres det, at med arbejderne oplever og tager ejerskab i forbindelse med tværgående projekter? Hvordan sikrer man information og involvering af medarbejderne allerede tidligt i projektforløbet? Hvordan kan man sikre, at ambitionerne for projektet er afstemt i forhold til ressourcer, engagement og tidsramme? Hvordan sikres det, at der i forbindelse med længere projektforløb hvor der samtidig er indbygget input fra andre projekter er indbygge mulighed for mindre justeringer undervejs i forløbet? Vold som Kommunikationsmiddel fløjtes snart af, men arbejdet med de mange gode erfaringer fortsætter uden for rampelyset. Projektets mange aktører har vist et stort engagement, udholdenhed samt en smittende iderigdom og kreativitet. De lader sig ikke stoppe af et fløjt eller en forhindring. Og det skal de have tak for!

Inspiration gennem netværk Når man arbejder sammen, bliver inspirationen tændt, fagligheden pirret og gejsten holdes oppe. Det fortæller de, der har netværket under projekt Vold som Kommunikationsmiddel. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS En af de grundlæggende ideer i projekt Vold som Kommunikationsmiddel har været intentionen om via netværksarbejde at kvalificere udviklingsprojekterne, samt at arbejde for optimale muligheder for erfaringsopsamling og formidling. Det centrale omdrejningspunkt i netværksarbejdet, har været gennemførelsen af årlige netværksmøder. Her mødtes over to dage de projektmagere, som havde fået udviklingsmidler fra puljerne under Vold som Kommunikationsmiddel, til erfaringsudveksling, faglig inspiration, refleksion og energigivende samvær. Vi har spurgt Som supplement til de løbende opsamlinger på netværksmøderne, foretog SUS i september 2002 en række telefoninterview med fokus på projektdeltagernes oplevelse af netværksaspektet. I alt er Repræsentanter fra 15 forskellige projekter blevet bedt om at give deres vurdering af betydningen og effekten af netværksmøderne og af netværkssamarbejdet iøvrigt. Ud fra projektdeltagernes tilbagemeldinger har netværksmøderne overordnet haft tre funktioner: Mulighed for kommunikation og refleksion inden for de enkelte projekter Mulighed for inspiration via de eksterne oplægsholdere Mulighed for kontakt og erfaringsudveksling med de øvrige projekter. Pusterum Når man begynder at netværke, kan møderne med andre vise sig at være et meget tiltrængt afbræk i en stresset hverdagssrutine, viser tilbagemeldingerne fra de interviewede. Mange oplevede, at netværksmøderne var et hul igennem til eftertænksomheden i den fortravlede hverdag eller en kærkommen lejlighed til at få talt sammen internt i projekterne. Det med at få talt sammen skal ses i lyset af, at flere af projekterne er udformet som et samarbejde mellem forskellige uddannelsessteder, arbejdspladser eller afdelinger. Det betyder, at de involverede ikke nødvendigvis har en daglig eller regelmæssig kontakt med hinanden og derfor har svært ved at få talt sammen. Måske arbejder folk på skiftende tidspunkter, eller måske har de problemer med at afsætte tilstrækkelig tid til møder i den travle hverdag. Derfor foregår kommunikationen ofte mellem deltagere inden for samme projekt, som korte koordinerende samtaler eller via e-mail. At mødes til netværksmøderne bliver derfor et pusterum, hvor man kan koncentrere sig om projektet. Eller som en projektrepræsentant formulerer det: En oase, hvor vi fik tid og rum til at tale sammen. Frisk inspiration Når man i det daglige arbejder med konkrete projekter, kan tilgangene og vinklerne på det voldsforebyggende arbejde blive snævre og begrænsede. Mange af deltagerne har derfor lagt vægt på, at netværkssamarbejdet kunne give ny inspiration og nye perspektiver på arbejdet. Netværksmøderne har indeholdt oplæg fra eksterne ressourcepersoner med det sigte, at kvalificere og løfte de diskussioner og tanker, der opstod i kølvandet på indlæg fra udviklingsprojekterne. Som en projektrepræsentant siger om det friske pust: De eksterne oplægsholdere har givet andre perspektiver, som vi kan arbejde videre på. Faglig ping-pong og socialt samvær Pusterum og frisk inspiration var noget af det, de interviewede lagde stor vægt på. Der var imidlertid ét element, som overgik alt andet: Det faglige samvær med tyk streg under samvær. 14 ud af 15 adspurgte gav udtryk for, at den løbende kontakt med de øvrige projekter var et stort plus. Det gjaldt både den direkte faglige inspiration med konkret betydning for projektforløbet og resultaterne, og det gjaldt den motivationsfaktor, der ligger i at være sammen med andre, som befinder sig i samme situation som en selv. Fx fremhævede nogle, at oplevelsen af at stå alene, som man let kan få som projektansvarlig på en arbejdsplads, bliver brudt, når man møder andre, som står i en lignende situation: Bare dét at møde nogen, der er interesseret i det, vi laver, gør at man bliver lidt tændt igen, sagde en af deltagerne om samarbejdet. Det sociale aspekt fremhæves igen og igen som betydningsfuldt og energigivende. En deltager udtrykker det således: Dejligt at skulle noget, der også indeholder noget socialt. Det giver energi. Den faglige inspiration, der fremhæves af projektdeltagerne, bestod eksempelvis i at få konkrete idéer til litteratur, kursusindhold, ressourcepersoner eller nye ideer til faglige tilgange og metoder. Flere nævner, at de har fået et større overblik over aktiviteter, tilgange og metoder. Og undervisere på uddannelsesstederne pegede på, at de i forbindelse med undervisningsforløb nu har et større netværk, hvor de kan hente yderligere information, ideer til cases og lignende. Af samme grund har flere deltagere fået skærpet deres interesse for netværk og tværfagligt samarbejde. Det er en generel opfattelse, at ånden i netværkssamarbejdet har betydet, at deltagerne frit har kunne lade sig inspirere af, hvad man har fundet brugbart i de øvrige projekter. En projektdeltager beskrev udbyttet af netværksmøderne således: Vi har stjålet med arme og ben. Også muligheden for at diskutere og få kvalificerede kommentarer til egne initiativer blev nævnt som et stort plus. Den blandede erfaring med 7

Projekt PARIS Ved udmøntning af Satsreguleringspuljen for 2002 er der afsat midler til at sikre fortsat fokus på vold og voldsforebyggelse på virksomheder og offentlige institutioner. De samlede aktiviteter gennemføres under overskriften Psykisk arbejdsmiljø på arbejdspladser med risiko for vold (PARIS). Som en del af aktiviteterne er der afsat 2,1 mill. kr. i en pulje til udviklingsprojekter. Puljemidlerne kan søges af virksomheder, herunder offentlige institutioner, som i forbindelse med arbejdets udførelse møder eller risikerer at møde fysisk eller psykisk vold (fra brugere, beboere, indsatte, patienter, elever m.fl.), herunder bl.a. brancher inden for social og sundhedssektoren, virksomheder/institutioner inden for uddannelsessektoren og fængselsvæsenet. Midlerne kan søges til konkrete udviklingsprojekter som har til formål at forebygge volden og dens skadevirkninger. Der kan maksimalt søges om 100.000 kr. Der uddeles midler i to omgange med uddeling i henholdsvis december 2002 og marts/april 2003. voldsforebyggende arbejde herunder også de mange forskellige indfaldsvinkler til emnet betød, at deltagerne kunne udfordre hinanden og give hinanden kvalificeret feedback. Som en deltager udtrykte det: Deltagerne i netværksmøderne er jo karakteriseret ved at være mere aktive, engagerede og bevidste om problematikkerne end gennemsnittet. Endelig gav den faglige inspiration sig udslag i, at nye samarbejdsrelationer blev dannet. I de fleste af disse tilfælde udveksler deltagerne materialer og metodeerfaringer, og bruger hinandens kompetencer i forbindelse med undervisning og kursusafholdelse. Som en af deltagerne i netværket udtrykte det: Vi har fået lov til at afprøve dele af vort undervisningsprogram på netværksmødet og har fået værdifuld og kvalificeret tilbagemelding fra kolleger. Og vi har modtaget skriftlige materialer fra kolleger, som er indgået i vore overvejelser. Pulje til forebyggelse af vold på arbejdspladsen Ansøgningsfrist: Ansøgninger til første puljerunde skal være modtaget i Socialt Udviklingscenter SUS senest den 15. november 2002. Ansøgninger til 2. puljerunde skal være modtaget senest den 15. februar 2003. Ansøgningsmateriale: Ansøgningsskema og -vejledning til første puljerunde kan hentes på nedenstående adresse og hjemmeside. Ansøgningsskema til 2. puljerunde kan rekvireres sammesteds efter den 15. december 2002. Krav gav nyt perspektiv For at få tildelt midler fra puljerne under Vold som Kommunikationsmiddel har det været et krav, at bevillingshaverne skulle deltage i netværkssamarbejdet. Telefoninterviewene har vist, at netværksstrukturen har fungeret og har haft stor betydning for de fleste projekter. Netværksdeltagernes positive evaluering af netværkssamarbejdet rummer også mange erfaringer, der kan anvendes af andre netværksbaserede projekter. Fx viser erfaringerne, at det er en styrke, hvis der er et element af fleksibilitet i projektet. På den måde har udviklingsprojekterne mulighed for at småjustere undervejs i fx et treårigt forløb. Projektansøgninger skrives jo ofte, når man er mest uvidende. Eller sagt med andre ord: Inden man begynder at høste af egne og netværkets erfaringer. De gode erfaringer fra Vold som Kommunikationsmiddel taler for, at ideen om samarbejde imellem institutioner, som et vilkår for projektbevillinger, bør fastholdes og måske udbygges i forbindelse med fremtidige puljeaktiviteter. Nye udfordringer For medarbejdere ved uddannelsessteder, bo- og servicetilbud m.v., som har gennemført projekter under Vold som Kommunikationsmiddel, er der med midler fra Projekt PARIS skabt muligheder for at fortsætte samarbejdet om formidling af gode erfaringer. De fleste projekter står imidlertid også overfor en anden stor udfordring. De skal implementere og vedligeholde den viden, de har opnået. For at løse den opgave kan deltagerne givetvis bruge den erfaring, de har erhvervet gennem netværkssamarbejdet. At netværke lønner sig! 8 www.vold-som-udtryksform.dk Socialt Udviklingscenter SUS, Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K Tlf. 3393 4450 (sekretær Bente Jensen) eller bej@sus-net.dk

Indholdsfortegnelse, side 10-40 Puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser 10 Introduktion til efterfølgelse Jørgen Terp, Driftsområdet for Voksne Handicappede, Århus Amt 11 Ved egen kraft og fælles hjælp Uffe Vester Nielsen, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium 12 Vold i elevers psykiatripraktik Lene Dahlgaard, Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt 14 Jeg har fået noget at tænke over Vibeke Sjøgreen og Pia Wismer Kielberg, Psykiatrien i Århus Amt 15 Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold Socialpsykiatrisk dag- og døgncenter Nord, Lemvig 16 Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling Københavns Amts Sygehus Gentofte 18 Bøh til bussemændene Tove Jørs Nielsen, Marie Simonsen, Joan Jessen, Skolen for social- og sundhedsuddannelser, Aabenraa 19 Forstå dit kropssprog og brug det! Jelling Statsseminarium 20 Fortællinger om vold Dorthe C. Iversen, Kolding Pædagogseminarium & Inge Larsen, Sosu-skolerne i Vejle Amt 22 Den sociale højskole har en plan [1] Kirsten Hvidtfeldt, Den Sociale Højskole i København 24 Praktikvejledere på skolebænken Lene Folkman Ipsen, Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole 25 Styrket samarbejde Jane M. Lauridsen, Roskilde Pædagogseminarium Frøbelhøjskolen 26 NLP nyt værktøj i arbejdet med vold Jette Pedersen, Social- og psykiatriforvaltningen, Frederiksborg Amt 28 Voldshåndtering en faglig kompetence Jeanette Skamby og Marion Ravn, Storstrøms Amt 29 Kropskrænkelser i undervisning kan man det? Ole Schouenborg, Lars Frost, Frank Hedegaard, Jette Bundgaard, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium 30 Et godt fundament Ulla Fischer og Henrik Wiegman, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU, KAS Glostrup 32 Det er o.k. at blive bange [1] Solvang og Tornehøjgaard, Københavns Amt 34 Jeg vil jo kun hjælpe Dagny Grosen og Elisabeth Harpsøe, Sygeplejeskolen i Odense 36 Mellem to poler Jens Hansen, Ballerup Seminariet 37 Lærer af problemerne Anne Helms, Lis Christoffersen og Agnes Stefansen, Diakonissestiftelsens Sosu-skole, Frederiksberg 39 Vold skal fortælles Esben Bak og Kjeld Nielsen, Seminariet i Esbjerg 40 Kontaktadresser Vedrørende puljen Faglige uddannelser P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... [1] Artiklerne har tidligere været bragt i Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 7. årgang, nr. 2, 2001. 9

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Introduktion til efterfølgelse Stor tilslutning til forsøg med introduktionskurser for studerende. Konceptet føres nu videre. Af sikkerhedsleder Jørgen Terp, Driftsområdet for Voksne Handicappede, Århus Amt Hovedsikkerhedsudvalget i Driftsområdet for Voksne Handicappede besluttede i 2000 at udvikle et koncept for introduktionskurser for de studerende i praktik på området. Tanken var, at kurserne skulle give de studerende en grundig indføring i begreberne vold, handicapforståelse og menneskesyn, samt at give viden om og forståelse af Århus Amts voldspolitik, så praktikanterne herigennem bedre kunne forholde sig til vold og voldsomme hændelser. Projektet blev en realitet i foråret med støtte fra Vold som Kommunikationsmiddel, og Hovedsikkerhedsudvalget besluttede at overdrage opgaven med at udvikle og undervise på introduktionskurset til Sølunds organisationskonsulent, viceforstanderen på Sødisbakke og sikkerhedslederen for Driftsområdet for Voksne Handicappede. Stor tilslutning I løbet af efteråret mødtes arbejdsgruppen flere gange for at drøfte konceptet for kurset. Indholdet blev fastlagt, og der blev udarbejdet forskelligt undervisningsmateriale. Da de temaer, kurset skulle omhandle, i høj grad er værdibaserede, valgte vi at lægge megen vægt på dialogen i undervisningen, blandt andet via cases og gruppedrøftelser. I projektforløbet afviklede vi tre kurser med deltagelse af i alt 138 studerende, hvilket var større tilslutning, end vi på forhånd havde regnet med. På kurserne valgte vi om formiddagen at præsentere de studerende for oplæg om afgrænsning af voldsbegrebet og indsatsniveau. Desuden var der introduktion til forsorgens historiske udvikling i relation til det naturalistiske, det humanistiske og det kristne menneskesyn. Vi sluttede formiddagen af med at vise videofilmen Vold som Udtryksform (Socialt Udviklingscenter SUS, 1997). Eftermiddagene blev brugt på oplæg om forskellige voldsformer, voldspraksis, årsager til voldelige reaktioner fra beboere, forebyggelse af vold, handlemuligheder, håndtering af voldssituationer, opfølgning af voldstilfælde samt en gennemgang af Århus Amts voldspolitik og vejledning om vold. Arbejdsgruppen havde lagt op til, at kursusforløbet i høj grad skulle være dialogbaseret, men måtte konstatere, at vi ikke altid fik den dialog i gang, som vi havde håbet på. Det skyldtes dels de mange deltagere på hvert hold, dels det relativt komprimerede program for en enkelt kursusdag. Vi oplevede, at de studerende var meget interesserede i undervisningstemaerne, og at der er et stort behov for at beskæftige sig med dette område på forskellige niveauer. Kurserne føres videre I forbindelse med evalueringen af de to sidste kurser spurgte vi de studerende om, hvordan de oplevede fokuseringen på volden. Gav det dem tryghed eller eventuelt det modsatte? Hovedparten af kursusdeltagere svarede, at fokuseringen på volden gjorde dem mere trygge i det daglige arbejde. Det er yderst interessant, og må vel samtidig tages som et udtryk for, at de oplever, at der bliver taget hånd om problematikken i deres praktikker. Det er her vigtigt at holde sig for øje, at det, vi arbejder med, kun er en del af et introduktionsforløb. Vi kan umuligt på en enkelt dag bibringe de studerende en dybtliggende faglig indsigt i så komplicerede emner, som vi har været omkring på kurserne. Men har vi i det videre praktikforløb medvirket til at kvalificere de studerendes spørgsmål, er meget nået. Som nævnt deltog 138 studerende i praktik i driftsområdets dag- og døgntilbud i de tre introduktionskurser. Det er en meget flot opbakning, og vi tager det som udtryk for, at der også fremover er et ønske om denne type kurser. Hovedsikkerhedsudvalget i Driftsområdet for Voksne Handicappede har på den baggrund besluttet, at der fremover skal afvikles introduktionskurser for studerende i praktik i driftsområdets dag- og døgntilbud efter det koncept, som er udviklet via dette projekt. 10

Ved egen kraft og fælles hjælp Ålborg Socialpædagogiske Seminarium inviterede institutioner og boformer til samarbejde om undervisning i voldsforebyggelse. Ved fælles hjælp kan vi mere, lød filosofien det gør den stadig. Af seminarielærer Uffe Vester Nielsen, Aalborg Socialpædagogiske Seminarium Målet med projekt Ved egen kraft og fælles hjælp var at kvalificere seminariets undervisning i voldsforebyggelse: Først og fremmest at give de studerende viden og kompetencer, så vold og krænkelser undgås, og dernæst at forberede dem på og kvalificere dem til at tackle voldsepisoder hensigtsmæssigt, når eller hvis de opstår. Seminariet kunne ikke løfte denne opgave alene. Dels manglede vi viden og kompetencer som undervisere, dels er virkeligheden i praksisfeltet så kompleks, at vi fandt det hensigtsmæssigt at arbejde tæt sammen med praksis, om at tilrettelægge og gennemføre undervisningen. Derfor var projektets bærende ide, at vi ved fælles hjælp med udvalgte samarbejdspartnere i Nordjyllands Amt (institutioner/boformer) og disses medarbejdere ville udvikle og gennemføre kurser, som mere præcist dækker de behov og løser de problemer, der er i den pædagogiske praksis. Samarbejdet har været på to niveauer: Et organisatorisk niveau, hvor ledere fra praksis sammen med undervisere fra seminariet har udviklet et undervisningsprogram. Og et praksisniveau, hvor ideen var, at uddannede pædagoger sammen med studerende skulle udvikle undervisningen og samtidig undervises. En af de metoder, vi på forhånd vidste, vi ville afprøve, var videoanalyse af situationer med samspil mellem brugere og medarbejdere. Til det valgte vi at benytte Marte Meo-metoden. Marte Meo betyder ved egen kraft deraf en del af titlen på projektet. De vigtigste resultater Vores vigtigste erfaringer fra projektet kan formuleres i fire hovedsætninger: 1) Samarbejde med praksisfeltet er spændende og givtigt At forstå praksis og de problemstillinger, medarbejderne står med i det daglige, er vigtigt for seminariet og undervisningen. Derved har vi mulighed for at formidle med vores ofte mere teoretiske tilgange og forståelsesrammer, så de kan blive brugbare i den pædagogiske praksis. De uddannedes erfaringer har været berigende for både studerende og undervisere. Samarbejdet på det organisatoriske plan har også givet andre og mere nuancerede forståelser af de problemstillinger, som er i praksis, til at forebygge vold. Eksempelvis har seminariet og praksisfeltet nu bedre mulighed for at etablere en koordineret indsats i forhold til støttetiltag, når medarbejdere har været udsat for vold og krænkelser. 2) Fysiske øvelser opleves som spændende og givtige af kursisterne Allerede ved tilrettelæggelsen af kurset var vi opmærksomme på, at vi skulle afprøve og udvikle andre undervisningsformer. Specielt ville vi forsøge at indarbejde mere kropsorienterede øvelser, hvor sanser og fornemmelser kom i spil. Det blev praktiseret med inspiration fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium med stor succes. Såvel studerende som uddannede oplevede det som en ny og anderledes tilgang til at forstå og agere anderledes i pædagogisk praksis. 3) Det er ikke hensigtsmæssigt, at bruge Marte Meo i et sådant kursus, som vi har afviklet Marte Meo var tænkt som gennemgående metode, og et centralt omdrejningspunkt i tilrettelæggelse og afvikling af projektet. Vi har erfaring fra grunduddannelsen for, at Marte Meo er en god og brugbar metode, hvis man vil fremme en udviklingsstøttende dialog og kommunikation. Derfor har vi også (stadig) tiltro til, at metoden er hensigtsmæssig. Men i vores forsøgsprojekt har vi ikke haft succes med den. Det skyldes dels, at det rent praktisk ikke har været muligt at få tilstrækkelige videoobservationer af samspillet mellem kursister og brugere til brug for undervisningen. Barriererne har måske været, at kursisterne var blufærdige over for at skulle udstille egne svagheder eller fortræffeligheder! Desuden har mange af de studerende ikke reelt haft mulighed for at optage samspilssituationer, da de ikke er i praksis (praktik eller vikararbejde). Endelig var videoanalyserne mere tidskrævende end forventet. Det vil sige, at underviserne havde vanskeligt 11 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 12 ved at nå det inden for de givne tidsrammer. 4) Der er både fordele og ulemper ved at sammensætte et hold af uddannede og studerende Først og fremmest er uddannedes og studerendes forudsætninger meget forskellige. Det betyder, at undervisningen skal tilrettelægges, så der tages hensyn til meget forskellige ståsteder. De studerendes billeder eller erfaringer og indlevelse i praksisproblemer er generelt ikke på samme nuancerede niveau som de uddannedes, der arbejder i praksis. Og omvendt er nogle af de uddannedes begrebsmæssige viden ikke altid på samme niveau som de studerendes. På trods af det har sammensætningen været en delvis succes. De studerende har haft stort udbytte af at være sammen med uddannede. De har ofte oplevet at kunne få konkretiseret og nuanceret problemstillinger og forholdemåder i den konkrete pædagogiske praksis. Mange uddannede har også oplevet det som givende at få lov til at øse ud af erfaringer. Videre frem Vi vil fremover indarbejde flere af erfaringerne fra projektet i vores volds- og praktikforberedende undervisning. Dels vil vi forsøge at udvide undervisningen med 50%, så de studerende fremover får 18 lektioner, dels vil vi inddrage erfaringer med kursusindholdet i den fremtidige undervisning. Her tænkes specielt på at opprioritere den mere kropsorienterede og sansede tilgang i undervisningen. Men vi vil også forsøge fremover at samarbejde med praksisfeltet, så der vil blive mere direkte inspiration fra uddannede. Om dette skal ske ved, at uddannede er medkursister, eller vi skal inddrage undervisere fra praksisfeltet, er endnu ikke klarlagt. Vi har høstet mange erfaringer i projektet, og også konstateret barrierer og ulemper både økonomisk og af praktisk art. Men vi mener stadig, at vi ved fælles hjælp kan mere. Vold i elevers psykiatripraktik Mange spørgsmål trænger sig på, når elever på social- og sundhedsassistentuddannelsen skal i praktik i psykiatrien. Kvaliteten i undervisningen og vejledningen, og ikke mindst et godt forhold mellem elev og praktikvejleder har stor betydning for, hvordan eleverne håndterer deres oplevelser med vold. Af konstitueret afdelingsleder Lene Dahlgaard, Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt IViborg Amt er uddannelsen for social- og sundhedsassistenteleverne tilrettelagt, så eleverne i deres anden praktikperiode er i psykiatrien (15 uger). Forud for praktikken tager undervisningen udgangspunkt i teorier og problemstillinger inden for psykiatrien. Mange elever er nervøse for psykiatri-praktikken. Angsten for den fysiske og psykiske vold kommer til udtryk med tanker som: Hvad mon jeg bliver udsat for?. Hvordan vil jeg reagere, hvis jeg bliver truet?. Hvordan vil jeg reagere på fysisk vold?. Kan jeg mon overhovedet klare at arbejde blandt psykisk syge?. Praktikstederne er meget forskellige. Både inden for behandlingspsykiatrien og socialpsykiatrien findes afdelinger og institutioner, hvor eleverne ikke kan undgå at opleve voldsepisoder under praktikforløbet. Det er skolens erfaring, at langt de fleste afdelinger, institutioner og bosteder håndterer vold eller trusler om vold i forhold til både elever og fastansat personale meget professionelt. En del steder er der nedskrevne procedurer og planer for, hvem der skal gøre hvad og hvordan, hvis vold eller trusler om vold opstår. Andre steder er der uskrevne regler. Eleverne opfordres oftest til at trække sig tilbage, hvis der er optræk til voldsepisoder. De indgår ikke på lige fod med det faste personale, når det gælder om at håndtere og minimere volden på afdelingerne, men de deltager på lige fod, når eventuelle voldsoplevelser skal bearbejdes. Elevernes ansvar i forhold til at forebygge vold er en del af uddannelsesforløbet, og det forventes, at de er bevidste om og kan handle professionelt i forhold til at forebygge og minimere vold. Den hjælp, eleverne ofte får tilbudt, hvis de har været udsat for voldsepisoder, er i første omgang en samtale med praktikvejlederen og eventuelt lederen på stedet. Her tages stilling til, om der er behov for professionel krisehjælp, eller om opfølgning i afdelingen er tilstrækkelig. Enkelte elever vælger at kontakte holdlæreren på Social- og Sundhedsskolen. Det er yderst sjældent, at volden anmeldes til Arbejdstilsynet. Tier om volden Forholdet mellem eleven og praktikvejlederen har meget stor betydning for, hvordan eleverne håndterer deres oplevelser. Det er skolens opfattelse, at nogle få elever vælger ikke at fortælle om voldsepisoderne, fordi de oplever, at det er en falliterklæring, at de ikke selv er i stand til at tackle situationerne. Disse elever er ofte usikre, utrygge og meget sårbare. De er ofte bange for, om deres oplevelser kan blive tolket som manglende evne til at klare praktikken, og måske bange for, om det kan få konsekvenser for vurderingen af praktikforløbet. Denne lille gruppe af elever bruger i visse tilfælde holdlæreren som vejleder i forhold til at tackle situationerne. Hvis der er samarbejdsvanskeligheder mellem praktikvejleder og elev, har det ikke kun betydning for håndteringen af eventuelle voldsepisoder, men for praktikforløbet i det hele taget. Problemer med samarbejdet kan indimellem føre til, at eleven oplever, at det er praktikvejlederen eller praktikstedet, der giver anledning til oplevelser med psykisk vold. Det gælder ikke kun i psykiatripraktikken, men i alle praktikforløb.

Magtforholdet mellem patient og medarbejder kan i mange situationer sammenlignes med magtforholdet mellem elev og vejleder. Som medarbejder og som praktikvejleder har man i kraft af sin position en enorm magt, som kan præge forholdet mellem parterne. I forhold til disse komplicerede uddannelsesforløb har elev, skole og praktik i fællesskab en opgave, der skal løses i forhold til psykiske voldsoplevelser. I skoleuddannelsen kan magtforholdet mellem lærer og elev også føre til, at enkelte elever føler sig forfulgte og er angste for sanktioner. De beskriver det som en voldslignende oplevelse. Ovenstående erfaringer er der kommet mere fokus på, via deltagelsen i udviklingsprojektet Forebyggelse, håndtering og minimering af vold. Problematikken omkring elevernes oplevelser af psykisk vold var oprindelig ikke en del af det udviklingsprojekt, som Social- og Sundhedsskolen og psykiatripraktikken gennemførte i 2001 under Vold som Kommunikationsmiddel. Men de mekanismer og strategier, som er kendetegnende, når det gælder forebyggelse, håndtering og minimering af psykisk vold i forhold til klienter eller patienter, kan i stor udstrækning sidestilles med det, eleverne beskriver i forhold til praktikvejledere eller undervisere. Udviklingsprojektet havde til formål, at udvikle samarbejdet og sammenhængen mellem skole og praktikforløb inden for social- og sundhedsassistentelevernes psykiatriske arbejdsfelt med fokus på årsager til vold, håndtering, minimering og forebyggelse af vold. Projektet fokuserede på fælles forståelse af centrale temaer og udvikling af samarbejdet mellem skole og praktik via fælles temadage. Med dette fælles udgangspunkt blev der udarbejdet undervisnings- og vejledningsmateriale til brug i både skole- og praktikperiode. problematikkerne, og det har ført til positive resultater. Fælles undervisningsmateriale for skole og praktik om forebyggelse, minimering og håndtering af vold har givet anledning til øget opmærksomhed og hermed forebyggelse af mange af de problemstillinger, som vi tidligere har hørt om fra eleverne. Praktikstedernes og skolens opmærksomhed på volden har medført, at eleverne forstår, at det er vigtigt, at de kommer frem med deres oplevelser med vold eller trusler om vold. Elevernes viden og dermed handlemuligheder i forhold til at forebygge vold er også øget som følge af deltagelsen i projektet. Undervisningsmaterialet, som er udkommet i håndbogsformat, bruges på grunduddannelserne og på kurser, som afvikles på skolen. Håndbogen blev revideret løbende gennem projektet og bliver det stadig, selvom projekttiden for længst er forbi. Håndbogen indeholder følgende emneområder: Fysisk vold Psykisk vold Håndtering af vold Bearbejdning af voldsoplevelser Forebyggelse og minimering af vold Juridiske og etiske forhold Magtanvendelse Psykiatriloven. Det har været et stort arbejde for projektdeltagerne (undervisere og praktikvejledere) at udvikle materialet, men det har vist sig at være et godt fagligt og pædagogisk redskab i undervisningen og vejledningen af elever og kursister både for det social- og sundhedsassistenthold, der var udvalgt til deltagelsen i projektet, men også for de efterfølgende hold. Derved kan det på længere sigt være med til at forebygge, minimere og håndtere volden på en langt mere professionel måde, idet elevernes viden, færdigheder og holdninger tydeligvis er påvirket af den øgede indsats på området. Stadig meget at lære Efter deltagelsen i udviklingsprojektet er konklusionen, at der på skolen og i praktikken, i langt de fleste tilfælde, bliver taget hånd om elevernes oplevelser i forbindelse med vold eller trusler. Undervisningen og læringen i praktikken er tilrettelagt, så eleverne får de fornødne kundskaber og færdigheder i forhold til at arbejde blandt psykisk syge mennesker, hvor forebyggelsen, håndteringen og minimeringen af vold er en central del. Selv om der er fokus på dette både i teori- og praktikundervisningen vil det dog altid være individuelt, hvordan man reagerer på vold eller trusler om vold. Her er det vigtigt, at den enkelte elev bliver bevidst om egne mestringsstrategier i forhold til trusler og voldsoplevelser. Praktikvejlederen har således en vigtig rolle i forhold til at støtte elevens faglige og personlige udvikling i forhold til forebyggelse, håndtering og minimering af vold i pleje- og omsorgsarbejdet. Der er stadig behov for at have fokus på voldsproblematikken, da ressourcerne inden for psykiatrien også er præget af, at der ikke altid er den fornødne tid til de psykiatriske patienter eller brugere, hvilket medfører øget risiko for voldsepisoder. Strategier til at håndtere vold og forståelse for voldens mange ansigter er forsat et område, der skal udvikles på. Vi har alle endnu meget at lære. Håndbogen om håndtering, minimering og forebyggelse af vold er på 81 s. Den kan købes for 50 kr. på Social- og Sundhedsskolen, Viborg Amt, tlf. 9615 3400. P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Fælles undervisningsmateriale Via udviklingsprojektet er der kommet ekstra opmærksomhed på volds- Dele af artiklen har tidligere været bragt i Et nyhedsmagasin fra Vold som Udtryksform, 8. årgang, nr. 1, juni 2002. 13

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 14 Jeg har fået noget at tænke over Kurser i konflikthåndtering og voldsforebyggelse specielt tilpasset elever og studerende i psykiatrien giver større indblik og handlemuligheder. Af uddannelseskonsulent Pia W. Kielberg og psykolog Vibeke Sjøgreen, Psykiatrien i Århus Amt Psykiatrien i Århus Amt modtager hvert år ca. 650 social- og sundhedsassistentelever og sygeplejestuderende i praktik. Praktikpladserne er fordelt på psykiatriske sengeafdelinger og socialpsykiatriske botilbud. Psykiatrien er et af de områder, hvor der er risiko for at blive udsat for trusler og vold. Det er derfor obligatorisk for ansatte på Psykiatrisk Hospital i Risskov og i Silkeborg og for alle ansatte i lokalpsykiatrien, at gennemgå kurset Konflikthåndtering og voldsforebyggelse. På kurserne blev der flere gange udtrykt bekymring over, at elever og studerende ikke er tilstrækkeligt rustet til et eventuelt møde med patienter, der reagerer voldsomt. Manglende viden og erfaring kan betyde, at de studerende er unødigt usikre og bange for mødet med den psykiatriske verden, og at de kommer i situationer, hvor de udsætter sig selv for fare. Psykiatrien igangsatte derfor et projekt, der skulle udvikle og tilpasse kurset i konflikthåndtering og voldsforebyggelse til elever og studerende med henblik på: At øge deres bevidsthed om voldsrisikoen i arbejdet At de tilegner sig viden om forebyggelse af trusler og vold At de får kendskab til vigtige elementer i håndtering af og opfølgning efter voldsepisoder. Målgruppen var sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistenter i praktik i psykiatrien i foråret 2001. Der blev holdt to uddannelsesforløb på hver fire dage. Kurset passes til Kurset i konflikthåndtering og voldsforebyggelse er tredelt. Der arbejdes med træning i enkelte frigørelses- og fastholdelsesteknikker, hvor omsorgen for patienten og personalets sikkerhed er i højsæde. Derudover arbejdes der med situationsspil, hvor deltagerne får mulighed for at arbejde med egen rolle og adfærd i konfliktsituationer. Endelig er der en teoretisk del, hvor der sættes fokus på konfliktens felt, signalaflæsning og opfølgning efter voldsomme begivenheder. Indhold og niveauet i de to kurser, der blev afviklet under projektet, blev tilpasset deltagernes aktuelle viden og erfaring. Situationsspillene blev udformet, så de afspejlede situationer, som de studerende og elever typisk ville kunne opleve. Enkelte af de teoretiske oplæg fra de oprindelige kurser blev udeladt, og der blev indlagt nye mere relevante oplæg og temaer som: Trusler og situationer, der typisk kan udløse trusler og vold, Hvordan påvirker stress os kropsligt og mentalt? og At være studerende i psykiatrien. På baggrund af evalueringerne af kurset har vi justeret og udviklet programmet og kursusmaterialet, så der nu ligger en råskitse et forslag til et konflikthåndteringskursus for både sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistentelever. Flere handlemuligheder Kurserne blev evalueret både skriftligt og mundtligt. Det fremgår af evalueringerne, at de studerende finder det vigtigt, at have mulighed for at dele erfaringer med de andre elever og studerende. Deltagerne siger desuden, de er blevet mere opmærksomme på deres egne reaktioner i konfliktsituationer, og at de har fået nogle ideer til, hvordan de kan handle i konkrete situationer: Jeg har fået noget at tænke over (egne reaktionsmønstre/holdninger) og nogle praktiske redskaber, der giver mig bedre handlemuligheder. Vi havde mange overvejelser i forbindelse med udviklingen af kurset. En af dem var, hvad der ville ske, når vi satte fokus på volden og dens konsekvenser. Ville de studerende blive mere bange og usikre? Eller ville de opleve sig så godt rustede, at de måske ville optræde overmodigt og gå ind i opgaver, de endnu ikke var kompetente til? Hvordan kunne vi udforme et kursus, hvor der blev sat fokus på det at arbejde i sammenhænge, hvor der kan forekomme trusler og vold, uden at skræmme eller gøre overmodige. Vi spurgte: Er der noget på kurset, der har fået dig til at føle dig mindre sikker? Samtlige deltagere svarede nej. Alle gav udtryk for, at kurset havde stor relevans for dem, og ingen følte sig mere utrygge efter kurset. De følte sig bedre rustet og mindre usikre i forhold til praktikperioden i psykiatrien. Spørgsmålet om overmod kan ikke umiddelbart besvares, men det er vores indtryk, at deltagerne var realistiske i forhold til deres rolle som praktikant: Jeg har fået større forståelse og indsigt i, hvorfor folk gør, som de gør, jeg vil være mindre angst for at komme i forskellige situationer med beboere og kan se flere muligheder. Mindre usikkerhed Der var mange positive kommentarer til opbygningen af kurset med det gennemgående forsøg på at koble teori med praksis. Flere nævnte det vigtige i, at undervisningen tog udgangspunkt

i en virkelighed, de kendte. Ca. en tredjedel af kursisterne fandt, at timerne i stress og lovgivning var en gentagelse af undervisning fra skolerne. Flere ville til gengæld gerne have haft mere tid, især til indlægget om at være elev. Der var energi i dette tema, hvor det blev tydeligt, at elever og studerende var meget optaget af de vanskeligheder og frustrationer, som samarbejdet med det faste personale og vejledere kan give fx en følelse af ikke at blive taget alvorligt. Det ser ud til at, det vil være en god ide at lave et tilbud til studerende og elever, hvor mere personaleinterne problemstillinger og konflikter er på dagsordenen, for at hjælpe de studerende til at finde handlemuligheder. Flere ønskede kurset forlænget med en dag og en opfølgningsdag senere. Alt i alt må vi konstatere, at kurserne opfyldte et udækket behov hos elever og studerende. Evalueringerne viser, at de studerende generelt oplevede sig bedre rustet efter kurset og mindre usikre i forhold til praktikperioden i psykiatrien. Det er vores overbevisning, at der i høj grad er brug for at sætte fokus på dette område med udgangspunkt i praktikanternes specielle situation, og at det er muligt at gøre det uden at øge usikkerheden. Det, at de studerende har oplevet at få større viden og indsigt og samtidig har fået handlemuligheder, som de umiddelbart kan bruge, har haft stor betydning for deres oplevelse af at føle sig mere sikre. På grund af det store antal elever og studerende i praktik er det ikke er realistisk, at praktikstederne afholder kurserne, men vi kan kun anbefale, at tråden tages op, og at kurser som disse bliver obligatoriske for uddannelserne for elever og studerende på de respektive skoler. Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold Styregruppen mod vold indenfor psykiatrien i Ringkøbing Amt, har været omdrejningspunktet i en tværfaglig voldsforebyggende indsats rettet mod studerende på uddannelsesinstitutionerne inden for social og sundhedsområdet i amtet. Projektet er afviklet som et samarbejde mellem uddannelses- og praktiksteder og omfatter undervisning inden praktikophold, samt temadage i praktikperioden. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Baggrunden for projektet I foråret/sommeren 2000 satte undersøgelsen Vold mod studerende i praktik, fokus på studerendes oplevelser af vold og trusler om vold i deres praktikperioder. Undersøgelsen, der var foretaget af Socialt Udviklingscenter SUS, viste at der her var tale om et stort problem, der måtte tages hånd om. Ringkøbing Amt igangsatte på den baggrund, en forebyggende indsats med særligt fokus på praktikforløb inden for psykiatriområdet. Som del af indsatsen fik en gruppe bestående af Karen Christensen, fra Socialpsykiatrisk dag og døgncenter Nord i Lemvig medlem af den amtslige styregruppe, samt repræsentanter fra relevante uddannelseinstitutioner til opgave, at formulerede et tværfagligt voldsforebyggende projekt. De amtslige uddannelsesinstitutioner var repræsenteret ved Holstebro Pædagogseminarium, Psykiatrisk Afdeling på Holstebro Sygehus (praktiksted for sygeplejestuderende og social- og sundhedsassistenter), samt senere i forløbet også Sygeplejeskolen, i Holstebro, samt Ikast Seminariet og Social- og Sundhedsskolen i Herning. Arbejdet resulterede i projektet Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold. Målsætningen for projektet var at udvikle et tværfagligt kursus, der dels på uddannelsesinstitutioner, dels i praktikken skulle medvirke til, at de studerende/eleverne: Opnår en faglig forståelse af konflikter og vold i relation til den sindslidende bruger Tilegner sig forståelse for forebyggelse og håndtering af vold samt opfølgning efter voldsepisoder Tilegner sig enkle redskaber til at forebygge og håndtere vold. Det er tanken på længere sigt, at indføre kursets indhold som en obligatorisk del af uddannelserne, samt at den tværfaglige dimension i uddannelserne styrkes generelt. Aktiviteter og resultater af projektet Konkret er der som resultat af projektet udviklet et undervisningsindhold svarende til fire timers undervisning på uddannelsesinstitutionerne (Modul 1) forud for praktikperioden i psykiatri, samt to temadage á 6 timer (Modul 2) i praktikforløbet. Der er afviklet et enkelt undervisningsforløb i efteråret 2001, med deltagelse af sygeplejestuderende, pædagogstuderende og social- og sundhedsassistenter. 171 studerende/elever har kun deltaget i modul 1, og 65 studerende/elever har deltaget i både modul 1 og 2. 15 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 16 Deltagernes vurdering af undervisningsindholdet på temadagene, er efterfølgende evalueret, såvel umiddelbart i forbindelse med temadagene som via fokusgruppeinterview efter yderligere to måneder i psykiatripraktik. Begge evalueringer viser at deltagerne generelt vurdere kursusindholdet som relevant og brugbart. Et klart flertal af de interviewede oplever at have anvendt den opnåede viden, forståelse og redskaber til at forebygge konfliktsituationer. For langt de fleste har undervisningen medvirket til, at de har følt sig godt rustet til at møde brugerne/patienterne i dagligdagen på praktikstedet. Med hensyn til indholdet af undervisningen på skolen forud for praktikstarten peger evalueringen på, at afstanden mellem denne undervisning og temadagene tidsmæssigt ligger for langt fra hinanden. En del af de studerende giver udtryk for at have glemt en del af indholdet fra undervisningen i tiden mellem undervisning og temadage. Spørgsmålet er, om det er indholdet, der skal justeres, eller om modul 1 og 2 skal flyttes tættere på hinanden eller slås sammen. Der peges på begge muligheder i evalueringerne. At kurset har været afviklet med deltagelse af studerende på tværs af uddannelserne, er af langt de fleste studerende evalueret som værende meget positivt og lærende. Det tværfaglige sigte har ikke været nok tilgodeset i planlægningen. Der har været meget få pædagogstuderende, idet kurset har været rettet mod psykiatripraktik. De fleste pædagogstuderende og også en del af social- og sundhedsassistenteleverne er i andre former for specialpraktik. Anbefalinger på baggrund af projekterfaringerne At kurset bliver en del af de studerendes/elevernes praktiske uddannelse og dermed tilbydes alle der skal i psykiatripraktik At kurset udvides til også at være et tilbud til studerende/elever, der skal i andre former for specialpraktik. Den viden og kunnen deltagerne har fået med sig kan bruges i mange forskellige sammenhænge og ikke kun i psykiatripraktik At der fortsat, er et tværfagligt sigte med kurset, samt at dette indrages i planlægningen af temadagene At undervisningen i modul 1 ligger lige før praktikstart og modul 2 afholdes i starten af praktikken At kurset udvides til også at tilbydes andre eksempelvis fysio- og ergoterapeutstuderende At tovholder funktionen opprioriteres. Der er utrolig meget arbejde med planlæggende og koordinerende funktioner både i forhold til deltagerne, undervisere, lokaler m.m. samt med løbende evaluering og justering af undervisningen. En idé udsprunget af projektet kunne være, at der i Amtet blev oprettet en form for center til forebyggelse af vold, og kurset kunne ligge i dette regi At de enkelte uddannelsesinstitutioner fortsætter med modul 1, og afsætter midler hertil indenfor egne rammer. Det gælder lokaler og løn til underviser. Der kan evt. søges eksterne midler hertil At praktikstederne indenfor specialområdet går sammen om at opprioritere undervisningen vedrørende vold, ved at tilbyde alle studerende/elever modul 2. Dette kræver lokaler, løn til undervisere, undervisningsmaterialer og frihed for de studerende/eleverne til at deltage. Målet med projektets første del vurderes at være opnået, idet der nu foreligger et beskrevet undervisningsindhold, der har været afviklet og kan tilrettes med de få justeringer, der er kommet fra de involverede undervisere og studerende/elever. Den mere langsigtede del af målsætningen, at indføre kursets indhold som obligatorisk del af uddannelserne og styrke den tværfaglige dimension, er der på nuværende tidspunkt kun lige taget hul på. Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling Selvom undervisningen i voldsforebyggelse på psykiatrisk afdeling på Københavns Amts Sygehus i Gentofte har drejet sig om de studerende, har projektet samtidig haft en positiv effekt i forhold til afdelingens faste personale. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Voksenpsykiatrisk afd. A, Københavns Amts Sygehus i Gentofte har, gennem de seneste seks år, afholdt kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Kurserne har medvirket til at øge personalets bevidsthed om de faktorer, der hhv. kan øge og mindske risikoen for vold, og har bidraget til en øget kompetence i at håndtere voldsomme situationer i afdelingen. På baggrund af erfaringerne fra kurserne for det faste personale har nærværende projektet haft til formål at udvikle undervisningsmetoder og -materiale, som kan anvendes over for studerende på social- og sundhedsuddannelserne samt sygeplejeuddannelsen. Der er tale om et fleksibelt, modulopbygget kursusforløb med tilhørende undervisningsmaterialer. Der er lagt vægt på såvel teoretisk undervisning som praktiske øvelser.

De studerendes kommentarer til kurset Da mange af de studerende på såvel åben som lukket afdeling i løbet af deres praktik vil komme til at fungere som fast vagt på lukket afdeling blev denne funktion tematiseret på kurserne. Flere af de studerende på begge kurser havde erfaringer som fast vagt og enkelte gav udtryk for en vis utryghed overfor opgaven, især når de ikke kendte patienten. Generelt fremhævede de studerende vigtigheden af undervisning om anvendelse af tvang og hvordan man skal forholde sig til en bæltefikseret patient. Denne del af kurset var således særdeles anvendelig for de studerende. Refleksioner over kursustilrettelæggelsen I forbindelse med gennemførelsen af projektet viste det sig ret hurtigt nødvendigt at afklare, hvorvidt undervisningen af de studerende skulle opfattes som primært praktikforberedende eller primært professionsforberedende. Det er indlysende at de temaer, der indgår i en praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold også i et vist omfang vil være professionsforberedende. Når det alligevel viste sig nødvendigt at præcisere formålet med undervisningen, skyldes det, at de studerende i en række situationer befinder sig i en anden position end de faste medarbejdere. Således deltager de studerende ikke, når der anvendes fysisk magt overfor patienterne, ligesom de ikke tilkaldes ved alarmer, dvs. ved akutte behov for massiv personaletilstedeværelse omkring en urolig patient. På kurserne i voldsforebyggelse for afdelingens faste personale fokuseres der i meget høj grad på netop disse situationer, og undervisningen tager ofte udgangspunkt i deltagernes oplevelser og erfaringer med voldsomme patienter. Væsentlige temaer er indøvelse af faste rutiner omkring ledelse og samarbejde. Det har vist sig meget vanskeligt at undervise i dette på et rent teoretisk grundlag og uden at der blandt deltagerne findes konkrete erfaringer og oplevelser, der kan gøres til genstand for analyse og diskussion. Kort sagt synes det betydningsfuldt, at undervisningen i netop disse aspekter af voldsforebyggelsen er praksisrelateret. Da de studerende hverken har konkrete erfaringer med håndtering af potentielt voldelige patienter, eller mulighed for at afprøve/anvende indlærte praksisformer i deres daglige arbejde, blev det vurderet som uhensigtsmæssigt at lade disse (væsentlige) aspekter af voldsforebyggelsen indgå i undervisningen af de studerende. Endvidere har definitionen af undervisningen som praktikforberedende gjort det muligt at tilrettelægge denne så den er relevant for de studerende i deres aktuelle situation, bl.a. ved at fokusere på problemstillinger og situationer, man som studerende kan blive udsat for, og som erfaringsmæssigt er vanskelige at håndtere (jf. fast vagt funktionen). Ovenstående betragtninger har betydet, at projektets primære formål har været etablering af en introducerende og som nævnt praktikforberedende undervisning i forebyggelse og håndtering af vold. Da det naturligvis ikke er muligt at opnå tilstrækkelige kvalifikationer på området alene på baggrund af et introducerende kursus, er der behov for at de studerende tilbydes opfølgende undervisning om emnet. Dette vil næppe være muligt indenfor rammerne af praktikforløbet på psykiatrisk afdeling, og projektledelsen anbefaler derfor at undervisning om vold og voldsforebyggelse tildeles øget vægt i uddannelsesinstitutionernes teoretiske undervisning. Endvidere anbefales det, at der på de enkelte psykiatriske arbejdspladser som det allerede er sket mange steder etableres kurser for det faste personale i forebyggelse og håndtering af vold. Der er som del af projektet opstillet følgende forslag til et samlet undervisningsprogram i forebyggelse og håndtering af vold i psykiatrien. Programmet forløber over tre moduler: 1. Introducerende og praktikforberedende undervisning i tilknytning til praktikophold på psykiatrisk afdeling 2. Uddybende teoretisk undervisning på grunduddannelsens sidste del (efter praktikperiode) 3. Praksisrelateret undervisning på den enkelte psykiatriske afdeling. Det udarbejdede undervisningsmateriale er tilrettelagt således, at det kan anvendes også til en mere uddybende undervisning om emnet. Det har dog ikke indenfor rammerne af projektet været muligt, at opnå erfaringer med materialets anvendelighed i en sådan sammenhæng. Den videre formidling Projektet har allerede medvirket til at sætte yderligere fokus på forebyggelse af vold på psykiatrisk afdeling A, i form af forskellige diskussioner om emnet på såvel lederplan som blandt de involverede medarbejdere. I den tid projektet har kørt, er der endvidere blevet iværksat forskellige aktiviteter, som har relation til forebyggelse og håndtering af vold. Endelig er projektet blevet præsenteret ved forskellige personale- og ledermøder og interessen har været stor. Flere sengeafsnit har efterfølgende bedt om undervisning i emnet udfra kursusmaterialet. Det er under planlægning. Der vil ydermere blive afholdt et aftenmøde for aften/nat-personalet, hvor dele af kursusmaterialet vil blive præsenteret. Selvom projektet har drejet sig om undervisning i voldsforebyggelse for de studerende, har det således også haft en effekt i forhold til afdelingens faste personale. 17 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 18 Bøh til bussemændene Nervøsiteten over at skulle i praktik i psykiatrien kan nok ikke fjernes helt, men den kan mindskes ved, at de studerende får ny viden og lærer at sige bøh til bussemændene. Af ergoterapeut Tove Jørs Nielsen, sygeplejerske Marie Simonsen og Joan Jessen, Skolen for Social- og Sundhedsuddannelser i Aabenraa Mange social- og sundhedsassistentelever er nervøse og angste, før de skal i praktik i psykiatrien, på grund af risikoen for at blive udsat for vold. Det meste af den viden, eleverne har om vold, stammer fra medierne. Derfor besluttede Skolen for Social- og Sundhedsuddannelser i Aabenraa at lave et kursus om forebyggelse af vold. Kurset bestod af 18 lektioner, hvoraf de 12 blev holdt i elevernes teoriperiode, og de sidste seks var tilrettelagt, så eleverne kom ind på skolen en dag, mens de var i praktik i psykiatrien. Vi har holdt kurset to gange i efteråret 2001 og foråret 2002 for i alt ca. 60 social- og sundhedsassistentelever. Rundt om volden Vi valgte at få eleverne til selv at definere vold, for netop at få betydningen frem af, at vold er, hvad det enkelte oplever som vold, hvad enten det er fysisk, psykisk eller seksuel chikane. Desuden satte vi fokus på, at mange enkelte grænseoverskridende episoder kan medføre udbrændthed. Derefter blev omdrejningspunktet, hvilke faktorer der kan være med til at fremme voldelige episoder i miljøet, fx tempo, stress, uklare regler, adfærd hvor vold er en social kommunikationsmåde, men også, at systemer kan virke undertrykkende og dermed være med til at fremprovokere vold. Eleverne blev bedt om at se på deres egne reaktionsmåder, når de bliver stressede, for at gøre dem bevidste om dette. Vi så på, hvilke tiltag man kan gøre for at forebygge, fx kommunikativt. En plejer fra psykiatrien, der er instruktør i frigørelses- og fastholdelsesgreb på sin arbejdsplads, instruerede eleverne i dette. Øvelserne varede to lektioner og blev fulgt op med yderligere to lektioner på elevernes indkaldedag fra psykiatripraktikken. Det blev påpeget meget, at hvis et sådan tiltag skal have værdi, skal det holdes ved lige. Et tredje omdrejningspunkt var handleplaner i forhold til potentielt voldelige brugere eller patienter. Til sidst så vi på, hvilke fysiske og psykiske reaktioner man kan forvente, hvis ens grænser bliver overskredet, og man føler sig krænket. Og vi talte om vigtigheden af at anmelde voldsepisoder og om muligheden for at få psykologhjælp. Eleverne blev opfordret til at tale med deres vejledere i praktikken om deres angst. Vi instruerede også i, at der på langt de fleste arbejdspladser i psykiatrien findes voldspolitikker, der ofte både indeholder en del, der handler om, hvilke kollegaer der skal hjælpe, hvis man bliver udsat for vold, og arbejdsstedets retningslinjer for hjælp til den ansatte. Ligeledes var vi inde på debriefing som et begreb, for at påpege vigtigheden af at alle informeres for at få angsten minimeret, fordi netop uvidenhed ofte er med til at højne angstberedskabet. Vores undervisningsmetoder var instruktion, gruppearbejde, rollespil omkring grænsesættende kommunikation, film og oplæg fra underviserne. På indkaldedagen fra praktikken fik eleverne mulighed for at drøfte deres erfaringer fra psykiatrien med hinanden. Eleverne havde mulighed for at få indflydelse på indholdet af dagen, og begge gange ønskede de besøg af instruktøren i fastholdelsesog frigørelsesgreb og at træne mere i grænsesættende kommunikation. Angsten er blevet mindre Vores erfaringer er, at social- og sundhedsassistenteleverne synes, det har været godt at få viden om vold og konfliktintervention. Og flertallet giver udtryk for, at det har mindskes deres angst. Fjerne angsten helt, tror vi ikke, man hverken kan eller skal, men vi kan hjælpe eleverne med at sige bøh til bussemændene og ved, at de får mere viden og får drøftet deres angst give dem mulighed for at minimere den. Vi mener, at voldsforebyggelse og konfliktintervention bør indgå som en del af de faglige social- og sundhedsuddannelser. Hvordan det skal integreres, arbejder vi videre med. Den nye uddannelsesreform trådte i kraft i januar 2002, og det kan endnu være svært at se, hvor emnet kan implementeres i uddannelsen.

Forstå dit kropssprog og brug det! Øget fokus på kroppens sprog flyttede grænser og fik flere studerende på Jelling Statsseminarium til at tage bladet fra munden og fortælle om voldsomme oplevelser, de ellers ville have holdt for sig selv. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Mange pædagogstuderende føler sig ikke klædt på til mødet med brugere med udadreagerende adfærd og kender ikke deres egne reaktioner på eventuelle kropskrænkelser. Projektet Forstå dit kropssprog og brug det har sigtet mod at give de pædagogstuderende nogle væktøjer til at dæmpe aggresivitet og vold, til brug i deres tre praktikperioder i uddannelsen, med særlig vægt på det forebyggende arbejde. Nøgleordene er evnen til analyse og et udvidet handleberedskab. Der er arbejdet med en grundlæggende forståelse af fænomerne aggresivitet og vold, set i evolutionistisk, antropologisk, psykologisk, pædagogisk og juridsk perspektiv. Afsæt i kropssproget Projektets sigte er tredelt: Første del retter sig mod de pædagogstuderende på Jelling Statsseminarium, anden del mod seminariets lærere og tredje del mod pædagoger i det pædagogiske arbejdsfelt. Første del tog afsæt i kropssproget. Ved at inddrage egne erfaringer, iagttagelsestræning, videooptagelser og dramaøvelser m.m. blev der arbejdet med at genopdage kroppens sprog eller gøre kroppens tavse viden til udtalt og gennemreflekteret viden. Fremgangsmåden var blandt andet forelæsninger, gruppearbejde, workshops og institutionsbesøg. Samarbejdspartnerne var blandt andre undervisere fra Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, der stod for undervisning i kropssprog og kroppens reaktioner. Det har flyttet grænser Der blev evalueret mundtligt og skriftligt med de studerende på de fem hold efter kurset og efter øvelsespraktikken. Projektet blev præsenteret på de studiepolitiske dage i januar 2001 i en workshop med 92 studerende. Workshoppen anbefalede at implementere kurset i studieordningen. Da kun et fåtal (20) af de ca. 110 studerende, som deltog i voldskurset, afleverede evalueringsskemaet, har vi ikke et dækkende billede af, hvad de syntes var godt eller kunne gøres bedre. Besvarelserne viser, at der var en generel tilfredshed med kurset, hvilket er sammenfaldende med den mundtlige evaluering. Eksempler på evalueringsudsagn: Det har flyttet grænser Godt at arbejde med Marte-Meometoden Man mærker, hvem man selv er Meget relevant at diskutere magtbekendtgørelsen Sjov måde at afprøve sig selv kropsligt Forløbet skal gøres til en obligatorisk del af uddannelsen og være af længere varighed. De studerende fik udleveret endnu et evalueringsskema efter slutningen på øvelsespraktikken. Trods gentagne opfordringer kom kun 15 skemaer retur, hvilket nok kan forklares med, at de studerende var i gang med førsteårsprøven. Besvarelserne viste, at de studerende fortsat generelt er tilfredse med kurset. Ingen af dem nævner, at have været udsat for vold i deres praktik. Af væsentlige kommentarer kan nævnes: Jeg var i specialpraktik, så jeg har tænkt meget over, hvordan jeg kunne forebygge vold Jeg er blevet mere kropsbevidst Jeg fik stort udbytte af kurset større kropslig kompetence Jeg lærte, at jeg havde mange kræfter Jeg har fået en større bevidsthed om, hvor mine grænser kan skubbes til Jeg har været godt forberedt til min øvelsespraktik Jeg har lært lidt om, hvor mine grænser går. Fortsat en del af undervisningen Det øgede fokus på den kropslige dimension har blandt andet betydet, at flere studerende på forskellige tidspunkter i forløbet har taget bladet fra munden og fortalt om voldsomme oplevelser, de ellers ville have holdt for sig selv. Der har således vist sig et behov for, at seminariet arbejder videre med kropskrænkelser som en del af undervisningen. Samtidig har mange studerende udtrykt ønske om, at kurserne implementeres i studieordningen. Resultaterne fra projektet, de gode erfaringer med at undervise i kropssprog, skal således på forskellig vis anvendes i forbindelse med nuværende og kommende studerendes praktikforberedelse. Der er foreløbig udarbejdet et forslag til en studieplan. Tre seminarielærere arbejder med den konkrete udformning af den videre indsats i fællesskab med de studerende. 19 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 20 Fortællinger om vold Erfaringslæring var nøgleordet i projekt Vold som blind passager. Især fortællermetoden, som blev afprøvet i projektet, har givet anledning til nye refleksioner. Af socialrådgiver Inge Larsen, Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og cand.pæd.pæd. Dorthe Christiane Iversen, Kolding Pædagogseminarium Projekt Vold som blind passager blev skabt i samarbejde mellem Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt og Kolding Pædagogseminarium. Projektet har som sigte at udvikle en metode til erfaringslæring til forebyggelse af vold. Formålet er dobbelt: for det første at støtte de personer, der udsættes for vold, og for det andet at skabe en viden, som kan mindske risikoen for, at vold opstår. Projektet skal desuden konkret udvikle undervisningsmateriale til brug for studerende/elever og praktikvejledere inden for deres respektive praksisfelter. Undervisningsmaterialet skal danne baggrund for en hjemmeside på nettet, som alle interesserede kan besøge. Projektforløbet er tostrenget og består af analyse og teori og handlingspraksis Analyse og teori I første del af projektet gennemførte vi en undersøgelse i amtet om vold mod studerende, både blandt studerende og elever på de to ovennævnte uddannelsesinstitutioner og på 31 institutioner i Vejle Amt. Tallene herfra svarer nøje til de tal, Socialt Udviklingscenter SUS nåede frem til i deres landsdækkende undersøgelse Vold mod studerende i praktik, som blev offentliggjort i efteråret 2000. For at kvalificere projekt-samarbejdet har vi desuden brugt en del tid på selv at blive klogere på feltet ved at deltage i diverse temadage og konferencer, indsamle relevant materiale, ved litteratursøgning og læsning. Handlingspraksis Anden del af projektet omhandlede metodeudvikling inspireret af erfaringslæring. Erfaringslæring er en metode, som bygger på deltagernes hverdagserfaringer. Deltagerne formulerer sprogligt deres erfaringer, hurtigst muligt i processen. Filosofien er, at socialarbejderne er dem, der er eksperter på området, og at deres erfaringer skal tages alvorligt. Foruden erfaringslæringen som basis kan man sige, at der samtidig opstår sidemandslæring forstået således, at deltagerne i projektforløbet ved eksemplets magt bliver modeller for deres kolleger. Gennem deltagernes formulerede fortællinger skabes der dels mulighed for, at fortælleren får ny indsigt i fortællingen, som igen kan give nye handlemuligheder, dels giver fortællingen kolleger mulighed for at reflektere over forskellige problemstillinger vedrørende vold på arbejdspladsen. Hvorfor erfaringslæring? Der var mange grunde til, at vi ville anvende erfaringslæring som fundament. For det første er det vores erfaring, at uddannelserne på social- og sundhedsskolen og pædagogseminariet er praksisuddannelser. Det betyder, at elever og studerende ofte giver udtryk for at de mangler eksempler i undervisningen. For det andet fjerner underviserne på uddannelsesinstitutionerne sig generelt mere og mere fra praksis. Vi tror, at ægte voldshistorier som undervisningsmateriale kan medvirke til autenticitet og indsigt i konkrete pædagogiske problemstillinger, og dermed styrke læringsresultaterne og fagligheden i praksisuddannelser. Fortællerværksted I projekt fortællerværksted, som var en seminar-møderække på fem dage a hver fire timer, deltog 11 institutioner og to studerende fra Kolding Pædagogseminarium. Deltagerne var pædagoger, socialog sundhedsassistenter, plejere, ledere, sygeplejersker og studerende. Institutionerne var udvalgt efter fem målgrupper: udviklingshæmmede, børn og unge, hjemløse og misbrugere, sindslidende og demente. Nedenfor følger en kortfattet beskrivelse af faserne i forløbet. Ved alle møderne blev gruppens fortællinger og dialog optaget på bånd. På første møde introducerede vi det samlede forløb, og en oplægsholder fra Center for Konfliktløsning holdt oplæg om konfliktrappen som redskab til at forstå faserne i konflikt-eskalering. Til at lede undervisningen og udviklingen af fortællermetoden (se boks) havde vi hyret forskningslektor Marianne Horsdal fra Institut for Pædagogisk Forskning og Udvikling ved Syddansk Universitet. På andet møde introducerede Marianne Horsdal til fortællingen som en måde at skabe sammenhæng og mening i tilværelsen. Herefter fortalte deltagerne i grupper om forskellige voldsepisoder fra deres arbejdsliv. Fortællingerne blev optaget på bånd, men skulle ikke kommenteres af de øvrige i gruppen. På tredje møde fortalte deltagerne i grupperne om samme konflikt. Denne gang skulle de reflektere over, hvilke faktorer der kunne have været medvirkende til, at voldsepisoden opstod, og over, hvordan de kunne have handlet anderledes. Herudover skulle de flytte perspektivet og se og fortælle historien både fra udøvers og observatørs synsvinkel. I alle fortællingerne skulle grupperne deltage i dialogen om den enkeltes konfliktsituation. På fjerde møde var der oplæg om samspillet mellem individet og institutionens fællesskab, og hvordan den enkeltes forståelse og fortælling kan påvirke kulturen i institutionen. Herefter blev problemstillingen vendt 180 grader: Deltagerne konstruerede i plenum den værst tænkelige institution set fra et de-eskaleringsperspektiv. Dvs. hvordan skaber man en institution med flest mulige faktorer, som kan medvirke til, at vold opstår og eskalerer. Femte og sidste møde startede med en opsamling på deltagernes hjemmearbejde, hvor de i forlængelse af

fjerde møde skulle reflektere over, hvad der kunne gøres på deres respektive institutioner. Afslutningsvis blev forløbet de fem mødegange og metoden evalueret. Marianne Horsdal har efterfølgende på basis af projektet skrevet en videnskabelig artikel om erfaringslæring ved hjælp af fortællinger. Vi knokler med det sidste Vi forventer at afslutte projektet omkring 1. november. P.t. er vi i gang med at systematisere vores undervisningsmateriale, der som nævnt skal danne baggrund for en hjemmeside på nettet. Konkret skal de rene fortællinger benyttes som eksemplariske cases. Casene skal sammen med relevant teori danne grundlag for undervisningsmaterialet. Fortællermetoden har i særdeleshed givet anledning til nye refleksioner. Som flere af deltagerne udtrykte det: Vi troede ikke, I kunne bruge vores erfaringer. Det signalerer, at uddannelsesinstitutioner måske i for ringe grad udnytter socialarbejderes praksiserfaringer. Det var også tankevækkende, at en studerende gav udtryk for, at hun læringsmæssigt fik meget ud af denne metode ved at høre voldsfortællinger fra en ældre kommende kollega. Dette er blot nogle af de nye tanker, vi har fået gennem processen. EN FORTÆLLING OM VOLD... Hvad nu hvis Batman dukker op? PLUDSELIG... G O K! MEN... Batman! De 2 fyre her anklager dig for VOLD! Bare rolig..! Så er det slut, slemme indbrudstyve! Har du ikke hørt om»nej til vold«kampagnen..? fortsættes på side 39... P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Frit efter Bob Kanes Batman. Fortællermetoden Fortællermetodens udgangspunkt er, at vi alle opfatter verden som fortællinger. At vi via fortællinger skaber sammenhæng og mening i tilværelsens fragmenter. Vi konstruerer ikke altid bevidst historier, men vi prøver at forstå, hvordan vi kom fra ét punkt til et andet, og opbygger efterhånden en fortælling. Vores erfaringer med, hvordan tilværelsen hænger sammen, bliver efterhånden til tavs viden, som vi bruger til at forstå nutiden med, dvs. de hændelser, vi dagligt møder. Når det uventede pludselig sker, opstår forvirring og angst, fordi det ikke passer ind i den fortælling, vi forstår verden igennem. Dette uventede kan opstå på mange måder; vold er én af dem. Volden opleves som meningsløs. Den, som udsættes for volden, skal nu skabe en ny sammenhæng, hvor den voldelige episode bliver forståelig, og denne nye sammenhæng kan skabes ved hjælp af fortællingen, hvor det uventede kan give mening. Dette er fortællingens væsen, den skaber mening, men en fortælling kræver en lytter for at blive til. Efterfølgende kan meningen forhandles i dialogen, og fortællingerne kan rekonstrueres med mere mening, der kan nu skabes viden og erfaringer, som kan mindske risikoen for fremtidige voldssituationer. 21

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 22 Den Sociale Højskole har en plan Med en ny studieplan for undervisning i konflikthåndtering ønsker Den Sociale Højskole i København at ruste de kommende socialrådgivere bedre til at håndtere konflikter og undgå vold på jobbet. Af cand.psych. og lektor Kirsten Hvidtfeldt, Den Sociale Højskole i København Det sker desværre ikke sjældent, at socialrådgivere bliver udsat for trusler om vold eller vold. Mine erfaringer fra arbejde med udstødte og marginaliserede mennesker siger mig, at vold næppe kan udryddes i socialt arbejde under de eksisterende samfundsbetingelser. Det ændrer dog ikke ved, at man som professionel kan lære at håndtere konflikter og dermed mindske sandsynligheden for, at de udvikler sig til vold det være sig over for den professionelle eller over for andre brugere, klienter eller patienter. Dette er baggrunden for ønsket om at udvikle undervisningen i konflikthåndtering på Den Sociale Højskole, og dermed forhåbentlig ruste de studerende til som færdiguddannede at foregribe vold. Med støtte fra puljen Vold som Kommunikationsmiddel har jeg udarbejdet en studieplan for undervisningen i konflikthåndtering på grunduddannelsen af socialrådgivere og et dertil hørende kompendium. Jeg forestiller mig, at materialet også vil kunne bruges i den internationale og interkulturelle socialrådgiveruddannelse med nogle tilføjelser og uddybninger. Desuden vurderer jeg, at materialet kan anvendes i efter- og videreuddannelse af socialrådgivere. Forudsætninger Inden jeg for alvor gik i gang med at udvikle studieplanen formulerede jeg de forudsætninger, som jeg mente var vigtige og ønskede at udvikle studieplanen efter: Hensigtsmæssig kommunikation er en væsentlig del af det at kunne løse eller håndtere konflikter De studerende skal tidligt i uddannelsen have en grundlæggende viden om konflikter Den grundlæggende viden skal repeteres i senere forløb i forskellige sammenhænge (undervisningstemaer) sammen med tilegnelse af ny viden Undervisningen skal både være af almen karakter og handle specifikt om situationer, hvor de studerende i deres fremtidige arbejde kan møde konflikter og forebygge, at disse eskalerer og eventuelt ender i vold. Arbejdsprocessen Selv om jeg havde erfaring med at undervise i konflikthåndtering, anså jeg det for vigtigt at afprøve mine ideer og overvejelser undervejs på forskellige måder. Jeg deltog i grunduddannelsen i konflikthåndtering på Center for Konfliktløsning, hvor jeg ikke blot lærte meget om konflikter og ikke voldelig kommunikation, men også fik mulighed for at diskutere mit projekt. Jeg havde i efterårssemestret 2000 en studiekreds om konflikthåndtering, hvor jeg fik mulighed for at prøve nogle af mine ideer af og diskutere dem med studerende på forskellige trin i socialrådgiveruddannelsen. Og jeg diskuterede mine udkast til studieplan med kolleger. I arbejdet med at bestemme indhold og forløb i undervisningen overvejede jeg sideløbende de pædagogiske tiltag. Men inden da lige kort om socialrådgiveruddannelsen i København. Grunduddannelsen for socialrådgivere er treårig og bygget op omkring tanker om problemorienteret og projektbaseret undervisning. Det betyder, at en stor del af undervisningen er samlet i forskellige temaer, og at undervisningen ofte er tværfaglig. Undervisningen i konflikthåndtering er et ansvarsområde inden for faggruppen psykologi, psykiatri og socialmedicin. Eksamen inden for dette fagområde er et eksamensprojekt på 5. semester. Socialrådgiveruddannelsen er en praksisuddannelse, hvilket blandt andet indebærer træning i kommunikation og praksisrelatering. Et semesterhold består af ca. 100 studerende, men størstedelen af undervisningen foregår på hold med 50 studerende og i træningsrelateret undervisning i hold på 25. Undervisningsforløb De studerende skal som nævnt i studiets begyndelse have en grundlæggende viden om konflikter (forklaringsmodeller på konflikters opståen, konflikteskalering og konfliktskyhed samt konfliktens dimensioner). Desuden skal de allerede på 1. semester stifte bekendtskab med den kommunikative side af konflikthåndteringen. Da der i undervisningen på 1. semester indgår et længerevarende projektarbejde, medtages desuden samarbejde og konflikter i arbejdsgrupper. Med hensyn til kommunikation introduceres de studerende til dialogformen. Desuden trænes der i andre sammenhænge kommunikative færdigheder. På det efterfølgende semester indgår emnet at møde konflikter og i den forbindelse ikke-voldelig kommunikation, både teoretisk og som træning. Desuden indgår emnet konfliktstil. Uddannelsens 3. semester er praktik, og konfliktaspektet indgår i et af de kursusforløb, der tilbydes praktikanterne. Det handler om overføring i relationen klient-socialrådgiver. 4. semester indeholder adskillige temaer ( etniske minoriteter, det rummelige arbejdsmarked, særligt udsatte grupper ). Her tages den nævnte grundviden op i den sammenhæng, det er relevant. Desuden introduceres den store og den lille konflikt, relationen mellem internationale konflikter og dagliglivets konflikter mennesker imellem eller mennesker og systemer imellem. Endelig indgår emner som vold og magt/magtanvendelse. Den ikke voldelige kommunikation tænkes inddraget i relevante situationer. 5. semesters første tema handler om udsatte børnefamilier, og her indgår

vold i familien og mægling som et undervisningsemne. Resten af semestret er præget af eksamener herunder et eksamensprojekt, hvorfor der som optakt tænkes undervist i teamwork. På det afsluttende 6. eksamenssemester er der planlagt undervisning i forhandling. For en mere uddybende orientering henvises til kompendiet[1] om konflikthåndtering. Pædagogiske overvejelser Med de betingelser, som studieordningen for socialrådgiveruddannelsen og holdstørrelserne giver, har jeg opstillet følgende overordnede principper for undervisningen i konflikthåndtering: Pædagogisk fleksibilitet, hvor formen tilpasses holdet og den aktuelle problemstilling Afprøvning af viden/metode på egen krop især der, hvor kommunikationen indgår som et væsentligt element Skiften mellem vidensformidling, diskussion og bearbejdning Praksisrelatering så vidt muligt Opmærksomhed over for de studerendes ønsker og erfaring. Både casearbejde og rollespil er pædagogiske metoder, som med fordel kan anvendes i undervisningen om konflikthåndtering. Det er min erfaring, at rollespil, på relativt små hold, hvor deltagerne i forvejen har arbejdet med en given problematik, er en god metode til at demonstrere og gennemprøve nogle forløb, for eksempel i forbindelse med kommunikationstræning, mægling og forhandling. Rollespil med reflekterende team har blandt andet den fordel, at de involverer mange deltagere, fordeler ansvaret og synliggør processen. De studerende kan have en vis utryghed over for rollespil og tilsvarende metoder, hvor den enkelte kan komme ud for at demonstrere egen utilstrækkelighed. Ud over at tydeliggøre, at det at fejle er en del af læringsprocessen, kan utryghed til dels imødegås ved at opstille nogle fælles adfærdsregler i undervisningsrummet, for eksempel at det er tilladt at kvaje sig. Arbejde i små grupper på to-tre personer er ligeledes en hensigtsmæssig metode, både til at forberede rollespil, bearbejde cases og til arbejde med konkrete opgaver. Undervisningen i studiekredsen viste tydeligt de store fordele, der er ved at undervise i grupper på 17-20 studerende. Det giver nærvær, overskuelighed og mulighed for umiddelbare diskussioner og spørgsmål undervejs. Kompendium Til studieplanen er der udarbejdet et kompendium i to dele. Første del er en undervisningsplan for hele uddannelsen og en gennemgang af de grundlæggende elementer i konflikthåndtering med litteraturhenvisninger. Anden del indeholder den litteratur, der er henvist til i uddannelsesplanen ud over grundbogen Om konflikter hjemme og på arbejdet af Lennéer- Axelson og Thylefors. Status Projektet blev endeligt afsluttet midt i forårssemestret 2001. Der har derfor ikke planlægningsmæssigt været mange muligheder for at forsøge at integrere det i den øvrige planlægning, og det er endnu ikke blevet integreret som ønskeligt. Jeg kan allerede nu se, at selv om projektet formelt er afsluttet, er arbejdet ikke slut. Der mangler en yderligere specificering af, hvorledes konflikthåndtering kan indgå i de forskellige temaer i undervisningen. Det er en nødvendig forudsætning for, at undervisningen også lærermæssigt integreres, så jeg ikke fortsat står som eksperten i undervisning i konflikthåndtering. Det var netop tanken, at undervisningen kunne varetages af forskellige lærere. Desuden er studieplanen nok mere udtryk for det ønskelige end det realistiske. Med den stof- og emnemængde, der er i uddannelsen, vil der ikke være plads til at integrere undervisning af konflikthåndtering i det omfang, det skildres i studieplanen. Uanset hvor relevant det måtte syntes. Efter- og videreuddannelsesafdelingen ønsker at etablere kursustilbud i konflikthåndtering på arbejdspladsen, men lederskifte har sat dette i bero. Selv om produktet ikke er endeligt færdigt og næppe nogensinde bliver det, har det synliggjort nødvendigheden af undervisning i konflikthåndtering og vakt interesse både blandt lærere og studerende. Der findes en plan for, hvorledes konflikthåndtering kan indgå i uddannelsen, og der findes en samling litteratur. Og der bliver undervist mere systematisk og fagligt funderet i konflikthåndtering på socialrådgiveruddannelsen. [1] Kompendiet At håndtere konflikter og undgå vold kan købes ved henvendelse til ekspeditionen på Den Sociale Højskole, Kronprinsesse Sofies Vej 35, 2000 Frederiksberg C. Tlf. 3814 4600. Pris: 50 kr. ekskl. eventuelle forsendelsesomkostninger. 23 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 24 Praktikvejledere på skolebænken Kursusforløb for praktikvejledere smitter af, ikke bare på praktikanterne, men også på kolleger, patienter og brugere. Af kursuskonsulent Lene Folkman Ipsen, Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole Projekt Vold som Kommunikationsmiddel implementering af forebyggelse i uddannelser henvendte sig til praktikvejledere, dvs. ansatte i behandlings- bo-, og serviceinstitutioner, som har elever eller studerende i praktik inden for pædagogog sundhedsområdet. Formålet med projektet var at opkvalificere praktikvejledernes viden og give dem mulighed for at udveksle erfaringer med vold og forebyggelse på tværs af faggrupper, så de bedre blev i stand til at hjælpe elever og studerende med at forebygge og tackle voldelige situationer i praksis. Det skete gennem et kursusforløb, og der blev dannet erfagrupper på tværs af uddannelsesretningerne. Kursets indhold Kurset blev holdt på Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole. Det varede fem dage i alt og blev afviklet med to dage i efteråret og tre dage i foråret 2001. Der blev desuden holdt en opfølgningsdag i foråret 2002. Af praktiske årsager blev kurset splittet op. Det betød, at projektet kom til at løbe længe, men vi kunne høre på evalueringerne, at fokus blev genopfrisket for hver gang, deltagerne var sammen. Indholdet i undervisningen var: teorier om aggressiv adfærd, uoverensstemmelser eller konflikt, kommunikation, kropssprog, grænsesætning, bevidstgørelse om forebyggelse i hverdagen, håndtering af vold (flugtveje, placering), reaktioner på vold før, under og efter bearbejdning af konflikter, implementering på arbejdsstedet, registrering og anmeldelse af vold, arbejdsstedets sikkerhedsorganisation. Gennem hele arbejdet var der fokus på den enkelte med spørgsmålene: Hvad er vold for dig? Hvilke forestillinger har du om vold? Hvilke oplevelser og erfaringer har du med vold? Undervisningen vekslede mellem teorioplæg, gruppearbejde, praktiske øvelser og situationsspil. Desuden blev der lagt stor vægt på erfaringsudveksling mellem deltagerne. Opfølgningsdagen blev holdt som en temadag, hvor psykolog Peter Berliner kom med oplæg om forebyggelse af vold, hvordan man kan sikre den enkelte medarbejder på arbejdsstedet, hvordan man kan håndtere stress-situationer, og hvordan handleplaner på arbejdsstedet kan bruges. Kurset blev udbudt i kursusafdelingens kursuskatalog, i den lokale avis og via e-mail til institutionerne i amtet. Der var stor interesse for kurset, og der blev udvalgt 20 deltagere, så målgruppen og arbejdsstederne blev repræsenteret så bredt som muligt. Erfaringer Tilbagemeldingerne fra kursusforløbet viser, at deltagerne føler, det har flyttet grænser for, hvad de synes er vold, at de har fået en bredere definition på begrebet vold, og at de føler sig bedre klædt på til at forebygge og tackle vold på deres arbejdsplads. Det er en hjælp, når de skal vejlede elever og studerende i praksis. At målgruppen var tværfaglig var bestemt en fordel for kurset, der blev udvekslet mange erfaringer på tværs af institutionerne. Der var et ønske fra de institutioner, der har fysisk og psykisk udviklingshæmmede brugere, om at få mere specifik viden om at forebygge vold hos deres beboere. Alle deltagere var enige om, at det var godt at samles igen på opfølgningsdagen for at sætte fokus på voldsproblematikken. Erfagrupperne løb lidt ud i sandet, men institutionerne er begyndt at bruge hinanden mere som inspirationskilde til at forbedre voldsforebyggelsen. Selve voldskurset over fem dage blev slået op igen i efteråret 2001 med samme indhold og undervisere, dog med en beskeden deltagerbetaling. På grund af for få tilmeldte måtte vi desværre aflyse kurset. Erfaringerne breder sig Projektet har sat fokus på forebyggelse af vold og på, hvordan praktikstederne kan tackle voldsepisoder. Det er ikke kun elever og studerende, der har fået udbytte af, at deres vejledere har været på kursus. Deltagernes kolleger samt klienter og patienter har også haft glæde af det. Flere arbejdssteder har efter kurset sat fokus på: Hvad gør vi for at forebygge vold her? Og hvad gør vi hvis vi oplever vold? Elever og studerende bliver i langt større omfang end tidligere introduceret til, hvordan vold kan forebygges, og hvordan voldelige situationer tackles på det enkelte praktiksted. Fremover vil Sundheds- og Sygeplejeskolens kursusafdeling med jævne mellemrum sætte fokus på forebyggelse af vold ved at udbyde kurser og temadage om emnet.

Styrket samarbejde Gennem flere initiativer har Roskilde Pædagogseminarium Frøbelhøjskolen sat fokus på vold og trusler for studerende i praktik. Det har ført til et styrket samarbejde mellem seminariet, de studerende og praktikstederne. Af seminarielærer Jane M. Lauridsen, Roskilde Pædagogseminarium Frøbelhøjskolen Roskilde Pædagogseminarium Frøbelhøjskolen har siden 1999 gennemført tre delprojekter, der skal ses som et samlet tiltag i arbejdet med at mindske og forebygge risikoen for vold for studerende i praktik. Seminariet har siden 1992 undervist i arbejdsmiljø med fokus på psykisk arbejdsmiljø samt risiko for vold og trusler om vold. Erfaringerne fra teoriindkaldene i praktikperioden viste, at en del studerende udsættes for vold og trusler om vold. Denne erfaring samt debatten i fagblade og nogle alvorlige episoder med studerende i praktik foranledigede en debat i seminariets interne praktikudvalg i 1999. Pilotprojekt Vi søgte derfor forsøgs- og udviklingsmidler fra seminariets pulje for at undersøge praktikantens situation med særlig vægt på risiko for vold og trusler om vold. I undersøgelsen deltog to årgange af andenårs-studerende og SL-områdets praktiksteder. Desværre fik vi ikke så mange svar fra praktikstederne, men de, som deltog, var til gengæld meget aktive i det efterfølgende arbejde. Det billede, pilotundersøgelsen tegnede af problemernes karakter, svarer til det billede, den efterfølgende landsdækkende undersøgelse fra Socialt Udviklingscenter SUS. Pilotundesøgelsen viste at 19 ud af 45 elever havde været udsat for vold og trusler om vold. Derudover konkluderede pilotundersøgelsen blandt andet, at det at være ny i institutionen kunne øge voldsrisikoen. Temadag Med støtte fra Vold som Kommunikationsmiddel blev det i 2000 muligt for os at formidle pilotundersøgelsens resultater på en temadag for studerende, praktiksteder, seminarielærere, amtslige og kommunale myndigheder, faglige organisationer og brugere. Der var 60 personer med, og stor deltagelse af studerende og praktikvejledere. Oplæg og formidling af pilotundersøgelsens resultater dannede baggrund for tre workshops: 1. Hvordan kan praktikstedet og seminariet forbedre den studerendes modtagelse og indkøring i institutionen med henblik på at forebygge risikoen for vold? 2. Hvordan kan seminariet og praktikstedet handle for at sikre, at den studerende får bearbejdet situationer, hvor der har været tale om vold og trusler om vold? 3. Hvordan kan seminariet opkvalificere undervisningen med henblik på at forebygge voldsrisiko? Der var stor interesse for pilotundersøgelsens resultater, som gav en god ramme for arbejdet i workshops. De forskellige workshops pegede på, at der var behov for yderligere at styrke en grundig introduktion til det konkrete praktiksted før praktikken. Og på, at det er vigtigt at være opmærksom på, hvordan institutionen modtager nye studerende, og på samarbejdet mellem besøgslærer, praktikvejleder og den studerende. Det blev tydeligt, hvilke problemer den studerende kan have i praktikken særligt i forbindelse med vold og trusler om vold. Derfor søgte vi efterfølgende økonomiske midler til at udarbejde en systematisk plan for, hvordan uddannelsessted, praktiksted og studerende kan samarbejde, når en studerende har været udsat for vold og trusler, og sikre en opfølgning mellem de tre parter. Vi søgte penge til at udvikle alle tre workshoptemaer og fik støtte til at arbejde videre med de to: 1) Hvordan kan seminariet og praktikstederne handle for at sikre, at den studerende får bearbejdet situationer, hvor der har været tale om vold og trusler om vold, og 2) Hvordan kan seminariet opkvalificere undervisningen i forbindelse med voldsrisiko med et forebyggende sigte. Arbejdet med punkt 1 blev prioriteret, da det viste sig, at det var mest realistisk at gennemføre, og fordi det var muligt at samarbejde med praksisfeltet om det. Projektet om opkvalificering af undervisningen foreligger kun som ideoplæg. Pjece med kriseplan Baggrunden for arbejdet var pilotprojektets konklusioner, opsamlingen på temadagen, tidligere erfaringsopsamlinger og vores egne ideer og erfaringer. Inspiration fra SUS netværksmøder var medvirkende til, at målgruppen, som oprindelig kun var pædagogstuderende, er blevet udvidet til studerende, som er i praktik inden for det pædagogiske og sundhedsmæssige arbejdsområde. 25 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 26 Via arbejdet med projektet blev det klart, at det var hensigtsmæssigt, at produktet skulle formidles i en pjece, som kunne bruges direkte i forbindelse med en voldsepisode. Vi søgte Arbejdstilsynet om lov til at gøre dette. Pjecens primære målgruppe er studerende, praktiksteder, uddannelsessteder (seminarier og skoler). Vi har arbejdet ud fra ønsket om at udarbejde en ideal handleanvisning på en konkret indsats og procedure i samarbejdet mellem praktikvejleder, den studerende og uddannelsesstedet. Det, at være ny på en institution har vi tillagt væsentlig betydning som en mulig årsag til, at risikoen for vold og trusler om vold øges. Dette viste pilotundersøgelsen ret entydigt. Pjecen indeholder en konkret kriseplan på kort og på lang sigt. Omdrejningspunktet er, at den studerende, praktikstedet og uddannelsesstedet efter en episode sikrer sig, at der er opbakning omkring den studerende. At der er opfølgning og efterbehandling i den udstrækning, det er nødvendigt for at undgå, at den studerende evt. stopper på uddannelsen, eller for så vidt muligt at undgå andre alvorlige efterreaktioner. Der er udarbejdet skemaer, som kan anvendes og kopieres i samarbejdet mellem de tre hovedaktører. Vi giver i indledningen en konkret beskrivelse af et forløb omkring en studerende i praktik på pædagoguddannelsen samt et eksempel på den opfølgning, som fandt sted. I pjecens meget korte teoridel gør vi opmærksom på forhold og overvejelser, som vi mener har betydning, og som man skal være opmærksom på i praktikperioder. Vi henviser desuden til yderligere litteratur. Vi håber, at pjecen kan udfylde et behov, og at den kan bidrage til fortsat refleksion og indsats over for vold og trusler om vold. Pjecen vil komme til at koste ca. 25 kr. og vil blive præsenteret i en bod på konferencen den 7. november 2002. Pjecen vil eventuelt blive genoptrykt i 2003. NLP nyt værktøj i arbejdet NLP-værktøjerne er en brugbar metode til at håndtere, minimere og efterbearbejde voldsoplevelser for pædagogstuderende i praktik. Af pædagogisk konsulent Jette Pedersen, Social- og psykiatriforvaltningen, Frederiksborg Amt Med støtte fra puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser har Frederiksborg Amt i foråret 2001 gennemført et udviklingsprojekt om NLPværktøjerne som metode til at håndtere, minimere og efterbearbejde voldsoplevelser for pædagogstuderende i praktik. Hvad ville vi? Formålet med projektet var at undersøge, om værktøjerne fra NLP-teorierne er brugbare metoder til sammen med praktikvejlederne at forbedre den pædagogstuderendes uddannelses- og arbejdssituation med udadreagerende brugere. Til projektet udvalgte vi nogle enkelte værktøjer/metoder fra NLP, som var særligt handleorienteret: Værktøjer, der er brugbare til at sætte fokus på egne og brugerens signaler, samt at træne evnen til at skifte fokus, for derigennem at få bevidsthed om hvad situationen kan udvikle sig til Få større indsigt i muligheden for at vælge rolle, her tænkes på rollen som privatperson og forskellige faglige roller som professionel person Værktøjer til at finde ressourcer, der kan bruges i en tilspidset situation, og i situationer hvor praktikanten er bange for at komme i en situation, der kan føre til vold Via en model, der analyserer og forandrer sindets måde at lagre oplevelser på, at give mulighed for at efterbearbejde en vanskelig og måske fastlåst voldsoplevelse. Projektforløbet indeholdt følgende: Tre undervisningsdage, hvor deltagerne indføres og trænes i modeller og værktøjer Ca. tre måneder, hvor metoderne afprøves og indarbejdes i praksis på institutionerne To undervisningsdage med opsamling og erfaringsudveksling samt introduktion til nye værktøjer Ca. tre måneder, hvor metoderne afprøves som beskrevet ovenfor En dag til evaluering af forløbet. Evaluering og måling af succeskriterierne foregik ved spørgeskema til projektdeltagerne. I projektet deltog otte praktikanter på institutioner med udadreagerende brugere og deres praktikvejledere. Herudover deltog to pædagogiske konsulenter fra forvaltningen i undervisningsforløbet. Seks praktikanter og deres praktikvejledere gennemførte hele projektforløbet. Succeskriterierne for projektet var, at praktikanterne efter praktikforløbet enten havde lyst til fortsat at arbejde som pædagog med udadreagerende brugere, eller var afklaret med, hvorfor de hellere vil arbejde med en anden målgruppe. Desuden at værktøjerne var brugbare i praktikperioden, og at de studerende og vejlederne havde fået lyst til at bruge værktøjerne fremover. Hvad fandt vi ud af? Fem ud af seks praktikanter havde lyst til at arbejde med udadreagerende beboere. En havde ikke lyst til at arbejde med meget voldsomt fysisk udadreagerende beboere. Det er vores opfattelse, at projektet har vist, at NLP-værktøjerne absolut er brugbare til at håndtere, minimere og efterbearbejde voldsoplevelser både for studerende og andre medarbejdere. NLP-værktøjerne er anbefalelsesværdige som personlige værnemidler for den enkelte i forhold til belastende psykiske som fysiske situationer i det direkte bruger-relaterede arbejde. NLP-værktøjerne er særligt anbefalelsesværdige som introduktion til arbejdet med voldsomme brugere for

med vold såvel studerende som nye medarbejdere, fordi de relaterer sig til medarbejderen og ikke forudsætter et indgående kendskab til brugernes handicap. Projektet har dog haft den svaghed, at det har omfattet forholdsvis få deltagere. Til gengæld repræsenterer deltagerne meget forskellige brugere, eksempelvis svært kronisk sindslidende voksne, svagt fungerende autistiske voksne og voksne, der på grund af deres adfærd er i individuelle foranstaltninger. Pluk fra evalueringen En praktikant siger: Meget brugbart. NLP-værktøjerne har medført at man kunne være bedre forberedt til kritiske situationer. Kan bruge værktøjerne i mange andre sammenhænge end netop denne praktik. Det har været en god forberedelse til praktikken. En praktikvejleder siger: Overbevist om, at metoden kan bruges til at minimere volden, idet man bliver mere bevidst om, hvordan man fremstår, og derfor ikke i samme grad kommer til at tricke voldsomme udfald hos brugeren. Men det kan også være svært at skulle se sig selv i et spejl. Metoderne er brugbare også i andre sammenhænge, eksempelvis i samarbejdet mellem kolleger og i supervision. En praktikant var udsat for en meget voldsom episode. Episoden blev bearbejdet ved hjælp af NLP-værktøjerne, men praktikanten valgte at skifte praktiksted. Umiddelbart inden skrev hun følgende: Det har været et godt og meget spændende kursusforløb, som jeg personligt har fået meget ud af. Min sidste tid på institutionen har jeg kunnet tackle uden yderligere problemer/konflikter med drengene, og det er helt sikkert grundet vores sidste seance er jeg sikker på. Ved afslutningen af projektforløbet skriver hun: Jeg har været godt tilfreds med forløbet og synes, det har hjulpet mig videre frem ovenpå min kedelige situation på institutionen. Derfor kan vi anbefale NLP-værktøjerne som personlige værnemidler i psykisk belastende arbejde. Vi mener, det er en rigtig god introduktion ikke kun i forhold til det pædagogiske arbejde, men generelt i forhold til psykisk belastende arbejde. I forhold til det direkte arbejde med brugerne bør det naturligvis følges op af konkret kendskab til den enkeltes handicap, så voldsomme situationer kan forebygges. P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... NLP indeholder kommunikations- og psykologiske teorier. Der arbejdes med en række handlingsorienterede modeller og værktøjer. N står for Neuro Der er tale om neurologiske processer som danner grundlaget for, hvordan vi oplever omverdenen, og hvordan vi giver udtryk for vores oplevelser. L står for Lingvistisk Der henvises til, hvordan vi bruger sproget til at kommunikere med os selv og andre, dvs. hvordan vi sprogligt udtrykker vores indtryk af omverdenen. P står for programmering eller psykologi Summen af vores erfaringer betyder noget for, hvordan vi handler. Vi har en række mønstre og strategier bevidste eller ubevidste der kommer til udtryk i vores adfærd (vi vil helst, at det hed F forvalting, da indholdet i virkeligheden er træning i selvforvaltning). 27

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 28 Voldshåndtering en faglig kompetence Mange institutioner er praktiksteder for elever og studerende. Derfor er det vigtigt, at de klædes på til mødet med klienter med en voldelig udtryksform både af skole/seminarium og i praktikken. Af projektledere Jeanette Skamby og Marion Ravn, Storstrøms Amt Projektets mål var at udvikle et undervisningsforløb med metoder og materialer, specielt rettet mod sundhedsassistentelever, pædagogstuderende samt praktikvejledere. Formålet var generelt at opkvalificere praktikvejledere, organisationer samt uddannelsesinstitutioner med henblik på at styrke forudsætningerne for at introducere studerende/elever i at håndtere og bearbejde konflikter. Projektet sigtede således på, at man fra uddannelsesinstitutionernes side skulle indlægge et uddannelsesforløb i voldsforebyggelse og konflikthåndtering for at forberede den enkelte elev/studerende på voldsrisikoen i praktikforløb og inden for det kommende arbejdsområde. Det handlede således også om, at studerende/elever er kommende medarbejdere i institutionerne og derfor gennem deres uddannelse gerne skulle kvalificeres bedst muligt til opgaven med at arbejde i samspil med klienter, der har en anden og anderledes kommunikation. Dette handler selvfølgelig også om, hvad man som praktikværter tilbyder på institutionerne. Voldsforebyggelse betyder nemlig, at det både er det arbejdsmiljømæssige område, der er i fokus, samt den faglige uddannelse, arbejdstilrettelæggelsen, organisationsforholdene, og naturligvis også det pædagogiske og behandlingsmæssige arbejde. Et sundt konflikthåndterende og voldsfrit samspil Et sundt konflikthåndterende og voldsfrit samspil stiller krav om viden, indsigt og baggrundsforståelse af voldens kompleksitet. For at opnå dette skal læringen foregå i sind og krop, idet det kræver indsigt om sin egen krops fysiologiske forsvarsmekanismer i konflikter hvordan mærkes de og hvorledes håndteres de. Derudover er det også vigtigt at betragte voldsulykker som en række af forudsigelige og uforudsigelige faktorer, der samlet udløser ulykken. Udgangspunkt for projektet har således været, at voldsulykker skal bearbejdes for at undgå senere traumer hos studerende/elever og medarbejdere, men også for at de skal kunne analysere, reflektere og lære af ulykkerne. Resultater og erfaringer Konklusionen på projektet var, at deltagerne og vi selv er nået et skridt videre i voldsforebyggelsesarbejdet i Storstrøms Amt. Tidligere rådede tilfældighederne, når det gjaldt studerende/elever, der var udsat for vold især når det drejede sig om en efterfølgende bearbejdning af episoderne. Praktikvejlederne hjalp naturligvis de studerende/eleverne, når de fik kendskab til, at de havde været udsat for vold. Efter selve episoden gik stedets beredskabsplan i gang, men om skolen blev kontaktet, var der kun et fåtal, der kunne svare på. Og ligeledes vidste man ikke, om der foregik nogen form for opfølgning, inden de studerende/eleverne skulle i ny praktik. I projektet kunne vi udfra spørgeskemaer, interview og uddannelsesforløb for praktikvejlederne konstatere, at voldspolitikken/-forebyggelsen på institutionerne så meget forskellig ud, samt at der manglede et voldsforebyggelses- og konflikthåndteringsforløb i de social- og sundhedsfaglige uddannelser. På sigt kan man formode, at et sådant forløb vil nedsætte voldsrisikoen for studerende/elever: I projektet fik 10 institutioner efterset deres voldspolitik for, om den var fyldestgørende og funktionel. Dette betød, at disse institutioners praktikvejledere gik i gang med at udbygge politikken, samt fik inddraget elever og studerende i deres voldspolitik 24 praktikvejledere oplevede efter kurset sig selv bedre rustet til at vejlede og guide elever/studerende i forbindelse med konflikter, samt gav udtryk for at deres arbejdsplads og kolleger ville få glæde af deres uddannelsesforløb Med baggrund i praktikvejledernes kursusforløb har flere institutioner ønsket kursus for medarbejdere i voldsforebyggelse og konflikthåndtering for at få et fælles udgangspunkt De pædagogstuderende og socialog sundhedsassistentelever havde efter endt kursusforløb en oplevelse af at være mere forberedt til at kunne håndtere konflikter. Og de kunne også allerede mærke, at deres praktikvejledere var mere opmærksomme på konflikter, voldsulykker og forebyggelsen heraf. Som undervisningsmetoder blev der benyttet procesrum dvs., undervisningsrum på teoriområderne (en faglig og dialogpræget undervisning med inddragelse af deltagernes egne erfaringer); Studierumsproces dvs., hvor deltagerne selv opsøger og gennemgår undervisningsmateriale, litteratur om emnet og opstiller problemformulering; Praksisrum dvs., at undervisningen tilrettelægges i rammer som konfronterer og knyttes til handlinger fra daglig praksis; Psykofysisk træningsdel dvs., praktiske øvelser og cases, situationsspil og eventuelt videooptagelse; Refleksionsrum dvs., analyse og refleksion over handlemuligheder, egen indsats, egen adfærd og egen kommunikation. De udviklede undervisningsmetoder og materialer viste sig at være anvendelige. At tænke i ovennævnte inddeling i rum med henblik på undervisningen er en god måde at opnå engagement og aktivitet hos deltagerne på, fordi undervisningen handler om og inddrager deltagerne aktivt de bliver nysgerrige, da de kan inddrage egen viden og egne erfaringer, og læringen foregår derfor i dem. At arbejde hele vejen rundt med krop (den fysisk oplevede følelse) og tænk-

ning, oplevede både undervisere og kursister som en god metode. Samtlige deltagere gav udtryk for, at kursusforløbet var velegnet, og i den efterfølgende evaluering anbefaler alle, at et tilsvarende forløb indlægges i uddannelserne, ligesom praktikvejlederne påpeger det ønskelige i, at alle vejledere får tilbudt et lignende forløb. Faste procedurer mellem skole/seminar og praktikinstitutioner Projektet viste, at Storstrøms Amt mangler en overordnet voldspolitik. En sådan politik vil have stor signalværdi for de enkelte organisationer og også stille klare krav til den daglige forebyggelse til gavn for brugere og medarbejdere. På denne baggrund er følgende forslag udarbejdet sammen med praktikvejledere, de studerende og elever: Introduktion til voldsrisikoen via uddannelsesforløb på skole/seminar Introduktion til de enkelte praktikinstitutioner via inddragelse af praktikvejledere i det forberedende forløb før praktik (herunder bedre beskrivelser af institutionerne og brugergrupperne) Introduktionsprogram udarbejdet på alle praktikinstitutioner med afsæt i en overordnet introplan (udkast til en sådan plan blev udarbejdet under kursusforløbene sammen med praktikvejlederne) Gensidig forpligtelse mellem seminar/skole og praktikværter om at tage hånd om elever/studerende, der udsættes for vold Skole/seminar informeres, når studerende/elever udsættes for vold og i fællesskab med praktiksted og den voldsramte udarbejdes en handleplan for efterbearbejdning samt en overgangsplan vedrørende den pågældendes ny praktik (planen skal konkretisere, hvem der har ansvaret for opfølgningen) Praktikvejledere har brug for et grundlæggende kursus i voldsforebyggelse, samt grundlæggende viden om kommunikation, formidling, supervision og krisehjælp. Kropskrænkelser i undervisning kan man det? Ja, det kan man, mener man på Socialpædagogisk Seminarium i Skovtofte, hvor kroppen har en vigtig plads i undervisningen. Af seminarielærer Ole Schouenborg, Frank Hedegaard, Lars Frost og kontorleder Jette Bundgaard, Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium De studerende bliver slået, sparket, spyttet på og taget på. Uanset en meget væsentlig indsats for at forebygge vold på arbejdspladsen er det en kendsgerning, at voldsomme og verbale krænkelser er uundgåelige i arbejdet med mennesker med svære problemer. De bliver krænket. Selvom reaktionsmønstrene er individuelle, sætter krænkelserne sig spor i form af angst, sygedage, mindreværd og behov for behandling. Lidt afmægtigt har vi på uddannelsesinstitutionerne set denne udvikling. Vi har undervist herom på den traditionelle måde i forelæsninger og gruppedrøftelser, fortalt om beredskabsplaner, indberetninger og posttraumatisk stress-syndrom. Så var de klædt på med viden og bevidsthed om, hvad der ventede dem. Men viden og bevidsthed gør det ikke alene. Vi kunne ikke længere som undervisere overbevise os selv om, at den traditionelle undervisning var tilstrækkelig. Vi begyndte at eksperimentere med at undervise kroppen. Selvom hoved og krop hænger sammen, er der ganske stor forskel på, om vi fokuserer på teoretisk formidling eller om vi satser mere på kropsligt orienteret øvelsesundervisning. Men kan man i nogen grad vaccinere mod krænkelser? Næppe. Kan man ved at stifte bekendtskab med små, afgiftede doser af kropskrænkelser i et legende undervisningsrum blive bedre til at mestre dem, når det sker på arbejdspladsen? Muligvis. Kan man blive bedre til at vurdere, hvad man kan og vil klare gennem en sådan undervisning og bedre til at undgå dem? Sandsynligvis. Til stregen og lidt til Vi troede det. Vi har forsøgt det gjort erfaringer med det. Vi tror stadig mere på det efter at have gjort erfaringer med det. Vi tror, at alvorlig undervisningsleg med kropskrænkelser giver de studerende et erfaringsrum med så værdifulde personlige erkendelsesprocesser, at det bør integreres som undervisningselement i en række omsorgsuddannelser. Korte oplæg, struktureret leg i øvelsesform med efterfølgende refleksionsperioder i smågrupper og i plenum blev den didaktiske ramme for individuelle, kaotiske læreprocesser i dette projekt. En ikke uvæsentlig del af disse læreprocesser er af ubevidst eller førbevidst karakter man fornemmer, man kan li som mærke. Undervisningsmålet er jo forholdsvis enkelt: Kend dig selv og din krop i det aggressive møde og fornem dine typiske reaktionsmønstre. Det undervisningsmål er ret vanskeligt at benchmarke. Men det virker. Vi kan ikke bevise det videnskabeligt. Men erfaringer med ca. 1000 studerende i dele af forløbet gør, at vi er så sikre, som man gennem erfaring og en række evalueringer kan være det. Det har ikke været nemt at udvikle disse øvelser. Som eksempel kan nævnes den verbale krænkelsesøvelse. 29 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 30 Vi afprøvede den først på os selv i projektgruppen. Forsøgspersonen står stille og modtager en skraldespand af skældsord af personlig karakter i et minut. Vi gik til stregen og over den indimellem: bryster og tissemandens størrelse, fedtet ørevoks og fedme blev kommenteret med stor, aggressiv energi. Således rustet afprøvede vi øvelsen med vores studerende. Det gik ikke. En meget stor del af dem kunne simpelthen ikke få sig til at svine deres medstuderende til for sjov. Den sympatiske antiaggressive og grundetiske holdning sejrede. Det kan jeg ikke, det gør man bare ikke. Men det gør klienterne jo. Vi forsøgte os så med demonstration og modelindlæring det hjalp lidt, men ikke nok. Vi kløede os i nakken og introducerede så bevægelse i øvelsen: Den verbalt aggressive studerende skal i øvelsen gå rundt i en cirkel om modtageren. Så fungerede det straks meget bedre vi sviner med andre ord bedst folk til bagfra! Kroppen har krav på undervisning Der er en række dilemmaer forbundet med denne undervisning. Det kræver lærerkompetencer at gennemføre den forsvarligt. Man kan læse vores rapport på nettet, men næppe iværksætte undervisningen uden videre. Vi så gerne, at alle undervisere havde været deltagere i et forløb først og dernæst afprøvede undervisningsprogrammet under supervision. Vi vil forsøge at søge midler til at udvikle et efteruddannelseskursus med det formål. Men implementeres i omsorgsuddannelser i en eller anden form bør denne undervisning. At sende kroppe uden krænkelseserfaring eller uden bevidsthed om egne kropskompetencer i praktik er efter vores opfattelse ikke rimeligt. De studerende skal på kroppen vide, hvad de risikerer at gå ind til. Uddannelsespolitisk har vi drøftet kroppens status i de mellemlange, videregående uddannelser. Egentlig er det underligt, at undervisning i og krav om kropslige kompetencer stort set er ikke-eksisterende i voksenuddannelserne. At kræve sved og fysiske kompetencer tre gange om ugen anses for en utidig, samfundsmæssig invasion af den studerendes private rum. Samtidig invaderes de studerendes hoveder uden tøven med stadig voksende krav om akademiske kompetencer uden at vi føler os overbevist om, at dette påvirker deres praksis nævneværdigt. Hovedet skal følge med udviklingen men ikke kroppen. Vi bliver næppe kroppens evangelister i mellemuddannelserne det er andre nok bedre til end os. Men vi vil opfordre kraftigt til nytænkning på uddannelsesinstitutionerne og i undervisningsministeriet. Også voksne kroppe har krav på tid, rum og undervisning. Et godt projekt bliver aldrig færdigt. Vi mangler endnu en del omkring teoretisk fordybelse i de læreprocesser, som finder sted. Vi håber, at få en undervisningsvideo få plads i 2003, og vi har planlagt en studiekreds om teoriudvikling. I projektforløbet har vi haft stor glæde af Socialt Udviklingscenter SUS s medarbejdere, konsulenter og kolleger på Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, Jelling Statsseminarium, pædagoguddannelsen og Sygeplejeskolen ved Odense Universitetshospital. Det siger vi tak for. Også internationalt har vi i forløbet mødt stor interesse, eksempelvis fra New York State University, hvor vi har holdt en workshop. Vi fornemmer intuitivt, at vi er en del af en trend: Kroppens dannelse som interessefelt er på vej i såvel samfund som uddannelser. Et godt fundament Fælles kursus for studerende og fastansatte på Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling på Amtssygehuset i Glostrup gav god basis for det videre arbejde med at forebygge vold på afdelingen. Af sygeplejerske og projektkoordinator Ulla Fischer og sygeplejerske Henrik Wiegman, Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU, Amtssygehuset i Glostrup Børne- og Ungdomspsykiatrisk afdeling Q/QU på Amtssygehuset i Glostrup gennemførte i 2001 et projekt i form af en kursusrække om forebyggelse af vold i arbejdet med psykisk syge børn og unge. Projektet fik støtte fra puljen Forebyggelse af vold som en del af de faglige uddannelser. Vores mål med kurset var primært at skærpe opmærksomheden på og interessen for at begrænse vold på arbejdspladsen. Kursets korte varighed taget i betragtning var det urealistisk, at vi kunne give fyldestgørende undervisning i dette store og meget sammensatte problemfelt. Nye og gamle på kursus De tre kurser, der blev holdt, var primært rettet mod afdelingens studerende, men af praktiske grunde var kursusdeltagerne både studerende og fastansatte. Samlet set var det et meget bredt deltagerfelt, med forholdsvis nystartede studerende og erfarent psykiatrisk personale. Det enkelte kursus strakte sig over 2 x 1 1 2 dag med ca. en måned imellem modulerne. De to halve dage, der lå som indledning og afslutning, var koncentreret om teori og tog i videst muligt omfang udgangspunkt i kursisternes forståelse af og erfaring med psykisk og fysisk vold på arbejdsplad-

sen. De to hele dage blev brugt til psyko-fysisk træning, hvor målet primært var at lære nogle få, men anvendelige greb, der afspejler behovet i praksis, og at få psykiatriloven sat i relief til vores dagligdag. De teoretiske dage tog dels sigte på at indføre deltagerne i forskellige forståelser af vold som fænomen, dels på, hvordan organisationen bedst ruster sig til at forebygge vold fra såvel patienter som personale og hvordan organisationen bedst følger op på trusler om eller effektueret fysisk og psykisk vold. Da børne- og ungdomspsykiatrien på afdeling Q/QU arbejder ud fra en psykodynamisk forståelse, valgte vi at gå ind i forståelsen af vold ud fra denne teoretiske tilgang. Vi tog udgangspunkt i Bjørn Kaldan og Bodil Svarres [1] definitioner af aggression og vold. De definerer vold som en handling forårsaget af en uhensigtsmæssig aggressionsforvaltning, der både kan have sin baggrund i biologisk, psykologisk og socialt betingede faktorer. Aggression, der kommer til udtryk i en handling, som indebærer trusler og/eller fysiske overgreb på personer eller genstande. Ifølge denne definition opstår vold i en relation, om end relationen kan være vanskelig at identificere i den psykotiske vold. Når vold optræder i en relation, betyder det også, at vi, som arbejder med mennesker, der kan reagere med voldelige handlinger, har en betydning for, om vold opstår. Uden at gå dybere ind i denne teoretiske forståelse vil vi understrege, at den også gør det klart, at vi og vores måde at organisere vores afdelinger og arbejde på kan være medvirkende faktor, når patienterne reagerer med vold, og at vi med psykiatriloven i hånden har hjemmel til at være direkte voldelige over for patienterne. hæmmet af, at det faste personale havde mange erfaringer og større viden. Samtidig var det indholdsmæssige niveau noget overfladisk og for lavt for dele af det fastansatte personale. Som undervisere på kurserne er vi dog overbeviste om, at der er kvaliteter ved at blande studerende og fastansatte, da de studerende har en mere ligefrem undren, og de fastansatte har mange vigtige eksempler fra den praktiske hverdag. Umiddelbart har vi en fornemmelse af, at den bedste kombination vil være studerende og deres praktikansvarlige, da de dels må formodes at have et gensidigt tillidsforhold, dels vil kunne bruge undervisningen i det fortsatte praktikforløb. Samlet set var tilbagemeldingerne positive i forhold til at have fået et udbytte med sig. For os var det interessant, at mange fastansatte havde så forholdsvis lidt kendskab til psykiatriloven. Og skræmmende, at vi i vores egen organisation har så lidt struktur på en egentlig voldspolitik som under alle omstændigheder vil være et godt fundament for en fortsat afvikling af vold på arbejdspladsen. Det stopper ikke her Vi glæder os til at se, hvordan de tanker, der blev delt og kom frem på kurserne, vil influere på den fortsatte udvikling af børne- og ungdomspsykiatrien på Amtssygehuset i Glostrup. Vi er ikke i tvivl om, at arbejdet med at forebygge vold på arbejdspladsen kræver et kontinuerligt udviklingsarbejde. Og udviklingen af bevidstheden om både muligheder og risici ved at arbejde i et felt, hvor man er udsat for vold og selv bliver inddraget i tvangsforanstaltninger (= vold) over for patienterne, skal begynde allerede i studietiden. Et resultat af kurserne er da også, at vi i vores introduktion af studerende gør mere ud af dette emne, også på åbne afsnit, hvor vold og trusler er sjældnere end på det lukkede afsnit. Alle deltagere i kurserne gav udtryk for, at den psyko-fysiske træning var gavnlig. For de fastansatte var de to dage nærmest en appetitvækker, og heldigvis holder organisationen nu løbende længerevarende kurser. For de studerende er det vigtigt at tage højde for, at de ikke har erfaring fra praksis at trække på og derfor ikke samme mulighed som fastansatte for at improvisere hverdagssituationer. Samtidig føler de sig måske også mere udstillede ved at skulle agere aktivt på et fremmed og i mange sammenhænge grænseoverskridende felt. Samlet set er vi blevet en lang række erfaringer rigere og har dermed et godt udgangspunkt for det fortsatte arbejde med psykisk og fysisk vold. [1] Bjørn Kaldan og Bodil Svarre: Aggression og vold et bidrag til begrebsafklaring. I: Per Holm (red): Job med vold. Vold som udtryksform, 2000. P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Flest positive erfaringer Udviklingsafdelingen på Amtssygehuset i Glostrup har evalueret projektet. Evalueringen viser, at det ikke var uden problemer, at gruppen af kursister var så bredt sammensat, som den var. Nogle af de studerende følte sig 31

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 32 Det er o.k. at blive bange Sådan lyder et af budskaberne til de studerende på Københavns Amts 94-botilbud Solvang og Tornehøjgård. Som et led i deres praktikforløb får de tilbudt undervisning i at håndtere vold. Af projektmedarbejder Elsebeth Kirk Muff, Socialt Udviklingscenter SUS De studerende i praktik på Solvang og Tornehøjgård (en afdeling af Solvang), er siden 1. februar blevet mødt med et tilbud om tre timers ugentlig undervisning i emner relateret til volds- og konflikthåndtering. Undervisningstilbudet er oprettet i erkendelse af, at det fysiske og psykiske arbejdsmiljø på de to botilbud er krævende. Solvang ligger i Glostrup, og har 25 døgnpladser og 10 dagpladser. Botilbudet er målrettet hjemløse med psykiatriske diagnoser og/eller en baggrund som alkoholikere eller stofmisbrugere. Det er ikke tilladt at være aktiv misbruger på Solvang. Det er det derimod på Tornehøjgård i Gladsakse, hvor de 10 døgnpladser og 2 dagpladser er forbeholdt hjemløse aktive stofmisbrugere og/eller alkoholikere. Både på Solvang og Tornehøjgård er op imod 80 procent af beboerne mænd. Og begge steder ses en stigning i antallet af beboere med anden etnisk baggrund end dansk. Undervisning et tilbud Undervisningstilbudet til de studerende er finansieret via puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser. I første omgang fortsætter tilbudet som et forsøg indtil årsskiftet. Derefter skal det evalueres, før der tages stilling til, om tilbudet skal gøres permanent. Foreløbig ligner det en succes, fortæller stedfortræder på Solvang og forstander på Tornehøjgård Birgitte Bidgau Davidsen. Hun beskriver baggrunden for at søge midler fra puljen således: Vi så en mulighed for at være med til at påvirke nogle mennesker, som måske vælger at arbejde på vores felt i deres fremtid. Dels at gøre dem bevidste om den belastningsgrad, der er på feltet, men også give dem noget faglig viden og nogle redskaber til at håndtere arbejdet. Vi øjnede simpelthen en chance for at arbejde mere bevidst og målrettet med de studerende omkring vold. På Solvang og Tornehøjgård er der løbende cirka 22 studerende. De repræsenterer en bred vifte af uddannelser fra pædagogstuderende over hk ere til social- og sundhedselever. I den ugentlige undervisning mødes de studerende fra begge botilbud på tværs af faggrupper. Underviserne er skiftende medarbejdere fra de to botilbud. Undervisningen løber over 24 uger, og hver undervisningsgang har sit tema. Temaerne spænder fra praktiske introduktioner til botilbudenes sikkerhedspolitik over, hvordan man indgiver en arbejdsskadeanmeldelse, til undervisning i kommunikationsteknikker og refleksioner om etik i det pædagogiske arbejde. En af de meget vigtige sideeffekter af kurset er, ifølge Liselotte Østergård, der er ansat på Tornehøjgård og som ad flere omgange har været praktikansvarlig, at det sender et signal til de studerende om, at det er okay at tale om egen angst. De studerende får et forum, hvor de kan dele de til tider voldsomme oplevelser med hinanden. Det kan forhåbentlig medvirke til at dæmpe den selvbebrejdelse, som mange ellers tumler med. Og til at punktere forestillingerne om, at den ene eller anden episode opstod, fordi man for eksempel er en dårlig pædagog eller sygeplejerske. På den måde kan kurset måske være med til at forebygge udbrændthed, siger hun. Voldens karakter Birgitte Bidgau Davidsen skelner mellem fire forskellige typer vold: Den stofrelaterede, der har skiftende udtryk afhængigt af, hvilke stoffer der aktuelt er tilgængelige på markedet Den alkoholprægede, som kendes fra værtshuse, og kan karakteriseres som en højtråbende slåen på tæven-vold Den irrationelle og ikke specielt målrettede vold, man ofte ser i tilknytning til visse psykiske lidelser Og den skjulte vold, der ikke er fysisk, men som for eksempel kan være at finde en beboer bevidstløs efter en overdosis eller at se en beboer gå i psykose. Både Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard er bevidste om, at de arbejder i et af Københavns Amts mest belastede miljøer. Og selv om personalet på de to botilbud er meget opmærksomme på at passe på de studerende, var hovedparten af de studerende i forårets praktikperiode involveret i episoder, der var så voldsomme, at det efterfølgende krævede bistand af en krisepsykolog. Selv om der altså er en del voldelige episoder på de to botilbud, er det ikke umiddelbart det billede, man får, når man hører Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard fortælle om deres arbejdspladser. I stedet får man et indtryk af et arbejdsmiljø, hvor man meget bevidst arbejder med at håndtere og forstå vold som en udtryksform: Udgangspunktet for personalet er ikke, at vores beboere er voldelige. Men vi ved, at beboerne på grund af deres opvækst og de livsbetingelser, de har i dag, ofte kommunikerer via vold, fortæller Birgitte Bidgau Davidsen. Liselotte Østergaard supplerer: Det er for eksempel vigtigt at være bevidst om, at når man bliver råbt og skreget af, så er det en måde at udtrykke sig på og ikke nødvendigvis rettet mod dig som menneske. Det er også en af de ting, der er centralt at lære de studerende. Konflikterne og voldsepisoderne på de to botilbud ligner i store træk hinanden, men der er en klar tendens til,

En vigtig sideeffekt af kurset er, at det sender et signal til de studerende om, at det er okay at tale om egen angst. at situationerne nemmere spidser til på Tornehøjgård. Det hænger til dels sammen med, at beboerne på Tornehøjgård i modsætning til beboerne på Solvang ofte er påvirkede af stoffer og/eller alkohol. Men også de fysiske rammer spiller ind: På Tornehøjgård bor otte af de ti beboere sammen på relativt små dobbeltværelser. Det giver mange frustrationer og stiller indimellem for store krav til tolerancen, fortæller Liselotte Østergaard. Der er dog ikke umiddelbart udsigt til, at de fysiske rammer på Tornehøjgård bliver forbedret. Som med alt andet er det et spørgsmål om prioritering af de økonomiske ressourcer, fortæller Birgitte Bidgau Davidsen. Defensiv voldspolitik Mens tilbudet om undervisning til de studerende er nyt, har botilbudene i adskillige år arbejdet med en voldspolitik. Birgitte Bidgau Davidsen forklarer, at man arbejder med en defensiv voldspolitik: Princippet i den defensive voldspolitik er, at man ser samtalen og det at mægle som det væsentligste redskab til at undgå vold. Og at man ikke overvejer fysisk intervention som en mulighed. For er man først der, hvor man overvejer at bruge fysisk intervention, så har man placeret sig et sted, hvor man ikke har andre udveje. Der er mange skridt fra samtalen til at være nødt til at reagere fysisk. Liselotte Østergaard og Birgitte Bidgau Davidsen fortæller, at den defensive voldspolitik i størstedelen af tilfældene er effektiv til at undgå, at en konflikt udvikler sig til en reel voldsepisode. Det sker dog indimellem med slag og spark til følge. I de tilfælde er de to botilbuds politik klar: Voldsepisoder anmeldes til politiet. Den største udfordring ved at arbejde med den defensive voldspolitik er ifølge Liselotte Østergaard at lære, at det er i orden som menneske at være defensiv at låse sig inde eller løbe, hvis en konflikt udvikler sig. Og som Birgitte Bidgau Davidsen siger, kan det faktisk være en rigtig god idé at løbe, når det bliver farligt. Begge understreger, at det er et af de emner, der arbejdes kontinuerligt med i undervisningsforløbet: Det er et vigtigt budskab at sende til de studerende, at det er o.k. at blive bange. Samarbejde med uddannelsesstederne Selv om miljøet kan være barsk for en studerende at blive kastet ud i, er Birgitte Bidgau Davidsen og Liselotte Østergaard enige om, at studerende skal have mulighed for at komme i praktik på denne type botilbud. Men det stiller store krav til samarbejdet med uddannelsesstederne både før og efter praktikken. Det er utroligt vigtigt, at uddannelsesstederne er meget omhyggelige med at forberede de studerende på, hvad vi er for et sted, og hvad de kan forvente sig, siger Liselotte Østergaard. Og opfølgningen efter praktikken har vist sig at være mindst lige så vigtig: Mens de studerende er her, er de en del af et stærkt kollegialt netværk der bliver virkelig taget hånd om dem. Men hvad sker der, når de kommer tilbage til for eksempel seminarierne? Hvem tager hånd om dem og snakker med dem om de oplevelser, de på godt og ondt har været igennem i praktikforløbet? Hvem kan støtte dem, hvis de får eftervirkninger? Samarbejdet med uddannelsesstederne er et af de områder, som Liselotte Østergaard og Birgitte Bidgau Davidsen gerne vil prioritere højere i fremtiden. Ligesom de begge har et stort ønske om på sigt at kunne tilbyde nyansatte at deltage i et undervisningsforløb lig det, de studerende tilbydes. 33 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 34 Jeg vil jo kun hjælpe Hvordan kan sygeplejestuderendes kompetence til konflikthåndtering og voldsforebyggelse øges? Det spørgsmål har Sygeplejeskolen i Odense, i tæt samarbejde med praktiksteder i psykiatrien, arbejdet med at finde svaret på. Af sygeplejelærer Dagny Grosen og Elisabeth Harpsøe, Sygeplejerskeuddannelsen i Odense Når man som studerende i hjælpe-branchen oplever, at man bliver krænket af de samme mennesker, man ønsker at hjælpe, kan det få særdeles negative konsekvenser for både den studerende og de mennesker, man skal hjælpe. Sagt på en anden måde: Sygeplejens kvalitet forringes kraftigt, hvis den kun bygger på den gode vilje. Der må derfor andre kompetencer til. Én af dem er evnen til konflikthåndtering. Det er baggrunden for et projekt, som Sygeplejeskolen i Odense i fællesskab med praktiksteder i psykiatrien har udarbejdet, og som indtil videre er blevet gennemført to gange. Formålet med projektet er, at de sygeplejestuderende gennem et kursusforløb skal: Opnå en indsigt, der gør dem i stand til at forstå og håndtere senere oplevelser af at blive krænket så kompetancen til konflikthåndtering og voldsforebyggelse styrkes Udvikle en vis forståelse for egne følelsesmæssige reaktioner Få kendskab til mulige reaktionsmåder/udtryksformer hos såvel sig selv som hos nogle psykiatriske patienter Opnå en vis færdighed i at håndtere konfliktfyldte situationer. Inspirationen til projektet fik vi først og fremmest, da vi deltog i den konference, Socialt Udviklingscenter SUS afholdt i oktober 2000 om vold som kommunikationsmiddel. Vores interesse blev yderligere skærpet, da resultaterne fra den landsdækkende spørgeundersøgelse om vold mod studerende, viste, at studerende oplever krænkelser af forskellig art under deres praktikophold for de sygeplejestuderende galdt dette under deres praktikophold i psykiatrien samt at undervisningsinstitutionerne havde et meget ringe kendskab til problemet. Det måtte vi gøre noget ved! Vi udarbejdede en projektbeskrivelse til et kursusforløb for sygeplejestuderende og fik bevilliget 75.000 kroner til projektet. Teori blandet med praksis Vi ønskede at udvikle og gennemføre et kursus i tæt samarbejde med praksis. Derfor havde vi på forhånd fået tilsagn om deltagelse fra psykiatrisk afdeling samt det Børne- og ungdomspsykiatriske Hus ved Odense Universitetshospital. Målgruppen for projektet var studerende på nævnte praktiksteder. Samarbejdet mellem skolen og praktikstederne foregik på flere niveauer: Dels på et overordnet ledelsesniveau, og dels i en arbejdsgruppe, hvor praktikvejledere, kliniske undervisere og undervisere fra sygeplejeskolen var repræsenteret. Det var arbejdsgruppens opgave både at udvikle kurset og at gennemføre en del af undervisningen på kurset. Kursusforløbet strakte sig over tre dage, var placeret i 2. uge af de studerendes praktikperiode og blev gennemført to gange. Vi var fra starten enige om, at den kropslige dimension var betydningsfuld. Derfor tog vi kontakt til Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, da vi vidste, at seminariet havde udviklet et kropskrænkelseskursus. Undervisere fra Skovtofte komprimerede herefter deres tre-dages forløb ned til et forløb på én dag, og de gennemførte undervisningen hos os. De øvrige to kursusdage i forløbet indeholdt en blanding af teoretisk viden og praktiske øvelser. Den teoretiske del handlede om baggrunden for voldshandlinger, forskellige udtryksformer m.m. De praktiske øvelser gav de studerende mulighed for at træne håndtering af konfliktfyldte situationer samt efterfølgende refleksion. Til de praktiske øvelser anvendte vi spontanspil som metode. Vi har valgt at beskrive udviklingen af indholdet i denne metode nærmere som et eksempel på, hvorfor det tætte samarbejde mellem teori og praksis er så frugtbart. Spontanspil som metode Vi valgte spontanspil som metode, fordi den både åbner mulighed for, at de studerende lærer mulige reaktionsformer/udtryksformer hos sig selv og hos nogle psykiatriske patienter at kende. Samtidig lærer de studerende, hvordan de skal handle i en given situation og dermed håndtere konfliktfyldte situationer. Metoden lægger også op til et samarbejde mellem sygeplejersker, som udøver den praktiske sygeplejegerning i hverdagen, og sygeplejelærerne, som forsøger at formidle det teoretiske grundlag for sygeplejen. Det skyldes, at metoden kræver, at de studerende både handler og reflekterer. Metoden fungerer ved, at man konstruerer situationer, som er virkelighedsnære i forhold til sygeplejerskens daglige varetagelse af den psykiatriske sygepleje. Både en psykiatrisk patient og en sygeplejestuderende indgår i den konstruerede situation. Den psykiatriske patients rolle er kendetegnet ved grænseoverskridende adfærd. Den sygeplejestuderendes rolle er at intervenere, for at få patienten til at ændre adfærd og undgå at den psykiatriske patient bliver verbalt grov eller fysisk grænseoverskridende. Det kræver såvel daglig samvær med psykiatriske patienter som teoretisk viden at konstruere sådanne situationer, så de er eksemplariske. Når spontanspillet er afsluttet, følger reflektionsdelen. Hver af aktørerne får lejlighed til at fortælle, hvad de oplevede, tænkte og følte i spontanspillet. Herefter må underviserne og de øvrige studerende blande sig ved at spørge uddybende til adfærd og handlinger. I reflektionsdelen er det undervisernes opgave at koble spontanspil-

lets adfærd og handlinger sammen med praktisk og teoretisk faglig viden. På denne måde kan de studerende nå frem til en indsigt gennem deres oplevelser, tanker og handlinger en indsigt, som vil gøre dem i stand til i fremtiden at kunne forstå og håndtere oplevelser af at blive krænket verbalt eller fysisk. De studerende gav følgende kommentarer til spontantspillene i den efterfølgende evaluering: Det var en rigtig god dag og det var utrolig rart at blive brugt og få lov til at se hvordan man ville være i forskellige situationer. Jeg tror, jeg reagerede helt anderledes end jeg havde forventet og så kunne jeg utrolig godt lide at det hele tiden blev koblet med teori i hvert fald i min gruppe, du ved, hvem siger hvad, og det gør at man får en fornemmelse af hvor ens huller er, men man lærer også hvordan kunne jeg have tænkt eller handlet anderledes. Det med at man fik nogle rollespil og så skulle man prøve at være, det synes jeg virkelig, det gav indblik i hvordan det kunne være både for de studerende men også hvordan det kunne være at være patient, det synes jeg virkeligt at det glemmer man ikke. Ekstern evaluering afslører kontrast Det andet kursusforløb kurset i januar 2002 blev evalueret af Institut for Uddannelsesforskning på Roskilde Universitetscenter. En af medarbejderne fra instituttet deltog som observatør på kurset og har gennemført individuelle interviews med to kvindelige sygeplejestuderende, en sygeplejelærer og en kvindelig og en mandlig praktikvejleder fra henholdsvis en åben og en lukket psykiatrisk afdeling. Derudover blev der foretaget et fokusgruppeinterview tre uger efter kursets gennemførelse. Fokusgruppen bestod af fem kvindelige og en mandlig sygeplejestuderende. Er målet indfriet? Evalueringen af kurset viser, at projektet har givet de sygeplejestuderende mulighed for at reflektere over kropsidentitet og krænkelser af verbal og fysisk art. De studerende har også opnået en forståelse for problemstillinger i forhold til vold og krænkelser og har fået indsigt i egne reaktioner og handlemuligheder. Kurset forbereder de studerende til praktikken på psykiatriske afdelinger, fordi de får en kropslig oplevelse af vold og andre krænkelser. Yderligere får de indsigt i og afprøvet forskellige konkrete redskaber til at undgå eller håndtere konflikter og krænkelser. Hertil kommer, at de studerende oplever, at de kan tale med andre om deres oplevelser med krænkelser og vold. Det giver mulighed for at blive aflastet og for at lære af andres erfaringer. Evalueringen, tyder på, at der i sygeplejeuddannelsen er et behov for kursusforløb, som beskæftiger sig med kropsidentitet, grænseoverskridende adfærd samt mulige måder at håndtere konfliktfyldte situationer på. Den eksterne evaluering viser blandt andet, at der er en kontrast mellem de studerendes traditionelle opfattelse af sygeplejeskerollen som en professionel funktion som servicerende og omsorgsgivende på den ene side og på den anden side arbejdet på en psykiatrisk afdeling, hvor forøgelse af patientens selvstændighed og grænsesætning er en del af hverdagen. Som nogle af de studerende siger i evalueringen: Jeg tror at de piger der søger sygeplejen ofte har et behov for at behage andre. Det lyder måske voldsomt, men det ligger vel også i omsorgsarbejdet at det er et udtryk for at ville behage andre og der tror jeg vi skal vænne os til at vi for at beskytte os selv også skal sætte grænser. [det er] svært at sætte nogle grænser fordi det egentligt er naturligt at være flink overfor dem man gerne vil have en kontakt med men man føler sådan lidt åh nej ødelægger jeg nu kontakten ved at gå ind og sætte de her grænser det er nemmere for os at udføre moderlige principper end faderlige. Også på somatiske afdelinger er der tilsyneladende en konflikt mellem behovet for at sige fra overfor patienter med grænseoverskridende adfærd og at være omsorgsgivende samt servicerende. Det illustreres af følgende citater fra evalueringensrapporten: Patienter [har] verbalt skældt mig og nedgjort mig de har så haft cancer og metastaser i hjernen. Man kan godt bruge det [kurset] på andre afdelinger, alle patienter kan jo blive grænseoverskridende. (Fra interviews med sygeplejestuderende). En sygeplejelærer udtaler: Man kan jo også på somatiske afdelinger blive udsat for det, ikke, både krænkelser og aggressioner for der er jo hjerneskadede og der er demente og også andre efter narkose og sådan noget. Resultaterne af projektet viste sig således at række længere end de studerendes kompetencer i forhold til psykiatriske patienter. Job med mob En høring om mobning på arbejdspladsen Se annoncen side 53 35 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 36 Mellem to poler I pædagogiske kredse er der tilsyneladende en evig konflikt mellem to yderpunkter i grundholdningen til vold. Men der findes en tredje vej. Af seminarielærer Jens Hansen, Projektgruppen på Ballerup-Seminariet Denne lille artikel er skrevet på baggrund af erfaringer med vold på institutioner generelt og som resultat af samarbejdet med seks institutioner, der er praktiksteder for Ballerup-Seminariet. Vi har oplevet, at man måske har et slags kriseberedskab, når skaden er sket, men at man gør meget lidt ud af at forebygge eller afklare, hvilke former for vold der er på institutionen lige her og nu. Der synes at være en tendens til, at man skyr emnet lidt eller har fastlåste holdninger, fordi de gamle garvede, der kender forholdene og beboerne, ikke bliver ramt af vold i samme grad som vikarer og studerende. Ud fra vores erfaringer er der altså en tendens til, at de svagest stillede er udsat for vold, men det er ikke dem, der sætter dagsorden til møder eller i diskussioner. Deres problem bliver således en bekræftelse på deres svaghed, og den vil de ikke udstille med risiko for yderligere at miste prestige. Desuden er lederne ofte så langt fra situationen, at de har glemt eller fortrængt den rå virkelighed. Konklusionen er, at vold og voldens udformning skal diskuteres jævnligt, fordi den ændrer sig hele tiden, afhængigt af beboernes sammensætning m.m. Det bør være de stærke medarbejdere, der tager emnet op som en fast rutine og skaber en afbalanceret stemning, hvor man erkender, at alle eksempelvis kan blive utrygge og bange, uden at man derfor ligefrem dyrker angsten. En evig konflikt Vi oplever, at der i pædagogiske kredse synes at være en evig konflikt mellem to yderpunkter i grundholdningen til vold. Den ene ser kun vold som en udtryksform for frustrationer altså et slags afmagtens sprog. Her gælder det så om at reagere med lydhørhed og omsorg fra personalets side. Hvis man forstår signalet tidligt nok, vil volden forsvinde. Denne form for vold skal bestemt ikke mødes med straf eller lignende. Det vil bare øge frustrationerne, som der er nok af i forvejen. Desuden vil en straf eller en holdning, der signalerer magt fra personalets side, bare være et bevis på hjælpeløshed og mangel på pædagogisk evne. Vold avler vold, og derfor er man aldrig udfarende ved at markere magt eller lignende. Da beboerne eller brugerne på en institution pr. definition er de svage, skal de beskyttes mod ansattes brutalitet og overgreb. Historisk set har man mishandlet afvigere, og derfor skal de beskyttes af love og reglementer. Den anden holdning går på, at der altid er magt mellem mennesker, og selv eksempelvis fysisk og psykisk handicappede har en forståelse af, at vold kan give magt samt andre goder. Derfor benytter de sig mere eller mindre bevidst af vold, ikke kun i forhold til personalet, men også og måske især i forhold til deres medbeboere på institutionen. Da magt ikke kan undgås, skal den ligge hos personalet, fordi de formodes at være professionelle og bruge den til alles bedste. Den korrekte reaktion her er ikke at give efter for trusler eller fysiske udfald. Det vil bare øge volden som bekræftelse på, at det kan betale sig. De voldelige skal vide, at man (personalet) ikke finder sig i vold som en del af en magtkamp. De har brug for en fast og sikker hånd, der viser dem, hvad der er den rigtige adfærd. Især på det psykologiske felt gælder det om ikke at være bange for at sætte hårdt mod hårdt. Det kan godt være, at den enkelte beboer har sine problemer, men det hjælper ikke i den konkrete situation. Ens historie må ikke blive alibi for alt. At der er forskellige holdninger betyder i sig selv ikke noget, problemet opstår i praksis mange gange, fordi den ene medarbejders handlemåde vil være direkte i modstrid med en andens. Man anklager hinanden for henholdsvis at være for eftergivende og naiv eller for brutal og upædagogisk. De to reaktionsmåder synes altså at udelukke hinanden. Den tredje løsning Vi har i vores tænkning prøvet at finde en tredje løsning, da vi har oplevet, at det er muligt, at finde eksempler på begge former for vold på samme institution. Vores løsning går i princippet ud på, at man altid accepterer begge måder at tænke og handle på, og ud fra de konkrete situationer eller involverede personer lægger sin pædagogik til rette.

Som princip starter man med at møde beboerne eller brugerne med forståelse for deres måde at udtrykke sig på altså den første holdning, men gør sig umage med at forstå selve rollefordelingen i volden uden en fastlåst forhåndsindstilling. Hvem er reelt henholdsvis offer eller aggressor? Om nødvendigt må man lære at gribe ind, vel vidende, at love og regler skal overholdes Ud fra ovenstående tankegang er det nødvendigt, at personalet lærer, at man ikke kun har et kriseberedskab efter, at skaden er sket, men også at agere hensigtsmæssigt undervejs i pressede situationer. De psykologiske mekanismer, såsom Stokholmsyndrom (identifikation med aggressor) bør være en del af den pædagogiske indsigt og forståelse. Det skal være som en del af et jævnligt genopfriskningskursus i demontering af voldssituationer. Konkret vil det ofte handle om, at snakke aggressoren til ro. Desuden skal personalet lære grundlæggende forhold om, hvordan man rent fysisk fx ved sin placering i rummet, kan undgå spark og slag m.m. Endelig handler det om nogle enkle teknikker til selvforsvar, som dog kun må bruges i yderste nødværge. Indsatsen værd Når vi tillader os, at gøre så meget ud af at forberede personalet på voldssituationer m.m., så er det ud fra erfaringen, at det ellers kan medføre gevaldige kriser og endda arbejdsskader med alvorlige personlige skæbner til følge, som selv korrekt krisebehandling har svært ved at afhjælpe. Vi tror ikke på, at det selv med en optimal indsats helt kan undgås, men kan vi forhindre nogle sammenbrud m.m., så er det rigeligt indsatsen værd både menneskeligt og økonomisk. Ja! Gu ve hva han lærer af det..? Hør han er da vist ude i store problemer, ham der..! Lærer af problemerne Problembaseret læring styrker arbejdsmiljøundervisningen på Diakonissestiftelsens social- og sundhedsassistentuddannelse. Af lærer Anne Helms, Lis Christoffersen og Agnes Stefansen, Diakonissestiftelsens socialog sundhedsskole for Frederiksberg Kommune Baggrunden for vores projektansøgning var et ønske om at styrke arbejdsmiljøundervisningen på social- og sundhedsassistentuddannelsen og sætte fokus på vold og voldsforebyggelse i samarbejdet med demente. Eleverne kommer ofte i kontakt med demente mennesker, og vi havde en opfattelse af, at deres manglende forestilling om, at der kan opstå vold eller voldsomme episoder i mødet med den demente betyder, at eleverne har svært ved at håndtere situationerne, når de opstår. Det gør dem særligt udsatte, hvilket en undersøgelse fra Socialt Udviklingscenter SUS også dokumenterer. Formålet med projektet var, at social- og sundhedsassistenteleven i forhold til demente mennesker: Får viden om og bliver opmærksom på, i hvilke situationer vold kan opstå Bliver i stand til at bruge den tilegnede viden i praksis Bliver i stand til at bearbejde vol- 37 P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r...

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 38 delige eller voldsomme episoder i praksis. Vi ønskede i projektet at afprøve en ny pædagogisk metode: problembaseret læring (PBL). Vores hypotese var, at eleverne bliver mere bevidste om deres egen rolle i forhold til at forebygge vold og voldsomme episoder gennem problembaseret læring, frem for gennem den mere traditionelle arbejdsmiljøundervisning med klasseundervisning og oplæg, som vi hidtil har anvendt. Oprindelig søgte vi om midler til et projekt, der omfattede undervisning i kommunikation, demens og arbejdsmiljø. Vi fik bevilget penge til en uges teoretisk kursus i arbejdsmiljø. Problembaseret læring Inden projektet begyndte, satte vi os ind i Roar Pettersons bog Problembasert Læring og afprøvede pædagogikken i praksis i små PBL-arbejder på social- og sundhedsassistentuddannelsen. Formålet med problembaseret læring er: At give eleverne erfaring med og ansvar for at løse problemer, sådan som de vil møde dem i arbejdslivet At opmuntre eleverne til at udvikle evner til problemløsning Projekt PARIS Pulje til forebyggelse af vold på arbejdspladsen Se annoncen side 8 At give eleverne mulighed for undren og refleksion At sætte eleverne i situationer, hvor de skal samarbejde i grupper, for at opnå de bedste problemløsninger. I projektet indgik to PBL-grupper på henholdsvis seks og syv elever. Eleverne havde forinden haft 10 ugers teori og 12 ugers praktik med undervisning i bl.a. kommunikation, gruppeprocesser og demens. Undervisningen var tilrettelagt med tre vejledningsseancer pr. gruppe. Mellem vejledningerne arbejdede eleverne individuelt. Undervisningen tog udgangspunkt i to korte beskrivelser af situationer med arbejdsmiljømæssige problemstillinger fra praksis. I første vejledning arbejdede eleverne med at præsentere deres erfaringer og nuværende viden i forhold til situationsbeskrivelserne, opstillede hypoteser og formulerede læringsmål. Ud fra disse læringsmål indhentede eleverne individuelt viden fra forskellige kilder: bøger, ressourcepersoner, film og studiebesøg for at belyse de opstillede hypoteser. I forbindelse med anden vejledning forholdt eleverne sig kritisk til de kilder, de havde anvendt for at nå deres læringsmål, og drøftede de opstillede hypoteser ud fra gruppens indhentede viden. Anden vejledning mundede ud i stillingtagen til, om hypoteserne kunne be- eller afkræftes, og der blev evt. opstillet nye hypoteser og/eller læringsmål. Inden sidste vejledning havde de to grupper formidlet deres nye viden til hinanden. Som afslutning på PBL-arbejdet evaluerede eleverne deres egen og gruppens indsats i forbindelse med at indhente ny viden og i forhold til gruppeprocessen og kom med forslag til, hvad de skulle være opmærksomme på i næste PBL-arbejde. Dette foregik også under vejledning. Sluttelig udarbejdede eleverne en oversigt over den ny viden, de havde indhentet. Nogle af projektmidlerne brugte vi til at udvikle og styrke vores egen vejlederrolle ved at få supervision af en underviser med erfaring i PBL-metoden. Realistiske mål Vi mener, at evalueringerne bekræfter vores formodning om, at elevernes læring fremmes gennem PBL-metoden, og at de bliver mere bevidste om deres egen rolle i forhold til at forebygge vold og voldsomme episoder i samarbejde med demente. Evalueringerne blev foretaget henholdsvis efter projektugen og i løbet af den følgende 12 ugers praktikperiode. Vi er opmærksomme på, at evalueringsmaterialet er meget lille, og at tidsperspektivet i forhold til at nå målene er begrænset, men vi mener at kunne se nogle tendenser i evalueringerne, som peger i retning af, at målene på længere sigt er realistiske. Konklusionen vedrørende lærernes udvikling er, at vi er blevet meget mere bevidste om, hvor stor indflydelse vejlederens kompetence har i forhold til, om elevernes læring fremmes eller hæmmes. PBL som fast metode i undervisningen Undervisningen i arbejdsmiljø vil fortsat have fokus på vold og voldsforebyggelse. På baggrund af projektet har skolen besluttet at indføre PBL som grundlæggende pædagogisk metode på alle uddannelserne. Det kunne være interessant at følge projektet op ved at undersøge: Hvordan eleverne bruger deres viden om vold og voldsforebyggelse i praktikken? Om eleverne husker det indlærte bedre, når undervisningsmetoden er problembaseret læring? Om eleverne er i stand til at bruge deres ny viden i forbindelse med andre målgrupper end demente? Desuden mener vi, at der fortsat er brug for at blive superviseret i vejlederrollen, specielt i forhold til evaluering.

Vold skal fortælles Virkelighedens historier om vold mod studerende skal frem i lyset derfor står Seminariet i Esbjerg bag en temadag, hvor studerende og professionelle vil fortælle hinanden om, hvordan de er blevet krænket. Af seminarielærer Esben Bak og Kjeld Nielsen, Seminariet i Esbjerg På trods af at mange studerende oplever krænkelser i det pædagogiske arbejde, bliver der ikke fortalt mange historier fra virkeligheden om krænkelserne. Vi undrede os derfor over, hvor historierne om vold og trusler bliver af.»en fortælling om vold«fortsat fra side 21 SENERE ET ANDET STED I BYEN... På den baggrund har vi på seminariet i Esbjerg arrangeret en temadag, hvor de personlige fortællinger om vold og trusler skal sættes i fokus. Tanken er, at hvis de studerende får rum til at fortælle andre om deres personlige oplevelser af at blive krænket, kan de få bearbejdet krænkelserne. Tanken er også, at det vil blive nemmere at forebygge krænkende oplevelser i fremtiden, når man hører om andres personlige historier om vold og trusler og kan tage ved lære af dem. Målet med temadagen er kort sagt: At få fortællingerne om vold/trusler frem i lyset At dele oplevelserne med hinanden i refleksive grupper At få sat nye perspektiver på problemet og eventuelt udvikle nye aktiviteter At arbejde videre med problemfeltet ved at bruge fortællingerne i undervisningen. Og sådan gik det altså til kære Robin at jeg nu kun optræder ved Fastelavn..! Storslået, hva? Hø hø..! 250 studerende og professionelle Temadagen vil have cirka 250 deltagere. Deltagerne vil være en ligelig blanding af studerende og medarbejdere fra forskellige dag- og døgntilbud i Ribe Amt. Denne sammensætning er vigtig, fordi de professionelle medarbejderes erfaringer vil kunne virke som katalysatorer i forhold til de studerendes oplevelser med vold. Også de studerende, der deltager i temadagen, vil have erfaringer med vold enten fra deres tid i praktik eller fra egne ansættelsesforhold. Metoden og resultatet I løbet af dagen vil deltagerne arbejde med deres fortællinger på to måder: Dels vil de få et oplæg om hvad fortællinger er, og hvordan de kan anvendes i det praktiske arbejde med vold og trusler. Dels skal de selv i mindre grupper fortælle og høre andres historier, og præsentere fortællingerne i plenum. For blandt andet at undgå at gruppearbejdet forvandler sig fra fortælling til behandling, vil hver gruppe have en lærer fra seminariet som leder. Læreren skal fungere som ordstyrer, inspirere deltagerne til dialog og fortælling og opsamle erfaringerne undervejs. Endelig skal gruppelederen give rapport i plenum som kort beskriver processen og effekten i gruppen. Efter fortælledagen på seminariet vil projektgruppen bearbejde erfaringerne og udvikle materiale, fx. video, til fremtidig undervisning i forebyggelse af vold og trusler. P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... Frit efter Bob Kanes Batman. Temadagen blev afholdt den 3. oktober, men på grund af magasinets produktionstid har det ikke været muligt at informere om dagens konkrete forløb. 39

P u l j e n F a g l i g e u d d a n n e l s e r... 40 Kontaktadresser Puljen Forebyggelse af vold som en del af faglige uddannelser Introduktion til efterfølgelse Side 10 Århus Amt, Driftsområdet for Voksne Handicappede Kontaktperson: Jørgen Terp Tlf. 8944 6462 / 8793 1288 jte@scskdb.aaa.dk Ved egen kraft og fælles hjælp Side 11 Aalborg Socialpædagogiske Seminarium Kontaktperson: Uffe Vester Nielsen Tlf. 9631 4550 uffe.vester.nielsen@aalborgsem.dk Vold i elevers psykiatripraktik Side 12 Social- og Sundhedsskolen i Viborg Amt Kontaktperson: Lene Dahlgaard Tlf. 9615 3400 sosu-id@vibamt.dk Jeg har fået noget at tænke over Side 14 Psykiatrien i Århus Amt Kontaktperson: Pia Wismer Kielberg Tlf. 7789 2000 pki@aaa.dk Tværfaglig forebyggelse, håndtering og efterbearbejdning af vold Side 15 Socialpsykiatrisk dag- og døgncenter Nord Kontaktperson: Karen Christensen Tlf. 9789 3113 morkaren@ofir.dk Undervisning i forebyggelse og håndtering af vold på psykiatrisk afdeling Side 16 Københavns Amts Sygehus Gentofte Kontaktperson: Lene Berring Tlf. 3977 3977 lebe@gentoftehosp.kbhamt.dk Bøh til bussemændene Side 18 Skolen for social- og sundhedsuddannelser, Aabenraa Kontaktperson: Tove Jørs Nielsen, Marie Simonsen, Joan Jessen Tlf. 7333 4300 sosu@sosu-aabenraa.dk Forstå dit kropssprog og brug det! Side 19 Jelling Statsseminarium Kontaktperson: Ole Grangaard Olesen og Anne Lise Rahbek Tlf. 7587 1900 ole.grangaard.olesen@jellpaedsem.dk rabek@jellingseminarium.dk Fortællinger om vold Side 20 Kolding Pædagogseminarium og Social- og Sundhedsskolen i Vejle Amt Kontaktperson: Dorthe C. Iversen, Kolding Pædagogseminarium og Inge Larsen, Sosu-skolerne i Vejle Amt Tlf. 7553 0233 / 7620 3333 dorthe.christiane.iversen@koldingsem.dk inl@sos.vejleamt.dk Praktikvejledere på skolebænken Side 24 Bornholms Amts Sundheds- og Sygeplejeskole Kontaktperson: Kirsa Ahlebæk Tlf. 5695 1165 lok. 5000 bas@bora.dk Styrket samarbejde Side 25 Roskilde Pædagogseminarium Frøbel-Højskolen Kontaktperson: Jane M. Lauridsen Tlf. 4636 7010 froebhoejsem@froebhoejsem.dk NLP nyt værktøj i arbejdet med vold Side 26 Socialforvaltningen Frederiksborg Amt Kontaktperson: Jette Pedersen Tlf. 4820 5422 jep@fa.dk Voldshåndtering en faglig kompetence Side 28 Storstrøms Amt Kontaktperson: Marion Ravn Tlf. 4061 9484 konflikt@socpsyk.stam.dk Kropskrænkelser i undervisning kan man det? Side 29 Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium Kontaktperson: Ole Schouenborg, Lars Frost, Frank Hedegaard og Jette Bundgaard Tlf. 4585 2511 Telefax 4585 8382 skovtoftesem@skovtoftesem.dk Et godt fundament Side 30 Ungdomspsykiatrisk afd. QU, KAS Glostrup Kontaktperson: Marianne Birkebæk Tlf. 4323 3661 Det er o.k. at blive bange Side 32 Solvang og Tornehøjgaard Kontaktperson: Birgitte Bidgau-Davidsen Tlf. 4396 8655 bibida@solvang.kbhamt.dk Jeg vil jo kun hjælpe Side 34 Sygeplejeskolen i Odense Kontaktperson: Dagny Grosen Tlf. 6541 4491 dg@sysodense.fyns-amt.dk Mellem to poler Side 36 Ballerup Seminariet Kontaktperson: Kåre Therkelsen Tlf. 4465 1555 kaare.therkelsen@ballerupsem.dk Lærer af problemerne Side 37 Sosu-skolen, Frederiksberg Kontaktperson: Anne Helms Tlf. 3838 4770 soc-sund@diakonissen.dk Vold skal fortælles Side 39 Seminariet i Esbjerg Kontaktperson: Rektor Hanne Meyer Tlf. 7514 1688 esbjergsem@esbjergsem.dk Den sociale højskole har en plan Side 22 Den Sociale Højskole i København Kontaktperson: Kirsten Hvidtfeldt Tlf. 3814 4600 kirsten.hvidtfeldt@dsh-k.dk

Indholdsfortegnelse, side 42-75 Puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud 42 Tryggere arbejdsliv Preben Vesti Nielsen, Psykiatrien i Nordjyllands Amt 44 Trivslen på vej op Vera Madsen og Hanne Frandsen, Spurvetoften 45 Budskabet når ud Joan Agine og Margot Farsund, Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje 47 Forebyggelse fortsat på dagsordenen Birte Pedersen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune 48 Fysiske rammer under lup Hanne Kjempff, Døves Aktivitetscenter, Center for Døve 50 Vrede kan tæmmes Karin Jessen og Tom Kristensen, Børne- og Ungdomspsykiatisk Hospital, Risskov 54 Forebyggelse i hjemmeplejen Anne-Lise Hansen, Sorø Hjemmepleje 55 Arbejdsplads uden vold Arne Christoffersen, Hjørnestenen 56 Det hjælper at tale pænt Dronning Caroline Amalies Hus 57 Øget kompetence i ældreplejen Inge Holm Frandsen, Plejecentret Solgården 58 Klar forbedring af arbejdsmiljøet Orion 60 Analyse og refleksion over fysiske magtanvendelser Naja Schødt Jensen, Bo-Grindsted 62 Instruktør i konflikthåndtering Lillian Hansen, Sølund 63 Nå, gør I sådan hos jer Hanne Kildevang, Enkeltmandsprojektet, Sølund 65 Marte Meo afsæt i det positive Ingelis Sander, Plejehjemmet Lindegården 66 Kollegial supervision der batter Jette Bjærge, Kollegiet Søhuset 68 Når pædagogikken ikke rækker Poul Malling, Vestcentret Bellisbo 69 Kollegerne bakker op Bente Westergaard, Klosterparken 70 Det hjælper! Anne Damgaard og Christian Oxbøll, Bostedet Tomatvej 72 Konflikthåndtering og voldsforebyggelse fra teori til praksis Gitte Kobæk, Holtegården, Bjerggade 4 og Klosterparken 74 Nye vinde Peter Jørgensen, Kagsåhuse 75 Kontaktadresser Puljen Flaskehalse P u l j e n F l a s k e h a l s e... 59 Ny professionalitet Social- og psykiatriforvaltningen, Storstrøms Amt 41

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 42 Tryggere arbejdsliv Trygge og attraktive arbejdspladser. Det har været målsætningen for det udviklingsprojektet, som Psykiatrien i Nordjyllands Amt, har arbejdet målrettet med i det sidste år. Af sikkerhedsleder Preben Vesti Nielsen, Psykiatrien i Nordjyllands Amt IPsykiatrien i Nordjyllands Amt har vi i de senere år haft stigende problemer med at rekruttere og fastholde personale. Undersøgelser viser, at det blandt andet er de belastende psykosociale påvirkninger, som volden og frygten for vold giver anledning til, der får personalet til at vælge psykiatrien fra. Det er baggrunden for, at vi i september 2000 gik i gang med udviklingsprojektet Voldsforebyggelse rekruttering og fastholdelse af arbejdskraft, hvor vi ved hjælp af forskellige metoder har arbejdet i retning af det overordnede mål: At sikre psykiatriens pleje- og behandlingspersonale et bedre og tryggere arbejdsliv. Bred indsats gennem fire delprojekter Med projektet er der lagt vægt på at iværksætte en bred voldsreducerende indsats, og et vigtigt delmål har været, at reducere antallet af arbejdsulykker. Udviklingsprojektet har omfattet fire delprojekter, henholdsvis: 1. Uddannelse af medarbejdere i voldsforebyggelse 2. Uddannelse af lokale vedligeholdelsesinstruktører 3. Udvikling af et dynamisk APVsystem 4. Udvikling af forbedrede metoder til analyse af ulykker. Kurser i voldsforebyggelse Første delprojekt bygger videre på et kursusforløb, som i de senere år er udviklet af psykiatriens ledelse, sikkerhedsorganisation og uddannelses- og udviklingsafdeling. Kurset har været opdelt i to moduler på hver to dage: Modul 1: Udvikling af egne psykofysiske ressourcer Modul 2: Reaktioner, samspil og handlinger i forbindelse med aggression. Kurserne har været tilpasset lokalt til deltagernes arbejdsområder, for eksempel skelnes der mellem, om de arbejder med patienter på de psykiatriske sygehuse eller med beboere i de socialpsykiatriske boformer. I 1997-2000 gennemgik ca. 400 medarbejdere kurset i voldsforebyggelse, og siden projektets start i september 2000 har yderligere 250 medarbejdere været på kursus. Dermed har ca. to tredjedele af vores pleje- og behandlingspersonale fået en grunduddannelse i voldsforebyggelse, og målet er nu, at også den sidste tredjedel skal på kursus. Desuden vil vi fremover sikre, at alle nye medarbejdere forholdsvis hurtigt får grunduddannelsen. Lokale vedligeholdelsesinstruktører Med delprojekt 2: Uddannelse af lokale vedligeholdelsesinstruktører har vi sigtet på at forhindre, at medarbejdernes indlærte viden og praktiske færdigheder går tabt. Ved at uddanne lokale instruktører har vi skabt en parallel til de somatiske sygehuses løfte- eller forflytningsinstruktører. I psykiatrien skal instruktørerne i samarbejde med afsnitslederne løbende tilrettelægge og gennemføre psyko-fysiske øvelsesprogrammer for deres kolleger. Fra januar til april 2001 har vi uddannet 30 vedligeholdelsesinstruktører. Dynamisk APV-system Det tredje delprojekt Udvikling af et dynamisk APV-system har haft til formål, at udvikle et styreredskab, som lederne og sikkerhedsgrupperne kan bruge i deres arbejde med løbende at vedligeholde det psykiske arbejdsmiljø. Vi har oplevet et stort behov for et sådant styringsredskab. Ikke mindst i psykiatrien, hvor det psykiske arbejdsmiljø har afgørende indflydelse på behandlings- og plejemiljøet. Og dermed også stor indvirkning på den potentielle voldsrisiko. Systemet skal med andre ord bruges til at kvalitetssikre det psykiske arbejdsmiljø ved, at ledelse, sikkerhedsgruppe og medarbejdere løbende bruger et systematisk værktøj til at fastholde, checke og vurdere de mange parametre, der har betydning for arbejdsmiljøet. Fra februar 2001 har vi arbejdet med at udvikle og afprøve systemet i samarbejde med en række sikkerhedsgrupper inden for psykiatrien.

Systemet er bygget op om tre grundlæggende bestanddele: Psykosocialt arbejdsmiljø: vurdering af struktur og kultur Voldsrisiko: vurdering af forebyggende tiltag Skema til patient og beboervurdering: vurdering af risici og stimuli i forhold til den enkelte patient eller beboer. Til hvert område er der udarbejdet checklister med tilhørende vejledninger. Metoder til analyse af ulykker Det fjerde og sidste delprojekt om udvikling af forbedrede metoder til analyse af ulykker har sigtet mod at styrke den forebyggende indsats mod voldsulykker. Idéen har været, at vi kan blive bedre til at forebygge, hvis vi bliver bedre til at analysere de ulykker, der allerede er sket. Den forebyggende indsats skal både rettes mod de situationer, hvor enkeltstående og isolerede forhold og episoder forårsager voldsulykker, og mod de generelle forhold omkring det psykiske arbejdsmiljø i psykiatrien, som kan føre til, at ulykkerne indtræffer. Siden september 2001 har vi arbejdet på at udvikle et nyt analysekoncept, og vi lægger stor vægt på, at det skal relateres til det nyudviklede dynamiske APV-system. Voldspolitik Samtidig med afviklingen af delprojekterne er der blevet udarbejdet en voldspolitik for Social- og Psykiatriområdet, og på baggrund heraf er der vedtaget en handleplan for Psykiatrien. Det er hermed hensigten, at søge at fastholde den viden og kompetence om voldsforebyggelse, der via udviklingsprojekterne oparbejdes i organisationen. Resultater og erfaringer Evalueringen af projektet er gennemført via en spørgeskemaundersøgelse, hvor deltagerne i undersøgelsen er de berørte afdelingers sikkerhedsgrupper, vedligeholdelsesinstruktører samt afdelingsledelser. I alt har 56 personer været med i evalueringen, heraf har 43 personer besvaret spørgeskemaerne svarende til en besvarelse på 76,79%. På baggrund af spørgeskemaundersøgelsen er der konkluderet følgende: Medarbejderne evner at anvende de indlærte teknikker samt, at man anvender afværgeteknikkerne som en del af omsorgen. Der er fortsat behov for at træne og udvikle medarbejdernes tekniske kunnen Medarbejderne evner at forstå egne og kollegers reaktioner og handlemønstre, samt handler hensigtsmæssigt i forhold til konflikter Flertallet af de deltagende arbejdsområder prioriterer, planlægger og afvikler vedligeholdelseskurser løbende og i samarbejde med lederen. Der er for nogle områder behov for generelle retningslinier for afviklingen af kurser og for et større samarbejde med sikkerhedsgruppen Det dynamiske APV-system er i tilstrækkelig grad blevet afprøvet, og man finder skemaerne både overskuelige og lette at anvende Resultaterne i ulykkesprojektet har ikke været på højde med de mål og forventninger der var til delprojektet. Der er nu i efteråret 2002 og i samarbejde med BST iværksat et ét-årigt udviklingsprojekt om arbejdsulykker, hvor man i stedet for den bagudrettede årsagsanalyse nu sætter et fremadrettet fokus på ulykken baseret på problemløsningsmetoden Appreciative inquiry den værdsættende undersøgelse. På baggrund af udviklingsprojektet er der sket en væsentlig forbedring af det psykiske arbejdsmiljø, herunder at: Medarbejderne i høj grad er blevet bedre til at tackle beboer- og patientkonflikter Antallet af arbejdsulykker samlet er nedbragt med 20% Flere medarbejdere udtrykker større tilfredshed med arbejdet og arbejdsforholdene Det er ikke godtgjort at projektet har indvirket på rekruttering og fastholdelse af nyt personale. I mindre grad er det dog i spørgeskemaundersøgelsen påvist, at udviklingsprojektet har bevirket, at nogle sygeplejersker og SOSU-assistenter har ønsket ansættelse i arbejdsområdet. Det fremtidige arbejde med voldsforebyggelse De resultater, der er fremkommet af udviklingsprojektet vil blive fastholdt og udviklet inden for Psykiatriens arbejdsmiljøarbejde. Der er således i juni 2002 vedtaget en Arbejdsmiljøpolitik for Psykiatrien i Nordjyllands Amt. Et af delelementerne i arbejdsmiljøpolitikken er blandt andet Psykiatriens handleplan for en indsats overfor volden, der igen er udsprunget af en fælles voldspolitik Mål og vejledning for en indsats overfor volden, der er udarbejdet indenfor socialområdet i 2001. Resultater og erfaringer fra projektet vil inden for Nordjyllands Amt blive formidlet bredt via sikkerhedsorganisationen og via de almindelige ledelseskanaler. I SUS-regi (Socialt Udviklingscenter) vil information om projektet indgå i et nyhedsbrev med beskrivelse af samtlige projekter under Vold som Udtryksform. Endvidere vil der i 2003 i et samarbejde imellem amterne i Ringkøbing, Århus, Viborg og Nordjylland, blive afholdt temadage, hvor resultater og erfaringer vil blive formidlet bredt. Psykiatrien i Nordjyllands Amt omfatter to psykiatriske sygehuse og ni socialpsykiatriske boformer samt tre dagtilbud med i alt 1200 fuldtidsstillinger. Udviklingsprojektet er organisatorisk forankret i psykiatriledelsen og i sikkerhedsudvalget, og psykiatriens sikkerhedsleder står for den konkrete planlægning og gennemførelse. 43 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... Trivslen på vej op Med projekt Kvalificering af personaletrivsel er der sat en positiv proces i gang. Af centerleder Vera Madsen og stedfortræder Hanne Frandsen, Spurvetoften Spurvetoften er et af Vejle Amts tilbud til personer med autisme. I arbejdet med denne målgruppe er medarbejderne spændt for i det daglige arbejde. Hverdagen skal fungere, så vi undgår situationer for beboerne, som kan resultere i uoverskuelighed og kaos. Det kræver en opmærksomhed og væren til stede, som gør, at medarbejderne er meget på. Gennem tiderne har samarbejdsudvalget og sikkerhedsudvalget taget forskellige initiativer for at støtte og fastholde medarbejderne. Alligevel har vi haft et stort sygefravær og et stort antal fratrådte medarbejdere. Derfor valgte vi, at søge om midler til et projekt om yderligere kvalificering af personaletrivsel. Formålet med projektet var, at udvikle en måde at kommunikere på i det daglige og ved møder, så belastningen ikke udvikler sig til problemer. At udvikle en metode til opkvalificering af arbejdstidsskift/overlapning, så man ikke går drænet fra arbejde. Forventningen var, at det kan påvirke sygefravær og antallet af fratrådte medarbejdere. Udgangspunkt i systemisk tænkning Vi valgte, at arbejde med systemisk tænkning, fordi ledergruppen gennem nogle år havde fået uddannelse i systemisk ledelse og havde arbejdet med supervision efter denne model. Vi fandt det naturligt at sætte fokus på møder og arbejdstidskift/overlapning, da det var afgrænsede områder, hvor en effekt kunne påvises om ikke ligefrem måles. Det er muligt at gøre rammerne for de forskellige møder tydelige, så den enkelte kender sin rolle. Desuden er møderne et godt sted at lave fælles kommunikationsøvelser med det formål at styrke systemisk tænkning i medarbejdergruppen. Bl.a. har vi arbejdet med at spørge til hinanden, lytte og genfortælle. Vi mener, at muligheden for at arbejde med forskellige øvelser er af afgørende betydning for, at kommunikationen i hverdagen ændrer sig. I planlægningen af kursusforløbene prioriterede vi, at medarbejderne i de enkelte huse skulle deltage samlet, så der var en fælles referenceramme at arbejde ud fra. Desuden har der været kurser for sikkerhedsgrupperne og medlemmerne af samarbejdsudvalget, da vi anser dem for at være nøglepersoner i implementeringsprocessen Kurserne bestod af: Ét indledende todages kursus for samarbejdsudvalget og sikkerhedsgrupperne i april 2001. Kurset var en introduktion i systemisk kommunikation i teori og praksis Ét todages kursus for hver af de seks huse. Kurset var en introduktion i systemisk tænkning og kommunikation. Kurset vekslede mellem teori og øvelser Én opfølgningsdag for hvert hus, hvor det enkelte hus i forvejen havde formuleret, hvad de ønskede mere teori om, og hvad de ønskede mere øvelse i Én dag for sikkerhedsgrupperne og to medarbejdere fra det enkelte hus. Temaet var, hvad sikkerhedsgrupperne beskæftiger sig med vedr. kommunikation og samarbejde, set i et systemisk perspektiv, og hvad den enkelte gruppe skal arbejde videre med, så trivslen fremmes, og sygefravær reduceres. Dagen blev gennemført som en gruppeudviklingssamtale To medarbejdere fra hvert hus deltog som observatører. Deres opgave var, at være opmærksomme på processen og reflektere over, hvorledes gruppesamtaler kunne fungere i de grupper, de er tilknyttede Én dag hvor et enkelt hus arbejder med gruppeudviklingssamtale ud fra overskrifterne kommunikation og samarbejde. Lederne fra de øvrige huse deltager. Deres opgave er at være opmærksomme på processen og blive inspirerede til, hvorledes de kan arbejde med gruppeudviklingssamtaler To dages opfølgning for nye medarbejdere, så de får en teoretisk indføring i systemisk tænkning og mulighed for at arbejde med forskellige øvelser. 44 Evaluering af projektet Vores forventning om, at sygefraværet ville falde, er ikke blevet indfriet. Der er ikke sket en væsentlig forandring i det samlede sygefravær i 2001 og første halvår 2002 i forhold til foregående år. Til gengæld er der sket en mærkbar ændring af antallet af fratrådte medarbejdere, fra hhv. 27 og 31 fratrådte i 1999 og 2000 til 15 fratrådte i 2001 og 7 i første halvår af 2002.

Projektet har sat en positiv forandring i gang. Der er prioriteret med tid til kommunikationsøvelser på møderne, muligheden for at træne er afgørende, så den enkelte får sikkerhed i metoderne. Sikkerheden er vigtig, hvis nye kommunikationsveje skal få en afsmittende effekt i hverdagen. Det kræver både læring og aflæring at forstå det, som sker i kommunikation, på en anden måde, end man har lært engang. Her er øvelserne gode til at få erfaring og til at skabe overblik over, at processen med at udvikle nye og andre indgangsvinkler i kommunikationen kan gøre en kvalitativ forskel. Gennem øvelserne bliver den enkelte medarbejder og det enkelte hus mere klar på, hvad de ved, og hvor de er. Billedet bliver skarpere, så det bliver muligt at se, hvor man vil hen, og få formuleret mål for kommunikation og samarbejde. Sikkerhedsgruppernes gruppeudviklingssamtale gav blandt andet inspiration til det videre arbejde med trivsel og reducering af sygefraværet. Sikkerhedsgruppen vil arbejde videre med muligheden for en spørgeskemaundersøgelse, hvor den enkelte medarbejder kan give bud på, hvordan Spurvetoften i det kommende år kunne højne medarbejdernes trivsel. Der kan være mange svar på dette i personalegruppen. I forhold til at reducere sygefraværet er der i forløbet fremkommet nye ideer til, hvordan vi kan gribe problemstillingen an. Vi har lagt vægt på meget konkrete initiativer, som det vil være muligt at omsætte i handling. Vi er opmærksomme på, at de initiativer, der bliver sat i gang, skal være realistiske også på lang sigt. En voldsom forandring i begyndelsen af et projekt kan senere føre til frustration, fordi den kan være vanskelig at følge op på, og dermed se nytteværdien af. Med projektet er der sat en positiv forandring i gang, som er livskraftig. Budskabet når ud... Med projekt Voldshåndtering i Hjemmeplejen er det langt hen ad vejen lykkedes at implementere Frederiksberg Kommunes voldspolitik i praksis. Af arbejdsmiljøkonsulent Margot Farsund og Joan Agine, Frederiksberg Kommune Frederiksberg Kommune har i flere år haft fokus på at forebygge vold. I september 2000 blev kommunens voldspolitik godkendt, og i maj 2001 startede projekt Voldshåndtering i Hjemmeplejen i samarbejde med BST. Ønsket var at implementere voldspolitikken i hverdagen for alle organisationens 750 ansatte. Med udgangspunkt i voldspolitikken var projektets mål: 1. At skabe en holdningsændring, så det blev slået fast, at vold ikke accepteres 2. At man accepterer og respekterer hinandens meldinger om overgreb og vold og hermed bliver taget alvorligt 3. At situationen bliver debatteret, registreret og anmeldt. Flere tiltag Projektet blev bygget op i tre moduler: 1. Temadag for Hjemmeplejens 10 sikkerhedshedsgrupper En arbejdspsykolog underviste om rolle, ansvar og kompetence i forhold til forebyggelse og håndteringen af vold og overgreb. Alle ledere i Hjemmeplejen er pr. automatik sikkerhedsleder. Det var derfor vigtigt fra begyndelsen at samle lederne og sikkerhedsrepræsentanterne for at arbejde med en fælles holdning til vold og overgreb, så samarbejdsrelationer og kommunikationsveje mellem sikkerhedsgrupper, ressourcepersoner og medarbejderne er klare for alle parter. Frederiksberg Kommunes budskab om en aktiv voldspolitik er nået ud til hjemmeplejen. 2. To kursusdage for ressourcepersoner til håndtering af vold Ressourcepersoner i Hjemmeplejen er et nyt og meget vigtigt tiltag. Områderne blev bedt om at finde en medarbejder i hver gruppe, som havde lyst, interesse og overskud til at gå ind i denne opgave. Ressourcepersonernes skal støtte kollegerne i nærmiljøet og medvirke til at skabe åben debat i Hjemmeplejens grupper om, hvordan man håndterer vold. Formålet med kurset var at fokusere på, hvordan ressourcepersonerne kan bruges af kollegerne. Indholdet i kurset var: rollen som ressourceperson, formidler og koordinator for samarbejdet mellem ledelsen og sikkerhedsgrupperne. Arbejdspsykologen og Hjemmeplejens arbejdsmiljøkonsulent stod for kurserne, hvor 20 personer blev klædt på til at være ressourcepersoner. 3. To temaeftermiddage for alle ansatte i Hjemmeplejen Undervisningen foregik over to på hinanden følgende eftermiddage med arbejdspsykologen (fire timer) og Frederiksberg Kommunes demenskonsulent (tre timer) og blev gennemført frem til maj 2002. Der blev taget udgangspunkt i hjemmeplejens og kommunens voldspolitik og deltagernes egne erfaringer blev koblet til: I hvilke situationer er der tale om vold og trusler? Hvad kan der ske mellem klient og hjælper? Fysiske og psykiske reaktioner efter kritiske hændelser 45 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 46 11 bud i samværet med demente DU SKAL HAVE TID NOK Lad være at gå i gang, hvis du ikke har tid. Det gælder både samtale og praktiske gøremål. DU SKAL HAVE ØJENKONTAKT Stå eller sidde i samme niveau. TAL TYDELIGT Lad være at råbe, men tal gerne direkte ind i øret. Kontrollér at høreapparatet fungerer. GIV ENKLE, KLARE BUDSKABER Undgå lange, indviklede sætninger. UNDGÅ AT GIVE BESKEDER I FORBIFARTEN Lad være at give en besked til en hel gruppe på én gang. Fortæl dem hellere enkeltvis. DU SKAL HAVE FYSISK KONTAKT Husk at holde hånden og give et klem og knus. LÆG MÆRKE TIL KLIENTENS KROPSSPROG Læg mærke til, om det giver klienten ro og tryghed at blive rørt ved eller omvendt. VÆR OPMÆRKSOM PÅ DIT EGET KROPSSPROG Du skal mene det, du gør og siger. Ellers skal du hellere lade være. Dit kropssprog vil røbe dig. AFVÆRG KONFLIKTER MELLEM SAMBOENDE Grib ind hurtigt. SKAB TRYGGE OMGIVELSER Ro enkelthed gentagelser vær tålmodig. SIG FRA Når du kommer i en situation, du ikke magter, så erkend det og overlad den til en anden. Det er ikke et nederlag, snarere tværtimod. Kollegastøtte og ressourcepersonordning i grupperne Forebyggelse af vold og trusler på individ- og gruppeniveau. Demenskonsulentens deltagelse var uhyre vigtig, da den demente borger ofte bliver aggressiv eller vredladen. Medarbejderne oplever, at være magtesløse og har derfor svært ved at tackle situationen. Fokus blev lagt på: Hvad er demens og de 11 bud i samværet med den demente. Se andetsteds på siden. Alle undervisningsforløbene blev positivt evalueret. Der blev udstedt et kursusbevis. Spørgeskemaundersøgelse De første seks måneder fik deltagene til temaeftermiddagene udleveret et spørgeskema om registrering og analyse af vold. Formålet var at få oplysninger om problemets omfang. Og at få bekræftet eller afkræftet myten om, at vold er en del af jobbet. Fra 1996-2000 blev der kun anmeldt 15 tilfælde af vold som arbejdsulykker, hvilket umiddelbart synes at være få. Måske kunne det bunde i ovennævnte myte? Målet med spørgeskemaet var at give medarbejderne yderligere forståelse af og kendskab til Hjemmeplejens definition og holdning til vold og overgreb. Spørgsmålene kunne samtidig forventes at give en form for ahaoplevelse: Er det, jeg har været udsat for, overgreb eller vold? Det har jeg ikke villet sige, aldrig fortalt nogen eller fået anmeldt! 139 medarbejdere besvarede spørgeskemaet. Undersøgelsen viste, at overgreb eller vold var forekommet 105 gange, nogle havde oplevet forskellige former for vold op til flere gange. 47 medarbejdere havde aldrig været udsat for vold. Inden for det sidste år havde 92 været udsat for vold. De fleste tilfælde var psykisk vold og personlig krænkelse, som forekom i relation til de daglige arbejdsopgaver. Medarbejdernes reaktioner i form af utryghed, vrede og irritation blev bearbejdet, oftest med kolleger, ledelsen eller familien. Spørgeskemaundersøgelsen bekræftede, at der kun er anmeldt 15 voldsepisoder fra 1996-2000. Ifølge undersøgelsen burde der være anmeldt 79 mere, hvilket bekræfter myten! Fra 3. og 4. kvartal 2001, hvor undervisningen var i fuld gang, er antallet af anmeldelser dog stigende. Det ser vi som en positiv melding og tilkendegivelse af, at Hjemmeplejen ikke accepterer vold. Budskabet når ud. Overgrebene, specielt de psykiske, bliver nu anmeldt og der handles på dem via ressourcepersonen og sikkerhedsgruppen. Der er skabt dialog, åbenhed og debat om emnet. Vi er på rette vej! Ressourcepersoner Ressourcepersonerne til håndtering af vold startede officielt den 1. januar i år. De vil fremover være et vigtigt bindeled mellem ledelsen, sikkerhedsgruppen og medarbejderen. De skal derfor fastholdes og støttes i deres rolle. Vi arbejder med at gøre ressourcepersonerne endnu mere synlige, så alle ved, hvem de skal gå til, når overgrebet er sket. En oversigt med fotos af ressourcepersonerne er på vej ud til alle plejegrupperne. Ligeledes er der udarbejdet et dialogskema, som ressourcepersonerne skal bruge i samtalen med den voldsramte. Arbejdsmiljøkonsulenten har i samarbejde med ledelsen udarbejdet en procedure for anmeldelse af overgreb og vold. Den er at finde under retningslinjer i Hjemmeplejens mappe Arbejdsmiljø. Arbejdsmiljøkonsulenten er tovholder for ressourcepersonerne. Der er planlagt en opfølgningsdag med arbejdspsykologen, og konsulenten vil fremover holde fællesmøde to gange om året. Af spørgeskemaundersøgelsen fremgik det glædelige, at ressourcepersonerne er blevet brugt to gange. Selvfølgelig er det ønskeligt, at der ikke er brug for dem, men det må siges at være utopi i vores job. Men vi har nu etableret en støttegruppe til at vende myten til: Vold accepteres ikke i Hjemmeplejen!

Forebyggelse fortsat på dagsordenen Ressourcepersoner på arbejdspladserne skal holde fokus på det voldsforebyggende arbejde i Københavns Kommunes Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltning. Af projektleder Birte Pedersen, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune Hovedsikkerhedsudvalget i Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen i Københavns Kommune besluttede sidste år, at der lokalt skulle arbejdes målrettet med voldsforebyggende initiativer, og at eksisterende kriseplaner skulle ajourføres. Der blev derfor igangsat to udviklingsprojekter. Målgruppen var medarbejdere i team for voksne på lokalcentre og handicapcentre samt medarbejdere fra stofmisbrugs- og hjemløseområderne. Herudover deltog medarbejdere fra Den Sociale Døgnvagt, Døgnkontakten for børn og Unge og et bocenter for psykisk syge. I projektperioden blev der uddannet to ressourcepersoner fra hver arbejdsplads, i alt ca. 90 personer. Alle ressourcepersoner kom på kursus i fire dage og fik undervisning i psykisk arbejdsmiljø, konflikthåndtering, kriseberedskab og meget andet. I kurserne var der indlagt diverse hjemmeopgaver, fx formidling af viden og erfaring til kolleger på et personalemøde og ajourføring af kriseplaner. Der blev holdt syv kurser á fire dage og fire opfølgningskurser hver på to dage, primært med fysisk instruktion i afværge- og frigørelsesteknik. Hovedsikkerhedsudvalget stod for at gennemføre projektet. De lokale centerchefer og teamchefer samt forstanderne på de enkelte arbejdspladser har nu ansvaret for at følge op. De lokale sikkerhedsudvalg har pligt til at informere hovedsikkerhedsudvalget, hvis der opstår generelle problemstillinger, de ikke selv kan løse, eller der er behov for yderligere input i det videre arbejde. Positive tilbagemeldinger Tilbagemeldingerne fra kursisterne har været særdeles positive, 96 pct. var tilfredse med kursernes indhold og form. Herudover har kursisterne mange positive meldinger om, hvordan de har formidlet viden videre i egen organisation, og ikke mindst, hvordan kolleger og teamchefer i overvejende grad har været positive medspillere. Centercheferne og sikkerhedsudvalgene har ligeledes vist stor interesse og engagement, og blandt andet mødt talstærkt frem til de informations- og temamøder, der blev holdt i forbindelse med projektet. Kursisterne deltog aktivt på temamøderne og holdt oplæg om erfaringerne fra uddannelsen. Projekterne har været på sikkerhedsudvalgenes dagsorden. Flertallet af de implicerede områder har taget initiativ til forebyggende initiativer og har ajourført kriseplanerne. Nogle har afprøvet kriseplanerne og konstateret, at de virker efter hensigten. Det er også sat fokus på betydningen af at udarbejde procedurer for, hvordan nye ansatte instrueres i voldsforebyggelse og kriseplaner. Hovedsikkerhedsudvalget har været aktivt på banen og har blandt andet fokuseret på psykisk arbejdsmiljø på de to sidste halvårsmøder for sikkerhedsudvalgene. Deltagerkredsen har her været udvidet med projekternes kursister og medlemmer af hovedsamarbejdsudvalget. Det kommende halvårsmøde sætter fokus på værdibaseret ledelse, trivsel og voldsforebyggelse. Fremad Der vil fremover blive holdt temamøder for kursisterne. Indholdet på møderne vil tage afsæt i blandt andet resultaterne af de spørgeskemaundersøgelser vi har gennemført før og efter kurserne. Herudover er der på fællesmøderne kommet mange gode forslag til fremtidige aktiviteter, fx yderligere kurser i afværge- og frigørelsesteknik og billedmateriale, der illustrerer teknikkerne. Projektet har sat fokus på et område, der har behov for særlig bevågenhed fremover, og hovedsikkerhedsudvalget har derfor besluttet at iværksætte nye projekter målrettet andre områder med lignende problemstillinger. Voldsforebyggelse vil således fortsat være på dagsordenen og forhåbentlig medvirke til at reducere omfanget af vold og trusler på vores arbejdspladser. I 2002 har forvaltningen taget et nyt arbejdsskadesystem i brug. Alle voldsepisoder skal registreres i systemet, uanset om der er fravær eller ej. Formålet er, at vi fremover kan dokumentere det faktiske antal voldsepisoder og følge udviklingen fra år til år. Sideløbende med projektet er der udarbejdet en vejledning, primært om rengøring, til de udegående medarbejdere på lokal- og handicapcentre. Vejledningen fokuserer også på det psykiske arbejdsmiljø og betydningen af et godt samarbejde med ledelse og kolleger. I vejledningen beskrives, at medarbejderne skal instrueres i, hvad de kan komme ud for hos borgerne, og at det er legalt at sige fra over for særligt vanskelige opgaver. Herudover er forvaltningens aftale med Københavns politi om vidnebeskyttelse taget op til revision. Aftalen betyder, at medarbejderne kun skal oplyse arbejdssted og seks cifre i personnummeret, når en voldsepisode anmeldes til politiet. Denne aftale er indgået for at beskytte medarbejderne mod, at borgerne får private oplysninger om en ansat. De ansatte skal beskyttes mod overgreb og samtidig kunne betjene borgere, der ofte er i krise og reagerer voldsomt. Umiddelbart en uløselig opgave, men ny viden giver tryghed og forhåbentlig overskud til at møde hinanden og borgerne i dialog, ligeværdighed, respekt og tillid. 47 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 48 Fysiske rammer under lup En grundig undersøgelse af sammenhængen mellem de fysiske rammer og vold, dannede baggrund for en handleplan til at forebygge risikoen for vold. Af afdelingsleder og projektansvarlig Hanne Kjempff, Døves Aktivitetscenter, Herlev Døves Aktivitetscenter har hele tiden arbejdet målrettet med at mindske og forebygge brugernes udadrettede adfærd. Men det har ikke været nok til at nedbringe volden til et absolut minimum. Arbejdstilsynet har derfor pålagt Aktivitetscenteret at udarbejde en handleplan til at forebygge risikoen for vold. Handleplanen tager udgangspunkt i Arbejdstilsynets rapport om psykisk og/eller social træthed hos personale og brugere, blandt andet som følge af det meget opmærksomheds- og koncentrationskrævende arbejde, og i Aktivitetscenterets egen arbejdspladsvurdering, der siger, at der er for mange mennesker på få kvadratmeter. Fra Vold som Kommunikationsmiddel fik vi projektmidler til at undersøge, om der er sammenhæng mellem voldsproblematikken og de fysiske rammer på Aktivitetscenteret. Projektet løb fra juli-december 2001. Sådan gjorde vi Jeg vil her fortælle om arbejdsprocesserne og de metoder, vi har benyttet i projektet, og om de tiltag, der er gjort for at lave en tilfredsstillende handleplan. I planlægningen af projektet, blev vi meget hurtig enige om, at projektkoordinatoren skulle være en person med indgående viden om og tæt tilknytning til tegnsprog og Aktivitetscenteret. Vi valgte derfor en medarbejder, der lige var vendt tilbage fra videreuddannelse, til at stå for det skriftlige arbejde. Projektstyringen kom til at være mellem hende, områdelederen og vores arbejdsmiljøkonsulent i Socialpædagogernes Landsforbund, som vi ansatte for nogle af projektmidlerne. Arbejdsprocessen koncentrerede sig især om tre ting: Vores registreringsskemaer Diskussioner og oplæg i medarbejdergruppen Interview med medarbejdere. Vores foretrukne måde at arbejde på i medarbejdergruppen var, at diskutere på baggrund af fælles oplæg. Medarbejderne har deltaget aktivt i diskussionerne. Især har vi været optaget af begrebet visuel støj, som omtales senere. Spørgeskema om de fysiske rammer Når en medarbejder eller bruger har været indblandet i eller vidne til en konfliktfyldt episode, registrerer vi det på et skema, som vi kalder kradsebogen og/eller indberetter det til amtet, jf. reglerne om magtanvendelse og andre indgreb i selvbestemmelsesretten over for voksne. Disse to typer beskrivelser danner udgangspunkt for den ene af de metoder, vi har brugt for at afdække problematikken. I løbet af projektperioden har vi udformet og afprøvet et spørgeskema, som blev justeret igennem hele projektperioden. Dette skema havde specielt fokus på de fysiske rammer, episoden var foregået i. Halvdelen af de episoder, der er noteret i kradsebogen opstår på grund af de fysiske rammer på selve Døves Aktivitetscenter eller i de omkringliggende fysiske omgivelser på Center for Døve. Registreringen peger på, at det er et stort problem for brugerne at skulle foretage et fysisk skift fra et sted til et andet på centrets område. Der er problemer med at forebygge eller forhindre, at konkrete episoder optrappes, fordi vi ikke kan tilbyde brugerne mindre rum eller enheder. Vi har på baggrund af erfaringerne med optegnelserne i kradsebogen, lavet et internt registreringsskema (kradseskema), som vi selv synes er tilfredsstillende og opfylder de krav, vi har om at registrere og synliggøre volden. Skemaet bruges både i forbindelse med medarbejderne, men også når vi observerer vold brugerne imellem. Interview De resultater, vi kom frem til gennem kradseskemaerne, har vi suppleret med kvalitative interview med nogle af medarbejderne. Det gav mulighed for at komme lidt bag om vores registreringer og for at synliggøre medarbejdernes subjektive oplevelse af episoderne. Vi føler, at interviewene var med til at højne det faglige niveau i diskussionerne. Efter hvert interview kom der nye erkendelser og opdagelser frem, som blev brugt i udformningen af projektet. Optælling i rum I forlængelse af dette forsøgte vi os med en metode, vi har kaldt optælling i rum. Det er en optælling af, hvor mange brugere og medarbejdere der opholder sig i de forskellige rum på bestemte tidspunkter i løbet af dagen. Formålet var at registrere, hvordan vi bruger vores lokaler, om vi kunne udnytte dem på en anden måde, om vi manglede noget eller havde for meget af andet. Optællingen viste os især, at det ene af vores to rum indeholdt et overvældende antal funktioner på en gang. Det giver selvfølgelig mange problemer, som vi ikke løser ved at flytte lidt rundt på møblementet. Et er at fokusere på, at rummet indeholder mange funktioner, men det er samtidig relevant for os at være opmærksom hvilke signaler rummet sender til brugere og medarbejdere. Det har stor betydning for brugernes opfattelse af medarbejdernes forventninger, hvad rummet signalerer, og om der er tale om signaler som brugerne kan opleve som modstridende. Arbejdspladsvurdering Som sidste vinkel på afdækningen af vores problematik supplerede vi med medarbejdernes egne oplevelser af arbejdsmiljøet, alle medarbejdere udfyldte et arbejdspladsvurderingsske-

ma. Medarbejdernes betragtninger giver et billede af vores egne oplevelser af de betingelser, vi arbejder under. Der er oplevelser af, at de fysiske rammer ikke modsvarer brugergruppen og medarbejdernes krav om fordybelse i arbejdet. Der er udtalelser, som klart knytter sig direkte til de fysiske rammer på Døves Aktivitetscenter, men der er også mere indirekte oplevelser af, at vores arbejdssituation er belastet af udefra kommende fysiske og psykiske betingelser, der gør arbejdet med denne sarte brugergruppe vanskelig og kræver meget af den enkelte medarbejders faglige kompetence og indlevelsesevne. P u l j e n F l a s k e h a l s e... Visuel støj Døves bedste mulighed for at få de informationer, hørende får gennem øret, er at bruge øjnene til at tilegne sig oplysninger om, hvad der sker i rummet. Det har både fordele og ulemper for alle parter. Brugerne har stort udbytte af at færdes i et tegnsprogsmiljø, hvor deres modersmål bruges hele tiden. Det giver en fællesskabsfølelse, styrker deres døveidentitet og indfører dem naturligt i døves kultur. Men den åbne struktur giver megen visuel støj, og stressfaktoren forøges, jo flere der befinder sig i lokalet af gangen. Vi har brugt meget tid på at undersøge og diskutere det visuelle rum, vi ønsker at skabe for brugerne. Vi har erfaret, at med de arbejdsbetingelser, der er i det ene af vores to rum, er der stor risiko for, at de visuelle indtryk, vi prioriterer højt, kan blive til visuel støj, som er med til at øge presset på en i forvejen stresset og opmærksomhedskrævende hverdag. Det har givet medarbejdergruppen argumenter til den fortsatte diskussion og den vedvarende proces, det er at arbejde med voldsforebyggelse. Handleplanen I forhold til at imødekomme Arbejdstilsynets krav har ledelsen på Center for Døve udarbejdet en handleplan, hvori der henvises til to faser udledt af rapporten fra projektet. Den første fase er de muligheder, vi får øje på i en hverdag for brugere og medarbejdere, som befinder sig i uændrede fysiske rammer på Aktivitetscenteret. Vi har måttet afvise nye daghjemsbrugere i år, indtil vi får en mere varig løsning på problemerne med de fysiske rammer. Det er væsentligt at bibeholde vores tegnsprogsmiljø og aktivitetsniveau. Men for medarbejderne er det et meget krævende arbejdsmiljø, og det er vigtigt at få mulighed for at slappe af i løbet af dagen, og at den daglige koncentrationsperiode afkortes. Samtidig er det vigtigt for medarbejdergruppen at kunne hente hjælp udefra, da vi ofte møder forskelligartede problemstillinger, vi ikke selv kan løse. Det betyder, at vi har arbejdet med at skabe en brugbar pausekultur på stedet. At vi nu løbende får supervision i medarbejdergruppen, og at vi i forbindelse med ny løn har forhandlet os til en lønaftale for samtlige medarbejdere, som giver os en times arbejdstidsnedsættelse om ugen med fuld lønkompensation. Anden fase skal give et mere permanent bud på problematikken om de fysiske rammer. Ledelsen skal inden juli 2002 beskrive overfor Københavns Amt, om der kan etableres bedre fysiske rammer indenfor og udenfor matriklen. Aktivitetscenteret peger på behovet for både små og store rum og for handicapegnede tilgangsforhold til lokaler og toiletter som en forudsætning for at give de varierede tilbud, som er en af amtets målsætninger for dagtilbud til psykisk og fysisk handicappede. 49

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 50 Vrede kan tæmmes Unge psykiatriske patienter griber ofte til vold og trusler. Men de er sjældent voldsmænd. Bag volden gemmer der sig nogle usikre unge mennesker, der ikke har de færdigheder, der skal til for at give udtryk for deres umiddelbare vrede på anden måde. Men det kan de lære. Af ergoterapeut Karin Jessen og social- og sundhedsassistent Tom Kristensen, Ungdomspsykiatrisk Afdeling F, Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov Kognitiv behandling Der er tale om samtalebehandling, hvor man arbejder ud fra viden om, at menneskers tanker er centrale for, hvad de gør, føler og tænker. Terapeuten tilskynder til ændringer i dagligdagen. I behandlingen kan der være fokus på tankerne og på træning af sociale færdigheder, af anden adfærd eller af mentale færdigheder. Det er en aktiv behandling, som kræver et tæt samarbejde med patienten. For et par uger siden blev Jens vred over, at to plejere førte ham ned på hans værelse på afdelingen. Hans vrede gik især ud over den ene af dem, Peter. Jeg blev sur, fordi jeg ikke kunne få lov til at komme hjem på weekend, og så svinede jeg Peter til. Jeg sagde, han var en lort, og jeg truede med at give ham én på hovedet. Jens er 19 år og har været frivilligt indlagt på vores lukkede afdeling i tre måneder. Han har tre gange tidligere været indlagt kortvarigt med psykose som følge af stofmisbrug og har under denne indlæggelse fået stillet diagnosen skizofreni. Som et led i behandlingen fortæller Jens om, hvorfor han blev så vred den dag. Sammen med tre andre unge patienter deltager han i en gruppe, som mødes seks gange i løbet af to uger for at lære andre udtryksformer end vold. Det sker med os som trænere. Hvert møde varer halvanden time, der er en fast dagsorden hver gang, og vi mødes i afdelingens konferencerum. Atmosfæren er afslappet, der er plads til et godt grin, og de unge bliver budt på sodavand og kaffe. Under indlæggelsen har Jens fortalt, at han ofte bliver forstyrret af forestillinger om, at han smadrer folk på forskellige bizarre måder. Han er bange for, om han kan blive ved med at kontrollere disse forestillinger, og han græder, når han fortæller om dem. Han har også fortalt, hvordan han under en hashrus kom op at slås med én, som han fik lagt ned og bagefter sparkede i hovedet. Han blev ikke ked af det, da han fortalte om slagsmålet. Tværtimod var han tilfreds med at have sat sig i respekt. På afdelingen oplever vi, at Jens hurtigt bliver rastløs. Han har svært ved at koncentrere sig, har en dårlig situationsfornemmelse og er kraftigt styret af sine impulser. Vi tilbød Jens at deltage i gruppetræningen, da han ofte truer personalet på afdelingen og er indblandet i voldelige episoder, når han er på udgang. Følte sig uretfærdigt behandlet Temaet for dagens træning er At mestre vrede (se faktaboks om kognitiv behandling). Jens fortæller om episoden med de to plejere, da vi spørger ham, hvornår han sidst var virkelig vred. Vi spørger, om han vil være med til at kigge nærmere på, hvad der skete, om han tror, han kan holde til det, eller om han stadig er så vred, at det vil være bedre at vente, til han føler sig mere rolig. Det er vigtigt, at vi gør det klart for ham, at hvis han vil ændre sin adfærd, må vi sammen finde ud af, hvordan han kan bære sig ad. Vi kan ikke alene hindre ham i at være voldelig. Han siger, at han er klar, og så beder vi ham analysere, hvad der skete. Han begynder med nøje at beskrive situationen: Hvem der var til stede, hvor de befandt sig, hvem der sagde hvad og så videre. Dernæst beder vi ham beskrive de tanker, han gjorde sig, da han stod midt i det hele. Jeg tænkte, at andre har det meget bedre end mig, og at det var uretfærdigt, at jeg ikke kunne få lov at komme hjem på weekend. Jeg følte, at plejerne irriterede mig bevidst, så jeg kunne få det pissedårligt, lyder Jens beskrivelse. Vi spørger også til hans følelser under hændelsen. Han fortæller, at han ofte har følt sig mindre værd og derfor er blevet irriteret og vred. Det var sådan, han havde det med de to plejere. Han beskriver sine kropslige reaktioner med ord som uro, rastløshed og spændte muskler. Han fortæller, hvordan han kan gå rastløs omkring med hævede skuldre og se vred ud, og at han let kommer i konflikt med dem, der kommer til at irritere ham. På den måde hjælper vi ham til at se, at hans tanker og følelser i sådan en situation afgør, hvordan han handler. Der er ikke langt fra de hævede skuldre, til han langer ud efter modparten, så hvis han skal handle anderledes, må han både ændre sine tanker om sig selv og om de mennesker, der omgiver ham. Jo mere bevidst han bliver om sin måde at reagere på, desto lettere vil han få ved at styre sit liv. De andre taler med Jens har gennemgået episoden sammen med os, så nu inddrager vi de andre unge i gruppen og beder dem kommentere det, vi har snakket om. Vi spørger, om de har forslag til andre tanker, Jens kunne få om episoden. Du kunne have tænkt: Peter vil nok ikke sende mig hjem på weekend, fordi jeg så kan få det rigtigt dårligt, foreslår én. Gruppens input er meget vigtige, da unge lytter meget til hinanden. Derfor fortsætter vi med at snakke

om, hvad der gør dem vrede hver især. Den anden fyr i gruppen fortæller, at han tændte af forleden, fordi det på fællesmødet blev besluttet, at aftensmaden skulle være en vegetarret. Han reagerede ved at rejse sig op, sparke til døren og true en medarbejder. Resultatet var, at hun tilbød ham at undersøge, om der var noget mad i fryseren, han kunne lide. Det gav de andre unge en oplevelse af, at han kunne få særbehandling ved at true. Under gruppesnakken kommer det frem, at han ikke havde noget imod de andres forslag, men var bange for, at han ikke kunne blive mæt, når der ikke var kød på bordet. Ved at gå i dialog med ham får vi en forståelse af, hvorfor han handlede, som han gjorde, mens vores kollega i den umiddelbare situation oplevede en fyr, som manipulerede med hende. Jens følger op og siger, at han ofte bliver vred, når han ikke får sin vilje, når han synes, andre bevidst irriterer ham, eller når han ikke føler sig respekteret. Situationer, som han i lighed med de andre i gruppen tit kommer ud for. Deltagerne lytter til hinandens erfaringer, og det hjælper dem til at få øje på udløsende faktorer hos dem selv, som de ikke er bevidste om. Og som samtidig er et godt udgangspunkt for en fortsat dialog, for eksempel: Det kan jeg godt forstå, du bliver sur over eller: Hvor er du grov! På samme måde arbejder vi med Projektet Afdeling F på Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital i Risskov er en lukket modtageafdeling med plads til ti unge fra 14 til 21 år. Der er 27 miljøarbejdere sygeplejersker, plejere, social- og sundhedsassistenter, pædagoger og ergoterapeuter på afdelingen. Gennem flere års arbejde med at forstå unge psykiatriske patienters voldelige adfærd er vi blevet klar over, at vold og aggressioner altid er symptomer. De unge har ofte vanskeligt ved at begå sig i samvær med andre, og for ikke at tabe ansigt bliver de truende og/eller aggressive. De er bange for at miste den magt, volden giver dem, og derfor tager det tid at lære dem at handle anderledes. Med en bevilling på 150.000 kroner fra Vold som Kommunikationsmiddel fik vi mulighed for at afprøve vores arbejdsmetoder mere målrettet. At undersøge, om vi via kognitive behandlingsmetoder kan lære voldelige, psykisk syge unge en ikke-voldelig udtryksform. Vi har fået bekræftet, at denne arbejdsmetode rummer store muligheder for vores gruppe unge. Vi har også erfaret, at succes ikke kun afhænger af metoden, men i høj grad af de unges tillid til os som trænere, af vores engagement og af atmosfæren og dialogen. P u l j e n F l a s k e h a l s e... De unge begejstrede I de tre måneder, projektet varede, blev der indlagt 19 unge på afdelingen. Heraf otte under en eller anden form for tvangsforanstaltning, hvilket betød, at de ikke kunne deltage i projektet. Af de resterende 11 havde ti en aggressiv adfærd, før de blev indlagt. Alle ti sagde ja tak til at deltage i projektet. Tre af dem gennemførte alle seks gruppemøder, de øvrige manglede et til tre møder. De mødte ikke op efter udskrivning til de sidste møder på trods af tilsagn. Fordi så få patienter har gennemført hele projektet, er det er ikke muligt at sige noget entydigt om virkning og sammenhænge. Men vi kan klart sige, at de unge var meget begejstrede for projektet. De var motiverede for at deltage i møderne, og ingen gik, før det var slut. De evaluerer specielt indhold, vigtighed og form meget positivt og giver entydigt udtryk for, at indholdet er meget vedkommende for dem. De kan bruge det i deres hverdag, de får svar på spørgsmål, så der er ting, der falder på plads, og viden om ting, de går og grubler over. 51

P u l j e n F l a s k e h a l s e... tidlige advarselssignaler, for eksempel hvordan man mærker, at man er ved at blive vred. Vi taler også om, hvad man kan gøre, når man kan mærke, at vreden er så stor, at man er ved at tænde af. Jens foreslår, at han kan gå væk fra situationen. Eller gå udenfor og slå en knytnæve ind i et træ eller kaste store sten i vandet. Det er vigtigt, at de unge lærer, at de ikke altid kan tale sig ud af problemerne og derfor kan have brug for at køle lidt af. Én bryder ind i køen Man skal ikke altid bare gå. Derfor øver de unge sig i, hvordan de kan give udtryk for deres vrede følelser på en direkte, men behersket måde, så de både kommer af med vreden og viser hensyn til den person, de står over for. Det foregår blandt andet ved hjælp af rollespil. For eksempel kan én af de unge få følgende opgave: Du står i kø i kiosken, og pludselig bryder én ind foran dig. Han siger, han har meget travlt. Hvad gør du? Deltagerne må også gerne selv komme med en situation, som de vil øve sig på. Hvis den unge siger ja, optager vi spillet på video og kigger på det senere. Jens er meget optaget af at øve sig. Han vil gerne være på og optages på video. Til at begynde med har han svært ved at lade være med at true, men han lærer det hurtigt. De tre øvrige i gruppen er noget mere tilbageholdende med at optræde foran et snurrende kamera fyren er usikker på, hvad det kan bruges til, mens pigerne undskylder sig med, at håret ikke lige sidder til at blive filmet. Tøjet er heller ikke det helt rigtige. Ud over videokameraet bruger vi tavlen til at skrive stikord til det, vi taler om. Vi gentager og samler løbende op på vores diskussioner, og vi beder de unge skrive stikord på deres arbejdspapirer. Desuden kopierer vi notater om dagens tema, som de unge så sætter i den mappe, de fik ved projektets start. Her sidder også kontrakten med de vilkår, de deltager i projektet på, og det interview, vi har lavet med dem for at vurdere, om projektet overhovedet er noget for dem. Inden vi skilles, får Jens til opgave at fortsætte træningen efter gruppemødet. Sammen finder vi ud af, hvad Temaer i social færdighedstræning 1. Problemløsning 3. Selvtillid De unge træner strategier og tek- følelser, kropslige reaktioner og Vi træner en metode, der kan være Vi træner, hvordan de unge kan nikker til at håndtere angsten. Og adfærd. en hjælp til at løse problemer i undgå at være for aggressive eller de lærer forskellige måder at mind- De lærer desuden, hvordan de hverdagen. Den enkelte unge næv- for indesluttede. Men først beskriver ske angsten på: kognitive og krops- kan give udtryk for vrede på en ner et vigtigt problem og laver en og identificerer vi grundfølelser og lige teknikker og teknikker til at behersket måde, og hvad de kan liste over mulige løsningsforslag. analyserer og diskuterer, hvad forebygge stress. gøre, når vreden er så stor, at de er Dernæst evaluerer vi de forskellige underdanig og aggressiv adfærd er. ved at tænde af. forslag og ser på fordele, ulemper Når de unge kender deres 5. At mestre vrede og konsekvenser. Vi vælger den egen måde at reagere på, kan de Mange af de unge har meget kort 6. Tur ud af huset bedste løsning og planlægger, lære at ændre det, som giver dem fra tanke til handling, så ofte griber For at afprøve nogle af de teknik- hvordan den unge kan gennemføre vanskeligheder. De øver sig i at de for hurtigt til løsninger, når de ker, de unge arbejder med og for den. give klart, ærligt og direkte udtryk bliver vrede. Ved at hjælpe dem til at have noget at se frem til! tager for positive og negative følelser og i at blive mere bevidste om forløb og vi ud og spiser på restaurant. Vi 2. Samtalefærdigheder at håndtere situationer imellem konsekvenser kan de lære at tæn- planlægger turen hjemmefra, og Vi træner, hvordan de unge kan mennesker, som de normalt finder ke sig om, så de ikke bliver så vold- den enkelte får en opgave, som bruge hverdagssamtaler til at ska- svære. somme. passer til, hvad han eller hun skal be venskaber og tilpasse sig fæl- De unge beskriver nøje en øve sig på, for eksempel at bestille lesskabet. Ved hjælp af oplæg, 4. Angst situation, hvor de blev meget vre- mad og køre med bus diskussion og rollespil, som vi opta- For at blive bevidst om kroppens de: Hvem der var til stede, hvor og ger på video, træner de unge, hvor- reaktioner ved angst, indleder vi hvornår situationen fandt sted, og dan de indleder en venlig samtale, med en gennemgang, der viser, at hvem der sagde hvad. Hvilke tan- holder en samtale i gang og afslut- de unge ikke behøver at være ban- ker de gjorde sig, hvilke følelser og ter den på en behagelig måde. Og ge for at dø af fysiske årsager kropslige reaktioner de havde, og hvordan de afgør, om andre ønsker under et angstanfald. Det er mange hvordan de handlede. eller ikke ønsker at tale med én. af dem, fordi de ikke er klar over, at Derefter kigger vi på andre 52 der er en naturlig forklaring på, at kroppen reagerer, som den gør. måder at tænke på i situationen og på, hvordan det ville påvirke deres

han skal sige og gøre, hvis han igen bliver vred. Hvordan det går, vil vi så kigge på i næste gruppesamling. Jens ændrer adfærd Jens var på trods af store problemer med at koncentrere sig i stand til at følge samtlige gruppemøder og være der tiden ud. Han stod altid klar, når der var møde han glemte dog næsten altid at tage sin mappe med, som han så måtte hente. Da Jens var færdig med forløbet, spurgte han, om han kunne få lov til at være med i næste runde, da han syntes, det var et meget spændende projekt. Det intensive samarbejde har givet os en god kontakt med Jens, som vi kan bruge i hans videre behandling. Hans adfærd i afdelingen har ændret sig under projektet. Nu hilser han på os, når vi kommer i afdelingen, og han er generelt mere imødekommende og høflig han spørger til, hvordan vi har det og ønsker os god weekend. Men det gælder ikke kun os. Jens behandler har spurgt os, om vi har sagt, at han skal opføre sig ordentligt over for hende, for han truer hende ikke længere under deres samtaler. Jens har følt sig set, hørt og respekteret under forløbet. Det har givet ham troen på, at det nytter noget at prøve at ændre adfærd. Han har fået nogle konkrete redskaber med sig, han har fået en større forståelse af den måde, han reagerer på, og ikke mindst har han oplevet succes på områder, som plejer at volde ham store problemer. Det er så op til ham selv at holde fast i de gode intentioner og blive ved med at træne sine sociale færdigheder, når han bliver udskrevet. Det optimale vil være, hvis det kan ske i et planlagt samarbejde med støttepersoner. Job med mob En høring om mobning på arbejdspladsen Landstingssalen på Christiansborg onsdag den 4. december 2002, kl. 10.00-16.00 Hvert år koster mobning på arbejdspladsen samfundet mindst 3,7 milliarder. Det er dokumenteret, at mellem to og fire procent af alle voksne lønmodtagere vil blive udsat for mobning på arbejdspladsen. Mobning er meget belastende, og det er ikke kun offeret, der rammes, men hele arbejdspladsens evne til at fungere optimalt. Det er ikke kun særlingen eller de besværlige, der mobbes. Et par kvikke bemærkninger, hånlig latter og lidt drilleri, sådan beskriver mange omgangstonen på deres arbejdsplads. Men for stadig flere medarbejdere er de kvikke bemærkning og den hånlige latter blevet for meget. Hvor går grænsen? På høringen den 4. december sætter Socialt Udviklingscenter SUS fokus på mobning: Årsager, udtryksformer, konsekvenser og mulige redskaber til forebyggelse. På høringen deltager bl.a.: Erhvervsvirksomheder, der har gjort noget ved det Medarbejdere, der har været udsat for det Forskere, der har undersøgt det Faglige organisationer, der tager hånd om det Politikere, der vil gøre noget ved det og mange flere. Tilmelding og program: Socialt Udviklingscenter SUS Nørre Farimagsgade 13 1364 København K Tlf.: 3393 4450 sus@sus-net.dk www.sus-net.dk 53 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 54 Forebyggelse i Hjemmeplejen Voldspolitik, registrering, undervisning og supervision. Det er de vigtigste elementer i Sorø Hjemmeplejes initiativer til forebyggelse af vold i psykiatri og demensafsnit. Af uddannelseskonsulent Anne-Lise Hansen, Sorø Hjemmepleje Sorø Hjemmepleje har i 2001 og 2002 fået bevilget midler til at uddanne personalet i socialpsykiatrien og hjemmeplejens to demensafsnit og til at udvikle pædagogiske redskaber til forebyggelse af vold. Projekt Forebyggelse af voldsepisoder i psykiatri og demensafsnit i Sorø Hjemmepleje omfatter sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter, sygehjælpere og social- og sundhedshjælpere. Socialpsykiatrien i Sorø Hjemmepleje omfatter et opgangsfællesskab, et værested og en støttekontaktpersonordning. Der er ansat 5-6 medarbejdere. Sorø Hjemmepleje har to demensafsnit med henholdsvis 12 og 18 beboere. Her er ansat ca. 40 medarbejdere. I forbindelse med projektet er der udviklet redskaber og metoder til registrering og analyse af voldsepisoder. Der er udarbejdet en uddannelsesplan for undervisning, som giver personalet større viden om specialet, samt pædagogiske metoder til forebyggelse af vold. Desuden er der udarbejdet plan for supervision til medarbejderne i demensafsnittene og socialpsykiatrien. Voldspolitik og registrering Sorø Hjemmepleje har formuleret en voldspolitik, som har til formål at synliggøre Hjemmeplejens overordnede og generelle holdninger, når ansatte udsættes for vold eller trusler om vold i forbindelse med deres arbejde. Målet med voldspolitikken er: At den ansatte føler tryghed i arbejdet At antallet af voldsepisoder, trusler om vold mv. skal nedbringes mest muligt At den ansatte får den nødvendige støtte og hjælp, når vedkommende har været udsat for overgreb, med henblik på at begrænse følgevirkningerne. Der er samtidig udarbejdet et skema til registrering af vold og trusler om vold mod ansatte i Hjemmeplejen. Skemaet skal anvendes efter enhver voldsepisode og skal sikre, at hændelsen bliver analyseret, og at der bliver fulgt op på den. Skemaet udfyldes af skadelidte og lederen hurtigst muligt efter voldsepisoden, samtidig tages stilling til evt. professionel hjælp. Der er ligeledes udarbejdes et skema til opfølgningssamtale tre måneder efter voldsepisoden. Supervision og undervisning For medarbejderne i de skærmede afsnit er der nu løbende supervision i forhold til den enkelte beboer. Supervisionen udføres af en ekstern specialist på området. Der er desuden planlagt undervisning til medarbejderne, specielt med fokus på voldelig adfærd hos demente og forebyggelse af dette. Underviseren er specialist i gerontopsykologi. Men demente borgere bor jo ikke kun i skærmede afsnit. Mange demente bor i almindelige plejeboliger eller i eget hjem. De kan også reagere aggressivt, og personalet her har ikke den samme viden og erfaring med at passe demente, som personalet i de skærmede afsnit. Hjemmeplejen oplever, at dette problem er tiltaget, og har derfor, i forbindelse med projektet om voldsforebyggelse, iværksat undervisning for det plejepersonale, der servicerer borgere i eget hjem og plejeboliger. Medarbejderne i socialpsykiatrien har påbegyndt et supervisionsforløb med en psykolog. Der er flere formål med supervisionen. Enkelte medarbejdere eller hele personalegruppen kan tage situationer, der opleves belastende, op for at få bearbejdet situationen og de efterfølgende reaktioner, og for at reflektere over håndteringen af såvel den aktuelle som fremtidige situationer. Flere medarbejdere fra socialpsykiatrien har deltaget i de konferencer, der er holdt i forbindelse med projektet, arrangeret af Socialt Udviklingscenter SUS. Øget opmærksomhed Indtil nu har projektet betydet, at personalet er blevet meget mere opmærksomme på ikke at bringe sig i situationer, som kan fremprovokere aggressioner. Da medarbejderne i socialpsykiatrien ofte møder borgeren i borgerens eget hjem, er det blevet fast procedure at medbringe radio med overfaldsalarm. Vi har ikke registreret nogen tilfælde af vold eller trusler om vold i socialpsykiatrien i projektperioden. Desværre har vi ikke rigtigt noget at sammenligne med, da vi ikke tidligere registrerede episoderne. Personalet giver dog udtryk for, at de er blevet bedre til at håndtere situationer, som kunne udvikle sig til voldsepisoder. I de to demensafsnit er der registreret to tilfælde af trusler om vold og to tilfælde, hvor medarbejderen blev kradset og sparket. Der har tidligere været mange voldsepisoder i det ene afsnit, men disse var knyttet til en bestemt beboer, som ikke længere er på afsnittet. Vi fortsætter med at registrere og analysere voldsepisoderne. Vi har brug mere erfaring med at anvende redskaberne til registrering og analyse, inden vi evaluerer på dem. Efter projektet vil der fortsat blive planlagt fast supervision både i socialpsykiatrien og de to demensafsnit.

Arbejdsplads uden vold Boformen Hjørnestenen har med flere sideløbende initiativer sat fokus på at forbedre arbejdsmiljøet. Af afdelingsleder Arne Christoffersen, Hjørnestenen Hjørnestenen er en boform for hjemløse (efter Servicelovens 94) i Århus Amt. Der er 23 medarbejdere fordelt på fire afdelinger. At få så mange forskellige mennesker til at trække på samme hammel er en proces, der hele tiden må arbejdes med. Samtidig har vi også stadig vold og trusler om vold, som vi skal forholde os til. Vi har i perioden fra september til 2000 til maj 2001 arbejdet intenst på at forbedre arbejdsmiljøet og søgte også penge via Vold som Kommunikationsmiddel. Projekt Arbejdsplads uden vold har været delt i fire dele: 1. Kursus i arbejdspladskultur 2. Voldsanalyse 3. Voldspolitik 4. Ændrede arbejdspladsforhold på kontoret. Kursus i kultur på arbejdspladsen Kursets fokus var kulturen på Hjørnestenen med særligt henblik på voldsforebyggelse. Hvilke elementer i vores adfærd, talemåde og samarbejdsmønstre kan fremprovokere voldelige episoder? Det er vanskeligt at måle en konkret effekt af kurset, idet adfærd og talemåder ikke er gode målbare emner. Der har således ikke været lagt op til noget målbart produkt, men til undervisning og arbejde med vores arbejdspladskultur med særlig vægt på ovenstående emner. Vi formoder dog, at der er en sideeffekt, som kan ses på vores voldshyppighed og vores sygefravær områder, der kan registreres og hvor der kan laves statistik. Vi har derfor lavet en effektmåling af sygefraværet og antallet af voldsepisoder. Voldsepisoder 3. kvartal 1999-2. kvartal 2002 antal episoder 10 8 6 4 2 0 2000 2001 2002 Det område, det kunne være relevant at undersøge med hensyn til sygefravær, er de meget korte sygedagsforløb. Forløb, der skyldes almindelig snue, forkølelse m.m. Vi har en mistanke om, at det stressende miljø kan resultere i mindre modstandskraft. Der kan aflæses et fald i de kortvarende sygefraværsperioder. Det er vores tolkning, at kurset har haft den ønskede effekt på netop sygefravær. Undersøgelsen af sygefraværet og antallet af voldsepisoder har givet følgende resultat. Korttidssygdom (af 1-2 dages varighed) antal dage 10 8 6 4 2 0 I 2000 2001 2002 Der har været en markant nedgang i antallet af anmeldte voldsepisoder. I 2000 havde vi 22 anmeldelser, mens der har været 7 i 2001. Det er naturligvis ikke muligt at sige, om kurset er den direkte og eneste årsag til dette markante fald, men vi er ikke i tvivl om, at det har haft særdeles stor betydning. Voldsanalyse BST Århus Amt har et projekt, der har til formål at fokusere på analysen af volden: Kan man analysere en voldsepisode baglæns for på den måde at finde en eller måske flere forklaringer på den enkelte voldsepisode? Og kan der findes et mønster? Vi har haft fem episoder til analyse sammen med en arbejdspsykolog fra BST, og det har været en stor hjælp for os, at en medarbejder fra BST har hjulpet med analysen. Vi har forsøgt at arbejde os baglæns i episoden efter et skema for på den måde eventuelt at finde et mønster. Da der kun har været fem episoder, der er blevet gennemarbejdet på den måde, og de har alle været meget forskellige, har vi endnu ikke fundet noget mønster, som kan have været en udløsende faktor til episoderne. Fra den 1. januar 2002 sluttede BST s projekt, og det er besluttet, at vi skal fortsætte med at bruge deres skema til analyse af de enkelte episoder. En medarbejder, der er blevet uddannet voldsanalytiker, skal sammen med den daglige sikkerhedsleder foretage analysen og indsamle data for på den måde at skaffe et overblik over eventuelle mønstre i vores daglige arbejde. Voldspolitik Hjørnestenens voldspolitik har været på dagsordenen Hjørnestenens MEDmøde (medarbejderudvalg) med henblik på ny viden efter afslutningen af arbejdspladskulturkurset. Grundlæggende har der ikke været behov for de større ændringer. Det blev besluttet at indføre BST Århus Amts voldsanalysemetode med henblik på: 1. At vi fortsat forsøger at skaffe overblik over et eventuelt uhensigtsmæssigt mønster i medarbejdernes adfærd eller sprogbrug 2. At medarbejderne skal føle sig taget alvorlig. Det har været en af de gennemgående tilbagemeldinger fra de medarbejdere, der har været med i analyserne. Det har haft en meget stor betydning for dem, at der har været afsat tid, så de kunne koncentrere sig om deres voldsomme oplevelse. Ændrede forhold på kontoret Der er etableret et nyt kontor med ca. dobbelt så meget plads i vinteren 2001. Det har haft stor betydning for de samtaler, vi har med brugerne, at de ikke længere skal sidde sammen med flere medarbejdere, når der skal samtales om meget personlige ting. Dette initiativ er der ikke bevilget penge til i projektbevillingen det har vi selv finansiering. 55 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 56 Det hjælper at tale pænt Beboere og medarbejdere på Botilbudet for hjemløse sindslidende Dronning Caroline Amalies Hus har i fællesskab øvet sig i tale bedre sammen og løse problemer uden at bruge vold. Det har givet flere husmøder, færre voldsomme episoder og en fælles antivold-politik Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Der er sket noget i Dronning Caroline Amalies Hus. Roen er flyttet lidt længere inden døre i løbet af det seneste år. Huset er et botilbud for hjemløse sindslidende, hvor man har øvet sig i at tale bedre sammen og at løse konflikter uden brug af trusler eller vold. Øvelsen har givet resultat. En gennemgang af voldsepisoder i huset viser et fald i antallet af voldsepisoder i løbet af det seneste år. Og selv om der er tale om et forholdsvis spinkelt grundlag at vurdere effekten af øvelsen på, er der håb om, at tallene trods alt er udtryk for en ny tendens og dermed en varig ændring til det bedre. Vold har længe været et stort problem i Dronning Caroline Amalies Hus. De 30-40 beboere bor der som regel fordi, de er blevet afvist fra andre tilbud på grund af voldsom adfærd. Udover beboerne er mellem 10 20 personer knyttet til huset. De bor i egen lejlighed eller venter på at flytte ind i huset. For at løse problemerne i huset har de primært frivillige medarbejdere og husets beboere i fællesskab deltaget i et projekt, som er blevet afviklet med økonomisk støtte fra Vold som Kommunikationsmiddel. Målet var at lære både beboere og medarbejdere, hvordan de kan håndtere og forebygge voldsomme konfrontationer og vold. Det skulle ske gennem frivillig undervisning og fælles øvelser og ved at fokusere på, at det er den indbyrdes forståelse og kommunikation, der er vigtig, hvis man vil træne sig selv og hinanden i at begynde at handle anderledes. Endelig skulle de fælles udfordringer munde ud i et konkret stykke værktøj: En antivoldpolitik, som beboere og medarbejdere skulle blive enige om. Krop, snak og husmøder For at nå frem til målet er projektet gået igennem fire faser: En forundersøgelse af omfanget og karakteren af voldelige episoder Et fælles NLP-kursus. Kurset foregik over to weekender med deltagelse af såvel beboere, frivillige, den daglige leder og bestyrelsesformanden Regelmæssige husmøder med indlagte øvelser inspireret af NLP, samt fælles diskussion af en antivold-politik Weekendkursus hvor den endelige antivold-politik for huset blev vedtaget. Kurserne og husmøderne har især handlet om bevidsthed, kommunikation, og sociale kompetencer. For at gå til disse emner er formen på de fælles møder vekslet mellem input, diskussioner og ikke mindst forskellige typer af praktiske øvelser. Huset har arbejdet med forskellige former for praktiske øvelser: Italesættelse af holdninger, ønsker og forventninger Identifikation af eksempler og værktøjer i god kommunikation Kropssprog Snak ud fra konkrete eksempler på vold og optræk til vold Koncentrations-, tillids- og afspændingsøvelser. Men også konkrete og dagligdagstemaer har været på dagsordenen på kurserne og husmøderne f.eks. har beboerne og medarbejderne fået diskuteret de fælles rutiner, rollefordelingen og livet i al almindelighed i huset. Ny politik Projektet med at få skabt et roligere liv og samarbejde i Dronning Caroline Amalies Hus kulminerede i et weekendkursus, hvor den antivold-politik, der fremover skal hjælpe beboere og personale, blev formuleret i fællesskab. Arbejdet med antivold-politikken var vanskeligt. Men det var også en proces, der har givet gode og lærerige oplevelser for beboere og medarbejdere. Næste skridt er at få ført den ny politik ud i livet samtidig med at man løbende evalurerer indsatsen og resultaterne. Forhåbentlig er de nye retningslinjer for kommunikation og samvær blevet så godt forankret, at de fremover vil præge det interne samarbejde i huset og gøde roen.

Øget kompetence i ældreplejen Systematisk opkvalificering af medarbejdere og ledere i Bramming Kommunes ældrepleje gav nye redskaber til at håndtere konflikter og vold i hverdagen. Af chef for Helse & Omsorg, Inge Holm Frandsen, Bramming Kommune Som en del af Bramming Kommunes indsats for at forebygge vold gennemførte kommunen fra oktober 2000 til marts 2002 projekt Kend dig selv, optimer dialogen forebyg vold. Overordnet set var projektets mål at udvikle kompetencen hos medarbejdere og ledere i ældreplejen. Baggrunden for projektet var grundlæggende, at personale og ledere ikke følte sig klædt på til at varetage konflikt- og voldsepisoder på kompetent vis. Det gav sig konkret udslag i bl.a. for mange sygedage, et stigende antal arbejdsskadeanmeldelser, beboere, der ikke trivedes, og frustrerede pårørende. Projektets formål var: At give medarbejdere, der arbejder med ældre, psykiatriske og demente brugere et fælles vidensgrundlag og en fælles forståelsesramme for at kunne målrette indsatsen og aktiviteterne på arbejdspladsen I dialog med medarbejdere, ledere og brugere at udarbejde målsætninger og formulere fælles værdier for det daglige arbejde, herunder At medarbejderne opnår fælles fodslag i form af fælles værdier og fælles holdninger til arbejdsmetoder. Projektets rammer Medarbejderne Projektet omfattede 16 undervisningsgange á tre timer for ca. 200 medarbejdere. Undervisningen var en blanding af teori og refleksion over teori og praksis. Der var blandt andet oplæg om udviklingspsykologi, kompetent selvbestemmelse, aldringens psykologi og konflikthåndtering. Endelig var der drøftelser af en række spørgsmål og dilemmaer, herunder eksempelvis: Hvad betyder tabet af kontrol, selvbestemmelse og værdighed for mennesket og hvilke følelser aktiverer tabet? Øver vi vold på kolleger og brugere i hverdagen? Hvordan? Hvorfor? Ledergruppen Ledergruppen kom på et todages supervisionskursus, hvor lederne fik træning i at supervisere hinanden, med det formål, at de fremover i højere grad kan fungere som supervisorer for hinanden og medarbejderne. Yderligere har ledergruppen fået supervision i gruppe, med ca. en måneds mellemrum. Supervisionen har dels omhandlet konkrete sager vedrørende beboere, dels været i forhold til ledelsesmæssige problemstillinger. Ud over konkret undervisning og træning i supervision omfattede kurset undervisning i forskellige emner i forhold til fx kommunikation og lederskab. Erfaringer Medarbejdergruppen Projektet er på mange måder lykkedes godt. For relativt små midler er medarbejdernes kompetence udviklet væsentligt. De er blevet bedre til at håndtere de ret komplekse situationer, der kan opstå, og de har lært at tackle deres følelsesmæssige reaktioner bedre. Projektet har endvidere vist, at det er nødvendigt og fordelagtigt at satse på systematisk kompetenceudvikling i ældreplejen, i erkendelse af, at dette arbejde er mere end blot pleje. Blandingen af teoretisk undervisning og refleksioner over cases har været god og har givet medarbejderne et fælles teoretisk udgangspunkt og teorier at vende tilbage til, når vanskelige situationer opstår. Refleksioner over cases, som ofte har haft superviserende virkning, har givet medarbejderne mulighed for at blive mere åbne over for kolleger og turde give deres faglige bidrag til arbejdet. Den superviserende case-orienterede metode har klart haft en opkvalificerende effekt og virket som en anerkendelse af medarbejdernes faglighed. Ledergruppen Supervisionskurset og den efterfølgende supervision har givet lederne et forum og en metode til at håndtere dagligdagens personlige og faglige udfordringer. Det har givet resultater i form af løsninger på konkrete problemer, men også ført til bedre kommunikation, større kendskab til hinanden og dybere relationer. Tid til refleksion I fremtiden vil der være lagt tid ind til refleksioner over casestudier i gruppemøderne. Med udgangspunkt i de daglige oplevelser vil deltagerne blive inviteret til og trænet i at tale om, reflektere over og tolke egne, kollegers og brugeres reaktioner. Individuelle tanker, følelser, fantasier, impulser og handlinger vil blive undersøgt i et fælles rum, så de kan almengøres. Der vil blive lagt meget vægt på, at åbenhed med hensyn til egne erfaringer i arbejdet er et væsentligt bidrag i forståelsen af vanskeligheder i dagligdagen. En del af udbyttet vil forhåbentlig være en generel større nysgerrighed og åbenhed over for at bidrage med egne erfaringer. 57 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 58 Klar forbedring af arbejdsmiljøet Voldsproblematikken er et vigtigt fokusområde på Orion, hvor brugerne er de mest udsatte psykisk syge. Projekt Kollegial opbakning og faglig kompetence har skabt et bedre arbejdsmiljø. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Orion er en organisation, der har som formål at udvikle og tilbyde dag- og døgntilbud til borgere med særlige sociale vanskeligheder som følge af alvorlig psykisk sygdom samt eventuelle afhængighedsproblemer. Orions brugere er de mest udsatte psykisk syge borgere i Frederiksborg Amt. Indsatsen på Orion bygger på en overbevisning om, at alle mennesker uanset graden af handicap har potentiale til udvikling. Det betyder, at servicetilbud tilrettelægges individuelt med fokus på borgerens personlige valg. Service ydes med udgangspunkt i tilgængelighed, rummelighed og uforbeholden kontakt med det mål at støtte den enkeltes evne til et selvstændigt liv ved at afhjælpe symptomer og kompensere for sociale handicap. Kernen i virksomheden er relationen mødet mellem mennesker baseret på en basal tro på mennesket som et unikt og socialt væsen. Tilbuddet omfatter: En boenhed med 12 boliger og et pensionat med 6 værelser Et kulturhus til aktivitet og beskæftigelse til 40 borgere Et opsøgende støtte- og kontaktteam til 30 borgerkontakter En hostelfunktion med 6 værelser Amtets psykiatriske udrykningstjeneste Akutteamet. Vold som faglig udfordring Blandt brugerne af Orions forskellige tilbud er der en del, der er kendt for blandt andet grænseoverskridende adfærd, herunder vold. Hyppigt er denne adfærd kædet sammen med indtagelse af diverse rusmidler eller illegalt erhvervede medikamenter. Denne adfærd har været en medvirkende ofte afgørende årsag til, at brugeren ikke har kunnet rummes i andre tilbud. Orion er således TIL- BUDDET til denne personkreds. For at dette tilbud kan være troværdigt, er det en præmis for indvisitering i Orions tilbud, at der professionelt arbejdes insisterende og vedholdende med at etablere og fastholde kontakten, og at brugeren ikke på baggrund af adfærden kan udvisiteres af det samlede tilbud. Medarbejderne i Orions organisation må udøve deres praksis i bevidstheden om, at vold og lignende kan forekomme, og at konfliktforebyggelse håndtering, registrering af vold, opfølgning, kollegial supervision og ledelsesmæssig opbakning er væsentlige redskaber, samt at udvisitering (afbrydelse af kontakten) ikke er løsningen. Voldsproblematikken på Orion er mangeartet og omfatter fx kast med eller ødelæggelse af inventar, trusler om vold eller selvbeskadigelse, seksuel chikane eller overgreb, egentlige slag eller spark. Vold og grænseoverskridende oplevelser kan ikke helt elimineres, men den metodiske tilgang på Orion sigter imod at skabe mindst mulig risiko for, at det opstår. Som konsekvens heraf er voldsproblematikken et meget væsentligt fokusområde for sikkerhedsarbejdet i organisationen. Der arbejdes målrettet med registrering og analyse af voldstilfælde, og med projekter, inkl. uddannelsestiltag, for at ruste personalet til opgaven og således minimere følgevirkninger, herunder risikoen for nedslidning og udbrændthed for den enkelte. Kollegial opbakning faglig kompetence Seneste tiltag er projekt Kollegial opbakning faglig kompetence under Vold som Kommunikationsmiddel. Projektet indeholdt et trænings- og uddannelsesforløb bygget op om følgende emner: Kollegial supervision Psykisk førstehjælp Kursus i magt og etik (det nye cirkulære om indgreb i selvbestemmelsesretten). I forbindelse med det nye cirkulære om indgreb i selvbestemmelsesretten arbejder Orion med refleksionsskemaer som en del af den obligatoriske indberetning. Her er der lagt vægt på, at der efter kurset er mulighed for fortsat at arbejde med kollegial supervision i en fast tidsramme. Målsætningen med uddannelsesog træningsforløbet var: Et objektivt fald i antal og intensitet af voldstilfælde En subjektiv oplevelse hos personalet af, at arbejdsmiljøet er mindre præget af vold At lære og anvende konkrete værktøjer At kollegial opbakning finder sted hver gang, der er optakt og/eller har været et voldstilfælde At den enkelte bliver bedre rustet til konflikter og derved byder sig ind, når det er påkrævet. Resultater Evalueringen af projektet skete som en spørgeskemaundersøgelse, hvor den enkelte medarbejder blev bedt om at forholde sig til situationen på en række områder før og efter afviklingen af projektet. Der blev blandt andet spurgt til medarbejdernes opfattelse af vold og konflikters andel af det daglige arbej-

de, samt oplevelsen af den voldsforebyggende indsats på arbejdspladsen, den konkrete håndtering af og opfølgning på konflikter. Spørgeskemaundersøgelsen viser, at der har været en nedgang i antallet af voldstilfælde i forhold til før projektet. Konkret er antallet i perioden faldet fra 150 til 100 tilfælde årligt, hvilket er klart bedre end forventet. Og tendensen ser ud til at forsætte. Samtidig er der markant færre medarbejdere, der fratræder på grund af vold, ca. halvt så mange som tidligere. Personalet oplever en klar forbedring af arbejdsmiljøet. Herunder blandt andet, at konflikterne fylder mindre i det daglige arbejde. Flere oplever, at de gennem uddannelsesforløbet har fået flere værktøjer til at håndtere konkrete voldssituationer, og der er en generel opfattelse af, at den kollegiale opfølgning på voldstilfælde er forbedret. Konklusionen er, at den øgede autenticitet personalet kan møde borgerne med, bl.a. grundet større kollegial sikkerhed, har skabt et bedre servicetilbud for beboerne. Ligeledes må Orion i dag betragtes som en bedre arbejdsplads ud fra, at personalet ikke i samme omfang udsættes for uventet vold, som de ikke føler sig klædt på til at tackle. Det videre arbejde Den fremtidige indsats vedrørende det voldsforebyggende arbejde er forankret i sikkerhedsgruppen. Der ligger fortsat en stor opgave i at sikre et godt arbejdsmiljø, så det også fremover vil være muligt at fastholde og rekruttere kompetente medarbejdere. Konkret vil dette ske gennem faste procedurer for løbende kollegial supervision i de enkelte team, ved at uddanne nyansatte i kollegial supervision og psykisk førstehjælp og ved opbakning fra ledelsen til at prioritere et lærende miljø. Ny professionalitet Projekt Ny professionalitet forebygger volden ved at styrke medarbejdernes kompetencer og bevidsthed om deres egen professionelle rolle i samspillet med brugerne. Af projektmedarbejder Stig Sørensen, Socialt Udviklingscenter SUS Projektet er forankret i Social- og psykiatriforvaltningen, Storstrøms Amt, og Netværkscenter for Konflikthåndtering har fungeret som tovholder samt daglig koordinator i gennemførelsen af aktiviteterne. To amtslige botilbud, Kofoedsminde og Saxenhøj, blev udvalgt som pilotinstitutioner til afprøvning af projektets idéer, metoder og værktøjer. De igangsatte aktiviteter vil fremover kunne danne grundlag for en ligende indsats i amtets øvrige bo- og servicetilbud. Projektet består af tre hovedkomponenter: Udvikling af pleje- og omsorgspersonalets arbejdsmetoder og bevidsthed om egen professionelle rolle ved hjælp af principperne i NLP (Neuro Lingvistisk Psykologi/Programmering) Uddannelse af lokale ressourcepersoner fra amtets bo- og dagtilbud, som trænes i at bruge NLP så de kan fungere som supervisorer for de to udvalgte pilotinstitutioner Udvikling og afprøvning af et værktøj til systematisk registrering og analyse af voldsepisoder. Projektets idé og metode Grundtanken i projektet var en hypotese om, at uhensigtsmæssigt samspil mellem medarbejdere og brugere kan forebygges, ved at ændre på de grundlæggende elementer i den professionelle rolle. Den nye professionelle rolle kan beskrives som reflektiv professionalitet, der skal sikre respekt for brugerens menneskelige værdighed. Dette indebærer, at den professionelle er meget bevidst om egen rolle og praksis. Tilegnelse af den nødvendige bevidsthed omfatter både ind- og aflæring. Aflæring sigter på uhensigtsmæssige ofte ubevidste handlemønstre, som medarbejderen overføre i forhold til brugeren. Af- og indlæring har både et individuelt aspekt og et fælles organisatorisk aspekt, der afhænger af kultur og faglige målsætning på arbejdspladsen. Konkret er der arbejdet med en række handlingsorienterede NLP værktøjer, der fokuserer på kommunikation og bevidsthed om egen adfærd samt handlemønstre. Afviklingen af aktiviteterne Der er gennemført fem dages internatundervisning for gruppen af lokale ressourcepersoner (12 personer). Undervisningen i NLP er foregået som oplæg, demonstrationer af modellerne og praktiske øvelser. Undervisningsformen kræver en høj deltageraktivitet Ressourcegruppen er efterfølgende delt i to grupper og tilknyttet de involverede botilbud, Kofoedsminde og Saxenhøj De to ressourcegrupper mødes med hver deres botilbud én gang om måneden til undervisning og coaching For hvert botilbud er der afholdt ét to-dages eksternat, hvor deltagerne blev trænet i de forskellige NLPmodeller Endelig er der afholdt en opsamling af forløbet med diskussion af videre motivation og engagement i forhold til at træne de lærte modeller. Registreringsskemaer som læringsredskab Sideløbende med ovenstående aktiviteter er der arbejdet med, at udvikle og etablere et registrerings- og analyseredskab til brug i forbindelse med voldsomme episoder. Målsætningen har været, at nå frem til en mere systematisk registrering, der samtidig er med til at sikre, at medarbejderne kan lære af de indsamlede erfaringer. Tan- 59 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 60 ken er således, at registreringsskemaerne fungerer som et læringsredskab, der kan danne grundlag for efterfølgende ændringer i den pædagogiske praksis. Registreringsskemaet er blevet udviklet af Netværkscenter for Konflikthåndtering i samarbejde med BST, Lolland-Falster. Efterfølgende har det været afprøvet i seks måneder som pilotprojekt på tre botilbud i amtet, Stevnsfortet, Saxenhøj og Kofoedsminde. Som en del af proceduren til efterfølgende analyse og refleksion, er skemaerne hver måned blevet sendt til Netværkscenter for Konflikthåndtering. Centret har herefter foretaget en nærmere analyse af registreringsskemaerne. På baggrund af erfaringerne fra de enkelte registrerede episoder, er der afholdt møder med botilbuddene, hvor bl.a. alternative handlemuligheder og pædagogisk praksis er blevet drøftet med personalet. Erfaringer fra forløbet Den endelige evaluering af projektforløbet er under udarbejdelse, men erfaringerne kan foreløbig samles til følgende: Aftaler om forløbet skal laves direkte med de implicerede medarbejdere. Det vil mindske risikoen for misforståelser og udtrykke respekt samt forståelse for de involverede medarbejdere For at undgå forstyrrelse fra brugere, telefoner eller andre kolleger, bør undervisningen/ coaching afholdes et andet sted end på selve arbejdspladsen Det er vanskeligt, at samle et større antal medarbejdere fra samme arbejdsplads det kræver planlægning og fleksibilitet. Næste skridt vil være, at fremlægge det udarbejdede registreringsskema for ledergruppen i Storstrøms Amt med henblik på, at indføre det som et arbejds- og læringsredskab på samtlige af amtets bo- og servicetilbud. Analyse af og refleksion over Fælles refleksionen over magtanvendelser fører til større forståelse af voldsepisoder, samtidig resulterer processen ofte i, at medarbejderne får øje på alternative handlemuligheder. Det er hovedkonklusionen i botilbuddet Bo-Grindsteds undersøgelse af magtanvendelsesskemaer som brugbart redskab i det voldsforebyggende arbejde. Af forstander Naja Schøtt Jensen, Bo-Grindsted Bo-Grindsted er et 92 bo- og servicetilbud i Ribe Amt til personer over 18 år med betydelig, varig nedsat funktionsevne. Den primære årsag til, at vi valgte at fokusere på den fysiske vold var, at vi i en periode oplevede en markant stigning af voldsepisoder på stedet. Episoderne har været rettet mod både beboere og personale. Bo-Grindsted har i projektet Socialministeriets magtanvendelsesskema et brugbart redskab i det forebyggende voldsarbejde? taget udgangspunkt i Socialministeriets magtanvendelsesskema som et forebyggende pædagogisk redskab. I projektforløbet har vi arbejdet med afprøvning og udvikling af en række skemaer, og herigennem søgt at udvikle en metode, som gør skemaerne til et brugbart pædagogisk redskab i arbejdet med at forebygge vold. Projektet har således haft karakter af et metodeudviklingsprojekt. Grundelementerne i den udviklede metode til analyse og refleksion over fysiske magtanvendelser er, at den enkelte medarbejder reflekterer over egen handling ved at analysere magtanvendelsesskemaerne. Refleksionen bruges så som udgangspunkt for ny pædagogisk praksis, så magtanvendelserne reduceres. Analyse af Socialministeriets magtanvendelsesskema Analysen af Socialministeriets magtanvendelsesskema viste: 1. At det ikke er muligt at udlede graden af fysisk magt, der er anvendt i den pågældende situation 2. At det ikke er præcist formuleret, hvor den fysiske magtanvendelse foregår 3. Der lægges op til forklaring og vurdering af handlingsforløbet op til magtanvendelsen i stedet for en beskrivelse af handlingsforløbet 4. Der er for lidt plads til at beskrive det forudgående hændelsesforløb tilstrækkeligt nuanceret, så det kan bruges konstruktivt i det videre arbejde med at reducere magtanvendelser 5. Der skal ændres i den kronologiske rækkefølge af spørgsmålene 6. Fokus på én forklaring af en fysisk magtanvendelse udelukker muligheden for at andre muligvis ligeså relevante forklaringer kan udtrykkes på skemaet 7. Der er en generel risiko for standardisering i sprogbrug med dertil hørende risiko for standardiseret og rutinemæssig udfyldelse af skemaet som helhed. Det væsentligste kritikpunkt af Socialministeriets magtanvendelsesskema er den manglende mulighed for at beskrive den kontekst, der omkranser den fysiske magtanvendelse. Beskrivelsen kan ofte være så mangelfuld, at det er vanskeligt for amtets konsulenter at vurdere lovligheden af den pågældende magtanvendelse. Som konsekvens af de mangler vi har registreret omkring Socialministeriets magtanvendelsesskema udviklede vi et appendiks til magtanvendelsesskemaet. I dette skema er muligheden for at beskrive handlingsforløbet og konteksten omkring magtanvendelsen styrket. Dette har særlig stor betydning for at forstå årsagerne til magtanvendelsen.

fysiske magtanvendelser Den beskrivende form i appendiksskemaet giver pædagogen mulighed for at rekonstruere begivenhederne omkring voldsepisoden, og derved styrkes muligheden for at få et overblik over hændelsesforløbet. Det månedlige oversigtsskema Det månedlige oversigtsskema blev udviklet for at skabe et overordnet tidsmæssigt overblik af magtanvendelserne som kunne give oplysninger om, om der kunne udledes et bestemt adfærdsmønster over tid. Det månedlige oversigtsskema er brugbart til at vise hvor og hvornår der forekommer magtanvendelser, men skemaet kan ikke isoleret betragtet vise vej til at ændre de pædagogiske handlinger. Sammenholdt med andre observationer kan skemaet bidrage til at afdække mulige årsagssammenhænge omkring magtanvendelsen. Skema til faglig refleksion Skemaet til faglig refleksion er et redskab som kan anvendes til at strukturere den pædagogiske diskussion om årsagssammenhænge, og som kan bruges til at anvise nye pædagogiske tiltag. Gennem en detaljeret analyse af en enkelt magtanvendelse lægges der særligt vægt på: Forløbet op til magtanvendelsen Relationen mellem beboer og pædagog Pædagogens overvejelser og handlinger i forløbet. Konkret anvendes skemaet til faglig refleksion som dagsorden for en refleksionstime. Der deltager to pædagoger, hvoraf den ene har været involveret i den magtanvendelse, der reflekteres over. De involverede pædagoger diskuterer og opstiller alternative tolkninger og handlemuligheder udfra refleksionen omkring den konkrete magtanvendelse. Der opstilles problemfelter som kan diskuteres i personalegruppen. Pædagoger, der deltager i refleksionstimen oplever ofte, at de gennem refleksionen skaber en ny opfattelse af hændelsesforløbet. Refleksionen, herunder de pædagogiske overvejelser, sikrer en afgørende forskel fra de hidtidige skemaer, fordi pædagogen formulerer tolkninger, overvejelser og handlinger overfor en kollega. Brugen af skemaet til faglig refleksion viste i praksis at give et stort fagligt udbytte, og har vist vej til problemfelter, der siden er blevet diskuteret med det øvrige personale og med ledelsen. Hvad har vi lært Refleksionen, som metode, giver den enkelte pædagog mulighed for at se nye dimensioner og handlemuligheder i relationen med beboeren. Refleksionen over en magtanvendelse resulterer i en større forståelse af den voldsomme adfærd, og pædagogen får øje på andre handlemuligheder end magtanvendelsen. Ved at dette bliver en formuleret erkendelse, er pædagogen betydelig bedre rustet til fremtidige situationer med voldsom adfærd. I løbet af refleksionstimen får pædagogen mulighed for at udvikle sig ud fra sine egne fejl i form af forkert tolkning af konflikten og oversete handlemuligheder. Pædagogen skal ikke forsvare sig, men føler sig tværtimod faglig kompetent og bedre rustet når vedkommende selv er i stand til at analysere situationen og komme med alternative handlemuligheder. Pædagogen får ejerskab af processen og finder selv løsninger på problemstillingerne. Pædagogens rolle og ansvar i en potentiel konflikt ændrer sig, og pædagogen oplever at vedkommende kan flytte sig bevidst, og det kan beboeren ikke. Observationsperioden har givet deltagerne en anden bevidsthed og et andet syn på fysisk magtanvendelse. Projektgruppen har fået en betydelig større forståelse af de voldsomme episoder, og den rolle pædagogen indtager i den sociale interaktion med beboeren både før, under og efter voldsepisoden. Projektet har vist, at pædagogerne i meget høj grad selv ligger inde med den faglige viden og praktiske erfaring, der skal til for at reducere antallet af magtanvendelser. Skemaet til faglig refleksion er et forholdsvis simpelt redskab til at få italesat denne skjulte viden i personalegruppen i forhold til nye handlemuligheder ved voldsom adfærd. Erfaringerne har ført til en mere nuanceret opfattelse af magtanvendelserne, samt af voldelige beboeres adfærd som helhed. Siden udviklingen af skemaet til faglig refleksion har vi benyttet denne metode til at reflektere over andre situationer som pædagogisk set er vanskelige, og har fået stort faglig udbytte af det. Vi mener, at skema til faglige refleksion repræsenterer en metode som har en værdi, der rækker ud over udgangspunktet om at finde egnede redskaber til at analysere voldsom adfærd og fysisk magtanvendelse. 61 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 62 Instruktører i konflikthåndtering Det kunne være spændende, hvis vi havde vores egne konflikthåndteringsinstruktører, lød startskuddet. Det har Sølund i dag, men det var ikke uden problemer at nå så langt. Af daglig sikkerhedsleder Lillian Hansen, Sølund Konflikter dem håndterer du bare sådan her..! Ilandsbyen Sølund har vi gennem mange år arbejdet med mange forskellige tiltag for at nedbringe vold mod personalet og hjælpe de medarbejdere, som er blevet ramt. Vi har haft en fast procedure vedr. intern registrering og arbejdsskadeanmeldelse til forsikringen, selvom der ikke har været fravær. Vi har deltaget i en udvidet analyse af voldsulykkerne i samarbejde mellem BST, sikkerhedsgruppen, vores egen ulykkesanalytiker og den voldsramte. Vi har arbejdet med at få alle boenheder til at udarbejde deres egen voldspolitik. Og meget mere har vi arbejdet med i tidens løb. Noget er mere indpasset i dagligdagen end andet, så det er en løbende proces. Når vi talte med personalet, som arbejdede med de udadreagerende og voldsomme beboere, efterlyste de nogle tricks så de kunne frigøre sig. En leder kom i forbindelse med psykiatrien i Århus Amt og så, hvordan de uddannede deres nye medarbejdere. Ideen passede lige til os, så i et par år holdt vi flere kurser efter deres koncept, og med deres instruktører. Kurserne var vældig gode, og medarbejderne meget glade for dem. Kurserne vekslede mellem psykologiske teorier og praktiske øvelser i frigørelse. Frigørelsesgrebene var nænsomme og enkle. Filosofien var, at man skulle kunne fortsætte samværet med beboeren på en god måde, og man skulle kunne frigøre sig uden at skade beboeren. Som altid, når noget er godt, bliver efterspørgslen større. Det skete også her. Alle medarbejdere ville gerne på et sådant kursus. Og sikkerhedsorganisationen ville gerne indføre det som et skal-kursus for alle nye medarbejdere. Kurserne med de daværende instruktører var dyre, og de var meget optaget, så det var svært eller umuligt at lave kurser med kort varsel. Det kunne da også være spændende, hvis vi havde vores egne konflikthåndteringsinstruktører! Uddannelse med forhindringer Vi beskrev fordelene ved at have vores egne instruktører. Og vi søgte penge til projektet. Vi ønskede, at det skulle være medarbejdere fra boenhederne med voldsproblematikken, som skulle uddannes. De ville så vide, hvad det drejede sig om, og de ville være nemme at få fat på for kollegerne, når de oplevede en svær situation. Konceptet skulle være det samme, som da vi uddannede forflytningsinstruktører. Da valgte vi også medarbejdere fra afdelinger med tunge løft, gav dem en uddannelse i at flytte personer, så de kunne være resourcepersoner i boenhederne. Det lykkedes hvorfor så ikke bruge dette koncept? Det var ikke så nemt, som jeg troede. Først var det svært at finde kvalificerede instruktører, som ville give deres viden videre. Efter flere forsøg fandt vi en instruktør, som før havde uddannet konfliktinstruktører inden for vores område. Vi fik lavet et kursusprogram som vekslede mellem lovgivningsstof om magtanvendelse, psykologiske reaktioner og fysiske frigørelsesgreb. Kurserne blev planlagt til et tre-dags forløb. Det næste var at finde medarbejdere, som ville og kunne blive konflikthåndteringsinstruktør på Sølund. 11 medarbejdere meldte sig, men to trak sig, inden vi kom i gang. Vi planlagde to kurser for de ni, som ønskede at blive instruktører, samt 12 medarbejdere fra nogle af Sølunds boenheder. Undervisere var instruktøren, den daglige sikkerhedsleder og viceforstanderen. På det første kursus var aspiranterne udelukkende deltagere, mens de på kursus nummer to blev indraget sammen med instruktøren. Allerede mellem første og andet kursusforløb var nogle medarbejdere rejst fra Sølund. Senere i forløbet faldt flere fra. Andre udfordringer var langtidssygemelding på grund af vold m.m. De tilbageværende aspiranter mødtes nogle gange med underviserne, og der blev aftalt to andre forløb, hvor instruktøren skulle deltage. Det var også aftalt, at han skulle følge aspiranterne det næste år. Af personlige årsager valgte instruktøren at trække sig ud af vores samarbejde. Så da vi troede, at vi var ved at være godt i gang, var status: Ingen instruktør, to aspiranter, et behov, som ikke var blevet mindre. Stor frustration, men vi ville ikke lade os slå ud. De to aspiranter, der var tilbage, fik hjælp fra Århus Amts BST, og så gik de i gang med at udarbejde deres koncept til et kursus. Kursusdeltagerne var igen medarbejdere fra nogle boenheder på Sølund. Kurset forløb godt. Deltagerne var tilfredse, så de to nye konflikthåndteringsinstruktører på Sølund har bestået deres prøve, og vi vil arbejde videre med dem. Vores tanker var at få et korps af instruktører, som kunne deles om opgaverne. Sådan blev det ikke, men Sølund kan nu holde kurserne efter behov. Vi arbejder stadig med, at det skal blive en del af et introduktionsforløb for nyt personale på de boenheder, som arbejder med udadreagerende beboere.

Nå, gør I sådan hos jer... Et erfaringsudvekslingsprojekt for medarbejdere og ledere i særligt tilrettelagte botilbud med meget udafreagerende og ressourcekrævende beboere. Af netværkskoordinator og psykolog Hanne Kildevang, Sølund Projektet handlede om udveksling af erfaringer med at arbejde i særligt tilrettelagte bo- og behandlingstilbud. I daglig tale kaldes sådanne bo- og behandlingstilbud for enkeltmandsprojekter, særforanstaltninger eller specialtilrettelagte boenheder. Kendetegnet ved enkeltmandsprojekterne er, at de i mange tilfælde har svært ved at rekruttere kvalificerede medarbejdere samt efterfølgende at fastholde dem i ansættelsen. Dette skyldes bl.a. det vanskelige ved gennem længere tid at skulle opretholde et engagement i forhold til én enkelt eller ganske få beboere der samtidig kan have en ekstrem udafreagerende, uforudsigelig eller på anden måde ressourcekrævende adfærd. Desuden er der meget alenearbejde i de særligt tilrettelagte små boenheder og et samvær med nogle beboere, der kræver meget koncentration og psykisk støtte fra medarbejderen. Idéen med projektet var at styrke deltagernes oplevelse af, hvordan de gennem udveksling af erfaringer og i en åben dialog med kolleger i tilsvarende arbejdssituationer kunne styrke deres egen handlekompetence og vidensniveau. Formålet var endvidere at bryde den faglige og sociale isolation, som medarbejdere i bo- og behandlingstilbuddene kunne opleve på grund af den måde, arbejdet blev tilrettelagt på. Erfaringerne fra Enkeltmandsprojekterne Erfaringerne fra arbejdet som netværkskoordinator for Enkeltmandsprojekter på landsplan har vist, at det kunne være en stor fordel, hvis medarbejderne selv fik mulighed for at udveksle oplevelser, erfaringer og problemstillinger, som de oplevede i forhold til denne særlige brugergruppe. De mange forskellige specialpædagogiske projekter rummede alle hver for sig ny viden og indsigt i forhold til arbejdsfeltet. På den anden side var medarbejdere og ledere, som i det daglige var optaget af at få specialprojekterne til at fungere, også dem, der havde mindst overskud og overblik i forhold til at få indhentet de gode erfaringer inden for deres arbejdsområde. For at kompensere herfor skulle der udvikles en forholdsvis enkel metode til fælles refleksion og læring. Metoden skulle være med til at skabe en større interesse for det udviklingspotentiale, der måtte være i at indhente og lade sig inspirere af erfaringer, som medarbejdere i tilsvarende faglige sammenhænge havde. Etablering af vidensskabende netværk Inspirationen til indholdet i projektet Etablering af vidensskabende netværk mellem specialpædagogiske boenheder for udviklingshæmmede/ senhjerneskadede beboere med en voldelig kommunikationsform, kom fra bl.a. Center for Evaluerings beskrivelser af vidensskabende netværk og casestudiemetoden. Der blev udvalgt seks forskellige bosteder i hele landet til at deltage i specialpædagogiske projekter. Deltagerne kom bl.a. fra et enkeltmandsprojekt etableret for en ung, meget udadreagerende bruger med en tilsynsdom, en lille specialboenhed for bl.a. beboere med Prader Willi syndrom, samt et nyetableret flermandsprojekt for yngre udviklingshæmmede beboere med svær, utilpasset social adfærd og psykiatriske problemstillinger. Projekterne udvalgte selv tre medarbejdere og en leder, som skulle være gennemgående personer i hele projektperioden. Projektmidlerne financierede vikarafløsning og opholdsudgifter, men projekterne var velkomne til på egen regning at inddrage flere af deres medarbejdere. Personlige og faglige udfordringer i dagligdagen Der blev afholdt tre møder i projektperioden, som varede ca. 1 år. Det første møde var et internatkursus med et meget intensivt og tæt program. Før selve mødet blev deltagerne bedt om at forberede sig på en præsentation af sig selv, deres arbejdssituation og faglige udfordringer. Hver deltagergruppe skulle også komme med forslag til, hvilke faglige problemområder eller udviklingsønsker de kunne tænke sig, der blev inddraget i erfaringsudvekslingsprojektet. De fleste deltagere oplevede opgaven som en stor udfordring, der også var med til at sætte fokus på deltagernes selvforståelse. Det at skulle beskrive sig selv overfor de andre deltagere udgjorde en både faglig og personlig udfordring og medvirkede til stop op refleksion især i forhold til det ellers daglige travle liv. For nogle deltagere tydeliggjorde opgaven også det vanskelige i at skulle samles om en fælles opgaveløsning og ydermere i at skulle etablere en fælles forståelse og et fagligt udgangspunkt i forhold til den enkelte beboer. Vi har bare ikke haft tid til at mødes..., var en genkendelig sætning, og et godt udgangspunkt for en ikke skyldsbetonet, men lærerig refleksion over tilrettelæggelsen af det daglige arbejde. De to dage gik med at få fortalt om hinandens bosteder og arbejdsopgaver, hvilket affødte mange nysgerrige og fagligt relevante spørgsmål. Hvorfor har I tilrettelagt jeres botilbud på den måde..? Hvis det er sådan, I har det som personale, hvordan forholder jeres ledelse og forvaltning sig så til det..? Hvordan er I nået frem til at have så godt et samarbejde i jeres gruppe? Hvilke konfliktsituationer oplever I i projektet med sådanne beboere, og hvad gør I så...? Mellem netværksmøderne fik grupperne en specificeret opgave, hvis overskrift var: Vælg et emne, som I er meget optaget af, noget I ønsker at blive klogere på, høre de andres mening 63 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 64 om eller noget som I har prøvet på en ny og anderledes måde og gerne vil fortælle de andre om... Reflekterende team På det følgende internatmøde anvendtes reflekterende team [1] som en metode til fælles udforskning og kvalificering af gruppernes fremlæggelser. Metodens særlige værdi i udelukkende at stille åbne spørgsmål, opstille hypoteser og tænke højt, krævede en del øvelse af de deltagere, for hvem modellen var ny men på intet tidspunkt forfaldt deltagerne til at tage patent på sandheden eller de rigtige svar. Der var livlig snakken i pauserne, hvor alle skulle spørge om det, de ikke kunne få sagt inden for modellens rammer. Men metoden skabte en åben og fordomsfri udveksling af virkeligheder, hvor målet var, at ingen kunne føle sig bedrevidende eller diskvalificeret. Alle skulle gennem en oplevelsesmæssig og fælles faglig udforskningsproces. Netværkskoordinatorens opgave var at være tovholder i denne proces, samt at sikre alle deltagere mulighed for en nuanceret fremlæggelse af deres arbejdssituation og oplevelse af at være blandt ligeværdige og interesserede kolleger. Det var således en forudsætning for metodens anvendelse, at koordinatoren tillod sig en vis styring af fremlæggelserne, så alle deltagere følte sig hørt og kom frem med det, de gerne ville sige. Efter hver fremlæggelse forsøgte alle deltagerne i fællesskab at uddrage en læring og identificering af nogle fælles faglige interesseområder. Dette blev gjort med henblik på eventuelle senere initiativer til yderligere vidensindsamling, fælles konferencer, uddannelsesforløb el. lign. Medarbejderkvalificering Erfaringsudvekslingsprojektet blev suppleret med et par temadage med et direkte fagligt indhold og et par møder i en baggrundsgruppe (som havde til opgave at følge og medkvalificere netværksgruppernes procesforløb). Set i bakspejlet og udfra deltagernes egne tilbagemeldinger er der ingen tvivl om, at det største udbytte var den gensidige åbenhed og udveksling af erfaringer vedrørende arbejdet med denne særlige brugergruppe. Der blev udvekslet mange eksempler og holdninger til tilrettelæggelsen af relevant personalepleje, daglig ledelse, supervision (eller manglen på samme), kollegial krisehjælp m.v. Deltagerne fik også udvekslet gode idéer til, hvordan man kunne komme videre med en relevant specialpædagogisk kvalificering af personalegruppen, herunder også uuddannede medarbejdere. Etableringen af vidensskabende netværk eller erfaringsudvekslingsgrupper må blive et af de væsentligste redskaber til en fremtidig medarbejderkvalificering. Vidensskabende Netværk Der tales i disse tider meget om pædagogisk dokumentation og den ikke formulerede, eller skjulte viden, som ligger i de enkelte medarbejdergrupper. Styrken ved metoden Vidensskabende Netværk er: En synergieffekt, hvor det, man sammen finder frem til og kan formulere viden om, er mere end det, man hver især vil kunne opnå At skabe en merviden og nye erkendelsesprocesser udfra en oplevelse hos den enkelte deltager af, at det, som produceres af fælles viden, er et resultat af egen og kollegers indsats, modsat fx en belæring af kloge hoveder udefra eller dyre konsulenter Oplevelsen af ikke at være alene med nogle faglige problemstillinger eller i en særlig arbejdssituation, men at befinde sig i et kollegialt fagligt fællesskab med tilsvarende arbejdssteder andre steder i landet At metoden befordrer en åbenhed og nysgerrighed over for andres virkelighed, samt øget beredvillighed til at studere egne faglige antagelser og arbejdsrutiner. Metoden er forholdsvis billig i anvendelse, bortset fra udgifter til vikardækning. Derudover har metoden samtidigt et mere overordnet dannende perspektiv, fordi den generelt åbner medarbejdernes øjne for de værdier og den viden, som de selv, men også kolleger i tilsvarende arbejdssituationer, bærer rundt på oftest uden at have fået det formuleret eller anerkendt i en bredere kollegial sammenhæng. Dannelsen af faglige eller vidensskabende netværk eller måske ligefrem krav fra overordnet side om i langt højere grad at orientere sig i forhold hinandens erfaringer på det specialpædagogiske område må kunne spare en del ressourcer både menneskeligt og konkret, kunne sikre et bedre tilbud til beboerne, og i mange situationer også kunne gøre det lidt lettere og sjovere at være medarbejder i de specialpædagogiske botilbud. Den form for Vidensskabende Netværk som blev valgt i dette projekt, kan udbygges og vil også i fremtidige projekter blive justeret i forhold til de indhentede erfaringer. I denne forbindelse kan det bl.a. diskuteres, om den valgte tilgang kan tilføjes en eller anden form for udbygget skriftlighed af de erfaringer på det pædagogiske niveau, som deltagerne så fremlægger. Netværksgrupperne skal i så fald have mulighed for at mødes flere gange, fordi det i begyndelsen er rigeligt for dem at skulle forholde sig til egen og de andres præsentationer. Og deltagerne skal også i mellemperioden sikres mulighed for at kunne mødes i arbejdstiden, så forberedelsen til netværksmøderne ikke bliver til endnu en belastning, som de kan have svært ved at finde tid til. Interesserede er velkomne til på www.enkeltmandsprojektet.dk/udviklingsprojekter at læse evalueringen af projektet og se de forberedelsesskemaer, som har været anvendt. Det er også muligt at kontakte Enkeltmandsprojekter på Landsplan, Århus Amt (tlf.: 87931141/143) med spørgsmål og kommentarer. [1] Litteraturhenvisning: Reflekterende Processer, Tom Andersen, Dansk psykologisk Forlag 2001. Skjulte ressourcer, Susanne Bang & Ken Heap, Nordisk Forlag 1999.

Marte Meo afsæt i det positive Forskning på demensområdet viser, at Marte Meo-metoden også kan bruges i ældreplejen som et konkret værktøj til at fremme samspillet mellem den demente og hjælperen. Plejehjemmet Lindegården har gode erfaringer med metoden. Af centerleder Ingelis Sander, Lindegården, Herning Plejehjemmet Lindegården i Herning arbejder med at udvikle en faglig og pædagogisk metode Marte Meo som en integreret del af den daglige pleje. På Lindegården bor der 101 beboere, heraf otte i en skærmet enhed. Ca. 60 pct. af beboerne har sygdommen demens eller demenslignende symptomer, hvilket giver anledning til konflikter og vold mellem personale og beboere samt beboerne imellem. Det har stor indflydelse på hverdagslivet, og det psykiske miljø for både beboere og personale. I den skærmede enhed blev der i 2000 registreret 186 tilfælde af vold, fordelt på truende adfærd, fysisk og psykisk vold. På den baggrund søgte Lindegården om penge til et projekt, der skulle sætte fokus på at forebygge vold ved hjælp af Marte Meo-metoden. Formålet med projektet var: At øge medarbejdernes viden om demens samt evne til at kommunikere med den demente At mindske antallet af voldsepisoder ved hjælp af Marte Meo-metoden At uddanne nogle medarbejdere som kollegial-vejledere i Marte Meo-metoden. Alle plejehjemmets ansatte fik undervisning i sygdommen demens (med hovedvægt på den psykologiske side) ved en gerontopsykolog og undervisning i Marte Meo-metoden ved en licenssupervisor. Metoden blev herefter afprøvet i praksis med videooptagelser og efterfølgende individuel vejledning over længere forløb. Metodens filosofi er at tage udgangspunkt i det positive, det, der lykkes i samværet med en beboer. Der blev løbende skrevet dagbog om forløbet til brug ved slutevalueringen. Marte Meo-metoden Marte Meo betyder ved egen kraft. Metoden er en kommunikationsmåde udviklet af den hollandske sygeplejerske Maria Aarts. Metoden tager udgangspunkt i videooptagelser og blev oprindelig brugt til intervention eller rådgivning i forhold til forældre, der har problemer med kontakten til deres børn. Den nye forskning på demensområdet viser, at metoden også kan bruges i ældreplejen som understøttende til, at den dementes ressourcer kommer til udtryk. Marte Meo-metoden er et konkret værktøj til at fremme den dementes og hjælperens samspil. Der tages udgangspunkt i aktuelle videooptagelser fra hverdagslivet, hvor hjælperen er sammen med en beboer. Der tages altid udgangspunkt i positive situationer fra videooptagelser, og den enkelte medarbejdere arbejder videre med det positive i plejen til næste videooptagelse. Formålet er at øge den professionelles evne til at understøtte den dementes ressourcer ved at blive bevidst om de elementer, der indgår i det normale samspil, ved at kunne analysere, hvad det er, den demente viser med sin adfærd. Alle medarbejdere på Lindegården fik tilbuddet om at deltage i introduktion til Marte Meo-metoden og være med på kursusdagen med gerontopsykologen. To grupper med i alt 14 medarbejdere, har været på hhv. seks og fire temadage med supervisoren. To distriktsledere og centerledere deltog på alle ti temadage, idet metoden skal integreres og bruges til faglig udvikling i hverdagen med demente. Flere stjernestunder De medarbejdere, der har deltaget i projektet, giver udtryk for, at de føler sig bedre rustet til at yde pleje og omsorg til beboere med demens og dermed til at undgå konfliktsituationer og vold. Medarbejderne har skrevet logbog fra temadagene. Her følger et udpluk: Giv meget præcise beskeder fylde de demente op følelsesmæssigt værktøj til at gøre de dementes hverdag mere værdig flere stjernestunder mindre aggressive øjenkontakt og smil brug beboerens navn fokus på arbejdstempo fortæl kun det der skal ske i nuet, den demente kan ikke rumme hele processen medgive beboerne, at det er slemt, i stedet for at ignorere sætte ord på handlinger finde ud af, hvor beboerne er lige nu og handle derefter bruge stemmen/ kropssproget til at gøre en ting så spændende, at beboeren får lyst at lytte stil ikke spørgsmål til en beboer, som ikke kan svare sæt ord på beboernes følelser (bange, ked af det, vred osv.) være stille når det kræves at arbejde med demente kræver, at man er tilstede kun én ting ad gangen... De to distriktsledere har oplevet stor entusiasme og ansvarlighed hos personalet og en parathed til at se og analysere egen praksis også på gruppe- og personalemøder. En større faglig bevidsthed samt flere faglige diskussioner har bevirket en hel anden respekt og forståelse for mennesker, der har alle de handicap, som demens kan give. Rummeligheden over for beboere med sygdommen demens er blevet større. Desuden er antallet af voldsepisoder faldende. Fra 1. januar til 15. august er der registreret 32 tilfælde af psykisk vold og truende adfærd i den skærmede enhed. Der har ikke været andre skriftlige registreringer i 2002. Mere Marte Meo Vi vil fortsat inddrage Marte Meometoden i arbejdet. Seks sygeplejersker og assistenter er begyndt på et seks-dages kursus som kollegial-vejledere i Marte Meo-metoden. Demenskonsulenten og to distriktsledere på plejehjemmet er startet på uddannelsen som Marte Meo-terapeut og forventer uddannelsen afsluttet i år 2003. Videooptagelser med fokus på ressourcer og det positive er på alle fem plejeafdelinger blevet et arbejdsredskab, der bliver brugt i hverdagen til faglig udvikling. 65 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 66 Kollegial supervision der batter Uddannelse i kollegial supervision har givet medarbejderne et godt redskab i det daglige arbejde. Samtidig er antallet af voldsepisoder faldet markant. Af forstander Jette Bjærge, Kollegiet Søhuset Kollegiet Søhuset er et bo- og træningstilbud i Viborg Amt (efter Servicelovens 92). Vi tilstræber stor rummelighed i forhold til sindslidende med misbrug. Socialt arbejde med sindslidende handler efter vores opfattelse om at tage udgangspunkt i brugerens subjektivt oplevede behov, herunder højst individuelle værdisæt og normer. Medarbejderne kan derfor ikke længere bruge standardløsninger på de mange forskelligartede problemstillinger, de skal arbejde med. Derimod skal de i højere og højere grad forholde sig til deres personlige udvikling som en del af deres faglige udvikling. Og selv om det er godt og nødvendigt, er det også både meget krævende og indimellem en udfordring ud over det sædvanlige. Brug for kvalificering Vores baggrund for at søge puljemidler til projekt Faglig kompetence i forhold til håndtering af vold og trusler om vold var blandt andet, at vi havde tiltagende vanskeligheder ved at tiltrække relevant kvalificeret personale, specielt medarbejdere, som har træning i at arbejde med refleksion som en del af deres praksis, og som qua en længere uddannelse kan indgå som sparringspartnere mv. for ledelsen i forhold til udvikling og kvalificering, fx i forhold til projektarbejde og organisering. Søhuset har, nok delvis på grund af vores funktion som særligt rummende, fået det rygte, at her kan beboerne gøre, som de vil, og her kan man ikke bruge sin specifikke faglighed. Vi synes naturligvis, det er ærgerligt, men da professionen i vid udstrækning ligner livet, så at sige, i hvert fald når man arbejder seriøst med brugernes værdiopfattelser, så må vi indse, at der er visse problemer. Problemer, som vi har brug for at kvalificere os yderligere for at håndtere. Vores boligstandard er hverken nutidig eller optimal set i relation til brugergruppen, man bor meget tæt, og der er ikke ret meget albuerum for den enkelte. Denne tæthed er medvirkende til, at der ofte opstår konflikter mellem beboerne, hvor det føles påkrævet for medarbejderne at gribe ind. Personalet var tidligere ofte udsat for trusler om vold, specielt når det drejede sig om at forhindre konflikter mellem beboere, herunder at beskytte beboerne mod hinanden. Der har gennem årene været holdt flere kurser i konflikthåndtering m.m. og i det daglige er vi meget bevidste om at støtte hinanden, men vi må indse, at vi ikke helt kan eliminere vold og trusler om vold i hverdagen. Tilstedeværelsen af rusmidler, specielt hash, afføder magtstrukturer beboerne imellem, som vi med vores almindelige faglighed ikke kan håndtere. Vi ønskede derfor at blive bedre til at forholde os til det, herunder finde redskaber, der gjorde os i stand til at håndtere voldsrisikoen som et arbejdsvilkår. Vores ide var, at det ville føre til udvidede handlemuligheder for medarbejderne og dermed på længere sigt virke voldsforebyggende. Sekundært håbede vi, at projektet ville medføre, at Søhuset fik et ry som en attraktiv arbejdsplads, hvor man har fokus på forebyggelse, og hvor der gøres en kvalificeret indsats for arbejdsmiljøet et ry, der gerne skulle medføre, at vi kan rekruttere flere velkvalificerede medarbejdere. Uddannelse i kollegial supervision Inspireret af erfaringer fra Orion i Frederiksborg Amt valgte vi, at projektmidlerne skulle bruges til at gennemføre et uddannelsesforløb i kollegial supervision. Vi valgte kollegial supervision, fordi vi gerne ville træne medarbejderne i at tage et fælles ansvar for problemstillingerne, og fordi vi ønskede at udnytte de læresituationer, der naturligt opstår, når kolleger superviserer hinanden i en valgt problemstilling, som én måske umiddelbart har ejerskab på, men som alle har et fælles ansvar for at løse og forholde sig til. Sammen med en ekstern konsulent tilrettelagde vi to forløb et i efteråret 2001, og et i foråret 2002. Medarbejderne blev delt ind i to hold, som gik på tværs af de eksisterende arbejdsgrupper. Det blev diskuteret en del. Skulle man hellere have beholdt de eksisterende arbejdsgrupper og dermed trygheden, eller kunne vi opnå noget ved at sammensætte holdene på tværs? Vi endte med en tværgående inddeling, fordi det ville matche en større udviklingsproces, vi var i gang med, nemlig at bryde op i eksisterende rutiner og normer kort sagt. De fleste var tilfredse med det til sidst det gav større anledning til nysgerrighed, mindre indforståethed og mulighed for at lære de andre at kende, mens man var sammen om noget fælles og vigtigt. Den vigtigste drivkraft i sådan en proces er naturligvis deltagernes interesse, lyst og evner til at sætte sig selv i spil til at sætte sine problemer på dagsordenen i tillid til, at kollegerne behandler det med respekt og indføling. Det var svært for flere, men alle lærte noget, og vi fik sat spot på, at ting opleves forskelligt, og at en kollegas hjælp kan være lige så værdifuld som en ekstern supervisors. Den næstvigtigste, eller en lige så vigtig faktor er naturligvis, at konsulenten kan sit kram og formår dels at lære de mere instrumentelle sider af supervisionen fra sig, dels at hun kan sætte et rum, hvor den enkelte kan øve sig og tør være på. Til sidst skal det betones, at ledelsens opbakning naturligvis er afgørende. Vi havde fra starten aftalt, at forstanderen skulle følge forløbet og være i tæt kontakt med konsulenten og disponibel for deltagerne. Afdelingslederen på stedet sørgede for, at arbejdsplanen blev tilpasset, så der var mulighed for at øve sig i arbejdstiden, og så kursusdagene så vidt muligt ramte ved siden af ferier m.m. Forløbet sluttede med en runde, hvor deltagerne sammen formulerede,

P u l j e n F l a s k e h a l s e... Den vigtigste drivkraft i kollegial supervision er deltagernes interesse, lyst og evner til at sætte sig selv i spil. hvad der skulle til i fremtiden for, at de kunne fortsætte med at arbejde med kollegial supervision. Tryghed og tillid var gennemgående, og vi diskuterede en del, hvad der mon kom først hønen eller ægget. Altså om trygheden og tilliden måske netop kunne vokse frem i processen, eller om den skulle være til stede i forvejen. Mere konkret var alle enige om, at fortsat opbakning fra ledelsen og nødvendige rammer er en forudsætning. Hvad så nu? Gennem det beskrevne forløb, hvor medarbejderne i to hold har gennemgået et uddannelsesforløb i kollegial supervision, har vi fået indfriet de fleste af vores ambitioner. Vi har fået yderligere et redskab, som kan hjælpe os i vores bestræbelser på at forholde os til voldsrisikoen som et element, vi ikke kan eliminere totalt, men som vi kan forholde os konstruktivt til. Vores forventninger er således indfriet. Derudover har vi noteret et markant fald i såvel voldsepisoder som i trusler om vold mellem brugere og medarbejdere, men også mellem brugerne. Projektet bygger ikke på før og nu-statistikker, men tendensen er tydelig. Vi har grund til at formode, at disse tendenser er vedvarende. Ligeledes formoder vi, at det til en stor del er medarbejdernes nye måde at forholde sig og håndtere problemerne på, der indirekte forebygger både vold som trusler. Gennem kursusforløbet har medarbejderne trænet i kommunikation og problemløsning de har lært at se problemet i problemet og de har lært, at problemløsning kan være det at få et mindre problem end det, man kom med. Metoder og modeller for kommunikation er indøvet gennem kursusforløbet og bruges nu i det daglige kollegiale samspil og ikke kun i situationer, hvor der er vold eller trusler indblandet. Dette var også vores ambition. Resultaterne om end de ikke er målbare er allerede indbygget i den daglige praksis, og nye medarbejdere skal introduceres løbende. Vores erfaringer er indtil nu kun delt i organisationen på et uformelt plan, men ambitionen er, at de kan formidles til andre fx via arbejdsmiljøorganisationen. Næste konkrete trin for os er at revidere/udarbejde en ny volds- og krisepolitik, herunder en ambulanceplan.vores hidtidige erfaringer vil indgå i det arbejde. 67

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 68 Når pædagogikken ikke rækker I mange bo- og servicetilbud er der ofte en enkelt beboer, der udviser et anderledes reaktionsmønster. Hvis beboeren kommunikerer angst, utryghed og frustrationer ud i form af slag, spark og andre udadrettede reaktioner er det vigtigt, at give alle medarbejdere en fælles handlemodel, som er med til at skabe tryghed og minimere de udadrettede reaktioner. Af projektleder Poul Malling, Bellisbo, Vestcentret Give. Bellisbo er et botilbud, der hører under Vestcenteret i Give. I sattelitafsnittet på Bellisbo var der tidligere et meget højt sygefravær og en stor personaleflugt på grund af tiltagende problemer med den pædagogiske indsats over for en beboer med meget udadreagerende adfærd. Der blev derfor søgt om midler i Vold som Kommunikationsmiddel til at iværksætte et udviklingsprojekt, som omhandlede uddannelse af hele personalegruppen med særlig vægt på at kunne arbejde struktureret og forudsigeligt. Medarbejderne var to særdeles kvalificerede pædagoger med stor erfaring, et antal løst ansatte vikarer samt sporadisk brug af personaleressourcer fra kerneafsnittet. Begge de fastansatte pædagoger bar præg af nedslidthed og magtesløshed i forhold til opgaven - men var begge meget indstillet på at få tilført ny viden, ligesom de havde mod på at give projektet en chance. Den pågældende beboer var en stærkt medicinpåvirket ung kvinde med meget forsinkede reaktioner. Man var på stedet meget opmærksomme på det problematiske i denne medicinering, men havde af sikkerhedsmæssige grunde set sig nødsaget til at give medicinen. Stedets pædagogik byggede helt klart på de nødvendige elementer som forudsigelighed og visuel støtte, men hovedparten af aftaler i medarbejdergruppen samt handleplaner var ikke skriftligt formaliseret de fandtes for størstedelens vedkommende kun som en viden hos de to erfarne pædagoger. De vigtigste opgaver Det fremstod tydeligt, at en af de vigtigste opgaver var, at gøre beboeren mindre afhængig af bosted og personlige/faglige forudsætninger hos de to fastansatte pædagoger, idet hun over tid mødte ca. 14 16 medarbejdere inklusive beskæftigelsen. Samtidig skulle der opbygges en struktur og et støttesystem, som i en overskuelig skriftlig form gav tilgængelighed for alle involverede medarbejdere. Kort sagt blev et af målene at gøre den pågældende beboer mindre personafhængig og mere systemafhængig, når hun var i en faglig/professionel sammenhæng. Sideløbende hermed havde alle, inklusive de pårørende, et stærkt ønske om at reducere den kraftige medicinering. Dette sidste mål måtte man af hensyn til den unge kvinde gå meget forsigtig til værks med, således at en reduktion kun skete i takt med, at der blev tilført aktiviteter og indhold i hendes hverdag. Rollen som projektleder skulle fokusere på supervision - dels supervision på møder, dels personlig supervision. I forbindelse med sidstnævnte blev det aftalt, at projektlederen samtidig skulle være praktisk/pædagogisk coach dvs. at en del af arbejdstiden skulle være som pædagog og observatør i huset. Den overordnede handleplan Den overordnede handleplan blev udarbejdet og fremstår nedenfor i en ultrakort udgave: Struktur Der udarbejdes strukturskema med aktiviteter og klokkeslæt påført. De tre medbeboeres struktur koordineres med den unge kvindes. Der udarbejdes detaljerede handleplaner og træningsprogrammer, som udformes og opbevares i en lettilgængelig og overskuelig model. Alle små, ikke strukturerede aktiviteter informeres ud til alle medarbejdere alle skal være i stand til at støtte beboeren i hendes hverdag. Støttesystem Det visuelle støttesystem (her piktogrammer) opbygges fra bunden af med få symboler, samtidig med at beboeren gøres aktiv i brugen heraf. Systemet skal gøres troværdigt med henblik på ensartethed, forudsigelighed og tryghed. Systemet skal være den pågældende beboers vigtigste informationskilde det talte sprog er for skrøbeligt og flygtigt for hende, mens visuelle symboler er blivende. Når systemet er cementeret, kan der arbejdes med dets egentlige styrke at synliggøre akutte forandringer i hverdagen visuelt. Kommunikation Der skal hos medarbejderne arbejdes med det verbale sprog og med kropssprog og ikke mindst sammenhængen mellem disse. Budskaber skal være enkle og tydelige unødvendig ordsalat fjernes fra sproget. I stedet for at lade beboeren være afhængig af, at skulle tilpasse sig mange forskellige menneskers særegenskaber, bør pædagogerne tilstræbe, at der er en rød tråd i deres måde at kommunikere og agere på. Indlæring Der udarbejdes systematiske træningsprogrammer udfra en detaljeret målsætning og med aftaler om evaluering, registrering og næste delmål. Det nytter! Ovenstående er i meget korte træk nogle af de elementer, der blev arbejdet med og sideløbende hermed blev beboerens medicinering også minimeret. Der er fra starten registreret tæt på antallet af episoder og konflikter. Og

den grafiske fremstilling af disse registreringer viser, at episoderne er faldet til en brøkdel faktisk er de næsten fjernet. Pædagogernes magtesløshed blev til målrettethed, og succeskriteriet blev tilvejebragt for både pædagoger og beboer ved hjælp af registrering og målbar indsats. Projektvejlederens rolle er reduceret til en månedlig supervision af henholdsvis medarbejdergruppen og kontaktpersonen. De tilførte ressourcer må siges at være givet rigtigt godt ud! Faktisk er der kun tale om en tilførsel på fire ekstra pædagogtimer om aftenen i den daglige dækning en dækning, som oprindelig var to timer morgen og otte timer aften til en boenhed med ikke mindre end fire ressourcekrævende beboere. Kollegerne bakker op Større rummelighed og forståelse for hinanden med kollegial supervision. Af projektleder Bente Westergaard, Klosterparken Klosterparken er et botilbud under Psykiatrien i Sønderjyllands Amt. Med virkning fra 1. januar 2000 er botilbuddet omstillet til at være specialbotilbud til borgere med demenssygdomme. Der er 40 boliger, dels til længerevarende ophold, dels til midlertidige ophold/akutte aflastningsophold. Klosterparken er organiseret med tre lige store beboerafdelinger, og hver afdeling er opdelt i to grupper. For alle beboere gælder, at demenssygdommen har medført så komplekse tilstande, at deres pleje- og omsorgsbehov ikke aktuelt kan løses i kommunalt regi. Beboernes pleje- og omsorgsbehov kombineret med deres ofte manglende evne til samarbejde betyder, at medarbejderne dagligt må forholde sig til dilemmaerne mellem omsorgspligt, omsorgssvigt og magtanvendelse. Det er vores opfattelse, at vold aldrig vil kunne undgås helt i arbejdsfeltet med svært demente personer, og at medarbejdere med beboerkontakt derfor nødvendigvis personligt og samarbejdsmæssigt må rustes til den belastning, volden medfører. Samtidig har vi den opfattelse, at en ændring af voldsmønsteret overvejende beror på medarbejdernes indsats, og at medarbejderne derfor må udvikle arbejdsmetoderne inden for pleje, omsorg og aktivering. Kollegial supervision Disse opfattelser var baggrunden for, at vi har iværksat et voldsreducerende udviklingsprojekt, som både indeholder en styrkende og støttende indsats i form af oplæring i at anvende kollegial supervision, og en indsats, der går på metodeudvikling gennem praksislæring. Projektdelen med kollegial supervision blev sat i gang marts 2001; den eksterne underviser har haft tre seancer i foråret 2001, to seancer i efteråret 2001, en seance i foråret 2002 i hver gruppe, og der er planlagt en seance i hver gruppe til efteråret 2002. Vi har arbejdet med oplæring og forankring af metoden kollegial supervision, det første år og med opfølgning og fastholdelse andet år. Vi har lagt vægt på, at medarbejderne lærer at identificere vold, specielt psykisk vold og psykiske reaktioner på fysisk vold, samt at medarbejderne lærer at bearbejde følgerne af vold ved hjælp af kollegial supervision. Metoden trænes i grupperne mellem seancerne. Forløbet har vist, at det er meget krævende både at lære metoden og at indarbejde den, så det bliver en naturlig del af arbejdet. Vi planlægger derfor, at den eksterne underviser også følger projektet i 2003 med en eller to seancer i gruppen. Projektdelen med faglig metodeudvikling inden for pleje, omsorg og aktivering gennem praksislæring med mundtlige og skriftlige beskrivelser og evt. brug af videooptagelser er foreløbig udsat, så kræfterne og engagementet i første omgang rettes mod at forankre metoden med kollegial supervision. Projektdelen med kollegial supervison evalueres af en ekstern evaluator. Evalueringen støttes af Formidlingscenter Nord med puljemidler fra minipuljen på demensområdet. Evalueringen omfatter blandt andet spørgeskemaundersøgelser ved projektets begyndelse og afslutning samt en række gruppeinterview. Den foreløbige evaluering viser, at kollegial supervison næppe i væsentlig grad reducerer antallet af voldelige hændelser og brug af magtanvendelse, men at metoden ruster medarbejderne til at bære den belastning, volden medfører. Der er udviklet høj grad af gensidig tillid i medarbejdergrupperne; man tør bede om hjælp og man tilbyder sin hjælp i forbindelse med voldelige episoder. Medarbejderne, arbejdspladsen, kulturen er blevet mere rummelig, og medarbejderne har fået en større forståelse for sig selv og hinanden. 69 P u l j e n F l a s k e h a l s e...

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 70 Det hjælper! Et massivt fokus på vold og voldsforebyggelse gennem et år har både ændret synet på volden og den pædagogiske praksis. Af forstander Anne Damgaard Nielsen og Stedfortræder Christian Oxbøll, Bostedet Tomatvej 5. Projekt PARIS Pulje til forebyggelse af vold på arbejdspladsen Se annoncen side 8 Bostederne Tomatvej 5, Kigkurren, Sjælør Hus 4 & 5 samt Dagtilbuddet Pavillonen (tilhørende Bostedet Tomatvej 5) og Dagtilbuddet VIKA (hørende under Bostedet Sjælør Hus 4 & 5) fik i april 2001 tildelt 200.000 kr. fra puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. Alle tilbuddene hører under Københavns Kommune. Bo- og dagtilbuddene huser og beskæftiger personer med varig nedsat psykisk funktionsevne og med infantil autisme eller Prader Willi syndrom. Overordnet er der mange sammenfald i voldens fremtræden på de fem afdelinger. Volden medførte et meget belastende arbejdsmiljø, mange sygemeldinger og problemer med at rekruttere og fastholde medarbejdere. I et forsøg på at ruste organisationen og medarbejderne til at forebygge og tackle volden og hjælpe voldsramte medarbejdere på en bedre måde igangsatte vi projektet Voldsforebyggelse og interventionsprocedurer for voldsramte medarbejdere. Under projektet skulle der udarbejdes en fælles voldspolitik, fælles registreringsprocedurer og -skemaer, vi skulle have fælles undervisning i voldsforebyggelse og der skulle laves fælles beredskabsplaner over for voldsramte medarbejdere. På sigt havde vi en ide om, at vi kunne: Forebygge volden og dermed skabe et bedre arbejdsmiljø Skabe en arbejdsplads, der tiltrak og fastholdt medarbejdere i længere tid Forbedre hjælpen til voldsramte medarbejdere og dermed mindske følgerne af volden Ændre medarbejdernes syn på volden fra kun at være en belastning til også at være en pædagogisk udfordring. Projektet er nu slut. Vi sidder tilbage med en flot mappe, der indeholder en voldspolitik, en beredskabsplan, en undervisningsplan og en registreringsvejledning. Vi fik lavet et computerprogram til registrering og analyse af volden. Programmet har været og vil være en stor hjælp i forhold til at skabe overblik over voldens fremtræden og årsagssammenhænge. Nu skal tiden så vise, om det var det, der skulle til. Hvad er det, der hjælper? I evalueringen af projektet er der særligt er tre områder, der går igen, når personalet skal beskrive, hvad det er for områder der har betydning for forbedringen af arbejdsmiljøet: Åbenhed og tryghed i personalegruppen. Det er den gennemgående opfattelse, at projektet har bidraget til at skabe øget åbenhed om temaet vold og voldsforebyggelse. De fleste medarbejdere giver udtryk for, at rammerne nu i højere grad er til stede for at sætte personlige oplevelser på dagsordenen og trække på hinandens erfaringer Kollegiale fora. Herunder mulighed for supervision, vidensdeling og tid til refleksion Rekruttering og følordning. Herunder vigtigheden af en god introduktion for nye medarbejdere. Den skjulte effekt Uanset hvad det præcist er udslaget, har vi en klar oplevelse af, at tingene har ændret sig. Sygefraværet som følge af vold er mindsket. Antallet af gange beredskabsplanen har været sat i værk er mindsket. Antallet af henvisninger til krisepsykolog er mindsket. Inden for det sidste år har vi henvist én medarbejder til krisepsykolog, vi plejer at henvise omkring seks om året. Antallet af registrerede voldsepisoder er mindsket. Og vi taler om volden på en anden måde end tidligere. Alt dette er ikke noget, vi har klar dokumentation for endnu. Og i nogle tilfælde vil det heller ikke kunne lade sig gøre, eftersom vi nu registrerer på en anden måde end tidligere. Men vi vi tror, der samtidig har været en form for skjult effekt. En faktor, vi ikke havde forudset i projektbeskrivelsen. Det at sætte så massivt et fokus på vold og voldsforebyggelse samt arbejde mere eller mindre koncentreret med det over et år har ændret både vores syn på vold, vores pædagogiske praksis og vores pædagogiske drøftelser. Vi er blevet klogere. Det er måske det, vi plejer at kalde den tavse viden. Under alle omstændigheder er det svært at sætte en finger på, hvad det præcist er, men processen har gjort en forskel. I hvert fald ved vi, at drøftelserne om, hvad vold er, og hvad vold gør ved os, og forsøgene på at forstå og forklare voldelig adfærd ændrer holdninger og handlinger i en positiv retning. Så den drøftelse vil vi forsat have fremover. Det hjælper nemlig allerede!

Massiv fokus på vold. P u l j e n F l a s k e h a l s e... 71

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 72 Konflikthåndtering og voldsforebyggelse To kursusdage og efterfølgende praksis viste, at det at lære og blive fortrolig med brugen af frigørelsesgreb i høj grad er en del af forebyggelsen. Af sygeplejerske Gitte Kobæk, botilbudet Bjerggade 4 Idecember 2000 fik vi i de tre socialpsykiatriske botilbud i Sønderjyllands Amt, Bjerggade 4, Holtegården og Klosterparken bevilliget 50.000 kr. fra puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud. Alle tre steder arbejder vi meget på at få et trygt hus, hvor både beboere og personale trives. Den interne tryghed/sikkerhed er højt prioriteret, og vi arbejder hele tiden på at forbedre vores voldspolitikker, vores registreringer og vores opfølgning efter vold. Puljemidlerne skulle derfor bruges til at uddanne og udvikle personalet i de tre botilbud i forhold til konflikthåndtering og voldsforebyggelse. Job med mob En høring om mobning på arbejdspladsen Se annoncen side 53 På kursus Pengene blev brugt til et todages kursus i konflikthåndtering og voldsforebyggelse på tværs af de tre botilbud. Der deltog seks personer, fra forskellige faggrupper, fra hver af de tre steder. Som del af projektet forpligtede de sig alle, som ressourcepersoner, til at give erfaringerne fra kurset videre til kollegerne i de tre botilbud. At vi holdt kurset på tværs af de tre botilbud gav en ekstra dimension. Vi udvekslede erfaringer og holdninger, hvilket var meget konstruktivt og udviklende. Underviserne var en psykolog og en psyko-fysisk konsulent, begge engageret via Uddannelsesafdelingen i Århus Amt. Undervisningen var tilrettelagt, så indholdet varierede mellem teori og praksis. Teoridelen omhandlede blandt andet konflikter, trusler/vold, verbal/nonverbal kommunikation og reaktioner og opfølgning på vold og trusler. Teorien blev relateret til daglig praksis, og vi fik en større forståelse for, hvad der sker i samspillet mellem os som personale og vores beboere. Forståelsen for, at vi reagerer individuelt på fysisk eller psykisk vold, var en af de vigtige pointer for os at tage med hjem. En af deltagerne fra Bjerggade oplevede i forbindelse med en voldsepisode, at kollegerne reagerede forskelligt. Teorien fra kurset bevirkede, at hun ikke tog afstand fra kollegerne, men i stedet havde forståelse for deres reaktioner. I den praktiske del af undervisningen var der fokus på træning i frigørelsesgreb. Personligt var jeg som udgangspunkt lidt skeptisk i forhold til dette fokus ville det ikke give for meget fokus på selve volden, og hvordan hænger det egentlig sammen med forebyggelse af vold? Frigørelsesgreb omhandler jo den fysiske side og er altså først noget, man kan bruge, når man er i fysisk konflikt med beboerne. De to kursusdage og efterfølgende praksis viste mig, at det at lære og blive fortrolig med brugen af frigørelsesgreb i høj grad er en del af forebyggelsen. Erfaringerne At blive fortrolige med frigørelsesgreb giver en større tryghed og sikkerhed i forhold til at gå ind i konfliktsituationer vi føler os simpelthen bedre klædt på. Blandt andet har vi på Bjerggade i forbindelse med konflikter fokuseret på begrebet dobbeltbindkommunikation, og hvordan vi undgår det. Her ser jeg nu frigørelsesgrebene som en af midlerne til at kunne kommunikere klart og tydeligt i konfliktsituationer og derved undgå dobbeltbind. At frigørelsesgrebene kan bruges i praksis i selv meget pressede situationer, og at det giver styrke at kunne handle, har to af mine kolleger, som deltog på kurset (desværre) oplevet efterfølgende: Der opstod tumult, beboeren fik fat i mit tøj Vupti frigørelsesgreb Det stod meget klart for mig, hvad jeg skulle gøre for at komme fri så hurtigt som muligt. Jeg oplevede, at det virke-

fra teori til praksis de, det jeg havde lært på kurset. Jeg er ikke sikker på, at jeg ville være kommet fri så hurtigt, hvis jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre i den givne situation. Det var rigtig dejligt at opleve, at teori kan omsættes til praksis. Giver erfaringerne videre En del af målet med projektet var, at de 18 ressourcepersoner efterfølgende skulle give deres viden videre til kollegerne hjemme og derved få det implementeret i det daglige arbejde. Det er foregået på den måde, at ressourcepersonerne har planlagt og undervist i deres eget hus, således at det er blevet relateret til daglig praksis hvert enkelt sted. På Holtegården har det været planlagt således, at en psyko-fysisk konsulent underviste i frigørelses- og afværgeteknikker og grænsesætning. Ressourcepersonerne fra projektet stod for undervisningen i forebyggelse og håndtering af konflikter samt den psykiske omsorg i forbindelse med vold. På Klosterparken har undervisningen fundet sted på personalemøder, hvor ressourcepersonerne har gennemgået frigørelsesgreb og den psykiske omsorg. På Bjerggade holdt vi den 8. maj en temaeftermiddag, hvor ressourcepersonerne stod for planlægningen. Indholdet var både teoretisk og praktisk undervisning i konflikthåndtering, voldsforebyggelse og opfølgning i forbindelse med vold. Vores kolleger gav positiv respons på eftermiddagen, og vi var alle enige om, at det ville være godt jævnligt at følge op på blandt andet frigørelsesgrebene. Eventuelt ved hjælp af professionel undervisning en gang årligt. Alle tre steder vil vi løbende følge op på kurset. Vi vil fortsat styrke personalets fortrolighed med brugen af frigørelsesgrebene, idet vi mener, at større fortrolighed, skaber større tryghed og sikkerhed i forhold til konflikthåndtering. Sideløbende vil vi opretholde fokus på arbejdet med kommunikation, forebyggelse og forståelse. Og husk vold er ikke et personligt problem, det er arbejdspladsens problem. P u l j e n F l a s k e h a l s e... Vi skal spise til aften og jeg henter vedkommende, går i forvejen tilbage til spisestuen, sætter mig ned og begynder at øse mad op på min tallerken. Han kommer ind i spisestuen, går direkte hen bag mig og lægger sine hænder rundt om min hals. På det tidspunkt tænker jeg du må ud af det her greb, og ikke andet. Jeg oplever, at jeg får brugt det rigtige greb, på den rigtige tid, og at det så pludselig er mig der har magten, da jeg har fat i begge hans hænder. Alle 18 deltagere gav udtryk for stor begejstring over kurset. Gode og brugbare redskaber, som kan bruges i det daglige arbejde i botilbuddene har givet den enkelte en øget personlig og faglig kompetence, og det i sig selv giver en større tryghed og sikkerhed i forhold til at håndtere konflikter og vold. Bjerggade 4 er amtets botilbud til yngre sindslidende, der har brug for personale døgnet rundt og for omfattende hjælp og støtte i dagligdagen. De fleste beboere har diagnosen skizofreni. Bjerggade åbnede 1. oktober 1999 og der er plads til 12 beboere, som hver har deres egen lejlighed. Personalet er tværfagligt sammensat og består af pædagoger, social- og sundhedsassistenter, ergoterapeuter, socialrådgiver, sygeplejersker, HK-assistent og pedel/rengøringsmedarbejdere. Vi har i huset oplevet alvorlige konflikter, som har ført til fysisk eller psykisk vold. Det har præget personalegruppen i perioder og har krævet meget energi. Som en del af vores voldspolitik er det derfor vigtigt, at personalet bliver uddannet til bedre at kunne håndtere konflikter og derved forebygge vold og i sidste ende flaskehalsproblemer. Holtegården er amtets botilbud til midaldrende og ældre sindslidende med betydelig nedsat fysisk og psykisk funktionsevne. Holtegården har plads til 18 beboere, som hver har deres lejlighed. Personalet er tværfagligt sammensat. I deres daglige arbejde med sindslidende, i form af hjælp/støtte til praktiske gøremål og social færdighedstræning, opstår der konflikter. Dog oftest uden at personalet føler konflikten truende. Konflikter, der udarter sig til en situation med trusler eller vold, skaber angst og usikkerhed og er belastende for medarbejderen. Som del af husets voldspolitik har vi i den forbindelse planlagt, at der hvert år skal være et opfølgningskursus i udvikling af egne psyko-fysiske ressourcer. Kurserne har til formål, at vi får opøvet større handlemuligheder i situationer med konflikter og vold på arbejdspladsen, herunder indøvning af frigørelses-, afværge- og pacificeringsteknikker. Vi retter dermed konstant opmærksomhed mod hvad store/små konflikter, trusler og vold gør ved den enkelte medarbejder. Klosterparken er et døgndækket tilbud til mennesker med en geronto-psykiatrisk lidelse hovedsaglig demens. Klosterparken har ligeledes været igennem en udvikling, omstilling og specialisering. Her er 40 boliger fordelt på tre afdelinger. Personalet er hovedsaglig sundhedsfagligt uddannet. Mange af Klosterparkens beboere har en voldsom adfærd, og personalet er dagligt udsat for både fysisk og psykisk vold. Der laves mange interne registreringer af vold og mange arbejdsskadeanmeldelser. Volden kan ikke helt undgås, men en større faglig viden vil ruste personalet til bedre at håndtere den konfliktfyldte kontakt og dermed i stor udstrækning forebygge vold og flaskehalsproblemer. 73

P u l j e n F l a s k e h a l s e... 74 Nye vinde Forholdene på Kagsåhuse er ændret markant, efter at medarbejderne har været på kursus. Der er større tryghed i personalegruppen, og voldelige episoder tackles omgående. Af leder Peter Jørgensen, Kagsåhuse Gladsaxe Kommune søgte i november 2001 midler til Kagsåhuse til et projekt med det formål at lære medarbejderne nye måder at håndtere vold og trusler om vold på. Kagsåhuse er et opgangsfællesskab med 13 etværelses lejligheder fordelt i to boligblokke. Beboerne bor i egen lejlighed på lejebetingelser som i det almene boligbyggeri. Målgruppen er misbrugere, som ikke kan rummes i de almindelige boligmiljøer. Til opgangsfællesskabet er tilknyttet fem medarbejdere, inklusive leder. Formålet er at yde omsorg og støtte, så beboerne kan klare en hverdag, der i størst muligt omfang fritager dem for yderligere afhængighed af sociale hjælpeforanstaltninger. I begrundelsen for ansøgningen fremhæves, at beboerne ofte optræder aggressivt, voldsomt og truende både over for hinanden og over for personalet. Det skaber et stort pædagogisk arbejdspres for personalet. Siden projektet er sat i gang har forholdene på Kagsåhuse ændret sig meget. Personalegruppen udstråler en anden tryghed i omgangen med beboerne, og de voldelige episoder, der opstår, tackles på en hensigtsmæssig måde af såvel personale som beboere. Vi har øget fokus på drøftelser om, hvordan konflikter forebygges og håndteres i dagligdagen. I hvilket omfang det skyldes projektet eller ændringer i beboer- og personalesammensætningen er vanskeligt at afgøre, men der er uomtvisteligt, at situationen i dag er helt anderledes end beskrevet i ansøgningen. Undervisning over ti gange Projektet består af ti undervisningsdage med en ekstern konsulent. Undervisningen skal sikre: At der bliver udarbejdet en voldspolitik At medarbejderne får indsigt i, hvorledes volden minimeres At medarbejderne kan forudse, når volden opstår At der skabes et miljø, hvor beboernes frustrationstærskel højnes At medarbejderne får faglig viden om vold og trusler fra demente At medarbejderne får faglig viden om vold og trusler fra misbrugere At der bliver udfærdiget en handlingsplan for, hvordan vold og trusler om vold forebygges. Aktuelt er de otte undervisningsdage afholdt. Undervisningen er afviklet månedligt, med undtagelse af sommermånederne, og har sat fokus på: Afklaring af roller og gensidige forventninger til kolleger, stedfortræder og leder i det daglige arbejde Afklaring af forvaltningens, beboernes, pårørende og borgernes forventninger til Kagsåhuse Hvilke tiltag kan vi gøre brug af i forhold til positivt at ændre relationen mellem medarbejdere og beboere samt fastholde og udvikle denne? Hvad fremmer og hvad hæmmer vold? Hvad gør vi her og nu, hvis en kollega bliver udsat for vold, og hvad gør vi efterfølgende? Tidsperspektivet i forhold til at genoptage arbejdet, og valg af kollegial samtalepartner Den rettidige opmærksomhed og opbakning i privatsfæren. Herunder støtte fra familie eller andre pårørende, som del af kriseberedskab Evaluering af praksis i forhold til ovenstående. De to resterende kursusdage er planlagt til at omhandle: Magtrelationer i forhold til regler, kontrol og styring med henblik på at undgå og minimere vold Den enkelte medarbejders professionelle livssyn. Den fælles forståelse som voldshæmmende faktor. Loyalitet er grundlæggende At vi er blevet mere afklarede og har fået præciseret roller og gensidige forventninger har haft markant positiv indflydelse på at opnå større sikkerhed i personalegruppen i omgangen med beboerne. Et vigtigt element i denne proces har været en fælles forståelse af loyalitet. Vi er af den opfattelse, at loyalitet over for trufne beslutninger er grundlæggende for at opnå, fastholde og udvikle et godt og sikkert arbejdsmiljø. Den sikkerhed, den enkelte medarbejder opnår i dagligdagen ved at vide, at det, jeg beslutter, og den måde, jeg vælger at løse, eller håndtere denne opgave eller konflikt på, har jeg kollegial støtte og opbakning til, er kommet markant til udtryk. Under kursusdagene har personalet ikke været til rådighed for beboerne. Det har resulteret i beboerklager, som vi efterfølgende har bearbejdet. Senere i kursusforløbet er beboerne blevet orienteret i god tid og har fået forklaret, hvorfor vi ikke var til rådighed. Efterfølgende er beboerne blevet mere tolerante. I praksis har vi i de konkrete situationer brugt de redskaber, vi har fået kendskab til om, hvad der hæmmer og hvad der fremmer vold med succes. Aktuelt arbejder vi på en handleplan om, hvordan vold og trusler forebygges, og som supplement hertil en ambulanceplan, der omfatter adgang til krisehjælp, også uden for almindelig arbejdstid. De to voldsepisoder, der har fundet sted på Kagsåhuse i 2002, er foregået imellem beboerne på tider, hvor der ikke var personale til stede. Den ene episode var alvorlig, og den anden kunne have medført alvorlige mén. Trusler mellem beboerne af mere eller mindre alvorlig karakter forekommer ofte. Vores opmærksomhed er nu rettet mod, hvilke værktøjer vi kan bruge for at minimere truslerne. Vi er vidende om, at situationen på Kagsåhuse ikke er stationær, og at der hurtigt kan ske ændringer, blandt andet som følge af, at der visiteres nye beboere via boliganvisningen. Vi er opmærksomme på, at en ændret beboersammensætning hurtigt kan fremme vold og trusler og vi må derfor kontinuerligt og i praksis sikre, at den viden, vi har tilegnet os gennem kursusforløbet, fastholdes, og ikke forfalde til her går det godt!

Kontaktadresser Puljen Flaskehalse og forebyggelse af vold i særligt udsatte bo- og servicetilbud Tryggere arbejdsliv Side 42 Psykiatrien i Nordjyllands Amt Kontaktperson: Sikkerhedsleder Preben Vesti Nielsen Tlf. 9631 1692/9631 1332 pvn@psyk.nja.dk Trivslen på vej op Side 44 Spurvetoften Kontaktpersoner: Vera Madsen og Hanne Frandsen Tlf. 7586 2285 xvm@spurve.vejleamt.dk Budskabet når ud... Side 45 Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje Kontaktpersoner: Joan Agine og Margot Farsund Tlf. 3821 3380 joag01@frederiksberg.dk Forebyggelse fortsat på dagsordenen Side 47 Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Københavns Kommune Kontaktperson: Birte Pedersen Tlf. 3317 3580 birte.pedersen@faf.kk.dk Fysiske rammer under lup Side 48 Døves Aktivitetscenter, Center for Døve Kontaktperson: Hanne Kjempff Tlf. 4485 6090 kk@cfd.dk Vrede kan tæmmes Side 50 Børne- og Ungdomspsykiatisk Hospital, Risskov Kontaktperson: Karin Jessen Tlf. 7789 4006 kai@buh.aaa.dk Forebyggelse i hjemmeplejen Side 54 Sorø Hjemmepleje Kontaktpersoner: Lene Rasmussen og Annelise Hansen Tlf. 5786 4500 lera@soroe.dk Arbejdsplads uden vold Side 55 Hjørnestenen Kontaktperson: Arne Christoffersen Tlf. 8641 2433 scrand.hjrstn@aaa.dk Det hjælper at tale pænt Side 56 Dronning Caroline Amalies Hus Kontaktpersoner: Merete Lundberg og Anse Leroy Tlf. 3312 0913 hts@vip.cypercity.dk Øget kompetence i ældreplejen Side 57 Plejecentret Solgården, Bramming Kontaktperson: Inge Holm Frandsen Tlf. 7656 1802 bdsihf@brammingkom.dk Klar forbedring af arbejdsmiljøet Side 58 Orion Kontaktperson: Kirsten Braad Tlf. 4822 8400 kbr@fa.dk Ny professionalitet Side 59 Social- og psykiatriforvaltningen, Storstrøms Amt Kontaktperson: Susanne Jakobsen Tlf. 4061 9484 / 5484 4800 konflikt@socpsyk.stam.dk Analyse og refleksion over fysiske magtanvendelser Side 60 Bo-Grindsted Kontaktperson: Naja Schødt Jensen Tlf. 7532 2411 nje@ribeamt.dk Instruktør i konflikthåndtering Side 62 Sølund Kontaktperson: Lillian Hansen Tlf. 8793 1122 lha@solund.aaa.dk Nå, gør I sådan hos jer Side 63 Sølund (Enkeltmandsprojektet, Århus Amt) Kontaktperson: cand.psych. Hanne Kildevang Tlf. 8793 1141 hki@solund.aaa.dk Marte Meo afsæt i det positive Side 65 Plejehjemmet Lindegården Kontaktperson: Ingelis Sander Tlf. 9712 8411 lipis@herning.dk Kollegial supervision der batter Side 66 Kollegiet Søhuset Kontaktperson: Jette Bjærge Tlf. 8927 3695 sspjb@vibamt.dk Når pædagogikken ikke rækker Side 68 Vestcentret Bellisbo, Give Kontaktperson: Bodil Baunsgård Tlf. 7573 5066 bodilb@vestcentret.vejleamt.dk Kollegerne bakker op Side 69 Klosterparken Kontaktperson: Bente Westergaard Tlf. 7474 4574 bw@sja.dk Det hjælper! Side 70 Bostedet Tomatvej Kontaktpersoner: Anne Damgaard og Christian Oxbøll Tlf. 3287 7228 christian.oxboll@faf.kk.dk Konflikthåndtering og voldsforebyggelse fra teori til praksis Side 72 Holtegården, Bjerggade 4 og Klosterparken Kontaktpersoner: Gitte Kobæk og Eva Kjærgaard Tlf. 7362 2620 bjerggade@sja.dk Nye vinde Side 74 Kagsåhuse Kontaktperson: Peter Jørgensen Tlf. 4453 4432 sofpej@gladsaxe.dk P u l j e n F l a s k e h a l s e... 75

V o l d s o m U d t r y k s f o r m Indeks Projekter fordelt efter geografisk placering Projekter fordelt på uddannelsessteder Projekter fordelt efter brugergruppe Bornholms Amt Sundheds- og sygeplejeskolen, 24 Frederiksberg Kommune Den sociale Højskole i København, 22 So-su Skolen, 37 Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje, 45 Frederiksborg Amt Socialforvaltningen, Frederiksborg Amt, 26 Orion, 58 Fyns Amt Sygeplejeskolen, 34 Københavns Amt Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, 29 Kbh. Amts Sygehus, Gentofte, 16 Kbh. Amts Sygehus, Glostrup, 30 Solvang & Tornehøjgaard, 32 Ballerup Seminariet, 36 Døves Aktivitetscenter, 49 Kagsåhuse, 74 Københavns Kommune Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen, 47 Dronning Caroline Amalies Hus, 56 Bostedet Tomatvej, 70 Nordjyllands Amt Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, 11 Psykiatrien i Nordjyllands Amt, 42 Ribe Amt Seminariet i Esbjerg, 39 Plejecentret Solgården, 57 Bo-Grindsted, 60 Ringkøbing Amt Plejehjemmet Lindegården, 65 Socialpsykiatrisk dag- og Døgncenter Nord, 15 Roskilde Amt Roskilde Pædagogseminarium, 25 Storstrøms Amt Social- og psykiatriforvaltningen, 28, 59 Sønderjyllands Amt Skolen for Social- og sundhedsuddannelser, 18 Klosterparken, 69 Holtegården, 72 Vejle Amt Kolding Pædagogseminarium, 20 Social- og sundhedsskolen, 20 Jelling Statsseminarium, 18 Vestcentret Bellisbo, 68 Spurvetoften, 44 Vestsjællands Amt Sorø Hjemmepleje, 54 Viborg Amt Social- og Sundhedsskolen, 12 Kollegiet Søhuset, 66 Vold som Udtryksform Sekretariat: Socialt Udviklingscenter SUS Nørre Farimagsgade 13, 1364 København K Tlf. 3393 4450, Fax 3393 5450 E-mail: sus@sus-net.dk www.sus-net.dk www.vold-som-udtryksform.dk Århus Amt Psykiatrien Århus Amt, 14 Driftsområdet for voksne handicappede, 10 Sølund, 62 Enkeltmandsprojektet, Sølund, 63 Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov, 50 Hjørnestenen, 55 Pædagogseminarier Skovtofte Socialpædagogiske Seminarium, 29 Ballerup Seminariet, 36 Aalborg Socialpædagogiske Seminarium, 11 Seminariet i Esbjerg, 39 Roskilde Pædagogseminarium, 25 Kolding Pædagogseminarium, 20 Jelling Statsseminarium, 18 Social- og sundhedsskoler Bornholm, 24 Frederiksberg, 37 Aabenraa, 18 Vejle, 20 Skive, 12 Sygeplejeskoler Odense, 34 Bornholm, 24 Sociale højskoler Den sociale Højskole i København, 22 Døve Døves Aktivitetscenter, 49 Mennesker med demens Plejehjemmet Lindegården, 65 Plejecentret Solgården, 57 Sorø Hjemmepleje, 54 Mennesker med sindslidelser Holtegården, 72 Kollegiet Søhuset, 66 Psykiatrien i Nordjyllands Amt, 42 Psykiatrien i Århus Amt, 14 Klosterparken, 69 Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov, 50 Orion, 58 Sorø Hjemmepleje, 54 Sygeplejeskolen, Odense, 34 Kbh. Amts Sygehus, Gentofte, 16 Socialpsykiatrisk dag- og døgncenter Nord, 15 Ungdomspsyk. KAS Glostrup, 30 Mennesker med udviklingshæmning Bostedet Tomatvej, 70 Spurvetoften, 44 Bo-Grindsted, 60 Enkeltmandsprojektet, Sølund, 63 Sølund, 62 Driftsområde for voksne handikappede, Århus Amt, 10 Hjemløse og misbrugere Dronning Caroline Amalies Hus, 56 Kagsåhuse, 74 Hjørnestenen, 55 Familie og Arbejdsmarkedsforvaltningen, Kbh., 47 Solvang & Tornehøjgaard, 32 Andre Frederiksberg Kommunes Hjemmepleje, 45 Vestcentret Bellisbo, 68 Børn og unge Børne- og Ungdomspsykiatrisk Hospital, Risskov, 50 Ungdomspsyk. KAS Glostrup, 30