Det ægte lederskab
Basale spørgsmål til eftertanke 1. Hvorfor er jeg blevet leder? Hvad ville jeg, hvad drømte jeg om? Er jeg blevet stærkere i min overbevisning, eller er jeg blevet klogere og endnu mere befæstet i mit udgangspunkt, eller er jeg blevet desillusioneret? 2. Har jeg ret til at være leder? Vil jeg det nok, og vil jeg organisationen nok, og er jeg overhovedet i stand til at ville det, jeg mener, at jeg vil? 3. Hvad vil jeg hver enkelt af mine medarbejdere og kollegaer som individer? Hvad kan jeg overhovedet ville? Forstår jeg dem godt nok, er mine intentioner rigtige og ægte? Vil og bør de modtage det, jeg har at give dem? 4. Er min faglighed forenelig med lederrollen?
Ordet ledelse Allerede på det sproglige plan er der en tydelig sammenhæng mellem ledelse og lidelse. Det engelske ord suffering kommer fra to latinske ord sub under eller ned og ferre, der betyder at føre eller at lede. Lidelse indebærer altså, at vi bliver ledt til noget dybere. nte.
Ordet ledelse En lignende betydning fremgår af det danske ledelse. For ordet at lede er afledt af det fællesgermanske leitha, der både betyder at bevæge sig imod og at lide i betydningen at pines af smerte. Så hvis folk af og til forveksler ledelse med lidelse, er det blot at forve
Ordet ledelse Ordet ledelse atter er beslægtet med det gotiske leithan, der igen er forbundet til de indoeuropæiske ord for at dø; raeq-, eller at gå bort; lit-. Lederen er den, der er rede til at dø for fællesskabet, for at fællesskabet ikke skal dø.
Sejrens glorie, magtens sødme Kydos, sejrens glorie og magtens sødme, hos Homer, er kun til låns for os dødelige. Vi skal vise os den værdige og kunne give afkald på den, når tid er
At lede sig selv er at ære sig selv Hvis det, at lede sig selv er en opgave for ledere af andre, er det naturligvis kun en mulighed, fordi den er almenmenneskelig. Selvledelse i alle livets forhold er den største og vigtigste af alle opgaver, fordi det er herigennem, at vi alene kan erhverve frihed og myndighed. Hvad et selv er, ved vi ikke, men vi kan skabe en indre relation, der kan erstatte denne mangel, ved at arbejde med os selv gennem den indre dialog.
At vinde krigen mod sig selv Ethvert menneske er i potentiel krig mod sig selv, fordi det kæmper om ærlighed, og oprigtighed, og om modet til at tage sig selv alvorligt, og dermed om viljen og evnen til at tage andre alvorligt. Vi kæmper for vore indre værdiers ret til at styre vores liv, og mod vores ulykkelige talent for kompromiser. Det største af alt er da, at vinde krigen mod sig selv.
Hvem er jeg? Ipse: Jeg er den, der siger jeg - idem: Jeg er den som jeg genkender i spejlet hver morgen og som de andre genkender Selv ego Kerne og overflade? En korrelation uden korrelater En ren tilbliven Den, der endnu ikke har sig
At være herre i eget hus Authenticitet (autentitet): fra M.L. authenticus, fra Gk. authentikos, af autos", selv" + hentes "handlende, værende : "oprindelig, ægte, essential, at være sig selv, ærlig, oprigtig. Reel-fiktiv(strategisk) authenticitet
Integritet "helhed, perfekt tilstand, fra L. integritatem (nom. integritas) "sundhed, helhed ; af integer "hel. Af in + tangent, af tangere, at berøre," fra PIE rodem *tag- at berøre, håndtere. Geometrisk betydning opfundet af den Danske matematiker Thomas Fincke i "Geomietria Rotundi" (1583).
Nærvær At være tilstede i øjeblikket som sig selv. Engelsk presence, af L. praesentia, adfærd, fremtoning, men også at stille noget andet til skue, repræsentere. Overflade dyb. Gøre opmærksom på, give som gave.
Prosoché: (attentio) Opmærksomhedens hexis 1. at være opmærksom på sig selv 2. at være opmærksom på andre 3. at være opmærksom på det, der sker 4. at vække opmærksomhed 5. at være opmærksom på sin opmærksomhed (meta-opmærksomhed)
Ethos Êthos: Karakter, miljø, baggrund, bagland, opvækst, opdragelse, uddannelse: Kultur, dannelse Èthos: Selv-formning, etho-poiesis, vane, hexis habitus Ethos: faglig redelighed Ethos: Organisationens ånd
Kernen og frøet Ordet kerne kommer af fællesgermansk *kernan, en kerne. Ordet er beslægtet med korn, fra protogermansk *kurnam "en lille frø ; fra PIE rod *gre-no- (latin granum, "frø"). Betydningen er korn med et frø indeni. På engelsk betyder corn ofte den kornsort, der kendetegner et geografisk område. Ordet kerne i overført forstand hedder på engelsk core. Core findes i 1400-tallets slutning og stammer sandsynligvis fra oldfransk coeur, altså hjerte, af latin cor. PIE roden er *kerd-, "hjerte".
Kernen og hjertet Dette ord hjerte har PIE roden *kerd-. Vi finder det i courage, og i kordial, i græsk kardía (jf. kardiogram), og i det latinske ord for jeg tror, credo. Betydningerne af hjerte på dansk og heart på engelsk er mange i overført forstand: bryst, ånd, sjæl, bevidsthed, intellekt, vilje, grækerne placerede hjerne i brystregionen, samt begær, mod. Deraf kan vi slutte, at kernen som metafor på den personlige identitet har været udbredt i vesteuropæisk kultur.
Magt Alle menneskelige relationer er baseret i magt Ejendomsret Juridisk sikret ret Retten til at bestemme og befale Magt-ressourcer: Viden Erfaring
Magtens modstykke Værdier er magtens modstykke Ægte levede værdier ønsker man at give og modtage frivilligt. Strategier reducerer værdiers værdi. Men værdier opgraderer strategier. At være eet med værdien. Værdier kan misbruges, men ikke ødelægges.
Værdier Af protogermansk *werthan, at blive til og af PIE: *wert-, at dreje, bøje mod noget : Værdier skaber os og vi skaber os selv gennem dem. De gør os værdige. Engelsk value af latin valere, at være stærk. En værdi giver indre styrke, fordi den giver viden.
Protreptikkens værdier Det gode Det sande Frihed Det retfærdige Det skønne
Værdier I enhver nok så triviel færdighed, som at rede sit hår eller koge et æg, indgår et system af værdier. Sokrates havde ret: Al handlen beror på viden om det gode om man vil vide af det, eller ej.
Vision og mission Visio (latin): jeg ser Samme rod som at vide, af PIE rod: weid-, at vide, se. Missio (latin): jeg udsendes, men også oprindeligt, at sætte fri (gennem et budskab). Det jesuitiske uddannelses-teater
Magtens mikroniveau Anerkendelse, tillid, tiltro, loyalitet og personlig lidenskab og offer skal man fortjene ved at være dem værdig. De gives til den leder, der bruger magten skabende. Men magten kan i dag blive afmagt, hvis dens værdier kun er effektivitet.
Ledelses-magt Ledere må have magt for at udrette noget, men får kun magt ved at udrettet noget. De skal respekteres som menneske og professionel. En leder skal fortjene sit lederskab, En leder skal have et synoptisk blik, se alt, forstå alt, tage ansvar for alt.
Magt er skabende Hvis den imødekommer myndighed, ansvarsfølelse, selvstændighed, kreativitet, spontanitet, solidaritet, forvandlingsvilje og værdikonsekvens hos medarbejderne. Lederens opgave er at forvare og formidle organisationens historie.
Den sande leder Den sande leder er ikke kun én af os, men vores foreningsmængde. Hun må være indbegrebet af vore viljer og vore drømme om det, vil skal arbejde for. Ingen leder lader en dag gå, hvor hun ikke kan sige: Det var derfor den gik, fordi vi sammen bygger denne bygning.
Den ægte leder Spørger sig selv om, hvad der er sandt. Hun gør det, hun inderst inde føler rigtigt. Hun bruger sin magt til at befri, til at give sine medarbejdere ret til at gøre det samme. Og hun bøjer sig for deres saglige kritik. Det er deres mening, der betyder mest for hende. Hun spørger til råds. Hun lærer hele tiden af sine medarbejdere. Og tør stå ved det.
Magt Den ægte leder ved, at magt får man kun af andre til låns. Hun er intet uden den anerkendelse og respekt, som de andre giver. Men den gives i forhold til hendes evne til at stå for sagen og til at holde fast på alt det, som organisationen kan. Hun er dens mentor, skytsengel, selvudslettende forsvarer, men også dens første, ubarmhjertige kritiker.
Vejen Den simple vej til et dybt solidarisk fællesskab er, at man lægger værdier frem i lyset, lader mennesker tale om, hvorfor de går på arbejde, hvad det gør ved deres identitet, hvad de har nået, og hvad de forventer. Værdier er menneskelige, personlige, faglige og praktiske. Der skal være rum til at tale om dem alle.
Ledelsesbehovet At lede dem, der skal lede sig selv At lede ligemænd At lede eksperter At styrke og styre åbne opgaver At udnytte begivenheder optimalt At lede operative fællesskaber At muliggøre brugerdreven innovation At sætte kunden i centrum
Protreptikken Protreptik Trépo: dreje, vende, omvende Trópos: drejning, retning, måde, skik, livsform, karakter, holdning, indstilling, mening Tropé: omvending, solhverv, nederlag, sejr, forandring. Epistrephein/converto-conversio: skifte tro
Protreptikken Klassiske græsk koncept for leder-uddannelser baseret på filosofisk grundlagsviden og dialogisk kapacitet gennem dialektik. Dyrket på executive academies 400 f.k. Grundlag for al ledelsesrådgivning frem til 1800-tallet. Kaldet: Fyrstespejlet, kongevejen, at mildne tyrannen. Grundlag for mentor-begrebet.
Protreptik Udviklet på grundlag af Platons og Aristoteles dialektik, Aristoteles retorik og hans samtale-teknikker. Videreførtes af romerne. Der findes et væld af protreptiske håndbøger i livs- og ledelseskunst skrevet fra 400 f.k. til ca. 1850.
At spejle den anden Protreptikken kaldes som nævnt også fyrstespejlet, kongespejlet, at mildne tyrannen Senecas (død 65 e.kr.) indledning til kejser Nero i brevet Om Mildhed: At skrive om mildheden, Kejser Nero, har jeg besluttet mig til, for i en vis forstand at være et spejl, og at vise dig dig selv som et menneske, der vil blive til den største glæde for alle mennesker. kostede ham livet.
Protreptikkens mål FRIHED Frihed til at reflektere og kritisere Frihed til at blive den du er Frihed til at lade den Anden blive den, hun har mulighed for at blive Frirum
Protreptikkens kunst At opmuntre et andet menneske til at spørge HVORFOR det lever, handler, tænker og føler, som det gør At blive herre i sit eget hus ved at konfrontere sine grundværdier At afsløre sit eget mulige selvbedrag og styrke troen på sig selv
Protreptikkens praksis At gøre værdier virkelige, alene og i fællesskab At forstå andre mennesker for alvor At forstå ords og begrebers betydning og bruge den i sit liv At skabe symmetriske dialoger At søge mennesket
Protreptikkens praksis At hjælpe den anden med at fornemme sine grundstemninger Bruge ordene Ordet er altid rigere end begrebet At ændre på, at vi sjældent helt forstår, hvad vi selv siger
Den protreptiske dialog At forløses gennem sin egen stemme Translokutionaritetens princip: Jeg ved ikke, hvad jeg mener, før jeg hører, hvad jeg selv siger At bringes til at lytte til sig selv i egenskab af en ANDEN Når der lyttes, SKER selvet Den skjulte og den konkrete, lyttende: Identitet
Protreptisk praksis Metode: At spørge Forudsætninger: at vide, at man intet ved At spørge rettet *til et ords mening generelt *efter et ords betydning (personligt) *til værdien(værdierne) bag ordet *til livet i værdien *til værdien i livet
Selvets billeder
Selvets billeder Kernen, Anagogé, Soma, Dæmonen, Stridsvognen, Cthononauten, Hypómnesis, Sagen, Aksiologien, Argos, Diegesis, Kongen, Rummenes rum, selvfornemmelsen, den Andens gave
Det anagogiske selv Den alternative holdning, der er langt senere, opfatter selvet som et relationelt produkt. Ifølge den vil den være den proces, hvorigennem det ægte selv bliver til, der gør dets ægthed muligt. Selvet har det her som det første eksemplar af en ny art dannet gennem mutation, dets identitet etableres først, når der er mange af slagsen. Dog er selvets vilje at være unikt. Det rummer et paradoks: det er egentligt ved at være uegentligt. Lad os kalde dette billede af selvet for anagogisk. Anagogé betyder en opstigen, tilbagekommen, især om sjælens opadstigen til noget højere.
Det anagogiske selv Selvet bliver til som en abstraktion fra det, der sker, fra begivenhedens syntese af materialitet og mening, og det er kun sig selv, dvs. det samme, fordi det bestandigt kredser om sig selv i forsøget på at vende tilbage til sig selv, og denne tilbagevenden er selvet. Men denne tilbagevenden til sig selv er ikke en bevægelse tilbage mod en kerne, derimod finder selvet sin bestandighed i bevægelsen, og den er ubestandig. Henrykkelsen ved sig selv er og bliver en fantasme, fordi den velkendthed eller det velvære, der er tegnet på at være vendt sikkert tilbage, og som kan opleves som harmoni mellem sindets kræfter, forbliver en konstruktion eller skal vi sige, forbliver begivenhedens værk?
Aksiologien Aksiologen (værdibuketten) henviser til et selv sammensat af en konstellation af sammenhængende værdier i en hegemonisk konstellation: Én eller flere værdier dominerer. Denne sammenhæng kan veksle gennem livet. Et menneske finder her sig helt gennem realiseringen af det almene. Det finder sin særegenhed gennem værdiernes anonyme optik.
Soma: kroppen er selvet Soma er kroppen, den som andre genkender og forbinder med vor unikke identitet; og den, som jeg selv genkender, når jeg ser ned over mig selv, på mine hænder, eller på mit ansigt i spejlet. Nietzsche udtrykker dette i begyndelsen af bogen Also sprach Zarathustra : Kroppen er en stor fornuft, en pluralitet med én mening, en krig og en fred, en hjord og en hyrde Jeg siger du og er stolt af dette ord. Men det endnu større, som du ikke vil tro på, er din krop og dens store fornuft: Den siger ikke jeg, men gør jeg Værk- og legetøj er mening og ånd: Bag dem ligger yderligere selvet. Selvet søger også med sansernes øjne, det hører også med åndens ører. Altid lytter selvet og søger: Det sammenligner, betvinger, erobrer, ødelægger. Det hersker og er også jegets behersker. Bagved dine tanker og følelser, min broder, står en mægtig befaler, en ukendt vismand han heddet selvet. I din krop bor han, han er din krop.
Daimon en gæsten - vennen Der bor en vidende, stærk og velvillig gæst i os, der er vores egentlige selv og dog alligevel en fremmed. Han kan hjælpe os, men også forstøde os, vi har ingen magt over ham. Han spalter os fra os selv, fordi vi aldrig kan forenes fuldkommen med ham. (Sokrates billede).
Stridsvognen Platons metafor: Vores sind er en stridsvogn med en vognstyrer og to heste, en sort, uden vinger, og en hvid med vinger. Den sorte trækker os ned i begærets verden. Den hvide rejser mod åndens rige. Når vi holder dem i balance er vi den, vi er.
Cthonauten Platons metafor: Indeni os er der en miniatureudgave af os selv sammen med en løve og et mangehovedet uhyre. Vi skal blive venner med løven og tæmme uhyret, hvis hoveder vokser ud igen, når vi hugger dem af, for at blive ét med os selv.
Hypómnesis Hypómnesis er min personlige erindring. Det, at jeg ved, at jeg er mig, og at jeg kan sige jeg og mene én, der adskiller sig fra alle andre. Det er summen af opmagasineret tid, lagt i et ganske bestemt mønster af min måde at føje begivenhederne til hinanden på i form af min opfattelse af årsag og virkning. Den røde tråd, tranens mønster. Her er én begivenhed, der har formet det hele. Den er hemmeligheden om mig.
Sagens udsending Sagen Et menneske kan hente sin identitet fra den opgave, det påtager sig i livet. Når denne opgave formuleres samfundsmæssigt-funktionelt får vi de velkendte indskrifter på gravstene: Sagfører, læge, assurandør, parcellist Alle disse sociale bestemmelser kan dække over mange, forskellige identiteter, men der er en dybere, social identitet: Det godes forkæmper, frihedens forsvarer
Argos Argos er i den græske mytologi et uhyre med hundrede øjne over hele kroppen. Det er selvet som summen af mange forskellige identiteter. I 1781 besvarer Goethe spørgsmålet Hvem er jeg? med en let omskrivning af Satans svar til Jesus på dennes spørgsmål om, hvem han er med (Markus 5, 9), Jeg hedder legion, du gør mange godt, når du gør mig godt Omkring fem uger før sin død i 1832 gav Goethe følgende svar på spørgsmålet om, hvem han var: Hvem jeg selv er? Hvad har jeg gjort? Jeg har benyttet alt, hvad jeg har hørt, iagttaget og samlet. Mine værker er næret af tusinde af forskellige individer, uvidende som vise, åndrige som dumme. Barndommen og den modne alder, alderdommen, alle har de stillet deres tanker, evner og væremåder til min rådighed, jeg har ofte høstet det, som andre har sået. Mit værk er et kollektivvæsen og bærer navnet Goethe.
Diegesis - fortællingen Diegesis betyder fortælling på græsk. Dermed konstitueres selv-fornemmelsen gennem fortællinger, der både produceres af én selv og af andre. Et menneskes identitet konstitueres af dets narrative redegørelser for sine oplevelser, som Paul Ricoeur siger: personen er delagtig i det vilkår for dynamisk identitet, der kendetegner den fortalte historie. Fortællingen konstruerer karakterens identitet, hvad man kan kalde dens narrative identitet, ved at konstruere den (karakter), der er i den fortalte historie. Men denne påstand løser jo hverken hvem, der fortæller, eller hvem, der fortælles til. Ej heller, hvem, der foretager den generalisering, der gør identiteten tydelig, og måske entydig.
Rummenes rum Rummenes rum illustreres bedst af begreber for bevidsthedens forskellige lag. Dette billede skal dog ikke forstås sådan som Freud fabrikerede det i forsøget på at bidrage til naturvidenskaben, men bedre i overensstemmelse med Jungs billede af kældre under kældre fra hans selvbiografi. Jungs billede passer bedst, fordi man gennem nedstigningen ikke kommer ned til arkaiske, evolutionært bestemte lag, hvor vi finder os selv som overlevelses- og forplantningsmaskine, men derimod som væsener forbundet gennem helt andre betydningsgange til et metafysisk billede af kosmos. Rummenes rum deler anonymiteten på bunden af den indadrettede bevægelse med aksiologien. Det lysende mørke er Dionysios Areopagitens begreb for bunden.
Figur 1: Det tredje jeg begivenheden Jeg-1 Jeg-2 Det tredje jeg Det tredje jeg betydningssansen Figur 2: Selvbevidsthedens struktur
Selvfornemmelsen Fornemmelsen af sig selv er som en smag, der ikke kan identificeres, men er velkendt. Som en følelse i kroppen af tryghed, vished, ro. En atmosfære, en farvemættethed, en bolig.
Selvet er den andens gave Sokrates: Sæt, at dette Ord ( kend dig selv!) gav vort Øje, som om det var et Menneske, det Råd: Se dig selv! Hvordan skulde vi så forklare Meningen med den Opfordring? Maatte Meningen ikke være, at Øjet skulde se på det, hvori det kunde se sig selv? Er nu ikke Øjet, hvormed vi ser, selv sådan en Slags Spejl? Har du nogensinde lagt Mærke til, at, når man ser ind i en andens Øje, viser Ansigtet sig i den andens Blik som i et Spejl? Det er det, vi kalder Pupillen (kóre), fordi det er en slags Billede af den, der ser ind i Øjet Hvis nu Sjælen, kære Alkibiades, nogensinde skal erkende sig selv, må den så ikke se ind i en anden Sjæl, og frem for alt i den Del af den, hvori det, der gør Sjælen til det, den er altså Sjælens Godhed, som er Visdom.
Hans Børlis digt Ett er nødvendig Ett er nødvendig - her i denne vår vanskelige verden av husville og heimløse: Å ta bolig i seg selv Gå inn i mørket og pusse sotet av lampen. Slik at mennesker på veiene kan skimte lys i dine bebodde øyne