Fokekirkens Mission Rapport fra stiftskonferencen på Liseund, Sagese 28. og 29. september 2012 > Mission hander om at dee kristentroen med andre. Ikke, at vi sender noget, men at vi kommer tæt på hinanden. Det gæder også mission i Danmark. Vi må som danskekristne forade vor foregenhed mht. hvem vi er, og hvad vi vi. > Mission er for probematisk et ord ti amen brug. Men gå ud og gør det! > For 100 år siden var den typiske kristne en vesterandsk mand af middekassen. I dag er det en fattig nigeriansk eer brasiiansk kvinde i en fjern andsby eer storbysum. Det er fra den margin i verdenssamfundet den stærkeste missionae bevægese kommer. > Kristne kinesere har i modsætning ti afrikanske kristne svært ved at forstå kristendommens tibagegang i Vestens fok Man forstår, at det er bevet Kinas roe at finansiere Vestens overforbrug, men ikke, at vi ikke sev kan begrænse det. > Sprogbrugen kan ikke sikre en korrekt forståese af begrebet, men dårig sprogbrug kan stå i vejen for gnidningsfri kommunikation. Derfor kan det være vigtigt at overveje, hvad man kader begrebet. > Kristendommen sidder ikke ængere i væggene, den øber ikke i det vand, vi drikker. Det betyder, at vi over en bred kam anægger og må anægge en mere offensiv sti. Det er her, også grundtvigianere og tidehvervsfok går med på missionen. Vi er ganske enket ae bevet missionsfok. > Langs den historiske Sikevej er der nu agt ysederkaber, og den digitae kontakt er tidens Sikevej for Vor Herres ambassadører. Ingen sipper for som kristen i dag at færdes ad denne.
Indhod 1. Forord 2. Missionae aktiviteter - formå, fakta og fordomme 3 2.1 Gobae missionae aktiviteter 3 2.2 Lokae missionae aktiviteter 5 3 Bevægeser i internationa missionstænkning som kan bevæge os 7 4 Kan vi fortsat bruge ordet mission - og kan det erstattes? 11 4.1 Kan den rette forståese af missionae aktiviteter sikres under fortsat brug af ordet mission? 11 4.2 Kan sproget fornyes og ordet mission undgås i omtae af kirkeige initiativer? 15 5 Det ska råbes - tradition og fornyese 19 5.1 Det ska råbes 19 5.2 Fokekirkens Mission: tradition og fornyese 23 6 Hovedindtryk fra konferencen 27 Udgivet i februar 2013 af Udvaget for Fokekirkens Mission i Roskide Stift. Redaktion: Anni Bøge Jørgensen og Jørgen Christensen (ansv.) ISBN nr. 987-87-996086-0-7 De fotografier, der føger foredragshodernes indæg, er fra Liseund Møde- og Kursuscenters smukke interiør. Vort håb er, at æserne også gennem fotografierne vi fornemme den positive og nytænkende stemning, der prægede hee konferencen. Den korte tekst under hvert foto er centrae ord fra det foranstående foredrag og ska sammen med fotografiet give æseren associationer ti videretænkning og handing. Vi retter en stor tak ti forstander Vibeke Hein for at have tiadt brugen af hendes fotos i rapporten.
Forord Stiftsudvaget for Fokekirkens Mission ska virke i en fokekirkeig situation, der nødvendiggør en ny forståese og tokning af begrebet mission, både gobat og okat, og det er en vigtig opgave for udvaget at bidrage aktivt ti, at denne nyorientering gennemføres, og at dens konsekvenser biver kendt og accepteret. Tiden og udvikingen påvirker sproget, og netop ordet mission har i dag oftest het andre betydninger end for bot en generation siden. De feste kender ordet mission som betegnese for den overordnede formåsbeskrivese, som enhver virksomhed ska have i dag. Mange kender også ordet mission brugt i sammenhæng med miitære operationer. Anderedes er det gået med ordets oprindeige betydning i kirkeige sammenhænge. Her har mange erfaret, at ordet sev ofte står i vejen for forståesen af det, som det drejer sig om. For mens ordet mission vandt terræn uden for kirken, groede fordommene op om kirkens brug af ordet. Så højt, at mange nu undader at bruge ordet for de centrae kirkeige opgaver, som det skue pege på. Mange har opevet, at tager man ordet mission i brug, taber man et opmærksomhed hos dem, man taer med. De biver fjerne i bikket. For oka mission: er det nu ikke ige det med tvang, moraiseren og fordømmese, som Hans Kirk beskrev det i Fiskerne, der fik succes som TV serie for 30 år siden? Og goba mission: er det mon ikke fortsat overgreb mod andre fokesags kuturer, som dem der engang banede vej for den koonisering, som først og fremmest skue skaffe rigdomme ti vores game, kristne verden? Konferencens formå var såedes at forsøge at nå frem ti en forståese af ordet, som kan spredes og bive accepteret af de mange, som vender ryggen ti opgaverne, fordi de ikke kan ide ordet mission. Rapporten bringer i kapiterne 2-5 korte referater af de syv opæg 1 som hørt og nedskrevet af rapportens redaktører, samt noter fra de samtaer, der fugte på hvert opæg. Kapite 6 kan med forde æses af trave æsere, der ønsker at danne sig et hurtigt, overordnet indtryk af konferencens resutater. Tak ti Roskide Stiftsråd, som gav udvaget den beviing, der gjorde konferencen muig. Og tak ti de syv opægs- og foredragshodere, som stiede deres viden ti rådighed for konferencen og od sig engagere i samtaer om deres emner. Tak ti de to kirkekonsuenter, som fugte konferencen, refererede debatten og everede afsuttende indtryk af konferencen. Og tak ti ordstyrerne, der modererede debat og samtaer. Som opægs- og foredragshodere detog: Kristian R Skovmose, generasekretær for Mission Afrika; Hans Raun Iversen, ektor Københavns Universitet; Birger Nygaard, Fokekirkens Mission, Det meemkirkeige Råd; Viggo Mortensen, fhv. professor; Inger Lise Pedersen, ektor, Fmd. for Foreningen af Menighedsråd; Birgitte Stokund Larsen, eder af Grundtvig-akademiet og Nies Henrik Arendt, Biskop i Hadersev Stift. Som særige referenter detog kirkekonsuenterne Mogens S. Mogensen og Kristen Skriver Frandsen. Introduktioner og styring af samtaerne bev varetaget af provst Connie Bondesen Beier, sognepræst Peter Tingeff, sognepræst Hee Brink, Anni Bøge Jørgensen, Bodi Therkesen, Pou Jørgen Raagart, samt som særig indbudt, sogne- og stiftspræst i Viborg Stift, Nikoaj Frøkjær-Jensen. Denne rapport er redigeret for udvaget af Anni Bøge Jørgensen og Jørgen Christensen. 1 Lydfier og anden dokumentation fra konferencen er tigængeige på Fokekirkens Meemkirkeige Råds hjemmeside under menupunktet Fokekirkens Mission 3
4
2. Missionae aktiviteter formå, former og fordomme 2.1 Gobae missionae aktiviteter Opæg 1 ved Kristian R. Skovmose, generasekretær i for Mission Afrika Kristian R. Skovmose konstaterede i sit opæg, at fordomme mod missionsaktiviteter i udvikingsande kommer ti syne i både udtryksmåder og indfadsvinker, når disse aktiviteter ses som koonimagtstænkning, fortsatte overgreb og indoktrinering. Det er såedes en amindeig opfattese i sekuær tænkning, at reigiøse netværk ikke kan udvike et samfund. Beskydningen for indoktrinering er imidertid atid kommet fra dem, der som ikke bryder sig om kristendommen, men sev ønsker, at indoktrinere i en anden retning. Fordommene har ikke rod i virkeigheden, men kæber sig ti begrebet mission, og derfor tager mange i vore menigheder afstand fra mission. Missionen henter sin begrundese i missionsbefaingen (Matt ), men gæder det for Danmark eer gobat? Er det væsentigst at forkynde eer at hebrede? Jakob Brønnum, som grundagde Sudanmissionen (nu Mission Afrika) drog ud som æge og anså ægens virke som Herrens gerning, men måtte ved sin senere præsteviese også høre, at han nu var forfremmet ti det egentige missionsarbejde. Missionsseskabernes arbejde er i dag hoistisk, men dette refererer ikke ti nyreigiøs tænkning. Vestige missionsseskabers udsendese af missionærer betyder ikke ængere så meget. 90% af ae missionærer er sendt fra syd ti syd. Verdensmissionen er ikke ængere i vore hænder. Har vi penge og det har vi her i Vesten ska vi naturigvis bruge dem på en god måde i mission. Den vigtigste mission sker i mødet meem famiier, naboer, venner koeger osv. Mission hander om at dee kristentroen med andre. Ikke, at vi sender noget, men at vi kommer tæt på hinanden. Det gæder også mission i Danmark. Vi må som danske kristne forade vor foregenhed mht. hvem vi er, og hvad vi vi. Samarbejdet med partnerkirker har prioritet, og det er partnerne, der rådgiver om, hvordan goba mission ska foregå i dag, og hvike må vi har for vort virke i fæesskab på den ange bane. Vi vi vandre sammen og håbe, at vores indsats vi ade troen brede sig som ringe på vandet. Men fokus er fyttet: der er færre danske missionærer, men større indsats af økonomiske og menneskeige ressourcer ti støtte for okae kirkers forkyndende og sociae virksomhed. I Mai samarbejder Mission Afrika med okae kirker og med kirken i Cameroun og den angikanske kirke om udsendese af afrikanske ægmandspræster ti menighedspantning i andsbysamfund angt fra afarvej. Man styrker partnerkirkernes kompetencer ti at forestå opæring, aver skoer for præstekoner og medvirker i økumeniske præsteuddanneser. Støtte ti sundhedsarbejde, fødekinikker og skoing af piger er en de af indsatsen ti støtte af samfundsudvikingen. Heri indgår også støtte ti den kristne TV-station, SAT-7, som ses af mange i Afrika og Meemøsten. Det er for missionsseskaberne en høj prioritet at vide, hvad og hvem, der er deres netværk og bagand i hjemandet. Men kontakten med kirken i Danmark udfordres af, at der ikke ængere atid er en de missionærer på hjemmeophod, der kan rejse rundt i andet og fortæe om missionsarbejdet. Kontakten søges derfor styrket gennem hjæp ti at oprette venskabsmenigheder, udsende voontører og 50+ konceptet, eer udvekse studenter. Genbrugsbutikker fungerer også i nogen grad som bro ti sognemenighederne. 1 Som hørt og nedskrevet af JC og ABJ 5
Samtae og debat om emnet: Referenten: Gruppesamtaen samede sig meget om kirkens missionae opgave indadti. Men forhodet ti den gobae kirke kan inspirere ti andre former at være kirke på, og skærpe bevidstheden for hvad der er den grundæggende nødvendighed for at kirken biver kirke for fok, nemig at der er behov som opfydes. Om betydningen af kontakt med unge kristne kirker: Mødet med kirkeigt iv i andre evende former er en god vitaminindsprøjtning. Musik fra andre kristne kirker og genbesøg i Danmark af edere og medemmer af deres menigheder kan være ti stor gensidig inspiration, og skaber nytænkning! Afrikanske kirkefok efterspørger evangeisering i Danmark. Cuture beongs to the eyes of the foreign behoder. Om interessen for missionsseskabernes virke: Der er ikke noget kart biede af danske menigheders interesse for gobae missionae aktiviteter, og I et typisk dansk sogn betyder kirke at være kirke på danske vikår. Men der er ydhørhed, hvis men går i diaog med menigheder (og menighedsråd) om emnet. Kirke-ti-Kirke projektet i midtjyske sogne, der sammen satser kræfter og økonomi på internationat kirkesamarbejde, har vist, at interessen er der, hvis de rette rammer findes. Denne tigang forudsætter, at man kommer bort fra en sognefiksering, og at der er en provst, som vi gå foran. Om at skabe interesse hos børn og unge: Det er vigtigt at satse på børn og unge, for menneskers grundfundament mht. hodninger og vurdering ægges i barndommen og ungdommen. Der udføres også i dag børne- og ungdomsarbejde af missionsseskaberne, f.eks. i forbindese med minikonfirmandaktiviteter og konfirmandaktion - arrangementer på stiftspan, men man gør dog nok ikke så meget som tidigere. Mis 6 sion Afrikas virke for børn og unge formides især af Africa-in touch. Om grunden ti kristne kirkers store vækst i Afrika: Kristendommen spier en forskeig roe i Nord og Syd. I Afrika fx bringer troen de troende frem i verden, også materiet, og det er en reaitet, at det opeves sådan. Reigionen opfyder et behov og man erfarer opfydesen. Vi ska måske arbejde mere med, hvad det er for et behov, mennesker i vores de af verden kan få opfydt. Om baancen meem oka og goba mission: Vigtigt at missionere i vore egne menigheder, men vi får så meget mere ved mødet med verden udenfor, hvor vi måske timed kan hjæpe... Det hander ikke om internationa udveksing, men at være i mission også herhjemme... Vi ska gribe i egen barm. Indsaminger er godt, men ikke nok det udeukker ikke det andet Hvis vi ska imødegå fordomme om kirken ude i verden, må vi arbejde med kontakter kirke ti kirke. Der er brug for at udjævne ske og barrierer Der er i virkeigheden mest brug for mission i Danmark. Vi ska ud på torvet! Om behov, som fokekirken ska forhode sig ti: Behov er fertydige og mangeartede. Én aktivitet taer ti nogen, en anden ti andre - fra gospe ti stieandagter. Der er behov for sociat samvær, hvor man biver yttet ti. Vi har behov for noget på det åndeige niveau, åndeig føde; vi ska inviteres ti at betyde noget, eers dør vi. Om at skabe muighed for samtae: En evende, engageret samtae nytter; engagerede præster får via børnene fat i forædre, -også unge fædre- i menigheden, hvis der er noge opgaver, de kan gå ind i Måske er der brug for en parae ti de afrikanske evangeister; noge der først og fremmest går ud, bringer sig i kontakt med fok og forkynder hos os måske især gennem samtae.
om at skabe muighed for samtae 5
2.2 Lokae missionae aktiviteter Opæg 1 ved Hans Raun Iversen, ektor ved afd. For systematisk teoogi, K.U. Den korte version af dette opæg er: Ta ikke for meget om mission, gør det bare. Men så et er det jo aigeve ikke. Mission ska hest være uforvarende og noget man kommer ti. Fordi hjertet er fudt af det. Eers kan det stort set være ige meget. Missionat virke har den dobbethed, at vi ska være mide som duer og snedige som sanger, der jo er gode ti at finde vejen frem. Kirkens centrae opgave er, at vidne om Jesus Kristus som Guds søn, for Troen kommer af, at man har hørt budskabet om Jesus Kristus (Rom. 10,17 ). Hver især ska vi have hørt troværdig tae om Jesus som Guds søn. Kristendom ska gøres gædende, bringes ti torvs, hvor vi går og står. At præsentere og repræsentere kristendommen bandt mennesker er en amindeig og ganske brugbar definition på mission. Men hvad er kristendom egentig? En syntese af vestige kuturformer og kristne værdier? Danmission 2 har som sin mission at gøre Jesus Kristus kendt, troet og efterevet, så vidt det står ti os. Iføge betænkning 1477 (Kirkeministeriet, 2006) er det Fokekirkens mission som kristen kirke, at forkynde Kristus som hee verdens freser. Forkyndese er nøgeordet og må forstås i en meget bred betydning. Og nogen har poemisk bemærket, at man ved denne formuering må have overset, at fokekirken ikke må bruge igningsmider ti dækning af udgifter uden for stifterne, endsige i hee verden! Mået for den missionae opgave er, at Jesus Kristus tager boig ved troen i menneskers hjerter (Ef. 3,17. Brugt i nadverrituaet). Det er det, det troværdige budskab kan skabe muighed for. Mennesker er atid medarbejdere eer modarbejdere af hinandens tro (2. Kor. 1,23), jf.også Løgstrups centrae tanke om at vi i at hoder vore medmenneskers iv og ykke i vore hænder. Og hvad kirken end gør, så er der atid en dimension af mission i det, positiv eer negativ. Der er ingen neutra grund. Også i kirken er der både ægte og uægte vidnesbyrd. Men har fokekirken en ægte missiona intention? Gudstjenesten aene kommer i hvert fad ikke angt med sit vidnesbyrd uden for den snævre kreds af trofaste kirkegængere. Og set udefra er der ikke sat ressourcer og indsats af ti egentige missionae aktiviteter. Vi kan spørge os sev og andre, hvordan vi bev kristne. Svaret vi fortæe os, hvad der ska gøres. At være i mission er at ytte, vise gæstfrihed og gå på husbesøg. Sige: Vi vi gerne vide noget om jer! Jesus sendte sine discipe på husbesøg. Det ska vi også gøre. Vi ska bruge den yttende samtae. Kirkefondens projekt Loka Kirkeudviking udfoder denne tanke. Store sogne kan have 3-4 præster, som er fudt optaget af hyrdens roe, men der er ingen evangeister ti de yttende samtaer. I USA s utherske kirke uddannes præster ti at udsendes uden menigheder. Noget sådant har fokekirken ikke på programmet, og vi har meget at ære af samarbejdskirkerne rundt omkring i verden. Provstierne burde indgå kontrakter med provstiansatte medarbejdere, der kan begynde deres tjeneste med ophod i samarbejdskirker i Syden og give fokekirkens menigheder ejerskab ti de opgaver, de derefter kan øse i sogne og provstier. Kirken ska være verdens ys og jordens sat, og det biver opdaget, hvis den ikke er det. Fok tager bestik af det, de ser. Fokekirken ska turde være kirke på foks præmisser. Tage udgangspunkt i fokeig sprogbrug og forståese uden at bruge ordet mission. Loka kirkeudviking og medemspeje rummer de samme intentioner. Fokekirken er den eneste organisation i Danmark med ivsangt medemskab. 8 1 Som hørt og nedskrevet af JC og ABJ 2 Danmissions definition på mission er at skabe muighed for, at ae kan høre det kristne budskab og opfordres ti at eve i næstekærighed.(red.)
Og det er ikke kristeigt igegydigt om fok behoder medemskabet. De mange udmedinger i disse år udspringer b.a. af den værdi, som man tiægger vagfrihed mht. ae ivets forhod. Medemmerne ska pejes. Menighederne have måsætninger. Og kirken ska have mod ti at engagere sig i tae med ikke-medemmer. Brugen af ordet mission ska begrænses, men kan næppe undværes, f.eks. i den nuværende opregning af fokekirkens fire opgaver: forkyndese, undervisning, mission og diakoni. I NT er der intet ækvivaent ti mission, men det græske ord, som kommer tættest på er faktisk diakonia, der i NTs sammenhæng betyder sendese for at gøre Guds gerning. Mission burde derfor retteig hedde diakoni! I dag bruges ordet diakoni om kirkens sociae opgaver. Mission er for probematisk et ord ti amen brug. Men gå ud og gør det. Samtae og debat om emnet: Referenten: Samtaen forhodt sig ti mange sider i opægget. Bandt andet ti udsagnet at ordet mission er probematisk og ubibesk, og forsaget om at bruge diakonia i stedet for ti at forstå sagen, at gøre Guds gerning overfor en anden. Derfor kom tanken om den kristne som roemode ind i debatten og også overvejeser over præstens roe i den missionae aktivitet sammenhodt med evangeistens. Om fudtidsevangeister: Hvor finder vi dem? Måske bandt immigranter. Vi kunne forestie os nogen sat fri ti ikke at organisere osv., men gå ud og komme i kontakt. Også præster kan gøre det, hvis der biver rum for det. Gå ud med dåbsattest, på husbesøg præsten er jo vekommen. Om præstens roe: Præsterne ska være menighedsrådenes husteooger, de ska kunne give udbikket og indbikket, de ska reatere ti den ange tradition, som vores kirke er vokset ud af. Præstens arbejde er også et hyrdearbejde, men medemsskaren er ikke en fok, der ser på præsten som sådan. Også derfor er evangeistdimensionen vigtig. Om inkudering i menighederne: Vi ever i en katedra-kirketid, hvor rummet og rummeigheden spier en stor roe, og hvor der kan foregå mange ting. Men det er en dårig fokekirke, dér hvor det ikke betyder, at vi arbejder på at få ae sags med. Om nye måder at være kirke på: Vi ska ikke stie kirken foran mission med et kom og vær med i Kristi egeme, når foks umiddebare reaktion vi være Nej, jeg er mig sev. Vi må ære, at danne andre netværk. Internettet kan måske bruges ti dette formå. Sjæesorg.dk er et eksempe. Om kristne som roemodeer: Vores adfærd er vigtigi I Dar Es Saam, var det en vanskeighed i kristnes og musimers omgang med hinanden, at de kristne spiste svinekød. Biskop Zendora sagde Ud med svinekødet musimernes ubehag ved, at vi spiser svinekød, ska ikke være hindring for at vi kan tae og forkynde evangeiet. Denne historie er ikke bevet ige ve modtaget i ae andsogne her i andet. 9
10 men gå ud og gør det
3. Bevægeser i internationa Missionstænkning - som kan bevæge os Opæg 1 ved Birger Nygaard, Fokekirkens Mission, Det meemkirkeige Råd Dette opæg bygger 2 på det fæesdokument fra Kirkernes Verdensråd, New Ecumenica Affirmation on Mission and Evangeism (Ny økumenisk bekræftese af mission og evangeisering), som bev godkendt af KVs centrae komité i møde på Kreta d. 5. sep. 2012 efter fere års forberedende arbejde, og som aføser et tisvarende fæesdokument fra 1982. Meget er hændt i de meemiggende 30 år, hvor kirkerne i Syd er kommet teoogisk på omgangshøjde med Vestens kristne kirker, og hvor de ortodokse kirkers engagement er bevet tydeig. Det har ført ti en ændring af den teoogiske vægtning og af perspektivet for mission, beriget af de rige praksiserfaringer, der gøres i verdenskristenheden, som nu er så meget større end Vestens kirker. Dokumentets indedende afsnit henviser ti Jesu ord fra Johs. 10.10: Jeg er kommet for at I ska have iv og have det i overfod, og det definerer mission på en måde, som er meget anderedes, end de definitioner, som denne konference hidti været præsenteret for: Mission er det, der værner og bygger LIV i ae dets dimensioner. Missionens må anskues atså hoistisk på en atomfattende måde, der kan vække modstand fra mere konservativt tænkende missionsteooger. Ånd er et af nøgeordene i dokumentet. De andre er margin, hebredese og evangeisering. Mission er åndens mission ikke vores. Det drejer sig om ånd, der meget mere end institutioner og som på én gang kan være både meget konkret og dog mystisk, ubegribeig for os. Det hander om skaberværkets ånd, som drager omsorg for skaberværket; og som skænker os åndsgaver, der kan transformere vort iv og skabe den vesignede fred, der i biben kades shaom og på swahii kendes som ubunthu. Mission er den praksis, der bekræfter og har omsorg for LIV og ånd er den heige gave fra Skaberen, som gør mission muig. Er der overhovedet noget vigtigt i kirken, som ikke er virket af Ånd? Ånd er i mennesket, hvad penge er i verden, sagde Grundtvig. Meget af fokekirkens dagigdag formes af det, som budgetter og penge kan og ikke kan. Det kan bevirke, at vi mister fokus på den ånd, der virkeig betyder noget i det at være og bygge kirke. Og måske er den økonomiske krise samfundsmæssigt bedste modgift mod åndøshed? De kristne kirker, der vokser stærkest i vor tid manger ae penge, og deres økonomi er et syndigt rod, som vi så prøver at hjæpe dem med. Men vi må gerne genoverveje, forhodet meem vores pengerigeighed og disse kirkers åndsdynamik. For 100 år siden var den typiske kristne en vesterandsk mand af middekassen. I dag er det en fattig nigeriansk eer brasiiansk kvinde i en fjern andsby eer storbysum. De er fra den margin i verdenssamfundet den stærkeste missionae bevægese kommer. Hos disse marginaiserede viser evangeiet sin kraft på en særig måde. Pinsetraditionen er bevet den nye hovedstrøm i kristenheden, og den henter i høj grad sin tisutning fra underpriviegerede og fattige. Lærdommen er atså, at kristendom og vestand ikke ængere er identiske. Tværtimod. Den store missionsbevægese i verdenskristenheden er i dag migration af mennesker i denne margin. Vi møder den nye missionsbevægese i form af kristne forretningsmænd, der er gobae nomader med mission som deres dybereiggende ivsopgave. Vi møder den i form af økonomiske fygtninge, f.eks. fiippinske au pairs, der nu beder aftenbøn med børnene i vehavende danske famiier og danner kristne netværk med hinanden. Eer som handede nigerianske kvinder på Vesterbro, der ikke kan sippe ud af deres erhverv, men beder os 1 Som hørt og nedskrevet af JC og ABJ 2 Birger Nygaards 24 powerpoint sides kan findes på www.fkm.interchurch.dk. 11
om at hjæpe med at finde et sted ti bøn og fæesskab, hvor de med kristne igestiede kan finde frirum fra deres arbejde og arbejdsgivere. Såedes sker Guds mission ingenunde bare i missionsseskabers pænt tiretteagte aktiviteter og partnerskaber. Missionsbevægeser i dag er en særdees mangfodig størrese, hvor vi må forvente, at de væsentigste ting måske sker upanagt, uden for vores kontro. For os er det en hovedopgave at komme op på siden af migranterne ibandt os og ære, hvordan de bærer Guds mission med sig. Og det er vores opgave, at bive ved siden af dem også de prostituerede afrikanske kvinder i deres udsatte position. Hebredese gennem peje og forbøn har været en hovedfaktor i den kristne kirkes vækst i de sidste 100 år, og hebredese er et vigtigt aspekt i det hoistiske perspektiv for kristen mission. Det er en videreførese af Jesu hebredstjeneste, hvorti han kadte og bemyndigede sine discipe (Matt. 10.1) Men er det reevant for os? Vi har jo vestig medicin og verdens dyreste sundhedsvæsen. Ja, - men det er ikke nok. Ånd hører med. I centrum for hebredese er genskabesen af brudte heheder frem for reparation af defekter. Ti heheden hører fæesskab med Gud, mennesker og skabningen. Kirken må være (og er faktisk) ti stede, når mennesker rammes på eksistensen. Der kendes mange eksemper på gudstjenester for ramte af dødfødser, og hvad hindrer fokekirken i at rumme hebredsdimensionen i en teoogisk gennemtænkt iturgisk ramme, der går ængere end kirkebønnen i højmessen? I Westminster Abbey hodes hver onsdag hebredsgudstjeneste med håndspåæggese for dem der søger den. Burde fokekirken ikke tibyde noget ignende. Behovet kan vise sig at være meget stort. Det sidste nøgeord i KV-dokumentet er et andet, for os idt akavet ord: Evangeisering. Evangeisering er at dee sin tro med andre; at invitere dem ti efterføgese, hvad enten de tihører andre reigiøse traditioner eer ej. At dee evangeiet ska ske med både overbevisning og ydmyghed og som udtryk for vores kærighed ti verden. Det er både stemmen fra Syd og de game kirkers behov for at imødegå afkristningen, der styrker fokus på evangeisering. Dens modus er diaogisk og diapraktisk og må tage udgangspunkt i troen på, at den anden, hedningen, (samaritaneren) er medarbejder i Guds mission (i den brede betydning af ordet), og at hun, den anden, bidrager ti at skabe en retfærdigere verden på ige fod med den kristne. Dermed biver evangeisering ikke fra-os-ti-dem forhod, men åben invitation og tiskyndese ti at tage de i Evangeiets gæde og fyde. KV-dokumentet er et nybrud i økumenisk fæes tænkning om missionens teoogi, må og vikår, og det byder på mange udfordringer, ikke mindst for vestens og nordens kirker, f.eks.: - Mission i den nye hoistiske forstand kan kun tydeiggøres ved at reaisere den sprogbrug kan i sig sev ikke ændre virkeigheden. - Uanset hvad vi måtte sige og mene, afspejer vore institutionee opbygninger et missionspardigme, som nu er foradt (f.eks. missionsseskaber, missionsprojekter, missionsindsaminger). - Patenterne på mission må opgives! - Ny mission invoverer ægfoket ae kristne - i deres amindeige iv og profession. Vi kan kade dem ind i mission ved at tydeiggøre, hvoredes det amindeige bygger Guds Verden. 12
Samtae og debat om emnet. Om afstanden meem missionsforståesen i KV-dokumentet og den amindeige danske forståese: Der taes ti en kirke, som ikke kun tænker i missionsseskaber, institutioner og organisationer, men det kan godt være et bindeed ti den danske fokekirkekristnes situation i dag. Om at ade hebredese og heaing bive en muighed i fokekirken: Vi kan ære af den angikanske kirke (Angican Heath Network). Man må begynde, på æringepan, sætte det i værk, også ære af den ny åndeigheds forståese ægge det ind under sjæesorg i præsteuddannesen Om præsters bøn for de syge: Præsten ska ikke sev hebrede, men skabe den pastorae og eventuet iturgiske ramme, hvor hebredese og heaing kan få rum i fokekirken. Det er nødvendigt at cope sygdom, og at cope ivet. Hvis du ikke har tiid ti ivet og ti omgiveserne, så nytter coping aene ikke. Det er ve noget af det som kirken kan tibyde. Om hebredese og heaing i kirken over for visheden om døden: Moderne mennesker kommer med den forventning, at der er noget der kan skrues på, og så biver at i orden. Håndspåæggese og bøn giver en anden vinke åbner for iv i ae dimensioner også med og i det, som ikke kan kureres. Om opægshoderens åndsbegreb: - En kart trinitarisk forståese, Heigåndens virke er forbundet med Skaber og Kristus, og vi må meget gerne ade os inspirere af Grundtvigs forståese af ånd, som ivgivende. ånd 13
4. Kan ordet mission stadig forstås - eer ska der findes et nyt ord? 4.1 Kan den rette forståese af missionae aktiviteter sikres under fortsat brug af ordet mission? Opæg1 ved fhv. professor, dr. theo. Viggo Mortensen Begrebet mission er under hastig udbredese,. Det migrerer, som vi aerede har hørt det, ti mange nye anvendesesområder. Kirkeigt biver det derimod noget stedmoderigt behandet. For sev om betænkning 1477 har givet det en kar pacering, har vi betænkeigheder ved at bruge det. Det er der atså, men hvad ska vi stie op med det? Prøve at sige det med andre ord; men det kan ikke totat undværes. I bogen Hvad hjertet er fudt af taes der om mission med forskeige andre udtryk som fortæe, vidne, sprede rygtet. Mission ska bruges i sin rette betydning. Det centrae er, at kun den mission er egitim, der er båret af ønsket om at dee med andre, hvad der igger en på hjerte. Kristendom og kristen mission bev indti det 20. årh. kombineret med andre, poitiske bevægeser, f.eks. kooniaismen. Først kom de opdagesesrejsende, så kom købmændene, derpå sodaterne, de sidste ofte edsaget af missionærer. De var drevet af en dyb passion for at bringe de indfødte fok i de nye områder op på vores stade, som udtrykt ved de 3 C er (Christianity, Commerce and Civiization) i Livingstones tænkning. Kristendom og hande vie befordre civiisering. Det 20. årh. bragte afkooniseringen. Det begyndte eers med stor optimisme i Edingburgh i 1910, hvor 2000 missionshøvdinger samedes ti verdenskonferencen om mission under overskriften Kristning af verden i dette sægted. Optimismen var forståeig på baggrund af, at de imperiae magter kontroerede over 80 % af jordens overfade. Det var derfor kun et spørgsmå om at vie gøre indsatsen, så vie det ske. Men det kom ti at gå anderedes. Det 20. årh. bev præget af afkoonisering, fra Indiens frigørese i 1947 ti Hongkongs i 1997. Dermed kom også den dårige samvittighed, som gennemtrænger de postkooniae studier, som fugte. For én ting er at bringe israeitterne ud af Ægypten, en anden at bringe Ægypten ud af israeitternes hoveder, atså: hvordan får man det kooniaistiske mind-set ud af kooniaisternes og de kooniseredes tænkning? Arven fra koonitiden, som vi bærer med os er b.a., at vi har fået - og nu bærer på - den indsigt, at den vestige koonisering har medført kuturødeæggese og fokeundertrykkese og givet os orientaismedebatten. Denne udsprang af den paæstinensiske fiosof, Edward Said s beskrivese af Vestens syn på manden fra orienten som fordomsfydt og stereotyp i hans værk fra 70 erne, der er anerkendt som en korrekt fremstiing af forhodet. Derfor: mission er forkasteig. Netop hjemkommet fra et besøg i Kina kunne Viggo Mortensen perspektivere det aerede sagte med mange indtryk fra rejsen, som ikke ae kan gengives her. Rejsens formå var en foreæsningsturné ti 4 universiteter. Det er statsige masseuniversiteter, men de er eitære og konkurrenceprægede. Førsteårsstuderende går i nydeige uniformer og modtager miitær træning, og modsætningen ti vore universiteters rusture er ti at få øje på. Der er ingen tviv om, hvor man biver bedst forberedt på akademiske studier, og der er stor æreyst. Trods sprogvanskeigheder og mangende kendskab ti et fjernt and og dets små universiteter mødte man tastærkt op for at høre på en foreæsning om Gud og gobaisering og reigiøs puraisme som udfordring for kirke og samfund. Rejsen var tiretteagt af Institute of Sino-Christian Studies, som er baseret i Hongkong og har rod i Nordisk Buddhistmission (nu Areopagos). 14 1 Som hørt og nedskrevet af JC og ABJ
Kina-besøget ignede såedes en rejse for en missionær på korttids jobmission, og den bekræftede den game erfaring, at missionæren er sin egen første omvendte. Af mødet med Riget i Midten og det kinesiske foks masser ærer man nemig ydmyghed og årvågenhed. Missionskonferencen i Edinburgh i 2010 samede en anden og angt mindre forsaming af kristne end den store konference i 1910. Kristendommen er fyttet. Dengang mødtes overvejende hvide mænd. Nu var hodninger og hudfarver anderedes. Den akademiske missionskonference samme år i Århus var da også sammenkadt under Mikas ord: Wak humby with the Lord 2 (Mika 6,8) Kristne kinesere har i modsætning ti afrikanske kristne svært ved at forstå kristendommens tibagegang i Vestens fok, som man betragter med både skepsis og fascination. Man forstår, at det er bevet Kinas roe at finansiere Vestens overforbrug, men ikke, at vi ikke sev kan begrænse det. Det officiee ta for kristne kinesere er 23 miioner, men troværdige skøn siger op mod 100 miioner, og taet vokser hurtigt. Protestantisme og katoicisme er registreret som to forskeige reigioner i Kina, da deres bibeoversætteser bruger hver sit ord for Gud. Hvad titrækker kinesere ti kristendommen? At man deer troen og vidnesbyrdet. At man ser gode gerninger. At der gøres et stort arbejde af præster og sociaarbejdere, som vækker respekt. At kristendommen forkynder frese, prædiker næstekærighed og gør det muigt at bære ideser. At det er en moderne reigion. Den titrækker unge og inteektuee og forbindes med Vesten. Hvad betyder det så? Mission possibe! Vi kan ære af kineserne. Kristendommen vi kun vokse, hvis kristne deer evangeiet med hinanden og hvis kristne vækker beundring for deres indsats. Kristendom taer et afgørende ord mod kan- og kassetænkning og mentaitet. Den ærer, at den, der er i centrum, er atid den nærmeste, der behøver hjæp. Den giver styrke ti at møde idese og død med ivsmod. Og den giver kraft ti at eve i den moderne verden med dens udfordringer. Det, der tæer, er atså ikke meget nymodens pjat, men at kirken gør det, den ska, med autenticitet og integritet. dee evangeiet 2 at øve ret, gerne vise kærighed og vandre ydmygt med Herren. 15
Samtae og debat om emnet: Om at kristendom ventes at virke : Vi i vesten har været kritiske over for fremskridtsteoogien heath and weath gospe der vokser i Afrika. Men for afrikanerne er det vigtigste, at reigion virker, at de ser, at de biver raske og rige. Der ska tre ting ti, for at en reigion virker, og det får man henne i kirken, og det hander om (1) beieve (2) beong (3) behave. Man har gjort grin af Skovgaard-Petersens bog Kristendommens betydning for den, der vi frem i verden. Men sådan er det. Hvis kristendommen ikke virker, så går det ikke. Præster bør kunne gøre rede for: Hvad er kristendommen godt for? Om at gøre som i Kina: Kristendommens udviking i Kina viser, at det drejer sig om at komme back to basics, og spørgsmået er, hvad det vi sige i en dansk sammenhæng. Vi må have modet ti at eksperimentere i kirke og mission ad de 1000 bomster bomstre, og ad os se, hvad der sker. Et svar på spørgsmået om, hvad back to basics betyder, kunne være praksis. Vi kan kun få kristendommen ind gennem kroppen. Et eksempe er babysamesang. Gør det sev, syng, dans, tag det med hjem, så det er i dig, i en totaforvirret puraistisk verden. Om forkyndese ti ivssituationen: Forkyndesen af evangeiet ska hee tiden svare ti den ivssituation, som fok opever. Derfor må vi begynde med at anaysere ivssituationen og så ade vidnesbyrdet vokse ud derfra. Om tibedesen af mammon i vefærdsstaten: Spørgsmået er, om man ikke ængere har brug for kristendommen som reigion i en vefærdsstat som den danske? Den offentige imagination er vækst og penge, men er der ikke også åndeige behov? Eer er de opfydt i og med tibedesen af guden konsum. Vi må i kirken invitere ti en anden ivsforståese end tibedesen af mammon. Der må være en modkuture brod i enhver forkyndese. Om tvivens roe i Vesten og i Kina: Spørgsmået er, om tviven har en pads hos kinesiske kristne, sådan som vi her i vesten giver tviven en stor pads? Grundtonen i kinesisk kutur er konfucianisme, som også præger den moderne kineser. Den sætter bom for tviven og fremmer autoritetstro. 16
4.2 Kan sproget fornyes og ordet mission undgås i omtaen af kirkeige aktiviteter? Opæg 1 ved universitetsektor, cand. mag.,professor Inge Lise Pedersen Ordet mission får stadig større udbredese i amensproget: rejsepanen.dk har en mission som kan æses på dens hjemmeside. Sjædne 1700-tas arier af Agostino Steffani, sunget af Ceciia Bartoi er netop udgivet med abumtiten Mission. Hjæp ti skadede sodater ska med forsvarsministerens ord ydes ikke bot efter skader som føge af kamphandinger (på sagmarken), men for ae skader under ophod i missionsområdet (på missionsmarken). Osv.osv. At sammen eksemper på moderne udviking af brugen af ordet mission og sammensætninger med ordet. Den sproghistoriske udviking i de seneste generationer kan studeres ved at sammenigne artikerne om mission i hhv. Ordbog over det danske Sprog (ODS) fra 1933 og Den danske Ordbog fra 2005. I ODS (1933) er betydningerne: 1. Sendese (især det at sende i et vist ærinde, give en et hverv som sendebud) herunder udsendese af dipomatiske repræsentanter eer gesandter som særig mission eer opgave som man føer sig kadet ti, evt, af højere magter; ivskad/-opgave. 2. især reigiøst: udsendese af sendebud ti fremmed and for at vinde dette and for en reigion, især kristendom (ydre mission); eer (i bestemt form): Indre Mission. DDO vender 70 år senere op og ned på rækkeføgen af betyningerne, som er: 1. krævende og vigtig opgave, herunder miitær operation og ivsopgave (kad), 2. forkyndese og udbredese af reigion, især kristendom. 3. gruppe af mennesker, udsendt for at føre dipomatisk/poitisk forhanding. Verbet missionere er mere befængt end mission. Det betyder: Ivre for et bestemt budskab herunder søge at udbrede en bestemt idé eer bestemt sag for at vinde tihængere (DDO). Mission kommer fra middeaderatin: missio, som ikke kun anvendes i reigiøs betydning. Ordet findes ikke i vugata 2 som substantiv, hvor verbet mittere derimod er meget hyppigt, især i Johannesevangeiet. Der er mange omtaer af sendese, men med verbum, ikke som begreb. Der er i det hee taget ikke meget begrebsdannese i NT. Det kommer at sammen senere. Mission er ikke ånt ind i dansk direkte fra atin, men via andre sprog. I kirkens sprog er det tidigt i 1700-taet ånt fra tysk (som så meget andet), der fra 1600-taet har brugt det om sendese af Heigånden og udsendese af kristne prædikanter. Brugt om dipomatiske sendeser er det ånt fra fransk, som det dipomatiske sprog i øvrigt er det. De nyere og nyeste, meget omfattende brug af ordet er ånt fra engesk og amerikansk. Den (ydre) missionae opgave styres i den katoske kirke af Congregatio de Propagada Fide (Kongregationen ti udbredese af troen). Propaganda er af vekendte grunde ikke et brugbart ord i dag og ikke et aternativ ord mission. Først i øbet af 1800-taet bredte mission sig i dansk uden for snævre fagsprog og indgår nu i amensproget både i dansk og andre europæiske sprog. Det er bevet dets skæbne, at de feste forbinder det tæt med Indre Mission ( Missionen ) igesom adjektivet missionsk, der udeukkende anvendes på tihængere af Indre Mission eer på noget, der er afedt deraf. Snævre ydre missions kredse vi måske have en anden forståese, men ikke den amindeige dansker. At ordet nu anses for ubrugeigt, må devis tiskrives Hans Kirks servering af Indre Mission i Fiskerne, som jo ykkedes overordentig godt, kobet med kooniaisme-associationen, som næppe har den store betydning i amenheden i dag, men stadig er en fare. Man kan spørge, om associationen ti management tænkningen kunne give ordet fornyet brugbarhed. Det burde være en styrke, hvis man ser mission som en ivsopgave for kirken, som jo ikke 1 Som hørt og nedskrevet af JC og ABJ 2 Den katoske kirkes officiee udgave af Bibeen på atin 17
ønsker et særigt sprog, men gerne vi bruge et sprog som er det af ae. Som ordet i denne betydning faktisk er. Men det har man aigeve ikke rigtig yst ti. Kan det da undværes? Ae ord kan erstattes; nogen ettere end andre. Men ordet er praktisk at have i fagsproget, så man ikke hver gang ska bruge have sætninger på at undgå det. Det er ikke nyt, at ord biver ubrugeige. Ordforrådet ændres faktisk meget hurtigt. Ingen går ve med sacks i dag. De er der bestemt stadigvæk, men ingen ved præcist, hvad det er. I dag dufter man ti noget, som kun ædre mennesker stadig ugter ti. Lugt er oprindeig et neutrat ord, men optræder i dag oftest i sammensætninger, der betegner noget ubehageigt, mens duft stadig forbindes med noget behageigt. Kropsudtømninger får stadigt nye navne, fordi de hurtigt antager ugt af det, de betegner! Sprogbrugen kan ikke sikre en korrekt forståese af begrebet, men dårig sprogbrug kan stå i vejen for gnidningsfri kommunikation. Derfor kan det være vigtigt at overveje, hvad men kader begrebet. Indoktrinering, propaganda, mission er ae negativt adede ord. Verberne endnu mere end substantiverne. Da mission bev taget i brug, havde det ikke nogen prægnant kirkeig betydning. Ska det udskiftes nu? Sprogbrugen kan ikke ændre virkeigheden, herunder heer ikke strukturer. Vi kan gøre, hvad vi vi, med sprogbrugen og prøve at væge ord, der er så adækvate, som muigt, så de ikke hindrer os i det, vi ønsker at gøre. 18 duft - ugt
Samtae og debat om emnet Om brug af mission ti uniformering af samfund: Mission er historisk set knyttet ti koonitiden og også ti koonimagthavernes bestræbeser på uniformering, men evangeiet har en kraft i sig, der ofte førte ti modsætningsforhod ti kooniadministrationen. Om Grundtvig og mission: Grundtvig er vor største missionsteoog (æs fx hans heigåndssamer), men han var ikke begrebsdanner. Begreberne kom først bagefter. På samme måde var Ny Testamente heer ikke begrebsdannende, begreberne kom først bagefter. Om modningstid for nye begrebsbetegneser: Erfaringen viser, at et nyt ord for et fænomen ikke behøver at være prægnant fra begyndesen, det kan fog gået ind i sprogetering i Danmark i 1999 bruges mere og mere og har fået en prægnant betydning. oniaisme. om toritetstro.nenå prægnans gennem brug. Det vi også gæde nye ord for mission. Et eksempe på det er ordet kuturkristendom, som siden dets ancering i Danmark i 1999 er gået ind i sproget og har fået en prægnant betydning. Om krav ti nye for mission: - Vi må i vag af ord tage afsæt i virkigheden hvad det er for fænomener, vi ønsker at betegne eer beskrive et ord? Måske er det ureaistisk at forvente, at vi kan same det hee i et ord. - Et nyt ord for mission ska være et omfattende ord for at rumme en moderne forståese af mission. - Et nyt verbum for mission må hest være intransitivt og refeksivt. Et transitivt verbum for mission kunne indikere manipuation og objektgørese af den anden. Et refeksivt verbum vi understrege gensidigheden og igeværdigheden i mission Om gruppering af nye ord for mission: Overordnet set kunne man pege på tre grupper af nye ord om mission 1. Ord. som understreger gensidighed og igeværdighed, som fx føgeskab, deing 2. Ord, som fokuserer på den kristne danese, atså at mennesker formes og dannes af evangeiet. I frikirkesammenhæng taer man om ivsmønstre 3. Ord, som peger på praksis troens praksis, som vi kender det i det game ord fromhed. Om muige nye ord for mission: En ang række af nye ord for mission og missionær og at være i mission bev foresået - discipeskab, men det er et tungt ord på dansk Eer at discipe. Vi har på dansk i modsætning ti fx engesk et probem, når vi ska danne substantiver. - vidne - på engesk bruger man ofte ordet witness, men vanskeigt anvendeigt på dansk - medvandring - budbringer - at sogne - venskab, venner Om hvordan vi kan få forsag ti nye ord: Det kunne måske komme på tae at udskrive en arkitektkonkurrence for at finde det bedste nye ord for mission. 19
5. Det ska råbes tradition og fornyese 5.1 Det ska råbes Opæg 1 ved Birgitte Stokund Larsen, eder af Grundtvig-Akademiet I fortæingen om trodmandsæringen Harry Potter har rektor Dumbedore et Mindernes Kar, hvor man kan dykke ned i erindringer, som ikke er ens egne. Vi har hver især vores egne minder men vi har også koektive erfaringer og erindringer; vi ever i samfund, fæesskaber. Så vidt jeg forstår opægget ti seminaret her, så er det netop sådan en koektiv erindring, der igger ti grund. Det hander om den fæes erindring om en særig bufærdighed, der er knyttet ti kristendommen i vores kutur. Vi vifter ikke sådan med det reigiøse fag, det er ikke noget, man taer om. Da set ikke mission, som arrangørerne af dette seminar opfatter som et ord, der står i vejen for sig sev. Det går ikke ængere. Hvis man ikke har en mission, så vi man ikke noget. Vi vi jo noget. Vi har en historie at fortæe. Det ska råbes, atså. Og der er ingen vej uden om. Det er medierne, der fortæer vores fæes historie; hvis ikke kristendom og kirke er dér, så er kristendommen ikke en de af den fæes historie. Sådan er det. Vi ever vores iv, men vi ever også i det, man kader en mediaiseret virkeighed. Der er kamp om opmærksomheden. Det giver ikke en priviegeret adgang ti medierne, at man har en mission det er der så mange, der har. I game dage, det vi sige før 1988, hvor Danmarks Radio havde monopo på radio og tv, dér var det anderedes. Der kunne man ti en vis grad fasthode forestiingen om, at medier var netop medier, atså kanaer eer rør for et større budskab. En fornem opgave for Danmarks radio var netop trans-mission, nu er trans-mission undtagesen. Hvis man har noget, man vi råbe, så er der ingen, der stier en patform ti rådighed bare sådan. Man må ind i kampen om opmærksomheden på ige fod med ae andre, der har et budskab, de vi af med. Ae kneb gæder, man ska være snide som sanger og enfodige som duer - for nu at citere det, Jesus siger ti discipene (Matt. 10.16), inden han sender dem ud i en verden, der ikke nødvendigvis er indstiet på at tage imod dem. De vi bive mødt med had, forføgese, sværd og spid, kors. Der er også her, man finder formueringen om, at det ska råbes fra tagene:: Hvad jeg siger ti jer i mørket, ska I tae i yset, og hvad der hviskes jer i øret, ska I prædike fra tagene. Det hander om frimodighed på trods. Det ska råbes. Hvad er det så, man ska råbe? Det yder som et banat spørgsmå og det er det for så vidt også. Og så aigeve ikke hvorfor synes I fx det er interessant med en medievinke på mission her på seminaret? Er det fordi, I mener, I kan bruge medierne ti at fremme det rigtige syn på mission? Eer er det, fordi I mener, I kan bruge medierne ti mission atså at fortæe ud af og om kristendom, i en eer anden forstand bringe vidnesbyrd? Det første er det nemmeste det sidste er svært. I hvert fad kræver det mennesker, der med personig autenticitet og troværdighed står inde for det, de siger. Og det kræver, at de har noget at sige i en sammenhæng, som er reevant også uden for deres egen snævre kreds. Det betyder jo så også, at hvis I er på sagen frem for image så rykker mission tæt på kernen i fokekirken og i kristendommen. Det biver ikke et idt perifert særområde for fok, der har mødt Jesus og gerne vi ud at rejse, møde andre kuturer. Nej, det er sådan set sagen. 20 1 Uddrag af Birgitte Stokund Larsens taemanuskript, forkortet af JC og ABJ
Der er jo noge hurder, man ska overvinde, fx hee den koektive erindring om, at reigion er en privat sag. Men pointen er jo, at der er en offentig side af kristendommen. Det har der været fra første begyndese, hvad man kan forvisse sig om ved at æse fx de første 4-5 kapiter af Apostenes Gerninger: Peter taer, de kristne sames i tempets søjegange, hebreder ved den skønne port på vej ind på tempepadsen, og går i cinch med fokets edere, de ædste og de skriftkoge. De gør det hee med frimodighed, som omkvædet yder i disse første kapiter. At kristendommen har en offentighedsdimension igger i sagen sev: Kristendom er ikke først og fremmest er en tro, man ska tisutte sig eer en føese, man ska dee. Det er en historie, der ska fortæes. Uden kommunikation er kristendom atså ingenting. Kommunikation er en centrateoogisk kategori ikke bare idt fikse håndtrick ti, hvordan man kommer ud over rampen. Evangeiet hander ikke om at bive frest fra at være menneske, det hander om at bive sat fri ti at være menneske. Det hander om et menneskesyn, hvor tro, håb og kærighed ikke er hjemøse, - et menneskesyn hvor man ikke kun ser på mennesket med økonomiske, bioogiske eer psykoogiske brier. Det hander atså om at fasthode det uudgrundeige menneske i en verden, hvor man reducerer ondskab ti sygdom og hvor eksistentiee vikår biver ti menneskeige defekter. Der er nok at råbe om. Der har været et meget fint og tæt samspi meem kutur og kristendom i Danmark. Man kan tae om en kristen kutur og kuturkristendom. Med ti vores protestantiske arv hører også, at det offentige rum er et sekuært rum, her mødes vi på ige fod uanset reigiøs baggrund. De senere år er forskere begyndt at tae om vores samfund som et post-sekuart samfund. Det betyder ikke, at samfundet er hodt op med at være sekuært, det er det stadig. Men det betyder, at der er fere reigioner på torvet og i sidegaderne. Det betyder også, at en god de af sevføgeigheden er borte: Kristendommen sidder ikke ængere i væggene, den øber ikke i det vand, vi drikker. Det betyder, at vi over en bred kam anægger og må anægge en mere offensiv sti. Det er her, også grundtvigianere og tidehvervsfok går med på missionen, vi er ganske enket ae bevet missionsfok. Kristendom og kutur og identitet er kompekse størreser, som hænger sammen på et uta af måder og hvis sammenhænge udviker sig over tid. Det er her, man sagtens kan være ateist med kristen baggrund som Beringske Tidende skrev i forbindese med opsætningen af et teaterstykke. Men det er også her, man kan få gjort kristne ti en særig sekt, idt sære og mærkeige, som det sker, når Kristeigt Dagbad fx rapporterer om, at det kristne pubikum hodt sig i stor sti væk fra årets Skanderborg Festiva. Det er en udfordring for både fokekirken og for den enkete kristne at finde den autentiske baance meem det het sevføgeige og det ganske særige. Også når det ska råbes. Der igger en særskit offentighedsteoogisk opgave i at fasthode det egitime i kristendom (og reigion i det hee taget). Det rører nemig kirkens kerneopgave, som den er formueret i dåbs- eer missionsbefaingen. Sagen er jo, at mange har fået et temmeig ubekvemt forhod ti kristendom og reigion, så het amindeige mennesker, som får deres børn døbt, synes, det er et overgreb at opdrage deres børn i den kristne tro. Her er et opagt område at få de gode argumenter frem. Har børn ikke ret ti reigion? Og krav på at have voksne omkring sig, som er med på også at snakke om de het store eksistentiee spørgsmå? Det er jo faktisk spørgsmå, som børn går ret meget op i. 21
Samtae og debat om emnet Om forkyndesens kontekst: Der er også mht. mission en vigtig pointe i den game vittighed: Jesus er svaret! Ja, men hvad er spørgsmået? Det, vi råber ud, må knytte sig ti de spørgsmå, mennesker stier i dag. Det betyder, at det fx vie give god mening at hode særige gudstjenester for syge og for famiier ramt af sevmord. Om behovet for opyste journaister: Kendskabet ti kristendom fx bøn er meget begrænset i skoen. Journaisters kendskab ti reigion og kristendom er også meget begrænset. Mediernes betydning for kristendomsformiding er afgørende. Derfor må vi fra kirkeig side støtte op om journaisternes uddannese, så de får et nødvendigt kendskab ti reigion og kristendom. Om adgangen ti troværdig tae om kristendommen: Her gæder, at de, der i forvejen har, får meget givet, og vice versa. For dem, der aerede er med i kirkens arbejde, er der tibud fra vugge ti grav. Det samme gæder egentig også for medierne. Men ikke for det store ferta. Om særuddannse i kommunikation af kristendom: Spørgsmået er, om vi skue vi uddanne færre teooger, og suppere med mennesker, som er uddannet ti på forskeige måder at kunne kommunikere kristendommen, fx gennem medierne. Samtidig er det vigtigt, at der ikke skabes et ske meem teoogi og kommunikation. Den måske bedste formider af kristendom i Danmark i det 20. århundrede var teoogen og præsten Johannes Møehave. Fokekirken har de teooger, som den har bedt om. Hvis der ska ændringer ti i uddannesen fx mht. bedre kommunikationsfærdigheder så må kirken stie krav ti universiteterne. Om at vedstå sin tro: - Vi ska ikke ade os kue. Reigion ska ikke ud af det offentige rum. Vi ska bive ved. Kristendom er ikke det værd, hvis den ikke er som det vejr, jeg trækker. Vi ska ikke spørge om hvad tro vi har. Vi ska eve i den, som fisken i vandet. Jeg har noget at fortæe, og jeg ytter, vi biver ikke respekterede, hvis vi bare er kuturkristne. - Vi ska som kirke turde være i det offentige rum eers får vi fx ærere, der ikke vedgår at de er kristne, de får ikke frimodighed ti det. Vi ska være musimerne taknemmeige, deres tistedeværese har tydeiggjort dette. - Vi ska være i stand ti at fortæe den gode historie. Og vi ska sev kunne fortæe, hvordan den har betydning for os hver især. Om ikke at vie ære sine døbte børn om kristendom: Probematikken med det offentige rum er rykket ind i famiien, når omkring havdeen af fokusgrupperne i Ina Rosens undersøgese mener, at undervisning af deres døbte børn i, hvad kristendommen betyder, vi være overgreb. Dette må ikke bive ti et argument for at opfordre ti at man ikke ader sine børn døbe, medmindre man er kar ti dette. 22