Prædiken til 19 s.e.trin 2015 v/ Brian Christensen Lemvig Bykirke kl. 10.30 Tekst: Es 44,22-28; Ef 4,22-28; Mark 2,1-12 v1 Da Jesus efter nogle dages forløb igen kom til Kapernaum, rygtedes det, at han var hjemme. v2 Og der samlede sig så mange mennesker, at der ikke engang var plads uden for døren; og han talte ordet til dem. v3 Så kom der nogle hen til ham med en lam, der blev båret af fire mand. v4 Men da de ikke kunne komme hen til Jesus for de mange mennesker, fjernede de taget over det sted, hvor han var; og da de havde lavet hul, sænkede de båren med den lamme ned. v5 Da Jesus så deres tro, siger han til den lamme:»søn, dine synder tilgives dig.«v6 Men der sad også nogle af de skriftkloge, og de tænkte i deres hjerte: v7»hvad er det dog, han siger? Han spotter Gud. Hvem kan tilgive synder andre end én, nemlig Gud?«v8 Da Jesus i sin ånd straks vidste, at de tænkte sådan ved sig selv, sagde han til dem:»hvorfor tænker I sådan i jeres hjerte? v9 Hvad er det letteste, at sige til den lamme: Dine synder tilgives dig, eller at sige: Rejs dig, tag din båre og gå? v10 Men for at I kan vide, at Menneskesønnen har myndighed til at tilgive synder på jorden«siger han til den lamme: v11»jeg siger dig, rejs dig, tag din båre og gå hjem!«v12 Og han rejste sig, tog straks båren og forlod stedet for øjnene af dem alle sammen, så de blev helt ude af sig selv og priste Gud og sagde:»aldrig har vi set noget lignende!«bøn
Der er nogle ting i dagligdagen, som er en selvfølge. Noget vi gør uden at tænke over, fordi det gør man bare. Ikke fordi man skal gøre det, men det er bare det mest naturlige, så det gør man uden at stille spørgsmål ved det fornuftige i det. Hvis der er nogen der tilbyder dig en flødekaramel og du har lyst til at få den, så pakker du den ud og spiser den. Ganske enkelt. Men hvis man i stedet puttede den ind i munden uden at pakke den ud, med papir og det hele, så ville andre synes, at man var mærkelig. Og man ville nok også hurtig spytte det ud, for papir smager ikke særlig godt. Eller hvis du har fødselsdag og får en gave, så er det meget naturligt at du pakker den gave ud, som du har fået. Gæsterne vil hurtigt føle sig underligt til mode, hvis gaverne ikke pakkes ud og de skulle gå hjem uden at se gaven blive pakket op. Eller forestil dig at det er aften og du skal til at sove og så beslutter du dig for at sove med al tøjet på, sko og
det hele. Det ville ikke kunne ske uden et forundret spørgsmål fra konen hvad har du egentlig gang i? Hvorfor sover du med tøjet på? - det er da mærkeligt. Så hvis man tænker efter, så er der rigtig mange situationer i hverdagen, hvor vi gør en masse naturlige ting. Og hvis vi ikke gør det, så vil andre undre sig over det. 1. del Sådan er det også med troen og livet som kristen. Der er også nogle helt naturlige ting, som hører kristenlivet til og som vi gør uden at tænke så meget over det. Og hvis vi ikke gør det, så er det faktisk mærkeligt. Det er det som Paulus skriver om til menigheden i Efesus. Ligeså naturligt det er at tage det tøj af, som man har gået rundt i en hel dag, når man skal sove, sådan skal vi som kristne aflægge det gamle menneske.
Det gamle menneske er et udtryk for alt det som er imod Guds vilje her bruger han Paulus blot udtrykket Forføriske lyster, men andre steder er han mere konkret. Det som det gamle menneske har lyst til har han en hel liste om i Gal 5,19ff Kødets gerninger er velkendte: utugt, urenhed, udsvævelse, afgudsdyrkelse, trolddom, fjendskaber, kiv, misundelse, hidsighed, selviskhed, splid, kliker, nid, drukkenskab, svir og mere af samme slags.. Alt det skal vi tage af. Det bør ikke have plads i vores liv. Det skal vi som det mest naturlige i verden holde os fra. Selvfølgelig. Men så holder billedet med tøjet ikke længere. For mens det er let at tage et stykke tøj af, sådan er det ikke let at slippe af med det gamle menneskes lyster. Det kan tage tid. Det kan kræve kamp og bøn og måske hjælp fra andre mennesker at forsage synden og rense den ud af krop og sind.
Men det er en proces, som vi må gå ind og være i. Vi må lade Helligånden rense synden ud af vores liv. Prøv lige at overveje dette spørgsmål: Hvad har du i løbet af de sidste par år aflagt af det gamle menneske? Kan du se nogle områder af dit liv, hvor du har lagt noget fra dig? Måske bliver du ikke så misundelig mere? Måske er et gammelt fjendskab blevet bilagt? Måske har du fået styr på et alkoholmisbrug? Eller penge-afguden har fået mindre magt over dig? Det er ikke for at du skal rose dig selv, for når det lykkes at aflægge noget, så er det Guds Ånd, der giver kraften til det. Det er heller ikke sikkert at du kan få øje på noget, for nogle gange sker det at når man lægger en ting fra sig, så opdager man blot noget nyt, som man skal kæmpe med. Men jeg tror faktisk det kan være godt at se lidt på sit liv på den måde.
Forvent af dig selv og dit kristenliv, at du aflægger det gamle menneske. Så det kan ses og mærkes, at synden får mindre plads i dit liv. Og ligeså naturligt det er, når vi står op om morgenen at tage rent tøj ud af skabet og tage det på, sådan skal vi iføre os det nye menneske. Det vil da være mærkeligt, hvis vi gik på arbejde eller på besøg hos andre uden at tage tøj på. Sådan er det også mærkeligt, hvis en kristen ikke er optaget af at tage det nye tøj på, som Jesus har til os. Paulus taler om, at det nye menneske er skabt i Guds billede og at det er retfærdighed og fromhed. Igen kan vi gå til Galaterbrevet for at få nogle flere ord på, hvad det nye menneske er: Men Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse.. Det skal vi iføre os.
Lad os stille spørgsmålet fra før: Hvad har du i løbet af de sidste par år iført dig af det nye menneske? Åndens frugt er noget der vokser frem, noget der gror og som ikke bare er modent på en gang. Måske er du i færd med at blive mere tålmodig? Måske øver du dig i mildhed eller i at være trofast? Der er mange gode stykker ting at tage på i det nye menneskes klædeskab og det kræver ofte en aktiv handling, et bevidst valg så hvad er du i gang med at iføre dig? 2. del Nu kunne det måske godt lyde som om, at det at være en kristen bare handler om at blive et bedre menneske. At vi er i gang med et forbedringsprojekt. Men hvis vi reducerer vores kristne tro til at jeg skal tage mig sammen og øve mig at være et bedre menneske, så ender vi i en blindgyde.
Så ender det med at vi bliver modløse, for vi kan ikke bare tage os sammen til at aflægge det onde og iføre os det gode. Det hele afhænger nemlig af noget helt andet end vores gode vilje eller evne. Det hele handler om Jesus. Derfor skal vi høre det som evangeliet om ham i dag vil fortælle os. For det som han gjorde og sagde dengang i Kapernaum for 2000 år siden er også det gode budskab til os i dag. Da de kommer til Jesus med den lamme mand, så ender han med at gå derfra med sin båre under armen. Det skete, for at de mange mennesker, der var samlet for at høre Jesus tale, skulle tro at Jesus har myndighed til forlade synder. Det centrale i beretningen er, at Jesus har guddommelig myndighed til at tilgive synder. Det sætter en hel anden vinkel på spørgsmålet om, hvordan og hvor meget vi er i stand til at aflægge os det gamle menneske og rense vores krop og sjæl for synden. Synd skal først og fremmest tilgives.
Når vi ser de gamle klæder på os og erkender at vi er misundelige eller at vi har været årsag til splid, så er det kun Jesus der kan hjælpe os af med dem. Den lamme mand var sikkert ikke klar over sit egentlige problem. Han kom for at blive helbredt fra sin lammelse og få sin førlighed tilbage. Men Jesus så hans lammelse både i krop og sjæl og begyndte med at helbrede hans sjæl. Da Jesus tilgiver ham, så er Guds ord på færde, som på skabelsens morgen, da Gud sagde: der skal være lys. For med hans ord om Guds tilgivelse, så skaber Jesus et nyt menneske i den lamme mands liv. Så er det som om at Guds finger rører Ham, at Gud puster livsånde i et menneske, så et nyt liv begynder. Når vi tænker på den første skabelse og ser, hvordan den er beskrevet i bibelen, så får vi indtryk af at Gud handler i kærlig majestæt. Af kærlighed skaber han jorden og menneskene.
Al verdens forunderlige skabninger, den smukke natur og universets vælde er skabt ved Guds ord ved Guds almagt og gode vilje. Som profeten skriver: Han har spændt himlen ud, han har bredt jorden ud. Det er anderledes med den anden skabelse. Efter at døden er kommet ind i verden og mennesket valgte at vende Gud ryggen, for selv at ville være som Gud, så kunne Gud ikke i kærlig majestæt blot fjerne døden og synden igen. For synd og skyld er ikke noget, som Gud bare kunne tage fat i og fjerne, som man vasker et barn, der er blevet beskidt af at lege i pløret en efterårsdag. Synden klæber til mennesket, blev en del af menneskets væsen og betyder adskillelse fra livet og har døden som konsekvens. Derfor var der kun en måde, at Gud kunne skabe et nyt liv til mennesket og det var ved at sende sin søn og i kærlighedens afmagt at lade ham dø på korset.
Jesus spørger tilhørerne i Kapernaum, hvad der er lettest at sige: Rejs dig, tag din båre og gå eller at sige: Dine synder er dig forladt. Det kommer der ikke noget svar på, men vi kender svaret. Det vanskeligste for Jesus var at give den lamme mand syndernes forladelse, for det kostede ham livet. Det var den pris, som han måtte betale. Det kunne han og det ville han gøre, fordi han var Guds søn. Det var det vidnesbyrd, som de hørte og forstod den dag i Kapernaum og derfor blev de helt ude af sig selv og priste Gud. Den som tror, at det er sandt, at Jesus er Kristus, Guds søn, og ønsker at have ham som herre i sit liv, oplever det samme som den lamme mand. For Jesus kommer til os i dag, når vi holder gudstjeneste. Han kommer der hvor to eller tre er forsamlede i hans navn og er midt iblandt os. Ja, han bor ved troen i vores hjerte, så han er os ganske nær.
Og når han kommer, så siger han det samme, som han sagde til den lamme mand: Dine synder er dig forladt. Det er troen på dette gode budskab, dette forunderlige evangelium, som gør at vi kan aflægge det gamle menneske. For så kommer Jesus selv til os ved sin gode Ånd og renser os fra det gamle og fylder os med det nye. Det hele handler om Jesus. Om vi vil tro på ham, søge ham og være nær ved ham. Her finder vi kraften og kærligheden til at tjene Ham og til at elske Gud og elske næsten. 3. del. Der var fire mænd, som bar deres ven til Jesus. De blev ved selvom de mødte forhindringer. De kunne være standset udenfor døren der var jo ikke plads. De kunne have standset på taget det var jo umuligt.
De kunne have standset mange gange undervejs, men de blev ved indtil deres ven var firet helt ned foran Jesus. De bar ham frem foran Jesus. Vi kan kalde dem for den lamme mands forbærere. Vi taler tit om, at vi kan bede for andre. Og mange af os har forbøn for andre, som en vigtig del af vores daglige bøn til Gud. Når vi gør det, så gør vi egentlig det samme som de fire mænd. At være forbeder er det samme som at være en forbærer vi bærer et andet menneske hen til Jesus. Det er en vigtig tjeneste, som også denne beretning knytter et stort løfte til. Den lamme mand helbredes på grund af hans forbærere s tro. Jesus så deres tro og som reaktion på den, så blev den lamme helbredt på krop og sjæl. Vi kan godt synes at vores forbøn for andre er vanskelig og fyldt med forhindringer. For nytter det noget? Mon det gør en forskel?
Men vi skal ikke lade os standse af forhindringer, men trofast blive ved med at bære og bede vores ven hen til Jesus. Derfor vil jeg sige tre ting: Hold ud Bed for din gode ven og bliv ved, selvom det ikke ser ud til at gøre en forskel. Tro på at Gud virkelig ønsker at din ven skal hjælpes og helbredes af Jesus. At være en forbeder er ikke en tjeneste der er overstået på en eftermiddag. Det kan tage uger, måneder og år. Men hold ud. Tænk nyt. Jeg gætter på, at ingen af havde forestillet sig at de skulle til at ødelægge et tag, da de tog hjemmefra med deres syge ven. Men på et tidspunkt midt i menneskevrimlen foran huset var der en af dem der fik ideen: Lad os gå op på taget og senere var der en af dem som sagde: Vi kan da lave hul i taget.
Når vi beder for en ven, så skal vi være åbne for de gode ideer, som Helligånden kan give os. Så vi tænker kreativt og nyt. Måske går et menneskes vej hen til Jesus ikke i en lige linje, men på måder vi ikke havde forudset. Men er det ikke ligemeget, hvordan vi beder? Vi kan vel bare bede om at vores ven må komme hen til Jesus og blive hjulpet af ham? Jo, det er jo rigtig nok. Men forbøn for et andet menneske står jo ikke alene. Der er altid en vekselvirkning mellem bøn og handling. Det som jeg beder for, begynder jeg også at arbejde for. Gud sætter min fantasi i gang, så jeg finder nye veje til at lede min ven til Jesus. Bøn skaber handling ikke kun i den åndelige verden, men også i min egen verden og dagligdag. Bed sammen med andre. De fire mænd bar sammen. Alene var de ikke kommet ret langt. Når vi beder for vores venner, så er det også godt at gøre sammen.
Vi opmuntrer hinanden. Vi hjælper hinanden. Er der en der bliver træt, så kan de andre løfte lidt mere. Jesus har også knyttet løfter til den fælles bøn: Alt, hvad to af jer her på jorden bliver enige om at bede om, det skal de få af min himmelske fader Matt 18,19 Afslutning Vi nærmer os den tid på året, hvor børnefamilierne skal have fundet flyverdragten frem. Det er ret besværligt, hver gang man skal ud. Støvler, vanter og hue hører den kolde tid til. Og når børnene får den alder, hvor de selv synes at de kan finde ud af det, så lyder udtrykket Jeg ka godt selv ret tit. Og så må man væbne sig med tålmodighed og træde til, når der lige mangler de sidste færdigheder med snørebånd eller hvad det nu kan være. Det er meget naturligt, at børn kommer i alder, hvor de gerne vil selv og det er jo den måde de lærer det på.
Hvis der er nogen, som er dovne og som helst bare vil have de voksne til at gøre det hele, så giver vi dem jo også et skub, så de kan lære at stå på egne ben. På samme måde er det med tro og kristenliv. Det er godt, når vi gerne vil iføre os det nye menneske, som er skabt i Guds billede med sandhedens retfærdighed og fromhed. Tro er dette at jeg vil hen til Jesus, fordi jeg ved at han har det gode liv, han vil give mig alt godt, det venter et velsignet liv når jeg tager Kristi tøj på. I skal have det sind overfor hinanden, som var i Kristus Jesus (Fil 2,5) siger Paulus et andet sted sikke et fantastisk mål at have for sit liv. Tro er at komme til Jesus, så vil han gøre godt mod krop og sjæl. Men jeg skal også vide, at jeg stadig er et barn, der har brug for hjælp. Og nogle gange er jeg sikker på at jeg sætter Guds tålmodighed på prøve, fordi jeg absolut vil selv. Tro er også dette at lade Gud komme til. Når jeg har tænkt mig træt til døde, sig mig så, hvad du har
tænkt, o Gud, står der i en gammel sang. Det kunne være godt, hvis vi kunne lære at lade Gud komme til før vi selv løber sur i det. Men tro er først og sidst, at modtage syndernes forladelse og vide, at det er nok til frelse og evigt liv. Det er alt, hvad jeg behøver. Kristus alene. Troen alene. Amen.