Tekster: Sl 84, Rom 12,1-5, Luk 2,41-52 Salmer: Evangeliet, vi lige har hørt åbner i flere retninger. Det har en dobbelttydighed, som er rigtigt vigtig ikke bare for at forstå dagens evangelium, men det kristne budskab i det hele taget. For det første er der det forhold, som træder i forgrunden, at den 12 årige Jesus befinder sig i en konflikt mellem hans loyalitet mellem forældrene, Josef og Maria, på den ene side og Gud på den anden side. Det er en konflikt som rigtigt mange mennesker vil kende til. Er ens forældre skilt, må det nødvendigvis være sådan, at man er bundet til to sider. Man skal finde ud af at forholde sig til to forskellige hjem, to forskellige normsæt med det besvær, det indebærer. Det er en tilsvarende konflikt, Jesus befinder sig i. Hans forældre er ganske vist ikke skilt, men han er helt bevidst om, at han ud over at skylde Maria og Josef loyalitet også og især skylder Gud loyalitet. Det fremgår af stykket vi har hørt, at denne dobbelte loyalitet i Jesu barndom er temmelig uproblematisk, fordi Jesus har sin dagligdag i Marias og Josefs hjem, og indretter sig efter de normer, der gælder dér. Konflikten kommer først, da Jesus så at sige rykker ind i Guds sfære i templet, for her bliver det Guds normer, at du skal elske Herren din Gud af hele din sjæl og hele dit hjerte, der bliver gældende. Ikke fordi Jesus egentlig har nogen intention om at 1
komme i modsætningsforhold til forældrene, men fordi det nu en gang er sådan for ham, at Gud kommer i første række for ham. Også selvom ens forældre lever i et livslangt harmonisk ægteskab kan man opleve præcis den samme konflikt. Om ikke andet før, så når man bliver forelsket: Pludselig er er en instans i ens liv, den man elsker, der som en anden januarstorm feje alle andre hensyn og al anden loyalitet til side. Eller man kan være tvangsfjernet fra sine forældre, fordi det vurderes at være til skade for en at bo sammen med dem og alligevel i sit hjerte være bundet til de samme forældre med stærke bånd. Og det er en konflikt, man kan komme i som samfundsborger, hvis et menneske på flugt banker på ens dør og samfundets love påbyder en at anmelde den flygtende, mens ens samvittighed byder en af lukke den på gældende ind og skjule ham. Problemerne i alle disse konflikter har det tilfælles, at man står over for en instans uden for en selv som siger: Det er rigtigt for dig at gøre, hvad vi siger, mens der en røst i en selv der siger, at det er rigtigt at gøre noget andet. I fortællingen, vi lige har hørt, markeres konflikten kun lige for så straks at glattes ud igen. Vidste I ikke, at jeg bør være hos min far? siger Jesus, men følger så i øvrigt med forældrene tilbage og er lydig med dem. Men når vi så læser videre i evangelierne forstår vi, at det var en dyb og permanent konflikt, som går gennem hele Jesu liv, som blot lige blev markeret i episoden med den 12 årige Jesus i templet. 2
Det fremgår af evangeliernes skildring af den voksne Jesus, at han egentlig ikke havde nogen intention om at gøre oprør eller at stille sig i modsætning til de herskende autoriteter i samfundet. Alligevel endte det med en konflikt, der blev så dramatisk at den kostede ham livet og blev begyndelsen på en helt ny verdensreligion. Problemet for ham var, at han havde en umådelig stærk intuitiv bevidsthed om, hvad der var sandt og retfærdigt, og det kunne han ikke holde mund med. Ydermere fandt han denne intuitive bevidsthed bekræftet når han læste i de bibelske skrifter der dannede grundlag for det samfund, han levede i. Men han kom hele tiden i konflikt med den måde disse skrifter blev fortolket på af hans samtidige religiøse lærde. Det hele blev så yderligere kompliceret af, at Palæstina, hvor Jesus levede, var besat af romerne, der havde nogle helt andre grundlæggende normer end det jødefolk, Jesus tilhørte. Jamen var det ikke bare en uenighed om to forskellige udlægninger af de samme skrifter? Nej, for Jesus kom skrifterne ikke i første række. Det gjorde hans intuitive bevidsthed. Denne bevidsthed viste sig for Jesus som en delagtighed i Guds tanker og Guds vilje som var helt enestående. Og Jesus udfolder denne viden om altings mening og mål i den helt enkle indsigt, at vi er sat på jorden af Skaberens kærlighed og vi er for at udfolde kærlighed. Jesus begrunder ikke sin guddommelige bevidsthed i noget han har læst i skrifterne, men han læser og forstår skrifterne i lyset af sin guddommelige bevidsthed. På samme måde begrunder han ikke sin bevidsthed i samfundets normer, men han vurderer samfundets normer ud fra sin bevídsthed om at være ét med Gud og delagtig i den højeste norm overhovedet. Det 3
betyder, at Jesus ikke kan underkaste sig andres normer. Vi andre kan godt somme tider synes, at det er noget idioti, de vedtager inde på Christiansborg, men enten retter vi os efter det, eller også lader vi være i bevidstheden om at vi så bryder loven. På samme måde kan man være dybt uenig i hvad ens forældre har bestemt for en, men man er samtidig klar over at de har en autoritet, men enten må bøje sig for eller gøre oprør imod, men det er i de sjældneste tilfælde man tænker, at man selv rummer en autoritet som sætter samfundets eller forældrenes ud af kraft. Men netop sådan tænker og handler Jesus. Der er sådan set ikke noget at diskutere: han ved hvad meningen med menneskelivet er, og det er ud fra den viden, han lever og handler. Det er derfor han bliver stifter af en ny religion. Og det har sådan set ikke ændret sig i de 2000 år der er gået siden. Som kristen kirke er det også i dag vores eksistensberettigelse, at blive ved med at gøre Jesu indsigt gældende: at vi sat her i verden af kærlighed, og vi er her som redskaber for kærlighed, og alt hvad der står kærligheden imod er af det onde. Nu er der en indvending som har fulgt budskabet om Jesus ligeså længe dette budskab har lydt. Når pludselig ét menneske mener at vide, hvad der er meningen ikke bare med hans eget men også med alle andres liv, uden i øvrigt at kunne begrunde det med andet end at det er noget han ved, fordi han er ét med Gud, er det så ikke et udtryk for rablende galskab, som enten skal kureres eller på den ene eller anden måde uskadeliggøres? Det var der jo folk der mente på hans egen tid. Det mente farisæerne og præsterne, det mente også hans egen familie i begyndelsen. Men på en meget subtil måde 4
tager Lukas i fortællingen om den 12 årige Jesus i templet diskussionen op med denne påstand om at Jesus skulle være gal. Der er flere ting i evangeliet, vi lige har hørt der leder tanken hen på påske. For det første foregår fortællingen i forbindelse med en påskefest. Jesu forældre er som de plejer rejst til Jerusalem for at fejre påske. Og mens de er i Jerusalem er Jesus borte for dem i tre dage, hvorefter han bliver fundet igen. Evangelieteksten slutter med at forældrene ikke forstod, hvad han mente. Men så er det jeg tænker, at det forstod til gengæld Lukas s læsere, da de læste hans evangelium. For de levede jo efter påske. Og de vidste, at det skete en gang til, at Jesus forsvandt i tre dage, nemlig da han var død på korset og blev begravet. Den gang var hans disciple ikke bare urolige, men de var lammede af frygt og fortvivlelse. Men også den gang fandt de Jesus igen, da han kom til dem og viste sig for dem, talte med dem og spise sammen med dem og fortalte dem at han var opstået af de døde for at være hos Gud, hans far og deres far. Det er kun Lukas af de 4 evangelister, der fortæller om den 12 årige Jesus der blev borte i templet, men når han har valgt at bringe denne beretning, så tror jeg det har været ment som en trøst for de kristne, som trods budskabet om Jesu opstandelse har haft svært ved at fatte, at Jesus virkelig skulle være opstået fra de døde og leve hos Gud, når de nu ikke selv kunne se ham og tale med ham. Måske har de tvivlet og tænkt: jamen er han simpelthen ikke bare væk ligesom alle andre døde. Til sådanne mennesker har beretningen om drengen Jesus i templet skulle sige: når man lever i tro på Jesus, så er det et vilkår, at man ikke kan se ham og finde ham, for han hører hjemme i Guds virkelighed. Hans liv på jorden var en kort åbenbaring af Guds virkelighed som den grund alt udspringer af og 5
hviler på, og selv i hans korte liv på jorden måtte hans nærmeste opleve, hvordan han forsvandt fra dem, netop fordi han dybest også gennem sit liv på jorden hørte hjemme hos Gud. Trøsten er så, at når han levede et liv som menneske, så var det for at finde os, knytte os til sig, gøre os til ét med sig for at han kunne føre os til Gud og gøre os til ét med Gud. Vidste I ikke, at jeg skal være hos min far, sagde barnet Jesus til sine forældre. Men den voksne Jesus sagde til sine tilhørere: jeg går til min Fader i himlen for at gøre en plads rede til jer, og når jeg har gjort en plads rede for jer kommer jeg igen og henter jer til mig. Ved at knytte fortællingen om de 12 årige Jesus der blev væk i Jerusalem sammen med fortællingen om Jesyús, der døde og opstod får Lukas sagt: det var ikke bare et enkelt menneskes ide om at være ét med Gud vi kristne har at holde os til, men det er en mængde kristnes erfaring af at have set og talt med den opstandne Jesus, der støtter og styrker den tro, der ellers ville være ligeså forsvarsløs som et enkelt menneskes indfald. Amen. 6