Prædiken til Pinsedag, Joh. 14,22-31. 1. tekstrække.

1 Grindsted Kirke. Søndag d. 24. maj 2015 kl. 10.00. Egil Hvid-Olsen. Prædiken til Pinsedag, Joh. 14,22-31. 1. tekstrække. Salmer. DDS 290 I al sin glans nu stråler solen. DDS 291 Du, som går ud fra den levende Gud. DDS 282 Apostlene sad i Jerusalem. - - - Motet v/ pigekor: Stiftet Guds Søn DDS 285 Hør himmelsus i tredie time. Altergang: DDS 283 Fra Himlen kom den Helligånd. DDS 723 Naturen holder pinsefest. Tekstlæsninger. Denne hellige lektie skrives i Første Mosebog: Hele jorden havde samme sprog og samme tungemål. Da de brød op mod øst, stødte de på en dal i landet Sinear, hvor de

2 slog sig ned. De sagde til hinanden:»kom, lad os stryge teglsten og brænde dem hårde!«de brugte tegl som sten og asfalt som mørtel. Så sagde de:»lad os bygge en by med et tårn, som når op til himlen, og skabe os et navn, for at vi ikke skal blive spredt ud over hele jorden.«herren steg ned for at se byen og tårnet, som menneskene byggede. Så sagde Herren:»Se, de er ét folk med samme sprog. Når de begynder at handle sådan, vil intet af det, de planlægger, være umuligt for dem. Lad os stige derned og forvirre deres sprog, så de ikke forstår hinanden.«så spredte Herren dem derfra ud over hele jorden, så de måtte holde op med at bygge byen. Derfor hedder den Babel, for dér forvirrede Herren sproget på hele jorden, og derfra spredte Herren menneskene ud over hele jorden. 1 Mos 11,1-9 Denne hellige lektie skrives i Apostlenes Gerninger: Da pinsedagen kom, var de alle forsamlet. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige. I Jerusalem boede der fromme jøder fra alle folkeslag under himlen. Da nu denne lyd hørtes, stimlede folk sammen, og de blev forvirret, fordi hver enkelt hørte dem tale på sit eget modersmål. De var ude af sig selv af forundring og spurgte:»hør, er de ikke galilæere, alle de, der taler? Hvordan kan vi så hver især høre det på vort eget modersmål? Vi parthere, medere og elamitter, vi der bor i Mesopotamien, Judæa og Kappadokien, Pontus og provinsen Asien, Frygien og Pamfylien, Egypten og Kyrene i Libyen, vi tilflyttede romere, jøder og proselytter, kretere og arabere vi hører dem tale om Guds storværker på vore egne tungemål.«apg 2,1-11. Dette hellige evangelium skriver evangelisten Johannes: Judas, ikke Iskariot, sagde til Jesus:»Herre, hvordan kan det være, at du vil give dig til kende for os, men ikke for verden?«jesus svarede ham:»den, der elsker mig, vil holde fast ved mit ord, og min

3 fader vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Den, der ikke elsker mig, holder ikke fast ved mine ord. Og det ord, I hører, er ikke mit, men Faderens, som har sendt mig. Sådan har jeg talt til jer, mens jeg endnu var hos jer. Men Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer. Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver. Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst! I har hørt, at jeg har sagt til jer: Jeg går bort, og jeg kommer til jer. Hvis I elskede mig, ville I glæde jer over, at jeg går til Faderen, for Faderen er større end jeg. Nu har jeg sagt det til jer, før det sker, for at I skal tro, når det sker. Jeg skal ikke tale meget med jer mere, for verdens fyrste kommer; og mig kan han intet gøre, men det sker, for at verden skal forstå, at jeg elsker Faderen og gør sådan, som Faderen har påbudt mig. Rejs jer, lad os gå herfra!«joh 14,22-31 Prædiken. Der findes enkelte dage i kirkeåret, hvor det ikke er evangelieteksten, men en af de andre bibellæsninger, der står centralt. Sådan forholder det sig med pinsedag, hvor teksten fra Apostlenes Gerninger er den centrale, mens Johannes evangelietekst blot understreger pinsens budskab. Talsmanden, Helligånden, som Faderen vil sende i mit navn, han skal lære jer alt og minde jer om alt, hvad jeg har sagt til jer, siger Jesus i dagens evangelietekst og formulerer derved pinsens indhold og betydning ganske kort og præcist. Efter Kristi himmelfart er Helligånden den, der skaber forbindelse mellem menneske og Gud. Helligånden er Guds usynlige tilstedeværelse blandt os. Det er således Helligånden, der indgiver os tro; den, der formår at nedbryde vores skepsis og tvivl; den, der udvider vores virkelighedsforståelse til også at gælde det, der ikke kan

4 sanses og bevises. Vi er med andre ord ude i noget, det er svært at beskrive konkret. Alligevel er det, hvad evangelisten Lukas gør i Apostlenes Gerninger. Han fortæller en historie, der ikke nødvendigvis skal tages bogstaveligt. Måske vil han blot markere, hvad det er for en opgave, Helligånden udfører. I kraft af at han ikke kan forklare, hvordan Ånden bærer sig ad, fortæller han sin historie i et forsøg på at redegøre for Helligåndens virke. På den måde får vi mulighed for at forholde os lidt mere håndfast til det uhåndgribelige. Det er det samme, evangelisterne gør, når de beskriver Helligånden som en due; for eksempel i fortællingerne om Jesu dåb. Da gør de det uhåndgribelige konkret, så man kan forholde sig til, at det er et reelt eksisterende væsen ja, faktisk Gud selv - der handler.

5 Helligånden tager også form af en due på det pinsemaleri, Stig Weye har udført til prædikestolen her i kirken. Den svæver midt i den guldfarvede himmel. Netop denne farve er udbredt i østkirkens ikoner, fordi den symboliserer det guddommelige. Med sit valg af baggrundsfarve markerer Weye, at Gud spiller en central rolle i de hændelser, maleriet beskriver. Det er der ikke noget at sige til, for maleriet skildrer pinseunderet. Nederst i maleriet ses disciplene, der taler i munden på hinanden. De taler på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige, som det fortælles i pinseberetningen fra Apostlenes Gerninger. Dette sprogunder finder sted, fordi Helligånden har forenet sig med dem. I pinsefortællingen viser det sig ved, at der sætter sig ildtunger på disciplenes hoveder, så deres egne tunger former ord, de måske slet ikke selv forstår. Ildtungerne udgår fra helligåndsduen eller den oval, der omkranser den. Som solstråler, der skinner, rammer de disciplene, der fyldes af varme, levende ord, som gør krav på at blive udtalt. Den larm, dette medfører, får folk til at stimle sammen omkring disciplene. På det tidspunkt var pinsen en kombineret høstfest og højtideligholdelse af det israelitiske folks pagtslutning med Gud. Der var derfor mange jøder fra fremmede lande i Jerusalem. De var valfartet til byen for at fejre højtiden. Derfor er det også en betragtelig flok, der samles foran det sted, hvor disciplene står og taler. En stor del af dem bliver grebet både af det forunderlige i, at de kan forstå, hvad disciplene siger og af selve det budskab, de forkynder. Det fortælles videre, at disciplen Peter nu taler alene. Et nyt sprogunder opstår i kraft af, at Helligånden fungerer som tolk for de mange fremmede tilhørere, så de kan forstå, hvad han siger. Peters prædiken medfører, at knap 3000 mennesker lader sig døbe samme dag. Dermed er kirken stiftet. Kirken er nemlig ikke kun navnet på en bygning som den, vi befinder os i, men først og fremmest betegnelsen for det globale fællesskab, der består af mennesker, som tror på den kristne Gud. Det er vigtigt, at der er tale om et globalt fællesskab, for kristendommen er ikke forbeholdt en bestemt befolkningsgruppe eller nation. Dette slår pinsefortællingen fast med sit praj om, at de mange pilgrimme vendte hjem til deres respektive lande og udbredte det kristne

6 budskab blandt deres landsmænd. På den måde bliver pinsens historie en modfortælling til den gammeltestamentlige historie om babelstårnet, som vi fik fortalt i gudstjenestens første læsning, og som Stig Weye har brugt som motiv på flere malerier. Babels- og pinsehistorierne har både ligheder og forskelle. I dem begge spiller sproget en stor rolle, ligesom det er Gud, der skaber forandring i både Babel og Jerusalem. Mens sproget fremmedgør menneskene i Babel, idet de ikke længere forstår hinanden, så virker sproget og det budskab, det formidler, forenende i pinsefortællingen. Der er desuden noget destruktivt over Guds handlen i den gammeltestamentlige beretning, fordi han splitter folk fra hinanden og lade tårnet falde sammen. Hans rolle er derimod konstruktiv i pinsens historie, fordi Helligånden samler folk på tværs af landegrænser og i kraft af troen skaber en adgang til himlen, som babelstårnet ikke formåede, hvor højt det end nåede at blive. På den måde skabes der en lodret forbindelse i pinsen; en forbindelse mellem himmel og jord, mellem Gud og menneske. Men fra pinsen udgår der også en vandret forbindelse, som baner sig vej gennem historien. Det er en forbindelse, der binder os til pinsens budskab, selvom den fandt sted for næsten 2000 år siden. Den vandrette forbindelse gør, at kristendommens budskab er lige så relevant nu og til alle tider, som det var, dengang kirken blev stiftet. Dette fremstår helt tydeligt på Stig Weyes maleri. Han har nemlig malet Grindsted Kirke to gange, men med adskillige århundreder imellem. Øverst ses den gamle middelalderkirke uden tårn, men med klokkestabel. Sådan så kirken ud indtil 1921, hvor man rev lidt af vestenden ned og byggede det kirkeskib, vi befinder os i, til. Lige siden har alteret stået i det, der tidligere fungerede som kirkeskib, men som nu er kor. Ved den markante tilbygning opstod den ganske store bygning, der har fået tilnavnet Hedens Domkirke. Det er bestemt ikke svært at genkende den i den nederste kirkebygning på Weyes maleri. Ligeledes kan man genkende den øverste, lille kirke i den højre og østlige del af Hedens Domkirke. Grunden til at Grindsted Kirke fik sit lidt prangende tilnavn er dels dens størrelse, der så småt konkurrerer med domkirker, dels dens beliggenhed på et sted, der indtil for 60-

7 70 år siden var præget af hede. Derfor har Stig Weye forsynet sit pinsemaleri med en bort af lyngblomster; den typiske hedeplante. Det blev han ikke mindst inspireret til, fordi de bænke, I sidder på, er malet i lyngens farver, sådan som det passer sig til Hedens Domkirke. Selvom det er nutidens Grindsted Kirke, der befinder sig nederst på maleriet, kan vi ikke genkende os selv i de mennesker, der befinder sig inde i den. Det skyldes, at det som sagt er disciplene, Weye har malet. Man kan se, hvordan de gestikulerer og taler i munden på hinanden. Men de er så små, at vi må helt tæt på for rigtig at kunne se dem. På den måde trækker nysgerrigheden os ind mod maleriet, ligesom disciplenes larmende forkyndelse gjorde pilgrimmene så nysgerrige, at de måtte hen og se, hvad der foregik. Weye lader altså pinseunderet finde sted i vores lokale sognekirke. Det gør han, fordi kristendommen stadig forkyndes i det fællesskab, der blev stiftet den første pinsedag; det fællesskab, vi konstant er en del af, men som bliver særlig mærkbart, når vi samles til gudstjeneste i kirken. Det er bemærkelsesværdigt, at det stadig er den sammen guddommeligt guldfarvede baggrund, der præger pinsen i dag. Det skyldes, at Helligånden stadig er aktiv; at Gud stadig indgiver os troen; at Talsmanden, Helligånden, som Faderen ville sende i Jesu navn, lærer os alt og minder os om alt, hvad han sagde til disciplene. Derfor er det selvom jeg benægtede det før - på en måde også os, der kan ses inde i kirken på Weyes maleri. For i kraft af Helligåndens virke og vores tro på Kristus, er vi selv disciple. Vi repræsenterer det samme fællesskab som Jesu disciple og har den samme opgave som dem. I dag er det os, der skal bringe det kristne evangelium ud i alverden; os, der skal stå ved vores tro på Gud. Det kan lyde som en stor mundfuld; og derfor er det godt, at Jesu ord fra dagens evangelietekst også er rettet til os: Jeres hjerte må ikke forfærdes og ikke være modløst!. Men hvorfor skulle det også være det? Vi har jo fået det bedst tænkelige budskab om, at Gud elsker os så højt, at hverken vore synder eller døden kan kappe det bånd, han - som Helligånd - har knyttet mellem sig selv og os. For som han

8 siger: Den, der elsker mig, vil holde fast i mit ord, og min far vil elske ham, og vi skal komme til ham og tage bolig hos ham. Det er netop i kraft af, at Gud har taget bolig i os, at vi udgør det kristne fællesskab og derfor kan ønske hinanden glædelig pinse! Amen.