Kapitel 58 ETABLERING AF LIV PÅ URANTIA

Transkript

1 Kapitel 58 ETABLERING AF LIV PÅ URANTIA I hele Satania findes der bare enogtreds verdner som i lighed med Urantia er livsmodificeringsplaneter. Flertallet af de beboende verdner bliver befolket i henhold til færdig, udarbejdede teknikker, og på sådanne kloder bliver Livsbringerne ikke tildelt særlig meget frit spillerum i deres planlægninger af livsimplanteringer. Men omtrent én ud af ti verdner får betegnelsen tiendeplanet og overføres til Livsbringernes særregister; og på sådanne planeter får vi lov til at foretage os visse eksperimenter med liv for at prøve at frembringe modificeret udgaver eller mulige forbedringer af universets standardtyper af levende skabninger. 1. Forudsætningerne for fysisk liv For år siden kom Livsbringernes kommission, udsendt af Jerusem, til Urantia og begyndte at studere de fysiske forhold, som en forberedelse til at lancere liv på verden nummer 606 i Sataniasystemet. Dette skulle blive vor sekshundredogsjette erfaring med at indføre Nebadons livsmønstre i Satania og vor tresindstyvende anledning til at foretage forandringer og indføre modificeringer af det lokale univers grundlæggende standard livsudformninger. Man må gøre det klart for sig at Livsbringerne ikke kan indføre noget liv på en klode før den er moden for at påbegynde sin udviklingscyklus. Vi kan heller ikke få nogen udvikling af liv til at gå hurtigere end det planetens fysiske fremgang giver grobund for. Satania Livsbringernes projekt gik ud på at etablere et natriumkloridbaseret livsmønster, derfor kunne der ingen skridt tages i retning af at plante det ind før havvandet var blevet saltholdig nok. Urantias protoplasmatype kan kun fungere i en passende salt opløsning. Alle de oprindelige livsforme, flora såvel som fauna, udviklet sig i et saltopløsningsholdig miljø. Og ikke engang de højere udviklede landdyr ville kunne fortsætte at leve om ikke blodcirkulationen havde ført denne samme livsvigtige saltopløsning gennem deres kroppe for virkelig at bade, bogstavelig talt at oversvømme hver eneste lille levende celle i dette salte dyb. Jeres primitive forfædre kredsede frit omkring i det salte hav; i dag kredser denne samme søvandsagtige saltopløsning frit omkring i jeres kroppe og bader hver enkelte celle med en kemisk væske som i alt væsentlige kan sammenlignes med det saltvand som stimulerede de første protoplasmiske reaktioner i de første levende celler som klarede at fungere her på planeten. Men idet denne æra indledes, udvikler Urantia sig på alle måder i gunstig retning for at kunne opretholde de første forme for søliv. Langsomt, men sikkert forbereder den fysiske udvikling på jorden og i de nærliggende rumområder sig på den fase af senere forsøg på at etablere sådanne livsformer som vi havde bestemt ville være bedst tilpasset de fysiske omgivelser som efterhånden udviklede sig -- både på jorden og ude i rummet. Efterfølgende vendte Satania kommissionen af Livsbringere tilbage til Jerusem, foretrækkende at afvente at den kontinentale landmasse havde delt sig

2 yderligere op, noget som ville medføre at der blev flere indhave og beskyttede bugter, før den aktuelle implantering af liv skulle begynde. På en planet hvor livet først opstår i havet, besørges de ideelle forhold for livsimplantering af et stort antal indlands søer, en langstrakt kystlinie med lavvande og skærmede bugter; og fordelingen af søområder på jorden var hurtig i færd med at udvikle sig i den retning. Disse indlands søer var sjældne mere end meter dybe, og sollyset kan trænge mere end 180 meter ned i søvandet. Og det var fra sådanne kyster, i det milde og jævne klimas under en senere tidsalder at det primitive planteliv fandt vejen op på land. Der sørger det høje karbonindhold (/kulstof) i atmosfæren for at de nye livsvarianter oppe på land kunne vokse hurtig og frodig. Selv om atmosfæren da var ideal for plantevækst, indeholdt den så meget karbondioxid(/kulstofsdioxid) at intet dyr, og slet ikke nogen menneske, kunne have levet på jordoverfladen. 2. Urantias atmosfære Planetens atmosfære slipper bare omtrent én to milliardnedel af solens totale lysudstråling ned til jorden. Om dette lys som falder ned på Nordamerika skulle betales med en pris på to cent pr kilowatttime, ville den årlige lysregning komme i overkanten af ottehundrede tusinde billioner dollar. Chicagos solskinsafgift ville lyde på godt over hundrede millioner dollar pr dag. Og da bør man huske at I modtager andre forme for energi fra solen; lyset er ikke det eneste bidrag fra solen som når jeres atmosfære. Vældige solenergimængder strømmer ind over Urantia i bølgelængder som strækker sig begge veje udover det spektrum som er synlig for mennesker. Jordatmosfæren er så godt som ugennemtrængelig for meget af solbestrålingen i den ydre ultraviolette ende af spektrummet. De fleste af disse korte bølgelængder absorberes af et ozonlag som eksistere helt igennem en højde af omtrent 17 kilometer over jordens overflade og strækker sig yderligere sytten kilometer ud i rummet. Det ozon som er fordelt udover dette område,ville under de forhold som råder nede på jordoverfladen, udgøre et lag som bare var en kvart centimeter tyk: ikke desto mindre, så ville denne forholdsvis beskedne og tilsyneladende ubetydelig ozonmængde beskytte Urantias indbyggere mod at blive overeksponeret af disse farlige og destruktive ultraviolette bestrålinger fra sollyset. Men om dette ozonlag bare var en anelse tykkere, ville I blive berøvet for de højst vigtig og helsebringende ultraviolette stråler som når jordoverfladen nu, og som giver oprindelse til en af jeres vigtigste vitaminer. Og alligevel insisterer nogle af de mindst fantasifulde mekaniker blandt jer dødelige på at se den materielle skabelse og menneskets udvikling som en tilfældighed. Urantias midtvejsskabninger har indsamlet over fem tusinde fakta fra fysikken og kemien som de anser for at være uforenelige med lovene om tilfældighedernes sammentræf, og som de fastholder helt utvetydig viser at der findes en intelligent målsætning bagved den materielle skabelse. Og da har man ikke medregnet deres katalog med over hundrede tusinde fund udenfor kemiens og fysikkens fagfelt, som de fastholder som bevis på en bevidst planlægning, skabelse og opretholdelse af det materielle kosmos. Jeres sol udsender en variabel strøm af dødbringende stråler, og det at I kan trives på Urantia skyldes den tilfældighed at i bliver beskyttet af mere end én halv snes tilsyneladende tilfældige *processer som virker omtrent på samme måde som dette enestående ozonlag.

3 Havde det ikke været for atmosfærens dyneeffekt om natten, ville varmetabet fra jordudstrålingen gå så hurtigt at det ikke ville være muligt at opretholde liv her undtagen på kunstig vis. Jordatmosfærens nederste otte-ti kilometer udgør troposfæren; dette er området for vindene og luftstrømmene som frembringer vejrfænomenet. Ovenfor dette område ligger den indre ionosfære, og derefter følger stratosfæren. Jo højere op fra jordoverfladen man stiger, jo jævnt koldere bliver det, helt op til én 10 til 13 kilometers højde hvor temperaturen ligger på 57 C. Denne variation mellem 54 og 57 kuldegrader holder sig uforandret under de næste 65 kilometer lange opstigning; dette område med uforanderlig temperatur er stratosfæren. I en højde af 70 til 85 kilometer, begynder temperaturen at stige igen, og fortsætter med dette helt op til de højder hvor nordlyset forekommer, og temperaturen når 650 varmegrader. Og det er denne intense varme som ionisere oxygen (/ilten). Men temperatur i en så fortyndet atmosfære er knap sammenlignelig med hede som den forekommer nede på jorden. Glem ikke at halvdelen af hele atmosfæren over jer befinder sig nedenfor 5 kilometer. Jordatmosfærens tykkelse synliggøres ved de øverste nordlys vimpler - omkring 650 kilometer. Der findes en direkte sammenhæng mellem nordlysfænomener og solpletter, disse solcykloner som hvirvler hver sin vej på hver sin side af solens ækvator, akkurat som de tropiske orkaner på jorden. Sådanne atmosfæriske forstyrrelser hvirvler i modsat retning alt eftersom de forekommer nord eller syd for ækvator. Solpletternes evne til at få lyset til at ændre frekvens viser at disse stormcentre på solen virker som enorme magneter. Sådanne magnetfelter er i stand til at slynge ladede partikler fra solpletternes krater ud gennem rummet til den ydre del af jordatmosfæren, hvor deres ioniserende påvirkning frembringer sådanne spektakulære auraopvisninger. Derfor får I de stærkeste nordlys når solpletterne er på deres kraftigste eller lige bagefter hvor pletterne plejer at befinde sig i ækvatorbæltet. Selv kompasnålen er følsom overfor denne solpåvirkning i og med at den bøjer østover når solen står op og vestover når den er på vej ned. Dette sker hver dag, men når solpletscyklusen når sit højdepunkt er disse variationer på kompasset dobbelt så store. Disse kompasnåls døgnvandringer er en respons på den øget ionisering af den øvre atmosfære som sollyset forårsager. Det er nærværet af to forskellige niveauer af elektrisk ledede områder i den øverste stratosfære som muliggør fjernoverføringen af jeres lang- og kortbølgeradio sendinger. Jeres sendinger bliver af og til forstyrret af voldsomme storme som blandt andet raser i disse ydre ionosfæreområder. 3. Miljøet i rummet I de første materialiseringsfaser af et univers findes der kæmpemæssige hydrogenskyer spredt rundt omkring i rumområderne, akkurat sådanne astronomiske støvsamlinger som nu kendetegner mange fjerntliggende rumområder. Meget af den organiserede materie som de brændende sole nedbryder og spreder i form af stråleenergi, bliver oprindelig opbygget i disse hydrogenskyer som tidlig opstod i rummet. Under visse usædvanlige forhold vil atomspaltning også ske i kernen af de større hydrogenmasser. Og i forbindelse med alle disse atomopbygnings- og nedbrydningsfænomener, opstår det, som i de stærkt ophedede stjernetåger, er ledsaget ved fremkomsten af flodbølger af kortbølget stråleenergi i rummet. Sammen med disse forskellige former for stråling følger også en form for rumenergi som er ukendt på Urantia.

4 Denne kortbølge energiladning i universets rum er firehundrede gange større end alle de andre former for stråleenergi som findes i de organiserede rumområder. Kortbølge strålemængden som dannes i rummet, bliver, enten den kommer fra strålehede stjernetåger, elektriske spændingsfelter, det ydre rum eller kæmpemæssige hydrogenpartikelskyer, kvalitativt og kvantitativt modificeret af fluktueringer og pludselige spændingsforandringer i temperatur, gravitation og elektronisk tryk. Mange slags kosmiske begivenheder kan være udslagsgivende for disse forskellige måder hvorved strålerne i rummet kan opstå på; det samme gælder rummateriens kredsløbsbaner, som varierer fra det næsten cirkelrunde til det ekstremt elliptiske. Fysiske forhold kan også ændres radikalt ved at elektronerne nogen gange snurrer modsat vej i forhold til dem i den grovere materie, selv i den samme fysiske zone. De kæmpemæssige hydrogenskyer er nogle virkelige kemilaboratorier, hvor energiudvikling og forvandling af materien forekommer i alle faser. Voldsomme energiprocesser forekommer også i de store dobbeltstjerners yderste gasområder, som så ofte overlapper hinanden og derfor blandes meget. Men ingen af disse voldsomme og vidt omspændende energiaktiviteter i rummet har den ringeste indvirkning på det som forekommer af organiseret liv levende vækster og skabningers vækstplasma. Disse energiforhold i rummet hører med til de omgivelser som danner forudsætningerne for at livet kan opstå, men ellers påvirker de ikke arveanlæggene i vækstplasmaen som nogle stråleenergier med længere bølgelængde gør. Det liv som Livsbringerne indfører, er helt modstandsdygtig overfor denne forbløffende strøm af kortbølget stråleenergi fra universet. Alle disse nødvendige kosmiske betingelser måtte nødvendigvis udvikle sig frem til et gunstige stadie før Livsbringerne faktisk kunne begynde at etablere liv på Urantia. 4. Det gryende livs æra Det at vi kaldes Livsbringere bør ikke forvirre jer. Vi kan bringe liv til planeter, og gør det også, men vi bragte ikke noget liv til Urantia. Livet på Urantia er unik, og har sin oprindelse på selve planeten. Denne klode er en livsmodificeringsverden; alt det liv som findes her, blev udformet af os netop her på planeten, og der findes ingen anden verden i hele Satania, ikke engang i hele Nebadon, hvor livsformene er helt magen til dem på Urantia. For år siden kom korpset af Livsbringere tilbage til Urantia. I samarbejde med åndelige magter og superfysiske (/overfysiske) kræfter organiserede og påbegyndte vi denne verdens egenartede livsmønstre og plantede dem ind i gæstfrie søområder som fandtes her. Alt liv på planeten (bortset fra de udenom planetariske personligheder) helt frem til Planetfyrsten Caligastias tid havde sin ophav i vore tre oprindelige, identiske og samtidige sølivsimplanteringer. Disse tre livsimplanteringer har fået betegnelserne : den centrale eller eurasiatisk-afrikanske, den østlige eller den australasiatiske og den vestlige som omfatter Grønland og de amerikanske kontinenter.

5 For år siden var det primitive søplanteliv vel etableret på Urantia. Grønland og den arktiske landmasse var sammen med Nord- og Sydamerika i færd med at begynde sin lange og langsomme glidning vestover. Afrika flyttede lidt sydover og efterlod sig en øst-vestgående rende, Middelhavsbassinet, mellem sig og sit moderland. Antarktis, Australien og det landområde som markeres af Stillehavsøerne, brød sig løs i syd og øst, og har drevet langt væk siden dengang. Vi havde udplantet den primitive form for søliv i afskærmede tropiske bugter i de midterste farvande af den øst-vestgående kontinentløsrivelseskløft. Hensigten med at foretage tre sølivsimplanteringer var at sikre at hver af de store landmasser ville få dette liv med sig i deres varme søområder efterhånden som de blev adskilt. Vi forudså at i den senere æra da der skulle opstå liv på land, ville store have adskille disse kontinentale landmasser i drift fra hverandre. 5. kontinentaldriften Kontinenterne fortsatte med at drive fra hverandre. Jordkernen var blevet kompakt og stiv som stål, under et tryk på næsten tre og et halv tusinde tons pr. kvadratcentimeter, og på grund af det enorme gravitationstryk var og er den fortsat vældig varm i dybet af sit indre. Temperaturen øges fra overfladen og nedad til midten hvor den overstiger solens overfladetemperatur en lille smule. De yderste halvanden tusinde kilometer af jordmassen består hovedsagelig af forskellige slags sten. Længere nede findes de tættere og tungere metalliske grundstoffer. I de første, føratmosfæriske tidsaldre var verden så nær flydende i sin kraftige ophedede smeltetilstand at de tungere metaller sank langt ned i dybet af dens indre. Det man i dag finder af dem nær overfladen, stammer fra urgamle vulkanske udbrud, omfattende lavastrømme af nyere dato eller endnu yngre meteoraflejring. Den ydre jordskorpe var omtrent 65 kilometer tyk. Denne ydre skal blev holdt oppe af og lå ret ovenpå en flydende basaltsø af varierende tykkelse, et bevægelig lag af smeltet lava under højt tryk, men med en tilbøjelighed til altid at ville flyde frem og tilbage for at bringe planetens trykændringer i ligevægt og dermed virke stabiliserende på jordskorpen. Selv i dag fortsætter kontinenterne med at flyde på dette ukrystalliserende pudelignende hav af smeltet basalt. Om det ikke var for dette beskyttelsesforhold, ville de alvorligste jordskælv bogstavelig talt ryste verden i stykker. Jordskælv forårsages af glidninger og forskydninger i den faste yderskorpe og ikke af vulkaner. Når jordskorpens lag med lava afkøles, danner de granit. Urantias gennemsnitstæthed er lidt over fem og en halv gang vandet, granitten har en tæthed på under tre gange vandets. Jordens kerne er tolv gange tættere end vandet. Søbunden har højere tæthed end landmasserne, og det er det som får kontinenterne til at holde sig oven vande. Når søbunde stødes op over havniveauet, ser man at de for en stor del indeholder basalt, en form for lava som er betragtelig tungere end granitten i landmasserne. Såfremt kontinenterne ikke var lettere end havbundene, ville tyngdekraften trække vandet langs kysterne op på land, men sådanne fænomener lader sig ikke observere. Havenes tyngde er også en faktor som øger trykket på havbunden. De lavereliggende men til sammenlignelige tungere havbunde med vægten af vand oveni, tilnærmer sig vægten af de højere, men meget lettere kontinenter. Men alle kontinenter har en tendens til at ville krybe ned i havet. Trykket fra kontinenterne på

6 havbundenes niveau er omkring 1,3 ton pr kvadratcentimeter, det vil sige; at så stort vil trykket være når kontinentet rager fire og en halv kilometer over havbunden, Vandtrykket på havbunden er kun 350 kg pr kvadratcentimeter. Denne trykforskel har en tendens til at få kontinenterne til at glide udover mod havdybderne. Nedtrykningen af havbunden i tiderne før livet opstod, havde presset en eneste kontinental landmasse op, og det så højt at trykket fra siderne fik de østlige, vestlige og sydlige yderkanter til at glide ned ad og udover de ikke helt stivnede eller helt flydende lavalag og ud i det omkringliggende Stillehav. Dette udjævnede trykket fra kontinentet så fuldstændig at ingen bred landmasse rev sig løs fra østkysten af dette asiatiske urkontinent, men lige siden har denne østlige kystlinie blevet hængende på kanten af afgrunden mod havdybden udenfor, truende nær ved at glide ned i en vandgrav. 6. Overgangsperioden For år siden kom overgangen fra planteliv til dyreliv. Denne forvandling fandt sted i lavvandene i de afskærmende tropiske bugter og laguner langs de udstrakte kystlinier kontinenterne omgav sig med efterhånden som de gled fra hverandre. Og denne udvikling, som i sin helhed lå indbygget i de oprindelige livsmønstre, udspandt sig gradvis. Der fandtes mange overgangsstadier mellem de ældste primitive plantelivsformer og de yngre veldefineret animalske organismer. Selv i dag lever overgangstidens skimmelsvamp (slime molds) fortsat i bedste velgående, og den lader sig næppe klassificere som hverken plante eller dyr. Selv om plantelivets udvikling kan spores videre til dyreriget, og selv om man har fundet trinvis udviklede serier med planter og dyr som i rækkefølge fører arven videre fra de enkleste til de mest komplekse og højt udviklede organismer, vil der aldrig kunne findes tilsvarende forbindelsesled mellem de store grupperinger i dyreriget, og heller ikke mellem de mest højtstående dyrearter før mennesket og de første medlemmer af menneskeslægten. Disse såkaldte manglende led vil forblive manglende i al evighed af den simple grund at de aldrig har eksisteret. Fra æra til æra opstår der radikalt nye dyrearter. De udvikler sig ikke gennem gradvise små forandringer i led efter led; de opstår som færdige udrustede nye livsforme, og de viser sig pludselig. Den pludselige fremkomst af nye arter og forskelligartede former for levende organismer er noget helt biologisk og strengt taget naturlig. Der er ikke noget som er overnaturlig ved disse genmutationer. I en passende grad af saltholdig havvand udviklede dyrelivet sig, og det var forholdsvis enkelt at få det salte vand til at cirkulere gennem sødyrenes kroppe. Men da havene skrumper ind og saltindholdet øges kraftig, udviklede disse dyrearter evnen til at sænke saltindholdet i kropsvæsken på samme måde som de organismer som lærte at leve i ferskvand ved hjælp af geniale saltkonserveringsteknikker tilegnede sig evnen til at opretholde den rigtige natriumkloridindhold i kropsvæsken. Hvis man studerer fossiler (forsteninger) i stengrunden, vil man få at se hvordan disse primitive organismer udkæmpede deres første kampe for at tilpasse sig. Planter og dyr slutter aldrig med at foretage sig disse tilpasningseksperimenter. Omgivelserne vil bestandig forandre sig, og altid vil de levende organismer stræbe efter at tilpasse sig disse endeløse fluktueringer. Den fysiologiske udrustning og den anatomiske struktur hos alle de nye former for liv er i overensstemmelse med de fysiske loves påvirkning, men

7 efterfølgende bliver sindsevnen skænket af de bistående sindsånder i overensstemmelse med den medfødte hjernekapacitet. Selv om sindet i sig selv ikke har udviklet sig som noget fysisk, er det helt afhængig af hjernekapaciteten som er et rent produkt af den fysiske udviklings gang. Op igennem næsten endeløse cyklusser af vinding og tab, regulering og tilpasning, pendulerer alle slags levende organismer frem og tilbage gennem tiderne. De som opnår kosmisk harmoni (/samhørighed= solidarity or mutual connexion) består, mens de som ikke klarer at nå dette mål, ophører med at eksistere. 7. Den geologiske historie bog Den kæmpestore gruppe af bjergformationer som udgjorte verdens yderskorpe i det gryende liv, eller den proterozoiske æra, viser sig ikke i dag så mange steder på jordoverfladen. Og når den dukker op fra nedenunder alt det ophedede materiale fra senere tider, vil man kun finde fossilrester efter det første plante- og dyreliv. Nogle af disse ældre aflejret bjergarter under vandet er blandet med lag fra senere tider, og nogen gange indeholder de fossilrester fra nogle af de ældre former for planteliv, mens man i de øverste lag blandt andet kan finde nogle af de mere primitive former for organismer fra det første sødyreliv. På mange steder kan man finde de ældste af disse lagdelte sten lag som indeholder fossiler fra den første søfauna og -flora, direkte ovenpå den ældre, ensartet bjergart. Fossilerne fra denne æra kan være af alger, korallignende vækster, primitive protozoer og svampeagtige mellemstadiumsorganismer. Men fraværet af sådanne fossiler i de ældste stenlag beviser ikke nødvendigvis at der ikke fandtes liv andre steder da disse lag aflejrede sig. Det var sparsomt med liv i disse første tider, og livet brugte lang tid på at brede sig ud over hele jordens overflade. Bjergarter fra denne svundne tid ligger nu oppe på overfladen, eller vældig nær denne, over omtrent en ottendedel af dagens landområder. Gennemsnitstykkelsen på disse stengrunde fra overgangstiden, de ældste lagdelte stenlag, er i underkanten af halvanden til to kilometer, Nogle steder bliver disse urtidsbjergformationer op til seks kilometer tykke, men mange af de lag som man har tilskrevet som stammende fra denne æra, er fra senere perioder. I Nordamerika ligger dette urgamle stenlag som indeholder primitive fossiler, som kommer op til overfladen i Canadas østlige, centrale og nordlige områder. Der findes også brudstykker af en øst-vestgående højdedrag af denne bjergart fra Pennsylvania og de urgamle Adirondack-fjelde og vestover gennem Michigan, Wisconsin og Minnesota. Der går også fjeldrygge fra Newfoundland til Alabama og fra Alaska til Mexico. Sten fra denne æra ligger i dag spredt over hele verden, men ikke nogen af dem er så let at tyde som dem der ligger rundt om Lake Superior-søen og i Grand Canyon, hvor flere lag af disse sten med fossiler efter primitivt liv giver vidnesbyrd om landhævninger og overfladeforskydninger i disse fjernt forgangne tider. Dette stenlag, som er det ældste fossilbærende lag i jordskorpen, er blevet krøllet, foldet og grotesk forvredet efter landhævningerne fra rystelser og ældre vulkanudbrud. Lavastrømmene fra denne tid førte meget jern, kobber og bly op nær jordoverfladen. Der findes få steder på jorden hvor den slags aktiviteter er tydeligere anskueliggjort end i St.Croix-dalen i Wisconsin. I dette område blev landjorden oversvømmet et hundrede og syvogtyve gange med lava for i mellemtiden at synke

8 ned under vandet og som følge heraf blive belagt med stenaflejring. Selv om meget af de øverste stenaflejring og uregelmæssige lavastrømme er borte i dag, og selv om bunden af denne formation ligger dybt nede under jorden, står der alligevel omkring femogtres til halvfjerds af disse lagdelte optegnelser fra svundne tider synlig fremme i dag. I disse tidlige tider da meget land lå omtrent på havniveau, skete det ofte at landet vekslede mellem at ligge over og under vandet. Jordskorpen var akkurat på vej ind i sin senere og forholdsvis stabiliserende periode. Kontinentaldriften forud for dette havde fået landmasserne til at bølge på sig og hæves og sænkes, noget som bidrog til hyppigheden i de store landmassers periodiske oversvømmelser. I løbet af disse tider med primitivt søliv sank vidtstrakte områder af kontinentets kyster ned under havet til dybder mellem bare en meter eller to til omtrent ottehundrede meter. Meget af den ældre sandsten og af konglomeraterne stammer fra sedimentære ophobninger langs disse urkyster. Sedimentære sten fra denne tidlige lagdannelse hviler ret op ad de lag som stammer fra længe før livet opstod, helt fra da det første verdenshav blev til. Nogle af de øverste lag af disse stenaflejringer fra overgangsstadiet indeholder små mængder lerskifer eller skifer i mørke farvetoner, noget som tyder på at de indeholder organisk karbon, og som vidner om eksistensen af forgængerne til de forme for planteliv som bredte sig over jorden i den påfølgende kuldannelses- eller karbonalder. Meget af kobberet i disse stenlag stammer fra aflejringer under vand. Noget af det findes i sprækkerne i ældre sten, og er koncentratet af det stillestående mosevand fra afskærmede områder langs urtidens kystlinie. Jernminerne i Nordamerika og Europa befinder sig i aflejringer og udstødninger som ligger i delvis ældre, ikke lagdelte sten og delvis i disse yngre, lagdelte bjergarter fra overgangsperioderne da nye livsformer blev dannet. Op gennem denne æra ser man livet brede sig udi verdens søområder; sølivet er blevet etableret på Urantia. Udover bundene af lavvandede og vidt udbredte indlands søer breder et rigt og overdådig planteliv sig, mens kystlinie vandet myldre med enkle former for dyreliv. Hele denne historie findes anskueliggjort, nedfældet som fossiler i side efter side af verdenshistoriens kæmpemæssige stenleksikon. Og beretningerne i disse gigantiske, ufejlbarlige biogeologiske optegnelser fortæller sandheden helt pålidelig, hvis I bare bliver dygtige nok til at fortolke dem. Mange af disse urgamle søbunde ligger nu højt oppe på land, og deres aflejringere gennem tidsalder efter tidsalder beretter historien om disse tidlige tiders kamp for tilværelsen. Det er bogstaveligtalt sandt, det en digter iblandt jer har sagt, at det støv vi træder på var engang levende. [Præsenteret af et medlem af Urantias Livsbringerkorps som nu er bosat på planeten.]