Eksamens opgave i socialfag på Ranum Seminarium Eksamens nr Indholdsfortegnelse. Anbragte unges identitetsarbejde i samfundet...

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Indledning Problemstilling... 4 Samfundet i dag... 4 Anbragte unges identitetsarbejde i samfundet Selvbestemmelse... 8 Diskussion om den pædagogiske og sociale indsats... 9 Konklusion Litteraturliste

2 Indledning. Denne opgave tager udgangspunkt i opgave 1 som bygger på stikordene borgeren i centrum. Borgeren er for mig alle mennesker i samfundet, og i denne kontekst kan det være alle de mennesker jeg, møder i mit arbejde som pædagog. Jeg vil i denne opgave bruge ordet borger om de unge anbragte. Det at være i centrum er for mig er, at være midt i noget, være i fokus og være selvbestemmende i eget liv, det at have indflydelse på, hvad der sker i ens eget liv og blive taget med på råd. Nogle gange er det dejligt, at være i centrum og andre gange trækker jeg mig. Det er alt afhængigt af hvad mit behov er. Jeg vil i denne opgave beskæftige mig med årige frivillige anbragte unge i forhold til 52 stk 3 nr 8. Jeg er meget optaget af, hvordan jeg som pædagog kan sætte den anbragte unge i centrum i mit pædagogiske arbejde på en døgninstitution. for, at jeg kan sætte de unge i centrum mener jeg der er noget faglig og personlig viden som jeg skal besidde samtidig med, at jeg skal være bevidst om hvilke forventninger systemet stiller til mig som pædagog. Der er lavet mange projekter om anbragtes unges anbringelser eks. Tabuka. Formålet med projektet Tabuka er, at få tidligere anbragtes erfaringer, viden og forslag til, hvad der er kvalitet i forbindelse med anbringelser frem i KABU -processen og i diskussionen om anbringelser generelt. TABUKA indhenter dermed vigtig ny viden om anbringelser fra hovedpersonerne - dem, der anbringes. Her tænkes der på at sætte den unge i centrum. Aktuelt er der børn og unge mellem 0 og 23 år anbragt uden for hjemmet. Godt 9 % af samtlige anbringelser sker med tvang. Dvs. at langt størstedelen af anbringelserne er frivillige. 46 % af børnene og de unge anbringes i familiepleje, 24 % på døgninstitution og 16 % på opholdssteder.(kabu-projekt 2005 s.2-3). Ifølge formålet med 55 skal jeg give de unge anbragte bla. omsorg, personlig støtte, pædagogisk rådgivning og varetage den unges særlige behov. I forhold til servicelovens 46 skal støtten til de unges ydes, så de opnår samme muligheder for personlig udfoldelse, udvikling og sundhed som deres jævnaldrende. Endvidere skal den unges synspunkter altid inddrages og tillægges passende vægt i overensstemmelse med alder og modenhed. 46 stk 3.(Breinholt 2006,s.571) En kommune kan med hjemmel i Serviceloven 50 beslutte at anbringe et barn eller en ung uden for hjemmet, når det må anses for, at være af væsentlig betydning af hensyn til et barns eller en ungs særlige behov for støtte. Ifølge formålet med 48 skal den unge tilbydes en samtale inden der træffes afgørelser. Denne paragraf kendetegner at, den unge igen bliver sat i centrum. Et andet væsentligt perspektiv jeg skal have for øje i mit arbejde med de anbragte unge er, at de er i puberteten. Pubertets og ungdomsårene kan blive et rent slagsmål omkring det at blive selvstændig, da 2

3 den unge søger efter deres identitet, selvstændighed og få personlig frihed. I denne periode tror jeg, at de unge har brug for at være i centrum både i forhold til venner og familier. Samtidig med, at de har brug for at være væk fra centrum og denne problematik kan gøre det svært for mig som pædagog i mit arbejde med denne målgruppe. Den kulturelle ændringsproces der er i dag har medfødt en basal ændring af den kulturelle ramme, således at identitetsdannelsen i samfundet er blevet endnu mere indlejret i den globale verden. Når Sociologer som Giddens og Bourdieu beskriver baggrunden for forandringerne henviser de til globaliseringen.( Clausen 2004 s.60) jeg mener at pga. globaliseringen er vi alle en del af verden som helhed. Hvis jeg har et godt kendskab til identitets dannelsen i forhold til de unge kan jeg nemmere sætte den unge i centrum. For igennem alt pædagogisk arbejde, er det vigtigt, at jeg har, kendskab til den fase og kultur af livet borgeren nu befinder sig i. For mig som pædagog handler det om, at de unge for indflydelse på deres anbringelse. Der tænker jeg på 46 stk 3. At jeg som pædagog skal hjælpe de unge til at udforme deres egne synspunkter. Jeg skal se og høre den unges synspunkter og snakker med dem om hvilke mål de har i livet. Med det for øje, at jeg har nogle paragraffer jeg er underlagt i mit arbejde her tænker jeg bla. på 153 og 154. I forhold til, hvad jeg som pædagog skal fortæller videre til anbringelses kommune. Samtidig med, at jeg er troværdig over for den unge. Og den unge har en fornemmelse af at de kan snakke med mig. Ifølge sociolog og rektor Inge Bryderup der er leder af Institut for Pædagogisk Sociologi på Danmarks Pædagogiske Universitet er Pædagogens overordnede mål med de anbragte unge, at de unge i sidste ende skal være i stand til at begå sig i samfundet og have en tilværelse, der er acceptabel både for dem selv, men også for samfundet, altså at de er integreret i samfundet og ligeledes, at de anbragte børn og unge vil tilegne sig kompetencer, der kan anvendes senere i livet. Den pædagogiske indsats skal ikke udelukkende kompensere for mangler i de anbragte børn og unges tidligere liv, men også målrette indsatsen i forhold til, hvad der kræves for at de anbragte børn og unge kan fungere fremtidigt som voksne i det eksisterende samfund udenfor institutionen. Endvidere udtaler hun. Det helt specielle ved det moderne samfund er, at identiteten og relationerne ikke er givet på forhånd. Vi arver ikke en bestemt identitet eller et afstukket livsforløb fra vores forældre. Vi skal selv hele tiden på ny udvikle vores identitet og etablere relationerne. (Bryderup Asterisk nr. 3, 2002 s.9) 3

4 Grundet ovenstående er jeg kommet frem til følgende problemstilling: Problemstilling. Hvordan kan jeg som pædagog på en døgninstitution have de unge i centrum og dermed være medvirken til, at skabe en udvikling i de anbragte unges identitet. Før jeg begynder en nærmere undersøgelse af denne problemstilling synes det relevant at undersøge hvilket samfund de unge er en del af. Samfundet i dag Det samfund der eksisterer nu, og som de unge skal integreres og dannes til at handle i, kaldes det senmoderne samfund. Moderniteten er knyttet til kapitalismen og industrialiseringen. Den er kendetegnet ved udvikling og dermed også at bryde med overleverede traditioner. Engelsk sociolog Anthony Giddens har opstillet tre faktorer, som kendetegner moderniteten. Adskillelse af tid og rum, udlejring og refleksivitet. 1) Adskillelsen af tid og rum, det vil sige, det forhold, at det man gør, og hvornår man gør det, ikke længere udgør en organisk helhed. Det moderne kommunikationsudstyr og i særlig grad Internettet gør, at vi ikke behøver at være i samme rum, på samme tid, som vi udfører en handling. Jeg kan f.eks. godt sidde hjemme ved computeren i Danmark og overføre penge til en konto i Paris. 2) Udlejring, dækker over, at en række sociale relationer løftes ud af deres sammenhæng og over i abstrakte systemer. Eksempelvis symbolske tegn, som bærer en betydning uden at være det, de betyder. Et eksempel på dette kan illustreres ved vores månedsløn. Beløbet der hver måned sættes ind på vores konto, er et abstrakt symbol på vores løn, som vi omsætter til en reel værdi. I udlejring ligger også, at de menneskelige relationer flyttes ud fra hjemmet til det offentlige rum eksempelvis tager pædagoger sig også i dag af børns opdragelse, hvor det tidligere kun var familien, der gjorde det. 3) Refleksiviteten henviser til, at vi som mennesker hele tiden indhenter informationer og skaber viden. Vi genovervejer og reflekterer over vores handlinger og beslutninger. Ydermere er en række af de traditionelle sammenhænge eller fællesskaber blevet opløst. Opløsning af de traditionelle livs og 4

5 meningssammenhænge fremhæves ofte som et væsentligt træk ved det senmoderne (Held og Olsen 2001,s ). Det senmoderne samfund er præget af det, Giddens kalder ansigtsløse relationer. I et sådan samfund er tillid en vigtig faktor for mennesket. Tilliden får vi i form af, det Giddens kalder, vores ontologiske sikkerhed. Ontologisk sikkerhed er en grundlæggende følelse af, at vores væren ikke er i fare. Denne sikkerhed bygges op i kraft af de nære relationer, der funderes i relativt rutinerede handlemønstre (Olesen og Pedersen 2000,s ). Endvidere skal man kunne mestre de sociale handlemønstre for at deltage i hverdagslivets praksisser, og det forudsætter udvikling af, det Giddens kalder, praktisk bevidsthed. Praktisk bevidsthed er en viden om, hvilke sceneopskrifter der gælder i hvilke sammenhænge. Regler og rutiner bliver genskabt i vore handlinger, og de er ikke formulerede, men ligger indlejrede i sociale praksisser. Praktisk bevidsthed udgør en form for tavs viden om, hvad der er naturligt og passende. Giddens mener, at personer i almindelighed er kompetente, fordi de besidder stor praktisk bevidsthed om, hvordan man indgår i hverdagens utallige sociale praksisser. Denne kompetence er på en gang forudsætning for og resultat af deltagelse i social praksis (Schwartz 2001,s ). Et mere systemteoretisk eller diskursteoretisk grundlag for forståelsen af samfundet, findes hos den tyske sociolog Niklas Luhmann som i sin teori ikke arbejder med samfundet som et system, men derimod som polycentrisk altså bestående af en masse delsystemer der alle er centrum for sig selv. Alle systemer er ligeværdige og der eksisterer ikke et overordnet samfundssystem. Luhmann arbejder med to forskellige definitioner for et system, nemlig sociale og psykiske systemer. Det sociale system er kommunikationen der foregår. Det er i kommunikationen at kommunikationen foregår. Den adressat som kommunikationen rettes mod har i luhmanns teori definitionen Person. Person ændres alt efter hvilket socialt system denne befinder sig i. Omvendt afhænger det sociale system også af personerne. Et psykisk system er en deltager i et socialt system. Det psykiske system navigerer i omverdens kompleksitet og det er i denne kompleksitet at det psykiske system er nødt til at foretage en selektion. Kompleksititeten udgør alle de valg og muligheder der byder sig til og selektionen er de valg som skal foretages, ud fra at de giver mening. Den selektion der foretages af omverdens kompleksitet, med henblik på at reducerer den til det der giver mening for en selv, kaldes differentiering af vide, med henblik på at skabe sin egen identitet.( Olesen og Pedersen 2000, s. 115) Ud fra Luhmanns 2 systemer mener jeg, at det må være min opgave af forene disse 2 systemer i mit arbejde med de unge. 5

6 For at jeg som pædagog på en døgninstitution kan sætte de unge i centrum og dermed være medvirken til at skabe en udvikling i de anbragte unges identitet, er det vigtigt at jeg kigger på begrebet anbragte unges identitet i forhold til samfundet Anbragte unges identitetsarbejde i samfundet. Ifølge J. T. Hansen betyder identitet, at individet er den sammen over tid. At skabe en identitet, er ikke noget vi gør i kraft af os selv, men i kraft af samspillet med andre mennesker. Det er betydningsfuldt for identitetsdannelsen, hvordan andre ser en (Tønnes 2000, s. 99) Ifølge J.T. Hansens definition af identitet har pædagogerne mulighed for at påvirke de unges identitet i samspillet med dem. I og med at identitet betyder, at individet er den samme over tid, er det væsentligt, at forholde sig til den unges tidligere livsbetingelser, for at opnå en forståelse for deres handlinger. Når jeg som pædagog skal arbejde med identitetsdannelse, skal jeg altså forholde mig til den unges habitus. Habitus bliver grundlagt på baggrund af de unges livsbetingelser, som er grundlagt i deres opvækst, og er kropsliggjort eller indoptaget som en del af dem (Held og Olsen 2001 s 194) Dele af de unges identitet er altså dannet, før de anbringes. Derfor ser jeg det pædagogiske arbejde med identiteten som en udviklingsproces, hvor jeg, i samspillet med den unge, kan give mulighed for, at den unge får en anden selvoplevelse. Og det gør jeg bla ved at have den unge i centrum. Ifølge sociologen Anthony Giddens er den første struktur de unge skal forholde sig til er anbringelsesstedet. De unge kommer med en forståelse af sig selv og den identitet de unge har grundlagt, og de skal forholde sig til, hvordan det nye netværk opfatter dem. I Giddens forstand er aktøren, som er den unge, vidende og kyndig, men handler stadig ud fra tidligere habitus. Dette vil sige at de unge har et kendskab til deres tidligere liv og mange oplevelser de til stadighed handler ud fra selvom de er blevet placeret i en den struktur der er på anbringelsesstedet. Derfor er der også en periode, hvor de unge skal lære omgangsformen på behandlingsstedet. Derfor skal pædagogerne også være opmærksomme på at de unge har en egen vilje i deres handlinger, dette er selvfølgelig også med til at påvirke anbringelsesstrukturens rytme. Dette underbygges også af Giddens, da han mener, at aktør- og strukturniveauet er gensidige afhængige. Jeg kan her være med til at bevidstgøre de unge om at de altid har en mulighed for at handle anderledes. Dette kan ske ved at de unge har en mulighed for at gribe ind i strukturen.(olesen og Pedersen 2005,s.214) og ved at, de unge kan gribe ind i strukturen kan de komme i centrum i forhold til den kontekst. 6

7 Pædagogerne har mulighed for at styrke de unges praksisbevidsthed, som er evnen til at forklare hvorfor man gør som man gør, ved at hjælpe den unge med at begribe sin egen habitus, da vi ofte ser fortiden med nutidens øjne ifølge Giddens. Pædagogen skal være opmærksom på, at det er sjældent, at de unge tydeligt sætter ord på sine handlinger, og dette er en lærings proces de skal igennem. Giddens skriver også at handlingen er en proces. Og jeg tror, på at processer tager tid. De unge ankommer på anbringelsesstedet med et skjold, som Giddens benævner som ontologisk sikkerhed. Dvs. at skjoldet er med til at de unge sjældent vil handle anderledes. Hvis jeg betragter de unge som bevidst handlende, med evnen til og mulighed for at kunne blive bevidst om de betingelser som de unge selv sætter for handlingen, bliver det også min opgave at hjælpe de unge i gennem denne proces. Refleksion kan være med til at skabe ændringer i handlingen og fremkommer enten ved andres eller egen hjælp. Derfor bliver det en opgave for mig, at styrke refleksionsevnen hos de unge, hvilket de kan gøre ved at sætte ord på deres handlinger. Identitetsdannelsen er præget af både ydre- og indre betingelser. De unge i dag skal gøre deres identitetsarbejde i et senmodernistisk dynamisk samfund karakteriseret ved kulturel frisættelse. Thomas Ziehe beskriver tre hovedtendenser, der har betydning for unges selvforståelse, livsførelse og identitetsdannelse. De tre tendenser er øget refleksivitet, formbarhed samt tiltagende individualisering. (Tønnes 2000, s. 101) Grundet den kulturelle frisættelse bliver de unge i dag udsat for at skulle tage selvstændige valg, når de former deres identitet. I det moderne samfund eksistere der ikke længere ydre orienteringspunkter, når de unge skal søge at forstå og finde sig selv. J.T. Hansens bud på hvor de unge skal vende sig hen for at opleve mening er fordelt på tre steder, dels mod vore handlinger og præstationer, dvs. mod det vi gør; dels mod de mellemmenneskelige relationer vi indgår i og er en del af; og dels mod identitetens indre betingelser i form af en personlig integritet (Tønnes 2000 s. 104). Den samfundsmæssige struktur bliver en væsentlig faktor, når jeg arbejder med den anbragte unges identitet. Jeg skal støtte de unge i at finde sammenhæng mellem deres forskellige identiteter, så de unge opnår en personlig integritet. Endvidere skal de unge opnå en bevidsthed om deres handlinger, for herved at forstå sig selv. For at jeg kan sætte de unge i centrum syntes det relevant, at de unge ved, at de har muligheder for at vælge men for, at de unge skal kunne vælge skal de have nogle gode betingelser samt vide, at de har selvbestemmelse i forhold til deres liv. 7

8 Selvbestemmelse Vi har hver især mulighed for at vælge gode valg for os selv, hvis vi har de rigtige betingelser. Vi skal derfor være med til at skabe et godt liv for hinanden, og dermed mener jeg at vi skal give hinanden de bedste betingelser, for at træffe rigtige og gode valg for os selv. Det humanistiske menneskesyn går i korthed ud på, at mennesket er et subjekt, et unikt jeg, der har frihed, ansvar og værdighed. Mennesket er ligeværdigt, og har en egenværdi, da det er skabende og har en fri bevidsthed, til selv at forme sit liv. Selvbestemmelse beskrives som, at man i vid forstand og under hensynstagen til andre, har mulighed for at sige kvalificeret til og fra, og således være medbestemmende over de sociale og samfundsmæssige betingelser, man lever sit liv i (Muller 1995, s. 18) At et menneske udvikler selvbestemmelse, handler grundlæggende om, at det opnår stadig større indflydelse på og rådighed over relevante livsbetingelser. Jeg har erfaringer med, at selvbestemmelse ofte sammenlignes med at bestemme alt selv. Men selvbestemmelse er meget mere og andet end at bestemme selv. Cand.pæd. psych. Flemming Andersen, har beskæftiget sig med autonomi og selvbestemmelse, og har udfra sin grundopfattelse, sammensat følgende tre påstande om selvbestemmelsesbegrebet: 1. Selvbestemmelsesretten er ikke en ideologisk eller juridisk størrelse Retten til at bestemme over væsentlige dele af eget liv er noget basalt menneskeligt, og kampen for denne ret kan iagttages hos alle mennesker og i alle kulturer. Autonomibestræbelser er selve kernen i alle menneskelige behov. Når kampen for denne autonomi synes opgivet, eller den har en karakter af en kamp for at ville bestemme over andre, er der tale om, at autonomibestræbelserne er tvunget over i forvrængende former.(muller 1995,s.65) 2. Selvbestemmelsesretten står ikke i modsætning til fællesskabets nødvendighed Selvbestemmelse kan kun etableres på baggrund af et menneskeligt fællesskab, hvor den enkeltes selvbestemte praksis kan udvikles, spejles og vurderes i forhold til andre selvbestemmende mennesker. Selvbestemmelsesretten kræver derfor et socialt forum, hvor denne ret bestandig garanteres og konsolideres, igennem gensidige anerkendelse af menneskers forskelligheder og ligheder. Jeg forstår dette som, at selvbestemmelse aldrig kan ske på bekostning af andre, da det handler om retten til at sige kvalificeret til og fra, uden at man nedgør eller forklejner andres selvbestemmelsesret. Vi har alle et ansvar for vore egne handlinger, og dermed et ansvar for de sociale samspil vi indgår i. To mennesker 8

9 kan kun udvikle egen autonomi, ved at begges selvbestemmelsesret anerkendes over for hinanden. Relationen vil ellers bære præg af en magtfordrejende relation, hvor den ene bestemmer mere end den anden, og så er vi igen tilbage i, at autonomibestræbelserne er tvunget over i forvrængede former. (Muller 1995,s.66) 3. Selvbestemmelsesretten kan ikke udfoldes i et modstandsfrit tomrum Forudsætninger for, at vi via den autonome praksis kan finde os selv er, at vi møder og konfronteres med andre autonome individer. At vi møder andre, der som med - og modspillere giver os mulighed for indlevelse i deres ønsker og interesser. Dette forstår jeg som, at mennesket har behov for at spejle sig i andre, og at opleve sig selv, udfra den måde andre reagerer på os, og at disse andre, oplever sig selv, udfra den måde, vi reagerer på dem. Man er derfor afhængige af hinanden for at opbygge et billede af, hvem man er. Vi mærker os selv og andre ved, at vi sætter autonome grænser for os selv og ved, at vi mødes med autonome grænser fra vore medmennesker. Dette giver os en bedre mulighed for at respektere og forstå vore egne og den andens ønsker og behov. (Muller 1995,s.66) Dette er en forudsætning for, at jeg kan sætte den unge i centrum. Diskussion om den pædagogiske og sociale indsats. Kravene til os som pædagoger stiger, i takt med at kompleksiteten i samfundet stiger. Vores formidlingsevne og indsigt i mange forskellige systemer er dermed afgørende, for at jeg kan møde de unge i et udviklingsstøttende samspil. Det er min opgave at, skabe de rammer, der gør at de unge bliver i stand til at være meningskonstruktører. Samfundet forventer, at de unge kan træffe selvstændige beslutninger. I kraft af dette, er det min pædagogiske opgave at skabe arenaen hvori grundlaget for disse beslutninger dannes. Det er vigtigt, at jeg ser den unge som et enkelt unik individ, men ret til valg og fravalg. Jeg syntes min pædagogisk opgave kræver en professionel intervention i den unges liv, hvor jeg skal være imødekommende, lydhør, responderende, reflekterende og agerende overfor den unges forventninger, behov, signaler og udvikling. Jeg har ligeledes et ansvar for, at sikre at de unge har muligheder for, at eksperimentere, undersøge, afprøve, lære og erfare via aktiviteter og socialt samvær. Ligeledes er det min opgave at skabe rum for og støtte de unges fællesskaber, medindflydelse, flerkulturelle forståelse og etablering af relationer, anvende den lovgivning som sætter de overordnende rammer for det pædagogiske arbejde. 9

10 Pædagogen på en døgninstitution har til opgave i forhold til, at kommunen har lavet en handleplan 140 at lave en behandlingsplan sammen med de unge. Hvor den unges mål, forventninger osv. skrives ned og tages op igen efter 3 mdr. Mine erfaringer er, at når jeg laver behandlingsplaner med de unge så de føler de sig i centrum. Og i denne kontekst nyder de det, et eksempler på at de unge ikke nyder, at være i centrum kan være når der er indkaldt til møde hvor der skal snakkes om regler og normer i huset. Så ønsker de unge tit, at trække sig. Det er væsentligt, at kunne rumme de unge, når de laver oprør mod strukturen. Når Jeg arbejder med de unges identitet, er der tale om et asymmetrisk forhold og dermed om magt. En af faldgrupperne for mig kan være den magtesløshed, jeg kan opleve, når den unge udfordrer mine kompetencer, dette kan udmønte sig i øget voksenstyring (Schwartz 2001, s. 18) En væsentlig faktor i identitetsarbejdet er, at udvise forståelse for den unge og dens problematikker, herunder den unges habitus (Held og Olesen 2001, s. 194). Jeg mener, at jeg skal kunne forholde mig anerkendende i relationen til den unge samt være bevidste om definitionsmagten.(bae, social kritik 47, år 96,s.7) Essensen i den anerkendende relation er, at jeg ser den unge som et adskilt individ med rettigheder over egne oplevelser. For at udvikle de unges identitet bør det ske i samarbejdet mellem mig og den unge og ved at inddrage den unges egne perspektiver, handlemåder, interesser, personlige egenskaber, ressourcer og kompetencer (Schwartz 2001, s. 24) Sagt på en anden måde, at jeg har den unge i centrum. Her tænker jeg, at jeg skal snakke noget mere med de unge om deres liv og deres muligheder i samfundet. Den etiske dimension handler om de visioner, vi hver især har om det gode liv, og hvordan man bør handle i forhold til andre mennesker. I det pædagogiske arbejde findes der forskellige etiske visioner, og der kan opstå et dilemma mellem, hvad der er muligt at gøre, og hvad der er ønskeligt ud fra denne etiske vision. Dette dilemma kan sætte mig i en valgsituation mellem hvad jeg på den ene side rent teknisk og fysisk formår, og hvad jeg på den anden sider finder etisk forsvarligt. Bag det etiske ligger der et menneskesyn, som jeg handler udfra. Flemming Andersen har lavet følgende punkter, der tager udgangspunktet i de tre fænomenfelter, som han mener, at pædagogen må tage højde for, for at forstå den unge anbragtes adfærd og oplevelser. Subjektivitetsformerne: De subjektive kvaliteter hos individet (eks. den anbragtes iboende muligheder, kompetencer, ressourcer). Det sociale samspil: De levede sociale samspil mennesket indgår i, og det sociale samspil i de grupper, individet tilhører. De samfundsmæssige omstændigheder: De konkrete samfundsmæssige eller kulturelle omstændigheder samspillet foregår under.(mùller 1995,s.66) 10

11 I forhold til Flemming Andersens forståelse af, at subjektivitets formerne, det sociale samspil og de samfundsmæssige omstændigheder spiller ind på hinanden, vil det sige, at jeg i mit forsøg på at få et realistisk billede af den anbragte, er det nødvendigt at se den anbragte udfra de tre ovenstående punkter og ikke kun udfra adfærden. Disse tre punkter indvirker gensidigt på hinanden, således at forandringer i de samfundsmæssige omstændigheder, vil mulig- og nødvendiggøre forandringer. Samtidig mener jeg, at de 3 punkter er med til, at jeg kan sætte den unge i centrum. Det er ligeledes nødvendigt at jeg har en stor selvindsigt, hvilket medfører at jeg kan se egne muligheder og begrænsninger. Hermed vil jeg være i stand til at se på den unge og den unges indidentitet, og sætte den unge i centrum. Konklusion Hvordan kan jeg som pædagog på en døgninstitution have de unge i centrum og dermed være medvirken til at skabe en udvikling i de anbragte unges identitet. Jeg kan konkludere: At jeg skal møde de unge i et udviklingsstøttende samspil. Det er min opgave at, skabe de rammer, der gør at de unge bliver i stand til at være meningskonstruktører. At jeg skal skabe arenaen hvori grundlaget for disse beslutninger dannes. At de unge skal have indflydelse på deres anbringelse. At de unge har brug for Ontologisk sikkerhed. At jeg skal støtte de unge i at forholde sig til og tilpasse sig til samfundets spilleregler At den unge er vidende og kyndig, og handler stadig ud fra tidligere habitus. At identiteten udvikles i kraft af samspillet med andre mennesker. At jeg skal høre og se den unge for, at den unge kan være i centrum. At jeg skal arbejde ud fra nogle lovmæssige paragraffer. At jeg skal sætte de unge i centrum i deres eget liv. At jeg skal bevidstgøre de unge om at de altid har en mulighed for at handle anderledes. At jeg skal vide at Identitetsdannelsen er præget af både ydre- og indre betingelser. At jeg skal vide at habitus bliver grundlagt på baggrund af de unges livsbetingelser. At jeg skal være med til at skabe et godt liv for hinanden. At jeg skal vide, at nogle gange vil de unge være i centrum og andre gange ikke. 11

12 Litteraturliste Breinholt, Christian & Jørgen Christiansen: Socialpædagogisk regelsamling 25 udgave 2006 Kroghs Forlag A/S Hansen, Tønnes Jan, Identitet og integritet Billesø & Baltzer 2000, 2. Udgave. Held, Finn og Flemming Olsen: Introduktion til pædagogik udgave, 1. oplag, 2001, Frydenlund Grafisk Forlag Mousten Leif identitet og udvikling 1 udgave 11 oplag 1998 LMF forlag. Muller Kragh Grete samspil og konflikter 1 udgave 3 oplag 1995 forlaget børn og unge Olesen, Søren Gytz og Pedersen, Peter Møller (red.) Pædagogik i sociologisk perspektiv 1. udgave, 2. oplag, 2000 Forlaget PUC Schwartz, Ida Socialpædagogik og anbragte børn udgave, 1.oplag 2001, Forfatteren og Gyldendalske Boghandel, Nordisk Forlag A/S København Tønnesvang, Jan Selvet i pædagogikken 1 udgave, Århus 2002, Forlaget Klim Artikel og projekter. Kabu kvalitet i anbringelsesarbejdet med børn og unge. Berit Bae: Voksnes definitionsmagt og børns selvoplevelse fra Social Kritik, Nr. 47 Bryderup, Inge Anbragte unge lære ikke det de har brug for Asterisk nr