Indholdsfortegnelse. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

Transkript

1 Indholdsfortegnelse Temaartikler Forord 99 Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning Ole Wæver 101 Tænketanke i forandring - imellem national sikkerhed og globalt risikosamfund Jesper Dahl Kelstrup 131 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Trine Villumsen 143 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier? Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d. 161 Artikler uden for tema Same same but different - Tenkning om fred og krig i Skandinavia rundt 1900 Halvard Leira 167 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret Major Nicolai S. Møller 181 Motivation BA psych. Jesper Jensen og BA psych. Bo Bach S. Pedersen 187 Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

2 Indholdsfortegnelse Anmeldelse af: Robert Dalsjö, Life-Line Lost. The Rise and Fall of Neutral 207 Sweden s Secret Reserve Option of Wartime Help form the West Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Andreas Herberg Rothe, Clausewitz's Puzzle. The Political 208 Theory of War, Anmeldt af major Claus E. Andersen Lennart W. Frick og Lars Rosander, Bakom Hemligstämpeln, 212 med undertitlen Hemlig verksamhet i Sverige i vår tid. Anmeldt af kommandør Poul Grooss E. O. A. Hedegaard, Krigen på Sjælland 1807, 215 Anmeldt af Bruno Juul Gunner Åselius, The Rise and Fall of the Soviet Navy in the 216 Baltic, Anmeldt af brigadegeneral Michael H. Clemmesen Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed Foredragssæson Skrivevejledning

3 Forord Temaet i dette sommernummer af Militært Tidsskrift er "strategiske studier og tænketanke". Tænketanke er ofte rammen om den særlige type viden, der hyppigt optræder som den relevante ekspertise på forsvarets område. De gør sig i viden, men vi mangler viden om denne viden: hvem er det, der producerer sagkundskab om sikkerhedspolitikken under hvilke arbejdsbetingelser i hvilke institutioner og ud fra hvilke videnskabelige discipliner og teorier? I temaets første artikel giver professor Ole Wæver et overblik (med egen tolkning) af hele feltet strategiske studier: Hvornår opstod det og hvorfor? Hvilke faser har det gennemgået? Hvor foregår det (tænketanke? universiteter?) og har de institutionelle rammer ændret sig? Hvad er forskellene på USA og Europa? Hvad er situationen i dag - er feltet i vigør eller i krise? Og hvad er specifikt situationen i Danmark - er vi med på dette område, og hvilke forskningsinstitutter bedriver strategiske studier og sikkerhedsteori? Den anden artikel er forfattet af statskundskabsstuderende Jesper Dahl Kelstrup, der redegør for udviklingen i sikkerhedspolitiske tænketanke. Fire faser præsenteres, og forfatteren argumenterer for, at forskningen ikke længere kan rummes indenfor det "national sikkerhedsparadigme", der fostrede tænketankene oprindeligt. Derfor diskuteres, om det er muligt at forstå de nye og frembrydende udviklinger ud fra teorien om "risikosamfund". Hvilke funktioner har tænketanke som eksperter og som spillere i tidens mediesystem? Hvor Kelstrups artikel primært fokuserer på USA, drejes fokus i den tredje artikel til Europa, hvor ph.d.-studerende Trine Villumsen redegør for udviklingen i europæiske tænketanke. Hun argumenterer for, at man overser vigtige udviklinger i Europa - og centrale kilder til indflydelsesrige ideer - hvis man forsøger at overføre den amerikanske tænketanksdefinition slavisk til den europæiske virkelighed. Med "Centre for European Reform" som eksempel, viser Villumsen, hvordan en virkeligt europæisk tænketank støber intellektuelle kugler til EUs mulige sikkerhedsfremtid. Temaet rundes af med en kort artikel af chefen for Dansk Institut for Militære Studier, Mikkel Vedby Rasmussen, der præsenterer sit nye institut (DIMS) med en beskrivelse af baggrunden for oprettelsen, instituttets virke og organisation og ikke mindst dets forskningsdagsordenen. I forlængelse af Kelstrups artikel står risikobegrebet centralt som en ny måde at forstå vilkårene for strategi og forsvarspolitik. Med anknytning til temaer fra indledningsartiklen betoner Rasmussen betydningen af at skabe konstruktivt samspil mellem civile og militære medarbejdere, at arbejde tværfagligt, og at være på samme tid politisk relevant og forskningsmæssigt ambitiøs. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

4 Forord Samlet søger redaktionen med dette tema at sætte fokus på et fænomen, der ofte spiller en betydelig rolle for forsvaret og dets medarbejdere. Nutidens missioner er altid gennempolitiserede, og tolkningsrammerne, der præger beslutninger, både om og hvordan Danmark skal engagere sig i internationale opgaver, vil ofte komme fra sikkerhedspolitiske eksperter. Siden midten af 1940erne har krigsvidenskab ikke længere haft patent på at være sagkundskab angående militære spørgsmål og for et Krigsvidenskabeligt Selskab og et Militært Tidsskrift må det være centralt at forstå denne civile, videnskabelige autoritet ud i det militære, disse strategiske studier. I forlængelse af temaet bringes en artikel af stipendiat ved NUPI, Halvard Leira, som beredvilligt på opfordring fra redaktionen har leveret et bidrag med titlen Same same but different - Tenkning om fred og krig i Skandinavia rundt Endvidere bringes artikler af major N.S.Møller om internationale operationer og vidensopbygning i Forsvaret samt en artikel af BA psych. Jesper Jensen og BA psych. Bo Bach S. Pedersen. Der rundes af med boganmeldelser samt beretning om Det krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed i det forløbne år. Det er således redaktionens håb, at nærværende udgave af MT kan levere mulighed for nogle timers ro og fordybelse i den tilstundende sommerferie med al dens hektiske rejseaktivitet, havearbejde, sejlture og alskens andre sommerlige gøremål. Afslutningsvis vil jeg gerne benytte lejligheden til at takke af som chefredaktør for Militært Tidsskrift, idet jeg den 1. juli 2007 tiltræder tjenesten som forsvarsattaché ved ambassaden i Kairo. Det har været lidt over tre spændende og udfordrende år i redaktørstolen, og jeg vil gerne benytte lejligheden til at udtrykke min store tak til de øvrige medlemmer af redaktionen for et engageret og ofte meget tidskrævende stykke arbejde, både i forbindelse med det løbende redaktionsarbejde, men ikke mindst i forbindelse med udarbejdelsen af de temanumre, som medlemmerne på skift har haft ansvaret for som temaredaktører. Samtlige artikler i tidsskriftet er som bekendt udarbejdet på frivillig og ulønnet basis af en række medlemmer og eksterne forfattere, som påtager sig opgaven ved siden af havende tjeneste og ofte under tidspres. Jeg vil derfor også sende en meget stor tak til de mange skribenter, som enten på opfordring eller på eget initiativ i min periode som chefredaktør har udarbejdet de mange indlæg og artikler, som er selve grundlaget for tidsskriftets eksistens. Jeg vil således overrække stafetten til den nye chefredaktør, oberst (HRN) Werner Iversen ved Forsvarsakademiet, og jeg ønsker chefredaktøren og redaktionen held og lykke med det fortsatte arbejde. God læselyst og god sommer. 100

5 Forord Temaredaktør: Professor Ole Wæver. KARTNI WINTHER Chefredaktør 101

6 Strategiske studier: sikkerhedsteori mellem politikrådgivning og grundforskning Af Ole Wæver Legitimate security knowledge refers to security knowledge which one can profess as a security expert with a degree of seriousness and without being labelled an idealist or a fool (Huysmans 2006: 18) Eksperter er blandt de vigtige aktører i forsvarets omgivelser som direkte rådgivere, som kilde til udredninger der fastlægger forsvarets politiske rammer, som autoriteter i den offentlige debat, og som undervisere på forsvarets uddannelser. Hvad for nogen eksperter? Eksperter i hvad? Nogen gange kan det være noget meget specifikt afhængigt af den sag, der er oppe: vi hører fra en vandtekniker om et projekt i Afghanistan, en psykolog om støtten til de hjemvendte fra operationer, og måske fra en jurist med speciale i forvaltningsret, der udtaler sig om den måde forsvarets ledelse har håndteret en given sag. Men som oftest er det sikkerhedspolitiske eksperter, der er i centrum. Hvem er akademiske eksperter i sikkerhedspolitik? Her findes et særligt felt - en disciplin eller sub-disciplin - der går under navnene strategic studies og security studies (samt national security studies og international security studies ). Dette felt gør (oftest implicit) krav på at være samfundets mest autoritative visdom mht. sikkerhedspolitik. I feltets interne sociale og intellektuelle processer bliver det således forhandlet, hvad der gælder som viden, sandhed og virkelighed angående vores sikkerhed. Nogen vil primært pege på tænketanke som dets hjem, andre at det er en væsentlig del af (sub-)disciplinen International Politik, der igen er en af 3-4 afdelinger af universitetsfaget Statskundskab (political science). Begge dele er korrekt, og præcis hvordan det hænger sammen, vil blive forklaret nedenfor. I denne artikel vil jeg opridse opkomsten af dette vidensfelt, dets institutionelle udvikling og primære empiriske og teoretiske tendenser, gøre status på dagens situation og endelig kort indplacere de danske institutioner på området. De øvrige artikler i dette tema behandler andre Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

7 Strategiske studier centrale aspekter af forståelsen af dette felt, og disse artikler vil blive introduceret og indplaceret undervejs i denne indledningsartikel. 1 Hvad er strategiske studier, og hvor opstod de hvornår og hvorfor? Terminologien er ikke helt stabil. Nogen taler om strategic studies, andre kalder det samme område for security studies, og andre igen skelner mellem de to og bruger udtrykkene om forskellige ting. I den sidste sprogbrug vil strategiske studier ofte henvise til det snævrere felt omkring militære spørgsmål, og sikkerhedstudier til et bredere område omfattende både militær sikkerhed og andre sikkerhedsspørgsmål knyttet til f.eks. miljø, identitet og økonomi 2. Det skel giver kun mening for den senere periode, efter at der fra firserne var ført en debat om at udvide sikkerhedsbegrebet. For den tidligere periode skyldtes forskelle i sprogbrug snarere nationale og kulturelle variationer mht hvilket udtryk, der blev foretrukket. Derfor vil jeg i det følgende bruge de to udtryk i flæng for den tidlige periode (som man gjorde den gang) og i diskussion af de seneste 20 år udelukkende bruge udtrykket sikkerhedsstudier (hvad der også er den overvejende tilbøjelighed). Om man så ønsker at introducere et begreb om strategiske studier som betegnelse i dag for en særligt militært orienteret underafdeling af sikkerhedsstudierne må være en smags sag. 1 Dele Fig. af 1. denne Modificeret artikel udgave trækker af på Baylis den & mere Wirtz udførlige, 2002 engelsksprogede analyse i Wæver & Buzan Dette skel er mest systematisk og omfattende udfoldet af Barry Buzan med de to parallelle bøger People, States and Fear (1983, 1991, 2007) om sikkerhedsstudier og An Introduction to Strategic Studies (1987; Buzan & Herring 1998) om strategiske studier. 102

8 Strategiske studier Baylis og Wirtz (2002) har afbildet fagene som æsker inden i hinanden: strategiske studier som en del af sikkerhedsstudier som en del af international politik som en del af statskundskab. Det er ikke helt præcist, for international politik er til dels et interdisciplinært fag, der rummer mere end statskundskab også økonomi, sociologi, historie, m.m og det bør derfor placeres indeni men med et hjørne udenfor. Og sikkerhedsstudier er mere end international politik, og strategiske studier rummer hard core militær sagkundskab, som ikke vil blive set helt så let som sikkerhedsstudier, så en mere rimelig afbildning kunne være den modificerede i fig. 1. En sidste begrebsafklaring: sikkerhedsteori vil i det følgende blive brugt om teorier, der sigter til at forståelse og/eller omgang med sikkerhedsspørgsmål. Disse er ikke systematisk beskrevet i den eksisterende litteratur, hvor det ofte antages, at historiske fremstillinger af teoriudviklingen indenfor disciplinen international politik dækker dette behov. Det er af flere grunde (der snart vil være tydelige) ikke tilfældet. Bl.a. ikke fordi, det langt fra er alle teorier indenfor international politik, der slår igennem indenfor sikkerhedsstudier og mange sikkerhedsteorier er ikke generelle IP-teorier og registrerer derfor ikke i historien. Sikkerhedsteori er, hvad der anvendes af folk, der ofte meget konkret arbejder med sikkerhedsspørgsmål men dog trækker på noget teori. Der findes også sikkerhedsanalyser, der helt ignorerer teori og dem vil jeg her ignorere tilbage. Venligere sagt: artiklen kortlægger ikke alt, hvad der sker indenfor sikkerhedsstudier, men fokuserer særligt på, hvilke teorier og hvilke typer af teorier der anvendes hvor og hvordan. Sikkerhedsteori vil i dag typisk befinde sig mellem universitetsdisciplinen international politik og den anvendte forskning i tænketanke/sektorforskning (og denne sidste befinder sig igen mellem forskning og praktikerrådgivning). Den trækker ikke altid på teori, men når den gør, hvilken teori kommer da på tale? Sikkerhedsteori er artiklens fokus, og jeg vil særligt se på, i hvilke perioder og under hvilke vilkår, der opstår produktive forskningsmiljøer, hvor der sker teoriudvikling på det sikkerhedspolitiske område. I 1940ernes USA opstod et distinkt nyt felt med en gruppe af forskere og markante publikationer i skæringsfeltet mellem militær ekspertise og universitetsforankret samfundsvidenskab. Det var nyt det var de strategiske studiers fødsel. Feltet sigtede til at producere policy-relevant forskning understøttet af en bred inter-disciplinær, akademisk vidensbase. Blandt årsagerne til denne nyhed var atomvåbnenes forandring af vilkårene for krigsførelse og ikke mindst for strategi 103

9 Strategiske studier den bredspektrede trussel fra Sovjetunionen (ikke kun militær, men også ideologisk-politisk og økonomisk) den generelle prestige som videnskab havde vundet under anden verdenskrig, både naturvidenskab (nye våben, brydning af koder) og samfundsvidenskaber (rådgivning om strategisk bombning, forståelse af modstanderlande). Resultatet blev, at civile eksperter specialiserede sig i militære spørgsmål (under overskriften sikkerhed ), og at politikere og andre praktikere lyttede til dem. Tidligere var den eneste ekspertise ift militære spørgsmål: militæret, primært den militære ledelse. Se f.eks. i herværende organ Knud Rasmussens artikel i MT 135:4 [December 2006] om statsråd under den dansk-tyske krig Ministrene og Kongen diskuterede, og de modtog indberetninger og vurderinger fra forskellige højere officerer. De foretog den klassiske afvejning mellem faglig sagkundskab (krig) og egne vurderinger (politik), men andre eksperter end de militære kom ikke på tale. Atomvåbnets ankomst på scenen betød, at man i USA havde brug for en ny type eksperter. Groft sagt skulle krige ikke længere udkæmpes, men deres (u)mulighed manipuleres til politiske gevinster. Tyngdepunktet skiftede fra det taktiske og operationelle niveau til virkelig langsigtet strategi og fra anvendelsen af givne teknologier til målrettet udvikling af nye teknologier for fremtiden. I de første år tænkte man stadig klassisk som om slutstregen for atomstrategiske spørgsmål var, hvad der ville ske i en faktisk kamp, men gradvis blev det tydeligt, at man var nødt til at behandle atomstrategi som et delvist uafhængigt område på sine egne præmisser. Dette krævede en helt ny form for viden, anderledes end den, som militære eksperter lå inde med. Richard Betts har sagt det meget præcist (1997: 13) Nuclear war spurred theorizing because it was inherently more theoretical than empirical: none had ever occurred. Eller med Richard Smokes formulering (1975: 275), var den første betingelse for sikkerhedsstudiernes opkomst a complexity dissectible by abstract analysis. Vi kommer tilbage til atomstrategiernes betydning om lidt, for der var også andre faktorer, der stimulerede de strategiske studiers fødsel: I USA opfattede man et stigende behov for at koordinere bedre mellem militære og civile sfærer. Allerede under anden verdenskrig havde man oplevet, hvor vanskeligt det var at få økonomisk, politisk og militær planlægning til at gå i hak (Etzold 1978, pp. 1-2: Hogan 1998: 25) dette selvom det er gået over i den almindelige historiefortælling som en amerikansk succeshistorie, at man fik hele samfundet omstillet til og fra krig. Efterhånden som det blev klart, at den kolde krig kunne blive en langstrakt, omfattende og eksistentiel kamp, fæstnede ideen sig, at man 104

10 Strategiske studier havde behov for en slags koordineret forståelse, hvor disse vidensformer kunne koordineres. Dette lå (sammen med behovet for samkøring af værnene og for reform af efterretningstjenesterne) bag the National Security Act fra USA stod med en særlig politisk og identitesmæssig udfordring. Den amerikanske politiske tradition var skeptisk overfor standing armies og længerevarende militær mobilisering, der sås som en trussel mod demokratiet. En tyran kunne tage magten via dette magtinstrument, hvis man lod et sådant opstå i samfundets midte, mente republikkens grundlæggere (Bailyn 1992; Publius ; Deudney 1995). Derudover var det først under anden verdenskrig, at the uniformed heads of the U.S. armed services assumed a pivotal and unprecedented role in the formulation of the nation s foreign policies (Stoler 2000: ix). Det ville derfor have været problematisk for USA at institutionalisere et højt niveau af militær mobilisering under navne som krig eller forsvar. Dette er et centralt led i forklaringen på, at udtrykket national sikkerhed pludselig blev nøglebegrebet for hele dette område, hvad det ikke historisk havde været (Wæver 2004b, 2006). Det gav samtidig plads for civil ekspertise på et politikfelt centreret om militære spørgsmål. Man var i USA meget bevidst (mere den gang end nu) om, at der var en spænding mellem amerikansk liberalisme og militær professionalisme, og hele feltet strategiske studier opstod som en del af det institutionelle svar på den spænding (Huntington 1957; Lasswell 1950). Guldalderen Perioden i 1950erne og 1960erne fejres almindeligvis som feltets guldalder en periode hvor man var produktiv, indflydelsesrig og relativt integreret. Der foregik mange andre ting indenfor strategiske studier (som jeg kort giver en oversigt over nedenfor), men det centrale og definerende område var spilteori og atomstrategi. Det var feltets formative periode, og derfor blev denne episode central for disciplinens selvforståelse en slags styrende ideal, der har præget strategiske studier i de senere perioder. Derudover var dette et højdepunkt i teoridannelse, og jeg vil som sagt fokusere særligt på bølgerne af op- og ned- og opgang for teori indenfor sikkerhedsstudier. Arbejdet med spilteori, afskrækkelse og atomstrategi var et sjældent eksempel på, at intellektuelle udviklinger kan score meget højt i termer af både teoretisk kreativitet/sofistikering og policy relevans. Dette opfattes ofte som en slags trade-off: man kan gøre sine ting mere policy-orienterede ved at nedtone det teoretiske og vice-versa (Lepgold & Nincic 2001; Hill 1994). Men atomvåbnene skabt en ny udfordring med at forstå en situation, der både var uden fortilfælde og hypotetisk og spekulativ helt igennem, og tilmed også åben for hurtige og dramatiske udviklinger. Det 105

11 Strategiske studier muliggjorde et politisk gennemslag for en meget teoretisk litteratur. Den blev samtidig et hit internt i den akademiske verden, fordi emnets abstrakte karakter muliggjorde en formaliseret og generaliseret form for viden, der blev særlig efterspurgt i denne periode, hvor man generelt søgte efter en mere videnskabelig form for international politik-forskning (Wæver 1992). Afskrækkelsesteori blev således et produktivt forskningsprogram ( progressive research programme med en fagterm fra Lakatos), hvor man skabte nye teoretiske problemer, som man derefter løste med held og udviklede teorierne i stadig mere avanceret retning. Samtidig virkede alt dette relevant, fordi teorierne udviklede en verden af abstraktioner, som faktisk kom til at styre den politiske tænkning omkring atomvåben: hele den fantastiske verden af sikker andenslagsevne, udvidet afskrækkelse og eskalationsdominans. I et vist omfang kan man sige, at denne teori kom til at passe så godt på virkeligheden, fordi virkeligheden blev indrettet efter teorien. 3 Eller lidt venligere sagt: teorierne forsynede politikerne med et sprog til at håndtere en helt ny udfordring. Tre klassiske eksempler er: 1) Bernard Brodies The Absolute Weapon, en antologi der allerede i 1946 tænkte implikationerne igennem af atomvåbnenes særlige karakter, de ændrede vilkr for strategi og stormagtspolitik. 2) Wohlstetter m.fl.s studie i 1954 om Selection and Use of Strategic Air Bases, der forte til en dramatisk ændring af placeringen af USAs atombevæbnede bombefly, hvor man før havde prioriteret at være nær Sovjetunionen, viste studiet (fordi det tænkte afskrækkelseslogikken 3 Om det var godt eller skidt kan diskuteres. Noget af den elaborerede strategiske filigran var med til at legitimere den kolde krigs enorme atomarsenaler, men selve det faktum, at de civile eksperters forståelse af spillet mellem strategier og styrkeprofiler kom til at dominere, var nok en fordel frem for det mest oplagte alternativ: en lineær viderførelse af klassisk militær logik, der blot så atomvåbnene som større udgaver af gamle våbenkategorier. Man vandt en langt større forståelse for betydningen af situationens stabilitet og nogle af de paradoksale hensyn, man til tider burde tage såsom at værdsætte sårbarheden af egne systemer (ABM-traktat) for at undgå en gensidigt forstærkende ustabilitet i den strategiske relation. Dette muliggjorde på sigt våbenkontrol men også en række våbenanskaffelsesbeslutninger, der gavnede stabiliteten. Noget andet er så, at Strategic Air Command i et vist omfang fortsatte deres egen groft sagt førsteslagsorienterede politik mht måludvælgelse på tværs af alle de politisk fastlagte strategier (Rosenberg 1983), men der var stadig tale om en væsentlig påvirkning fra de civile eksperter på både våbenanskaffelser, deployeringsmønstre og hele omgange med atomvåbnene deres indplacering i den politiske strategi. 106

12 Strategiske studier igennem), at det afgørende var at være på tilstrækkelig afstand og i beskyttede baser for at bevare gengældelsesevnen. 3) Schellings ofte kuriøse hverdagseksempler i The Strategy of Conflict fra 1960 (og kollegers samtidige værker med andre teknikker), der førte frem til en forståelse af interaktionen mellem de to parters sårbarheder, og dermed risikoen for at USA ved at (tilsyneladende) styrke sig selv kunne skabe en uhensigtsmæssig type af sårbarhed hos Sovjetunionen, der ville føre ud i ræsonnementer om, at de ved, at vi ved, at de ved, at i en krise, vil de have interesse i at vi og derfor vil de og derfor er vi nødt til inden da at trykke på knappen. Også det fik vidtrækkende konsekvenser både for våbenudvikling, deployering og med tiden våbenkontrolforhandlinger. Det virkeligt bemærkelsesværdige ved disse teorier var imidlertid, at dette i bund og grund policyorienterede arbejde endte med at levere vigtige bidrag til generel teori, til grundvidenskab. Policy-forskning betød ikke at tage eksisterende forskning og blot anvende den på dagens spørgsmål som man siden har vænnet sig til at tænke omkring tænketanke og policyrelevant forskning. Ej heller handlede det om, at tænketanke primært var til for at lobbye for en bestemt politik. RAND blev oprettet af luftvåbnet og har da bestemt tjent deres interesser på mange punkter og de er blevet kritiseret for at være skævvredet i retning af at gøre en række ubegrundede, pessimistiske antagelser om den mulige politiske relation til Sovjetunionen (Green 1968) men deres primære indsatser lå på ganske grundlæggende teoretiske spørgsmål. Når man i dag skal skrive spilteoriens historie og spilteori er en ekstremt indflydelsesrig del af både økonomi, statskundskab, til dels sociologi og naturligvis anvendt matematik indgår den sikkerhedspolitiske tænketank RAND som et af to primære centre i de første efterkrigsår. Teorien om fangens dilemma blev opfundet der i 1950 (Poundstone 1992: 103), og Thomas Schelling udviklede på RAND i slutningen af 1950erne spilteorien i en ny dynamisk retning med udveksling af signaler og forhandling, hvilket han fik nobelprisen i økonomi for i RAND Corporation blev oprettet i 1946 af US Air Force ved en kontrakt med Douglas Aircraft Company. I 1948 blev det en uafængig non-profit organization og blev i 1950erne modellen for den moderne tænketank berømt nok til at optræde i filmen Dr. Strangelove som the BLAND Corporation. Der foregår forskning bredt indenfor ingeniørmæssige spørgsmål, sundhed og meget andet, men den særligt berømte del var inter-disciplinært arbejde mellem særligt matematikere, økonomer og politologer, som skabte pionerarbejde indenfor spilteori, atomstrategi og afskrækkelsesteori. Stedet blev berømt for at skabe en eksperimenterende atmosfære lidt a la de her til lands berømte billeder af legende forskere omkring Niels Bohr. En tænketank var den gang faktisk et sted, hvor man tænkte. Og man udnyttede dobbeltheden af at være et inter-disciplinært miljø med en vis distance til de videnskabelige discipliners bånd og 107

13 Strategiske studier samtidig befolket af super-ambitiøse forskere, hvoraf mange ønskede at slå igennem indenfor deres respektive discipliner med originale bidrag (mens andre mere entydigt var orienteret mod forskningsverdenen, forbindelser og karriere ind og ud af administrationerne). Det lykkedes at skabe et dynamisk forskningsmiljø centreret omkring konkrete forskningsproblemer fra den praktiske verden, men med meget frit slag for at søge utraditionelle løsninger og tænke tværdisciplinært og teoretisk for at finde helt nye tilgange til de problemer. Kernen i de strategisk studiers guldalder og det styrende ideal siden var denne, måske unikke episode, hvor et helt nyt strategisk problem af enorm betydning (atomvåbnet), stimulerede en produktiv teoretisk aktivitet, der skabte gennembrud i grundvidenskab og udviklede generelle teorier, der på en gang tjente til at håndtere den aktuelle, akutte udfordring og satte sig varige spor i videnskabernes historie. Det næststærkeste eksempel fra perioden var systemanalyse, en metode til at løse problemer omkring styrkestruktur og resourcefordeling, som kombinerede økonomisk teori med operationsforskning udviklet af naturvidenskabsmænd, ingeniører og økonomer under krigen. Her udviklede igen RAND generelle modeller der fandt vid udbredelse bredt i den amerikanske centraladministration. Man glemmer tit i dag, hvor man ser strategiske studier som entydigt militære i denne periode, at meget handlede om økonomi. Ikke bare var disciplinen økonomi inspirationskilde til mange af teorierne, også afskrækkelsesteori, men en stor del af opgaven var også at håndtere økonomien hvad der jo egentlig ikke kan være overraskende, når man tænker på det amerikanske forsvarsbudgets omfang og uhåndterlighed. I et kursus eller en lærebog fra 1960erne eller 1970erne ville the economics of defense typisk være den næststørste del efter strategi. Der skete mange andre ting indenfor strategiske studier omkring disse centrale områder: våbenkontrol, allianceteori, counter-insurgency, og administrativ organiserering af regeringsorganer og beslutningsprocesser. Fra slutningen af 1960erne tilkom områdestudier (studier af forskellige verdensdele) og interne politiske processer (bureucratic politics). Senere i 1970erne kom litteratur om perceptioner, rustningskapløb, spredning, militær magts anvendelighed/uanvendelighed og konventionel strategi. Mange af disse udviklinger og mest tydeligt bureaucratic politics og perceptionslitteraturen var reaktioner på de problemer, den klassiske strategiskstudier-forskning løb ind i. Særligt Vietnamkrigen blev et vendepunkt (jvf næste afsnit). USA trådte ind i krigen med alle den nye disciplins instrumenter i høj kurs, og Kennedyadministrationen var præget af videnskabsoptimisme og befolket med folk fra RAND og beslægtede institutioner (McNamara s whiz kids ). Men som Colin Gray (1982: 90) spydigt bemærkede, vidste de next to nothing [about] peasant nationalism 108

14 Strategiske studier in Southeast Asia or about the mechanics of a counterrevolutionary war. Teorier om bureaukratier og psykologiske mekanismer var i betydeligt omfang reaktioner på, at den optimale, rationelle politik mærkeligt nok ikke virkede i den virkelige verden. Den videnskabeligt-rationelle stat USA rendte ind i problemer bl.a. på Cuba og i Vietnam, og det blev nødvendigt at udvikle nye teorier til at forklare det. Hermed fragmenteredes feltet, men man fik samtidig bedre instrumenter til at forstå en kompleks virkelighed end den meget endimensionelle men i første omgang hyper-succesrige strategiske bølge. Hermed går vi ind i en fase, der ofte betegnes som en nedgangs- eller stagnationsfase for sikkerhedsstudierne, men som også udgjorde deres institutionalisering. Før artiklen her kan behandle den fase, må vi imidlertid lige afbryde den kronologisk fremadskridende historie fra USA med et udsyn til andre dele af verden ikke mindst vore egen. Oplæring af europæere Som der redegøres for i de to følgende artikler af Kelstrup og Villumsen, var nogle af de tidligste tænketanke, Chatham House i England og Council on Foreign Relations i USA, især opdragelsesanstalter for praktikere, der skulle lære internationalistisk omgang med verden (jvf Parmar 2004). I Europa blev dette i højere grad end i USA modellen, og det meste af den ikke-universitære, policyorienterede forskning i udenrigspolitik skete ved udenrigspolitiske institutter (NUPI i Norge, DGAPs forskningsinstitut i Tyskland, IFRI i Frankrig, UI i Sverige, osv). Disse var halv- eller kvartofficielle institutter med tætte forbindelser til deres respektive udenrigsministerier og blev domineret af anvendt forskning i den tamme forstand ikke af eksperimenterende, interdisciplinær grundforskning a la RAND. 4 Strategiske studier i den forstand, jeg præsenterede det ovenfor, var en distinkt amerikansk foreteelse. Som med så mange andre ting i den tidlige efterkrigstid forventedes Europa at følge i USA's fodspor, og man gjorde sig da også visse anstrengelser fra de centrale miljøer i USA på at oplære europæere (og allierede i andre dele af verden) og europæiske politikere og forskere forsøgte selv at få sådan en ting. For nylig lykkedes det mig at grave en længe glemt rapport frem fra et arkiv, hvor en af de mest indflydelsesrige amerikanske atomstrateger Albert Wohlstetter sammen med sin forskerhustru Roberta rejste rundt til diverse allierede, dels for at undersøge tilstanden, dels for at sprede det glade budskab om den nødvendige form for forskning (Wohlstetter & Wohlstetter 1963). 4 Der er selvfølgelig masser af undtagelser i form af enkeltpersoners originale indsats og i perioder institutioner, der opbyggede mere kreative, interdisciplinære miljøer som f.eks. CERI i Frankrig. 109

15 Strategiske studier Rapportens tonefald er uendeligt sigende. Skolemesteren uddeler karakterer til de forskellige lande mht hvor langsomme de er med at modtage budskabet (briterne træge fordi de har en egen tradition, der står i vejen for det nye; overraskende kvikke svenskere; håb for Tyskland osv). Danmark havde de egentlig tænkt sig at droppe på grundlag af det negative indtryk fra et tidligere besøg, men da en kreds anført af NJ Haagerup tiggede og bad dem om at komme, bevilgede de allernådigst et kort møde i Kastrup lufthavn, og Danmark fik i det mindste gode karakterer for opvist entusiasme, om end ikke for den eksisterende forskning. Wohlstetter & Wohlstetter konstaterer, at mange lande har den slags forskning, der befinder sig på grænsen af journalistik og praktikernes egen analyse, og man leverer lidt faktuel teknisk ekspertise det gælder både i Europa (W&W 1963) og hos allierede som Israel, Japan og i tredje verden (W&W 1966). Det, der mangler, er basic conceptual analysis, dvs den mere ambitiøse forskning, der hverken er rettet mod dagens politiske emner på dens egne termer eller blot kører universitetsdiscipliners selvskabte debatter derimod selvstændigt tager sigte på policyspørgsmål og tænker så grundigt over dem, at der kommer noget originalt og videnskabeligt ud af det. Det kan blive til noget, der måske ikke er umiddelbart forståeligt og relevant for praktikerne lige i første omgang, men typisk viser sig på lidt længere sigt at give en bedre ramme til håndteringen af vigtige spørgsmål. 5 5 Interessant nok men uden for rammerne for denne artikel kunne man eventuelt hævde at den nærmeste parallel til USA var Sovjetunionen (hvad der ville passe smukt til mere strukturelle teorier, der forventer parallelitet mellem de to poler i en bipolær konflikt): De berømte Institutter i Moskva var tænke tanks-agtige og blev en særlig niche med en ganske anden teoretisk orientering end den dominerende marxistisk-leninistiske i de traditionelle akademiske institutioner. I USA-Canada Instituttet, Instituttet for Verdensøkonomi og de andre tilsvarende, blev der måske nok ved festlige lejligheder strøet Lenincitater ud over teksten, men til hverdag lavede man en pragmatisk blanding af amerikansk inspireret policyforskning og egne analysetilgange. Det var en undersøgelse værd, om det var det strukturelle pres fra tilsvarende policy-udfordringer, der skabte parallelle institutionelle innovationer i USA og Sovjetunionen: et forskningsmiljø med en kombination af kontakt og afstand til den akademiske elite og tilsvarende dobbelthed ift policymiljøet. Det samme skete ikke i Europa i samme omfang. Skyldes det monstro, at europæiske allierede egentlig ikke havde strategisk behov for at tænke selv det kunne kun give besvær men derimod et stort behov for at formidle og forklare det fornuftige i den førte (amerikanske) politik? 110

16 Strategiske studier En delvis undtagelse, der nærmede sig amerikanske tilstande var det Internationale Institut for Strategiske Studier, IISS, i London, der meget tidligt var en transnational institution (jvf artiklerne af Kelstrup og Villumsen) og i kraft af både skiftende gæsteforskere og en stor VIP forening skabte et til tider kreativt miljø. Det var alt overvejende policyorienteret i den direkte forstand, men bl.a. ved at give gæsteforskere gode vilkår til at fordybe sig i et emne, der typisk blev til et Adelphi Paper i deres indflydelsesrige skriftserie kunne arbejdet til tider få en RAND-agtig form, hvor svære emner ledte til udvikling af nye intellektuelle redskaber (for et blændende eksempel, se Hassner 1968). Man kunne i perioder også nævne den anden London-institution Chatham House (RIIA), måske mere i kraft af deres tidsskrift International Affairs (og deres ikke-citerbare konferencer) end deres egen interne forskning. Man hverken skabte selvstændige teoretiske udviklinger eller havde mange miljøer, hvor der blev arbejdet ude i den ekstreme ende af tidens atomstrategier. Det kunne iagttages så sent som i 1980ernes atomdebatter, at da der opstod spændinger mellem Reaganadministrationens perspektiv og mange europæiske allierede, fandtes der ingen selvstændig europæisk ekspertise ud i den højere atomstrategi. Det var kritiske, amerikanske analyser, der blev spillet ind i den europæiske debat, og de mest markante europæiske røster i strategidebatten kom fra politikere som Helmut Schmidt. Når strategiske studier i Europa fik den form, de gjorde, skyldtes det udover mulige forklaringer fra den større politiske kontekst, dvs placeringen i det internationale system 6 -- også at man først modtag denne importvare for alvor i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne, dvs på det tidspunkt, hvor forskningen i USA var ved at bevæge sig fra den kreative guldalder til en institutionaliseret, teori-har-vi-allerede-lavet form for arbejde, der kæmpede med at holde trit med teknologiudviklingen og udforme den optimale vestlige politik i lige netop den dags situation. Herom i næste afsnit. Inden dette, dog en bemærkning om fredsforskningen. På dette tidspunkt blev fredsforskning bestemt ikke set som sikkerhedsviden tværtimod. I 1970erne stod de to mange stedet som modsætninger og modparter, og det er først i 1980erne og især 1990erne, at de begynder at flyde sammen, men det er værd at tage fredsforskningen med i historien allerede her, fordi der institutionelt er tale om, at man her opretter forskningsinstitutter med en større afstand til både universitetsdisciplinernes eliter og til policymakere noget af den afstand, der til tider viser sig produktiv. Men i første omgang var afstanden så stor, at man skabte et modmiljø, og i slutningen af 1960erne og starten af 1970erne radikaliseredes især nordeuropæisk (tysk og skandinanisk) 6 Jvf foregående fodnote. 111

17 Strategiske studier fredsforskning til kritisk fredsforskning a la Galtung og Senghaas, og man var nærmest imod sikkerhed, der blev set som en del af det repressive supermagtssystem af militarisering og konflikt. Under den kolde krig var begreberne fred og sikkerhed symboler for hver sin side (Buzan 1984; Wæver 2004b), og dette begyndte først for alvor at ændre sig i 1980erne. Stagnation, institutionalisering og IP-ificering i 1970erne David Baldwin har i en artikel (1995) opdelt feltets historie i et antal faser (fig. 2). Den første fase for egentlige sikkerhedsstudier er perioden lige efter anden verdenskrig det første tiår efter sikkerhedsbegrebets ankomst. Den ser Baldwin som teoretisk meget produktiv, fordi den rummer klassiske overvejelser omkring sikkerhedsbegrebet, der kom til at indgå i International Politik-disciplinens klassiske repertoire, men faktisk ikke spillede nogen central rolle for det delvist selvstændige felt, der gradvist 1. Det første, produktive tiår: Guldalderen : Nedgang (og institutionalisering!): Internationale sikkerhedsstudier : udvidelse eller ej, genfødsel eller gentænkning?: Nye teorier og nye debatter: Anden guldalder? Fig. 2: Faser ifølge Baldwin (1995) med opdatering opstod med strategiske studier i tænketanke m.m. Han henviser her til de samme to klassiske artikler, som min egen lærer, professor Ole Karup Pedersen, i sin tid gav mig, da jeg i starten af 1980erne begyndte at interessere mig for sikkerhedsbegrebet: John Herz s artikel om sikkerhedsdilemmaet fra 1950 og Arnold Wolfers artikel fra 1952 om national sikkerhed som et tvetydigt symbol. De er interessante, fordi de på en gang viser nogle af de nødvendige første overvejelser, da sikkerhed relativt pludseligt var blevet et nøglebegreb for faget, og samtidig peger de frem mod mange af de spørgsmål, der for alvor kom til at præge faget, da det mod 1980ernes slutning kom ud af tunnelen med den snævre, atomstrategiske jagt efter næste våbensystem og næste modstrategi. 112

18 Strategiske studier Anden fase er så guldalderen, , og efter den kom så, hvad Baldwin så som nedgang. Der er både tale om, at den centrale atomstrategiske konstruktion begyndte at vakle under vægten af sine egne abstraktioner man var kommet ud i mere og mere sindrige finurligheder fjernt fra den virkelige verden og de ydre udfordringer i form af især Vietnam satte som sagt store spørgsmålstegn ved anvendeligheden af denne strategiske tilgang. Hvor den tidlige atomstrategiske fase var intellektuelt kreativ og grundvidenskabelig, blev det strategiske område mere og mere præget af hektisk empiricisme (Buzan 2000): forskerne halsede efter den hæsblæsende teknologiske udvikling og de stadige svingninger i supermagtsforholdet, brugte meget af deres tid på stadig snævrere tekniske spørgsmål og perfektionerede isolerede små vidensbidder. Det er imidlertid vildledende at se denne periode alene som stagnation ironisk nok er det den samme periode, der markerer feltets institutionalisering (Wæver & Buzan 2007). Fra slutningen af 1960erne begynder man at se særskilte kurser i strategic studies både indenfor International Politik/Statskundskab på universiteterne og på militærakademier og værnenes war schools. Nok så væsentligt opstod i USA særlige policy-orienterede institutter på universiteterne (med støtte direkte fra regeringen eller indirekte via de mange forskningspenge, der gik via forskningsråd til relevant forskning) som SAIS på Johns Hopkins, the Saltzman Institute på Columbia, og Harvard s John M. Olin Institute. En væsentlig, men ofte overset udvikling i denne periode er, at sikkerhedsstudier forankres i universitetssystemet feltet går gradvis fra at være et interdisciplinært område til at blive set alt overvejende som en del af disciplinen international politik (der igen er en del af Statskundskab på de fleste universiteter, og et selvstændigt fag på enkelte). Denne IP ificering af sikkerhedsstudierne forløb parallelt med en ændring i tænketankenes funktion. Tyngdepunktet i teoriskabelsen havde tidligere ligget i interdisciplinære miljøer på tænketankene, præget af økonomer, sociologer, naturvidenskabeligt uddannede og politologer. Tænketankene skifter (jvf Kelstrups artikel) i denne periode fra det grundvidenskabelige og problemorienterede til i stigende grad at levere politik, dvs styret mere af den umiddelbare politiske situation enten embedsmandens behov for at få en politik, der kan fungere her og nu, eller politikerens efterspørgsel efter en politisk linje, der kan vinde initiativet (strategisk spin ). Derudover leverer tænketankene faktuel viden om policy-områderne, men ikke længere meget af den visionære nytænkning af, hvordan et område skal tackles eller hvilken langsigtets strategi man kan forestille sig relativt uafhængigt af den helt aktuelle politiske situation. Det teoretiske tyngdepunkt flyttede da over på universiteterne indenfor faget international politik. 113

19 Strategiske studier Resultatet bliver en arbejdsdeling og kæde-konstruktion: universiteter, tænketanke/policy-institutter og politikere har distinkte roller og perfektioner hver sin funktion. Grundforskning foregår på universitetet, og hvad der er tidens sandhed afgøres gennem videnskabens interne mekanismer fagfællebedømte artikler i ledende tidsskrifter osv. Disse læses almindeligvis ikke af praktikere, men forskerne i tænketankene trækker på nogle af teorierne fra universitetsdisciplinen. Man ser i amerikansk forskning ofte (en mindre kreds af policyorienterede) universitetsforskere skrive den samme artikel i en lang og en kort udgave, en til fagtidsskriftet på sider med 150 fodnoter og en kortere på 5-10 sider uden fodnoter til et af policytidsskrifterne. Tilsvarende skriver forskere på tænketankene konferencepapirer og baggrundsrapporter, hvor deres analyser retfærdiggøres ift. mere akademiske kolleger. Når det fungerer bedst, er den enkelte underlagt en slags dobbelt forklaringspres: man taler ikke nødvendigvis til videnskabelige og politiske miljøer samtidig, men den samme analyse skal kunne forsvares overfor både fagfæller og praktikere på hver sine termer. At være underlagt dette er grundlæggende sundt bedre end hvis al forskning er isoleret i elfenbenstårnet eller kun tænker i relevans. Endelig er der en vis trafik af folk, der bevæger sig ikke bare mellem forskning og embedsværket, men også mellem universitet og tænketanke (til tider med længerevarende dobbelt-job). Samtidig bliver universiteter og tænketanke stadig mere distinkte som institutioner. Øget konkurrencepres betyder, at universiteter optimerer ift de kriterier, de er underlagt (videnskabelige evalueringer etc), mens tænketanke gør det samme ift deres succeskriterier (indflydelse, effekt). De leverer forskellige varer på forskellige markeder, og jo mere effektive de markeder bliver, jo mindre kan man tillade sig at forsøge at levere mellemting. Det amerikanske marked er det mest effektive marked både hvad angår videnskab og policyforskning, og de respektive institutioner bliver derfor perfektioneret formmæssigt universiteter bliver universiteter, tænketanke bliver tænketanke. Forandringen i sikkerhedsstudier er særligt tydeligt mht. økonomer: Having played a central role in the development of deterrence theory, economists were by [the 1970s] found hardly anywhere in the academic study of military affairs. RAND had also evolved into a bureaucratized contract research organization as much as a think tank and was no longer the hothouse of theoretical ferment it had been in the 1950s. (Betts 1997: 16) 114

20 Strategiske studier Men også ift militær sagkundskab sker en paradoksal udvikling. Richard K. Betts (1997) har gjort den vigtige iagttagelse, at esssensen af strategic studies burde være integrationen af de to disciplner military science and political science, men i praksis har militær sagkunskab svært ved at vinde status på universiteterne (jf. fig 3). Med henvisning til den udbredte karakteristik af IP som bestående af to hovedområder, International Politisk Økonomi og International Sikkerhed, peger Betts på asymmetrien imellem behandlingen af de to. Eftersom International Politisk Økonomi er central, forventes de studerende at tage kurser i økonomi, og en økonom vil være i stand til at få job på et Statskundskabsinstitut. Men det er få af universitetets statskundskabsstuderende, der tager kurser på Forsvarsakademiet, og en officersuddannelse vil sjældent kvalificere til en stilling som lektor eller professor på et universitet. Marginaliseringen af militær ekspertise skyldes således ikke primært udvidelsen til nye trusler (se næste afsnit), men skete allerede før det pga akademiseringen af sikkerhedsstudier indenfor international politik-disciplinen. 1980erne og 1990erne: Krise og genfødsel? Fra slutningen af 1970erne og især i 1980erne kom den etablerede sikkerhedsforskning under pres fra argumentet om et bredere sikkerhedsbegreb. Var det muligt at retfærdiggøre et snævert fokus på kun 115

21 Strategiske studier statens sikkerhed og kun dens militære sikkerhed? Traditionalisterne kom sjældent op med andet end et pragmatisk og ofte cirkulært argument om, at det var nødvendigt at holde fast i det snævre begreb, for hvis man udvidede kom sikkerhed til at omfatte alting og ingenting og miste sin analytiske værdi. Udviderne derimod havde sjældent et nyt bud på, hvordan dette bredere sikkerhedsfelt skulle forstås: hvordan man skulle håndtere kombinationen af generalisering om sikkerhed som sådan med specifik forståelse af særtræk ved økonomisk sikkerhed, miljøsikkerhed osv. Det blev ved argumenter af typen ikke kun, men også. Med den kolde krigs afslutning gik denne debat over i en om, hvorvidt strategiske studier /sikkerhedsstudier overhovedet skulle fortsættes som særskilt felt under de nye vilkår (Buzan 1991; Kolodziej 1992; Baldwin 1995; Betts 1997). Mange steder skiftedes betegnelsen fra national security studies til international security studies (Nye & Lynn-Jones 1988; Buzan 1991). Jeg vil ikke gå ind i disse debatter som sådan de er velbehandlede andetsteds (Walt 1991; Buzan et al 1998; Hough 2004; Huysmans 2006; og i stedet pege på, at disse krise -debatter viste sig produktive. De førte over i teoretisk aktivitet, der ved midten af 1990erne havde forsynet feltet med en række nye teorier. På dette tidspunkt drejer den amerikanske og den europæiske debat imidlertid ad hvert sit spor. 7 Desto mere bemærkelsesværdigt er det, at de begge gennemlever en slags teoretisk renæssance. Begge steder opbygges mere abstrakt og ambitiøs teori. I USA står den mest fokuserede og produktive debat mellem offensive og defensive realister (samt neoklassisk og post-klassisk realisme for de virkeligt sofistikerede). Den neorealistisk teori, der havde stået helt centralt inden for sikkerhedsforskningen siden Kenneth Waltz s indflydelsesrige 1979-bog Theory of International Politics, blev viderespecificeret ud i forskellige varianter, der alle byggede videre på hans teori, men forsøgte at gøre den mere præcis og inddrage flere faktorer (en fortrinlig oversigt på dansk findes i Wivel 2002). Måden man undersøger dette på, er typisk i form af fokuserede historiske case studier, der søges anvendt til at teste ganske storladne generaliseringer om staters adfærd: er stater defensivt drevet af trusler, eller går de efter at maximere magt, hvis chancen byder sig? Derudover gennemføres debatter om bl.a. demokratisk fred, om ideers betydning og i de senere år især en debat om, hvorvidt international orden 7 Dette skal naturligvis ikke forstås i betydningen alle europæere og alle amerikanere, men snarere debatter med amerikanske tidsskrifter og institutioner som primær arena vs. debatter der udspiller sig i Europa. Enkeltforskere i USA knytter an til europæiske teorier og de amerikanske teorier er i høj grad til stede i Europa og anvendes af mange europæiske forskere. 116

22 Strategiske studier bedst baseres på overvældende magt eller på institutionelle bargains (Wohlforth 1999; Ikenberry 2000, 2002). 8 Tidsskriftet International Security er det primære forum for disse debatter, suppleret af Security Studies og bogudgivelser. I Europa opstår samtidig en række nye teorier: Critical Security Studies (Krause & Williams 1997; Booth 2005), den såkaldte Københavnerskole (eller securitization teori; Wæver 1995; Buzan et al 1998; Buzan & Wæver 2003) og efterhånden også en Pariserskole (Bigo 1996, 2000, 2007; Ceyhan & Tsoukala 2002). Det er i sig selv bemærkelsesværdigt, at disse teorier opstår i Europa, eftersom International Politik og Sikkerhedsstudier har været i den grad domineret af amerikanske teorier. Derudover kan det konstateres, at samtidigheden af åndsbeslægtede men samtidig forskellige teorier skabte ideelt grundlag for livlig debat. Fagtidsskrifterne bringer ganske mange udviklinger, anvendelser og kritikker af særligt Københavnerskolen eller af flere teorier ift. hinanden (for en aktuel oversigt og opsamling på mange af disse debatter, se Wæver 2003; Huysmans 2006). Udover at blive diskuteret, primært i IP-tidsskrifter, bliver de anvendt som grundlag for konkrete studier både på universiteter og forskningsinstitutter i mange dele af verden. Der er en række forskelle på de amerikanske og de europæiske teorier: Sikkerhedsbegrebet indgår fortsat i de europæiske teorier som en del af det analyserede. Man forsøger at trænge dybere ned i den specifikke praksis, som sikkerhed benævner. Teorierne forsøger på forskellig vis at forstå det karakteristiske ved sikkerhedspolitik hvem der kan føre sikkerhedspolitik under hvilke vilkår, og hvilke konsekvenser sikkerhedspolitik har. Derfor er debatten om selve begrebet stadig på dagsorden, hvorimod den i den amerikanske debat langt mere som en fagligt overstået debat og for den enkelte et spørgsmål om at definere sine begreber, så man kan komme i gang med den empiriske analyse. Det skyldes bl.a. at de europæiske teorier ser sikkerhed som en i bund og grund problematisk og politisk farlig praksis, der rejser dilemmaer for den der selv, gør sikkerhed det være sig som praktiker eller analytiker En anden karakteristisk forskel er, at de amerikanske teorier kommer fra disciplinen International Politik, at nye tilgange til sikkerhed opstår som udløbere af de generelle store debatter i IP-disciplinen om store 8 Det vil føre for vidt at indsætte omfattende litteraturhenvisninger for hver af disse debatter i dette korte afsnit, men den interesserede kan gå via Wæver & Buzan 2007 (s ) og se, hvilke forfattere og publikationer, der her tænkes på. 117

23 Strategiske studier teorier. De europæiske derimod er selvstændige teorier specifikt om sikkerhed og opstået i arbejdet med sikkerhedsspørgsmål ofte uden for universitetsdisciplinens centrale institutioner. Ikke at det ene er bedre end det andet, men dels afspejler det forskellige institutionelle set-ups, dels produceres forskellige typer teori, og derfor er det relevant at få den forskel med i billedet af dagens sikkerhedsteori. Endelig er formen forskellig. De amerikanske lægger særlig vægt på brugen af historiske casestudier (eller statistiske data) til at teste bredt formulerede årsags-virkningssammenhænge. Resultatet er generaliseringer om lovmæssigheder, der gør det muligt at forudsige herunder forudsige effekter af forskellige politiske tiltag. De europæiske er i højere grad (selv)kritiske teorier, der muliggør en refleksion over sikkerhedspraksis andres og egen. Dette svarer i sidste ende til en forskel i rolle: den amerikanske er den traditionelle ekspert (der leverer faktuel og slagfast viden som grundlag for politikeres beslutninger) i modsætning til en europæisk offentlig intellektuel (der blander sig og i dette tilfælde snarere: producerer en type teori, der blander sig i ikke kun det faktuelle men også i, hvordan politisk-etiske valg håndteres). Forskellene lader sig forklare (Wæver 2004a; Wæver & Buzan 2007) ud fra forskellige idehistoriske traditioner, men giver også god mening ift. forskellene i den internationale politiske situation: Set fra den eneste supermagt er man selv aktøren, der former verden, og man har derfor behov for at forstå mekanikken i det system, man forsøger at operere. Relevant forskning giver derfor kausale love, generaliseringer om årsagsvirknings sammenhænge mellem centrale variable. Fra et europæisk perspektiv er sikkerhedens stemme delvist udefrakommende som f.eks. amerikanske appeller om at tilslutte sig krigen mod terror. Det er derfor relevant at kunne problematisere udsagn om, hvad der er sikkerhedsproblemer, og hvad der ikke er, og om det skal rubriceres som f.eks. militære eller økonomiske spørgsmål. Derfor giver det god mening, at der er opstået europæiske teorier, der fokuserer på politikken omkring defineringen af emner som sikkerhed eller ej, teorier der muliggør vurderinger af fordele og ulemper ved at gøre emner til sikkerhedsspørgsmål snarere end at se dette som et objektivt forhold ved truslen selv. Derudover kan europæiske teorier også netop analysere forskellige typer sikkerhed (sektorer: økonomis, politisk, mijømæssig osv) og dermed give et begrebsapparat til at behandle eksempelvis, hvordan terrortruslen bør klassificeres og håndteres. Pointen er ikke at de konkrete teorier nødvendigvis hypper nationale interesser, men den vidensform, der dominerer hvert af de to steder, svarer 118

24 Strategiske studier til den international position og dermed den synsvinkel, man iagttager verden fra (Wæver 2004a; Wæver & Buzan 2007). Dele af de nye europæiske teorier fik noget af deres input fra udviklinger i fredsforskningen i firserne. Den såkaldt anden kolde krig, missildebatter og i Danmark fodnoteperiode førte til en ny politisk relevans for fredsforskningen. For nogen var fredsforskere de naturlige intellektuelle og eksperter for fredsbevægelsen, for andre var de oppositionelle politikeres rådgivere, men under alle omstændigheder gav det mindre mening at sidde i et alternativistisk hjørne og insistere på, at alt ondt var en del af det samme undertrykkende, militaristiske, statsfixerede system, der først ville ændre sig, når alle havde annammet budhistiskfeministisk miljøbevidsthed (hvor sandt dette end måtte være), for der var en konkret, åben, politisk situation, man måtte intervenere i. Derfor skiftede mange fra at se kun fred som god og sikkerhed som ondt, til at tænke i alternativ sikkerhed. Også Europa gik fra at være et ondt (kolonialistisk) kontinent til at være et af de nye kontinenter, der trådte op mod supermagternes dominans; og sågar forsvarspolitik kunne gribes konstruktivt an ved at tale alternativt forsvar eller ikke-offensivt forsvar (Møller 1991). I denne periode blev sikkerhedsstudierne en slags mødepunkt for på den ene side et establishment, der i virkeligheden ikke havde tænkt særligt meget over sikkerhedsbegrebet men haft magt som nøglebegreb og fra den anden side en fredsforskning naturligt nok fokuseret på fred og begge fik nyt manøvrerum ved at begynde at tale sikkerhed i stedet (Buzan 1984; Jahn et al 1987). Rent institutionelt var fredsforskningen flere steder i en position med lighedspunkter til de strategiske studiers guldalder: der var policyrelevans (om end ikke til statsledere men til opposition og bevægelser) uden at man var politisk kontrolleret, der var kontakt til universitære fagdiscipliner men også distance og endelig var miljøerne tværfaglige. Den aktuelle situation for sikkerhedsstudier er lovende. Feltet har været igennem et årti med teoretisk produktivitet (om end på to relativt adskilte spor), så man nu er udstyret med en række spændende teorier og livlige debatter imellem dem. Området bliver generelt (igen) opfattet som vigtigt, så det tiltrækker kvikke studerende og efterhånden også penge. Vi står ved et spændende punkt, hvor der både er et levende teoretisk felt og en ny offentlig interesse. Sikkerhed er igen et top-slagord, ikke mindst efter 11.september Den kombination rummer både positive og negative muligheder. Videnskabssociologien kan argumentere ganske overbevisende for, at når et fagområde får øget opmærksomhed fra samfundet herunder ikke mindst øget finansiering har det ofte den paradoksale og uintenderede effekt at skabe videnskabeligt set svagere eller i hvert fald mindre integreret viden. Det skyldes ganske enkelt, at rigeligheden af midler og 119

25 Strategiske studier mangfoldigheden af interessenter svækker magten hos disciplinens interne eliter og regulerende institutioner som tidsskriftsredaktioner, og dermed bliver presset i retning af faglig integration mindre man kan komme igennem ved at overbevise forskellige politiske, administrative og pseudo-faglige bedømmere (Whitley 2000; Wæver 2007). Det er derfor en reel mulighed, at vi i de kommende år vil se de forskellige teorier udvikle sig uafhængigt af både hinanden og af praktikeres interesser. Men som vi så med den første guldalder er synergi også en mulighed. Teoriproduktion og policy-relevans kan understøtte hinanden, og en ny guldalder kunne være under opsejling. For at kunne handle optimalt ift den situation, er det nødvendigt (som ift den første guldalder) igen at se på de konkrete institutionelle strukturer såvel som karakteren af de dominerende emner. Hele strukturen omkring tænketanke, universiteter, discipliner og karakteren af politik og medier er en anden i dag end i 1950erne og starten af 1960erne. Teori er mere entydigt forankret på universiteterne og spiller tæt sammen med generel IP-teori, mens praktikere efterspørger umiddelbart gangbare linjer, der særligt i USA leveres af tænketanke gearet meget målrettet til tidens typiske mediecentrerede politikform. Der er blevet længere mellem de to ender, og så meget vigtigere bliver de forskellige led i kæden (hvis der er en) imellem dem. Særligt i Europa spiller ph.d.-studerende en helt central rolle. De er ofte dobbelt-definerede, i den forstand at de har et projekt, der er policyrelevant og har fundet finansiering netop fordi emnet har kunnet afsættes til forskningsråd eller sektorforskningscentre 9, men samtidig skal deres afhandling jo passere akademisk bedømmelse på universitetet, og de ønsker selv at levere videnskabelig kvalitet i den videnskabelige verden hvilket vil sige ift de dér eksisterende teorier og debatter. Ph.d-projekterne der under alle omstændigheder ofte er en fase i en forskningskarriere, hvor grundlæggende orienteringer og dermed også eventuelle nyorienteringer tager form bliver dermed et mødepunkt, hvor de nye teorier og dagens policy-spørgsmål behandles samtidig, og med en bevidsthed om to relevante sæt af publikum (der ikke nødvendigvis selv forklarer sig for hinanden). Det kunne selvfølgelig siges at være lidt ucharmerende, at vi udvikler vores fag ved at udsætte unge mennesker for et kryds-pres, men de klarer det pænt! 10 Dette er naturligvis ikke hele den institutionelle 9 Denne tendens forstærkes i og med, at den forskningspolitiske tendens er i retning af, at stadig flere midler fordeles via projekter ofte tværfaglige og definerede i et samspil mellem politik, erhvervsliv og universitet og færre går strikt via universiteternes indre kanaler (Gibbons et al 1994). 10 Situationen er (også) på dette punkt anderledes i USA. Ph.d.-studerende er generelt placeret langt mere entydigt indenfor universitetssystemet og forventes at lave mere studenteragtige lære-håndværket opgaver, og 120

26 Strategiske studier historie, men det er et detailbillede, der fanger de centrale dynamikker godt. Det viser, at der sker en interaktion mellem high theory og policy, selvom den typisk foregår via mellemstationer forskellige mellemstationer i USA og Europa. Den anden forudsætning for en ny guldalder, emnernes natur, er naturligvis et omfattende emne i sig selv, i og man kan diskutere, hvad der bliver de dominerende emner for de forskellige teorier, og hvorvidt der er policyemner, der vil optage alle teorierne (Wæver & Buzan 2007: 399f). Rummer disse emner (igen som ved atomteoriernes fødsel) en complexity dissectible by abstract analysis Smoke (1975: 275)? Det vil hver af teorierne og hvert forskningsprojekt nok mene gælder for netop det, de laver, men da den store synergi kun opstår, hvis emnet samtidig er overordnet for det politiske miljø, kan man nok hævde at komplekset omkring terrorisme og global orden er centralt. Derudover vil jeg for egne penge byde på, at der også ligger et stort potentiale i at analysere og gentænke de mange måder, vores samfund foretager vurderinger af risiko, fare og trusler indenfor forskellige sektorer (investering, forsikring, sundhed, trafik, infrastruktur, kriminalitet, migration, mijø, international sikkerhed) men gør det med forskellige teorier og sprog, der i stigende grad kalder på oversættelse, fordi disse praksisfelter flyder sammen, når grænser som intern/ekstern, civil/militær, teknisk/politisk og økonomisk/politisk er under pres (Huysmans et al 2006; Pedersen 2006; Wæver m.fl. 2007; Kelstrup og Rasmussen i dette nummer). Sluttelig skal denne artikel se på situationen i Danmark. Hvor står vi i denne sikkerhedsteoretiske branche? Sikkerhedsstudier i Danmark Det ville være et udmærket emne for en artikel i sig selv at gennemgå sikkerhedsstudiernes historie i Danmark, og en sådan artikel ville sandsynligvis bl.a. behandle følgende elementer fra historien: Op gennem det 20. århundrede blev ideen jævnligt spillet ind på banen, at øget videnskabelig indsigt i samfundsproblemer inklusiv den internationale politiks udfordringer kunne bidrage afgørende til en bedre politik. Det var som oftest Radikale Venstre, der stod for denne tilgang (og til tider kunne deres ideelle fordringer i denne retning være svære at skille fra deres parlamentarisk-politiske behov for at få den vanskelige sikkerhedspolitik væk fra en aktuel forhandling og derfor meget gerne over i et udvalg). Ole Karup Pedersen har peget på det direkte udspring af dele af dansk statskundskab i P. Munchs forestilling indgår ikke nær så ofte i samspil med praktikerorienterede institutioner. Derimod sker udvekslingen så via policy-tidsskrifter og voksne forskeres tænketank-universitet samspil. 121

27 Strategiske studier om, at særligt et tæt samarbejde mellem økonomer og historikere kunne skabe en forståelse af nyere politisk historie til gavn for uddannelse og offentlighed (Pedersen 1980: 529). Dette førte til etableringen af Institut for Historie og Samfundsøkonomi i 1927 på Københavns Universitet og udgivelsen af tidsskriftet Økonomi og Politik. Hvor Statskundskabsstudiet blev introduceret først på Århus Universitet (1958), der ret hurtigt blev bastionen i Danmark for indførelse af political science a la USA, voksede det københavnske Statskundskabsinstitut ud af dette samtidshistoriske miljø. Sikkerhedspolitisk ekspertise blev i Danmark primært koblet på den politiske beslutningsproces i form af ad hoc udvalg Seidenfadenrapporten 1970 og den uregelmæssige række af forsvarskommissioner. DUPI: Det danske medlem af den europæiske familie af udenrigspolitiske institutter, DUPI, blev af forskellige grunde aldrig til noget større selvstændigt institut. Kun få forskere (stipendiater) fandt ansættelse der gennem årene, og organisationen satte sig primært spor i form af udgivelsen af Dansk Udenrigspolitisk Årbog. Den primære repræsentant for strategiske studier i Danmark i 1960erne og 1970erne var nok sikkerhedspolitisk studiegruppe, der var oprettet under det udenrigspolitiske selskab og samlede mange af de forskere, der indgik i IISS fra dansk side, de der behandlede sikkerhedspolitiske emner på universiteternes statskundskabs-, historie- og slavist-institutter og/eller var centrale i NATO-miljøet i Danmark. Flere af gruppens større udgivelser opviser dog stadig en mere historiker-defineret tilgang til området, end den typiske sikkerhedsforskning internationalt. En mere samfundsvidenskabelig, analytisk og politologisk tilgang blev derimod repræsenteret af en mangeårig enmandsoperation 11 ved Bertel Heurlin på Institut for Samfundsfag (nu Statskundskab), Københavns Universitet. Hans modeller og tankevækkende påvisninger af, hvordan grundlæggende sikkerhedsproblemer så forskellige ud i forskellige tolkningsmodeller, fandt udbredt samfundsmæssigt gennemslag fra politisk rådgivning til undervisning helt til gymnasieniveau (eksempelvis Heurlin 1977), sikkerhedspolitikkens centrale begreber (sikkerhed, afspænding, nedrustning) blev analyseret, og især atomvåbnenes op- og nedrustning blev sat ind i en forklaringsmodel, der på mange måder foregreb den senere så dominerende neo-realisme. (Det større søsterinstitut ved Århus 11 Der var i perioder også tale om forskningsprojekter med flere deltagere, særligt omkring nedrustningspolitik, men de centrale arbejder om sikkerhed, atomvåben og afspænding foregik i høj grad på egen hånd. 122

28 Strategiske studier Universitet satte aldrig sikkerhed i centrum for sin forskning på samme måde.) I en tid, hvor Danmark manglede mange institutioner, som andre lande havde, fyldte Bertel Heurlin ofte de relevante funktioner med en base på Universitetet men nære forbindelser til de relevante miljøer. Dette har givetvis præget senere perioder inklusiv den sikkerhedsteoretiske profil på Københavns Universitets Statskundskabsinstitut. Et Dansk Institut for Freds- og Konfliktforskning eksisterede som privat initiativ i anden halvdel af 1960erne, men opnåede aldrig blivende offentlig finansiering som de tilsvarende institutter i de andre nordiske lande. Et væsentligt omdrejningspunkt i den danske historie mht ekspertise i den sikkerhedspolitiske proces er oprettelsen i 1981 af SNU, Regeringens Sikkerheds- og Nedrustningspolitiske Udvalg. Det var ikke et forskningsinstitut i normal forstand men snarere modelleret over det økonomiske råd ( vismændene ) og som sådan udstyret med et akademisk sekretariat, der udførte analyser som grundlag for de udredninger, der blev afgivet af Formandsskabet. Via to fusionsrunder er denne konstruktion i princippet bevaret som en del af det nuværende DIIS, men udredningsfunktionen er blevet udvandet og har mistet sin status. SNU var internationalt set en ganske enestående konstruktion og bør sandsynligvis forstås på baggrund af den ovennævnte særlige danske tradition fra P. Munch. (Se også Halvard Leiras artikel i dette nummer.) Nu er fokus for herværende artikel ikke anvendelsen af forskning og ekspertise i dansk sikkerhedspolitik generelt (jvf Heurlin 1981) det er udviklingen og placeringen af sikkerhedsteoretisk forskning men den dag man skriver historien om forholdet mellem forskning og politik i dansk sikkerhedspolitik de sidste 25 år, vil omdrejningspunktet være den unikke SNU-konstruktion: dens rise and fall. SNU var ikke en tænketank, producerede ikke forskning i normal forstand, men leverede udredninger, hvilket er en distinkt genre med egne spilleregler og potentialer. Formålet er dybest set, at politikere og andre debattører kan være uenige på et højere niveau. Det er ikke ønskværdigt med monopolforskning, og det er godt for den politiske pluralisme og dynamik at have en flerhed af tænketanke, men prisen er, at politikere ikke behøver at lade sig begrænse af besværlige hensyn til virkeligheden de kan altid vælge at tro på den rapport, der passer i deres kram. Styrken ved SNU-udredningerne var, at man via diplomatisk sprogbrug og forsigtig saglighed fik etableret fremstilliner, som parterne mere eller mindre kunne enes om at tage som udgangspunkt for deres diskussioner. Konstruktionen fejrede en række succeser måske mest markant WEU-udredningen (Dansk og Europæisk Sikkerhed) fra 1995 og 123

29 Strategiske studier Humanitær Intervention fra I det første tilfælde lykkedes det at få parterne blandt politikerne i en ellers meget polariseret debat til at enes om groft sagt fremover at være uenige ud fra denne rapport. I det andet tilfælde lod regeringen sig diskret påvirke til at justere dansk politik på et centralt punkt. Udredningerne blev skabt ved at underlægge en tekst det vanskelige krydspres at skulle kunne forsvares videnskabeligt (Formandskabets flertal var forskere) og udsættes for embedsmænds indvendinger og formuleringsevne (samt i det større udvalg/repræsentantskab: politikerne selv). I 1985 startede for anden gang et dansk fredsforskningsinstitut, Center For Freds- og Konfliktforskning senere COPRI. På trods af frygten hos borgerlige politikere for at dette ville blive en våbensmedje for venstrefløjen, viste det sig hurtigt, at man ikke leverede den form for umiddelbart passende forskning, der kunne bruges politisk. I stedet blev Centeret rammen om et par ganske grundvidenskabelige forskningsgrupper, der benyttede aktuelle spørgsmål som ansats til at gentænke basale spørgsmål og lave ny teori, der fandt gennemslag langt omkring 12. (Men det opdagede de borgerlige politikere ikke, så da de 15 år senere fik magt dertil, lukkede de med et ekko af deres egne gamle synspunkter et institut, der i mellemtiden havde udviklet sig til noget helt andet faktisk til den slags internationalt førende forskning, de troede de fremmede med deres forskningspolitik.) Projektet om ikke-offensivt forsvar var nok det, der fandt mest gehør det første tiår, blandt andet med en mulig indflydelse på Gorbatjov s ny tænkning, men på længere sigt synes der at være størst videnskabeligt gennemslag for det andet oprindelige projekt, der blev til Københavnerskolen i sikkerhedsteori: securitization-teori og teorien om regionale sikkerhedskomplekser (Buzan et al 1998; Buzan & Wæver 2003). SNU blev fusioneret med det oprindelige DUPI i 1995, og det nye institut fik navnet DUPI (om end SNU var hovedstammen i den nye konstruktion). Med denne ændring blev SNU/DUPI til en dobbeltløbet konstruktion, hvor udredningerne skulle eksistere side om side med forskning i forskernes eget navn. Det var forudsigeligt med den konstruktion, at det ville blive sværere at passe den skrøbelige plante, den særlige SNU-kultur var. Offentligheden, der i forvejen havde svært ved at holde styr på begreber som forskning og udredning, skulle nu forholde sig til begge typer produkter fra samme institution. Det var let 12 Megen credit for dette må gå til de, der udformede og påvirkede den oprindelige betænkning, der dannede grundlag for oprettelsen af Centeret: ud over udvalgets politikermedlemmer bl.a. Anders Boserup, Egbert Jahn, Kirsten Bruun og Søren Møller Christensen. 124

30 Strategiske studier at lave afslørende journalistik, om bestyrelsens censur af forskernes arbejde, på trods af, at hele ideen med udredninger netop var, at det var bestyrelsen, der afgav en rapport, og at forarbejderne dybest set ikke skulle være fri individuel forskning men udkast til det kollektive, forhandlede produkt. Kombineret med EU-spørgsmålets unikt kontroversielle karakter i dansk udenrigspolitik, gik det galt først med en udredning om Danmark of de fire forbehold (hvor Bestyrelsen nok også overspillede sine kort og forsøgte at fremkomme med uhensigtsmæssigt håndfaste konklusioner). Dette forfald i udredningsfunktionen kulminerede desværre med den store Kold Krigsudredning, hvor et imponerende udredningsarbejde bliver nedgjort ved skiftevis at fremstille DIIS som for officiøse (embedsmandsstyret, kedelig forskning) og for idiosynkratiske (blot en ud af mange mulige fremstillinger). Netop med dette vanskelige emne havde det været en gave, om den gamle samfundskontrakt omkring SNU-typen af udredninger havde været intakt opstod DIIS, Dansk Institut for Internationale Studier, efter en sammenlægning af bl.a. det tidligere fusionsinstitut DUPI, COPRI og Center for Udviklingsforskning. Udredningsfunktionen fra SNU førtes videre, men blev en stadig mindre del af et institut, der nu alt overvejende er et policy-forskningsinstitut. Den mere grundforskningsagtige profil fra COPRI er blegnet ikke at forskerne reelt forhindres i at udføre sådant arbejde, men det tegner ikke just det nye institut. Der er store forskelle på den type policy-forskning, der tegner udviklingsdelen (ofte mere konsulentagtigt) og sikkerhedsdelen (udenrigspolitisk ekspertise), men det hele falder mere entydigt inden for anvendt forskning, end den mangfoldighed som institutterne repræsenterede hver for sig før sammenlægningen. Helhedsbilledet er, at Danmark endelig har fået et normalt udenrigspolitisk institut på godt og ondt. I løbet af det sidste tiår er Danmark blevet meget stærkt placeret internationalt indenfor sikkerhedsteori, om end nu med universitetsverdenen som primær platform og med produktivt samspil mellem universiteter og sektorforskning. Mest omtalt er Københavnerskolen vel, men mange andre forskere ved de forskellige universiteter studerer sikkerhedspolitik ud fra et bredt udvalg af teorier. Og Danmark er nok lidt specielt internationalt ved at vie ganske megen interesse til distinkte sikkerhedsteorier. Udover Københavnerskolen kan man pege på neo-realisme i en for europæiske universiteter usædvanligt stringent og teoretisk ambitiøs udgave samt neo-klassisk og post-klassisk realisme (Birthe Hansen, Anders Wivel, Hans Mouritzen, Sten Rynning, med flere; dvs både Statskundskab både ved KU og SDU samt DIIS). Det er ift. denne platform, at vi ser de ovennævnte ph.d.-studerende i dobbeltroller samt forskere der bevæger 125

31 Strategiske studier sig frem og tilbage mellem universitet og forskningsinstitutter, udover at forskere fra universiteterne sidder i bestyrelsen for institutterne. DIMS, Dansk Institut for Militære Studier, er sidste nye skud på stammen af danske institutter på dette område (se Mikkel Vedby Rasmussens artikel i dette nummer). Den rammer oplagt i plet ift det problem, Betts blev citeret for et par sider tidligere: at egentlig militær ekspertise ofte bliver marginaliseret i sikkerhedsforskningen. Selv det, der for visse kritikere fremstår som for traditionel og for militært orienteret sikkerhedsforskning f.eks. ved DIIS, vil ofte være produceret med et minimum af input fra military science (jvf fig. 3). DIMSen er en spændende nyskabelse, der søger at kombinere militære medarbejdere med ikke blot de mest nærliggende civile eksperter også med meget teoretisk mindede og tværfagligt varierede forskere. Udover den militær-civile styrke, må tiden vise, i hvor høj grad der også skabes den nødvendige kombination af nærhed og distance ift både universitetsdiscipliner og policymagere samt tværfaglighed til at skabe et produktivt fagligt miljø. I hvert fald en god del af forudsætningerne synes at være til stede (se Mikkel Vedby Rasmussens artikel i dette nummer). Andre samarbejder mellem Forsvarsakademiet og Universitetsforskere, som COMER, The Copenhagen Middle East Research Programme 13, bør nævnes i samme sammenhæng, og bygger delvist bro til den sidste kugle: Slutteligt opstår der netop i disse år nye forskningsprojekter på universiteterne. Eftersom vi taler om projekter der enten er meget nye eller kun på vej, har jeg primært kendskab til mine egne, så jeg undskylder skævheden. KU-Statskundskab samarbejder med over 20 andre institutter i Europa på et projekt CHALLENGE under EU 6. rammeprogram om The Changing Landscape of European Liberty and Security (som også DIMS-forskere deltager i) 14 ; i den store universitetsalliance KU indgår i med 9 andre internationale topuniversiteter (IARU) er security udvalgt til et af meget få emner, man satser på et stort fælles forskningsprojekt om, og endelig arbejdes der på at etablere et tværfagligt forskningscenter om sikkerhedsteori, der bringer de mange discipliners forskellige tænkning om risikovurderinger, fare og trusler sammen (Wæver m.fl. 2007). Som sagt er dette langt fra udtømmende ift. det bredere spørgsmål om anvendelsen af Sikkerhedspolitisk expertise i den danske politiske proces for at benytte titlen på en artikel af Bertel Heurlin (1981). Artiklen er stadig et tankevækkende overblik over de mange mulige elementer i

32 Strategiske studier processen og de mange veje viden kan finde til praksis (se også Lepgold og Nincic 2004). Begrænsningen ved denne type diskussioner kan være, at det kan fremstå som om akademisk viden bare findes eller opstår af sig selv, og spørgsmålet er så, hvordan den formidles ind i det politiske system (og hvordan det politiske system bruger eksperter på mange måder). Af selvstændig betydning er det, hvordan interaktionen skaber ny viden. Meget tyder på, at særlige typer af sikkerhedspolitisk forskning opstår i den mellemzone, hvor man interagerer både med universitetsdiscipliner og praktikere. For nu en sidste gang at citere den fine lille artikel af Richard Betts, som jeg har nævnt flere gange: Ironically, in the past quarter century, policy experience has enriched academic research more than the reverse (1997: 32). Det er muligvis en overdrivelse, for forskning og ekspertise spiller en stor rolle i dagens politik, men sandheden i citatet er, at praktisk involveret forskning kan skabe en dynamik, der giver ny og bedre teori. Hvilket så igen er til gavn for både forskere og praktikere. Og så videre. Litteratur Bailyn, Bernard (1992) The Ideological Origins of the American Revolution, Cambridge, Massachusetts, and London: The Belknap Press and Harvard University Press. Baldwin, David (1995) "Security Studies and the End of the Cold War", World Politics, vol 48, Baylis, John & James J. Wirtz (2002) Introduction in John Baylis et al. (eds.) Strategy in the Contemporary World. An Introduction to Strategic Studies, Oxford: Oxford University Press. Betts, Richard (1997) Should Strategic Studies Survive, World Politics, vol. 50:1, October, pp Bigo, Didier (1996): Polices en résaux, l expérience européenne, Paris, Presses de Sciences Po Bigo, Didier (2000) When Two Becomes One: Internal and External Securitisations in Europe, in Morten Kelstrup and Michael C. Williams, International Relations Theory and the Politics of European Integration, Routledge, pp Bigo, Didier (2007) Policing Insecurity Today: Defense and Internal Security, Palgrave Macmillan. Booth, Ken red. (2005) Critical Security Studies and World Politics, Boulder: Lynne Rienner. Büger, Christian and Holget Stritzel (2005) New European Security Theory (Tagungsbericht: Critical Approaches to Security in Europe, Rencontres doctorales Européennes sur le thème de la Sécurité, Paris 2004), in: Zeitschrift für Internationale Beziehungen, vol. 12,2 (Dezember):

33 Strategiske studier Bull, Hedley (1961) The Control of the Arms Race: Disarmament and Arms Control in the Missile Age, New York: Praeger (2 nd ed 1965). Bull, Hedley (1968) "Strategic Studies and Its Critics," World Politics 20 (July), Buzan, Barry (1984) Peace, Power, and Security: Contending Concepts in the Study of International Relations", Journal of Peace Research, 21(2), pp Buzan, Barry (1987) An introduction to strategic studies : military technology and international relations, New York : St. Martin's Press. Buzan, Barry (1991) People, States and Fear: An Agenda for International Security Studies in the Post Cold War Era, Lynne Rienner (1 st edition 1983; genudgivet i ECPRs klassikerserie med nyt forord 2007). Buzan, Barry (2000) Change and Insecurity Reconsidered in Stuart Croft & Terry Terriff (eds.) Critical Reflections on Security and Change, London: Frank Cass, pp Buzan, Barry and Eric Herring (1998) The Arms Dynamic in World Politics, Boulder CO: Lynne Rienner. Buzan, Barry; Ole Wæver and Jaap de Wilde (1998) Security: A New Framework for Analysis, Boulder Co: Lynne Rienner. (2 nd ed in 2006). Buzan, Barry & Ole Wæver (2003) Regions and Powers: The Structure of International Security, Cambridge: CUP. Ceyhan, Ayse and Anastassia Tsoukala (2002) The Securitization of Migration in Western Societies: Ambivalent Discourses and Policies in Alternatives, vol. 27: supplement, Feb., pp Deudney, Daniel (1995) The Philadelphian System: Sovereignty, Arms Control, and Balance of Power in the American States-Union, Circa , International Organization, Vol. 49, No. 2 (Spring), pp Dimand, Mary Ann & Robert W. Dimand (1996) The History of Game Theory, Volume I: From the beginnings to 1945, London: Routledge. Etzold, Thomas H. (1978) "American Organization for National Security " in Thomas H. Etzold and John Lewis Gaddis (eds.) Containment: Documents on American Policy and Strategy, , New York: Columbia University Press, pp Freedman, Lawrence (1998) International Security: Changing Targets, Foreign Policy, Spring, pp Freedman, Lawrence (2002) Conclusion: The Future of Strategic Studies in John Baylis et al. (eds.) Strategy in the Contemporary World. An Introduction to Strategic Studies, Oxford: Oxford University Press, pp Galtung, Johan (1969) Violence, Peace and Peace Studies", Journal of Peace Research, vol. 3, pp Gibbon, Michael; Camille Limoges; Helga Nowotny; Simon Schwatrzman; Peter Scott & Martin Trow (1994) The New Production of Knowledge: The 128

34 Strategiske studier Dynamics of Science and Research in Contemporary Societies, London, Sage. Gray, Colin (1982) Strategic Studies and Public Policy: The American Experience, Lexington: University Press of Kentucky. Green, Philip (1968) Science, Government, and the Case of RAND: A Singular Pluralism, World Politics, vol. 20:2, January, pp Guzzini, Stefano and Dietrich Jung (eds.) (2004) Contemporary Security Analysis and Copenhagen Peace Research, London: Routledge Hassner, Pierre (1968) Change and Security in Europe. Part I: The Background; Part II: In Search of a System, London, IISS: Adelphi Paper, nr. 45 and 49. Heurlin, Bertel (1981) Sikkerhedspolitisk ekspertise I den danske politiske process, Økonomi og Politik, årg. 55:3, pp Heurlin, Bertel (1984) Hvorfor våben? En analyse af våbenes anskaffelse, anvendelse og afskaffelse, Serien Forsvaret i samfundet, Vedbæk: FKO PUB Hill, Chris (1994) Academic International Relations: The Siren Song of Policy Relevance in Two Worlds of International Relations: Academics, Practitioners and the Trade in Ideas, Christopher Hill & Pamela Beshoff, eds., London: Routledge, 3-25 Hogan, Michael J. (1998) A Cross of Iron: Harry S. Truman and the Origins of the National Security State, , Cambridge: Cambridge University Press. Hough, Peter (2004) Understanding Global Security, Routledge. Huntington, Samuel P. (1957) The Soldier and the State: The Theory and Politics of Civil-Military Relations, Huysmans, Jef (2006) The Politics of Insecurity: Security, Migration & Asylum in the EU, London: Routledge. Huysmans, Jef; Andrew Dobson and Raia Prokhovnik (reds.) (2006) The Politics of Protection: Sites of insecurity and political agency, London: Routledge. Ikenberry, John G. (2001) After Victory: Institutions, Strategic Restraint and the Rebuilding of Order after Major Wars, Princeton Ikenberry, John G. (ed.) (2002) American Unrivalled: The Future of the Balance of Power, Cornell. Jahn, Egbert; Pierre Lemaitre and Ole Wæver (1997) European Security: Problems of Research on Non-Military Aspects, Copenhagen: Copenhagen Papers 1, Copenhagen Peace Research Institute. Krause, Keith and Michael C. Williams eds. (1997) Critical Security Studies. Minneapolis: University of Minnesota Press. Kuhn, Harold W. (2004) Introduction in John von Neumann and Oskar Morgenstern, Theory of Games and Economic Behavior, Sixtieth-Anniversary Edition, Princeton: Princeton University Press, pp. vii-xiv. 129

35 Strategiske studier Lasswell, Harold D. (1950) National security and individual freedom, New York, Toronto, London: McGraw-Hill. Lepgold, Joseph & Miroslav Nincic (2004) Beyond the Ivory Tower: International Relations Theory and the Issue of Policy Relevance, New York: Columbia UP. Mearsheimer, John (2001) The Tragedy of Great Power Politics, New York: Norton. Miller, Steven E. (2001): "International Security at Twenty-five: From One World to Another", International Security, Vol. 26:1. Møller, Bjorn (1991) Resolving the Security Dilemma in Europe: The German Debate on Non-Offensive Defence, Brassey's. Nye, Joseph and Sean Lynn-Jones (1988) International Security Studies: A Report of a Conference on the State of the Field, International Security, vol. 12:4, pp Parmar, Inderjeet (2004) Institutes of International Affairs. Their roles in foreign policy-making, opinion mobilization and unofficial diplomacy, in Diane Stone and Andrew Denham (eds.) Think Tank Traditions: Policy research and the politics of ideas, Manchester: Manchester University Press, pp Pedersen, Ole Karup (1980) Samfundsfag i Københavns Universitet , Bind X, København 1980, s Pedersen, Karen Lund (2006) Private Enterprise and the Risk of Terrorism in Terrorism: Global Economic Impact, ICFAI University Press. Poundstone, William (1992) Prisoner s Dilemma, New York: Doubleday Publius (Alexander Hamilton, James Madison, and John Jay) (1787-8) The Federalist, Rasmussen, Knud (2006) Statsråd afholdt under den dansk-tyske krig 1864, Militært Tidsskrift, 135:4, december, s Rosenberg, David Alan (1983) The Origins of Overkill, International Security 7. (Spring), pp Schelling, Thomas C. (1960) The Strategy of Conflict, Cambridge: Harvard University Press. Senghaas, Dieter (1969) Abschreckung und Frieden: Studien zur Kritik organisierter Friedlosigkeit, Frankfurt/M.: Suhrkamp. Smoke, Richard (1975) National Security Affairs in in Fred Greenstein and Nelson W Polsby (eds.), Handbook of Political Science, vol. 8 Reading, Mass.: Addison-Wesley, pp Stern, Sol (1967) "Who thinks in a think tank" in New York Times Magazine, 16 April 1967, pp. 130

36 Strategiske studier Stoler, Mark A. (2000) Allies and Adversaries: The Joint Chiefs of Staff, the Grand Alliance, and U.S. Strategy in World War II, Chapel Hill: University of North Carolina Press. Ullman, Richard (1983) "Redefining Security", International Security, 8:1: Walt, Stephen (1991) "The Renaissance of Security Studies", International Studies Quarterly, vol. 35, pp Waltz, Kenneth N. (1979) Theory of International Politics, McGraw-Hill. Whitley, Richard (2000) The Intellectual and Social Organization of the Sciences, 2 nd ed. Oxford: Clarendon Press. Wohlstetter, A.J.; F.S. Hoffman; R. J. Lutz; and H.S. Rowen (1954) Selection and Use of Strategic Air Bases, R-266, The RAND Corporation. Wohlstetter, Albert J. and Roberta Wohlstetter (1963) The state of strategic studies in Europe. Report prepared for the Ford Foundation. Wohlstetter, Albert J. and Roberta Wohlstetter (1966) The state of strategic studies in Japan, India, Israel. Report prepared for the Carnegie Endowment for International Peace. Wolfers, Arnold (1952) National Security as an Ambiguous Symbol, Political Science Quarterly, vol. 67:4 (December 1952), pp ; reprinted in Wolfers Discord and Collaboration. Essays on International Politics, Baltimore and London: The Johns Hopkins University Press 1962, pp Wæver, Ole (1992) Introduktion til Studiet af International Politik, København: Politiske Studier. Wæver, Ole (1995) Securitization and Desecuritization in R.D. Lipschutz (ed) On Security, New York: Columbia, pp Wæver, Ole (2004a) Aberystwyth, Paris, Copenhagen: New Schools in Security Theory and their Origins between Core and Periphery, paper for ISA in Montreal, March Wæver, Ole (2004b) Peace and Security: two concepts and their relationship in Stefano Guzzini and Dietrich Jung (eds.) Contemporary Security Analysis and Copenhagen Peace Research, London: Routledge 2004, pp Wæver, Ole (2006) Security: A Conceptual History for International Relations, manuscript in preparation March 2006 version posted on Wæver, Ole (2007) Still a Discipline after all these Debates? in Tim Dunne, Milja Kurki, Steve Smith (eds.) International Relations Theories: Discipline and Diversity, Oxford University Press 2007, pp Wæver, Ole & Barry Buzan (2007) After the Return to Theory: The Past, Present, and Future of Security Studies, i Alan Collins (red.) Contemporary Security Studies, Oxford: OUP, pp

37 Strategiske studier Wæver, Ole med flere (2007) Centre for Advanced Security Theory, en ansøgning. 132

38 Tænketanke i forandring - imellem national sikkerhed og globalt risikosamfund Af Jesper Dahl Kelstrup, overbygningsstuderende, Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. Indledning I ernes USA blev en teoretisk forståelse af sikkerhed sammenkoblet med udviklingen af teknologisk og militærteknisk viden. 1 Tænketanke, forstået som organisationer der både producerer viden og søger politisk indflydelse ud fra på et mere eller mindre ideologisk grundlag, havde en vigtig funktion i denne sammenkobling. 2 I nærværende tekst er det overordnede sigte en afklaring af, i hvor høj grad tænketanke i dag stadigt kan forstås indenfor rammerne af et national sikkerhedsparadigme, og hvordan teorien om risikosamfundet kan bidrage med nye perspektiver på tænketankes aktuelle udvikling. Først præsenteres nogle baggrunde for den sikkerhedsteoretiske guldalder, som udviklede sig i USA efter 2. Verdenskrig. Dernæst beskrives det, hvordan tænketanke har udviklet sig historisk i USA, og hvilke ændringer der er sket typemæssigt i deres funktioner og i deres målgrupper. I tekstens videre forløb tager jeg udgangspunkt i Ulrich Becks forestilling om risikosamfundet. 3 Formålet er her at finde frem til, om et begrebsmæssigt skifte fra sikkerhed til risiko er en nyttig nøgle til forståelse af tænketankes ændrede funktion i amerikansk udenrigspolitik og globalt. Ambitionen er overordnet set at åbne op for diskussionen af, hvad det er, der har gjort national sikkerhed i USA produktiv i den forstand at den både forskningsmæssigt og i praksis kunne udvikle USA til at blive verdens eneste supermagt. 4 Og videre: om den nationale sikkerhedsdagsorden fortsat kan rumme det mere diversificerede trusselsbillede, der har tegnet 1 Inspireret af Wæver and Buzan (2007): p. 387 ff. 2 De amerikanske tænketanke RAND corporation, The Brookings Institution og The Hoover Institution kan tjene som eksempler på denne funktion. 3 Den primære reference er i den forbindelse Beck, Ulrich: (2002a). 4 Denne diskussion bliver naturligt relateret til sikkerhedsliggørelsesteori (Københavnerskolen; se note 35). Sikkerhedsliggørelsen af Sovjetunionen som eksistentiel trussel med den frie verden som referenceobjekt, må siges at være meget definerende for forståelsen af sikkerhed fra afslutningen af 2. verdenskrig og til Sovjetunionens kollaps. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

39 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund sig efter den kolde krig, eller om staten, som Ulrich Beck formulerer det, er en zombie-ide, der ser levende ud, men i virkeligheden er død. 5 National sikkerhed som udenrigspolitisk fundament Det er en misforståelse at tro, at sikkerhed under den kolde krig var begrænset til den militære sektor. I en rapport til det nationale sikkerhedsråd i USA fra april 1950 skitserer chefsekretær Sidney W. Souers flere scenarier for den fremtidige udvikling af USA s strategi i forhold til Sovjetunionen. 6 Konkret opstiller han fire muligheder for den overordnede amerikanske strategi overfor Rusland. De tre første: fortsættelse af eksisterende politiker, isolation og krig, frarådes alle. 7 I stedet opfordres der til at følge det fjerde scenarium: A rapid build-up of political, economic and military strength in the Free World. 8 Logikken i denne strategi er, at den nationale sikkerhed kun kan sikres, hvis der iværksættes en totalindsats, hvor opbygningen af militære kapabiliteter sker i samspil med den politiske og økonomiske udvikling. 9 Mens den økonomiske udvikling skal matche den sovjetiske til trods for den dårligere amerikanske fighting value pr. dollar, er den vigtigste parameter at skabe et stabilt politisk system (forstået som en alliance af den frie verdens lande ), der kan inddæmme den sovjetiske ekspansion. 10 Med Det Nationale Sikkerhedsråds beslutning om fra 1950 at følge en bred inddæmningsstrategi 11 bliver den udenrigspolitiske strategi bredt funderet, idet den spænder over den militære, økonomiske, sociale og politiske sektor. National sikkerhed forstås desuden utvetydigt i systemiske termer, hvor kapabiliteterne i Vesteuropa lægges oven i de amerikanske, ligesom de østeuropæiske lande forstås som sovjetiske satellitter. 5 Beck (2002a): p Report to the National Security Council by the Executive Secretary on United States Objectives and Program for National Security (National Security Council Report #68), April 14, 1950, (NSC-68) og Mikkel Vedby Rasmussen (2001): p NSC-68: p NSC-68: p NSC-68: p NSC-68: p. 58f. 11 Inddæmning var allerede blevet anbefalet som strategi af den amerikanske vice-ambassadør i Moskva, George Kennan i det lange telegram fra 1946 og formuleret som doktrin i 1947, hvor Truman lovede at støtte Tyrkiet og Grækenland økonomisk og militært for at forhindre dem i at komme under sovjetisk indflydelse. NSC-68 var således en strategisk håndfæstning af Trumans doktrin. 132

40 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund I det følgende vil jeg beskrive udviklingen i tænketankes funktion i amerikansk udenrigspolitik. Sigtet er at bruge tænketankes rolle i udenrigspolitikken som en indikator på styrken af koblingen imellem national sikkerhedsforståelse og teknologisk praksis. Amerikanske tænketankes udvikling Det britiske Royal Institute of International Affairs (RIIA) og det amerikanske Institute of Internationale Affairs (hurtigt omdøbt til the Council on Foreign Relations (CFR)) 12, blev oprettet allerede efter 1. verdenskrig og kom til at fungere som en art udenrigspolitiske selskaber. Med afdelinger i mange af de britiske kolonier bidrog de tidlige tænketanke til at skabe en sammenhængende forståelse af udenrigspolitiske udfordringer blandt eliterne i forskellige dele af imperiet. 13 Dette skete bl.a. med CFR s udgivelse af tidsskriftet Foreign Affairs og RIIA s udgivelse af International Affairs, der var med til at præge den offentlige meningsdannelse og at styrke udviklingen af international politik som et universitetsfag. 14 Først med de radikalt forandrede betingelser under og efter 2. Verdenskrig, fik tænketanke en rådgivende funktion i de engelske og amerikanske administrationer. 15 Oprettelsen af militære tænketanke som fx RAND Corporation i 1946, 16 illustrerer overgangen til en sikkerhedsmæssig epoke, hvor spændingerne i den kolde krig betød en mere strategisk anvendelse af tænketanke i udenrigspolitikken præget af store bevillinger til strategisk forskning. 17 Donald Abelson betegner denne tilkobling til regeringsapparatet som skiftet imellem en første fase med uafhængige og oplysende tænketanke til en mere integreret rolle i politikformuleringen. I denne anden fase, kommer de største tænketanke: RAND, The Brookings Institution og The Hoover Institution nærmest til at fungere som universiteter uden studerende, hvilket bl.a. i kraft af en satsning på tværfagligt samspil skabte banebrydende forskningsresultater i hvert fald op til slutningen af 1960 erne. 18 Fra omkring 1970 sætter Abelson en tredje fase ind, der dels er kendetegnet ved stor vækst i antallet af tænketanke dels ved et fokusskift fra forskning til indflydelse på den politiske proces. En del af baggrunden for 12 Parmar, Inderjeet (2004): p. 19f. 13 Parmar (2004): p. 21 og Parmar (2004): p Parmar (2004): p. 24 og Jf Abelson, Donald E.: (2004): p Abelson (2004): p. 218f. 133

41 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund dette skifte var et mere opsplittet politisk miljø i befolkningen og på Capitol Hill, bl.a. som følge af Vietnam-krigen og en mere kritisk tilgang til udenrigspolitikken på de amerikanske universiteter. Desuden blev tænketanke takket være love om skattefradragelse for denne type organisering en lukrativ platform for politiske bevægelser. 19 Abelson vurderer nu, at tænketankene er gået over i en fjerde fase, hvor det ikke bare er tale om ideologisk mobilisering, men også om at tænketanke hjælper enkelte politikere med at udvikle deres politik. 20 Denne udvikling skyldes ifølge Abelson bl.a. de politiske partiers ringe evne til at fungere idé-udviklende i USA. 21 Tabel 1: Amerikanske tænketankes udvikling: 22 Fase Type Funktion Målgruppe 1: Uafhængig Oplysning Transnational elite forskningsinstitutio n 2: Offentlig kontrakttager Militærstrategisk forskning Staten 3: Ideologisk Udvikling af Politiske politiske ideer 4: Interessevaretager Politisk Positionering bevægelser Politiske kandidater I den ovenstående tabel har jeg forsøgt at antyde, at målgruppen for tænketankene er blevet stadigt mindre enheder. Udviklingen er gået fra en oplysende funktion af vestlige eliter over strategisk national forskning til politiske bevægelser og enkelte kandidater Abelson (2004): p. 220 og Abelson (2004) p Abelson (2004) p Inspireret af Abelson (2004). 23 Det er vigtigt at bemærke, at de forskellige faser ikke er ekskluderende. Der eksisterer selvfølgeligt stadigt tænketanks-typer fra tidligere faser i dag eksempelvis har RAND stadigt et stort forskningsbudget og indflydelse. Den relative indflydelse af forskellige typer tænketanke i dag, er dog uklar: har tænketanke på offentlig kontrakt stadigt stor indflydelse, eller er det snarere ideologiske tænketanke som fx den neo-konservative Project for a New American Century, der har haft størst indflydelse på amerikansk udenrigspolitik i de seneste år? Sådanne spændende, men krævende forskningsspørgsmål ligger uden for rammerne for denne artikel. 134

42 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund Hvis vi accepterer tendensen til, at tænketanke har stadigt mindre organisatoriske målgrupper, åbner der sig vigtige spørgsmål for forståelsen af tænketankes rolle i (amerikansk) udenrigspolitik: er de stadigt styret af et overordnet paradigme om national sikkerhed, eller er tænketankenes udvikling udtryk for en slags atomisering af forståelsen af udenrigspolitik og sikkerhed? Jeg vil i det følgende med udgangspunkt i tænketankenes udvikling, diskutere dette mere overordnede perspektiv på forandret sikkerhed. Som kontrast til den nationale sikkerhedsforståelse anvender jeg Ulrich Becks teori om risikosamfundet til at diskutere forandringer i tænketankenes funktion. Jeg starter med at præsentere Becks centrale begreber om risikosamfundet. Dernæst diskuterer jeg perspektivet for, at der udvikles en ny måde at tænke trusler på, som ikke tager udgangspunkt i nationalstaten. Ideen er altså, ud fra risikoparadigmet, at vurdere om tænketankes ændrede funktioner hænger sammen med et ændret sikkerhedsbillede for USA, som gør det sværere at fastholde beskrivelsen af sikkerhed i nationalstatslige termer. Risikosamfundet en ny metaforestilling om politik Ulrich Becks teori om risikosamfundet er grundlæggende funderet i en forestilling om, at moderniteten er blevet refleksiv. Refleksivitet betyder hos Beck, at samfundet i sin anvendelse af teknologi og videnskab producerer risici, som ikke kan forudsiges. Risikosamfundet ændrer forståelsen af politik fordi de eksperter, der tidligere kunne skabe et fagligt grundlag for politiske beslutninger, ikke længere kan blive enige i deres risikovurderinger. Dette indebærer, at den væsentligste politiske aktør, nationalstaten, ikke længere kan levere effektive svar på de problemer, som den selv er med til at skabe. Resultatet er bl.a., som Beck formulerer det, at magt ikke længere betyder sikkerhed. 24 Beck skelner imellem tre globale konfliktakser i verdensrisikosamfundet : globale miljøproblemer, globale finansielle kriser og global terror. 25 Parallelt til rapporten til det amerikanske sikkerhedsråd i 1950 forestiller Beck sig, at de vigtigste risici er systemiske. Men hvor den systemiske udfordring for USA var knyttet til en generel mobilisering af den frie verden over for kommunismen, ser Beck risiko fra miljøet og de globale markeder som udfordringer, der kræver kollektive løsninger fra hele det internationale samfund. Beck pointerer desuden i forhold til statens udvikling, at finansielle risici på markedet og på miljøområdet betyder, at suverænitet og autonomi 24 Beck, Ulrich (2002b): p Beck (2002a): p

43 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund bliver koblet sammen på en historisk set ny måde. I det (nu forældede) klassisk moderne perspektiv taber en stat både autonomi og suverænitet ved at være afhængigt af et globalt marked. I et refleksivt perspektiv kan en afgivelse af autonomi til internationale institutioner derimod føre til større suverænitet, fordi det bliver muligt igen at opbygge en effektiv beslutningskapacitet. 26 Dermed står staten ifølge Beck i et valg imellem at blive en overvågningsstat (der klynger sig til sin suverænitet) eller en kosmopolitisk stat (der puljer sin suverænitet) hvilket i praksis vil sige enten en indadvendt eller udadvendte stat. 27 Udfordringen er her, analogt til 30-årskrigens dekobling af kirke og stat, at dekoble nation og stat. 28 Trusselsbilleder eller teknologiske risici? Den udfordring fra global terror, som er blevet så stærkt artikuleret efter 11. september 2001, påvirker også Becks tænkning. Han hævder, at terror, i modsætning til risici på markedet og i miljøet, adskiller sig ved at være udtryk for bevidst handlen. Dette betyder, at den aktive tillid som det økonomiske marked bygger på, erstattes af en aktiv mistillid. Terroraktioner udløser en bølge af nye risikoforestillinger, hvor kalkulerbare individuelle risici bliver erstattet af systemiske risici. 29 Dermed bliver terror som begreb i modsætning til ekspertrationalerne på miljø- og økonomiområderne karakteriseret ved forsimplende fjendebilleder. I forhold til terror og Krigen imod Terror er Beck inde på, at det ikke giver mening ud fra en neo-liberal logik at spørge, om udgifterne til krigen står mål med effekterne. Han medgiver her, at sikkerhed kan suspendere politisk-tekniske ræsonnementer. 30 Mikkel Vedby Rasmussen finder den pointe hos Beck, at modernitet bliver refleksiv, fordi individuel identitet ikke længere er snævert koblet til formålsrationalitet. 31 På den baggrund bliver risiko i det refleksive samfund håndteret ved symbolpolitik, hvor det ikke er effekt, men indtrykket af at gøre noget ved problemet, som er målet for politikken. 32 Den amerikanske War on Drugs var på samme vis ifølge Claudia Aradau et udmærket eksempel på et politisk program, som ikke kunne fremvise nogle reelle resultatet, men som blot er iværksat som en tilsyneladende beskyttelse af truslen imod nationens sundhed Beck (2002): p. 48f. 27 Beck (2002): p Beck (2002): p Beck (2002): p Beck (2002): p. 47. Denne pointe er i øvrigt på linie med en Københavnerskole-forståelse (se note 35). 31 Vedby Rasmussen (2001): p Vedby Rasmussen (2001): p Aradau, Claudia (2001): p

44 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund I den ovenstående figur har jeg forsøgt at illustrere spændingen imellem at tænke national sikkerhed og global risiko. På den ene side er national sikkerhed legitimeret ved en politisk proces, hvor der ofte styres ud fra en forsimplet forestilling om, hvem der udgør fjenden. USA s engagement i Irak og de aktuelle problemer med at retfærdiggøre den fortsatte tilstedeværelse i landet over for offentligheden, kan ses som et eksempel på dette. På den anden side kan man ud fra Beck tænke i globale risici. Et eksempel kunne være den nyudkomne rapport fra FN s klimapanel, der på basis af ekspertenighed forsøger at skabe et fælles globalt vidensgrundlag på miljøområdet. 34 National Sikkerhed Global Risiko Politisk Legitimering Viden Fjendebilleder Styring Ekspertrationalitet Terror, war on drugs Politisk fokus Økonomi, miljø Tænketankes funktion? Det problematiske, men også spændende, ved skellet mellem national sikkerhed og global risiko er, at opdelingen ikke holder helt. Som tidligere pointeret anerkender Beck den dobbelte logik, at nogle politikområder er 34 Intergovermental Panel on Climate Change (2007). Rapportens konklusioner er tilgængelige på internetadressen: 137

45 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund underlagt ekspertrationalitet (økonomi, miljø), mens andre er underlagt symbolpolitik (terror). Denne dobbelthed gør risikoforestillingen problematisk, fordi det er uklart, hvad der er det afgørende skel imellem risiko og trussel. På den modsatte side har den nationale sikkerhedsforståelse, og det at tænke i termer af sikkerhedsliggørelse, et problem i forhold til at beskrive, hvad der sker på de tekniske niveauer, af områder, som har at gøre med sikkerhed, men som ikke er sikkerhedsliggjorte. 35 Den fokusmæssige forskel imellem national sikkerhed og det mere tekniske fokus på risikosamfundet kan udvikles til et empirisk spørgsmål for tænketanke. Der sluttes nu af med at diskutere hvordan udviklingen i tænketankes funktioner kan karakteriseres ud fra hhv. en national sikkerhedsforståelse og et globalt risikoperspektiv. Tænketankes fortsatte nationale funktion Tænketanken RAND, som fortsat forsker på kontrakt til det amerikanske forsvarsministerium, må siges at være heftigt bundet til en national sikkerhedsdagsorden. I RAND s seneste rapport er det interessant at se, hvor bredt billedet af den national sikkerhed præsenteres. 36 Der lægges i rapporten vægt på tre hovedudfordringer i amerikansk udenrigspolitik: terrorisme, spredning af atomvåben og Kinas udvikling. 37 Dermed er det uklart om USA i fremtiden får størst hyr med at balancere Kina som kommende supermagt, med at forhindre en gruppe slyngelstater i at anskaffe sig atomvåben, eller med at spore nye terrorceller. Helt generelt er der sket et skifte fra et klart defineret fjendebillede til mere diversificerede trusler, og dermed også en mindre klar forståelse af hvor meget usikkerhed og hvor mange trusler, man skal acceptere. Genåbningen af sikkerhedsdagsordenen efter afslutningen af den kolde krig, har altså ført til større usikkerhed om fokus inden for den traditionelle nationale sikkerhedsdagsorden. 35 For en uddybning af grundideerne i Københavnerskolens tilgang henvises til: Buzan, Berry; de Wilde, Jaap; Wæver, Ole (1998): Security: A New Framework for Analysis. 36 RAND s forskning omkring national sikkerhed sker primært via administrationen af tre føderalt finansierede forskningscentre, nemlig RAND project Airforce, RAND national Defense Research og RAND Arroyo Center: 37 RAND corporation (2007): A New Division of Labor Meeting America s Security Challenges Beyond Iraq: p. 13ff. 138

46 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund Udbredelsen af tænketankes på globalt niveau Som man måske kunne forvente på baggrund af det mere diversificerede trusselsbillede i den nationale sikkerhed, har tænketanke i takt med, at statens suverænitet er blevet begrænset, oplevet en transnational spredning. 38 Dermed er det nationale sikkerhedsfokus, som er blevet gennemgået ovenfor, blevet suppleret af en transnational udbredelse. Denne udbredelse skal dog tages med et par forbehold: Dels er de fleste transnationale tænketanke faktisk forgreninger af nationalt baserede tænketanke, som har spredt sig til andre lande. Dels er udbredelsen af tænketanke langt tydeligere på det regionale end det globale niveau. 39 Hovedproblemet i at arbejde med tænketanke på globalt niveau er, at det er svært præcist at definere tænketankes nye funktioner. Givet at der er et stort overskud af information på den globale arena, fungerer tænketanke som filtre, der sorterer og fortolker viden. 40 Den brede forståelse af globale tænketanke fører til det som Robert Keohane og Joseph Nye kalder the paradox of plenty : en situation hvor der opstår et stort antal af forskellige typer tænketanke uden nogen samlet dagsorden. 41 Problemet i analysen af tænketankes globalisering bliver dermed ud fra et risikoperspektiv, at tænketanke er tilknyttet mange politiske centre på globalt niveau. 42 Mens der ikke mangler eksempler på at tænketanke udvikler sig i transnationale ekspertnetværk, 43 står et central spørgsmål åbent: hvordan påvirker tænketanke vores måde at forstå risiko og sikkerhed på? Tænketankes ekspertfunktion og mediemæssige rolle For at besvare ovenstående spørgsmål, er det for det første nødvendigt at fastlægge, hvordan tænketankes rolle i formuleringen af sikkerhed/risiko har udviklet sig. Flere fokuspunkter er mulige: I forhold til Donald Abelsons opdeling er finansieringsgrundlaget for tænketanke vigtigt, fordi det er en direkte indikation for tænketankes funktion, eller lidt grovere sagt: hvem tænketanken arbejder for. I et videnskabeligt perspektiv kunne 38 Stone, Diane (2004): p. 34f. 39 Stone (2004): p Stone (2004): p R. O. Keohane og J. S. Nye citeret i Stone (2004): p Derimod synes den regionale integration i fx EU at være et mere stabilt center at analysere tænketankes udbredelse ud fra: i forhold til denne opgaves udenrigspolitiske fokus er dette dog problematisk i og med at EU s fællesudenrigs- og sikkerhedspolitik er ganske vagt institutionaliseret. Se Trine Villumsens artikel for videre diskussion af de europæiske vilkår for tænketanke. 43 Stone (2004): p. 42f. 139

47 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund anvendelsen af eksterne peer reviews bruges til at skelne mellem videnskabeligt baserede tænketanke/ekspertgrupper som fx FN s klimapanel, og mere ideologisk eller politisk drevne tænketanke. Selvom sådanne skel i forhold til tænketankes funktion er vigtige til at skelne imellem forskellige typer at tænketanke, giver det ikke svar på tænketankes evne til at påvirkeforståelsen af sikkerhed eller risiko. Som Mary Douglas og Aaron Wildavsky bemærker, er det den institutionelle selektion af farer og ikke tekniske eksperters vurderinger, som har størst politisk betydning. 44 Man kan fortolke denne institutionelle selektion af farer sådan, at der upåagtet at risikovurderinger spiller en større rolle, stadigt i forhold til udvælgelsen af risici, sker en selektion, som i høj grad bygger på mediernes selektion af information og nyheder. I dette spil er det altså ikke blot ekspertens vurdering af en bestemt risiko, men også mediernes oversættelse til om dette er farligt, som bestemmer, hvad der kommer i avisernes eller nyhedernes overskrifter. Derfor er tænketankes evne til at påvirke offentligheden ikke blot bestemt af deres finansielle grundlag eller deres videnskabelige lødighed. Tænketankes evne til at tiltræde hurtigt som autoriteter, når en sag eksploderer i medierne, spiller fx også en rolle. Set fra et risikoperspektiv er det en stor udfordring at få disse mediemæssige aspekter med, fordi risiko-vurdering næsten automatisk vil knytte an til et ekspert-perspektiv på risici, og ikke til mediernes logik, der i langt højere grad bygger på konstruktionen af fjendebilleder og farer. Udfordringen for litteraturen om tænketanke er derfor, med inspiration fra risikosamfundet og sikkerhedsteorierne, at sammenkoble tænketankes ekspertfunktion med deres mediemæssige rolle. Konklusion I det ovenstående har jeg forsøgt at sammenkoble to udviklinger: for det første den empiriske udvikling af tænketanke og deres skiftende rolle i skabelsen af amerikansk udenrigspolitik. For det andet det teoretiske skift fra en national sikkerhedsdagsorden i USA til et globalt risikosamfund. Hypotesen var, at tænketanke og deres rolle er blevet præget af et skifte væk fra den nationale sikkerhedsdagsorden. I udviklingen af tænketankes rolle har jeg udfra Donald Abelson argumenteret for, at tænketankes målgrupper er blevet mindre og mindre organisatoriske enheder, og at deres rolle i amerikansk politik derfor er blevet mere og mere partikulær og interessevaretagende. Jeg forsøgte at koble den udvikling til Ulrich Becks tanker om risikosamfundet. På den ene side argumenterede jeg for, at teorien om risikosamfundet rigtigt peger på, 44 Mary Douglas og Aaron Wildavsky gengivet i: Lund Petersen, Karen (2004): p

48 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund at trusselsbilledet i USA er blevet diversificeret: den nationale sikkerhed står ikke længere over for en, men en række forskelligartede udfordringer, som ikke kan tackles af de nationale forskningsprogrammer, der havde succes i forhold til Sovjetunionen. På den anden side har fremkomsten af flere ikke-kvantificerbare risici ikke ført til, at tænketanke har succes med at udbrede en ny risikoforståelse på globalt niveau. Som Vedby Rasmussen påpeger, er risikosamfundet præget af symbolpolitik. De processer, der legitimerer og definerer relevante udenrigspolitiske strategier, foregår stadigt i statens institutionelle setup. Mens tænketanke nok har udviklet sig transnationalt og i stigende grad blevet forskelligartede, med variationer i bl.a. politisk afhængighed og national forankring, er det ikke sket i et tydeligt mønster. Konklusionen på mit centrale analysespørgsmål er tosidet: På den ene side har tænketanke som type fjernet sig fra den integrerede position i amerikansk sikkerhedsforskning, som de havde i efterkrigstiden. På den anden side har globale tænketanke ikke udviklet sig i et klart mønster, som gør op med forestillingen om national sikkerhed. Jeg har afslutningsvist anbefalet den konsekvens, at man som analysestrategi sammenkobler forståelsen af tænketanke som ekspertgrupper, med et fokus på hvordan ekspertudtalelser bliver fortolket i den medieskabte politiske virkelighed. I det perspektiv vil fremtidige analyser af tænketanke, ligesom tænketankene selv, bliver præget af et tværfagligt analytisk fokus, der både rummer en forståelse af hårde sikkerhedsmæssige behov og bløde perspektiver på bl.a. strategisk kommunikation. Her vil diskussionen af i hvor høj grad mediedækning og offentligheder er bundet til nationalstaten føre tilbage til den grundlæggende problematik i diskussionen af sikkerhed og risiko: nemlig hvor stærkt nationalstaten som historisk og nutidig institution præger den måde, som vi i det hele taget tænker politik på. Litteratur Abelson, Donald E.: The business of Ideas: the think tank industry in the USA. In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester. Aradau, Claudia: Beyond Good and Evil: Ethics and Securitization/Desecuritization Techniques. Rubicon, December Aradau, Claudia, 'Security and the Democratic Scene: Desecuritization and Emancipation'. Journal of International Relations and Development 7(4). Beck, Ulrich (2002a): The Terrorist Threat: World Risk Society Revisited. 141

49 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund Theory, Culture & Society. Vol. 19, No. 4, Beck, Ulrich (2002b) (dansk, 2006): Magt og modmagt i den globale tidsalder.hans Reitzels Forlag, København. Behnke, Andreas, "No way out: desecuritization, emancipation and the eternal return of the political - a reply to Aradau" Journal of International Relations and Development Volume 9, Number 1, March 2006 Buzan, Berry; de Wilde, Jaap; Wæver, Ole (1998): Security:A New Framework for Analysis. Lynne Rienner Publishers. Boulder CO. USA C.A.S.E. Collective: Critical Approaches to Security in Europe: A Networked Manifesto. Security Dialogue. Vol. 37, No Ceyhan, Ayse and Anastassia Tsoukala (2002) "The Securitization of Migration in Western Societies: Ambivalent Discourses and Policies", in: Alternatives, vol. 27: Supplement, Feb. Durodie, Bill (2005) "The Limitations of Risk Management". In: Tidsskriftet Politik, vol. 8:1. Huysmans, Jef (1998): Revisiting Copenhagen: Or, On the Creative Development of a Security Studies Agenda in Europe, European Journal of International Relations 4 (4). Huysmans, Jef (2006): The Politics of Insecurity: Fear, Migration and asylum in the EU. London, Routledge. Intergovermental Panel on Climate Change (2007): Climate Change 2007: Mitigation of Climate Change. Tilgængelig på internettet: Jutila, Matti (2006) "Desecuritizing Minority Rights: Against Determinism", Security Dialogue, vol. 37:2. Mikkel Vedby Rasmussen: Refleksive Security: NATO and International Risk Society. Millenium: Journal of International Studies. Vol. 30, No. 2, pp National Security Council Report #68 (1950) Report to the National Security Council by the Executive Secretary on United States Objectives and Program for National Security 1&collectionid=arms Nissenbaum, Helen: Where computer Security Meets National Security. In: Ethics and Information Technology. Vol. 7, No. 2, pp Parmar, Inderjeet: Institutes of international affairs: their roles in foreign policy-making, opinion mobilization and unofficial diplomacy. In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester. Petersen, Karen Lund: Tre Risikokulturer. Tidsskriftet Politik, Årgang

50 Tænketanke i forandring - national sikkerhed og globalt risikosamfund Nr. 1, marts RAND corporation (2007): A New Division of Labor Meeting America s Security Challenges Beyond Iraq. /RAND_MG499.pdf. Stone, Diane: Think tanks beyond nation-states In: Stone, D. and Denham, A. (eds.) (2004): Think Tank Traditions, Policy research and the politics of ideas. Manchester University Press, Manchester Wæver, Ole (2007) What s Religion got to do with it? Terrorism, War on Terror, and Global Security, forthcoming. 143

51 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Trine Villumsen Think tanks form a part of the security landscape or field of security which has been taking shape in Europe since the end of the Cold War. They are important actors in what I will call the industry of security ideas in the making after the bipolar world order. If we want to understand this environment, it is important to study the think tanks and the ideas they advocate. But the study of think tanks in European security has been limited, and think tank definitions in the literature tend to overlook several think tank-like actors in the European context. In this article I will briefly review the Anglo-American definition of a think tank and argue for applying a broader definition of a think tank in the European context. I will then sketch the two predominant ways of approaching the study of think tanks and argue that a focus on studying ideas needs to be complemented with a study of the practical patterns of interaction of think tanks and other actors. I will then give a brief history of the European think tanks and review where think tanks stand today: somewhere between theory and practice occupying a middle ground but closer to practice than to university research. In the second half of the article I give an example of a European think tank which has actively tried to shape European ideas of security: The Centre for European Reform. I review its practices, how it measures its success and analyse what conceptualisation of security the CER has advocated for. I conclude by arguing that the study of the European field of security or the industry of security ideas - needs to include think tanks and think tank-like actors in order to capture the changes and point to possible future developments in European security understandings. If not, we miss important loci for the formulation of security ideas. Definitions It is quite well documented that the number of think tanks are far greater in the USA than in the rest of the world. But this documentation is based on the fact that the definition of a think tank has been modelled on the Anglo- American experience, where think tanks are defined as economically and politically independent institutes with the explicit purpose of promoting certain ideas. This type of think tank is not present in many European countries outside Great Britain. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

52 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Notably Great Britain and Germany have developed a tradition of think tanks while most other European countries do not have think tanks in any great number (with Poland as an exception). In Germany, the think tanks are most commonly funded by political parties 1 while the think tanks in Great Britain have changed over time from having been research oriented universities without students (Weaver 1989: 564) towards being more ideologically oriented and eager to participate in the political process directly (Denham & Garnett 2004; on this, see also article by Jesper Dahl Kelstrup in this issue). In France, the idea of a think tank clashes with the political culture that sees interest organisations as illegitimate: The primary political relationship is between the individual citizen and the state. Anything that comes in between in that relationship is considered a distortion (Fieschi & Gaffney 2004). Therefore, the function of a think tank is carried out by so-called political clubs and cabinets within the administration. A strictly Anglo-American definition of think tanks would exclude this kind of organisation from study and thereby miss a locus for the formulation and spread of political ideas in Europe. Such a narrow definition of think tanks (as employed by for instance Donald Abelson 2002) might work in an American study. However, in Europe the picture is too diverse for it to succeed. There are too many actors of a think tank-like nature, which do not fit the criteria of being economically and politically independent but who inhabit the same middle ground as think tanks do. A narrow definition might bring scientific rigour, but the analysis that ensues would miss too many actors and idea loci. In a study of the role played by think tanks in Europe a definition which leaves room for more diversity is needed. The work done in Stone and Denham (2004) is instructive. Instead of basing their definition on an organizational structure they argue for equating a think tank with a policy research function and a set of analytic and policy advisory practices (Stone & Denham 2004: 4). Further, they argue against making a distinction between research institutes and think tanks on the basis that the style of informing policy debates or educating public opinion takes many forms (Ibid.). Arguments for distinguishing between the two types of actors often rely on an underlying assumption of the purity and rationality of science and the impurity of ideology, and deny 1 There are seven political foundations in Germany: Friedrich-Ebert-Stiftung (FES) linked to the SPD, the Konrad-Adenauer-Stiftung (KAS) close to the CDU, the Hans-Seidel-Stiftung (HSS) close to the CSU, the Friedrich- Naumann-Stiftung (FNS) close to the FPD, the Hans-Böckler-Stiftung (HBS) close to the DGB, the Heinrich-Böll-Stiftung (HBS) linked to the Greens, and the Rosa-Luxembourg-Stiftung (RSL) affiliated to the PDS (Notre Europe 2004: 18). 144

53 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security the inherently political nature of research. This opens the study of think tanks to a type of actor which is normally considered to stand outside of the political process observing it from the outside: research centres 2. A definition based on function and open to letting research institutes count under the broad definition of a think tank is more suitable for the European case. However, Stone & Denham s exclusion of CERI in France demonstrates that potentially important loci for the formulation of ideas may still be overlooked even when following their broad definition 3. I would argue that in order to understand the special European case of think tanks it is not relevant to include or exclude certain research institutes or political clubs beforehand on the basis of clear-cut definitional boundaries. What is important is to remain open to the fact that institutes, conferences and other actors may have influenced the development of the field of European security and hence are a part of the emerging social field of European security or the industry of security ideas as I called it in the introduction. The definition of what constitutes an important think tank in Europe should, therefore, not remain a question of money, organisational form, or political orientation. It should focus on the practices and functions of actors occupying the ground somewhere between theory and practice. Approaches Until very recently, the study of think tanks was very limited. Most publications have come out over the last eight years (Notre Europe 2004: 7) 2 It is beyond the scope of this article to discuss this in detail but the implications for constructing an analysis of the European field of security are clear: Research centres and possibly even university research - cannot be excluded from the analysis on a priori assumptions about them standing outside the process of formulating ideas. The practices may be different from the think tank practices though (see for instance Eriksson and Sundelius 2005). 3 The exclusion of CERI demonstrates how artificial a definitional framework can be. The premise in Stone and Denham (2004) is that the definition of think tank has been too narrow. However, they still want to stick to some kind of definitional exclusion of some types of organisations and hence exclude CERI while including the Robert Schuman Centre in Florence. Of course this is partly because of a difference in interest between this thesis and Stone and Denham (2004). They want to map the world of think tanks for the sake of understanding the concept of think tank while for me the think tank is merely a locus of idea formation and not initially interesting because of organisational form. However, with their insistence on epistemic community approaches it seems paradoxical to exclude the CERI from the definition. 145

54 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security and the majority of these have focused on the Anglo-American model while neglecting other forms of research institutions with the same goal as the traditional think tank. However, Diane Stone and Andrew Denham (2004) note that the research field has moved from a cottage industry to a small research community between the publication of their two books Think tanks across nations (1998) and Think tank traditions (2004). Two different kinds of approaches to the study of think tanks can be carved out. The first one focuses on management, money, and quoting in order to measure the effect of think tanks on the political process. This approach uses traditional social science methods such as statistics in order to come to solid conclusions about the influence of think tanks on particular issues. Donald Abelson belongs to the first group (Abelson 2002). The second group focuses on ideas. Well-known analytical concepts, such as epistemic communities 4 and advocacy coalitions 5, have caught on within this group, who stresses that groups of people who share basic premises in their understanding of issues hang together and influence political decisions and what can be called the idea climate in certain circles. Stone and Denham (2004) belong to the second group. The approach taken in this article agrees that think tanks form part of epistemic communities or advocacy coalitions, and hence joins the focus on ideas 6. Think tanks help fashion a shift in the climate of opinion or public attitudes through constant advocacy of certain positions and criticism of other stances. Think tanks cannot bring about policy transfer alone but are dependent on government actors to see such transfer come to fruition. 4 In IR the concept of epistemic community is associated with Haas (1989). Haas defines epistemic communities as communities of shared knowledge (Haas 1989: 377). An epistemic community is a network of professionals with recognized expertise and competence in a particular domain and an authoritative claim to policy-relevant knowledge within that domain or issue area. The concept thus relates to scientific knowledge communities. 5 Advocacy coalitions are conceptually similar to epistemic communities. The concept was coined by Sabatier (1988). He argued that in most policy areas there would be multiple and conflicting views of the issues and of which solutions should be chosen. Groups of people advocating different views would fight each other on the basis of core ideas about the policy and more specific ideas derived from those basic ideas (Sabatier 1988; Peters 1998). 6 I will not go into the debate about ideas here. My take on studying ideas would take its inspiration from poststructuralism Foucault (1977) or Laclau & Mouffe (1985). But since the article is about the European think tanks and not about discourse analysis I leave the discussion here. 146

55 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Accordingly, the greatest scope for think tanks is in the transfer of ideologies, or the attitudes and underlying ideas that inform policy approaches (Stone 2000: 48, my underlining). Following from this, a study of think tanks can focus on the ideas advocated by a wide range of actors occupying the ground between theory and practice falling under the functional definition described above. This entails reading what the think tanks publish and analysing the arguments put forward. What is the underlying view of security? What are the defining features of the policy advice put forward? As stated by Jacques Delors: I believe that this analysis of think tanks will be of interest to both observers and actors of the European construction, those who know that any great project starts with the idea that opens the way (Notre Europe 2004: foreword). However, an idea is hard to follow and the success of an idea is hard to measure. How do we know where the idea came from? What think tanks are important? Who is heard? Therefore, I would argue for also applying a sociological focus on the practical patterns of interaction (Bourdieu 1988: 21-23). In the case of think tanks, this means studying: who do they publish with?, who do they set up meetings with?, where do they give speeches?, what meetings do they attend? The answer to such questions makes it possible to see (at least some part of the picture of) how a think tank is linked to the field. Combined with an analysis of the ideas (or discourse) of the think tanks, the European field of security begins to emerge in the analysis and the importance of think tanks broadly defined - can be evaluated. In the second part of the article I will apply this approach to the study of one European think tank: the Centre for European Reform. The European think tank: a brief history When did the European think tanks first see the light of day and where does the development stand today? Think tanks thrive and have become a very strong trend - also in Europe (Stone & Denham 2004). Historically speaking, the first think tanks in Europe were created as a reaction to the 1 st World War. They were directed towards the nation state and had an idealistic purpose (Stone 1996: 185). In the UK the Royal Institute for International Affairs (RIIA) was created in the time following the Versailles Peace Treaty, and remained a close partner of the British government during the time up to the Munich Agreement on the Sudeten crisis (Stone 1996: ). The RIIA belonged to an internationalist epistemic community together with the American think tank CFR (Council on Foreign Relations) (Stone 1996:189). However with the emergence of the Cold War new and more technical forms of scholarship emerged. Idealism was undermined by an increasing emphasis on realist approaches to foreign policy accompanied by rationalist methodologies (Stone 1996: 190). To a large extent, the same historical 147

56 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security development which created the gap between academia and practice also had a very profound impact on the nature of think tanks. Think tanks took over the middle ground and specialised in area studies and policy-directed studies and at the same time shifted their focus from idealism to realism. Since the 1970s think tanks have been increasingly directed towards transnational problems and have become more and more transnational in the way they work. The two oil crises in the 1970s and the collapse of the Soviet Union opened up a new space for politics that was inherently transnational. More and more subjects could not be dealt with in a strictly national setting and political platforms for the solution of transnational problems were more common. WTO, UN and the EU are organisations which have made international cooperation easier for think tanks. Truly transnational think tanks have been few, however. Most think tanks are still based in a national setting, but are focusing on a more transnational agenda. Furthermore, networks between think tanks are beginning to be a common feature, even though most networks are still informal and very scarcely institutionalised. Today, their position vis-à-vis practical politics is closer than that of university scholars. Think tanks are a demi-monde 7 (half-world), which can serve as centres for communication between practitioners and academics (Stone 1996: 213; Wallace 1994: 160). They are often familiar with current debates in the discipline and are well-connected to people in both the practical and the theoretical worlds. Therefore, think tanks can be seen as both a facilitator of spreading ideas and a buffer preventing the concerns of the practitioners and policy becoming predominant within the university (Stone 1996: 213; see also Wallace 1994: 160 and Ole Wæver s article in this issue). A number of national foreign policy institutes or think tanks exist in European countries today. Some governments created foreign policy 7 When going to the source of the concept of demi-monde an interesting feature pops up: The term was originally used in a pejorative sense about women living on the outskirts of society and enjoying a doubtful reputation (oed.com). The more practical and concrete usage of the word, which Diane Stone seems to advocate, erases this feature. However, it seems that in the debate about European security, the thinks tanks are actually often overlooked and thought less of. Their status is much more tied to the original version of the word demi-monde, than the think tank literature would have it. For that reason, it has not been considered comme il faut to study them and perhaps for that reason their influence on the formulation of European policy ideas has been neglected in the academic debates about European security. 148

57 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security institutes as a means to strengthen knowledge about international relations after the Cold War (like the creation of DUPI in Denmark in ), while other foreign policy institutes were created long before (like DGAP in Germany (1945) and NUPI in Norway which was created by political decision in 1959 and established in 1960). Some of the national institutes are joined together in informal networks: One of these networks include the Netherlands Institute of International Relations Clingendael, Deutsche Gesellschaft für Auswertige Politik (DGAP) in Bonn, Stiftung Wissenshaft und Politik (SWP) in Munich, Institut Francais des Relations Internationales (IFRI) in Paris, Royal Institute of International Affairs/Chatham House (RIIA) in London, and the WEU Institute for Security Studies in Paris (which is now the EU institute for Security Studies) (Sherrington 2000). Apart from this informal network a formalised European network of national research institutions (TEPSA) exists: The TEPSA network is composed of national research institutions specialised in European and international affairs, located in all EU Member States and candidate countries. It was created in 1974 and provides a platform for bringing academia and practice together most notably in Brussels. Among the 25 current members of TEPSA are the Danish Institute for International Affairs, Centre d Etudes Européennes (a research centre under the political science department in Paris), The Swedish Institute of International Affairs, Istituto Affari Internazionali (Italy), Institut für Europäische Politik (IEP) in Germany and the Finnish Institute of International Affairs (UPI-FIIA) (see for the full list). TEPSA is focused on European Integration and on providing input into the policy process of the European Union, but many of its members focus on international relations in general. The creation and influence of a number of peace research institutes are also part of the history of the European think tank if we take the broad definition of the term. Guzzini & Jung (2004) argue that European Peace Research has been at least partly integrated into the professional reality of both academia and politics (Guzzini & Jung 2004: 3). Institutes include (among others) PRIO in Norway, SIPRI in Sweden, TAPRI in Finland, Institut für Friedensforschung und Sicherheitspolitik in Germany, and COPRI in Denmark (now part of DIIS). 8 DUPI was closed on December 31, The activities were carried over into the new Danish Institute for International Studies which was established on January 1, DIIS was a merger of four research institutes: Copenhagen Peace Research Institute (COPRI), Centre for Development Research (CUF), The Danish Centre for Holocaust and Genocide Studies (DCHF) and The Danish Institute for International Affairs (DUPI). 149

58 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security The EU has been a magnet for think tanks. The growth in the number of European think tanks has been argued to be tied to the nature of the European integration process: Their growth generally corresponds to the deepening of European integration and the widening of policy-making activity (Sherrington 2000: 187). Notre Europe (2004) supports this finding but adds another two factors to explain why the sudden growth turned into an outright explosion in the 1990es (Notre Europe 2004: 20): the democratic transition in Eastern Europe in the early 1990es which created an entirely new political environment, and the Nordic and Austrian accessions to the EU in However, the think tanks with an explicit European base and agenda have, paradoxically, not exclusively situated themselves in Brussels 10. Instead, European think tanks are found in as diverse places as Florence, Paris, Munich and London (Stone and Denham 2004: chapter 4; Wallace 2004: afterword). Thus, Brussels is not the only locus for the formulation of European ideas. William Wallace (2004) points to several places that are becoming important for shaping the international ideas (he calls them growing international focal points ). New York is one, while Geneva 11, Davos 12 and London are the European focal points in an international community (Wallace 2004) 13. His key to selection of these focal points is practical patterns of interaction (meaning where do people meet, discuss and publish) and he thus follows an approach similar to the one I introduced above (but focuses on the international sphere, not the 9 Notre Europe has counted the number of Euro-specific think tanks (meaning think tanks with a focus on European policy issues) created from the 1940es to In the first three decades only one think tank was created per decade, in the 1970es they report the creation of two, in the 1980es they report the creation of ten, in the 1990es they report that 24 Euro-specific think tanks were created and between 2000 and 2004 six think tanks were created. (Notre Europe 2004: 20, table 3). 10 Of Euro-oriented think tanks 95 % of researchers are not based in Brussels but in the Member States of the European Union (Notre Europe 2004: 25) 11 My own experience as a visiting fellow the Programme for Strategic and International Security Studies at the Graduate Institute for International Studies in Geneva is that Genevan think tanks are not central in relation to the production of a social space of European security. The think tanks there focus on human security and humanitarian issues from a global perspective. 12 World Economic Forum holds its annual meeting in Davos in Switzerland. 13 He lists the following places and publications as weak points in a global public sphere (Wallace 2004): Geneva, Paris, NY, Washington, International Herald Tribune, The Economist, Wall Street Journal, BBC World, and CNN. 150

59 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security European one like I do here.) When approaching the geographical situation of think tanks it seems wise to think outside the box and include think tanks outside of Brussels and outside of the EU countries. An analysis based on how the think tanks hang together with the political actors and other think tanks in the field seems more appropriate than a definitional categorization. To be sure, the European integration process has been a catalyst for the growth of think tanks, but other factors may also have been in play. The fall of the Berlin Wall and the ensuing lack of direction for security and foreign policy created a vacuum in security thinking: The hierarchy of threats in the security field broke down thereby opening the field for a redefinition of core security concerns. With it the narrative through which the field of security experts reproduced its identity broke down (Huysmans 2006: 17). The situation after the end of the Cold War changed everything the field thought it knew about security. This may very well have created room for think tanks and other actors of the demi-monde in the field of security and foreign policy. According to Huysmans, the situation spurred questions like: How could think tanks and academic research apply their knowledge to new security terrains? Was a career in strategic studies still a viable strategy? What kind of security knowledge has the best chance of attracting research funding? (Huysmans 2006: 18). Setting up new research centres and think tanks was one of the answers to those questions. How many think tanks can be subsumed under the heading European think tanks on security and foreign policy today? No list exists which can ultimately settle this question. Out of a list of 670 think tanks in Europe (McGann & Weaver 2000) the majority can be excluded on the grounds of subject: Most think tanks in Europe are occupied with other subjects such as the environment, social policies, etc. Notre Europe (2004: 25-6, figure 4) reports that out of a total of 149 think tanks surveyed around 30% declared that they concentrate on external relations, whereas only 18 % concentrate on security and defence. Sherrington (2000) provides an analysis of several of the EU-oriented think tanks with a special emphasis on foreign policy. Her list is extensive but not exhaustive and does not include all the actors which the broad definition in this article has argued for 14. In total Sherrington 14 Sherrington (2000) includes Forward Studies Unit, The Centre for European Policy Studies (CEPS), the European Policy Centre, The Philip Morris Institute, The European Institute for Research and Information on Peace and Security (GRIP), the Federal Trust, the European Policy Forum (UK), the Institute of European Affairs (IEA) (Ireland), European Institute of Public Administration (EIPA) (Maastricht), Institute for Economic Affairs (UK), Demos (UK), the Clingendael Institute (Netherlands), the Konrad Adenauer Stiftung (Germany), the Austrian Institute of Economic Affairs, the 151

60 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security mentions around 25 think tanks, but also directs attention to at least 10 others. In my own research I have focused on the practical patterns of interaction between think tanks to see if some think tanks seemed more linked in the European field of security than others. I took Sherrington s list as a point of departure and reviewed a large number of think tanks. I set up two criteria for selecting them. First, the think tanks should deal with (European) security and foreign policy subjects as a significant part of their activities. Second, the think tank should be directed at a target audience beyond the scope of national geographical boundaries, both in institutional set-up (webpage in English 15, contacts beyond the state in which they are situated) and in the way the research questions were framed (generally European questions, beyond the national interest). This criterion helped exclude think tanks which did not take part in the practical patterns of interaction and, thus, could not be argued to form part of the emerging European security landscape. My list ended at around 50 think tanks with relevance for European security and foreign policy, but far from all were connected to the field on a regular basis. Some, however, stood out as closely tied to both political actors (EU, NATO) and to other think tanks. From studying them, it is possible to get a glimpse of what ideas are currently entering/structuring the field. The Centre for European Reform (CER) One of the think tanks that stood out as linked to many other actors in the European field of security studies is the Centre for European Reform. The Centre for European Reform was formed in 1998 in Britain with the objective of improving the quality of debate of the European Union in the UK. It has had a special role in the shaping of the British debate and has Danish Institute of International Affairs, the Instituto de Estudoes Estrategicos e Internacionais (Portugal), Institute of International Affairs and Foreign Policy (Spain), KAS (Germany), Istituto Affari Internationali (Italy). She also includes the following networks of think tanks: TEPSA (Transeuropean Policy Studies Association), European Strategy Group, the European Security Analysis Network, and the one mentioned above between Clingendael, DGAP in Bonn, SWP in Munich, IFRI in Paris, RIIA in London, and the WEU Institute for Security Studies in Paris (which is now the EU institute for Security Studies). 15 One criterion for excluding the think tank was if the home page was not translated into English. This indicates that the think tank s primary target audience was the national context and not European-wide. Several German think tanks were excluded by using this criterion. 152

61 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security relations with a long list of people, institutions and others with a central position in the European security landscape. By 2002 the CER stated in its annual report that it has since become a truly European think-tank, committed to reforming the European Union (CER 2002). The Centre for European Reform is a think tank comprised of British professionals, business people and academics 16, but many authors of pamphlets and briefs are not British and approximately half of the seminars organised by CER take place outside the UK. The Centre for European Reform organises lunch-meetings, breakfasts, fringe-meetings on i.e. Labour and Liberal Party Congresses and invites experts to comment and discuss issues of relevance to a wide range of topics 17 : 1) Reform of EU institutions and policies, 2) Enlargement of the European Union, 3) The Euro and Economic Reform, 4) European Foreign and defence policy, 5) Transatlantic relations, 6) Justice and Home Affairs and 7) The EU s relations with Russia and China. Further, it publishes a range of different types of publications. Some of a general nature, but many addressed directly at the EU and specific EU policies. The CER reports that it has never received money from governments or EU institutions but is funded by the private sector. All these practices (publishing, arranging meetings, etc.) have one objective: to shape and form the understanding of a range of policies in Europe. But are they successful? The CER measures its own success on the number of TV and radio appearances, reputation, and whether the thinktank s proposals are adopted as policy (CER 2002: 2-3). It tops the list on TV and radio appearances and enjoys a good reputation. Further, the CER itself claims that several ideas put forward in CER publications appeared in the 2002 Convention on the Future of Europe (CER 2002: 3) amongst these the suggested merger of the jobs of the external relations commissioner and the high representative for foreign and security policy 18. In its The director of the Foreign Policy section was (until November 2006) Mark Leonard who was formerly the director and founder of the Foreign Policy Centre in London, Transatlantic Fellow at the German Marshall Fund in Washington DC, and a researcher at the think tank Demos (Leonard 2005). Mark Leonard has written extensively on European foreign policy and the strength of EU power and is a well-known figure in the think tank landscape in Europe. 17 Notre Europe (2004: 29-33) asked over 100 European think tanks what their primary activities were. Arranging meetings and conferences was mentioned among the principal activities by over 70 % of the think tanks. 18 In March 2001 the publication Europe s military revolution (Andréani, Bertram and Grant 2001) brought together the International Institute for Strategic Studies, Stiftung Wissenshaft und Politik (Berlin) and CER in an 153

62 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security annual report, CER claims that the Commission s Green Paper on European defence markets copied section of a 2002 CER working paper (CER 2004: 3). Apart form CER s own success criteria, Notre Europe (2004) reports that CER was the only think tank which was mentioned in almost all the questionnaires when asked which EU think-tanks have influence today? 19 In addition to this, Javier Solana gave remarks at the launch of a Centre for European Reform publication in his capacity as High Representative for the Common Foreign and Security Policy in 2002 (Solana, 19 February 2002). Lord Robertson (former secretary-general of NATO) joined the advisory board of the think tank in 2004, indicating that the Centre for European Reform is considered to have some clout even outside the EU context 20. The underlying ideas: Underwhelming power The CER works for an outward-looking EU that is aware of its global responsibilities (CER 2004: 2). This means that its publications have stressed the importance of Eastern Enlargement and is now taking up the issue of embracing Turkey 21 and Georgia. Further, the CER has published on the need for the EU to have its own security strategy and (not least) a more operative defence dimension. But what structures these types of policy advice? Why should the EU embrace Turkey, enlarge to the east and have attempt to outline a path to a genuinely common defence and foreign policy for the European Union. The publication suggested that the position as Commissioner of External Relations and that of High Representative for foreign policy be merged into one position. This idea was later to be found in the work on the Future Convention on Europe. 19 From informal talks with a former employee in DG Enlargement, I learned that CER was one of two think tanks which were considered influential (the other being Centre for European Policy Studies). This is supported by the fact that two specialists from the CER team have been recruited by the EU. Heather Grabbe took up working with the European Commission (DG Enlargement), and Steven Everts joined the cabinet of Javier Solana (CER 2004: 3). 20 Apart from these interactions, I have found that the CER has published with or held meeting with the following: EUISS, War Studies King s College, IISS, Stiftung Wissenschaft und Politik (Berlin), Fondation pour la Récherche Strategique (Paris), Clingendael, Brussels Office for Defence Info. In the US the CER has interacted with the Atlantic Community Initiative and the Brookings Institute. 21 In 2004 alone CER published three essays and ran five seminars on Turkish accession to the European Union (CER 2002: 2). 154

63 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security an operative defence dimension? This section analyses the underlying ideas that structure the CER s policy advice. In a publication concerning the possible accession of Turkey into the EU, Everts spells out the European way as seen in opposition to the United States and its focus on the military instrument: The EU s approach is the opposite [of the US]: indirect, underwhelming and economic-legal in nature (Everts 2004: 1). According to Everts, the EU s approach creates long-term results. The underwhelming power of the EU consists in the long-term transformation from instability and national selfishness to European, civilised space. This makes it more powerful than brute, military power. In the words of Mark Leonard: To understand the shape of the twenty-first century, we need a revolution in the way we think about power. The overblown rhetoric directed at the American Empire misses the fact that the US reach militarily and diplomatically is shallow and narrow ( ) The strength of the EU, conversely, is broad and deep: once sucked into its sphere of influence, countries are changed forever (Leonard 2005: 3-4, my underlining). The underwhelming soft power is pivotal in CER s understanding. It is a new kind of power, which needs to be understood and recognised. It creates peace and stability and is tied to the identity of Europe: Peace-promoting, non-interventionist, culturally accepting etc. Mark Leonard confidently states that this is what makes the EU so powerful. We can see that a new kind of power has evolved that cannot be measured in terms of military budgets or smart missile technology. It works in the long term, and is about reshaping the world rather than winning short-term tussles (Leonard 2005: 5, my underlining).this is the reason why Europe should embrace Turkey and enlarge to the East: The new type of power can reshape the societies which have not yet taken the path of democracy and human rights. And the countries are embracing it, because: For countries such as Turkey, Serbia, or Bosnia, the only thing worse than having the bureaucracy of Brussels descend on your political system, insisting on changes, implementing regulations, instigating state privatizations and generally seeping into every crack of everyday political life, is to have its doors closed to you (Leonard 2005: 51). The underwhelming power is modelled on Foucault s vision of power as surveillance, according to Leonard (2005): Foucault s real insight is that efficient exercise of power depends less on having military might or the technology of deterrence than on establishing legitimacy by making everyone complicit in the enforcement rules ( ) This model of surveillance is what the European Union has achieved within its borders (Leonard 2005: 155

64 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security 40-41) 22. It is so powerful in shaping societies that it can and should be exported to other countries and regions: Everts (2004) gives the following advice to Turkey: Prepare for membership ( ) also by incorporating the EU s distinct foreign policy style of projecting stability through political and economic integration (Everts 2004: 8). The EU style of power is power for the future. The picture emerging from this understanding of power is almost void of military might, and it would seem that the other side of the power coin has been forgotten or perhaps even been made obsolete, but: Europeans have learned the hard way that to promote peace you sometimes need to go to war (Leonard 2005: 68). So the military dimension is not completely forgotten in CER publications. It will, however, always be subordinated to the soft, Foucauldian, underwhelming power: even with the development of European military capabilities, Europeans will rely less on the use of force to shape the world than any other major power (Leonard 2005: 68). A key to further understanding the underlying view of the world in CER publications is the focus on promoting peace. EU has a mission in the eyes of the CER: the mission is establishing democracy and the rule of law in ever greater parts of the world. It is a mission of creating security in the world for democracies to thrive in. The underwhelming power is thus just the means to a goal: peace. This overarching goal inscribes the space around Europe with different qualities and different choices of political/military instruments. Some countries are on the path to democracy and will consequently be changeable through underwhelming power. Other countries are not on that path, yet, and towards that type of space (countries) underwhelming power may not be enough. The zones of turmoil (Cooper 1996) are different from the zones of peace and should be (and have to be) treated differently: Europe s transformative power comes from its ability to reward reformers and withhold benefits from laggards. But passive aggression does not work on countries that do not want to join the club of law-abiding states. Dealing with them may involve using force (Leonard 2005: 56). Seen from the Centre for European Reform, the ultimate goal of Europe thus creates several types of space and at least two different approaches to these types of space, but only one mission: to spread democracy and the rule of law the European way. The possibility for doing this is not dependent on well-known demarcation lines used in the Western debate especially since the publication of Samuel P. Huntington s famous article and book The Clash 22 It is quite amusing that Mark Leonard uses this understanding of power to describe the EU in a positive way. Foucault wrote his analysis in an attempt at uncovering the hidden power in society and has most often been used as a critique of power holders. 156

65 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security of Civilisations (Huntington 1993; 1996). It is a very explicit approach of the CER to insist that the boundaries drawn by Huntington based on faith and family, blood and belief (Huntington 1993: 94) - do not (should not) constrain the European project. In fact, it has become one of the priorities of the CER to insist that Turkey has a vital role to play in the countering of the sedimentation of the boundaries drawn by the civilizations. While most citizens in the current EU supported eastward enlargement, many feel that Turkey is a step too far politically, geographically and psychologically. Turkey s membership is unpopular (Grabbe 2004b: 2). The hesitant politicians have let this sentiment take root in the wider public, but it is a sentiment with no future potential. Not only is Turkey strategically an important country because of its geographical position between Europe and the Middle East, it is also a test case for the soft power tool in a wider sense. The soft power tool is at stake because its bargaining power rests on the membership option being real (Grabbe 2004b). So the civilization as boundary marker is not an option for the EU 23. Still, it is required that countries show their willingness to be like Europeans: Turkey will not be allowed to join unless all the member-states are convinced that the Turks share European values (Grabbe 2004c: 3) 24. However, At a macro level, the biggest impact of future Turkish membership will be on the mind maps of EU officials and politicians (Everts 2004: 2, my underlining). Taken together, the Centre for European Reform advocates a view that stresses the possibility for changing its environment by crossing well- 23 On the matter of Turkey, CER is more insisting than other think tanks and institutions in the European Security Field. But the trend is the same: the boundary drawn by Huntington is not accepted. Given that Heather Grabbe and Steven Everts took up work in the EU after they left the CER and coauthored the pamphlet Why Europe should embrace Turkey with CER (Barysch, Grabbe, Everts 2005) indicates that the idea of embracing Turkey is present several places and is spreading in the field. 24 The publication reads almost as if Heather Grabbe had already taken up her new position in DG Enlargement (which she did in 2004) and is talking from the viewpoint of the Commission. The basic idea is that Turkey should become a member, but that the country needs to show its willingness to change not only its legislation, but also take steps to implement the new legislation and work towards fertilizing Turkish soil for European-ness. An interesting comment is on the role of the Commission in the accession negotiations: Enlist the Commission negotiators as allies. They share the goal of accession, whereas not all of the member-states may do. The Commission s job is to get a candidate country so well-prepared that no EU government can object to its entry (Grabbe 2004c: 5) 157

66 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security established boundaries of the mind - such as the one based on civilization - with underwhelming soft power. Through a sustained focus on enlargement and integration - soft power Europe will run the 21 st Century (to paraphrase the title of Leonard 2005). The CER has a very clear view on how to create security and on how the power of shaping mindsets through economic and political integration can be superior to military might. Taken together with the practical patterns of interaction of the think tank (which placed the think tank with links to a range of different actors) it seems as if this way of understanding security and approaching security policy is a strong feature of the European field of security. The European Union and NATO have both used enlargement as a strategy to stabilise the strategic environment and enlargement and integration is still a strong part of EU s strategy. CER is certainly there to advocate this view of security. Conclusion This article has argued that think tanks are important actors in the creation of a field of security which has been forming in Europe since the end of the Cold War. They are important to study if we want to understand the processes that go on and which shape security understandings. The article argued that the Anglo-American definition of a think tank did not meet the needs of the European case. Instead of a focus on a specific organizational form a definition should focus on the policy research function and a set of analytic and policy advisory practices. This entailed not distinguishing between think tanks and research centres and discarding the notion that research is detached and not part of the political process. The article then argued for an approach to think tanks that focused on ideas, but added a dimension of practical patterns of interaction to the idea approach. Through a study of both ideas and practical, everyday contacts, the importance of a think tank could be evaluated. I proceeded to give a brief history of European think tanks and evaluated where think tanks stand today. I argued that some think tanks were more actively linked to other think tanks and to political practice, and that such think tanks were interesting to study. In the second half of the article I turned to an example of a European think tank which has actively tried to shape European ideas of security: The Centre for European Reform. I reviewed its practices and analysed what idea of security the CER had advocated for. The Centre for European Reform advocated a largely non-military approach to security the underwhelming power of integration and stressed that the biggest changes in the future would be in the mindsets of politicians. They stressed that through a sustained focus on breaking down boundaries of the mind, European soft, underwhelming power could make Europe run the 21 st century. 158

67 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security Attention to the think tanks in Europe is needed because they take active part in shaping the ideas that guide policies. But as Diane Stone reminds us It is easy to exaggerate the importance of these organisations and dangerous to accept uncritically their own statements of influence (Stone 1996: 7). But through thorough analysis of a range of different actors using a broad definition of think tanks, and through studying their ideas and the practical patterns of interaction they engage in, we may be able to see a glimpse of the war of ideas that has been taking place since the end of the Cold War and which will continue into the future. References Abelson, D. E. (2002): Do Think Tanks Matter? Assessing the Impact of Public Policy Institutes, London, Montreal & Kingston: McGill-Queen's University Press Andréani, G., Christoph Bertram, and Charles Grant (2001): Europe's military revolution, London: Centre for European Reform: Defenceinsides Barysch, k., Heather Grabbe, Steven Everts and others (2005): Why Europe should embrace Turkey. London: Centre for European Reform Pamphlet Bourdieu, P. (1988): Homo Academicus, Cambridge: Polity Press CER (2002): Centre for European Reform Annual Report 2002, London: Centre for European Reform CER (2004) Centre for European Reform Annual Report London: Centre for European Reform. Cooper, Robert (1996): The Post-Modern State and the World Order, London: Demos Denham, Andrew and Mark Garnett (2004): A 'hollowed-out tradition? British Think tanks in the twenty-first century, In D. Stone and Andrew Denham (eds.), Think tank traditions. Policy Research and the politics of ideas, Manchester & New York: Manchester University Press Eriksson, Johan and Bengt Sundelius (2005): Molding Minds That Form Policy: How To Make Research Useful, International Studies Perspectives 6 (1):51-72 Everts, S. (2004) An Asset but not a Model: Turkey, the EU and the Wider Middle East. London: Centre for European Reform Briefing Note Fieschi, Catherine and John Gaffney (2004): French think tanks in comparative perspective, in Diane Stone and Andrew Denham (eds.), Think tank traditions. Policy research and the politics of ideas, Manchester & New York: Manchester University Press Foucault, M. (1977): Discipline and Punish. The birth of the prison, Penguin Books Grabbe, H. (2004a): How the EU should help its neighbours. London: Centre for European Reform Policy Brief Grabbe, H. (2004b) From Drift to Strategy: Why the EU should start 159

68 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security accession talks with Turkey, London: Centre for European Reform Essay Grabbe, H. (2004c): When Negotiations Begin, London: Centre for European Reform Essay Guzzini, Stefano & Dietrich Jung (eds.) (2004): Contemporary Security Analysis and Copenhagen Peace Research, London & New York: Routledge Haas, Peter M., Do Regimes Matter? Epistemic Communities and Mediterranean Pollution Control, International Organization, 43, Summer 1989 Huntington, Samuel P. (1993): The Clash of Civilizations?, Foreign Affairs, 72 (3): Huntington, S. P. (1997): The Clash of Civilizations and the remaking of World Order, London & New York: Touchstone Books Huysmans, Jef (2006): The Politics of Insecurity. Fear, migration and asylum in the EU, London & New York: Routledge Laclau, E. and Chantal Mouffe (1985): Hegemony and socialist strategy. Towards a radical democratic politics, London & New York: Verso. Leonard, Mark (2005): Why Europe will run the 21 st century, London & New York: Fourth Estate McGann, J.G. and R. Kent Weaver (2000): Think tanks and Civil Societies. Catalysts for Ideas and Actions, Somerset, NJ: Transaction Publishers Notre Europe (2004): Europe and its Think Tanks. A promise to be fulfilled, An analysis of think tanks specialised in European policy issues in the enlarged European Union, Notre Europe: Etudes & Recherches, Studies and Reseach no. 35 OED.COM, The Oxford English Dictionary, web version Peters, Guy (1998): Policy networks: myth, metaphor and reality, in David Marsh (ed.) Comparing Policy Networks, Buckingham & Philadelphia: Open University Press: Sabatier, Paul A. (1988): An advocacy coalition framework of policy change and the role of policy-oriented learning therein, Policy Sciences, 21: Sherrington, Philippa (2000): Shaping the Policy Agenda: Think Tank Activity in the European Union, Global Society, 14(2): Solana, Javier (19 February 2002): Intervention by Javier Solana EU High Representative for the Common Foreign and Security Policy on the occasion of the Launch of CER Publication by Steven Everts Shaping an Effective EU Foreign Policy, Brussels 19 February 2002 Stone, D. (1996): Capturing the political imagination. Think tanks and the policy process, London, Portland, Or: Frank Cass Stone, D. (2000) Banking on knowledge. The genesis of the Global Development Network. London, New York: Routledge/Warwick studies in globalisation Stone, D. and A. Denham (2004): Think tank traditions. Policy research and 160

69 Think tanks in Europe: Shaping ideas of security the politics of ideas, Manchester & New York: Manchester University Press Stone, D., A. Denham, and Garnett (1998): Think tanks across nations. Manchester: Manchester University Press. Wallace, William (1994): Between Two Worlds: Think tanks and foreign policy, In C. Hill and P. Beshoff (eds.), Two Worlds of International Relations. Academics, Practitioners and the Trade in Ideas. London: Routledge & London School of Economics. Wallace, William (2004): Afterword: soft power, global agendas, in Diane Stone and Andrew Denham (eds.), Think tank traditions. Policy research and the politics of ideas, Mandhester & New York: Manchester University Press. Weaver, R Kent (1989): The changing world of think tanks, PS, Political Science & Politics, 22 (3):

70 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier? Af Mikkel Vedby Rasmussen, ph.d., chef for Dansk Institut for Militære Studier. I en globaliseret verden står Danmark overfor en række sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer. Dem kortlægger, analyserer og debatterer Dansk Institut for Militære Studier på en forskningsmæssig baggrund. I vores kontorer på Svanemøllens kaserne arbejder officerer og civile forskere side om side på artikler, bøger og konkrete rapporter om emner med direkte relevans for dansk forsvar. Vores rapporter kan hentes på vores hjemmeside ( Vores hjemmeside har også en weblog, hvor instituttets medarbejdere giver deres syn på aktuelle emner og gør opmærksom på ny viden. Her er til tider en livlig debat om sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål. En række læsere har således været optaget af, om Danmark burde sende kampvogne til Helmand eller om krigen i Afghanistan i 2001 var et brud på folkeretten. Dansk Institut for Militære Studier er oprettet i forbindelse med forsvarsforliget Instituttet er bosiddende på Svanemøllens Kaserne i København. Her har også Forsvarsakademiet til huse, og medarbejderne ved Dansk Institut for Militære Studier underviser på akademiets uddannelser, særligt stabskursus. Instituttet er uafhængigt og chefen refererer alene til et Styringsråd, der samler faglige kapaciteter, repræsentanter fra de omliggende faglige miljøer, forsvaret og embedsværket. I det følgende vil jeg kort præsentere instituttet og beskrive vores virke og vores ambitioner. Et nyt institut Dansk Institut for Militære Studier er stadig en meget ny institution. Da min souschef, orlogskaptajn Kenneth Buhl, og jeg begyndte en varm dag i september 2006 bestod instituttet ikke af andet end computere, kontormøbler og gode intentioner. Siden da er medarbejdere blevet ansat og forskningsstrategier udformet. Der til gengæld udarbejdet en statut, som siger at instituttet er en uafhængig forskningsinstitution. Chefen refererer til et styringsråd, der består af en repræsentant fra Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, en repræsentant fra Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet, Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

71 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier en repræsentant fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), en repræsentant fra Forsvarsakademiet (FAK), en repræsentant fra Forsvarskommandoen og en repræsentant fra Forsvarsministeriet. Formanden for Styringsrådet er Bertel Heurlin (udpeget af Københavns Universitet). Selve fundamentet for Dansk Institut for Militære Studier er uafhængigheden. Instituttet kan kun skabe kritisk debat og ny viden om forsvaret, hvis modtagerne ved, at instituttet er uafhængigt. Konstruktionen med et styringsråd, hvor repræsentanter fra FKO og Forsvarsministeriet sikrer relevans og repræsentanter fra forskningsverdenen sikrer det faglige niveau er en god garanti for uafhængigheden. Det er desuden en afgørende fordel ved instituttet, at det ikke kan pålægges at udføre bestemte analyser. Så længe ledelsen er bevidste om, hvad der foregår i dansk forsvar, betyder den uafhængige opgaveformulering ikke, at de rapporter, som instituttet publicerer ikke vil være relevante, men det fjerner muligheden for at undergrave tilliden til instituttets konklusioner ved at påpege at en given rapport er bestilt arbejde. Dansk Institut for Militære Studier er placeret på Svanemøllens kaserne sammen med Forsvarsakademiet, der yder administrativ støtte til instituttet, mens instituttets ansatte underviser på akademiet. Det er afgørende, at et institut som Dansk Institut for Militære Studier kan føre sin viden tilbage i forsvaret og derfor er det vigtigt, at Dansk Institut for Militære Studier er tæt involveret i forsvarets uddannelser både for så vidt angår uddannelserne på officersskolerne og på Forsvarsakademiet. Instituttets forskere har desuden projekter og interesser til fælles med en lang række af forsvarets forskere og undervisere. På Forsvarsakademiet har Dansk Institut for Militære Studier således et projekt om civile sikkerhedspolitiske aktører i støbeskeen sammen med akademiets institut for strategi (IFS). Det projekt vil blandt andet indebære samfinansiering af en medarbejder fra efteråret Peter Dahl Thruelsen fra IFS og Jens Ringsmose fra Dansk Institut for Militære Studier har desuden arbejdet sammen om en række artikler om Afghanistan og er sammen rejst på feltarbejde i Afghanistan. Medarbejdere ved instituttet arbejder desuden på et projekt om værnepligt sammen med ansatte fra institut for ledelse og organisation ved FAK. 162 Civilt og militært

72 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier De fleste civile medarbejdere tiltrådte omkring 1. januar 2007 og fra sommeren 2007 er næsten alle militære medarbejdere på plads. I alt arbejder 10 mennesker på instituttet. At både civile forskere og officer, der fungerer som militæranalytikere, arbejder sammen er en af styrkerne ved instituttet. I Danmark har der ofte været meget stor afstand mellem den teoretiske viden, som sikkerheds- og forsvarspolitiske forskere sad inde med, og den erfaring med det militære system og indsigt i strategiske problemstillinger, som officerer har. Resultatet har på den ene side været, at ny viden har været meget lang tid om at komme ind i Forsvaret og dets uddannelser, og på den anden side har store dele af forskningsmiljøet stillet sig tilfreds med at kritisere en praksis, som de knapt forstod. Der har altid været lysende undtagelser for denne meget grove opdeling, men tendensen har været klar. I en tid hvor dansk forsvar anvendes aktivt og hvor det civile og det militære samtænkes på missionerne, så må det civile og det militære også samtænkes herhjemme. I vores arbejde på instituttet søger vi således at lade civile og militære medarbejdere arbejde sammen på rapporter. Når direkte samarbejde ikke er muligt, så vil begge synspunkter altid komme til orde på vores work-inprogress seminarer, over frokosten og ved andre lejligheder, hvor vi diskuterer vores arbejde. Det er således meget vigtigt for os at have officerer som medarbejdere, der har erfaring med internationale udsendelser og som samtidig er dygtige analytikere. Vi forventer ikke, at man er forsker, fordi man har gennemført stabskursus, men vi forventer, at man har gode analytiske kompetencer og at man kan udvikle dem. Vi satser således meget på videre- og efteruddannelse. I den forbindelse er det værd at nævne, at vi permanent vil have et ph.d.-stipendium, som skal besættes med en person, som i forvejen er ansat inden for forsvarsministeriets område. Den strategiske virkelighed, som Danmark befinder sig i, gør samtænkning også når det kommer til forskning til en nødvendighed. Men hvordan ser vi den nye dagsorden? Det vil jeg kort beskæftige mig med i det følgende. En ny strategisk dagsorden I begyndelsen af det 21. århundrede står mange af de ting, som vi lærte om strategi i tiden efter Anden Verdenskrig, i vejen for at forstå en ny tids trusler og for at udvikle passende svar på de disse trusler. Det 20. århundredes trusler var konkrete og kalkulerbare; og for at forstå dem blev strategiske studier udviklet. En disciplin, som fokuserede på staters rationelle valg og universelle strategiske prioriteter defineret af f.eks. suverænitet, militære kapaciteter, geografi og politiske interesser. 163

73 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier Måler man på det 21. århundredes trusler med disse alen, så virker verden fredelig og stabil siden afslutningen af den Kolde Krig; men sådan ser vi den ikke. For sikkerhed bestemmes ikke længere af konkrete, kalkulerbare trusler, men af diffuse risici, som spredes med globaliseringen og er genstand for en politisk vurdering, hvor alle mål og midler synes til debat. Sikkerhedsgeografiske overvejelser om interessesfærer og geopolitiske bliver f.eks. grundlæggende udfordret i en verden, hvor væbnet magt fra statslige såvel som ikke-statslige aktører hurtigt kan anvendes over store afstande. De risici, som en globaliseret verden byder os, handler om, hvad der kan ske i fremtiden og vores vurdering af disse risici afhænger den strategi, som vi bedst mener kan afværge dette scenario. Nye militære teknologier giver nye muligheder for at handle i forhold til disse risici. Det er således vigtigt at undersøge, hvordan teknologier og våbensystemer skaber nye anvendelsesmuligheder for militære instrumenter og hvordan disse nye muligheder skaber nye politiske problemstillinger. Ligeledes er det vigtigt at undersøge, hvordan den teknologiske og strategiske udvikling former staters og alliancers grand strategy. Men det er også vigtigt at se på de tilfælde, hvor teknologien tilsyneladende kommer til kort, f.eks. asymmetriske konflikter. Både de sikkerhedspolitiske risici og de militære strategier til at imødegå dem er under forandring. Derfor består meget sikkerhedspolitik i dag i at definere centrale begreber, som dikterer handling. Præcis som man i begyndelsen af den Kolde Krig skulle opfinde strategier for brug/ikke-brug af atomvåben og lære hvordan man kæmpede en kold krig, så skal regeringer i dag finde ud af, hvordan man forholder sig til det 21. århundredes risici. Det betyder et unikt samspil mellem teorier om sikkerhedspolitik og strategi og politik. Også fordi begreberne i vidt omfang er den eneste virkelige rettesnor for hvilke risici, der venter i fremtiden. Når begreberne er sat under debat, giver studiet af denne debat indsigt i, hvor strategi og sikkerhedspolitik er på vej hen. På den anden side kan man ved at deltage i definitionen af disse begreber give beslutningstagere redskaber til at skabe bedre strategier og evaluere dem. Der påhviler således forskningsinstitutioner inden for det forsvars- og sikkerhedspolitiske område et særligt ansvar i disse år. Ikke alene skal de analysere, beskrive og formidle en ny sikkerhedspolitisk virkelighed. I kraft af disse undersøgelser kan forskere og forskningsinstitutioner give bud på, hvad de nye problemer er og hvilke typer af strategier, som skal anvendes for at løse dem. Disse bud er måske særligt efterspurgt i en tid, hvor etablerede procedurer og kendte problemer erstattes af nye strategier og nye problemer. 164

74 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier På den baggrund har Dansk Institut for Militære Studier definere følgende mål for sin forskning og sine analyser. Mål for forskning og analyser Dansk Institut for Militære Studier skal på forskningsmæssig baggrund kortlægge, analysere og debattere de sikkerheds- og forsvarspolitiske valg, som Danmark står overfor i en globaliseret verden. Det er den målsætning, som vi har sat os, og som Styringsrådet har godkendt. Når vi vores mål, så vil vi kunne skabe: Ny viden. Ved at undersøge de samfundsmæssige betingelser for strategi i en globaliseret verden skal instituttet skabe ny viden og en dybere forståelse af det militære instruments placering, funktion og rolle i sikkerhedspolitikken. Ny tværfaglighed. Kombinere samfundsvidenskabelige teori og metode med militær faglighed til forskning og anden analytisk virksomhed, hvorved instituttet kan skabe en dybere forståelse af aktuelle strategiske forhold og identificere langsigtede tendenser. Nye muligheder. På et solidt teoretisk og metodisk fundament og med udgangspunkt i instituttets egne analyser skal Dansk Institut for Militære Studier åbent og kritisk stimulere den offentlige debat om dansk forsvarsog sikkerhedspolitik. Det er vores mål at skabe et fagligt miljø, som også kan være med til at sætte strategisk forskning (eller War Studies om man vil) på dagsordenen på universiteterne eller andre forskningsinstitutter. I den forbindelse er det afgørende for os at bevare et tæt samarbejde med DIIS, FAK og relevante universitetsinstitutter. Forskning og analyser Både instituttets forskning og mere aktualitetsbaserede analyser skal være uafhængig og leve op til de højeste faglige standarder. Vores forskning skal være på højeste internationale niveau, og instituttet kan forhåbentlig slå igennem som bannerfører for en helt særlig tilgang til studiet af strategi. Dansk Institut for Militære Studier skal udnytte sin medarbejdersammensætning til at producere analyser med en tæt kobling mellem teori og praksis; analyser som er baseret bl.a. på studiet af de sociale, normative, juridiske og politiske betingelser for strategi i en globaliseret verden. Vi er meget bevidste om, at vi har to forskellige typer produkter. Grundlæggende skelner vi mellem forskning og analyser. Forskning er tilvejebringelsen af ny viden og nye indsigter. Forskningens konklusioner skal som oftest ses som et led i en debat mellem andre syn baseret på andre teoretiske eller empiriske tilgange til samme felt. Forskningens konklusioner er altid begrænset og kvalificeret af en række 165

75 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier teoretiske antagelser og validiteten og reliabiliteten af det empiriske materiale. Det umiddelbare formålet med forskning er producere ny viden at blive klogere. Analyser skal også gøre både analytikeren og læseren klogere, men formålet er at skabe offentlig debat og politisk handling. Hvor formålet med forskning er at blive klogere, er det handling, som analytikere efterspørger. Hvor det vigtigste spørgsmål til forskningspublikation er, om den øger vores viden om et emne, er det vigtigste spørgsmål til en analyse, om den sætter centrale problemer under debat og dermed øger beslutningstagernes kapacitet til at handle. Netop fordi analyser kan få mere direkte konsekvenser end forskning, så er kravene til realibilitet og validitet ikke mindre strenge her, men selve analysens formål gør, at analytikeren går mere ind i konsekvenserne af sine data end forskeren som oftest gør. Denne skelnen mellem at forske og analysere skal ikke forstås sådan, at forskeren ikke foretager analyser eller at analytikeren ikke bygger sit arbejde på forskning. Denne skelnen skal snarere vise, at der eksisterer to genre inden for instituttets felt, som beskæftiger sig med samme materie, men dog er meget forskellige i den måde, som de behandler data på. Hvor forskeren kan leve en lang og produktiv karriere uden at lave analyser i ovennævnte forstand, så bør analytikeren også lave forskning eller i det mindste have en fast forankret forskningstilknytning ved at være en del af et fagligt miljø, hvor forskere sætter den faglige dagsorden. For hvis analyser ikke er forskningsforankrede, så bliver de hurtigt overfladiske og fanget i øjeblikkets dagsorden, snarere end at have det overblik, som forskningens teori og metode giver. På Dansk Institut for Militære Studier skal vi både forske og analysere, men vi skal være meget bevidste om, hvornår vi gør det ene og hvornår vi gør det andet. Og frem for alt skal vi ikke lade vores omgivelser i tvivl om, hvad der er hvad. Analyserne vil formentlig være det, som den brede offentlighed hører mest om. Flagskibet her er vores rapporter, som offentliggøres på vores hjemmeside. Vi vil gøre en aktiv indsats for at formidle resultaterne af vores rapporter, netop for at formidle ny viden og sikre erkendelsen af nye muligheder. En brobygger Forsvaret befinder sig i stadig forandring i disse år. Den forandringsproces vil ikke stoppe, for den afspejler en sikkerhedspolitisk situation i stadig forandring. Vi ved endnu ikke præcist hvilke sikkerheds- og forsvarspolitiske udfordringer, som det 21. århundrede stiller. Derfor vil der være mange bud på, hvad der er forsvarets rolle og hvordan det militære instrument skal anvendes. 166

76 Hvad for en dims er Dansk Institut for Militære Studier Det er vores opgave, at formidle disse behov til forsvaret og forklare politikere og befolkningen, hvilke konsekvenser deres valg har for forsvaret. Det er vi langt fra de eneste, som gør. Men vi har en vigtig opgave i at sikre en kritisk offentlig debat, som er baseret på viden snarere end fordomme. 167

77 Same same but different - Tenkning om fred og krig i Skandinavia rundt 1900 Af Halvard Leira, Stipendiat NUPI. Innledning 1 Da den norske statsminister Kjell Magne Bondevik den 17. mai 2005 tok imot den svenske statsminister Göran Persson til feiring av 100-års jubileet for den fredelige unionsoppløsningen i 1905, hilste han ham blant annet med ordene Vi er fredsnasjoner (Bondevik 2005). Det er usikkert om han på det tidspunkt ville ha vært komfortabel med å hilse den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen på samme måte, men utagnet illustrerer allikevel en historisk fellesskandinavisk selvforståelse, med et visst internasjonalt gjennomslag: de skandinaviske landene står for fred. De har (i hvert fall før Kosovo, Afghanistan og Irak) ført fredelig utenrikspolitikk, de har deltatt ivrig i fredsbyggende internasjonal organisering, de har bidratt med store fredsbevarende styrker i FN-regi, de søker å løse konflikter med fredelige midler, de gir store summer i fredsbyggende bistand og de har vært aktive i tilrettelegging og megling i internasjonale konflikter. De tankemøstrene som ligger til grunn for en slik fredelig væren i verden ble etablert på parallelle måter og i parallelle former i alle de tre landene i løpet av de siste tiårene av 1800-tallet, under innflytelse av en liten gruppe aktivister fra hvert av landene. Til tross for den likheten vi ser i utgangspunktet, har de tre landene fulgt noe forskjellig fredspolitiske kurs. I denne artikkelen vil jeg i hovedsak skissere hvordan de tre landenes fredsdiskurser var sammenflettet rundt Jeg vil deretter diskutere hvordan de tre diskursen varierer, dels gjennom forskjellige diskursive sammenkoblinger av begrepene stat og folk, men også gjennom forskjellige måter å tenke om krig på. Hovedvekten er på Norge, dels fordi det var i Norge fredstenkningen ble trukket lengst, dels fordi det er det landet forfatteren har studert mest inngående. Før vi kan gi oss i kast med det særskandinaviske, er det imidlertid nødvendig å kort skissere den større internasjonale bakgrunnen. Internasjonal fredsdiskurs til ca Systematisk tenkning om fred og nøytralitet kan spores tilbake i hvert fall til Erasmus og Crucé (Howard 1977: 20, Tuck 1999), men for våre formål kan 1 Denne artikkelen trekker på Leira (2004, 2006), takk til de som har kommentert disse tidligere versjonene, og til Mikkel Vedby Rasmussen for oppmuntringen til å skrive. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

78 Same same but different vi starte behandlingen av den internasjonale fredsdiskursen på slutten av 1700-tallet. Sentrale tenkere som Paine, Smith, Kant og Bentham understreket hvordan frihandel og statlig tilbakeholdenhet ville føre til bedre relasjoner mellom stater, og berede grunnen for fred mellom verdens folk (jf. Gilbert 1951, Stourz 1969, Anderson 1993, Walker 2000). Der diplomati og adel ble forbundet med intriger og maktpolitikk, var tanken at folkelig kontroll over utenrikspolitikken ville føre til fred. Fredsdiskursen materialiserte seg også i fredsorganisasjoner, først i USA og Storbritannia, henholdsvis i 1815 og For de skandinaviske landene skulle den britiske utviklingen vise seg særlig viktig, gjennom agitasjonen til sentrale liberale ideologer som Cobden, Bright og Gladstone, som la vekt på fred, nøytralitet og frihandel. Delvis gjennom deres virke, ble det kontinentale Europa trukket med i fredsarbeidet fra rundt 1870 av, med regulære internasjonale konferanser og kongresser fra slutten av 1880-tallet. Den internasjonale fredsbevegelsen inneholdt både politiske aktivister og ekspertkunnskap (særlig innen internasjonal rett), og har trekk både av det som i studiet av internasjonal politikk kalles aktivistnettverk og av et epistemisk fellesskap. Dette nettverket/fellesskapet hadde sentrale skandinaviske medlemmer. De skandinaviske fredsdiskursene Fredstanker hadde god grobunn i de skandinaviske landene i de siste tiårene før I Danmark hadde tapet i 1864 reist det grunnleggende eksistensielle spørsmål om staten kunne overleve, mens den tidligere svenske aristokratisk drevne ekspansjonslysten for en stor del var erstattet av frykt for russisk aggresjon. Begge disse landene hadde imidlertid en tradisjon for å tenke strategisk om militærvesen og utenrikspolitikk. Den utenrikspolitiske diskursen i Norge var imidlertid svært lite utviklet, og stort sett sentrert om frihandel og å holde forsvarsutgiftene nede. Felles for de tre landene var at indrepolitiske spørsmål, som stemmerettsutvidelse og parlamentarisme, tok mye tid og politisk energi. I enda større grad en den internasjonale fredsdiskursen, var de(n) skandinaviske båret av lite sett personer, med nær kontakt seg i mellom og tette bånd til likesinnede på kontinentet og i Storbritannia. Nøkkelfiguren var dansken Fredrik Bajer, som rundt 1870 kom i kontakt med fredsbevegelsens nestor, Frédéric Passy, og begynte å agitere for skandinavisk nøytralitet, basert på samarbeid mellom uavhengige republikker (Koht 1906:86). 2 Målet skulle være å samle de oppsplittede 2 Tanken om at samarbeide mellom republikker ville virke fredsskapende kjenner vi fra Paine og Kant, og Bajer sto da også senere for en dansk utgivelse av Kants Den evige Fred, som han, i henhold til tittelbladet, selv hadde oversatt og forøget med oplysninger. 168

79 Same same but different nordiske folkestammene i et fristatlig samarbeid (Magnusson 2001: 1). Det republikanske folkestyret ville så naturlig lede til nøytralitet, som for Bajer var det viktigste element i fredssaken. På og 1880-tallet argumenterte han for skandinavisk nøytralitet etter sveitsisk og belgisk modell, begrunnet i geostrategiske hensyn. Gitt erfaringene med Tyskland som nærmeste nabo, er det ikke vanskelig å forstå hvorfor Bajer opprinnelig ønsket en nøytralitet som var garantert av stormaktene, og heller ikke var grunnleggende pasifist. Der hvor nøytralitet i den britiske liberale tradisjonen handlet om å holde seg utenfor andre staters indre stridigheter, var stormaktsgarantert nøytralitet i Danmark et konkret politisk virkemiddel for å holde andre stater utenfor Danmark. Etter hvert kom Bajer imidlertid til den konklusjon at nøytralitet heller burde være en way of life for Danmark, og at nøytraliteten avhang av folket heller enn stormaktene. Vektlegging av folket fant vi også i den angloamerikanske tradisjonen, men i Danmark ble koblingen mellom folk og fred også sterkt formet av den grundtvigianske forestillingen om folkelig danskhet og det danske (utvalgte) folket som spesielt fredselskende (Bagge 1992; Lundgreen-Nielsen 1992, Hansen 2002). Ved siden av sin agitasjon, gjorde Bajer også en stor innsats for organisering av fredssaken. Han kom i kontakt med den britiske fredsorganisatoren Hodgson Pratt på begynnelsen av tallet, og stiftet Foreningen til Danmarks Neutralisering i Han var med på å organisere det første skandinaviske fredsmøte i 1885 og var også ivrig med i oppbygningen av den organiserte internasjonale fredsbevegelse, både den frivillig organiserte og den parlamentariske. 3 For dette arbeidet delte han i 1908 Nobels fredspris med sin svenske venn Klas Pontus Arnoldson. Arnoldson var inspirert både av Bajer og av angloamerikanske religiøse bevegelser, og var sentral i opprettelsen av Freds- och skiljedomsföreningen i Sverige i 1883 (Magnusson 2001:1). I foreningens vedtekter het det blant annet at: Närmast vill föreningen verka för, att afgörandet om krig och fred ytterst må bli en folkens angelägenhet (Svenson 1904:18, uthevet i original). Videre ble voldgift lansert som konfliktløsningsmekanisme, og det ble foreslått at landområder og ferdselsårer i størst mulig grad skulle nøytraliseres. Igjen knyttes altså fredssaken til folkestyret, og fred, voldgift og nøytralitet ses som sider av samme sak. Arnoldson (1890: 84-86) legger selv generelt mye av skylda for kriger og konflikter på monarkene, og ønsker på samme måte som Bajer at folket, gjennom sine representanter, burde få større innflytelse over utenrikspolitikken. Tanken er at hvis man bare kan få blitt nøytrale, så kan man fortsette med det som man egentlig 3 Bajer var den som i 1890 foreslo opprettelsen av et permanent organ for fredsbevegelsen, opprettet som Bureau international permanente la paix, med hovedsete i Bern, i Han var også byråets første styreleder. 169

80 Same same but different er interessert i, handel og verdiskaping. Arnoldson (1890: 88) tar i forlengelsen av dette også opp den økende internasjonale handel (og det vi anakronistisk kan kalle økende interdependens), og refererer begeistret til ideen om at Nøjtrale stater har ret til at forbyde en krig, som saa sterkt skader deres egne beretigede interesser (uthevet i original). De beretigede interesser er her åpenbart tilknyttet handel. Generelt regnet Arnoldson med at økende kulturelle og økonomiske kontakter ville lede til velstandsøkning og større mellomfolkelig forståelse, og dermed fjerne årsakene til krig (Magnusson 2001: 3; jf. Arnoldson 1908). Mot slutten av 1800-tallet finner vi altså en relativt velutviklet internasjonal fredsdiskurs, hvor folkestyre, frihandel, nøytralitet og voldgift var sentrale begreper. Skandinavia ble dratt med i denne diskursen gjennom figurer som Bajer og Arnoldson. De deltok energisk i den internasjonale fredsdiskursen, og var aktivt med på å tilpasse denne internasjonale diskursens begreper til de nordiske lands nasjonale diskurser. Særlig viktig i denne sammenheng er den grundtvigianske ideen om de nordiske folk som spesielt utvalgte og spesielt fredlige. Bajer og Arnoldson skulle også få stor betydning for norsk fredsdiskurs. Mens Bajer både skrev og organiserte, var Arnoldsson i første rekke agitator. Han skrev en rekke bøker om fredssaken, og reiste rundt som folketaler i både Sverige og Norge. For den norske fredsbevegelse og fredsdiskurs ble Arnoldson en viktig direkte inspirasjonskilde. Tilfellet Norge Før de siste tiårene av 1800-tallet finner vi så godt som ingen norsk tenkning om utenrikspolitikk. Landet hadde verken egen utenrikspolitikk eller egne diplomater, alt utenriksstyret lå i Stockholm. I andre europeiske land var det vanlig at adelen og parlamentene representerte henholdsvis en konservativ og en liberal utenrikspolitikk, men i Norge var det ingen adel å snakke om, små akademiske eliter og Stortinget var stort sett opptatt av andre ting. Det fantes rett og slett ingen klare bærere av en utenrikspolitisk diskurs. Svake innslag av den internasjonale tenkningen finnes, som når Stortinget diskuterte handelstraktater på 1860-tallet og når avholdsbevegelsen koblet sammen kampen mot alkohol og kampen mot krig (Aarek 1985: 10-11). Dette arbeidet ledet ikke til noen fast organisasjon, men bidro til å spre bevissthet om fred, voldgift og internasjonal lov i det framvoksende norske organisasjonssamfunnet. 4 Den 4 Fredssaken ble I det hele tatt mot slutten av 1800-tallet en del av et sett liberale saker, som stemmerettsutvidelse, avholdssak, kvinnefrigjøring, trykkefrihet og skille mellom stat og kirke. Det er derfor ikke uventet at vi finner støtte til fredssaken parallelt med andre mot-kulturer som 170

81 Same same but different fredsdiskursen som senere ble etablert i Norge kunne dermed i noen grad trekke på en etablert forforståelse. Spede organisatoriske ansatser fantes også. Wollert Konow (SB) traff Fredrik Bajer på fredskongress i Bern i 1884 og fikk deretter stiftet Den norske fredsforening i 1885 (Koht 1906: 90-91). Formålet skulle være inden det norske samfund at virke for tilslutning til det internationale arbeide for fred og voldgift samt til opnaaelse af et billigt og folkeligt værn for vort land (sitert i Claussen 1953: 161). Allerede i stiftelsesøyeblikket var altså koblingene til den internasjonale diskursen eksplisitt, og i forhold til forsvar er det her en nedrustnings- og sparelinje heller enn pasifistisk linje som viser seg. At fredsdiskursen var innleiret i forsvarsdiskursen og den finanspolitiske diskursen er for øvrig heller ikke noe særnorsk fenomen. Imidlertid førte ikke disse tidlige tilfellene av materialisering av diskursen til noen varig organisasjonsdannelse, og det er typisk at alle de tidlige innspillene hadde nær sammenheng med internasjonal diskurs. De bærer mer preg av å være norske avspeilinger av internasjonale ideer enn å være særegne innspill i en norsk fredsdiskurs. Fredstanken brukes som tilleggsargument og begrunnelse, men er ikke sentral i seg selv. Det manglet altså profilerte norske bærere av fredstanken på norsk. Denne situasjonen endret seg med en foredragsturne Arnoldson holdt i Norge vinteren Der oppmuntret han for det første Bjørnstjerne Bjørnson til å ta opp fredssaken, for det andre stortingsmannen Paul Koht til å presentere voldgiftssaken i Venstres stortingsgruppe. For organisasjonsvekst og politisk materialisering var forbindelsen til Stortinget viktig, men som symbol og diskursivt knutepunkt var Bjørnson uvurderlig, i nesten like stor grad i Danmark som i Norge. Gjennom skiftende ideologiske perioder forble han en fredsvenn, og agiterte for reduksjon i rustninger, nøytralitet, voldgift og nasjonale minoriteters rettigheter. Hans første innspill i fredssaken kom i 1880, typisk nok i et kampskrift for republikken. Der argumenterte han mot den stående hær, den var nemlig en fristelse til ufred: Der er al Sandsynlighed for, at det er den, som hindrer vort lille Folk i at bede alle de andre civiliserede Samfund om at indgaa den Overenskomst med os, at ethvert opkommende Tvistemaal os imellem maa faa løses ved Voldgift; ti gjorde vi det, saa gik de andre utvilsomt ind paa det. Der er al Sandsynlighed for, at dersom bare et eneste lidet Folk gjorde dette, saa kom de andre Smaafolk snart efter, og det med grænseløs Jubel (Bjørnson 1880:46, uthevet i original). Den logiske følge av dette var så at også de store folk ville legge ned våpnene. Så vidt tidlig finner man altså ønsket om voldgift som konfliktløsningsmiddel, og ideen om at det er folket som står sentralt, eller til nød målrørsle, avholdsbevegelse, folkehøgskolebevegelse og i noen grad Haugianisme og dissenterbevegelser. 171

82 Same same but different samfunnet, ikke statsmakten. I tillegg finnes også ideen om at de små folk må gå foran som et godt eksempel for de store, og at de store folk av nødvendighet må følge eksempelet til de små. Denne ideen om de små folks misjon som fredsskapere er noe av et Leitmotif i Bjørnsons fredsagitasjon, og gjenfinnes også i datidens og senere tenkning om norsk og skandinavisk utenrikspolitikk. Denne ideen, som naturlig nok var fraværende hos britiske og franske tenkere, har klare fellestrekk med grundtvigianismens syn på det danske eller de skandinaviske folk som de spesielt utvalgte og fredselskende. Bjørnson var da også lenge sterkt engasjert i grundtvigianismen, og ble av mange regnet som Grundtvigs logiske etterfølger. Utspillet fra 1880 er et ensomt eksempel, det var først etter å ha møtt Arnoldson at Bjørnson kastet seg inn i fredsagitasjonen. Bjørnson skrev i 1890 forordet til den norske utgaven av Arnoldsons bok Lov ikke Krig mellom Folkene. Han påpeker først hvordan krigen skaper statsgjeld, og er hovedansvarlig for de høye tollsatsene (Bjørnson 1890: 3,8). Igjen fordømmes krigen på basis av de utgifter den bringer med seg, og det illustreres hvordan frihandel ville lette den økonomiske byrden på folkene. Frihandel leder til fred, like så sikkert som at tollmurer leder til krig og revolusjon. Bjørnson (1890: 8) kommer også inn på det dagsaktuelle forholdet til Russland, hvor han innrømmer at det kan komme til konflikt, og skriver at, Er vi allesammen enige om for fredens skyll at ønske voldgift, kan da et stort folk, der er i så mangfoldig åndsbevægelse som nu det russiske, virkelig nægte os det? (min uthevelse). Det er altså det russiske folk man skal forholde seg til, uavhengig av styresettet i Russland. Like talende er imidlertid understrekingen av at folkets samlede vilje er det sentrale for å oppnå fredelig konfliktløsning, ettersom ingen kan gå imot et samlet og enig folk. Et sterkt og samlet folk var det beste forsvar. Folkenes vilje er i det hele tatt sentral, fred er en viljeshandling fra folk til folk, og de små (skandinaviske) folk kan og bør gå i bresjen for mellomfolkelig fredsbygging. I Stortinget ledet Arnoldsons besøk hos Paul Koht til en voldgiftsadresse til kongen. Stortinget oppfordret kongen til å slutte forpliktende avtaler med andre land om avgjørelse av stridigheter ved voldgift. Disse avtalene skulle riktignok sluttes med fremmede Magter, men det er ikke statsmakten som er det operative begrep i adressen. Voldgiftsideen baseres nemlig på det innbyrdes Forhold folkene imellem, ut i fra den oppfatning at i Forholdet mellem Folkene [trænger] Tanken om Stridigheters Afgjørelse ved Voldgift sig frem med uimodstaaelig Magt. Det man tenker seg regulert er altså forholdet mellom folkene, av bekvemmelighetshensyn ordnet gjennom statsmaktene. Det hevdes videre at voldgiftstanken hadde Tilslutning hos den overveiende Del af vort Folk, og at inngåelse av voldgiftsavtaler vil være til ubetinget Lykke for vort Folk (Stort.Forh

83 Same same but different Bd. 9: 26-27). Gjennom denne argumentasjonen reises Stortinget opp som folkets sanne representanter. Som Neumann (2001: et passim) har vist er dette typisk for den folkelige nasjonalismen som sto sterkt i Venstre på slutten av 1800-tallet. Stortinget ble definert som nærmest naturlig tilhørende nasjonen, mens de andre delene av statsmakten langt på vei var unasjonale. Det er derfor en klar logikk i at det er Stortinget som presenterer ideen om samarbeid mellom folkene, og at ideen presenteres som utgått av folket. Det er videre symptomatisk at Stortinget ivrig gikk inn i interparlamentarisk arbeid fra 1890 av. Stortinget var det første parlamentet som bevilget reisegodtgjørelse til representantene ved de internasjonale fredskonferansene, og også det første parlament som støttet den Interparlamentariske union økonomisk. Ettersom Norge ikke hadde noen egen stat-til-stat representasjon i europeisk diplomati, og det fantes en utbredt skepsis til diplomatiet som sådan, støttet norske parlamentarikere ivrig en organisasjon hvor folkenes representanter kunne møtes og de kunne fremme Norges sak. Noe av det samme kommer fram ved Haagkonferansen i 1899, hvor det, tross norske protester, heller ikke var egne norske representanter, kun to teknisk delegerte. I følge statsminister Steen maa disse vore tilforordnede tjene som et diplomati ad hoc til værn mod det officielle (sitert i Agøy 2001: 16). Det europeiske diplomati måtte man altså verge seg mot, og holde seg unna hvis en ikke kunne få møte som representanter for folket. Fredssaken var i seg selv viktig i norsk diskurs, men den ble også knyttet til den stigende misnøyen med unionen med Sverige. For mange i Norge var Sverige den eneste militære trusselen, og voldgift ble sett som et middel på veien til fredelig unionsoppløsning. Fredssaken var også en første test på økende norsk kontroll over utenrikspolitikken, ettersom Stortinget selv ønsket å kunne gå inn på forpliktende voldgiftsavtaler, uten å gå veien om den svenske utenriksledelsen. Kort tid etter unionsoppløsningen argumenterte en av Norges ledende historikere i det 20. århundre, Halvdan Koht, som hadde vært aktiv i fredsbevegelsen i et tiår for at fred og selvstendighet hang tett sammen: Det var elles eit nært samanheng millom sjølvstendesaki og fredssaki, baade i tanken og i live; for baae tvo hadde vaksi fram or det samfolkelege rettskravet, og med baae tvo var det meiningi aa tryggje Noreg mot all ufredleg politikk (Koht 1906: 107). Koblingen mellom selvstyre og fred, Norges sak og den generelle fred var også tydelig i de brevene Bjørnson skrev til ledende europeiske aviser og blader utover 1890-tallet. Her beskriver han fredsarbeidet som en kamp for folkelig kontroll over utenrikspolitikken: Det uregjerlige folk har, efter så mange erobringer i den indre forvaltning fra kongemagt og fra bureaukrati, nu også begyndt å ville fratage begge den udenrigske politik. Det vil rent ud 173

84 Same same but different avskaffe den gjennem voldgiftstraktater og anerkjendte neutralitetsforbund (Bjørnson 1898:10). Folkelig kontroll over utenrikspolitikken skulle altså lede til dens fullstendige avskaffelse. Eksempelet var Norge, men argumentet hadde generell gyldighet for små folk. Bjørnson (1898: 13,17,35) konkretiserte også Norges posisjon og kamp: Når Norge vil ha egne konsuler [ ] og når det vil ha egen udenrigsminister til å lede disse konsuler, så er det ikke for å føre en politik ved siden av Sverigs; det er for ingensomhelst politik å ha. [ ] Nordmændenes mål er å få et udenrigsministerium uden udenrigspolitik. [ ] det vil altså sige en udenrigsminister uden udenrigspolitik, en udenrigsminister, som sidder og sikrer os mod udenrigspolitik. 5 Senere spesifiserte Bjørnson at det særlig var storpolitikk Norge ikke ville ta del i, og at utenriksministeren skulle ta seg av handel, shipping og internasjonale avtaler. Eller som Koht (1894: 144) formulerte det Norge føler ingen lyst til at være med i den europæiske koncert. Vi ønsker intet andet end at arbejde i fred på vor selvstændige udvikling. Vi bærer ikke nag til svenskerne eller noget andet folk; kun føler vi en dyb mistillit til den svenske politikk. Intensjonen var å oppnå sikkerhet gjennom å stå utenfor det europeiske stormaktspolitiske system (Bjørnson 1898: 20-21), og virkemidlene for å nå dette målet skulle være voldgiftstraktater, internasjonale domstoler og stormaktsgarantert nøytralitet. Tanken var at ingen (eller lite) utenrikspolitikk ville gjøre det mulig at holde os udenfor deltagelse i de kombinationer og alliancer som kan drage os ind i krigseventyr sammen med nogle af de europæiske krigerstater (Løvland i St. forh : 45-46), som Norges første utenriksminister formulerte det. Tanken om at den beste utenrikspolitikken var å ikke ha noen utenrikspolitikk (eller i hvert fall en svært begrenset utenrikspolitikk) kan også finnes i de andre skandinaviske land i denne perioden (Mathisen 1952:48), men det var bare i Norge den ble statsmaktens uttalte politikk. Diskursiv kontekst de skandinaviske nasjonale modellene Bjørnson, Koht og de fleste andre sentrale aktørene i den norske fredsdiskursen var inspirert av Grundtvig så vel som de norske nasjonalliberale historikerne i sin vektlegging av folket. Folket hadde blitt et sentralt konsept i både dansk og norsk diskurs fra midten av 1800-tallet. I Sverige var på den annen side kongens person mer viktig, og kongen og folket sammen ble sett som statens bærebjelker (Trägård 2002). Forestillinger om folket var sentralt i nasjonalismens og romantikkens Europa, men de fikk noen bestemte særtrekk i de skandinaviske 5 Bjørnson fremmet samme tankene på trykk i Norge omtrent samtidig, best kjent er trolig en artikkel fra VG 11/

85 Same same but different utenrikspolitiske diskursene. I motsetning til i Storbritannia og USA var også de skandinaviske nasjonalismene hybridnasjonalismer de koblet sammen politiske og kulturelle trekk. Folket var dermed ikke bare kilden til politisk legitimitet, men også bærer av nasjonens kulturelle essens, dens ånd og misjon. I hvert fall i Norge og Danmark, ble folket vurdert som en grunnleggende positiv størrelse. I disse landene var fredstankene derfor nært koblet til folkestyret, og dermed ofte til republikanisme folkestyre videreført til sin logiske konklusjon. Det var ikke bare slik at politisk legitimitet måtte hentes fra folket, støtte til demokrati ble vurdert som et definitorisk trekk ved de skandinaviske folkenes ånd. Mens folkestyre og dets fredlige konsekvenser var felles tankegods for liberale og radikale i hele Skandinavia, var det langt vanskeligere å få gjennomslag for slike ideer i Sverige enn i de andre landene, gitt den mer konservative svenske nasjonalismen. I Norge ble fredssaken en del av det liberal-demokratiske prosjektet, som etter 1890 søkte oppløsning av unionen med Sverige, og i Danmark ble den del av den liberale kampen for parlamentarisme (Due Nielsen 2003: 435). Fredssaken var liberal også i Sverige, men der var altså den konservative motstanden sterkere, og parlamentarismen kom også senere. 6 Det var imidlertid ikke bare de respektive lands nasjonale diskurser som varierte. De tre landene hadde også vesensforskjellige utfordringer med hensyn til andre nasjonalismer. I Danmark sto dansk mot tysk nasjonalisme innen statens grenser før 1864, og deretter måtte man forholde seg til at deler av nasjonen befant seg utenfor statens grenser. På grunn av de åpenbare maktforskjellene mellom Danmark og Tyskland var irredentisme og politiske selvhevdende nasjonalisme ikke noe alternativ. Løsningen ble kulturell mobilisering og en intensivering av nasjonens Danskhet, innenfor og utenfor statens grenser. Om man regnet med å måtte tape enhver ny krig mot Tyskland, skulle folkets vilje allikevel kunne holde den danske nasjonen levende også under okkupasjon. Den danske politiske nasjonalismen var åpenbart knyttet til den kulturelle den var liberal, mobiliserte nedenfra og var bundet til demokrati. Dansk nasjonalisme var grunnet i et positivt syn på folket som sådan, og bonden spesielt. I Norge, hvor nasjonalismen nedenfra sto enda sterkere enn i Danmark, var fokuset på folket og (små)bonden enda sterkere. Den norske nasjonalismen var også, i motsetning til de to andre landenes nasjonalismer, definert i motsetning til de skandinaviske naboene. Fra rundt 1800, og spesielt tydelig fra rundt 1830, var den norske kulturelle nasjonalismen rettet mot den tidligere kolonimakten Danmark. Den politiske nasjonalismen var, på den annen side, rettet mot Sverige. Den koblet sammen 6 I 1919, sammenlignet med 1884 for Norge og 1901 for Danmark. 175

86 Same same but different tanker om demokrati og parlamentarisme med den nasjonale frigjøringsideologien, i opposisjon til det som ble vurdert som aristokratisk svensk styre. Det demokratiske norske folk sto mot den aristokratiske svenske stat, og i norsk diskurs kom folk og stat til å ugjøre en helt grunnleggende dikotomi, med folket som privilegert. I de flest andre land regnet man med at statene, gjennom deres utenrikspolitikk, var viktige aktører i fredsarbeidet. I motsetning til dette, var fred noen man i norsk diskurs skulle skape til tross for statenes utenrikspolitikk. Den svenske nasjonalismen var mer aristokratisk og paternalistisk enn sine motstykker. Etter tapet av Finland i 1809 initierte eliten et nasjonalt mobiliseringsprogram ovenfra. Som i Danmark og Norge sto bonden i fokus, men prosjektet var romantisk, konservativt og statsledet, heller enn liberalt og frigjørende. Gitt at Sverige var det ledende landet i Skandinavia, var nasjonalismen heller ikke rettet mot de andre landene. Snarere var det slik at Sverige ble sett som lederen av et mulig samlet Skandinavia (Stråth 1994). Den svenske nasjonalismen hadde altså et positivt syn på staten og dens makt. Videre hadde adelen i Sverige sterk innflytelse i samfunnet generelt og spesielt med hensyn til forsvarspolitikk og utenrikspolitikk. Dette er et viktig poeng for å forstå hvorfor Sverige tenderte i retning realpolitikk mens de to andre landene foretrakk en mer eller mindre isolasjonistisk idealpolitikk. Disse forskjellige diskursive konstruksjonene av nasjonen hadde åpenbar betydning for konstitueringen av fredsdiskursene. Et fredskonsept som var nært diskursivt forbundet med folket hadde mye større emosjonell, demokratisk og politisk appell i Danmark og Norge enn i Sverige. Den nasjonale diskursive konstruksjonen av den omkringliggende verden, og mulighetene for konflikt med den, var også av stor betydning for fredsdiskursene. Hvis vi begynner med Norge, så var hovedtendensen at folket ble privilegert over staten, og at staten ble oppfattet å stå utenfor det europeiske statssystmet. Den stormakten som spilte overlegent størst rolle var Storbritannia, som ble vurdert som vennligsinnet og en garantist for norsk suverenitet etter Krig spilte ikke noen stor rolle i den nasjonale diskursen, med unntak av frykt for krig med Sverige i årene fra ca 1895 til 1905 og frykt for Russland i enkelte konservative kretser. Som selvdefinert utenforland, med avstand fra stormaktenes næreste interesseområder, var det verken fra innsiden eller utsiden noe press på norske politikere for å tenke igjennom alternative representasjoner av utenrikspolitikken. 7 I tillegg kommer altså at norske politikere bare sporadisk tenkte om 7 Slik sett illustrerer Norge perfekt Ceadels (1996: kap. 2) generelle observasjon land som opplever relativ sikkerhet og hvor den politiske kulturen er relativt liberal, er de som har størst sannsynlighet for å oppvise en blomstrende fredsdiskurs. 176

87 Same same but different utenrikspolitikk før 1905, gitt den svenske kontrollen over unionens utenrikspolitikk. Fredsdiskursen kom dermed til å dominere hvordan man tenkte om verden i Norge, og den norske tilnærmingen til verden kom dermed til å dras mellom et ønske om å holde seg i fred utenfor stormaktsspillet, og det som opplevdes som et norsk kall om å endre det samme spillets spilleregler. Til tross for de betydelige likhetene mellom dansk og norsk fredsdiskurs i perioden (jf. Finsland 1948), skapte 1864 også grunnleggende forskjeller. Ikke minst var det i Danmark en helt konkret frykt for statens videre overlevelse. Med krigstapet og den tyske samlingen, ble Tyskland et konstant problem i dansk tenkning om verden. Det var få, om noen, som trodde at en krig mot Tyskland kunne vinnes; spørsmålet var om et militært forsvar i det hele tatt hadde noen funksjon. Som Viggo Hørup så berømt formulerte det Hvad skal det nytte? (sitert i Due-Nielsen 2003: 404). Carsten Holbraad (1991: 36) har konkludert med at behovet for å ikke irritere Tyskland ledet til en politikk preget av passive compliance. Ved en annen anledning kunne Hørup for eksempel skrive vor lidenhed er vor styrke, lad os gøre os mindre, så vi ikke ligger i vejen, og nogen kommer til at træde på os af vanvare (sitert i Bagge 1992:448). Her er det lite ønske om aktiv fredshevdelse, målet er heller at stormaktene skal glemme ens eksistens. I hovedsak var holdningen at man skulle ligge lavt og vente på bedre tider (Hansen 2002: 59). 8 Nærheten til Tyskland gjorde dermed dansk fredsdiskurs mindre aktivistisk og misjonerende enn den norske. Tyskland spilte en viktig rolle for svensk tenkning om verden også, men der som en potensielt alliert mot Russland. Viktige kretser i Sverige ønsket i første halvdel av 1800-tallet en krig for ta tilbake Finland, men deretter var det frykten for russisk angrep som dominerte. 9 Der den danske fredsdiskursen ble begrenset av frykten for å provosere Tyskland, og orientert mot nøytralitet og voldgift, ble den svenske fredsdiskursen begrenset av militarister på hjemmebane. Fredsdiskursen måtte kontinuerlig kjempe mot en sikkerhetspolitisk diskurs hvor det ble vektlagt et sterkt forsvar og å bygge folkets karakter gjennom militærtjeneste. 8 Det er imidlertid mulig å lese dansk fredsdiskurs som grunnleggende parallell med den norske, med nøytralisering som et forsøk på å melde seg ut av internasjonal politikk og voldgift som et forsøk på reformere den samme politikken (jf. Holbraad 1991: 28-32). De norske reformtankene var imidlertid langt mer ambisiøse enn de danske. 9 En parallell til denne frykten fant man altså også i norske konservative krefter, sentrert om myten om at Russland ønsket seg isfrie havner i Nord- Norge. Denne myten utelot passende nok at Murmansk er isfri. 177

88 Same same but different Avslutning De grunnleggende ideene i de skandinaviske fredsdiskursene er relativt likeartede. Vi finner argumenter om folkenes fredelige utenrikspolitikk, nøytralitet, fred gjennom rett, voldgift og frihandel i alle landene, og i Danmark og Norge gikk ble de sentrale i den bredere politiske diskursen. Tanken om ingen eller en svært begrenset utenrikspolitikk var utbredt, basert på ønsker om å unngå politisk kontakt med krigerstatene i Europa. Samtidig var det et sterkt skandinavisk engasjement i den gryende internasjonale fredsbevegelsen, gjennom den Interparlamentariske union, det internasjonale fredsbyrået, Haag-konferansene, Nobels fredspris og en rekke andre fredsinitiativer. Der statene skulle holde seg passive, skulle folkene engasjere seg og endre statssystemet til det bedre. De små skandinaviske folkene ble sett som foregangsfolk, som skulle spre freden gjennom ord og handling. Fredsdiskursene var knyttet sammen, ikke bare gjennom ideer, men også gjennom personlige kontakter. Bajer, Arnoldson og Bjørnson hadde alle Skandinavia som sitt virkeområde, ikke bare deres hjemland. Det er allikevel slående at Arnoldson nok hadde større innflytelse i Norge enn i Sverige. Forskjellen skyldes ikke bare den forskjellige samfunnsstrukturen i de to landene. I norsk diskurs passet ideene om at fred var grunnet i et uavhengig folk perfekt med den dominerende liberale nasjonalismen, og fredsdiskursen ble den første utenrikspolitiske diskursen. I svensk diskurs var folket tillagt langt mindre agens, og fredsdiskursen var hele tiden i opposisjon til en dominerende realpolitisk utenrikspolitisk tradisjon, hvor frykten for Russland gjorde argumenter om nedrustning og voldgift vanskelig salgbare. Dansk og norsk fredsdiskurs var på den annen side slående parallelle, basert på nært sammenfallende konstellasjoner av folk og fred, og med gjentatte utvekslinger av folketalere og argumenter. Hovedforskjellen her ligger i de begrensninger som nærværet av Tyskland la på dansk diskurs. Tenkningen om krig var også med på å forme tenkningen om fred. I norsk fredsdiskurs var krigen til stede i årene , men da i hovedsak konseptualisert som en nasjonal frigjøringskrig mot Sverige, som ville være et skritt på veien mot å realisere fredspolitikk. I Sverige og Danmark spilte frykten for krig mot stormakter en ganske annen rolle. I Sverige var den med på å vanskeliggjøre fredsargumentasjon, men den i Danmark var med på å gi fredsdiskursen en mer tilbakeholden karakter enn i Norge. Som man ville regne med, utviklet de skandinaviske fredsdiskursene seg i forskjellige retninger for en stor del som resultat av de forskjellige diskursive kontekstene de befant seg innen. Selv om de sentrale personene var utsatt for de samme internasjonale ideene, utviklet de seg forskjellig i 178

89 Same same but different de forskjellige landene, og de forskjellene som dermed ble etablert har vært med på å påvirke de skandinaviske landenes utenrikspolitikk siden. Hvis de er fredsnasjoner, så er de det på hver sin måte. Bibliografi Anderson, M.S. (1993): The Rise of Modern Diplomacy London: Longman. Agøy, Nils Ivar (2001): Den skall komma att öka våra unionella svårigheter Norge, Sverige og Fredskonferansen i Haag 1899, Høgskolen i Telemark, Paper. Also available in English version in Historisk tidsskrift 2/2000 Arnoldson, K.P. (1890): Lov ikke Krig mellem Folkene. Høvik: Bibliothek for de tusen hjem. Bagge, Povl (1992): Nationalisme antinationalisme og nationalfølelse i Danmark omkring 1900, p in Ole Feldbæk (ed.) Dansk Identiteshistorie Bind 3 Fokets Danmark København: C.A.Reitzels Forlag. Bjørnson, Bjørnstjerne (1880): Af mine Foredrag om Republiken. Kristiania: Selskabet for Folkeskrifters Udbredelse. Bjørnson, Bjørnstjerne (1890) Fortale i Arnoldson, K.P.: Lov ikke Krig mellem Folkene. Høvik: Bibliothek for de tusen hjem (7 10). Bjørnson, Bjørnstjerne (1898): Mine brev til Petersburgskija Vjedomosti m.m. Kristiania: Olaf Norlis forlag. Ceadel, Martin (1996): The Origins of War Prevention The British Peace Movement and International Relations, Oxford: Clarendon Press. Due-Nielsen, Carsten (2003): I Tyslands skygge , p in Claus Bjørn & Carsten Due Nielsen Fra Helstat til Nationalstat Dansk Udenrigspolitiks Historie bd. 3. København: Danmarks Nationalleksikon. Finsland, Anne (1948): Bjørnstjerne Bjørnson og fredssaken inntil Oslo: Gyldendal. Gilbert, Felix (1951): The New Diplomacy of the Eighteenth Century, World Politics 4(1):1-38. Hansen, Lene (2002): Sustaining sovereignty: the Danish approach to Europe, p in Lene Hansen & Ole Wæver (eds): European integration and national identity: The challenge of the Nordic countries. London: Routledge. Holbraad, Carsten (1991): Danish Neutrality: A Study in the Foreign Policy of a Small State. Oxford: Clarendon. Howard, Michael (1977): War and the Liberal Conscience. London: Temple Smith. Koht, Halvdan (1906): Freds-tanken i Norges-sogo Noreg i den samfolkelge rettsvoksteren. Oslo: Det norske Samlage. 179

90 Same same but different Leira, Halvard (2004) Hele vort Folk er naturlige og fødte Fredsvenner Norsk fredstenkning fram til 1906, Historisk Tidsskrift 83(2): Leira, Halvard (2006): Une pensée commune, trois chemins différents : La naissance des discours pacifistes scandinaves à la fin du XIXème siècle, Nordiques 11: Lundgreen-Nielsen, Flemming (1992): Grundtvig og danskhed p in Ole Feldbæk (red.) Dansk Identiteshistorie Bind 3 Fokets Danmark København: C.A.Reitzels Forlag. Magnusson, Leif (2001): Vilka äro egentligen folkets fiender? Klas Pontus Arnoldson Sveriges förste nobelpristagare i fred 1908, (29/10-01). Also available in Spåren efter Nobel. Riksarkivets och Lansarkivens årsbok Mathisen, Trygve (1952): Nøytralitetstanken i Norsk politikk fra 1890-årene og til Norge gikk med i Folkeforbundet, Historisk Tidsskrift 1: Neumann, Iver B. (2001): Norge en kritikk. Begrepsmakt i Europadebatten. Oslo: Pax. Stortingsforhandlinger Stortingsforhandlinger Stourzh, Gerald (1969): Benjamin Franklin and American Foreign Policy. Second Edition. Chicago: University of Chicago Press. Stråth, Bo (1994): The Swedish Path to National Identity in the Nineteenth Century in: Øystein Sørensen (ed.): Nordic Paths to National Identity in the Nineteenth Century. Nasjonal identitet (Oslo University) No 1/94. Svenson, Axel (1904): En lifsgerning för freden. Några erindrande ord på K.P. Arnoldsons sextioårsdag. Stocholm: Wilhelmssons boktr. Trägård, Lars (2002): Sweden and the EU: welfare state nationalism and the spectre of Europe, p in Lene Hansen & Ole Wæver (eds): European integration and national identity: The challenge of the Nordic countries. London: Routledge. Tuck, Richard (1999): The Rights of War and Peace. Political Thought and the International Order From Grotius to Kant. Oxford: Oxford University Press. Walker, Thomas C. (2000): The Forgotten Prophet: Tom Paine s Cosmopolitanism and International Relations, International Studies Quarterly 44(1): Aarek, Hans Eirik (1985): Pionertiden i norsk fredsbevegelse, p.9-20 in Martin Nag: I strid for fred. Tre kapitler av fredsbevegelsens pionértid i Norge. Ås: Kvekerforlaget. 180

91 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret Af major Nicolai S. Møller, Institut for Strategi ved Forsvarsakademiet. Majoren har netop deltaget i NATO-kurset Expeditionary Operations i Oberammergau. Der er allerede skrevet og sagt rigtig meget om Forsvarets transformation og opstilling af operative enheder til indsættelse uden for landets grænser. Denne artikel peger på behovet for, at der i støttestrukturen i Danmark opbygges en egentlig militærfaglig vidensbase, der skal have til formål at understøtte evnen til at udsende enheder med kort varsel. Med det seneste forsvarsforlig og statsminister Anders Fogh Rasmussens ambitiøse udmelding om Forsvarets fremtidige rolle og et forøget antal udsendte soldater, i sin tale på Forsvarsakademiet i , fik Forsvaret en ny rolle, som har resulteret i tidens mange omstillinger. Forsvaret har bl.a. arbejdet hårdt for at komme over i den 60/40 struktur, hvor 60 procent af enhederne skal være operative enheder, og de resterende 40 procent skal være støttestruktur. Det er ikke artiklens formål at diskutere, hvornår Forsvaret når de 60 procent, men at diskutere nogle af de forudsætningsskabende effekter, der skal til for at understøtte Danmarks evne til at levere operative enheder af høj kvalitet til expeditionary operations 2 ; NATO s betegnelse for den type internationale operationer som en del NATO medlemmer har beskæftiget sig med de sidste fem-syv år (Operation Enduring Freedom (i Afghanistan og Røde Havet), ISAF i Afghanistan, Operation Iraqi Freedom/Telic i Irak og f,eks, Operation Palliser i Sierra Leone, som var en Non-Combatant Evacuation Operation). Evnen til at flytte militære magtmidler over lange afstande og effektivt indsætte dem er målet for den omfattende transformation, som NATO har igangsat. NATO Response Force (NRF) er den operative løftestang for de europæiske landes opbygning af evnen til at gennemføre multinationale expeditionary operations. Danmark har som led i vores egen transformation allerede deltaget med enheder i NRF. Fra 2008 stiller Danmark med en 1 4&s=1 2 APP-6 (2005): The projection of military power over extended lines of communications into a distant operational area to accomplish a specific objective. Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

92 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret bataljon til NRF 10, og fra 2010 formodentlig et Land Component Headquarters til NRF 14. Forsvarets operative enheder får gennem NRF tilmeldingerne et fagligt løft, der er med til at forstærke opbygningen af den tankegang, der er en forudsætning for reelt at være klar til at deltage i expeditionary operations. Det er dog ikke nok at være god til at sende operativt veluddannede enheder i kamp overalt i Verden. Skal kampen vindes, er det også nødvendigt at enhederne også med relativt kort varsel kan blive ordentligt orienteret om de militære forhold og andre forhold som hersker i indsættelsesområdet. Derfor er det heller ikke nok, at de involverede ministeriet, styrelser og Forsvaret gør sig klart, hvor i Verden soldater mest sandsynligt vil blive indsat i expeditionary operations. 3 For planlægning og udførelse af operationer er det afgørende, at viden om alle forhold i det enkelte konfliktområde findes og er tilgængelig. For at opretholde det politisk bestemte høje beredskab er det derfor nødvendigt, at der også kontinuerligt sker en vidensopbygning om de potentielle indsættelsesområder. Det sker allerede i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), på kurserne i taktisk efterretningstjeneste som Hæren gennemfører og andre steder i Forsvaret. Efterfølgende diskuteres først hvad vidensbehovet er. Dernæst diskuteres ganske kort, hvorfor FE og kurser i taktisk efterretningstjeneste ikke kan dække vidensbehovet alene. Sidst peges på mulige løsninger andre steder i Forsvaret, sådan at den nødvendige viden er på plads før udsendelserne. Det er dog et åbent spørgsmål om den alment kendte efterretningstjeneste er tilstrækkelig til at klæde danske soldater godt nok på til med kort varsel at tage ud i fremtidens konfliktspektre. Erfaringerne fra Balkan, Irak og Afghanistan giver allerede nu et billede af, at efterretningstjeneste er blevet langt mere end de udvidede panser- og flykendingskurser, der kørte indtil for ti år siden. Efterretningsofficerskurset har da også gennemgået en større udvikling de sidste ti år. Kravene til viden om det samlede operationsmiljø i et område er steget betydeligt. For at få et nogenlunde klart billede af, hvad der venter i et missionsområde, uanset om der er tale om en humanitær, fredsskabende eller anden type operation, vil det sædvanligvis være en fordel at anlægge en systemteoretisk betragtning. Her gælder det om for enhederne at få det 3 Se f.eks. FE trusselsvurdering Forsvarskommandoen laver også interne studier, som afdækker operative muligheder på de forskellige kontinenter. Endvidere kan nævnes Regeringens handlingsplan for terrorbekæmpelse, Nye Mål, Regeringsgrundlag., EN VERDEN I FORANDRING - NYE TRUSLER, NYE SVAR 182

93 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret bedst mulige billede af alle de systemer 4, der findes i operationsområdet med særlig vægt på deres interne sammenhæng og interaktion. Formålet hermed er at blive bevidst om, hvordan den militære enhed optræder mest hensigtsmæssigt i et område; eksempelvis i form af viden om kulturelle forhold, der kan virke begrænsende eller fremmende for egne operationer. Ligeledes er det væsentligt at have et nøje kendskab til reelle og potentielle udefrakommende aktører eksempelvis nabolande, transnationale terror og kriminelle netværk samt NGO er. Kun gennem kendskabet til hvordan de forskellige systemer interagerer, kan en enhed vurdere med hvilke effekter i et operationsområde, den kan nå sine mål samtidig med, at den kan vurdere hvilke 2. og 3. ordenseffekter operationerne kan have. Ovennævnte kan være en overordentlig vanskelig opgave for både den taktiske efterretningssektion, der indgår i enheden, såvel som den strategiske efterretningstjeneste, der skal støtte op om enheden hjemmefra. For at kunne opbygge en viden om de respektive systemer i et operationsområde skal der tilvejebringes en stor mængde grundlæggende oplysninger, som typisk vil klassificeres som Open Source Intelligence (OSINT), der skal give alle et grundlæggende billede af det område man er på vej til at rykke ind i. Hvis Forsvarets Efterretningstjeneste skulle løse alle disse opgaver og kunne opretholde sit nuværende dækningsområde, må man frygte for kvaliteten af produkterne eller evnen til at levere til tiden. Men FE ikke behøver løse alle opgaver selv, for Forsvaret kan ved nogle gennemtænkte tiltag, der bør forankres i støttestrukturen, levere en masse af den nødvendige viden, og lade FE fokusere mere snævert. Først og fremmest bør Forsvaret få dannet sig et overblik over medarbejdernes viden og erfaringer fra forskellige lande. F.eks. er der langt flere fra Forsvaret, der har været i forskellige afrikanske lande i tjenstlig regi end man lige tror, og det gælder såmænd også for lande i andre af de kommende konfliktzoner. Derfor bør der opbygges en stadigt ajourført database med hvilke, af forsvarets medarbejdere, der har været i hvilke lande, idet selv rejser af kortere varighed giver et bedre indtryk end blot at læse sig til viden i en bog. Det gælder om at give alle forsvarets medarbejdere bynavne, for nu at anvende en gammelkendt husarmåde at 4 Med systemer menes alle typer enheder som f.eks. etniske grupper, politiske partier, irregulære styrker, regulære miiltære styrker, civilsamfundsgrupper, embedsapparat, NGO er, GO er, IO er, partnere, religiøse grupper, nabolande m.v. Generelt kan siges, at systemer består af: Objekter der vekselvirker og som har stærkere intern vekselvirkning end med omgivelserne. 183

94 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret finde vej og indhente oplysninger på. 5. Det gælder om at finde de medarbejdere, der har viden om et kommende operationsområde, og så få dem til personligt at fortælle den/de operative enheder om egne indtryk. Dette skal naturligvis suppleres med efterretningsmæssige vurderinger og generel information som f.eks. landestudier/fakta. For eksempel har Forsvaret via sin bemanding i NATO faktisk mere eller mindre permanent stabsofficerer i Afrika for at løse opgaver for NATO. Disses medarbejderes viden skal Forsvaret formå at udnytte også, når de indgår i den danske struktur igen. Den opsamlede viden kan så anvendes i både den operative såvel som støttestrukturen. Forsvaret ligger inde med en stor ustruktureret viden om en lang række af de områder, Forsvaret kan forvente at skulle arbejde i de næste mange år. Men kun opbygningen af en database, der er bredere tilgængelig end blot ved de funktionelle tjenester kan afdække dette. Hvorvidt DeMars kan løse denne opgave, skal være usagt, men det ville være smart, hvis funktionen er/kan indbygges heri. Dernæst vil f.eks. skolerne og visse funktionelle stabe med fordel kunne lade medarbejdere følge nogle geografiske områder mhp. at kunne forholde sig til disse ift. eget arbejdsområde. I Institut for Strategi 6 på Forsvarsakademiet er der eksempelvis valgt tre strategiske områder, som der er mindst en C300 og en M331, der følger på næsten daglig basis og tillige bedriver forskning eller ad hoc støtte til andre myndigheder inden for det område. Der er i dag en række skoler og institutioner i Forsvaret, der alle har civile akademikere og bogligt velfunderede officerer siddende i stillinger, hvor de arbejder med formidling og vidensopbygning. Det er dog ofte op til de enkelte myndigheder at fastlægge deres interesseområder og skabe forbindelser til civile institutioner. Centralisering er ikke altid af det gode, og denne forfatter plæderer ikke nødvendigvis for en samling af skoler eller en central placeret tænketank, men derimod for nogle direktiver for, hvad der ønskes fokus på af områder, og etablering af tværgående fora til udveksling af viden. Disse fora behøver ikke være kolokeret eller have en høj mødeaktivitet. Derimod kan moderne teknologi udnyttes til informationsudveksling. Hvorvidt den igangværende opbygning af kompetencecentre er midlet til at løse dette er p.t. uafklaret. Ideen er altså, at der kortlægges, hvor i støttestrukturen, der sidder personel med viden om f.eks. Libanon, som kan holde sig opdateret på udviklingen og kan 5 Lette kavaleri enheder (især opklaringsenheder) har traditionelt brugt anvendt det menige personels oprindelsessted som navn i stedet for efternavnet for at gøre førernes bevidste om, hvem der har lokalkendskab i de områder, enheden passerer. 6 Afghanistan og Centralasien, Mellemøsten og Nordafrika samt Afrika syd for Sahara (primært Øst- og Vestafrika) 184

95 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret udveksle viden og ideer. Personellet skal ikke nødvendigvis have samme interessefelter blot de genererer viden om området. Det kræver naturligvis nogle investeringer, hvis Forsvaret vil forsøge at strukturere den vidensopbygning der foregår. De investeringer skal primært ske ved, at nogen skal indsamle de fornødne oplysninger, taste dem, og gøre oplysningerne tilgængelige. Dernæst skal der etableres de tværgående fora, som skal gives mulighed for nogle startmøder, som koster penge og arbejdstid. Kritikere kan så anføre, at der i dag i støttestrukturen ikke er den fornødne tid til at lave tværgående vidensudveksling, og at man lige så godt kan få den viden fra vores store allierede. Der er ingen tvivl om, at Forsvaret kan få meget fra vore allierede, og det bør man blive ved med, men etableringen af en struktureret vidensopbygning vil være med til at fokusere støttestrukturen mere på at støtte de operative enheder. Endvidere kan den indsamlede viden også bruges i den akkrediteringsproces, der pågår mellem Forsvaret og Undervisningsministeriet, idet den samlede mængde viden, som f.eks. Forsvarets skoler kan genere om specifikke områder, vil udgøre en væsentlig empiri, som kan bruges til at udgive egne akademiske materialer (som understøtter det generelle vidensbehov i Forsvaret). Nedsættelse af disse fora og opbygning af en struktureret viden vil givet også styrke det civile akademiske miljøs interesse for Forsvaret, og det vil på lidt længere sigt kunne skabe en positiv spiral, hvor også det civile forskningsmiljø vil kunne medvirke til den generelle vidensopbygning i Forsvaret. Derfor er den tid og de penge som skal afsættes til at komme i gang med ovennævnte processer i virkeligheden at betragte som en investering i Forsvarets egen viden som et alternativt til en Farum-model, hvor alt er outsourcet og Forsvaret skal leve af, hvad man kan købe sig til i tillæg til, hvad FE kan levere. Et andet område, der kan støtte Forsvarets vidensopbygning er en udvidelse og fokuseret brug af militærrådgivere og attacheer. Her kan det overvejes om det fortsat er hensigtsmæssigt at have størsteparten af Forsvarets attacheer og militærrådgivere placeret i europæiske hovedstæder. En attache eller militærrådgiver som har tilbragt en udstationeringsperiode i et af de forventet kommende konfliktområder, f.eks. som rådgiver for en subregional organisations reaktionsstyrker, vil være en god vidensbank at råde over forud for en dansk indsættelse eller dansk støtte til uddannelse af militærenheder i pågældende område. Det kan så anføres, at hver udsendt stabsofficer med familie koster, hvad der svarer til ca. to soldater i INTOPS. Den økonomiske belastning ved at stationere flere rådgivere og attacheer i udlandet er svær at anfægte, men her bør Forsvaret måske se lidt bredere, for er det kun i Forsvarets interesse at have flere militærrådgivere og attacheer i f.eks. Afrika, Asien og Mellemøsten? I lyset af den seneste udvikling med tættere samarbejde 185

96 Internationale Operationer og vidensopbygning i Forsvaret mellem Forsvaret og Udenrigsministeriet og andre støttende ministerier er det oplagt at se på om andre ministerier skal spytte i kassen, hvis Forsvaret vil øge antallet af attacheer og rådgivere. Udover den viden som attacheer og rådgivere bringer hjem om andre kulturer og regioner, så kommer de også til at udfylde en vigtig rolle i fremtidens sikkerhedssamarbejde som en form for strategisk varsling ved ændringer, som er på vej i den pågældende region, hvor vedkommende attache eller rådgiver arbejder. En del af denne varsling varetages i dag af Danmarks ambassader, men produktet bliver næppe ringere af, at der gives mulighed for at lægge en militærfaglig side med ind rapporteringen. Slutteligt vil det være en fordel, hvis støttestrukturen vænnes til at uddanne og udveksle viden med myndigheder og institutioner uden for Forsvarets ressort. Særligt på de højere officersuddannelser ses det at være et tiltag, der kan øge den generelle viden og være med til at vænne beslutningstageren og stabsofficeren til at søge information ved og arbejde sammen f.eks. Udenrigs- og Udviklingsministeriets rådgivere i et givent operationsområde. Herved vil den enkelte officers viden højnes, og en del af de kulturelle fordomme om militæret vil gradvis udviskes uden at Forsvaret af den grund mister sit særkende, retten til magtanvendelse. Den operative struktur i Danmark er godt på vej til at opbygge et mindset, der tilgodeser de nye krav til Forsvaret. Denne positive bevægelse bør man, her på tærsklen til at tænke tanker om et nyt forlig, understøtte ved at give støttestrukturen pålæg om og muligheder for at strukturere den eksisterende viden og opbygge og udvikle nye viden om den forventede områder for dansk militær indsats i fremtiden. 186

97 Motivation Af BA psych. Jesper Jensen og BA psych. Bo Bach S. Pedersen, Københavns Universitet Institut for Psykologi. Et Grounded Theory Studie af unge mænd som fortsætter i Hæren efter aftjent værnepligt. Indledning og formål Militæret har traditionelt været en vigtig dannelsesinstitution, hvor unge mænd gennem tiden har aftjent deres værnepligt med stolthed, pli og ære. Tidsånden har tilsyneladende ændret sig, idet unge i dag synes at betragte militæret, som noget der bør overstås hvis ikke undgås via lægeerklæring eller militærnægter tjeneste. Sideløbende hermed finder der politiske uroligheder sted ude i verden, som vurderes til at skulle behandles med militær magt. I denne forbindelse er Danmark placeret som nummer to med hensyn til antallet af udsendte soldater til Irak i forhold til indbyggertal (Politiken). Dertil gælder det, at et antal danske soldater er omkommet på missioner i både Irak og Afghanistan mens andre er sårede. Endvidere får hver 12. danske soldat i Irak psykiske problemer (DR Nyheder, 30. juni, 2006). Sideløbende hermed har uddannelsessystemet indført en lov, der gør det vanskeligere at forsætte i militæret efter aftjent værnepligt jf. ny uddannelseslov om karakterbonus og adgangskrav (JP 31. juli, 2006). Med udgangspunkt i disse omstændigheder giver det tilsyneladende god mening, at et antal soldater, som skulle være sendt af sted til Irak, er sprunget fra i sidste øjeblik (JP 13. februar, 2006). Det er således heller ikke uforståeligt, at Forsvaret forudsiger mangel på soldater, der kan sendes til brændpunkter (TV2, 24. juli 2006). Endvidere har en generel mangel på mandskab i Forsvaret resulteret i at Forsvarsregion København har påbegyndt en kampagne, hvor unge hverves via links på en datingside (MetroXpress, Kbh., ). Set i lyset af dette, hvem er så de forholdsvis få unge mænd, som frivilligt vælger at fortsætte indenfor militæret med henblik på udsendelse - efter aftjent værnepligt? Kvantitativt viser statistikken entydigt, at der blot er tale om en minoritet af unge, som vælger at fortsætte i Hæren efter aftjent værnepligt, eventuelt med henblik på udsending til et brændpunkt ( Hvem er disse unge, der placerer sig i periferien af det gængse og gennemsnitlige og hvorfor gør de det? Med en kvalitativ tilgang vil vi undersøge dette, med følgende perspektiv i tankerne: Hvert enkelt nyt fænomen kan [ ] sige mere om processens væsen, end en undersøgelse af Militært Tidsskrift, 136. årgang - nr. 2 - juli 2007, s

98 Motivation det nuværende gennemsnit. Ligesom et enkelt menneske, der erfares at være ubestikkeligt, siger mere om menneskets væsenskræfter end statistikken over de andres bestikkelighed. [ ] Denne tilnærmelse muliggør at finde den almene udvikling frem blandt fremtrædelserne. (Haug, 1981, s. 23). På forhånd ved vi, at der er foretaget adskillige spørgeskemaundersøgelser med hjemkomne soldater fra nogle af de nævnte brændpunkter (DR Nyheder, 30. juni, 2006). Tilsyneladende foreligger der dog ingen undersøgelser med menige, der har ønske om at deltage på missionerne via bl.a. Hærens Reaktionsstyrke Uddannelse med undtagelse af standardiserede screeningtests. For at afdække dette vil vi således undersøge de unge mænds bevæggrunde for at fortsætte i militæret med henblik på udsendelse. Dertil har vi formuleret følgende forskerspørgsmål, som alene skal forstås som vejledende for vores interviewguide (Bilag 1). Hvilke forudsætninger og bevæggrunde gør sig gældende ved den minoritet af unge, der vælger at fortsætte i Hæren efter aftjent værnepligt med mulighed for udsending til fredsbevarende og støttende missioner i konfliktramte områder. Grounded Theory - Strauss vs. Glaser Udgangspunktet i Grounded Theory metoden er, at teori groundes i data. Dette opnås ved at lade koncepter og kategorier fremstå af dataen ud fra konstante sammenligninger en såkaldt abduktiv proces. Gennem processen afsløres et mønster, som peger på en kernekategori. Relationen mellem denne og de enkelte kategorier danner basis for en teori (Corbin & Strauss, 1991). Som udgangspunkt har vi taget hensyn til, at der er udviklet to skoler inden for Grounded Theory, henholdsvist forankret i B. Glaser og A. Strauss (Willig, 2001). Vi er af den opfattelse, at det er nødvendigt at forholde sig til de to positioner, hvis man vil udføre seriøs forskning baseret på Grounded Theory. Strauss er influeret af bl.a. G. H. Mead og H. Blumer, hvorudfra mennesker bedst forstås i relation til deres omgivelser (Strauss & Corbin, 1991). Glaser, derimod, er inspireret af en kvantitativ tradition med primært induktiv teori. Både Strauss og Glaser nærede den overbevisning, at der manglede systematiske metoder til at udlede teori, baseret på empirisk forskning. Sammen udvikler de to en forskningsmetodologi The Constant Comparative Method, som senere bliver til Grounded Theory. (Søndberg, 2005). Klassisk Grounded Theory kan jf. Norman & Lincoln placeres inden for en post-positivistisk tradition, hvor ontologien defineres som kritisk realisme. Herudfra testes ny viden med allerede eksisterende viden. Der 188

99 Motivation findes en virkelighed derude, men den kan ikke fuldt ud indfanges og undersøges - kun antages. Strauss og Corbins videreudvikling af metodologien henviser dog mere til en konstruktionistisk epistemologi, hvor sandheden opstår i dialogen og handlingen (Charmaz, 1994, Søndberg, 2005). Publiceringen af bogen Basics of Qualitative Research af Strauss og Corbin fremkalder et videnskabsteoretisk brud mellem Strauss og Glaser. Sidstnævnte mente ikke at Strauss & Corbin levede op til sand Grounded Theory. For Strauss & Corbin er det vigtigt med en teoretisk ramme og nogle fastsatte grænser, så problemet bliver nemmere at overskue for forskeren. Glaser afviser denne anvendelse af på forhånd opstillede hypoteser, spørgsmål og teorirammer til at styre dataindsamling og analyse med. Denne tilgang ser han som datamanipulation og hæmmeklods for kreativ analyse, hvorfor han benytter et åbent approach. For Glaser forholder det sig således: Categories emerge upon comparison and properties emerge upon more comparison. And that is all there is to it. (Glaser, 1992, s. 43). Teoriramme eller ej - kan altså siges at være kernen i uoverensstemmelsen mellem Strauss og Glaser. Videnskabsteoretisk position Vi har valgt at anvende elementer fra de to skoler, som vi finder mest hensigtsmæssigt. Inspireret af Strauss anvender vi således den symbolske interaktionismes grundlæggende filosofi, hvorved vi søger at afdække, hvad der gælder for viden hos forskellige individer og grupper: Symbolic Interactionism rests on three primary premises. First, that human beings act towards things on the basis of the meanings those things have for them, second that such meanings arise out of the interaction of the individual with others, and third that an interpretative process is used by the person in each instance in which he must deal with things in his environment. (Blumer, 1998, s. 2). Intentionen med denne ramme er ikke at sætte grænser for vores studie, idet vi udelukkende anvender symbolsk interaktionisme som underliggende forståelses- og inspirationsramme. Vi trækker altså ikke elementer fra symbolsk interaktionisme ned over dataen, men anvender blot teorien til at se efter menings- og interaktionsbetydninger i empirien. Videre anvender vi Glasers position, idet vi lader koncepter fremkomme af empirien alene, hvorfor vi fortrinsvist er induktive. Det har således kun været analysen og processen, der binder koncepterne sammen. Først på baggrund af vores empiriske resultater inddrages relevant teori som yderligere empiri. Således har vi ikke, som foreslået af Strauss, ladet den filosofiske epistemologi guide forskningsprocessen. I stedet har vi taget os den forskningsmæssige frihed at vælge en såkaldt bricoulage model, 189

100 Motivation hvorudfra vi undervejs vil begrunde vores fremgangsmåde (Denzin & Lincoln, 2000, Søndberg, 2005). Således anvender vi henholdsvis Glaser og Strauss pointer, hvor vi finder deres respektive anskuelser mest relevant. Som udgangspunkt følger vi procedurevejledningen af Strauss & Corbin (1991). Forskningsprocessen The research question in a Grounded Theory Study is a statement, that identifies the phenomenon to be studied. It tells you, what you specifically want to focus on, and what you know about this subject (Corbin & Strauss, 1991, s. 38). Med afsæt heri har vi udformet en interviewguide med spørgsmål, som lægger op til et semi-struktureret interview (Bilag 1). Disse spørgsmål er tilsammen rettet mod at få det introducerede forskerspørgsmål besvaret. Derved trodser vi delvist Glasers kriterier om ikke at have nogen forudbestemmelser. Vores interviewspørgsmål er fra starten åbne og vidt afdækkende, mens de bliver mere specificerende eftersom interviewprocessen er i gang (Se bilag 1). På den måde har vi på forhånd ikke besluttet hvad respondenternes bevæggrunde mv. er. Vi har således tilstræbt at reducere det, der kan forekomme som forudfattede antagelser. Udvælgelse af respondenter Som udgangspunkt har vi valgt at finde to til tre respondenter, hvilket imidlertid ændrer sig til fire, fordi vores kontaktperson ved den pågældende kaserne opfordrede hertil. Denne ordning skabte tilmed sikkerhed overfor eventuelt frafald, og antallet betragtede vi ikke som uoverkommeligt, da det tidsmæssigt var velorganiseret. Dertil er fire respondenter ingen skade til med hensyn til nytteværdi, og dataindsamlingen blev aldeles fyldestgørende ved samtlige respondenter (Kvale, 1994). Tilmed interviewes menige på forskellige instanser (HBU og HRU) i Hæren for at modvirke eventuelle særlige omstændigheder indenfor bestemte grupper (Kvale, 1994). Selve henvendelsen vedrørende undersøgelsen fandt sted via en til en kaptajn ved den pågældende kaserne (Se bilag 7). Med hjælp herfra blev vores henvendelse videreformidlet til den relevante gruppe, hvoraf fire meldte sig. Vi ser det som validerende for vores dataindsamling, at vi hverken kendte pågældende respondenter eller tidligere har korresponderet med dem. Bias og etiske overvejelser Som udgangspunkt bevares respondenternes anonymitet og vores tavshedspligt! 190

101 Motivation Ingen af undertegnede forskere har været i militæret eller besidder nogen forudgående viden herom. Den viden, vi eventuelt måtte have, er i så fald ikke saglig og virkelighedsafspejlende. Dette er vi opmærksomme på under dataindsamlingen, hvorfor vi vælger en åben og respektfuld tilgang til respondenterne jf. bilag 7. Endvidere har vi gjort os overvejelser vedrørende opretholdelse af en balancegang mellem en etisk korrekt mængde information og en informationsbegrænsning for forskningens skyld. Således introducerede vi os selv som studerende ved Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, hvilket vi reelt også er. Derved undlod vi at røbe vores identitet som psykologistuderende med henblik på at forebygge udefrakommende bias, idet psykologifeltet har mange stereotype opfattelser tilknyttet sig - samt frygt for overfortolkning (Fog, 1992). Vi har på intet tidspunkt ønsket at stille militæret i et dårligt lys, ej heller betvivle danske værnepligtiges bevæggrunde for udsending til et brændpunkt. Vi må dog se i øjnene at vi næppe ville have valgt netop dette emne, hvis ikke det havde været for den spektakulære mediedebat i sommeren 2006 vedrørende udstationerede danske soldater. Dette forhold har uden tvivl præget vores fremgangsmåde og interviews, hvorfor nogle emner er undgået for at sikre en behagelig situation for vore respondenter. Samtidigt har det eksisterende mediebillede motiveret os til at fremstille et mere sagligt og neutralt billede af de faktiske forhold. Interviews (Dataindsamling) Respondenternes udsagn medvirker til at forme processen i det semistrukturerede interview. Derfor har vi på baggrund af første interview modificeret de efterfølgende interviews med udspecificering af bestemte sektioner. Vi har ikke haft mulighed for at følge metodologien stringent mht. selektiv modificering af interviewspørgsmål på baggrund af forudgående dataanalyse. Dette skyldes, at vi havde et begrænset tidsrum på ca. 4 x 25 minutter, hvorfor vi kun havde mulighed for at nedskrive memos og noter under og imellem interviewene (bilag 6). Samtlige fire interviews forløb i samme lokale på kasernen, hvilket kan have bidraget til at skabe en naturlig ramme for respondenterne, som blot kaldtes ind, og derfor ikke blev generet unødigt ved eventuelle forskydninger i tidsplanen. Disse rammer kan tilmed understøtte den økologiske validitet i forskningen (Willig 2001). Der tilstræbes at skabe en naturlig og ikke-forceret atmosfære, et frit forum, hvor der lyttes og slappes af samtidigt med, at seriøsiteten ikke fortrænges (Kvale, 1994). Tilmed informeres respondenten om dennes anonymitet samt frihed mht. besvarelse af spørgsmål. Interviewene 191

102 Motivation optages digitalt og respondenterne informeres på forhånd om, at de når som helst kan afbryde optagelsen ved at trykke på en anvist knap. Vi skiftedes til at interviewe og tage notater, da dette angiveligt ville lette overgangen til et nyt interview mht. koncentration og bias fra forrige interview. Vi har dog fastholdt, at den passive som sekundær interviewer kan stille uddybende spørgsmål. Transskribering De fire interviews opdelte vi imellem os således, at vi transskriberede to interviews hver for sig. Første transkribering påbegyndte vi dog i fællesskab, hvilket medvirkede til, at vi efterfølgende kunne benytte en konsistent form og struktur. Vi bestræbte os på en eksakt transkribering (Kvale, 1994), med henblik på at skabe bedre forudsætninger for en fortløbende validering i analysen. Efterfølgende har vi nøje gennemlæst hinandens transkriberede interviews, for at sikre overensstemmelse med egne nedskrevne notater og memos. Som praktisk redskab til selve transkriberingen benyttede vi programmet Express Scribe version Åben, Selektiv og Aksial kodning Den rå transkriberede data indgår i et første analyseniveau, kaldet åben kodning. Hertil benytter vi en linje-for-linje analyse, hvor vi konsekvent anvender in-vivo kodning for samtlige betydninger (Corbin & Strauss, 1991). I første fase nedbrydes dataen ved, at samtlige koncepter gives en etikette bestående af eget ordindhold, allerede fra første linie. Det har været vigtigt for os hele tiden at lade respondenternes egne ord være styrende for analyseprocessen. Etiketterne får tilmed et nummer, der refererer til deres oprindelse i dataen, således at vi let kan danne overblik og vende tilbage hertil (Bilag 3). I anden fase sammenfattes de fremkomne in-vivo-koncepter gennem en kontinuerlig sammenligning (Bilag 4). Tilmed sammenfattes koncepter fra alle interviews, eftersom vi kun sammenligner data og ikke informanter, jf. Corbin & Strauss. Herpå er vi i stand til at opstille en række hovedkategorier skabt ud fra sammenligning og kategorisering af ensartede in vivo koncepter. Sideløbende med denne kodningsproces nedskriver vi memo-notater, hvorudfra nye konceptsammenligninger afprøves. I tredje fase etableres nye subkategorier og sammenhænge, samtidigt med, at der opdages nye overkategorier (Bilag 5). Vi har løbende søgt at validere kategorierne, ved at henholde dem med de oprindelige data. Trods den tidskrævende proces, foretog vi hele analysen i fællesskab gennem kritisk diskussion. Under fjerde fase foretages en videre udvikling af kategorierne, hvor både egenskaber og dimensioner anskueliggøres. Overordnet er der 192

103 Motivation bestemte kategorier, som har konceptuel magt, hvilket vil sige, at de tiltrækker koncepter og sub-kategorier. Efterhånden tegner der sig et mønster, som danner udgangspunkt for hovedkategorier. Gennem denne selektive kodning erfarer vi, at kategorierne mættes. Endeligt indordner hovedkategorierne sig under en kernekategori, som vi vil præsentere i analysedelen. Koncepter, vi ikke har kunnet finde en passende kategori til har fået betegnelsen uden for kategori, hvorved validiteten kan siges at bestyrkes. Endvidere har vi med overlæg ikke udført litteraturstudier over emnet, med henblik på at imødegå dataen med et åbent sind. Desuden anvender vi fortrinsvist in vivo kodninger, hvorved vi ikke inspireres af i forvejen eksisterende viden, med undtagelse af udviklingen af kernekategorien. Den aksiale del af kodningen fremgår ud fra en processuel model i analysedelen, hvor vi opstiller kontekst, konsekvenser, intervenerende og kausale forhold samt hovedkategorierne og kernekategorierne i et samspil (Figur 2). Analyse Kategorierne Som kernekategori har vi diskuteret os frem til Motivation, hvilket dækker overfor motivationen for at fortsætte i militæret efter aftjent værnepligt. Et begreb som kan synes statisk, men som i dette tilfælde skal betragtes som en proces. Endvidere fremgår det af Grounded Theory metoden, at en kernekategori kan være en dimension, en proces eller et forhold (Søndberg, 2005, Corbin & Strauss 1991). Det bør hermed tydeliggøres, at vi ikke har valgt Motivation for at samle hovedkategorierne, men for at vise, at både kategoriernes forbindelser, interventioner og samlede konsekvens skaber motivationsprocessen. Vi er klar over, at begrebet har en bred og tilsyneladende vag definition, hvorfor vi vil pointere, at det er motivationens indhold og proces, som udgør det centrale Hovedkategorier Serie1 MOTIVATION 1) Personlig udvikling 2) Disciplin 3) Fællesskab 4) Samarbejde 5) Kammeratskab 6) Udfordring 7) Leg 8) Personlig disposition

104 Motivation 9) Militærtjenesten I det følgende vil de enkelte hovedkategorier behandles ud fra deres relation til kernekategorien og i forhold til deres forbindelse med øvrige kategorier. Dertil vil kategorierne og subkategoriernes frekvens (hyppighed) figurere ud fra opstillede diagrammer. Endvidere vil kategorierne med deres subkategorier/koncepter blive vurderet dimensionelt ved at placere deres forekomst på et kontinuum i forhold til deres betydning for Motivation. Dette vil fremgå ud fra tre niveauer, hvor (+) er positiv, (*) neutral og (-) er negativ. Når der forekommer sætninger eller ord i citationstegn, skal dette forstås som uddrag fra dataen. Tilmed gælder det, at kategoribetegnelser skrives med stort forbogstav og i kursiv. Derved fremgår det entydigt hvad der stammer fra dataen, og hvad der er vores kommentar. Personlig udvikling Personlig udvikling Modning: 16+, 6*, 2-2. Læringsproces: 4+, 1*, 1-3. Oplevelsen: 18+, 12*, 0-4. Militæret og HRU som redskab: 19+, 18*, 1-5. Gevinst: 10+, 1*, 0-6. Bryde barrierer: 1+, 1*, 0-7. Erfaring: 5+, 2*, 0-8. Idealisme: 16+, 5*, 1-9. (uden for kategori) Militærtjeneste kan forbindes med Modning, som giver holdning og et nyt syn på livet. Samtidigt er Modning det, som kendetegner den gode soldat. Dette er tilmed også en Læringsproces: det, man i forvejen vidste, det skal man nu lære at gøre på den rigtige måde. Personlig udvikling sker tilmed gennem Oplevelser, hvorfor disse har betydning for soldaterne. Det, soldaten lærer i Militærtjenesten, skal endvidere udgøre et meningsfuldt redskab i det civile liv. Samtidig er en fortsættelse inden for 194

105 Motivation Militærtjenesten, en personlig mulighed for at prøve soldaterhåndværket af, altså et Redskab, hvortil både Gevinst og Erfaring kan knyttes. Videre giver Personlig udvikling soldaterne selvtillid og en evne til at...se tingene i et større perspektiv. For soldaterne har det at gøre en forskel for andre mennesker en personlig betydning, hvorfor Idealisme indgår i Personlig Udvikling. Det er derfor en dyd at gøre sit bedste. Sammenfattet består Personlig Udvikling altså af Oplevelser, Modning og tilegnelse af nye Redskaber, hvorigennem der dannes basis for Motivation i henhold til at fortsætte i Militærtjenesten efter aftjent værnepligt. Tilmed er Personlig udvikling en proces, som skabes på baggrund af og i interaktion med de øvrige kategorier. Disciplin Disciplin Stress/pres: 4+, 18*, 0-2. Disciplinens gevinst: 4+, 6*, 0-3. Disciplin som redskab: 0+, 12*, 0-4. Rutinen: 0+, 7*, 0-5. Frihed: 2+, 6*, 0-6. (uden for kategori) Soldaternes fokus hviler generelt på pres frem for stress. Man presses for at bryde grænser og opnå effektivitet. Endvidere kan Pres anskues positivt, ved at erfaring med pres under en eventuel udsending udgør en sikkerhed for, at soldaterne nok skal klare sig. Dertil må Pres ikke forveksles med tvang, og for soldaterne må presset ikke overstige det nødvendige, da det herved mister sin motiverende virkning. Det er af betydning, at Disciplin har en gevinst, da soldaterne er medspillende aktører i et system, hvor indsats og gevinst ofte er proportionalt fordelt. Gevinsten synes mest selvforstærkende, hvis den erfares af soldaterne selv og ikke påpeges: Man begynder pludselig at kunne se en mening med løbeturene. For soldaterne er Disciplin således er et redskab og ikke et mål, hvorfor den er et skridt på vejen mod effektivitet. Sideløbende indgår Rutinen som 195

106 Motivation stabilitet og sikkerhed. Disciplin er dermed ikke Motivation i sig selv, men motiverende for bl.a. Fællesskabet. Dertil har Disciplin betydning for Fællesskab og Samarbejde og påvirker Personlig udvikling. Endeligt har Disciplin lighedspunkter med Udfordring, hvorfor de to deler en subkategori. 196

107 Motivation Fællesskabet Fællesskabet Forskellighed og rollefordeling: 8+, 8*, 0-2. Fællesskab som betingelse: 8+, 13*, 3-3. Fællesskabets funktionalitet: 13+, 7*, 3-4. Fællesskab som motivator for fortsættelse/udsending: 17+, 6*, 0-5. (uden for kategori) Fællesskabet er en betingelse, der har betydning for Motivation ved, at det spiller en stor rolle. Centralt ønskes Fællesskabet bevaret, hvilket opnås ved en fortsættelse inden for militæret og en dertilhørende udsending. Således er Fællesskabet et funktionelt middel til at nå det hele og udføre vanskelige opgaver, samtidig med, at det giver en fælles motivation, hvor der hersker en kraftig fællesskabsfølelse. Kategorien er desuden forbundet til Kammeratskab, Samarbejde og Personlig udvikling. Samarbejde Samarbejde Samarbejde som nødvendighed: 0+, 4*, 0-2. Samarbejdets funktionalitet: 3+, 3*, 0-3. (uden for kategori) 197

108 Motivation Samarbejde kan ikke undgås i og med, at det ikke er muligt at adskille sig selv fra en enhed. Derved er det kun i Fællesskabet, at Samarbejde har en funktion. Fællesskabet består i sig selv, men drives fremad gennem Samarbejde, hvorfor sidstnævnte implicerer Motivation for at fortsætte i Militærtjenesten efter aftjent værnepligt. Endvidere forekommer der en forbindelse til Disciplin, som har en effektiviserende indvirkning på Samarbejde. Kammeratskab Kammeratskabet Kammeratskabets betingelser: 9+, 7*, 1-2. Kammeratskabets funktionalitet: 11+, 0*, 0-3. Kammeratskabet som motivator for fortsættelse/udsending: 17+, 6*, 0-4. (uden for kategori) Kammeratskab kommer i naturlig forlængelse af Fællesskab. Vi har vurderet Kammeratskab til at have en selvstændig betydning, hvorfor den ikke figurerer som subkategori under Fællesskab. Kammeratskab er et væsentligt aspekt ved det, som motiverer respondenterne til at forsætte i Militærtjenesten efter aftjent værnepligt. Derfor er Kammeratskab også en entydig Motivation herfor. Funktionelt giver Kammeratskab tillid og kendskab til hinandens styrker og svagheder. Det skaber trygge rammer og det bliver en familie.. Udfordring Det kan opleves som en omvæltning at træde ind i Militærtjenesten fra det civile liv, idet man kastes ud i nye omgivelser og Rutiner. Omvæltning er ligeledes et centralt element ved en eventuel udsending. I forbindelse med Omvæltning bliver Tilvænning et nødvendigt redskab til at trives i det nye Fællesskab. Videre har Udfordring betydning for stillingtagen til eventuel udsending, men i en positiv reference, hvor Udfordring sættes lig spænding. Udfordringen er således en Gevinst i sig selv. 198

109 Motivation Desuden har Udfordring lighedspunkter med Disciplin, idet Stress og pres udgør centrale punkter Udfordring Omvæltning: 0+, 16*, 2-2. Tilvænning: 2+, 4*, 2-3. Tilvænning til fællesskabet: 0+, 2*, 2-4. Udfordring som motiv for udsending: 3+, 7*, 0-5. Udfordringens gevinst: 2+, 1*, 0-6. Stress og pres 4+, 18*, 0-7. Uvished: 0+, 3*, 3-8. (uden for kategori) Udfordring er på flere måder lig med Motivation. Det er således Udfordring som skubber dig videre og holder dig i gang. Endeligt har Udfordring også forbindelse til Fællesskabet i form af Tilvænning, og er betinget af Personlig disposition i kraft af fysisk og psykisk mestringsevne. Desuden er der en forbindelse til Personlig udvikling, idet Udfordring har indflydelse på Modning. Leg Samtlige koncepter i dette afsnit er inden for kategorien Leg. Leg: 5+, 3*, 0-. Der kan argumenteres for, at Leg ikke kræver en hovedkategori. Grundlæggende er den både forbundet til Fællesskab og Kammeratskab, men kan ikke specificeres nærmere, hvorfor den er tildelt en hovedkategori. Legen har en positiv værdi hos respondenterne, og kan derfor betragtes som Motivation i et militært forløb, der ellers er præget af Disciplin, Udfordring og Personlig udvikling. Personlig disposition Denne kategori dækker over forudsætninger hos respondenterne såsom noget, hvor man skal bruge kroppen og [jeg] har altid vidst at det ikke skulle være et stillesiddende job. Dette relaterer til kernekategorien ved, at de unge mænd, af naturlige årsager har motivation for at fortsætte i et militært forløb med fysiske udfordringer og prøvelser inklusiv et 199

110 Motivation udsendelsesforløb af fysisk pressende karakter. De psykiske sider drejer sig om soldaternes egenskaber, selvopfattelse, ønsker, tanker og motiver i forhold til en fortsættelse i militæret efter aftjent værnepligt. Det kan for nogle være naturligt at komme herind, Det har ligget naturligt i kortene mens det for en anden gælder, at jeg ved ikke hvad jeg vil resten af mit liv. Personlig disposition kan forbindes med Udfordringer og Disciplin, hvor den Psykiske - og især den Fysiske disposition også spiller en rolle. Subkategorien Bagland dækker over forældre, kæreste, familie og venners opbakning og holdning til respondentens valg og handling vedrørende militær udsendelse. Bagland har tilsyneladende afgørende betydning for soldaterne i forhold til Motivation for at fortsætte i Militærtjenesten ved, at fx forældres samtykke helst skal være på plads Personlig disposition ) Fysisk disposition: 4+, 5*, 0-2) Psykisk disposition: 5+, 13*, 1-3) Ønsker/fremtidsvisioner: 2+, 2*, 0-4) Bagland: 13+, 7*, 0- Militærtjeneste Militærtjenesten Uddannelse: 4+, 6*, 7- Efter militæret (HRU): 1+, 10*, 0- Årsager til fravalg af militæret/hru: 0+, 5*, 10- Militær-diskurs: 0+, 5*, 0-

111 Motivation Denne kategori vedrører formelle sider ved militær- systemet. Militærtjenesten kan tilmed opstilles som målet for Motivationen og kan betragtes som Uddannelse. Det er denne kontekst respondenterne har en holdning til. Det er i lyset af Militærtjenesten, at respondenterne betragter deres fremtid, hvad de skal bagefter og hvilken Uddannelse indenfor eller udenfor militæret? Militærtjenesten kan således vurderes som den statiske genstand, som resten af kategorierne drejer sig om; mens Motivation er den overordnede proces, der dynamisk finder sted imellem samtlige kategorier og Militærtjenesten (Se figur 1.). Sammenfattende udfald af analyse På baggrund af det gennemgåede fremgår det, at hovedkategorierne udgør motiver, der medvirker til at soldaterne vælger at fortsætte i militæret efter aftjent værnepligt. Som illustreret på figur 1. samvirker hovedfaktorerne betinget af Militærtjenestens kontekst til at motivere de menige soldater til at fortsætte i Militærtjenesten. Figur 1: Hovedkategorierne er placeret i forhold til deres gensidige relation til hinanden. Cirklernes radius 201 indikerer frekvensen af tilhørende koncepter. Kategorierne indgår tilsammen i en motivationsproces rettet mod Militærtjenesten, som illustreret. Vekselvirkende danner