Grønlands råstofdebat - en komparativ diskursanalyse fra

Transkript

1 DET SAMFUNDSVIDENSKABELIGE FAKULTET KØBENHAVNS UNIVERSITET Kandidatspeciale Nikoline Schriver Grønlands råstofdebat - en komparativ diskursanalyse fra Vejleder: Ulrik Pram Gad Antal ord: Afleveret den: 02/12/2013 nb

2 INDHOLDSFORTEGNELSE ABSTRACT INDLEDNING PROBLEMFORMULERING POLICY RELEVANS AKADEMISK RELEVANS SPECIALETS FREMGANGSMÅDE TEORI VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT IDENTITET SOM DISKURSIV STRUKTUR Identitet og diskurs hos Laclau og Mouffe Identitet som Policy og Position Policy i relation til den radikale Anden og de ikke- så- radikale Andre Positioner og lag i identiteten SAMMENFATNING ANALYSESTRATEGI ANTAL SELVER TIDSPERSPEKTIV OG ANTAL DEBATTER EMPIRI LÆSESTRATEGI Den rumlige dimension Den tidslige dimension Den intentionelle dimension SAMMENFATNING DET GRØNLANDSKE VI KULTURNATION TRADITION OG MODERNITET Moderniseringsrepertoiret Forfaldsrepertoiret GRØNLANDISERING SAMMENFATNING ANALYSE AF GRØNLANDSK IDENTITET I RELATION TIL SPØRGSMÅLET OM UDVINDING AF RÅSTOFFER FRA UNDERGRUNDEN GRØNLANDSK IDENTITETSKONSTRUKTION I FORBINDELSE MED DEBATTEN OM EJENDOMSRETTEN TIL UNDERGRUNDEN, HISTORISK KONTEKST GRØNLÆNDERNES EJENDOMSRET TIL UNDERGRUNDEN DANMARK OG GRØNLAND ER FÆLLES OM UNDERGRUNDEN UNDERGRUNDEN TILHØRER DEN OPRINDELIGE BEFOLKNING SAMMENFATNING

3 5.2 GRØNLANDSK IDENTITETSKONSTRUKTION I FORBINDELSE MED DEBATTEN OM EJERSKABET TIL RÅSTOFFERNE I UNDERGRUNDEN, HISTORISK KONTEKST RÅSTOFFER FØRER TIL SELVBÅREN ØKONOMI OG SELVSTÆNDIGHED RÅSTOFFERNE IKKE AFGØRENDE FOR GRØNLANDS SELVSTÆNDIGHED SAMMENFATNING GRØNLANDSK IDENTITETSKONSTRUKTION I FORBINDELSE MED DEBATTERNE OM ROYALTIES OG STORSKALALOVEN, HISTORISK KONTEKST ROYALTIES Grønland er ikke gratis Grønland må tilpasse sig Sammenfatning STORSKALALOVEN Den fattige og truende anden : Den nødvendige anden :Folket skal høres Sammenfatning DELKONKLUSION KONKLUSION OG PERSPEKTIVERING LITTERATURLISTE.. 2

4 Figuroversigt 1 Figur 2-1 Figur 2-2 Figur 2-3 Figur 2-4 Figur 2-5 Figur 2-6 Selvet skabes i en antagonistisk relation til en Anden, der på den ene side er truende, men samtidig er nødvendig for Selvets eksistens. Selvet skabes i relation til en radikale Anden og i relation til ikke-så-radikale Andre. Selv og Anden karakteriseres gennem dimensioner i relationen gennem linking og differentiering. Lag i identitetskonstruktionen, der udgør de enheder, vi taler om. Positioner i Selvet, der alle søger at hegemonisere identiteten blandt andet ved at fortolke det basale vi. Illustration af specialets centrale begreber og deres samspil i relation til Selvets konstruktion. Figur 3-7 Oversigt over mit analysedesign (model efter Lene Hansen 2006). Figur 4-8 Figur 5-9 Figur 5-10 Figur 5-11 Figur 5-12 Figur 5-13 Figur 5-14 Figur 5-15 Figur 5-16 Figur 5-17 Figur 5-18 Figur 5-19 Centrale begreber i den basale begrebskonstellation i forbindelse med spørgsmålet om undergrunden og råstofferne. Siumuts konstruktion af relationen til danskerne. Atassut og Lars Chemnitz konstruktion af Grønlændernes relation til Danmark. Atassut og Lars Chemnitz konstruktion af relationen mellem Atassut og Siumut. Aasiviks konstruktion af relationen til Danmark. Siumuts konstruktion af Selv/Anden relationen til den danske stat. Kuupik Kleists konstruktion af Selv/Anden relationen til den danske stat. Siumuts konstruktion af relationen til mineselskaberne. IA s konstruktion af relationen til de internationale minevirksomheder. Arbejdsmarkedets parters konstruktion af den billige arbejdskraft. Landsstyrets konstruktion af den billige arbejdskraft. Siumuts konstruktion af det grønlandske folk i relation til landsstyret. 1 Forsidebillede: Sermitsiaq (1978) nr. 1, side 15. 3

5 ABSTRACT In my master thesis I analyze the Greenlandic debate on mining and minerals. I analyze the debate as an identity political negotiation, where policy and identity are seen as interlinked; in other words, while telling a story about who we are, at the same time we legitimize a policy. I argue that political research in Greenlandic identity politics in relation to the mineral policy is greatly overlooked in academia, especially in light of the fact that the Greenlandic self government, having been handed over the control of the area of minerals January 1 st 2010, could rearrange the fundamental monetary structure in the whole kingdom, while also positioning Greenland in the middle of the geopolitical arena. Furthermore, there exists a more traditional culture and lifestyle in Greenland, a lifestyle which is protected both through ILO art. No. 169 and the UN declaration on indigenous peoples rights. At first glance there seems to be a bias between the traditional right of life and a modern understanding of proprietary right. However, in this thesis I argue that in Greenlandic identity it is not necessarily an either/or question between modernity and tradition. Instead, elements from the two narrative figures modernization and decline can be used in narrating Greenlandic identity politics. I study how Greenlandic identity in relation to the minerals policy has been narrated and renarrated in three important historical time periods; the debate on home rule in Greenland ( ), the debate on self government ( ) and the debate after the handover of the area of minerals (2012). On this backdrop, I do a hegemonic discourse analysis, showing how the debate has sedimented. The analysis shows that the underground and the mineral deposit resources in all three periods are linked to the restoration of the equal status to other peoples; either through (regained) political rights, economical power, or a combination of the two. Elements from the two narrative figures are used in combination to legitimize the claim for restoration. The narrative figures only present themselves in a clean cut during my first analysis of the home rule debate (covering ). 4

6 1. INDLEDNING Grønland overtog den 1. januar 2010 råstofområdet fra Danmark, og i det grønlandske samfund eksisterer et udbredt ønske om at omsætte råstofferne i den grønlandske undergrund til værdi for landet. Grønlænderne har dog ikke selv den nødvendige kapital, tekniske erfaring eller en tilstrækkelig stor arbejdsstyrke til selv at hente råstofferne op af undergrunden. Til gengæld søger Grønland at positionere sig på den globale minescene som et attraktivt sted for investeringer (Strandsbjerg 2011a:2). I et forsøg på at tiltrække sig opmærksomhed fra udenlandske investorer vedtog det grønlandske Landsting den 7. december 2012 blandt andet storskalaloven. Loven har til formål at muliggøre brug af udenlandsk arbejdskraft, aflønnet under normal grønlandsk overenskomst, i anlægsfasen af mineprojekter. Vedtagelsen blev af mange grønlandske politikere karakteriseret som et historisk skridt på vejen mod realisering af en selvbærende grønlandsk økonomi (ser. nr :10). Efter vedtagelsen af storskalaloven udtalte formand for inuitinteresseorganisationen, ICC, Aqqaluk Lynge dog: Spørgsmålet er, hvor høj en pris man vil betale for sin frihed? 2. Udvindingen af de grønlandske råstoffer i storskala kan nemlig potentielt få store konsekvenser for den grønlandske natur og den oprindelige inuitkultur. Udvinding af råstoffer i stor skala vil for eksempel sætte en stopper for den traditionelle grønlandske kollektive brugsret til jorden (Strandsbjerg 2011b:58). En ret som blandt andet er beskyttet af grønlændernes status som oprindeligt folk både i ILO-konvention nr. 169 og FNs erklæring om oprindelig folks rettigheder. Realisering af mineprojekter i stor skala vil samtidig (sandsynligvis) betyde, at Grønland vil opleve en stor tilgang af udenlandsk ikke grønlandsk talende arbejdskraft. En udvikling, der står i skarp kontrast til den tilbagevendende grønlandske sprogdebat, hvor grønlandsk ofte placeres som samfundets kulturelle rygrad (Langgaard 2003:216). Afsættet for dette speciale er et ønske om at forstå den grønlandske debat om udvinding af råstofferne fra undergrunden: Hvilke forhandlinger ligger til grund for råstofpolitikken? Og hvor langt er grønlænderne villige til at gå i kampen for at positionere sig som en attraktiv minenation? Mineprojekter er ikke i sig selv en ny diskussion i Grønland, og udvinding af Grønlands råstofressourcer har tidligere været et kardinalpunkt i relationen mellem Grønland og Danmark. Således rejser der sig yderligere en række spørgsmål: Hvordan hænger det grønlandske ønske om udvinding af råstoffer sammen med grønlændernes kamp med Danmark om retten til undergrunden? Og har grønlændernes holdning til udvinding af råstoffer ændret sig efter, at grønlænderne nu selv bestemmer over undergrunden? 1.1 PROBLEMFORMULERING Den grønlandske debat om udvinding af råstoffer fra undergrunden kan betragtes som en identitetspolitisk 2 Kristeligt Dagblad ( ): Ny minelov vil skabe kulturomvæltning i Grønland af Lise Smidt Søgaard 5

7 forhandling: hvem er vi, hvad kan vi og hvad burde vi være? (Gad 2004:3). Det betyder med andre ord, at igennem politisk forhandling skabes en fortælling om os, som er afgørende for, hvilken politik vi kan føre. Jeg vil derfor i mit speciale undersøge følgende problemformulering: Hvordan har konstruktionen af grønlandsk identitet forandret sig i forbindelse med spørgsmålet om udvinding af råstofferne i den grønlandske undergrund? Specialet har et diskursteoretisk udgangspunkt, hvor definitionskampen i en heterogen grønlandsk identitet er ontologisk sammenhængende med den grønlandske råstofpolitik. Jeg vil med dette teoretiske afsæt undersøge, hvordan de diskursive aktører i Grønland gennem forhandlinger og genforhandlinger har justeret fortællingen om grønlændere og udvinding af råstoffer fra undergrunden. Målet med mit speciale er med andre ord at skitsere et billede af grønlandsk identitet i relation til råstofpolitikken i et stadigt mere selvstændigt Grønland. Jeg vil i de to følgende afsnit redegøre for, hvorfor en analyse af de identitetspolitiske forhandlinger i relation til råstofpolitikken er et relevant bidrag både til den aktuelle debat og den akademiske forskning i grønlandske samfundsforhold. 1.2 POLICY RELEVANS I det omfang at mineprojekter og udvinding af råstoffer i stor skala bliver en realitet, vil det få afgørende betydning for det grønlandske samfund. Indledningen tegnede et billede af en oprindelig grønlandsk inuitkultur, der umiddelbart ikke er forenelig med udvindingen af råstoffer i stor skala på grund af et sammenstød mellem kollektiv og privat ejendomsret. Sagt med andre ord afhænger grønlændernes oprindelige identitet af at fange dyr, der hvor de nu er (Gad 2012:109), og samle jordens værdier, der hvor de bliver givet (Strandsbjerg 2011b:58). Det står i modsætning til mineindustriens krav om eksklusivret til ressourcerne på store aflukkede arealer. Potentielt vil man i det grønlandske samfund derfor blive nødt til at prioritere mellem en statsidentitet (med privat ejendomsret), og en oprindelig identitet (Strandsbjerg 2011b:58). Samtidig indeholder råstofferne i undergrunden (måske den eneste) mulighed for økonomisk vækst (rapport, Økonomisk Råd 2012:41), og derved en selvbærende grønlandsk økonomi. I første omgang vil indtægterne fra råstofferne i undergrunden og skatterne fra prøveboringer formentlig strække til at lukke hullet i et grønlandsk statsbudget med stigende udgifter og et fastfrosset bloktilskud (rapport, Økonomisk Råd 2012:7). Ifølge selvstyreloven har Grønlænderne ret til de første 75 millioner kroner af overskuddet fra råstofudvindingen. Herefter skal Danmark og Grønland dele overskuddet lige. Men Grønlands råstofindustri kan komme til at vende op og ned på den pengepolitiske fordeling mellem Danmark og Grønland. Grønland og Danmark skal nemlig genforhandle pengefordelingen den dag, råstofindtægterne 6

8 begynder at overstige bloktilskuddet (Lov om Grønlands Selvstyre, 8, 10). I det tilfælde vil råstofpolitikken få afgørende betydning ikke bare for strukturen i det grønlandske samfund, men for hele rigsfællesskabet. Udvindingen af de grønlandske råstoffer tiltrækker sig også opmærksomhed fra globale stormagter. På den internationale råstofscene ses i disse år en bevægelse, hvor ressourcerne koncentreres på stadig færre hænder, og konkurrencen om at få del i dem intensiveres. Olie og sjældne råstoffer spiller en betydelig rolle i den økonomiske og militære positionering. I dette regi vækker Grønlands spirende råstofindustri interesse i Kina såvel som EU (Strand 2013). Sidstnævnte skyndte sig i sommeren 2012 at underskrive en hensigtserklæring med Grønland om samarbejde om Grønlands råstoffer (pressemeddelelse, EUkommissionen). Udvinding af råstoffer kan potentielt placere Grønland, som en vigtig brik i et større geopolitisk spil. Grønlænderne er med andre ord i en situation, hvor de beslutninger, der træffes, kan få afgørende betydning for det grønlandske samfunds kultur, struktur og geopolitiske placering. I en sådan situation kan ét bidrag til debatten være at skabe et blik for de identitetspolitiske fortællinger, der ligger til grund for den politiske debat. Ved at nedbryde debattens struktur vil de grønlandske aktører få en mulighed for at forholde sig til debattens præmisser, der ellers fremstår som objektive. Det betyder, at man på den ene side kan gøre sig overvejelser om hvilken politik, der kan betragtes som rimelig inden for den grønlandske fortælling, og samtidig får de diskursive aktører en mulighed for at ændre strukturerne hvis det er det, de vil AKADEMISK RELEVANS Et studie af den politiske identitet i relation til råstofpolitikken har også en akademisk relevans. Grønlands råstofpolitik er som udgangspunkt underbelyst forskningsmæssigt. Historikeren Hanne Thomsen beskriver, hvordan lukningen af kulminebyen Qullisat i 1972 var en medvirkende faktor i grønlændernes krav om hjemmestyre i 1970 erne, men hun går ikke i detaljer med grønlændernes syn på råstofpolitikken (Thomsen 1996:272) 4. Den mest indgående forskning i konsekvenserne af minedrift i Grønland er formentlig foretaget af etnografen Jens Dahl. Han har blandt andet undersøgt de konflikter, der opstod mellem fangere 3 I Danmark har den grønlandske vedtagelse af storskalaloven tiltrukket sig uvant stor opmærksomhed sammenlignet med andre grønlandske love. Beslutningen er blevet mødt med en del bekymring og undren. Noget tyder på, at der er skabt en ubalance mellem danskernes og grønlændernes forestilling om, hvilken politik der kan rummes inden for idéen om Grønland. I lyset af det (stadig) eksisterende rigsfællesskab og Danmarks fortsatte ansvar for rigets samlede sikkerheds- og udenrigspolitik, er det i allerhøjeste grad også relevant for Danmark at få forståelse for udviklingen i den grønlandske debat. 4 Derudover omtales råstofdebatten under hjemmestyreforhandlingerne kort af Axel Kjær Sørensen i Danmark- Grønland i det 20. Århundrede (1983) samt i Finn Gads Grønland (1984). 7

9 og minevirksomheder i forbindelse med olieefterforskning i 1970 erne (Dahl 1977, 1999). Dahl beskæftiger sig dog ikke med grønlændernes politiske vurdering af minedriften, men beskriver det i højere grad som en strukturel påvirkning af grønlændernes liv. Generelt er grønlandsk politik underbelyst i forskningen. Historiske (Thuesen 1988; Thomsen 1996, 1998,), antropologiske (Sørensen 1994, 2012; Sejersen 2003; Petersen 1991) og lingvistiske (Langgaard 2012) studier dominerer studierne af grønlandske samfundsforhold. Alle er forskningsdiscipliner med stor relevans for det grønlandske samfund, men som Grønlands juridiske ret til selvbestemmelse øges, og derved behovet for at træffe politiske beslutninger i Grønland bliver større, øges også behovet for at betragte det grønlandske samfund ud fra et politologisk udgangspunkt, herunder ikke mindste Grønlands politiske identitet. Den politologiske forskning i Grønland har som udgangspunkt holdt sig til undersøgelser af de mere strukturelle forhold for eksempel i forvaltningen og for demokratiet, mens studiet af grønlandsk identitet har været varetaget af blandt andet den historiske og antropologiske gren. Disse forskningsdiscipliner har dog en tendens til at fremstille grønlandsk kultur og modernitet som hinandens modsætninger (Gad 2004:3). Derved har grønlændernes aktive politiske identitet været overset akademisk. Ulrik Pram Gads studie af den grønlandske sprogdebat (2004), samt Lill Rasted Bjørsts undersøgelse af de grønlandske strategier under klimaforhandlingerne (2011) har dog vist, at der i det grønlandske samfund i allerhøjeste grad eksisterer aktive aktører, som kæmper om fastlægge grønlandsk identitet mellem en moderne- og traditionel identitet. Med henvisning til det ovenstående afsnit (1.2) mener jeg, at der afgjort mangler systematisk politologisk forskning i de grønlandske identitetspolitiske forhandlinger i relation til spørgsmålet om udvinding af råstoffer med henblik på at få udfyldt dette gabende akademiske hul. Mit speciale bidrager dermed akademisk med at skabe et blik for forandringen i grønlændernes identitetspolitiske forhandlinger i relation til råstofferne, samt med at vise, hvordan grønlandsk identitet i relation til råstofpolitikken er skabt både før og efter grønlænderne har overtaget den politiske ret til råstofferne. 1.4 SPECIALETS FREMGANGSMÅDE Jeg har valgt at besvare mit speciales problemformulering om den grønlandske råstofdebat gennem en analyse af tre empiriske nedslag: Hjemmestyreforhandlingerne ( ), Selvstyreforhandlingerne ( ) og råstofdebatten i Jeg har valgt at lægge dette brede perspektiv på undersøgelsen, da forskning i Grønlands identitetspolitiske forhandlinger om udvinding af råstoffer er et næsten ubeskrevet blad. På den måde understøtter jeg mit speciales sigte på at analysere, hvordan forskellige diskursive strategier har forandret og samtidig sedimenteret debatten. Specialets diskursanalytiske udgangspunkt betyder, at idéen om en forudgiven og objektivt eksisterende 8

10 grønlandsk identitet må afvises. Identitet er til gengæld noget, der skabes. Det centrale spørgsmål for teoriafsnittet bliver dermed, hvordan jeg alligevel kan hævde at undersøge en struktur i grønlandsk identitet. Jeg vil i teoriafsnittet søge at besvare det teoretiske spørgsmål, der rejser sig, når en objektivt eksisterende virkelighed afvises: Hvordan etableres grønlandsk identitet som diskursiv struktur? Jeg vil i afsnit 2 besvare specialets teoretiske spørgsmål med afsæt i Laclau og Mouffes diskursteori. Det betyder, at udgangspunktet for analysen er, at identitet og politik er hinandens forudsætning, og at identitet kun kan forstås i relation til en antagonistisk Anden. Jeg vil dog med udgangspunkt i Lene Hansens teori om en radikal Anden og ikke-så-radikale Andre opbløde Laclau og Mouffes antagonistiske syn på identitetsdannelsen. På den måde vil begrebsapparatet være i stand til at identificere en mere kompleks identitetskonstruktion. Eller sagt med andre ord vil grønlandsk identitet ikke blive reduceret unødvendigt til en dansk/grønlandsk kamp. Samtidig vil jeg på baggrund af Ole Wævers teori om diskursive lag i identiteten argumentere for, at identitetspolitiske forhandlinger altid finder sted på et bagtæppe af dybt sedimenterede diskursive begreber. På den måde vil de mulige forandringer mellem mine tre del-analyser ikke fremstå som uforklarlige hop, men nærmere som justeringer. Analysen skal dermed ses som en to-trinsraket 5, hvor jeg først analyserer de grundlæggende begreber i identiteten, som er styrende for, hvad der meningsfuldt kan siges i en politisk diskussion (afsnit 4), og efterfølgende analyserer de konkrete debatter, der finder sted om udvinding af råstoffer fra den grønlandske undergrund (afsnit 5). Inden jeg begynder besvarelsen af min problemformulering, må jeg må dog forholde mig til, hvor man kan tale om, at identitet produceres, og hvordan man legitimt kan sige at finde identitet. Dermed opstår specialets metodiske spørgsmål: Hvordan kan grønlandske identiteter identificeres i forbindelse med spørgsmålet om udvinding af råstoffer i den grønlandske undergrund? I analysestrategiafsnittet (afsnit 3) vil jeg beskrive, hvordan den teoretiske diskursive struktur, som bliver skitseret i afsnit 2, kan identificeres i den grønlandske debat. Jeg vil redegøre for mine analysestrategiske valg, herunder valg af tidsnedslag, debatter og empiri med det formål at sikre specialets validitet. I afsnittet vil jeg operationalisere de teoretiske overvejelser, jeg gjorde i teoriafsnittet (afsnit 2) til konkrete arbejdsspørgsmål, der kan bruges til at belyse min problemformulering i analyseafsnittet. De to analyser af henholdsvis de grundlæggende begreber i den grønlandske identitet og de tre tidsnedslag vil bygge på hver sin type empiri. Analysen af den basale begrebskonstellation vil bygge på tidligere forskningsmateriale fra forskellige sammenhænge og år. Mens delanalyserne vil blive gennemført på 5 Begreb lånt fra Ulla Holm (2001a) 9

11 baggrund af en analyse af den grønlandske debat om udvinding af råstoffer fra undergrunden, som den har udspillet sig i de to grønlandske aviser Sermitsiaq og Atuagagdliutit/Grønlandsposten (A/G). Afslutningsvis vil jeg konkludere og perspektivere specialet. Derudover vil jeg vurdere specialets overordnede videnskabsteoretiske troværdighed og de skævheder, der nødvendigvis opstår, når en forsker med sin subjektivitet fremstiller et analysefelt. Afsnit 1: Indledning og problemformulering. I dette afsnit har jeg præsenteret specialets ønske om at undersøge, hvordan konstruktionen af den grønlandske identitet har forandret sig i relation til spørgsmålet om råstoffer i undergrunden fra hjemmestyreforhandlingerne til Afsnit 2: Teori. I dette afsnit vil jeg belyse, hvordan grønlandsk identitet kan forstås som en diskursiv struktur. Her vil jeg beskrive, hvordan identitet er relationel og processuel og skabes i relation til mange forskellige andre. Afsnit 3: Analysestrategi. I dette afsnit vil jeg vise, hvordan grønlandske identiteter kan identificeres i forbindelse med spørgsmålet om udvinding af råstoffer i den grønlandske undergrund. Afsnit 4: Det grønlandske vi. I dette afsnit vil jeg skitsere de centrale begreber i den grønlandske begrebskonstellation, der guider den grønlandske samtale om råstofudvindingen. Afsnit 5: Analyse. I dette afsnit vil jeg foretage de tre del-analyser. Afsnit 6: Konklusion og perspektivering. Til sidst vil jeg konkludere på analysens resultater. 10

12 2. TEORI I det følgende afsnit 2.1 vil jeg opridse specialets grundpræmisser eller med andre ord specialets videnskabsteoretiske antagelser. Der vil herunder blive argumenteret for, at en anti-essentialistisk tilgang netop er egnet til den type af studie, som jeg ønsker at bedrive. Afsnittet gør op med antagelsen om, at verdenen og identitet kan afdækkes objektivt og neutralt. Det nedbryder dermed idéen om en forudgiven eksisterende virkelighed og identitet. Til gengæld efterlader det os med muligheden for at undersøge tilblivelsen af verden. I det efterfølgende afsnit 2.2 vil jeg tegne et billede af, hvordan identitet i stedet ontologisk kan forstås som en diskursiv struktur, der er under konstant konstruktion og forandring, og dermed svare på specialets teoretiske spørgsmål: Hvordan etableres grønlandsk identitet som diskursiv struktur? 2.1 VIDENSKABSTEORETISK UDGANGSPUNKT I samfundsvidenskaben findes der forskellige opfattelser af, hvordan verden er og hvordan den kan erkendes (Andersen et al. 2010:22). Med Thomas Kuhns ord eksisterer der forskellige vidensparadigmer, hvis interne antagelser betinger forskellige videnskabelige konklusioner (Agersnap et al. 2001:9). Idet forskellige vidensparadigmer producerer forskellige svar, er det et grundprincip i samfundsvidenskaben, at det valgte vidensparadigme skal tillade, at en problemformulering kan stilles, som den bliver stillet, og at den kan besvares fyldestgørende (Hansen 2006:27). Mit speciale har som grundlæggende præmis, at grønlandske identiteter forandres, og derfor må specialet antage en anti-essentialistisk ontologi. I en anti-essentialistisk ontologi findes der ingen forudgiven virkelighed - eller for den sags skyld grønlandsk identitet. Det betyder, at verden, som vi opfatter den, ikke er objektivt givet, men skabt. Strukturer kan dermed siges at være flydende og foranderlige. Af opgøret med de faste strukturer følger den ofte anvendte betegnelse for tilgangen poststrukturalisme 6. Samfundsvidenskabelige tilhængere af en rationalistisk tradition 7 fremhæver, at det er afgørende for god videnskabelig forskning, at den producerer årsagssammenhænge, der muliggør opbygning af kausale forklaringer (Esmark et. al. 2005:10). Denne samfundsvidenskabelige tilgang antager, at der eksisterer en 6 Poststrukturalismen har sit udspring i strukturalismen. Poststrukturalisme skal ikke ses som et opgør så meget som en videreudvikling af de tanker, strukturalismen og lingvisterne har gjort sig (Esmark et al. 2005:25) 7 Bannerførere inden for den positivistiske samfundsvidenskabelige tradition er King, Keohane og Verba. Med deres bog Designing social inquiry udarbejdede de et værk, der skulle sikre, at samfundsvidenskabelige undersøgelser ikke skulle stå i skyggen af naturvidenskabens forskning. Grundlæggende bygger tilgangen på den antagelse, at den politiske verden eksisterer og kan måles og vejes. Denne tilgang indbefatter normalt: empirisme, positivisme, logisk positivisme, kritisk rationalisme m.m. (Esmark et al. 2005:9). 11

13 sand verden, som forskere gennem neutrale og objektive værktøjer kan undersøge. Påvisning af kausalitetsbegrebet har med andre ord gennem årene dannet udgangspunkt for god videnskabelig forskning inden for en stor del af samfundsvidenskaben (Hansen 2006:28). Idéen om et objektivt eksisterende kausalitetsforhold, er dog ikke meningsfuld inden for mit valgte vidensparadigme, idet genstandene aldrig er forudgivne i det anti-essentialistiske poststrukturalistiske vidensparadigme 8 (Hansen 2006: 28). Det betyder med andre ord, at ontologien bliver en tom ontologi (Andersen 1999:14). Idet den poststrukturalistiske ontologi er tom, sker der en forskydning fra ontologi til epistemologi. Den poststrukturalistiske forskning flytter dermed fokus fra væren til tilblivelse (Andersen 1999:14). Det betyder, at for eksempel identitet og fakta både må og kan problematiseres. På den måde tillader denne teoretiske tilgang ikke kun, at min problemformulering stilles som den gør. Den poststrukturalistiske teori vil også kunne understøtte en fyldestgørende besvarelse af min problemformulering, idet den netop flytter fokus til studiet af tilblivelsen af en identitet. Samtidig må jeg være opmærksom på, at jeg selv - med dette studie af grønlandsk identitet - er med til at skabe den, idet jeg tager udgangspunkt i en grønlandsk kategori, og derved er med til at producere den. Jeg er altså med andre ord selv med til at producere de kategorier, som jeg i analysen ønsker at undersøge (Frello 2003a:35). Det er derfor vigtigt, at jeg sikrer transparens i mine teoretiske, analysestrategiske og empiriske valg, hvilket er formålet med henholdsvis teoriafsnit 2.2 og det analysestrategiske afsnit (afsnit 3) (Popp-Madsen 2010:45). 2.2 IDENTITET SOM DISKURSIV STRUKTUR Formålet med nedenstående afsnit er at beskrive, hvordan grønlandsk identitet konstrueres som diskursiv struktur. Ernesto Laclau og Chantal Mouffes diskursteori er specialets teoretiske afsæt. For Laclau og Mouffe er identitet diskurs. Diskurser - og derved identitet skabes og får mening relationelt til hinanden i en antagonistisk relation (Frello 2003a:32). Identitet skabes derved som udgangspunkt i relation til én radikal Anden. I grønlandsk identitetsdiskurs fremstilles danskeren ofte som den radikale Anden, der ved sin ankomst i det 18. århundrede satte gang i konstruktionen af en fælles grønlandsk identitet (Høiris og Marqurdt 2012:9ff) 9. Grønlandsk identitet konstrueres imidlertid også i en åben og kompleks verden. I et forsøg på at modificere den endimensionelle og monolitiske Selv/Anden relation, og udvikle et analytisk perspektiv, der kan rumme en kompleks grønlandsk identitetskonstruktion, vil jeg med udgangspunkt i Lene Hansen inddrage et identitetsbegreb, som også har øje for ikke-radikale Selv/Anden relationer. Jeg vil 8 Herefter poststrukturalismen. 9 Et eksempel på dette er ordet qallunaat. Da europæerne kom til Grønland i starten af tallet blev de af grønlænderne betegnet qallunaat (de store øjenbryn). Begrebet, der oprindeligt betød de fremmede på grønlandsk, er blevet til betegnelsen for danskerne (Høiris og Marquardt 2012:10ff). 12

14 derefter beskrive muligheden for diskursive skift i identitet, idet jeg ønsker at undersøge, hvordan grønlandsk identitet har forandret sig. Det vil ske med udgangspunkt i Ole Wævers teori om diskursive lag i identiteten, hvor aktører inden for Selvet kæmper om at hegemonisere identiteten IDENTITET OG DISKURS HOS LACLAU OG MOUFFE Identitet er for Laclau og Mouffe diskurs ligesom alt andet i verden. De to teoretikere afviser ikke verdens eksistens, men Laclau og Mouffe argumenterer for, at verden kun kan forstås gennem diskurser 10. Begrebet diskurs skal forstås som et forsøg på at fastlægge betydning indenfor et område i en ontologisk tom verden. Gennem artikulatorisk praksis konstruerer og organiserer diskurs sociale relationer i en verden uden essens eller underliggende social orden (Laclau og Mouffe 2010:41, Jørgensen og Philips 2011:36). Diskursen søger at skabe en essensialisering og fjerne verdens flertydighed. Der ligger dog en indbygget umulighed i Laclau og Mouffes diskursbegreb: stabilitet kan kun være relativ, idet diskursen altid vil kunne artikuleres på en anden måde. Årsagen hertil er, at diskurs ikke eksisterer i et lukket rum, og at der derfor altid vil være konkurrerende diskurser (Jensen et al. 2010:24, Torfing 1999:40). Laclau og Mouffe trækker i deres diskursbegreb på lingvistikken og strukturalismens sprog- og strukturforståelse. Inden for den sproglige drejning argumenterer Saussure for eksempel for, at ord eller tegn kun har en betydning, når de er struktureret i relation til andre ord og tegn (Jørgensen og Philips 2011:35). Og Wittgenstein påpeger blandt andet, at: sprog er spil, og spillets regler lader sig ikke forstå uafhængigt af spillet som helhed (Agersnap 1999:8). I forlængelse heraf argumenterer Laclau og Mouffe for, at en diskurs består af dele (momenter), der ligeledes får mening i relation til hinanden ved at være knyttet sammen om en tombetegner. Inden momenter er fikseret om en tombetegner i en diskurs, betegnes de som elementer, der i en ontologisk tom verden ikke har fået fastlagt deres mening. Gennem relationen til en tombetegner opnår de enkelte momenter i diskursen en delvis fiksering i ækvivalenskæder og derved mening (Jensen et al. 2010:24). På baggrund af den nye relation i den tomme betegner justeres betydningen af de enkelte momenter i diskursen, ligesom hele diskursens karakter justeres. Diskurs er med andre ord relationel (Gad 2004:11). Samtidig er diskurs relationelt konstrueret i forhold til det, som den udelukker (Frello 2003a:32). Når nogle elementer knyttes til den tomme betegner og bliver momenter i diskursens egen ækvivalenskæde, er det nødvendigt at udelukke andre elementer (Frello 2003a:32). Disse udelukkede elementer kan kollapse til en kæde af ækvivalente momenter, og dermed udgøre en enkelt social antagonisme til diskursen (Gad 2004:11). Den antagonistiske relation viser dermed diskursens grænser, hvilket gør den konstitutiv for 10 Ifølge Laclau og Mouffe kan man ikke tale om det diskursive og ikke- diskursive, idet verden kun kan observeres gennem diskurser (Jørgensen og Philipsen 2011:81). 13

15 identiteten, idet det eneste, der binder elementerne i diskursen sammen, er deres fælles forskel til det, der er udelukket (Frello 2003a:33). Det er med andre ord på grund af grænsen til det andet, at det der er inden for diskursen, får mening. Samtidig repræsenterer det antagonistiske ydre et overskud af muligheder, der er truende for diskursens entydighed, idet det tilbyder andet meningsindhold til diskursen. Det er dermed nødvendigt at opretholde det diskursive ydre gennem artikulation. Diskursens opretholdelse er dermed processuel (Gad 2004:11, Jørgensen og Philips 2011:60). Intern Det har tre grundlæggende konsekvenser for identitetens struktur. For det første kan et subjekt kun forstås gennem en subjektposition, som allerede eksisterer i en diskurs eller sagt med andre ord, som en del af en kollektiv identitet (Sonnichsen 2009:91). For det andet er det et grundvilkår, at uden en Anden ville Selvets identitet ikke være nødvendig. Identitet er dermed afhængig af den antagonistiske Anden til at konstituere den til at adskille den fra noget andet, og dermed vise, hvad Selvets identitet er (Gad 2010:34). Den Anden er derved både en nødvendighed, men samtidig også en trussel, fordi den viser, at Selvet kan være noget andet det er identitetens eksistensbetingelse. Det betyder for det tredje, at identitet er processuel, da grænsen mellem Selv og Anden er til forhandling og konstant må opretholdes (Frello 2003a:31-32). Grundlæggende kan relationen mellem Selv og Anden illustreres ved nedenstående figur: Figur 2-1: Selvet skabes i en antagonistisk relation til en Anden, der på den ene side er truende, men samtidig er nødvendig for Selvets eksistens IDENTITET SOM POLICY OG POSITION Laclau og Mouffe tildeler den politiske kamp en helt central plads i forsøget på at fiksere diskurser og derved meningskonstruktionen (Jensen et at. 2010:13). Det sociale spiller med andre ord en afgørende rolle i betydningsdannelsen i Laclau og Mouffes diskursteori, idet det er her, identitetens grænser konstrueres, og derved her, identiteten karakterisereres (Frello 2003a:32). Samtidig er det i den politiske kamp, at disse forsøg på at skabe entydighed undergraves og udfordres med alternative bud fra den næste taler (Gad 2010:105, Frello 2003a:34). Identitetens umulige lukning, men samtidige drive mod entydighed kan derved betegnes som det politiskes motor (Gad 2004:11). 14

16 Lene Hansen beskriver det uløselige bånd mellem policy og identitet således: [i]dentities are thus articulated as the reason why policies should be enacted, but they are also (re)produced through these very policy discourses: they are simultaneously a (discursive) foundation and product (Hansen 2006:21). Med andre ord italesættes der i politik et kollektivt vi, som udgør fundamentet for vores politik. Det er derfor afgørende for, hvilken politik der betragtes som legitim, hvordan dette vi karakteriseres (Hansen 2006:212). Jeg beskrev i ovenstående afsnit, hvordan et vi skabes ved at udpege en antagonistisk Anden. Hansen argumenterer dog for, at politik ofte bygger på en mere kompleks konstruktion af identitet ikke kun på en ven/fjende-relation (Hansen 2006:39). I det nedenstående afsnit ( ) vil jeg med afsæt i Hansen beskrive, hvordan identitet konstitueres i relationen til både en radikal Anden og ikke-så-radikale Andre. Samtidig må forskellige talere kunne komme med forskellige bud på de karakteristika, der tillægges Selvet uden, at dette nødvendigvis skaber en selvstændig og distinkt identitet. For eksempel når man i Grønland er enige om, at naturen udgør en central del af den grønlandske identitet (Bjørst 2011:54), men samtidig ikke er enige om, hvordan der skal tales om den (Gad 2004:29). Ole Wæver pointerer således, at man kan studere identitet som positivt opbygget gennem del-elementer i en basal begrebskonstellation. I denne basale begrebskonstellation eksisterer diskursive repertoirer, som aktørerne i grønlandsk identitetsdiskurs kan (og må) trække på, når de kæmper om at hegemonisere det grønlandske Selv. Afsnit vil beskrive identitet som kampen mellem forskellige positioner i den grønlandske identitet Policy i relation til den radikale Anden og de ikke- så- radikale Andre Laclau og Mouffes relationelle og dermed processuelle diskursteori udgør specialets teoretiske grundlag. Mod teorien kan det dog indvendes, at den antagonistiske grænsedragning mellem Selv og Anden er en simplificering af identitetens komplicerede konstruktion. Laclau og Mouffe er selv opmærksomme på kritikken af den endimensionelle antagonistiske relation hidtil har vi kun omtalt antagonisme i ental for at simplificere vort argument. Men det er klart, at antagonisme ikke nødvendigvis fremkommer på et enkelt punkt; [ ] Der er derfor et utal af mulige antagonismer i det sociale, hvoraf mange står i modsætning til hinanden. (Laclau og Mouffe 2010:85). Laclau og Mouffe holder sig dog teoretisk på et meget abstrakt plan, og giver os dermed ingen konkret teori, hvorigennem vi kan forstå en flertydig identitets konstruktion (Gad 2010:58). Dette afsnit vil søge at påvise teoretisk, hvordan en analyse af grønlandsk identitet kan rumme en kompleks verden, hvor konstruktionen af identitet ikke sker i en endimensionel Selv/Anden antagonisme, men i forhold til flere Anden-relationer, som bygger på forskellighed fremfor antagonisme. Forskere indenfor feltet poststrukturalistisk International Politik (IP) har netop beskæftiget sig med dette spørgsmål i relation til international politik (Gad 2010:35). IP-forskere som Ole Wæver, Lene Hansen og Iver Neumann har forsøgt at moderere konklusioner fra blandt andet David Campbell. Campbell har med afsæt i diskursteoriens antagonisme argumenteret for, at en national identitet altid vil konstruere en ydre 15

17 trussel fra en radikal Anden for at opretholde sit eget Selv (Hansen 2006:38, Wæver 2002:24). Altså en Anden, som ikke bare er forskellig, men som kan betragtes som Selvets negation (Frello 2003a:34). Den radikale grænse kan komme til udtryk, når de to radikale identiteter gør krav på de samme elementer (Jørgensen og Philips 2010:60). Det er for eksempel det der sker, når både Danmark og Grønland gør krav ejendomsretten til den grønlandske undergrund, og dermed gensidigt forhindrer hinanden i at blive sit autentiske Selv (jf. analysens afsnit 5.1). Hansen anerkender, at identitet ofte er konstrueret i relation til en radikal Anden, men hun argumenterer samtidig for, at det langt fra er altid, at forskelle mellem Selv og Anden udvikler sig til at være radikale 11. Identitet vil derfor ofte også være konstrueret i relation til både en radikal Anden og ikke-så-radikale Andre. Selvets identitet vil være forskellig fra både den radikale Anden og de ikke-så-radikale Andre, men sammenlignet med den radikale Anden fremstår de ikke-så-radikale Andre dog ikke så anderledes (Hansen 2006:39,41). Med andre ord refererer politik ofte til en mere kompleks konstruktion af identitet, hvor der i tillæg til en radikal og truende identitet kan eksistere for eksempel venner, nødstedte eller forbilleder, som også er en del af identitetens konstruktion (Hansen 2006:37,39) 12. En identitet, der skabes i relation til både en radikal Anden og ikke-så-radikale Andre kan også spores i Grønland, hvor for eksempel arkæologiske fund, der peger på slægtsskab til andre inuitter i Canada og Alaska er med til at skabe et kulturelt fællesskab til nogen, der betragtes på den ene side som forskellige fra grønlænderne, men som ikke udgør radikale Andre (Petersen 1991:21). Grundlæggende er pointen, at den radikale relation ikke alene konstituerer identitet, men at kæder af ikke-så-radikale Andre er med til at nuancere billedet af identitet (Gad 2004:19). På denne baggrund kan illustrationen af Selvets konstruktion i relation til en antagonistisk Anden udvides, så der også gøres plads til ikke-så-radikale Andre. 11 Campbells radikale Anden begreb kan ses som en ækvivalent til Laclau og Mouffes antagonistiske relation (Hansen 1998:50). Campbell påpeger med afsæt i Connolly, at som udgangspunkt behøver der kun at være forskellighed mellem Selv og Anden for at konstruere identitet, men for at sikre grænsernes opretholdelse vil forholdet mellem Selv og Anden altid blive radikalt (Gad 2004:13, Hansen 1998:52). 12 Hansen underbygger sin teoretiske argumentation empirisk ved at påpege, hvordan Præsident Bush i forbindelse med invasionen i Irak ikke udelukkende talte om en modsætning mellem USA og Irak. I sin analyse identificerer hun, hvordan det irakiske subjekt udgøres af på den ene side Saddam Hussein, der var radikal forskellig fra USA og på den anden side det irakiske folk, der skulle befris af amerikanerne. Blandt andet på denne baggrund mener hun at kunne påvise, at Selvet skabes i relation til både radikale og ikke- så- radikale Andre (Hansen 2006:41). 16

18 Figur 2-2: Selvet skabes i relation til en radikale Anden og i relation til ikke- så- radikale Andre. Samtidig argumenterer Hansen for, at en relation mellem Selv og Anden er udgjort af dimensioner. Dimensionerne i relationen kan ses som de former, Selvet kan skabe forskellighed til den Anden i. Hansen opstiller tre dimensioner, som Selvet kan trække på i forbindelse med identitetskonstruktion (Hansen 2006:46). Alle dimensionerne indeholder relationaliteten, som jeg ovenfor har identificeret, som afgørende for identitetenskonstruktion. Identitets konstruktion kan således altid studeres gennem en overvejelse af, hvordan identitet er rumligt, tidsligt og etisk konstrueret (Hansen 2006:38,46). Hansen argumenterer for, at netop disse tre dimensioner er relevante forhold i relationen til den Anden, på følgende måde: At the grandest philosophical scale, space, time and responsibility are the big concepts through which political communities their boundaries, internal constitution and relationship with the outside world are thought and argued. Even abstract discourses constitute subjects by situating them within particular boundaries by investigating them with possibilities for change or repetition, and by constructing ethical relations. (Hansen 2006:46, cf. Gad 2010:140). Grundlæggende mener Hansen dermed, at en identitet skabes i relation til en Anden. Relationen kan så forklares gennem, hvordan Selv og Anden er rumligt forskellige, hvordan Selvet opfatter den tidslige relation og sit etiske ansvar overfor den Anden. Det interessante ved ikke bare at konstatere, at Selv og Anden er negativt forskellige fra hinanden, men hvordan og i hvilken dimension Selvet forklarer sin forskellighed til den Anden er, at selv små forandringer i konstruktionen Selv/Anden relationen kan legitimere meget forskellige politikker (Gad 2010:142). Disse dimensioner kan ses som frameworket til at indfange de forskellige relationer til både radikale og ikke-så-radikale Andre. Hansens tre dimensioner for etablering af forskellighed mellem Selv og Anden er udarbejdet i forhold til en identitetskonstruktion i forbindelse med international politik. Spørgsmålet om Grønlands etiske ansvar 17

19 overfor den Anden i råstofpolitikken er, i forhold til min empiri, ikke det eneste relevante spørgsmål om ansvar i relationen. Spørgsmålet om ansvar er stadig en afgørende dimension i Grønlands relation til Andre, men må i lige så høj grad handle om fordelingen af ansvaret mellem Selv og Anden. En sådan justering af dimensionen, hvor fokus rettes mod fordelingen af ansvar, og derved vurderingen af Selvet og den Andens mulighed for at agere, er relevant, når man undersøger identitetens konstruktion i tidligere kolonier som Grønland. Har Grønlænderne for eksempel selv ansvaret over deres skæbne? Og er de klar til (kan de få lov til) at påtage sig ansvaret over deres egen udvikling? Jeg vil med inspiration fra Ulrik Pram Gad karakterisere den sidste dimension som intentionel (Gad 2012:141). Dimensionerne vil blive omsat til konkrete arbejdsspørgsmål for min analyse i læsestrategiafsnittet (3.4). Når Selvet beskriver sin egen rumlige, tidslige eller intentionelle identitet, fortæller det samtidig, hvordan den Anden er forskellig. Forskelligheden kan dog variere i de enkelte dimensioner. Derfor påpeger Hansen, at det er gennem modstilling og sammenstilling af identiteten i de tre dimensioner, at identiteten skabes. Når Selvet for eksempel forklarer sin egen tidslige identitet i relation til den Andens forskellighed, linker Selvet samtidig en række forhold til sin egen identitet. Selvet kan også beskrive sin identitet i én dimension, som mere eller mindre ens med den Andens, og så til gengæld konstrueres forskelligheden i andre dimensioner. Denne proces af modstilling og samstilling karakteriseres af Hansen, som linking og differentiering: ( ) meaning and identity are constructed through a series of signs that are linked to each other to constitute relations of sameness as well as through a differentiation to another series of juxtaposed signs. (Hansen 2006:42). Linking og differentiering i dimensionerne i relationen ligger således til grund for det analytiske framework. Nedenstående figur illustrerer forskellighed konstrueret gennem linking og differentiering mellem Selvet og den radikale Anden og de ikke-så-radikale Andre i de tre dimensioner: 18

20 Figur 2-3: Selv og Anden karakteriseres gennem dimensioner i relationen ved brug af linking og differentiering Positioner og lag i identiteten Jeg har indtil videre beskrevet, hvordan identiteter skabes gennem en konstant policy kamp ikke kun i relation til en radikal Anden, men også i relation til ikke-så-radikale Andre. Derudover har jeg redegjort for, hvordan et fokus på dimensionerne i relationen og forskelligheden mellem Selv/Anden - både de radikale og ikke-så-radikale Andre - er med til analytisk at indfange, hvordan kollektive identiteter er konstrueret. Jeg kunne dermed som sådan stille mig tilfreds og begynde besvarelsen af specialets problemformulering om, hvordan konstruktionen af grønlandske identiteter har forandret sig i forbindelse med spørgsmålet om udvinding af råstoffer. Jeg vil dog supplere mit teoretiske framework med Ole Wævers teori om diskursive lag i identitetens struktur. Fordelen ved at analysere identiteten som lagdelt - hvor nogle forhold i identitet er mere sedimenterede end andre er, at forandringerne i identiteten ikke fremstår som uforklarlige hop mellem de tre nedslag (Wæver 2000:286). Ofte vil diskursive aktører benytte alment accepterede idéer om, hvem vi er, når de skal legitimere deres politik, men den præcise afgrænsning og indhold af disse idéer kan dog udlægges og forbindes på nye måder og derved legitimere forskellige politikker. På denne baggrund skal en forandret identitet nærmere ses som en ændring i identitetens konstruktion end et brud. Ved at betragte identitet som lagdelt understøtter jeg samtidig billedet af en heterogen grønlandsk identitet, der ikke er færdigkonstrueret, men hvor diskursive aktører gennem forskellige fortolkninger af idéen om, hvem vi er, kæmper om at karakterisere grønlandsk identitet. Diskursens mulighed for at forandre sig, før den må karakteriseres som en ny diskurs, er ikke et spørgsmål, Laclau og Mouffe beskæftiger sig med. Alle artikulationer om identiteten kan dog ikke være lige relevante, og som diskursen sedimenteres må den også antage en vis træghed. Det må med andre ord være sværere for nogle træk at ændre sig end andre (Gad 2010:91, Neumann 2001:62). Wæver søger at imødekomme dette 19

21 problem ved at indføre lag i identitetens struktur 13. Han argumenterer for, at der er nogle basale vi - begreber i en kollektiv identitet, der er dybere sedimenteret, og derved sværere at ændre end andre (Wæver 2002:33). Forandring i en identitet vil dermed i første omgang ske gennem nye kombinationer af elementer i de yderste niveauer, og først ved mere alvorlige udfordringer vil de mest sedimenterede elementer justeres (Wæver 2002:33) 14. I identitetens inderste lag er et basalt vi begreb. I samarbejde med Ulla Holm har Wæver vist, at sådanne begreber i en fransk identitetskonstruktion i relation til Europa er statsnation/ patrie. Disse begreber er de enheder, som franske politikere må tale om, når de taler om Europa (Holm 2001a:39). En stabil politik kræver, at der kan fortælles en kompatibel historie mellem den eksterne relation og nationens vi begreb (Wæver 2002:25). Samtidig peger Wæver på muligheden for konkurrerende begrebskonstellationer på det dybeste lag i identitetens diskursive lag 15. Begrebskonstellationerne kan ses som en begrænsning for debatten, men de kan også, som Gad påpeger, betragtes som en ressource eller et repertoire, som Selvet kan trække på i forbindelse med identitetspolitiske forhandlinger (2004:29) 16. Wæver påpeger, at det ofte vil være begreber som stat og nation, der udgør grundstammen, hvorfra en nations vi struktureres (Wæver 2002:24). Men også andre begreber kan være en del af denne konstruktion, for eksempel har naturen en central plads i grønlandsk identitetskonstruktion (jf. afsnit 4). Den præcise betydning af de centrale begreber er således ikke nødvendigvis afgjort. Sagt med andre ord er der muligvis enighed om, at der skal tales om naturen, når der tales i grønlandsk politik, men hvordan, der tales om naturen, er ikke fastlagt (Gad 2004:28) er naturen for eksempel stor og robust eller lille og sårbar (Bjørst 2011:54). 13 I teorien kan Wæver dermed siges at genindføre elementer af strukturalisme i poststrukturalismen. Dette forhold er Wæver selv opmærksom på. Han argumenterer dog for, at hvad denne struktur taber i forhold til åbenhed overfor artikulatorisk praksis, vinder den i forhold til forklaringskraft. Modellen deler stadig poststrukturalismens insisteren på tilfældigheden og ustabilitet i alle konceptuelle lukninger i diskursive systemer (Wæver 2002:26). 14 Wæver og Holm beskriver selv tre niveauer i den franske basale begrebskonstellation. De påpeger dog samtidig at antallet af niveauer afhænger af det land, der undersøges (Holm 2001a:37). Jeg vil i min analyse skitsere det inderste lag i den basale begrebskonstellation. Herpå vil jeg foretage min analyse af grønlandsk råstofpolitik. 15 Det identificerer han for eksempel i Tyskland, hvor den romantiske nation og magtstaten kan modstilles eller kombineres i den daglige politik. På den måde får den tyske basale begrebskonstellation ifølge Wæver: et element af en menu med kombinationsmuligheder (Wæver 2000:300). 16 Jeg vil ikke gå nærmere ind i diskussionen om diskursive repertoirer, der udspringer af diskurspsykologien terminologi. Ole Wæver benytter ikke selv begrebet i sin teori, men han beskriver, hvordan del- elementerne i den basale begrebskonstellation er strukturerende for debatten. I det omfang man betragter de basale begreber som en ressource, der kan benyttes i politiske forhandlinger, kan det være fordelagtigt at benytte betegnelsen diskursive repertoirer. Begrebet understreger på den ene side, at aktører har strukturer at trække på og på den anden side, at identitet ikke er determineret af strukturerne, idet der er mulighed for at benytte sig af de forskellige akter (dele) i de enkelte repertoirer (Gad 2004). Jeg vil efter Ulrik Pram Gad benytte betegnelsen diskursiv repertoire. 20