Velfærdsstaten i Danmark

Transkript

1 Familieliv Mor passer børn, vasker, stryger tøj og laver mad, mens far læser avis på divanen. Velfærdsstaten i Danmark Familieliv 1998 i Nordre Frihavnsgade, Østerbro. Far og mor laver mad sammen, mens der samtidig også bliver passet børn. 1

2 Indholdsfortegnelse til kompendium i samtidshistorie grundforløb efterår 2008 Forfatter og tekst: Side Claus Friisberg & Bo Beier Thorup: Danmarks økonomi i 50 år 3-10 Claus Friisberg: Danmark i velstandens tegn Bo Beier Thorup: Krisen Bo Beier Thorup: Genopretning Bo Beier Thorup: Kurven knækkes i 90 erne og kraftig vækst i det nye årtusind 9 Ebbe Kühle: Velfærdsstat i krise Historisk baggrund: Velfærdsstatens rødder 13 Den store gavebod Velfærdsstatens krise? 21 Efterlønsstormen 25 Kilder Kilde 1: Arbejder 15 timer daglig med et smil 28 Kilde 2: Det er bare monotont 30 Kilde 3: Opdragelse til ægteskab 31 Kilde 4: De nemme og de oprørske 34 Kilde 5: Kære mor og far! 37 Kilde 6: Søren Krarup: Studenterdiktaturet 39 2

3 Danmarks økonomi i 50 år. Af Claus Friisberg Danmark i velstandens tegn /73 (Uddrag fra Claus Friisberg: Det moderne Danmark bliver til, s (1986)) Efter de»rolige«år oplevede danskeren de følgende 15 år så dybtgående sociale og økonomiske forandringer, at man næsten så sig hensat til et nyt samfund. En hel samfundsomvæltning fandt sted. Ændringerne kan beskrives på forskellig måde. Nogle vil hæfte sig ved den enorme vækst i produktionen og de kolossale muligheder, dette gav for at forøge det private og offentlige forbrug. De taler derfor om velstandssamfundet. Ligefrem at påstå, at Danmark fra at have været et mangelsamfund blev et overflodssamfund, forekommer dog at være en overdrivelse. For ganske vist fandtes der masseproducerede varer i overflod, men i andre henseender rådede der stadig knaphed. F.eks. kunne det være både dyrt og vanskeligt at erhverve håndværksmæssige kvalitetsprodukter, ligesom det kunne knibe med at få serviceydelser som hushjælp og anden assistance. Andre vil bide mærke i, at industrien nu oplevede sit 2. industrielle gennembrud (efter den moderne forskning skulle det første have fundet sted i 90'erne) og vil betone, at det nye var, at industri- og bysamfundet endelig sejrede totalt over det gamle bondesamfund. Endelig er der også nogle, der fremhæver, at det var vanskeligt for mange at følge med i de mange hurtige ændringer. Velstanden blev betalt i form af store psykiske omkostninger. Karakteristisk for de 15 fede år ( ) var da også en vældig udbygning af det sociale hjælpeapparat og sundhedsvæsenet. Dette var nok ikke alene udtryk for øget rigdom, men også for, at omkostningerne i form af nedslidning, invaliditet, udstødning fra arbejdsmarkedet osv. var kolossale. De, der lægger vægten på den kraftige tilvækst i de offentlige opgaver, vil nok kalde det samfund, der opstod, for socialstaten (eller velfærdsstaten). Den økonomiske vækst Vækstens årsager lå den årlige forøgelse af det danske samfunds produktion på gennemsnitligt 5 %. Da fremgangen i den foregående periode kun havde ligget på 2,7%, var der tale om et gevaldigt spring fremad. Hvilke forklaringer er der egentlig på, at det pludselig gik så stærkt? Det viser sig, at de både skal søges i nogle generelle udviklingstender i den rige del af verden som helhed og i forhold, der er særegne for Danmark. Takket være disse specielle indenlandske faktorer blev landet i stand til at udnytte det gunstige internationale økonomiske klima. Til den almindelige baggrund hører: 1. Afsætningsmulighederne blev langt bedre efter Fra 1957 indtrådte der et almindeligt prisfald for råvarer på verdensmarkedet, medens de forarbejdede varer holdt deres pris; 3. Produktionsteknologien gik frem med kolossal fart, samtidig med at det almindelige kundskabsniveau voksede kraftigt. 1. Baggrunden for, at den internationale handel tog et så gevaldigt opsving var, at de forskellige handelsbarrierer blev stærkt nedbrudt i løbet af 1950'erne. I denne forbindelse betød det særlig meget for den danske udenrigshandel, at al fremmed valuta, Danmark kunne indtjene, nu kunne omveksles til dollars. For derefter opstod et internationalt lånemarked, der kunne finansiere de underskud, der meget let opstod i Danmarks handel med udlandet, fordi landet var i gang med en kapitalkrævende omstillingsproces. 2. Når råvarerne relativt faldt i pris, var årsagen bl.a., at forøgelsen af de vestlige landes velstand udløste en langt kraftigere opgang i efterspørgslen efter færdigvarer end efter råvarer. Her spillede det selvsagt også en rolle, at udbuddet af disse blev stærkt øget fra50'ernes slutning. Den moderne teknologi blev sat ind, og dette førte til en kolossal produktionsstigning. Det gjaldt f.eks. for olieområdet. Som følge heraf 3

4 blev det danske bytteforhold stærkt forbedret, og Danmark fik nu for alvor råd til at foretage de presserende nyanskaffelser af maskiner osv. 3. Mangelen på arbejdskraft under 2. verdenskrig gav stødet til en enorm forbedring af produktionsteknologien. Den blev nu så effektiv, at den i løbet af 50'erne gik sin sejrsgang inden for industrivirksomheder og håndværksbedrifter. Mange virksomheder blev stærkt automatiseret. Hermed havde man taget hul på et nyt kapitel i industriens historie. For fremtiden kunne man producere væsentlig flere varer - uden at øge antallet af ansatte. Samtidig med at den teknologiske formåen gik frem med stormskridt, blev der stillet større krav til organisation, markedsføring osv. Den nye teknik fordrede faktisk, at arbejdskraften blev bedre uddannet. De faktorer, der specielt havde indflydelse på væksten i Danmark ( ) Af afgørende betydning var det, at politikerne og embedsmændene skiftede indstilling til industrien og andre byerhverv. Det hang bl.a. sammen med, at det i 60 ernes begyndelse omsider kom dertil, at værdien af industrieksporten oversteg værdien af landbrugseksporten. Politikerne erkendte nu, at fremtiden lå inden for industrisektoren, og i overensstemmelse hermed lagde de sig i selen for at skabe et gunstigt klima for byerhvervene, så de kunne udnytte det internationale opsving mest muligt. I det ydre kom den velvilligere indstilling til udtryk i, at Folketinget i 1958 gennemførte nye og bedre afskrivningsregler. Ydermere blev samfundets økonomiske hamskifte hjulpet godt på vej af, at der fandtes en stor reserve af arbejdskraft. Dennes eksistens kom for det første af, at arbejdsløsheden var ganske høj i slutningen af 1950 erne. Den udgjorde 9 til 10 % af de forsikrede. Da opsvinget kom, fik man den ned på 2 til 3 % (hvorved man i praksis nåede fuld beskæftigelse). Dernæst fortsatte landbruget med at nedtrappe sin brug af arbejdskraft. Og endelig røg kvindernes beskæftigelse uden for hjemmets beskyttende vægge kraftigt i vejret. Selv om der var mange kilder at øse af, når der var brug for ekstra arbejdskraft, var de hjemlige dog ikke tilstrækkelige. For at få de mindre indbydende jobs besat, gik man over til at slippe fremmed- (senere kaldt gæste-) arbejdere ind i Danmark. Fra slutningen af 60 erne kom de i en jævn strøm. Endelig hang den stærke fremgang i produktion og beskæftigelse sammen med, at det offentlige forøgede sit aktivitetsniveau meget kraftigt. 1957/58 afleverede folk omkring 1/3 af deres indtægter til skattevæsenet, i 1972 ikke mindre end 45 %. Virkningen var, at der hele tiden udgik en stærk efterspørgsel fra det offentlige.. Balanceproblemer Et ubehageligt biprodukt af den forcerede økonomiske vækst var balanceproblemer. Et af eksemplerne herpå var, at inflationstempoet blev øget voldsomt op igennem 60 erne og 70 erne. Til sidst nåede man op på en, set med 50 erøjne, svimlende inflation på 10 % årligt. Det andet iøjnefaldende udtryk for den manglende tilpasning var, at der var et kronisk underskud på den danske betalingsbalance. Som følge heraf steg den samlede gæld og renterne heraf år for år. Der er flere forklaringer (som ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden) på, at pengenes værdi blev udhulet. For det første var inflationen i tiltagen internationalt. Nogle hjemlige faktorer bidrog imidlertid til at få inflationsbålet til at flamme endnu lystigere. Vigtigst var måske, at lønningerne steg meget stærkt i 60 erne (som regel med en større procent end produktionstilvæksten). Af Bo Beier Thorup Krisen Den alvorligste økonomiske kriseperiode i efterkrigstidens Danmark skete i tiåret Kriseperioden betegnes ofte oliekrisen men dækker egentlig over to oliekriser, nemlig to olieprishop i henholdsvis i 1973 og 1979 (se figur 1). Krisen i 70 erne fik udover 4

5 2500 Figur 1: Olieprisudviklingen (i danske kroner), efter indeks og tid. Oliepris i danske kroner (1960= indeks 100) Kilde: 50-årsoversigten (2001), kurven egen bearbejdning, BBT Figur 1 viser olieprisudviklingen fra 1970 til Bemærk priserne er regnet i 1960-priser. Som det kan ses forblev olieprisen nogenlunde på samme niveau som 1960-prisen (prisen på olie i 1960=100), men i 1974 var olieprisen steget til det firdobbelte, og i eksploderede prisen på olie til næsten det 20-dobbelte i forhold til 1960-niveauet. Når olieprisen steg så meget efter den anden oliekrise skyldtes det mere den høje dollarkurs , idet olie beregnes i dollar. (BBT) de sløje konjunkturer også markeret sig i almindelige danske borgeres bevidsthed, idet krisen betød en brat opbremsning ovenpå de glade 60 ere med høj vækst og mangel på arbejdskraft ( ), men desuden også ved at krisen tydeligt kunne ses i gadebilledet med bilfrie søndage, slukket gadebelysning og lange arbejdsløshedskøer foran arbejdsformidlingen. Ydermere føltes krisen på danskerens krop og sind ved at stuetemperaturen i mange hjem blev skruet ned til grader om vinteren og mange iklædte sig sivsko og varmt tøj inden døre. Mange følte krisen i 70 erne var en tilbagevenden til krisen i 30 erne og besættelsesårene selvom dette slet ikke kunne sammenlignes. Men en følelse af resignation og opgiven var mange danskeres fornemmelse i disse år og dette blev kun yderligere slået fast, da selveste finansministeren i 1979 advarede om den truende økonomiske afgrund for Danmark. Frem for alt viste krisen med al tydelighed, at Danmark var blevet dybt integreret i verdensøkonomien og at den danske økonomis sårbarhed overfor råvareprisstigninger frem for alt olie var enorm. Anledningen til de to oliekriser: Den vestlige verdens afhængighed af olie var steget i løbet af 60 ernes højkonjunktur ikke mindst foranlediget af den stigende privatbilisme i Vesten. Selv et olierigt land som USA var blevet afhængig af olie fra Mellemøsten. I 1973 udbrød endnu en krig mellem Israel og to arabiske lande, Egypten og Syrien, (Oktoberkrigen) og i solidaritet med egypterne og syrerne nedskar de olierige arabiske lande deres olieproduktion for at presse de vestlige lande til at udvise en mere proarabisk politik (de vestlige lande havde traditionelt støttet Israel). Nedskæringen af olieproduktionen medførte øjeblikkeligt en olieprisstigning på mere end 400 %. I løbet af 70 erne vænnede de vestlige lande sig efterhånden til de forhøjede oliepriser, men de steg enormt efter den iranske revolution i 1979, hvor den provestlige iranske kejser, shahen, blev væltet af de islamistiske præster, ayatollaherne. Urolighederne ved den iranske revolution betød en overgang, at olieproduktionen i Iran ophørte fuldstændigt og olieproduktionen kom kun langsomt i løbet af 80 erne op på tidligere niveau. Eftervirkningerne for den danske økonomi: De økonomiske følgevirkninger af de to oliekriser for dansk økonomi i var, at samtlige økonomiske nøgletal viste røde tal. Der var lav økonomisk 5

6 Bilfri søndag 1973 under oliekrisen. Enlig cyklist kører ned på Motorvejen ved Nyborg på en bilfri søndag i november vækst, ja sågar negativ vækst, stigende arbejdsløshed der forværredes år for år, høj inflation (10 % var tommelfingerreglen), store betalingsbalanceunderskud og efterhånden også store offentlige underskud. I kølvandet herpå fulgte udlandsgæld og offentlig gæld. Det store problem under krisen var det stigende omkostningsniveau for virksomhederne pga. de forhøjede oliepriser og de forværrede afsætningsvanskeligheder for de danske eksporterhverv. Alle de vigtigste danske eksportmarkeder var præget af generel mindsket efterspørgsel på varer og dette fik naturligvis også afsmittende effekt på efterspørgselen af danske eksportvarer. Danmark var generelt mere udsat end de fleste andre lande vi sammenlignede os med, fordi Danmark på daværende tidspunkt ikke havde nogen selvstændig olieproduktion (først fra midten af 80 erne kom produktionen af Nordsø-olien op i et rimeligt omfang) og fordi Danmark i modsætning til mange andre lande fik næsten alt sit energiforbrug dækket ved olie. De fleste andre lande dækkede en del af deres energiforbrug med atomkraft eller ved hjælp af kulkraft. Selvom vi begyndte at omlægge energiproduktionen fra Den økonomiske afgrund. Tegneren Roald Als kommenterede finansminister Knud Heinesens advarsel i 1979 om den truende økonomiske afgrund. Statuen forestiller Knud Heinesen, mens dommedagsprofeten i nedre venstre hjørne er Uffe Ellemann- Jensen, venstres daværende politiske ordfører. Roald Als kommentar var lig mange almindelige danskeres holdning under krisen, de ville gerne leve på et velfærdsniveau med personbil, røde pølser, charterferie og lignende, mens de havde svært ved at forstå alvoren af politikernes dystre økonomiske forudsigelser. (BBT) 6

7 år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst (løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP ,2 11,7 1,0 11,5% 3, ,5 14,1 2,3 14,3% -1, ,8 13,4 5,0 11,5% -1, ,1 17,2 5,1 11,0% 6, ,9 22,0 6,1 9,9% 1, ,4 21,9 7,0 9,4% 1, ,8 26,3 6,0 10,2% 3, ,7 27,4 6,8 9,6% -0, ,0 30,8 8,9 12,1% -2, ,3 33,9 9,5 9,8% 2,8 Tabel 2: Udvalgte økonomiske nøgletal for perioden Bemærk den høje økonomiske vækst i 1976 skyldes lempelig finanspolitik med reduktion af momsen. En økonomisk kur som gav indenlandsk vækst men et kolossalt betalingsbalanceunderskud. Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er min bearbejdning, BBT oliefyrede til kulkraftfyrede varmeværker var det en langvarig proces, der først skulle vise resultater i 80 erne og i 90 erne. Politikerne var i vildrede og de økonomiske indgreb i løbet af 70 erne vekslede mellem stramninger og økonomiske lempelige politikker, både stram finanspolitik (skatteforhøjelser og besparelser) og indkomstpolitik (lønstop) afløstes af lempelig finanspolitik (ikke mindst reduktion af 5 % moms i ) blev sat i søen uden virkning. Den mest anvendte økonomiske politik var dog valutakurspolitik, hvor kronen konstant blev devalueret i forhold til de vigtigste valutaer vi handlede med. Uheldigvis devaluerede de fleste andre lande også så var man lige vidt. Da vi efterhånden havde opbygget en større udlandsgæld pga. de vedvarende betalingsbalanceunderskud siden 1963, blev udlandsgælden og ikke mindst renterne på denne også en møllesten om halsen på den danske økonomi. Da gælden skulle afregnes i udenlandsk valuta, ikke mindst dollar og D-mark, blev selv devalueringerne af kronen risikable fordi udenlandsgælden voksede hver gang vi forsøgte at devaluere os ud af problemerne. Ydermere steg renten til ca. 20 % pga. de talrige devalueringer og den høje inflation. Situationen var så trøstesløs, at finansminister Knud Heinesen (S), som havde en høj grad af tillid i den danske befolkning, erklærede i 1979, at vi befandt os på afgrundens rand. Af Bo Beier Thorup Genopretning I 1982 var den økonomiske situation så alvorlig, at den socialdemokratiske regering, ledet af Anker Jør- Bruttoenergiforbrugets fordeling i % efter energiart og tid. kilde: 50-årsoversigten (2001) - udvalgte årstal, BBT Stenkul Motorbenzin Gas- og dieselolie Fuelolie Naturgas i alt Ovenstående tabel illustrerer på glimrende vis Danmarks olieafhængighed ved oliekrisens begyndelse i Kun 12 % af det danske energiforbrug i 1973 blev dækket af andre energiråvarer end olie. I 1999 var det danske energiforbrug i vidt omfang flyttet væk fra olie til kul og naturgas. Kilde: 50-årsoversigten (2001), delvis min bearbejdning, BBT 7

8 år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst (løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP ,8 36,0 10,2 7,4% 1, ,4 38,6 9,8 7,0% 3, ,7 38,7 8,8 4,5% 3, ,5 37,9 7,7 2,8% ,9 37,6 7,7 4,8% -0, ,4 38,6 8,4 4,6% -0, ,4 35,3 9,2 4,8% 0, ,5 33,2 9,4 2,9% 1, ,9 38,7 10,3 2,8% 1, ,2 35,1 11,0 1,9% 0, ,8 32,3 12,1 2,0% 0,0 Tabel 3. Udvalgte økonomiske nøgletal for genopretningsårene Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er min bearbejdning, BBT gensen (S), simpelthen gav op og overlod roret til en borgerlig firpartiregering ( firkløveret ) ledet af Konservative og Venstre. Den nye statsminister hed Poul Schlüter (kons.) og udviste en imponerende selvtillid ved at erklære på regeringens første dag, at regeringen ville gøre op med mange af de goder, der set med Schlüters øjne ikke var gjort op med under krisen i 70 erne. Schlüter-regeringen afskaffede dyrtidsreguleringen, der var en ordning, der gav lønmodtagerne højere løn i overenskomstperioden, hvis der var høj inflation. Ligeledes indførte regeringen karensdage, dvs. at lønmodtageren selv skulle betale første sygedag, hvis man meldte sig syg. Endelig meddelte regeringen, at den gjorde op med valutakurspolitikken i 70 erne. Det var godnat med devalueringer af kronen og i stedet bekendtgjorde Schlüter, at kronen ligger fast. I praksis betød dette, at kronen blev knyttet til den stærke tyske valuta, D- marken, og som følge heraf faldt hurtig renten fra 20 % til omkring %. Inflationen faldt tilsvarende hvilket ligeledes hjalp på den danske konkurrenceevne. Der var ingen tvivl om, at Schlüters økonomiske indgreb hjalp på genopretning af økonomien og Schlüters optimisme havde en positiv afsmitning på erhvervslivet, men de store betalingsbalanceunderskud fortsatte og det satte rekord i 1986 med et minus på 36 mia. kr. I 1987 måtte regeringen derfor gennemføre den berygtede kartoffelkur, som medførte, at gældstiftelse blev straffet og dette ramte både almindelige forbrugslån men også boligejernes låntagning. Som følge heraf skete en voldsom økonomisk afmatning i Danmark, hvor mange boligejere måtte gå på tvangsauktion. Den økonomiske opbremsning fra1987 hjalp dog til at vi for første gang i mange år fik overskud på handelsbalancen i 1987 og i 1990 fik Det går ufattelig godt. Statsminister Poul Schlüter var en sand optimist med flair for positive one-linere, der fængede i TV og på avisernes forsider. Da det buldrede ud ad med økonomien i 1986 undlod han ikke at gøre opmærksom på, at det går ufattelig godt. Han skulle siden blive revet i næsen for denne udtalelse, da hans regering i 1987 var nødt til at gennemføre det kraftigste økonomiske indgreb i 30 år med den såkaldte kartoffelkur. Her får Schlüter og den daværende udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen en lille latter i folketingssalen. 8

9 vi også overskud på betalingsbalancen for første gang i 27 år. Som et minus steg til gengæld arbejdsløsheden alarmerende og nåede op på rekordhøje arbejdsløse i Mange borgerlige økonomer og politikere har siden Schlüter-regeringen gik af i 1993 været gode til at fremstille sig selv som redningsmænd ovenpå det økonomiske fallitbo, som de overtog i 1982 efter Anker Jørgensen. Hertil er at sige, at Schlüter-årene blev begunstiget af gode konjunkturer i både Europa og i USA ovenpå kriseårene i 70 erne, derudover var Danmark på vej til at blive selvforsynende med olie og naturgas, hvilket ligeledes gav os nogle usædvanlige gode vilkår i forhold til de lande vi almindeligvis sammenligner os med. Af Bo Beier Thorup Kurven knækkes i 90 erne og kraftig vækst i det nye årtusind Efter Schlüters afgang overtog en Socialdemokratiskradikal regering ledet af Poul Nyrup Rasmussen. Den nye regering fortsatte den økonomiske genopretningspolitik fra 1980 erne men den voldsomme arbejdsløshed på % besluttede man at få gjort kål på. Som Poul Nyrup konstant understregede skulle.. arbejdsløshedskurven knækkes. En væsentlig reform af skattesystemet med indførelse af det såkaldte arbejdsmarkedsbidrag (også kaldet bruttoskat) blev gennemført i 1993 og den sænkede indkomstskatterne i en årrække, så der kom mere gang i efterspørgselen, så der blev bud efter ledige hænder. Dette kombineredes med en række fordelagtige orlovsordninger (uddannelsesorlov, forældreorlov etc.) og omsorgsdage således, at der blev givet mulighed for at flere unge ledige kunne få adgang til arbejdsmarkedet. Ligeledes fjernede Nyrupregeringen restriktionerne fra 80 ernes kartoffelkur og opfordrede borgerne til at øge låntagningen og begunstigede boligejerne ved omlægning af lån i deres bolig. Nyrup-regeringens økonomiske politik havde stor succes og Poul Nyrups løfte om at få knækket kurven blev til fulde opfyldt. Den blev dog også hjulpet godt på vej af Danmarks største samhandelspartner, Tyskland, i disse år havde stor import af varer pga. den tyske genforening af Øst og Vesttyskland i Ved indgangen til det ny årtusind var næsten alle de sædvanlige økonomiske dårligdomme, som havde plaget den danske økonomi siden 1960 erne forsvundet som dug for solen. Betalingsbalancen har været positiv siden 1990 (på nær i 1998), de offentlige finanser begyndte ligeledes at give overskud i 2007 forventes overskud på hele 70 mia kr og arbejdsløsheden har pt. aldrig været lavere siden 1960 erne med rekordlave 3,3 % i sidste opgørelse fra Danmarks Statistik. Når ledigheden er så lav skyldes det stor økonomisk vækst i disse år, (ca. 3,0 % i 2006), som medfører mangel på arbejdskraft i forskellige sektorer, som fx byggeriet. Euforien kunne næsten ikke stoppe, da Danmarks Statistik og Nationalbanken i foråret 2006 kunne meddele, at den enorme udlandsgæld vi havde slæbet rundt på siden 70 erne var forsvundet, og som læseren kan overtyde sig om af nedenstående tabel simpelthen var forvandlet til tilgodehavender i udlandet. Det ville sige, at vi havde penge til gode i udlandet. Lyden af champagnepropper og skåltaler er dog stilnet hurtigt af, da stort set alle økonomer mener, at den kraftige økonomiske vækst i disse år afstedkommer mangel på arbejdskraft der må gribes ind før det medfører løn- og prisstigninger, der vil have skadelig virkning for samfundsøkonomien. Ligeledes mener økonomerne, at politikerne snarest muligt bør gøre op med VK-regeringens skattestop, der begunstiger boligejerne, som i disse år indkasserer enorme formuegevinster. Økonomerne fremhæver, at boligbeskatningen skal hæves og til gengæld skal skatten på lønarbejde sænkes, så Danmark kan blive mere konkurrencedygtigt på arbejdslønninger, således at færre job vil blive flyttet væk fra Danmark. Efteråret 2007 fulgte politikerne op med valgløfter om skattelettelser, der fik både den nuværende og den forhenværende nationalbankdirektør til at udtale, at det ville have alvorli- 9

10 ge konsekvenser for den danske konkurrenceevne. Til gengæld er både politikere og især økonomer enige om, at den forøgede ældrebyrde (dvs. der vil blive mange flere pensionister inden for de næste 5-30 år), vil volde den danske økonomi enorme problemer i fremtiden, og politikerne har derfor også i et vist omfang forsøgt at foretage enkelte indgreb mod efterlønnen både i 1998 og i (se kompendiet s. 23) Forbrugsfesten i gang i Fields julen Aldrig var så mange danskere i arbejde, aldrig havde reallønnen været så høj. Arbejdsløshed i % af arbejdsstyrken i 4.kvartal Betalingsbalance i mia kr BNP i mia kr real økonomisk vækst pr. år i % Udlandsgæld i ma kr Udlandsgæld i % af BNP ,6-10, , ,7 23, , ,4 18, , , ,2 41, , ,2 34, , ,2 48, , ,4 44, , ,7 58, , , ,5 39,5 Endnu ikke offentliggjort Endnu ikke offentliggjort Endnu ikke offentliggjort Endnu ikke offentliggjort Kilde: Statistikbanken, Nyt fra Danmarks Statistik, samt Statistisk Årbog 2006 s Flere af dataene kan pga. forskellige udgaver for beregningerne fundet på ikke være 100 % sammenlignelige (BBT). Tabellens data er fremskaffet d.19. feb. 2007, hvor BNP for 2006 endnu ikke var offentliggjort fra Danmarks Statistik. 10

11 Kilde: Uddrag fra bogen Forandringer og dilemmaer Danmarkshistorien efter 1973 af Ebbe Kühle, Gyldendal 2003, side Velfærdsstat i krise Indledning det store eksperiment Den danske (skandinaviske) velfærdsmodel er et enestående historisk eksperiment - et eksperiment, som ligner den vingård, som i en lignelse i Bibelen sammenlignes med Himmerige: For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. (NT side 62) Derefter fik alle de andre også udbetalt en denar, uanset hvor længe de havde arbejdet i vingården. Oversætter vi dette vingårdsbillede til danske forhold, så er vingårdsejeren velfærdsstaten, og den ene denar" repræsenterer ligheds- og solidaritetsmålsætningen i den danske model: Alle skal uanset arbejdsevne og indsats have nogenlunde de samme muligheder for det gode liv". Derfor skal alle ved sygdom have adgang til de samme gratisydelser i sundhedssektoren, og alle gamle skal have tildelt folkepension og andre hjælpeydelser, og derfor skal børn og unge have fri og lige adgang til samfundets uddannelser. Solidaritetsmålsætningen omfatter også høje satser for dagpenge, førtidspension, kontanthjælp m.m. til de mennesker i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i stand til at arbejde eller er uden arbejde. Desuden har solidarisk lønpolitik været en vigtig målsætning på det danske arbejdsmarked. Ikke alene har de enkelte fagforeninger kæmpet for de samme løn-og arbejdsvilkår for deres egne medlemmer, men fagbevægelsen som helhed har også kæmpet for en høj mindsteløn til de svageste grupper på arbejdsmarkedet, samt modvirket at lønspredningen mellem forskellige grupper blev for stor. Med til den danske model hører også en skattelovgivning med en progressiv skala, således at højere indkomster beskattes med en højere procent ( de bredeste skuldre skal bære de største byrder"). Endelig består den danske model af en lang række forskellige ordninger til gavn for de lavere indkomstlag og svagt stillede grupper: Boligstøtte, børnetilskud, gratis daginstitutionsplads, særlige ydelser til pensionister osv. Ikke mindst arbejdernes parti, Socialdemokratiet, udtalte sig da også med stolthed om den danske model, som man fx kunne høre statsminister Poul Nyrup Rasmussen gøre det i nytårstalen i 2000: I forrige århundrede var Danmark et nederlagsramt, fattigt og gældsat land. Levealderen var lav, børnedødeligheden høj, fattigfolkene mange. Friheden var for de fa. Krav om lighed, værdighed for alle mennesker og en mere retfærdig fordeling af goderne blev opfattet som en trussel mod velhavere og magthavere. Men fordi mange havde mod og vilje vandt idéen om et nyt samfund: Et samfund i frihed og fællesskab, hvor vi alle har et ansvar for hinanden. Vi kan godt på denne dag tænke tilbage på de generationer, som har skabt det moderne Danmark: Til de 11

12 bønder, der pløjede markerne og opdyrkede heden. Til de danske arbejdere, der svedte og sled sig op på fabrikkerne. Til de kvinder, som også gik ud og sled på arbejdsmarkedet for velfærden. Til alle dem, der byggede og forsvarede landet. Deres navne står ikke i historiebøgerne, men resultatet af deres arbejde er det samfund, vi kender i dag. Det er deres arv, vi forvalter. Og det er vores opgave at passe på det velfærdssamfund som overalt betragtes som verdens bedste. Og hånden på hjertet til far eller mor i aften foran tv-skærmen: Kunne du tænke dig at se dit barn vokse op i noget andet land? Kunne vi tænke os at se vore forældre blive passet og plejet i noget andet land? Jeg tror, jeg kender svaret! Det kunne vi ikke."... Vi har skabt et grundlag, vi kan være stolte af. Trods mindre skavanker, har vi et samfund, der bygger på idéen om, at vi skal passe ordentligt på hinanden. Et samfund hvor de raske hjælper de syge. Hvor de rige hjælper de fattige. Hvor de unge hjælper de gamle (Citeret fra Også i udlandet var der folk, der opfattede den danske (eller skandinaviske) model som et forbillede. En amerikansk professor, Richard Estes fra Pennsylvania University (Cit. fra Pol. 8/11-98), udnævnte således år efter år Danmark som det bedste land i verden at leve i. Hans konklusion byggede på en sammenvejning af 45 sociale, politiske og økonomiske indikatorer. Den kendte polske sociolog Zygmunt Bauman (Cit. fra Weekendavisen 26/11-99) udtrykte en tilsvarende beundring for den skandinaviske model, men også stor undren: Jeg aner ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at opretholde jeres velfærdssystemer" i en verden præget af globalisering, markedskræfter og svækkelse af statsmagterne. En undren er vel også nærliggende, hvis man læser videre i vingårdslignelsen: Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt afsig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste." (NT side 62) Bruger man vingården som billede på velfærdsstaten og overvejer, hvordan historien mon ville fortsætte, så trænger en række spørgsmål sig unægteligt på: Hvad ville der mon ske dagen efter? Ville de utilfredse heldagsarbejdere stå parate den næste morgen og lade sig ansætte på den samme vingård for 1 denar, eller ville de søge hen til en anden vingård, hvor der var bedre overensstemmelse mellem arbejdsindsats og løn? Eller ville de prøve at gemme sig, så de først kom i arbejde i den n. time? Og hvad ville der ske med vingårdsejeren/vingården? Ville ejeren ikke hurtigt gå fallit, når han udbetalte en hel dagløn til folk, uanset hvor meget de arbejdede? Eller måske skal vi forestille os noget helt andet? Måske vil vingårdsejeren næste morgen med stort engagement overbevise de utilfredse heldagsarbejdere om den solidariske models store kvaliteter: Ikke alene er det i sig selv smukt og retfærdigt, at de stærke deler med de svage, men rollerne kan jo også blive byttet rundt, så de, der i øjeblikket er stærke, selv engang får brug for andres solidaritet. Under alle omstændigheder skulle de foregående bemærkninger være tilstrækkelige som argumenter for, at den solidariske vingård" er et krævende eksperiment, hvis den skal gennemføres i den virkelige verden. Nyrup Rasmussen er da også tydeligt i forsvarsposition i sin nytårstale over for utilfredse, tvivlere, skeptikere og kritikere. I det følgende vil vi undersøge den danske model nærmere: 12

13 Fattigbrød uddeles. Det kunne have alvorlige konsekvenser at modtage fattighjælp og det kunne endda være hjælp af så nøjsom karakter som brød. (BBT) Hvad er karakteristisk for den danske velfærdsmodel? Hvorfor er den kommet til at se ud, som den gør? Hvordan er det lykkedes at sikre danskernes opbakning til en så solidarisk model? Er det rimeligt at tale om, at velfærdstaten er i krise? Hvordan er fremtidsudsigterne for den danske model? Historisk baggrund - velfærdsstatens rødder I 1849-grundloven havde samfundet i forlængelse af tidligere tiders fattiglovgivning påtaget sig forpligtelsen til at hjælpe folk, der ikke kunne klare sig selv: Den, som ikke selv kan ernære Sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyder." (DHS side 101) Dette offentlige forsørgelsessystem var ment som et nødsystem, der kun skulle bruges i undtagelsestilfælde, hvor det var helt umuligt for den enkelte og dennes familie at klare sig selv. Systemet var derfor helt bevidst indrettet, så flest mulige længst muligt betakkede sig for at blive forsørget af det offentlige. Varig offentlig hjælp ledsagedes nemlig af tab af valgretten og andre borgerlige rettigheder, herunder for mænd fx retten til at gifte sig. Offentlig forsørgelse kunne også betyde, at man blev anbragt i åbenlyst ydmygende rammer i et fattighus eller på en fattiggård. Med sådanne vilkår for offentlig hjælp og med den udbredte fattigdom i 1800-tallet spillede den private, herunder den kirkelige godgørenhed en vigtig rolle. Tiggeri og almisser hørte til dagens orden. Velfærdsspirer erne-1930erne Med urbanisering, industrialisering og lønarbejdets fremmarch kom det gamle forsørgelsessystem og de bagvedliggende synspunkter under pres. Antallet af personer, der kunne komme i klemme, voksede. Lønarbejderfamilier var meget sårbare over for arbejdsulykker, sygdom, alderdom og økonomiske kriser med ledsagende arbejdsløshed. Det blev stadigt vanskeligere for de ledende kredse at argumentere for det synspunkt, at fattigdom først og fremmest var selvforskyldt. Hertil kom en stigende risiko for social uro, masseopbakning til socialistiske synspunkter og måske endda oprør, hvis ikke man ændrede det offentlige forsørgelsessystem. Med Lov om Alderdomsunderstøttelse blev der derfor i 1891 taget et første skridt væk fra den gamle forsørgelsesmodel med den ledsagende fattigdomsstempling, idet personer over 60 år nu kunne tilkendes en trangsbestemt alderdomsunderstøttelse uden 13

14 Velfærdsmodeller Man kan skelne mellem forskellige velfærdsmodeller: Residualmodellen: Kun de trængende (almindeligvis et mindretal) skal kunne modtage offentlig hjælp, og hjælpen forudsætter opfyldelsen af bestemte betingelser. Forsørgelse og sikkerhed er først og fremmest et individuelt, familiemæssigt problem, der løses gennem forsikringer, opsparing og gensidig støtte indenfor familien. Til gengæld er skattebetalingen lav. Socialforsikringsmodellen: (Også kaldet den arbejdsmarkedsbaserede model) De ansatte på arbejdsmarkedet og/eller deres arbejdsgivere indbetaler en procentdel af lønnen som obligatoriske socialforsikringsbidrag. Størrelsen af udbetalingerne i tilfælde af alderdom, sygdom, ulykke og arbejdsløshed afhænger af indbetalingernes størrelse. Kun personer med tilknytning til arbejdsmarkedet har altså ret til disse ydelser, og ydelsernes størrelse varierer. Personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet er afhængige af familien eller af privattegnede forsikringer. Modellen vil typisk være suppleret med et nødtørftigt residualsystem for dem, der falder uden for det ovennævnte system. Den universelle model: Alle har ret til at modtage offentlige ydelser som pension, sygehusbehandling, undervisning, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. Ydelserne er lige store, og altså uafhængige af arbejdsindsatsen, og udgifterne er skattefinansierede. Ingen af modellerne optræder i ren form, men den skandinaviske model ligger tættest på den universelle model (selv om den er suppleret med træk fra de to andre modeller), mens de fleste andre EU-lande primært anvender socialforsikringsmodellen, og residualmodellen er dominerende i USA og Storbritannien. De udgiftsmæssige og skattemæssige konsekvenser af modelvalget kan bl.a. ses på figuren s. 17 i kompendiet. Fra folketingsvalget 1953, hvor Socialdemokratiet reklamerede for folkepension. I 1956 fik partiet gennemført ordningen i folketinget ved lov. (BBT) fattighjælps-virkninger, hvis de skønnedes værdigt trængende. Samtidig begyndte staten at give finansiel støtte til arbejdernes egne spæde sikkerhedssystemer: sygekasserne (1892) og arbejdsløshedskasserne (1907) efter princippet hjælp til selvhjælp". Desuden blev det lovpligtigt for arbejdsgiverne at tegne ulykkesforsikringer for deres ansatte. Endelig udvidedes også mulighederne for at yde en midlertidig, nødtørftig hjælp uden fattighjælpsvirkninger fra de såkaldte hjælpekasser, hvad der ikke mindst var aktuelt under i. Verdenskrig og under den store økonomiske krise i 30 erne. Hvad angik fattighjælpsstemplingen, så blev den ganske vist ikke helt afskaffet, men den reserveredes til forholdsvis få personer med et varigt og efter datidens vurdering åbenlyst selvforskyldt forsørgelsesproblem (arbejdssky personer, alkoholikere, vagabonder m.m.). De ovennævnte udviklingstendenser blev systematiseret i den store socialreform i 1933, hvor retsprincippet blev understreget, det sociale sikkerhedsnet blev forbedret og de offentlige udgifter forøget. Sociallovgivningens grundprincip var imidlertid stadigt, at det var den enkelte og dennes familie, der var hovedansvarlig for egen forsørgelse og forventedes at spare op og/eller forsikre sig mod sociale begivenheder" som sygdom, alderdom og arbejdsløshed gennem medlemskab af sygekasse, arbejdsløshedskasse, pensionsordninger m.m. DEN STORE GAVEBOD I 1956 indførte politikerne folkepensionen dvs. alderspension til alle. Det var på én gang et lille og et stort skridt: Et lille skridt, fordi de fleste over 65 allerede modtog aldersrente fra det offentlige, og alligevel et stort skridt, fordi der var tale om at indføre et 14

15 nyt princip. Med indførelsen af folkepensionen ændredes forsørgelsessystemet nemlig fra et residual- Undervisningssystemet havde allerede længe været for gruppe1-medlemmer). system, hvor kun de trængende skulle have en bestemt ydelse, til et universelt system, hvor alle skulle og gratis adgang til grundskole, mellemskole, gymna- indrettet efter universelle principper, idet der var fri have ret til den samme ydelse uden hensyn til indkomst, formue, tidligere arbejdsmarkedstilknytning eliteskolesystemet i Storbritannien og USA). Fra sium og universitet (i modsætning til f.eks betalings- m.m erne til 1970 erne udvidedes undervisningspligten fra 7 til 9 år, og samtidig afskaffedes først mel- Når regeringen/folketinget i 1950 erne (efter svensk model) tog det universelle princip i anvendelse ved at lemskolen og senere realklasserne, så slutproduktet tildele folkepensionens mindstebeløb til alle, så var blev den 9/10-årige enheds-folkeskole for alle. Håbet det ikke mindst af politisk-psykologiske grunde. var, at folkeskolen kunne bidrage til social udjævning i samfundet ved at give alle lige muligheder for uddannelse. Samtidigt skete der en voldsom udbygning Det var stadigt i brede kredse af befolkningen flovt ikke at kunne klare sig selv og derfor være nødt til at af ungdomsuddannelserne og de højere uddannelser. modtage hjælp fra det offentlige. Skulle man bryde Ikke alene var uddannelserne gratis, men der skete denne opfattelse, måtte den nye ydelse på ingen måde også en udbygning af uddannelsesstøtteordningerne ligne offentlig hjælp til trængende! henimod en model, hvor alle over 18 år kunne få SU Mens den nye lov altså repræsenterede et opfattelsesmæssigt brud med tidligere tider, så var der som Helt universelt blev det offentlige skolesystem dog uafhængigt af forældrenes økonomi. nævnt i første omgang tale om et samfundsøkonomisk ikke på noget tidspunkt. Nogle forældre betalte nemlig fortsat for at få deres børn i privatskole/friskole, set begrænset skridt. Ikke alene fik de fleste gamle som sagt i forvejen offentlig aldersrente, men det nye hvis de ikke var tilfreds med det offentlige uddannelsessystems ydelser. Betalingen var dog nærmest sym- mindstebeløb var tilmed forholdsvis beskedent, og endelig var aldersgrænsen forholdsvis høj sammenlignet med den gennemsnitlige levealder. Aldersgrænsen gifterne. bolsk, og det offentlige dækkede hovedparten af ud- blev yderligere hævet til 67 år for mænd (og 62 år for På en lang række andre punkter var højkonjunkturperioden præget af reformer, forhøjelser af enlige kvinder!!) i 1960erne. udbetalte beløb og forøgelse af ansatte i socialsektoren. (se tabel 1 og 2). Til gengæld blev ordningen væsentlig dyrere, da beløbene blev sat i vejret (og nu blev kaldt folkepensionens grundbeløb). De universelle principper vandt ogven (i dag: kaldet kontanthjælp), som blev vedtaget i Kronen på velfærdsudbygningen blev Bistandsloså frem på andre områder. Folketingsåret til ikrafttræden i Her Inden for sundhedsområdet havde sygekasserne oprindeligt været forbeholdt de mindre bemidlede som følge af en social begivenhed, og som ikke var var målsætningen, at alle, der havde behov for hjælp (størsteparten af befolkningen!). Fra 1930 erne var omfattet af andre ordninger, skulle kunne henvende også de bedre bemidlede blevet inddraget i systemet sig på bistandskontoret og få tilstrækkelig hjælp til at via de såkaldte fortsættelsessygekasser. I 1960 erne opretholde familiens levestandard i hvert fald midlertidigt og næsten. skelnedes endnu mellem gruppe1- og gruppe2- medlemmer afhængigt af familiens indtægts- og formueforhold. Gruppe2-medlemmerne skulle betale et særlige skandinaviske opfattelse af stat og samfund. Bistandsloven repræsenterer kulminationen på den større kontingent til sygekassen og yde en større Samfundet var en slags familie med indbyrdes sammenhæng og solidaritet, og det offentlige var familie- egenbetaling til sundhedsudgifter fx betale en del af udgiften til lægehjælp (mens lægebesøg var gratis faderen/forældrene, der sørgede for godernes retfær- 15

16 dige fordeling og støtten til de svage, som det også er kommet til udtryk i det svenske begreb: Folkshemmet. I folkehjemmet skulle alle yde efter evne og nyde efter behov, og i denne sammenhæng var Bistandsloven det nederste sikkerhedsnet, der skulle garantere, at der blev mindst 1 denar til alle (jvf. vingårdslignelsen i indledningen). Hvorfor denne gavebod ? Set på baggrund af de senere problemer, kan det være svært at forstå, at der var så bred opbakning i Folketinget (og i befolkningen) til at arrangere en sådan gavebod (efter international og historisk målestok)? Når betænkelighederne var så få, er den nærliggende forklaring den økonomiske højkonjunktur. Tabel 1. Indkomstoverførsler til Tal fra PPi del 2, s. 127 ATP (Arbejdsmarkedes Tillægspension) indførtes ved lov i Ordningen finansieres af arbejdsgivere og lønmodtagere. Formålet var at skabe et supplement til folkepensionen Tabel 2. Antal offentligt ansatte Fra Dansk social historie, bd. 7 s. 147 Den kraftige vækst i perioden -ca. 5% om året - betød en fordobling af samfundsproduktionen på ca. 14 år og dermed en firdobling på under 30 år. Da lav arbejdsløshed samtidig opfattedes som det normale, havde samfundet nemt råd til at forøge overførselsbeløbene til folk uden for arbejdsmarkedet, samtidig med at der var plads til en kraftig vækst i det offentlige og det private forbrug. Udviklingsoptimismen var stor, og det gode samfund", hvor alle kunne leve det gode liv", lå lige om hjørnet, som det bl.a. blev udtrykt i Venstres principprogram fra 1970: Frem mod år 2000 bliver den periode, hvor mennesker i de højt udviklede samfund skal finde en livsform, der svarer til, at manglen på det materielt nødvendige kan afskaffes... (Målet for partiet var et samfund) hvor hensynet til det menneskelige og omgivelserne kan sættes højt, og hvor vi når til, at knapheden som bestemmende for menneskers adfærd, kan vige for mere ideelle motiver." Perioden var også præget af stor tillid til offentlig planlægning og styring. Det var en udbredt opfattelse, at man med anvendelse af økonomisk-politiske midler kunne sikre fortsat vækst og fuld beskæftigelse, at man med en effektiv og retfærdig skatteligning kunne sikre den offentlige sektor tilstrækkelige indtægter til at realisere et ambitiøst velfærdsprogram, og at man med social ingeniørkunst" kunne kortlægge de socia- Mio. kr. (løbende priser) Folkepension Statspensioner m.v ATP - 40 Invalidepension Almindelig offentlig forsorg m.v Sygedagpenge og ulykkesforsikring Familiepolitiske ydelser Arbejdsløshedsunderstøttelse Boligstøtte Uddannelsesstøtte Landbrugsstøtte Indkomstoverførsler i alt

17 Antal beskæftigede Pct.vis årlig stigning Undervisning og forskning Biblioteker, museer, m.v ,0 9,6 Sundhedsvæsen Sociale område Politi og retsvæsen Kirke, religiøs virksomhed Forsvar Administration Grønland (skøn) ,1 13,9 Offentlige ydelser i alt ,1 3,3 2,2 3,6 6,7 3,5 le problemer i samfundet og derefter iværksætte målrettede og effektive løsnings-programmer uden bivirkninger. Der skulle gå et stykke tid, før politikerne opdagede, at de havde startet en næsten ustyrlig kædereaktion af udgiftsstigninger, skattestigninger og adfærdsændringer, og der skulle gå endnu længere tid, før de havde lyst til at fortælle det til befolkningen. Udgiftseksplosionen De offentlige udgifter kan opdeles i offentligt forbrug, overførsler og renter. Danmark havde i Boerne haft et forholdsvis lille offentligt forbrug (produktion af serviceydelser), men op gennem 60erne og starten af 70 erne var den offentlige serviceproduktion vokset med voldsom fart. Denne vækst var i høj grad et resultat af højkonjunkturen og en følge af de samfundsforandringer, væksten trak med sig eller forstærkede (DHS side ). Udviklingen var altså ikke resultatet af en stor politisk plan. Snarere var der tale om en skridt-for-skridtudbygning, hvor det ene skridt førte det næste med sig, og hvor ingen rigtigt havde styr på de samfundsmæssige forandringer, udgifterne og finansieringsproblemerne. Og et overblik ville tilsyneladende heller ikke have hjulpet. Selv om regeringens analysegrupper slog alarm i de såkaldte perspektivplaner (PP1 i 1970 og PP2 i 1977) med en påvisning af, at væksttempoet for de offentlige udgifter var uholdbart, fortsatte væksten op gennem 1970erne. Først i 1980erne lykkedes det at bremse den del af udgiftsvæksten, der kom fra den offentlige serviceproduktion. Metoden til at bremse væksten i den offentlige produktion var snæver rammestyring. Derimod skulle det vise sig vanskeligere at bremse den del af udgiftsvæksten, der stammede fra stigninger i overførslerne. Det var ikke mindst udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge m.m., der eksploderede fra midten af 70erne. Hertil kom så statsgælden og de ledsagende renteudgifter og de advarende røster om den økonomiske afgrund. Det asymmetriske pres Det ville være forkert at sige, at det kun var den økonomiske krise i erne og den deraf følgende arbejdsløshed, der pressede udgifterne i vejret. Også andre tendenser må inddrages, når man skal forklare udgiftseksplosionen fra 1960erne til 1990erne. Stærke kræfter pressede voldsomt på for at opnå højere ydelser på enkeltområder. Ministre, embedsmænd, stående folketingsudvalg, eksperter, interesseorganisationer, erhverv m.m. - alle var interesseret i en opprioritering af og flere ressourcer til deres eget interesseområde. Der var derfor hele tiden en tendens til, at udgifterne pressedes i vejret. Derimod var der ingen tilsvarende interesseorganisationer og eksperter, der bekæmpede udgiftsstigninger på deres egne interesse- 17

18 60 % Skattetryk i % af BNP Kilde: 50-årsoversigten og Stat.Tiårsoversigt 2005 s.154, min bearbejdning, BBT 50 Samlede skatter i % og arbejdsområder. Da enkeltudgifter desuden ikke talte så meget i det samlede billede, var det modgående pres for at undgå udgiftsforhøjelser og et øget skattetryk derfor almindeligvis svagt. Når det offentlige alligevel brugte så meget, så forekom fx 100 millioner kroner mere eller mindre jo også hver gang at være et bagatelagtigt problem. Endnu mere tydeligt fremtrådte tendensen, når politikerne forsøgte at skære ned/spare på enkeltområder. Den offentlige debat var fyldt med protester fra personer, grupper, virksomheder, organisationer, eksperter og myndigheder, der følte sig udsat for den offentlige sparekniv. Ældresagen og en lang række patientforeninger var markante eksempler på effektive grupper. Iagttagere talte om et asymmetrisk pres" - de kræfter, der pressede udgifterne opad, var langt stærkere end de kræfter, der pressede nedad, når konkrete spørgsmål var på dagsordenen. Ydelsestænkning og fiflerier Udgiftspresset var også et resultat af, at mange folk disponerede, så de fik mest muligt ud af de vedtagne ordninger ofte i klar modstrid med ånden bag en ordning. For at igangsætte de ledige indførte man fx en uddannelsesydelse (der var højere end SU), ligesom man indførte en iværksætterydelse for folk, der ville være selvstændige. Dermed blev det altså økonomisk favorabelt at være ledig, før man startede en uddannelse eller en virksomhed, og mange fulgte denne opskrift. Andre opskrifter handlede om at få højere ydelser. Var man f.eks fiktivt enlig (ens samboende partner havde en anden folkeregisteradresse), udløste det en række ekstra ydelser. Tilsvarende kunne det betale sig at undgå at have en registreret formue, fordi man på denne måde kunne få højere ydelser som ældre og/ eller som kontanthjælpsmodtager. Ikke mindst sort indkomst" belønnedes både i pose og sæk, som vi skal komme tilbage til i det følgende Velfærdsstaten havde åbenbart fået nogle moralproblemer, og én af velfærdsstatens kritiske iagttagere - Odense-professoren Jørn Henrik Petersen havde da også en række skarpe konklusioner: Ingen udviser loyalitet og uselviskhed, generøsitet og mådehold" Folk støtter denne stat på valgdagen, men undergraver den og snyder den i deres hverdag. Når skatteunddragelse og bjergsomhed går hånd i hånd, hvor er vi så henne? " Hvis en indbygger én gang har faet en ydelse, kan den aldrig tages fra ham igen. Og hvis én gruppe far 18

19 % 70 Skatter og afgifter i pct af BNP fra forskellige lande i 2003, kilde: statistisk tiårsoversigt 2005 s , min bearbejdning, BBT Danmark Sverige Tyskland Holland UK USA Japan Indirekte skatter Direkte skatter Bidrag til sociale ordninger noget, vil andre grupper straks stille krav om kompensation." (fra interview) Finansieringen af velfærdsstaten Det voksende udgiftspres fra 1960erne og fremad nødvendiggjorde stigende skatteindtægter og resulterede i en stadig jagt på nye finansieringskilder. En opremsning kan give en fornemmelse af udviklingen: Der blev indført en omsætningsafgift (OMSen) i 1962, og denne blev erstattet af MOM- Sen i Med indførelse af kildeskatten i 1970 effektiviseredes skatteopkrævningen. I de følgende år skete der en gradvis forøgelse af skatteprocenter, momsprocenter, punktafgifter på biler, benzin, alkohol, tobak m.m. Der blev indført realrenteafgift på pensionsformuer. Værdien af rentefradragsretten forringedes. Der blev indført grønne afgifter og arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat) m.m. Med internationaliseringstendensen og det deraf følgende harmoniseringsbehov havde det været nødvendigt at foretage en vis omlægning af skattesystemet i 1980erne og 1990erne: Nedsættelse af giftskatterne, afskaffelse af formueskatten, nedsættelse af marginalskatterne (fra ca. 73% til ca. 62% for den sidsttjente krone for de højere indkomster), nedsættelse af skatterne på renteindtægter, aktieudbytter og virksomhedsoverskud. Til gengæld udvidedes skattegrundlaget gennem den ovennævnte nedtrapning af værdien af rentefradraget og andre fradrag og gennem indførelse af bruttoskat. Ude i fremtiden ventede yderligere harmoniseringsbehov og et stigende pres på den danske skatteog velfærdsmodel, som vi skal se det i det følgende. Unddragelsesproblemer Den danske velfærdsmodel er, som det fremgår af figuren ovenfor, karakteriseret ved et højt skatte- og afgiftstryk og en stor vægt på direkte og indirekte skatter, mens andre landes velfærdssystemer i højere grad anvender bidrag til sociale ordninger" og i øvrigt overlader betydelige velfærdsopgaver til private forsikringer, privat opsparing m.m. (jvf. også sammenligningen af velfærdsmodeller). At opbygge en velfærdsmodel på grundlag af et højt skattetryk giver nogle særlige problemer og udfordringer. Et sådant system belønner nemlig mere end andre 19

20 systemer folk, der køber varer og ydelser uden om det danske afgiftssystem (via Internethandel, udenlandsrejser m.m.), ligesom det belønner virksomheder og medarbejdere, der yder/ får frynsegoder, medarbejderaktier m.m. i stedet for skattepligtige indkomster. Et sådant system belønner i det hele taget mere end andre systemer folk, som snyder i skat og udfører eller får udført sort arbejde, ligesom det giver en ekstra belønning til folk, der skatte-og afgifts-tænker, smugler, svindler m.m., fordi man jo får nedsat sit kontingent til fællesskabet betydeligt (uden at man samtidigt går glip af nogle velfærdsydelser). Omfanget af fx det sorte arbejde var det selvfølgelig svært at vurdere. Rockwollfondens interviewbaserede undersøgelser i 1990erne tydede på, at det havde et omfang på mindst 50 milliarder kroner dvs.. ca. 5% af den officielle samfundsproduktion, og at tendensen var stigende. (10) Hvor fordelagtigt sort arbejde var, kan nemt illustreres gennem et regneeksempel, hvor vi benytter en momssats på 25% og en marginalskatteprocent på 62. Hvis A køber en hvid" tjenesteydelse af B til 1250 kr., vil momsen udgøre 250 kr., og B vil altså få 1000 kr. Efter skat har han 380 kr. tilbage. Der er altså masser af plads mellem de to beløb til, at begge kan gøre en god forretning. Eller måske en bytteforretning. For A skal jo tjene over 3000 kr. før skat for at kunne give B 1250 kr. Med en hvid" timeløn på fx 200 kr. skal A arbejde i ekstra 15 timer for at dække sin udgift til B. Det var (og er stadig) ulovligt at arbejde sort. Derimod var det ikke ulovligt, ja man blev ligefrem præmieret for at arbejde så lidt som muligt. Man fik jo de samme ydelser fra det offentlige, selv om man slap billigere i skat. Helårspersoner Antallet af årige overførselsindkomstmodtagere, Kilde: Statistikbanken, min bearbejdning BBT Efterløn Førtidspension Revalidering & Kontanthjælp Arbejdsløshedsdag penge Sygedagpenge& Barselsdagpenge Arbejdsløshedsdagpenge Sygedagpenge& Barselsdagpenge Kommunal aktivering & AF-aktivering Orlovsydelser & ledighedsydelser Revalidering & Kontanthjælp Førtidspension Efterløn 20

21 Dette gjorde den danske velfærdsmodel mere sårbar end andre landes og mere afhængig af, at folk faktisk arbejdede så meget som muligt. Mange og store herboende skatteydere var en forudsætning for den danske velfærdsmodel. Det betød, at truslen mod velfærdssamfundet ikke kun kom fra de mange almindelige danskere, der prøvede at bjerge sig ekstraydelser fra det offentlige, samtidig med at de betalte så lidt som muligt i skatter og afgifter. Den kom også fra de mennesker, der fx tjente en formue her i landet og derefter flyttede til udlandet med gevinsten, eller de mennesker, der drev erhvervsvirksomhed i Danmark fra en bopæl i udlandet, eller de mennesker, der tog en skattefinansieret uddannelse i Danmark og derefter tog arbejde i udlandet. Det er en trussel, som sandsynligvis vil forstærkes i fremtiden. I en internationaliseret verden er det nemlig blevet nemmere at skifte bopæl og arbejde over landegrænserne, ligesom det er blevet nemmere at flytte rundt med sin formue. Dermed risikerer det danske samfund, at ressourcestærke personer ud fra privatøkonomiske interesser i stigende grad fravælger det danske samfund og dets solidaritetsmodel på grund af det høje skattetryk. Dette vil igangsætte en ond cirkel: Jo flere af de velbjergede, der unddrager sig betalingen til fællesskabet, jo højere vil betalingen blive for de resterende, og jo mere attraktivt vil det så igen blive at unddrage sig regningen. Ligheds- og retfærdighedsproblemer Diverse undersøgelser tydede umiddelbart på, at lighedsmålsætningen i høj grad var blevet realiseret i den danske velfærdsmodel. Ikke alene var de danske indkomstforskelle forholdsvis små (omend voksende) i et internationalt perspektiv, men udligningen via skattesystemet og overførslerne var også ført videre end i andre lande. Trods dette havde den danske model alligevel åbenlyse ligheds- og retfærdighedsproblemer, hvoraf nogle med mellemrum indgik i den offentlige debat. Fx kunne det virke sært, at velstående familier kunne modtage overførselsindkomster i form af arbejdsløshedsdagpenge, overgangsydelse, efterløn, børnefamilieydelse m.m. Sådanne ydelser var nemlig uafhængige af familiens samlede indkomst. Det kunne også virke sært, at velstående pensionister kunne modtage en stor vifte af ydelser, blot fordi de var gamle. De gamle udgjorde nemlig ikke en ensartet gruppe, og bl.a. opbygningen af private og/eller arbejdsmarkedsbaserede pensionsord- ninger efter socialforsikringsmodellen var i fuld gang med at uddybe skellene i alderdommen. Andre åbenlyse problemer udsprang fx af, at gevinster på fast ejendom og andre formuegoder ikke beskattedes, og at arv kun beskattedes begrænset. Dermed var vigtige kilder til ulighed holdt uden for udjævningssystemet. Tilmed betød internationaliseringen, at man på en række områder var tvunget til at bevæge sig væk fra princippet om, at de bredeste skuldre skulle bære de største byrder. Formueskatten blev således afskaffet i 1997, ligesom skatten på renteindtægter og aktie- og virksomhedsudbytter gradvist var blevet nedsat i 1980erne og 1990erne. Velfærdsstatens krise? I I990erne blev der hyppigt talt om, at velfærdsstaten var i krise, og det gjorde selvfølgelig indtryk i Danmark, at den svenske velfærdsstat løb ind i alvorlige problemer i nogle iagttagere brugte endda begrebet sammenbrud om de løbske offentlige udgifter, der betød, at de svenske politikere måtte slagte hellige køer: Dagpenge- og understøttelsessatser blev sænket, der blev indført mere brugerbetaling osv. Der var da også grunde nok til at tale om krise i Danmark og være bekymret for den danske models fremtid, selv om man havde undgået afgrunden" i 1980erne. Vi har allerede i det foregående været inde på de store offentlige udgifter og det næsten automatisk opadgående pres, ligesom vi har set på det rekordhøje skattetryk. 21

22 Vi har også været inde på, hvordan internationaliseringen og den deraf følgende harmoniseringstendens i sig selv vil sætte den danske model under pres, fordi det vil blive stadigt vanskeligere for et samfund at skille sig ud fra de andre med et højere skattetryk, en mindre indkomst- og formuespredning eller med særligt gunstige velfærdsydelser. Hertil kommer den hyppigt omtalte demografiske trussel fra flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder - ældrebomben" eller den voksende forsørgerbyrde, som det malende blev beskrevet. Desuden var der problemerne med at integrere et stort antal indvandrere, som vi kommer tilbage til senere. Udgiftsniveauet, skattetrykket og fremtidsudsigterne var da også en vigtig del af det krisebillede, der tegnedes af velfærdsstaten. Andre hæftede sig mere ved, at velfærdsstaten trods de kolossale udgifter havde svært ved at løse sine opgaver og leve op til sine idealer. Vi har allerede været inde på discounttendenserne inden for sundheds- og uddannelsesområdet - det var en kilde til stadige frustrationer, at det land, der havde verdensrekord i skattetryk samtidig havde forfaldne skoler, lange ventelister på sygehusene og en strøm af eksempler på fx mangelfuld pleje af de svageste ældre. Vi har også været inde på ligheds- og retfærdighedsproblemerne i forbindelse med skatteopkrævning og udbetaling af overførselsydelser. Udstødningen fra arbejdsmarkedet var endnu et grundlæggende problem i den danske (og europæiske) model. Udstødningstruslen Rigtig velfærd forudsætter vel, at der er plads til alle, at alle er lige værdifulde som mennesker, og at alle har muligheder for at leve det gode liv"? Dermed støder velfærdssamfundets idealer sammen med markedskræfternes rå værdifastsættelse. I den ene af skalaen var det åbenlyst, at nogle var mere værd end andre. Virksomhedsejere, direktører og højtefterspurgte specialister tog lønmæssigt afstand til den øvrige befolkning fra 1980 erne og fremad, selv om løn-, indkomst- og formuespredningen stadigvæk var mindre i Danmark end i de fleste andre lande. I den anden ende af skalaen havde udviklingen siden 30 erne været præget af udstødning fra arbejdsmarkedet. Antallet af folk i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst var steget voldsomt. Den økonomiske krise havde været den nærliggende (og beroligende!?) forklaring på de mange overførselsmodtagere, og så længe der havde været tilstrækkeligt mange arbejdsløse, havde tidernes ugunst paradoksalt nok camoufleret en endnu mere grundlæggende udstødning: Mange/et stigende antal personer havde simpelthen ikke kvalifikationer og kræfter til at bestride de job, som det højeffektive, kapitalistiske sam- Per Flys film Bænken gav mange almindelige danskere et indtryk af hverdagsvilkårene for Underdanmarks førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Her sidder filmens hovedperson spillet af skuespilleren Jesper Christensen på bænken i selskab med sit barnebarn, som han i filmen får et behov for at tage sig af. (BBT) 22

23 fund udbød. Flere tendenser virkede sammen. På den ene side voksede uddannelseskravene til de fleste job. Dermed blev mange skilt fra og henvist til konkurrence om jobbene på lavtlønsområderne. Da de private arbejdsgivere jo ville tjene på at ansætte eller beholde arbejdskraft, havde bl.a. det stigende mindstelønniveau gradvist forøget presset på arbejdskraften. Noget tilsvarende gjaldt for det offentlige område. Her havde beslutningstagerne været under et stadigt pres for besparelser, og også her blev krav og tempo sat i vejret. Mange mennesker kunne simpelthen ikke klare de øgede krav over et helt arbejdsliv. Dårlige rygge, nedslidning, udbrændthed, sygdom og stort medicinforbrug kunne optræde allerede, før folk var kommet til midten af det normale arbejdsliv, og dette var ikke kun forbeholdt folk uden uddannelse. Men folk med uddannelse havde selvfølgelig lidt større muligheder for at skifte retning undervejs i arbejdslivet. Mens nogle altså havde svært ved at leve op til arbejdsmarkedets krav over en længere periode, så var andre (især ældre) ikke længere efterspurgte, hvis de først havde mistet deres arbejde. Og så var der en hel del, der kynisk sagt aldrig nåede at blive efterspurgt af det krævende arbejdsmarked. Man kunne forsøge at løse problemet med den liberalistiske metode (som i USA) d.v.s. sætte mindstelønnen ned og dermed gøre det til en bedre forretning for arbejdsgiverne at ansætte folk, men en sådan linie mødte selvfølgelig modstand fra de ansatte, der ikke ønskede deres lønvilkår forringet, og fra fagbevægelsen, der forsvarede de ansattes rettigheder. Man kunne også prøve at lave et alternativt, offentligt understøttet arbejdsmarked med fleksjob, skånejob, aktiveringsjob og støtte til iværksættere, hjemmeservice m.m. Endelig kunne man også forsøge at opgradere de ledige gennem uddannelsestilbud, så deres arbejdskraft blev mere værd. Det blev de to sidste strategier, der blev anvendt, men åbenbart ikke nok til at undgå, at nogle faldt igennem sikkerhedsnettet. Den ny fattigdom" Det var et stadigt paradoks, at man kunne støde på tiggere, hjemløse, gadebørn, narkomaner, alkoholikere m.m. i et samfund, der var så rigt, og som i lighedens navn gang på gang havde de svageste (som de blev kaldt i den offentlige debat) været på den politiske dagsorden, og der var i årenes løb blevet vedtaget en lang række særforanstaltninger, uden at problemerne af den grund forsvandt. Nu måtte landets velfærdsminister (socialminister Karen Jespersen i bogen: Opgør med den ny fattigdom) i 1999 erkende velfærdspolitikkens grænser og appellere til privat godgørenhed": Der er en gruppe mennesker, der ikke har faet deres liv mærkbart forbedret af opsvinget. Det er dem, der i mange år har været uden kontakt til arbejdsmarkedet, de har ingen uddannelse og ofte store sociale og personlige problemer. Der kan være kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, langtidssyge. Men det er også dem, der har lav livskvalitet: Depressioner, ensomhed, angst, aggressioner. De er det moderne samfunds underklasse. Underdanmark. Men de er ikke fattige i traditionel forstand. Ganske vist har de ofte ikke mange penge at leve for, men dagpenge og kontanthjælp ligger dog tæt på mindstelønnen. Og flere penge vil ikke i sig selv løse de sociale problemer. Det er mennesker, der er fattige på livskvalitet, fattige på indflydelse, uden oplevelsen af at have magt over deres eget liv. Den form for fattigdom kommer vi ikke til livs alene ved at have en sund økonomi og flere arbejdspladser. Vi skal i langt højere grad interessere os for og bekæmpe de forhold i samfundet, der på trods af forbedrede materielle vilkår stadig gør mennesker sårbare og holder de sårbare udenfor. Sådan en indsats er i gang, men vi kan nå meget længere. Det er det, denne bog handler om. Vi skal ikke kun forbedre de fysiske og materielle vilkår: Arbejde, boliger, børnehaver, sygehuse og plejehjem, eller det man kan kalde den ydre velfærd. I dag drejer det sig i høj grad om også at forbedre de 23

24 sociale, menneskelige og psykiske vilkår: Troen på egne evner, handlekraft og evnen til at deltage i fællesskaber, eller det, der er blevet kaldt den indre velfærd (Pittelkow 1995). En styrket indre velfærd er ofte en forudsætning for at kunne forsørge sig selv, være en aktiv deltager i samfundet og opleve sit liv som vellykket. Det gælder i virkeligheden også de aller svageste - dem der faktisk kan meget lidt. De kan ikke forsørge sig selv og de skal ikke presses til alt muligt, de alligevel ikke kan klare. Men de kan sagtens få større indflydelse på deres tilværelse og oplevelsen af at være deltager i et fællesskab. Men et styrket indre velfærd er ikke alene et anliggende for den enkelte. Tværtimod kræver det, at samfundet vedkender sig sit ansvar det gælder staten, kommunerne og hver enkelt af os som medmennesker... Problemerne med den indre velfærd udspringer af manglende evne til at begå sig blandt andre mennesker, lavt selvværd, konflikter og ensomhed. Sådanne problemer kan kun løses i omgangen med andre mennesker. Derfor er der brug for større vægt på borgernes egne initiativer ude i samfundet civilsamfundet. Det er de nye fællesskaber i boligområderne, det frivillige sociale arbejde og virksomhedernes sociale ansvar. Det er også en større opmærksomhed på vores medmennesker i hverdagen, i boligområderne, i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen og i sportsklubben. (Fra Karen Jespersens bog 1999) Sociologer bruger ofte begreberne stat, marked og det civile samfund til at karakterisere et samfund og beskrive de store linier i udviklingen. I 1700-tallets Danmark udgjorde det civile samfund" det dominerende hjørne i trekanten. Samfundet var i høj grad præget af selvforsyningsøkonomi i familie og lokalsamfund, og den offentlige sektor var beskeden tallet prægedes af markedsøkonomiens fremvækst og 1900-tallet af en voksende offentlig sektor og en øget statslig regulering. Tilsyneladende behøvede man slet ikke det civile samfund": Markedet skulle sørge for velstanden, og den offentlige sektor skulle sørge for, at den samfundsmæssige rigdom blev omsat til individuel velfærd. Det var denne dagsorden, som selv Socialdemokratiet nu ønskede ændret i erkendelse af, at der var grænser for både markedets og statens formåen, når det drejede sig om at løse de sociale problemer. Private hjælpeorganisationer som Kirkens Korshær, Frelsens Hær, Kofoeds Skole m.m. var ved at komme til ære og værdighed igen efter nærmest at have været opfattet som et levn fra svundne tider. Incitamentproblemer Problemet med de nye fattige" illustrerede således én af velfærdsstatens grænser. Det var åbenbart ikke nogen garanti for velfærd og det gode liv, at alle uanset arbejdsindsats kunne få udbetalt en denar" (jvf. vingårdseksemplet). Vingårds eksemplet rejste også på pinagtig vis et andet problem: Ville de fleste arbejdere virkelig fortsat knokle i vingården dagen lang, når de ikke fik noget ekstra udbytte af deres indsats (d.v.s. når de manglede økonomiske incitamenter til at arbejde, som økonomerne ville udtrykke det)? Incitamentproblemet havde bekymret ikke mindst de borgerlige politikere lige fra de første spæde reformskridt i 1890erne. Det skulle kunne betale sig at arbejde. Problemet havde været i baggrunden i i97oerne og Boerne. Så længe der var stor arbejdsløshed og tilstrækkeligt mange aktivt arbejdssøgende, så gjorde det ikke så meget, at nogle holdt sig til bage og foretrak offentlige ydelser frem for arbejde. Med efterlønnen havde man endda ligefrem betalt nogle folk for at afstå fra at arbejde - og tilsvarende med orlovsordninger og overgangsydelse. Med tegn på arbejdskraftmangel i 1990erne og fremover vendte billedet imidlertid. Incitamentproblemerne kom igen i fokus. Analyser viste, at det faktisk ikke kunne betale sig at arbejde for 10-20% af de lavestlønnede beskæftigede, og at det ikke kunne betale sig at få et arbejde for en stor del af de ledige. Dels var forskellen mellem de 24

25 laveste lønninger på arbejdsmarkedet og dagpenge-/ kontant-hjælpssatserne ikke særlig stor efter skat. Dels kunne der være ekstra udgifter forbundet med at arbejde (transport, børnepasning) og dels kunne en stigende indkomst betyde, at andre ydelser (boligtilskud m.m.) nedtrappedes. En helt dårlig forretning blev et arbejde selvfølgelig, hvis det betød tab af sorte indtægtsmuligheder". Man kunne prøve at appellere til folks samfundsmoral og tale om den enkeltes pligt til at arbejde og være skatteyder. Hjalp dette ikke, var der kun to veje at gå. Man kunne skære de offentlige ydelser ned, eller man kunne stramme rådighedsregler og kontrol og tvinge de ledige hurtigere i aktivering, omskoling og uddannelse. Det var især denne sidste vej, man valgte i 1990erne, selv om øget tvang jo ikke umiddelbart passede godt med forestillingerne om et velfærdssamfund, og selv om fx nedslidte personer med manglende kvalifikationer kunne havne i udsigtsløse aktiverings- og jobprøvningsforløb. Efterlønsstormen Men hvad med de øvrige vingårdsarbejderes fremtidige arbejdsindsats? Velfærdsstatens finansiering var jo afhængig af, at der blev arbejdet så meget som muligt, så man dermed fik så mange skatteydere som muligt, der betalte så meget i skat som muligt. Det var derfor et problem, hvis lønmodtagerne krævede længere ferie i stedet for højere løn (som de gjorde det med indførelsen af den 6. ferieuge ). Det kunne også være et problem, hvis efterspurgte lønmodtagere valgte at gå på nedsat tid eller tage orlov i stedet for at tage overarbejde, ligesom det var et problem, hvis unge med efterspurgte kvalifikationer blev hængende for længe i uddannelse og zapperliv i stedet for at blive skatteydere, eller hvis ældre selvstændigt erhvervsdrivende eller efterspurgte lønmodtagere valgte at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet, mens de endnu var produktive. Netop på det sidstnævnte område tilbagetrækningsalderen forsøgte man at ændre de økonomiske incitamenter med en ny efterlønsordning i Stormen af utilfredshed i forbindelse med ændringen af efterlønssystemet er et godt eksempel på, hvilke kræfter der er på spil, når man vil ændre på velfærdsmodellen. Efterlønnen var indført i 1979 som en arbejdsmarkedsforanstaltning. På dette tidspunkt var der stor arbejdsløshed, herunder en betydelig ungdomsarbejdsløshed og det kunne derfor umiddelbart forekomme hensigtsmæssigt og næsten gratis at lade udslidte ældre arbejdere erstatte af yngre. I praksis kom regnestykket dog aldrig til at se helt sådan ud, idet mange private virksomheder benyttede ordningen til en rationalisering med et menneskeligt ansigt", d.v.s. at man skaffede sig af med folk over 60 år uden at oprette nye arbejdspladser. Efterlønsdemonstration foran Christiansborg 16. dec rettet mod statsministeren Poul Nyrup Rasmussen og oppositionens daværende leder Anders Fogh Rasmussen som opfordres til at stoppe som politikere og gå på (skrabet) efterløn. Politikernes reformer og ikke mindst krav om egenbetaling ved velfærdsgoder som efterlønsordningen skulle skabe kolossal utilfredshed og fik en væsentlig andel i socialdemokraternes valgnederlag i 2001 (BBT). 25

26 Så længe arbejdsløsheden var så høj, som den var i 1980erne og starten af 90erne, var det dog svært at anfægte en ordning, som belønnede folk for at træde ud af arbejdsmarkedet, selv om det kunne være lidt svært at forstå, at belønningen også skulle tildeles friske, højtlønnede personer med stor opsparing, supplerende pensionsordninger og med betydelige indtægter fra ekstraarbejde (inden for den såkaldte 200-timers ordning). Med det stadige pres på de offentlige finanser, overbelastningen af skattesystemet og den begyndende arbejdskraftmangel og tendenser til flaskehalsproblemer i anden halvdel af 90erne blev det økonomisk mere og mere absurd at belønne efterspurgt arbejdskraft for at træde ud af arbejdsmarkedet. Efterlønnen havde imidlertid for længst fået status som et velfærdsgode og en rettighed. Mange mennesker følte, at de havde slidt og slæbt i vingården i det meste af deres liv", samtidig med at de havde betalt store beløb i skat. De havde set hen til og økonomisk planlagt deres udtræden af arbejdsmarkedet ved det 60. år. Da næsten alle danskere var medlem af en arbejdsløshedskasse, var efterlønnen gradvist blevet et universelt gode næsten på lige fod med folkepensionen (bare endnu bedre, idet beløbet var væsentligt højere!). En afskaffelse af efterlønnen ville altså resultere i en flodbølge af protester. I stedet forsøgte politikerne så at beholde efterlønnen, men begrænse incitamenterne til at gå på efterløn (i hvert fald før man blev 62) og samtidig belønne folk, der blev på arbejdsmarkedet, til de var 65 år. Samtidigt forsøgte man at aflaste de offentlige kasser ved at indføre delvis selvbetaling samt nedsætte folkepensionsalderen til 65. De store vindere i denne omlægning var de, der alligevel havde forestillet sig at fortsætte på arbejdsmarkedet. De ville nu modtage en skattefri ekstragevinst på ca kr, når de blev 65 (og hvis de var i nærheden af de 60, ville de oven i købet ikke skulle betale ret meget for at få denne gevinst!!). Taberne var især de nedslidte og pressede grupper på arbejdsmarkedet (den oprindelige målgruppe for ordningen), der havde set frem til at gå af, når de blev 60, og som nu fik forringet deres vilkår, hvad enten de gik af som 60-årige eller prøvede at holde ud to år mere. [I 2006 gennemførte Anders Fogh Rasmussens VK -regering sammen med Dansk Folkeparti en yderligere stramning af efterlønnen, idet efterlønsalderen skulle sættes op til 63 år i 2025, 64 år i 2030, 65 år i 2035 og 66 år i Ligeledes skulle folkepensionsalderen flyttes fra 65 til 67 år med virkning fra Den lange tidshorisont for ændring af efterløns- og folkepensionsalderen betyder dog i praksis, at det varer længe før reformen fra 2006 vil få nogen afgørende virkning. Når tidshorisonten er så lang skyldes det formentlig politikernes angst for at blive straffet ved næstkommende valg for at bryde med løftet om ikke at røre ved efterlønnen og folkepensionen. BBT] Velfærdsstaten som politisk minefelt Ud fra det foregående skulle man tro, at velfærdsstatens indretning var det altdominerende emne på den politiske dagsorden i Danmark omkring år 2000, men det var langtfra tilfældet. Det politiske liv var tværtimod præget af, at politikerne ikke mindst før valgene gav løfter om sociale forbedringer/ højere udgifter, og at befolkningen bakkede op om velfærdsstaten ved valgene. Resten af tiden gik politikerne helst uden om den varme grød og undgik så vidt muligt at diskutere det åbenlyse behov for mere langsigtede omformninger af velfærdsstaten. Venstres daværende næstformand, Anders Fogh Rasmussen, havde ellers forsøgt sig med en bandbulle mod velfærdsstaten i bogen Fra socialstat til minimalstat" i 1993: Denne ynkelige slavenatur gennemsyrer Hele det danske samfund. Og forklaringen er egentlig ligetil. Statsmagten, den offentlige sektor, har gjort sig stor og bred og dominerer i den grad alle menneskers private liv, at flertallet i det danske samfund har privatøkonomien deponeret i statskassen. Danskernes liv er blevet statsliggjort. Der er skabt et herre-slaveforhold, 26

27 hvor en stor del af samfundets medlemmer spiser nådsensbrød af statens hånd. Slavenaturen har sat sig dybe spor i danskernes tankegang. Det frie menneske tænker: Hvad kan jeg selv gøre for at løse den og den opgave? Statsslaven tænker: Hvad kan staten gøre for at løse den opgave? Det er en forbavsende konsekvent refleks i det danske samfund, at politikerne, bureaukratiet, systemet bliver påkaldt, så snart den materielle sikkerhed skal betrygges Kort sagt: Slavesindet er karakteriseret ved, at ønsket om personlig frihed bliver underordnet trygleriet efter materiel sikkerhed. I slavesamfundet er det herren, som skal levere den materielle betryggelse, og prisen er selvsagt, at det ufrie menneske lydigt bøjer nakken og glemmer alt om højere værdier end denne ene: Konfliktfri og komfortabel selvopholdelse. Det er den trællementalitet, som gennemsyrer det danske samfund. Borgerne har øjnene stift rettet mod statsapparatet, som 'både et herren, der sørger for livets opretholdelse og fogeden, der stiller krav om lydighed og underkastelse til gengæld for institutionerne, behandlerne og de mange rare tilskud." (side og 30-31) bekendte sig til velfærdssamfundet, og de nye toner appellerede åbenbart til vælgerne. Venstre vandt en storsejr ved Folketingsvalget i november Ville regeringsskiftet betyde afgørende ændringer af den danske velfærdsmodel og udfordre større vælgergrupper og interesseorganisationer, eller ville politikerne fortsat foretrække at stikke hovedet i busken"? Det var unægteligt en helt anden beskrivelse af velfærdsstaten end Nyrup Rasmussens (s.9-10 i kompendiet). Det var liberalistiske tanker, som i den foregående hundredårsperiode i større eller mindre grad havde appelleret til de højere sociallag, der jo var mindre afhængige af og derfor nettobetalere til de offentlige sikkerhedssystemer. Skulle man imidlertid være statsminister, var der ikke tilstrækkelig vælgeropbakning til et sådant syn på velfærdsstaten og dets mennesker omkring år 2000, ligesom der ikke var tilstrækkelig opbakning til Fogh Rasmussens minimalstat efter amerikansk forbillede. I slutningen af 1990erne lagde Anders Fogh Rasmussen, der i mellemtiden var blevet partileder, derfor selv kraftig afstand til bogen og 27

28 Kilde: Anette Winding i Billede Bladet, 1956 Kilde 1: Arbejder 15 timer daglig med et smil Fru Inger Nielsen (34) er et af de mennesker, der virkelig kan lide at leve. Og fru Nielsens arbejde er endda sådan, at kun få vil misunde hende det Otte timer i damp og støj, skulle det være noget at grine ad? Fru Nielsen synes det. Pengene betyder selvfølgelig noget, men først og fremmest kan hun lide at arbejde, lide kammeraterne, lide lugten af rent tøj og fornemmelsen af at udrette noget. Hun savner det, hvis hun er syg eller har ferie et par dage, og det til trods for, at der er nok at gøre hjemme med tre værelser, mand og fire børn. Fru Nielsens dag begynder kl Hun sætter vand over, og inden det koger, har hun været i badeværelset. Så bliver l6-årige Gerda, der også arbejder på vaskeriet, vækket, og mens hun klæder sig på, dækker fru Nielsen morgenbord. Inden manden, der er chauffør hos Dehn, har barberet og vasket sig, har de tre børn fået te på sengen (så er de af vejen så længe), og resten af familien kan samles om morgenbordet - men ikke mange minutter. Manden flyver ud af døren, og så snart opvasken er væk, cykler fru Nielsen og Gerda til vaskeriet. Kun afbrudt af en halv times frokostpause og et kvarters tepause arbejdes der på kraft fra Det vil sige, fru Nielsen bliver forkælet af sin mand. Hver dag klokken 8, inden han starter sin køretur, stiller han på hendes plads med en sodavand. Det er et af de lykkeligste øjeblikke på dagen. Det er rart at have noget at drikke, men det bedste er fornemmelsen af, at man er to. De snakker ikke sammen i arbejdstiden, men et nik og et smil, inden han igen forsvinder i dampen, stiver vældigt af. Klokken er 16. Der fløjtes fyraften. Men ikke for fru Nielsen. Hun cykler ud for at hente avisen og købe ind. Maden skal være færdig kl , for den ældste af børnene, Ole, der er i maskinsnedkerlære, skal på skole om aftenen. Og så huhej skrælle kartofler, sætte dem over, dække bord og lave mad. Puh... fred og ro over feltet. Familien er samlet, der skal snakkes og fortælles, men ikke for længe. Pigerne, Gerda (16) og Solveig (14), der er ekspeditriceelev, skiftes til at vaske op, så fru Nielsen har en lille rygepause efter maden. Ja, en pause, for hun er ikke færdig endnu. Store mængder af stoppe- og lappetøj væltes ud på bordet. Manden løser kryds og tværs, nogle børn stikker af, andre kommer. Tiden går, hovedet begynder at synke ned på bordet, og øjnene vil ikke holde sig åbne. Aftenkaffe? - Nej, ikke hver dag. Når man er seks, giver det så megen opvask. I seng? - Nej, nu skal der smøres mad. Manden hjælper til med de 42 stykker leverpostej, ost, italiensk salat og spegepølse, der som regel bliver til flere stykker, fordi de børn, der kommer ud i køkkenet,»lige pludselig bliver sultne igen«. Og så i seng. Rengøring, klatvask og bagning ordnes lørdag og søndag. Skulle det være noget at grine ad? Fru Nielsen synes det stadig. Hun kan lide sin tilværelse. Der er en god tone i hjemmet. Man skælder ikke ud eller kommanderer, men driller hinanden godmodigt. Man respekterer hinanden, og man holder af hinanden. Og skulle det ikke være værd at slide for? - Den lille varevogn, familien tager på skovtur i, bedre mad, mere tøj, skulle det ikke være værd at slide for? Familien på skovtur i den nyindkøbte bil

29 men det der med at lave maden og gøre rent og vaske tøj og sådan noget, det er altså mig. Jeg har i syv år prøvet at sige, om det kunne være rimeligt»nej, nej, det er det bestemt heller ikke. man skal deles og alt det der,«det er så nemt at snakke om det i teorien, det er så svært, når det skal udføres i praksis... Men så er han til gengæld fantastisk sammen med vores barn, og det har selvfølgelig stor betydning. De har det fantastisk sammen, dejligt sammen, i de timer der, har meget respons fra hinanden, det er helt sikkert. Hvor jeg måske nok ikke er så - ja uha - vi har det da også dejligt sammen, men altså han - de forstår sådan bedre at snakke dybere sammen, end jeg gør... Tom fortæller sin far alting - alting simpelt hen... jeg føler da nok, at jeg måske ikke har den energi til at være sammen med ham, som man jo egentlig burde, fordi man går på arbejde. Så skal man hjem, så skal der købes ind, så skal der laves mad, så skal der vaskes, og så skal der måske også gøres lidt rent, og så skal man snakke lidt, og så skal man smøre madpakker, og så skal man vaskes - ja, du ved, så er man altså fuldstændig mør. Det er jeg i alt fald, og så ville jeg gerne noget andet, nemlig, end netop lige bare gå på arbejde og gå hjem og gøre det... Jo, man kan altså ikke sige, at vi sidder hårdt i det mere - det gør vi ikke. Men det er jo ikke i kraft af min løn, vel, det er det jo nemlig ikke... Jeg synes, det er for galt, fordi jeg synes altså, når man går på arbejde hele dagen, så burde man også kunne leve af lønnen. Jeg kunne forstå det, hvis man havde syv børn eller sådan et eller andet: men vi bor i en snollet lejlighed på 40 m2 og har et barn. Jeg burde altså kunne forsørge os, når jeg - når man - går på arbejde 8 timer hver dag... jeg mener ikke, at jeg skulle forsørge os på den måde, at vi skulle på sommerferie og vinterferie og have bil, jeg mener bare, at jeg skulle kunne forsørge os med husleje i en nogenlunde ordentlig -lejlighed - også bedre lejlighed end denne her - og så få en god, sund mad hver dag og så lidt tøj på kroppen i hvert fald... Jeg har ikke nogen komplekser over, at jeg kun har gået i skole i syv år, men... jeg kan nok mærke, at - også fordi man går sådan tullende du ved, man skal helst ikke tænke for meget, og du ved, man bliver enormt sløv, og når man så skal begynde at regne et regnestykke... Jeg trænger sådan til at få lidt skolegang igen, man sakker jo noget bagud, der er sket meget. Om ikke andet, så for ens selvrespekt og sådan noget, man føler sig. Man kan jo aldrig lære for meget. Det kan man jo ikke. Procentandel over antallet af husmødre blandt kvinder i aldersgruppen år for i Danmark Antal skilsmisser per 100 bestående ægteskaber

30 Kilde 2: Det er bare monotont. Nedenstående kilde er et uddrag af et interview med den 25-årige syerske Karen, der på interviewtidspunktet, 1978, havde været 7 år i arbejde. (Rapport fra lavindkomstkommissionen, nedsat 1976) Arbejdslivet.... Jeg prøver på., når jeg går ind ad den dør dernede om morgenen, at være fuldstændig tom. Det kan man godt sådan oparbejde-fuldstændig at kappe af og ikke spekulere på noget. Man må ikke give sig til at spekulere på, hvor mange kasser man kan sy i dag, og hvor meget man skal nå. Det bliver et mareridt, hvis man begynder at tanke på, hvis man forestiller sig den ene stabel efter den anden: Det skal du igennem, inden du skal gå hjem igen... Jeg ved godt, at jeg bliver meget upopulær, når jeg siger det; men mit arbejde har virkelig ikke interesseret mig... der er altså heller ingen udfordring i det daglige. Det er der jo ikke. Man sidder bare der. Om man skruer i eller syr, det er jo det samme. Man laver en proces, altså, og Herre Gud så skal man jo bare køre. Det er bare monotont... Ind imellem er det nu ret barsk, men det er sådan i ryk. Der er ingen tilrettelæggelse, og det er fejlen: Så en dag kommer der en hel masse, der skal være færdig klokken 10, og så er der ingenting resten af dagen. Det er altså noget underligt noget. Så risikerer vi, at vi må sidde og nulre med et eller andet. Når det skal gå stærkt, er det helt utroligt, hvad vi kan nå på den tid... Hver gang tror hende direktricen, at det når vi ikke, og så bliver hun fuldstændig... Hun farer rundt og råber og skriger og rykker det ud af hænderne på folk og smælder og skælder. Og folk, de farer rundt, det er et cirkus. Det er meget svært at forklare, når man ikke kender stedet og menneskene; jeg ved. at fremmede. som er kommet udefra, og som har været andre steder, de tror altså ikke deres egne øjne og ører... De fleste bliver desværre nervøse af det cirkus. Der er jo en del ældre folk, og folk, der har været der i lang tid. De er velsagtens arbejdsskadede såvel som alle andre. De er blevet hængende, fordi de skulle have et arbejde, og nogle af dem er nervøse. For nogles vedkommende ved jeg, at der bliver spist mange tabletter, men det er ikke noget, man snakker om. Vores store problem er muskelsmerter. Myoser og dårlige rygge, ondt i benene, man sidder jo i monotone stillinger. Man sidder med den ene fod løftet op på en pedal til at løfte foden på symaskinen med, og man kører med den anden; den er på speederen, og så kører man. Og så ender det jo med, at man sidder og synker sammen... Jeg sidder faktisk hele dagen i denne her stilling med let løftede arme. Man prøver så vidt muligt ikke at løfte skulderen, men armene må være let løftede, og så hænger de alligevel. Muskulaturen er selvfølgelig anspændt. fordi den skal holde min arm oppe her. Og så kører jeg sådan hele dagen. Det er enormt monotont... Vi får aldrig noget konkret at vide om regnskaber og produktion, og om vi er op- eller nedadgående. Men vi får altid at vide, at det går meget dårligt. Ved samarbejdsudvalgsmødet kom der et referat på den her størrelse. Direktøren sagde, at»ja, det går altså så dårligt, konkurrencen er stor, og det ser dårligt ud, og olien er dyr, og vi skal alle sammen spare.«så er vi lige kloge. Vi ved ikke en pind og er rent faktisk dømt til at ligge på mindstelønnen: 30,20 kr.... Jeg har været organiseret I hele tiden. Jeg synes bare. at hvis man ikke er det. så står man virkelig med håret ned ad nakken, hvis man bliver smidt ud eller behandlet uretfærdigt, eller hvis man virkelig bliver underbetalt. Man har jo ingen at henvende sig til eller til at hjælpe sig. Man skal klare ærterne selv. Det er straks sværere, når man står alene... Privatlivet... Ja. se det er jo det pinlige spørgsmål, det der, om hvad min mand laver herhjemme. For det er simpelt hen mig, der kører det herhjemme. Han kan godt overtal, men han tager ikke noget sådan af sig selv. Jeg står jo op og går på arbejde. Det er ham. der får Tom (7 år) af sted om morgenen med mad og tøj, og så reder han sengene, og så kommer jeg hjem, og så laver jeg det, der skal laves. Vi hjælper altid hinanden med opvasken og sådan noget også med at købe ind: 30

31 Kilde 3: OPDRAGELSE TIL ÆGTE- SKAB (1958) Kirsten Auken var læge. Hun var den første i Danmark, der lavede en systematisk undersøgelse af kvinders seksualliv, og hun deltog ofte i offentlige debatter om seksualundervisning og seksuelle problemer. I forhold til sin tid var hun meget lidt præget af tabuer og vanetænkning. Fra antologien "Familien og samfundet" red. Henning Friis. 1958: Kirsten Auken: Opdragelse til ægteskab. Inden jeg taler om uddannelse til ægteskab i ungdomstiden, vil jeg gerne sige lidt om seksualundervisningen som helhed. Jeg vil gerne understrege, at man er tilbøjelig til at overvurdere seksualundervisningens betydning. Det er ofte andre ting, der bestemmer, om et ægteskab bliver harmonisk eller ej. Dernæst vil jeg gerne fremhæve, at ungdommen ikke er mere umoralsk i vore dage end i tidligere generationer, nærmere tværtimod, og endelig finder jeg det ønskeligt, om vi sammen finder ud af, hvad vi mener skal være den egentlige målsætning i seksualundervisningen. Man siger ofte, at seksualundervisningens sigte er at undgå de mange uønskede graviditeter. Vi er alle enige om, at der stadigvæk er en stor forskel på, om et evt. barn kommer til at bestemme bryllupsdagen hos 2, der i forvejen vidste, at de ville gifte sig, eller om det i virkeligheden er barnet, der bliver afgørende for, hvem der bliver dets forældre. Jeg finder, at der er god mening i særligt at hæfte sig ved de mange "gå-med-forhold" (:"at komme sammen"), at ca. halvdelen, 45% af alle unge piger i Danmark begynder deres seksualliv i et ganske uforpligtende "gå-medforhold", uden at der er tale om forlovelse, ægteskab eller lign. Men særlig vigtigt er det at gøre sig klart, at drenge og piger er forskellige. Det anser jeg i virkeligheden for at være den egentlige oplysning, som det er nødvendigt at give børn i folkeskolen og i den højere skole. Begge steder har jeg haft lejlighed til at give seksualundervisning, og desuden har jeg haft lejlighed til at gøre det over for de lærere og lærerinder, der underviser i faget seksualundervisning. Hvad mener jeg egentlig med, at drenge og piger er forskellige i seksuel henseende i hvert fald i vor kultur? Dermed mener jeg, at både de store drenge og de store piger er erosbestemte, men samtidig er drengene seksuelt bestemte, eller vi kan snarere sige, at i gennemsnit er alle årige drenge i en vis forstand fuldt seksuelt erfarne. Dette trænger muligvis til en nærmere forklaring. (...) Masturbationscifrene for drenge i års alderen er ca. 90%, mens de for pigernes vedkommende ligger omkring 15% og ikke altid har det samme bevidste heteroseksuelle indhold som drengemasturbationen eller de drømme, som drenge oplever under de natlige pollutioner (:sædafgang). Når piger bliver kønsmodne ved den første menstruations indtræden, indtræder ikke samtidig nogen form for seksuel trang. Drengene derimod bliver kønsmodne ved den første sædafgang. Dette er altid en meget stærkt seksuelt betonet oplevelse, som i øvrigt gør et meget stærkt indtryk på drengen og ofte volder ham for store vanskeligheder. Men gensidig ved drenge og piger ikke, at de er forskellige. Drenge eller unge mænd fortæller oftere "uartige" historier ud fra deres optagethed af seksuelle emner, og det er ofte dem, der er mest erfarne, eller gerne vil lade som om de er de mest erfarne, der lægger for. Piger fortæller sjældnere hinanden "uartige" historier. De taler i det hele taget mindre om seksuelle emner. Man taler absolut om drenge, som man har været ude med, hvad man havde på, hvad han sagde, hvad man fik, og muligvis om han kyssede hende. Da piger kun er erosbestemte og ikke ved, at drenge er anderledes, forstår de ikke, at der skulle være noget i vejen for, at de kan tage drengen eller den unge mand med op, mens forældrene er i biografen, at de tager hinanden om livet, og hun sidder på skødet hos ham - hvad skulle det dog kunne gøre? Men når drengen er 31

32 blevet "fristet", går, uden at han vil det, pludselig billedet af drømmepigen og hans oplevelse og fornemmelse af at eje en kvinde helt i et. Han lægger derfor ofte pres på hende, fortæller hende, at sådan gør alle, man kan ikke holde på en mand uden det, sådan har alle de unge piger gjort, som han har kendt før, trods det at han måske ingen har kendt. (...) Måske kan jeg her indskyde, hvad jeg siger til unge piger, når spørgsmålet er om, hvorledes de skal finde den rette. For det første siger jeg: Gift dig aldrig, hvis du overhovedet kan lade være, det bliver aldrig for sent. Dette er vigtigt at sige, fordi mange unge piger er ængstelige for at blive gamle, at årene skal løbe fra dem. Det gælder de fleste unge piger over 20 år. (...) Netop fordi forholdet mellem ganske unge er så usikkert, så sårbart, og for pigernes vedkommende så uudviklet og blufærdigt, tror jeg, det bliver yderst vanskeligt at tænke sig nogen effektiv prævention for disse ganske unge pigers vedkommende. De vil skubbe det fra sig over på deres ven, men han er også uerfaren og usikker og derfor ligeledes rent psykologisk vanskelig at nå med effektiv forebyggelse. Mange unge, og ældre med for den sags skyld, forekommer den mekaniske prævention (: præventions-midler - modsat "naturlig" prævention, f.eks. afbrudt samleje) unaturlig og - om De vil - grim, og derfor vanskelig at gennemføre i et spontant og ungt kærlighedsforhold. Derefter vil jeg gå over til spørgsmålet om, hvordan man uddanner unge kvinder til ægteskab. Først bliver vi nødt til at undersøge, hvor kvinderne egentlig er, efter at de er kommet ud af skolen. Hvor kan vi finde dem? Måske vil det overraske, at den såkaldte "fossile familietype" er så rigt repræsenteret i Danmark, idet ikke mindre end 2/3 af landets 1 mio. kvinder udelukkende er beskæftiget ved husligt arbejde, uden adgang til egen indtægt. Derudover har den sidste tredjedel af kvinderne en meget stor del af deres tid optaget med arbejde i huset. Måske vil det forbavse mange at erfare, at knap 1/3 af alle unge piger fra år er beskæftiget i huset enten som husassistenter eller som hjemmeværende døtre. Mens ca. halvdelen af alle drenge kommer i en eller anden form for lære, får kun 20% af pigerne en uddannelse, der strækker sig over 2 år. Således er situationen i øjeblikket. (...) Man må forbløffes over, at der ikke tidligere er gjort noget mere effektivt for at give dette meget store antal unge piger, der er beskæftiget i huset, en ordentlig uddannelse. For at højne det huslige arbejde kunne man muligvis tænke sig en vis form for præmiering for systematisk uddannelse, f.eks. i form af bosætningslån, hvis de unge kan dokumentere, at de på en eller anden måde enten gennem kursus eller gennem ansættelse i huset og samtidig kursus har fået en vis indsigt i de opgaver, der påhviler fremtidens husmødre. Desuden kunne det også være på tide, at man på en eller anden måde oprettede oplæringskursus for alle de unge husmødre, der navnlig i de kommende år vil blive arbejdsgivere for det store antal unge, der med eller snarere mod deres vilje vil blive beskæftiget i huset. Efter krigen har det været en stor oplevelse at se den aktivisering, der er sket inden for kvindeforeningerne. Der findes intet så opmuntrende som at tale til land- og byhusmødre om de problemer, der angår hjem og børn, og det er helt sikkert, at selv korte kursus for disse husmødre, der har disse ganske unge piger, vil være af stor værdi både med hensyn til vore forbrugervaner og med hensyn til husmødrenes forståelse af deres ansvar for de kommende unge husmødre. (...) Mens det således er ret vanskeligt at overskue, hvordan man i ungdomstiden kan nå samtlige unge piger, er stillingen ulige lettere for de unge mænd. En af de mest opmuntrende ting, der er sket i de sidste år inden for den pædagogiske verden, er oprettelsen af civilundervisningen inden for hæren. (...) Jeg indrømmer, at både jeg, og vist også eleverne, på forhånd var noget desorienterede. I virkeligheden er der meget stor forskel på unge mænds familieideal og de kår, der reelt møder dem. Der er også forskel på de unge mænds kvindeideal og de faktiske forhold, idet de fleste værnepligtige vil hævde, at deres koner ikke skal på arbejde. Hun skal lave god mad, være sød og køn og passe ham og deres børn i deres lille lejlighed, og han skal nok magte at forsørge sin familie på egen 32

33 hånd. (...) Jeg opstillede derefter først det spørgsmål for de unge mænd, om de egentlig havde fået nogen uddannelse som gjorde det sandsynligt, at de ville kunne klare et ægteskab nu om dage, hvor f.eks. 60% af alle unge ægtepar i København begynder deres ægteskab uden egen lejlighed, men med bopæl enten på et værelse eller indlogeret hos den ældre generation. Dernæst spurgte jeg, om de kunne overse de konsekvenser, det medfører, at 70% af alle nygifte koner i København går på arbejde og derfor ofte kan behøve en håndsrækning i hjemmets arbejde. Endelig blev det understreget, at ægteskaber mindre går i stykker på grund af seksuelle vanskeligheder end af økonomiske og arbejdsmæssige grunde, og at også unge mænd i høj grad trænger til opdragelse til ægteskab i form af viden om hjemmets økonomi og arbejdsmæssige problemer. (...) Til slut skal jeg kort sige lidt om den opdragelse til ægteskab, der er den vigtigste, nemlig den der foregår i hjemmene. Desværre tillader pladsen mig ikke at komme ind på alle de problemer, der knytter sig til arbejdsfællesskabet i hjemmet, men jeg skal blot sige en lille smule om faderens store betydning for børnene. Man kan næppe tænke sig noget mere uretfærdigt end dette, at "Lykke arves", at en lille piges eller drengs muligheder for selv at blive lykkelig er afhængig af det hjem, hvori han eller hun vokser op. Der er ingen tvivl om, at den dag, den unge pige skal træffe sit valg, er det af afgørende betydning, hvad hun indtil da ved om mænd. Er hun vokset op i et hjem, hvor hun med sikkerhed ved, at faderen holder af hende og hendes moder, og hun desuden har en viden om, at en mand af den rigtige slags er et menneske, som i en given situation ikke føler sig for fin til noget arbejde, da vil hun have lettere ved at vælge rigtigt, fordi hendes unge bejler ubevidst vil blive vejet op mod det, hun i forvejen ved om mænd. For en ung pige uden god emotionel kontakt med en far eller en, der er hende i faders sted, vil alt andet lige have vanskeligere ved at træffe sit valg. Må unge leve sammen uden at være gift? Fra Billed-Bladet 1959 Kontorassistent Beth Hubert Erichsen (20): Jeg har ikke fået besked, og måske ved jeg heller ikke ret meget om seksuallivet. Men jeg tror nok, man skal fortælle sine børn om alt det der, og jeg vil da selv gøre det, når jeg engang får børn. Unge må efter min mening gerne leve sammen, inden de bliver gift, i det hele taget må alle andre gøre, hvad de har lyst til. Men for mit eget vedkommende tror jeg nu, at jeg vil vente, til jeg finder den mand, jeg virkelig elsker og vil gifte mig med. At være sammen med en mand siges at være det største og smukkeste i livet. Det vil jeg gerne give til den, jeg virkelig holder af. Problemet præventive midler interesserer mig ikke. Hvis jeg kunne tænke mig at stå i forhold til en mand, ville jeg også være glad for at føde hans barn. Men jeg synes ikke, der er noget forkert i, at unge piger kender flere mænd. Det er vel også et spørgsmål om temperament og om at blive fristet. Jeg personlig har endnu ikke på noget tidspunkt haft hundrede procent lyst til at stå i forhold til en mand, og taler derfor højst sandsynligt som den blinde om farverne. Fotograf: Ukendt Kilde: Billed-Bladet 1959 Sekretær Viwi Lomark (20): Når folk omkring 20 år virkelig holder af hinanden og er blevet så modne, at de ved, hvad de gør, er der da ingen grund til, at de ikke også skulle leve sammen. Men derfra og så til at stå i forhold til hvem som helst er dog et spring. Efter min mening skal man være nogenlunde sikker på, at man senere vil gifte sig. Der kan jo ske noget, selvom man benytter sig af præventive midler, hvad man selvfølgelig bør. Min mor fortalte mig alt, hvad der er nødvendigt. Tror jeg. Det har vist nok været svært for hende, fordi hun selv er opdraget så gammeldags, men hun har samtidig indset betydningen af, at jeg vidste besked. Jeg tror ikke, det er godt for en pige at have kendt mere end en mand. Hvilket igen indebærer, at man først indleder et forhold til en mand, når man har kendt ham længe, føler, at man er på bølgelængde med ham, ved, at man holder af ham som menneske. Når jeg siger, at en pige helst ikke skal have kendt flere mænd, er det ikke fordi, jeg mener, det er syndigt, hvis hun har. Jeg tror bare, at det skader hende, at det ødelægger noget af det oprindelige og smukke for hende at dele sig ud til højre og venstre. Nogen sikkerhed for at det bliver den ene, man nu står i forhold til, har man naturligvis ikke, men man har da lov at håbe. Fotograf: Ukendt Kilde: Billed-Bladet

34 Kilde 4: DE NEMME OG DE OP- RØRSKE Ugebladet Tidens Kvinder bragte i 1960 en artikelserie, der gav et portræt af tidens unge piger. De unge som en særlig aldersgruppe var for alvor begyndt at gøre sig gældende fra slutningen af 1950'erne, og det gav anledning til mange bekymringer og overvejelser i forældregenerationen. Tekst og foto fra Tidens Kvinder, Tidens yngste kvinder Vi kalder dem teenagers. For hver af de store årgange skyller en ny flodbølge ind over os. Engang sagde vi, at de var vor fremtid, men de er efterhånden uhyre nærværende - vi er nødt til at acceptere dem som vor nutid. Vi lever jo i en verden, hvor vi har 25-årige videnskabsmænd og kvinder, rumflyveaspiranter under 30, i en tid, hvor film, litteratur og kunst - smagsretninger inden for alle områder - ustandselig fornyes, og ungdommen bidrager dertil. Det har forrykket billedet fra for blot 25 år siden, og de helt unge ved, at det snart bliver dem, der skal til. Også de unge piger. Hvilke unge piger? Såmænd allerede de årige. Før i tiden sagde man, at de var i den uheldige alder. I dag er de voksne i frø. De er smukke, på deres vis elegante eller særprægede, hvilket ofte vil sige påfaldende, og de er først og fremmest uafhængige på en måde, som deres mødre aldrig ville have drømt om, da de selv var i samme alder. De var nemlig næsten børn, og deres døtre er allerede næsten kvinder. Man kan ikke benægte denne forandring af tingenes tilstand, den springer i øjnene på enhver. - Naturligvis vil ikke alle unge piger genkende sig selv i det portræt, vi her vil forsøge at tegne af dem - eller rettere af tidens ung-pigetype, og masser af mødre vil benægte, at deres døtre er sådan. Det er, fordi vi har valgt vore forbilleder blandt den minoritet, der danner skole, dvs. er modeller for andre, hvad enten disse vil være ved det eller ej. Der er altid nogen, som bliver efterabet, nogen, som skaber mode, type, måde at optræde på - som kort sagt giver tonen an. 34 Denne aktive minoritet, som vi har valgt at kalde den, er slet ikke et nyt fænomen. Den har altid eksisteret, gennem alle generationers ungdom, blot har den udtrykt sig forskelligt. I vort samfund, der står på vid gab for alle strømninger, både i god og i dårlig retning, har de unge blot flere muligheder end før i tiden for at gøre sig gældende og gribe det, de bedst kan lide. Følgen bliver, at de, der tør, derved får indflydelse på deres jævnaldrende. Der diskuteres meget, om dette er en ond udvikling, eller om det hele vil trække sig i lave med årene. Tidens Kvinder betfagter det i dette tilfælde ikke som sin opgave at dømme derom, vi vil ikke hæve moralske pegefingre, selv om vi altid foretrækker at stå på familielivets side. Men vi vil gerne vise, hvorledes de er, nogle af disse unge. (...) De nemme og søde er i flertal (...) De nemme unge piger i det overvågede - eller om man vil beskyttede - familieliv, gør ikke radikalt oprør. Og på trods af alt, hvad der siges om ungdommen nu til dags, er de i absolut flertal. Man ser dem på skolerne og på uddannelsesstederne, hvor de gør, hvad der bliver forlangt af dem. Der er pct. af dem i klasserne. De klæder sig efter familiens smag og pengepung, de har tækkelige frisurer, flade sko, plisserede nederdele, pæne kraver, og de bruger kun meget lidt pudder eller make-up. Naturligvis har også de oprørske følelser, ellers ville de ikke være teenagers. De har hjerteveninder, som de læsser dem af på og betror sig til, de har deres bekymringer, men de ved en hel del om livet og er ret fornuftige. De taler med deres forældre om meget, og det giver dem en vis tryghed. Både forældre og børn. De tænker på den forestående eksamen eller uddannelse, de slider af og til i det og hjælper pænt til i huset, danser lidt lørdag aften med deres brors venner eller veninders brødre, går lidt i jazzklub, går i biografen en enkelt gang om ugen og sommetider i teatret med deres forældre. Kammeraterne kommer i deres hjem, sidder med dem på deres værelser og snakker. Der snakkes utroligt, og der drikkes te og alkoholfri drikke. De tier, når deres mor eller far pludselig

35 kommer ind, som om de havde dårlig samvittighed. De drømmer om at gifte sig med en ung mand, der er meget forskellig fra deres far, som de ikke synes tager sig nok af dem. De kommer hjem til aftalt tid, når de er ude, de forbereder deres fremtid så godt, de kan, og de vil være noget. De glæder sig til at blive voksne, så de kan få begyndt på det, de kalder "livet". De tror på kærlighed, ægteskab, lykke, og at man ikke kan få det ene uden det andet. Nogle af dem diskuterer med deres forældre og kan tilsyneladende lide det. Men det fører sommetider til hykleri -og det fører dem sommetider over i den anden gruppe: De oprørske. De oprørske eller den aktive minoritet På baggrund af "de nemme" kan man måske kalde disse unge således. Af dem er der ca pet. i hver klasse. Man kender dem på den måde, de klæder sig på. De går allerede med stilethæle, som alternativ med sko helt uden hæle - de går med sorte strømper om vinteren, alt for mange strutskørter eller alt for snævre nederdele, så korte, at hele knæet ses. De går også i snævre, stumpede slacks eller jeans i mærkelige farver og tern, de elsker alt for store strikvarer - eller alt for små numre jumpers - og de har hår, der er touperet op i en stor fuglerede. De bidrager til teenageproblemet på en chokerende måde, for ikke at sige kort og godt, at teenageproblemet, det er dem. For det første, fordi de er uhyre pågående. De vil lægges mærke til af drenge. Efterlignes af veninder. Kort sagt: De frister de andre. For det andet, fordi de springer fra barnealderen til voksenalderen næsten uden overgang - de vil allerede leve i en alder, hvor de helst skulle lære at leve. Derfor interesserer undervisning dem overhovedet ikke. Hvis de i det hele taget vil have en eller anden eksamen, er det mest af forfængelighed, eller fordi de bliver tvunget til det. Og de er ikke forfængelige med karaktererne. Men de bliver til en vis grad nødt til at bestille noget og som andre voksne dele deres tid mellem arbejde og fornøjelse. (...) Naturligvis omgås de helst drenge, de har i reglen en fast ven, hvis op gave det er at være sammen med dem og følge dem hjem. Der er sjældent noget alvorligere i det, selv om de voksne er tilbøjelige til at mistænke dem for det. Deres kammerat skal være sød mod dem, opmærksom, parat til at springe ved hver telefonopringning - give dem erstatning for den hengivenhed, de ikke ønsker at modtage fra deres forældre, men alligevel har behov for på anden måde. Apropos telefonopringninger, så synes det at være pigerne, der ringer efter drengene. Før i tiden var det utænkeligt, nu er det deres ret. De vil ud at danse evigt og altid - sikkert af samme grund, som tidligere generationers unge isolerede sig fra deres forældre med romanlæsning og dagdrømmeri. Det er der ikke mere rigtig plads til i de små, mo- Derfor går de ud, så bliver de fri for deres forældre. Der går en masse tid med dans og jazzklubber jazz er deres eet og alt. (...) De klæder sig og maler sig som Brigitte Bardot eller Pascale Petit. De vil helst se film om kærlighed, men er alligevel ikke romantiske i gammeldags forstand! De vil ikke giftes, før de er over tyve, de vil gerne have børn, vil arbejde selv for at tjene egne lommepenge og derved være uafhængige. De regner ikke med at blive skilt, men anser det dog for et hændeligt uheld, hvis det også skulle ramme dem. De tænker sig, at de vil være trofaste mod den, de gifter sig med. Og medens de venter på ham, vil de nyde øjeblikket fuldt ud, for sæt der skete et eller andet, så de ikke blev lykkelige. Man må skynde sig med at leve. Det, som ængster deres forældre, hvis de genkender deres egne børn i dette portræt, det er ordet leve. Det har en umoralsk klang og betyder noget i retning af at bruge flere penge, gå mere ud, få flere kammerater for hurtigst muligt at finde en elsker, der måske gifter sig med dem, måske ikke. Som hurtigt kan gøre dem lykkelige - og ligeså hurtigt ulykkelige. Der er "gammeldags" begreber, som endnu ingen betydning har for denne slags unge piger. Ord som kultur, godhed, klogskab, god opdragelse, arbejde, som kan fylde éns liv, finde en mening med tilværel- 35

36 sen. (...) De kyniske Endelig er der en meget lille gruppe, som ikke er karakteristisk, fordi der altid kun har været et par stykker af slagsen i hver klasse og er det i hver eneste generation. De er blaserte og kyniske - helt anderledes end kammeraterne. De praler med at have prøvet alt og vide alt om kærligheden. Der er ingen, som egentlig bryder sig om dem, fordi de ser alle over hovedet. De foragter alle dybt, og alle foragter dem en smule. De er først og fremmest en fare for sig selv og ikke for de andre. De har i reglen en fast ven, som skal være sammen med dem, når de går ud. Han skal være sød og opmærksom og følge dem hjem. De andre respekterer, at de "hører sammen", men de drømmer ikke om at forlove sig. Teenagere på mælkebar i Det nye begre, en diskjockey, vender plader for det mælketørstende publikum. Socialdemokratisk valgplakat 1960 Familiehygge foran det nyindkøbte fjernsyn