Velfærdsstaten i Danmark

Transkript

1 Familieliv Mor passer børn, vasker, stryger tøj og laver mad, mens far læser avis på divanen. Velfærdsstaten i Danmark Familieliv 1998 i Nordre Frihavnsgade, Østerbro. Far og mor laver mad sammen, mens der samtidig også bliver passet børn. 1

2 Danmarks økonomi i 50 år. Af Claus Friisberg Danmark i velstandens tegn /73 (Uddrag fra Claus Friisberg: Det moderne Danmark bliver til, s (1986)) Efter de»rolige«år oplevede danskeren de følgende 15 år så dybtgående sociale og økonomiske forandringer, at man næsten så sig hensat til et nyt samfund. En hel samfundsomvæltning fandt sted. Ændringerne kan beskrives på forskellig måde. Nogle vil hæfte sig ved den enorme vækst i produktionen og de kolossale muligheder, dette gav for at forøge det private og offentlige forbrug. De taler derfor om velstandssamfundet. Ligefrem at påstå, at Danmark fra at have været et mangelsamfund blev et overflodssamfund, forekommer dog at være en overdrivelse. For ganske vist fandtes der masseproducerede varer i overflod, men i andre henseender rådede der stadig knaphed. F.eks. kunne det være både dyrt og vanskeligt at erhverve håndværksmæssige kvalitetsprodukter, ligesom det kunne knibe med at få serviceydelser som hushjælp og anden assistance. Andre vil bide mærke i, at industrien nu oplevede sit 2. industrielle gennembrud (efter den moderne forskning skulle det første have fundet sted i 90'erne) og vil betone, at det nye var, at industri- og bysamfundet endelig sejrede totalt over det gamle bondesamfund. Endelig er der også nogle, der fremhæver, at det var vanskeligt for mange at følge med i de mange hurtige ændringer. Velstanden blev betalt i form af store psykiske omkostninger. Karakteristisk for de 15 fede år ( ) var da også en vældig udbygning af det sociale hjælpeapparat og sundhedsvæsenet. Dette var nok ikke alene udtryk for øget rigdom, men også for, at omkostningerne i form af nedslidning, invaliditet, udstødning fra arbejdsmarkedet osv. var kolossale. De, der lægger vægten på den kraftige tilvækst i de offentlige opgaver, vil nok kalde det samfund, der opstod, for socialstaten (eller velfærdsstaten). Den økonomiske vækst Vækstens årsager lå den årlige forøgelse af det danske samfunds produktion på gennemsnitligt 5 %. Da fremgangen i den foregående periode kun havde ligget på 2,7%, var der tale om et gevaldigt spring fremad. Hvilke forklaringer er der egentlig på, at det pludselig gik så stærkt? Det viser sig, at de både skal søges i nogle generelle udviklingstender i den rige del af verden som helhed og i forhold, der er særegne for Danmark. Takket være disse specielle indenlandske faktorer blev landet i stand til at udnytte det gunstige internationale økonomiske klima. Til den almindelige baggrund hører: 1. Afsætningsmulighederne blev langt bedre efter Fra 1957 indtrådte der et almindeligt prisfald for råvarer på verdensmarkedet, medens de forarbejdede varer holdt deres pris; 3. Produktionsteknologien gik frem med kolossal fart, samtidig med at det almindelige kundskabsniveau voksede kraftigt. 1. Baggrunden for, at den internationale handel tog et så gevaldigt opsving var, at de forskellige handelsbarrierer blev stærkt nedbrudt i løbet af 1950'erne. I denne forbindelse betød det særlig meget for den danske udenrigshandel, at al fremmed valuta, Danmark kunne indtjene, nu kunne omveksles til dollars. For derefter opstod et internationalt lånemarked, der kunne finansiere de underskud, der meget let opstod i Danmarks handel med udlandet, fordi landet var i gang med en kapitalkrævende omstillingsproces. 2. Når råvarerne relativt faldt i pris, var årsagen bl.a., at forøgelsen af de vestlige landes velstand udløste en langt kraftigere opgang i efterspørgslen efter færdigvarer end efter råvarer. Her spillede det selvsagt også en rolle, at udbuddet af disse blev stærkt øget fra50'ernes slutning. Den moderne teknologi blev sat ind, og dette førte til en kolossal produktionsstigning. Det gjaldt f.eks. for olieområdet. Som følge heraf blev det danske bytteforhold stærkt forbedret, og Danmark fik nu for alvor råd 2

3 til at foretage de presserende nyanskaffelser af maskiner osv. 3. Mangelen på arbejdskraft under 2. verdenskrig gav stødet til en enorm forbedring af produktions-teknologien. Den blev nu så effektiv, at den i løbet af 50'erne gik sin sejrsgang inden for industrivirksomheder og håndværksbedrifter. Mange virksomheder blev stærkt automatiseret. Hermed havde man taget hul på et nyt kapitel i industriens historie. For fremtiden kunne man producere væsentlig flere varer - uden at øge antallet af ansatte. Samtidig med at den teknologiske formåen gik frem med stormskridt, blev der stillet større krav til organisation, markedsføring osv. Den nye teknik fordrede faktisk, at arbejdskraften blev bedre uddannet. De faktorer, der specielt havde indflydelse på væksten i Danmark ( ) Af afgørende betydning var det, at politikerne og embedsmændene skiftede indstilling til industrien og andre byerhverv. Det hang bl.a. sammen med, at det i 60 ernes begyndelse omsider kom dertil, at værdien af industrieksporten oversteg værdien af landbrugseksporten. Politikerne erkendte nu, at fremtiden lå inden for industrisektoren, og i overensstemmelse hermed lagde de sig i selen for at skabe et gunstigt klima for byerhvervene, så de kunne udnytte det internationale opsving mest muligt. I det ydre kom den velvilligere indstilling til udtryk i, at Folketinget i 1958 gennemførte nye og bedre afskrivningsregler. Ydermere blev samfundets økonomiske hamskifte hjulpet godt på vej af, at der fandtes en stor reserve af arbejdskraft. Dennes eksistens kom for det første af, at arbejdsløsheden var ganske høj i slutningen af 1950 erne. Den udgjorde 9 til 10 % af de forsikrede. Da opsvinget kom, fik man den ned på 2 til 3 % (hvorved man i praksis nåede fuld beskæftigelse). Dernæst fortsatte landbruget med at nedtrappe sin brug af arbejdskraft. Og endelig røg kvindernes beskæftigelse uden for hjemmets beskyttende vægge kraftigt i vejret. Selv om der var mange kilder at øse af, når der var brug for ekstra arbejdskraft, var de hjemlige dog ikke tilstrækkelige. For at få de mindre indbydende jobs besat, gik man over til at slippe fremmed- (senere kaldt gæste-) arbejdere ind i Danmark. Fra slutningen af 60 erne kom de i en jævn strøm. Endelig hang den stærke fremgang i produktion og beskæftigelse sammen med, at det offentlige forøgede sit aktivitetsniveau meget kraftigt. 1957/58 afleverede folk omkring 1/3 af deres indtægter til skattevæsenet, i 1972 ikke mindre end 45 %. Virkningen var, at der hele tiden udgik en stærk efterspørgsel fra det offentlige.. Balanceproblemer Et ubehageligt biprodukt af den forcerede økonomiske vækst var balanceproblemer. Et af eksemplerne herpå var, at inflationstempoet blev øget voldsomt op igennem 60 erne og 70 erne. Til sidst nåede man op på en, set med 50 erøjne, svimlende inflation på 10 % årligt. Det andet iøjnefaldende udtryk for den manglende tilpasning var, at der var et kronisk underskud på den danske betalingsbalance. Som følge heraf steg den samlede gæld og renterne heraf år for år. Der er flere forklaringer (som ikke nødvendigvis behøver at udelukke hinanden) på, at pengenes værdi blev udhulet. For det første var inflationen i tiltagen internationalt. Nogle hjemlige faktorer bidrog imidlertid til at få inflationsbålet til at flamme endnu lystigere. Vigtigst var måske, at lønningerne steg meget stærkt i 60 erne (som regel med en større procent end produktionstilvæksten). Af Bo Beier Thorup Krisen Den alvorligste økonomiske kriseperiode i efterkrigstidens Danmark skete i tiåret Kriseperioden betegnes ofte oliekrisen men dækker egentlig over to oliekriser, nemlig to olieprishop i henholdsvis i 1973 og 1979 (se figur 1). Krisen i 70 erne fik udover de sløje konjunkturer også markeret sig i almindelige danske borgeres bevidsthed, idet krisen betød en brat opbremsning ovenpå de glade 60 ere med høj vækst og mangel på arbejdskraft ( ), men desuden også ved at krisen tydeligt kunne ses i gadebilledet med bilfrie søndage, slukket gadebelysning og lange arbejdsløshedskøer foran arbejdsformidlingen. Ydermere føltes krisen på danskerens krop og sind ved at stuetemperaturen i mange hjem blev skruet ned til grader om vinteren og mange iklædte sig sivsko og varmt tøj inden døre. Mange følte krisen i 70 erne var en tilbagevenden til krisen i 30 erne og besættelsesårene 3

4 2500 Figur 1: Olieprisudviklingen (i danske kroner), efter indeks og tid. Oliepris i danske kroner (1960= indeks 100) Kilde: 50-årsoversigten (2001), kurven egen bearbejdning, BBT Figur 1 viser olieprisudviklingen fra 1970 til Bemærk priserne er regnet i 1960-priser. Som det kan ses forblev olieprisen nogenlunde på samme niveau, dvs den holdt sig på samme niveau som 1960-prisen (prisen på olie i 1960=100), men i 1974 var olieprisen steget til det firdobbelte, og i eksploderede prisen på olie til næsten det 20 -dobbelte i forhold til 1960-niveauet. Når olieprisen steg så meget efter at uroen i Iran 1979/80 var stilnet af skyldtes det dog mere den høje dollarkurs , idet olie beregnes i dollar. (BBT) selvom dette slet ikke kunne sammenlignes. Men en følelse af resignation og opgiven var mange danskeres fornemmelse i disse år og dette blev kun yderligere slået fast, da selveste finansministeren i 1979 advarede om den truende økonomiske afgrund for Danmark. Frem for alt viste krisen med al tydelighed, at Danmark var blevet dybt integreret i verdensøkonomien og at den danske økonomis sårbarhed overfor råvareprisstigninger frem for alt olie var enorm. Anledningen til de to oliekriser: Den vestlige verdens afhængighed af olie var steget i løbet af 60 ernes højkonjunktur ikke mindst foranlediget af den stigende privatbilisme i Vesten. Selv et olierigt land som USA var blevet afhængig af olie fra Mellemøsten (ikke mindst fra den arabiske halvø). I 1973 udbrød endnu en krig mellem Israel og to arabiske lande, Egypten og Syrien, (Oktoberkrigen) og i solidaritet med egypterne og syrerne nedskar de olierige arabiske lande deres olieproduktion for at presse de vestlige lande til at udvise en mere proarabisk politik (de vestlige lande havde traditionelt støttet Israel). Nedskæringen af olieproduktionen medførte øjeblikkeligt en olieprisstigning på mere end 400 %. I løbet af 70 erne vænnede de vestlige lande sig efterhånden til de forhøjede oliepriser, men de steg enormt efter den iranske revolution i 1979, hvor den provestlige iranske kejser, shahen, blev væltet af de islamistiske præster, ayatollaherne. Urolighederne ved den iranske revolution betød en overgang, at olieproduktionen i Iran ophørte fuldstændigt og olieproduktionen kom kun langsomt i løbet af 80 erne op på tidligere niveau. Eftervirkningerne for den danske økonomi: De økonomiske følgevirkninger af de to oliekriser for dansk økonomi i var, at samtlige økonomiske nøgletal viste røde tal. Der var lav økonomisk vækst, ja sågar negativ vækst, stigende arbejdsløshed der forværredes år for år, høj inflation (10 % var tommelfingerreglen), store betalingsbalanceunderskud og efterhånden også store offentlige underskud. I kølvandet herpå fulgte udlandsgæld og offentlig gæld. Det store problem under krisen var det stigende omkostningsniveau for virksomhederne pga. de forhøjede oliepriser og de forværrede afsætningsvanskeligheder for de danske eksporterhverv. Alle de vigtigste danske eksportmarkeder var præget af generel mindsket efterspørgsel på varer og dette fik naturligvis også afsmittende effekt på efterspørgselen af danske eksportvarer. Danmark var generelt mere udsat end de fleste andre lande vi sammenlignede os med, fordi Danmark 4

5 Bilfri søndag 1973 under oliekrisen. Enlig cyklist kører ned på Motorvejen ved Nyborg på en bilfri søndag i november på daværende tidspunkt ikke havde nogen selvstændig olieproduktion (først fra midten af 80 erne kom produktionen af Nordsø-olien op i et rimeligt omfang) og fordi Danmark i modsætning til mange andre lande fik næsten alt sit energiforbrug dækket ved olie. De fleste andre lande dækkede en del af deres energiforbrug med atomkraft eller ved hjælp af kulkraft. Selvom vi begyndte at omlægge energiproduktionen fra oliefyrede til kulkraftfyrede varmeværker var det en langvarig proces, der først skulle vise resultater i 80 erne og i 90 erne. Politikerne var i vildrede og de økonomiske indgreb i løbet af 70 erne vekslede mellem stramninger og økonomiske lempelige politikker, både stram finanspolitik (skatteforhøjelser og besparelser) og indkomstpolitik (lønstop) afløstes af lempelig finanspolitik (ikke mindst reduktion af 5 % moms i ) blev sat i søen uden virkning. Den mest anvendte økonomiske politik var dog valutakurspo- Den økonomiske afgrund. Tegneren Roald Als kommenterede finansminister Knud Heinesens advarsel i 1979 om den truende økonomiske afgrund. Statuen forestiller Knud Heinesen, mens dommedagsprofeten i nedre venstre hjørne er Uffe Ellemann-Jensen, venstres daværende politiske ordfører. Roald Als kommentar var lig mange almindelige danskeres holdning under krisen, de ville gerne leve på et velfærdsniveau med personbil, røde pølser, charterferie og lignende, mens de havde svært ved at forstå alvoren af de politikernes dystre økonomiske forudsigelser. (BBT) 5

6 Bruttoenergiforbrugets fordeling i % efter energiart og tid. kilde: 50-årsoversigten (2001) - udvalgte årstal, BBT Stenkul Motorbenzin Gas- og dieselolie Fuelolie Naturgas i alt Ovenstående tabel illustrerer på glimrende vis Danmarks olieafhængighed ved oliekrisens begyndelse i Kun 12 % af det danske energiforbrug i 1973 blev dækket af andre energiråvarer end olie. I 1999 var det danske energiforbrug i vidt omfang flyttet væk fra olie til kul og naturgas. Kilde: 50-årsoversigten (2001), delvis min bearbejdning, BBT litik, hvor kronen konstant blev devalueret i forhold til de vigtigste valutaer vi handlede med. Uheldigvis devaluerede de fleste andre lande også så var man lige vidt. Da vi efterhånden havde opbygget en større udlandsgæld pga. de vedvarende betalingsbalanceunderskud siden 1963, blev udlandsgælden og ikke mindst renterne på denne også en møllesten om halsen på den danske økonomi. Da gælden skulle afregnes i udenlandsk valuta, ikke mindst dollar og D-mark, blev selv devalueringerne af kronen risikable fordi udenlandsgælden voksede hver gang vi forsøgte at devaluere os ud af problemerne. Ydermere steg renten til ca. 20 % pga. de talrige devalueringer og den høje inflation. Situationen var så trøstesløs, at finansminister Knud Heinesen (S), som havde en høj grad af tillid i den danske befolkning, erklærede i 1979, at vi befandt os på afgrundens rand. Af Bo Beier Thorup Genopretning I 1982 var den økonomiske situation så alvorlig, at den socialdemokratiske regering, ledet af Anker Jørgensen (S), simpelthen gav op og overlod roret til en borgerlig firpartiregering ( firkløveret ) ledet af Konservative og Venstre. Den nye statsminister hed Poul Schlüter (kons.) og udviste en imponerende selvtillid ved at erklære på regeringens første dag, at regeringen ville gøre op med mange af de goder, der set med Schlüters øjne ikke var gjort op med under krisen i 70 erne. Schlüter-regeringen afskaffede dyrtidsreguleringen, der var en ordning, der gav lønmodtagerne højere løn i overenskomstperioden, hvis der var høj inflation. Ligeledes indførte regeringen karensdage, dvs. at lønmodtageren selv skulle betale første sygedag, hvis man meldte sig syg. Endelig meddelte regeringen, at den gjorde op med valutakurspolitikken i 70 erne. Det var godnat med devalueringer af kronen og i stedet bekendtgjorde Schlüter, at kronen ligger fast. I praksis betød dette, at kronen blev knyttet til den stærke tyske valuta, D-marken, og som følge heraf faldt hurtig renten fra 20 % til omkring %. Inflationen faldt tilsvarende hvilket ligeledes hjalp på den danske konkurrenceevne. Der var ingen tvivl om, at Schlüters økonomiske indgreb hjalp på genopretning af økonomien og Schlüters optimisme havde en positiv afsmitning på erhvervslivet, men de store betalingsbalanceunderskud fortsatte og det satte rekord i 1986 med et minus på 36 mia. kr. I 1987 måtte regeringen derfor gennemføre den berygtede kartoffelkur, som medførte, at gældstiftelse blev straffet og dette ramte både almindelige forbrugslån men også boligejernes låntagning. Som følge heraf skete en voldsom økonomisk afmatning i Danmark, hvor mange boligejere måtte gå på tvangsauktion. Den økonomiske opbremsning fra1987 hjalp dog til at vi for første gang i mange år fik overskud på handelsbalancen i 1987 og i 1990 fik vi også overskud på betalingsbalancen for første gang i 27 år. Som et minus steg til gengæld arbejdsløsheden alarmerende og nåede op på rekordhøje arbejdsløse i Mange borgerlige økonomer og politikere har siden Schlüter-regeringen gik af i 1993 været gode 6

7 år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst (løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP ,2 11,7 1,0 11,5% 3, ,5 14,1 2,3 14,3% -1, ,8 13,4 5,0 11,5% -1, ,1 17,2 5,1 11,0% 6, ,9 22,0 6,1 9,9% 1, ,4 21,9 7,0 9,4% 1, ,8 26,3 6,0 10,2% 3, ,7 27,4 6,8 9,6% -0, ,0 30,8 8,9 12,1% -2, ,3 33,9 9,5 9,8% 2,8 Tabel 2: Udvalgte økonomiske nøgletal for perioden Bemærk, at den høje økonomiske vækst i 1976 skyldes lempelig finanspolitik med reduktion af momsen. En økonomisk kur som gav indenlandsk vækst, men et kolossalt betalingsbalanceunderskud. Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er min bearbejdning, BBT til at fremstille sig selv som redningsmænd ovenpå det økonomiske fallitbo, som de overtog i 1982 efter Anker Jørgensen. Hertil er at sige, at Schlüter-årene blev begunstiget af gode konjunkturer i både Europa og i USA ovenpå kriseårene i 70 erne, derudover var Danmark på vej til at blive selvforsynende med olie og naturgas, hvilket ligeledes gav os nogle usædvanlige gode vilkår i forhold til de lande vi almindeligvis sammenligner os med. år Betalingsbalancen Udlandsgæld Ledighed Inflationsrate Økonomisk vækst (løb. poster) i % af BNP i % af BNP, i alt i pct. af arbejdsstyrke i % Årlig realvækst i BNP ,8 36,0 10,2 7,4% 1, ,4 38,6 9,8 7,0% 3, ,7 38,7 8,8 4,5% 3, ,5 37,9 7,7 2,8% 4, ,9 37,6 7,7 4,8% -0, ,4 38,6 8,4 4,6% -0, ,4 35,3 9,2 4,8% 0, ,5 33,2 9,4 2,9% 1, ,9 38,7 10,3 2,8% 1, ,2 35,1 11,0 1,9% 0, ,8 32,3 12,1 2,0% 0,0 Tabel 3. Udvalgte økonomiske nøgletal for genopretningsårene Kilde: 50-årsoversigten (2001), inflationstallene er min bearbejdning, BBT Af Bo Beier Thorup Kurven knækkes i 90 erne og kraftig vækst i det nye årtusind Efter Schlüters afgang overtog en Socialdemokratisk-radikal regering ledet af Poul Nyrup Rasmussen. Den nye regering fortsatte den økonomiske genopretningspolitik fra 1980 erne men den voldsomme arbejdsløshed på % besluttede man at få gjort kål på. Som Poul Nyrup konstant understregede skulle arbejdsløshedskurven knækkes. En væsentlig reform af skattesystemet med indførelse af det såkaldte arbejdsmarkedsbidrag (også kaldet bruttoskat) blev gennemført i 1993 og den sænkede indkomstskatterne i en årrække, så der kom mere gang i efterspørgselen, så der blev bud efter ledige hænder. Dette kombineredes med en række fordelagtige orlovsordninger (uddannelsesorlov, forældreorlov etc.) og omsorgsdage således, at der blev givet mulighed for at flere unge ledige kunne få adgang til arbejdsmarkedet. Ligeledes fjernede Nyrup-regeringen restriktionerne fra 80 ernes kartoffelkur og opfordrede borgerne til at øge 7

8 låntagningen og begunstigede boligejerne ved omlægning af lån i deres bolig. Nyrup-regeringens økonomiske politik havde stor succes og Poul Nyrups løfte om at få knækket kurven blev til fulde opfyldt. Den blev dog også hjulpet godt på vej af Danmarks største samhandelspartner, Tyskland, i disse år havde stor import af varer pga. den tyske genforening af Øst og Vesttyskland i Ved indgangen til det ny årtusind var næsten alle de sædvanlige økonomiske dårligdomme, som havde plaget den danske økonomi siden 1960 erne næsten forsvundet som dug for solen. Betalingsbalancen har været positiv siden 1990 (på nær i 1998), de offentlige finanser begyndte ligeledes at give overskud i år (2006) forventes et kolossalt overskud på hele 70 mia kr og arbejdsløsheden har pt. aldrig været lavere siden 1960 erne med rekordlave 4,4 % i sidste opgørelse (aug. 2006) fra Danmarks Statistik. Når ledigheden er så lav skyldes det stor økonomisk vækst i disse år, ca. 3,3 % i 2006, som medfører mangel på arbejdskraft i forskellige sektorer, som fx byggeriet. Stort set alle økonomer mener, at den kraftige økonomiske vækst og mangelen på arbejdskraft må der gribes ind overfor før det medfører løn- og prisstigninger, der vil have skadelig virkning for samfundsøkonomien. Ligeledes mener økonomerne, at politikerne snarest muligt bør gøre op med VKregeringens skattestop, der begunstiger boligejerne, som i disse år indkasserer enorme formuegevinster. Økonomerne fremhæver, at boligbeskatningen skal hæves og til gengæld skal skatten på lønarbejde sænkes, så Danmark kan blive mere konkurrencedygtigt på arbejdslønninger, således at færre job vil blive flyttet væk fra Danmark. Til gengæld er både politikere og især økonomer enige om, at den forøgede ældrebyrde (dvs. der vil blive mange flere pensionister inden for de næste 5-30 år), vil volde den danske økonomi enorme problemer i fremtiden, og politikerne har derfor også i et vist omfang forsøgt at foretage enkelte indgreb mod efterlønnen både i 1998 og i 2006 (se velfærdsafsnittet s i kompendiet). 8

9 Kilde: Uddrag fra bogen Forandringer og dilemmaer Danmarkshistorien efter 1973 af Ebbe Kühle, Gyldendal 2003, side Velfærdsstat i krise Indledning det store eksperiment Den danske (skandinaviske) velfærdsmodel er et enestående historisk eksperiment - et eksperiment, som ligner den vingård, som i en lignelse i Bibelen sammenlignes med Himmerige: For Himmeriget ligner en vingårdsejer, der tidligt om morgenen gik ud for at leje arbejdere til sin vingård. Da han var blevet enig med dem om en dagløn på en denar, sendte han dem hen i sin vingård. Ved den tredje time gik han ud og så nogle andre stå ledige på torvet, og han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård, så skal jeg betale, hvad I har ret til. De gik derhen. Igen ved den sjette og den niende time gik han ud og gjorde det samme. Ved den ellevte gik han derhen og fandt endnu nogle stående dér, og han spurgte dem: Hvorfor har I stået ledige her hele dagen? De svarede ham: Fordi ingen har lejet os. Han sagde til dem: Gå I også hen i min vingård. Da det blev aften, sagde vingårdens ejer til sin forvalter: Kald arbejderne sammen og betal dem deres løn, men sådan, at du begynder med de sidste og ender med de første. Og de der var blevet lejet i den ellevte time, kom og fik hver en denar. (NT side 62) Derefter fik alle de andre også udbetalt en denar, uanset hvor længe de havde arbejdet i vingården. Oversætter vi dette vingårdsbillede til danske forhold, så er vingårdsejeren velfærdsstaten, og den ene denar" repræsenterer ligheds- og solidaritetsmålsætningen i den danske model: Alle skal uanset arbejdsevne og indsats have nogenlunde de samme muligheder for det gode liv". Derfor skal alle ved sygdom have adgang til de samme gratisydelser i sundhedssektoren, og alle gamle skal have tildelt folkepension og andre hjælpeydelser, og derfor skal børn og unge have fri og lige adgang til samfundets uddannelser. Solidaritetsmålsætningen omfatter også høje satser for dagpenge, førtidspension, kontanthjælp m.m. til de mennesker i den arbejdsdygtige alder, der ikke er i stand til at arbejde eller er uden arbejde. Desuden har solidarisk lønpolitik været en vigtig målsætning på det danske arbejdsmarked. Ikke alene har de enkelte fagforeninger kæmpet for de samme løn-og arbejdsvilkår for deres egne medlemmer, men fagbevægelsen som helhed har også kæmpet for en høj mindsteløn til de svageste grupper på arbejdsmarkedet, samt modvirket at lønspredningen mellem forskellige grupper blev for stor. Med til den danske model hører også en skattelovgivning med en progressiv skala, således at højere indkomster beskattes med en højere procent ( de bredeste skuldre skal bære de største byrder"). Endelig består den danske model af en lang række forskellige ordninger til gavn for de lavere indkomstlag og svagt stillede grupper: Boligstøtte, børnetilskud, gratis daginstitutionsplads, særlige ydelser til pensionister osv. Ikke mindst arbejdernes parti, Socialdemokratiet, udtalte sig da også med stolthed om den danske model, som man fx kunne høre statsminister Poul Nyrup Rasmussen gøre det i nytårstalen i/i 2000: I forrige århundrede var Danmark et nederlagsramt, fattigt og gældsat land. Levealderen var lav, børnedødeligheden høj, fattigfolkene mange. Friheden var for de fa. Krav om lighed, værdighed for alle mennesker og en mere retfærdig fordeling af goderne blev opfattet som en trussel mod velhavere og magthavere. Men fordi mange havde mod og vilje vandt idéen om et nyt samfund: Et samfund i frihed og fællesskab, hvor vi alle har et ansvar for hinanden. Vi kan godt på denne dag tænke tilbage på de generationer, som har skabt det moderne Danmark: Til de bønder, der pløjede markerne og opdyrkede heden. Til de danske arbejdere, der svedte og sled sig op på fabrikkerne. Til de kvinder, som også gik ud og sled på arbejdsmarkedet for velfærden. Til alle dem, der byggede og forsvarede landet. Deres navne står ikke i historiebøgerne, men resultatet af deres arbejde er det samfund, vi kender i dag. Det er deres arv, vi forvalter. Og det er vores opgave at passe på det velfærdssamfund som 9

10 overalt betragtes som verdens bedste. Og hånden på hjertet til far eller mor i aften foran tv-skærmen: Kunne du tænke dig at se dit barn vokse op i noget andet land? Kunne vi tænke os at se vore forældre blive passet og plejet i noget andet land? Jeg tror, jeg kender svaret! Det kunne vi ikke."... Vi har skabt et grundlag, vi kan være stolte af. Trods mindre skavanker, har vi et samfund, der bygger på idéen om, at vi skal passe ordentligt på hinanden. Et samfund hvor de raske hjælper de syge. Hvor de rige hjælper de fattige. Hvor de unge hjælper de gamle (Citeret fra Også i udlandet var der folk, der opfattede den danske (eller skandinaviske) model som et forbillede. En amerikansk professor, Richard Estes fra Pennsylvania University (Cit. fra Pol. 8/11-98), udnævnte således år efter år Danmark som det bedste land i verden at leve i. Hans konklusion byggede på en sammenvejning af 45 sociale, politiske og økonomiske indikatorer. Den kendte polske sociolog Zygmunt Bauman (Cit. fra Weekendavisen 26/11-99) udtrykte en tilsvarende beundring for den skandinaviske model, men også stor undren: Jeg aner ikke, hvordan det kan lade sig gøre, at opretholde jeres velfærdssystemer" i en verden præget af globalisering, markedskræfter og svækkelse af statsmagterne. En undren er vel også nærliggende, hvis man læser videre i vingårdslignelsen: Da de første kom, troede de, at de ville få mere; men også de fik hver en denar. Da de fik den, gav de ondt afsig over for vingårdsejeren og sagde: De sidste dér har kun arbejdet én time, og du har stillet dem lige med os, der har båret dagens byrde og hede. Men han sagde til en af dem: Min ven, jeg gør dig ikke uret. Blev du ikke enig med mig om en denar? Tag det, der er dit, og gå! Jeg vil give den sidste her det samme som dig. Eller har jeg ikke lov til at gøre, hvad jeg vil, med det, der er mit? Eller er dit øje ondt, fordi jeg er god? Sådan skal de sidste blive de første, og de første de sidste." (NT side 62) Bruger man vingården som billede på velfærdsstaten og overvejer, hvordan historien mon ville fortsætte, så trænger en række spørgsmål sig unægteligt på: Hvad ville der mon ske dagen efter? Ville de utilfredse heldagsarbejdere stå parate den næste morgen og lade sig ansætte på den samme vingård for i denar, eller ville de søge hen til en anden vingård, hvor der var bedre overensstemmelse mellem arbejdsindsats og løn? Eller ville de prøve at gemme sig, så de først kom i arbejde i den n. time? Og hvad ville der ske med vingårdsejeren/vingården? Ville ejeren ikke hurtigt gå fallit, når han udbetalte en hel dagløn til folk, uanset hvor meget de arbejdede? Eller måske skal vi forestille os noget helt andet? Måske vil vingårdsejeren næste morgen med stort engagement overbevise de utilfredse heldagsarbejdere om den solidariske models store kvaliteter: Ikke alene er det i sig selv smukt og retfærdigt, at de stærke deler med de svage, men rollerne kan jo også blive byttet rundt, så de, der i øjeblikket er stærke, selv engang får brug for andres solidaritet. Under alle omstændigheder skulle de foregående bemærkninger være tilstrækkelige som argumenter for, at den solidariske vingård" er et krævende eksperiment, hvis den skal gennemføres i den virkelige verden. Nyrup Rasmussen er da også tydeligt i forsvarsposition i sin nytårstale over for utilfredse, tvivlere, skeptikere og kritikere. I det følgende vil vi undersøge den danske model nærmere: Hvad er karakteristisk for den danske velfærdsmodel? Hvorfor er den kommet til at se ud, som den gør? Hvordan er det lykkedes at sikre danskernes opbakning til en så solidarisk model? Er det rimeligt at tale om, at velfærdstaten er i krise? Hvordan er fremtidsudsigterne for den danske model? Historisk baggrund - velfærdsstatens rødder I 1849-grundloven havde samfundet i forlængelse af tidligere tiders fattiglovgivning påtaget sig forpligtelsen til at hjælpe folk, der ikke kunne klare sig selv: 10

11 Fattigbrød uddeles. Det kunne have alvorlige konsekvenser at modtage fattighjælp og det var kunne endda være hjælp af så nøjsom karakter som brød. (BBT) Den, som ikke selv kan ernære Sig eller Sine, og hvis Forsørgelse ikke paaligger nogen Anden, er berettiget til at erholde Hjælp af det Offentlige, dog mod at underkaste sig de Forpligtelser, som Lovene herom paabyder." (DHS side 101) Dette offentlige forsørgelsessystem var ment som et nødsystem, der kun skulle bruges i undtagelsestilfælde, hvor det var helt umuligt for den enkelte og dennes familie at klare sig selv. Systemet var derfor helt bevidst indrettet, så flest mulige længst muligt betakkede sig for at blive forsørget af det offentlige. Varig offentlig hjælp ledsagedes nemlig af tab af valgretten og andre borgerlige rettigheder, herunder for mænd fx retten til at gifte sig. Offentlig forsørgelse kunne også betyde, at man blev anbragt i åbenlyst ydmygende rammer i et fattighus eller på en fattiggård. Med sådanne vilkår for offentlig hjælp og med den udbredte fattigdom i i8oo-tallet spillede den private, herunder den kirkelige godgørenhed en vigtig rolle. Tiggeri og almisser hørte til dagens orden. Velfærdsspirer erne-1930erne Med urbanisering, industrialisering og lønarbejdets fremmarch kom det gamle forsørgelsessystem og de bagvedliggende synspunkter under pres. Antallet af personer, der kunne komme i klemme, voksede. Lønarbejderfamilier var meget sårbare over for arbejdsulykker, sygdom, alderdom og økonomiske kriser med ledsagende arbejdsløshed. Det blev stadigt vanskeligere for de ledende kredse at argumentere for det synspunkt, at fattigdom først og fremmest var selvforskyldt. Hertil kom en stigende risiko for social uro, masseopbakning til socialistiske synspunkter og måske endda oprør, hvis ikke man ændrede det offentlige forsørgelsessystem. Med Lov om Alderdomsunderstøttelse blev der derfor i 1891 taget et første skridt væk fra den gamle forsørgelsesmodel med den ledsagende fattigdoms-stempling, idet personer over 60 år nu kunne tilkendes en trangsbestemt alderdomsunderstøttelse uden fattighjælps-virkninger, hvis de skønnedes værdigt trængende. Samtidig begyndte staten at give finansiel støtte til arbejdernes egne spæde sikkerhedssystemer: sygekasserne (1892) og arbejdsløshedskasserne (1907) efter princippet hjælp til selvhjælp". Desuden blev det lovpligtigt for arbejdsgiverne at tegne ulykkesforsikringer for deres ansatte. Endelig udvidedes også mulighederne for at yde en midlertidig, nødtørftig hjælp uden fattighjælpsvirkninger fra de såkaldte hjælpekasser, hvad der ikke mindst var aktuelt under i. Verdenskrig og under den store økonomiske krise i 3oerne. Hvad angik fattighjælpsstemplingen, så blev den ganske vist ikke helt afskaffet, men den reserveredes til forholdsvis få personer med et varigt og efter datidens vurdering åbenlyst selvforskyldt forsørgelsesproblem (arbejdssky personer, alkoholikere, vagabonder m.m.). De ovennævnte udviklingstendenser blev systematiseret i den store socialreform i 1933, hvor retsprincippet blev understreget, det sociale sikkerhedsnet blev forbedret og de offentlige udgifter forøget. Sociallovgivningens grundprincip var imidlertid stadigt, at det var den enkelte og dennes fami- 11

12 Velfærdsmodeller Man kan skelne mellem forskellige velfærdsmodeller: Residualmodellen: Kun de trængende (almindeligvis et mindretal) skal kunne modtage offentlig hjælp, og hjælpen forudsætter opfyldelsen af bestemte betingelser. Forsørgelse og sikkerhed er først og fremmest et individuelt, familiemæssigt problem, der løses gennem forsikringer, opsparing og gensidig støtte indenfor familien. Til gengæld er skattebetalingen lav. Socialforsikringsmodellen: (Også kaldet den arbejdsmarkedsbaserede model) De ansatte på arbejdsmarkedet og/eller deres arbejdsgivere indbetaler en procentdel af lønnen som obligatoriske socialforsikringsbidrag. Størrelsen af udbetalingerne i tilfælde af alderdom, sygdom, ulykke og arbejdsløshed afhænger af indbetalingernes størrelse. Kun personer med tilknytning til arbejdsmarkedet har altså ret til disse ydelser, og ydelsernes størrelse varierer. Personer uden tilknytning til arbejdsmarkedet er afhængige af familien eller af privattegnede forsikringer. Modellen vil typisk være suppleret med et nødtørftigt residualsystem for dem, der falder uden for det ovennævnte system. Den universelle model: Alle har ret til at modtage offentlige ydelser som pension, sygehusbehandling, undervisning, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. Ydelserne er lige store, og altså uafhængige af arbejdsindsatsen, og udgifterne er skattefinansierede. Ingen af modellerne optræder i ren form, men den skandinaviske model ligger tættest på den universelle model (selv om den er suppleret med træk fra de to andre modeller), mens de fleste andre EU-lande primært anvender socialforsikringsmodellen, og residualmodellen er dominerende i USA og Storbritannien. De udgiftsmæssige og skattemæssige konsekvenser af modelvalget kan bl.a. ses på figuren s. 17 i kompendiet. lie, der var hovedansvarlig for egen forsørgelse og forventedes at spare op og/eller forsikre sig mod sociale begivenheder" som sygdom, alderdom og arbejdsløshed gennem medlemskab af sygekasse, arbejdsløshedskasse, pensionsordninger m.m. DEN STORE GAVEBOD I 1956 indførte politikerne folkepensionen dvs. alderspension til alle. Det var på én gang et lille og et stort skridt: Et lille skridt, fordi de fleste over 65 allerede modtog aldersrente fra det offentlige, og alligevel et stort skridt, fordi der var tale om at indføre et nyt princip. Med indførelsen af folkepensionen ændredes forsørgelsessystemet nemlig fra et residualsystem, hvor kun de trængende skulle have en bestemt ydelse, til et universelt system, hvor alle Fra folketingsvalget 1953, hvor Socialdemokratiet reklamerede for folkepension. I 1956 fik partiet gennemført ordningen i folketinget ved lov. (BBT) skulle have ret til den samme ydelse uden hensyn til indkomst, formue, tidligere arbejdsmarkedstilknytning m.m. Når regeringen/folketinget i 1950 erne (efter svensk model) tog det universelle princip i anvendelse ved at tildele folkepensionens mindstebeløb til alle, så var det ikke mindst af politiskpsykologiske grunde. Det var stadigt i brede kredse af befolkningen flovt ikke at kunne klare sig selv og derfor være nødt til at modtagehjælp fra det offentlige. Skulle man bryde denne opfattelse, måtte den nye ydelse på ingen måde ligne offentlig hjælp til trængende! Mens den nye lov altså repræsenterede et opfattelsesmæssigt brud med tidligere tider, så var der som nævnt i første omgang tale om et samfundsøkonomisk set begrænset skridt. Ikke alene fik de fleste gamle som sagt i forvejen offentlig aldersrente, men det nye mindstebeløb var tilmed forholdsvis beskedent, og endelig var aldersgrænsen forholdsvis høj sammenlignet med den gennemsnitlige levealder. Aldersgrænsen blev yderligere hævet til 67 år for mænd (og 62 år for enlige kvinder!!) i 1960erne. 12

13 Til gengæld blev ordningen væsentlig dyrere, da beløbene blev sat i vejret (og nu blev kaldt folkepensionens grundbeløb). De universelle principper vandt også frem på andre områder. Inden for sundhedsområdet havde sygekasserne oprindeligt været forbeholdt de mindre bemidlede (størsteparten af befolkningen!). Fra 1930 erne var også de bedre bemidlede blevet inddraget i systemet via de såkaldte fortsættelsessygekasser. I 1960 erne skelnedes endnu mellem gruppe1- og gruppe2-medlemmer afhængigt af familiens indtægts- og formueforhold. Gruppe2-medlemmerne skulle betale et større kontingent til sygekassen og yde en større egenbetaling til sundhedsudgifter fx betale en del af udgiften til lægehjælp (mens lægebesøg var gratis for gruppe1-medlemmer). Undervisningssystemet havde allerede længe været indrettet efter universelle principper, idet der var fri og gratis adgang til grundskole, mellemskole, gymnasium og universitet (i modsætning til f.eks betalings-eliteskolesystemet i Storbritannien og USA). Fra 1930 erne til 1970 erne udvidedes undervisningspligten fra 7 til 9 år, og samtidig afskaffedes først mellemskolen og senere realklasserne, så slutproduktet blev den 9/10-årige enheds-folkeskole for alle. Håbet var, at folkeskolen kunne bidrage til social udjævning i samfundet ved at give alle lige muligheder for uddannelse. Samtidigt skete der en voldsom udbygning af ungdomsuddannelserne og de højere uddannelser. Ikke alene var uddannelserne gratis, men der skete også en udbygning af uddannelsesstøtteordningerne henimod en model, hvor alle over 18 år kunne få SU uafhængigt af forældrenes økonomi. Helt universelt blev det offentlige skolesystem dog ikke på noget tidspunkt. Nogle forældre betalte nemlig fortsat for at få deres børn i privatskole/friskole, hvis de ikke var tilfreds med det offentlige uddannelsessystems ydelser. Betalingen var dog nærmest symbolsk, og det offentlige dækkede hovedparten af udgifterne. På en lang række andre punkter var højkonjunkturperioden præget af reformer, forhøjelser af udbetalte beløb og forøgelse af ansatte i socialsektoren. (se tabel 1 og 2). Kronen på velfærdsudbygningen blev Bistandsloven (i dag: kaldet kontanthjælp), som blev vedtaget i Folketingsåret til ikrafttræden i Her var målsætningen, at alle, der havde behov for hjælp som følge af en social begivenhed, og som ikke var omfattet af andre ordninger, skulle kunne henvende sig på bistandskontoret og få tilstrækkelig hjælp til at opretholde familiens levestandard i hvert fald midlertidigt og næsten. Bistandsloven repræsenterer kulminationen på den særlige skandinaviske opfattelse af stat og samfund. Samfundet var en slags familie med indbyrdes sammenhæng og solidaritet, og det offentlige var familiefaderen/forældrene, der sørgede for godernes retfærdige fordeling og støtten til de svage, som det også er kommet til udtryk i det svenske begreb: Folkshemmet. I folkehjemmet skulle alle yde efter evne og nyde efter behov, og i denne sammenhæng var Bistandsloven det nederste sikkerhedsnet, der skulle garantere, at der blev mindst i denar til alle (jvf. vingårdslignelsen i indledningen). Hvorfor denne gavebod ? Set på baggrund af de senere problemer, kan det være svært at forstå, at der var så bred opbakning i Folketinget (og i befolkningen) til at arrangere en sådan gavebod (efter international og historisk målestok)? Når betænkelighederne var så få, er den nærliggende forklaring den økonomiske højkonjunktur. Mio. kr. (løbende priser) Folkepension Statspensioner m.v ATP - 40 Invalidepension Almindelig offentlig forsorg m.v Sygedagpenge og ulykkesforsikring Familiepolitiske ydelser Arbejdsløshedsunderstøttelse Boligstøtte Uddannelsesstøtte Landbrugsstøtte Indkomstoverførsler i alt Tabel 1. Indkomstoverførsler til Tal fra PPi del 2, s. 127 ATP (Arbejdsmarkedes Tillægspension) indførtes ved lov i Ordningen finansieres af arbejdsgivere og lønmodtagere. Formålet var at skabe et supplement til folkepensionen 13

14 Antal beskæftigede Pct.vis årlig stigning Undervisning og forskning Biblioteker, museer, m.v. Sundhedsvæsen Sociale område Politi og retsvæsen Kirke, religiøs virksomhed Forsvar Administration Grønland (skøn) Tabel 2. Antal offentligt ansatte Fra Dansk social historie, bd. 7 s. 147 Den kraftige vækst i perioden -ca. 5% om året - betød en fordobling af samfundsproduktionen på ca. 14 år og dermed en firdobling på under 30 år. Da lav arbejdsløshed samtidig opfattedes som det normale, havde samfundet nemt råd til at forøge overførselsbeløbene til folk uden for arbejdsmarkedet, samtidig med at der var plads til en kraftig vækst i det offentlige og det private forbrug. Udviklingsoptimismen var stor, og det gode samfund", hvor alle kunne leve det gode liv", lå lige om hjørnet, som det bl.a. blev udtrykt i Venstres principprogram fra 1970: Frem mod år 2000 bliver den periode, hvor mennesker i de højt udviklede samfund skal finde en livsform, der svarer til, at manglen på det materielt nødvendige kan afskaffes... (Målet for partiet var et samfund) hvor hensynet til det menneskelige og omgivelserne kan sættes højt, og hvor vi når til, at knapheden som bestemmende for menneskers adfærd, kan vige for mere ideelle motiver." Perioden var også præget af stor tillid til offentlig planlægning og styring. Det var en udbredt opfattelse, at man med anvendelse af økonomisk-politiske midler kunne sikre fortsat vækst og fuld beskæftigelse, at man med en effektiv og retfærdig skatteligning kunne sikre den offentlige sektor tilstrækkelige indtægter til at realisere et ambitiøst velfærdsprogram, og at man med social ingeniørkunst" kunne kortlægge de sociale problemer i samfundet og derefter iværksætte målrettede og effektive løsnings-programmer uden bivirkninger. Der skulle gå et stykke tid, før politikerne opdagede, at de havde startet en næsten ustyrlig kædereaktion af udgiftsstigninger, skattestigninger og adfærdsændringer, og der skulle gå endnu længere tid, før de havde lyst til at fortælle det til befolkningen. Udgiftseksplosionen De offentlige udgifter kan opdeles i offentligt forbrug, overførsler og renter. Danmark havde i Boerne haft et forholdsvis lille offentligt forbrug (produktion af serviceydelser), men op gennem 60erne og starten af 70erne var den offentlige serviceproduktion vokset med voldsom fart. Denne vækst var i høj grad et resultat af højkonjunkturen og en følge af de samfundsforandringer, væksten trak med sig eller forstærkede (DHS side ). Udviklingen var altså ikke resultatet af en stor politisk plan. Snarere var der tale om en skridt-forskridt-udbygning, hvor det ene skridt førte det næste med sig, og hvor ingen rigtigt havde styr på de samfundsmæssige forandringer, udgifterne og finansieringsproblemerne. Og et overblik ville tilsyneladende heller ikke have hjulpet. Selv om regeringens analysegrupper slog alarm i de såkaldte perspektivplaner (PP1 i 1970 og PP2 i 1977) med en påvisning af, at væksttempoet for de offentlige udgifter var uholdbart, fortsatte væksten op gennem 1970erne. Først i 1980erne lykkedes det at bremse den del af udgiftsvæksten, der kom fra den offentlige serviceproduktion. Metoden til at bremse væksten i den offentlige produktion var snæver rammestyring. Derimod skulle det vise sig vanskeligere at bremse den del af udgiftsvæksten, der stammede fra stigninger i overførslerne. Det var ikke mindst udgifterne til arbejdsløshedsdagpenge m.m., der eksploderede fra midten af 70erne ,0 9,6 5,1 13,9 Offentlige ydelser i alt ,1 3,3 2,2 3,6 6,7 3,5

15 Hertil kom så statsgælden og de ledsagende renteudgifter og de advarende røster om den økonomiske afgrund. Det asymmetriske pres Det ville være forkert at sige, at det kun var den økonomiske krise i erne og den deraf følgende arbejdsløshed, der pressede udgifterne i vejret. Også andre tendenser må inddrages, når man skal forklare udgiftseksplosionen fra 1960erne til 1990erne. Stærke kræfter pressede voldsomt på for at opnå højere ydelser på enkeltområder. Ministre, embedsmænd, stående folketingsudvalg, eksperter, interesseorganisationer, erhverv m.m. - alle var interesseret i en opprioritering af og flere ressourcer til deres eget interesseområde. Der var derfor hele tiden en tendens til, at udgifterne pressedes i vejret. Derimod var der ingen tilsvarende interesseorganisationer og eksperter, der bekæmpede udgiftsstigninger på deres egne interesse- og arbejdsområder. Da enkeltudgifter desuden ikke talte så meget i det samlede billede, var det modgående pres for at undgå udgiftsforhøjelser og et øget skattetryk derfor almindeligvis svagt. Når det offentlige alligevel brugte så meget, så forekom fx 100 millioner kroner mere eller mindre jo også hver gang at være et bagatelagtigt problem. Endnu mere tydeligt fremtrådte tendensen, når politikerne forsøgte at skære ned/spare på enkeltområder. Den offentlige debat var fyldt med protester fra personer, grupper, virksomheder, organisationer, eksperter og myndigheder, der følte sig udsat for den offentlige sparekniv. Ældresagen og en lang række patientforeninger var markante eksempler på effektive grupper. Iagttagere talte om et asymmetrisk pres" - de kræfter, der pressede udgifterne opad, var langt stærkere end de kræfter, der pressede nedad, når konkrete spørgsmål var på dagsordenen. Ydelsestænkning og fiflerier Udgiftspresset var også et resultat af, at mange folk disponerede, så de fik mest muligt ud af de vedtagne ordninger ofte i klar modstrid med ånden bag en ordning. For at igangsætte de ledige indførte man fx en uddannelsesydelse (der var højere end SU), ligesom man indførte en iværksætterydelse for folk, der ville være selvstændige. Dermed blev det altså økonomisk favorabelt at være ledig, før man startede en uddannelse eller en virksomhed, og mange fulgte denne opskrift. Andre opskrifter handlede om at få højere ydelser. Var man f.eks fiktivt enlig (ens samboende partner havde en anden folkeregisteradresse), udløste det en række ekstra ydelser. Tilsvarende kunne det betale sig at undgå at have en registreret formue, fordi man på denne måde kunne få højere ydelser som ældre og/eller som kontanthjælpsmodtager. Ikke mindst sort indkomst" belønnedes både i pose og sæk, som vi skal komme tilbage til i det følgende Velfærdsstaten havde åbenbart fået nogle moralproblemer, og én af velfærdsstatens kritiske iagttagere - Odense-professoren Jørn Henrik Petersen havde da også en række skarpe konklusioner: Ingen udviser loyalitet og uselviskhed, generøsitet og mådehold" Folk støtter denne stat på valgdagen, men undergraver den og snyder den i deres hverdag. Når skatteunddragelse og bjergsomhed går hånd i hånd, hvor er vi så henne? " Hvis en indbygger én gang har faet en ydelse, kan den aldrig tages fra ham igen. Og hvis én gruppe far noget, vil andre grupper straks stille krav om kompensation." (fra interview) Finansieringen af velfærdsstaten Det voksende udgiftspres fra 1960erne og fremad nødvendiggjorde stigende skatteindtægter og resulterede i en stadig jagt på nye finansieringskilder. En opremsning kan give en fornemmelse af udviklingen: Der blev indført en omsætningsafgift (OMSen) i 1962, og denne blev erstattet af MOMSen i Med indførelse af kildeskatten i 1970 effektiviseredes skatteopkrævningen. I de følgende år skete der en gradvis forøgelse af skatteprocenter, momsprocenter, punktafgifter på biler, benzin, alkohol, tobak m.m. Der blev indført realrenteafgift på pensionsformuer. Værdien af rentefradragsretten forringedes. Der blev indført grønne afgifter og arbejdsmarkedsbidrag (bruttoskat) m.m. Med internationaliseringstendensen og det deraf følgende harmoniseringsbehov havde det været nød- 15

16 60 % Skattetryk i % af BNP Kilde: 50-årsoversigten og Stat.Tiårsoversigt 2005 s.154, min bearbejdning, BBT 50 Samlede skatter i % vendigt at foretage en vis omlægning af skattesystemet i 1980erne og 1990erne: Nedsættelse af giftskatterne, afskaffelse af formueskatten, nedsættelse af marginalskatterne (fra ca. 73% til ca. 62% for den sidsttjente krone for de højere indkomster), nedsættelse af skatterne på renteindtægter, aktieudbytter og virksomhedsoverskud. Til gengæld udvidedes skattegrundlaget gennem den ovennævnte nedtrapning af værdien af rentefradraget og andre fradrag og gennem indførelse af bruttoskat. Ude i fremtiden ventede yderligere harmoniseringsbehov og et stigende pres på den danske skatteog velfærdsmodel, som vi skal se det i det følgende. Unddragelsesproblemer Den danske velfærdsmodel er, som det fremgår af figuren ovenfor, karakteriseret ved et højt skatteog afgiftstryk og en stor vægt på direkte og indirekte skatter, mens andre landes velfærdssystemer i højere grad anvender bidrag til sociale ordninger" og i øvrigt overlader betydelige velfærdsopgaver til private forsikringer, privat opsparing m.m. (jvf. også sammenligningen af velfærdsmodeller). At opbygge en velfærdsmodel på grundlag af et højt skattetryk giver nogle særlige problemer og udfordringer. Et sådant system belønner nemlig mere end andre systemer folk, der køber varer og ydelser uden om det danske afgiftssystem (via Internethandel, udenlandsrejser m.m.), ligesom det belønner virksomheder og medarbejdere, der yder/ får frynsegoder, medarbejderaktier m.m. i stedet for skattepligtige indkomster. Et sådant system belønner i det hele taget mere end andre systemer folk, som snyder i skat og udfører eller får udført sort arbejde, ligesom det giver en ekstra belønning til folk, der skatte-og afgiftstænker, smugler, svindler m.m., fordi man jo får nedsat sit kontingent til fællesskabet betydeligt (uden at man samtidigt går glip af nogle velfærdsydelser). Omfanget af fx det sorte arbejde var det selvfølgelig svært at vurdere. Rockwollfondens interviewbaserede undersøgelser i 1990erne tydede på, at det havde et omfang på mindst 50 milliarder kroner dvs.. ca. 5% af den officielle samfundsproduktion, og at tendensen var stigende. (10) Hvor fordelagtigt sort arbejde var, kan nemt illustreres gennem et regneeksempel, hvor vi benytter en momssats på 25% og en marginalskatteprocent på 62. Hvis A køber en hvid" tjenesteydelse af B til 1250 kr., vil momsen udgøre 250 kr., og B vil altså få 1000 kr. Efter skat har han 380 kr. tilbage. Der er altså masser af plads mellem de to beløb til, at begge kan gøre en god forretning. Eller måske en bytteforretning. For A skal jo tjene over 3000 kr. før skat for at kunne give B 1250 kr. Med en hvid" timeløn på fx 200 kr. skal A arbejde i ekstra 15 timer for at dække sin udgift til B. Det var (og er stadig) ulovligt at arbejde sort. Derimod var det ikke ulovligt, ja man blev ligefrem præmieret for at arbejde så lidt som muligt. Man fik jo de samme ydelser fra det offentlige, selv om 16

17 % 70 Skatter og afgifter i pct af BNP fra forskellige lande i 2003, kilde: statistisk tiårsoversigt 2005 s , min bearbejdning, BBT Danmark Sverige Tyskland Holland UK USA Japan Indirekte skatter Direkte skatter Bidrag til sociale ordninger man slap billigere i skat. Dette gjorde den danske velfærdsmodel mere sårbar end andre landes og mere afhængig af, at folk faktisk arbejdede så meget som muligt. Mange og store herboende skatteydere var en forudsætning for den danske velfærdsmodel. Det betød, at truslen mod velfærdssamfundet ikke kun kom fra de mange almindelige danskere, der prøvede at bjerge sig ekstraydelser fra det offentlige, samtidig med at de betalte så lidt som muligt i skatter og afgifter. Den kom også fra de mennesker, der fx tjente en formue her i landet og derefter flyttede til udlandet med gevinsten, eller de mennesker, der drev erhvervsvirksomhed i Danmark fra en bopæl i udlandet, eller de mennesker, der tog en skattefinansieret uddannelse i Danmark og derefter tog arbejde i udlandet. Det er en trussel, som sandsynligvis vil forstærkes i fremtiden. I en internationaliseret verden er det nemlig blevet nemmere at skifte bopæl og arbejde over landegrænserne, ligesom det er blevet nemmere at flytte rundt med sin formue. Dermed risikerer det danske samfund, at ressourcestærke personer ud fra privatøkonomiske interesser i stigende grad fravælger det danske samfund og dets solidaritetsmodel på grund af det høje skattetryk. Dette vil igangsætte en ond cirkel: Jo flere af de velbjergede, der unddrager sig betalingen til fællesskabet, jo højere vil betalingen blive for de resterende, og jo mere attraktivt vil det så igen blive at unddrage sig regningen. Ligheds- og retfærdighedsproblemer Diverse undersøgelser tydede umiddelbart på, at lighedsmålsætningen i høj grad var blevet realiseret i den danske velfærdsmodel. Ikke alene var de danske indkomstforskelle forholdsvis små (omend voksende) i et internationalt perspektiv, men udligningen via skattesystemet og overførslerne var også ført videre end i andre lande. Trods dette havde den danske model alligevel åbenlyse ligheds- og retfærdighedsproblemer, hvoraf nogle med mellemrum indgik i den offentlige debat. Fx kunne det virke sært, at velstående familier kunne modtage overførselsindkomster i form af arbejdsløshedsdagpenge, overgangsydelse, efterløn, børnefamilieydelse m.m. Sådanne ydelser var nemlig uafhængige af familiens samlede indkomst. Det kunne også virke sært, at velstående pensionister kunne modtage en stor vifte af ydelser, blot fordi de var gamle. De gamle udgjorde nemlig ikke en ensartet gruppe, og bl.a. opbygningen af private og/eller arbejdsmarkedsbaserede pensionsord- ninger efter socialforsikringsmodellen var i fuld gang med at uddybe skellene i alderdommen. 17

18 Andre åbenlyse problemer udsprang fx af, at gevinster på fast ejendom og andre formuegoder ikke beskattedes, og at arv kun beskattedes begrænset. Dermed var vigtige kilder til ulighed holdt uden for udjævningssystemet. Tilmed betød internationaliseringen, at man på en række områder var tvunget til at bevæge sig væk fra princippet om, at de bredeste skuldre skulle bære de største byrder. Formueskatten blev således afskaffet i 1997, ligesom skatten på renteindtægter og aktie- og virksomhedsudbytter gradvist var blevet nedsat i 1980erne og 1990erne. Velfærdsstatens krise? I I990erne blev der hyppigt talt om, at velfærdsstaten var i krise, og det gjorde selvfølgelig indtryk i Danmark, at den svenske velfærdsstat løb ind i alvorlige problemer i nogle iagttagere brugte endda begrebet sammenbrud om de løbske offentlige udgifter, der betød, at de svenske politikere måtte slagte hellige køer: Dagpenge- og understøttelsessatser blev sænket, der blev indført mere brugerbetaling osv. Der var da også grunde nok til at tale om krise i Danmark og være bekymret for den danske models fremtid, selv om man havde undgået afgrunden" i 1980erne. Vi har allerede i det foregående været inde på de store offentlige udgifter og det næsten automatisk opadgående pres, ligesom vi har set på det rekordhøje skattetryk. Vi har også været inde på, hvordan internationaliseringen og den deraf følgende harmoniseringstendens i sig selv vil sætte den danske model under pres, fordi det vil blive stadigt vanskeligere for et samfund at skille sig ud fra de andre med et højere skattetryk, en mindre indkomst- og formuespredning eller med særligt gunstige velfærdsydelser. Hertil kommer den hyppigt omtalte demografiske trussel fra flere ældre og færre i den arbejdsdygtige alder - ældrebomben" eller den voksende forsørgerbyrde, som det malende blev beskrevet. Des- Helårspersoner Antallet af årige overførselsindkomstmodtagere, Kilde: Statistikbanken, min bearbejdning BBT Efterløn Førtidspension Revalidering & Kontanthjælp Arbejdsløshedsdag penge Sygedagpenge& Barselsdagpenge Arbejdsløshedsdagpenge Sygedagpenge& Barselsdagpenge Kommunal aktivering & AF-aktivering Orlovsydelser & ledighedsydelser Revalidering & Kontanthjælp Førtidspension Efterløn 18

19 uden var der problemerne med at integrere et stort antal indvandrere, som vi kommer tilbage til senere. Udgiftsniveauet, skattetrykket og fremtidsudsigterne var da også en vigtig del af det krisebillede, der tegnedes af velfærdsstaten. Andre hæftede sig mere ved, at velfærdsstaten trods de kolossale udgifter havde svært ved at løse sine opgaver og leve op til sine idealer. Vi har allerede været inde på discounttendenserne inden for sundheds- og uddannelsesområdet - det var en kilde til stadige frustrationer, at det land, der havde verdensrekord i skattetryk samtidig havde forfaldne skoler, lange ventelister på sygehusene og en strøm af eksempler på fx mangelfuld pleje af de svageste ældre. Vi har også været inde på lighedsog retfærdighedsproblemerne i forbindelse med skatteopkrævning og udbetaling af overførselsydelser. Udstødningen fra arbejdsmarkedet var endnu et grundlæggende problem i den danske (og europæiske) model. Udstødningstruslen Rigtig velfærd forudsætter vel, at der er plads til alle, at alle er lige værdifulde som mennesker, og at alle har muligheder for at leve det gode liv"? Dermed støder velfærdssamfundets idealer sammen med markedskræfternes rå værdifastsættelse. I den ene af skalaen var det åbenlyst, at nogle var mere værd end andre. Virksomhedsejere, direktører og højtefterspurgte specialister tog lønmæssigt afstand til den øvrige befolkning fra I98oerne og fremad, selv om løn-, indkomst- og formuespredningen stadigvæk var mindre i Danmark end i de fleste andre lande. I den anden ende af skalaen havde udviklingen siden Boerne været præget af udstødning fra arbejdsmarkedet. Antallet affolk i den arbejdsdygtige alder på overførselsindkomst var steget voldsomt. Den økonomiske krise havde været den nærliggende (og beroligende!?) forklaring på de mange overførselsmodtagere, og så længe der havde været tilstrækkeligt mange arbejdsløse, havde tidernes ugunst paradoksalt nok camoufleret en endnu mere grundlæggende udstødning: Mange/et stigende antal personer havde simpelthen ikke kvalifikationer og kræfter til at bestride de job, som det højeffektive, kapitalistiske samfund udbød. Flere tendenser virkede sammen. På den ene side voksede uddannelseskravene til de fleste job. Dermed blev mange skilt fra og henvist til konkurrence om jobbene på lavtlønsområderne. Da de private arbejdsgivere jo ville tjene på at ansætte eller beholde arbejdskraft, havde bl.a. det stigende mindstelønniveau gradvist forøget presset på arbejdskraften. Noget tilsvarende gjaldt for det offentlige område. Her havde beslutningstagerne været under et stadigt pres for besparelser, og også her blev krav og tempo sat i vejret. Mange mennesker kunne simpelthen ikke klare de øgede krav over et helt arbejdsliv. Dårlige rygge, nedslidning, udbrændthed, sygdom og stort medicinforbrug kunne optræde allerede, før folk var kommet til midten af det normale arbejdsliv, og dette var ikke kun forbeholdt folk uden uddannelse. Men folk med uddannelse havde selvfølgelig lidt større muligheder for at skifte retning undervejs i arbejdslivet. Mens nogle altså havde svært ved at leve op til arbejdsmarkedets krav over en længere periode, så var andre (især ældre) ikke længere efterspurgte, hvis de først havde mistet deres arbejde. Og så var der en hel del, der kynisk sagt aldrig nåede at blive efterspurgt af det krævende arbejdsmarked. Man kunne forsøge at løse problemet med den liberalistiske metode (som i USA) d.v.s. sætte mindstelønnen ned og dermed gøre det til en bedre forretning for arbejdsgiverne at ansætte folk, men en sådan linie mødte selvfølgelig modstand fra de ansatte, der ikke ønskede deres lønvilkår forringet, og fra fagbevægelsen, der forsvarede de ansattes rettigheder. Man kunne også prøve at lave et alternativt, offentligt understøttet arbejdsmarked med fleksjob, skånejob, aktiveringsjob og støtte til iværksættere, hjemmeservice m.m. Endelig kunne man også forsøge at opgradere de ledige gennem uddannelsestilbud, så deres arbejdskraft blev mere værd. Det blev de to sidste strategier, der blev anvendt, men åbenbart ikke nok til at undgå, at nogle faldt igennem sikkerhedsnettet. Den ny fattigdom" Det var et stadigt paradoks, at man kunne støde på tiggere, hjemløse, gadebørn, narkomaner, alkoholikere m.m. i et samfund, der var så rigt, og som i lighedens Gang på gang havde de svageste (som de 19

20 blev kaldt i den offentlige debat) været på den politiske dagsorden, og der var i årenes løb blevet vedtaget en lang række særforanstaltninger, uden at problemerne af den grund forsvandt. Nu måtte landets velfærdsminister (socialminister Karen Jespersen i bogen: Opgør med den ny fattigdom) i 1999 erkende velfærdspolitikkens grænser og appellere til privat godgørenhed": Der er en gruppe mennesker, der ikke har faet deres liv mærkbart forbedret af opsvinget. Det er dem, der i mange år har været uden kontakt til arbejdsmarkedet, de har ingen uddannelse og ofte store sociale og personlige problemer. Der kan være kontanthjælpsmodtagere, førtidspensionister, langtidssyge. Men det er også dem, der har lav livskvalitet: Depressioner, ensomhed, angst, aggressioner. De er det moderne samfunds underklasse. Underdanmark. Men de er ikke fattige i traditionel forstand. Ganske vist har de ofte ikke mange penge at leve for, men dagpenge og kontanthjælp ligger dog tæt på mindstelønnen. Og flere penge vil ikke i sig selv løse de sociale problemer. Det er mennesker, der er fattige på livskvalitet, fattige på indflydelse, uden oplevelsen af at have magt over deres eget liv. Den form for fattigdom kommer vi ikke til livs alene ved at have en sund økonomi og flere arbejdspladser. Vi skal i langt højere grad interessere os for og bekæmpe de forhold i samfundet, der på trods af forbedrede materielle vilkår stadig gør mennesker sårbare og holder de sårbare udenfor. Sådan en indsats er i gang, men vi kan nå meget længere. Det er det, denne bog handler om. Vi skal ikke kun forbedre de fysiske og materielle vilkår: Arbejde, boliger, børnehaver, sygehuse og plejehjem, eller det man kan kalde den ydre velfærd. I dag drejer det sig i høj grad om også at forbedre de sociale, menneskelige og psykiske vilkår: Troen på egne evner, handlekraft og evnen til at deltage i fællesskaber, eller det, der er blevet kaldt den indre velfærd (Pittelkow 1995). En styrket indre velfærd er ofte en forudsætning for at kunne forsørge sig selv, være en aktiv deltager i samfundet og opleve sit liv som vellykket. Det gælder i virkeligheden også de aller svageste - dem der faktisk kan meget lidt. De kan ikke forsørge sig selv og de skal ikke presses til alt muligt, de alligevel ikke kan klare. Men de kan sagtens få større indflydelse på deres tilværelse og oplevelsen af at være deltager i et fællesskab. Men et styrket indre velfærd er ikke alene et anliggende for den enkelte. Tværtimod kræver det, at samfundet vedkender sig sit ansvar det gælder staten, kommunerne og hver enkelt af os som medmennesker... Problemerne med den indre velfærd udspringer af manglende evne til at begå sig blandt andre mennesker, lavt selvværd, konflikter og ensomhed. Sådanne problemer kan kun løses i omgangen med andre mennesker. Derfor er der brug for større vægt på borgernes egne initiativer ude i samfundet civilsamfundet. Det er de nye fællesskaber i boligområderne, det frivillige sociale arbejde og virksomhedernes sociale ansvar. Det er også en større opmærksomhed på vores medmennesker i hverdagen, i boligområderne, i børnehaven, skolen, på arbejdspladsen og i sportsklubben. (Fra Karen Jespersens bog 1999) Per Flys film Bænken gav mange almindelige danskere et indtryk af hverdagsvilkårene for Underdanmarks førtidspensionister og kontanthjælpsmodtagere. Her sidder filmens hovedperson spillet af skuespilleren Jesper Christensen på bænken i selskab med sit barnebarn, som han i filmen får et behov for at tage sig af. (BBT) 20