Som desværre altid gør, at fokus bliver rettet udelukkende imod enkelte elementer i en større sammenhæng.

Transkript

1 Bestyrelsens beretning til stævne 2010 i Løjt. Af forbundsformand Arne Christensen Det er nu igen et år siden vi sidste var sammen i dette regi. Sidste år i oktober i Tønder. Jeg vil derfor gerne starte med, at takke Tønder frivillige Brandværn for tilrettelæggelsen af dette stævne, som forløb helt efter planen. Så vil jeg tage hul på formandens / bestyrelsens beretning for det sidste år. Et år som har budt på, hvad jeg vil sige usædvanlig mange udfordringer, både for bestyrelsen, men også ude i mange værn og kommuner. Mange endda med store overskrifter til følge. Som desværre altid gør, at fokus bliver rettet udelukkende imod enkelte elementer i en større sammenhæng. Med et, til tider, meget forkert billede af helheden. Især for folk uden direkte viden og indsigt. Derfor er det meget vigtig for mig, at få noget fundamentalt slået fast. I det forløbne år, er brandslukningen i det sønderjyske, varetaget af frivillige brandværn. Det er foregået på en god og professionel måde, som jeg ikke tror nogen kunder, har andet end godt at sige om. Vi leverer varen akkurat lige så godt som alle andre steder i landet. Langtfra på samme måde, men det spiller ingen rolle, så længe vi gør det godt. Det synes jeg alle har grund til, at være stolte af og jeg vil gerne takke jer for indsatserne. I meget, meget store træk. For når det er sagt er der selvfølgelig ting/ overskrifter, som flere gene ville være foruden. Jeg synes bestemt ikke det som formand er sjov læsning når overskriften er Sønderjysk autosprøjte kørt galt. Chauffør havde ikke kørekort. For det første fordi, at det findes der ingen undskyldninger for og dermed heller ikke meget hjælp til. Enkelte var af den opfattelse, at vi som forbund skulle søge, at gå ind og mægle eller prøve, at finde en mindelig løsning på problemet, men det kan vi selvfølgelig ikke. Har man lavet sådan noget må man stå ved sit ansvar og de konsekvenser der eventuelt følger. Det kunne være det eller for den sags skyld kørsel til stationen. Vi må, i ingen af tilfælde bryde loven. Der findes ingen særregler for os og det tror jeg heller ikke nogen i fuld alvor mener, at vi skal have. Når det så alligevel sker, kan vi ikke tillade os, at forvente, at kommunen kigger på uden, at gribe ind. Med andre ord, acceptere det der er foregået. For det andet fordi, at der desværre er en tendens til, at når sådan noget sker, bliver vi i det øvrige Danmark kæmmet over en kam. Så er det sådan man gør i de frivillige brandværn punktum. Og det er brandærgeligt. Sådan kunne man ikke drømme om, at tænke hvis de i Svendborg har haft et uheld eller dummet sig. Sådan gør de på Fyn. Deri har vi måske nok selv en andel af skylden, da vi også altid den anden vej har solgt os samlet og sagt at sådan gør vi i de frivillige brandværn i Sønderjylland. Og med rette været stolt af det. 1

2 Den lige nævnte overskrift her kom desværre i kølvandet på en række andre af slagsen. Som heller ikke virkede særlig fordrende for vores system. Men til gengæld ikke helt uventet i min verden. Nemlig dem som omhandlede nedlæggelser. Som er koncentreret om Sønderborg og Aabenraa kommune. Bestemt ikke overskrifter som gør mig glad. Men som sagt havde jeg forventet dem. Jeg havde måske nok håbet, at vi havde kunnet undgå selve overskrifterne, men det var nok lidt naivt. Når vi er ude at snakke noget så alvorligt som nedlæggelse af, ikke alene et værn, men mange værn. Ja så vil det til enhver tid være kræs for medierne. Og godt for det. Men decideret nedlæggelser er noget vi som sådan har været forskånet for indtil nu. Af flere forskellige grunde. Vores engagement i de enkelte byer har været så enorm, at vi simpelthen ikke kunne undværes. Ingen politiker har turdet tage hul på den snak, der har ligget på niveau, med skole lukninger. Vi har, uden de store problemer, passet de forpligtigelser, som vi har skrevet under på, at vi vil. Alle tre punkter, har så på en elle anden måde været udsat for lidt hærværk. Der er ikke længere helt så mange arrangementer i de enkelte byer, som tidligere. Grundet 2 forhold. Behovet er ikke så stort hos beboerne, som før. Tilbuddene er i dag så mangfoldige og af en lidt anden karakter end tidligere Det er heller ikke ligeså nemt, at få brandfolk til, at trække så store læs som det har været. Vi er alle meget hårdt presset af en kalender, hvor både hverdag og week ender desværre, stort set er booket hele tiden. Og især week ender bliver mere og mere hellige. I den forbindelse kunne jeg passende nævne vores årlige march, som jeg i år gerne vil takke Hellevad for at have arrangeret. Men hvor deltager antallet desværre, er ved at være nede på et kritisk lavt niveau. Jeg håber, at der trods alt stadig er nogle der vil tilrettelægge. I så fald bedes I sige til. Nu er det efterhånden legalt, både at snakke skole lukninger og nedlæggelser af brandværn. Ingen, med tilknytning til det kommunale system, kan vist længere føle sig sikker. Alt bliver gjort op i penge og selv det mindste beløb kan have interesse. En lokal politiker i dag er ikke længere en person der sætter mange skibe i søen og i det hele taget har nogle visioner for kommunen og dens borgere. Nej det er en person der sidder med en lup og kigger i budgetter og den bedste, er ham der finder flest besparelser. Til det sidste punkt kunne jeg starte med at sige, at det er forpligtigelserne, der har ændret sig markant. For det er fakta, at de har det. Forpligtigelserne er blevet flere og anderledes. Nogle faktorer der umiddelbart ikke er nemt, at ændre ved. Men der er måske især også sket det, at der er lidt mere kontrol af de mennesker der udfører jobbet. Ikke kun i Sønderjylland, men i det ganske land. Jeg må sige, at jeg bifalder begge forhold. Selvfølgelig indstiller og omstiller vi os i forhold til de risici der engang er i samfundet og for borgerne. Som især udmønter sig i andet udstyr og anderledes og mere uddannelse. Men det må også være på sin plads, at nogen kontrollerer, at så vigtige jobs og opgaver bliver udført, som forventet. Hvem er det der går ud over, hvis det modsatte er tilfældet. Ja det er skadelidte og det kan ingen forsvare. Det er vel at mærke heller ikke kun et sønderjysk fænomen. Kontrollen findes alle steder. Ikke fordi at jeg i den forbindelse, er tilhænger af det der bliver kaldt kontrolsamfund, men her skal vi altså være 100 procent sikker på fakta. Tillige med er der sket det, at de små byer er blevet endnu mindre. Og især målt på 2

3 arbejdspladser. Som har gjort at det, på især nogle tidspunkter af dagen, har gjort det svært at skaffe det nødvendige mandskab. Disse faktorer, plus måske et par stykker mere, har gjort at man i de 2 nævnte kommuner, i løbet af det sidste år har mere end overvejet at nedskære på antallet af værn i kommunen. Som egentlig blev startet af os selv. Eller i hvert fald et af vore værn Sønderborg. Som melder ud, at de vil nedlægge sig selv. På grund af problemer, med at overholde de nævnte forpligtigelser. Det kniber simpelthen med, hver gang at stille med det nødvendige mandskab. Ikke på grund af byens størrelse, men mere antallet af udrykninger. Og det tror jeg egentlig ikke nogen kan sige meget til, når vi er oppe på ca 300 udrykninger om året. Det er simpelthen mange opgaver, at skal løse på frivillig basis. Også for mange efter min mening. Så til det har jeg ikke så mange kommentarer, andet end jeg respekterer deres udmelding. Men selve håndteringen af sagen og især selve offentliggørelsen af den er jeg mindre imponeret af. De fleste af os måtte nøjes med de store overskrifter i avisen. Det gælder både forbundet og flere andre værn i kommunen. Med hensyn til forbundet er det sådan at når der er konkrete problemer nogle steder blander vi os ikke, med mindre vi bliver bedt om det, eller det får generel karakter. Det sidste gjorde det i høj grad på et tidspunkt, da kaptajnen i Sønderborg blev citeret for, at sige ; frivillige brandværn kan koste menneskeliv. Da var jeg ved at få noget galt i halsen og fra det tidspunkt var vi med på banen. Jeg svarede skarpt igen i avisen, som gjorde at jeg fik en vred kaptajn fra Sønderborg i røret. Det viste sig, som sædvanlig kan man næsten sige, at Mads ikke var blevet citeret helt korrekt. Det fik vi så rodet bod på, men jeg havde da meget gerne set, at vi meget før var inviteret ind på banen og i det mindste var blevet orienteret om hvad der foregik. Men ellers fortsatte historien i medierne. Nu med hvilke konsekvenser Sønderborg frivillige brandværns beslutning, ville få fra kommunens side. Oprettelse af et beredskab i Sønderborg by med deltidsansatte brandfolk. Nedlægning af op til 10 brandværn. Med sådanne meldinger sker der noget. Stor frustration blandt alle værn. Borgere der kommer på barrikaderne o.s.v. Også i vores bestyrelse var vi aktive. Vi havde møde med mange relevante personer. Jeg var på rundtur med både lokal og folketingspolitikere. Og alle gjorde hver især en indsats. Fra kommunens side tilbød man så, at komme rundt til samtlige værn og tage en snak. Som jeg lige netop mener man skulle have gjort inden den første sætning kom i avisen. Som skal være min aller største opfordring til cheferne og kommunen. Lad vær med at trække noget ned over hovedet på folk og især ikke gennem avisen. Folk der i mange år har ydet et kæmpe stykke frivillig arbejde fortjener ikke sådan en behandling. Læg kortene på bordet fra første sekund og søg, så at find en løsning i fællesskab. Det tror jeg alle får mest ud af i den sidste ende. Hvilket egentlig kan bekræftes af, at turen rundt faktisk også gav ændringer. Man fik i fællesskab kortene vendt og drøftet. Nogle steder var man enig i, at en nedlæggelse var den bedste løsning for alle. Andre steder havde man så gode argumenter for beståen, at det blev resultatet. Et enkelt sted blev det en sammenlægning af 2 værn. Men nu straks med helt andre attituder. Dermed ikke sagt, at alle er glade, men det er nok ikke muligt, når man skal sådanne processer igennem. Og det konkrete resultat er en indstilling til kommissionen i Sønderborg om nedlæggelse af 6 værn. Som ingen selvfølgelig går og glæder sig over. Herunder også beredskabschefen efter min bedste overbevisning. Som jeg ikke er i tvivl om gerne havde set alle værn / stationer i Sønderborg kommune havde fået lov, at køre videre. Hvis han samtidig havde vished 3

4 for, at alle krav blev overholdt og økonomien samtidig var hertil. Det er en gang bare ham der er manden, som skal føre kommunalbestyrelsens beslutninger ud i livet om han kan lide eller ej. Men forholdene i Sønderborg kommune er simpelthen bare af en karakter, der gør at en justering i forhold til 2010 er nødvendig. Så vidt så godt. Egentlig var jeg så af den opfattelse at man i Aabenraa havde sat gang i de ændringer, man gerne ville igennem der. Nemlig ændring af nogle stationer til det, man kalder niveau 2 stationer. Som konkret er lig med mindre køretøjer, og måske mandskab på sigt, men til gengæld er de fleste forpligtigelser væk. Med den model, undgår man nedlæggelser. Men sådan viste sig ikke helt, at være. Da der, igen kan man desværre sige, pludselig, kommer en melding fra Aabenraa kommune. Nu hedder planerne pludselig nedlæggelse af 8 værn. Igen en beslutning der alene er truffet i hovedkvarteret. Så ikke noget at sige til, at man blandt værnene efterhånden er lidt frustreret. Frustrerede folk er ikke motiverede folk, som frivillige brandfolk engang bare skal være. Derfor er denne metode simpelthen ikke smart det vender jeg lige tilbage til. Her er det så ikke en tur rundt blandt værnene der senere ændrer beslutningen. Men en ændret holdning ved en af de politikere der, åbenbart sidder tungt på vægtskålen. Som I første omgang har betydet, at nedlæggelserne igen er stille i bero, men det er heller ikke definitivt taget af dagsordenen. For den vigtigste grund til nedlæggelserne havde selvfølgelig noget med økonomi at gøre og den har ikke pludselig ændret sig i takt med politikerens standpunkt. Så nu er hvert enkelt værn blevet pålagt, at finde besparelser, eller måske drøfte sammenlægning med naboen. Samtidig med, at de skal bevise ved både indsatser og øvelser, at de hver eneste gang stiller med det nødvendige mandskab indenfor det lovede tidsrum, og dermed, hvad det angår, har sin berettigelse. En proces der strækker sig til 1. april. Egentlig er vi også der, som jeg lige har nævnt. Nu blev værnene i det mindste inddraget i beslutningen og har fået muligheden for indflydelse. I sidste ende er det ikke sikkert det ændrer noget, men jeg er overbevist om at beslutningerne / ændringerne bliver bedre modtaget. Og dem er jeg overbevist om, kommer. Så alt i alt - over de sidste par år. Så synes jeg, at forholdene omkring beslutninger og kommunikation i Aabenraa kommune, skriger lidt til himlen. Det har ikke været mulig for nogen, at finde ud af hvilken retning man fra kommunen ville og hvordan. Som alt andet lige er lig med frustration og utilfredshed blandt værnene. Som så yderligere gør det sværere med kommunikationen og det daglige samarbejde. Altså en rigtig dårlig og ond spiral. I min verden, fuldstændig unødvendig. Så hermed mit forslag til hvordan hele den situation skal tackles. Man skal starte med i kommunen/ beredskabskommissionen, at lægge sig fast på hvad det er man vil. Ikke kun det næste halve år, men lave en langsigtet strategi vil man fortsætte med at have frivillige brandværn til, at tage sig af brandslukningen. I givet fald så fra hvor mange stationer, med hvor mange køretøjer og hvor mange brandfolk. Her skal man så blive enig inden man begynder med nogle udmeldinger overhovedet. Når det er sket skal man, selvfølgelig sammen med beredskabschefen, sætte sig ned sammen med det beredskab man har og så inddrage dem. Måske overveje, at inddrage Sønderjysk frivillige Brandværnsforbund, som gerne sidder med for, at finde passende løsninger. Lægge kortene på bordet og have en passende tidsramme til, at få forholdene rettet til på. Være fleksibel overfor flere løsninger og sidst 4

5 men ikke mindst huske på hvilke folk det er man sidder overfor, og hvilket system de repræsenterer. Det er ikke helt det samme som hvis det er nogle højt lønnede afdelingschefer fra andre afdelinger i kommunen. Vi skal have den nuværende frustration der findes i øjeblikket vendt til den gammelkendte og nødvendige motivation, som i den grad kan hentes hos hver enkelt frivillig brandmand. Nu har jeg stærk på fornemmelsen hvad de enkelte beredskabschefer straks vil sige til dette. Det kan ikke lade sig gøre, da samtlige værn kun kan sige et. Vi vil bestå og vi vil beholde alle vore køretøjer. Der er så her vi i forbundet måske kunne bidrage med lidt. Hvilket jeg allerede nu vil prøve på. Nu trækker jeg så måske nok en gammel traver ind i manegen. Men jeg vil gerne igen bede om, at man ude i værnene objektiv vurderer, på sig selv. Husk, at det er vores kunder / skadelidte der bliver snydt, hvis ikke vi forholder os til de fakta der er, selvom vi måske gerne så dem lidt anderledes. Hvis der er nogle af de grundlæggende forhold der ikke er i orden hjemme på stationen, af den ene eller anden grund og der ikke lige er udsigt til, at det ændrer sig væsentlig, jamen så bliver man nødt til at overveje om en nedlæggelse eller sammenlægning ikke er den bedste og eneste løsning. Er disse forhold i orden på 3 stationer der ligger inden for en radius af 5-6 kilometer, hvor en med lethed kunne løse opgaven, er man måske også nødt til at være med til at søge utraditionelle løsninger. Vi bliver nødt til at lytte og forholde os til, hvad kommunen har at slås med og gerne vil have os til, at hjælpe med. Som i de fleste tilfælde omhandler økonomi. Og dette gælder selvfølgelig ikke kun værnene i Aabenraa kommune. Nu lyder dette for nogle af jer, måske som om jeg nærmest er tilhænger af nedlæggelser og overhovedet ikke bekymrer mig om jer der står for skud. Det er ikke tilfældet, men det er mit job som formand for Sønderjysk frivillige brandværnsforbund, at tænke på helheden. Ikke kun lige nu, men så langt ud i fremtiden som mulig. Jeg har sagt det før og mener det stadig. Hvis vi stædig hver især vil fastholde vores position og ikke aktiv vil være med til ændringer eller forandringer kunne vi også kalde dem. Så risikerer vi en dag, at miste det hele på gulvet og så er det for sent. Jeg er fast overbevist om at alle, også politikere og beredskabschefer, gerne ser brandslukningen fortsat bliver foretaget af os frivillige brandværn. I mange år ud i fremtiden. Det gør vi selvfølgelig også. Så lad os nu i fællesskab vise resten af Danmark og det danske beredskab, at det også kan lykkes. Da jeg er sikker på, at omtalte projekt nok skal lykkes vil vi fortsat have et fænomen der hedder hvervning af nye frivillige brandfolk. Som er et af det steder vi fra forbundet virkelig gerne vil være behjælpelig med nogle tiltag. Det var derfor en meget stor skuffelse, at konstatere at de2 millioner regeringen har afsat på landsplan til afhjælpning af dette problem, som findes overalt, ikke kan søges af os i Sønderjylland. Det er landsklubben og FKB der er valgt til, at administrere og uddele pengene. Som altså udelukkende er forbeholdt lønnede ansatte. Vi skal nok og har også opponeret imod det, men jeg håber da også, at vore beredskabschefer herfra via FKB vil prøve, at gøre noget ved dette. Jeg håber så inderligt, at de ønsker vi har fremsendt, sammen med landsklubben og beredskabsforbundet, til det nye beredskabs forlig bliver hørt, da der deri er ønsker om nogle penge til os til blandt andet dette problem. 5

6 Jeg håber stadig I hver især er kreative på området og gør hvad I kan for at få nye medlemmer. En metode der flere steder har været en succes er en direkte henvendelse til de unge mennesker. Lidt større arbejde end en annonce, men det betyder vel mindre hvis det bare giver nye folk. Der er dog stadig mulighed for en økonomisk håndsrækning til et hverve projekt, såfremt man barsler med et sådant. Vi har mulighed for, at få nogle midler frigivet ved beredskabsforbundet, som har en konto til samme. Måden det foregår på, er at sende en beskrivelse af projektet og økonomien i det, til os. Så formidler vi det videre. Et andet arbejdsområde for bestyrelsen i året der er gået har været stort kørekort. Som vi har prøvet, at få oprettet i AMU regi. Et kursus på 3 uger, der gav ret til alene at føre stort køretøj. Vi undersøgte behovet her i Sønderjylland og afleverede resultatet til FKB, som har gjort det i det øvrige Danmark. Vores resultat vist et klart behov på ca 200 og derudover ca 75 hvert år. Desværre viste det sig ikke, at være landsdækkende. Der havde man simpelthen ikke interessen, i at få disse kurser i AMU regi og derfor er vi desværre nødt til, at erklære denne løsningsmodel for død. Hele landet skulle være med, hvis projektet skulle blive til noget. Der er køreskoler, der prøver, at være fleksible på flere måder, men tidsforløbet er desværre stadig den samme. Der bliver i øjeblikket, på landsplan, arbejdet på, at få en lidt anden struktur på vores uddannelse. Hvor vi fra vores bestyrelse har fået lov, at være repræsenteret i dette udvalg, ved undertegnede. Når jeg siger det sådan er det hovedsaligt fordi at i store træk sker der ikke det store. Vi vil stadig have en grunduddannelse og en funktionsuddannelse. Tidsrammen på de i alt 222 timer er uforandret. Fordelt med 74 timer til grunduddannelse og 148 timer til funktion. Derindimellem er der et praktik model, som ikke er nærmere beskrevet heller ikke med krav hertil. Så det kan i praksis springes over. Såfremt nogle har et ønske om at gå direkte fra grund til funktions delen. Som jeg bestemt ikke vil anbefale. Men i stedet fordele det over de 3 år, som er det tilladelige. Med grunduddannelse det første år. Derefter hjem på station i praktik et år, for så at slutte med funktionsuddannelse det sidste år. Som vel også er måden vi gør det på nu de fleste steder. Der er selvfølgelig nogle forskelle i forhold til den nuværende struktur hvor jeg her vil nævne de største: Al ny undervisning lægger op til en noget større inddragelse af eleven i hele den proces, det engang er og sådan er det også i dette tilfælde. Det vil sige, at eleven selv skal være med til, at finde både stærke og svage sider ved sig selv. Kontinuerlig i hele processen. Hvor så de svage sider skal søges styrkes. Som dermed stiller noget større krav til instruktøren, som faktisk skal udføre en differentieret undervisning. Grunduddannelsen vil sætte personen i stand til at indgå i udrykningsstyrken, virke som hjælper ved indsatser i redningsberedskabet. Betjene åndedrætsbeskyttelsesudstyret udenfor altså ikke som røgdykker. Desuden må personen selvstændig håndtere en tilskadekommen og betjene frigørelsesudstyret. Som er nogle flere kompetencer end tidligere. Der vil efter grundmodulet være en prøve, der skal beståes. Som er en gruppeprøve. En gruppe skal altså i fællesskab gennemføre en indsatsrelateret handleprøve. Som bliver overvåget af instruktør og en censor. De vurdere her den enkeltes præstation. Der vil derfor også blive givet individuel feed back, hvor afgørelsen er bestået eller ikke bestået. Ved ikke bestået vurderes hvad der skal gennemgåes igen, for at eleven er klar til en ny prøve. 6

7 Funktionsdelen på 148 timer ligner lidt mere den nuværende. Dog igen med en mere individuel indlæring med den enkelte elev i centrum. Med løbende evaluering under hele processen, hvor man så kan forbedre eventuelle svage sider. Den afsluttende eksamen er som den nuværende. En individuel præstation med kammeraterne, som hjælpere. Hvor man ved bestået selvfølgelig får sit bevis. Hermed så den største og måske bedste nyhed. For hele uddannelsen gælder, at formålet med læringen opnås gennem praktiske lektioner og øvelser. Den nødvendige teori gennemføres i tæt samspil med det praktiske emne, som lektionen omhandler. Med andre ord en langt mere praktisk orienteret uddannelse som gør, at man ikke behøver være professor, for at komme igennem. Som vi længe har efterlyst, da det er vanvittigt, at man har risikeret at skulle sortere dygtige og praktiske personer fra p.g.a måske ordblindhed. Så alt i alt noget der ser fornuftig og spændende ud, men det skal lige siges at det endnu kun er i forslag og ikke endelig vedtaget. Jeg vil slutte af med lidt nyt fra det jeg til stadighed vil kalde vores alle sammens museum. Som jeg føler mange har et lidt ambivalent forhold til. Man er glad og stolt ved det. Men når det kommer til, at skal yde en indsats for dets beståen, ja så kniber det mere. Jeg kan nok ikke her tillade mig kun at rette kanonen ind mod jer brandmænd og brandværn, for det tangerer til en vis grad nok også holdningen lidt i vores bestyrelse. Vi har førhen brugt adskillige timers bestyrelsesarbejde på museet. Som vi på tidspunkt mente måtte have en ende. Derfor var det med glæde vi tog imod tilbuddet fra museets venner om at stå for driften. I dette arbejde ligger 2 helt væsentlige opgaver. At få nogle midler tilført til den årlige drift, samt noget personale til den daglige pasning. Det er ikke nemme opgaver, men er indtil nu blevet løst. Vi har været heldige at kommunerne har støttet os hvert år. Vi har ved jobcenteret kunne får ledige til pasningen. Nu er vi så løbet ind i det problem, at vi ikke længere kan få ledige over til museet, med mindre der går en der kan lære og støtte denne person. Og hvis vi havde sådan en behøvede vi jo ikke en person mere så det er et problem. Det vil vi søge at løse ved at søge, at ansætte nogle pensionister, der kan tilbydes en mindre timeløn. Som vi så dog også skal have dækket af kommunerne. Så med den velkendte økonomi der, kan vi have store problemer i vente. Som sædvanlig vil vi ikke tage nogle sorger på forskud, men gå til opgaven med krum hals. Det skal til gengæld heller ikke være nogen hemmelighed, at det i mine øjne ser sort ud for museet, hvis ikke dette lykkes af den ene eller den anden grund. Jeg tror ikke på, at det igen skal være en opgave bestyrelsen skal ind og bruge de mange timer på, at få til at gå op. Så er jeg bange for at en lukning i stedet kommer på tale, da det jo alt andet lige vil være meget ærgerligt for hele vores historie, vil jeg da meget gerne slutte med kraftig, at opfordre jer til, at tænke kreativ om vores museum. Har I en god ide eller nogle folk der vil yde lidt for vores museum, skal I endelig sige til til os eller museets venner. Nu sidder der måske en enkelt og undrer sig over noget jeg ikke har omtalt. M,åske også en der undrer sig over tiden jeg brugte på noget andet. Men sådan blev det i år. Jeg håber alle synes det er passende, at jeg slutter af med vort, til evig tid og måske især i disse tider, aktuelle motto : Én for alle alle for én. Gud til ære næsten til værn. 7