Børn med ADHD to verdener, én krop

Transkript

1 Børn med ADHD to verdener, én krop Bachelorprojekt University College Sj. / Roskilde 07N Anne Pedersen Christina Bennekov Joan Odgaard Marianne Odgaard Vejleder: Sofie Rosengaard Censor: Steen Pedersen

2 Indholdsfortegnelse: Indledning: (fælles)... 4 Problemformulering: (fælles)... 5 Teori og metode: (fælles)... 6 Afgrænsning: (fælles)... 7 Case: (fælles)... 8 Del 1. Vilkår for børn med ADHD i det senmoderne samfund... 9 Børn med ADHD i det senmoderne samfund: (Christina)... 9 Normalitet og afvigelse i det senmoderne samfund: (Marianne) Samfundets indvirkning på udvikling af ADHD hos børn og unge:(anne) Delkonklusion: (Fælles) Del 2. Definition, udredning og behandling af børn med ADHD Definition af ADHD: (Anne) Russel Barkleys teori om ADHD - og hjernens eksekutive funktioner: (Anne) Udredning af diagnosen: (Joan) Medicinsk behandling af ADHD: (Marianne) Kostens betydning: (Christina) Delkonklusion: (fælles) Del. 3. Sociale kompetencer i det senmoderne samfund Sociale kompetencer - Pædagogisk praksis med fokus på det sociale: (Marianne) Sanser og perception: (Christina) Oplevelsen af sammenhæng hos børn med ADHD: (Anne) Delkonklusion: (fælles) Del 4. Den professionelle tilgang Anerkendende og underkendende kommunikation: (Christina) Signs of Safety : En løsningsfokuseret tilgang: (Joan) Delkonklusion: (fælles) Del 5. Inklusions og eksklusionsbegrebet i perspektiv til barnet med ADHD i skoleregi Inklusion og eksklusion af børn med ADHD: (Joan) Folkeskolen: (Christina) Specialskolen: (Anne)

3 Diskussion: (fælles) Konklusion: (fælles) Perspektivering: (fælles) Litteraturliste: Bilag 1: Bilag 2: Bilag 3: Bilag 4: Bilag 5: Bilag 6: Anslag. Anne: Christina: Joan: Marianne: Fælles: Anslag i alt:

4 Indledning: (fælles) I TV ØST kunne man d. 27. april 2011 se interview med Christian (20 år), som har diagnosen ADHD. Han husker tydeligt sin tid i den almindelige folkeskole; Jeg kunne ikke koncentrere mig, der var alt for mange børn, og alt for meget til at forstyrre. Jeg kunne ikke læse og skrive, og jeg var ikke i stand til at være social, eller til at tage kontakt med læreren. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle bære mig ad (Web.1) De fleste børn i Danmark tilbringer en stor del af deres hverdag i en daginstitution og senere skole. Det betyder, at de socialiseres i to forskellige arenaer. Lars Dencik 1 har konstrueret begrebet dobbeltsocialisering ud fra det faktum, at det hører med til den moderne barndoms forudsætninger. Barnet lever i de to forskellige sociale sammenhæng familie/daginstitutionen, og hvert miljø har deres forskellige adfærdsforventninger til barnet, og at det indebærer særlig udfordringer som barnet skal håndtere (Dencik, 1999, s. 245). Dobbeltsocialiseringen bevirker, at barnet tidligt kommer i kontakt med andre voksne end deres forældre, og andre børn. De fleste børn klarer overgangene og skiftene mellem de forskellige kontekster. Men for nogle børn er dette en udfordring, der kræver støtte. Samarbejdet og samspillet mellem familien og de professionelle omkring barnet er afgørende for kvaliteten. Samarbejdet er især vigtigt, når det drejer sig om børn med særlige behov, herunder børn med ADHD - hvis adfærd afviger fra hvad der karakteriseres som normal adfærd (ibid). Både forældre og de professionelle voksne må nødvendigvis se sig selv, som en del af et større samlet system. Hvor alle bidrager til, at indgå i et samspil med hinanden og med barnet om socialiseringen og udvikling (Jørn Nielsen 2008, s ). Vi har alle fire gennem vores uddannelse været i kontakt med børn og unge, der har haft svært ved at leve op til de forventninger, der stilles i henholdsvis daginstitution og skole. Flere børn og unge end nogensinde før bærer rundt på en klinisk diagnose - en af dem er ADHD(web.2). Kernesymptomerne på ADHD er ifølge det danske referenceprogram: 2 (web.3). opmærksomhedsvanskeligheder samt hyperaktivitet og impulsivitet - i varierende grad. Disse adfærdsmæssige tilstande kan gøre, at nogle af børnene i en almindelig folkeskole kan have svært ved at leve op til såvel de faglige som sociale forventninger der stilles; f.eks. undervisningens form, 1 Lars Dencik,(1941), svensk professor i social psykologi. 2 Sundhedsstyrelsen har udarbejdet tre referenceprogrammer på det psykiatriske område, som sammenfatter og stiller den seneste faglige viden/evidens og erfaring til rådighed for sundhedsvæsenet. 4

5 og at kunne passe ind i en klasse med mange elever, hvor kravet er at sidde stille og høre efter i op til to lektioner 3 (web. 4). Et ekspertudvalg under regeringen har foreslået, af blandt andet økonomiske årsager, at lukke halvdelen af landets specialskoler, og inkludere disse børn i den almindelige folkeskole. For nogen børn med ADHD-symptomer, kan det få negative konsekvenser, da vilkårene i en folkeskoleklasse kan være op til 28 elever, og børnene på specialskolen er vant til klasser med 6-8 elever (web.1). Idéen til dette bachelorprojekt er blevet til på baggrund af refleksioner over pædagogisk praksis, hvor vi professionelt har haft relationer til børn og unge med diagnosen ADHD. Behandlingen af børn med ADHD involverer ifølge det danske referenceprogram ofte medicinsk behandling, fulgt af en anbefaling om, at denne følges op med psykologisk/pædagogisk bistand. Vi vil i vores opgave sætte fokus på pædagogiske handlemuligheder, som børn og unge med ADHD kan have nytte af i pædagogisk praksis, i henholdsvis folkeskole og specialskole. Vi arbejder derfor ud fra følgende problemformulering: Problemformulering: (fælles) Hvordan kan vi som pædagoger skabe udviklingsstøttende rammer for børn og unge med diagnosen ADHD? På hvilken måde kan vi styrke børnenes sociale kompetencer, og skabe tillid i deres relationelle virkelighed i skoleregi? For at besvare problemformuleringen vil vi undervejs komme omkring følgende problemstillinger: - På hvilken måde påvirker ADHD det enkelte barns perception og sociale samspil? - Hvordan kan vi som pædagoger inkludere børn med ADHD uden at ekskludere? - Hvilke pædagogiske handleanvisninger kan vi som anerkendende pædagoger bruge, for at skabe de optimale læringsrammer for den enkelte? 3 Ifølge ringetider på Østre Skole 5

6 Teori og metode: (fælles) Vi har valgt at bygge dette bachelorprojekt op om en case, der omhandler en dreng med diagnosen ADHD. Casen er taget fra Susanne Broengs Kan Troldebørn Elskes? og er redigeret så den harmonerer med vores problemformulering. Vi vil i opgaven løbende komme med eksempler fra casen, og når vi i opgaven henviser til den, markeres teksten med kursiv. Som vi uddyber senere, anvender vi også informationer fra Østre Skole og Fjordskolens hjemmesider. Dette for at vise, hvordan der på Østre Skole arbejdes med inklusion af børn med ADHD, sat op imod et specialskoletilbud her Fjordskolen. Vi vil i opgavens første del anvende Lars Denciks teorier om socialisering samt hans sommerfuglemodel til at belyse børn med ADHD s vanskeligheder i det senmoderne samfund. Derefter vil vi via Jesper Holst og Morten Ejrnæs se på normalitet og afvigelse, for at belyse afstanden mellem forståelser og intentioner i den specialpædagogiske debat og den faktiske pædagogiske virkelighed. Vi anvender Bourdieus begreber for at vise, hvordan de samfundsmæssige vilkår for børn med ADHD kan forstærke deres symptomer. Vi anvender Russell Barkleys teori om ADHD for at give en forståelse af børnenes handicap. Vi vil med professor og overlæge Per Hove Thomsen og Dorte Damm gøre rede for udredning af diagnosen. Gennem referenceprogrammet for ADHD belyser vi standardbehandlingen af børn med diagnosen i medicinskregi. Som kontrast benyttes Eia Asen, som stiller spørgsmålstegn ved om hvorvidt ADHD er en medicinsk tilstand eller en problematisk adfærd. Som en af pædagogens handlemuligheder har vi valgt at fokusere på kostmæssige alternativer til medicineringen. Her anvender vi Frede Bräuner og Karin Nørby. Vi bruger Per Schultz Jørgensen til at belyse kompetencebegrebets aspekter. Susanne Broeng viser os, hvordan vi gennem anerkendelse bevarer individets integritet. Vi anvender Anne-Merete Hallas-Møller til at gøre rede for sansemæssige forstyrrelser hos børn med ADHD. Vi bruger de tre nøglebegreber i Aaron Antonovskys teori, Sense of Coherence, til at fastslå at børn med ADHD behøver støtte for at kunne opnå sociale kompetencer. Vi anvender Berit Baes teori om anerkendende pædagogik ift. ADHD-problematikken. Via Signs of Safety og Benny Lihme inddrager vi en pædagogisk, løsningsfokuseret tilgang til forældresamarbejde, der illustrerer, hvordan man ved at fokusere på barnets ressourcer og kompetencer fremmer udviklingen for det enkelte barn og familie. 6

7 Med Bent Madsen og Per Schultz Jørgensen vil vi definere inklusion og eksklusion, og hvilke faktorer, der kan ligge til grund for, at barnet henholdsvis bliver inkluderet og ekskluderet i folke - og specialskolen. Vi anvender informationer fra Østre Skoles egen hjemmeside, samt Tine Basse Fiskers undersøgelser om ADHD i folkeskolen. For at belyse specialskolernes betydning bruger vi Fjordskolen i Holbæk. Efter 5. del vil vi diskutere hvilken betydning det har for børn med ADHD at gå på henholdsvis en folkeskole contra specialskole. I diskussionen belyses begreberne inklusion og eksklusion, for at klargøre hvilken indflydelse barnets placering har for udviklingen af sociale kompetencer. Afgrænsning: (fælles) Vi har i vores bachelorprojekt valgt et primært fokus på børn i alderen 7-14 år, der har fået stillet diagnosen ADHD. Når vi i denne opgave skriver børnene, refererer vi til hele målgruppen. Vi afgrænser i.f.t. diagnosen, og er opmærksomme på, at der er flere typer og grader af diagnosen ADHD, og at der kan være forskel på de symptomer, der ses hos børnene. Fokus er på de børn, der har en svær grad 4 af ADHD (web.5). Samtidig ved vi, at der kan være forskel på kernesymptomerne hos hhv. drenge og piger, men går ikke ind i problematikken omkring kønsforskelle. Vi afgrænser os fra en uddybning af det senmoderne samfund som helhed, og fokuserer på de problematikker og forhold, der har indflydelse på tilværelsen for børn med ADHD. Vi afgrænser os fra at uddybe den statistiske og medicinske-moralske, og fokuserer på den sociologiske normalitetsopfattelse. I.f.t. de medicinske behandlinger afgrænser vi os fra at beskrive andre typer end den centralstimulerende, velvidende at der også behandles med andre typer. Vi afgrænser også i forhold til sanser og perception, og medtager kun aspekter, der er relevant for målgruppen. Vi afgrænser i.f.t. Antonovskys bagvedliggende teorier om salutogenese, og fokuserer på Sense of Coherence. Vi afgrænser i.f.t. den anerkendende pædagogik, der er meget omfattende. Vi har derfor udvalgt det for os mest relevante teori. Vi er bekendte med, at der findes flere terapeutiske, løsningsfokuserede tilgange i.f.t. pædagogiske handlemetoder omkring børn ADHD, men i opgaven fokuserer vi på Signs of Safety. 4 ADHD forekommer i alle sværhedsgrader og med en glidende overgang til det normale. Ved svær grad af ADHD optræder alle 3 kernesymptomer i diagnosen: Uopmærksomhed, hyperaktivitet og impulsivitet. Kilde: 7

8 Vi tager udgangspunkt i 2 skoler, og beskriver, deres hjemmesiders fokusområder. Vi er bevidste om, at der er stor forskel på landets individuelle folke og specialskoler, men afgrænser til de valgte. Case: (fælles) Peter, 17 år (har diagnosen ADHD) 5 Peters fødsel og udvikling var normal. Han startede i børnehave som 3-årig, og var i starten velfungerende, og vellidt hos de andre børn. I takt med han blev ældre, steg hans aktivitetsniveau, han blev højtråbende og til stadighed mere udadreagerende. Moren fik mange råd fra personalet om, hvordan hun skulle sætte grænser. Hun blev påvirket af det store fokus på hendes forældreevne. Hun blev sårbar og magtesløs, fordi de velmente råd ikke virkede. Situationen kulminede, da Peter skubbede et andet barn ved en skrænt. Moren fik det dårligere og dårligere, når hun skulle hente Peter i institutionen. Hun frygtede, hvilken kritik, hun ville få at høre og trak sig fra dybtgående kommunikation med personalet. Presset fra børnehaven fortsatte i skolen. Peters kunne ikke sidde stille, og forstyrrede undervisningen, og blev ofte sat uden for døren. Hans adfærd var grænseoverskridende. Han slog, svarede igen, og tænkte først over konsekvenserne af sine handlinger, når det var for sent. Han blev skældt ud konstant, og lærerne var irriterede over ham. De ringede ofte for at klage til hans mor, der følte sig voldsomt presset. Hjemme på gaden kom Peter konstant i konflikter. Naboer, venner og familie bebrejdede moren, og opfattede ham som en irriterende møgunge. Moren bad ham jævnligt om, at blive inde i huset, så de kunne mindske konflikterne. Peter så ofte ikke sin egen andel i konflikterne med de andre børn, og forstod derfor heller ikke, hvorfor han blev skældt ud. Morens afmagt i situationen gjorde, at hun skældte meget ud, og det gik ud over relationen. Kun ved tosomhed var Peter en kærlig dreng, og der var ingen konflikter. Peter oplevede flere brudte skoleforløb, og i 6. kl. kom han på en specialskole. Her følte Peter, at han var sammen med nogle voksne, der forstod ham, og der blev skabt tillid i relationen. Peter fik f.eks. i timen mulighed for at gå ud og hoppe, hvis han havde for meget energi. Nederlagene som Peter oplevede i sine første mange år, gav ham selvmordstanker, søvnbesvær, ligegyldighed og håbløshed, da han nåede teenagealderen. Som 15-årig kom han til psykiater, blev udredt og fik diagnosen ADHD, og kom derefter i behandling med Ritalin. Herefter forbedredes 5 Kan troldebørn elskes af Susanne Broeng. Uddrag af historien om Peter, side

9 hans tilstand. Han var stadig præget af de mange nederlag, og de psykiske påvirkninger var alvorlige. For moren var diagnosen en lettelse. Hun var alligevel ikke en dårlig mor. Denne case illustrerer de problematikker, vi ønsker at belyse i opgaven, da Peters adfærd viser mange af de kendetegn, der er gældende for børn med ADHD 6. Del 1. Vilkår for børn med ADHD i det senmoderne samfund Børn med ADHD i det senmoderne samfund: (Christina) I det traditionelle samfund var det udelukkende familiens opgave at sørge for deres børns trivsel (Schou og Pedersen, 2009). I det senmoderne samfund er dette ansvar delt mellem familien og den pædagogiske institution 7. Det senmoderne samfund er karakteriseret ved, at begge forældre er på arbejdsmarkedet, og børnene tilbringer megen tid i institutioner. Dette er en følgevirkning af, at der er sket en kulturel frisættelse; individet har brudt med de traditionelle, samfundsmæssige værdier (Ziehe, 2008). Børn har større medindflydelse end tidligere, og opdragelsen er nu præget af begreber som selvstændighed og ansvarsfølelse. Børn i dag ses som selvstændige og kompetente individer. Og derfor socialiseres de tidligt med jævnaldrende børn i en institution. De skal lære at færdes i mange forskellige sociale arenaer, og derigennem opbygge et socialt netværk. Kravet om disse socialiseringskompetencer medfører et enormt pres på børn og unge i det senmoderne samfund (Mørch, 2007, kap. 4, s ). For et barn med diagnosen ADHD, ligger der en masse uoverskuelige opgaver og lurer i det senmoderne samfund, vi netop har beskrevet. Selv for et udiagnosticeret og velfungerende barn, er det en stor mundfuld at blive betragtet som selvstændig og kompetent, og skulle socialiseres i en tidlig alder. Men et barn med ADHD kan som følge af sin diagnose simpelthen ikke bære dette enorme ansvar (Broeng, 2007, kap.3). Diagnosen vidner om, at barnet har en konstant tilstedeværende uro i kroppen, der gør, at de har svært ved at sidde stille. Diagnosen indebærer også, at deres opmærksomhed selv ved mindste distraktion afledes. Barnet styres af sine impulser, og oplever sig selv uden for sin egen kontrol, således, at barnet godt selv ved, når det har gjort noget forkert men det kan ikke nå at standse handlingen i tide. 6 Se kendetegn for ADHD i afsnittet om Definition af ADHD-diagnosen, del Dagtilbudsloven 7, se bilag 1 9

10 Dette medfører en nederlagsfølelse hver gang, barnet ikke lever op til de voksnes forventninger (Broeng, 2007, kap. 3. s ). Ifølge Dencik (Mørch, 2007, kap. 6, s ) socialiseres barnet ved at bevæge sig mellem forskellige sociotoper 8. Med Sommerfuglemodellen 9 illustreres, at barnet ikke udelukkende kan socialiseres i én af sociotoperne; det kræver en kompliceret vekslen og omstilling mellem dem (Mørch, 2007, s. 114). Da børn med ADHD har hjerneorganisk betingede fejlfunktioner 10, der medfører, at de er handicappede i skolemæssige og sociale sammenhænge, er denne vekslen særdeles svær og i de fleste tilfælde umulig for dem at mestre (Broeng, 2007, kap. 3, s.64). Sommerfuglemodellen beskriver også, hvordan barnets bevægelse mellem de forskellige sociotoper enten kan hjælpe eller virke hæmmende på barnets udvikling. Modellen er ikke et entydigt billede, men beskriver et samspil mellem barnet og de personer, det møder. Socialiseringen afhænger derfor af begge sociotoper 11. Hvis barnet får negativ (eller ingen) opmærksomhed i den ene sociotop, kan det medføre et øget behov for opmærksomhed i den anden sociotop. Modtages en respons, genvinder barnet lidt af det i den anden sociotop mistede, og bringes derned i ligevægt igen. Hvis den anden sociotop derimod heller ikke responderer, mangler barnet opmærksomhed i begge sociotoper: Dette er ifølge Dencik hæmmende for udvikling og socialisering (Mørch, 2007, s ). Denne hæmning er den overhængende fare, for et barn med ADHD. Skønt nogle tilfælde af ADHD er sværere end andre, har alle, der lider af denne udviklingsforstyrrelse brug for voksne, der forstår dem, og kan sætte grænser for dem, hvorved de tilbydes en hverdag, som de er i stand til at overskue, og som ikke er præget af konstante nederlagsfølelser (Broeng, 2007, kap. 3). Børn med ADHD har brug for pædagogisk støtte, hvis de skal have en chance for at kunne fungere i det senmoderne samfund (ibid). Men denne støtte trues i uhyggelig grad med de mange nedskæringer og besparelser, der rammer institutionerne landet over. Disse besparelser er katastrofale, både for børn, der må undvære voksenkontakt i normale vuggestuer og børnehaver, men også for børn, der i forvejen kæmper med en udviklingsforstyrrelse (web.6). Et ekspertudvalg under regeringen har for ganske nylig foreslået, at halvdelen af landets specialskoler skal lukkes. I stedet skal børnene kunne rummes i den almindelige folkeskole. Forslaget kan ifølge lederen på specialtilbuddet Fjordskolen, Ingvard Á Kamarium, få forfærdelige 8 En sociotop er en social arena med egne spilleregler, sproglige koder m.v. Mørch, 2007, S Se bilag 2 10 Børn med ADHD har en nedsat funktionshæmning i hjernens styrende funktioner (de eksekutive funktioner) se senere afsnit om Barkleys teori om ADHD. 11 Der er her tale om de to vinger på sommerfuglemodellen, der repræsenterer institution på den ene side, og forældre på den anden side. 10

11 konsekvenser for de unge mennesker. Han understreger, at de ikke vil kunne fungere i normalt skoleregi, fordi de ikke kan koncentrere sig eller være sociale med mange andre børn. De kan ikke få et ordentligt skoleforløb, hvis de ikke bliver taget hånd om på en særlig måde (web.1) Normalitet og afvigelse i det senmoderne samfund: (Marianne) Som belyst i det foregående afsnit, vokser børn i dag op i en virkelighed, hvor der eksisterer en stadig vekselvirkning imellem forskellige sociale arenaers normer og krav. Barnet skal kunne omstille sig, og derved leve op til normsæt og krav af meget forskelligartet karakter. Børn med diagnosen ADHD har pga. den motoriske uro og opmærksomhedsforstyrrelse ikke let ved denne opgave, og vil derfor kunne optræde med hvad omgivelserne ser som afvigende adfærd, sat op imod den enkelte arenas normalitetsopfattelse. Holst skelner mellem tre forskellige normalitetsopfattelser, som tilsvarende giver tre forskellige måder at opfatte henholdsvis normalitet og afvigelse på: den statistiske, den medicinsk-moralske og den sociologiske normalitetsopfattelse. Her fokuseres på sidstnævnte. Normalitet er den/de tilstande eller adfærd som er socialt acceptable, og er i overensstemmelse med samfundets normer. Afvigelsen er adfærd, der er i strid med samfundets normer, og derved uacceptable (Holst via Schou, 2006, s. 199). I ethvert socialt fællesskab indgår mennesker i forpligtende og målrettede sociale sammenhænge, med fælles normer og gensidige forventninger til hinanden om, hvilken adfærd man betragter som accepteret og normal. I sine betragtninger over det moderne storbymenneske skelner Jean- Paul Sartre (via Andersen 2007) mellem to typer af socialt samvær, serielt samvær, som er uformelt og det normdannende samvær. De serielle former er præget af, at mennesker er fysiske tæt sammen, uden at de er forpligtede overfor eller nødvendige for hinanden - f.eks. i bussen eller toget. De normdannende samværsformer, hvor vi er gensidigt nødvendige for og afhængige af hinanden, er modsat de serielle samværsformer i høj grad normdannende, f.eks. i skolen, hvor det forventes af eleverne, at de sidder stille, hører efter hvad læreren siger, og rækker hånden op hvis de vil sige noget (Holst via Andersen 2007, s.301). Gennem disse formelle og uformelle normer, der er etableret og til stadighed udvikles i forpligtende sociale miljøer og grupperinger, reguleres vores adfærd og forståelsesnormer. Reguleringen betyder, at der lægges mærke til adfærd og forståelsesformer, der ikke er i overensstemmelse med normerne, og derved afvigende. For at opretholde normernes funktion, sættes ind med bedømmelser 11

12 og interventioner imod det, der betragtes som afvigende; en social kontrolproces, man kunne kalde interventionsprocessen, og som udgør omdrejningspunktet i diskussioner og analyser af det normale og det afvigende (Ejrnæs, via Schou 2006, s.202). I det følgende, vælger vi at bruge nogle konstruerede eksempler, for at tydeliggøre, at Peters adfærd afviger fra hvad læreren forventer fra eleverne, når der undervises, og den sociale kontrolproces sættes ind. Peter går i 2 kl. De er 26 elever i klassen og Peter har store problemer med at sidde stille i timerne, er hyperaktiv, impulsiv og kan ikke behovsudsætte. Det betyder at Peter hele tiden snakker i timen, er urolig, og løber omkring. Læreren synes Peter forstyrrer undervisningen og beder ham om at forholde sig i ro, således at de andre børn i klassen kan koncentrere sig. Peter har selv svært ved at koncentrere sig, og bliver let afledt, af forskellige ting, eller det at kroppen bare er urolig. Peter bliver grundet sin stadige uro, sat uden for døren resten af timen. Eksemplet viser at Peters adfærd afviger fra normerne i klassen når der undervises, og interventionen er eksklusion fra fællesskabet. I den pædagogiske og samfundsmæssige debat i det senmoderne samfund, argumenteres der for, at den stigende kulturelle frisættelse, individualisering og kontingens medfører, at normalitetsforståelsen er atomiseret i mange forskellige normalitetsopfattelser. En stigende grad af social og kulturel differentiering og mangfoldighed har betydet, at en samlet, samfundsmæssig forståelse af normalitet ikke længere eksisterer - normalitetsbegrebet har altså mistet sin mening. På trods af denne forståelse af normalitetsbegrebet som meningsløst, og intentionen om at rette de normaliserende bestræbelser mod samfundet og dens institutioner, for at undgå, at mennesker eksluderes fra deltagelse i de almindelige fællesskaber, opleves en stigende grad af stigmatisering. 12 Efterfølgende diagnosticeres børn og unge, som af den ene eller anden grund virker problematiske (Holst, via Andersen 2007, s ). I følgende eksempel stigmatiseres Peter pga. sin afvigende adfærd, og interventionen fra tidligere efterfølges af forældrekontakt, grundet lærerens afmagt i situationen. Peter har i skoleregi en adfærd, der afviger fra, hvad der er accepteret som normaladfærd, da han kontinuerligt forstyrrer undervisningen. Den sociale kontrol sætter ind, og læreren har gentagne gange skældt Peter ud, og til sidst sat ham uden for døren. Moren kontaktes, da det efterhånden er meget svært for læreren at undervise pga. Peters konstante uro. Adfærden medfører en del skældud til Peter, men også konflikter mellem Peter og de andre børn. 12 udspringer af social interaktion mennesker imellem og indebærer, at de, der opleves som afvigende, anses for moralsk mindreværdige. 12

13 Det viser sig efterfølgende, at Peter har ADHD, hvilket kan forklare, hvorfor han har svært ved at styre sit aktivitetsniveau og sin impulsivitet over længere tid i timerne. Peter bliver i eksemplet ansvarliggjort i forhold til at skabe ro i timerne, da han er den, der må forlade fællesskabet. Det er ikke fælleskabet eller miljøet der tilpasses, således at alle elever kan rummes. Ved indgangen til det 21. århundrede er specialpædagogikken præget af en række brydninger. Samtidig med, at folkeskoleloven 13 og FN- standardregler om ligestilling for mennesker med handicap 14 fremhæver, at vi skal arbejde for en skole for alle, og et samfund der giver lige muligheder for mennesker med handicap, henvises stadig flere børn og unge til specialpædagogiske foranstaltninger. Trods idealerne om inklusion og afkategorisering, vokser interessen for diagnosticeringer og neuromedicinske beskrivelsesformer i praksis (Holst 2000, s. 13). Som nævnt i indledningen er der en del børn og unge i Danmark, som bærer diagnosen ADHD. Diagnosen har for nogle børn en klar forankring i både lægelige, sociale, pædagogiske og psykologiske forhold, er forbundet med årsagsforståelse, og er handleanvisende. De fleste børn med opmærksomhedsproblemer og motorisk uro forstås formentlig bedre, ved at se på opvæksten i daginstitutioner og skoler med for mange børn i for små lokaler med for få voksne (Hansen 15 via Holst, 2000, s.60). Diagnosetænkningen er hentet ind i den pædagogiske og specialpædagogiske tankeverden fra det medicinske område. Her har diagnosen og den diagnostiske virksomhed grundlæggende til hensigt at afgrænse en sygdom og anvise en behandling. I psykiatrien og psykologien om børn betragtes en diagnose som den bedst mulige hypotese om en del af barnet på et givent udviklingstrin. Spørgsmålet er i imidlertid, om den diagnostiske tænkning bør udgøre en langt mindre del af grundlaget, mens pædagogisk funderede funktionsbeskrivelser bør udgøre hovedgrundlaget for specialpædagogisk praksis (ibid). Den samfundsmæssige brudlinje mellem normalitet og social afvigelse er indlejret i hverdagens situationer, og skaber dilemmaer, når grænsen mellem det normale og det unormale skal trækkes i praksis. Pædagoger såvel som andre professionelle frontmedarbejdere, er i deres praksis med til at fastlægge denne vigtige grænse. Det er afgørende, hvordan vi som pædagoger opfatter og forklarer de sociale afvigelser vi møder i vores daglige praktiske arbejde. Vores kvalificerede opfattelse af og forklaring på problemerne betyder nemlig, at pædagogen i mødet med børnene kan udvise empati. Indsigten i en 13 Se bilag 3om folkeskolens formål kap. 1. 1, samt kap stk 2 om specialundervisning og specialpædagogisk støtte. 14 Se bilag 4om FN standardregler om ligestilling for mennesker med handicap 15 Mogens Hansen(f.1936). Lærer, cand.pæd.psyk. Adjungeret professor ved Danmarks lærerhøjskole. 13

14 problemstilling i forhold til et barn, giver mulighed for at tilrettelægge det daglige arbejde således, at en række afvigelser kan tolereres eller korrigeres i den enkelte kontekst (Ejrnæs 2006, s ). Hvis Peter fik mulighed for at gå lidt rundt i klassen 16 kunne det være, at hans forudsætninger for at sidde stille ville ændre sig til det positive. Det kan også være, at det bedste for Peter ville være et specialskoletilbud, med færre elever i klassen, eller måske en placering i klasseværelset, som skærmer ham fra at blive så hurtigt afledt fra sine opgaver. Pædagogen anvender teorier for at forstå og forklare sociale afvigelser, og for at kvalificere handleaspektet i forhold til børn og unge med særlige behov.(schou, 2006, s.203). Derved har pædagogen kompetencerne til at kunne støtte og vejlede børn og unge med diagnosen ADHD, som er havnet i kategorien af mennesker med afvigende adfærd. I enhver gruppering, som f.eks. i den pædagogiske praksis, positionerer de enkelte individer sig, og fordeler uafhængig af den enkeltes bevidsthed retten til det sidste ord i en given sag. Vi vil i det følgende afsnit belyse en del af Bourdieus praksisteori, og redegøre for begreberne Habitus, kapital og felt, for at vise, hvordan vores positioner i henholdsvis samfundet og den pædagogiske praksis disponerer os til at tænke, handle og opfatte på bestemte måder. Derfor vil vi i det følgende gå mere i dybden med ADHDdiagnosen og dens symptomer. Samfundets indvirkning på udvikling af ADHD hos børn og unge: (Anne) Før i tiden mente fagfolk, at barndomsmiljøet spillede en rolle i forhold til udvikling af ADHD hos børn. I dag har undersøgelser af bl.a. tvillinger vist, at genetisk arv udgør den vigtigste faktor % af variationen blandt udredte børn menes at skyldes genetiske arveanlæg. Dette ses indirekte ved, at ADHD hober sig op i familier (P.1- s. 3) 17 Hos de sidste 20 % med diagnosen ADHD, kendes den direkte årsag ikke (Erenbjerg, 2009, s. 24). Det er ikke videnskabeligt bevist, at børn fra dårlige sociale forhold, eller som oplever utryghed i barndommen og lignende, udvikler ADHD, medmindre de i forvejen har genetiske arveanlæg derfor (ibid). Forskere vil ikke udelukke, at børnenes negative sociale arv spiller en rolle i forhold til at fremkalde og forstærke symptomerne på ADHD (ibid). 16 ADHD foreningen har lavet en kampagne der hedder Vild og Stille, som skal give eleverne forståelse for, hvor svært det kan være at sidde stille for f.eks. børn med ADHD. Denne beskrives nærmere under afsnittet om Folkeskolen. 17 Vi vil i opgaven anvende få pjecer. Der henvises til dem i litteraturlisten på denne måde 14

15 Familier fra belastede miljøer, uden uddannelse eller arbejde, betegnes som afvigende, ressourcesvage familier. Deres børn anses for dem, der har sværest ved at bryde med deres negative sociale arv. Bourdieu 18 bruger begrebet habitus 19, når han skal forklare betydningen af den opvækst og de miljøbelastninger, vi op gennem denne - og resten af livet udsættes for. Vores habitus består af overførte erfaringer, vi får fra vores forældre, gennem samvær og opdragelse. Denne habitus indeholder alt det, der grundlæggende skaber vores holdninger, meninger og handlinger, og hjælper os med at træffe beslutninger. Kort sagt indeholder habitus vores værdi - og normsæt (Schou/Pedersen, 2006, s ). Habitus kan forstås som en social væremåde, hvor vi søger anerkendelse fra de mennesker, der personligt og socialt står os nær. Samtidig tager vi afstand fra de mennesker, der lever et anderledes liv, end vi selv gør. På denne måde reproduceres de sociale dominansforhold. Når vi agerer i det sociale felt, indtager vi forskellige positioner i forhold til hinanden. Disse positioner forandrer sig afhængigt af, hvilke sociale felter, vi bevæger os i (ibid). Når man som barn vokser op i en ressourcesvag familie, taler Bourdieu om, at man vokser op i en familie uden særlig høj grad af kapital 20. Kapital giver barnet mulighed for at opnå indflydelse på feltet 21 og derigennem magt. Bourdieu inddeler kapital i tre forskellige grundformer. Nemlig kulturel kapital (uddannelse, sproglige kompetencer), økonomisk kapital (penge og materielle værdier) og social kapital (egenværdi i kraft af sociale netværk) (ibid). Social kapital og kulturel kapital kan ifølge Bourdieu investeres og omdannes til økonomisk kapital og omvendt, men der risikeres et spild af kapital (ibid). Symbolsk kapital er et andet begreb, Bourdieu inddrager i forhold til de grundlæggende tre kapitaler. De har alle elementer, der har værdi af statussymboler. For eksempel en ny Mercedes (økonomisk kapital), en høj uddannelse (kulturel kapital) eller mange venner (social kapital) (ibid). I det senmoderne samfund er skole og uddannelse en vigtig faktor, hvis vi vil opnå økonomisk succes og magt. For at kunne begå os i uddannelsesfeltet, er det vigtigt, at vi har de kompetencer (kulturelle kapitaler), der kræves. Børn fra ressourcesvage familier ejer ofte ikke denne form for kapital. Deres forældre er oftest uden uddannelse og arbejde, og derfor ude af stand til at hjælpe deres børn økonomisk til en højere uddannelse. Disse børn evner oftest heller ikke at bryde med den sociale arv. Dette dokumenteres 18 Pierre Bourdieu ( ), fr. sociolog, udvikler af habitus- begrebet 19 Habitus - de erfaringer vi gør os fra tidlig barndom og gennem hele livet. 20 Kapital værdier / ressourcer individet er i besiddelse af 21 Felt de sociale rum 15

16 gennem forskning i uddannelse og generationseffekt fra 1995, der klart dokumenterer, at uddannelse - og længden heraf er afhængig af forældrenes uddannelsesniveau (Sørensen, 2010 s. 24). Når disse børn samtidig udvikler ADHD betyder det, at deres kapitaler reduceres yderligere i takt med at sygdommen forstærkes. Dette ses for eksempel på den sociale kapital, når børnene pga. stigende udadreagerende adfærd mister deres venner. Deres kulturelle kapital reduceres også betydeligt, da børnene ikke er i stand til at bevare koncentrationen over længere tid, hvis ikke emnet interesserer dem. Dette vanskeliggør skolegang og en uddannelse på længere sigt. At bryde med den sociale arv kræver, at børnene bryder med det velkendte. Der er megen tryghed forbundet med at gøre som man har erfaret og lært, og der skal meget mod til at turde sætte sin integritet på spil (ibid). Børn med ADHD har brug for en struktureret dagligdag (Erenbjerg, 2009, s. 148). Det betyder, at de i forvejen har problemer med at rykke ved deres faste rammer og vante struktur, og det bliver derfor en endnu større udfordring for dem at bryde med den sociale arv. Børn med ADHD viger fra normen pga. deres funktionsnedsættelse. For at disse børn skal kunne klare sig bedst muligt i vores senmoderne samfund, er der fra regeringens side sat nogle rammer for udviklende og støttende pædagogisk praksis. Disse rammer er fastsat ved lov i kap i serviceloven (web.7) samt i folkeskoleloven(web.8), der bl.a. dækker over forældresamarbejde, specialundervisningstilbud og den almene undervisning i grundskolen. Rammer der giver pædagogerne mulighed for at yde den optimale støtte og hjælp til børnene. Delkonklusion: (Fælles) Ovenstående afsnit viser, at det senmoderne samfunds kompleksitet og store krav er uoverskuelige for et barn med ADHD, der ikke som sine jævnaldrende besidder kompetencer, der kan anvendes i sociale samspil med andre. Der er fare for, at ansvaret for forandring placeres hos det enkelte individ, når det kommer til afvigende adfærd. Dette på trods af samfundets idealer som inklusion og rummelighed i erklæringer og lovmæssige bestræbelser. Der er ikke videnskabelig evidens for at ADHD-symptomer forstærkes hos børn fra ressourcesvage familier, men via Bourdieu ser vi, hvordan kapitalen hos disse børn formindskes yderligere. 16

17 Del 2. Definition, udredning og behandling af børn med ADHD Definition af ADHD: (Anne) Attention Deficit / Hyperactivity Disorder (ADHD) betyder forstyrrelse af opmærksomhed, aktivitet og impulsivitet. ADHD er kort fortalt en kognitiv funktionsnedsættelse, hvor dele af hjernen ikke fungerer optimalt, og derfor giver problemer med opfattelse, fortolkning, hukommelse, planlægning og orientering. I Danmark brugte man tidligere diagnosebetegnelsen DAMP. DAMP er en nordisk diagnosebetegnelse, som står for Deficits in Attention, Motor control and Perception. DAMP- diagnosen er i dag "afløst" af ADHD, som er en international diagnosebetegnelse. (P.2.) Der findes tre overordnede typer af ADHD, der adskilles af de dominerende vanskeligheder: ADHD med overvejende opmærksomhedsforstyrrelse Børnene er ikke opmærksomme på detaljer, og sjusker ofte med skolearbejde eller andre aktiviteter. De kan ikke fastholde opmærksomhed ved opgaver og leg, og synes ofte ikke at høre efter ved direkte henvendt tale. De har svært ved at organisere opgaver/aktiviteter, og vil ofte undgå eller modsætte sig opgaver, der stiller krav om mental fordybelse. De distraheres nemt og er glemsomme (ibid). ADHD med overvejende hyperaktivitet og impulsivitet Børnene har svært ved at holde sig i ro, når dette forventes (f.eks. i klasselokalet). De har svært ved at engagere sig i aktiviteter og leg på en stille og rolig måde, og løber ofte rundt i situationer, hvor det er upassende. De er meget snakkende, har svært ved at vente på tur, og afbryder ofte enten andres samtale eller leg (ibid) ADHD kombineret type med såvel opmærksomhedsforstyrrelse som hyperaktivitet og impulsivitet (ibid). Ifølge Finn Ursin Knudsen 22 skyldes ADHD en arvelig fejl i signalstofferne i hjernen (især stoffet dopamin). Disse signalstoffer sidder i synapsekløften, en lille spalte mellem nervecellerne. Signalstofferne sender elektriske impulser mellem cellerne. Fungerer cellerne ikke normalt, kan de ikke tale sammen, og hjernen kan ikke fungere normalt (P.3, s. 7). 22 Finn Ursin Knudsen, Overlæge dr.med., Novartis Healthcare A/S 17

18 Forskning viser, at op mod 80 % af de diagnosticerede børn har medfødte genetiske arveanlæg, og derfor udvikler ADHD. Det udelukkes dog ikke, at ADHD kan udvikles pga. udefrakommende faktorer, som erhvervede hjerneskader eller for tidlig fødsel (P.3. s, 3). En af de førende forskere indenfor forståelsen af børn med ADHD, er Russell A. Barkley 23, der med sin teori forklarer, hvilke usynlige vanskeligheder, der gør sig gældende hos mennesker med ADHD. Vi vil nu redegøre for udvalgte dele af Barkleys teori. Russel Barkleys teori om ADHD - og hjernens eksekutive funktioner: (Anne) Når vi som pædagoger skal skabe udviklingsstøttende rammer for børn og unge med ADHD, er det nødvendigt at kunne forstå diagnosen og børnenes adfærd (Damm / Thomsen, 2006). Barkleys teori tager udgangspunkt i hjernens styrende (eksekutive) funktioner. Det er disse funktioner, der medvirker til styring af vores adfærd (selvkontrol), så den bliver målrettet og meningsfuld (Hallas Møller, 2006, s. 44). F. eks. når vi opererer mentalt. De mest centrale funktioner er evnen til at målrette adfærd (planlægning, problemløsning og arbejdshukommelse), opmærksomhedsstyring (selektiv og vedvarende opmærksomhed, tidsfornemmelse), kognitiv fleksibilitet (evnen til at skifte fokus, anvende feedback og ændre strategi), selvkontrol (evnen til at hæmme impulsive reaktioner og kontrollere emotionelle reaktioner (Damm/ Thomsen, 2006, s. 23). Forskning har vist, at børn med ADHD generelt har vanskeligt ved opmærksomhedsstyring, målrettet adfærd, selvkontrol og fleksibilitet. Barkley mener, at det, der er karakteristisk i forhold til ADHD, primært er problemer med hæmning og arbejdshukommelse (ibid). Barkley hævder, at en velfungerende adfærdshæmning sikrer, at vi evner at indbygge en tidsmæssig forsinkelse mellem situation og reaktion. Det gør os i stand til at vente og tænke os om, før vi handler. Der bliver dermed tid til at udnytte hjernens styrende funktioner. Har vi nedsat hæmmefunktion, springes vigtige dele af processerne i de styrende funktioner over, og vi går direkte fra impuls til handling, uden at tænke os om før vi handler (Hallas Møller, 2006, s. 47). I vores case bliver Peter vred og skubber en kammerat ved en skrænt. Han reagerer prompte, uden at hjernens styrende funktioner når at hæmme impulsen. Peter går direkte fra impuls til handling, uden at få tænkt sig ordentligt om. Peter når ikke at få selvkontrol over sin adfærd - og først efter at have handlet, tænker han. Ifølge Barkley er vi udstyret med tre forskellige hæmmefunktioner; 1) hæmning af præpotente responser, 24 2) afbrydelse af igangværende responser, 25 3) interferenskontrol 26. Disse 23 Dr. Russell A. Barkley, Am. Psykolog og professor i psykiatri og neurologi. Forsket i ADHD siden

19 hæmmefunktioner er grundlæggende for al adfærdshæmning, og træder i kraft afhængigt af, hvilken form for hæmning, vi har behov for i den givne situation (ibid, s. 50). Havde Peter i vores case ikke haft ADHD, ville han stadig reagere ved at blive vred, men hans hæmmefunktion ville træde i kraft, således at han ville afbryde sin uhensigtsmæssige adfærd. Peter ville vælge IKKE at skubbe kammeraten ved skrænten, fordi han nu ser faren ved sin handling, inden den bliver udført. For normalt fungerende børn ville hæmningen af impulsen betyde, at hjernen får tid til at sætte nye processer i gang (Hallas Møller, 2006, s. 51). De processer kan kort forklares således: 1) Nonverbal arbejdshukommelse - her opbevares og bearbejdes oplysninger om det, der lige er sket, så næste reaktion kan planlægges. En del af det, der sker i arbejdshukommelsen, og som er meget vigtig i forhold til selvkontrol, er evnen til at forestille sig/ se ting for sig (ibid, s. 55). 2) Internalisering af talen små børn taler højt med sig selv, indtil de har lært at bruge deres indre stemme. Med den indre stemme fortæller børnene sig selv, hvordan de skal handle i forskellige situationer (ibid, s. 59). 3) Selvregulering af affekt og motivation små børn viser følelser, uanset hvilken social sammenhæng, de befinder sig i; er de glade, griner de; er de triste, græder de. Med alderen lærer de dog at forsinke denne reaktion, hvis det skønnes, at den er upassende i situationen. Kort sagt bliver de bedre til at kontrollere deres adfærd (ibid, s. 61). 4) Reorganisering omorganisering og indretning af noget på en ny måde. Når der er tid til at anvende indre tale, opstår mulighed for at bearbejde modtaget information. Reorganisering består i evnen til at pille adfærdssekvenser fra hinanden i mindre dele, for derefter at sætte dem sammen igen og danne nye helheder/handlemuligheder i forhold til problemløsning (ibid, s. 67). Som vi skrev tidligere, springes vigtige dele af processerne i de styrende funktioner over hos børn med ADHD. At arbejdshukommelsen er forringet medfører, at børnene, ligesom Peter i vores case, har svært ved at forestille sig ting, før de sker. Det kan også medføre, at børnene har svært ved at fastholde indtryk og glemmer ting, der lige er sket. De er lette at aflede ved nye indtryk, og derfor vil de ofte få problemer med at planlægge, hvordan de skal handle (ibid, s.56). 24 Hæmning af den umiddelbare reaktion, som udløses af en begivenhed 25 At kunne stoppe med noget, man allerede er optaget af 26 Omhandler de faktorer, der forstyrrer en oplevelse (f.eks. klikken fra en kuglepen) 19

20 Grundet en forringet udvikling af den indre tale er nogle af børnene verbalt impulsive. De taler mere, fordi de siger det, de tænker. En anden ulempe er, at de ikke reflekterer så meget over tingene, og evnen til problemløsning er derfor nedsat (ibid, s 60). Følelsesmæssigt er disse børn også meget impulsstyrede, hvilket betyder, at de ofte reagerer stærkere. De evner ikke selv at regulere deres adfærd, overvældes nemt af følelser og handler impulsivt (ibid, s. 63). F.eks. som da Peter i vores case overvældes af vrede, og regerer aggressivt. Nu har vi med en definition af diagnosen ADHD samt Barkleys teori om hjernens eksekutive funktioner, givet et bud på, hvordan vanskelighederne hos mennesker med ADHD kan forstås. I følgende afsnit vil vi gøre rede for de kriterier, der gør sig gældende i forbindelse med udredning af ADHD- diagnosen, samt supplere med eksempler og forklaringer i henhold til casen om Peter. Udredning af diagnosen: (Joan) I overstående afsnit beskrives diagnosen ADHD, og Barkleys definition bliver sat i spil. Dette tydeliggør, at børn med ADHD er meget impulsstyret, og har svært ved at regulere egen adfærd i interaktion med andre. På baggrund af dette, kan børn blive henvist til børne ungdomspsykiatrisk ambulatorium. En diagnose er en sum af oplysninger og vurderinger, som er karakteriserende for en sygelig tilstand, dvs. ikke vurderinger om det enkelte menneskets særpræg og egenskaber. To drenge med diagnosen ADHD kan altså let være som nat og dag. Diagnosen siger noget om tilstanden, og ikke meget om mennesket (Broeng, 2006, side 48-50). Diagnosen ADHD er en klinisk diagnose. Der findes ikke nogen specifikke diagnostiske tests, i form af blodprøve, hjernescanning eller lignende. Udredning og diagnosen bliver stillet ud fra indhentede informationer og observationer, samt klinisk undersøgelse af barnet (Damm/ Thomsen 2006, side 15). Udredning af barnet for mulig ADHD i praksis er en specialistopgave, og foregår primært inden for det børne- og ungdomspsykiatriske eller det pædiatriske speciale på hospitalsafdelinger eller hos praktiserende speciallæger (ibid). 20

21 Siden 1990 erne er antallet af børn og unge med ADHD steget med 150 % 27 (web.5) 28. Der findes mange forklaringer på det stigende antal diagnoser, men ingen fastliggende forskningsresultater (ibid). Vi undres over, om det er individet, der ændres af den mad og de tilsætningsstoffer, vi putter i munden - eller er det samfundet i dag, der har større behov for diagnosticering af det afvigende? I en årrække har der været lange ventelister til såvel udredning som behandling. I 2008 blev der indført en ventelistegarantiordning, hvor alle børn under 19 år 29 har ret til en udredning indenfor 2 måneder (art.1, s.2). Mistanken om, at et barn har ADHD opstår oftest hos forældrene, eller barnets personale/lærere. For nogle familier kan det være en lettelse at få sat navn på tilstanden og deres barns uforklarlige adfærd. Familien har i de fleste tilfælde i en længere periode levet med tvivl, undren og selvbebrejdelser om egne kvaliteter som forældre (Broeng, 2006, side 49-50). I vores case om Peter har hans mor gennem flere år følt afmagt og uduelighed som omsorgsgiver, og i flere henseender har skolen set hende som årsagen til problemerne med Peter. Da han får diagnosen ADHD, føler hun lettelse og tænker, at hun alligevel ikke er en dårlig mor. Hun kan slippe ansvaret, og lade specialister tage over og tilbyde behandling. I Danmark henvises de fleste børn, man mistænker for at have ADHD, i første omgang til PPR 30, fordi barnets væsentligste problemer oftest udspilles i skoleregi. I samarbejde med PPR og egen læge foretages førstehåndsvurdering af, hvorvidt det er sandsynligt, at barnet har ADHD. Oplysninger til vurdering: (web. 5) Graviditets og fødselsforløb. Forekomst af lignende symptomer i den nærmeste familie. Barnets adfærd nu og i tidligere sammenhæng. Kropslig undersøgelse: Motorik, koordination, og tilstedeværelsen af andre neurologiske sygdomme(epilepsi, tics m.m.) Psykologisk intelligensundersøgelse af barnet. Koncentrationsevne, intellektuel tænkning, indlæring, social forståelse og modenhed. 27 Dette tal er udvikling indenfor de sidste 20 år. I afsnittet med folkeskolen skriver vi ifølge Tine Basse Fisker 264 %, men det er indenfor de sidste 10 år. 28 Professor og overlæge Per Hove Thomsen, dr. med. i diagnoser. 29 Der er henvist af en læge. 30 PPR: Pædagogisk psykologisk rådgivning. 21

22 Opstår mistanke om andre psykiske problemer, eller forstærkes mistanken om moderat til svær ADHD med behov for udredning og efterkommende behandling med medicin, inddrages børne og ungdomspsykiatrisk ambulatorium på nærliggende hospital (ibid). Når den kliniske udredning 31 bliver etableret i børne ungdomspsykiatrisk regi, har den det overordnede formål, at indhente informationer vedrørende ADHD kernesymptomer, belastningsgraden, og symptomer, der kendetegner associerede og/eller ofte fremkommende psykiske forstyrrelser. Udredningen foregår i næsten alle tilfælde ambulant. Udredningen er tværfaglig, og flere forskellige fagpersoner 32 vil være med til at foretage de nødvendige undersøgelser og samtaler. Der kan være forskel på, hvor mange undersøgelser og samtaler familien skal igennem Dette vurderes individuelt, og afhængig af lægens og PPR s forhåndsundersøgelse (web.5). Informationer og observationer har til hensigt at kortlægge de individuelle forhold og behov, således at en behandling kan målrettes under hensyntagen til familiære, skolemæssige og fritidsmæssige forhold, og tilstræbe den højest præciserede effekt i behandlingen (web 3). Udredningens intension er at opnå en præcis forståelse af barnets adfærd, kompetencer og reaktioner. Det bliver lettere for omsorgsgiverne at reagere hensigtsmæssigt i forhold til barnet, og at det bliver nemmere for de professionelle at forudsige behov for støtte. Støtten kan bedre målrettes, og den enkeltes behandlingsplan bliver dermed mere effektiv (Damm/Thomsen, 2006, side 34). Samfundet har også en stor interesse i diagnosticering, da det efterkommende kan yde den bedst mulige hjælp, og sørge for, at den enkelte familie får de nødvendige ressourcer og hjælpeforanstaltninger (Broeng, 2006, side 50). Endelig betyder forståelse, at vi som pædagoger kan udvikle relevante pædagogiske handlemetoder og strategier, i forhold til barnets sociale, emotionelle og intellektuelle funktion og derved skabe støttende rammer (Damm/Thomsen, 2006, side 34). Elementer i udredning og diagnose er bl.a. informationer om barnets udvikling og nuværende adfærd gennem interviews, spørgeskema og observationer, samt lægelige og psykologiske undersøgelser. Der vil forelægge flere konsultationer, og tidsaspektet vil variere afhængig af diagnosens sværhedsgrad (web 5). Når barnet har fået en diagnose, udarbejdes der en handleplan, der sættes sværhedsgrad på diagnosen, og der skal undersøges for ledsagesygdomme. Op mod 80 % af børn med ADHD har en eller flere former for ledsagesygdomme. De hyppigste er indlæringsforstyrrelser og 31 Klinisk udredning: Indkredsning af sygdomshistorie, symptomer samt fastsættelse af diagnose. 32 Psykiater, psykolog, distriktssygeplejerske, pædagog og socialrådgiver. 22