Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne

Transkript

1 Vejledning om erstatning for tab af erhvervsevne 10. maj Indledning 2. Generelt om erstatning for tab af erhvervsevne 2.1. Fastsættelse af årsløn 2.2. Hvornår kan der træffes en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne Midlertidig afgørelse Pligt til at begrænse tabet 2.3. Endelig afgørelse om erstatning 2.4. Hvornår udbetales erstatningen løbende - hvornår kapitaliseret 2.5. Ophør af løbende ydelser på grund af alder 2.6. Tilkendelsestidspunkt 2.7. Vurderingsgrundlag Fremtidige erhvervsmuligheder 2.8. Årsagssammenhæng og fradrag i erstatningen 2.9. Erstatning og dødsfald Fordeling af erstatningen for tab af erhvervsevne ved flere skader Alle skader giver i sig selv ret til erstatning De enkelte skader berettiger ikke hver især til erstatning Vægtning Hvilket forsikringsselskab Kapitalisering, når der udbetales erstatning i mere end en sag Genoptagelse ved nye faktiske oplysninger Oplysningspligt ved ændringer Genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper Forældelse Fradrag når tilskadekomne modtager tjenestemandspension Fradrag i erstatning ved tilskadekomnes medvirken til skadens indtræden Forskud 3. Tilskadekomne arbejder 3.1. Generelt Sammenligningsgrundlaget Indtægtsnedgangen 3.2. Tilskadekomnes aktuelle løn er lig med eller større end lønnen før arbejdsskaden Erstatningen 3.3. Tilskadekomnes løn er nedsat med mindst 15 procent Lønnedgangen er ikke en følge af arbejdsskaden Konjunkturerne som årsag til lønnedgang 3.4. Erstatning selvom indtægtsnedgangen er under 15 procent 3.5. Overgang til selvstændig virksomhed Aktuel indtægt Indtægtsopgørelsen Beregningsgrundlag Erstatningen 3.6. Fleksjob Vores tidligere praksis Genoptagelse af sager afgjort efter vores tidligere praksis

2 Gældende praksis Sagsoplysning Vurderingen Endelig eller midlertidig afgørelse Tilkendelsestidspunkt 3.7. Ledighedsydelse før fleksjob Sagsoplysning Vurdering Endelig eller midlertidig afgørelse Tilkendelsestidspunkt 4. Generelt om tilfælde, hvor tilskadekomne ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet 4.1. Midlertidigt ude af arbejdsmarkedet 4.2 Varigt ude af arbejdsmarkedet 5. Revalidering, omskoling eller uddannelse 5.1. Generelt om forrevalidering og revalidering 5.2. Midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne Revision ved midlertidig afgørelse 5.3. Den endelige afgørelse 5.4. Oplysninger til brug for vurderingen 5.5. Vurderingsgrundlag 5.6. Tilkendelsestidspunkt 5.7. Arbejdsskaden er ikke alene årsag til uddannelsen/revalideringen 5.8. Uddannelsesforløbet/revalideringen afbrydes af orlov 5.9. Oversigt over forsørgelsesgrundlag under revalidering, omskoling m.v. 6. Tilskadekomne er ikke i arbejde, men arbejdssøgende 6.1. Arbejdsløshedsdagpenge Hvornår ydes der erstatning for tab af erhvervsevne Nyuddannede Begrænset rådighed Vurderingsgrundlag Fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten 6.2. Tilskadekomne modtager kontanthjælp Afgørelsen Oplysninger Årsagen til at tilskadekomne modtager kontanthjælp Særlige situationer 7. Tilskadekomne er ikke i arbejde og aktuelt ikke arbejdssøgende 7.1. Sygedagpenge 7.2. Vurdering 7.3. Eksempler 7.4. Ledighedsydelse før fleksjob 8. Tilskadekomne har varigt forladt arbejdsmarkedet 8.1. Efterløn Underretningspligt 8.2. Førtidspensionsreglerne før og efter 1. januar Førtidspension før 1. januar 2003

3 Oplysningsgrundlag Vurderingen Vurderingen af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab Vurderingen af, hvor en stor en del af det samlede erhvervsevnetab, der skyldes arbejdsskaden Tilkendt førtidspension før arbejdsskaden Skaden sker i delbeskæftigelse efter overgang til førtidspension Arbejdsskaden skyldes forhold i et job, som tilskadekomne havde, inden førtidspensionen Endelig eller midlertidig afgørelse Mulighederne for genoptagelse Tilkendelsestidspunkt 8.4. Førtidspension efter 1. januar Oplysningsgrundlag Vurderingen Vurderingen af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab Vurdering af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab, der skyldes arbejdsskaden Tilkendt førtidspension før arbejdsskaden Skaden sker i delbeskæftigelse efter førtidspensionen Arbejdsskaden skyldes forhold i et job, som tilskadekomne havde, inden førtidspensionen Job med løntilskud ved førtidspension Endelig eller midlertidig afgørelse Mulighederne for genoptagelse Tilkendelsestidspunkt 8.5. Folkepension 8.6. Deltidspension 8.7. "Slået ud"-erstatning 8.8. Fleksydelse 9. Bibeskæftigelse eller tidsbegrænset beskæftigelse 9.1 Skaden sker under en bibeskæftigelse 9.2 Skaden sker i en tidsbegrænset beskæftigelse Bilag 1 Links til og uddrag af love 1. Indledning Denne vejledning er skrevet af Arbejdsskadestyrelsen på baggrund af praksis i Arbejdsskadestyrelsen og Ankestyrelsen om fastsættelse af erstatning for tab af erhvervsevne i arbejdsskadesager. Vejledningen henvender sig først og fremmest til vores medarbejdere, men er søgt udformet sådan, at også fagforeninger, forsikringsselskaber og andre kan anvende den. Fordi det er en vejledning kan forholdene i den enkelte sag føre til en anden afgørelse end beskrevet i vejledningen. Når der i vejledningen er henvisninger til bestemmelser i andre love, refereres lovens titel. En del af de bestemmelser, der henvises til, er optrykt i bilag 1: Uddrag af love. Den 1. januar 2004 trådte arbejdsskadereformens første del i kraft (fremover betegnet 2003-loven). Reglerne for fastsættelse af erhvervsevnetab er stort set uændrede, med et par væsentlige undtagelser. Afløsningsbeløbet, når man fylder 65 år, blev afskaffet. Der er også en række mindre ændringer i loven. I vejledningen beskrives både reglerne efter 1992-loven og efter 2003-loven. Bestemmelserne i de to love vil blive angivet i parentes. Eksempelvis bliver en henvisning til 17, stk. 1 og 2 i 2003-loven, som svarer til 1992-lovens 32, stk. 1 og 2 angivet således: ( 17, stk. 1 og 2/1992-lovens 32, stk. 1 og 2). I kapitel 2 beskrives erhvervsevnetab generelt. I kapitel 3-9 gennemgås den konkrete praksis med udgangspunkt i tilskadekomnes

4 aktuelle sociale situation på det tidspunkt, hvor spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne skal afgøres. Hvis tilskadekomne eksempelvis modtager førtidspension på afgørelsestidspunktet, er praksis herom beskrevet i afsnit 8.2. Om der er tale om en ulykke eller erhvervssygdom, har ikke betydning for erstatningsudmålingen. Det afgørende er, at skaden er anerkendt som omfattet af arbejdsskadelovgivningen. 2. Generelt om erstatning for tab af erhvervsevne Erstatning for tab af erhvervsevne er en kompensation for den nedsættelse i evnen til at skaffe sig indtægt ved arbejde, som arbejdsskaden har medført ( 17, stk. 1/1992-lovens 32, stk. 1). Hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 procent, ydes der ikke erstatning ( 17, stk. 1, 2. led/1992-lovens 32, stk. 1, 2. led). Grænsen er indført for at sikre administrationens adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. I hvert enkelt tilfælde må vi vurdere tilskadekomnes erhvervsmæssige muligheder, hvis skaden ikke var sket, og sammenholde dette med en vurdering af erhvervsmulighederne efter skadens indtræden. Det indebærer et skøn over tilskadekomnes fremtidige erhvervsog indtægtsmuligheder, hvis skaden ikke var sket. Vurderingen tager altså ikke udgangspunkt i det umiddelbare indtægtstab, som arbejdsskaden har forvoldt. I erstatningsudmålingen skal der også tages hensyn til mulighederne for på længere sigt at skaffe sig erhvervsarbejde. Først når tilskadekomne eventuelt igennem en længere periode har forsøgt at tilpasse sig de problemer, som skaden har medført, kan en mere sikker bedømmelse af erhvervsevnetabet foretages. Vi har indrettet vores sagsbehandling således, at tilskadekomne ikke skal vente urimeligt længe på sin erstatning. Styrelsen kan træffe en midlertidig afgørelse og genoptage en sag for at sikre, at den endelige erstatningsudmåling kommer til at svare til tilskadekomnes faktiske tab af erhvervsevne. Den helbredsmæssige tilstand har ikke selvstændig betydning i forhold til fastsættelse af erhvervsevnetabet, som den har ved fastsættelse af godtgørelse for varigt mén. Noget andet er, at den helbredsmæssige tilstand ofte vil påvirke erhvervsevnen. Hvis tilskadekomne, uanset store, helbredsmæssige varige følger af arbejdsskaden, kan genoptage sit sædvanlige arbejde eller andet arbejde til samme løn, får pågældende ikke erstatning for tab af erhvervsevne. Ved beregning af erstatning for tab af erhvervsevne skal der 1. fastsættes en procent for erhvervsevnetabet ( 17, stk. 1 og 2/1992-lovens 32, stk. 1 og 2) og en årsløn ( 24/1992- lovens 41) 2. tages stilling til eventuelle forudbestående og konkurrerende forhold og sygdommes betydning for erstatningen, og sygdommene skal vægtes indbyrdes ( 12, stk. 1 og 2/1992-lovens 13 og 26), se afsnit tages stilling til, om erstatningen skal udbetales som en løbende ydelse (eventuelt som en midlertidig afgørelse efter 17, stk. 3/1992-lovens 31, stk. 4) eller som et kapitalbeløb ( 27/1992-lovens 43). Hvis erstatningen er løbende, skal der fastsættes et tidspunkt for ydelsens start - et tilkendelsestidspunkt. ( 17, stk. 7/1992-lovens 32, stk. 6) Da der er tale om skønsmæssige vurderinger, der tager udgangspunkt i de økonomiske og erhvervsmæssige forhold, vil vi fastsætte erstatning med procenterne 15, 20, 25, 30, 35, 40, 45 og så videre. Det bemærkes, at der ikke kan ydes erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ( 11/1992-lovens 25 modsætningsvis) Fastsættelse af årsløn Hvordan årslønnen beregnes, beskrives nærmere i vores Vejledning om fastsættelse af årsløn Vejledning om fastsættelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende og medarbejdende ægtefæller sikret efter 2, stk. 3 Vi henviser endvidere til vores bekendtgørelse om regulering af satser (jævnfør 25, stk. 1, 2 og 3/1992-lovens 42, stk. 1, 2 og 3). En række satser, der har betydning for årslønnen, reguleres årligt i januar måned i en bekendtgørelse. Det drejer sig blandt andet om den maksimale årsløn. Satser pr. 1. januar 2004 Satser pr. 1. januar Hvornår kan der træffes en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne

5 Vi træffer afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder. Samtidig skal afgørelsen så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse ( 16, stk. 1/1992-lovens 31, stk. 1). Der kan i princippet ikke træffes afgørelse, før tilskadekomne så vidt muligt har forsøgt at begrænse sit tab af erhvervsevne gennem behandling af arbejdsskaden og gennem revalidering, omskoling eller lignende. Når den erhvervsmæssige situation er afklaret, kan der træffes en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne Midlertidig afgørelse Da særligt revalidering kan tage nogle år, har loven givet mulighed for at træffe midlertidige afgørelser, selvom den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret ( 17, stk. 3/1992-lovens 31, stk. 4). Midlertidige afgørelser beskrives nærmere i afsnit 5.2. I kapitel 5 (revalidering, omskoling eller uddannelse), kapitel 6 (arbejdsløshedsdagpenge og kontanthjælp) og kapitel 7 (sygedagpenge og ledighedsydelse) omtales situationer, hvor der efter praksis træffes en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne Pligt til at begrænse tabet Som beskrevet under afsnit 2.2. har tilskadekomne en pligt til at begrænse sit tab af erhvervsevne efter arbejdsskaden ved at lade sig behandle og deltage i revalidering, omskoling med videre. Hvis tilskadekomne ikke ønsker at medvirke til at begrænse sit tab, kan det få betydning ved fastsættelsen af erstatningen for tab af erhvervsevne. Eksempel 1 En 46-årig mand var faldet 4-5 meter ned ved et brobyggeri. Han havde fået indstillet sin arbejdsprøvning på grund af manglende motivation sammen med helbredsmæssige forhold og havde fået tilkendt mellemste førtidspension, svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med omkring 2/3. Østre Landsret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte vores skøn efter erstatningsansvarsloven, hvorefter erstatningen for tab af erhvervsevne skønsmæssigt blev fastsat til 35 procent (Forsikrings- og Erstatningsretlig domssamling 1998, side 836) Endelig afgørelse om erstatning Hvis der er truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne ( 17, stk. 3/1992-lovens 31, stk. 4), skal der træffes en endelig afgørelse om tab af erhvervsevne, når den erhvervsmæssige situation er endeligt afklaret. Det kan eksempelvis være, når revalideringen er gennemført. Vi tager selv spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne op til fornyet vurdering (revision) Hvornår udbetales erstatningen løbende - hvornår kapitaliseret Erstatning for tab af erhvervsevne på mindre end 50 procent bliver normalt udbetalt som et kapitalbeløb ( 27, stk. 1, 1. pkt./1992- lovens 43, stk. 1, 1. pkt.). Hvis der er tilkendt en erstatning på 50 procent eller mere, bliver erstatningen udbetalt som en løbende månedlig ydelse. Tilskadekomne kan bede om kapitalisering af en løbende ydelse. Dette giver ret til at få de 50 procent af erstatningen udbetalt som et engangsbeløb, mens resten vil blive udbetalt som en løbende månedlig ydelse ( 27, stk. 1, 2. pkt./1992-lovens 43, stk. 1, 2. pkt.). Det er kun tilskadekomne eller dennes repræsentant, der kan anmode om at få den løbende ydelse kapitaliseret. Hvis der eksempelvis tilkendes 65 procent i erhvervsevnetab som en løbende ydelse, vil 50 procent efter tilskadekomnes anmodning kunne kapitaliseres, mens de resterende 15 procent fortsat vil blive udbetalt som en løbende ydelse. Hvis der er tale om flere arbejdsskader, kan der samlet kapitaliseres mere end 50 procent. Reglen om en grænse på 50 procent gælder således isoleret for hver enkelt sag. Kun i særlige tilfælde kan det konkret være hensigtsmæssigt at lægge procenterne for tab af erhvervsevne sammen og derved anvende grænsen på de 50 procent. Det kan eksempelvis være tilfælde, hvor der er ens årsløn, samme arbejdsgiver, samme skadedato eller i øvrigt tæt sammenknyttede skader. Se også afsnit Hvis der er truffet en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne ( 17, stk. 3./1992-lovens 31, stk. 4) som beskrevet under afsnit 2.2., kan en tilkendt løbende erstatning ikke kapitaliseres. Erstatningen er tilkendt på et tidspunkt, hvor tilskadekomnes erhvervsmæssige situation ikke er afklaret ( 27, stk. 1, 3. pkt./1992-lovens 43, stk. 1, 3. pkt.), og vi fastsætter en revision med henblik på endelig fastsættelse af erhvervsevnetabet. Tilskadekomne var fyldt 63, da arbejdsskaden indtrådte loven Hvis tilskadekomne på skadestidspunktet er 63 år eller derover, kan der kun tilkendes en engangserstatning, der svarer til 2 gange en årlige løbende erstatning. ( 17, stk. 7, 2. pkt.) Tilskadekomne har fået en løbende ydelse og fylder nu loven Hvis tilskadekomne har fået tilkendt en erstatning for tab af erhvervsevne som en løbende ydelse og fylder 63 år, kan pågældende ikke

6 længere anmode om at få den løbende erstatning omsat til et engangsbeløb ved en kapitalisering. ( 27, stk. 2, 2. pkt.) 2.5. Ophør af løbende ydelser på grund af alder Den 1. juli 1999 blev lov om social pension ændret, således at folkepensionsalderen blev nedsat fra 67 til 65 år. ( 12 i lov om social pension) 1992-loven: I forhold til arbejdsskadesikringsloven sondres der herefter i forhold til, om tilskadekomne er fyldt 60 år den 1. juli 1999, eller om tilskadekomne først fylder 60 år efter den 1. juli Hvis tilskadekomne er fyldt 60 år senest den 1. juli 1999, ophører en løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor tilskadekomne fylder 67 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning (1992-lovens 32, stk. 7). Er tilskadekomne på tidspunktet for afgørelsen fyldt 67 år, udbetales erstatningen som 2 gange den årlige erstatning. 2. Hvis tilskadekomne først fylder 60 år efter den 1. juli 1999, ophører den løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor tilskadekomne fylder 65 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 4 gange den årlige erstatning (1992-lovens 32, stk. 8). Er tilskadekomne på tidspunktet for afgørelsen fyldt 65 år, udbetales erstatningen som 4 gange den årlige erstatning. Hvis der er truffet afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne inden 1. juli 1999, har tilskadekomne ret til 2 gange ydelsen fra 67 år, ifølge de hidtidige regler, som beskrevet under pkt. 1. Ændringer af loven gælder således først fra denne dato. ( 15 og 17 i ændringslov nr. 288 af 12. maj 1999) 2003-loven: For tilskadekomne født den 1. juli 1939 eller senere ophører den løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor modtageren fylder 65 år. Ved arbejdsskadereformen blev det såkaldte afløsningsbeløb således afskaffet Tilkendelsestidspunkt Ordlyden i bestemmelserne i og 2003-lovene er forskellig: 1992-loven: Den løbende erstatning tilkendes fra tidspunktet for afgørelsen. (1992-lovens 32, stk. 6, 1. led) Når særlige omstændigheder taler for det, kan erstatningen udbetales fra et andet tidspunkt, der kan ligge både før og efter afgørelsestidspunktet. ( 32, stk. 6, 2. led) Eksempel 2 En kvinde havde i august 1998 fået en arbejdsskade og havde derefter fra 1. juni 1999 til marts 2000 været ansat i hjemmeplejen i et vikariat. Hun blev herefter fastansat i stillingen. Erhvervsevnetabet på 20 procent blev tilkendt fra den 1. juni 1999, hvor pågældende var kommet i arbejde til en lavere løn end den hidtidige løn. Erstatningen skulle således tilkendes fra et tidspunkt før vores afgørelse den 25. maj 2000 (SM U sag 1). Der kan tidligst udbetales erstatning fra anmeldelsen, hvilket normalt er fra datoen for modtagelsen af anmeldelsen hos enten forsikringsselskabet eller Arbejdsskadestyrelsen. Eksempel 3 En tømrer fik i oktober 1993 en arbejdsskade. Sagen blev anmeldt den 18. december 1996 efter udløbet af anmeldelsesfristen på et år. Tømreren blev 1. august 1995 optaget på uddannelsen som byggetekniker. Den løbende erstatning for tab af erhvervsevne blev tilkendt med virkning fra tidspunktet for modtagelsen af anmeldelsen den 18. december Der kunne ikke tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne, før sagen blev anmeldt (SM U sag 2) loven: Den løbende erstatning tilkendes fra det tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før arbejdsskaden er anmeldt. ( 17, stk. 7, 2. led) 2003-loven er imidlertid en kodificering af den praksis, som blev fulgt ved 1992-loven, så den ændrede formulering har ingen praktisk betydning Ved erhvervssygdomme I sager om erhvervssygdomme kan det ske at sagen først bliver anerkendt mange år efter anmeldelsen, efter at der er påvist et erhvervsevnetab og efter at sagen har været afvist flere gange. Det kan således ske, at sygdommen senere kommer på fortegnelsen over erhvervssygdomme, hvorfor der kommer et nyt grundlag for at anerkende sygdommen. I disse tilfælde vil vi normalt tilkende en eventuel løbende erstatning fra det tidspunkt, hvor der er påvist et erhvervsevnetab, og ikke som normalt fra en anmodning om genoptagelse. Vi kan dog ikke gå længere tilbage end anmeldetidspunktet. Eksempel 3a

7 En specialarbejder havde den 8. december 1995 anmeldt en rygsygdom. Han havde fået tilkendt førtidspension med virkning fra 1. april Den 10. maj 1996 afviste vi at anerkende rygsygdommen, hvilket Ankestyrelsen tiltrådte. På dette tidspunkt var rygsygdomme ikke optaget på fortegnelsen over erhvervssygdomme. Den 1. oktober 1999 bliver der anmodet om genoptagelse, hvilket bliver afvist den 10. december Ankestyrelsen hjemviser til ny afgørelse. Efter at vi havde indhentet flere oplysninger og sendt en rejseinspektør ud for at undersøge sagen, anerkendte vi sagen den 29. november 2001 efter fortegnelsens gruppe E, punkt 11. Erstatningen for tab af erhvervsevne blev fastsat til 65 procent og skulle løbe fra anmeldelsen, da der allerede før anmeldelsen var dokumenteret et erhvervsevnetab i forbindelse med, at pågældende fik tilkendt førtidspension Ved tilskadekomstpension Hvis tilskadekomne er tjenestemand, kan der være et særligt spørgsmål om tilkendelsestidspunkt for en løbende ydelse, da tilskadekomne da kan få både førtidspension og tilskadekomstpension med virkning fra forskellige tidspunkter. Vi vil normalt tilkende ydelsen fra det tidspunkt, hvor tilskadekomnes erhvervsevnetab er dokumenteret, hvilket normalt vil sige fra tilkendelsen af tilskadekomstpensionen. Tilskadekomne modtager således fuld løn frem til dette tidspunkt. Eksempel 3b Ankestyrelsen tilkendte erstatning for tab af erhvervsevne på 65 procent med udbetaling som løbende ydelse fra tidspunktet for tilskadekomnes arbejdsophør og overgang til tjenestemandspension den 1. marts Ankestyrelsen lagde vægt på, at der fra tidspunktet for overgang til tjenestemandspension var dokumentation for et erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. Ankestyrelsen vurderede således, at sikredes helbreds- og erhvervsmæssige forhold var afklaret allerede på det tidspunkt, hvor pågældende blev afskediget og overgik til tjenestemandspension. Det havde derfor ikke betydning for tilkendelsestidspunktet, at der efter lov om social pension var tilkendt mellemste førtidspension med virkning fra den 1. maj (SM U-10-03) Ved genoptagelse Hvis sagen genoptages ( 41, stk. 1, 1. pkt./1992-lovens 34, stk. 1, 1. pkt. - se afsnit 2.12.), kan erstatningen som udgangspunkt tidligst udbetales eller forhøjes fra anmodningen om genoptagelse. Ved genoptagelse efter forvaltningsretlige principper (se afsnit 2.13.) vil der normalt blive tilkendt erstatning fra et tidligere tidspunkt end afgørelsen, og før tidspunktet for anmodningen om genoptagelse, hvis der har været væsentlige mangler ved sagsbehandlingen. Vi kan have besluttet, at en afgørelse skal revideres på et nærmere angivet tidspunkt. Ved denne genoptagelse kan der udbetales erstatning fra det tidspunkt, hvor ændringer i indtægten begrunder ændringer i erstatningen for tab af erhvervsevne. Det gælder også, når det tidspunkt ligger forud for revisionsdatoen. Årsagen er, at vi har fastsat revisionsdatoen skønsmæssigt. Tidspunktet bør derfor ikke i sig selv udelukke, at erstatning kan gives fra et tidligere tidspunkt. Hvis revisionen eller genoptagelsen munder ud i en nedsættelse af erstatningen for tab af erhvervsevne, sker ændringen fra den førstkommende måned efter vores nye afgørelse. Se også afsnit 5.6. om tilkendelsestidspunkt ved midlertidige afgørelser Vurderingsgrundlag Ved bedømmelse af erhvervsevnetabet skal der tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende ( 17, stk. 2/1992-lovens 32, stk. 2) efter dennes evner uddannelse alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning Den helbredsmæssige tilstand efter arbejdsskaden har i sig selv ikke afgørende betydning for vurderingen af tabet af erhvervsevne. De helbredsmæssige følger kompenseres gennem godtgørelse for varigt mén ( 18/1992-lovens 33). Den helbredsmæssige tilstand kan dog godt påvirke den erhvervsmæssige situation ved at nedsætte tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde. En knæskade kan således give tilskadekomne et skånebehov i forhold til knæbelastende arbejde. Er der ikke mulighed for at revalidere tilskadekomne til et ikke knæbelastende arbejde, vil det tale for erstatning for tab af erhvervsevne. Hvis tilskadekomnes erhverv ikke er knæbelastende, vil der normalt blive givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Det er ikke udelukket, at der fastsættes en relativt høj erstatning for tab af erhvervsevne, selvom godtgørelsen for varigt mén er beskeden. Der kan på den anden side konkret fastsættes en mindre erstatning for tab af erhvervsevne, selvom det varige mén er stort. Eksempel 4 En 53-årig flyttemand får 10 procent i godtgørelse for varigt mén for en rygskade. Det er ikke muligt at revalidere flyttemanden til andet arbejde, blandt andet på grund af pågældendes alder og beskedne skolekundskaber. Kommunen tilkender forhøjet almindelig førtidspension, svarende til en nedsættelse af erhvervsevnen med mindst halvdelen. Der er ikke andre helbredsmæssige årsager til pensionen end arbejdsskaden. Vi tilkender skønsmæssigt en erstatning på 50 procent. Der tages hensyn til tilskadekomnes alder og de betydelige skånebehov i forhold til fysisk og rygbelastende arbejde.

8 Eksempel 5 En 21-årig, ufaglært bagerekspedient får allergi over for mel, der viser sig som håndeksem. Hun ophører med at arbejde og modtager arbejdsløshedsdagpenge. Der tilkendes 10 procent i godtgørelse for varigt mén, da ekspedienten har jævnlige udbrud af eksem og moderate kroniske forandringer. Der gives afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Der tages herved hensyn til ekspedientens unge alder og til, at skånebehovet alene opstår i forhold til arbejde med mel. Arbejdsskadens følger forhindrer ikke ekspedienten i at varetage andre jobs som ekspedient, hvor pågældende ikke kommer i berøring med mel Fremtidige erhvervsmuligheder Der er normalt ikke mulighed for at fastsætte en højere erstatning for tab af erhvervsevne på grundlag af mistede fremtidige muligheder for avancement eller andre hypotetiske fremtidige erhvervsmuligheder, som tilskadekomne måtte miste som følge af arbejdsskaden. Eksempel 6 En læge fik eksem og måtte opgive at uddanne sig til speciallæge i kirurgi. Der blev givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Han havde endnu ikke havde opnået den obligatoriske kirurgiske slutstilling for speciallæger, og pågældende manglede 52 måneders ansættelse på forskellige kirurgiske afdelinger for at opnå anerkendelse som speciallæge. Da yngre læger i alle specialer fik samme løn, kunne indtjeningsevnen ikke anses for påvirket. (SM U-10-88) Hvis der imidlertid er en klar dokumentation for, at tilskadekomne snarligt ville få en højere løn, men forhindres i dette på grund af arbejdsskaden, vil vi i visse tilfælde tage udgangspunkt i denne højere årsindtægt som udtryk for, hvad tilskadekomne ville kunne tjene, hvis arbejdsskaden ikke var indtruffet Årsagssammenhæng og fradrag i erstatningen I en del tilfælde er tilskadekomnes erhvervsmæssige situation betinget af både arbejdsskadens følger og andre forhold på det tidspunkt, hvor erhvervsevnetabet skal vurderes. Loven er indrettet på den måde, at der på den ene side kun kan ydes erstatning for følgerne af en arbejdsskade. Erstatning kan således ikke ydes for forringelse af erhvervsevnen, der har andre grunde. ( 12, stk. 1/1992-lovens 26) På den anden side indeholder loven også en formodningsregel, hvorefter hele forringelsen af erhvervsevnen skyldes arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler imod ( 12, stk. 2/1992-lovens 13). Denne formodningsregel får især betydning i de situationer, hvor det er tvivlsomt, om arbejdsskaden er den eneste årsag til et påvist tab af erhvervsevne. Domstolene har i en række retssager tillagt denne formodningsregel afgørende betydning ved at stille store krav til dokumentationen for, at der er andre årsager end arbejdsskaden til et påvist tab af erhvervsevne. Domstolenes fortolkning af formodningsreglen nærmer sig de principper, der gælder inden for erstatningsretten. Domstolene lader risikoen for manglende dokumentation for andre årsager til erhvervsevnetabet (bevisbyrden) hvile på Arbejdsskadestyrelsen. Fradrag i erstatningen kan derfor kun ske, hvis den forudbestående eller konkurrerende skade eller sygdom allerede har medført en begrænsning i indtjeningsevnen eller under alle omstændigheder ville medføre en begrænsning af indtjeningsevnen i fremtiden. I SM U-2-99 og i SM U-3-99 har Ankestyrelsen taget udgangspunkt i, 1. om der var dokumentation for nedsat erhvervsevne forud for arbejdsskaden og 2. om der ud fra en lægesagkyndig bedømmelse forelå nærliggende risiko for, at den forudbestående sygdom, uafhængigt af arbejdsskaden, ville nedsætte erhvervsevnen væsentligt, eller for, at der uafhængigt af arbejdsskaden ville være opstået en væsentlig helbredsforringelse, som ville medføre et tab af erhvervsevne (prognosesynspunkt). I selve afgørelsen vil vi normalt først vurdere det samlede tab af erhvervsevne. Derefter vurderer vi, om der er andre årsager til erhvervsevnetabet ( 12, stk. 1 og 2/1992-lovens 26 og 13), hvorefter der fastsættes en brøk, der angiver, hvilken del af det samlede erhvervsevnetab der skyldes arbejdsskaden. Det samlede erhvervsevnetab fratrukket den brøkdel, der ikke skyldes arbejdsskaden, giver herefter den erstatning for tab af erhvervsevne, der skyldes arbejdet. Eksempel 7 Tilskadekomne har fået tilkendt mellemste førtidspension. Vi vurderer skønsmæssigt det samlede tab af erhvervsevne til 80 procent. Vi vurderer, at halvdelen af det samlede erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed skyldes andre forhold end arbejdsskaden ( 12. stk. 2/1992-lovens 13). Erhvervsevnetabet fastsættes herefter til 40 procent. Eksempel 8 Tilskadekomne fik efter en rygskade tilkendt mellemste førtidspension, svarende til, at erhvervsevnen er nedsat med omkring 2/3. Det samlede tab af erhvervsevne blev vurderet til 65 procent. Vi vurderede, at 1/4 skyldtes andre forhold end arbejdsskaden. Der blev således trukket 15 procent fra, da overvejende sandsynlighed ( 12. stk. 2/1992-lovens 13) talte for, at svær slidgigt i hoften, der ikke var en følge af arbejdsskaden, ville have medført en operation med indsættelse af en ny kunstig hofte - uanset arbejdsskadens indtræden (prognosesynspunktet). Følgerne af denne operation var medvirkende årsag til overgangen til pension. Der blev tilkendt 50

9 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Forudbestående sygdomme vedrører den legemsdel, som er beskadiget ved arbejdsskaden. En form for forudbestående sygdom er dispositioner for sygdomme i den legemsdel, som er ramt af arbejdsskaden, og som udløses ved arbejdsskaden, eksempelvis hvirvelskred i ryggen. Konkurrerende sygdomme er andre sygdomme, som ikke kun vedrører den arbejdsskadede legemsdel. Som eksempler kan nævnes følger efter børnelammelse, sklerose og epilepsi. Der er ikke den store forskel på forudbestående og konkurrerende sygdomme set i forhold til vurderingen af erhvervsevnetab. Læs mere i: Artiklen "Domme om erstatning for arbejdsskader", Nyt fra Ankestyrelsen nr. 3/ Erstatning og dødsfald Erstatning for tab af erhvervsevne er en personlig erstatning. Retten til erstatning bortfalder derfor, når modtageren dør, inden der træffes afgørelse om tab af erhvervsevne (SM U-16-88). De efterladte kan eventuelt få erstatning efter lovens regler om erstatning for tab af forsørger. Der henvises til Arbejdsskadestyrelsens vejledning om erstatning ved dødsfald. Er der tilkendt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, og har tilskadekomne bedt om kapitalisering, udbetales erstatningen til boet, hvis tilskadekomne dør, inden pågældende har fået erstatningen udbetalt. Hvis tilskadekomne ikke inden dødsfaldet har bedt om kapitalisering, kan det kapitaliserede beløb ikke udbetales til boet Fordeling af erstatningen for tab af erhvervsevne ved flere skader Alle skader giver i sig selv ret til erstatning Hvis tilskadekomne har været udsat for flere arbejdsskader, der hver for sig berettiger til erstatning, skal tab af erhvervsevne hver gang vurderes med udgangspunkt i, hvordan tilskadekomnes situation er efter den seneste skade. Eksempel 9 Tilskadekomne har på grund af en arbejdsskade skiftet job. Han gik omkring 15 procent ned i løn og fik erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. I sit nye job kommer pågældende ud for en alvorlig ulykke. Arbejdsskade nummer 2 medfører, at pågældende fremover kun kan arbejde på halv tid og til den halve løn. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent. Der skal ikke ved udmålingen af erhvervsevnetabsprocenten ved anden skade tages hensyn til, at pågældende har fået erstatning for tab af erhvervsevne for første skade. Men erstatningens størrelse udmåles på grundlag af en lavere årsløn end ved den første skade. Erstatningen for tab af erhvervsevne skal udbetales af det forsikringsselskab, hvor tilskadekomnes arbejdsgiver havde tegnet forsikring på skadestidspunktet. Det kan derfor være forskellige forsikringsselskaber, herunder Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring (AES), der skal udbetale den fastsatte erstatning for tab af erhvervsevne, når der er to eller flere arbejdsskader De enkelte skader berettiger ikke hver især til erstatning Tilskadekomne kan have flere arbejdsskader, hvor de enkelte skader hver især ikke giver ret til erstatning for tab af erhvervsevne, fordi de ikke i sig selv har påvirket erhvervsevnen. Der er altså tale om små skader. De mange små skader kan til sammen medføre, at tilskadekomne ophører med at arbejde og måske tilkendes førtidspension på grund af arbejdsskaderne og eventuelt andre forhold. Da den pågældende må ophøre med at arbejde, er der ikke tvivl om, at pågældende skal have erstatning for tab af erhvervsevne. Hvis der er flere arbejdsgivere inde i billedet og dermed måske flere forsikringsselskaber, som kan komme til at betale erstatningen, tager vi stilling til, om erstatningen skal fordeles på et eller flere selskaber Vægtning Hvis flere selskaber skal udbetale erstatning, vurderer vi, hvilken af flere arbejdsskader der rent faktisk påvirker erhvervsevnen. Ved hver enkelt arbejdsskade skal arten og omfanget af erhvervsevnetabet vurderes. Det kan føre til, at et enkelt selskab muligvis tillægges den største, eventuelt den fulde, pligt til at udbetale den fastsatte erstatning, selvom arten og omfanget af erhvervsevnetabet efter den arbejdsskade, der kan henføres til dette selskab, isoleret set kun berettiger til en mindre erstatning.

10 Hvilket forsikringsselskab Udgangspunktet er, at det forsikringsselskab, der har pligten til at udbetale erstatning for den sidste skade, skal udbetale den fastsatte erstatning for tab af erhvervsevne, hvis 1. tilskadekomnes indtægtsniveau ikke blev påvirket af tidligere skader og 2. tidligere skader ikke førte til langvarige sygeperioder Erstatning for tab af erhvervsevne må betales af flere forsikringsselskaber, hvis flere af skaderne i sig selv har påvirket erhvervsevnen. Eksempel 10 Tilskadekomne har følgende anerkendte arbejdsskader, der er pådraget hos 4 forskellige arbejdsgivere: 1. Knæsygdom: Varigt mén er fastsat til 12 procent. Tilskadekomne skifter arbejde og går 10 procent ned i løn.der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da tabet er mindre end 15 procent. 2. Hudsygdom: Varigt mén er fastsat til 5 procent. Der sker ingen erhvervsmæssige ændringer, og der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da tabet er mindre end 15 procent. 3. Tab af lillefinger: Varigt mén er fastsat til 8 procent. Der sker ingen erhvervsmæssige ændringer, og der ydes ikke erstatning for tab af erhvervsevne, da tabet er mindre end 15 procent. 4. Kronisk bronkitis: Varigt mén er fastsat til 10 procent. Tilskadekomne ophører med at arbejde. Tilskadekomne får tilkendt forhøjet almindelig førtidspension. Der er ikke andre forhold end de 4 skader som årsag til pensionen. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 50 procent. Det er alene første skade (knæsygdommen) og fjerde skade (kronisk bronkitis), der i væsentlig grad har påvirket tilskadekomnes erhvervsevne. Det betyder, at erstatningen for tab af erhvervsevne skal fordeles mellem de 2 forsikringsselskaber, hvor tilskadekomnes arbejdsgivere havde tegnet arbejdsskadeforsikring på skadestidspunkterne. Knæsygdommen og bronkitis er konkret vurderet som ligeværdige årsager til tilkendelsen af førtidspension, og erstatningen for tab af erhvervsevne fordeles derfor ligeligt mellem selskaberne med halvdelen til hver Kapitalisering, når der udbetales erstatning i mere end en sag Når tilskadekomne får tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne i mere end en sag, eksempelvis fordi pågældende har været ude for 2 ulykkestilfælde med flere års mellemrum, fastsætter vi normalt omfanget af erhvervsevnetabet i hver sag med hver sin årsløn. Det indebærer, at reglen om maksimal kapitalisering på 50 procent gælder i hver sag, hvor tilskadekomne har fået tilkendt erhvervsevnetabserstatning. Hvis arbejdsskaderne er knyttet til hinanden og der er samme årsløn, eventuelt samme arbejdsgiver, kan der være grundlag for at lægge erhvervsevnetabsprocenterne sammen, således at der kun udbetales kapitalerstatning i den ene sag, hvis de samlet vurderes til et erhvervsevnetab på 50 procent eller derover. På samme måde skal der, når tilskadekomne anmoder om kapitalisering ( 43, stk. 1), foretages en vurdering af, om arbejdsskaderne ligger med flere års mellemrum og forskellig årsløn og derfor bør vurderes hver for sig, eller om der er en sådan sammenhæng, at anmodningen om kapitalisering kun bør imødekommes i en af sagerne, således at tilskadekomne kun får kapitaliseret 50 procent af det samlede erhvervsevnetab Genoptagelse ved nye faktiske oplysninger Inden for 5-årsfristen Efter anmodning fra tilskadekomne eller på vores foranledning kan spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne genoptages inden for en frist af 5 år fra første afgørelse, hvis der er sket væsentlige ændringer i de forhold, der blev lagt til grund for fastsættelsen. ( 42, stk. 1, 1. pkt./1992-lovens 34, stk. 1, 1. pkt.) Ved bedømmelsen af, om der er grundlag for at genoptage en sag, foretager vi en vurdering af, om der er dokumenteret eller sandsynliggjort væsentlige ændringer i de forhold, der blev lagt til grund ved den første fastsættelse af erstatning. Denne vurdering indebærer en sammenligning af det aktuelle og det tidligere oplysningsgrundlag for at fastslå, om der foreligger ændrede forhold, der giver grundlag for at foretage en ny indholdsmæssig vurdering af sagen. Der genoptages kun, hvis det er overvejende sandsynligt, at genoptagelsen vil føre til en højere erstatning. I denne vurdering indgår også, om der er årsagsforbindelse mellem tabet af erhvervsevne og arbejdsskaden. Eksempel 11 - afslag på genoptagelse Ved første afgørelse får en sygeplejerske, der har følger efter en skade på venstre skulder, afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da pågældende har genoptaget arbejdet, og da skadens begrænsede følger ikke kan antages at medføre et tab af erhvervsevne. Nogle

11 år efter afgørelsen får pågældende fibromyalgi, hvilket pågældende får tilkendt forhøjet almindelig førtidspension for. Som følge af pensionen anmoder pågældende om genoptagelse af arbejdsskadesagen. Hun vil få afslag på genoptagelse, da det ikke kan anses for overvejende sandsynligt, at en genoptagelse vil føre til en højere erstatning. Hun har således fået tilkendt førtidspension på grund af fibromyalgi, der ikke kan tilskrives arbejdsskaden. Eksempel 11a - genoptagelse En smed, der har følger efter skade på højre knæ og hofte, får ved første afgørelse afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, da pågældende har genoptaget sit arbejde uden lønnedgang. Et halvt år senere må pågældende opgive arbejdet på grund af gener fra benet. Efter arbejdsprøvning får pågældende bevilget et fleksjob. Sagen vil blive genoptaget, da tilskadekomnes erhvervsmæssige situation har ændret sig væsentligt som følge af arbejdsskaden. Det vil være overvejende sandsynligt, at genoptagelsen vil medføre en højere erstatning. Vi kan forlænge fristen for genoptagelse inden udløbet af 5-årsfristen. ( 42, stk. 1, 2. pkt./1992-lovens 34, stk. 1, 2. pkt.) Vi vil efter en konkret vurdering udsætte fristen for genoptagelse, eksempelvis i sager, hvor en omskoling eller revalidering først ventes afsluttet efter udløbet af fristen. Hvis det skønnes sandsynligt, at arbejdsskadens følger vil blive forværret efter 5-årsfristen, kan dette også give anledning til en forlængelse af fristen. Det gælder i visse tilfælde øjenskader og lungesygdomme. Der er ikke mulighed for at forlænge fristen, når først fristen er udløbet. Om genoptagelse efter forvaltningsretlige principper, når der er spørgsmål om mangler ved afgørelsen, henvises til afsnit Genoptagelse efter udløb af 5-årsfristen Selvom fristen - eventuelt efter en forlængelse - er udløbet, er der fortsat en mulighed for at få sagen genoptaget. Når ganske særlige omstændigheder taler herfor, kan der ses bort fra fristerne for genoptagelse. ( 42, stk. 1, 3. pkt./1992-lovens 34, stk. 1, 3. pkt.) Betingelserne for genoptagelse efter fristens udløb er, at - der dokumenteres en væsentlig forværring af tilskadekomnes erhvervsevne og - forværringen med overvejende sandsynlighed skyldes arbejdsskaden Eksempel 12 En landmand havde i 1984 beskadiget venstre skulder i et fald. I 1986 fik pågældende tilkendt 20 procent i godtgørelse for varigt mén, og i 1987 fik pågældende tilkendt 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, der i 1989 blev forhøjet til 20 procent. I 2000 anmodede landmanden om genoptagelse med henvisning til, at pågældende efterfølgende havde fået tilkendt førtidspension. 5- årsfristen for genoptagelse var derfor overskredet. Han fik afslag på genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne, da der ved tilkendelsen af de 20 procent i erhvervsevnetab var foretaget et samlet skøn over, i hvilket omfang skulderskaden måtte forventes at nedsætte erhvervsevnen i fremtiden. De efterfølgende erhvervsmæssige ændringer kunne således ikke anses for ganske særlige omstændigheder, som gav grundlag for genoptagelse. Der blev desuden lagt vægt på, at pågældendes ikke-arbejdsbetingede sygdomme i form af rygsmerter havde reduceret pågældendes erhvervsevne både før og efter arbejdsskadens indtræden. Se Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager Oplysningspligt ved ændringer Tilskadekomne har pligt til at underrette forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller os om enhver forandring i sine forhold, som må formodes at medføre en nedsættelse eller bortfald af ydelsen. ( 42, stk. 2, 1. led./1992-lovens 34, stk. 2, 1. led) Forsikringsselskabet, Arbejdsmarkedets Erhvervssygdomssikring eller vi skal på den anden side være opmærksom på, om der indtræder sådanne forandringer i tilskadekomnes forhold. ( 42, stk. 2, 1. led./1992-lovens 34, stk. 2, 2. led) Genoptagelse efter almindelige forvaltningsretlige principper I en del sager anmoder tilskadekomne om genoptagelse med henvisning til, at der er væsentlige mangler ved sagsbehandlingen. Vi vurderer først, om der er nye faktiske oplysninger, der kan give grundlag for at genoptage efter lovens regler ( 42/1992-lovens 34 og afsnit 2.12.). Hvis der ikke samtidig henvises til nye og væsentlige faktiske oplysninger, kan sagen imidlertid ikke genoptages efter loven. Vi vurderer herefter, om der er grundlag for at genoptage spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne efter almindelige forvaltningsretlige principper. Denne vurdering er konkret og vedrører spørgsmålet, om der er væsentlige mangler ved sagsbehandlingen, således at en ny vurdering må forventes at føre til et væsentligt ændret resultat. Særligt ved væsentlige sagsbehandlingsfejl vil vi dog genoptage forvaltningsretligt, selvom resultatet ikke ændres væsentligt. Hvis Ankestyrelsen har tiltrådt eller ændret vores afgørelse, som er mangelfuld, har vi normalt ikke kompetence til at genoptage

12 Ankestyrelsens afgørelse efter forvaltningsretlige principper. I sådanne tilfælde vil vi enten sende sagen over til Ankestyrelsen, for at Ankestyrelsen kan vurdere, om der er grundlag for at genoptage Ankestyrelsens afgørelse efter almindelige forvaltningsretlige principper, eller også vil vi træffe afgørelse efter 42/1992-lovens 34 og forholde os til, om der er fremkommet nye oplysninger efter vores afgørelse. I denne afgørelse kan vi så gøre opmærksom på, at vi ikke kan tage stilling til en eventuel forvaltningsretlig genoptagelse af Ankestyrelsens afgørelse. Som udgangspunkt fastsættes tidspunktet for tilkendelse af løbende erstatninger for tab af erhvervsevne til tidspunktet, hvor vi har modtaget anmodningen om genoptagelse. Hvis der er begået fejl fra vores side, vil genoprettelsen af den oprindelige, utilstrækkelige afgørelse ofte betyde, at der tilkendes en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt end anmodningen om genoptagelse, eksempelvis fra tidspunktet for tilkendelse af en førtidspension. Eksempel 13 - forvaltningsretlig genoptagelse Efter en hjernerystelse udviklede tilskadekomne migræne og psykiske symptomer. Efterfølgende fik pågældende tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, svarende til en erhvervsevne nedsat på grund af helbredsmæssige forhold med mindst halvdelen, fra den 1. september Ved første afgørelse fik tilskadekomne tilkendt 25 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Der blev henvist til, at pensionen tillige var tilkendt på grund af sygdomme i ryg, nakke og skulder. Sagen blev genoptaget ud fra almindelige forvaltningsretlige principper, fordi sygdommene i ryg, nakke og skuldre ikke kunne anses for at være indgået i pensionsvurderingen. Der blev tilkendt 25 procent yderligere fra den 1. september 1996, hvilket svarede til 50 procent i alt. Det samlede tab af erhvervsevne var således afklaret på tidspunktet for tilkendelse af pension. Der havde ikke været tilstrækkeligt grundlag for at nedsætte erstatningen på grund af en række sygdomme, som ikke var indgået i pensionsvurderingen, da de ikke var varigt invaliderende. ( 12/1992-lovens 13) Se Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager. I kapitel 10 er betingelserne og praksis for genoptagelse efter forvaltningsretlige principper beskrevet nærmere. Der er tillige beskrevet praksis for genoptagelse, hvor: vi tidligere har foretaget et forkert fradrag efter 1992-lovens 13 (Højesterets dom af 3. september 1998) tilskadekomne får forhøjet sin førtidspension med tilbagevirkende kraft af pensionsmyndighederne (Højesterets dom af 22. september 1999) vi har tilsidesat sagsbehandlingsreglerne eller afgørelsen på anden måde er mangelfuld Forældelse Når der er truffet en afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, løber der en frist på 20 år. Hvis denne frist overskrides, er eventuelle krav forældet, og der vil ikke være mulighed for at genoptage sagen.(danske Lov ) Forældelsesfristen kan afbrydes, eksempelvis ved en anmodning om genoptagelse, eller ved at der træffes en ny afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. Efter hver afbrydelse løber der en ny 20-årig frist. Se Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager Fradrag, når tilskadekomne modtager tjenestemandspension Vi henviser til Arbejdsskadestyrelsens vejledning om fradrag i erstatning for tab af erhvervsevne når skadelidte er tjenestemand eller lignende Fradrag i erstatning ved tilskadekomnes medvirken til skadens indtræden Hvis tilskadekomne forsætligt eller ved retsstridig handling eller undladelse har fremkaldt eller væsentligt bidraget til arbejdsskadens indtræden, kan erstatning for tab af erhvervsevne nedsættes eller helt bortfalde. Vi skal i givet fald udtrykkeligt gøre tilskadekomne opmærksom herpå. ( 14/1992-lovens 29) Det er yderst sjældent, at vi trækker fra i erstatningen på grund af tilskadekomnes medvirken til skadens opståen. Skader, der sker ved, at tilskadekomne ikke har overholdt sikkerhedshensyn eller er beruset, kan ikke i sig selv medføre nedsættelse Forskud Vi kan træffe afgørelse om, at der skal udbetales forskud på erstatning for tab af erhvervsevne, indtil der er truffet endelig afgørelse i sagen. ( 16, stk. 3/1992-lovens 31, stk. 3) 3. Tilskadekomne arbejder 3.1 Generelt

13 Når tilskadekomne er vendt tilbage til arbejdsmarkedet, kan vi ofte bruge oplysningerne om den aktuelle indtægt til at vurdere erhvervsevnen. Det gælder, både når tilskadekomne har genoptaget sit gamle arbejde, og når pågældende har fået nyt arbejde, og det gælder, uanset om pågældende arbejder som lønmodtager eller som selvstændig. Hvis indtægten nu er mindre, er der en formodning for, at det er på grund af arbejdsskaden, medmindre andre forhold taler imod. Vi skal vurdere, om nedgangen er udtryk for et tab af erhvervsevne. Hvis indtægtsnedgangen kun er midlertidig, vil det normalt ikke give grundlag for erstatning. Ved jobskifte, eventuelt efter revalidering, vil vi lægge vægt på indkomstniveauet i det nye erhverv, hvor tilskadekomne står til rådighed Sammenligningsgrundlaget Sammenligningsgrundlaget er arbejdsindtægten før skaden sammenholdt med arbejdsindtægten efter skaden. Ved fastsættelse af erstatningen tager vi således udgangspunkt i de ændringer, vi kan konstatere i arbejdsindtægten Indtægtsnedgangen Indtægtsnedgangen er forskellen mellem den løn, tilskadekomne ville have tjent, hvis skaden ikke var sket, og den faktiske indtjening på afgørelsestidspunktet. Normalt vil vi finde lønnedgangen ved at bede arbejdsgiveren, arbejdsgiverforeningen eller fagforeningen om at oplyse, hvad tilskadekomne ville kunne tjene ved det samme arbejde på afgørelsestidspunktet. Hvis vi ikke kan få realistiske oplysninger om, hvad tilskadekomne ville kunne tjene på afgørelsestidspunktet, opregulerer vi den årlige arbejdsindtægt før skaden til afgørelsestidspunktet og sammenligner med den aktuelle indtægt. Indtægtsnedgangen beregnes på følgende måde: Oplysninger om den årlige arbejdsindtægt før skaden kan vi få på flere måder. Som regel får vi dem fra skattemyndighederne. Eksempel 14 En mand tjente i året forud for skadedatoen i oktober kroner. Vi kunne ikke få realistiske oplysninger om, hvad pågældende ville kunne tjene uden arbejdsskaden. Lovens maksimale årsløn i efteråret 1993 er kroner. Sagen afgøres i efteråret 1994, hvor lovens maksimale årsløn er steget til kroner. Lønnen, der kunne være tjent= Den løn, som tilskadekomne kunne have tjent på afgørelsestidspunktet, bliver herefter kroner. Se i øvrigt SM U Tilskadekomnes aktuelle løn er lig med eller større end lønnen før arbejdsskaden Tilskadekomne arbejder igen, og pågældendes løn er nu lig med eller større end lønnen før arbejdsskaden. Der kan være flere årsager, typisk at pågældende har: genoptaget arbejdet uden lønnedgang fået andet arbejde eller gennemgået et revalideringsforløb, en omskoling eller et andet uddannelsesforløb, der giver mulighed for nyt arbejde til samme løn som, eller højere løn end, tidligere Erstatningen Hvis tilskadekomne efter arbejdsskaden tjener det samme eller mere end før arbejdsskaden, ydes der ikke erstatning. Det gælder, selvom pågældendes avancementsmuligheder er forringet eller pågældende er overgået fra faglært til ufaglært arbejde. Se i øvrigt afsnit om forringelse af fremtidige erhvervsmuligheder.

14 Eksempel 15 Hvis vi beregner den fiktive indtjening på afgørelsestidspunktet til kroner (se beregningen i afsnit og eksempel 14) og tilskadekomne på afgørelsestidspunktet tjener kroner pr. måned, det vil sige en årsindtægt på kroner, ville der ikke blive ydet erstatning, fordi der ikke er en indtægtsnedgang på 15 procent. Det gælder uden hensyn til arbejdsskadens øvrige følger Tilskadekomnes løn er nedsat med mindst 15 procent Tilskadekomne er vendt tilbage til sit oprindelige arbejde eller er begyndt på et nyt arbejde, og pågældendes løn er nedsat i forhold til lønnen før arbejdsskaden. Der kan være flere årsager, for eksempel: Tilskadekomne har fået nyt arbejde til lavere løn Tilskadekomne er gået ned i tid som følge af arbejdsskaden Tilskadekomne er gået fra faglært til ufaglært arbejde med lønnedgang Tilskadekomne er gået fra akkordarbejde til timelønnet arbejde med lønnedgang Den indtægt, der kunne være tjent efter beregningen i afsnit , skal sammenholdes med tilskadekomnes aktuelle indtjening. Eksempel 16 Hvis vi beregner den fiktive indtjening på afgørelsestidspunktet til kroner og tilskadekomne på afgørelsestidspunktet tjener kroner pr. måned, det vil sige en årsindtægt på kroner, og der er tale om et varigt arbejde, vil lønnedgangen på kroner svare til omkring 19 procent. Her fastsætter vi erstatningen for tab af erhvervsevne til 20 procent. Se afsnit 3.5. om de tilfælde, hvor tilskadekomne overgår til selvstændig virksomhed efter en arbejdsskade Lønnedgangen er ikke en følge af arbejdsskaden Selvom tilskadekomne efter arbejdsskaden tjener mindre end før, er det ikke sikkert, at der er et tab, som skal erstattes. Lønnedgangen kan have andre årsager end arbejdsskaden. Hvis der delvis er andre årsager til lønnedgangen, bliver erstatningen fastsat til den procent af erhvervsevnetabet, vi kan henføre til arbejdsskadens følger. Eksempel 17 En 28-årig slagter fik amputeret yderstykket af venstre tommelfinger. Han kunne ikke længere arbejde som slagter på fuld tid og fik i stedet arbejde som køkkenmedhjælp i en restauration med en ugentlig arbejdstid på 15 timer. Han fik supplerende dagpenge for de resterende 22 timer. Vi vurderede, at pågældende var i stand til at arbejde i 37 timer som køkkenmedhjælp. Erstatningen blev derfor fastsat til forskellen mellem pågældendes tidligere indtægt som slagter og den indtægt, pågældende ville kunne få, hvis pågældende arbejdede som køkkenmedhjælp i restaurationen i 37 timer om ugen. Eksempel 18 En mand, der inden arbejdsskaden arbejdede på skiftehold, besluttede efter arbejdsskaden, uafhængigt af arbejdsskadens følger, at pågældende udelukkende ville arbejde på daghold. Årsagen til lønnedgangen var primært, at pågældende ikke længere fik skifteholdstillæg med videre. Der blev derfor ikke ydet erstatning for tab af erhvervsevne Konjunkturerne som årsag til lønnedgang Hvis konjunkturerne er årsag til indtægtsnedgangen, bliver den ikke erstattet. Eksempel 19 En slagter får efter endt omskoling til levnedsmiddeltekniker mulighed for et nyt job med lavere indtjening end før arbejdsskaden. På grund af forholdene på arbejdsmarkedet kan slagteren for tiden ikke få arbejde som levnedsmiddeltekniker, men tager i stedet arbejde i produktionen i et mejeriselskab til en lavere løn, end pågældende ville have fået som levnedsmiddeltekniker. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne som forskellen mellem den løn, pågældende ville have haft som slagter, og den løn, pågældende ville have tjent som nyuddannet levnedsmiddeltekniker. Vi kan ikke ved beregningen af erstatningen tage hensyn til, at det reelle indtægtstab er større, da denne forskel er konjunkturbestemt Erstatning, selvom indtægtsnedgangen er under 15 procent Tilskadekomne er i arbejde igen. Som følge af arbejdsskaden er pågældendes løn nedsat i forhold til lønnen før arbejdsskaden. Når lønnedgangen ikke er 15 procent eller derover, vil der normalt blive givet afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. ( 17, stk. 1/1992-lovens 32, stk. 1) I visse tilfælde, hvor lønnedgangen er tæt på 15 procent, tilkender vi undtagelsesvis erstatning for tab af erhvervsevne på 15 procent. Der er tale om en skønsmæssig vurdering af tabet af erhvervsevne, hvor indtægtsnedgangen indgår som et væsentligt hensyn i skønnet. Andre hensyn kan dog i den konkrete sag tale for at tilkende 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, selvom

15 indtægtsnedgangen ligger lige under de 15 procent. Det fremgår af lovens forarbejder fra 1978, at grænsen på 15 procent ikke var udtryk for et ønske om at udelukke i øvrigt berettigede tilskadekomne fra erstatning, men alene at sikre administrationen adgang til at afvise dyberegående behandling af udokumenterbare bagatelkrav. Andre hensyn, der kan tale for at tilkende erstatning, vil være, at tilskadekomne helt åbenbart er overgået til lavere lønnet arbejde som følge af arbejdsskaden, eller at tilskadekomne har betydelige skånebehov som følge af arbejdsskaden og derfor har mange sygedage. Det taler blandt andet imod at tilkende erstatning i disse tilfælde, hvis indtægtstabet synes at være midlertidigt, hvis der er beskedne skånebehov som følge af arbejdsskaden, eller hvis skånebehovet alene angår visse påvirkninger - eksempelvis allergi over for mel. Eksempel 20 En sygehjælper fik et knæk i ryggen, hvorefter han udviklede belastningsrelaterede smerter og ømhed i ryggen. Det varige mén blev vurderet til 5 procent. Efter ulykkestilfældet var tilskadekomne sygemeldt i 5 måneder, hvorefter han genoptog arbejdet på fuld tid. Efter 2 måneder måtte pågældende dog overgå til en 32 timers arbejdsuge. Som følge heraf havde han en lønnedgang på 13,5 procent. Ankestyrelsen vurderede, at arbejdsskaden var årsag til arbejdstidsnedsættelsen. Der var tidsmæssig sammenhæng mellem skaden og arbejdstidsnedsættelsen og rygskaden havde medført et behov for aflastning i forbindelse med løft og arbejde i foroverbøjet stilling. Tilskadekomne havde derfor en dokumenteret og blivende indtægtsnedgang, da arbejdsskaden havde medført et indtægtstab af nogen betydning. Erhvervsevnetabet blev herefter fastsat til 15 procent. (SM U-19-04, sag nr. 1) Eksempel 20a En ufaglært fabriksarbejder tjener kroner månedligt, svarende til en årsindtægt på kroner. Lønnedgangen er på kroner, der svarer til omkring 13 procent. Tilskadekomne er gået ned i tid som følge af arbejdsskadens følger og får derfor mindre i løn. Der er ikke noget, der tyder på, at nedgangen i tid og løn er midlertidig. Tilskadekomne har fået 12 procent i godtgørelse for varigt mén som følge af middelsvære, daglige smerter med let bevægeindskrænkning i lænderyggen. Tilskadekomne har således et betydeligt skånebehov i forhold til rygbelastende og fysisk arbejde. Det vil være vanskeligt at få andet arbejde til højere timetal eller højere løn. Vi vil tilkende 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Eksempel 21 En faglært maskinarbejder fik klemt fingre og håndled på højre hånd og måtte derfor opgive sit arbejde, og pågældende blev på samme virksomhed omplaceret til lettere kontorarbejde med lavere løn. Lønnedgangen svarede til 12 procent. Som følge af betydelige skader og bevægeindskrænkning i hånd og fingre fik pågældende tilkendt 35 procent i godtgørelse for varigt mén. Med et så betydeligt skånebehov i forhold til arbejde, hvor tilskadekomne skal bruge hænderne, synes lønnedgangen ikke at være midlertidig. Tilskadekomne vil få vanskeligt ved at få andet arbejde til højere løn. Vi vil tilkende 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne Overgang til selvstændig virksomhed Tilskadekomne vender ikke tilbage til sit hidtidige arbejde, men vælger i stedet at drive selvstændig virksomhed Aktuel indtægt Vi kan som regel ikke fastsætte den aktuelle løn på samme måde som for lønmodtagere. I stedet fastsættes indtægten for nyetablerede selvstændige skønsmæssigt ud fra en vurdering af, hvad de må forventes at kunne tjene, eventuelt ud fra et budget, der er udarbejdet af en revisor Indtægtsopgørelsen Hvis den selvstændige virksomhed har eksisteret i nogen tid, inden der træffes afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan vi anvende selvangivelser/årsopgørelser/årsregnskaber. Vi skal være opmærksomme på, at en indtægtsnedgang i disse tilfælde ikke nødvendigvis modsvares af et erhvervsevnetab af samme størrelse. Den mindre indtægt kan også skyldes konjunkturerne. Det er ofte vanskeligt at opgøre indtægten for selvstændige erhvervsdrivende Beregningsgrundlag Som beregningsgrundlag for en selvstændig erhvervsdrivende anvendes årsopgørelsens oplysninger om: Overskud af selvstændig virksomhed Indtægt overført til medarbejdende ægtefælle Egne sygedagpenge og andre indtægter, som i væsentlig grad skyldes den pågældendes egen arbejdsindsats i virksomheden Henlæggelser til investeringsfond Hvis den erhvervsmæssige situation for den selvstændige erhvervsdrivende er uafklaret, træffes der i visse tilfælde en midlertidig

16 afgørelse (se afsnit ). Når situationen har stabiliseret sig og vi kan skønne over den varige erhvervsevne, træffer vi en endelig afgørelse Erstatningen Erstatning for tab af erhvervsevne fastsættes herefter som en sammenligning mellem, hvad tilskadekomne kunne have tjent som arbejdstager, hvis skaden ikke var sket, sammenholdt med den aktuelle indtjening som selvstændig. I vurderingen skal dog også indgå, om hele indtægtsnedgangen kan forklares ud fra arbejdsskadens art og omfang. Hvis der er tale om en beskeden arbejdsskade og tilskadekomne har en stor indtægtsnedgang, fastsættes erhvervsevnetabet ikke nødvendigvis til indtægtsnedgangen, men derimod skønsmæssigt. Eksempel 22 En maskinarbejder har forladt sit hidtidige arbejde på grund af en svær eksemsygdom i form af en såkaldt oliefnat. Han ville have tjent kroner om året, hvis skaden ikke var sket. Efter arbejdsskaden etablerer pågældende sig som selvstændig med en grillbar. Da sagen afgøres, er virksomheden netop startet, og indtjeningen er derfor ikke kendt med sikkerhed. Ifølge et budget, der er opstillet af en revisor, kan pågældende forvente at få overført kroner som løn. Der vil ikke være overskud de første år. Indtægtsnedgangen er med andre ord omkring 18 procent. I denne situation træffer vi en midlertidig afgørelse, og der fastsættes en erstatning på 20 procent, der udbetales som en løbende ydelse. Vi tager sagen op til fornyet overvejelse efter 1 år, når situationen er mere afklaret. En eventuel indtægtsnedgang på grund af dårlige konjunkturer erstattes ikke Fleksjob Kommunen sørger for, at personer under 65 år med varige begrænsninger i arbejdsevnen har mulighed for ansættelse hos private eller offentlige arbejdsgivere i fleksjob. Fleksjob skal således tilbydes personer, som ikke modtager førtidspension, og som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Fleksjob kan først tilbydes, når alle relevante tilbud og andre foranstaltninger, herunder eventuelt forsøg på omplacering på arbejdspladsen, har været afprøvet for at bringe eller fastholde den pågældende i ordinær beskæftigelse. Hvis det forud for visitationen er åbenbart, at det er formålsløst at gennemføre disse foranstaltninger, kan kommunen undlade dette og visitere tilskadekomne til et fleksjob. ( i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) Arbejdsgiver betaler lønnen til den ansatte i fleksjobbet, og kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen på 1/2 eller 2/3 af lønnen, afhængig af graden af den nedsatte arbejdsevne. Tilskuddet kan højst udgøre 2/3 af den mindste overenskomstmæssige eller sædvanlige løn på området. ( 71 i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) Løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, fastsættes som udgangspunkt efter de kollektive overenskomster på ansættelsesområdet. Kommunen har pligt til at give tilbud om fleksjob på fuld tid, medmindre den ansatte foretrækker deltidsansættelse Vores tidligere praksis Tidligere vurderede vi tilskadekomnes erhvervsevnetab ved at sammenholde den indtægt pågældende havde før arbejdsskaden med den aktuelle samlede lønindtægt i fleksjobbet. Lønindtægten i fleksjobbet, hvortil arbejdsgiveren fik løntilskud, blev med andre ord sidestillet med arbejdsindtægt, hvor hele lønnen blev afholdt af arbejdsgiveren. Der skulle være tale om en lønnedgang på mindst 15 procent, for at der kunne udbetales erhvervsevnetabserstatning. (SM U-8-00 er nu ophævet) Denne praksis blev ændret ved Højesterets dom af 22. december Ved dommen hjemviste Højesteret en sag til Ankestyrelsen og anførte samtidig, at tilskadekomnes erhvervsevnetab skal fastsættes uafhængigt af den løn, som pågældende får gennem sit fleksjob. Der skal i stedet anlægges en konkret bedømmelse af, hvad tilskadekomne ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for et fleksjob ikke forelå. Ankestyrelsen hjemviste herefter sagen til ny behandling hos os. Dommen og afgørelsen er beskrevet i Ankestyrelsens SM U Sagen og resultatet af genoptagelsen er nærmere beskrevet nedenfor i afsnit , eksempel 23a Genoptagelse af sager afgjort efter vores tidligere praksis På baggrund af Højesterets dom har vi afviklet en informationskampagne, så tilskadekomne, der kan være omfattet af dommen, så vidt muligt får meddelelse om, at de kan søge deres sag genoptaget hos os. Vi skønner, at dommen har betydning for cirka personer. Vi genoptager sagerne efter almindelige forvaltningsretlige principper, idet Højesteret i sin dom har fastslået, at vores tidligere retsanvendelse og praksis var urigtig. Sagerne genoptages, uanset om en ny vurdering vil føre til et væsentligt ændret resultat eller ej og uanset om Ankestyrelsen har truffet den sidste afgørelse. Se Arbejdsskadestyrelsens Praksis Eksempel 23 Vi havde før Højesterets dom truffet afgørelse om, at erhvervsevnetabet var mindre end 15 procent, fordi tilskadekomnes erhvervsmæssige situation var uafklaret. Da tilskadekomne var kommet i fleksjob, havde vi afvist at genoptage spørgsmålet om erstatning, fordi pågældendes løn i fleksjobbet ikke medførte et tab af indtægt på 15 procent eller mere i forhold til, hvad pågældende kunne have tjent, hvis pågældende ikke var kommet til skade. Denne afgørelse var tiltrådt af Ankestyrelsen. Efter Højesterets dom

17 genoptog vi sagen og fastsatte erhvervsevnetabet til 25 procent. Vi begrundede afgørelsen med, at den tidligere afgørelse om afslag på genoptagelse led af en væsentlig mangel ved sagsbehandlingen, og at en ny vurdering måtte forventes at føre til et væsentligt ændret resultat. Forsikringsselskabet klagede over, at sagen var genoptaget. Ankestyrelsen fandt, at der var grundlag for genoptagelse, uanset om en ny vurdering ville give anledning til et ændret resultat. (SM U-9-04, sag nr. 1) Gældende praksis Sagsoplysning Til brug for vores vurdering af tilskadekomnes erhvervsevnetab vil vi normalt indhente kommunens akter i fleksjobsagen, herunder en eventuel ressourceprofil. Kommunen vil således have sendt en fleksjobbevilling, og der vil typisk også foreligge en aftale med arbejdsgiveren, hvor der er beskrevet vilkår for fleksjobbet. Vi vil ofte bede den arbejdsgiver, der har tilskadekomne ansat i fleksjob, om at redegøre for, hvorledes tilskadekomne klarer fleksjobbet, herunder de skånebehov, der er taget, og om det eventuelt efterfølgende har vist sig at være nødvendigt at nedsætte arbejdstiden eller ændre skånehensynene Vurderingen Vi skal konkret vurdere, hvad tilskadekomne ville eller burde kunne tjene, hvis muligheden for et fleksjob ikke forelå. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet lægger vi blandt andet vægt på følgende hensyn i den konkrete bedømmelse: Tilskadekomnes indtægt før skaden, herunder hvad tilskadekomne må forventes at have tjent, hvis skaden ikke var sket Skadens art og omfang, herunder hvordan den påvirker tilskadekomnes mulighed for at arbejde Tilskadekomnes skånebehov som følge af arbejdsskaden Tilskadekomnes alder, evner og uddannelse Ved vurderingen af erhvervsevnetabet vil vi lægge vægt på oplysningerne i fleksaftalen eller bevillingen af fleksjob og oplysningerne i en eventuel ressourceprofil, herunder resultatet af eventuelle arbejdsprøvninger. Ofte vil vi bede arbejdsgiveren, som har tilskadekomne i fleksjob, om en beskrivelse af fleksjobbet og af, hvordan det går i jobbet. Vi kan dog ikke lægge afgørende vægt på det timetal, tilskadekomne kan arbejde i det konkrete fleksjob, og vi kan heller ikke lægge afgørende vægt på størrelsen af kommunens løntilskud (SM U-9-04 og SM U-10-04). Dette skyldes, at det konkrete timetal og løntilskuddets størrelse bliver fastsat ud fra tilskadekomnes evne i netop det fleksjob, som det har været muligt at skaffe. Timetallet og løntilskuddets størrelse fastsættes ikke ud fra overvejelser om, hvad tilskadekomne med sine muligheder og begrænsninger ville eller burde kunne bestride efter arbejdsskaden. Vi kan dog bruge arbejdsgivers redegørelse til at vurdere, om vilkårene for fleksjob har ændret sig efter fleksjobbevillingen. I nogle tilfælde viser det sig efterfølgende, at det er nødvendigt at nedsætte den aftalte arbejdstid eller tage større skånehensyn til tilskadekomne end oprindeligt aftalt. Se i øvrigt artiklen "Fleksjob, arbejdsskade og erstatning for tab af erhvervsevne" i Nyt fra Ankestyrelsen, nr. 4, Eksempel 23a (Højesterets dom af 22. december 2003) I april 1996 fik en smed/reparatør et vrid i ryggen, da pågældende faldt på arbejdet. Dagen efter havde pågældende nedsat kraft i højre fod og kraftige smerter i lænden, strålende ud i højre ben. En CT-scanning viste en diskusprolaps i lænden. Tilskadekomne genoptog arbejdet den 10. december 1996 og arbejdede frem til sommeren 1997, hvor pågældende igen fik tiltagende smerter ud i højre ben. Han blev herefter afskediget og var arbejdsløs, indtil pågældende fik bevilget støtte til revalidering med beskæftigelse i ikke rygbelastende arbejde. Den 15. marts 2000 blev tilskadekomne ansat i et fleksjob. Ankestyrelsen fastsatte i juli 2001 tabet af erhvervsevne til 20 procent. Ankestyrelsen sidestillede lønindtægten i fleksjobbet, herunder kommunens løntilskud til arbejdsgiveren, med arbejdsindtægt. Højesteret hjemviste sagen til Ankestyrelsen, der herefter hjemviste sagen til os til ny behandling og afgørelse. Ved vores nye afgørelse fik smeden forhøjet erhvervsevnetabet til 50 procent med virkning fra den 15. marts 2000, hvor pågældende begyndte i fleksjobbet. Vi bemærkede, at det af sagens oplysninger fremgik, at tilskadekomne før skaden var beskæftiget med at reparere produktionsmaskiner. Af kommunens oplysninger fremgik det, at tilskadekomne efter skaden var kommet i et fleksjob med 2/3 løntilskud og en arbejdstid på 20 timer ugentligt. Det var oplyst, at der ved den forudgående arbejdsprøvning var anført følgende skånebehov: Lettere fysisk betonet arbejde Varierende arbejdsstillinger under 10 kilos løft Behov for hvil i løbet af arbejdsdagen Maksimalt 20 timers ugentligt arbejde

18 I fleksjobbet havde tilskadekomne følgende arbejdsfunktioner: Reparation af småværktøj Mærkning og registrering af varer Lettere lagerfunktioner og udlevering fra lager Renovering af returvarer og lagerføring Andre lettere forefaldende funktioner Ved første opfølgning på fleksjobbet den 29. september 2000 fremgik det, at jobfunktionerne var uændrede, men at arbejdstiden blev ændret fra til , så tilskadekomne kunne tage en times hvil midt på dagen. Anden opfølgning skete den 7. november 2001, hvoraf det fremgik, at der fortsat ikke var sket ændring af arbejdsfunktionerne, men dog en nedgang i arbejdet. Det blev i den forbindelse oplyst, at der på opfølgningstidspunktet var en stille periode i virksomheden generelt. Efter det oplyste var fleksjobbet fortsat på uændrede vilkår. Tilskadekomnes advokat oplyste i brev af 25. februar 2004, at tilskadekomne nu var opsagt fra fleksjobbet. I den vedlagte opsigelse af 24. februar 2004 fremgik det, at tilskadekomne blev opsagt på grund af den globale, øgede priskonkurrence på arbejdsgivers produkter. Dette medførte, at virksomheden måtte effektivisere og rationalisere en række funktioner på virksomheden, og at tilskadekomne som konsekvens heraf blev opsagt med fratrædelse senest den 20. april Vi begrundede afgørelsen med, at tilskadekomne i 2004 ville have tjent kroner, hvis skaden ikke var sket. Tilskadekomne havde følger efter en diskusprolaps i lænden med betydelige, daglige smerter og moderat bevægeindskrænkning. Disse gener gav tilskadekomne et moderat skånebehov i forhold til rygbelastende arbejde. Generne forhindrede dog ikke tilskadekomne i at varetage en række arbejdsfunktioner, hvis der blev taget passende skånehensyn. Vi sammenholdt tilskadekomnes indtjeningsevne før skaden med tilskadekomnes mere begrænsede muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde efter skaden. Med arbejdsskaden havde tilskadekomne således kunnet varetage et fleksjob på 20 timer med en række skånehensyn. Uden etableringen af fleksjobbet burde tilskadekomne efter vores vurdering kunne få en indtægt, der svarede til cirka det halve i forhold til indtægten før skaden. Ankestyrelsen tiltrådte det fastsatte erhvervsevnetab på 50 procent. Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne på grund af arbejdsskaden ikke kunne udføre arbejde, der belastede ryggen med tunge løft eller medførte længere tids siddende, gående og stående arbejde. Arbejdsskaden var årsag til, at tilskadekomne var bevilget fleksjob. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne burde kunne påtage sig ikke rygbelastende arbejde på nedsat tid og i et omfang, der ville medføre en indtægt på kroner årligt. Tilskadekomne ville som smed have tjent cirka kroner årligt, hvis ikke pågældende var kommet til skade. Han havde dermed et indtægtstab på cirka 50 procent. Eksempel 23b En hjemmehjælper kom til skade, da pågældende skulle hjælpe en person med at bade. Personen var ved at falde og greb ud efter pågældende, hvorved pågældende fik et vrid i ryggen. Det varige mén blev fastsat til 5 procent for ikke daglige, svære lændesmerter og let nedsat bevægelighed i lænden. Efter ulykken genoptog tilskadekomne arbejdet, men blev senere sygemeldt igen og påbegyndte herefter et uddannelsesforløb som social- og sundhedshjælper. Hun måtte dog afbryde uddannelsesforløbet efter få måneder på grund af ryggener. Hun afviste revalidering i form af boglig uddannelse, dels på grund af ordblindhed og dels på grund af manglende interesse. Hun blev afprøvet ved lettere montagearbejde, hvor pågældende proppede og pakkede forskellige typer laboratorierør. Det fremgik af beskrivelsen af forløbet, at pågældendes motivation var meget lav, og at pågældende følte sig presset til at være der. Hun arbejdede 4 timer dagligt, men det blev vurderet, at pågældende kunne arbejde flere timer dagligt, hvis pågældende havde større interesse for arbejdet. Herefter gennemgik pågældende en virksomhedsrevalidering i forretning. Arbejdstiden var på 26 timer, og arbejdet bestod i at fylde varer op, prismærke, ekspedere i stofafdelingen og vejlede kunder i forretningen. Tilskadekomne følte sig herefter klar til at arbejde i forretning, men pågældende vurderede selv, at pågældende maksimalt kunne arbejde 20 timer per uge. På den baggrund bevilgede kommunen pågældende et fleksjob som servicemedarbejder. Hun skulle deltage i opgaver med lettere rengøring og som medhjælper i køkkenet. Hun blev ansat med en ugentlig arbejdstid på 20 timer. Der skulle tages hensyn til pågældendes skånebehov, således at der var tale om varierende arbejdsstillinger, ingen tunge løft og pauser. Arbejdsgiveren fik bevilget 2/3 tilskud af mindstelønnen på kroner pr. måned. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 25 procent. Der blev lagt vægt på, at skaden havde medført begrænsninger, således at tilskadekomne ikke ville kunne udføre arbejde, der belastede ryggen med tunge løft eller længere tids siddende eller stående/gående stilling. Der blev desuden lagt vægt på, at tilskadekomne var bevilget fleksjob på grund af følgerne af arbejdsskaden, at pågældende var 34 år, og at pågældende havde evner for eksempelvis montagearbejde og arbejde i forretning. Endelig blev der lagt vægt på, at tilskadekomne burde kunne påtage sig ufaglært arbejde på fuld tid til en indtægt på cirka kroner om året, og at pågældende kunne have tjent cirka kroner om året, hvis pågældende ikke var kommet til skade. Det blev bemærket, at vurderingen af

19 tilskadekomnes erhvervsevne måtte foretages uden hensyn til det timetal, som aftalen om fleksjob angik, fordi arbejdstilrettelæggelsen i fleksjobbet - herunder det konkrete timetal - blev fastlagt på den måde, der var mest hensigtsmæssig i forhold til skånehensynene i det konkrete fleksjob. Antallet af timer afspejlede således ikke nødvendigvis tilskadekomnes erhvervsevne i arbejdsskadeforsikringslovens forstand. (SM U-9-04, sag nr. 1) Eksempel 23c En smed/svejser brækkede venstre underarm, da en boremaskine fik fat i pågældendes jakke. På skadetidspunktet tjente pågældende kroner om året. Det varige mén blev vurderet til 8 procent for nedsat bevægelighed og kraftnedsættelse i venstre arm med snurrende fornemmelse i ring- og lillefinger. Efter skaden var tilskadekomne sygemeldt i en længere periode, hvor pågældende deltog i arbejdsprøvning og i en kort periode gik på VUC. Herefter bevilgede kommunen pågældende et fleksjob som pedel. Han skulle arbejde 24 timer ugentligt, og der skulle tages hensyn til, at pågældende havde haft brud på venstre underarm med efterfølgende komplikationer. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 35 procent. Arbejdsskaden havde medført sådanne begrænsninger, at tilskadekomne ikke kunne udføre arbejde med tunge løft ved brug af venstre arm eller funktioner der indebar vrid i håndleddet eller krævede større gribekraft. Der blev desuden lagt vægt på, at tilskadekomne var bevilget fleksjob på grund af følgerne efter arbejdsskaden, at pågældende var 42 år, og at pågældende tidligere var beskæftiget inden for ufaglært arbejde. Tilskadekomne burde kunne tjene cirka kroner i ufaglært arbejde på fuld tid, og i dag kunne pågældende have tjent cirka kroner om året, hvis pågældende ikke var kommet til skade. (SM U-9-04, sag nr. 2) Eksempel 23d En specialarbejder, der var beskæftiget med jord- og betonarbejde, fik siden på en 2,5 meter dyb rendegrav ned over sig, hvorved pågældende fik et brud gennem skambenene på højre side og hofteskålen på venstre side. Det varige mén blev fastsat til 8 procent for smerter ved ind- og udadrotation af venstre hofte samt ømhed ved skambenet på højre side. Tilskadekomne forsøgte at genoptage arbejdet efter skaden, men måtte opgive på grund af betydelige smerter i begge hofter. Han blev herefter forsøgt omskolet til maskinsnedker, men måtte opgive, idet både stående og siddende arbejdsstillinger medførte, at pågældendes ben begyndte at sove (især venstre), og pågældende fik yderligere svære smerter, som medførte, at pågældende ikke kunne sove for smerter om natten. Han blev herefter ansat i fleksjob som servicemedarbejder. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 45 procent. Arbejdsskaden havde medført begrænsninger for tilskadekomne i form af venstresidige hoftesmerter, og tilskadekomne var udelukket fra hårdt fysisk arbejde, idet smerterne var belastningsrelaterede. Tilskadekomne var desuden begrænset i hoftebelastende arbejde, der ville indebære lange gangdistancer eller løft. Han måtte derfor vurderes at være udelukket fra arbejdsfunktioner, der inkluderede dette som specialarbejder. Tilskadekomne havde fået bevilget fleksjob på grund af følgerne efter arbejdsskaden, pågældende var 53 år og havde tidligere været beskæftiget inden for ufaglært arbejde. Endelig blev der lagt vægt på, at tilskadekomne havde et fleksjob 20 timer ugentligt som pedel/servicemedarbejder, og at kommunen havde vurderet, at pågældendes arbejdsevne ikke var nedsat med mindst 50 procent. På dette grundlag blev det vurderet, at tilskadekomne kunne klare ufaglært arbejde med lettere gående og stående arbejdsfunktioner, hvor der ikke var fysiske belastninger. Han burde således kunne tjene cirka kroner i ufaglært arbejde på fuld tid. Hvis pågældende ikke var kommet til skade, ville pågældende have tjent cirka kroner om året. (SM U-9-04, sag nr. 3) Eksempel 23e En 42-årig kvinde arbejdede som pædagog på fuld tid i en vuggestue og havde samtidig et job med weekendvagter i en døgninstitution. Ved en arbejdsskade pådrog pågældende sig en rygskade, der medførte et varigt mén på 5 procent. Efter at have været sygemeldt på grund af ryggenerne påbegyndte pågældende sit arbejde i vuggestuen på deltid (3-4 timer dagligt). Det var meningen, at pågældende efterhånden skulle arbejde på fuld tid, men ryggenerne gjorde, at pågældende ikke kunne arbejde på fuld tid, og bijobbet med weekendvagter måtte opgives. Uden arbejdsprøvning eller andre tiltag blev pågældende tilkendt fleksjob fra 1. oktober 2000 i vuggestuen med en daglig arbejdstid på 3-4 timer og et løntilskud på 50 procent. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 25 procent. På skadetidspunktet havde pågældende en samlet ugentlig arbejdstid på 51 timer med dertil svarende lønindtægt. Følgerne af arbejdsskaden måtte anses for at være meget begrænsede, og generne kunne ikke hindre pågældende i fortsat at arbejde som pædagog i en vuggestue. Derimod medførte arbejdsskaden et skånebehov, der gjorde, at pågældende ikke kunne påtage sig tungt og rygbelastende arbejde, ligesom pågældende ikke ville være i stand til fortsat at arbejde 51 timer ugentligt og dermed ikke kunne bevare sit bijob. Erhvervsevnetabet blev således fastsat ud fra en konkret vurdering af, hvordan arbejdsskadens følger påvirkede tilskadekomnes mulighed for at arbejde, når der blev taget hensyn til pågældendes uddannelse, alder med videre. Antallet af arbejdstimer i fleksjobbet og løntilskuddets størrelse kunne således ikke i sig selv danne grundlag for fastsættelse af erhvervsevnetabet. (SM U-10-04) Endelig eller midlertidig afgørelse Tilskadekomnes erhvervsmæssige situation vil sædvanligvis være afklaret ved ansættelse i et fleksjob, og vi vil derfor normalt træffe en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Undtagelsesvis kan der træffes en midlertidig afgørelse, hvis den erhvervsmæssige situation skønnes uafklaret. Erstatningen udbetales

20 i disse tilfælde som en løbende ydelse Tilkendelsestidspunkt Hvis erhvervsevnetabet fastsættes til mindre end 50 procent, vil erstatningen blive udbetalt som et engangsbeløb. ( 27, stk. 1/1992- lovens 43, stk. 1) Fastsættes erhvervsevnetabet til 50 procent eller derover, vil erstatningen blive udbetalt som en løbende ydelse. Erstatningen løber fra det tidspunkt, hvor der er påvist et erhvervsevnetab. I sager, hvor tilskadekomne er ansat i fleksjob, vil erstatningen normalt løbe fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne er visiteret til fleksjob. Konkrete forhold kan tale for et tidligere tidspunkt. Erstatningen kan dog tidligst løbe fra anmeldelsen eller anmodningen om genoptagelsen. (Se afsnit 2.6.) Ved anmodning om genoptagelse vil en løbende erstatning normalt løbe fra anmodningen. Hvis sagen er genoptaget efter almindelige forvaltningsretlige principper, kan der tilkendes en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt end anmodningen om genoptagelse, eksempelvis fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne er visiteret til fleksjob Ledighedsydelse før fleksjob Personer, der er visiteret til et fleksjob, får udbetalt ledighedsydelse, mens de venter på et fleksjob. ( 74 a i lov om aktiv socialpolitik) Ydelsen kan også udbetales som følge af ledighed efter et fleksjob, ved afholdelse af ferie, ved sygdom og barsel og ved andre midlertidige afbrydelser i arbejdet, som ikke kan tilregnes den pågældende. ( 74 i lov om aktiv socialpolitik) Ledighedsydelsen udgør et beløb, der svarer til 91 procent af arbejdsløshedsdagpengenes højeste sats. ( 74d, stk. 2 i lov om aktiv socialpolitik) Sagsoplysning Til brug for vurderingen af tilskadekomnes erhvervsevnetab vil vi normalt indhente kommunens akter i fleksjobsagen, herunder eventuel ressourceprofil og resultater af arbejdsprøvninger Vurdering Når tilskadekomne er visiteret til et fleksjob, er pågældende ifølge kommunens vurdering ikke i stand til at komme tilbage på arbejdsmarkedet på normale vilkår. Vi er dog ikke bundet af kommunen ved vores vurdering af tilskadekomnes nedsættelse af erhvervsevnen. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet lægger vi vægt på de samme kriterier, som når vi vurderer tilskadekomnes erhvervsevnetab i fleksjob. (Se afsnit 3.6.) Eksempel 23f En hjemmehjælper gled under sit arbejde og fik derved et knæk i venstre albue. Det varige mén blev fastsat til 5 procent for belastningssmerter i albuen og føleforstyrrelser ned i underarmen og hånden. Udover arbejdsskaden havde tilskadekomne også ryg- og knægener samt en funktionshæmmende lungesygdom. Hun havde været forsøgt revalideret. Kommunen indstillede pågældende til fleksjob, og pågældende overgik til ledighedsydelse. Erhvervsevnetabet blev fastsat til mindre end 15 procent. Begrundelsen var, at arbejdsskadens følger ikke i sig selv begrænsede tilskadekomne i at varetage arbejde. Hvis ikke tilskadekomne havde været begrænset af andre sygdomme, ville pågældende have været i stand til at varetage et arbejde, der tog hensyn til behovet for at skåne venstre arm. Det blev derfor vurderet, at overgangen til ledighedsydelse overvejende havde andre årsager end arbejdsskadens følger. (SM U ) Endelig eller midlertidig afgørelse Tilskadekomnes erhvervsmæssige situation vil sædvanligvis være afklaret ved visitationen til fleksjob og dermed også når tilskadekomne modtager ledighedsydelse. Vi vil derfor normalt træffe en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Eksempel 23g Som eksempel 23f. Selvom erhvervsevnetabet blev fastsat til mindre end 15 procent, blev det lagt til grund, at den erhvervsmæssige situation var afklaret i det øjeblik, hvor tilskadekomne blev visiteret til fleksjob og overgik til ledighedsydelse. (SM U-11-04) Undtagelsesvis kan der træffes en midlertidig afgørelse, hvis den erhvervsmæssige situation skønnes uafklaret. Erstatningen udbetales i disse tilfælde som en løbende ydelse Tilkendelsestidspunkt Der henvises til afsnit Generelt om tilfælde, hvor tilskadekomne ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet Når tilskadekomne ikke er vendt tilbage til arbejdsmarkedet, men midlertidigt eller varigt er ude af arbejdsmarkedet, er der ingen aktuel arbejdsindtægt, der kan anvendes ved vurderingen af erhvervsevnen. Det giver ikke mening at sammenligne en tidligere indtægt før arbejdsskaden med et forsørgelsesgrundlag i form af sociale ydelser, da

21 dette ikke er udtryk for tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Erhvervsevnen må derfor skønsmæssigt vurderes på grundlag af oplysninger om tilskadekomnes erhvervsmæssige, sociale og helbredsmæssige situation. Vi indhenter i alle tilfælde oplysninger om tilskadekomnes sociale situation. Det gør vi for så realistisk som muligt at belyse tilskadekomnes fremtidige muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde Midlertidigt ude af arbejdsmarkedet Situationen kan være, at tilskadekomne midlertidigt er ude af arbejdsmarkedet. Det gælder for eksempel, hvis han er begyndt på en revalidering, omskoling eller uddannelse - se kapitel 5 får arbejdsløshedsdagpenge - se afsnit 6.1. får kontanthjælp efter lov om aktiv socialpolitik - se afsnit 6.2. får sygedagpenge - se afsnit 7.1. At tilskadekomne midlertidigt forlader arbejdsmarkedet giver dog som udgangspunkt ikke grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne. Under sådanne perioder er tilskadekomnes erhvervsmæssige situation normalt uafklaret. Vi kan derfor træffe en midlertidig afgørelse, hvor vi tilkender en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, der ikke kan kapitaliseres. (Se afsnit ) 4.2. Varigt ude af arbejdsmarkedet Tilskadekomne kan også varigt have forladt arbejdsmarkedet helt eller delvist. Det gælder for eksempel, hvis tilskadekomne modtager efterløn - se afsnit 8.1. førtidspension - se afsnit 8.2. folkepension - se afsnit 8.3. delpension - se afsnit 8.4. Selvom tilskadekomne eksempelvis har fået tilkendt førtidspension eller er gået på efterløn eller folkepension, helt eller delvist på grund af nedsat erhvervsevne, har tilskadekomne ofte mulighed for at udnytte sin resterhvervsevne i et vist omfang. 5. Revalidering, omskoling eller uddannelse Hvis arbejdsskaden har medført revalidering, omskoling, uddannelse eller lignende, tager vi stilling til, om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse på baggrund af en vurdering af det aktuelle erhvervsevnetab. (Se afsnit ) Hvis der træffes en midlertidig afgørelse med tilkendelse af løbende erstatning, vil vi efter revalideringen tage sagen op igen og træffe en endelig afgørelse om erstatning. Praksis på området har været præciseret nogle gange som følge af domstolenes prøvelse i forbindelse med en række retssager. Gældende praksis Ved vurderingen af, om der skal træffes en midlertidig afgørelse og tilkendes en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, tager vi udgangspunkt i en vurdering af tilskadekomnes aktuelle tab af erhvervsevne. Der lægges ikke vægt på tilskadekomnes fremtidige indtjeningsmuligheder efter endt revalidering eller på, om revalideringen kan ventes gennemført eller ej, herunder om tilskadekomnes erhvervsevne kan ventes at blive større efter revalideringen. Højesterets dom af 10. januar 2002 (UfR H) Gældende praksis tager udgangspunkt i en fortolkning af Højesterets dom af 10. januar 2002 (refereret af Ankestyrelsen i SM U-1-02). Efter en konkret vurdering forhøjede Højesteret en tilkendt midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne til en lærer fra 15 procent til 30 procent, ud fra lærerens aktuelle nedsættelse af arbejdstid på 1/3 under efteruddannelse. Læreren tjente afrundet 70 procent af den løn, pågældende ville have tjent ved arbejde på fuld tid.

22 Højesteret lagde vægt på, at læreren måtte antages i omskolingsperioden fuldt ud at have udnyttet sin erhvervsevne som den aktuelt var. Højesteret lagde til grund, at det midlertidige erhvervsevnetab skulle fastsættes ud fra, hvad det aktuelt var - uden hensyn til, at erhvervsevnen eventuelt ville blive genoprettet helt eller delvist gennem omskolingen. Tidsperspektivet for en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab begrænses til den periode, hvor usikkerheden gør sig gældende. Højesteret lagde til grund, at lærerens helbredstilstand som følge af arbejdsskaden var afklaret, og at det også var klart, at pågældende havde lidt et delvist erhvervsevnetab, medmindre det gennem omskoling lykkedes at genoprette pågældendes erhvervsevne fuldt ud. I SM U-1-02 har Ankestyrelsen anført, at dommen får betydning for vurderingsgrundlaget i sager om fastsættelse af midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne. Højesterets dom af 9. oktober 2002 (UfR H) Ved en dom af 9. oktober 2002 har Højesteret taget stilling til en sag, hvor tilskadekomne modtog sociale ydelser under revalideringen. Sagen omhandlede en sygeplejerske, der ved en anerkendt ulykke havde fået smerter i ryggen og måtte ophøre med at arbejde som sygeplejerske. Hun havde fået tilkendt 20 procent i varigt mén. Hun begyndte derefter på en revalidering til sygeplejelærer. Vi havde tilkendt pågældende en løbende erstatning på 25 procent under revalideringen. Sygeplejersken stævnede Arbejdsskadestyrelsen og krævede erstatningen fastsat til 50 procent. Denne procent skulle svare til forskellen mellem pågældendes årsindtægt, hvis skaden ikke var sket, sammenholdt med den forventede indtægt under revalideringen. Bruttorevalideringsydelsen skulle sidestilles med indtægt under revalideringen. Højesteret udtalte ved dom af 9. oktober 2002, at det var ubestridt, at pågældende som følge af arbejdsskaden ikke kunne fortsætte med sit arbejde som sygeplejerske, ved hvilket pågældende ville have haft en årlig indtægt på knap kroner, og at pågældende kun kunne påtage sig ufaglært, ikke rygbelastende arbejde. Allerede på denne baggrund fandt Højesteret, at pågældendes erhvervsevnetab under revalideringen måtte fastsættes til 50 procent. Dette resultat blev støttet af, at vi ved vores afgørelse havde fastsat erhvervsevnetabet til 25 procent, idet vi - med urette - havde lagt vægt på pågældendes forventede erhvervsevne efter revalidering. Højesteret fastsatte herefter sygeplejerskens erhvervsevnetab under revalideringen til 50 procent. Ved Højesterets dom blev det præciseret, at erstatning for tab af erhvervsevne i den periode, hvor tilskadekomne er under revalidering og modtager bruttorevalideringsydelse, skal fastsættes ud fra et skøn over, hvad erhvervsevnetabet aktuelt er - ikke som forskellen mellem årslønnen før ulykken og den årlige bruttorevalideringsydelse. I sådanne sager skal der foretages et skøn over, hvad tilskadekomne ville kunne tjene efter arbejdsskaden uden gennemførelse af revalidering, og det skøn skal sættes i forhold til hvad tilskadekomne kunne have tjent, hvis vedkommende ikke var kommet til skade. Det har været vores praksis siden Højesterets dom af 10. januar Dommen behandles i Arbejdsskadestyrelsens Praksis Højesterets dom af 11. marts 2003 (UfR H) Højesteret tiltrådte, at der skulle træffes en midlertidig afgørelse med en løbende ydelse på 25 procent i erstatning for erhvervsevnetab. Højesteret henviste til UfR H og UfR H, hvorefter tabet skulle fastsættes efter 1992-lovens 32 (2003-lovens 17) alene med den forskel, at tidsperspektivet skal begrænses til den periode, hvori den usikkerhed, som begrunder den midlertidige afgørelse, gør sig gældende, og således uden hensyntagen til den forventede erhvervsevne efter afklaring af den foreliggende usikkerhed. Ved vurderingen af "skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde" er der derfor ikke grundlag for at tage hensyn til, at tilskadekomne er under revalidering og modtager revalideringsydelse. Højesteret fandt ikke grundlag for at underkende Ankestyrelsens vurdering, hvor der var henset til at tilskadekomne ud fra lidelse, alder, funktionsniveau og uddannelsesmæssig baggrund ville kunne bestride en lang række job, hvor lønniveauet ville være cirka kroner i 1996-tal. Virkning af praksisændring Ved Højesterets domme blev den administrative praksis ændret. Ankestyrelsen har i SM U og SM U slået fast, at ændringen af praksis som udgangspunkt skulle have virkning fra dommens dato. Dette har betydning for genoptagelse efter forvaltningsretlige regler, herunder for fastsættelse af tilkendelsestidspunktet Generelt om forrevalidering og revalidering Revalidering består i erhvervsrettede aktiviteter og økonomisk hjælp, der kan bidrage til, at en person med begrænsninger i arbejdsevnen fastholdes eller kommer ind på arbejdsmarkedet, således at den pågældendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres. En person, der er berettiget til sådan hjælp, kaldes en revalidend. ( 46 i lov om aktiv socialpolitik) En revalidering kan blandt andet bestå af en eller flere af følgende aktiviteter: 1. Vejledning og opkvalificering ( 32, stk. 1 i lov om aktiv beskæftigelsespolitik):

23 1. Kortere vejlednings- og afklaringsforløb 2. Særligt tilrettelagte projekter og uddannelsesforløb 3. Ordinære uddannelsesforløb 2. Virksomhedspraktik ( i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) 3. Ansættelse med løntilskud ( i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) 4. Hjælp til selvstændig virksomhed ( 65 i lov om aktiv socialpolitik) Kommunen udarbejder sammen med revalidenden en jobplan, når det erhvervsmæssige sigte er afklaret ( 50 i lov om aktiv socialpolitik, der henviser til 27 og 28, stk. 3 i lov om aktiv beskæftigelsespolitik). I planen beskrives, hvordan tilskadekomnes muligheder for at få varig beskæftigelse på det almindelige arbejdsmarked kan forbedres. Desuden beskrives personens beskæftigelsesmål og hvilke tilbud, der efter lov om aktiv beskæftigelsespolitik kan bidrage til opfyldelse af målet under hensyn til arbejdsmarkedets behov og personens ønsker og forudsætninger. Forsørgelsesgrundlag under disse aktiviteter kan være forskelligt. Under afsnit 5.9. er der en oversigt over forskellige forsørgelsesgrundlag Midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne Når tilskadekomne er under revalidering, omskoling eller uddannelse, kan vi ikke vurdere de fremtidige følger af arbejdsskaden, da den erhvervsmæssige situation på længere sigt er uafklaret. Som hovedregel kan vi ikke træffe afgørelse om tab af erhvervsevne, før den erhvervsmæssige situation er afklaret, eventuelt efter omskoling eller revalidering. ( 16, stk. 1, 1. pkt./1992-lovens 31, stk. 1, 1. pkt.) 1992-loven: Samtidig skal der efter 1992-loven træffes en afgørelse om tab af erhvervsevne inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse. (1992-lovens 31, stk. 1, 2. pkt.) 2003-loven: Efter 2003-loven skal der træffes afgørelse om tab af erhvervsevne inden 1 år efter arbejdsskadens anmeldelse. ( 16, stk. 1, 2. pkt.) Imidlertid kan revalidering og omskoling ofte tage længere tid end 1-2 år. For at kunne overholde fristen og for at sikre, at tilskadekomne ikke skal vente unødigt længe på at få en erstatning, kan vi træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, når den erhvervsmæssige situation er uafklaret. ( 17, stk. 3/1992-lovens 31, stk. 4) Erstatningen udbetales ved en midlertidig afgørelse som en løbende ydelse, der ikke kan kapitaliseres. ( 27, stk. 1, 3. pkt./1992- lovens 43, stk. 1, 3. pkt.) Forarbejderne til 2003-loven (til lovens 17) Den nye bestemmelse i stk. 3 er i forhold til gældende lovs 31, stk. 4, justeret, idet Arbejdsskadestyrelsen kan træffe midlertidige afgørelser om erstatning for tab af erhvervsevne i de situationer, hvor den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Det er ikke længere en betingelse, at der foreligger særlige omstændigheder. Dette indebærer ikke en ændring i forhold til gældende praksis, men er alene en kodificering af gældende praksis. Midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne efter arbejdsskadesikringsloven kan herefter blandt andet tilkendes, når tilskadekomne for eksempel modtager sygedagpenge eller arbejdsløshedsdagpenge. Herved kan tilskadekomne også sikres et forsørgelsesgrundlag i de situationer, hvor en afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne indebærer, at udbetaling af sygedagpenge ophører, jf. dagpengelovens 22. Endvidere kan der træffes afgørelse om midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne, når tilskadekomne er under revalidering eller omskoling Revision ved midlertidig afgørelse Vi tager af egen drift den midlertidige afgørelse op til fornyet overvejelse (revision). Hvornår og hvor ofte afhænger af forholdene i den enkelte sag, men sædvanligvis sker det mindst en gang om året. Ved disse genoptagelser af sagen følges tilskadekomnes erhvervsmæssige situation, herunder om revalideringen, omskolingen eller uddannelsen fortsætter efter planen. Ved revision af en sag, hvor der tidligere er tilkendt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, uden hensyn til Højesterets dom af 10. januar 2002, skal der ved en revision tages hensyn til det aktuelle erhvervsevnetab, som beskrevet under afsnit 5.5. Erhvervsevnetabet vil med andre ord blive vurderet efter den praksis, der gælder på tidspunktet for revisionen. For så vidt angår tilskadekomnes pligt til at oplyse om forhold, der er relevante for fastsættelsen af erstatningen for tab af erhvervsevne, se afsnit Den endelige afgørelse

24 Når revalideringen er afsluttet, træffer vi en endelig afgørelse, da den erhvervsmæssige situation på dette tidspunkt normalt vil være afklaret. Hvis revalideringen ikke gennemføres, foreligger der en ny situation, der må vurderes på grundlag af omstændighederne på det tidspunkt. Når tilskadekomne efter revalideringen får arbejde, anvendes oplysningerne om de fremtidige indtægtsforhold. Se nærmere i kapitel 3 om fastsættelsen af erstatning for tab af erhvervsevne. Får tilskadekomne ikke arbejde igen, må situationen vurderes med udgangspunkt i de nye sociale forhold. Se afsnit 6.1 om arbejdsløshedsdagpenge eller kapitel 8 om de situationer, hvor tilskadekomne varigt har forladt arbejdsmarkedet Oplysninger til brug for vurderingen Vi vil normalt indhente følgende oplysninger til brug for vurderingen af, om der er et aktuelt tab af erhvervsevne, og om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse: 1. Tilskadekomnes årsindtægt før skaden. Dette kan dokumenteres gennem oplysninger fra Skat, tilskadekomne og/eller arbejdsgiveren. 2. Akter fra kommunens sag om arbejdsprøvning, revalidering, erhvervsplan med videre. Der vil ofte foreligge en speciallægeerklæring i sagen, som særligt har været anvendt til vurdering af det varige mén. Erklæringen vil dog ofte også belyse funktionsindskrænkninger og skånebehov som følge af arbejdsskaden Vurderingsgrundlag Ved en midlertidig afgørelse kan der tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne, når arbejdsskaden har medført et tab af tilskadekomnes aktuelle erhvervsevne. Kun hvis tilskadekomne har en arbejdsindtægt (uden sociale ydelser) i forbindelse med eksempelvis en omskoling (som i den ovenfor refererede højesteretsdom), vil der blive tilkendt en løbende erstatning svarende til forskellen mellem den tidligere opregulerede indtægt i forhold til det aktuelle indtægtstab. I tilfælde, hvor tilskadekomne modtager sociale ydelser under eksempelvis en revalidering, vil der blive foretaget en skønsmæssig vurdering af det aktuelle tab af erhvervsevne. Størrelsen af en social ydelse kan således normalt ikke antages at være udtryk for tilskadekomnes aktuelle erhvervsevne. Sådanne skønsmæssige afgørelser vil være udtryk for en meget individuel og skønsmæssig vurdering af, hvad tilskadekomne aktuelt "er værd" i forhold til arbejdsmarkedet, uden hensyn til den revalidering/omskoling/uddannelse, som pågældende er ved at gennemføre. Ved den skønsmæssige vurdering tager vi blandt andet udgangspunkt i følgende hensyn: 1. Tilskadekomnes tidligere erhverv og tidligere indtægt 2. Tilskadekomnes alder, evner og uddannelse 3. Skadens art og omfang, herunder hvilke muligheder tilskadekomne har for at få et arbejde med skaden (men uden hensyn til revalideringen/omskolingen/uddannelsen) Hvis tilskadekomne har et skånebehov, der kun vedrører enkelte erhverv, og pågældende derfor må antages at stå til rådighed for andre job med løn svarende til den tidligere indtægt før skaden, taler det for afslag på erstatning. Hvis tilskadekomne eksempelvis har betydelige skånebehov, der forhindrer fysisk og rygbelastende arbejde, taler dette for, at tilskadekomne kun vil kunne varetage en mindre række ufaglærte stillinger, og da eventuelt kun på nedsat tid. I denne situation kan der gives en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, der står i forhold til den tidligere indtægt. Eksempel 24 En 27-årig kvinde blev fra den 1. februar 2001 revalideret til receptionistelev. Denne uddannelse skulle pågældende afslutte 1. april Vi havde tidligere tilkendt pågældende 5 procent i godtgørelse for varigt mén for daglige lænderygsmerter og normal bevægelighed. Egen læge havde vurderet, at pågældende ville være fuldt arbejdsdygtig i et ikke rygbelastende erhverv. Hun ville skønsmæssigt kunne have haft en årsindtægt på omkring kroner uden skaden. Vi vurderede, at tilskadekomne med daglige lænderygsmerter havde et beskedent skånebehov i forhold til rygbelastende arbejde. Dette ville efter vores vurdering ikke forhindre tilskadekomne i at varetage et arbejde med en indtægt på det niveau, som pågældende kunne have tjent før ulykken, det vil sige omkring kroner. Vi lagde desuden vægt på tilskadekomnes alder og vurderede, at tilskadekomne med sin unge alder havde mulighed for at påtage sig et arbejde til en indkomst som før skaden, uanset skånebehovet.

25 Vi gav pågældende derfor afslag, da pågældende ikke havde et aktuelt erhvervsevnetab på grund af arbejdsskaden. Eksempel 25 En 33-årig mand beskadigede knæet i juni Han forlod sit arbejde som svejser og blev revalideret som IT-supporter. Vi havde tidligere tilkendt 5 procent i godtgørelse for varigt mén for smerter i knæet. Der var dog normal bevægelighed. Årsindtægten før skaden blev vurderet til omkring kroner. Tilskadekomne havde efter vores vurdering et skånebehov i forhold til knæbelastende arbejde. Arbejdsskaden måtte derfor antages at være årsag til revalideringen. Årsindtægten før skaden var lav, og tilskadekomne ville med et mindre skånebehov i forhold til knæbelastende arbejde kun kunne opnå en indtægt, der lå noget lavere end før skaden. På denne baggrund tilkendte vi pågældende skønsmæssigt 15 procent i løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Eksempel 26 En 35-årig omsorgsmedhjælper for fysisk og psykisk handicappede havde en årsindtægt på omkring kroner. Vi havde tidligere vurderet skaden til at udgøre 10 procent i varigt mén for daglige lændesmerter med udstråling, ømhed af hele rygmuskulaturen og nedsat bevægelighed. Efter vores vurdering havde tilskadekomne på denne baggrund et betydeligt skånebehov inden for rygbelastende erhverv. På grund af skaden måtte omsorgsmedhjælperen opgive sit arbejde og overgik til revalidering som socialrådgiver. Uddannelsen startede med HF i august 2001 og skulle slutte i juni Vi lagde vægt på, at tilskadekomne havde et betydelig skånebehov inden for ethvert rygbelastende erhverv. Hvis pågældende ikke blev revalideret, ville pågældende kun i begrænset omfang kunne påtage sig et ufaglært arbejde på fuld tid. Vi vurderede herved tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig en indtægt ved arbejde før skaden med pågældendes muligheder efter skaden. Vi tilkendte pågældende skønsmæssigt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 20 procent. Eksempel 27 En 47-årig tømrer beskadigede skulderen i december Han forlod sit arbejde og skulle derefter revalideres til byggetekniker. Vi havde tidligere vurderet skaden til 8 procent i varigt mén for lettere gener i skulderen. Der var et forudbestående håndmén, men dette havde ikke været erhvervshindrende. Vi vurderede årsindtægten til omkring kroner. Tilskadekomne havde efter vores vurdering et moderat skånebehov i forhold til skulderbelastende arbejde. Arbejdsskaden måtte derfor antages at være årsag til revalideringen. Tilskadekomne ville med et moderat skånebehov i forhold til skulderbelastende arbejde kun kunne opnå en indtægt, der lå en del lavere end hvad pågældende kunne have tjent uden skaden. Vi tilkendte pågældende skønsmæssigt en løbende erstatning for erhvervsevnetab på 25 procent. Eksempel 28 En grafisk trykker fik efter mange år i faget en irritativ hudsygdom, der begyndte i Hudsygdommen medførte, at pågældende måtte opgive sit arbejde og derefter skulle revalideres med henblik på en uddannelse som mediegrafiker. Årsindtægten før skaden var kroner. Vi lagde vægt på, at pågældende havde en hudsygdom, der medførte, at pågældende måtte opgive sit arbejde som grafisk trykker og derefter var under revalidering. Vi lagde desuden vægt på, at pågældende som følge af skaden havde et specifikt skånebehov inden for den branche, hvor pågældende var udlært. Det specifikke skånebehov havde gjort en omskoling nødvendig. Vi lagde endvidere vægt på, at tilskadekomnes evne til at skaffe sig en indtægt var forringet i forhold til pågældendes erhvervsevne før sygdommen. Det fremgik af sagens akter, at pågældende forud for arbejdsskaden havde en gennemsnitlig indkomst på over kroner årligt. Vi vurderede, at hvis tilskadekomne skulle søge arbejde som ufaglært uden revalidering, ville pågældende kun kunne oppebære en betydeligt lavere indkomst, end før pågældende pådrog sig hudsygdommen. Vi tilkendte skønsmæssigt en løbende erstatning for tab af erhvervsevne på 35 procent. Eksempel 29 En 29-årig skibsmontør kom til skade under sit arbejde den 23. august Det varige mén var blevet vurderet til 12 procent i form af smerter mellem skulderbladene og i lænden. Som skibsmontør havde pågældende en årsindtægt på omkring kroner. Den 3. september 2001 overgik pågældende til revalidering til ingeniør. Forud for revalideringen gennemførte pågældende et 1-årigt forberedelseskursus. Kurset startede den 15. august På grund af arbejdsskaden måtte tilskadekomne opgive sit arbejde som skibsmontør og overgik til revalidering til et ikke rygbelastende erhverv. Arbejdsskaden havde medført, at pågældende havde fået et betydeligt skånebehov inden for ryg- og skulderbelastende arbejde. Vi sammenholdt skibsmontørens muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde før ulykkestilfældet med pågældendes muligheder efter skaden og vurderede på den baggrund, at tilskadekomnes aktuelle erhvervsevnetab under revalidering skønsmæssigt var 50

26 procent. Der blev lagt vægt på den høje årsindtægt før ulykken og det betydelige skånebehov på grund af arbejdsskadens følger Tilkendelsestidspunkt Det følger af 2003-loven, at den løbende ydelse udbetales fra det tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før anmeldelsen af arbejdsskaden ( 17, stk. 7, 1. pkt.). Bestemmelsen er en kodificering af den praksis, der allerede havde udviklet sig efter 1992-loven. I 1992-loven er anført, at den løbende erstatning som udgangspunkt begynder på tidspunktet for afgørelsen om erstatning for tab af erhvervsevne, medmindre særlige omstændigheder taler for et andet tidspunkt (1992-lovens 32, stk. 6). Praksis efter 1992-loven var imidlertid, at der ofte blev fastsat et tilkendelsestidspunkt, der lå før afgørelsen blev truffet. Se SM U Følgende betragtninger gælder derfor både efter 1992-loven og 2003-loven. Ved revalidering, omskoling med videre tilkender vi normalt den løbende erstatning fra det tidspunkt, hvor tilskadekomne er begyndt i revalideringen eller omskolingen. På dette tidspunkt vil der normalt foreligge en jobplan, og tilskadekomne vil modtage revalideringsydelse. Hvis der inden den egentlige revalidering er igangsat en periode med vejledning og opkvalificering (forrevalidering), vil erstatningen normalt blive tilkendt fra begyndelsen heraf. (SM U-7-04) Hvis der anmodes om genoptagelse af spørgsmålet om erstatning for tab af erhvervsevne, fordi tilskadekomne er i gang med en revalidering, kan den løbende ydelse normalt tidligst løbe fra anmodningen om genoptagelse. Hvis revalideringen er afsluttet på det tidspunkt, hvor vi træffer afgørelse, fordi sagen først er anmeldt eller der først er anmodet om genoptagelse af sagen efter revalideringens ophør, kan vi ikke træffe en midlertidig afgørelse og tilkende en løbende erstatning med tilbagevirkende kraft. Der må på dette tidspunkt træffes en endelig afgørelse. Hvis sagen er anmeldt, inden revalideringen er afsluttet, og vi havde de fornødne oplysninger til en positiv midlertidig afgørelse, inden revalideringen var afsluttet, kan vi give en midlertidig erstatning med virkning for revalideringsperioden, selvom den er afsluttet. Eksempel 30 Den 29. november 2001 begynder tilskadekomne på en forrevalidering i form af supplerende folkeskoleuddannelse med timer i matematik, dansk og fysik. Det er planen, at tilskadekomne fra den 3. juni 2002 skal læse til edb-assistent. Under forrevalideringen modtager tilskadekomne sygedagpenge, og under revalideringen har tilskadekomne fået bevilget bruttorevalideringsydelse. Sagen er anmeldt den 1. juni Vi tilkender tilskadekomne en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra den 29. november 2001 med revision efter 1 år. Eksempel 31 Hvis anmeldelsen i eksempel 30 ovenfor var modtaget hos arbejdsgivers forsikringsselskab den 25. januar 2002, ville vi tilkende en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra den 25. januar 2002 med revision efter 1 år. Der kan ikke tilkendes løbende erstatning for et tidspunkt, der ligger før anmeldelsen Arbejdsskaden er ikke alene årsag til uddannelsen/revalideringen Når arbejdsskaden kun i beskedent omfang er årsag til, at en uddannelse påbegyndes, er der typisk ikke grundlag for at tilkende erstatning for tab af erhvervsevne. Eksempel 32 En 22-årig mand arbejder en sommer i to måneder som rengøringsassistent. Han pådrager sig en toksisk hudsygdom, og godtgørelsen for varigt mén fastsættes til 5 procent. Efter sommerferien begynder pågældende at læse til lærer. Under hensyn til pågældendes kortvarige tilknytning til arbejdsmarkedet og arbejdsskadens beskedne følger finder vi ikke, at der er grundlag for at give erhvervsevnetabserstatning under uddannelsen til lærer. Hvis arbejdsskaden har været medvirkende årsag til, at uddannelsen påbegyndes, kan der efter en konkret vurdering tilkendes erstatning for tab af erhvervsevne. Eksempel 33 En 40-årig slagteriarbejder ville kunne tjene kroner årligt uden skaden. Han beskadiger den ene hånd under sit arbejde. Han har i længere tid haft sygemeldinger på grund af en rygsygdom. Han uddannes herefter til levnedsmiddeltekniker. Håndskaden må antages at give pågældende et moderat skånebehov, hvorfor pågældende skulle søge arbejde inden for ufaglærte jobs med en væsentligt lavere indtægt end hidtil. Uddannelsen iværksættes dels på grund af den arbejdsbetingede håndskade, dels på grund af en rygsygdom, der ikke er arbejdsbetinget. Samlet vurderer vi det aktuelle erhvervsevnetab til 30 procent. Halvdelen af erhvervsevnetabet anses med overvejende sandsynlighed for at være forårsaget af andre årsager end arbejdsskaden. Vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne til 15 procent. Eksempel 34 En yngre mandlig træindustriarbejder havde fået en arbejdsbetinget hørenedsættelse og var efterfølgende blevet revalideret til informatikassistent. Han fik 18 procent i méngodtgørelse. Højesteret fandt ikke, at der var årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og revalideringen, hvorfor tilskadekomne fik afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Højesteret lagde vægt på, at manden ifølge

27 eget udsagn ikke opsagde sit arbejde i træindustrivirksomheden på grund af høresygdommen, og at pågældende kunne arbejde som ufaglært i ikke-støjende omgivelser. Ankestyrelsen var ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet ikke bundet af, at kommunen havde bevilget bruttorevalideringsydelse til gennemførelse af uddannelsen. (Dom af 12. november 2001 refereret i SM U-1-02) 5.8. Uddannelsesforløbet/revalideringen afbrydes af orlov Hvis en tilskadekommen midlertidig afbryder en omskoling, revalidering eller lignende på grund af barselsorlov, kan en eventuelt tilkendt løbende erstatning for tab af erhvervsevne ikke standses i denne periode på grund af barslen. Se SM U Kommunen kan heller ikke stoppe revalideringsydelsen, når tilskadekomne har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption efter reglerne i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v. (lov om aktiv socialpolitik 55) Den nye fleksible barselsorlov medfører, at forældrene tilsammen kan holde orlov i 52 uger med dagpenge. Forældrene har dog ret til at holde orlov i 84 uger ( ), men de sidste 2 x 32 uger er til hver af forældrene, og der er kun ret til dagpenge for den ene af forældrene i 32 uger. ( 7 i lov om ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse og barselsorlov m.v.) De enkelte perioder i orloven benævnes typisk: Graviditetsorlov (morens ret til fravær 4 uger før fødslen) Barselsorlov (morens ret til fravær i de første 14 uger efter fødslen) Fædreorlov (farens ret til fravær 2 uger umiddelbart efter fødslen) Forældreorlov (de efterfølgende 32 uger, som forældrene frit kan fordele mellem sig) I de sidste 32 uger, som forældrene kan holde sammen, er der kun ret til dagpenge til den ene forælder. Konkret er der mulighed for at udskyde en del af barselsorloven til et senere tidspunkt, ligesom der er mulighed for at forlænge den. Den nye fleksible barselsorlov er en udbygning/forlængelse af den tidligere barselsorlov og har ikke samme karakter som den tidligere børnepasningsorlov/forældreorlov. Når perioden på 32 uger benævnes forældreorlov er det for at signalere, at forældrene selv kan bestemme, hvordan perioden fordeles mellem dem. Hvis tilskadekomne afbryder et uddannelsesforløb/revalidering på grund af fravær efter den nye fleksible barselsorlov, kan en eventuelt tilkendt løbende erstatning for tab af erhvervsevne derfor ikke standses. Hvis tilskadekomne af andre grunde afbryder uddannelsen, omskolingen eller lignende langvarigt, eksempelvis med en sabbatorlov, forældreorlovefter de tidligere regler eller lignende, uden at denne afbrydelse kan anses for relateret til arbejdsskaden, vil vi normalt standse den løbende ydelse, indtil uddannelsen genoptages. En sådan afbrydelse og eventuel indtægtsnedgang i den forbindelse kan således ikke anses for at være et aktuelt tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden Oversigt over forsørgelsesgrundlag under revalidering, omskoling m.v. Følgende er en oversigt over de muligheder for indtægter og sociale ydelser, der er til rådighed ved a) forrevalidering, b) revalidering eller omskoling og c) andre situationer end revalidering: a. Forrevalidering Under forrevalidering, der blandt andet kan bestå i vejledning og opkvalificering ( 32 i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) eller virksomhedspraktik ( 42 i lov om aktiv beskæftigelsespolitik) bevarer tilskadekomne sit hidtidige forsørgelsesgrundlag, hvilket normalt er sygedagpenge eller kontanthjælp. ( 47, stk. 5 i lov om aktiv socialpolitik) b. Under revalideringen eller omskolingen 1. Revalideringsydelse Ydelsen beregnes som udgangspunkt som et månedligt beløb på grundlag af højeste dagpengebeløb. Ydelsen forudsætter, at tilskadekomne følger jobplanen. Tilskadekomne bevarer dog ydelsen under kortvarige afbrydelser i revalideringsforløbet og når tilskadekomne har ret til fravær ved graviditet, barsel og adoption. ( i lov om aktiv socialpolitik) Efter lov om aktiv socialpolitik har kommunen mulighed for at nedsætte revalideringsydelsen, hvis erstatningen for erhvervsevnetab og ydelsen overstiger den tidligere indtægt. ( 59 i lov om aktiv socialpolitik) 2. Ansættelse med løntilskud Revalidender kan få tilbud om ansættelse med løntilskud hos offentlige eller private arbejdsgivere. Følgende skal være opfyldt ( 51, stk. 3 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats, jf. 51, stk. 1, nr. 3 i lov om aktiv socialpolitik)

28 1. Revalidenden skal være over den sædvanlige uddannelsesalder 2. Revalidenden skal tidligere have haft tilknytning til arbejdsmarkedet eller 3. Revalidenden har pligt til at forsørge ægtefælle eller børn Kommunen yder løntilskud til arbejdsgiveren ( 63 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats). Løntilskuddet kan højst udgøre 100 kroner per time. Dette gælder uanset, om der er tale om private eller offentlige arbejdsgivere. Ved fastsættelsen af, hvilken løntilskudssats der skal udbetales for revalidender, der ansættes i elev- og lærlingeforløb, tages der udgangspunkt i forskellen mellem elev- og lærlingelønnen på området og den mindste overenskomstmæssige løn på det aktuelle ansættelsesområde eller den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af eventuelt arbejdsgiverbidrag til ATP med videre ( 64, stk. 4 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats). 3. Særlig støtte under revalidering Når revalidenden modtager hjælp efter anden lovgivning til dækning af leveomkostninger, kan kommunen give støtte til de særlige udgifter, der er en nødvendig følge af uddannelsen eller af en nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. ( 63 og 64 i lov om aktiv socialpolitik) 4. Støtte til at etablere selvstændig virksomhed Kommunen kan give en revalidend støtte i form af tilskud til forsørgelse i en kortere periode eller rentefrit lån til at etablere selvstændig virksomhed, når den pågældende har faglige og forretningsmæssige forudsætninger for at drive virksomheden. ( 65 i lov om aktiv socialpolitik) c. Andre situationer end revalidering I tilfælde, hvor tilskadekomne ikke er omfattet af reglerne om revalidering ( 46 i lov om aktiv socialpolitik), foretager vi en selvstændig vurdering af, om uddannelsen er egnet til at kompensere for de følger, tilskadekomne har fået som følge af arbejdsskaden. Har tilskadekomne eksempelvis dårlig ryg, skal uddannelsen ikke medføre rygbelastende arbejde. Følgende er en række ordninger, der kan give tilskadekomne et indtægtsgrundlag i forbindelse med uddannelser, som vi ofte sidestiller med revalidering eller omskoling. 1. Statens Uddannelsesstøtte (SU) Hvis tilskadekomne af egen drift begynder på en erhvervsuddannelse efter en arbejdsskade og i den forbindelse modtager statens uddannelsesstøtte, vurderer vi, om uddannelsen er egnet til at kompensere for arbejdsskadens følger. Hvis uddannelsen er egnet og arbejdsskaden har været årsag til, at tilskadekomne har måttet opgive sit tidligere arbejde, kan vi træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne. 2. Lærlinge- eller elevløn Tilskadekomne vil i visse tilfælde få almindelig lærlinge- eller elevløn under uddannelsen. Der kan træffes en midlertidig afgørelse om tab af erhvervsevne, hvis tilskadekomne aktuelt har en lønnedgang på mindst 15 procent sammenholdt med lønnen inden arbejdsskaden, jævnfør Højesterets dom gengivet først i kapitel Tilskadekomne er ikke i arbejde, men arbejdssøgende 6.1 Arbejdsløshedsdagpenge Personer, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, skal normalt stå til rådighed for arbejdsmarkedet og være tilmeldt Arbejdsformidlingen som arbejdssøgende. Derfor lægger vi som udgangspunkt til grund, at de på trods af arbejdsskaden har bevaret deres erhvervsevne. Arbejdsløsheden formodes normalt at være forårsaget af konjunkturerne og ikke en følge af arbejdsskaden. (Se også SM U og SM U-9-94) I visse situationer er der alligevel grundlag for at antage, at erhvervsevnen er nedsat Hvornår ydes der erstatning for tab af erhvervsevne Hvis det er klart, at erhvervsevnen er intakt, kan der naturligvis ikke ydes erstatning. Dette vil eksempelvis være tilfældet, hvis arbejdsskaden er beskeden og tilskadekomne forud for skaden havde en lav årsindtægt.

29 Hvis det derimod er rimeligt klart, at tilskadekomne fremover vil stå til rådighed for arbejde til en væsentligt lavere indtægt end før skaden, eller det må antages, at tilskadekomne fremover ikke kan varetage et arbejde på fuld tid, kan der tilkendes en erstatning for tab af erhvervsevne, hvis det vurderes til 15 procent eller derover Nyuddannede Det har ikke betydning for erstatning for tab af erhvervsevne, at tilskadekomne kun er berettiget til arbejdsløshedsdagpenge med satsen for nyuddannede (dimittendsatsen) Begrænset rådighed Hvis en tilskadekommen har skånebehov, der medfører, at tilskadekomne ikke kan stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet, vil arbejdsløshedskassen ofte have tilskadekomnes begrænsning noteret. Begrænsningen vil være noteret i en rådighedsattest. Rådighedsattesten er et udtryk for arbejdsløshedskassens vurdering af tilskadekomnes erhvervsmæssige muligheder. Modtager tilskadekomne arbejdsløshedsdagpenge med begrænset rådighed, giver det dog ikke i sig selv grund til at tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne. Vi er ikke bundet af arbejdsløshedskassens vurdering af tilskadekomnes erhvervsmæssige muligheder, men skal foretage en selvstændig vurdering af, om der er et tab af erhvervsevne som følge af arbejdsskaden. Hvis tilskadekomne står begrænset til rådighed, vil arbejdsløshedskassens vurdering dog indgå i vores vurdering. Selvom arbejdsløshedskassen har anset tilskadekomne for at stå til rådighed for arbejdsmarkedet uden begrænsning, vil vi i visse tilfælde tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne. At tilskadekomne står til rådighed for arbejdsmarkedet udelukker således ikke, at tilskadekomnes evne til at få indtægt ved arbejde må anses for at være nedsat i forhold til før skaden Vurderingsgrundlag Vi tager udgangspunkt i de følger, som arbejdsskaden har haft for tilskadekomnes indtjeningsmuligheder - altså hvor meget tilskadekomne vil kunne tjene efter arbejdsskaden sammenlignet med indtjeningen før skaden. I den forbindelse lægger vi især vægt på: 1. Om arbejdsskaden har medført et skånebehov for tilskadekomne i forhold til erhvervsarbejde 2. I hvilket omfang arbejdsskaden har medført arbejdsophøret og vedligeholder det 3. Om tilskadekomne efter arbejdsskaden og eventuel revalidering står til rådighed for arbejdsmarkedet til en betydeligt lavere løn Ad 1: Skånebehov som følge af arbejdsskaden Når tilskadekomne modtager arbejdsløshedsdagpenge, vil vi vurdere, om arbejdsskaden har medført et skånebehov for tilskadekomne i forhold til erhvervsarbejde. Et skånebehov peger på, at arbejdsskaden i et vist omfang har nedsat tilskadekomnes erhvervsevne. Et eventuelt skånebehov, eksempelvis i forhold til vådt og støvet arbejde på grund af en toksisk eksem, bliver vurderet i forhold til tilskadekomnes tidligere erhverv og øvrige muligheder for at tage skånehensyn inden for det erhverv, som tilskadekomne står til rådighed for. Hvis tilskadekomne står til rådighed for rengøringsarbejde og lignende arbejde, hvor det er svært at tage hensyn til skånebehovet, vil det tale for et erhvervsevnetab. Hvis tilskadekomne har gennemført en revalidering og nu modtager arbejdsløshedsdagpenge, vurderer vi, om der ved revalideringen er taget højde for tilskadekomnes skånebehov som følge af arbejdsskaden. Hvis der eksempelvis er tale om en alvorlig rygsygdom og tilskadekomne er revalideret til et erhverv, hvor rygbelastende arbejde ikke kan undgås, taler det for, at pågældende ikke kan klare et sådant arbejde på fuld tid eller måske slet ikke kan klare det. Eksempel 35 En 52-årig arbejdsmand har en alvorlig nikkelallergi. Det er en arbejdsbetinget sygdom, og det varige mén er fastsat til 35 procent. Som arbejdsmand tjente pågældende kroner om året. På grund af nikkelallergien kan pågældende ikke længere være arbejdsmand. Han modtager nu arbejdsløshedsdagpenge, og der er søgt om førtidspension. Han vil ikke kunne klare nogen former for ufaglært arbejde, fordi der vil være kontakt med nikkel. Han står således reelt ikke til rådighed for arbejdsmarkedet. Vi vil skønsmæssigt fastsætte erhvervsevnetabet til 50 procent, der udbetales som et engangsbeløb. Vi vil tage sagen op til revision efter 1 år for at undersøge, om pågældende får førtidspension. Eksempel 36 En 48-årig filetskærer i fiskeindustrien får et arbejdsbetinget eksem (blandet nikkelallergi og toksisk håndeksem). Det varige mén er fastsat til 10 procent. Som filetskærer tjente pågældende kroner om året. På grund af eksemet kan pågældende ikke længere arbejde som filetskærer. Hun får nu arbejdsløshedsdagpenge og står til rådighed for arbejdsmarkedet for andet ufaglært arbejde. Der er gået et par år efter arbejdsskaden, og der er ikke meget ufaglært arbejde, hvor pågældende kan undgå nikkel og vand. Hun står derfor kun til rådighed i begrænset omfang. Vi vil efter omstændighederne fastsætte erhvervsevnetabet til 15 procent og udbetale

30 erstatningen som et engangsbeløb. Eksempel 37 En 56-årig sygehjælper får en arbejdsbetinget rygskade. Vi fastsætter det varige mén til 15 procent. Som sygehjælper tjente pågældende kroner om året. På grund af rygskaden kan pågældende ikke længere arbejde som sygehjælper. Efter endt arbejdsprøvning modtager pågældende nu arbejdsløshedsdagpenge, men står begrænset til rådighed. Der er gået et par år, uden at pågældende har kunnet vende tilbage på arbejdsmarkedet. Arbejdsskaden har stor indflydelse på pågældendes funktionsniveau og medfører skånebehov inden for mange erhverv. Vi fastsætter derfor erhvervsevnetabet til skønsmæssigt 30 procent som et engangsbeløb. Ad 2: Arbejdsskadens betydning for arbejdsophøret og vedligeholdelsen heraf Når vi ser på, i hvilket omfang arbejdsskaden er arbejdshindrende, er udgangspunktet, hvilke muligheder tilskadekomne har for at få arbejde inden for sit hidtidige erhverv eller et erhverv med tilsvarende lønniveau. Eksempel 38 En 44-årig mand havde fra 1962 haft vekslende ufaglært arbejde. I januar 1981 kom pågældende til skade med venstre skulder under arbejde for postvæsenet. Han forsøgte at genoptage arbejdet, men blev på ny sygemeldt og fik senere skånearbejde. Arbejdspladsen blev nedlagt og tilskadekomne afskediget i april Han modtog herefter arbejdsløshedsdagpenge indtil afsoning af en 16 måneders fængselsdom i Efter afsoning fik pågældende igen arbejdsløshedsdagpenge, og efter ophør heraf fik pågældende et jobtilbud i januar Efter dette arbejdes ophør fik pågældende atter arbejdsløshedsdagpenge. Méngraden var i august 1982 blevet fastsat til 5 procent. Tilskadekomne anførte, at pågældende højst sandsynligt ikke ville komme i arbejde igen, i hvert fald ikke uden socialforvaltningens hjælp til revalidering. Han fik afslag på erstatning for tab af erhvervsevne under henvisning til, at pågældende modtog arbejdsløshedsdagpenge og således måtte anses for at stå fuldt til rådighed for arbejdsmarkedet. I øvrigt var det ikke kun følgerne efter arbejdsskaden, der havde været årsag til pågældendes ustabile tilknytning til arbejdsmarkedet. (SM U-13-91) Eksempel 38a En 39-årig pakkerske på en fiskefabrik får et arbejdsbetinget allergisk håndeksem og kan ikke tåle at røre ved skaldyr. Vi har fastsat pågældendes varige mén til 10 procent. Som pakkerske tjente pågældende kroner årligt. På grund af eksemet kan pågældende ikke længere arbejde på fiskefabrikken. Hun modtager nu arbejdsløshedsdagpenge og står begrænset til rådighed inden for sit erhverv. På trods af rådighedsbegrænsningen fastsætter vi erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent. Vi lægger vægt på, at der er tale om et meget specifikt skånebehov, da kontakt med skaldyr kun forekommer i få erhverv. Hun vil godt kunne varetage et andet ufaglært arbejde på fuld tid, hvor lønnen ikke vil være mindst 15 procent lavere end den løn, pågældende tjente som pakkerske på fiskefabrikken. Ad 3: Til rådighed for betydeligt lavere løn I vurderingen indgår, om tilskadekomne efter arbejdsskaden, eventuelt efter en revalidering, står til rådighed for arbejde i et erhverv med et betydeligt lavere lønniveau. Eksempel 39 En 35-årig slagteriarbejder får en arbejdsbetinget albuesygdom og må ophøre i sit erhverv. Vi fastsætter det varige mén til 8 procent. Hans årsindtægt var omkring kroner. Efter revalidering til levnedsmiddeltekniker er pågældende arbejdssøgende, og det er oplyst, at levnedsmiddelteknikere tjener procent mindre end slagteriarbejdere. Han modtager arbejdsløshedsdagpenge. Vi træffer en endelig afgørelse og fastsætter erhvervsevnetabet til 30 procent. Er tilskadekomne efter revalidering arbejdssøgende i et erhverv med det samme eller et højere lønniveau end i det oprindelige, giver vi ikke erstatning, selvom tilskadekomne endnu ikke er i arbejde Fastsættelse af erhvervsevnetabsprocenten Når vi i enkelte tilfælde undtagelsesvis giver erstatning, skal vi vurdere, hvad tilskadekomne kunne have tjent, hvis pågældende fortsat var i arbejde. Vi vurderer, hvad tilskadekomne kunne have tjent, på samme måde som beskrevet i afsnit 3.1. Vurderingen I vurderingen indgår den hidtidige løn og den sædvanlige løn inden for det fag, hvor pågældende står til rådighed, ligesom arbejdsskadens art og omfang kan indgå i vurderingen. Erstatningen Hvis vi kender det forventede fremtidige lønniveau, tager vi udgangspunkt i det, når vi fastsætter erstatningen for tab af erhvervsevne.

31 Eksempel 40 En 46-årig trykkeriarbejder har fået opløsningsmiddelforgiftning, der skyldes arbejdet. Méngraden er fastsat til 20 procent. Han er ophørt med arbejdet som trykkeriarbejder. Han har gennem nogle år modtaget arbejdsløshedsdagpenge og står til rådighed for andet arbejde end trykkeriarbejde. Han er interesseret i lagerarbejde eller lignende. Som trykkeriarbejder ville pågældende kunne tjene omkring kroner årligt uden skaden, og som lagerarbejder ville den årlige indtægt formentlig være procent lavere. Vi vil tilkende 20 procent som et engangsbeløb, under hensyn til den tidligere indtjening, det betydelige skånebehov og indtægtsmulighederne som lagerarbejder. 6.2 Tilskadekomne modtager kontanthjælp Tilskadekomne er ikke kommet tilbage til arbejdsmarkedet, men får kontanthjælp fra kommunen ( 11 i lov om aktiv socialpolitik). Det er en betingelse for at få hjælpen, 1. at ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, eksempelvis i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør 2. at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og 3. at behovet ikke kan dækkes gennem andre ydelser Det er desuden en betingelse for at få kontanthjælp, at ansøgeren og ægtefællen ikke har rimeligt tilbud om arbejde. ( 13, stk. 1 i lov om aktiv socialpolitik) Arbejdsskaden kan være en af årsagerne til, at tilskadekomne ikke er kommet tilbage til arbejdsmarkedet, men behøver ikke at være den eneste Afgørelsen Erhvervsevnetabet skal i denne situation vurderes konkret. I vurderingen lægger vi vægt på, hvilke skånebehov og funktionsbegrænsninger tilskadekomne har fået på arbejdsmarkedet som følge af arbejdsskaden. Der foretages også en vurdering af, i hvilket omfang arbejdsskaden helt eller delvist har medført og vedligeholder arbejdsophøret. I vidt omfang vil sagerne kunne sammenlignes med situationen, hvor tilskadekomne modtager arbejdsløshedsdagpenge. Se afsnit I en del tilfælde er der grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse med en løbende erstatning for tab af erhvervsevne, da den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret. Det vil således i visse tilfælde fremgå af sagen, at kommunen vil indlede en sag om førtidspension eller revalidering. Hvis tilskadekomne efter længere tid fortsat modtager kontanthjælp og har et klart erhvervsevnetab, men kommunen ikke indleder en sag om revalidering eller førtidspension, vil vi typisk afgøre, at den løbende erstatning skal udbetales som engangsbeløb, da den erhvervsmæssige situation ikke kan ventes at blive forbedret i fremtiden. Den erhvervsmæssige situation anses således over tid for at være blevet afklaret i tilstrækkeligt omfang til at fastsætte erstatningen som et engangsbeløb Oplysninger Vi kan i de fleste tilfælde få oplysninger om tilskadekomnes aktuelle og forventede fremtidige situation fra kommunen. Det vil fremgå af oplysningerne, om revalidering eller førtidspension overvejes, eller om udbetaling af kontanthjælp eksempelvis skyldes, at tilskadekomne ikke har været medlem af en arbejdsløshedskasse Årsagen til, at tilskadekomne modtager kontanthjælp Årsagen til, at tilskadekomne modtager kontanthjælp, har betydning for vores vurdering af sagen: 1. Tilskadekomne har betydelige følger efter arbejdsskaden og modtager kontanthjælp, fordi - pågældendes ret til sygedagpenge er opbrugt - pågældende ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse 2. Tilskadekomne modtager kontanthjælp, men står til rådighed for arbejdsmarkedet Ad 1) Tilskadekomne har betydelige følger efter arbejdsskaden (retten til dagpenge er opbrugt eller pågældende er ikke medlem af arbejdsløshedskasse) I visse tilfælde har tilskadekomne betydelige følger af arbejdsskaden og har modtaget sygedagpenge, indtil de efter reglerne er blevet standset. Han kan fortsat ikke genoptage arbejdet eller indgå i en revalidering eller omskoling, eksempelvis som følge af høj alder, ringe skolekundskaber eller skånebehov. Når sygedagpengene udløber, modtager tilskadekomne kontanthjælp på ubestemt tid. Kommunen har ikke planer om at revalidere eller indlede en sag om førtidspension. Vi er i den forbindelse ikke bundet af kommunens vurdering af, om der skal indledes en sag om førtidspension eller ej, og vurderer, om

32 arbejdsskaden må anses for at have medført et tab af erhvervsevne. Hvis situationen er uafklaret, kan vi træffe en midlertidig afgørelse (se afsnit ). Med tiden vil vi ofte anse tilskadekomnes situation for at være blevet afklaret, hvis kommunen ikke sætter en revalidering eller andet i gang. I sådanne tilfælde vil vi træffe en endelig afgørelse om erhvervsevnetab. Eksempel 41 En 53-årig støberiarbejder har pådraget sig en lungesygdom. Det varige mén er fastsat til 20 procent. Som støberiarbejder tjente pågældende kroner om året. Han modtager kontanthjælp, fordi pågældende på grund af arbejdsskaden har vanskeligt ved at finde et arbejde og ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse. Vi vurderer, at pågældende vil få svært ved at varetage fysisk arbejde på normale vilkår med den moderate nedsættelse af lungekapaciteten. Efter vores vurdering, er tilskadekomnes erhvervsmæssige situation uafklaret, og der træffes en midlertidig afgørelse. Vi fastsætter skønsmæssigt erhvervsevnetabet til 40 procent og vil senere tage sagen op til revision. Hvis tilskadekomnes erhvervsmæssige forhold ikke er afklaret med pension, revalidering eller lignende efter et års tid og erhvervsevnetabet fortsat vurderes til 40 procent, vil vi tilkende erstatningen som et engangsbeløb og anse den erhvervsmæssige situation for afklaret. Ad 2) Tilskadekomne står til rådighed eventuelt efter revalidering Hvis tilskadekomne får en arbejdsskade og derefter ophører med at arbejde og modtager kontanthjælp, vil pågældende få afslag på erstatning for tab af erhvervsevne, hvis arbejdsskaden ikke begrænser pågældende i at påtage sig andet arbejde til en lignende løn. Eksempel 42 En 25-årig ufaglært bagerekspedient har pådraget sig en allergisk hudsygdom på grund af mel, altså et stof, der stort set kun findes på pågældendes arbejdsplads. Godtgørelsen for varigt mén fastsættes til 5 procent. Han ophører med arbejdet, og da pågældende ikke er medlem af en arbejdsløshedskasse, får pågældende kontanthjælp. Da pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet og arbejdsskaden ikke begrænser pågældendes mulighed for at arbejde andetsteds til en tilsvarende løn, fastsætter vi erstatningen for tab af erhvervsevne til mindre end 15 procent. Hvis tilskadekomne i en lignende situation har haft en høj årsindtægt før skaden og nu står til rådighed for arbejde med en væsentligt lavere årsindtægt end før skaden, vil det tale for at tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne Særlige situationer Hvis tilskadekomne ikke er berettiget til kontanthjælp på grund af ægtefællens indtægts- og formueforhold eller lignende, vurderes sagen konkret, efter omstændighederne på linje med de sager, hvor tilskadekomne modtager kontanthjælp. 7. Tilskadekomne er ikke i arbejde og aktuelt ikke arbejdssøgende 7.1. Sygedagpenge Tilskadekomne er efter arbejdsskaden (endnu) ikke kommet tilbage til arbejdsmarkedet, men er fortsat sygemeldt på grund af arbejdsskaden. Forsørgelsesgrundlaget er sygedagpenge. Sygedagpenge er en tidsbegrænset kompensation for indtægtsbortfald på grund af sygdom. Enhver, der pådrager sig en arbejdsskade, som omfattes af arbejdsskadelovgivningen, har ret til dagpenge fra første hele fraværsdag fra arbejdsskadens indtræden. ( 21 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel) Sygedagpenge kan normalt kun udbetales i 1 år. Derefter vil tilskadekomne ofte være berettiget til kontanthjælp, hvis pågældende ikke bliver raskmeldt, der iværksættes revalidering, eller pågældende får tilkendt førtidspension. Perioden for udbetaling af sygedagpenge kan forlænges ud over 1 år, når der er rejst sag om ret til erstatning efter arbejdsskadelovgivningen ( 22, stk. 1, nr. 4 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel). Forlængelse af perioden varer, indtil arbejdsskadesagen er afvist, eller der første gang er truffet afgørelse om erhvervsevnetab. Perioden kan blandt andet også forlænges, hvis der iværksættes revalidering eller arbejdsprøvning, og hvis der påbegyndes en sag om førtidspension. ( 22, stk. 1 i lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel) 7.2. Vurderingen Tilskadekomne vil ofte modtage sygedagpenge meget tidligt efter arbejdsskaden, hvilket ofte gør det svært at vurdere, om skaden på dette tidspunkt medfører et aktuelt eller et mere endeligt tab af erhvervsevnen. Hvis det er klart, at tilskadekomne må formodes hurtigt at blive rask og derefter vil genoptage sit arbejde uden lønnedgang, så er der ikke et erhvervsevnetab på 15 procent eller derover.

33 Hvis tilskadekomne derimod har fået en skade, der med stor sandsynlighed kan forhindre, at pågældende vil vende tilbage uden skånehensyn, eller hvis skaden eventuelt må formodes at udelukke, at tilskadekomne fortsætter sit arbejde, så er der et aktuelt erhvervsevnetab. I sådanne tilfælde vil vi normalt træffe en midlertidig afgørelse (se afsnit 5.2.). I vurderingen vil der blandt andet blive taget hensyn til tilskadekomnes alder, tidligere indtægt, skadens art og omfang, mulighederne for revalidering og tilskadekomnes evner og uddannelse. Vi vil således vurdere, hvad tilskadekomne aktuelt er værd i forhold til arbejdsmarkedet på samme måde som ved revalidering (afsnit 5.5.). Vurderingen er dog noget mere usikker, da kommunen ikke nødvendigvis har vurderet tilskadekomnes muligheder for revalidering eller anden indplacering på arbejdsmarkedet. Hvis eksempelvis tilskadekomne som tømrer har fået amputeret den ene hånd efter en arbejdsskade, så er det klart, at pågældende ikke vil kunne genoptage sit arbejde som tømrer. Selvom tilstanden lægeligt set først bliver varig efter et års tid, så står det tidligt efter skaden klart, at tilskadekomne har et aktuelt erhvervsevnetab. Ved en tilkendelse af en løbede ydelse skal tilkendelsestidspunktet fastsættes fra det tidspunkt, hvor erhvervsevnetabet er dokumenteret. Hvis der ikke kan fastsættes et konkret tidspunkt for, hvornår et erhvervsevnetab kan anses for dokumenteret, vil vi normalt tilkende ydelsen fra afgørelsen. Erfaringsmæssigt er det svært at fastsætte et tidspunkt for det dokumenterede erhvervsevnetab, når tilskadekomne modtager sygedagpenge, hvorfor vi som hovedregel lader den løbende ydelse løbe fra vores afgørelse. Hvis tilskadekomne modtager sygedagpenge og kommunen har truffet beslutning om forrevalidering, vil vi ofte træffe en midlertidig afgørelse og tilkende en løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Der henvises til kapitel 5 om revalidering og forrevalidering, herunder midlertidige afgørelser Eksempler Hvis det på afgørelsestidspunktet tyder på, at der vil blive rejst pensionssag, vil dette indgå i vores vurdering. Eksempel 43 - kun et spørgsmål om tid, før der rejses pensionssag En 55-årig hjemmehjælper har pådraget sig en alvorlig rygsygdom. Vi har fastsat det varige mén til 20 procent. Som hjemmehjælper ville pågældende uden skaden have tjent omkring kroner om året. Hun er afskediget og kan ikke klare tungt eller fysisk belastende arbejde. Hun har tidligere haft ufaglært arbejde, og det skønnes ikke realistisk, at pågældende kan gennemføre en boglig uddannelse. Hun modtager sygedagpenge på grund af arbejdsskaden. Sagen vil sandsynligvis ende med, at pågældende får førtidspension. Vi vil skønsmæssigt fastsætte erhvervsevnetabet til 50 procent. Efter vores vurdering vil pågældende aktuelt kun kunne tjene cirka kroner årligt med skaden i et ufaglært job på deltid, idet pågældende har et betydeligt skånebehov i forhold til gående og stående arbejde og har behov for pauser. Vi tager sagen op til revision med henblik på at se, om tilskadekomne får tilkendt førtidspension. Hvis det er sandsynligt, at tilskadekomne dør inden for nærmeste fremtid, vil kommunen normalt ikke rejse pensionssag, men blot lade sygedagpengene løbe. Eksempel 44 - Tilskadekomne dør inden for nærmeste fremtid En 50-årig mand har efter udsættelse for asbest fået konstateret en alvorlig lungesygdom i form af mesotheliom. Vi har fastsat det varige mén til 100 procent. Han er totalt uarbejdsdygtig. Vi træffer en endelig afgørelse og fastsætter erhvervsevnetabet til 100 procent som en løbende ydelse, hvis lungesygdommen er årsag til, at pågældende forlader arbejdsmarkedet. 50 procent kan kapitaliseres efter tilskadekomnes anmodning. Normalt ender sagerne ikke med, at tilskadekomne får tilkendt førtidspension. Derimod bliver de fleste raske og vender tilbage til arbejdsmarkedet. På den anden side er det dog erfaringen, at jo længere tilskadekomne er sygemeldt, jo mindre bliver sandsynligheden for, at pågældende vender tilbage til arbejdsmarkedet. Hvor der som følge af arbejdsskaden må antages at være et aktuelt erhvervsevnetab, træffer vi ofte en midlertidig afgørelse med en løbende erstatning for tab af erhvervsevne. Sådanne sager kan i vidt omfang sammenlignes med vurderingen fra revalideringssituationerne. (Se afsnit 5.5.) Eksempel 45 - aktuelt erhvervsevnetab En 43-årig, akkordlønnet slagteriarbejder ville ifølge arbejdsgiveren kunne have tjent kroner på afgørelsestidspunktet, hvis skaden ikke var sket. Han har pådraget sig en tennisalbue og bliver sygemeldt, hvorefter pågældende modtager sygedagpenge. Han kan på grund af skaden ikke længere arbejde på akkord, og der er en betydelig risiko for, at pågældende ikke fremover vil kunne varetage armbelastende og fysisk arbejde, hvilket vil forhindre pågældende i at arbejde som slagteriarbejder. Der er ikke noget, der tyder på, at pågældende vil kunne genoptage sit arbejde på normale vilkår. Hans løn vil derfor efter en raskmelding ligge betydeligt under lønnen inden arbejdsskaden. Vi vil træffe en midlertidig afgørelse og fastsætte et aktuelt erhvervsevnetab på 30 procent. Efter vores vurdering vil pågældende sandsynligvis med skaden kunne tjene omkring kr. ved ufaglært arbejde på fuld tid. Vi tager sagen op til revision med henblik på at fastsætte en endelig afgørelse. Eksempel 46 - ikke et aktuelt erhvervsevnetab En 32-årig akkordlønnet slagteriarbejder har en relativ høj lønindtægt på omkring kroner. Han har pådraget sig et indirekte lændetraume og bliver sygemeldt, hvorefter pågældende modtager sygedagpenge. Det tyder på, at pågældende i løbet af kortere tid vil

34 kunne genoptage sit arbejde, og med tiden gå på akkord igen. Vi giver afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Hvis det viser sig, at pågældende ikke kan genoptage sit arbejde fuldt ud, kan sagen genoptages inden for 5 år fra afgørelsen. I nogle tilfælde modtager tilskadekomne sygedagpenge på grund af en sygemelding, der ikke blot er en følge af arbejdsskaden. Disse tilfælde vurderes konkret, idet det må vurderes, i hvilket omfang arbejdsskaden har medført og vedligeholder et erhvervsevnetab Ledighedsydelse før fleksjob Mens man venter på at få et fleksjob, eller hvis man mister sit fleksjob, kan man få ledighedsydelse. Se under afsnit om ledighedsydelse før fleksjob. 8. Tilskadekomne har varigt forladt arbejdsmarkedet 8.1 Efterløn Betingelser for at overgå til efterløn For at kunne overgå til efterløn kræves det blandt andet, at man er fyldt 60 år, og at man ved ledighed kan opfylde betingelserne for ret til arbejdsløshedsdagpenge eller modtager overgangsydelse ( 74 a, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring). Det vil sige, at man som udgangspunkt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at være berettiget til efterløn. Efterlønsbevis Man kan få udstedt et efterlønsbevis, hvis man opfylder betingelserne for at overgå til efterløn ( 74 a, stk. 1 i lov om arbejdsløshedsforsikring). Beviset sikrer, at medlemmet efter det fyldte 60. år kan gå på efterløn, selvom medlemmet i mellemtiden er blevet syg og derfor ikke længere står til rådighed for arbejdsmarkedet. Mange medlemmer får af den årsag udstedt et efterlønsbevis, selvom de ikke for tiden overvejer at gå på efterløn. Et bevis udstedt før en arbejdsskades indtræden kan derfor ikke i sig selv tages til indtægt for, at medlemmet ville være gået på efterløn, hvis arbejdsskaden ikke var indtrådt. Arbejde ved siden af efterlønnen Er fyldt 60 år før den 1. juli 1999: Personer, der modtager efterløn, og som er fyldt 60 år før den 1. juli 1999, kan supplere efterlønnen med 200 timers arbejde årligt. Der trækkes ikke i efterlønnen. Er fyldt 60 år efter den 1. juli fleksibel efterløn: Personer, der er fyldt 60 efter den 1. juli 1999 har ifølge efterlønsreformen mulighed for at vælge: 1. at arbejde op til 200 timer som tidligere uden fradrag i efterlønnen eller 2. at arbejde uden begrænsning, men med fradrag i efterlønnen time for time. Denne ordning kaldes for fleksibel efterløn. ( 74 g og 74 e i lov om arbejdsløshedsforsikring) Fleksibel efterløn giver mulighed for at trække sig mere gradvist tilbage fra arbejdsmarkedet. Disse særlige rettigheder forudsætter, at man får et efterlønsbevis. Ophør af efterlønnen Retten til efterløn ophører, når personen fylder 65 år eller afgår ved døden. ( 74 a, stk. 6 i lov om arbejdsløshedsforsikring) Personer, der er fyldt 60 år inden den 1. juli 1999, bevarer retten til efterløn frem til det fyldte 67. år. Praksis for erhvervsevnetab ved efterløn Når tilskadekomne er gået på efterløn og vi træffer afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan der være tale om forskellige situationer: 1. Tilskadekomne er gået på efterløn efter arbejdsskaden. Arbejdsskaden har større eller mindre betydning for, at tilskadekomne er gået på efterløn. Skaden kan eventuelt være "dråben", der medfører, at tilskadekomne vælger at søge efterløn. 2. Tilskadekomne er gået på efterløn efter arbejdsskaden. Det er sket efter eget ønske og har ikke forbindelse med arbejdsskaden, og følgerne af skaden er ubetydelige.

35 3. Tilskadekomne er gået på efterløn, før arbejdsskaden indtræder. Det vil sige, at skaden er sket under den beskæftigelse, som efterlønsmodtagere har ret til at udføre. 4. Tilskadekomne er gået på efterløn, før arbejdsskaden konstateres. Det kan være tilfældet ved en erhvervssygdom, der først anmeldes efter arbejdsophøret. Tilskadekomne har måske været berettiget til, men ikke søgt, førtidspension, men har i stedet søgt og fået efterløn. 5. Tilskadekomne er gået på efterløn, har fået et efterlønsbevis og har valgt at arbejde ubegrænset mod fradrag i efterlønnen (fleksibel efterløn). De forskellige situationer kan ikke behandles ens. Der skal i hver enkelt situation træffes en afgørelse, der afspejler arbejdsskadens reelle følger og sammenhængen med beslutningen om at gå på efterløn. Udgangspunktet er blandt andet tilskadekomnes tidligere erhverv og indtægt, skadens art og omfang, herunder en vurdering af det skånebehov, arbejdsskaden har medført. Er skånebehovet snævert og begrænset til visse erhverv (eksempelvis allergi over for mel hos en bager), taler det imod at tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne. Dog må det erindres, at efterløn ikke tilkendes af en myndighed efter en vurdering af den sociale og helbredsmæssige situation. Da tilskadekomne som udgangspunkt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at overgå til efterløn, stilles der derfor store krav til beviset for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og arbejdsophøret og for, at arbejdsskaden har medført et erhvervsevnetab. Overgangen til efterløn indikerer således ikke i sig selv, at der er et erhvervsevnetab, men det udelukker ikke, at arbejdsophør og overgang til efterløn kan anses for at være udtryk for en nedsættelse af tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Til brug for sagerne vil vi typisk indhente oplysninger fra tilskadekomne selv og eventuelt fra den seneste arbejdsgiver med henblik på at belyse årsagerne til, at tilskadekomne er gået på efterløn, og arbejdsskadens indflydelse på beslutningen. Ad 1. Efterløn som følge af arbejdsskaden Vi vurderer, i hvilket omfang arbejdsophøret og overgangen til efterløn skyldes arbejdsskaden, og i hvilket omfang arbejdsskaden vedligeholder arbejdsophøret, det vil sige, om erhvervsevnen er nedsat på grund af arbejdsskaden. Da tilskadekomne som udgangspunkt (uden efterlønsbevis) kun kan få efterløn, hvis pågældende står til rådighed for arbejdsmarkedet, vil vurderingen af arbejdsskadens indflydelse på ønsket om at søge efterløn ofte munde ud i en erstatning for tab af erhvervsevne på under 50 procent. Højere erstatninger kan dog forekomme, hvis tilskadekomne har fået et efterlønsbevis, der berettiger til at gå på efterløn på trods af, at tilskadekomne ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet. Eksempel 49 En 63-årig, ufaglært kvindelig fabriksarbejder har beskadiget ryggen og venstre arm betydeligt. Det varige mén var fastsat til 35 procent for smerter og betydelig bevægeindskrænkning. Før skaden tjente pågældende kroner årligt. Det er oplyst, at pågældende ville kunne tjene cirka kroner på afgørelsestidspunktet uden skaden. Kort efter ulykken går pågældende på efterløn. Hun har en forudbestående sygdom i form af astma, men den er velbehandlet og har ikke givet sygedage tidligere. Efter vores vurdering har pågældende et betydeligt skånebehov i forhold til sit tidligere arbejde og andet fysisk belastende arbejde. Hun vil næppe kunne vende tilbage til arbejdet på normale vilkår uden store skånehensyn. Vi ville fastsætte erhvervsevnetabet til 50 procent. Arbejdsskaden har således været hovedårsagen til arbejdsophøret og overgangen til efterløn. Hun ville efter vores vurdering højst kunne tjene kroner årligt ved ufagligt arbejde på deltid. Eksempel 50 En 63-årig bygningsarbejder beskadiger ved en arbejdsulykke sin ene overarm. Vi fastsætter det varige mén til 12 procent (venstre albues bøjeevne nedsat til 90 grader). Før skaden tjente pågældende omkring kroner årligt. På afgørelsestidspunktet ville pågældende kunne tjene cirka kroner uden skaden. Bygningsarbejderen går senere på efterløn. Bygningsarbejderen og arbejdsgiveren oplyser begge, at overgangen til efterløn skyldes arbejdsskaden. Vi fastsætter erhvervsevnetabet til 35 procent. Med et moderat skånebehov i forhold til armbelastende arbejde vil bygningsarbejderen kun i begrænset omfang kunne varetage arbejdet som bygningsarbejder. Efter vores vurdering ville pågældende dog kunne klare et ufaglært arbejde på fuld tid med kroner i årsindtægt med skaden. Eksempel 51 En 62-årig sygehjælper får ved en arbejdsulykke et indirekte lændetraume. Vi har fastsat det varige mén til 10 procent, svarende til lette daglige smerter i lænden med let bevægeindskrænkning. Efter en længere sygemelding begynder sygehjælperen igen på sit arbejde med mindre skånehensyn. Kort tid efter får pågældende betydelige nakkesmerter ved en privat ulykke, der ikke skyldes arbejdsskaden. Tilskadekomne ophører kort tid herefter med at arbejde og overgår til efterløn. Hun tjente omkring kroner årligt før skaden. Ved afgørelsen ville pågældende kunne tjene omkring kroner uden skaden. Vi fastsætter erhvervsevnetabet til 15 procent, da arbejdsskaden var medvirkende årsag til arbejdsophør og overgang til efterløn. Rygskaden har givet pågældende et mindre skånebehov i forhold til arbejdet som sygehjælper. Det er dog den private nakkeskade, der har været hovedårsagen til arbejdsophøret og overgangen til efterløn. Hvis arbejdsskaden kan anses for at være "dråben", der fik tilskadekomne til at søge efterløn, da tilskadekomne har andre skader og

36 sygdomme, der påvirker erhvervsevnen, kan der efter en konkret vurdering tilkendes en "slået ud"-erstatning. Se afsnit 8.5. Ad 2. Efterløn efter arbejdsskade - efter eget ønske Fremgår det klart af sagens oplysninger, at tilskadekomne har forladt arbejdsmarkedet efter eget ønske og ikke som følge af arbejdsskaden, bliver der ikke tale om erstatning for erhvervsevnetab. Tilsvarende gælder, hvis arbejdsskadens følger er beskedne og ikke kan forhindre tilskadekomne i at varetage et arbejde med tilsvarende løn. Da må det ligeledes antages, at tilskadekomnes overgang til efterløn ikke kan henføres til arbejdsskaden. Eksempel 53 En 60-årig murer får amputeret det yderste led på 3. finger. Vi fastsætter det varige mén til 5 procent. Mureren vælger at søge efterløn. Vi fastsætter tabet af erhvervsevne til mindre end 15 procent og giver derfor afslag på erstatning. Arbejdsskaden har således medført et meget beskedent skånebehov, der ikke forhindrer tilskadekomne i at fortsætte sit arbejde. Eksempel 54 En 62-årig sygehjælper har et arbejdsbetinget toksisk hudeksem efter udsættelse for vand og sæbe. Vi fastsætter det varige mén til mindre end 5 procent, da eksemet er forsvundet efter behandling. Hun vælger at søge efterløn. Vi fastsætter tabet af erhvervsevne til mindre end 15 procent, da arbejdsskadens følger ikke kan begrunde overgangen til efterløn. Ad 3. Skade under beskæftigelse som efterlønsmodtager Efterlønsmodtagere har ret til at udføre arbejde i et begrænset omfang (200 timer), uden at de mister retten til efterløn, og uden at efterlønnen bliver nedsat på grund af arbejdsindtægten. De kan dog også vælge at arbejde ubegrænset, men med fradrag i ydelsen. Se afsnit 8.1. Kommer efterlønsmodtageren til skade under dette arbejde, er pågældende naturligvis dækket af loven. Vi vurderer erhvervsevnetabet ud fra skadens art og omfang med deraf følgende skånebehov. I vurderingen vil vi desuden tage hensyn til indtægten i det begrænsede arbejde. Eksempel 55 En efterlønsmodtager på 64 år beskadiger ved en arbejdsulykke det ene knæ. Vi fastsætter det varige mén til 25 procent. Før arbejdsskaden arbejdede pågældende 200 timer om året som vicevært. Han ville uden skaden kunne tjene cirka kroner årligt. Efter arbejdsskaden er pågældendes erhvervsevne væsentligt reduceret. Han kan ikke længere arbejde som vicevært, da pågældendes gangfunktion er forringet. Han har et stort skånebehov, og pågældende kan kun varetage arbejde med vekslende arbejdsstillinger. Efter vores vurdering vil pågældende højst kunne tjene omkring kroner årligt efter skaden. Vi fastsætter derfor erhvervsevnetabet til 50 procent. Ad 4. Erhvervssygdom som eventuel årsag til efterløn En borger er gået på efterløn. På et senere tidspunkt konstateres det, at pågældende har en sygdom, der skyldes pågældendes tidligere arbejde. I denne situation skal det vurderes, om arbejdsskaden var den egentlige årsag til arbejdsophøret, og om arbejdsskaden vedligeholder arbejdsophøret. Eksempel 56 En efterlønsmodtager får konstateret en lungesygdom med betydeligt nedsat lungefunktion. Sygdommen har pågældende pådraget sig, mens pågældende var i arbejde. Uden skaden ville pågældende på afgørelsestidspunktet kunne tjene omkring kroner årligt. Vi fastsatte det varige mén til 50 procent. Erhvervsevnen vil blive vurderet på baggrund af årsagssammenhængen mellem arbejdsskadens følger og overgangen til efterløn. Selvom pågældende formelt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet for at få efterløn, fastsætter vi erhvervsevnetabet til 65 procent, da lungesygdommen vil medføre et erhvervsevnetab på 65 procent og sygdommen er eneste årsag til overgangen til efterløn. Tilskadekomne har således med en svær lungesygdom et betydeligt skånebehov i forhold til selv lettere fysisk arbejde. Med skaden ville pågældende således højst kunne tjene cirka kroner årligt i et ufaglært job på deltid. Ad 5. Fleksibel efterløn En borger er gået på efterløn og har fået et efterlønsbevis og har derefter valgt at benytte muligheden for fleksibel efterløn, hvor der må arbejdes ubegrænset med fradrag i efterlønnen time for time. Dette vil blandt andet give tilskadekomne mulighed for langsomt at trappe ned i arbejdstid og indtjening. Ved fastsættelsen af erstatningen for tab af erhvervsevne i denne situation vil vi lade det indgå i vurderingen, hvor mange timer tilskadekomne er i stand til at arbejde og hvor høj årsindtægt tilskadekomne har ved siden af den fleksible efterløn sammenholdt med årsindtægten før skaden. Hvis tilskadekomne i længere tid efter overgangen til efterløn kan arbejde mange timer ugentligt og derved kan opnå en høj indtægt ved siden af efterlønnen, så taler det for at tilkende en mindre eller ingen erstatning for tab af erhvervsevne. Eksempel 56a Tilskadekomne fik i maj 1994 en arbejdsskade og havde derefter svært ved at klare sit arbejde. Han gik derfor i gang med at afvikle sit anpartsselskab, der var en maskinfabrik. Hans arbejde bestod dels i administrative opgaver og dels i at gå rundt og holde orden på

37 lageret. Vi fastsatte det varige mén til 10 procent for en traumatisk platfod. I maj 2001 overgik pågældende til fleksibel efterløn. I 2001 havde pågældende haft en lønindtægt på kroner, i 2002 på kroner og i 2003 på kroner ved siden af efterlønnen. Han havde i 1993 tjent kroner og i kroner. Vi fastsatte skønsmæssigt erhvervsevnetabet til 35 procent og lagde vægt på pågældendes indtjening før ulykken, pågældendes indtjening efter overgangen til efterløn og arbejdsskadens følger. Vi vurderede, at arbejdsskaden kun delvist var årsag til arbejdsophøret og overgangen til fleksibel efterløn Underretningspligt Tilskadekomne skal selv underrette efterlønsmyndigheden om afgørelsen i arbejdsskadesagen Førtidspensionsreglerne før og efter 1. januar 2003 Den 1. januar 2003 trådte en ny førtidspensionsreform i kraft. Før denne dato var der tre pensionsgrader (almindelig, mellemste og højeste førtidspension). Når kommunen skulle vurdere, om en person var berettiget til førtidspension, skete det ud fra et erhvervsevnekriterium. Efter 1. januar 2003 er der kun én pensionsgrad, og kommunen foretager nu sin vurdering ud fra et arbejdsevnekriterium. (Se afsnit ) Personer, der før 1. januar 2003 har søgt om førtidspension, men ikke har fået tilkendt pension før denne dato, vil blive vurderet efter de retningslinjer, der var gældende før 1. januar (Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.). Personer, der har fået tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, men som efterfølgende får taget deres pensionssag op med henblik på forhøjelse af pensionen, vil også blive vurderet efter de hidtidige regler Førtidspension før 1. januar 2003 Før 1. januar 2003 kunne en person søge om førtidspension, hvis pågældendes erhvervsevne var betydeligt nedsat. Der var tre forskellige pensionsgrader. Personens alder og erhvervsevnetabets størrelse var afgørende for, hvilken grad af pension pågældende kunne få tilkendt. Se skema 1. Lov om Pensionstype Betingelser Alder social pension Højeste førtidspension Erhvervsevnen ubetydelig på grund af fysisk eller psykisk invaliditet , stk. 1 Mellemste 14, stk. 2, Erhvervsevnen nedsat med omkring 2/3 på grund af fysisk eller psykisk invaliditet førtidspension nr. 1 14, stk. 2, Erhvervsevnen ubetydelig i ethvert erhverv på grund af fysisk eller psykisk invaliditet nr. 2 Almindelig 14, stk. 3, Erhvervsevnen nedsat med mindst halvdelen på grund af fysisk eller psykisk invaliditet førtidspension nr. 1 a. Erhvervsevnen nedsat med mindst halvdelen, uden at nedsættelsen alene skyldes helbredsmæssige forhold og 14, stk. 3, b. Varigt behov for forsørgelse nr. 2 a. Sociale og helbredsmæssige forhold, herunder sociale forhold alene, taler for det, og b. Varigt behov for forsørgelse , stk. 3, nr. 3 Bistandstillæg Behov for personlig bistand på grund af invaliditet, blindhed eller stærk svagsynethed , stk. 1 Plejetillæg Behov for vedvarende pleje eller tilsyn , stk. 2 Invaliditetsydelse De helbredsmæssige betingelser for højeste eller mellemste førtidspension er opfyldt, men erhvervsindtægt udelukker disse ydelser, eller alvorlig høreskade, der medfører svære kontaktvanskeligheder Skema 1.Betingelserne for at få de forskellige former for pension, der særligt afhænger af alder og størrelsen af nedsættelse af erhvervsevnen. Når personen er 60 år, kræves det for at få mellemste førtidspension, at betingelserne for at få højeste førtidspension er opfyldt. Ved almindelig førtidspension er der muligheder for at få pension, uden at erhvervsevnen alene er nedsat som følge af helbredsmæssig invaliditet. Bistandstillæg og plejetillæg kan ydes sammen med en førtidspension Oplysningsgrundlag

38 Når der er søgt eller tilkendt førtidspension, indhenter vi akterne fra pensionssagen til behandling af arbejdsskadesagen Vurderingen Pensionstilkendelse før 1. januar 2003 skete på grundlag af en samlet vurdering af de helbredsmæssige og sociale forhold. ( 14 og 15 i lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 om lov om social pension) I modsætning hertil ydes der efter arbejdsskadelovgivningen kun erstatning for følgerne af arbejdsskaden. Et påvist tab af erhvervsevne anses dog omvendt for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. (Se afsnit 2.6. ) Vores afgørelse træffes således efter andre regler end afgørelsen om førtidspension, men hvis der ikke er andre forhold end arbejdsskaden, der begrunder førtidspensionen, har pensionsafgørelsen naturligvis stor betydning for afgørelsen om erhvervsevnetab i arbejdsskadesagen. Vi skal vurdere, om arbejdsskaden i sig selv har medført et erhvervsevnetab, nu hvor tilskadekomne har fået tilkendt førtidspension. Ved vurderingen lægger vi stor vægt på oplysningerne i pensionsakterne og begrundelsen for den tilkendte førtidspension. Vi er ikke bundet af pensionsmyndighedernes vurdering af tilskadekomnes nedsættelse af erhvervsevnen. (Se eksempel 58c i afsnit ) Vores vurdering foregår normalt i 2 trin: 1. Dels en vurdering af tilskadekomnes samlede tab af erhvervsevne 2. Dels en vurdering af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab der har andre årsager end arbejdsskaden Vurderingen af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab Ved trin 1 foretager vi en vurdering af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab, herunder både den del, der skyldes arbejdsskaden, og den del, der eventuelt skyldes andre forhold. Dette munder ud i en procent. Kommunens vurdering skete alene ud fra brøker - "mindst halvdelen", "omkring 2/3" og "erhvervsevnen er ubetydelig". Vi skal derimod foretage en mere præcis vurdering af det samlede erhvervsevnetab. Når pensionsmyndighederne har vurderet, at tilskadekomnes erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, men ikke med omkring 2/3, og tilkender en forhøjet almindelig førtidspension, betyder det, at det samlede erhvervsevnetab kan ligge omkring procent. Vi foretager i den forbindelse en konkret vurdering af det samlede erhvervsevnetab. De generelle retningslinjer for vores vurdering af det samlede erhvervsevnetab fremgår af skema 2. Pensionsgrad Samlet erhvervsevnetab Højeste førtidspension Mellemste førtidspension - alder Mellemste førtidspension Forhøjet almindelig førtidspension Skema 2. Udgangspunkter for vurderingen af det samlede erhvervsevnetab. Hvis tilskadekomne eksempelvis har fået tilkendt højeste førtidspension, bliver det samlede erhvervsevnetab fastsat til procent efter en konkret vurdering. Dette er dog kun et udgangspunkt, der kan fraviges, hvis konkrete omstændigheder taler herfor (eksempelvis en højesteretsdom trykt i UfR H, hvor tilskadekomne modtog højeste førtidspension og fik tilkendt et erhvervsevnetab på 75 procent). I vurderingen af det samlede erhvervsevnetab indgår blandt andet oplysninger om tilskadekomnes generelle helbredsforhold, herunder arbejdsskadens følger og de skånebehov og funktionsindskrænkninger, som de helbredsmæssige gener har medført for tilskadekomne. Méngraden i sig selv er ikke afgørende for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten. Eksempel 57 En 54-årig pædagog får et piskesmæld ved en bilulykke sket i arbejdstiden. Det varige mén vurderes til 15 procent for følger efter forvridning i halsrygsøjlen med konstante svære symptomer og ledsaget af de symptomer, der kan opstå efter en hjernerystelse. Arbejdsprøvning og revalidering har været forsøgt, men opgivet, da tilskadekomne har svært ved at koncentrere sig og at arbejde i længere tid ad gangen. Kommunen tilkender tilskadekomne forhøjet almindelig førtidspension. Vi vil vurdere, at tilskadekomne har et moderat skånebehov i forhold til sit tidligere arbejde og i forhold til andre lignende job, som pågældende formentlig end ikke vil kunne klare på halv tid. Særligt på grund af koncentrationsbesvær og hovedpine har tilskadekomne svært ved at tillære sig nyt stof, og pågældende vil derfor have et vist skånebehov inden for ethvert erhverv. Det samlede erhvervsevnetab vil herefter blive vurderet til 60 procent Vurderingen af, hvor en stor en del af det samlede erhvervsevnetab der skyldes arbejdsskaden Ved trin 2 skal vi vurdere, om en del af det samlede erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed skyldes andet end arbejdsskaden. Den del af det samlede erhvervsevnetab, der ikke skyldes arbejdsskaden, fastsættes normalt til en brøk, eksempelvis 1/4, 1/3, 1/2, 2/3 eller 3/4. Pensionen er tilkendt udelukkende på grund af følgerne efter arbejdsskaden

39 Hvis der tilkendes eller indstilles til førtidspension alene på grundlag af følgerne efter arbejdsskaden, det vil sige, at der ikke foreligger oplysninger om andre helbredsmæssige eller sociale forhold, er der formodning for, at erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden svarer til det samlede erhvervsevnetab. Eksempel 58 En 53-årig renovationsarbejder blev påkørt af en lastbil og beskadigede den ene fod. Det varige mén blev fastsat til 18 procent på grund af stift fodled, smerter og føleforstyrrelser. Han forsøgte at blive revalideret til tømrer og til arbejde på fabrik, men ophørte, da arbejdet kun kunne klares i meget nedsat tempo. Derefter fik pågældende tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, der svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen på mindst halvdelen. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 50 procent. Arbejdsskaden var eneste årsag til pensionstilkendelsen, og tilskadekomne havde et betydeligt skånebehov i forhold til gående og stående arbejde. Eksempel 58a En 51-årig malersvend fik en opløsningsmiddelforgiftning. Det varige mén blev fastsat til 35 procent på grund af en demenstilstand. Revalidering måtte opgives, da pågældende havde indlæringsproblemer. Der blev tilkendt mellemste førtidspension, der svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen med omkring 2/3, udelukkende på grund af den arbejdsbetingede hjerneskade. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 65 procent. Der var ikke andre årsager til arbejdsophøret og overgangen til pension. Eksempel 58b En 53-årig arbejdsmand fik asbestose. Det varige mén blev skønsmæssigt fastsat til 40 procent som følge af moderat begrænsning af den fysiske aktivitet, hvor symptomerne på nedsat lungefunktion fremkom også ved aktivitet. Han måtte ophøre med sit arbejde, som var fysisk belastende, og fik tilkendt højeste førtidspension, da pågældendes erhvervsevne var ubetydelig i ethvert erhverv. Arbejdsskaden var eneste årsag til pensionstilkendelsen. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 85 procent. Der blev lagt vægt på, at tilskadekomne havde en alvorlig funktionsindskrænkning, at tilskadekomne havde en høj alder, og at tilskadekomne kun havde en beskeden resterhvervsevne tilbage. Tilskadekomne har andre gener end arbejdsskaden Der kan ske fradrag i erstatningen, hvis tilskadekomnes evne til at tjene penge ved arbejde ikke kun er forringet på grund af arbejdsskaden, men også på grund af andre sygdomme eller forhold, som eksisterede forud for arbejdsskaden eller ville vise sig arbejdshindrende, uanset om arbejdsskaden var sket eller ej. Andre årsager til pensionstilkendelsen kan eksempelvis være medfødte sygdomme. Formodningsreglen beskrevet i afsnit 2.8. gælder, hvorfor der kun kan trækkes fra, hvis erhvervsevnetabet helt eller delvist med overvejende sandsynlighed kan anses for at skyldes andet end arbejdsskaden. Vi vil ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet foretage et konkret skøn over de følger, som arbejdsskaden har for erhvervsevnen. Eksempel 59 Der er tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, hvorfor erhvervsevnen som udgangspunkt er nedsat med mindst halvdelen. På den baggrund vurderer vi, at det samlede tab af erhvervsevne er 50 procent. Da tilskadekomne før arbejdsulykken var gået betydeligt ned i tid på grund af en privat skade, har vi konkret vurderet, at halvdelen af det samlede erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed har andre årsager end arbejdsskaden. Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes derfor til 25 procent. Eksempel 59a En trykkeriarbejder pådrog sig en arbejdsbetinget opløsningsmiddelforgiftning. Vi fastsatte det varige mén til 35 procent for let til middelsvær demens. Tilskadekomne havde desuden en alvorlig rygsygdom, der ikke skyldtes arbejdet, og som havde medført, at tilskadekomne var gået ned i arbejdstid. Han fik tilkendt mellemste førtidspension, der svarer til en nedsættelse af erhvervsevnen med omkring 2/3, dels på grund af hjerneskaden, dels på grund af rygsygdommen. Vi vurderede det samlede erhvervsevnetab til 65 procent. De to sygdomme var indgået med samme vægt ved pensionstilkendelsen. Erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden blev fastsat til 35 procent, da vi vurderede, at hjerneskaden begrundede omkring halvdelen af pensionstilkendelsen. Rygsygdommen havde således en væsentlig andel i tilskadekomnes arbejdsophør og overgang til førtidspension. Vi trak således ½ af det samlede erhvervsevnetab fra, da dette med overvejende sandsynlighed skyldtes andet end arbejdsskaden. Eksempel 59b En 56-årig ekspedient får en rygskade som følge af et fald på arbejdspladsen. Det varige mén vurderes til 10 procent for lette, daglige rygsmerter med udstrålende bensmerter og let bevægeindskrænkning i lænden. Udover rygskaden har tilskadekomne gennem længere tid haft gener som følge af venstresidigt karpaltunnelsyndrom med smerter, moderate føleforstyrrelser og motoriske symptomer. Tilskadekomne har haft svært ved at varetage arbejdet i forretningen. Kommunen tilkender tilskadekomne mellemste førtidspension på grund af ryggener og gener som følge af karpaltunnelsyndrom. Vi vil vurdere, at tilskadekomne har et moderat skånebehov inden for armbelastende arbejde, idet venstre arm kun kan bruges i begrænset omfang. Tilskadekomne har desuden et moderat skånebehov inden for rygbelastende erhverv. Skånebehovet består i, at arbejdet skal tilrettelægges således, at tilskadekomne har varierede arbejdsstillinger. Vi vil på dette grundlag fastsætte det samlede erhvervsevnetab til 65 procent. Da tilskadekomne uden rygskaden ville være i stand til at varetage en del erhverv på trods af det venstresidige karpaltunnelsyndrom, vil vi vurdere, at sygdommen karpaltunnelsyndrom kun vægter cirka 1/3 af det samlede erhvervsevnetab, og denne brøkdel må med overvejende sandsynlighed anses for at skyldes andet end arbejdsskaden. Erhvervsevnetabet som følge af rygskaden vil herefter blive fastsat til 40 procent.

40 Eksempel 60 En 53-årig sygehjælper er udsat for en arbejdsskade, hvor pågældende slår ryggen. Det varige mén fastsættes til 20 procent for følger efter middelsvært brud i lænderyggen med middelsvær bevægeindskrænkning og stærke smerter til følge. Kommunen tilkender pågældende mellemste førtidspension. I pensionstilkendelsen står, at pågældende får førtidspension på grund af ryggener. I pensionsakterne står, at pågældende gennem mange år har haft astma, men at astmaen er velbehandlet, og pågældende derfor ikke har haft sygedage på grund af astmaen. Vi vil fastsætte det samlede erhvervsevnetab til 65 procent. Vi vil samtidig vurdere, at der ikke skal ske fradrag i erstatningen, da astmaen ikke har været arbejdshindrende før arbejdsskaden. Astmaen er desuden velbehandlet, og vi vil derfor vurdere, at astmaen på sigt heller ikke ville være blevet arbejdshindrende, selvom arbejdsskaden ikke var indtrådt. Eksempel 61 En 55-årig lastbilchauffør fik en genstand ned over det ene knæ. Det varige mén blev fastsat til 5 procent på grund af smerter og nedsat bevægelighed i knæleddet. Der var forudbestående slidgigt i knæet, som havde givet pågældende symptomer og sygemeldinger. Han fik mellemste førtidspension, der svarer til, at erhvervsevnen var nedsat med omkring 2/3. Pensionen blev tilkendt på grund af en svær hjertesygdom, en moderat rygsygdom og knægener. Vi fastsatte erhvervsevnetabet til mindre end 15 procent, da arbejdsskadens følger med overvejende sandsynlighed ikke havde nogen særlig betydning for arbejdets ophør og overgang til førtidspension. Sociale forhold Som det fremgår af skema 1 ovenfor, kan sociale forhold også få betydning ved vurderingen af pensionen. ( 14, stk. 3, nr. 2 og 3 i lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 om lov om pension; 14, stk. 3, nr. 2 i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension) Hvis der tilkendes en pension, der er begrundet helt eller delvist i sociale forhold, må der foretages en skønsmæssig fastsættelse af erhvervsevnetabet, der tager udgangspunkt i arbejdsskadens konkrete følger. Ifølge arbejdsskadelovgivningen skal der således tages hensyn til tilskadekomnes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. ( 17, stk. 2/1992-lovens 32, stk. 2) Eksempel 62 En 39-årig retarderet mand har boet hjemme og er blevet forsørget af forældrene. Han har ikke haft større tilknytning til arbejdsmarkedet. Han beskadiger knæet, da pågældende arbejder for den lokale kiosk 10 timer ugentligt. Det varige mén fastsættes til 10 procent for knæ med bøjeevne nedsat til 10 grader. Han ophører med at arbejde i kiosken og får tilkendt en kombineret helbredsmæssig og social almindelig førtidspension ( 14, stk. 3, nr. 2 i lovbekendtgørelse nr. 612 af 24. juni 1996 om lov om social pension). Kommunen har blandt andet lagt vægt på, at tilskadekomne nu er flyttet hjemmefra og derfor har fået et varigt forsørgelsesgrundlag. Erhvervsevnetabet fastsættes skønsmæssigt til 25 procent, da knæskaden har haft en vis betydning for tilkendelsen af førtidspension. Knæskaden kan dog ikke anses for at forhindre tilskadekomne i at fortsætte arbejdet i kiosken i et ikke uvæsentligt omfang Tilkendt førtidspension før arbejdsskaden Hvis tilskadekomne allerede før aktuelle skade har fået tilkendt førtidspension, afhænger erhvervsevnetabsvurderingen af, om arbejdsskaden er sket i en delbeskæftigelse efter overgangen til førtidspension eller om skaden skyldes arbejdsforhold i et job, som tilskadekomne havde inden pågældende overgik til førtidspension. Det sidste kunne eksempelvis være en erhvervssygdom, der har været længe om at udvikle sig, før man kunne konstatere den Skaden sker i delbeskæftigelse efter overgang til førtidspension Hvis arbejdsskaden sker under deltidsarbejde som førtidspensionist, skal der ved udmålingen af tab af erhvervsevne tages hensyn til, hvad de konkrete følger af arbejdsskaden er. Hvis tilskadekomne mister hele sin resterhvervsevne i deltidsbeskæftigelsen, vil erhvervsevnetabet være 100 procent. Det vil sige, at hele resterhvervsevnen vil være bortfaldet. Erstatningen fastsættes i forhold til indtægten i deltidsarbejdet. Eksempel 63 En 31-årig mand har fået tilkendt førtidspension på grund af, at pågældende er mentalt retarderet. Han udnytter sin resterhvervsevne til at arbejde som avisbud, hvorved pågældende tjener kroner om året. En dag, da pågældende er ude med aviser, bliver pågældende kørt ned af en bil og brækker ryggen. Det varige mén fastsættes til 20 procent for svære, daglige rygsmerter med udstrålende bensmerter og svær bevægeindskrænkning i lænden. Som følge af arbejdsskaden kan pågældende ikke længere arbejde som avisbud, idet pågældende på grund af arbejdsskaden har behov for vekslende arbejdsstillinger og mange hvilepauser. Vi vil på dette grundlag vurdere, at pågældende kun i meget begrænset omfang har en resterhvervsevne, pågældende kan udnytte til at skaffe sig indtægt. Erhvervsevnetabet vil derfor skønsmæssigt blive fastsat til 80 procent, og erstatningen vil blive beregnet ud fra en årsløn på kroner. Skånejob Efter de hidtidige regler kunne kommunen give tilskadekomne et skånejob ved siden af førtidspensionen. Arbejdsgiveren betalte lønnen, og kommunen gav arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Tilskuddet var på halvdelen af den løn, som

41 arbejdsgiveren betalte, dog højst 1/6 af den mindste overenskomstmæssige timeløn på det aktuelle ansættelsesområde eller af den løn, som sædvanligvis gælder for tilsvarende arbejde, med tillæg af udgifter til arbejdsgiverbidrag til ATP og eventuelle andre arbejdsgiverbidrag. Løn og øvrige arbejdsvilkår, herunder arbejdstiden, blev fastsat ved aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte. Det skulle ske i samarbejde med de faglige organisationer. Dette er således et eksempel på en deltidsbeskæftigelse ved siden af førtidspensionen, hvor kommunen giver tilskud. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet i sådanne situationer må tilskadekomne anses for at have haft 100 procent i erhvervsevne i skånejobbet før skaden. Ligesom ved den senere ordning med fleksjob kan vi ikke anse løntilskuddet som udtryk for lønindtægt, men må foretage en skønsmæssig vurdering af erhvervsevnetabet Arbejdsskaden skyldes forhold i et job, som tilskadekomne havde inden førtidspensionen Hvis tilskadekomne får forhøjet sin førtidspension på grund af en erhvervssygdom, der først har givet symptomer mange år efter udsættelsen for de skadelige påvirkninger på arbejdet (eksempelvis lungekræft efter asbest), vil vi først fastsætte tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab og derefter vurdere, om der skal ske fradrag i erstatningen for en del af erhvervsevnetabet, der ikke skyldes arbejdsskaden. Vurderingen vil være den samme som i de tilfælde, hvor førtidspension ikke udelukkende tilkendes på grund af arbejdsskaden. (Se afsnit ) Eksempel 64 En 56-årig mand har i 1997 fået tilkendt forhøjet almindelig førtidspension på grund af en rygsygdom. I 1999 får pågældende stillet diagnosen asbestose. Som følge heraf har pågældende svære symptomer ved selv den mindste fysiske aktivitet, og pågældende er stærkt begrænset i sin fysiske aktivitet. Hans dårlige helbredstilstand medfører, at kommunen forhøjer pågældendes pension til højeste førtidspension. Asbestosen skyldes, at pågældende i perioden har arbejdet med asbest. Vi vil fastsætte det samlede erhvervsevnetab til 100 procent. Inden asbestosen debuterede, var pågældendes erhvervsevne dog allerede nedsat med cirka halvdelen (rygsygdommen), hvorfor vi vil fastsætte erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden til 50 procent Endelig eller midlertidig afgørelse Tilkendelse af førtidspension tyder sædvanligvis på, at den sociale og erhvervsmæssige situation er afklaret. Derfor vil vi normalt træffe endelig afgørelse i sagen. Hvis førtidspensionen er tilkendt med tilføjelse om, at afgørelsen skal tages op af kommunen til fornyet overvejelse, vil vi konkret vurdere, om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. Vi er ikke bundet af kommunens vurdering, og vores udgangspunkt vil være, at tilskadekomnes erhvervsevnetab er endeligt afklaret, når pågældende er tilkendt førtidspension. Vi vil derfor typisk ikke træffe en midlertidig afgørelse, selvom kommunen vil se på sagen igen på et senere tidspunkt (revision) Mulighederne for genoptagelse Vi genoptager spørgsmålet om erhvervsevnetab, hvis der er sket væsentlige ændringer af de helbredsmæssige eller sociale forhold, der med overvejende sandsynlighed vil føre til et højere erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. Typisk vil en forhøjelse fra en pension til en højere pension føre til genoptagelse af sagen om erhvervsevnetab. (Se afsnit 2.12) Se Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager Tilkendelsestidspunkt Hvis en førtidspension kun er tilkendt på grund af arbejdsskadens følger, vil erhvervsevnetabet typisk være 50 procent eller derover. Erstatningen skal derfor normalt udbetales som en løbende ydelse. Erstatningen løber som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor der er påvist et erhvervsevnetab. I sager, hvor der er tilkendt førtidspension før 1. januar 2003, vil erstatningen normalt løbe fra det tidspunkt, som pensionen er tilkendt med virkning fra. Konkrete forhold kan tale for et tidligere tidspunkt. Erstatning for tab af erhvervsevne kan dog tidligst løbe fra anmeldelsen eller anmodning om genoptagelse. (Se afsnit 2.6) Hvis en løbende erstatning forhøjes som følge af, at pensionen er blevet forhøjet, har forhøjelsen normalt virkning fra tidspunktet for forhøjelse af pensionen. Hvis sagen er genoptaget på tilskadekomnes foranledning, sker forhøjelsen dog tidligst fra anmodningen om genoptagelse. Hvis erstatningen nedsættes, sker ændringen fra den førstkommende måned efter vores nye afgørelse. Er der tale om en tjenestemand, løber erstatningen ofte fra tilkendelsen af tjenestemandspensionen, idet tilskadekomne modtager fuld løn frem til dette tidspunkt. Hvis der er begået fejl fra vores side (eksempelvis uberettiget fradrag efter Højesterets dom af 3. september 1998, trykt i UfR ), vil genoprettelsen af den oprindelige, utilstrækkelige eller forkerte afgørelse efter almindelige forvaltningsretlige principper ofte betyde, at der tilkendes en løbende erstatning for tab af erhvervsevne fra et tidligere tidspunkt end anmodningen om genoptagelse, eksempelvis fra tidspunktet for tilkendelse af en førtidspension. (Se afsnit 2.13.) Hvis arbejdsskaden kun er medvirkende årsag til, at tilskadekomne får førtidspension, vil erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden i nogle tilfælde blive fastsat til mindre end 50 procent. I disse tilfælde udbetales erstatningen som et engangsbeløb. ( 27, stk. 1/1992-lovens 43, stk. 1)

42 8.4. Førtidspension efter 1. januar 2003 Den 1. januar 2003 trådte den nye førtidspensionslov i kraft. I modsætning til tidligere findes der nu kun én pensionsgrad. Kommunen vurderer ikke længere, om personens erhvervsevne er nedsat med mindst halvdelen, omkring 2/3 eller til det ubetydelige. Ved vurderingen lægger kommunen vægt på et nyt kriterium. Tidligere blev pensionen tilkendt ud fra et erhvervsevnekriterium, hvor kommunen fokuserede på personens helbredsmæssige begrænsninger. Efter 1. januar 2003 tilkendes pensionen ud fra et arbejdsevnekriterium, hvor kommunen fokuserer på personens evner og muligheder for at kunne forsørge sig selv. Ved arbejdsevne forstås evnen til at kunne opfylde de krav, der stilles på arbejdsmarkedet for at kunne udføre forskellige, konkret specificerede arbejdsopgaver med henblik på at opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse. ( 4 i bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne) Det er en betingelse for at få tilkendt førtidspension, at arbejdsevnen er varigt nedsat, og at nedsættelsen er af et sådant omfang, at personen ikke er i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. ( 16, stk. 2 i lov om social pension) Arbejdsevnen anses ikke for varigt nedsat i forhold til ethvert erhverv, hvis arbejdsevnen ved aktivering, revalidering eller andet kan forbedres, så personen kan forsørge sig selv, enten på almindelige vilkår via overenskomstens sociale kapitler eller på fleksjobvilkår Alle relevante aktivrettede støtteordninger skal være afprøvet, før det kan dokumenteres, at arbejdsevnen varigt er nedsat. Ressourceprofil Til brug for vurderingen udarbejder kommunen en ressourceprofil, der beskriver personens ressourcer, udviklingsmuligheder og barrierer i forhold til arbejdsmarkedet. Ressourceprofilen består af følgende elementer ( 6 i bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne): Uddannelse Arbejdsmarkedserfaring Interesser Sociale kompetencer Omstillingsevne Indlæringsevne Arbejdsrelevante ønsker Præstationsforventninger Arbejdsidentitet Bolig og økonomi Sociale netværk Helbred Det er et krav, at personen inddrages i udarbejdelsen af ressourceprofilen. ( 7 i bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne) Kommunen skal give tilbud om forbedring af arbejdsevnen, hvis kommunen på baggrund af ressourceprofilen vurderer, at arbejdsevnen ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et arbejde på normale vilkår, men at arbejdsevnen kan forbedres. ( 9 i bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne) Hvis kommunen vurderer, at personens arbejdsevne er varigt begrænset, og at arbejdsevnen ikke er tilstrækkelig til at kunne varetage et job på normale vilkår, skal kommunen visitere personen til fleksjob. ( 10 i bekendtgørelse nr. 552 af 19. juni 2003 om beskrivelse, udvikling og vurdering af arbejdsevne)

43 Vurderer kommunen derimod, at personens arbejdsevne er varigt nedsat, og at nedsættelsen er af et sådant omfang, at personen ikke er i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde, indstilles personen til førtidspension. Indstillingen skal indeholde ( 19, stk. 1 i lov om social pension): en redegørelse for, at arbejdsevnen ikke kan forbedres en redegørelse for personens ressourcer/mulighed for at anvende og udvikle dem en faglig forklaring på, hvorfor arbejdsevnen anses for varigt nedsat en faglig forklaring på, at arbejdsevnen ikke kan anvendes til selvforsørgelse en angivelse af eventuelle konkrete arbejdsfunktioner, som personen med sin nedsatte arbejdsevne må anses for at kunne udføre Det er kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter reglerne om førtidspension, og det er også kommunalbestyrelsen, der træffer afgørelse om tilkendelse af førtidspension. ( 18 og 20 i lov om social pension) Oplysningsgrundlag Hvis en person er indstillet til eller har fået tilkendt førtidspension, indhentes akterne fra pensionssagen til behandlingen af arbejdsskadesagen Vurderingen Kommunen foretager en samlet vurdering af tilskadekomnes helbredsmæssige og sociale forhold. I modsætning hertil ydes der efter arbejdsskadelovgivningen kun erstatning for følgerne af arbejdsskaden. Et påvist tab af erhvervsevne anses dog omvendt for at være en følge af arbejdsskaden, medmindre overvejende sandsynlighed taler herimod. (Se afsnit 2.6.) Vi lægger i vores vurdering stor vægt på oplysningerne i pensionsakterne, særligt ressourceprofilen, og begrundelsen for den tilkendte førtidspension. Vores vurdering foregår normalt i 2 trin: 1. Dels en vurdering af tilskadekomnes samlede tab af erhvervsevne 2. Dels en vurdering af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab der har andre årsager end arbejdsskaden Vurderingen af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab Ved trin 1 foretager vi en vurdering af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab, herunder både den del, der skyldes arbejdsskaden, og den del, der eventuelt skyldes andre forhold. Dette munder ud i en procent. Hensigten med førtidspensionsreformen og indførelsen af arbejdsevnekriteriet var blandt andet at placere flere i fleksjob og færre på førtidspension. Som udgangspunkt vil de personer, der tidligere fik tilkendt forhøjet almindelig førtidspension, således blive tilbudt fleksjob frem for førtidspension. Vi er dog opmærksomme på, at det med tiden er blevet og fortsat bliver vanskeligere for kommunerne at finde arbejdsgivere, der kan og vil etablere fleksjobs. Nogle personer, der efter de gamle regler ville være berettiget til forhøjet almindelig førtidspension, vil derfor få tilkendt førtidspension efter de nye regler. Det samlede erhvervsevnetab for personer, der tilkendes pension efter 1. januar 2003, vil derfor som udgangspunkt være procent. I vores vurdering af det samlede erhvervsevnetab indgår blandt andet oplysninger om tilskadekomnes generelle helbredsforhold, herunder arbejdsskadens følger, og de skånebehov og funktionsindskrænkninger, som de helbredsmæssige gener har medført for tilskadekomne. I vurderingen indgår også oplysninger om tilskadekomnes uddannelse, indtjening og erhverv før skaden samt tilskadekomnes alder. Méngraden i sig selv er ikke afgørende for fastsættelsen af erhvervsevnetabsprocenten. Eksempel 65 En 54-årig redder fik et vrid i ryggen. Det varige mén blev fastsat til 15 procent for middelsvære daglige rygsmerter med udstrålende bensmerter og med middelsvær bevægeindskrænkning i lænden. Tilskadekomne var forsøgt arbejdsprøvet på arbejdspladsen 2 gange, og derefter var pågældende forsøgt arbejdsprøvet på en revalideringsinstitution. Hans arbejdsindsats var under 50 procent, svarende til 1-1½ times effektiv arbejdstid per dag. Af ressourceprofilen fremgik det, at pågældendes manglende indsats var præget af de mange fysisk belastende arbejdsfunktioner, pågældende ikke kunne klare. På dette grundlag tilkendte kommunen pågældende førtidspension. Ankestyrelsen vurderede, at tilskadekomne burde kunne påtage sig deltidsbeskæftigelse i et arbejde, der ikke indebar fysisk belastende funktioner i form af tunge løft eller arbejde i foroverbøjet stilling, og hvor der var mulighed for varierende stående og gående funktioner. Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne havde gode sociale kompetencer, og at arbejdsprøvning/forsøg på at finde fleksjob havde indeholdt rygbelastende funktioner. Antallet af timer, som tilskadekomne havde kunnet arbejde i arbejdsprøvningen, kunne derfor ikke alene lægges til grund ved vurderingen af pågældendes erhvervsevnetab. Ankestyrelsen fastsatte på dette grundlag erhvervsevnetabet til 65 procent. (SM U-15-04, sag nr. 1)

44 Eksempel 65a En 52-årig, ufaglært specialarbejder var udsat for en ulykke, hvor pågældende blev fastklemt og som følge deraf fik skader på store dele af kroppen. Det varige mén blev fastsat til 25 procent, primært som følge af betydelige lænderygsmerter. Efter forsøg på at genoptage arbejdet blev tilskadekomne forsøgt arbejdsprøvet i montagearbejde, men pågældende kunne kun arbejde 2 timer dagligt. Tilskadekomne fik på den baggrund tilkendt førtidspension. Ankestyrelsen lagde vægt på, at tilskadekomne på baggrund af smertetilstanden, herunder især de betydelige lænderygsmerter, der forværredes ved belastning, kun var i stand til at arbejde 2 timer dagligt med betydelige gener. Dette var konstateret i arbejdsprøvning, der tog hensyn til de begrænsninger, som arbejdsskaden havde medført. Ankestyrelsen fastsatte herefter erhvervsevnetabet til 80 procent. (SM U-15-04, sag nr. 2) I afsnit er der flere eksempler på fastsættelse af det samlede erhvervsevnetab. Arbejdsskaden udgør en beskeden del af det samlede erhvervsevnetab Har arbejdsskaden kun i mindre grad haft betydning for tilkendelsen af førtidspension, kan vi undtagelsesvist, undlade at fastsætte en samlet erhvervsevnetabsprocent og alene skønsmæssigt fastsætte erhvervsevnetabet efter arbejdsskaden uden hensyn til de andre faktorer i kommunens vurdering af arbejdsevnen. Eksempel 66 En 56-årig mand fik sin hånd i klemme under arbejde som matros. Det varige mén blev vurderet til 5 procent for nedsat håndtrykskraft, nedsat følesans på håndryggen, nedsat følesans på bagsiden af 4. finger og strækkemangel af 4. finger. Efter arbejdsskaden var tilskadekomne sygemeldt en periode, hvorefter pågældende påbegyndte revalidering til skipper. Han måtte stoppe revalideringen på grund af håndgenerne. Tilskadekomne havde tidligere forsøgt at revalidere sig til skipper, men måtte dengang ophøre, fordi pågældende psykisk ikke kunne håndtere ansvaret. Efter afbrydelsen af den seneste revalidering arbejdede tilskadekomne cirka 4 år som lastbil- og buschauffør og rengøringsassistent. På grund af alkoholproblemer måtte pågældende dog stoppe med at arbejde som buschauffør. Tilskadekomne skulle arbejdsprøves som ejendomsfunktionær, men forløbet blev afbrudt, da pågældende skulle afsone en dom. Kommunen tilkendte pågældende herefter førtidspension. Pensionen blev tilkendt på grund af håndskaden, alkoholproblemer, nedsat gang- og standfunktion, nedsat blodforsyning til benene og personlighedsforstyrrelse. Ankestyrelsen vurderede, at arbejdsskaden var årsag til, at tilskadekomne måtte ophøre som matros og påbegynde revalidering til skipper. Arbejdsskaden kunne dog ikke begrunde, at de senere revalideringsforsøg mislykkedes. Arbejdsskaden ville kun i mindre omfang forhindre tilskadekomne i at skaffe sig indtægt ved andet arbejde, idet arbejdsskaden kun medførte skånebehov inden for håndbelastende arbejde. Ankestyrelsen vurderede på dette grundlag, at arbejdsskaden kun i begrænset omfang havde været årsag til tilskadekomnes overgang til førtidspension. Den væsentligste del af erhvervsevnetabet måtte med overvejende sandsynlighed tilskrives tilskadekomnes alkoholproblem, nedsat gang- og standfunktion, nedsat blodforsyning til benene og personlighedsforstyrrelse. Ankestyrelsen fastsatte herefter erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden til skønsmæssigt 15 procent. (SM U-15-04, sag nr. 3) Vurdering af, hvor stor en del af det samlede erhvervsevnetab der skyldes arbejdsskaden Ved trin 2 skal vi vurdere, om en del af det samlede erhvervsevnetab med overvejende sandsynlighed skyldes andet end arbejdsskaden. Den del af det samlede erhvervsevnetab, der ikke skyldes arbejdsskaden, fastsættes normalt til en brøk, eksempelvis 1/4, 1/3, 1/2, 2/3 eller 3/4. Pensionen er tilkendt udelukkende på grund af følgerne af arbejdsskaden Hvis der tilkendes eller indstilles til førtidspension alene på grund af følgerne efter arbejdsskaden, det vil sige, at der ikke foreligger oplysninger om andre helbredsmæssige forhold, er der formodning for, at erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden svarer til det samlede erhvervsevnetab Eksempel 67 En 54-årig ufaglært slagteriarbejder fik en højresidig skulderskade. Det varige mén blev fastsat til 15 procent for daglige belastningsrelaterede smerter og nedsat bevægelighed i skulderen. Tilskadekomne havde efter skaden haft et fleksjob på samme arbejdsplads, som pågældende dog måtte opgive på grund af smerter i skulderen, selvom der ikke var tale om armbelastende arbejde over skulderhøjde. Der havde ikke været forsøgt arbejdsprøvning i ikke skulderbelastende arbejde. Tilskadekomne fik tilkendt førtidspension fra juni Kommunen vurderede, at det ikke var realistisk at satse på revalideringsmuligheder i form af boglig uddannelse på grund af alder, helbred og skolemæssig baggrund. Det var oplyst, at tilskadekomne i 2003-niveau kunne have tjent omkring kroner, hvis arbejdsskaden ikke var sket. I vurderingen af erhvervsevnetabet blev der lagt vægt på, at tilskadekomne måtte opgive sit fleksjob og fik tilkendt førtidspension på grund af skuldergenerne. Arbejdsskaden havde medført væsentlige begrænsninger inden for fysisk belastende arbejde. Tilskadekomne havde konstante skuldersmerter og nedsat bevægelighed med deraf følgende funktionsbegrænsninger. Han kunne ikke varetage arbejde, der indebar belastninger af højre arm, og omskoling/revalidering var ikke realistisk. Før arbejdsskaden havde tilskadekomne en relativt høj årsindtægt. På grund af arbejdsskadens følger ville pågældende ikke længere kunne oppebære en tilsvarende indtægt ved arbejde. Uanset skuldergenerne burde tilskadekomne dog kunne påtage sig ikke-armbelastende arbejde i et deltidsarbejde. Tilskadekomne havde således en velfungerende venstre arm, og pågældende havde primært gener i højre skulder, når denne blev belastet. Erhvervsevnetabet blev herefter fastsat til 65 procent. (SM U-8-04, sag nr. 2) Eksempel 67a

45 En 52-årig uddannet sygehjælper fik en forløftningsskade. Det varige mén blev fastsat til 12 procent for konstante rygsmerter og let nedsat bevægelighed i lænden. Efter arbejdsskaden arbejdede tilskadekomne 4 år i hjemmeplejen. Hun blev herefter revalideret til zoneterapeut og arbejdede som selvstændig i 8 måneder. Derefter arbejdede pågældende cirka 2 år på vaskeri, hvorefter pågældende blev sygemeldt. Hun blev indskrevet til arbejdsprøvning, men efter cirka 2 måneder meddelte pågældende, at pågældende ikke kunne møde på grund af smerter. Hun fik herefter tilkendt førtidspension med den begrundelse, at pågældendes helbredstilstand udelukkede selvforsørgelse i fleksjob, herunder fleksjob med nødvendige skånehensyn. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet blev der lagt vægt på, at arbejdsprøvningen ikke gav et reelt indtryk af tilskadekomnes muligheder for at bestride et ikke rygbelastende arbejde. Tilskadekomne burde på trods af sine gener kunne klare et deltidsarbejde af ikke rygbelastende art indenfor sundhedssektoren. Erhvervsevnetabet blev herefter fastsat til 60 procent. (SM U-8-04, sag nr. 3) Eksempel 67b En 31-årig sælger kommer til skade ved et trafikuheld. Det varige mén fastsættes til 30 procent for følger efter nakkeforvridning med hjernerystelse og følger efter slag mod lænderyggen. Tilskadekomne har konstant hovedpine, svimmelhed, øresusen og nakkesmerter med udstråling til begge arme. Derudover er pågældende generet af koncentrationsbesvær, dårlig korttidshukommelse, ordmobiliseringsbesvær og søvnproblemer. Fra lænderyggen er der konstante smerter og let nedsat bevægelighed. Før skaden havde tilskadekomne en årsindkomst på kroner. Arbejdsgiver har oplyst, at tilskadekomne i dag ville kunne tjene kroner som sælger. Arbejdsprøvning har vist, at tilskadekomne kun er i stand til at arbejde cirka 5 timer om ugen med lette arbejdsfunktioner uden tidspres og i et ikke stressende arbejdsmiljø. Kommunen vurderer, at tilskadekomnes arbejdsevne er nedsat i en sådan grad, at pågældende ikke vil være i stand til at blive helt eller delvist selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Tilskadekomne får derfor tilkendt førtidspension. Vi vil vurdere, at skaden har medført et betydeligt skånebehov inden for ethvert erhverv. På grund af hovedpine, koncentrationsbesvær, hukommelsesproblemer og ordmobiliseringsbesvær er tilskadekomne ikke i stand til at tillære sig nye arbejdsopgaver og nyt stof. Tilskadekomnes nakke- og rygsmerter, indskrænket bevægelighed og svimmelhed giver et stort behov for varierede arbejdsstillinger og mange hvilepauser, og tilskadekomne kan kun løfte meget lette emner. Trods tilskadekomnes unge alder vil vi derfor vurdere, at pågældende kun har meget begrænsede muligheder for at skaffe sig indtægt ved arbejde, og at pågældende på ingen måde vil kunne tjene det samme som før arbejdsskaden. På dette grundlag vil vi fastsætte tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab til 85 procent. Da arbejdsskadens følger er eneste årsag til førtidspensionen, vil erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden blive fastsat til 85 procent. Eksempel 67c En 62-årig teknisk tegner fik en lungesygdom som følge af sit arbejde på en kommunal teknisk forvaltning. Tilskadekomne havde gener i form af nedsat lungekapacitet med vejrtrækningsproblemer ved selv lettere fysisk aktivitet, træthed og hoste. Det varige mén blev fastsat til 10 procent. Tilskadekomne havde siden 1988 været ansat på halv tid og tjente på anmeldetidspunktet kroner om året. Tilskadekomnes arbejdsgiver havde oplyst, at tilskadekomne i dag ville have tjent kroner. Tilskadekomne havde ikke haft mulighed for at genoptage sit arbejde på teknisk forvaltning, da ophold på arbejdspladsen udløste symptomer. Kommunen havde ikke forsøgt at arbejdsprøve tilskadekomne, men havde tilkendt pågældende førtidspension på grund af lungesygdommen. Vi vurderede, at lungesygdommen havde medført et moderat skånebehov inden for alle erhverv. Selv ved stillesiddende arbejde ville tilskadekomne være generet af vejrtrækningsproblemer, hvilket ville medføre hurtig udtrætning. Vi vurderede derfor, at tilskadekomne kun i begrænset omfang ville kunne tjene penge, også pågældendes høje alder taget i betragtning. Før lungesygdommen begyndte, havde tilskadekomne dog kun udnyttet sin erhvervsevne til at arbejde halv tid, og når pågældendes indtægt herved blev sammenholdt med pågældendes begrænsede muligheder for at skaffe sig indtægt efter lungesygdommens debut, kunne erhvervsevnetabet ikke fastsættes til mere end 50 procent. Se også eksemplerne i afsnit Tilskadekomne har andre gener end arbejdsskaden Der kan ske fradrag i erstatningen, hvis tilskadekomnes evne til at tjene penge ved arbejde ikke kun er forringet på grund af arbejdsskaden, men også på grund af andre sygdomme eller forhold, som eksisterede forud for arbejdsskaden eller ville vise sig arbejdshindrende, uanset om arbejdsskaden var sket eller ej. Andre årsager til pensionstilkendelsen kan eksempelvis være medfødte sygdomme. Vi vil ved fastsættelsen af erhvervsevnetabet foretage et konkret skøn over de følger, som arbejdsskaden har for arbejdsevnen, og hvilken del, der med overvejende sandsynlighed skyldes andet. Eksempel 68 En 55-årig fabriksarbejder er udsat for en ulykke på arbejdet, hvor pågældende brækker ryggen. Det varige mén fastsættes til 15 procent for middelsvære daglige rygsmerter med udstrålende bensmerter og middelsvær bevægeindskrænkning i lænden. Forud for arbejdsskaden var tilskadekomne faldet i sin indkørsel og havde brækket foden. Bruddet var helet i fejlstilling, og tilskadekomne havde siden faldet haft gener fra foden. Han havde stort set været i stand til at passe sit arbejde på fabrikken, men kun fordi pågældende blev skånet for gående arbejde. Han havde haft sygemeldingsperioder på grund af fodgenerne, men pågældende havde opretholdt en årsindtægt på kroner. Efter arbejdsskaden har pågældende ikke været i stand til at genoptage arbejdet på fabrikken. Hans

46 arbejdsgiver har oplyst, at pågældende i dag kunne have tjent kroner på fabrikken. Kommunen tilkender tilskadekomne førtidspension, idet kommunen vurderer, at pågældende på grund af fod- og ryggenerne ikke kan blive helt eller delvist selvforsørgende. Af ressourceprofilen fremgår det, at tilskadekomne har været forsøgt arbejdsprøvet flere gange, men at pågældende ikke har været i stand til at gennemføre arbejdsprøvningerne. Tilskadekomnes fodgener hindrer pågældende således i gående og stående arbejde, mens ryggenerne kræver afveksling mellem siddende, stående og gående arbejde. Ryggenerne medfører desuden, at pågældende har behov for en del hvilepauser. Vi vil lægge vægt på, at tilskadekomnes fod- og ryggener har medført et moderat skånebehov inden for rygbelastende samt gående og stående arbejde. Sammenholdt med tilskadekomnes indtægt før skaden vil tilskadekomne kun i begrænset omfang kunne skaffe sig indtægt ved arbejde. Forud for arbejdsskaden havde pågældende fodgener. Selvom pågældende på trods af disse fodgener fortsat kunne varetage sit job, havde pågældende sygemeldingsperioder på grund af generne, og pågældende blev skånet for gående arbejde. Fodgenerne var medvirkende årsag til, at pågældende ikke kunne gennemføre arbejdsprøvningerne. Generne havde medført et moderat skånebehov inden for gående og stående arbejde, og fodgenerne var således i sig selv erhvervshindrende i et vist omfang. Omvendt var ryggenerne årsag til, at tilskadekomne helt måtte ophøre med at arbejde på fabrikken, og generne hindrede også pågældende i at gennemføre arbejdsprøvningerne. Ryggenerne medførte således i sig selv et betydeligt skånebehov inden for rygbelastende arbejde. På dette grundlag vil vi vurdere tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab til 70 procent, hvoraf fodgenerne udgør cirka 1/3, der med overvejende sandsynlighed ikke skyldes arbejdsskaden. Tilskadekomnes erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden (ryggenerne) vil herefter blive fastsat til 50 procent. Eksempel 68a En 42-årig værkstedsmedarbejder kommer til skade på sit arbejde, hvor pågældende slår både ryg og hoved/nakke. Det varige mén vurderes til 35 procent for betydelige daglige lændesmerter, moderat til svær bevægeindskrænkning i lænden, punktvis ændret følesans på venstre ben, vandladningsproblemer, nakkesmerter, nedsat bevægelighed i nakken, koncentrationsbesvær og tidvise synsforstyrrelser. Efter skaden genoptager tilskadekomne arbejdet, men på grund af skaden bliver ansættelsen ikke forlænget. Det er oplyst, at tilskadekomne i dag ville kunne tjene kroner som værkstedsmedarbejder. Efter arbejdsophøret bliver tilskadekomne forsøgt revalideret af kommunen, men revalideringen må opgives, da tilskadekomne får læderet højre hånds 1., 2. og 3. finger i en rundsav. Efter håndskaden har pågældende gener i form af voldsom kuldeoverfølsomhed i hele hånden, udtalte føleforstyrrelser i 1. og 2. finger, smerter, herunder søvnforstyrrende smerter i hånden, nedsat håndtrykskraft i hånden, nedsat bevægelighed i håndleddet og betydeligt nedsat bevægelighed i 1. og 2. finger. 1. fingers yderled er stivgjort, og på 2. og 3. finger er yderleddet stift. Efter ulykken har tilskadekomne således en meget dårlig håndfunktion. Kommunen tilkender herefter tilskadekomne førtidspension, da kommunen vurderer, at tilskadekomnes arbejdsevne er nedsat i et sådant omfang, at tilskadekomne ikke vil kunne opnå indtægt til hel eller delvis selvforsørgelse. Kommunen vurderer, at tilskadekomnes funktionsevne varigt er nedsat og uden behandlingsmuligheder efter følger af læsion af højre hånd i rundsav, hvilket har medført, at revalideringsforløbet definitivt måtte afbrydes. Vi vil vurdere, at tilskadekomne som følge af begge skader har et betydeligt skånebehov inden for ethvert erhverv. Tilskadekomne vil have et stort behov for varierede arbejdsstillinger og mange hvilepauser, og på grund af håndskaden vil pågældende være besværet i mange erhverv. På trods af sin unge alder vil pågældende kun i meget begrænset omfang kunne tjene penge efter skaderne. Vi vil på dette grundlag fastsætte det samlede erhvervsevnetab til 80 procent. Håndskaden var årsag til, at revalideringen definitivt måtte afbrydes, og skaden har i sig selv medført et stort skånebehov inden for håndbelastende arbejde. Selv hvis arbejdsskaden ikke var sket, ville tilskadekomne således være begrænset i sin evne til at tjene penge. Vi vil derfor skønsmæssigt vurdere, at håndskaden udgør omkring ¼ af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab. Erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden vil herefter blive fastsat til 65 procent. Eksempel 68b En 60-årig sygehjælper slog ryggen ved et fald. Det samlede varige mén blev vurderet til 12 procent for middelsvære daglige rygsmerter med udstrålende bensmerter og let bevægeindskrænkning i lænden. Tilskadekomne havde dog allerede inden arbejdsskaden haft ryggener, og der blev fradraget 2 procent herfor ved ménfastsættelsen. Det varige mén som følge af selve arbejdsskaden var derfor 10 procent. De forudbestående ryggener havde ikke forhindret tilskadekomne i at arbejde, men pågældende havde haft en del sygeperioder på grund af invaliderende astma. Tilskadekomne havde tjent om året. Hendes arbejdsgiver oplyste, at pågældende i dag ville kunne tjene kroner som sygehjælper. Arbejdsprøvning havde vist, at tilskadekomnes fysiske ressourcer var stærkt begrænsede og minimerede arbejdsevnen i udtalt grad. Ud over ryggenerne havde tilskadekomne hukommelsesvanskeligheder, som ifølge kommunens vurdering udgjorde en væsentlig barriere for pågældendes tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Tilskadekomne led således af en fremadskridende demens. Kommunen tilkendte tilskadekomne førtidspension, da pågældende på grund af ryggenerne og demens ikke havde mulighed for at blive helt eller delvist selvforsørgende. Vi lagde vægt på, at tilskadekomne havde et stort skånebehov inden for rygbelastende arbejde, idet pågældende havde behov for varierede arbejdsstillinger og hvilepauser. Tilskadekomne ville ikke længere kunne arbejde inden for sundhedssektoren. Hendes fremadskridende demens forhindrede pågældende i at tillære sig nye arbejdsopgaver og nyt stof, og pågældendes astma var så invaliderende, at pågældende i perioder slet ikke kunne arbejde. Sammenholdt med pågældendes indtægt før skaden ville pågældende

47 på grund af arbejdsskadens følger, den fremadskridende demens, astma og sin høje alder kun i meget begrænset omfang kunne skaffe sig indtægt ved arbejde. Vi vurderede på dette grundlag det samlede erhvervsevnetab til 85 procent. Forud for arbejdsskaden havde tilskadekomne haft en del sygeperioder på grund af sin astmasygdom. På grundlag af de lægelige akter vurderede vi, at pågældende også fremover ville være generet af sin invaliderende astma og i perioder ikke ville kunne påtage sig arbejde. Derudover var pågældendes fremadskridende demens erhvervshindrende for pågældende, da den hindrede pågældende i at tillære sig nye arbejdsopgaver og nyt stof. Kommunen havde vurderet, at demenssygdommen udgjorde en væsentlig barriere for, at tilskadekomne kunne vende tilbage til arbejdsmarkedet. Rygskaden havde dog også medført et stort skånebehov inden for rygbelastende arbejde, idet pågældende havde behov for varierede arbejdsstillinger og hvilepauser. Arbejdsprøvningen havde vist, at pågældendes fysiske ressourcer var stærkt begrænsede. Vi vurderede på dette grundlag, at de konkurrerende sygdomme i form af astma og demens udgjorde godt og vel 1/3 af tilskadekomnes samlede erhvervsevnetab. Erhvervsevnetabet som følge af selve arbejdsskaden (rygskaden) blev herefter skønsmæssigt fastsat til 50 procent. Vi foretog ikke fradrag i erstatningen på grund af tilskadekomnes forudbestående ryggener, idet disse ikke havde hindret pågældende i at passe sit arbejde. Eksempel 68c En 44-årig kvindelig postassistent var i april 2000 udsat for et væbnet røveri. I 1984 var pågældende udsat for et lignende røveri. Tilskadekomne havde udviklet en middelsvær posttraumatisk belastningsreaktion, der svarede til et varigt mén på 20 procent. Da generne imidlertid var udviklet som følge af begge røverier, blev ménet fordelt ligeligt, således at ménet efter arbejdsskaden i april 2000 fastsattes til 10 procent. Efter arbejdsskaden i 2000 blev der forsøgt arbejdsfastholdelse hos arbejdsgiveren, og derefter fik pågældende tilbudt fleksjob, som dog ikke kunne realiseres på grund af en forværring af helbredet. Som følge af de psykiske problemer var der beskrevet funktionsevnebegrænsninger indenfor ethvert erhverv. Tilskadekomne var relevant behandlet uden effekt. Kommunen tilkendte pågældende herefter førtidspension. Ved vurderingen af erhvervsevnetabet blev der lagt vægt på, at pågældende som følge af de psykiske symptomer havde udbredte funktionsevnebegrænsninger inden for ethvert erhverv. Der var givet relevant behandling og den medikamentelle behandling havde været omfattende, men forgæves. Der havde forgæves været en tæt opfølgningsindsats gennem i 1½ år, og der kunne ikke længere peges på udviklingsmuligheder i form af omskoling eller udplacering i almindeligt job eller fleksjob. Tilskadekomne ville derfor ikke kunne skaffe sig en passende indtjening ved arbejde set i forhold til den indtjening, pågældende havde haft før skaden. Tilskadekomne havde været i stand til at opretholde sin indtægt efter den første hændelse i Det samlede erhvervsevnetab blev på dette grundlag fastsat til 75 procent. (SM U-8-04, sag nr. 4) Sociale forhold I ressourceprofilen indgår blandt andet sociale forhold. Hvis en førtidspension delvist er begrundet i sociale forhold, der ikke er en følge af arbejdsskaden, foretager vi en skønsmæssig fastsættelse af erhvervsevnetabet med udgangspunkt i arbejdsskadens følger. Vi tager også hensyn til tilskadekomnes evner, uddannelse og alder Tilkendt førtidspension før arbejdsskaden Hvis tilskadekomne allerede før aktuelle skade er tilkendt førtidspension, afhænger erhvervsevnetabsvurderingen af, om aktuelle skade er sket i en delbeskæftigelse efter overgangen til førtidspension, eller om aktuelle skade skyldes arbejdsforhold i et job, som tilskadekomne bestred inden pågældende overgik til førtidspension Skaden sker i delbeskæftigelse efter førtidspensionen Hvis arbejdsskaden sker under deltidsarbejde som førtidspensionist, skal der ved udmålingen af tab af erhvervsevne tages hensyn til, hvad de konkrete følger af arbejdsskaden er. Hvis tilskadekomne mister hele sin resterhvervsevne i deltidsbeskæftigelsen, vil erhvervsevnetabet være 100 procent. Det vil sige, at hele resterhvervsevnen vil være bortfaldet. Erstatningen fastsættes i forhold til indtægten i deltidsarbejdet.se eksempel Arbejdsskaden skyldes forhold i et job, som tilskadekomne havde, inden førtidspensionen Hvis tilskadekomne får forhøjet sin førtidspension på grund af en erhvervssygdom, der først har givet symptomer mange år efter udsættelsen for de skadelige påvirkninger på arbejdet (eksempelvis lungekræft efter asbest), vil tilskadekomne ikke kunne få forhøjet sin førtidspension som følge af den nye skade. Efter 1. januar 2003 er der således kun én pensionsgrad. Når vi skal vurdere erhvervsevnetabet efter arbejdsskaden, vil vi først fastsætte det samlede erhvervsevnetab og derefter vurdere, hvilket fradrag der skal ske i erstatningen for den del af erhvervsevnetabet, der ikke skyldes arbejdsskaden, og som var årsag til, at tilskadekomne fik tilkendt førtidspension. Vurderingen vil være den samme som i de tilfælde, hvor førtidspension ikke udelukkende tilkendes på grund af arbejdsskaden. (Se afsnit ) Job med løntilskud ved førtidspension Kommunen kan give tilbud om ansættelse med løntilskud til personer med varige begrænsninger i arbejdsevnen, der modtager førtidspension efter lov om social pension, og som ikke er i stand til at fastholde eller opnå beskæftigelse på nedsat tid på normale vilkår på arbejdsmarkedet. ( 51, stk. 1, jf. 2, nr. 6 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) Løn og arbejdsvilkår fastsættes ved aftale mellem arbejdsgiveren og den ansatte i samarbejde med den faglige organisation. Arbejdsgiveren betaler lønnen, og kommunen giver arbejdsgiveren tilskud til lønnen. Arbejdsgiveren får et løntilskud på 20 kroner per time i særlige tilfælde dog 35 kroner per time. ( 64, stk. 5 i lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) Praksis

48 Ved vurderingen af erhvervsevnetabet i sådanne situationer må tilskadekomne anses for at have haft 100 procent i erhvervsevne i jobbet med løntilskud før skaden. Ligesom ved fleksjob kan vi ikke anse løntilskuddet som udtryk for lønindtægt, men må foretage en skønsmæssig vurdering af erhvervsevnetabet Endelig eller midlertidig afgørelse Tilkendelse af førtidspension tyder sædvanligvis på, at den erhvervsmæssige og sociale situation er afklaret. Vi vil derfor normalt træffe endelig afgørelse i sagen. Hvis førtidspensionen er tilkendt med tilføjelse om, at afgørelsen skal tages op af kommunen til fornyet overvejelse, vil vi konkret vurdere, om der er grundlag for at træffe en midlertidig afgørelse om erhvervsevnetab. Vi er ikke bundet af kommunens vurdering, og vores udgangspunkt vil være, at tilskadekomnes erhvervsevnetab er endeligt afklaret, når pågældende er tilkendt førtidspension. Vi vil derfor typisk ikke træffe en midlertidig afgørelse, selvom kommunen vil se på sagen igen på et senere tidspunkt (revision) Mulighederne for genoptagelse Vi genoptager spørgsmålet om erhvervsevnetab, hvis der er sket væsentlige ændringer af de helbredsmæssige eller sociale forhold, der med overvejende sandsynlighed vil føre til et højere erhvervsevnetab som følge af arbejdsskaden. Se Vejledning om genvurdering, genoptagelse og forældelse af arbejdsskadesager. Efter den nye førtidspensionsreform er der kun én pensionssats. Efter 1. januar 2003 vil tilskadekomne derfor ikke kunne få tilkendt en højere førtidspensionsgrad, selvom tilskadekomnes helbredsmæssige og erhvervsmæssige forhold forværres. Hvis tilskadekomnes helbredsmæssige og dermed erhvervsmæssige situation forværres, kan det dog give grundlag for en forhøjelse af erhvervsevnetabet efter arbejdsskadesikringsloven. Den helbredsmæssige forværring kan ikke alene at få betydning for ménvurderingen, men også for erhvervsevnetabsvurderingen Tilkendelsestidspunkt Hvis en førtidspension kun er tilkendt på grund af arbejdsskadens følger, vil erhvervsevnetabet typisk være 50 procent eller derover. Erstatningen skal derfor udbetales som en løbende ydelse Erstatningen løber som udgangspunkt fra det tidspunkt, hvor der er påvist et erhvervsevnetab. I sager, hvor der er tilkendt førtidspension efter 1. januar 2003, vil erstatningen normalt løbe fra det tidspunkt, hvor kommunen træffer afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter pensionsreglerne. Kommunen træffer således først afgørelse om, at sagen overgår til behandling efter førtidspensionsreglerne, når det er dokumenteret eller på baggrund af særlige forhold er helt åbenbart, at tilskadekomnes arbejdsevne ikke kan forbedres ved aktiverings-, behandlingsmæssige og andre foranstaltninger ( 18 i lov om social pension). Erhvervsevnetabet er derfor normalt afklaret fra dette tidspunkt. Konkrete forhold kan dog tale for et tidligere tidspunkt. Erstatning for tab af erhvervsevne kan dog tidligst løbe fra anmeldelsen eller anmodning om genoptagelse. (Se afsnit 2.6.) Er der tale om en tjenestemand, løber erstatningen typisk fra tilkendelsen af tjenestemandspensionen, idet tilskadekomne modtager fuld løn frem til dette tidspunkt. Hvis arbejdsskaden kun er medvirkende årsag til, at tilskadekomne får førtidspension, vil erhvervsevnetabet som følge af arbejdsskaden i nogle tilfælde blive fastsat til mindre end 50 procent. I disse tilfælde udbetales erstatningen som et engangsbeløb. ( 27, stk. 1/1992-lovens 43, stk. 1) 8.5. Folkepension Folkepension udbetales til personer, der er fyldt 65 år, når betingelserne i øvrigt er opfyldt ( 12 i lov om social pension). Hvis tilskadekomne ikke er fyldt 60 år den 1. juli 1999, er betingelsen, at personen er 67 år. Kommunalbestyrelsen sender en meddelelse til alle personer, der nærmer sig 65 år, om deres ret til folkepension. Det er herefter op til personen selv at søge folkepension. Personer, der i forvejen modtager førtidspension eller invaliditetsydelse, overgår uden ansøgning til folkepension. Når vi træffer afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne, kan der være tale om forskellige situationer: 1. Tilskadekomne er gået på folkepension efter arbejdsskaden. Arbejdsskaden har større eller mindre betydning for, at tilskadekomne har søgt folkepension. Skaden kan eventuelt være "dråben", der medfører, at tilskadekomne vælger at søge folkepension. 2. Tilskadekomne er gået på folkepension efter arbejdsskaden. Det er sket efter eget ønske og har ikke forbindelse med arbejdsskaden, og følgerne af skaden er ubetydelige. 3. Tilskadekomne er gået på folkepension, før arbejdsskaden indtræder. Det vil sige, at skaden er sket under den beskæftigelse, som folkepensionisten udfører for at supplere folkepensionen med en beskeden arbejdsindtægt. 4. Tilskadekomne er gået på folkepension, før arbejdsskaden konstateres. Det kan være tilfældet ved en erhvervssygdom, der først anmeldes efter arbejdsophøret. Det kan være, at tilskadekomne på grund af alder ikke er berettiget til førtidspension, men i stedet har søgt og fået folkepension. De forskellige situationer kan ikke behandles ens. Der skal i hver enkelt situation træffes en afgørelse, der afspejler arbejdsskadens

49 reelle følger og sammenhængen med beslutningen om at gå på folkepension. Ved vurderingen tages der blandt andet udgangspunkt i tilskadekomnes tidligere erhverv og indtægt og skadens art og omfang, herunder en vurdering af det skånebehov, arbejdsskaden har medført. Er skånebehovet snævert og begrænset til visse erhverv (eksempelvis allergi over for mel hos en bager), taler det imod at tilkende en erstatning for tab af erhvervsevne. Det må dog erindres, at folkepension ikke tilkendes af en myndighed efter en vurdering af den sociale og helbredsmæssige situation. Det er ikke en betingelse for at få folkepension, at tilskadekomne står til rådighed for arbejdsmarkedet, eller at tilskadekomne skal have nedsat erhvervsevne. Der må derfor stilles store krav til beviset for årsagssammenhæng mellem arbejdsskaden og arbejdsophøret og for, at arbejdsskaden har medført et erhvervsevnetab. Som udgangspunkt er kravene til at få folkepension, at man er dansk statsborger, og at man skal have boet i Danmark i mindst tre år. De tre år skal ligge i perioden, fra man er fyldt 15 år, og til man er 65. For at få fuld folkepension skal man dog have boet i Danmark i mindst 40 år. De 40 år skal også ligge i perioden, fra man er fyldt 15 år, og til man er 65. Har man boet i Danmark i kortere tid, vil man få nedsat pensionsbeløbet. I visse tilfælde kan der ses bort fra kravet om bopæl i Danmark. Overgangen til folkepension indikerer ikke, at der er et erhvervsevnetab, men udelukker på den anden side heller ikke, at arbejdsophøret og overgangen til folkepension kan anses for at være udtryk for en nedsættelse af tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde. Til brug for sagerne vil vi typisk indhente oplysninger fra tilskadekomne selv og eventuelt fra den seneste arbejdsgiver med henblik på at belyse årsagerne til, at tilskadekomne er gået på folkepension, og arbejdsskadens indflydelse på beslutningen. Ad 1. Folkepension som følge af skaden Vi vurderer, i hvilket omfang arbejdsophøret og overgangen til folkepension skyldes arbejdsskaden, og i hvilket omfang arbejdsskaden vedligeholder arbejdsophøret, det vil sige, om erhvervsevnen er nedsat på grund af arbejdsskaden. I modsætning til efterløn, er der ved folkepension ikke et krav om at tilskadekomne som udgangspunkt skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Tilskadekomne kan således få folkepension både med en fuld erhvervsevne og helt uden en erhvervsevne. Eksempel 69a En 65-årig, ufaglært fabriksarbejder beskadiger ryggen og venstre ben betydeligt og får 40 procent i godtgørelse for varigt mén for smerter og betydelig bevægeindskrænkning. Han havde regnet med at arbejde, indtil pågældende blev 69 år. Kort efter ulykken går pågældende på folkepension. Efter vores vurdering har pågældende et betydeligt skånebehov i forhold til sit tidligere arbejde og andet fysisk belastende arbejde. Han kunne næppe have vendt tilbage til arbejdet på normale vilkår uden store skånehensyn. Vi ville tilkende 65 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskaden er således hovedårsagen til arbejdsophøret og overgangen til folkepension. Årslønnen fastsættes til kroner med udgangspunkt i pågældendes indtægt som fabriksarbejder. Pågældende vil få et engangsbeløb på 4 gange den årlige erstatning, hvis skaden er sket før 1. januar (1992-lovens 32, stk. 8) Hvis skaden er sket efter 1. januar 2004, vil pågældende få et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning. (2003-lovens 17, stk. 7) Eksempel 69b En 65-årig trykkeriarbejder pådrager sig allergi over for trykfarve. Vi tilkender en godtgørelse for varigt mén på 8 procent for jævnlige udbrud af håndeksem med lette kroniske forandringer. Trykkeriarbejderen må på grund af eksemet ophøre med arbejdet som trykkeriarbejder og går derefter på folkepension. Når pågældende ikke er udsat for trykfarve, er der kun lette gener. Vi ville fastsætte erhvervsevnetabet til 15 procent, da allergien har betydet, at trykkeriarbejderen har måttet forlade sit erhverv. Imidlertid forhindrer allergien ikke i pågældende at påtage sig andet arbejde, hvorfor arbejdsskaden kun i begrænset omfang har medvirket til arbejdsophøret og overgangen til folkepension. Årslønnen fastsættes til kroner årligt med udgangspunkt i pågældendes indtægt som fabriksarbejder. Ad 2. Folkepension efter skaden efter eget valg Fremgår det klart af sagens oplysninger, at tilskadekomne har forladt arbejdsmarkedet efter eget ønske og ikke som følge af arbejdsskaden, er der ikke tale om et tab af erhvervsevne. Tilsvarende gælder, hvis arbejdsskadens følger er beskedne og ikke kan forhindre tilskadekomne i at varetage et arbejde med tilsvarende løn. Da må det ligeledes antages, at tilskadekomnes overgang til folkepension ikke kan henføres til arbejdsskaden. Eksempel 69c En 65-årig kontorassistent brækker benet ved et fald. Der er ingen varige følger af arbejdsskaden, hvorfor vi giver afslag på godtgørelse for varigt mén. Efter arbejdsskaden går pågældende på folkepension. Da arbejdsskaden ikke kan anses for at have haft indflydelse på arbejdsophøret og overgangen til folkepension, ville vi give afslag på erstatning for tab af erhvervsevne. Ad 3. Skade under bibeskæftigelse som folkepensionist Hvis tilskadekomne supplerer sin folkepension med erhvervsarbejde, kan der blive tale om at fastsætte en erstatning for tab af

50 erhvervsevne. Erstatningen fastsættes, så den svarer til følgerne af arbejdsskaden, set i forhold til mulighederne for fortsat at have et erhvervsarbejde ved siden af folkepensionen. Se i øvrigt afsnit 2.5. om løbende erstatninger tilkendt efter, at tilskadekomne er fyldt 65 år. Eksempel 70 En folkepensionist mistede højre tommelfinger i sin beskæftigelse som gartner, hvor pågældende tjente kroner årligt. Vi fastsatte det varige mén til 25 procent. Han ophørte efter skaden helt med erhvervsarbejde. Erhvervsevnetabet bliver fastsat til 50 procent i forhold til pågældendes beskæftigelse som gartner, fordi følgerne af arbejdsskaden efter vores opfattelse betydeligt forringer pågældendes muligheder for at fortsætte i dette og andre erhverv. Ad 4. Erhvervssygdom som eventuel årsag til folkepension En borger er gået på folkepension. På et senere tidspunkt konstateres det, at pågældende har en sygdom, der skyldes pågældendes tidligere arbejde. I denne situation skal det vurderes, om arbejdsskaden var den egentlige årsag til arbejdsophøret, og om arbejdsskaden har nedsat tilskadekomnes erhvervsevne. For at dokumentere et tab af erhvervsevne må det normalt kræves sandsynliggjort, at tilskadekomne ville have arbejdet efter pensionsalderen, hvis pågældende ikke havde fået en erhvervssygdom. Eksempel 70a En 76-årig, der var gået på folkepension som 67-årig, får konstateret lungekræft. Enhver fysisk aktivitet udløser symptomer, der også er til stede i hvile. Det må ventes, at tilskadekomne snarligt vil afgå ved døden som følge af den alvorlige lungesygdom. Han har pådraget sig sygdommen ved udsættelse for asbest i sit tidligere arbejde. Symptomerne på sygdommen er først blevet erhvervshæmmende efter overgang til folkepension. Vi fastsætter godtgørelsen for varigt mén til 100 procent. Vi ville fastsætte erstatningen for tab af erhvervsevne til under 15 procent, da folkepensionisten ikke havde symptomer på sygdommen, da pågældende som 67-årig gik på folkepension. Eksempel 70b Samme situation som i eksempel 70a, men folkepensionisten havde ved overgang til folkepension moderate gener fra lungesygdommen, der langsomt bliver værre med årene. Han havde oprindeligt tænkt sig at arbejde indtil pågældende blev 70 år. Vi ville tilkende 50 procent i erstatning for tab af erhvervsevne, da den arbejdsbetingede lungesygdom ved overgangen til folkepension har nedsat pågældendes erhvervsevne i moderat omfang. Årslønnen fastsættes skønsmæssigt til kroner i forhold til pågældendes indtægt i det tidligere erhverv. Han vil få et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning. (Se afsnit 2.5.) 8.6. Delpension Tilskadekomne er gået på delpension, når afgørelsen om erhvervsevnetab træffes. Ved delpension forstås, at tilskadekomne er gået ned i arbejdstid, og pågældende modtager pension for de timer, pågældende er gået ned i tid (lov om delpension). Vurderingen Der er 2 mulige situationer: 1. Arbejdsskaden sker, mens tilskadekomne arbejder på fuld tid. Tilskadekomne vælger på grund af arbejdsskaden at gå på delpension 2. Arbejdsskaden sker i tilskadekomnes deltidsbeskæftigelse, det vil sige efter, at tilskadekomne er gået på delpension Vi vurderer erhvervsevnen så konkret og individuelt som muligt, når det gælder en person, der kun delvist skal vende tilbage til arbejdsmarkedet. Erstatningen Erstatningen for tab af erhvervsevne fastsættes i forhold til årsagssammenhængen mellem arbejdsskaden og overgangen til delpension, henholdsvis i forhold til tilskadekomnes mulighed for at få deltidserhvervsarbejde. Der skal i situation 1 tages hensyn til, at tilskadekomne mister muligheden for at fortsætte i arbejde på fuld tid. Hvis der er et reelt løntab på 15 procent eller derover, som skyldes arbejdsskaden, erstattes det. Erstatningen fastsættes i forhold til indtægten ved fuldtidsbeskæftigelse. I situation 2 skal der tages hensyn til, hvad de konkrete følger af arbejdsskaden er, for eksempel om tilskadekomne helt forlader arbejdsmarkedet. Erstatningen fastsættes i overensstemmelse med arbejdsskadens konkrete følger og fastsættes i forhold til indtægten ved deltidsarbejdet.

51 8.7. "Slået ud"-erstatning Efter praksis tilkender vi i visse tilfælde en mindre erstatning for tab af erhvervsevne i form af en "slået ud"-erstatning, når arbejdsskaden kun er delvis årsag til tilskadekomnes arbejdsophør. Det kan eksempelvis være, når tilskadekomne lider af andre sygdomme end arbejdsskaden. Arbejdsskadens følger vil i sådanne situationer ofte være så begrænsede, at de alene ikke kan begrunde et arbejdsophør. På grund af de andre sygdomme kan arbejdsskaden imidlertid forhindre tilskadekomne i at genoptage sit tidligere arbejde, og tilskadekomne må derfor søge om pension eller delpension eller overgå til efterløn. En "slået ud"-erstatning forudsætter, at arbejdsskaden har været den udløsende faktor for arbejdsophøret. Eksempel 71 En 45-årig mand blev i 1985 udsat for en privat rygskade ved et trafikuheld og blev i 1997 udsat for en arbejdsskade. På trods af betydelige vanskeligheder havde pågældende genoptaget arbejdet som lærer efter den første skade, hvor pågældende havde fået 35 procent i mén og 60 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Senere i 1997 måtte pågældende opgive at arbejde og fik i 1999 tilkendt mellemste førtidspension. Han fik tilkendt 15 procent i erstatning for tab af erhvervsevne. Arbejdsskaden havde således "slået pågældende ud" af arbejdsmarkedet, men det var den første private skade, der var hovedårsagen til arbejdsophøret og førtidspensionen Fleksydelse Betingelser for at få fleksydelse For at kunne overgå til fleksydelse skal man være i et fleksjob, være bedømt egnet til et fleksjob eller modtage ledighedsydelse. Man skal være fyldt 60 år, ligesom en række andre betingelser skal være opfyldt. Ydelsen ophører, når man fylder 65 år. (Lov om fleksydelse) Fleksydelsen træder i stedet for den tidligere seniorydelse og giver mulighed for, at man kan trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet uden at stå fuldt ud til rådighed for arbejdsmarkedet. Ordningen, der trådte i kraft den 1. juli 2001, kan sammenlignes med efterlønsordningen, der også er en frivillig tilbagetrækningsordning, og har blandt andet til formål at gøre fleksjob mere attraktive. Fleksydelsen svarer til 91 procent af det højeste beløb af syge- eller barselsdagpenge (i 2001 svarer det til cirka kroner årligt). Beløbet nedsættes, hvis man har erhvervsarbejde ved siden af. Man kan have erhvervsarbejde uden begrænsning. Det er Fleksydelseskontoret under Beskæftigelsesministeriet, der administrerer ordningen.( Praksis for erhvervsevnetab ved fleksydelse Da ordningen ligner efterlønsordningen, vil vi i vidt omfang behandle en sag på samme måde som beskrevet i afsnit 8.1. En væsentlig forskel er dog, at det ved fleksydelse ikke kræves, at man står fuldt ud til rådighed, hvilket er udgangspunktet ved efterløn. Tværtimod er man visiteret til et fleksjob, der forudsætter, at man ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet. Dette giver således en vis formodning om, at erhvervsevnen er nedsat. På den anden side har kommunen vurderet, at man kan klare et fleksjob og derfor ikke er berettiget til førtidspension. 9. Bibeskæftigelse eller tidsbegrænset beskæftigelse 9.1 Skaden sker under en bibeskæftigelse Skaden sker under bibeskæftigelse, for eksempel som aftenskolelærer eller som halvprofessionel fodboldspiller. Arbejdsskaden kan efter omstændighederne hindre tilskadekomne i midlertidigt eller varigt at fortsætte sin bibeskæftigelse. I særligt alvorlige situationer kan skaden også hindre tilskadekomne i midlertidigt eller varigt at varetage sin hovedbeskæftigelse. Erstatningen Skadens faktiske betydning for tilskadekomnes indtjeningsevne eller erhvervsmuligheder lægges til grund ved afgørelsen om erhvervsevnetabet. Når erstatningen fastsættes, tager vi hensyn til, om bibeskæftigelsen er af varig eller tidsbegrænset art. Er der tale om en varig bibeskæftigelse, fastsættes erstatningen på sædvanlig vis. Erstatningen kan gives både som løbende ydelse og som kapitalbeløb. Er der tale om tidsbegrænset bibeskæftigelse, er erstatningen også tidsbegrænset, medmindre skaden også påvirker hovedbeskæftigelsen. Eksempel 72

52 En 30-årig halvprofessionel fodboldspiller måtte opgive sin fodboldkarriere, hvor pågældende tjente omkring kroner årligt. Han bevarede sin hovedbeskæftigelse, hvor pågældende tjente kroner årligt. Erhvervsevnetabet blev fastsat til 20 procent, fordi vi lagde den samlede indtjening på kroner til grund og beregnede indtægtsnedgangen på kroner i forhold til den samlede indtjening. Erstatningen blev tidsbegrænset til 5 år, svarende til den periode, hvor pågældende kunne have påregnet at fortsætte sin fodboldkarriere. Hvis skaden også berører pågældendes evne til at klare hovedbeskæftigelsen, kan der blive tale om at fastsætte et højere erhvervsevnetab og erstatning i en længere periode. 9.2 Skaden sker i en tidsbegrænset beskæftigelse Tilsvarende spørgsmål kan opstå, når skaden er sket under en tidsbegrænset fuldtidsbeskæftigelse, for eksempel under ansættelse som fodboldspiller ansat på kontrakt på fuld tid. Der er tale om et erhverv, man ikke kan forvente at fortsætte med til den almindelige pensionsalder på 65 år. Vi lægger i disse sager vægt på de samme forhold, som er omtalt ovenfor under skader indtrådt under bibeskæftigelse. Erstatningen Udgangspunktet er, at tab af erhvervsevne kan erstattes for den periode, hvor tilskadekomne kunne forvente at have denne beskæftigelse. Når en professionel fodboldspiller får en arbejdsskade, gives erstatningen som udgangspunkt, indtil pågældende fylder 35 år, medmindre skaden også påvirker anden beskæftigelse. Det gælder, selvom ansættelseskontrakten måtte ophøre tidligere. Praksis er begrundet med, at tiden som aktiv professionel fodboldspiller normalt ophører omkring dette tidspunkt. For så vidt angår målmænd, der normalt har en længere karriere end andre fodboldspillere, er udgangspunktet efter praksis 38 år. Eksempel 73 En 25-årig professionel fodboldspiller, der tidligere var kontorassistent, måtte opgive sin fodboldkarriere. Han opnåede herefter beskæftigelse som kontorassistent til en løn, der svarede til omkring 1/3 af lønnen som fodboldspiller. Vi fastsatte erhvervsevnetabet til 65 procent i 10 år, svarende til den periode, hvor pågældende kunne have påregnet at fortsætte sin fodboldkarriere. Bilag 1: Links og uddrag af love Lov om sikring mod følger af arbejdsskade (historisk, 1992-loven) Lovbekendtgørelse nr. 943 af 16. oktober Når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over skadelidtes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder, afgør Arbejdsskadestyrelsen, om der tilkommer skadelidte erstatning for tab af erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén. Afgørelsen skal så vidt muligt træffes inden 1 år og senest inden 2 år efter arbejdsskadens anmeldelse.... Stk. 4. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen, når der foreligger særlige omstændigheder, træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab. 32. Har arbejdsskaden medført nedsættelse af skadelidtes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, tilkommer der den pågældende erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis erhvervsevnetabet er mindre end 15 pct. Stk. 2. Ved bedømmelsen af erhvervsevnetabet tages hensyn til skadelidtes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Stk. 3. Erstatning for tab af erhvervsevne til et barn med fosterskade, jf. 10, stk. 1, nr. 2, eller til et barn med sygdomme som følge af påvirkning af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen, jf. 10, stk. 2, kan tidligst ydes fra skadelidtes 15. år. Stk. 4. Erstatningen tilkendes som en løbende ydelse, medmindre denne kapitaliseres efter reglerne i 43. Stk. 5. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årlig 4/5 af skadelidtes årsløn, jf. 41, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf. Stk. 6. Den årlige ydelse udbetales med 1/12 månedlig forud og løber fra tidspunktet for afgørelsen, medmindre særlige omstændigheder taler for et andet tidspunkt. Stk. 7. For skadelidte, der den 1. juli 1999 er fyldt 60 år, ophører den løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 67 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 2 gange den årlige erstatning efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 67 år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt. Stk. 8. For skadelidte, der fylder 60 år den 1. juli 1999 eller senere, ophører den løbende erstatning med udgangen af den måned, hvor skadelidte fylder 65 år. Den løbende erstatning afløses på dette tidspunkt af et engangsbeløb på 4 gange den årlige erstatning efter stk. 5. Er skadelidte på tidspunktet for afgørelsen fyldt 65 år, udbetales erstatningen som anført i 2. pkt. 43. Løbende årlig erstatning tilkendt efter 32 for tab af erhvervsevne på mindre end 50 pct. skal normalt og uden den

53 erstatningsberettigedes samtykke omsættes til et kapitalbeløb. Af løbende årlig erstatning tilkendt for tab af erhvervsevne på 50 pct. og derover omsættes efter den erstatningsberettigedes begæring herom den del af erstatningen, der svarer til 50 pct. erhvervsevnetab, til kapitalbeløb. Der kan ikke ske omsætning til kapitalbeløb, når der alene er truffet midlertidig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne efter 31, stk. 4. Erstatning efter 36 for tab af forsørger omsættes til kapitalbeløb efter den erstatningsberettigedes begæring. Stk. 2. Omsætning af løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på omsætningstidspunktet. Socialministeren fastsætter efter indstilling fra Arbejdsskadestyrelsen de nærmere regler for omsætning af den løbende ydelse til kapitalbeløb. Stk. 3. Når der er truffet endelig afgørelse om erstatning for tab af erhvervsevne og den erstatningsberettigede har begæret erstatningen omsat til kapitalbeløb, udbetales beløbet til boet, hvis den erstatningsberettigede afgår ved døden, inden kapitalbeløbet er udbetalt. Omsætning af løbende ydelse til kapitalbeløb finder sted på grundlag af ydelsens størrelse på dagen før dødsfaldet. Lov om arbejdsskadesikring (2003-loven) Lov nr. 422 af 10. juni Når der efter sygebehandling, optræning eller revalidering er grundlag for at skønne over den tilskadekomnes fremtidige helbredstilstand og erhvervsmuligheder, afgør Arbejdsskadestyrelsen, om den tilskadekomne er berettiget til erstatning for fremtidige udgifter til helbredelse, optræning og hjælpemidler efter 15, erstatning for tab af erhvervsevne efter 17 og godtgørelse for varigt mén efter 18. Afgørelse træffes inden 1 år efter arbejdsskadens anmeldelse. For erhvervssygdomme omfattet af 7, stk.1, nr. 2, og stk. 2, der skal forelægges Erhvervssygdomsudvalget, er fristen 2 år. Stk. 2. Har arbejdsskaden medført døden, fastsættes inden for samme frister som nævnt i stk. 1, regnet fra anmeldelsen af dødsfaldet, om de efterladte er berettigede til overgangsbeløb ved dødsfald, erstatning for tab af forsørger og godtgørelse til efterladte. Stk. 3. Forskud på erstatning for tab af erhvervsevne og på godtgørelse for varigt mén kan udbetales i tiden inden den endelige afgørelse. Erstatning for tab af erhvervsevne 17. Har arbejdsskaden nedsat tilskadekomnes evne til at skaffe sig indtægt ved arbejde, har den pågældende ret til erstatning for tab af erhvervsevne. Der ydes ikke erstatning, hvis tabet af erhvervsevne er mindre end 15 pct. Stk. 2. Ved bedømmelsen af tabet af erhvervsevne tages hensyn til tilskadekomnes muligheder for at skaffe sig indtægt ved sådant arbejde, som med rimelighed kan forlanges af den pågældende efter dennes evner, uddannelse, alder og muligheder for erhvervsmæssig omskoling og optræning. Stk. 3. Hvis den erhvervsmæssige situation ikke er afklaret, kan Arbejdsskadestyrelsen træffe en midlertidig afgørelse om erstatning for erhvervsevnetab. Stk. 4. Erstatning for tab af erhvervsevne til et barn med fosterskade, jf. 7, stk. 1, nr. 2, eller til et barn med sygdomme som følge af påvirkning af forældrene før befrugtningen eller efter fødslen, jf. 7, stk. 2, kan tidligst ydes fra det 15. år. Stk. 5. Erstatningen tilkendes som en løbende ydelse, medmindre den kapitaliseres efter reglerne i 27. Stk. 6. Ved fuldstændigt tab af erhvervsevne udgør den løbende ydelse årligt 4/5 af tilskadekomnes årsløn, jf. 24, og ved nedsættelse af erhvervsevnen en forholdsmæssig del heraf. Stk. 7. Den årlige ydelse udbetales med 1/12 månedligt forud og løber fra det tidspunkt, hvor der er påvist et tab af erhvervsevne, dog ikke fra et tidspunkt, der ligger før arbejdsskaden er anmeldt. Er tilskadekomne på tidspunktet for arbejdsskaden fyldt 63 år, udbetales erstatningen efter reglerne i 27 som et kapitalbeløb på 2 gange den årlige løbende erstatning, jf. stk. 6. Stk. 8. For tilskadekomne født den 1. juli 1939 eller senere, ophører den løbende erstatning efter stk. 7 med udgangen af den måned, hvor modtageren fylder 65 år. 24. Årslønnen udgør tilskadekomnes samlede arbejdsfortjeneste i året før arbejdsskadens indtræden. Årslønnen fastsættes efter et skøn, når særlige ansættelsesforhold gør sig gældende, eller når tilskadekomne på grund af en erhvervssygdom ikke har været beskæftiget til samme løn i hele det foregående år, eller hvis tilskadekomne har været ude af erhverv i en kortere eller længere periode før datoen for sygdommens anmeldelse. Stk. 2. I årslønnen medregnes værdien af fri kost og logi samt værdien af andre naturalydelser. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter værdien af kost og logi for personer, der har ophold hos arbejdsgiveren. Stk. 3. Årslønnen kan ikke sættes højere end kroner. Beløbet reguleres efter 25. Stk. 4. Er tilskadekomne under 18 år eller under uddannelse, kan der ved årslønsfastsættelsen tages hensyn til den erhvervsindtægt, der kunne forventes efter det fyldte 18. år eller efter uddannelsens afslutning, hvis arbejdsskaden ikke havde fundet sted. Årslønnen skal dog ansættes til mindst kroner reguleret efter 25, medmindre tilskadekomnes erhvervsevne allerede forud for

54 arbejdsskadens indtræden var nedsat i væsentlig grad. Stk. 5. Arbejdsskadestyrelsens direktør fastsætter nærmere regler for opgørelse af årsløn for selvstændige erhvervsdrivende. Stk. 6. Til brug ved beregning og regulering af erstatning for tab af erhvervsevne og tab af forsørger som løbende ydelse fastsættes en grundløn. Denne beregnes ved at gange den årsløn, der er fastsat efter reglerne i stk. 1-5, med forholdet mellem kroner og det maksimale årslønsbeløb, der var gældende, da arbejdsskaden indtraf. Lov om social pension (historisk) Lovbekendtgørelse nr. 615 af 26. juni 2001 Lov om social pension Lovbekendtgørelse nr. 42 af 28. januar 2004 Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m. v. Lov nr af 19. december 2003 Lov om aktiv socialpolitik Lovbekendtgørelse nr. 709 af 13. august 2003 Lov om aktiv beskæftigelsesindsats Lov nr. 419 af 10. juni 2003 Lov om dagpenge ved sygdom eller fødsel (sygedagpengeloven) Lovbekendtgørelse nr af 28. oktober 2004