MATU-projektet. Evalueringsrapport. November Af Peter Berliner. Institut for Psykologi Københavns Universitet

Transkript

1 MATU-projektet Evalueringsrapport November 2001 Af Peter Berliner Institut for Psykologi Københavns Universitet Elektronisk version tilpasset af Videnscenter om børn og unge til

2 Indholdsfortegnelse: 2 Indledning: 3 Kapitel 1.: Evalueringsmetoden: 4 Krav til en evaluering: 4 Undersøgelsens forløb: 7 Kapitel 2: Projektets baggrund og udvikling: 8 Teorier om aggressiv adfærd: 9 Teori og praksis: 12 Behandlingsform: 12 Mål i behandlingen en community synsvinkel: 12 Beskrivelse af dagen/aktiviteter i MATU: 14 Baggrund for behandlingsmetoden: 15 Fra individ til community: 19 Arbejde i nuet nærvær: 20 Aggression som metafor: 20 Kapitel 3: Resultater: 23 Konklusion: 29 Litteratur: 31 Bilag 1: Spørge-guide til interview af drengene: 35 Undersøgelse af traumatisering: 39 Oplevelse af Matu 47 Bilag 2: Baggrundsfaktorer: 48 2

3 Indledning Sagnet om Kassassuk er kendt af alle i Grønland. Det handler om en dreng, der har det svært og senere hævner sig på dem, der har været onde i mod ham. Men han holder ikke op med at slås, da han har hævnet sig, men bliver ved indtil han møder sin overmand - der i øvrigt er helt uinteresseret i at slås. Så falder Kassassuk til ro blandt andre mennesker. I sagnets verden behandles meget svære menneskelige problemer på en skarp og præcis måde. Tingene stilles på spidsen og gøres tydelige. Nogle er gode, nogle er onde. I vores daglige liv er tingene ikke altid så skarpe. Psykologien, især den anvendte, har vist os at meget få mennesker faktisk ønsker at være onde. Det er andre forhold end slette intentioner, der forstyrrer og ødelægger livet, når det sker. Det er let at lede efter skyldige, når ét barn får det svært - men det fører meget sjældent til løsninger. Ingen ønskede måske at det gik som det gik. Det er derfor langt bedre at samle ressourcerne omkring, hvad der kan gøres ved situationen nu. MATU er et projekt, der tager udgangspunkt i hvad der kan gøres nu - for drenge, der er blevet henvist pga. voldsom adfærd. Målet i MATU er at drengene kan falde til ro blandt andre mennesker - og at andre mennesker kan falde til ro med og omkring disse drenge. I denne rapport vil vi evaluere projektet mht. drengenes udbytte af at deltage i projektet; udbyttet ud fra behandlingsmål; og udbyttet mht. at udvikle brugbare metoder til behandling af disse drenge. I kapitel I gennemgås den metode, der er anvendt ved evalueringen. I kapitel II beskrives udviklingen af behandlingsmetoden i MATU. I Kapitel III redegøres der for drengenes udbytte af opholdet - vurderet ud fra tests og interviews. I kapitel IV diskuteres kriterier for vurdering af projektets behandlingsresultater og i kapitel V diskuteres behandlingsmetoden i forhold til et udviklingsperspektiv vedrørende opbygning af faglig kompetence indenfor området. I kapitel VI foretages en helhedsvurdering af projektets resultater. 3

4 Kapitel 1. Evalueringsmetoden En projektevaluering adskiller sig på flere områder fra en almindelig videnskabelig undersøgelse, idet formålet er at studere en social organisationsform, der søger at løse et kompleks socialt problem. Det adskiller sig derved fra effektmåling (f.eks. af et bestemt medikaments virkning på specifikke symptomer), der vil omfatte en undersøgelsesgruppe, en placebogruppe og en kontrolgruppe. Det har vist sig vanskeligt at anvende denne form for undersøgelsesdesign overfor psykoterapeutisk behandling, idet den kun kan måle virkningen på meget specifikke symptomer. Når det drejer sig om projektevaluering bliver billedet endnu mere komplekst og der må anvendes kvalitative metoder, der afsøger projektets resultater i forhold til indikatorer, der udspringer af selve projektets målformuleringer. At undersøgelsesformen bliver kvalitativ og afsøgende snarere end hypotese-testende er dog ikke identisk med at undersøgelsen bliver tilfældig. Der må - måske især i kvalitative undersøgelser - være en stor opmærksomhed på validiteten af undersøgelsen. Dette kan søges sikret igennem anlæggelse af konsekvente retningslinier for undersøgelsen, samt ved triangulering (at der anvendes forskellige synsvinkler igennem undersøgelsen). Målet i en evaluering er at skaffe os så sikker viden som overhovedet muligt igennem en nøje tilrettelagt undersøgelse af det emne, vi ønsker at øge vores viden om. Jeg vil nu kort redegøre for krav til metoden i en evaluering. Derefter vil det blive belyst, hvorledes MATU evalueringen blev indrettet efter de krav. Til sidst vil der blive givet nogle overvejelser over den viden, som en sådan evaluering kan tilvejebringe. Krav til en evaluering En projektevaluering skal undersøge et komplekst socialt tiltag, der er iværksat for at løse et eller flere problemer, der er af væsentlig betydning i de deltagende - samt i en række pårørendes og interessenters - liv. Dette kræver en nuanceret undersøgelse, idet det er et meget komplekst - og åbent - system, der undersøges. Det er ikke på forhånd muligt at afgrænse en tydelig problemstilling i undersøgelsen, hvilket betyder at man ikke kan opstille en egentlig hypotese i traditionel forstand. Dette problem kan dog i nogen grad løses ved at opstille indikatorer for resultater, som det f.eks. foreslås i det internationalt brugte LFA (Logical Framework Approach) system. Men før dette kan finde sted, må der ske en "assessment", dvs. en vurdering af hvilke behov, der er for et bestemt projekt og hvilke mål, de direkte involverede finder rimelige for en evaluering af projektet. I de fleste evalueringer af projekter indbygges denne "assessment" i selve evalueringen, ikke mindst under hensyntagen til det faktiske forhold, at målformuleringerne i de fleste projekter ændrer sig undervejs. Som en foreløbig afgrænsning af evalueringen opstillede vi følgende hypoteser: At behandlingsmetoden i MATU-projektet sænker aggressionsniveauet hos den unge og giver 4

5 sociale færdigheder, der fremmer ikke-voldelig problemløsning og adfærd. At behandlingsmetoden bidrager til at udvikle en kulturelt integreret forståelse af aggressionens betydning for den unge, samt for behandlingen af denne. At projektet løfter en væsentlig ungdomspsykiatrisk opgave i Grønland. At aggressiv adfærd ofte opstår på en baggrund med multi-traumatisering og omsorgssvigt. I denne evaluering fokuserer vi især på punkt 1. Der er således tale om en case-undersøgelse, hvor det ikke er muligt at foretage en kontrol-gruppe undersøgelse. Endvidere indgår punkt 2 i denne evaluering, idet det belyses igennem de unges beskrivelse af sig selv samt det omliggende samfunds beskrivelse af dem og samspil med dem. Punkt 3 indgår kun i undersøgelsen ud fra en indikator om at de unge skal kunne blive i Grønland og ikke sendes på institutioner i Danmark eller andre steder. Dette kriterium er vanskeligt at vurdere nu, men der ikke er noget, der tyder på at de ikke vil kunne blive i Grønland. Punkt 4 er en hypotese om sammenhængen mellem psykologisk traumatisering og efterfølgende voldsom og voldelig adfærd. Denne hypotese kan hente støtte i forskningen vedrørende psykotraumatologi, og bekræftes da også gennem den foreliggende evaluering, men den kan ikke endeligt be- eller afkræftes uden at der er foretaget en kontrolgruppe undersøgelse af grønlandske unge på samme alder. En sådan er igangssat og vil finde sted i løbet af efteråret Denne undersøgelse ligger dog udenfor den egentlige evaluering, men er udsprunget af denne. Der findes allerede nogle undersøgelser af grønlandske børns oplevelse af sundhed og trivsel (Pedersen 1997; Curtis et al. 1997). En evaluering består i at undersøge resultaterne af en bestemt metode, anvendt i en faktuel kontekst med konkrete mennesker for at løse bestemte problemer. Projekt-evalueringen tager udgangspunkt i en bred undersøgelse af projektets rationale, dvs. dets begrundelse og mål - hvorefter projektets resultater vurderes i forhold til disse målformuleringer. En evaluering er således en bred undersøgelse, hvori evaluatoren i videst muligt omfang indgår i projektets faser som observatør og som spørgende deltager i diskussioner og overvejelser. Evaluatoren deltager således i projektets udformning, gennemførelse og resultatopgørelse. Gennem observerende deltagelse gives der mulighed for at få kendskab til den udviklingsproces af viden og kompetence, der finder sted i forløbet. Denne erfaringsbaserede viden falder ofte udenfor videnskabelige undersøgelsers område, men udgør samtidigt et meget væsentligt aspekt i menneskers tilrettelæggelse af deres handlinger i et praktisk felt. Derfor er det vigtigt at kunne begrebsliggøre og systematisere denne viden - også selvom den ofte er bundet til bestemte situationer (Heppner et al. 1999; Orford 1998; Alveston & Sköldberg 2000; Willig 2001). Målet for en evaluering er, at få alle relevante data (oplysninger) med; få data samlet og sammenlignet; formulere og teste hypoteser undervejs i projektet; registrere ændringer i projektets form og indhold undervejs i forløbet; registrere og redegøre for resultater af projektet - herunder ikke mindst uventede resultater; 5

6 undersøge eventuelle skadelige virkninger af projektet (den såkaldte kontra-produktivitet). Selve metoden består i at: samle dokumentation og udsagn/fortællinger om historien (hvorfor er projektet opstået og hvordan det har det udviklet sig); interviewe interessenter; interviewe deltagere; foretage observationer i projektets levende praksis; foretage tests - og gentage testene (en før og nu undersøgelse). diskutere resultater med deltagere og andre (under hensyntagen til den almindeligt gældende etik omkring forskning og praksis i projekter, der omfatter bestemte personer); sammenskrive og analysere data og derved bidrage til forståelsen af disse; diskussion i offentligheden, dvs. synliggørelse. Når begrebet data bruges kan det forstås både i empiristisk forstand og i konstruktionistisk forstand. Empiritisk vil sige, at vi opfatter data som fænomener, der findes løsrevet fra udpegningen af dem - de er dér i sig selv. Data i konstruktionistisk forstand vil sige at data opstår i og med at de ses som data. Dvs. at de konstrueres som væsentlige aspekter i undersøgelsen i den fortsatte dialog mellem deltagerne i projektet og projektevaluatoren - som en fortsat udveksling af synsvinkler, ideer, forståelser og perspektiver. I nærværende undersøgelse anvendes data fra test som empiriske data, mens data fra observationer og efterfølgende samtale om disse er data i konstruktionistisk forstand. Formålet med en kvalitativ undersøgelse er at beskrive, og muligvis forklare, hændelser, handlinger og forløb. En evaluering er en kvalitativ undersøgelse, der drejer sig om at studere mennesker i deres levede livssammenhæng, i deres eget område - som hjemmet, skolen, gaden, indkøbscentret. I undersøgelsen af MATU drejer det sig om at følge den livspraksis, der finder sted dér. En sådan livssammenhæng kan ikke adskilles fra hvad der foregår rundt omkring den - den er et åbent system, der snor sig ind og ud af andre systemer og skaber stadig nye systemer i dette spil. Der sker stadig ændringer og udviklinger og ingen dag er præcist som den foregående. Enhver dag er ny - og åben for udvikling. Derfor drejer undersøgelsen sig om at finde ud af, hvad mennesker foretager sig i projektet og hvordan de forstår og forklarer deres adfærd dér. I en evaluering er det vigtigt at have dette fokus på fortsat udvikling. Metoden i megen videnskabeliggørelse består i at oversætte den levede praksis til faste begreber. Dette kommer nogle gange i modstrid med livets inkonsistens, åbenhed (foranderlighed) og udvikling. I en evaluering er det derfor væsentligt at tage hensyn til den flerstemmighed af perspektiver, der er mennesker imellem. Det er ligeledes vigtigt at der kan være forhold, der gælder for den enkelte, men som ikke gælder for alle. I det hele taget at have opmærksomhed på at uorden, bevægelse, åbenhed og endog tilfældighed udgør en væsentlig del af livet - og at en evaluering, der ville forsøge at eliminere dette, næppe ville øge vores forståelse af projekt MATU. Oliver Sacks har engang skrevet, at vi som mennesker måske er temmelig ens biologisk og fysiologisk - men som mennesker med egne forståelser og fortællinger er hver eneste af os unik. Og dermed også noget særligt (Sacks 1986). Måske denne holdning til mennesker netop var det Thalbitzer mente, da han for længe siden (med datidens udtryk) skrev, at verden burde "eskimoiseres", nemlig en erkendelse af hvert menneskes særkende og betydning, ikke i abstrakt 6

7 humanistisk forstand, men helt konkret - at hvert menneske er netop dette specifikke menneske. Nærværende evaluering søger at forene de ovenstående overvejelser gennem metodisk triangulering, bestående af data- og metode-triangulering (data fremkommet gennem test, interviews, observationer og andre undersøgelser vil indgå i materialet) og teoretisk triangulering (analyse og tolkning ud fra forskellige teoretiske positioner). De beskrevne metodeovervejelser søger at sikre en nuanceret analyse af de meget komplekse processer, der finder sted i MATUprojektet. Undersøgelsens forløb Evalueringen bestod i 3 indledende møder i efteråret 1999, fulgt af 3 ophold ved MATU i løbet af år dage i maj, 5 dage i august, og 5 dage i november. I maj og august gennemførtes interviews med deltagerne i projektet (drenge og medarbejdere). I april 2001 gennemførtes en række samtaler med projektets leder. Projektet har været fremlagt og diskuteret på 2 internationale konferencer: Nunamed konferencen i Nuuk, august 2000, og The Third European Conference on Community Psychology, i Bergen (Norge) september Projektet er beskrevet i en lang række artikler i den grønlandske presse, samt i følgende artikler: Hakesberg, S. & Berliner, P. (2001): En dør mod samfundet. Psykolog Nyt. Vol 55, nr. 5, side Hakesberg, S.; Refby, M.H. & Berliner, P.(2001): MATU - behandling af drenge med aggressiv adfærd. Psykologisk set. Vol 18. p Berliner, P., Hakesberg, S., Wiking, M. & Heimann, J. (2001): Community psykologi. Socialpsykiatri nr. 5, side Berliner, P. (2001): Transkulturel Psykologi - fra tværkulturel psykologi til community psykologi. Psyke og Logos. Vol 22. Nr. 1. Side Inspiration fra Grønland. Nyt fra udrykningsholdet. Nr Der har været stor interesse for projektet og for de muligheder, der er for at etablere lignende behandlingstilbud andre steder. 7

8 Projektets baggrund og udvikling Kapitel 2 Igennem en årrække (fra 1970erne og frem) har der fundet en række voldsomme episoder sted i Grønland i form af unge mænd, der overfalder og dræber andre, i nogle tilfælde familiemedlemmer, i andre tilfælde venner. Aldersgrænsen for sådanne hændelser er blevet lavere de senere år, idet også ganske unge drenge ses at true med eller udøve farlig vold. Denne tendens er i øvrigt direkte sammenlignelig med udviklingen i en række andre lande, hvoraf især USA og England er mest undersøgte. Man taler om børn (især drenge) uden samvittighed ("children without conscience") og engang imellem hører vi om større hændelser med børn, der skyder skolekammerater og andre ((Moffitt et al. 2001; Black 1999; Lykken 1995; Magid et al. 1990). Ramphele (2000) giver et eksempel på hvordan drenge i deres opvækst er nødt til at forholde sig til vold som en del af livets omstændigheder. Dette sker gennem en undersøgelse af hvad det vil sige at være en ung mand i et bestemt område i Cape Town, hvor der er megen social og politisk uro og megen vold. At være en ung mand dér kræver stillingtagen til helt konkrete opgaver - herunder en social situation, hvor de unge mænd ses som kilde til uro og bekymring hos andre. Tilsvarende beskrivelser kan hentes fra en lang række steder i verden (Willis 2000; McWhirter 1998; Lewis 2000; Jessor 1998; Rutter 1997; Rutter & Annhagel 1998; Das et al. 2001). I Grønland ses det at en stor gruppe af unge mænd har problemer med at finde en socialt accepteret position. De unge mænd står for en meget stor del af samfundets mængde af voldsudøvelse, misbrug og selvmord (Bjerregaard et al 1995; Sørensen 1994). Endvidere har unge mænd, relativt set, flest sindslidelser (Lynge 2000). I årene blev der begået 527 selvmord i Grønland - heraf de 432 af mænd og de 95 af kvinder. Dette betyder at 81% af selvmordene blev begået af mænd. De fleste af disse selvmord begås af mænd i alderen år. Der findes en sammenhæng mellem selvmord og alkoholmisbrug, samt mellem selvmord og psykisk lidelse, herunder især skizofreni og depression (Leineweber, Bjerregaard & Voestermans 2001). Selvmordene hos de unge mænd viser sammenhæng med problemer i sociale relationer, i forhold til forældre (overvægt af opvækst i alkoholmisbrugende og konfliktfyldte hjem) og til partner (ved brud af en konfliktfyldt, ofte voldelige kærste-relation). En vigtig oplysning i denne sammenhæng er at 28% af de mænd, der begik selvmord, ikke havde talt med andre om deres tanker før selvmordet (Bjerregaard et al. 1995). Marginalisering ses som en væsentlig årsag til selvmord. Leineweber et al. (2001) skriver: Being disconnected from community and family ties seems to increase the vulnerability of young people, especially when faced with a stressful experience, such as the loss of a significant relationship. In future studies the role of social networks and family life should be of central interest. (p.287). Inge Lynge skriver som konklusion på sin disputats fra 2000: De meget voldsomme forandringer af det grønlandske samfund efter 2. verdenskrig har medført dybtgående ændringer af den enkeltes livsbetingelser. Undersøgelserne tyder på, at unge mænd nu udgør en særlig udsat gruppe, både hvad angår risiko for at få en indlæggelseskrævende psykisk 8

9 lidelse og risikoen for at dø ved selvmord (Lynge p.119). Ud fra sine undersøgelser peger Lynge på behovet for forebyggende indsats baseret på udvikling af kompetence - ikke mindst mht. mestring af relationer til andre: I dette perspektiv er nogle af de kræfter, der er ansvarlige for de høje forekomster af skizofreni, beslægtede med dem, der er ansvarlige for de høje selvmordsforekomster, især blandt unge mænd. Forebyggelse må for begge fænomener sætte fokus på socialiseringsprocesser, på opbygning af social og kulturel kompetence, så de pågældende føler sig som en del af samfundet og på handlingskompetence til løsning af tilværelsesproblemer, ikke mindst problemer i forhold til andre mennesker (Lynge 2000, p.102). Disse undersøgelser peger på at unge mænd på nogle områder udgør en særlig utilpasset og sårbar gruppe i samfundet. Undersøgelserne peger på marginalisering som en væsentlig årsag til dette og nævner opbygning af funktionelle sociale netværk, samt mestring i form af social og kulturel kompetence som væsentlige satsningsområder i forebyggelse af de unge mænds problemer. MATU-projektet er etableret som et behandlingstilbud til drenge med voldsom og aggressiv adfærd. De drenge, der er i MATU er henvist på grund af en meget voldsom adfærd. Ideen i MATU er netop at yde hjælp til disse drenge, der i høj grad er marginaliserede pga. deres adfærd i deres livsmiljø. Disse drenge har mestret en adfærd, der kan placere dem i kategorien adfærdsforstyrrede ("conduct disorder" i diagnosesystemet DSM-IV, se Castillo 1997) og eventuelt senere, efter det fyldte 18. år i diagnosen anti-social personlighedsforstyrrelse ("antisocial personality disorder"). Tidligere ville nogle af drengene kunne være blevet betegnede som psykopater. Såvel de nyere diagnoser som psykopat-begrebet peger på at der er tale om dybtliggende personlighedstræk, der kun ganske vanskeligt lader sig ændre - netop fordi det er personlighedstræk og ikke afgrænsede symptomer. Men det er i denne sammenhæng vigtigt at konfrontere denne opfattelse af permanens med en mere normalpsykologisk opfattelse af at unge mennesker er plastiske og er i færd med at forme deres identitet og dermed deres personlighed. Teorier, der ser personligheden som en indre kerne, der kun vanskeligt nås, er i disse år i psykologien blevet udfordret af teorier, der opfatter identitet og personlighed som positioner, der indtages i forhold til andre menneskers udspil og til de muligheder, en given situation rummer. Personligheden ses ikke som årsagsbestemt af noget tidligere og indre - men bestemt ved de mål, der stræbes mod i den givne situation, med dens muligheder og begrænsninger. Det betyder at personligheden eksisterer i et samspil med andre. Denne form for teoretisk forståelse af den enkelte som en del af en større helhed kaldes community psykologi - og danner en væsentlig baggrund for MATUs arbejde. Før vi vil se nærmere på det, vil aktuelle teorier om udvikling af aggressiv adfærd blive gennemgået. Teorier om aggressiv adfærd Det har gennem tiden været ganske svært at finde egnede behandlingsformer for unge mænd med aggressiv adfærd. Ubehandlet er denne gruppe drenge, som nævnt, tidligere indgået i kategorier såsom psykopater, sociopater og karakterafvigere. Det er dog påvist i enkelte studier, at den 9

10 aggressive adfærd i nogle tilfælde kan ændres (Borduin 1999; Neihart 1999; Lanyado & Horne 1999; Van-Hasselt 1998; Lutzker 1998; Yeo 1998). Dette indebærer ofte en inddragelse af både person og livsomstændigheder. Det er ofte muligt at finde en sammenhæng mellem opvækstvilkår og adfærd, hvilket i næste trin betyder, at ændrede vilkår i høj grad kan virke dæmpende ind på den aggressive adfærd Der er en sammenhæng mellem opvækstmiljø og aggressiv adfærd. Kendetegn ved aggressive drenges baggrund er: inkonsistent opdragelse, straffe i stedet for opmuntring, opløste familiestrukturer, vold i familien, alkoholmisbrug, seksuelle krænkelser, og lav socioøkonomisk status (Brezina 1999; Singh 1998; Kantor & Jasinski 1997). Disse problemer kan - eventuelt i kombination med andre hændelser f.eks. selvmord i familien - føre til traumatisering. Der er en klar sammenhæng mellem traumatisering og øget aggressivitet hos den unge (Storr 1992). Dette, kombineret med en opvækst med voksne rollemodeller, der bruger vold, kan føre til manglende impulskontrol og anvendelse af aggression som problemløsningsmetode. Opvækstvilkårene viser sig ligeledes ofte ved manglende konkurrencemuligheder for børnene, der har svært ved at hamle op med kammeraterne mht. sociale færdigheder og skolemæssig kunnen. Dette kan føre til en negativ selv-opfattelse (herunder manglende følelse af selvværd) og ofte til misbrug i form af sniffning, alkohol og hash. Herved forstærkes problemerne med manglende sociale færdigheder, manglende evne til følelsesmæssig regulering, og mangelfuld færdighed i konstruktiv problemløsning. Olweus (1979) mener at kunne påvise, at der er forskelle i menneskers grad af aggressivitet og at nogle mennesker er født mere aggressive end andre pga. genetiske forhold. I følge teorien udløses den genetiske komponent af et højt testosteron - eller andet androgen - niveau. Derfor får flere mænd end kvinder diagnosen adfærdsforstyrrelse eller antisocial personlighedsforstyrrelse. Meget aggressive unge synes i øvrigt at have en generelt højere tærskel for smerter og voldsomme situationer. Også biokemiske korrelater er blevet undersøgt. Lave niveauer af serotonin og cortisol er blevet relateret til aggression, ligesom disse også er påvist i forbindelse med udvikling af depression. I de fleste teorier relateres adfærdsforstyrrelser til familiedynamikker. Mange undersøgelser peger på at familieproblematikker spiller en rolle for udvikling af antisocial adfærd (Wenar & Kerig 2000). Børn i familier med vold har større sandsynlighed for at udvikle adfærdsproblemer end børn fra ikke-voldelige familier. Drenge, der vokser op med en enlig forældre, er i risikogruppen. Stofog alkoholmisbrug hos de voksne øger sandsynligheden for adfærdsforstyrrelser hos barnet (Cadoret et al. 1990). Mange børn med adfærdsforstyrrelser er udsat for en hård opdragelsesstil, der ofte er inkonsistent, dvs. at den skifter mellem hård og eftergivende. Dette sker i et samspil med barnet, idet dette medvirker til mønstrets opretholdelse ved en bestemt form for pres eller tvang overfor den voksne. Barnet presser i bestemte situationer den voksne, hvorved der opstår der en "ond cirkel", hvor barnet faktisk opnår det, det vil, ved hjælp af aggression. Forældrene får fred ved at give efter (Patterson 1992). Børn med adfærdsforstyrrelser har ofte problemer med de jævnaldrende. De kommer i skænderi og slagsmål B og derfor vender de jævnaldrene dem ryggen. At de andre børn trækker sig væk fra dem fører nogle gange til forstærkelse af den aggressive adfærd. Pga. marginalisering søger børn og 10

11 senere unge med denne adfærd tit sammen og forstærker derved hinandens måde at håndtere situationer. Man kan sige at disse børn prøver at handle bedst muligt i en svær situation og at de derfor søger ind i en gruppe, hvor de er konkurrencedygtige. Børn, der vokser op i miljøer med fattigdom og vold, har større sandsynlighed end andre børn for at udvikle antisocial adfærd og adfærdsforstyrrelser. Hvis skolemiljøet samtidigt er kendetegnet ved en høj grad af konflikt mellem børn og voksne og børnene indbyrdes forøges denne sandsynlighed. Også medierne spiller en rolle i den udvikling, idet de ofte fremstiller vold som en god problemløsning. En integreret model: I dag er der næppe nogen forsker, der alene støtter sin teori på én af de ovenfor nævnte synsvinkler. I stedet prøver man at samle dem i en større teori. Udviklingen af adfærdsforstyrrelser hos et barn grunder sig i samspillet mellem organiske faktorer, personlighedsfaktorer, familiemæssige forhold samt miljømæssige og samfundsmæssige forhold. Som udviklingsmodel er første trin inkonsistent og hård opdragelse, måske fordi barnet har et voldsomt temperament. Efterhånden fører dette til et samspil kendetegnet ved gensidig tvang og manipulation B en gensidigt straffende adfærd. Næste trin er afvisning fra kammeraternes side og dårlige præstationer i skolen, der fører til tristhed og konflikter med forældrene. I puberteten bliver næste trin dannelse af grupper af afvigende unge, der er involveret i kriminalitet og stof/alkoholmisbrug, og har en negativ attitude overfor skole og autoriteter. I den sene pubertet og det tidlige voksenliv danner de ofte par med en, der har de samme vanskeligheder som de selv (Wenar & Kerig 2000). Disse teorier er alle meget optaget af årsagerne til den aggressive adfærd. Disse teorier er på forskellig vis indgået i MATUs forståelse af drengene. F.eks. har teorien om den medfødte aggression - eller temperament - kunnet modvirke en ide om at man ville kunne fjerne aggressionen. Derfor måtte man i stedet bruge den til noget konstruktivt. Et problem ved teorierne er at de i den praktiske intervention meget ofte er med til at fastlåse situationen pga. deres optagethed af årsager. Fra årsagerne til at tale om skyld er der ikke ret langt - og det betyder, at man f.eks. belaster en i forvejen fortvivlet familie med antydninger om, at de selv har skylden - eller en i forvejen ulykkelig ung mand med at det er noget indeni ham, der er anderledes og forkert. Teorierne ligner således på mange måder vores almindelige folkepsykologiske opfattelse at, at nogen har skylden, når noget går galt. Men denne holdning viser sig at være kontra-produktiv i det praktiske behandlingsarbejde, hvor de gælder om at alliere alle i et forsøg på at finde nye og konstruktive løsninger på problemet. I MATU har man ikke afvist disse teorier om aggression, men man har bevidst ændret deres betydning for behandlingen: Aggression viser sig i handlinger - og disse handlinger kan være af en art, der opfattes som positive i samfundet; idéen om en bagvedliggende personlighedsfaktor fører ikke til marginalisering, men til anvendelse af denne som en ressource; Hvis der er problemer i familien, så bør familien støttes. Familien respekteres ud fra en teori om at alle har gjort deres bedste ud fra deres forståelse af situationen. Men dette betyder netop at drengene skal have nye muligheder i et andet miljø, så de er fjernede fra deres hjemmemiljø og vil kun i få tilfælde komme tilbage dertil; 11

12 Idéen om at der ikke kan ske ændringer i drengenes adfærd og selv-opfattelse afvises på de praktiske niveau. Rationalet er at drengene indretter sig efter situationens muligheder - og at behandlingen derfor består i at skabe situationer med bestemte muligheder, snarere end i at ville ændre drengene løsrevet fra bestemte situationer. Teorier - og praksis Mange steder i verden er det et stadigt mere presserende spørgsmål hvad der kan gøres for at bremse udviklingen af aggression hos unge (Moffitt et al. 2001). En af måderne er at yde behandling og støtte til de børn og unge, der enten er eller kan blive udøvere af voldelig adfærd. Overfor den gruppe, der er udøvere af farlig vold, består behandlingen ofte i isolering af de unge i lukkede institutioner, hvor man søger at begrænse den aggressive adfærd. Dette sker gennem sanktioner og begrænsninger snarere end gennem konstruktiv brug af de unges energi. Selve begrebet aggression tages for noget, der skal bremses B hvilket giver problemer, da det er en meget vanskelig proces (Black 1999). I MATU går man den modsatte vej. MATU betyder dør på grønlandsk og døren symboliserer ikke indgangen til et lukket rum, hvor de unge gemmes væk, men der i mod en dør, en udgang, der åbner sig ind mod samfundet. De unge skal ikke gemmes væk, men skal der i mod gøres synlige, således at samfundet som helhed må tage stilling til de unges situation. Dette er en Community psykologisk tilgang, hvor der tages udgangspunkt i helheden af person-situation-omgivelser (Dalton 2001; Kleinman et al. 1997; Milne 1999; Freedman & Combs; Berliner et al. 2001; Wiking & Berliner 2001). Behandlingsformen Behandlingsformen består i at tilbyde drengene en velstruktureret hverdag med faste regler, hurtig reaktion ved ikke-acceptabel adfærd, samt opgaver i huset, i samfundet og i skolen. Projektet er opbygget miljøterapeutisk ud fra metoder, der fokuserer på at hjælpe de unge til at kunne afværge egen aggressiv adfærd og at finde konstruktive adfærdsmodeller i samværet med andre. Målet er en re-integration i samfundet, hvor den unge kan finde anvendelse for de nye færdigheder, han har udviklet gennem opholdet i MATU. Metoden startede for nogle år siden med lange jagt-ture i fjeldene, derefter ændredes fokus til meget hård fysisk konditionstræning og i dag lægges vægten på egentlig elite-idræt. Der er fire-fem drenge af gangen i projektet og lige så mange voksne. Projektet har et hus i centrum af Nuuk og de unge indgår således som en del af by-billedet. Mål i behandlingen - en community synsvinkel Målene i behandlingen er at ændre metaforerne omkring drengene. I stedet for at se dem som "personlighedsforstyrrede" eller 12

13 "nogen, der ender i Hersted Vester"eller nogle, der er "meget farlige" stræber man mod at synliggøre dem i aktiviteter, såsom løb, sammen med andre borgere i byen - og på den måde få dem beskrevet som "de drenge, der virkeligt kan løbe hurtigt", "kommende idræts-håb for Grønland", "levende eksempler på at en udvikling kan ændres" etc. For at betegnelserne for disse unge kan ændres, kræver det en offentlighed omkring dem. Behandlingen består således også - og med stor vægt på dette - i at ændre offentlighedens opfattelse af dem. Når man ændrer metaforerne, ændrer man også holdningerne til dem - og de ses som gyldige medlemmer af det sociale netværk i stedet for som uønskede elementer. at befordre en aktiv reintegration af drengene i fælles aktiviteter med andre mennesker. Dette hænger sammen med punkt 1 og er i sær vigtigt da social praksis jo netop er noget, man udvikler konkret sammen med andre. gennem ændringer af metaforerne ændres drengenes selvbeskrivelser også. Derved ændres deres oplevelse af egen værdi også. I moderne personlighedspsykologi opfattes selvet eller personligheden i stigende grad som en følge af den måde, man beskriver sig selv på (Crossley 2001). Og når beskrivelserne ændres, så ændres personligheden. at arbejde med større enheder end den enkelte dreng, dvs. med drengene i en sammenhæng B der både består af andre mennesker og af konkrete opgaver. Ideen i dette er at se på situationsfaktorer snarere end på personlighedsfaktorer, idet det jo er sådan, at unge, der udviser aggressiv adfærd, kun gør dette i bestemte situationer. Aggressionen er således i vid udstrækning knyttet til situationen. Ændrer man på situationerne bortfalder den aggressive adfærd. Så det er snarere situationerne, der skal i "behandling" end de enkelte drenge. at acceptere at aggression er en del af livet og kan anvendes konstruktivt eller destruktivt. Aggression anvendt i elite-idræt ("at ville vinde") er noget ganske andet end at anvende den til overfald på andre. At arbejde med oplevelsen af at vinde eller at tabe i forbindelse med konkurrence-idræt giver muligheder for at forholde sig aktivt til aggression i denne forstand. Drengene får at vide, at de skal "løbe som om det gjaldt deres liv!", hvor de derved kommer til at kæmpe med deres egne smerter undervejs. at fremme livskvalitet. Dette finder sted ved at drengene f.eks. laver mad, hvor der stilles store krav til kvaliteten af denne. Maden optales i positive vendinger og der holdes en respektfuld atmosfære omkring spisningen - netop fordi maden er et udtryk for den indsats, der er lagt i madlavningen. I dagligdagen spilles der ikke musik, men er stille i huset. Dette giver ro. Kvalitetskravene viser sig også ved, at guitar-undervisning (som drengene gerne ville have) varetages af kendte musikere fra det grønlandske samfund. Løbe- og langrendstræning varetages af topidrætsfolk. Projektet stræber IKKE efter at drengene skal tale om deres følelser. Det har vist sig erfaringsmæssigt, at disse drenge ikke fortrænger impulser og derfor ikke egentligt har skjulte følelser "omme bagved". Ideen om at afdække følelser hos drengene har vist sig at være mere problemskabende end problemløsende. Drengene er udmærket i stand til at give udtryk for følelser af vrede eller sorg - igennem handling. Men de er måske ikke gode til at bruge dette til at opbygge relationer til andre, f.eks. voksne. Så det, der er brug for, er opbygning af et fælles symbol-sprog, der kan knytte drenge og medarbejdere sammen i projektet. Dette symbol-sprog udvikles gennem de fælles idræts-oplevelser, hvor man kan tale om at være øm efter træning. Dette knytter følelser helt konkret til kroppen og til fysisk træning i en bestemt sammenhæng med andre. Ved at anvende puls-målere og på denne måde forholde sig refleksivt til sig selv gennem træningen, opnås en form for socialt forståelig måde at forholde sig til sig selv. Denne måde er konkret og en del af en situation, der mærkes, lugtes, smages, gås rundt i, ændres. 13

14 Beskrivelse af dagen/aktiviteter i MATU: Mandag til fredag er der morgenløb hver dag mellem 06 og 07; der løbes mellem 6 og 10 kilometer. Hver søndag løbes en kvart eller en halv marathon, dvs. cirka 10 eller 20 kilometer. Hver dag er der træning i motionscenter fra klokken 14 til 17. Der trænes kondition på stepmaskine, cykel, romaskine, løbebånd og lettere styrketræning med relation til løb. Lørdag trænes der ikke, idet det er hviledag. Mandag og fredag morgen kombineres morgenløbet med træning i motionscentret fra klokken 06 til 09. Løbet er til og fra motionscentret og MATU varetager åbning og servicefunktioner i motionscentret fra klokken 6 til 9. Ud over disse træningsaktiviteter har de unge opgaver indenfor madlavning, indkøb, rengøring og vask. De unge går i skole eller modtager undervisning i MATU. Dagen starter klokken og slutter ved sengetid, der er Om vinteren foregår der en intensiv træning af langrend (skiløb), hvor drengene deltager i konkurrencer. De har i foråret 2001 deltaget i det verdenskendte Arctic Circle Race, der er et tredages løb med meget barske vejr- og terrænforhold. I eftersommeren 2001 deltog de i Greenland Adventure Race, der består i 50 kilometers cykling og 95 kilometers løb gennem fjeld-terræn og 40 kilometer kajak-roning. Drengene fik en særdeles fin placering i konkurrencen. Drengene deltager endvidere i løbs-arrangementer i Nuuk, hvor de møder en række andre løbere. Løbetræningen er en langvarig proces, der kræver nøje planlægning for og af drengene. Gennemførelse af lange løb kræver økonomisering med anvendelsen af kræfter undervejs. Sport er samtidig en mulighed for at bruge aggression på en social måde. Sport giver muligheder for en fortsat konkurrence, men på en måde, der opfattes som absolut pro-social i samfundet. Ifølge erfaringerne i MATU passer denne metode til alle drengene. Det kræver dog at der er fortaget en ordentlig visitering, idet MATU er udviklet med henblik på en bestemt målgruppe. I MATU vil man gerne have drenge, der er aggressive og som har brugt vold mod andre som en adfærdsform. Der skal have været flere episoder af vold og disse episoder skal være ret præcist beskrevne. I MATU vil man helst have at starten i projektet for den enkelte dreng er den første kontakt med en døgninstitution. Hvis drengen kommer fra en anden døgninstitution vil han allerede være præget af en vist kendskab til institutionslivet og de adfærdsmuligheder, der findes dér. Det vil da kræve noget tid i MATU at aflære dette kendskab. I MATU vil man helst have at drengene starter inden de er fyldt 15, da det erfaringsmæssigt er mere muligt at giver drengene nye udviklingsmuligheder, jo yngre de er ved starten i projektet. I MATU vil man helst have drenge, der opfylder følgende kriterier: De har svært ved at indleve sig i andres følelser; De har udført voldshandlinger, f.eks. gentagne slåskampe og overfald på andre; Ved siden af den personrettede vold har de udført andre voldsomme kriminelle handlinger, såsom hærværk og brandstiftelse; 14

15 Disse kriterier rummes i diagnosesystemet DSM-IV's beskrivelse af adfærdsforstyrrelse og af antisocial personlighedsforstyrrelse - som nævnt ovenfor. Baggrund for behandlingsmetoden I begyndelsen var man i MATU meget inspireret af den engelske børnepsykiater Winnicotts tanker om et "holding environment" (Winniecott 1975, 1990, 1997), dvs. et miljø, hvor man kan møde drengen med interesse, samtidigt med at man sørger for at ingen kommer til skade. Så begrebet om miljøet, samspillet mellem børn og voksne blev udgangspunktet for en forståelse af drengenes situation. Ideen om miljøets betydning i behandlingen blev hurtigt udvidet til at omfatte såvel det nære miljø i huset som det større samfundsmæssige miljø. Man blev i stigende grad opmærksom på betydningen af den sociale udgrænsning, der fandt sted overfor disse drenge, helt konkret (at de var sendt væk fra deres hjemmemiljø) og mere symbolsk - igennem de sociale diskurser der var omkring drengene (hvordan blev de beskrevet i den offentlige debat m.v.). En dreng i MATU kommer ofte fra en by eller bygd, hvor mange er bange for ham. Han omgives af en stemning af angst, ubehag og modvilje - som det ofte kendetegner personer, der udøver vold - idet volden jo er socialt uacceptabel. MATU projektet startede som en tilbud til én dreng, der var i en sådan situation. Man startede med en lang tur i fjeldet sammen med ham og fortsatte derefter i en lejlighed i byen. Man blev da opmærksom på at der var mange drenge som ham - og dette gav grundlaget for at starte MATU som et projekt. I starten brugte man "bamse-terapi", der bestod i at drengene fik en bamse, som de skulle passe på. Dette var en god måde for nogle, men ikke for alle. Derfor måtte denne del af metoden differentieres. På et tidligt tidspunkt i opstarten søgte man inspiration i det grønlandske samfund og den grønlandske kultur. Man forstod i stigende grad drengenes situation ud fra sociale krav snarere end ud fra diagnostik af den enkelte. I en kort periode afprøvede man en metode, der bestod i at stille meget store krav til drengene og på denne frustrere dem, således at de blev vrede. Ideen var at træne mestring af vreden med dem i selve den situation, hvor den opstod. Dette blev hurtigt opgivet, da det ikke førte til en øget mestring af vrede, men i stedet førte til at nogle af drengene begyndte at udvikle ideer om satanisme og at de i øvrigt blev mere og mere vrede og voldsomme. Så begyndte man at stå tidligt op og løbe. Ingen fik lov til at sige nej B men igen gav det ingen umiddelbar mening eller udvikling i positiv retning. Lederen beskriver det som typisk socialpædagogik. Det virkede ikke efter hensigten, fordi det var sat ind i en ramme af afrettelse. "Drengene kunne lugte dagsordnen med det samme". Opgaver i huset blev brugt som straf - det styrkede dem bare i deres selv-straffende adfærd. Derved var det ydre og indre i balance - at blive krænket og krænke. "Det blev en bekræftelse af drengenes oplevelsen af at være ingenting værd; det blev vist dem socialt", siger lederen. 15

16 Derefter gik man over til at vandre i fjeldet. Det blev i sommeren 1998 til en vandretur på 1600 kilometer rundt om Nuuks fjord. Det tog 93 dage. Der var en grundig medie-dækning på, såvel af fjernsyn og radio som aviser. Derved skete der noget, idet medarbejderne observerede, at drengene begyndte at få en følelse af stolthed. Det var en form for ære forbundet med at have gennemført denne tur - drengene omtalte MATU på en ny måde, nemlig som et sted, hvor de hørte til og som gav dem noget særligt. Synsvinklen ændrede sig generelt til at se på de positive sider, på det, man kunne i stedet på det, man eventuelt ikke kunne. Og den store mediedækning gjorde, at man i samfundsdebatten begyndte at omtale drengene på en ny måde, med fokus på deres præstation. Problemet var bare, at da de kom tilbage til byen, svandt den ny fornemmelse af stolthed gradvist bort. For at imødegå dette kom ideen om at definere MATUs metode som en lang vandring ind i samfundet - i stedet for væk fra det, som man gjorde, når man gik ud i fjeldet. Det var godt at lære færdigheder til overlevelse ude i fjeldet - selvom de fleste af drengene allerede havde disse færdigheder i svær grad - men endnu bedre at udvikle færdigheder til at overleve i samfundet. Så fokus blev nu på måder, der kunne bringe drengene videre ind i samfundet. Lederen af projektet fastholdt medierne opmærksomhed ved at henvende sig til dem og selv skrive i Sermitsiaq og Atuagagdliutit. Denne medie-dækning drejede sig om at gøre drengene synlige - og dermed hele problemet omkring de unge mænds livskvalitet. I selve metaforikken blev der henvist til den grønlandske kultur omkring fænomenet qivittoq (der dog menes at være opstået i kolonitiden, se Lynge 2001, men derfor jo alligevel er en meget væsentlig del af en kulturel diskurs omkring unge mænds problemløsning). At blive Qivittoq består i at vende samfundet ryggen (som følge af en ydmygelse), gå til fjelds og få overnaturlige kræfter - og derved kunne komme tilbage og hævne sig på dem, der har gjort én ondt. At gå til fjelds med drengene kunne således ses i dette lys. I moderne termer kunne man sige, at de unge mænd, der allerede er ekskluderede fra samfundet og befinder sig i marginaliseret position, får man til at gå væk fra samfundet - ud i ødemarken. Det er en næsten symbolsk fortsættelse af deres livsbane. Derfor blev ideen nu, at denne "overlevelsestur" ikke skulle gå ud i fjeldet, men ind i samfundet. I dette perspektiv blev det meningsfuldt at stå op om morgnen og løbetræne. Nu var det ikke for at styrke sine kræfter uden for samfundet, men nu var det for at deltage i en aktivitet, der var fælles med andre mennesker i samfundet og bragte én ind i dette fællesskab. Dette bestod i at løbe med henblik på deltagelse i de fælles løb, der blev arrangeret i Nuuk. Det var nu sjældent at drengene ikke havde lyst til at løbe om morgnen. Flere af medarbejderne, der ikke specielt havde løbetrænet før, begyndte nu at interessere sig for dette. Det blev et fælles projekt, der var interessant i sig selv. Løbetræningen var nu ikke mere et middel til at nå et andet mål - den var et mål i sig selv, fordi den direkte henviste til en social aktivitet, som drengene kunne deltage i. Drengene blev inviteret med i denne udvikling, idet man lidt efter lidt fandt de bedste måder at organisere træningen på. Drengene begyndte selv at opstille træningsmål og lave træningsskemaer. I projektet blev man i stigende grad opmærksomme på, at man kunne bruge kroppen som en vej ind i samfundet B gennem løb. Dette skabte en synlighed omkring dem og denne synlighed blev brugt til, via mediernes opmærksomhed, at arbejde på at ændre betegnelserne for drengene. Fra at være 16

17 drenge, som mange måske helst ville have gemt væk og gjort usynlige, blev de nu meget synlige på en positiv måde - nemlig ved deres præstationer som løbere. En dag kom en kendt top-atlet og spurgte om han kunne løbetræne med drengene - det ville han gerne. Dette gav ideen om at få top-idrætsfolk til at træne med dem. Top-idrætsfolk med meget høj status i samfundet har i høj grad bidraget til træningen. Dette medvirkede til at give projektet en høj status. Gradvist begyndte drengene at omtale sig selv i mere positive termer mht. deres sportslige kunnen. Det blev meningsfuldt at gå i seng kl om aftnen og stå op tidligt om morgnen og have et velordnet liv med refleksion over egen krop og fælles symbolsprog omkring træningen. Med eliteidrætten, der er et mål i sig selv, ændredes metaforerne omkring drengene sig - og dermed også deres måde at omtale sig selv på. I interviewene gav drengene udtryk for at de oplevede at det var kedeligt, at hver dag lignede den forudgående, men at træningen alligevel gav dem en anden selvopfattelse end de havde haft før. De fandt, at deres sportslige præstationer gav dem en følelse af selvværd - både i egen oplevelse og i andres. De syntes alle, at den positive omtale, MATU fik via deres sportslige præstationer, var en kilde til stolthed. Alle drengene gav udtryk for at det kunne være flovt, at andre vidste, at de kom fra MATU - f.eks. når de gik gennem byen i éns grønne jakker. Men samtidigt gav de klart udtryk for, at de også havde en stor stolthed over at komme fra MATU og dermed være kendt for deres meget imponerende styrke og præstationer. Drengene var helt klare over det positive image, MATU gradvist har opbygget, men fortæller også om at de bliver drillet af andre unge pga. af at de er i MATU. Det positive selvbillede kommer således ind som en alternativ selvbeskrivelse i forhold til det tidligere negative selvbillede, men bliver ikke enerådende - det bidrager til en mere kompleks selvopfattelse. Drengene fortæller i interviewene om, hvorledes de finder den træningsorienterede kropsbevidsthed spændende. De er optagne af at måle egen puls, at kigge på farven på eget tis og at undersøge, hvorledes kroppen i øvrigt reagerer på hård træning. De vejer sig hver dag og er opmærksomme på, hvad de spiser i forhold til kroppens funktionsniveau. Slik, chips og sodavand spises kun om lørdagen i forbindelse med hygge. Kroppens reaktioner på træningen er et meget væsentligt samtaleemne i dagligdagen i MATU. Derved opstår der et sprog, hvor i gennem man kan tale om, hvordan man har det. Dette aspekt markerer et meget centralt punkt i MATUs metode, fordi man her har et fælles interessemåde samt at man sammen kan tale om egne reaktioner på hårde belastninger. Dette fælles sprog bruges nogle gange til at tale metaforisk om at møde belastninger, men - og det er helt essentielt - det fælles sprog udvikles ikke med henblik på at kunne tale om noget andet (f.eks. følelser). Det er i sig selv særdeles vigtigt at kunne dele erfaringer mht. træningen. Træningen i MATU er så hård og krævende, at man hele tiden må være opmærksom på kroppens reaktioner. I programmer for behandling af denne målgruppe af drenge (Black 1999; Wenar & Kerig 2000) nævnes ofte en øgning af selvværd som en væsentlig indikator for succes i programmet. Selvværd er et begreb, der er svært at definere, men det at passe på sin egen krop indgår som et væsentligt aspekt i det. Når dette samtidigt knyttes til et socialt fællesskab, der udvikler et fælles sprog omkring det, åbnes der for en mulighed for at tale om egne reaktioner på en måde, der knytter den 17

18 enkelte og fællesskabet sammen i en udviklingsproces. Drengene giver i interviewene udtryk for at det er spændende og relevant at tale om deres og andres kropslige reaktioner på træningen. Der er en gensidig respekt omkring dette - og om at det er væsentligt i sig selv. Det giver et fælles fokus. Det giver en kompetence (der er en social kapital, dvs. en færdighed, der knytter den enkle og fællesskabet sammen) og en refleksion i forhold til den umiddelbare handling. Såvel kompetencebegrebet som refleksivitets-begrebet har stået centralt i den behandlingsmæssige og pædagogiske tænkning gennem de senere år (Trilling & Hood 2001). I dag peges der i stigende grad på hvorledes læreprocesser (udvikling af kompetence og refleksivitet) indgår i det lokale "community", dvs. et fællesskab og en livssammenhæng. I MATU indgår de i den fælles opbygning af et symbolsprog omkring træningen - et sprog, der er udtryk for en fælles udvikling af viden (både drengene og de voksne indgår i udviklingen af denne viden, da den jo er konkret knyttet til hver enkelts træning). Endvidere knytter dette sprog an til et fælles sprog, der omfatter alle udøvere af hård træning og ekstrem idræt. I projektet tales der meget om de nævnte ting - kost, vægt, puls, skader og træningsprogrammer. Derved begynder drengene også at kunne snakke om andre emner af forskellig art, f.eks. hjemve. Dette er udmærket, når der er behov for det, men det skal igen understreges, at det fælles sprog omkring træningen ikke er opstået som et middel til noget andet. Det er et mål i sig selv - som sprog knyttet til væsentlige aspekter i en livssammenhæng er. Det er en symbolisering, der er startet i og udvikler en social kontekst. Denne synsvinkel er i MATU forstået også i en kulturel dimension, nemlig at forholdet mellem individ og socialt fællesskab er anderledes i Inuit-kulturen end i den vest-europæiske. Man udvikler sig sammen i et socialt fællesskab, med henblik på at kunne udføre store kraftpræstationer, der knytter én til fællesskabet snarere end at adskille én fra det - jvf. sagnet om Kassassuk (se også Lynge 2000, 2001). Hvis jeg var åndemaner, var jeg fløjet var jeg flyttet var jeg taget væk -- skønne jeg er urolig mit sind er snart tomt jeg går ud i regnen (Malik - uddrag af digtet: Uro, i Grønlandske digte, u.å.) Betydningen af - i starten i projektet - ikke at opleve sig som knyttet til fællesskabet og den fælles udvikling i det, viser sig også helt konkret i form af at drengene reagerede voldsomt på enhver form for berøring, da de startede i projektet. Dette kan antageligt forstås på baggrund af deres erfaringer med vold, men må også respekteres som en almindeligt gældende ret til at have sin egen grænse for kontakt. I forbindelse med træningen har det senere i forløbet været muligt at give hinanden massage af ømme muskler. Det er klart at der holdes en opmærksomhed på respekten for den enkeltes ret til at sige fra. Undervejs i arbejdet med MATUs metode fik man kendskab til den canadiske psykolog Gass, der har skrevet to bøger om Adventure Therapy (Gass 1996, 1997). I denne terapiform anvendes dels aktiviteter (f.eks. klatring), dels metaforer, dvs. de symbolske udtryk, der kan sættes på oplevelserne i forbindelse med aktiviteterne. Det inspirerede i første omgang MATU til at arbejde med temaer fra grønlandske myter og sagn - og dernæst til at sætte disse temaer ind i sammenhæng 18

19 med den fysiske træning. Ideen hos Gass er at oplevelserne og dannelsen af fælles metaforer er en social læringsproces. I MATU brugte man betegnelsen omsorg for at betegne det, drengene havde brug for at opleve, når de kom i situationer, hvor de blev pressede af den hårde træning. Omsorg synets dog som begreb (metafor) at tendere til at udelukke drengene fra den fælles proces. I stedet valgte man det engelske ord comfort, der både angiver trøst og opmuntring. Betydningen af ordet i projektet var meget rumslig, idet det opfattes som en betegnelse (en metafor) for et sted, hvor den unge har det godt og oplever at nogen støtter ham. Det fortælles at engelske officerer under 1. verdenskrig i skyttegravene primært varetog comfortfunktioner overfor deres personnel. De måtte i høj grad tage stilling til en række fysiske og psykiske symptomer fra de meniges side og søge at lindre disse (Barker 1992). Denne form for mandlig comfort er interessant i forbindelse med MATU. Et eksempel kan belyse dette: en af drengene vil gerne deltage i lange løb, men kan ikke få lov til dette, fordi han ikke vil tilpasse løbehastigheden efter løbets længde. Drengen spørger om hvorfor han ikke må bestemme selv og den voksne svarer ham: "Det er fordi jeg skal passe på at du ikke får skader!" Det interessante er, at denne comfort knytter direkte an til det fælles projekt omkring løbetræning. Det er ikke lige meget, hvordan man løber. Det er vigtigt at opnå gode resultater ved løbene. Det er også vigtigt for medarbejderne. Medarbejderne er selv i gang med træningen som en del af den fælles udvikling - og drengene spørger nogle gange medarbejderne: "Hvad laver I egentligt? I laver jo bare det samme som os!" " Ja", svarer de voksne, "den eneste forskel er at vi får løn for det og at I skal være her. Men det vi laver er sådan set det samme." Netop ved at indgå i en fælles proces udvikles der en fælles forståelse i form af beskrivelser og metaforer. Alle deltager i samme proces, og medarbejderne kan gå ind og støtte den unge som deltager i denne udvikling (f.eks. ved at medarbejderen løber sammen med én af drengene ved et løb). Fra individ til community Udviklingen i MATU - fra at tale mere om metaforerne til at bruge dem i dagligdagen B viser, hvorledes man har bevæget sig hen mod en meget rumslig opfattelse af behandlingen. I dag drejer behandlingen sig om at udvikle et fælles sprog, der er knyttet til helt konkrete hændelser og erfaringer. Der sker en udvidelse af det fælles rum, hvor man næsten konkret kan tale om at man går gennem en række erfaringer sammen. Drengene beskriver i interviewene, hvordan det er spændende (men også meget hårdt) at gå gennem disse erfaringer. De begynder at se sig selv som nogle med nye muligheder, nemlig indenfor sport og præstationer. Dette kobler dem til socialt acceptable former for adfærd, nemlig at udvikle sig gennem sport. Adfærden er indlejret i en bestemt diskurs, dvs. en måde at tale om det at træne hårdt på. På den måde bidrager drengene til videreudviklingen af denne diskurs. Man kan forholde sig til og tale om 19

20 forskellige træningsmetoder og forskellige typer løb. Løb kan være korte og hurtige eller lange og kræve megen planlægning og behovsudsættelse. Dette kan ses som metaforer for bestemte måder at forholde sig på - også til andre områder af livet. I de situationer, hvor drengene ikke gennemfører et løb, bliver de kede af det bagefter og føler endda skam. Men denne oplevelse knyttes da til noget bestemt og konkret, som er klart og genkendeligt. Det kan man forholde sig til og handle overfor. Arbejde i nuet - nærvær Aggressive unge kan måske beskrives som vrede unge, der har svært ved at styre vreden - som er eksplosiv og som sådan impulsiv. Det impulsive drejer sig om det, der sker lige nu. I MATUs metode er man i stigende grad blevet opmærksom på betydningen af at være i nu'et. I arbejdet med drengene lægger man meget vægt på at være i nu'et. I nuet kan der findes en form for fred - nemlig fra at skulle forholde sig til alt det, der er gået forud og alt det, der vil komme. Man observerede at jo mere drengene blev pressede i retning af at tænke på/tale om fortiden, jo mere kom der et antal gamle problemer, barske erindringer og forgangne konflikter frem B og jo mere drengene blev pressede i retning af at tænke på fremtiden, jo mere hobede en række spørgsmål sig op og skabte en uigennemskuelig masse af problemer. I nu'et kan der være ro overfor disse. Denne forståelse har ført til metoder, der ligner adfærdsregulering i en mekanisk forstand. For eksempel, hvis en dreng én morgen ikke vil med ud at løbe (som det nogle gange, men meget sjældent, sker). Så hjælper den voksne ham ved at opdele processen i små nu'er - nemlig en opgave er bare at komme ud af sengen, en anden er at tage tøj på, en tredje er at komme hen til døren. Hver lille del er ikke så svær i sig selv, men det er helheden, der er svær at forholde sig til - fordi den er fuld af store spørgsmål om fortid og fremtid, savn, vrede, og usikkerhed på fremtiden. I denne proces støtter den voksne med at begrænse dette ved at holde sig til et trin af gangen. Det er en invitation til begrænsning i stedet for at åbne for alle mulige problemstillinger i denne situation. Det skal igen nævnes, at de voksne selv gerne vil ud at løbe, så invitationen til at deltage er mere en invitation end en straf. Målet er at blive god til at løbe, og det er selve essensen i træningen B der en enhed i dette, nemlig at træningen er det, man træner for at blive god til, nemlig at løbe. Det perfekte kan aldrig nås, men kan være et sigte mål, men på samtidigt er det lige her i nu'et i den bestræbelse, man yder, når man løber. Målet ligger i selve udfoldelsen, i det at løbe. Dette er i øvrigt beskrevet som runner s high B at man kommer i en tilstand af ro, hvor kroppen og løbet udgør en højere enhed. Dette er netop at være i nuet. Drengene beskriver i interviewene hvordan de har opfattet verden som meget truende og farlig. Man skal hele tiden være på vagt. Man skal være parat til at forsvare sig. I nu=et kan man ophæve dette og opnå fred i øjeblikket. Aggression som metafor Aggression opfattes i MATU som den vigtigste coping- og overlevelsesstrategi, som drengene har. Vreden er en måde at mærke sig selv på, dvs. at have en selvopfattelse på. Dette er selvfølgelig en 20