Nr. 116 Årgang affekt AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

Transkript

1 K&K Nr. 116 Årgang 2013 affekt AARHUS UNIVERSITETSFORLAG

2

3 K&K Kultur og Klasse Nr. 116 Årgang 2013 AFFEKT

4 Redaktion Kjersti Bale (Universitetet i Oslo), Mikkel Bolt (Københavns Universitet), Jacob Bøggild (Aarhus Universitet), Per Krogh Hansen (Syddansk Universitet), Mari Hatavara (University of Tampere), Stefan Jonsson (Linköping Universitet), Karen Hvidtfeldt Madsen (Syddansk Universitet), Henrik Skov Nielsen (Aarhus Universitet), Karen-Margrethe Simonsen (Aarhus Universitet). Redaktionspanel Peer Bundgaard (Aarhus Universitet), Peter Burke (Emmanuel College, Cambridge), Lise Busk-Jensen (Det Kongelige Bibliotek), Terry Eagleton (University of Manchester), Arild Fetveit (Københavns Universitet), Anker Gemzøe (Aalborg Universitet), Kristin Gjesdal (Temple University), Jørgen Holmgaard, Irene Iversen (Universitetet i Oslo), Fredric Jameson (Duke University, North Carolina), Jørgen Dines Johansen (Syddansk Universitet), Jakob Lothe (Universitetet i Oslo), Jacob Lund (Aarhus Universitet), Anne-Marie Mai (Syddansk Universitet), Søren Pold (Aarhus Universitet), Søren Schou (Roskilde Universitetscenter), Lars-Åke Skalin (Örebro Universitet), Anders Troelsen (Aarhus Universitet), Jacob Wamberg (Aarhus Universitet), Martin Zerlang (Københavns Universitet). Redaktører K&K116 Devika Sharma og Christian Dahl Kontakt redaktion@kulturogklasse.dk unipress@au.dk Redaktionssekretær: Anya Aarenstrup K&K Kultur og Klasse nr. 116, 41. årgang Forfatterne og Aarhus Universitetsforlag 2013 Tilrettelægning og omslag: Jørgen Sparre Ebogsproduktion: Narayana Press ISBN Aarhus Universitetsforlag Udgivelsen er støttet af Det Frie Forskningsråd Kultur og Kommunikation, V. Gieses Legat og Nordic Board for Periodicals in the Humanities and Social Sciences NOP-HS.

5 K K&Indhold Forord 11 Raymond Williams Følelsesstrukturer 17 Frederik Tygstrup Affekt og rum 33 Dennis Meyhoff Brink Dantes litterære atmosfærologi 49 Christian Dahl Lidenskab for krop og sjæl Corneilles le Cid (1637) i følelseshistorisk belysning 63 Annette Thorsen Vilslev Bevidsthed i bevægelse Om den japanske forfatter Natsume Sōsekis sansebevidsthed 77 Peter Simonsen Lykken på førtidspension Velfærdsstat og affektiv mobilitet i Jens Blendstrups Gud taler ud 89 Devika Sharma Privilegiets problem Mellem den humanitære og den kyniske fornuft

6 103 Isak Winkel Holm Uretfærdighedsstemning Poetisk uretfærdighed i Gustave Flauberts Et enfoldigt hjerte 121 Lilian Munk Rösing Strindbergs vrede stemme 135 Mikko Turunen Det semantiskt gemensamma området som analysmedel för metaforiska uttryck 153 Helle Porsdam & Mia Rendix Digital humanities humanioras fremtid? 173 Anmeldelser 174 Jon Helt Haarder Selvfremstilling nu også gennem andre og andet 177 Jørn Erslev Andersen Artificiel autenticitet 181 Kim West Det mångtydiga allkonstverket 185 Om forfatterne

7 FORORD Kulturvidenskaberne og kunstfagene interesserer sig i stadig højere grad for kultur forstået som affektive fællesskaber, og vi har i flere år kunnet iagttage fremkomsten af en ny kulturkritik, som undersøger de affektive strukturer, der kulturelt forbinder os og regulerer vores samkvem. Mange veje har ført til denne såkaldte affektive vending i kulturvidenskaberne. Nogle har med videnskabelige opdagelser og udfordringer at gøre, andre med nyere historiske og sociale erfaringer. Det virker således som en rimelig betragtning, at vi i dag i højere og højere grad mobiliseres, ikke mindst som forbrugere, via forskellige former for affektiv interpellation. Affektstudiet kan i dag synes for heterogent og for vidt forgrenet til overhovedet at kunne kortlægges som et studie; hver fagdisciplin har tilsyneladende sin foretrukne forståelse af, hvad affektivitet er, og af hvorfor dette noget så i øvrigt er relevant at beskæftige sig med. Men selv i dette vidtfavnende forskningsfelt er det muligt at fremhæve fælles interesser og berøringsflader. For en overordnet betragtning er det således affektstudiernes ærinde at forstå følelser, stemninger og atmosfærer som sociale fænomener med bestemte historiske forudsætninger og bestemte politiske virkninger. Et oplagt sted at begynde en introduktion til affektstudier i netop nærværende tidsskrift, hvis tradition for marxistisk kulturanalyse jo lurer bag akronymet K & K (tidligere Kultur og Klasse), er Raymond Williams berømte essay Structures of Feeling fra bogen Marxism and Literature (1978). I essayet advarer Williams mod de kulturhistoriske begrænsninger, der ligger i den ideologikritiske kulturanalyse, som han beskylder for at forstå og fremstille kulturen gennem fikserede analytiske former ( det subjektive, det personlige ) snarere end gennem dens empiriske fremtrædelse. Ideologien er allerede formet, når den træder frem, men hvis vi vil forstå dens tilblivelse, skal vi kigge efter, hvad Williams kalder kulturens følelsesstrukturer, som er emergente, kollektive og æstetiske. Følelsesstrukturer er hverken ideologi eller tidsånd, men tæt forbundet med disse. Mens ideologikritikken og den åndshistoriske litteraturkritik er tilbøjelige til at fremstille litteraturen som en afspejling af den historiske udvikling, søger Williams med sit begreb om følelsesstrukturer at åbne for en måde at undersøge, hvordan kunst og kultur selv producerer historisk forandring ved at påvirke måden, vi erfarer vores omverden på. Som eksempel på dette nævner Williams, hvordan Charles Dickens og Emily Brontë i deres romaner udtrykker en følelsesstruktur,

8 6 K&K Kultur&Klasse der ikke kan reduceres til tidens ideologi, men snarere kalder på skabelsen af en ny. I tidlig victoriansk ideologi blev social skrøbelighed i form af fattigdom eller ufrihed forbundet med deroute eller exces, men følelsesstrukturerne hos Dickens og Brontë røber følelsen af udsathed og isolation som et alment vilkår i det victorianske samfund, som også har greb om de privilegerede. Denne erfaring var en betingelse for ideologisk og social forandring. Med begrebet følelsesstruktur vil Williams altså indkredse et niveau i den kulturelle aktivitet, som dårligt lader sig forstå, hvis man ved kultur alene forstår bestemte verdensanskuelser, institutioner, begivenheder eller hovedværker. I den henseende er den lille tekst ikke enestående i Williams arbejde, snarere vidner den om Williams radikale vilje til at tænke kultur som konstituerende for social praksis. Almindeligvis antager vi, at det sammenrend af affektive impulser, som udgør sociale erfaringer, imens de erfares, er private og vilkårlige i forhold til institutioner og andre etablerede sociale formationer. Men det er netop dette diffuse niveau af virkeligheden, Williams interesserer sig for i essayet: Vi taler om karakteristiske elementer som impuls, beherskelse og tone, specifikt affektive elementer af bevidsthed og relationer. Tilsammen danner disse affektive elementer en struktur, en bestemt kulturel konfiguration af det affektive materiale. Forandringer i følelsesstrukturerne er ikke bare symptomer på sociale forandringer, de er sociale forandringer, og som sådan behøver de ikke afvente definition og klassifikation for at kunne udøve håndgribeligt pres og sætte reelle grænser for erfaring og handling, som Williams formulerer det. To indsigter altså, som begge reflekteres i den samtidige affektforskning: For det første, at følelser og affekter kan begribes som kulturelle fænomener, og for det andet, at de derfor ikke er overbygningsfænomener i marxistisk forstand, men netop sociale strukturer. Williams essay, som vi her har valgt at oversætte, er fåmælt og elliptisk, åbent for fortolkning. Men dets påstand om den kulturelle følelsesstruktur som en blind vinkel i den ideologikritiske kulturanalyse, der skjuler ideologiens tilblivelse og forandring, har vundet genklang i de senere år blandt kulturforskere, som i lyset af så forskellige forskningsfelter som kønsstudier, nyhistorisme, fænomenologi, humangeografi og adfærdspsykologi er optaget af at genopfinde ideologikritikken ved at udvide dens analyseredskaber og fokus, ikke mindst i bestræbelsen på at undersøge det affektive påvirkningsforhold mellem kunst og kultur. Konstitution og kritik Det er ikke overraskende, at forestillingen om, at følelser og erfaringer indgår i materielle historiske processer, har haft stærk resonans inden for den feministiske kulturteori, som den formuleres af blandt andre Judith Butler, Sara Ahmed og Lauren Berlant. Tæt på en williamsk forståelse af følelsesstrukturer er fx amerikanske Lauren Berlant, når hun i sin seneste bog indkredser en følelsesstruktur, som hun kalder cruel optimism. Ligesom Williams betragter Berlant samtiden som et historisk fænomen, der først viser sig for os affektivt. Med formuleringen grusom

9 Forord 7 optimisme refererer Berlant til en aktuel kollektiv oplevelse (i Vesten) af at være følelsesmæssigt investeret i objekter og projekter, som slet ikke gør os noget godt, herunder først og fremmest nogle bestemte forestillinger om det gode liv. Når Berlant er relevant at nævne i denne sammenhæng, er det ikke mindst, fordi hun i sin analyse af den grusomme optimisme følger Williams forslag om at studere de kulturelle følelsesstrukturer i æstetiske former og genrer. Lauren Berlants bog Cruel Optimism er et udmærket eksempel på en affektanalyse, der særligt fremhæver affekternes konstitutive funktioner. Den følelsesstruktur, Berlant interesserer sig for, beskrives ikke som et symptom på en dybereliggende ideologisk aktivitet, der har forkrøblet den gode optimisme; de afficerede subjekter beskrives ikke som symptomer på økonomisk eller politisk ulighed og den grusomme optimismes objekter beskrives ikke som undertrykkende fænomener. Affektanalyse findes imidlertid også i en version, hvor det særligt er affekternes kritisable funktioner, der fremhæves. Disse to tilgange udelukker vel at mærke ikke hinanden. Den mere kritiske version af affektanalysen tager gerne afsæt i en beskrivelse af, hvordan de individuelle og kollektive følelser i dag manipuleres og instrumentaliseres i den politiske sfære, i arbejdslivet og i forbrugskulturen. Et eksempel kunne her være canadiske Brian Massumis analyse af den forebyggende logik, som har været kendetegnende for særligt amerikansk politisk retorik og krigsførelse i det seneste årti. Det karakteristiske ved den forebyggende logik er, foreslår Massumi, at den er affektivt funderet: Det er følelsen af en (terror)trussel, der gør truslen til en legitim genstand for politikken. En trussel, der aldrig materialiserer sig og ikke ville kunne have materialiseret sig, er ikke mindre virkelig af den grund, for frygten er et affektivt faktum. Uafhængig af empiriske kendsgerninger legitimerer den følte tilstedeværelse af en trussel de forebyggende politiske handlinger. Massumis analyse peger altså på følelserne som en form for animationsteknik i samtidens politiske virkelighed: Det, der ikke er virkeligt, er alligevel virkeligt, hvis det føles virkeligt. Michael Hardt og Antonio Negris beskrivelse i henholdsvis Empire og Multitude af affektive produktionsformer, affective labor, er et prægnant eksempel på en kulturanalyse, der fremhæver affekternes fremtrædende rolle i organiseringen af arbejdet. Gældende for fx kabinepersonale, sosu-assistenter, fast food-arbejdere og sexarbejdere er det, at meget af deres arbejde består i at producere eller manipulere affekter, altså en særlig form for immaterielt arbejde. Den affektivt organiserede produktion er kendetegnet ved at involvere både krop og sjæl, fornuft og følelse. Det centrale i Hardt og Negris analyse er ikke bare, at det affektive arbejde involverer nye og intensiverede former for udnyttelse af de menneskelige ressourcer ved i højere grad end tidligere at tage selve livet som sit råstof. Fremkomsten af nationale og globale affektive økonomier giver også mulighed for nye affektive fællesskaber og politisk organisering af solidaritetsbevægelser.

10 8 K&K Kultur&Klasse Affektteori Mens Raymond Williams i Structures of Feeling påfaldende nok ikke rigtigt interesserer sig for følelsesfilosofi, står forskellige filosofisk-teoretiske forsøg på yderligere at bestemme følelsernes kropslighed, deres fornuftighed og deres egentlige sted centralt i den aktuelle affektforskning. Trods omfattende kliniske affektstudier de senere år er der grundlæggende forskelle i den teoretiske forståelse af affekternes kognitive og somatiske betydning forskelle der kan spores helt tilbage til Platon og Aristoteles divergerende opfattelser af, om følelserne er rationelle eller ej. Kognitive affektteorier som den aristoteliske vil betone følelsesreaktioner som kognitive vurderinger (Richard Lazarus, Martha Nussbaum). Frygten er en vurdering af fare, begrundet eller ej, som tvinger os til at reagere. Andre teorier betoner affekterne som en liden (pathos, passio), der er mere eller mindre fornuftsuafhængig, kropslig og ofte en kilde til manipulation. Den kognitive og den kropslige affektteori har hver sin berettigelse, som det vil fremgå af et eksempel fra William James' psykologi, som Sara Ahmed har diskuteret mere indgående, end vi kan gøre her. Et barn møder i skoven en bjørn, bliver forskrækket og flygter hjem. Barnets frygt kan forstås som en rationel vurdering af en truende fare: ved sin frygt erkender barnet bjørnen som farlig og reagerer rationelt på sin erkendelse. Men hvorfra ved barnet overhovedet, at bjørnen er farlig og ikke hyggelig som en bamse? Følelser er ikke reaktioner på objektive forhold, men på vores perception af disse (Descartes), og sandsynligvis er barnets opfattelse af bjørnen som et farligt og frygteligt dyr tillært. Vurderingen af bjørnen er kulturelt og historisk indkodet, men samtidig kropslig og nærmest automatisk. Frygten huserer, som Ahmed siger, ikke i barnet selv (og slet ikke i bjørnen), snarere er den relationel, eller som den amerikanske psykolog Silvan Tomkins siger: smitsom. Følelser smitter; de er kropslige og må forstås som et transindividuelt system af impulser, der er mere primært end drifterne (jf. Eve Kosofsky Sedgwick og Adam Franks introduktion til Tomkins arbejde i Shame and Its Sisters: A Silvan Tomkins Reader). I samme tråd finder man Gilles Deleuzes indflydelsesrige fortolkning af Baruch Spinozas beskrivelse af affekter som intensiteter, der knytter an til kropslige tilstande og forandringer i disse tilstande. Hvor funktionalister betoner følelsernes nytte for vores evne til at træffe hurtige beslutninger, peger Deleuze og Tomkins akkurat som Platon på affekterne som fornuftsuafhængige og forførende impulser. For Ahmed tjener eksemplet med barnet og bjørnen som model for, hvordan fremmedfrygt (udskift bjørnen med en mørklødet mand) tillæres gennem afsmitning. Affekternes smitsomme natur forklarer, hvorfor især kulturteoretikere med baggrund i ideologikritikken og den kritiske teori bekymrer sig om den menneskelige affektivitet som kilde til forførelse. Det er dog ikke givet, som mange kulturkritiske affektstudier ellers antager, at vores affektive vurderinger altid er ukontrollerede, fordomsfulde og forførte. Psykologen og nobelprisvinderen Daniel Kah nemann hævder således på baggrund af omfattende kliniske undersøgelser, at den menneskelige fornuft opererer som

11 Forord 9 to gensidigt vekslende systemer, hvoraf det ene er hurtigt og reaktivt, det andet langsomt og analytisk, og evnen til at handle rationelt beror på evnen til at veksle mellem begge systemer. På samme måde tilgår vi både vores følelser reaktivt og analytisk (Spinoza). Når barnet igen får lyst til en skovtur, kan det jo være, at det begynder at overveje sin frygt for bjørne. Med dette nummer af K&K har vi ønsket yderligere at styrke den nordiske interesse for affekternes relevans for litteratur- og kulturanalyse, men temanummeret er ikke et partsindlæg i de teoretiske diskussioner om, hvad affektivitet egentlig er. Artikelbidragene abonnerer således ikke på en bestemt definition af affektstudiets genstand, om end flere af artiklerne opruller bidder af begrebshistorien. For eksempel beskriver Frederik Tygstrup, hvordan forskellige grammatikker for beskrivelsen af det affektive henholdsvis affekt og følelse forholder sig til spørgsmålet om affekternes sted: Er affekterne i os, eller er vi i affekterne? Tygstrup diskuterer affektivitet som et relationelt, rumligt fænomen, idet han med afsæt i romaner af Don DeLillo og J.G. Ballard, analyserer hvordan bestemte byrum disponerer os til at handle i overensstemmelse med bestemte, overlejrede affektstrukturer. Samme betoning af affekterne som relationelle forekomster i rum finder man i Dennis Meyhoff Brinks udredning af den affektive atmosfærologi, der behersker Dantes Helvede, hvor termodynamiske kræfter synes at relegere underverdenens syndere til bestemte steder og sindstilstande, som Brink diskuterer med afsæt i nyfænomenologiske tænkere som Gernot Böhme og Hermann Schmitz. Mens Tygstrups og Brinks bidrag diskuterer affektivitet som et kollektivt, rumligt forhold, fokuserer andre bidrag på historiske forandringer i forståelsen af menneskelig affektivitet. Christian Dahl diskuterer med udgangspunkt i Corneille og Descartes den forståelse af lidenskaben som en mekanisk, selvstændig kraft, som ligger bag den franske klassicismes virkningspoetik, mens Annette Vilslev Thorsen i en helt anden ende af litteraturhistorien præsenterer den store japanske modernistiske forfatter Natsume Sōsekis karakteristiske, kropsnære stream-ofconsciousness som et resultat af forfatterens store interesse for følelsespsykologiens landvindinger i det tidlige 20. århundrede. Begge artikler demonstrerer således, at affektteori ikke er noget nyt fænomen, men har haft litteraturhistorisk betydning for udvikling af så forskellige litterære fænomener som klassicistisk teater og stream-of-consciousness. Andre bidrag fokuserer på vor egen kulturs affektive økonomi, på hvad man kunne kalde velfærdsstatens affektive strukturer. Peter Simonsen diskuterer den danske forfatter Jens Blendstrups hovedværk, Gud taler ud, i lyset både af den kritiske litteratur om lykken som en pligt i senmoderniteten (Bruckner, Ahmed, Bauman) og af den omsiggribende lykkeforskning, der angiveligt med stedse større evidens kan påvise, at danskerne er verdens lykkeligste folk. Blendstrups roman synliggør, foreslår Simonsen, hvordan velfærdsstaten organiserer, men ikke garanterer, individets lykke. Devika Sharma indkredser en anden af senmodernitetens fremtrædende følelsesstrukturer, der har at gøre med vores vestlige selvforståelse

12 10 K&K Kultur&Klasse som globalt privilegerede. Privilegiets problem kalder Sharma denne ambivalente følelsesstruktur og holder den op imod humanitær ideologi og humanitære følelser, herunder ikke mindst medlidenheden. Flere af bidragene forholder sig til den amerikanske æstetikteoretiker Sianne Ngai. I bogen Ugly Feelings beskæftiger Ngai sig med små, grimme følelser, fx misundelse og irritation, som for Ngai at se er særligt gode til at diagnosticere sociale situationer, hvor vi ikke lever op til et givent følelsesimperativ. Det aspekt af Ngais arbejde, som bidragene af henholdsvis Isak Winkel Holm og Lilian Munk Rösing forholder sig til, er dog snarere hendes diskussion af tonen som litteraturanalytisk begreb. Winkel Holm undersøger fremstillingen af uretfærdighed i Gustave Flauberts sene novelle Et enfoldigt hjerte : Hvilken type uretfærdighed gennemlyses i novellen og hvordan? Winkel Holms forslag er, at uretfærdigheden hos Flaubert må forstås som en særlig sansekvalitet den hverken tematiseres eller føles som en utvetydig affektiv påvirkning af læseren. Hvis Flaubert yder sin hovedperson retfærdighed, er det derfor sansemæssig retfærdighed snarere end poetisk retfærdighed. Med afsæt i en tekstanalytisk sondring mellem stemme (Horace Engdahl) og tone (Ngai) analyserer Munk Rösing vreden som en affektiv kvalitet ved stemmen i August Strindbergs En dåres forsvarstale. Her er skriftstemmen skiftevis rasende, hadefuld, tilbedende, bitter og paranoid, og tekstens tone er netop selve denne febrilske følelsesmæssige omskiftelighed, som, foreslår Munk Rösing, ryster fallokratiets affektive infrastruktur. God fornøjelse! Devika Sharma og Christian Dahl

13 Aarhus Universitetsforlag K&K Kultur&Klasse 116 Vol Pages RAYMOND WILLIAMS FØLELSESSTRUKTURER 1 OVERSAT AF MORTEN VISBY KEYWORDS feelings, culture, society, ideology. I de fleste beskrivelser og analyser udtrykkes kultur og samfund i en slags vanebunden datid. Den største hindring for erkendelsen af menneskets kulturelle aktivitet er denne umiddelbare og regelmæssige forvandling af erfaring til slutprodukter. Hvad der er ganske forsvarligt som et led i bevidst historieskrivning, hvor mange handlinger under visse forudsætninger kan opfattes som definitivt afsluttede, bliver imidlertid vanemæssigt overført, ikke alene på fortidens altid bevægelige substans, men også på samtiden, hvorved livets aktuelle relationer, institutioner og formationer, som vi stadig tager aktivt del i, konverteres til færdigformede helheder snarere end formende og udformende processer. Analysen centreres om relationerne mellem disse producerede institutioner, formationer og erfaringer, således at der nu ligesom i den afsluttede fortid kun eksisterer faste, eksplicitte former, og således at det levende nærvær altid per definition fortoner sig. Når vi begynder at forstå, hvor fremherskende denne procedure er, og forsøger at studere dens væsen og om muligt overskride den, kan vi udvikle nye forståelser af den adskillelse af det sociale fra det personlige, som er så stærk og styrende en kulturel modus. Hvis det sociale altid er fortidigt i den forstand, at det altid er formet, er vi netop nødt til at finde andre termer for den ubestridelige erfaring af nutid: ikke alene den temporale nutid, realiseringen af dette eller hint nu, men også den aktuelle værens specificitet, det uomgængeligt fysiske, hvori vi naturligvis kan skelne og erkende institutioner, formationer og positioner, blot ikke altid som faste, afgrænsede produkter. Og hvis det sociale er det faste og eksplicitte de kendte relationer, institutioner, formationer, positioner bliver alt, hvad der er nutidigt og i bevægelse, alt, hvad der unddrager sig eller synes at unddrage sig det fastlagte og eksplicitte, begrebet og defineret som det personlige: dette, her, nu, levende, aktivt, subjektivt. Der er endnu en distinktion, der gør sig gældende i den forbindelse. Fordi også tænkningen beskrives i samme vanebundne datid, er den faktisk så forskellig, i sine eksplicitte og afsluttede former, fra størstedelen af eller ligefrem alt det, vi her og nu kan erkende som tænkning, at vi modstiller den med mere aktive, mere fleksible og mindre singulære termer bevidsthed, erfaring, følelse blot for straks efter at se selv disse termer tendere mod faste, finitte former. Pointen er især relevant for kunstværker, som i en vis forstand vitterlig er eksplicitte og afsluttede former 1 Structures of Feeling is a chapter from Marxism and Literature. Oxford: Oxford University Press, 1977.

14 12 K&K Kultur&Klasse konkrete objekter i billedkunsten og objektiverede konventioner og notationer (semantiske figurer) i litteraturen. Det er ikke blot det, at vi for at fuldbyrde deres iboende proces må aktualisere dem gennem specifikt aktive læsninger det er også det, at selve fremstillingen af kunst aldrig foregår i datid. Den vil altid være en formgivningsproces i en specifik nutid. Realiteten og ligefrem forrangen af disse forskellige og specifikke nutider og processer er blevet forfægtet og vindiceret i forskellige historiske momenter og på signifikant forskellige måder, ligesom de naturligvis hele tiden leves i praksis. Men de bliver ofte forfægtet som former, der i sig selv strides med andre kendte former: det subjektive som forskelligt fra det objektive, erfaring over for antagelse, følelse over for tanke, det umiddelbare over for det generelle, det personlige over for det sociale. Den ubestridelige magtposition, der tilkommer de to store moderne ideologiske systemer det æstetiske og det psykologiske er paradoksalt nok afledt af netop denne forståelse af det øjeblikkelige og det processuelle, hvor først erfaring og umiddelbar følelse og dernæst subjektivitet og personlighed generaliseres og gensamles på ny. Over for disse personlige former er de ideologiske systemer af faste sociale generaliseringer, af kategoriske produkter, af absolutte formationer, relativt magtesløse inden for deres specifikke dimension. Det gælder især én fremherskende marxistisk strømning, som netop har for vane at misbruge det subjektive og det personlige. Det er imidlertid reduktionen af det sociale til faste former, der forbliver den grundlæggende fejl. Det sagde Marx ofte, og nogle marxister citerer ham for det hvorefter de rigidt vender tilbage til de faste former. Som så ofte ligger fejlen i, at man misforstår analytiske termer som substantielle termer. Man taler således om et verdenssyn eller en dominerende ideologi eller om et klasseperspektiv, ofte med for så vidt fyldestgørende belæg, men som led i denne regelmæssige glidning mod datid og faste former antager man eller ved man end ikke, at man må antage at disse størrelser eksisterer og leves specifikt og definitivt i singulære og åbne former. Det er muligt, de døde kan reduceres til faste former, selvom de vidnesbyrd, de har efterladt sig, taler imod det. De levende derimod kan ikke reduceres, i hvert fald ikke i første person ental anderledes forholder det sig med levende tredjepersoner. Alle de kendte kompleksiteter, de erfarede spændinger, skift og uvisheder, de intrikate former for ujævnhed og forvirring, modarbejder reduktionen og i forlængelse heraf snart også samfundsanalysen som sådan. Sociale former accepteres ofte som generaliseringer, men udelukkes ofte hånligt fra nogen som helst relevans for denne umiddelbare og konkrete betydning af væren. Og på baggrund af de abstraktioner, der dannes gennem denne udelukkelsesakt den menneskelige forestillingsevne, den menneskelige psyke, det ubevidste og deres respektive funktioner i kunst, mytologi og drømme udvikles der mere eller mindre hurtigt nye, forskudte former for samfundsanalyse og social kategorisering, som overtrumfer alle specifikke sociale vilkår. Sociale former er åbenlyst lettere genkendelige, når de er artikulerede og eksplicitte. Det fremgår af spektret fra institutioner til formationer og traditioner. Det fremgår igen af spektret fra dominante tros- og uddannelsessystemer til ind-

15 Raymond Williams Følelsesstrukturer 13 flydelsesrige forklarings- og argumentationssystemer. Alle disse er reelt præsente. Mange er formede og intenderede, og nogle er ret fastlagte. Men når de alle er blevet identificeret, udgør de ikke en fuldstændig beskrivelse af den sociale bevidsthed end ikke i simpel forstand. For de bliver først til social bevidsthed, i det øjeblik de leves, aktivt, gennem virkelige relationer, som er andet og mere end systematiske udvekslinger mellem faste størrelser. Selvom al bevidsthed er social, udfolder bevidsthedsprocesserne sig ikke kun mellem, men også i relationen og det relaterede. Og denne praktiske bevidsthed er altid mere end en håndtering af faste former og enheder. Der vil ofte være et spændingsforhold mellem den overleverede fortolkning og den praktiske erfaring. Hvor denne spænding kan gøres direkte og eksplicit, eller hvor en alternativ fortolkning er tilgængelig, da befinder vi os stadig inden for en dimension af relativt faste former. Men spændingen har ofte karakter af en forlegenhed, en belastning, en forskydning, en latens: Den bevidste sammenlignings øjeblik er endnu ikke indtruffet, ofte er det end ikke undervejs. Og sammenligning er på ingen måde den eneste proces, om end den er særdeles magtfuld og væsentlig. Der er erfaringer, som de faste former slet ikke sætter i tale som de faktisk overhovedet ikke anerkender. Der er vigtige blandingserfaringer, hvor den forhåndenværende betydning ville gøre del til helhed eller helhed til del. Og selv i de tilfælde, hvor form og respons kan synes at stemme overens uden nævneværdige problemer, selv da kan der være kvalifikationer, forbehold og indikationer andetsteds: Det, overensstemmelsen forekom at bilægge, klinger igennem andetsteds. Praktisk bevidsthed er næsten altid anderledes end officiel bevidsthed, og det er ikke kun et spørgsmål om frihed og kontrol. Praktisk bevidsthed er det, der reelt leves, og ikke kun det, der tænkes at blive levet. Og dog er det ikke tavshed, der er det konkrete alternativ til de overleverede og producerede faste former, ikke fraværet, det ubevidste, som den borgerlige kultur har mytologiseret det. Det er derimod en slags følelse og tænkning, som ganske vist er social og materiel, men begge dele i en embryonisk fase, inden den kan blive til fuldt artikuleret og defineret udveksling. Relationerne til det allerede artikulerede og definerede bliver da exceptionelt komplekse. Denne proces kan iagttages direkte i et sprogs historie. Til trods for de betydelige og på visse niveauer afgørende kontinuiteter i grammatik og vokabular, taler ingen generation helt samme sprog som den foregående. Forskellen kan defineres som et spørgsmål om tilføjelser, afviklinger og modifikationer, men det er ikke udtømmende. Hvad der virkelig ændrer sig, er noget ret generelt, over et bredt spektrum, og den beskrivelse, der ofte passer bedst på forandringen, er det litterære begreb stil. Det er altså en generel forandring snarere end en række bevidste valg, om end man kan udlede såvel valg som effekter af den. Tilsvarende former for forandring kan iagttages i adfærdsformer, klædedragt, arkitektur og andre former for socialliv. Det er et åbent spørgsmål eller rettere en række specifikke historiske spørgsmål hvorvidt den ene eller den anden gruppe har været dominerende eller indflydelsesrig i forbindelse med disse forandringer, eller om de snarere er resultatet af en langt mere generel interaktion. For det, vi definerer

16 14 K&K Kultur&Klasse her, er en særlig kvalitet ved social erfaring og relationsdannelse, som er historisk distinkt fra andre særlige kvaliteter, hvilket giver sig udslag i fornemmelsen af en bestemt generation eller periode. Relationerne mellem denne kvalitet og de øvrige historisk specifikke udtryk for ændrede institutioner, formationer og antagelser og, bag om disse, de skiftende sociale og økonomiske relationer mellem og i klasser, er igen et åbent spørgsmål, dvs. en række specifikke historiske spørgsmål. Den metodologiske konsekvens af en sådan definition er imidlertid, at de specifikke kvalitative forandringer ikke antages at være ledsagefænomener til de forandrede institutioner, formationer og antagelser eller blot sekundære vidnesbyrd om forandrede sociale og økonomiske relationer mellem og i klasser. Samtidig opfattes de allerede i udgangspunktet som social erfaring og ikke som personlig erfaring eller som samfundets rent overfladiske eller tilfældige småforandringer. De er sociale i to henseender, der adskiller dem fra reducerede betydninger af det sociale forstået som det institutionelle og det formelle: For det første i den henseende, at de er forandringer i nutid (hvilket er indlysende, mens de leves, men efterfølgende er det stadig deres substantielle karakteristikum), og for det andet i den henseende, at selvom disse kvalitative forandringer er emergente eller præ-emergente, behøver de ikke afvente definition, klassifikation eller rationalisering for at kunne udøve håndgribeligt pres og sætte reelle grænser for erfaring og handling. Sådanne forandringer kan defineres som forandringer i følelsesstrukturer. Det er en vanskelig term at arbejde med, men følelse vælges for at fremhæve forskellen til mere formelle begreber som verdensanskuelse eller ideologi. Det er ikke bare, at vi må overskride de formelle og systematiske antagelser, selvom vi selvfølgelig også altid må påregne det. Det er snarere det, at vi er optaget af betydninger og værdier, sådan som de leves og føles aktivt, og relationerne mellem disse betydninger og værdier og de formelle eller systematiske antagelser er i praksis variable (herunder historiske variable) over hele spektret fra formelt samtykke kombineret med privat dissens til mere nuancerede former for interaktion mellem udvalgte og fortolkede antagelser og udøvede og motiverede erfaringer. En alternativ definition kunne være erfaringsstrukturer: I en vis forstand en bredere og bedre betegnelse, men med det problem, at erfaring i en af sine betydninger er kendetegnet ved den samme datid, som er den største forhindring for erkendelsen af det pågældende område af den sociale erfaring. Vi taler om karakteristiske elementer som impuls, beherskelse og tone, specifikt affektive elementer af bevidsthed og relationer ikke følelse modsat tanke, men følt tænkning og tænkt følelse den praktiske bevidsthed her og nu, i levende og indbyrdes forbundet kontinuitet. Vi definerer derpå disse elementer som en struktur : som et sæt, med specifikke indre relationer, der på én gang er tæt sammenknyttede og indgår i indbyrdes spændingsforhold. Men vi definerer også en social erfaring, der stadig er i proces, og ofte faktisk endnu ikke er erkendt som social, men antages at være privat, idiosynkratisk og decideret isolerende. For en analytisk betragtning (men ellers kun sjældent) har den sociale erfaring imidlertid sine emergente, forbindende, dominante karakteristika og ligefrem specifikke hierarkier. Disse er ofte lettere at genkende i en senere fase, hvor de (som det ofte sker)

17 Raymond Williams Følelsesstrukturer 15 er blevet formaliseret, klassificeret og i mange tilfælde indbygget i institutioner og formationer. På det tidspunkt stiller sagen sig anderledes: En ny følelsesstruktur vil som regel allerede være under dannelse i den sande sociale nutid. Metodologisk er en følelsesstruktur altså en kulturel hypotese, som helt konkret er afledt af forsøg på at forstå sådanne elementer og deres forbindelser i en generation eller en periode og derfor altid må føres tilbage, interaktivt, til sådanne vidnesbyrd. Det er i udgangspunktet ikke helt så enkelt som mere formelt strukturerede hypoteser om det sociale, men det er mere adækvat i forhold til det reelle spektrum af kulturelle vidnesbyrd, og det gælder ikke kun historisk, men i endnu højere grad (og med større prægnans) i vores aktuelle kulturproces. Hypotesen har særlig relevans for kunst og litteratur, hvor det sande sociale indhold i et betydeligt antal tilfælde er af denne affektive og nutidige art, som ikke uden tab kan reduceres til trossystemer, institutioner eller eksplicitte generelle relationer, om end dette indhold meget vel kan indbefatte alle disse ting som levede og erfarede elementer, med eller uden spænding. Indholdet indbefatter nemlig tydeligvis også elementer af social og materiel (fysisk eller naturlig) erfaring, som ligger uden for eller ikke er dækket eller kun delvist er dækket af de systematiske elementer, der kan erkendes i andre sammenhænge. Den umiskendelige tilstedeværelse af visse elementer i kunsten, som ikke er dækket af andre formelle systemer (selvom de i én modalitet kan reduceres disse), er den sande kilde til specialkategorier som det æstetiske, kunsten og skønlitteraturen. På den ene side må vi anerkende disse elementers specificitet (og hilse dem velkommen) specifikke følelser, specifikke rytmer men på den anden side må vi finde måder, hvorpå vi kan anerkende deres specifikke socialitet og derved forhindre den ekstraktion fra den sociale erfaring, som overhovedet forudsætter en kategorisk (og dybest set historisk) reduktion af den sociale erfaring som sådan. Vi er således ikke kun optaget af genskabelsen af det sociale indhold i sin fulde betydning, dvs. forstået som en generativ umiddelbarhed. Forestillingen om en følelsesstruktur kan specifikt relateres til de formelle og konventionelle vidnesbyrd semantiske figurer som ofte er blandt de allerførste indikationer, i kunst og litteratur, på, at en sådan ny struktur er under dannelse. [ ] I kulturteoretisk sammenhæng kan man på den måde definere kunstneriske og litterære former og konventioner som elementer, der ubestrideligt indgår i en social, materiel proces, ikke afledt af andre sociale former eller for-former, men som en specifik social formation, der for sit vedkommende kan betragtes som artikulationen (ofte den eneste fuldt ud tilgængelige artikulation) af følelsesstrukturer, der som levende processer er genstand for langt bredere erfaring. Følelsesstrukturer kan defineres som sociale erfaringer i opløst tilstand i modsætning til andre sociale semantiske formationer, som er blevet udfældet og er mere indlysende og umiddelbart tilgængelige. Ikke al kunst, på ingen måde, knytter an til en samtidig følelsesstruktur. De effektuerede formationer af størstedelen af den aktuelle kunst knytter an til i forvejen manifeste sociale formationer, det være sig dominante eller residuale, og følelsesstrukturen, som opløsning, knytter primært an til emergente formationer (om end ofte i form af modifikationer eller forstyrrelser

18 16 K&K Kultur&Klasse af ældre former). Ikke desto mindre er denne specifikke opløsning aldrig blot et rent flux. Den er en struktureret formation, som, fordi den er grænsende til semantisk utilgængelig, har mange af de samme karakteristika som en præ-formation, indtil der begynder at aftegne sig specifikke artikulationer nye semantiske figurer i den materielle praksis: Det sker faktisk ofte på relativt isolerede måder, som først senere viser sig at udgøre en signifikant (minoritets-)generation, hvilket igen ofte vil være den generation, der knytter substantielt an til forgængerne. Det er således en specifik struktur med bestemte koblinger, bestemte fremhævninger og udeladelser og bestemte udgangspunkter og konklusioner, som ofte er dens mest genkendelige former. Den tidlige victorianske ideologi specificerede for eksempel de lidelser, der skyldtes fattigdom, gæld eller uægte fødsel som sociale svigt eller afvigelser, hvorimod den senere følelsesstruktur i de nye semantiske figurer hos Dickens, Emile Brontë og andre specificerede lidelse og isolation som generelle vilkår, hvor fattigdom, gæld og uægte fødsel kun er koblinger. En alternativ ideologi, der knytter sådanne lidelser sammen med karakteren af den sociale orden, blev først generaliseret senere: Den tilbød forklaringer, men nu med reducerede indre spændingsforhold, da den sociale forklaring var fuldt anerkendt, og intensiteten af den erfarede frygt og skam nu udbredt og generaliseret. Endelig er dette eksempel en påmindelse om den komplekse relation mellem differentierede følelsesstrukturer og differentierede klasser. Denne relation er stærkt historisk variabel. I England mellem 1660 og 1690 kan man for eksempel let skelne to følelsesstrukturer (henholdsvis blandt de slagne puritanere og ved det reetablerede hof), men ingen af de to følelsesstrukturer, hverken i litteraturen eller i nogen andre sammenhænge, kan reduceres til disse grupperingers respektive ideologier eller til deres formelle (og reelt komplekse) klasserelationer. Nogle gange kan opkomsten af en ny følelsesstruktur bedst knyttes an til fremvæksten af en ny klasse (England, ), men andre gange er det mere nærliggende at se en ny følelsesstruktur i relation til modsætninger, brud og mutationer inden for én og samme klasse (England, eller ), hvor en formation forekommer at bryde med sine klassenormer, selvom den bibeholder sin grundlæggende tilknytning, således at spændingen på én gang udleves og artikuleres gennem radikalt nye semantiske figurer. Alle disse eksempler ville kræve detaljeret uddybelse, men her drejer det sig, rent teoretisk, om hypotesen om en social formationsmodus, som er eksplicit og genkendelig i specifikke former for kunst og kan skelnes fra andre sociale og semantiske formationer i kraft af sin artikulation af præsens.

19 Aarhus Universitetsforlag K&K Kultur&Klasse 116 Vol Pages FREDERIK TYGSTRUP Lektor ved Institut for Kunst- og Kulturvidenskab, Københavns Universitet AFFEKT OG RUM AFFECT AND SPACE Emotional qualities are not only something that pertain to individual psychic lives, they are also to be found, as the saying goes, in the air, i.e. as atmospheres, shared collective experiences of events and places. However evident this insight may be, languages to describe such experiences are nonetheless quite rare, and most of them tend to simply apply the concepts of individual psychology to collective states of mind. The present article will suggest two closely related approaches to the understanding of atmospheric and collective emotional experiences. The first will develop the notion of affects and affectivity, as theorized by Gilles Deleuze and Félix Guattari in A Thousand Plateaus. The second approach will focus specifically on the spatial nature of such atmospheric and social affects. Profiting from the recent spatial turn in cultural studies, which has radically extended our understanding of space and enabled us to map spatial relations that go beyond the merely positional, the paper will highlight the affective component in the relational production of human space. Combining a more traditional phenomenological understanding of human space with contemporary mappings of social space, the article examines how geographic, social and existential relations are involved in the production of affects and, inversely, how the affective takes part in the production of social experiences of space. The endeavor is partly theoretical, discussing these conceptual moves, and partly draws on a number of literary and cinematic works in which important contemporary affective spaces are mapped and examined. KEYWORDS affect studies, cultural analysis, spatial turn, DeLillo, Ballard. I nogle sene kapitelstudier til den ufuldendte roman Manden uden egenskaber lader Robert Musil sin hovedperson skrive en lille afhandling om følelser i sin dagbog en lærd, men også essayistisk springende serie af refleksioner over, hvordan følelser dannes, hvordan man kan karakterisere følelsernes natur, hvordan man mon egentlig kan lokalisere følelser. På et tidspunkt noterer han følgende: Det tyske sprog siger: Jeg har vrede i mig, og det siger: jeg er i vrede. Det siger: jeg er vred, jeg føler mig vred, jeg føler vrede. Det siger: jeg er forelsket, og: jeg har forelsket mig. ( ) Disse forskelle i det sproglige billede af vores følelser ( ) spejles endnu i den moderne videnskabs idebygning ( ). Der er psykologiske doktriner, hvor jeget er en ultimativ vished, der kan erfares i enhver sjælelig bevægelse og i særdeleshed i følelsen. Og der er andre doktriner, der ser fuldstændig bort fra jeget og alene hæfter sig ved relationerne mellem forskellige udtryk som tilsynekomster i et kraftfelt, uagtet hvor de måtte stamme fra. (Musil 1978: 1160)

20 18 K&K Kultur&Klasse Denne skelnen mellem to måder at tale om følelser på som noget jeg har, eller som noget jeg er i er et godt udgangspunkt for en første kortlægning af den store interesse for følelser, der er dukket op i en række forskellige akademiske discipliner gennem det sidste tiår. Store dele af den samtidige forskning i følelsernes historie, følelsernes fænomenologi og følelsernes psykologi synes at falde inden for den første af de to kategorier, som Musil foreslår. De betragter følelser som noget, der eksisterer inden i et jeg og udgør bestemte egenskaber ved dette jeg, eller anderledes formuleret, betragter følelser som prædikater til et subjekt. Denne betragtningsmåde har den fordel, at den stemmer overens med vores hverdagslige selvforståelse: at der findes et jeg, der dels kan redegøre for sin egen placering og orientering i tid og rum, og dels kan reflektere over de reaktioner på denne placering, der opstår i selvets indre dimension. På denne baggrund kan man studere selvet i forskellige historiske situationer og dermed tegne et omrids af forskellige historiske måder at føle på. Vi kan se på, hvordan følelser farver og påvirker den subjektive opfattelse af ydre sansninger og andre stimuli. Og vi kan endda begynde at kortlægge fysiologiske symptomer og markører for enkelte følelser, som vi kategoriserer ud fra de måder, mennesker i en bestemt kulturkreds karakteriserer og omtaler deres følelser på. Ulempen ved denne model, selv om den er et effektivt udgangspunkt for at kortlægge følelser i overensstemmelse med historiske, pragmatiske eller psykologiske dimensioner, er imidlertid, at man kan komme til at overse, hvordan modellen selv har en tydelig historisk signatur. Når vi tænker følelsens grammatik som en måde at lægge et kvalitativt prædikat til et substantielt subjekt efter formlen NN føler XX har vi således formentlig at gøre med en udpræget moderne tænkemåde. Hvis blot jeg var en adelsmand, sådan udbryder Goethes Wilhelm Meister et sted længselsfuldt, og han forklarer: som adelig vil man altid fremstå på en særlig måde, i overensstemmelse med en nøje specificeret kode, mens borgeren bare er, hvem han er, i kraft af sine partikulære egenskaber. For aristokraten er følelsen et spørgsmål om, hvordan man fremstår (Schein), mens den for borgeren er et spørgsmål om den egne væren (Sein), den indre autenticitet. Goethes selvbevidste og nostalgiske borger kunne i denne henseende udmærket være genstand for Arnold Hausers uvenlige diagnose af den moderne følelsesfuldhed: Følsomheden er, på samme måde som individualismen, borgerens middel til at udtrykke sin åndelige uafhængighed i forhold til aristokratiet. Borgeren, der så længe havde været nedvurderet, kan nu spejle sig i sit eget åndelige liv og føle sig så meget mere betydningsfuld, når han med den yderste alvor betragter sine egne følelser, stemninger og indre rørelser. (Hauser 1953: 576) Ved at historisere følelsens grammatik på denne måde kan vi understrege, at ikke bare følelserne, men også den måde vi taler om dem på som kendsgerninger iagttaget i menneskets indre dimensioner, knytter sig til bestemte historiske og epistemologiske dispositioner og er konstrueret gennem specifikke former for historisk