Indledning! 7. Kapitel 1: En topografisk oversigt! 10

Transkript

1 1

2 2

3 Resume! 5 Forord! 6 Indledning! 7 Kapitel 1: En topografisk oversigt! 10 i. Den marxistiske arv og betingelserne for vidensproduktionen! 10 ii. Karl Marx den Sene! 10 iii. Marx s antropologi! 11 iii. Historisk materialisme! 12 iii. Den marxistiske videnskabsforståelse! 13 ii. Fukuyama - en ny verdensorden! 14 ii. Lyotard - performativ viden! 16 ii. En ny kontrakt mellem videnskab og samfund - en udfordring for videnskaben! 17 iii. Videnspolitiske modeller - før og nu! 18 iii. En rabiat dansk variant! 20 i. Videnskabsstudier! 21 ii. Videnskabssociologien! 21 iii. Det stærke program: postmodernisme, relativisme og social konstruktivisme! 23 iii. Alliancen mellem videnskabssociologien og videnspolitiske modeller! 24 ii. Videnskabsfilosofien! 25 iii. Filosofiske indvendinger mod videnskabssociologien! 27 ii. Det institutionelle niveau! 28 i. Steve Fuller! 29 iii. Epistemisk konstruktivisme! 30 iii. Republikanismen! 31 iii. Videnskabens rolle som samfundsinstitution! 32 ii. En humanistisk videnskabsteori?! 33 Kapitel 2: Uddannelse! 37 3

4 iii. Stipulationer og begrebsafklaring! 39 ii. En produktfikseret samfundsudvikling! 42 iii. Teorifikserede videnskabsstudier! 42 iii. Uddannelses rolle?! 44 iii. Konsekvenser for dansk humanistisk uddannelse! 45 i. En videnskabsteoretisk argumentation for betydningen af uddannelse! 48 ii. Videnskabens dialektik! 49 ii. Fullers uddannelsesprogram! 51 iii. Demokratisering! 53 iii. Kreativ destruktion af social kapital! 53 iii. En ontologisk udfordring for forskningen! 54 iii. Co-curriculum! 56 ii. Legitimeringspotentialet! 57 ii. Normativitet i uddannelse?! 58 iii. Problemer ved Fullers normativitet! 58 iii. Problemer ved Fullers uddannelsesprogram! 60 ii. Et realistisk modspil! 62 Kapitel 3: Et perspektiv på det aktuelle landskab! 65 ii. Studenter-maximer! 65 ii. En uheldig alliance! 66 ii. Kritik af det politiske, institutionelle niveau! 67 Kapitel 4: Konklusion! 70 Litteraturliste! 72 4

5 Resume The objective of this thesis is to provide a philosophically grounded argumentation for the importance of education in science. Science studies have since the end of Second World War argued about the relation between science and society. In these debates education has played a minor role, especially hold up against the rise of the mass university and the western societies need for qualified knowledge workers.! The humanities have in the dominating materialistic, economical determination extremely difficult to legitimize its existence and explain the role of humanities in todays society. Put together with humanistic education, which in Denmark is increaseingly popular among future students, there is an enormous research pond which only emphasizes the need for a critical, philosophical examination of humanistic education. In chapter one, I present a topographical framework wich, I shall argue, in marxistic terms determines the way we think of knowledge production in todays society. As a fruitful middleway between the two major traditions in science studies, social constructivism and realism, I examine Steve Fullers science programme and its emphasis on scientific knowledge as a public good.! Chapter two concentrates on education and argues for the central point of this thesis, the dialectic of science, which insists on a close connection between research and education, as in the humboldtian ideal. This is aided by Steve Fuller who, as a lonely figure within science studies, presents reflections on the effects and use of education to science and society. Creative destruction of social capital explains his strategy, as a way of using knowledge produced in teaching activities and as a fundament for the production of new knowledge for the research. In a broader frame the dialectic of science makes scientific knowledge a public good and keeps research in sync with what goes on in society. On the basis of Fullers programme I evaluate a discussion on normativity in education, where a knowledge based education is essentiel for the dialectic of science and has a close connection to the epistemic autority of science in society.! The last chapter, three, I bring perspectives to the contemporary situation by criticizing the negative alliance between students and the labor market and their influence on education towards what I call a competence derivative. For getting the dialectic of science to function it is a premise that it is knowledge based. That motivates my proposal of students maxims, which I will make some introducing stipulations to.! Finally, in the conclusion, I consider how humanistic education can contribute to the new conditions formed by information technologies. And in a broader context to the overall epochal marginalizing, polarizing and economically related events the western civilization is facing at the moment. This indeed points to a future meadow for the humanities. 5

6 Forord Specialets centrale omdrejningspunkt, studenterengagement, skal ses som en teleskopering af den synergieffekt jeg oplevede gennem mit engagement i arrangeringen af den tværfaglige- og institutionelle studenterkonference Suitable for Business, der undersøger hvordan humanister kan bidrage til samfundet 1. Som ansvarlig for tilrettelæggelsen af programmet inviterede jeg sidste forår Steve Fuller til at holde keynote med opdraget om, hvordan humanistister bidrager til samfundet. I et limbo mellem Fullers inspirerende engagement i konferencen og gennem interaktionen med andre fagligheder og traditioner i planlæggelsen og udførelsen af konferencen, blev jeg bevistgjort om vigtigheden af netop studenterengagement.! Målet med specialet var derfor som udgangspunkt, at præsentere en række aktivistiske tiltag til hvordan humaniora via uddannelse kan bidrage til samfundet gennem katalyseringen af den samfundsrelevante viden, der produceres af humanister. Som jeg læste mig gennem litteraturen i videnskabsstudier sandede jeg imidlertidigt at litteraturen i stor udstrækning antager, at videnskab er identisk med forskning. Jeg fandt det derfor nødvendigt først, at analysere årsagen til dette for dernæst, at præsentere en argumentation for uddannelses betydning for videnskaben, for til sidst at kunne fokusere på hvordan humanister bidrager til samfundet. Det har betydet, at jeg har ofret 2/3 af specialet på at motivere humanistisk uddannelses bidrag til videnskaben og samfundet. Denne oprydning er årsag til de løbende metarefleksive overvejelser og henvisninger til samfundsdebatter, som jeg har forsøgt at henvise til noteværket. Resultatet er at det ikke et rent fagspecifikt speciale, der bruger al plads på en teori, men også en topografisk fremstilling, der søger at rode bod på et komplekst felt af teorier, traditioner og samfundsdebatter. Taksigelser Et centralt tema i dette speciale er, hvordan videnskaben bliver frugtbar når forskning interagerer med uddannelse. Bevægelsen er ikke muligt uden dygtige undervisere, derfor tak til Nikolaj J.L.L. Pedersen, Klemens Kappel, Finn Collin og især David Budtz Pedersen, der har fungeret som en director of studies. Et angelsaksiske forbillede man ikke kan eftersøge nok i det danske uddannelsessystem.! På den anden side er et andet centralt tema i specialet, at de studerende engagerer sig på baggrund af deres faglighed, for at videnskabens limbo bliver en frugtbar dans. Derfor vil jeg også takke den store palet af human- socialvidenskabelige studerende i Suitable for Business. Især tak til Christian Uhrenholdt, der med stor faglig kundskab har åbnet mine øjne for sociologiens kritiske potentiale. Specialet er født af dette engagement. Tak til far, mor og Oline, Carl og Sophie. 1 Se 6

7 Indledning Videnskab, som den finder sted på universitetet, har været under voldsomme forandringer de sidste år, da den siden afslutningen af Anden Verdenskrig har fået en ny og stadig større rolle i den vidensbaserede økonomi. Den er blevet den centrale leverandør af viden, innovation og teknologi til national stater i en global konkurrence om markedsandele. Med øget opmærksomhed på videnskab, er der fulgt en eksplosion af forventninger, der har resulteret i flere omstruktureringer af videnskaben, som nogle bifalder og andre begræder. I de termer, der retfærdiggør videnskaben legitimerer nogle videnskaber relativt enkelt sin eksistens, mens især humaniora raison dʼêtre ofte bliver truet med henvisning til manglende relevans for samfundsøkonomien. Forskning og uddannelse er tidligere gået hånd i hånd, men i den aktuelle situation betragtes forskning ofte som videnskabens centrale bidragsyder, mens uddannelse i de politisk, institutionelle rammer såvel som inden for videnskabsstudier, synes anderledes underprioriteret.! Hvorfor giver det overhovedet mening med denne sondring mellem uddannelse og forskning? Det gør det, fordi jeg mener uddannelse er en central del af videnskaben demokratisk og ikke mindst videnskabeligt og fordi videnskab i mine øjne har været ækvivalent med forskning på en måde, der efterlader lidt plads til uddannelse. Uddannelse spiller en essentiel rolle i videnskaben og dens udvikling, for ikke at tale om at uddannelse på sigt formentligt bliver den største leverandør af arbejdskraft til videnssamfundet, derfor må uddannelse tages alvorligt. Dette speciale med titlen Videnskabens limbo præsenterer en argumentation for uddannelses betydning for videnskab, samt hvordan denne argumentation på en aktivistisk måde kan legitimere især humanistisk uddannelses bidrag til samfundet. Dette speciale placerer sig i den igangværende debat om fremtidens videnssamfund, da særligt humanistisk uddannelse indeholder et stort paradoks, der rydder vejen for det undersøgelseshul jeg vil behandle:! Mens videnskaben som helhed tilskrives en støt voksende rolle i samfundet, så miskrediteres humanistisk uddannelse selvom det er genstand for en ikke tidligere set stor opmærksomhed fra unge, der søger ind på humanistiske studier. Dette paradoks får mig til at undersøge følgende problemstilling:! Hvad er årsagen til humanistisk uddannelses legitimationsvanskeligheder? Med baggrund i disse undersøgelser kan man spørge hvordan kan uddannelse svare igen på de udfordringer? Som analytisk ramme anvender jeg videnskabsstudier, der undersøger videnskabens forhold til samfundet. Den traditionelle sociale kontrakt mellem videnskab og samfund er udfordret og siden afslutningen af Andens Verdenskrig har social konstruktivismen og 7

8 realismen diskuteret om hvem af de to traditioner, der evner at give de mest plausible forklaringer på videnskabens interaktion med samfundet. Mens social konstruktivismen tager udgangspunkt i sociologiske metoder, er realismen forankret i videnskabsfilosofiske metoder. Stilistisk set præsenterer filosofien en idealiseret, normativ, apriorisk tilgang til videnskaben, som altså udfordres af videnskabssociologien mere empiriske, deskriptive og forklarende tilgang, hvor videnskabens karakter blotlægges gennem empiriske undersøgelser af vidensproduktionen.! Jeg mener imidlertidigt, der findes en frugtbar mellemvej, hvor sociologien evne til at absorbere samfundets forventninger gennem dens analyser af aktuelle situationer, kombineres med filosofien evne til systemisk at opstille optimale mål for videnskaben. Det er ikke specialets ultimative mål, at vælge og vrage mellem social konstruktivismen og realismen, men snarere at de skal indgå i en konstruktiv dialog om videnskabens og uddannelses interaktion med samfundet. Hermed ikke sagt, at de ikke er genstand for en kritisk, filosofisk gennemgang i specialet.! Steve Fuller præsenterer et program, hvor han vurderer uddannelse som en vigtig del af videnskaben og samfundet til en grad ingen anden prominent videnskabsteoretiker formår, hvilket gør hans program særdeles attraktivt. Jeg har en stor overvægt af dansk samfundsdebat, rapporter og valg af teoretikere. Årsagen skal findes i mit fokus på dansk humanistisk uddannelse, der som følge af en offentligt finansieret universitetsmodel står overfor særlig store forventinger om relevansgørelse. Den danske situation kan ses som en særlig rabiat fortolkning af legitimeringsforventningerne, der dog ikke unik i en større international legitimeringsudfordring til videnskaben. Specialet er inddelt i tre kapitler. I første kapitels første del eksaminerer jeg idéhistoriske rødder, der viser at den aktuelle samfundsforståelse og videnspolitik i høj grad arver de analyser Karl Marx udformede for at beskrive et samfunds udvikling. Jeg analyserer hvordan, den marxistiske arv afspejles i kontrakten mellem videnskaben og samfundet, samt indenfor de videnspolitiske modeller, der forsøger at beskrive kontrakten. I kapitlets anden del præsenterer jeg de forskellige traditioner indenfor videnskabsstudier og deres strid i mest plausibelt at forklare videnskabens forhold til samfundet. Steve Fullers program uddybes som en måde at inkorporere de forskellige traditioner til størst mulig gavn for den menneskelige velfærd og for samfundet. Målet med dette kapitel er at undersøge spørgsmålene Hvad er årsagen til videnskabens aktuelle betingelser? Hvad er årsagen til humanioras legitimeringsvanskeligheder? I andet kapitel analyserer jeg den marxistiske arvs årsag til en produkt- og teorifikering, der giver humanistisk uddannelse dårlige legitimeringsvilkår. I denne kontekst vil jeg levere dette speciales centrale argument videnskabens dialektik, som sekunderes af tanker udarbejdet af Fuller samt om nye betingelser for videnskabens virke. På den baggrund vil jeg vurdere normativitet i uddannelse. Kapitlets overordnede spørgsmål er 8

9 Hvorfor er uddannelse vigtig for videnskab?, mens nderspørgsmål er Hvilken rolle spiller uddannelse i forskning? Hvori består uddannelses bidrag til forskning? Hvordan bør man vurdere normativitet i uddannelse? Tredie kapitel fungerer som perspektivering og aktivistisk del, hvor jeg som tillæg til antagelsen om at uddannelse spiller en større rolle i videnskaben, diskuterer de studerende rolle og hvilke krav man kan stille til dem. Årsagen til nødvendigheden af dette skal findes i de faktiske forhold, hvor jeg mener en uheldige alliance mellem arbejdsgivere og studerende har forplantet sig som en parasitterende del af uddannelsesforløbet. Som reaktion på dette vil jeg fremsætte et forslag om studenter maximer og vurdere, hvordan man kan institutionalisere det større fokus på uddannelse jeg foreslår. Kapitlet behandler også hvordan uddannelse institutionelt og politisk har underprioritetet uddannelse i forhold til incitamentstrukturerer, der ligger i videnskaben. Konklusionen peger som afrunding på, hvori humanioras bidrag til samfundet består og hvordan dette bidrag med fordel bør inkludere humanistiske dimittender i bidraget, for at ruste samfundet og humanistisk forskning til fremtiden. Videnskabsstudier har ikke i nævneværdig grad vurderet uddannelse og det er min påstand, selvom den er noget mere mudret, at det også er tilfældet på politisk niveau. Det videnskabsteoretiske og politiske niveau følges langt hen ad vejen ad, mens kapitel 1 & 2 primært fokuserer på videnskabelige aspekter, fokuserer kapitel 3 primært på det politiske.! Specialets ultimative formål er at analysere humanistisk uddannelse, men for at komme dertil er der mange lag der skal skrælles af: den marxistiske arv, kontroverser indenfor videnskabsstudier, videnspolitiske modellers antagelser om videnskab, humanioras legitimeringskrise, og ikke mindst hvordan humanistisk viden forankres i de danske studerende. Tilbage står, at jeg kan analysere humanistisk uddannelse og komme med nogle plausible bud på humanistisk uddannelses rolle. Jeg har ofret en del plads på forhistorien, da det har vist sig, at der her er et stykke arbejde der skulle gøres før jeg kunne komme til dette speciales fokus: legitimeringen af humanistisk uddannelse i Danmark. 9

10 Kapitel 1: En topografisk oversigt i. Den marxistiske arv og betingelserne for vidensproduktionen Videnskabens aktuelle legitimeringsudfordringer overfor samfundet kan tilskrives en oprindelse i samfundets materialistiske og teknologiske selvforståelse. En forståelse, der blev grundlagt i oplysningstidens overgang til produktionssamfundet. Det 20. århundredes største ideologier, liberalismen og socialismen, har det til fælles, at de opfatter teknologi og økonomi som de essentielle drivkræfter for et samfunds udvikling. Udover store teoretiske og praktiske forskelle, så vokser liberalismen og socialismen på den ene side ud af oplysningstidens ideal om et frit og autonomt menneske, mens de på den anden side begge tolker individet og samfundet ud fra en økonomisk determinisme (Collin 2008: 46). Teknologisk viden er den drivkraft andre typer viden konvergerer mod. Dette tankesæt er særdeles velbeskrevet og -udviklet i marxismen, bliver knap 150 år senere kontekstualiseret af Francis Fukuyama og ført videre i aktuelle videnskabssociologiske og -filosofiske diskussioner af vidensproduktion. En påstand jeg vil raffinere i dette kapitel ved at analysere Karl Marxs tanker. ii. Karl Marx den Sene I sin 11. Feuerbachtese proklamerer Karl Marx at han vil bryde med Ludwig Feuerbachs hegelianske totale filosofi, da filosofferne hidtil kun har fortolket verden, mens det ifølge Marx kommer an på at forandre den 2. Filosofien skal virkeliggøres ved at kritisere og forandre virkeligheden, hvis den ikke stemmer overens med filosofiens fornuftskrav 3. På den baggrund formulerer Marx en art holistisk teori, der med diagnosen følger kuren, Det Kommunistiske Tusindårsrige.! Formålet med at inkludere Marx i dette speciale er at man kan spole den aktuelle situation for universitetet og dens vidensproduktion tilbage til marxistisk tankegods med dets materialistiske og teknisk, økonomiske determinisme. Et tankesæt, hvor naturvidenskaben spiller en fundamental rolle i et samfunds udvikling og hvor humaniora kun i ringe grad fortjener opmærksomhed, fordi det sjældent er drivende i teknologisk udvikling.! Inden jeg går igang er det vigtigt at understrege, at man ved at beskæftige sig med marxistismen stiller sig i en ugunstig situation (Witt-Hansen 1973: 13), på grund af de mange kontroverser der hersker om tolkningen af Marx. Mine undersøgelser baserer sig primært på analyser af Johannes Witt-Hansen (1973) og Finn Collin (2008, 2007), der 2 Marx 1945 i Witt-Hansen 1973: Hvilket en 25-årig Marx også påpeger overfor sin ven Arnold Ruge: (...) it is our task to drag the old world into the full light of day and to give positive shape to the new one. The more time history allows thinking mankind to reflect and suffering mankind to collect its strength the more perfect will be the fruit which the present now bears within its womb 10

11 fokuserer på den sene Marx og værket Kapitalen (1867 (Engels 1885, 1894)), der er langt mere materialistisk, økonomisk funderet end den tidlige Marxs antropologi og dens emancipation fokus (Witt-Hansen: 13. Collin 2008: 44). Jeg er interesseret i marxistiske tanker om produktionsforhold, tekniske fremskridt og den generelle samfundsudvikling, men jeg er ikke interesseret i selve kommunismens frigørelse af mennesket, klassekampen og dets vej det kommunistiske samfund. Ved at fokusere diagnosen og ikke løsningen samt på den sene Marx, drager jeg en række fejlslutninger. Kapitalen blev aldrig fuldt færdiggjort af Marx selv, hvilket altså efterlader et teoriapparat, der måske, måske ikke, fuldender den sene Marx s meget økonomiserende syn på menneskelig udfoldelse. Det er derfor noget nær umuligt at yde Marx fyldest, når man ofrer så lidt plads til ham som jeg gør her. Trods mine sporadiske undersøgelser af Marx, mener jeg analyserne er relevante, fordi de, som vi skal se, stadig er aktuelle og faktisk har vundet bred udbredelse f.eks. på Fukuyamas tankeslot 4. Fremgangsmåde: Jeg vil kigge nærmere på Marx s måde at virkeliggøre filosofien på gennem hans materialisme, der etableres på baggrund af hans antropologi, der igen kan ses som udgangspunkt for Marx s syn på videnskaben. Dernæst vil jeg kigge på to teorimodeller, udarbejdet af Jean-François Lyotard og Francis Fukuyama, der på hver sin vis forklarer, hvordan samfundets udvikling konvergerer mod en stadig større økonomisering og hvordan dette påvirker vidensproduktionen. iii. Marx s antropologi Ifølge Marx har mennesket en veludviklet hjerne og et strubehoved, der gør velartikuleret tale mulig, men det må ikke overses at mennesket besidder en hånd, der sætter mennesket i stand til at fremstille værktøj (Wit-Hansen 1973: 22). Sagt på en anden måde, så er det nødvendigt for menneskets overlevelse gennem generationer, at producere materielle goder. Tungens kraft er ikke nok. I forhold til evolutionen og dyreriget er mennesket et værktøj-producerende dyr (Witt-Hansen 1973: 30), der begynder at adskille sig fra dyrene, så snart det begynder at producere sine subsistensmidler. Det indtager altså en centralt placering i Marx s antropologi, at menneskene i modsætning til dyrene producerer deres livsfornødenheder ved målbevidst at gribe ind i naturprocesser. Det gør at Marx i første omgang rent metodologisk fokuserer på forholdet mellem menneske og natur, og i større metodologisk udstrækning især i den sene Marx ser bort fra den sociale produktionsrelation menneske og menneske imellem (Witt-Hansen 1973: 31). 4 Flere nulevende teoretikere har taget teten op og videreudviklet marxismen. I dansk sammenhæng f.eks. Andreas Beck Holm eller Mikkel Bolt og i international kontekst mere prominente navne som Maurizio Lazzarato, Antonio Negri, Jürgen Habermas, Axel Honneth eller André Gorz, som jeg kort skal vende tilbage til senere. 11

12 ! Når mennesket griber til værktøj og påvirker omdannelsen af naturen, ændrer det også sin egen natur. Arbejdsprocessen bliver samtidig en erkendelsesproces, hvilket forbinder den åndelige produktion med den materielle. Ved indgriben i naturprocesser afdækker mennesket aspekter ved naturen, der uden denne handling ville forblive lukket for erkendelsen. Mennesket skaber så at sige nye erkendelser gennem produktionen af livsfornødenheder.! Et andet aspekt ved sammenhængen mellem arbejdsproces og erkendelsesproces, er at selve arbejdsprocessen ikke alene rummer aposterioriske erfaringer, men også selv er en åndelig aktivitet. Allerede i arbejdsprocessen påtrykkes naturstoffet en form, der ideelt var til stede apriori før processens begyndelse. Det er således en nødvendig betingelse, at den form naturstoffet påtrykkes allerede ideelt er til stede, for at en menneskelig arbejdsproces kan finde sted. Åndelige sociale relationer sættes i den sene Marx i parentes 5, for at koncentrere analysen om totaliteten af de materielle produktionsog udvekslingsrelationer (Witt-Hansen 1973: 75). Selvom man kan sige at mennesket omskaber naturen ud fra anerkendelsesrelationen på baggrund af en idé om modtageren 6, så skaber mennesket sig selv i sin omformningen af den materielle omverden igennem arbejdet. Arbejdsprocessen kan derfor siges at være en formålsrettet aktivitet, der driver erkendelsen. På den måde, kan man sige at den materielle produktion har det største fokus i Marx s historiske materialisme, som vi nu skal se nærmere på. iii. Historisk materialisme Måden hvorpå samfundet udvikler lader sig beskrive gennem den historiske materialisme, som Marx introducerer som et begrebsapparat til at analyse samfundets udvikling.! En produktionsmåde er et samfunds overordnede karakteristik og er kendetegnet ved det dialektiske forhold mellem basis og overbygning. Basis består af dynamikker og forhold, der styrer samfundet og kan udkrystalliseres i produktionsforhold og produktivkræfterne. Overbygning består af staten, jura, moral, ideologier samt religiøse forestillinger og forklarer dermed de åndelige, non-materielle forhold som er et produkt af basis. Basis omfatter overvejende teknologi såsom værktøj, maskiner og naturvidenskabelige vindinger, mens overbygning omfatter de institutionelle rammer for produktionen og fordelingen af goder og tjenester.! Produktivkræfterne er produktionsapparatet som et samfund benytter. Selve kraftværket. Produktionsforholdene er den måde, hvorpå anvendelsen af produktivkræfterne organiseres på som ejerforhold eller i arbejdsdelingen mellem 5 Den tidlige Marx indikerer, at samtale menneske og menneske imellem spiller en essentiel rolle i menneskets frigørelse, hvilket kommer til udtryk i det berømte citat (...) gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere ovenpå middagen, netop hvad jeg har lyst til, uden nogen sinde at blive jæger, fisker, hyrde eller kritiker (Den tyske ideologi 1945) 6 Som Axel Honneth påstår (2006: f.eks. 188) 12

13 forskellige individer og grupper. Produktivkræfterne determinerer produktionsforholdene 7. Produktionsforholdene bestemmer overbygningen, der afspejler dem og giver dem legitimitet.! Med udgangspunkt i dette begrebsapparat forklarer Marx den historiske udvikling med, at der indenfor enhver historisk produktionsmåde, f.eks. den antikke, den feudale, den kapitalistiske og den kommunistiske kan skelnes mellem to faser. I den første er der sammenhæng mellem produktionskræfter og produktionsforhold, mens der i den anden fase er en modsætning mellem de to elementer. Gamle produktionsforhold bliver lænker for produktivkræfternes udvikling. Produktivkræfterne er i denne forståelse det dynamiske, udviklende og drivende, mens produktionsforholdene er de statiske og mere hæmmende. I den kommunistiske produktionsmåde fører en spænding mellem de to til klassekampen 8. På den baggrund kan det siges at Marx etablerer en historisk materialistisk forståelse af et samfunds udvikling.! Den historiske materialisme udelukker at et samfund kan gennemgå ændringer ved den blotte kritik af dets ideologi. Samfundet beherskes af naturmæssige kræfter, som kritikken kan tolke, men ikke gribe ind i. Kun ved at ændre på det virkelige kan bevidstheden ændres og fordomme og ideologier ændres. Hvad menes egentlig med det virkelige? Vi skal nu se på Marx s videnskabsforståelse. iii. Den marxistiske videnskabsforståelse Religion er den betrængte skabnings suk, en hjerteløs verdens hjerteslag og åndløse tilstandes ånd. Den er folkets opium (Marx 1844 i Witt-Hansen 1973: 55). For at forstå Marx s videnskabsforståelse er hans kendte udsagn et udemærket udgangspunkt. Religion eller ideologier ser Marx som kilde der illuderer fremmedgørelse, da arbejderen ved overdragelse af produkter taber dem af syne og genser dem som fremmede væsener (Witt-Hansen 1973: 54). Fremmedgørelses- og afhændelsestanken går ud på at mennesker ikke blot producerer varer, men også at de producerer falske illusioner om disse varer. Samlebetegnelsen er ideologier eller religioner.! Om der foreligger en korrekt eller sand opfattelse af naturen (Witt-Hansen 1973: 56-57), er ifølge Marx standarddisciplinernes opgave at finde ud af. Disse discipliner må finde målestokke eller kriterier for, hvad der er ideologi og hvad der ikke er ideologi. Marx 7 Historisk materialisme har også en anden tolkning. Dialektisk materialisme siger, at overbygningen også tilbagevirker på basis. Idéer og ideologier hænger sammen med den tid de er skrevet i og viser dermed tilbage til basis. Der findes ikke idéer om maskiner, hvis der ikke idéer om hvad de er til for. 8 Klassekampen opstår, når den herskende klasse identificerer sig med de gamle produktionsforhold, mens den opstigende klasse identificerer sig med de nye produktionskræfter. Overbygningen er således determineret af basis, hvor der indtræffer en social revolution, der igen kan reproducere samme proces. I sidste instans fører denne historisme til Det kommunistiske Tusindårsrige, der ikke længere fremmedgør arbejderen fra sit arbejde. Den kommunistiske revolution er uden for mit domæne, så det vil jeg ikke beskæftige mig mere indgående med. 13

14 udpeger, udover sin egen materialisme, naturvidenskaberne som standarddiscipliner, der skal påtage sig denne rolle (Witt-Hansen 1973: 56, 133).! Teknologisk udvikling anser Marx for den faktor i udviklingen af det menneskelige samfund, der driver samfundsudviklingen. Udviklingen sker ud fra modsætningen mellem produktionskræfterne og produktionsforholdene, der kan ses som samfundsmæssige forhold hvor subsistensmidler til livets opretholdelse produceres. Forøgelsens af produktionskræfterne vil fremtvinge nye produktionsforhold, hvoraf en ny produktionsmåde opstår. Produktionsmåder er historiens grundlæggende epoker. På den baggrund tillægger Marx basis en stor betydning, som drivende for et samfund. Basis associeres med naturvidenskabelige landvindinger. Overbygning, der på den anden side var politik, uddannelse, ideologi og dermed de åndelige, non-materielle forhold, er et produkt af basis 9, I mine øjne associeres overbygningen med humanistiske tanker. Marx kan siges at vægte naturvidenskaben væsentlig højere end humaniora i forhold til et samfunds udvikling. Opsummerende, så giver marxismen en situation, hvor humanistisk tænkning og humanioras bidrag til samfundet er at betragte som blot ideologi, mens der i stedet lægges stor vægt på teknisk, materialistisk udvikling og en økonomisk determinisme (Collin 2008: 44-46). Fremmedgørelsen af arbejderen i merværdiproduktionen og ejerskabsforhold fører til klassekamp og i sidste ende til den kommunistiske revolution, der har som mål at kollektivisere ejendomsrettet. Selvom de sådan set er enige om diagnosen, så adskiller kommunismen sig netop her fra sin teorifætter liberalismen i spørgsmålet om rettet til ejendom. Disse to dominerende klostre af tanker danner grundlag for de analyser Fukuyama foretager godt og vel 100 år senere. ii. Fukuyama - en ny verdensorden Industrialiseringen, der fulgte efter Anden Verdenskrig betød en merværdiproduktion underlagt en økonomisk rationalitet, hvor forhold som arbejdsdagens længe, omgangen med maskineriet, tilrettelæggelse af arbejdet osv. bliver parametre underlagt dette rationale. Det 20. århundredes dominerende samfundsopfattelser socialismen og liberalismen beskriver begge et samfunds udvikling ud fra denne optik. Selvom kommunismen typisk sættes i kontrast til det liberalistiske samfund i det centrale spørgsmål om ejerforhold, hvor liberalismen ser den private ejendomsret som den ubegrænsede vej for individet til at opfylde sit talent, deler de en grundlæggende økonomisk determinisme (Collin 2008: 37). De deler den opfattelse at teknologisk udvikling er den drivende kraft, der skal sikre økonomisk vækst og samfundets udvikling. Selvom målet er forskelligt er midlet det samme. 9 Hvor en række neomarxister altså ser anderledes på tingene. F.eks. Gorz som vi vender tilbage til. 14

15 ! Med afslutningen af Den Kolde Krig samt de efterfølgende begivenheder i f.eks. det sovjetiske imperium, opstår en ny verdensorden, hvor en tidligere konkurrence mellem liberalismen og socialismen, erstattes af alliancen mellem det liberale demokrati og den kapitalistiske markedsøkonomi. Ideologikamp, og våbenkamp, overtages af en økonomisk kamp, hvor krige udspilles på finansmarkederne og våben er kapital. Liberalismens balance mellem frihed og lighed, udkonkurrerer det kommunistiske, centralistiske alternativ og efterlader demokratiet og den kapitalistiske markedsøkonomi som den mest effektive samfundsmodel og som den samfundsform, der bedst administrerer et samfunds medlemmers talent, viden og motivation.! Jeg baserer denne udlægning af historien på politolog Francis Fukuyama 10. Hans centrale pointe i hovedværket The End of History and The Last Man (1992) er at historien bevæger sig mod et endepunkt, bestemt af teknologiske og økonomiske faktorer, der oprindeligt stammer fra marxismen, for senere at blive overtaget af den økonomiske liberalisme (Collin 2008: 36-37). I takt med at Den Kolde Krig skrider frem hævder Fukuyama, trods generelle misforståelser 11, at argumenter til forsvar for liberalismens frihedselskende og intrinsiske, demokratiske egenskaber, gradvis trænger i baggrunden for argumenter, der fokuserer på markedsøkonomiens evne til at producere teknologi i form af avanceret våbenteknologi og materiel velstand for dets samfunds borgere. Fukuyamas tese forklarer altså hvordan det liberale samfund, ved i stigende grad at fokusere på materielle og teknologiske fortrin, implicit importerer den marxistiske økonomisk, teknologiske determinisme 12. En forståelse, hvor teknologien og naturvidenskaben driver samfundet fordi det bestemmer organiseringen af produktionen og deraf graden af industrialisering. Fukuyama hævder at den liberalistiske samfundsmodel er deterministisk på samme måde som marxismen, hvor økonomisk og teknologisk udvikling styrer mod historiens afslutning.! Liberalismen, der associeres med liberalt demokrati og kapitalisme og derfor ligger til grund for den aktuelle videnspolitik, accepterer den marxistiske materialistiske historieopfattelse. Konflikter består dog ikke længere mellem sociale klasser, men mellem nationer i en globaliseret økonomi. Eftersom der i den marxistiske produktionsmåde 10 Der er inspireret af et hegeliansk historiesyn, der ikke betragter historien som forekomsten af enkelte events, som f.eks. brudet med Berlinmuren, men snarere historie forstået som en lang, kohærent, evolutionistisk proces som menneskeheden udvikler sig gennem (Fukuyama 1992: xi-xii) 11 Endemålet er ifølge Fukuyama ikke liberalismen, som almenvældets bevidsthedsdatabase Wikipedia påstår. Her oplistes en række kritikpunkter, der faktisk ikke kommenterer på det bogen fremfører af argumenter og disses historiske ballast, men på Fukuyamas artikel The End of History? fra 1989, der publiceres før bogen og dermed ikke indeholder Fukuyamas sofistikering af flere centrale argumenter. Der hersker mange kontroverser om Fukuyamas teser. I sin seneste udgivelse The Origins of Political Order (2011) spæder han yderligere til, ved at eliminere sammenhængen mellem liberalt demokrati og kapitalisme. Jeg vil ikke gå nærmere ind kontroverser om tolkningen af Fukuyama. 12 Denne udvikling sker altså på trods af at den tidligere Marx s, såvel som Adam Smiths, oprindelige antropologi i udgangspunktet var en udløber af oplysningstidens afstandstagen fra religiøse dogmer og insisteren på mennesket som fornuftigt og autonomt (Collin 2008: 42-43). 15

16 konstant opstår konflikter om retten til produktionen, styrer teknologien altså også det politiske system (Marx 1847 i Collin 2008: 37). Resultatet er en tiltagende politisk orientering mod et teknologisk, materialistisk regime som sker på bekostning af intellektuelle, humanistiske, religiøse og ideologiske strømninger (Budtz Pedersen : 48). Mens marxismen gør oprør mod det utopisk, moralske politikbegreb, gør nyliberalismen oprør mod en administrativ magt. Konsekvensen er at brugen af viden og teknologi til samfundsmæssige formål afpolitiseres, ved enten at skulle betragtes som et resultat af produktionsmidlernes interne dynamik og udvikling eller ved at blive overdraget til markedet (BP 2011: 48).! Fukuyama forholder sig ikke ukritisk til denne diagnose. Samtidig med at han anerkender markedsøkonomiens og teknologiens evne til at berige samfundsudviklingen og sikre et højt velstandsniveau, så ser Fukuyama den største trussel i netop disse fænomener. Udover de moralske konflikter som nye teknologier kan medføre, så risikerer en sådan materialistisk tænkning, at reducere alle politiske spørgsmål til økonomi og derved at virke tilbage på menneskets liv og sætte demokratiets præmisser under pres (BP 2011: 49. Fukuyama 2011). Hermed tager man ikke højde for menneskelige elementer som trang til at kræve respekt og anerkendelse fra andre (Fukuyama 1992: xiii).! Fukuyama stiller sig kritisk over spørgsmålet om hvorvidt historiens ende er nået med det liberale demokrati og kapitalismen. På den måde foregriber han i 1992 faktisk de senere angreb mod det liberale demokrati. Angreb mod demokratiet findes f.eks. i form af 9/11, der er første gang religion udfordrer demokratiet (Collin 2008: 48). Mere nutidige eksempler findes i demokratiets egen vugge med Anders Behring Breiviks massakre 22.juli i Norge, samt i den udfordring vores kapitalistiske model står over for i den aktuelle finans- og økonomikrise og især i EU s håndtering, der, i mine øjne, ikke er videre demokratisk. Fukuyama mener faktisk, at man må gribe bag om den økonomiske vending og forsøge at forstå det menneskelige samfund og dets historiske udvikling på baggrund af netop humanistisk tankegods (Collin 2008: 48-49). At levere en overordnet og sammenhængende menneskeforståelse er en klassisk og værdig opgave for humaniora. Den samler jeg op i konklusionen. ii. Lyotard - performativ viden Et fremmeligt historisk baseret forsøg på at forklare den udvikling videnskaben undergår i forhold til samfundet, findes i Jean-François Lyotards teser om de store narrativer kollaps og indtrædelsen i det postmoderne samfund, formuleret i bogen Viden og det postmoderne samfund (1996/1979). Lyotard indvarsler de store narrativers kollaps og har som mål at diskutere forskellige måder at legitimere videnskaben på med udgangspunkt i de såkaldte metafortællinger. 13 Fremover skriver jeg BP for Budtz Pedersen, når han skriver alene. 16

17 ! En fransk emancipationsfortælling og en tysk spekulativ fortælling har som metafortællinger hidtil på hver sin vis legitimeret vidensproduktion. Der er dog indtruffet en ny situation hvor viden og videnskab ikke kan begrundes som værende hverken for folket eller for en nations åndelige eller moralske dannelse, som tilfældet i henholdvis den franske og den tyske fortælling (Lyotard 1996/1979: 70).! Den nye dominerende tilstand i det postmoderne samfund betegner Lyotard den performative fortælling. Viden skal nemlig være performativ for at optimere samfundsmæssige systemer af enhver slags, for at forøge samfundets ydeevne og effektivitet. (...) vær operative, det vil sige kommensurable, eller forsvind (Lyotard 1996/1979: 8), som Lyotard poetisk udtrykker det.! Årsagen til denne tilstand og de gamles narrativers delegitimering angiver Lyotard kun ganske vagt. En årsag kan være af økonomisk karakter, hvor det individuelle forbrugs opskrivning har tvunget keynesianismen samt det kommunistiske alternativ tilbage fremfor den liberale kapitalismes opsving (Eckhardt Larsen 2006: 25). I denne tolkning ligger det som en underliggende præmis for vidensproduktion og videnskaben, at de er determineret af anerkendelse fra omverden og som resultat heraf, en økonomisk afhængighed.! Med marxistiske reminiscenser i Fukuyamas og Lyotards tanker om samfundet og dets vidensproduktion er banen kridtet op og det er på tide at se på den aktuelle situation for vidensproduktionen. ii. En ny kontrakt mellem videnskab og samfund - en udfordring for videnskaben I tråd med den ovennævte materialistisk, økonomiske tankegang, kan man betragte det aktuelle videnssamfund 14 som indledningen til en ny form for kapitalisme. I den kognitive kapitalisme 15 betragtes viden ikke længere blot som et offentligt gode, men som en egentlig økonomisk ressource. Viden er blevet til en vare, der er en ny og fjerde produktionsfaktor i tillæg til arbejde, kapital og jord. Der er tale om en kapitalisering af individers og virksomheders immaterielle, kognitive ressourcer, processer og potentialer, såvel som af selve samfundets kollektive intelligens. Viden gøres i denne kontekst til privat ejendom og til en profitskabende produktionsenhed (BP 2012b: 7).! I en samfundsøkonomisk kontekst betragtes viden og immaterielt arbejde som en central kilde til økonomisk vækst i den vestlige verden og er afgørende for nationalstaters konkurrenceevne. Viden og økonomi forbindes på måder, der efterlader universitetet med 14 Et begreb, der bl.a. er fremført af managementteoretikeren Peter Drucker i Post-capitalist society: Guidelines to our changing Society New York: Harper and Row. 15 Gorz, som den første, og andre postmarxister indenfor den tyske og den franske tradition (Bernard Paulré, Antonio Negri, Paolo Virno, Yann Moulier-Boutang, Lars Meyer, Hanno Pahl) leverer forsøg på, hvordan man kapitalismekritisk kan analysere fænomener som arbejde, produktionsmidler, arbejdsdeling, økonomisk værdi, udbytning. Turbulens (maj 2009) har dedikeret et nummer til at undersøge den kognitive kapitalisme, hvor især Jens Erik Kristensens bidrag Kognitiv kapitalisme, vidensøkonomi og videnspolitik er en inspiration. 17

18 en anden og ny rolle end tidligere. Universitetet og uddannelsessystemet er nemlig udset til at spille en nøglerolle (Weingart 2005: 12 i BP 2007: 2-3), for at styrke den europæiske såvel som den nationale konkurrenceevne i videnssamfundet. Det har selvfølgelig konsekvenser økonomisk, institutionelt såvel som organisatorisk for universitetet at videnskaben i langt mere umiddelbar grad skal interagere med omverden. En konsekvens, der konkret appliceres i eksponentielt stigende midler til universitetet (OECD 1998: 7), i en større politisk bevågenhed som følge af Lissabon-strategien (2000), Barcelona-målene (2003) og senest i Horizon-2020 rammeprogrammet, i indførelsen af masseuniversitetet fremfor eliteuniversitetet (Wittrock 1996 (1993)), samt en konsekvens, der kan forklares med overgangen fra little science til big science (Solla Price 1963). En konsekvens der i stigende grad giver universitetet et legitimationskrav, som vi så det forklaret gennem Lyotards performative fortælling. Alt i alt en bevægelser, der i forhold til en traditionel videnskabsopfattelse varsler en ny kontrakt mellem videnskab og samfund (Gibbons BP 2011: kap. 2.4). iii. Videnspolitiske modeller - før og nu Mange har siden afslutningen af Anden Verdenskrig forsøgt at forklare videnskabens dynamik, udvikling og forhold til samfundet. En af de mere indflydelsesrige forklaringsmodeller på den nye kontrakt findes i bogen The New Production of Knowledge fra 1994, hvor en forskergruppe 16 forsøger at beskrive hvordan vidensproduktionen har udviklet sig fra modus-1 til det de kalder modus-2 forskning (Gibbons et al. 1994: vii).! Modus-2 er kendetegnet ved at forskningsaktivitet er indlejret i en context of application (Gibbons et al. 1994: ix), der fungerer som initialbetingelse for denne type forskning. Forskning foregår tværdisciplinært og ved inddragelsen af relevante parter for at løse en specifik problemstilling. Kvaliteten bliver vurderet ud fra effekten af opnåede løsninger. Forskning og vidensproduktion er socialt distribueret, og er ikke begrænset til universiteter, men produceres også i virksomheder, forskningscentre, tænketanke, interesseorganisationer, offentlige myndigheder mm. (Gibbons et al. 1994: 3, 46, 137). Modus-2 er en forskningsmodel man kan associere med anvendt forskning. Sagt på en anden måde kan modus-2 leve op til forskellige interessenters legitimeringsbehov, som Lyotards performative legitimeringsregime netop siger vidensproduktionen bør kunne.! Modus-2 har selvfølgelig en etter, som den springer ud af og (implicit) kritiserer. Modus-1 forskning beskrives som i forhold til den traditionelle videnskabsopfattelse, hvor universitetsforskning udvikler discipliner og viden ud fra fagtraditioner. Den udføres af videnskabsfolk der kvalitetssikrer gennem peer review, der garanterer en fælles akademisk norm. Viden vurderes ud fra interne videnskabelige kriterier som originalitet, nyhedsværdi, stringens samt pålidelighed og stilles til rådighed for offentligheden som et 16 Bestående af Michael Gibbons, Camille Limoges, Helga Nowotny, Simon Schwartzman, Peter Scott & Martin Trow. Hvor dele af gruppen fortsatte diskussionen i Helga Nowotny, Peter Scott & Michael Gibbons, Re-thinking Science, Knowledge and the Public in an Age of Uncerntainty,

19 fælles gode. Modus-1 associeres med grundforskning (Gibbons et al. 1994: vii), hvor videnskab er hellig i forhold til udestående krav om anvendelse eller kortsigtet relevans. Modus-1 forskning har en langsigtet trickledown effekt, hvor forskningens resultater langsomt og lineært siver ud i samfundet og effekten måles derfor over lang tid. Tanken er at grundforskning producerer viden, der over tid vil medføre substantielle bidrag til national velstand, sundhed og sikkerhed 17. Videnskabelig viden forstås i denne sammenhæng som besiddende en intrinsisk karakter, som over tid viser sig anvendelig, hvilket gør autonomi og uafhængighed til centrale begreber. Selvom humaniora kun i ringe grad bidrager til teknologisk udvikling, som Bush-modellen primært handlede om (BP 2011: 44), er det som fagfelt fredet af grundforskningsmidler eller nationalistiske, konstruktivistiske, kulturalistiske eller kosmopolitiske begrundelsesstrategier (Eckhardt Larsen 2006).! Som i den marxistiske videnskabsforståelse, er der i modus-2 modellen begrænset plads til humaniora, der bliver behandlet ud fra en udbud-efterspørgsel tankegang. Selvom Gibbons et al. beskriver hvordan uddannelsesniveauet, herunder især det humanistiske, stiger i efterkrigstiden og dermed også markedet for kulturproduktioner og -analyser, så forklares humanioras rolle ikke nærmere. Rollen kan tolkes til at være bidrag til anden anvendelsesorienteret forskning som en form for merværdi i f.eks. bioteknologi, medicinsk forskning eller i informations- og kommunikationsteknologier (Eckhardt Larsen 2006: 28-29), hvilket også, i hvert fald hidtil, har været humanioras rolle i EUs rammeprogrammer for forskningssatsninger (BP 2012c) 18.! Der findes i det hele taget en række modeller, der søger at forklare vidensproduktionens udvikling og forhold til omverdenen (BP 2011: kap.1.3. ): triple-helix modellen (Etzkowitz & Leydesdorff 1997, 2000), post-academic science og industrigørelsen af videnskab gennem PLACE (Ziman 2001), Academic capitalism & the entrepreurial universities (Slaughter og Leslie 1999), technovidenskab (Latour 1998). Mange af disse teoretiske modeller bliver forvekslet med egentlige videnspolitiske programmer og danner præcedens i institutioner som OECD og EU (BP 2011: kap.2.8). Som Eckhardt Larsen pointerer er udviklingen i kontrakten mellem videnskab og samfund sket løbende, så det er ikke noget der er indtruffet over natten eller med faldet af en mur (Eckhardt Larsen 2006: 28), men de videnskabspolitiske modeller kan ses bidragende til en løbende epistemic drift (Elzinga 1985), fra mindre autonomi og intern kvalitetskontrol mod mere ekstern relevans og legitimering.! På hver sin måde bidrager disse nyeste modeller til et billede af videnskaben som et system, der dels har fået en langt mere fremtrædende rolle i samfundet, dels er blevet underlagt en lang række nye politiske og økonomiske krav om retfærdiggørelse. Fælles for modellerne er påstanden om at ændringerne i den videnskabelige praksis, har gjort at 17 En videnskabsopfattelse fremført i den indflydelsesrige rapport Science The Endless Frontier. Den blev i 1945 formuleret af Vannevar Bush som en strategi til efterkrigstiden amerikanske forskningspolitik. En rapport hvis lineære syn på vidensproduktion, blev toneangivende mange år frem (BP 2011: kap.2.2). 18 Se også EU fordobler midlerne til fri forskning. Information. d.6/

20 forskningen i stigende grad er blevet tværdisciplinær, netværksbaseret og problemorienteret og foregår i en anvendelseskontekst. Ikke blot forskningsmæssige interesser, men også økonomiske og politiske interesser fastlægger betingelserne for videnskaben (Gibbons et al. 1994: 33). iii. En rabiat dansk variant Økonomiprofessor Ove Kaj Pedersen (2011) aktualiserer situationen for Danmark, da den danske velfærdsstat ifølge ham har fået karakter af en konkurrencestat, hvor økonomisering og effektivisering gennemsyrer alle samfundsinstitutioner. Målbare resultater og indikatorer for konkurrence mellem institutioner er performative elementer, der optimerer og effektiviserer alle velfærdsstatens institutioner for at forbedre den nationale konkurrenceevne i en globaliseret økonomi. Velfærdsstatens ydelser anses kun som legitime i den udstrækning de fører til statens konkurrencemæssige fordel. Danmark kan ses som udtryk for et særlig stort legitimeringsregime grundet vores store offentlige system.! I det lys kan man se begrebet New Public Management (Hood 1991), der er en samlebetegnelse for måder at styre offentlige institutioner på. På universitetsniveau kommer denne tankegang helt konkret til udtryk gennem f.eks. den bibliometriske forskningsindikator, der er en måde at vurdere forskerens indsats på, eller gennem taxametersystemet, der er et system for tildeling af bevillinger til uddannelser og dermed et politisk instrument til at regulere pengestrømmen til uddannelser. Til en opsummering, kan den marxistiske tankegang i en vis udstrækning ses som nedarvet i videnspolitiske modeller og som ophav til videnskabens afgørende nye betingelser at arbejde ud fra. Når videnskabs relevans vurderes ud fra et økonomisering rationale, opstår store særligt store legitimeringsvanskeligheder for humaniora. Hvordan forholder videnskaben sig selv til denne udvikling?! Nu vil jeg analysere videnskabsstudiernes udvikling startende fra efterkrigstidens dominerende videnskabssociolog Robert Merton og frem til nutidige fortolkere. Som vi skal se deler marxistisk materialisme flere antagelser med empiriske videnskabsstudier om hvordan sociale og politiske acceptbetingelser for vidensproduktionen konstrueres. 20