En solstrålehistorie Marstal Fjernvarme

Transkript

1 1 Karsten Hermansen En solstrålehistorie Marstal Fjernvarme Kolofon: Marstal Fjernvarme og Karsten Hermansen 2012 Marstal Fjernvarme A.m.b.a. Jagtvej 2, 5960 Marstal ISBN-nr.???????????????? Tryk: Mark & Storm Grafisk A/S 5960 Marstal (evt. oplysning om forsidebillede) Indhold Forord Fællesskabets fordele Hvor kom ideen fra? Tanken fødes Marstal Fjernvarme stiftes og etableres Der åbnes for varmen Udbygnings- og tilslutningsproblemer Økonomiske byrder Hvad med tredie udbygning? Dagligdagen nærmer sig Oliekrisens oplysningstid Mellemøstens dagsorden Nytænkning i en krisetid Kommunale forbrændingsdrømme Mere demokrati og teknologi Oliealternativer Vedvarende værdier En naturlig løsning Solvarmeanlægget realiseres Ærø som vedvarende energi-ø Nye ideer og muligheder

2 2 Den globale sol-ø Sunstore 2 Vokseværk i Marstal Landsogn Sunstore 4 Fra traditionalist til trendsætter Bestyrelsesmedlemmer, -formænd og varmemestre Bestyrelsesmedlemmer Bestyrelsesformænd Varmemestre Kilder og litteratur Utrykte kilder Trykte kilder Samtaler Litteratur Noter og henvisninger Forord HVEM SKRIVER DET? Fællesskabets fordele Hvor kom ideen fra? I 1950 erne og 1960 erne voksede fjernvarmetanken frem i Danmark. Det ene værk efter det andet skød op i større og mindre byer. Overalt var udgangspunktet det samme: det skulle være slut med at slæbe kul og koks. Fjernvarme svinede ikke og krævede ingen indsats fra den enkelte husstands side. Det var et skridt i den rigtige retning, ja simpelthen fremtidens løsning, mente initiativtagerne rundt om i landet. Datidens økonomiske og industrielle udvikling med efterfølgende stigende urbanisering var det nødvendige udgangspunkt for fjernvarmens danske sejrsgang, og det forklarer samtidig, hvorfor fjernvarmen ikke var dukket op længe inden. Ideen var ellers meget gammel. De romerske legionærer i England havde i sin tid udnyttet geotermisk varmt vand til at opvarme bygninger og bade ved hjælp af render, hvori vandet kunne cirkulere. Også dele af Pompeji blev opvarmet af tilsvarende rørsystemer, og franskmændene har indtil i dag en århundredlang tradition for at lade vand cirkulere i trærør i visse byer. Men manden bag det, vi i dag betragter som fjernvarme, var amerikaneren Birdsill Holly, som i Lockport, USA, i 1877 etablerede en 230 meter lang fjernvarmeledning fra et dampkedelanlæg over til sit eget hus. Senere forlængede han ledningen med 160 meter, så også naboen kunne holde varmen. Holly kunne selv se potentialet i sin idé, men det kneb lidt mere for folk med kapital, indtil Wallace C. Andrews dukkede op. Han så mulighederne og var senere med til at etablere fjernvarme i New York. I løbet af de næste ti år blev der bygget 20 fjernvarmeværker i USA, hvor der i takt med industrialiseringen og indvandringen opstod en meget kraftig byudvikling. Det var dog slet ikke fjernvarme i nutidig forstand, vi taler om. Det var måske et eller nogle få højhuse, som blev opvarmet på én gang, og fjernvarme i dansk forstand har amerikanerne aldrig fået. Efter nogle mindre forsøg, blandt andet i Dresden som det første sted, blev der i årene efter Første Verdenskrig opført fjernvarmeværker i store tyske byer som Hamburg, Berlin og Leipzig. Det udslagsgivende var den tids meget høje brændselspriser, som gjorde det nødvendigt at foretage en vis rationalisering. Tyskerne fik ikke følgeskab af de øvrige vesteuropæiske lande, men i Sovjetunionen blev ideen straks taget i brug, da Moskva og Leningrad etablerede verdens største

3 3 kraftvarmeværker. I løbet af mellemkrigsårene blev der bygget omkring 100 kraftvarmeværker i Sovjetunionen, og efter Anden Verdenskrigs slutning skød værkerne op overalt i Østeuropa. Island har ikke sin lige heller ikke på fjernvarmeområdet. Reykjaviks fjernvarmeanlæg i 1943 var nemlig baseret på de varme kilder og brugte derfor slet intet brændsel! 1 Selv om en række bygninger omkring Zoologisk Museum i København fik en for sin tid meget avanceret opvarmning ved hjælp af damp i 1860 erne regnes Frederiksberg Forbrændingsanstalt fra 1903 for Danmarks første fjernvarmeværk. I slutningen af 1800-tallet bugnede Frederiksberg Kommunes lossepladser af affald, så noget måtte gøres. Et forbrændingsanlæg kunne holdes inden for kommunen, men det kunne flere lossepladser ikke. Frederiksberg kommune ville strække sig langt for at undgå at blive afhængig af nabokommunerne. Den indstilling skyldtes ikke mindst erfaringer fra Hamburg i 1892, hvor byen blev ramt af kolera og derfor ikke kunne komme af med sit affald, eftersom de omkringliggende byer ville beskytte sig mod epidemien ved at forbyde dagrenovation fra Hamburg. Resultatet var blevet, at affaldet måtte brændes af i gaderne. Det skulle nødigt ske på Frederiksberg, og derfor blev der taget hånd om tingene i rette tid. I slutningen af 1920 erne begyndte fjernvarmen at brede sig lidt mere over det ganske land. Dels i København og dels i landets store byer stod der elværker, som trængte til renovering. Det førte i flere tilfælde til kombinerede el- og varmeværker. Esbjerg Elværk skulle i 1927 udvides med en dieselmotor og bestyrelsen bestemte sig i den forbindelse for at bygge et fjernvarmeanlæg. Det samme skete i Aarhus, hvor elværket i forbindelse med en udvidelse i 1928 fik mulighed for at udtage damp fra to nye dampturbiner, så der kunne leveres fjernvarme på denne måde. På Fyn kom Faaborg først. Det var i 1925, da elværket skulle have ny dieselmotor. I 1929 var varmen nået til Odense, men selv om kundepotentialet var stort, måtte alle indrette sig efter den kapacitet, elværket havde. Den nødvendige følge af disse erfaringer var naturligvis, at fremtidens fjernvarmeværker ikke var kombinerede el- og varmeværker, men koncentrerede sig om at producere varme. Denne udvikling kom i gang i begyndelsen af 1950 erne. De mange gamle jævnstrømsværker blev nedlagt og erstattet af store kraftværker. Skærbækværket ved Kolding Fjord blev indviet i 1951, og Fynsværket blev indviet i Begge disse værker var kraftvarmeværker, eftersom de var både el- og varmeproducerende. Det var velfærdssamfundet, der foldede sig ud. Skoler, plejehjem, sportshaller og nye boligkvarterer skød op. Fællesskabet var i fokus, og det gjaldt naturligvis også, når det kom til opvarmningen. I de mindre provinsbyer skød fjernvarmeværker op som paddehatte og genoplivede gamle dages andelstanke, hvor byens fremsynede mænd tog hånd om fællesskabets behov. 2 Ikke mindst i 1950 ernes anden halvdel gik det stærkt: Aabenraa fik sit fjernvarmeværk i 1956, Kjellerup i 1957, Skanderborg og Hurup i Haarby i 1959, Padborg i 1960, Skive 1961 for bare at nævne nogle få. Gamle andelstanker forklarer selvfølgelig ikke, at hele landet gik over til fjernvarme næsten på én gang. Hovedårsagen var først og fremmest, at teknologien gjorde fjernvarme økonomisk muligt på andelsbasis forstås. Hvis det kneb med initiativtagere i de mindre byer, var ingeniørfirmaerne i flere tilfælde gode til selv at markedsføre ideen og efterfølgende føre den ud i livet. Fra slutningen af 1950 erne til midten af 1960 erne blev antallet af fjernvarmeværker mere end tredoblet. 3 At bygge et fjernvarmeværk i Marstal var altså ikke nogen revolutionerende idé, men den krævede ikke desto mindre initiativtagere, som kunne organisere fjernvarmeplanerne fra en uforpligtende tanke til et færdigt varmeværk. Hvem skal have æren for det i Marstal? Tanken fødes Bogholder Johannes Rasmussen havde købt et hus i Toldbodgade 4 og gik og arbejdede på det, da politibetjent Albert Hansen kom forbi en dag. De to mænd faldt i snak, og da Albert Hansen i nogen

4 4 tid havde fundet det helt vanvittigt, at alle mennesker skulle have besvær med at fyre, kom de i samtalen også ind på et af tidens aktuelle emner, nemlig fjernvarme. Der måtte simpelthen kunne etableres fjernvarme i Marstal, ligesom man havde gjort så mange andre steder, mente Albert Hansen, og Johannes Rasmussen var ikke uenig. 5 Selv om ideen kom fra de mange fjernvarmeværker i det øvrige land, var der muligvis også en lokal inspirationskilde, som måske spillede ind. I 1959 havde Marstal Andelsboligforening nemlig etableret en fælles varmecentral for de tre boligafdelinger i Niels Juelsgade og Hvidtfeldtsgade. Varmecentralen stod i det høje hus nr. 16 på nordsiden af Niels Juelsgade, hvorfra der var etableret et ledningsnet over gaden til rækkehusene på sydsiden af gaden og videre til de bagvedliggende rækkehuse, som vendte ud mod Hvidtfeldtsgade. Desuden var to parcelhuse med i varmeordningen. Det drejede sig om Niels Juelsgade 29 og Hvidtfeldtsgade 32, som begge blev opført kort efter etableringen af den fælles opvarmning. Tanken om fjernvarme var altså ikke helt ny i Marstal. 6 Det var imidlertid helt umuligt at realisere planerne om et fjernvarmeværk for hele byen uden at engagere en bredere kreds. Lejligheden viste sig en sommeraften i juni 1961 på Hotel Danmark. Navigationsskolen holdt eksamensafslutning, og på et tidspunkt samlede Rasmussen nogle mænd omkring et bord og begyndte at fortælle om sine ideer. Ordene faldt ikke på stengrund. Tværtimod. Der blev sået et frø, som i løbet af efteråret satte spire. Tanken spredte sig, og en selvbestaltet arbejdsgruppe voksede frem. Gruppen bestod ikke overraskende af Johannes Rasmussen og Albert Hansen, men de to initiativtagere fik følgeskab af navigationslærer John Kørner, sparekassedirektør K. Knudsen, mejerist Peter Herskind, murermester Ejner Eriksen og redaktør Poul Martin. Læge Eigil Hatting var også meget interesseret, men han udtrådte hurtigt, da det viste sig, at hans hus ikke egnede sig til fjernvarme. Arbejdsgruppens medlemmer var ikke helt tilfældigt valgt. Fjernvarmeideens egentlige ophavsmand, Albert Hansen, kom som betjent meget rundt og talte med mange folk. Han kunne sprede ideen på gaden. Poul Martin havde som redaktør af Ærø Avis store muligheder for at agitere for sagen til sine læsere, medens sparekassedirektør Knudsens pengemæssige forstand var gavnlig for finansieringen af foretagendet. Johannes Rasmussen arbejdede ganske vist som bogholder på elværket, men var maskinmester af uddannelse, så han regnede på de tekniske detaljer. 7 Vigtigst af alt var det at få en klar fornemmelse af opbakningen til ideen. Albert Hansen og en enkelt anden gik fra hus til hus, hvorefter der tegnede sig en ganske god opbakning. Små detaljer skulle ikke være en hindring, og da snedker Chr. Rosenbæk på Torvet altid havde haft en ovn til høvlspåner i sit værksted, skulle han naturligvis have lov til at fortsætte med det. 8 I løbet af efteråret 1961 lykkedes det at indsamle omkring 300 underskrifter fra interesserede borgere i Marstal. Som udgangspunkt var underskrifterne ikke bindende, for der var mange små og store detaljer, som skulle afklares, inden et egentligt forpligtende tilsagn kunne afgives. Overordnet gjaldt det om at få kontakt til et firma, der kunne etablere et fjernvarmeværk og net i Marstal. Det fandt Johannes Rasmussen i firmaet Dansk Elektrisk Compagni i Odense, i daglig tale D. E. C. 9 Ingeniør Rohr Sørensen fra D. E. C. var ikke længe om at lave et kontraktudkast til marstallerne, og heraf fremgik, at de mange kedler i ejendommene kunne overtages af D. E. C., som også tilbød at betale tilslutningsbidraget. Det var en meget favorabel ordning, der betød, at D. E. C. fik et stort lager af kedler, men det var jo sådan set ikke den lokale arbejdsgruppes problem. For arbejdsgruppen betød det bare, at det nu var muligt at tage det afgørende skridt og stifte Marstal Fjernvarme. 10 Marstal Fjernvarme stiftes og etableres Det var Poul Martin, der bød de fremmødte velkommen, da planerne om fjernvarme i Marstal skulle bringes til realisering ved en stiftende generalforsamling på Hotel Danmark den 21. maj 1962.

5 Redaktør Martin kunne til almindelig tilfredshed meddele, at der var 148 husstande, der havde udtrykt interesse for fjernvarme, og heraf var de 130 repræsenterede ved generalforsamlingen. Som udgangspunkt for arbejdet måtte forsamlingen naturligvis høre om de indhøstede erfaringer fra andre steder. Ingeniør Pischardt fra D.E.C. var derfor indkaldt og gav en teknisk redegørelse for fjernvarme. Efter den tekniske gennemgang vendte forsamlingen sig til den juridiske side af sagen og vedtog såvel vedtægter som indholdet af forbrugerkontrakten i enighed. Da forsamlingen skulle vælge en bestyrelse, slog advokat Mogens Kristensen, som var aftenens dirigent, til lyd for at vælge den hidtidige arbejdsgruppe. Men arbejdsgruppen bestod af syv personer, hvorimod bestyrelsen kun havde fem pladser, så Peter Herskind og Ejner Eriksen blev i stedet valgt som suppleanter. Herefter var der åbent for spørgsmål, og de var tilsyneladende talrige, for den stiftende generalforsamling var først forbi ved halvellevetiden den aften. For bestyrelsens vedkommende blev aftenen endog en smule længere, idet det konstituerende møde lige så godt kunne afholdes med det samme. Formand blev redaktør Martin, medens navigationslærer Kørner blev næstformand. 11 Der var ikke tid til at sætte sig hen i et hjørne og vente på, at tingene skete af sig selv, så kun en god uges tid efter den stiftende generalforsamling mødtes den nyvalgte bestyrelse på Hotel Ærø for at tage fat på arbejdet. Også denne gang var der en repræsentant fra D.E.C. i Odense, nemlig ingeniør Rohr Sørensen. Ligeledes var advokat Mogens Kristensen til stede. Projektet var godt forberedt. Jordkøbet til fjernvarmecentralen havde været aftalt i nogen tid, og byggetegningerne lå klar, så Rohr Sørensen anbefalede, at ansøgningen om lånegaranti hos Marstal Kommune blev sendt af sted med det samme, så den kunne komme med på kommunalbestyrelsesmødet den 12. juni. Rohr Sørensen havde forberedt sig godt og kom med forslag om tilbud til erhvervsejendomme. Alle erhvervslokaler på over 20 kvadratmeter kunne få 50 procents reduktion. Hoteller med varierende belægning blev tilbudt 35 procents rabat på værelserne og 50 procent på erhvervslokalerne i øvrigt. Tre af boligforeningens ejendomme, som ikke var med i fjernvarmeforeningen, ville også kunne modtage varme, men ingen reduktion. Varmen ville gå igennem én måler, og så skulle det være boligforeningens problem at fordele forbruget. 12 Ved det næste bestyrelsesmøde den 27. juni 1962 kunne foreningens formand, redaktør Martin, meddele, at den ansøgte kommunegaranti var bevilget. Men det skete på visse vilkår. Kommunen ville nemlig have to pladser i fjernvarmens bestyrelse, og det ville kræve en ændring af de ellers netop vedtagne vedtægter. Det var dog ikke noget større problem, for kommunen kunne selv foretage ændringerne uden at skulle indkalde til ekstraordinær generalforsamling. Kommunen var både garant og potentiel kunde. Kommunens bygninger skulle jo også varmes op, så der var allerede fremsendt et tilbud i øvrigt sammen med en invitation til at besøge et par jyske varmeanlæg i midten af juli måned. Rohr Sørensen var også denne gang med til mødet, og han fortalte om sine forhandlinger med Dansk Esso. Et vigtigt punkt i forhandlingerne var omfanget af det lager, som der nødvendigvis måtte være på øen. Der skulle være lager til at imødegå en isvinter på ca. 40 dage. Ønsket blev vist stor imødekommenhed fra Dansk Esso, som var parat til at udvide sit tankanlæg på Marstal Havn, hvis det skulle vise sig nødvendigt. Overingeniør Haakan Petersen oplyste, at hvis bestyrelsen kunne få foretræde for Indenrigsministeriets konsulent, kunne sagen antagelig gå hurtigere igennem, så bestyrelsen var ikke længe om at beslutte, at fjernvarmeformand Poul Martin skulle tage med til mødet i København. Parallelt med de juridiske opgaver, var der også nogle praktiskøkonomiske, som skulle løses. Den nye omsætningsafgift i engrosleddet kaldet omsen ville snart træde i kraft, men hvis materialerne kunne blive leveret i juli måned, var der gode muligheder for at slippe for denne ekstra udgift, vurderede Rohr Sørensen. 5

6 Bestyrelsens egne kompetencer blev udnyttet fornuftigt, da sparekassedirektør K. Knudsen blev valgt til at gennemgå og vælge blandt de forskellige lånetilbud sammen med Mogens Kristensen. Mogens Kristensen blev desuden valgt til sammen med politibetjent Albert Hansen at forhandle med et håndværkerkonsortium med murermester Eriksen i spidsen og N. O. Petersen. Disse havde nemlig afgivet tilbud på jord til fjernvarmebyggeriet. N. O. Petersen skulle imidlertid kun have fem kroner pr. kvadratmeter, medens håndværkerkonsortiet forlangte det dobbelte. D.E.C. ville sørge for byggetilladelser hos kommunen, gade- og vejudvalget og hos Svendborg Amts Vejvæsen. Bestyrelsesmedlem, bogholder Rasmussen, blev valgt til at følge denne del af arbejdet. 13 Den 9. juli 1962 mødtes bestyrelsen, Mogens Kristensen og Haakan Petersen igen. Petersen anbefalede, at Marstal Fjernvarme skulle tilbyde Dansk Esso at sørge for plads i en varmekanal fra tanken ved havnen, medens Esso lagde selve ledningerne. Arbejdet burde dog udføres af en anerkendt fagmand, så der var nogenlunde sikkerhed for kvaliteten. D.E.C. ville overvære trykprøver, og den del af arbejdet, som Esso skulle udføre, skulle laves med samme garanti som D.E.C.s arbejde, nemlig to år. D. E. C. var villig til at lægge ud for Marstal Fjernvarme, når grunden skulle erhverves. Mogens Kristensen havde forhandlet med såvel håndværkerkonsortiet som N. O. Petersen, og begges tilbud var blevet accepteret. Dermed var grunden sikret. Nu gjaldt det imidlertid om at komme i gang med at bygge fjernvarmecentralen i en vis fart. Bestyrelsen ønskede byggeriet sat i gang omgående, og håndværkerne skulle i kontrakten acceptere, at der blev taget andre håndværkere ind, hvis kontrakten ikke blev overholdt. D.E.C. meddelte, at murermester Ejner Eriksen ville få opgaven i entreprise, men oplyste samtidig, at der var en fynsk entreprenør, der var kvalificeret til at udføre arbejdet. Fjernvarmebestyrelsen pointerede imidlertid, at der burde anvendes lokal arbejdskraft til opgaven. Arbejdet med at skaffe fjernvarmeforbrugere var også i fuld gang, for uden kunder var der jo ingen at anlægge varmeværket for. Den opgave blev primært lagt i hænderne på Johannes Rasmussen, som skulle stå for den personlige kontakt til forbrugerne. 14 Det første kontor blev indrettet ved et brugt skrivebord i P. K. Andersens hus på det nordvestlige hjørne af Kirkestræde og Hvidtfeldtsgade, og så gjaldt det bare om at komme i sving. 15 Det var jo ikke lutter velvilje, der strømmede fjernvarmeentusiasterne i møde. Der blev sået tvivl om, hvorvidt husene kunne tåle fjernvarme, og John Kørner oplevede at blive overfuset på åben gade af en kulhandler, som naturligvis godt kunne se, at det nye initiativ var begyndelsen til enden for hans virksomhed. Af samme grund var en del medlemmer af kommunalbestyrelsen temmelig forbeholdne over for ideen, og borgmester Harald Madsen var direkte imod. Da kommunalbestyrelsen var med fjernvarmebestyrelsen på besøg i de to jyske fjernvarmeselskaber i Kjellerup og Skanderborg den 19. juli 1962, ændrede stemningen sig imidlertid radikalt. Nu blæste der langt mildere vinde, om end borgmesteren stod fast på sit en tid lidt endnu. 16 Det, som marstallerne havde oplevet, var to eksempler på D.E.C.s arbejde. I Kjellerup var der etableret fjernvarme i september 1957 med 121 forbrugere, medens der i Skanderborg var 120 forbrugere et halvt års tid efter, at der var åbnet for fjernvarmen i oktober Allerede inden den stiftende generalforsamling i Marstal havde 148 husstande vist positiv interesse i at blive tilsluttet Marstal Fjernvarme, så Kjellerup og Skanderborg var sammenlignelige byer i en fjernvarmesammenhæng. Rejsetøjet var knapt hængt på plads, inden bestyrelsen næste dag mødtes på Hotel Ærø for at fortsætte det påbegyndte arbejde. Ved dette møde kunne formanden byde velkommen til de to kommunale repræsentanter, driftsleder Knud Grønne og maskinsætter M. C. Marcussen. Marcussen havde hidtil været fjernvarmebestyrelsens revisor, men den post måtte han nu afstå til bankbestyrer Bøttiger, så der var orden i formaliteterne. Betjent Hansen, Kørner og Grønne kom i byggeudvalget 6

7 og valgte Grønne som formand. Det gik langsomt med at få overtalt virksomhederne til at gå med på fjernvarmeideen, så der måtte også nedsættes et agitationsudvalg, som skulle fokusere på virksomhederne. Også Albert Hansen blev valgt til dette udvalg, men fik her følgeskab af Marcussen og bogholder Rasmussen. Sparekassedirektør Knudsen og advokat Mogens Kristensen fik bemyndigelse til at forhandle med kommunen om optagelse af et lån på 1,5 millioner kroner. Opgaverne var fordelt. Da lånene skulle underskrives, følte bestyrelsen for alvor ansvaret tynge på skuldrene, så Knud Grønne lod lige så diskret lånedokumenterne glide hen foran sparekassedirektør Knudsen. Kunne han skrive under, kunne alle gøre det. 18 I sommeren 1962 føltes det nærmest som om, alle Marstals gader var under opgravning, men visse gader var trods alt vigtigere end andre. Kongensgade og Kirkestræde var de to afgørende gader. En forretningsdrivende på hjørnet af Kirkestræde og Markgade var ikke fjernvarmen positivt stemt og stod og så temmelig vred ud, da gravearbejdet passerede forbi hans dør. Ikke desto mindre foreslog han håndværkerne, at han fik et fjernvarmestik ind til sin ejendom af hensyn til de næste beboere. Så skulle der ikke graves op igen, og det var vel fornuftigt nok? 19 Historien fortæller i virkeligheden noget meget væsentligt om fjernvarmemodstanderne. På den ene side set var de imod dette nymodens påfund. På den anden side set vidste de udmærket, at slaget allerede var tabt. For at mindske modviljen blandt byens erhvervsdrivende skulle olien efter kommunalt pålæg sejles til byen. Ved ankomsten til Marstal kunne olien pumpes direkte over i Holger Hansens Essotank på havnen. Holger Hansen var i sagens natur ærgerlig over at miste sine oliekunder, men med denne ordning fik han et plaster på såret. Han modtog en afgift pr. tons olie, der løb gennem hans tank, inden olien løb videre op gennem Kongensgade til Fjernvarmecentralen. 20 For at fremme interessen for at blive tilsluttet det nye fjernvarmenet besluttede bestyrelsen, at husejere, som ønskede tilslutning senere, kunne få fjernvarmestikket inden for husmuren mod at betale halv tilslutningsafgift, hvis de samtidig forpligtede sig til at gå over til fjernvarme inden for en periode på to år. Studieturen til Kjellerup havde i øvrigt inspireret bestyrelsen til at lave ti årlige rater, når varmen skulle betales. Endelig blev det besluttet, at der skulle opslås en ledig stilling som varmester, men den måtte lige afvente ministeriets tilladelse til fjernvarmeplanerne. 21 Den kom imidlertid hurtigt, for bestyrelsen havde ikke tid til at holde nogen form for sommerferie, og allerede den 26. juli trådte bestyrelsen atter sammen og fik den gode nyhed om, at Indenrigsministeriet snarest ville fremsende en tilladelse til at påbegynde arbejdet. Overingeniør Haakan Petersen meddelte, at D.E.C. ville påbegynde arbejdet i samme øjeblik, ministeriets tilladelse forelå. 22 Den 1. august blev byggeriet af fjernvarmecentralen besluttet. Den skulle opføres i røde sten med jernvinduer og grønt eternittag. Murer Elholm og snedker Grube skulle stå for byggeriet. Desuden skulle der som nævnt ansættes en varmemester med tiltræden den 1. oktober. Indtil da skulle bogholder Rasmussen lønnes for at føre tilsyn med byggeriet. 23 Så snart arbejdet var sat i gang, opstod der mange små og større spørgsmål, som krævede et svar. Bogholder Rasmussen havde fået en henvendelse fra Ærø Elforsyning, som spurgte, om der var mulighed for at opføre en transformatorstation på Marstal Fjernvarmes grund. En sådan transformatorstation ville nemlig sikre, at en strømafbrydelse i byen ikke ville få indflydelse på varmen i byens huse. Det var jo et godt og positivt forslag, så det blev naturligvis bevilget. 24 Den 16. august kunne bestyrelsen sætte navn på den nye varmemester. Bogholder Rasmussen havde søgt og opfyldte kravet om en maskinmesteruddannelse, så med hans store engagement i fjernvarmearbejdet var han den oplagte kandidat til stillingen og tiltrådte 1. oktober Ingen var i tvivl om, at Rasmussen var det rette valg, men eftersom han selv havde været med til at udforme kravene til den nye stilling, havde ingen i bestyrelsen tænkt på, at Rasmussen selv kunne være 7

8 8 interesseret i stillingen. 25 Med den nye stilling kunne Rasmussen imidlertid ikke fortsætte i bestyrelsen, så her blev han ved sin tiltræden erstattet af sin suppleant, førstemejerist Herskind. 26 Umiddelbart inden bestyrelsesmødet den 13. september var formanden, redaktør Martin, til møde med borgmesteren, som ønskede større reduktion i prisen for kommunale bygninger. Formanden kunne oplyse, at erhvervslokaler fik 50 procents afslag i de faste årlige udgifter og i tilslutningsafgifter. Borgmesteren foreslog, at kommunen blev betragtet som én erhvervskunde, men formanden tilbød i stedet kommunen at opsætte kaloriemålere på fjernvarmens regning. Umiddelbart kom parterne ikke til nogen overensstemmelse, men det optog ikke sindene ved bestyrelsesmødet, da der var meget andet at tænke på. Andelsboligforeningens fjernvarmeforhold var endnu lidt uklare, så der måtte forhandles videre, og de huse, hvor der uden hjemmel var givet reduktion på grund af stor højde i stuerne, skulle gennemgås, så forholdene kunne blive afdækket. Den gode nyhed var dog, at der ville kunne holdes rejsegilde på den nye fjernvarmecentral inden for et par ugers tid, og bestyrelsen besluttede, at der skulle serveres øl, pølser og tobak til håndværkerne. 27 I løbet af september måned forsvandt der nogle kunder. En dame bad om at blive løst fra sin kontrakt, da hendes mand i mellemtiden var død, og økonomisk var hun ikke i stand til at klare de nødvendige udgifter. Bestyrelsen bevilgede ansøgningen, men krævede samtidig, at ejendommen skulle aftage fjernvarme efter et salg. En anden bad om udsættelse i nogle måneder, og det ønske kunne også imødekommes. Men der dukkede heldigvis stadig nye potentielle kunder op, hvoraf Marstal Kirke må siges at være en af de større. Desuden blev forhandlingerne med Andelsboligforeningen afsluttet, da D.E.C. påtog sig at rive boligforeningens skorsten ned til tagets niveau og dække hullet af med et dæksel uden udgift for Marstal Fjernvarme. 28 Selv om første udbygning af fjernvarmenettet endnu ikke var tilendebragt, var det ikke uvæsentligt at få den næste udbygning planlagt i så god tid, at arbejdet kunne fortsætte uden ophold, når første udbygning var på plads. D.E.C. lovede derfor at tage sig af sagen og lave en plan for de kommende år. 29 Det var ikke så enkelt at afgøre, hvad der skulle prioriteres højest i den næste udbygning. Kongensgade skulle naturligvis føres igennem af hensyn til Essos levering af olie, men om det var boligforeningen eller Møllevejen helt op til Nørremark Skole, der derefter skulle med på varmenettet, ja det stod til diskussion. De første forbrugere kunne forvente at modtage fjernvarme fra den 15. november, men spørgsmålet var, hvor mange, der kunne komme med i den allerførste runde. Det afhang i høj grad af installatørernes syn på sagen, og om aftenen den 2. november mødtes bestyrelsen med installatørerne Eschen, Godtfredsen og Petersen. Installatør Jensen var også indbudt, men kunne i komme. Det lå helt klart, hvilke gader, der skulle have fjernvarme fra den 15. november, men antallet af husstande var uklart. Installatørerne, der selvsagt ikke havde erfaring med denne type opgave, var ikke meget for at sige noget bindende, men enden på det blev, at man skønsmæssigt kunne forvente, at forbrugere kunne komme med på fjernvarmenettet fra den 15. november eller lige derefter. Overmontør Møller fra D.E.C. foreslog at tage udenøs arbejdskraft ind med tarifmæssig løn og stationeringstillæg til følge men det ville skabe et misforhold til de lavere ærøske lønninger, så bestyrelsen besluttede at gøre tilslutningstidspunktet til et spørgsmål mellem installatørerne og forbrugerne. Når de første forbrugere begyndte at modtage fjernvarme, var det også vigtigt at sikre, at det hele fungerede, så Rohr Sørensen anbefalede derfor, at den første aflæsning af målere blev foretaget ti dage efter varmeleveringens påbegyndelse. Der åbnes for varmen

9 Det var ved at være tiden at kontakte borgmesteren, der skulle åbne for varmen den 15. november Da dagen oprandt, var der to kedler på centralen, men kun den ene var installeret. Der skulle dog snart komme flere til. 31 Alle andelshaverne var blevet inviteret til det højtidelige øjeblik, hvor borgmester Harald Madsen skulle trykke på en knap, som satte fjernvarmen i gang. Pressefotografen stod klar til at forevige øjeblikket, og ude bagved stod varmester Johannes Rasmussen klar til at trykke på den virkelige knap, som satte det hele i gang. 32 Efter åbningen fortsatte overvejelserne om rækkefølgen af udbygningen af fjernvarmenettet. En forbruger i Kirkestræde mellem Skovgyden og Kongensgade var lovet fjernvarme inden jul, men alligevel blev andelsboligerne prioriteret højest. Desuden blev det besluttet at opkræve 3,50 kr. à conto i fast varmeafgift. 33 Ved årsskiftet var der tilsluttet omkring 400 forbrugere, og installatørerne havde susende travlt. 34 I midten af januar måned 1963 manglede der stadig lidt af den første del af første udbygning, altså Marstals vestligste gamle bydel med de nærmeste nye kvarterer og en del af Møllevejen. Peder Skramsgade, Willemoesgade, Gasværksvej ud til De gamles Hjem og Kongensgade til oliepladsen var dog endnu ikke klar, men ellers var første etape af udbygningen ved at være færdig. Og så kom turen til sidste del af første udbygning. Den skulle omfatte Ny Møllergade, Brøndstræde, Tordenskjoldsgade, Kirkestræde, Hvidtfeldtsgade, Danmarksgade og Bredgade. Anden udbygning skulle omfatte følgende gader og strækninger: Resten af Møllevejen op til kapellanboligen, Møllergade, Korsgade, Vinkelstræde, Færgestræde, Lærkegade, Markgade og Strandstræde, Skippergade, Sølvgade, Teglgade, Nørregade, Enighedsstræde, Grønnegade, Mellemgade og Vestergades forlængelse. Tredie udbygning skulle omfatte Strandstræde (anden del), Ommelsvejen, Sygehusvejen, Østergade, Strandvejen og Rosenvejen, Toftevejen og Buegade. 35 Hele denne etableringsfase var en dyr affære, så D.E.C. måtte leve med, at pengene kom lidt hen ad vejen, indtil Marstal Fjernvarme havde opnået et tillægslån. Dødsfald var ind imellem også med til at gøre indtægterne lidt usikre, for kunne boet forpligtes på en fjernvarmeaftale? 36 De manglende betalinger til D.E.C. gjorde livet lidt besværligt for fjernvarmebestyrelsen, som snart mødtes igen for at drøfte den økonomiske situation. Mødet endte med en beslutning om, at D.E.C. i første omgang ville få kr. til dækning af første byggerate. 37 Beløbet var imidlertid ikke det eneste, der skulle betales, for der var jo en udbygning af fjernvarmenettet på vej, så der måtte ind imellem gribes dybt i lommerne. 38 Fjernvarmenettets udbygning var en vigtig forudsætning for at øge kundeunderlaget og dermed indtægterne. I februar 1963 stod der imidlertid klart, at det kunne komme til at knibe alvorligt med at få færdiggjort første udbygning til rette tid. Overingeniør Haakan Petersen fra D.E.C. påtog sig at gennemregne sagerne endnu en gang, så bestyrelsen kunne få et realistisk svar på mulighederne for, hvornår anden og tredie udbygning kunne påbegyndes. Men det var jo ikke kun udbygningerne, som endnu ikke var tilendebragte. Også fjernvarmecentralen skulle færdiggøres, og der var allerede lagt et mildt pres på tømrerne, så malerne kunne komme til. Der var generelt en vis iver for at se, om budgettet holdt, men ingeniørerne Haakan Petersen og Rohr Sørensen mente generelt, at økonomien så forsvarlig ud. Dog kunne en række budgetoverskridelser kr. på første udbygning ikke undgå at skræmme bestyrelsen, som også blev præsenteret for et nyt problem i form af termostatventiler, der skulle skiftes. Problemet hørte i princippet under D.E.C.s garanti, men varmester Rasmussen mente nok, at ombytningen kunne klares af fjernvarmen selv, hvis blot D.E.C. leverede materialerne. Endelig skulle bestyrelsen tage stilling til de klager, som fra tid til anden indkom vedrørende for høje aconto-beløb. I et tilfælde som Aggershøj på Møllevejen blev løsningen simpelthen at betale efter regning, da parterne ikke kunne enes om et passende acontobeløb. 39 9

10 10 Toget var sat i gang og var ikke sådan at standse igen, så selv om bestyrelsesmedlemmerne ind imellem spærrede øjnene op, når de så kalkulationerne over de forestående udbygningsopgaver, var der egentlig ikke noget at stille op. Arbejdet måtte gøres færdig, og det blev derfor kun til mindre bemærkninger, som ikke rokkede ved projektets gennemførelse. 40 Interessen for fjernvarme blev ikke ringere af, at vinteren var ganske kold, og de billigste varmeregninger blev sendt til fjernvarmens forbrugere. I foråret 1963 begyndte der derfor at dukke adskillige nye kunder op helt af sig selv. Store forbrugere som skolen, rådhuset og kirken skulle også snart komme med i kundekartoteket, så foretagendet havde medvind. 41 Etableringen af fjernvarmeværket skabte selvfølgelig også interesse for at sælge forskellige produkter, og fra producenten af Clorius-ventiler kom der en henvendelse, som ikke var så lige til at svare på. Problemet med at benytte forskellige ventiler var nemlig, at det kunne give lidt forskel i forbrug og dermed skabe grobund for utilfredse kunder. Albert Hansen foreslog at afprøve Cloriusventilerne på et par udvalgte forbrugere i Marstal, og derved blev det. 42 Udbygnings- og tilslutningsproblemer Fjernvarmeudbygningen på Møllevejen var genstand for en løbende diskussion, som bestyrelsen tog visse konsekvenser af på mødet i april At føre ledningsnettet længere end til Nørremark Skole ville nemlig være en underskudsforretning, men der var på den anden side set allerede planlagt to etaper, som i første omgang skulle gå til Møllevejen 81 og i næste omgang til kapellanboligen i nr. 93. At afbryde midt i forløbet, ville give kritik, mente Grønne, men det tog flertallet sig ikke af, da det blev besluttet at standse ved Nørremark Skole og lade resten vente til en senere udbygning af nettet. Samtidig blev det enstemmigt besluttet, at fra dags dato kl. 18 skulle nytilmeldte forbrugere til både første, anden og tredie udbygning i modsætning tidligere tilmeldte betale en meterafgift fra bagkanten af fortovet og ind til stikket. Den nøjagtige beregning var desværre bare ikke så enkel at beregne som forventet, så afgiften blev meget snart sat i bero igen og skulle derefter kun gælde, hvor der var tyve meter eller mere fra fortovet til kælderens ydermur. 43 I det hele taget var der mange detaljer, som skulle falde på plads. At de sidste forbrugere på fjernvarmeledningen på Møllevejen kun fik lunkent vand, var måske ikke noget stort problem i det samlede foretagende, men for Møllevejens beboere var de kolde stuer naturligvis et mærkbart problem, som krævede en hurtig løsning. Sagen løstes ved at etablere et rundløb i enden af ledningen, og så var der atter ro på den front. 44 De hidtidige bestyrelsesmøder havde været holdt på henholdsvis Hotel Ærø og Hotel Danmark. I maj, juni og juli 1963 blev bestyrelsesmøderne holdt på fjernvarmecentralen. Den 7. maj var en god dag, for Marstal Sparekasse havde fremsendt et lånetilbud på kr., og det gav en tiltrængt lettelse af økonomien. Der skulle ganske vist lånes endnu flere penge, men det var en god begyndelse. En anden god ting var, at nogle påviste regnefejl i D.E.C.s projekt for anden udbygning var blevet accepterede af D.E.C., som ville rette fejlen og dermed lette fjernvarmeforbrugerne for en udgift på kr. Forrige mødes enighed om at indstille udbygningen af Møllevejen ved Nørremark Skole var imidlertid allerede begyndt at slå revner. Derfor måtte der ved maj-mødet trækkes en ny grænse for anden udbygning, nemlig ved cykelhandler Theodor Hansen. Resten af vejen op til kapellanboligen måtte til gengæld vente, for bestyrelsen var enig om, at det gjaldt om at få de rentable områder klar først. For anden udbygnings vedkommende betød det, at der kunne leveres varme fra 1. oktober Varmeprisen blev samtidig fastsat til 3,50 kr. pr. kubikmeter varmeforbrug. 45 Forskønnelsen af varmecentralens omgivelser var et andet punkt, som der også skulle tages stilling til. Ved mødet i juli 1963 besluttede bestyrelsen derfor på Grønnes forslag, at der skulle indkøbes en motorplæneklipper og afsættes kr. til anlæg af centralens omgivelser. 46

11 Rentabilitetsproblemerne var ikke sådan at overvinde. Lånefinansiering var jo kun en foreløbig løsning, og i august 1963 stod Marstal Fjernvarme i den svære situation, at der var indkommet kr. i tilslutningsafgifter, men der var projekteret med kr. Spørgsmålet var derfor: Skulle man stoppe udbygningen nu og prøve at opnå rentabilitet, eller skulle man gå linen ud og håbe, at det hele ville løse sig med tiden? Haakan Petersen var ikke så bekymret over de manglende tilslutninger. De ville komme, mente han. Problemet var jo blandt andet, at mange ikke kunne modtage varme, da de lokale mestre ikke kunne nå at lave de nødvendige installationer. Haakan Petersen ville derfor gerne tage spørgsmålet op med D.E.C.s direktion, som måske kunne rette henvendelse til kommunen og opnå en løsning ad den vej. Man kunne også afvente, at de lokale håndværkere fik indhentet det forsømte og så fortsætte derefter. Endelig kunne man også se lyst på det og følge Kørners indstilling, som gik på, at der var lidt uvilje mod at tilslutte sig uden for fyringssæsonen. Der skulle nok komme tilmeldinger, når kulden begyndte at mærkes. Advokat Mogens Kristensen gjorde opmærksom på, at de tilmeldte ifølge fjernvarmens vedtægter var forpligtede på at betale som minimum de faste udgifter, så snart selskabet kunne levere varme og ikke fra den dag, husstanden kunne modtage den. Endelig hørte det med til vurderingen af den øjeblikkelige situation, at anden udbygning snart var færdig. Der manglede 80 stik, som forventedes færdiggjort i løbet af to måneder. Det ville også øge chancerne for flere forbrugere. Møller fra D.E.C. foreslog, at man kunne henvende sig til udenøs håndværkere, som kunne lave tilslutninger i de enkelte husstande, men det kunne Albert Hansen ikke tolerere, da det først og fremmest gjaldt om at støtte de lokale håndværkere. Den holdning skulle der ikke rokkes ved. Tredie udbygning var også delvis i gang, hvad angik de steder, hvor der var tale om en forlængelse af vejen. Reberbanen til eksempel. Efter diskussionen blev bestyrelsen helt enig om at afvente D.E.C.s afgørelse i sagen. En anden sag var, hvilke ventiler, der kunne accepteres af D.E.C. Haakan Petersen oplyste, at både tryk- og temperaturregulerende ventiler kunne godkendes, men vedligeholdelsen skulle ikke påhvile fjernvarmenettet, men den enkelte forbruger, som højst kunne få fem returventiler leveret fra fjernvarmeværket. De øvrige udgifter måtte forbrugerne afholde selv. 47 Den 4. september 1963 blev der holdt bestyrelsesmøde på Hotel Danmark i selskab med tre lokale smede. Enhver kunne regne ud, at det handlede om problemet med, at de tilmeldte brugere ikke blev tilsluttede, fordi håndværkerne var kommet bagud med arbejdet. Formand Martin redegjorde for problemstillingen og lagde derefter op til, at håndværkerne måtte fremkomme med nogle forslag til at løse problemet. Kunne man forestille sig, at der blev indhentet udenøs arbejdskraft? Smedemester Laurits Jensen vurderede, at arbejdet ville tage endnu et års tid med den nuværende bemanding. Poul Martin havde imidlertid hørt, at der var nogle af Marstals installatører, som havde taget kunder ind fra Ærøskøbing, hvor der i 1963 også var ved at blive etableret fjernvarme, 48 og fortsatte den tendens, ville det i sidste ende blive helt umuligt at få noget færdigt i Marstal. Smedemester Jensen indrømmede, at han havde taget to i Ærøskøbing, men forsvarede sig med, at det var gamle kunder, og han ville ikke tage flere. De to andre tilstedeværende smede havde ikke taget kunder ind fra Ærøskøbing, så problemet var tilsyneladende ikke så stort, som rygterne havde ladet ane. Da Poul Martin foreslog, at D.E.C. sendte et arbejdshold til øen for at løse problemet, begyndte den forventelige ventetid at svinde ind. Peter Eschen mente, han kunne være færdig med sine 40 nye anlæg og tilslutninger i begyndelsen af det nye år. Smed Petersens ti nye anlæg kunne næppe vare længere end til november, og Laurits Jensen, som ellers ikke havde noget imod udenøs arbejdskraft til opgaven, mente nu ikke længere, at der var et års arbejde tilbage, men kun frem til 1. februar. Han havde omkring 60 nye anlæg at lave. 11

12 12 Trods de nedsatte ventetider var der stadig brug for en del tålmodighed, og bedre blev det ikke, da Albert Hansen bemærkede, at det ville være hensigtsmæssigt at sikre alderdomshjemmet en hurtig tilslutning. Laurits Jensen, som havde denne opgave, mente imidlertid ikke, at han kunne lave det før i sommeren Med disse ord i baghovedet kunne Møller fra D.E.C. tage hjem til Odense og fortælle sine overordnede om situationen. De lokale håndværkere var hørt, og hvad D.E.C. så besluttede, var D.E.C.s sag og ingen andres. 49 Den 20. september 1963 mødtes fjernvarmebestyrelsen igen. Formand, Poul Martin, og advokat Mogens Kristensen havde samme dag været i Odense for at forhandle med D.E.C. om det fortsatte arbejde. Resultatet af mødet var blevet, at videre udbygning skulle stilles i bero bortset fra, at de fire øverste huse i Teglgade, mellemste Strandstræde, Vestergades forlængelse samt Barkvej blev medtaget. Den vedtagne begrænsning gjorde projektet kr. billigere, og dermed forsvandt et tilsvarende underskud. Bestyrelsen lyttede til formandens referat, men der var uenighed om det rimelige i at gøre forlængelsen af Vestergade færdig, da den ikke var rentabel. Efter længere tids diskussion og en afstemning med fem stemmer for og to imod blev det besluttet at færdiggøre Vestergades forlængelse under forudsætning af, at afgifterne blev betalt straks. 50 Fjernvarmebestyrelsen var omhyggelig med sit arbejde, så ved generalforsamlingen på Hotel Danmark var der ikke kritiske bemærkninger af betydning fra de godt 60 fremmødte, som genvalgte det afgående bestyrelsesmedlem P. J. Herskind. 51 Økonomiske byrder At fjernvarmebestyrelsen havde orden i sine ting, betyder imidlertid ikke, at der ikke var problemer. Tværtimod. I slutningen af september 1963 standsede entreprenør Skafte Hansen, Hjørring, nemlig betalingerne. D.E.C. lovede dog, at den beklagelige situation ikke ville få betydning for Marstal, så arbejdet kunne fortsætte. 52 Også D.E.C. var interesseret i at se nogle penge, så den 30. januar 1964 mødtes fjernvarmebestyrelsen og to ingeniører fra D.E.C. til et møde, hvor spørgsmålet var, hvorvidt fjernevarmebestyrelsen ville og kunne betale af på sin regning. Bestyrelsen lagde dog vægt på, at der som sådan ikke var tale om forfalden gæld, men derimod om et stykke arbejde, som endnu ikke var færdiggjort. D.E.C.s udsendte ingeniører, Kjeldsen og Gregersen, oplyste til gengæld, at D.E.C. skulle gøre status inden 1. februar og derfor var interesseret i en indbetaling. Det korte varsel betød, at en udbetaling var umulig, da det ville kræve salg af obligationer, men en veksel kunne godt udstedes i en snæver vending. Ved samme møde tog bestyrelsen og de to ingeniører også fat på det næste aktuelle spørgsmål, nemlig hvornår den tredie udbygning af Marstal Fjernvarme skulle iværksættes. 53 Trods god økonomisk kontrol havde fjernvarmen visse økonomiske problemer, som var knyttet til misforholdet mellem de betalte tilslutninger og fjernvarmens kapitalbehov. Enkelte tilsluttede forbrugere nægtede ligefrem at betale tilslutningsafgift og fast afgift, og en enkelt kunde havde tilmed sagt, at han var parat til at risikere en retssag om rimeligheden i disse betalinger. Fjernvarmebestyrelsen var på sin side også klar til at udtage stævninger mod de dårlige betalere, så sagen kunne afsluttes og pengene falde. Desuden skulle en person gå rundt med forbrugerkontrakter, og varmester Rasmussen meldte sig frivilligt til denne vederlagsfrie opgave. Det var blevet forår i 1964, og D.E.C. havde fremlagt et nyt projekt over mulige nye tilslutninger til fjernvarmenettet. Det nye projekt skulle koste kr., så der var forståeligt nok krav om en kommunegaranti, inden det hele iværksattes. Men var der i det hele taget nogen idé i at fortsætte udbygningen af fjernvarmenettet? Hvad med tredie udbygning?

13 Der var 262 potentielle tilslutninger, men der blev kun regnet med 182 tilslutninger. Med denne forsigtige politik måtte der også større tilslutningsafgifter til. Det skulle jo balancere, mente ingeniør Kjeldsen, og formand Poul Martin tilsluttede sig indirekte synspunktet ved at oplyse, at der på dette tidspunkt af året maj måned allerede var et underskud på kr. Alligevel var det ikke nogen let opgave at pålægge forbrugerne stigninger på 25 procent, sådan som formanden foreslog. Den bløde landing kunne være, at spørgsmålet blev udsendt til alle kunderne for at høre, om de kunne acceptere stigningen. I sidste ende blev resultatet dog et helt andet. Bestyrelsen besluttede nemlig at holde et møde for de mulige nye forbrugere. Ved den lejlighed kunne den forhøjede tilslutningsafgift forklares, og så kunne bestyrelsen samtidig fornemme, om tredie udbygning overhovedet skulle realiseres. 54 Mødet blev afholdt den 25. maj kl på Hotel Danmark. Indledningsvis holdt bestyrelsen et møde. Økonomien var og blev stram. Skulle den nye tredie udbygning blive til virkelighed, måtte tilslutningsafgiften forhøjes til omkring 900 kr., hvilket var en stigning på 50 procent. Det er klart, at en så voldsom stigning umuligt kunne gennemføres uden kritik. Ingeniør Kjeldsen, som var med til bestyrelsesmødet, foreslog som alternativ, at de årlige afgifter kunne forhøjes, eventuelt i forening med forhøjede tilslutningsafgifter. Formanden understregede, at en differentieret forbrugerpris kun ville fremprovokere utilfredshed. Enden på sagen blev ikke desto mindre, at de potentielle kunder måtte høres og afgive tilmelding inden 15. juni, hvorefter bestyrelsen kunne tage stilling til udbygningen. Da denne del af mødet var forbi, fortsatte aftenen med det offentlige møde, hvortil beboerne i tredie udbygning området omkring Bondebyen og Strandvejen var inviterede. Af 170 mulige var 65 mødt op. Der blev stillet en del spørgsmål, som blev besvaret bedst muligt. Det afgørende var, at de tidligere tilmeldte ikke længere var bundne, da vilkårene var blevet ændret, så der var opstået en ny situation. Den folkelige skuffelse over de høje tilslutningsafgifter var ikke svær at få øje på. Med fjernvarmebestyrelsens yderligere krav om 70 procents tilslutning på hver gade og vej var der ligefrem nogle i forsamlingen, der begyndte at ymte noget om at oprette et nyt fjernvarmeselskab til denne del af byen. Men idéen blev ved tanken. 55 Selv om fristen for tilmelding var den 15. juni, blev der ikke holdt møde om udvidelsessagen før den sidste dag i juli. I det antageligt varme sommervejr sad fjernvarmebestyrelsen og drøftede opvarmning af tredie udbygning. På trods af den store stigning i tilslutningsafgiften havde 21 tilmeldt sig på Ommelsvejen, og kommunen håbede, at Rolighedsvej kunne komme med i udbygningen, så også Klinten kunne blive opvarmet. Spørgsmålet var så, hvad den endelige pris på arbejdet ville blive? Det måtte D.E.C. lave beregninger over. 56 En lille måneds tid senere besluttede bestyrelsen at gå i gang med tredie udbygning. Der skulle opnås sparekasselån og kommunegaranti, inden arbejdet kunne gå i gang, og forbrugerne skulle forpligte sig til at betale stikledninger, der var over otte meter fra fortovets bagkant. 57 Der var dog en enkelt undtagelse: udbygningen ville kun omfatte Rolighedsvej og Ommelsvejen, hvorimod Toftevejen, som tidligere havde været en del af tredie udbygning, blev forbigået. Denne disposition udløste meget snart en klage fra beboerne på Toftevejen. Klagen over Marstal Fjernvarme blev sendt til Marstal Kommunalbestyrelse, som indkaldte fjernvarmebestyrelsen til et fællesmøde for at se på sagen. Efter en del snak frem og tilbage blev konklusionen, at fjernvarmeselskabet naturligvis ville fortsætte sine udbygningsbestræbelser, og så ville også Toftevejen blive tilgodeset. Borgmesteren nævnte, at der var en række nyudstykkede grunde, som også helst skulle have fjernvarme; men i netop det tilfælde måtte fjernvarmebestyrelsen altså påpege, at det ikke lod sig gøre at installere fjernvarme i et ikke-eksisterende kvarter. 58 Møllevejen var et tilbagevendende diskussionspunkt, og da Carl Løkkegaard Jensen i efteråret 1964 stadig ønskede fjernvarme, men ikke kunne få sin genbo, Hans Simon Hansen, med på ideen, 13

14 14 var installationen i fare for at blive opgivet. 59 Efter lidt overtalelse gik Hans Simon Hansen med til at få fjernvarme, så i foråret 1965 nåede Møllevejs-tilslutningerne et lille stykke længere mod vest. 60 Dagligdagen nærmer sig Prisudviklingen havde ikke alene været ugunstig for fjernvarmeselskabet. Den havde ligefrem været uretfærdig i forhold til Ærøskøbing, som betalte knap otte kroner mindre pr. tons olie. Det gik jo ikke, og Esso lovede at se på sagen. I oktober 1964 faldt tonsprisen med otte kroner. 61 Balancen var genoprettet. Arbejdet på fjernvarmecentralen greb om sig, og i januar 1965 forelagde formanden spørgsmålet om ansættelse af en ekstra medarbejder. Alle kunne nok se det rigtige i at forøge bemandingen med en enkelt ekstra person, men lønniveauet var ikke tilsvarende enkelt at enes om. I sidste ende blev der dog fundet en løsning, og ud af de indkomne ansøgninger blev Kristen Bager valgt som fjernvarmeassistent. 62 Virkelige kriser i Marstal Fjernvarmes første vanskelige år var der ingen af. Havde det været tilfældet, ville forbrugerne have ladet kritikken fremkomme ved de årlige generalforsamlinger, men sådan gik det ikke. Der var jævn tilbagegang i antallet af fremmødte forbrugere ved de årlige generalforsamlinger. I 1963 kom der ca. 60, i 1964 ca. 40 og i 1965 omkring 30. Der var ro omkring arbejdet og tillid til bestyrelsen. Af samme grund var der ingen, der stemte imod forslaget om en forhøjelse af tilslutningsafgiften ved generalforsamlingen i efteråret En forhøjet tilslutningsafgift lød ellers som en potentiel trussel for kundetilgangen, men det blev ikke tilfældet. Tværtimod. Kunderne strømmede til, for huse med fjernvarme begyndte at stige i handelsværdi, og ved årsskiftet var der godt og vel 700 forbrugere, og den femte kedel var nu taget i brug. 64 Ved det konstituerende møde efter generalforsamlingen i september 1966 blev John Kørner valgt som ny formand. Redaktør Poul Martin havde allerede i februar samme år trukket sig i forbindelse med sin fraflytning fra byen, da han solgte Ærø Avis til Svendborg Avis. 65 Etableringen og de store investeringer var ganske vist overstået, men der var stadig brug for penge til mange nye anlægsarbejder, så bestyrelsens gennemgående tema var kapitalbehovet. Efter ansøgning fik fjernvarmen en kommunal tilladelse til at bruge reservefonden til anlægsarbejder samtidig med, at den faste henlæggelse på 10 procent af de faste afgifter blev suspenderet for og ligeledes benyttet til anlægsarbejder. Kommunen var villig til at betale tilslutningsafgift for de grunde omkring Bymøllevej, som endnu ikke var solgt. Kvarterets hurtige bebyggelse i disse år gav en solid kundeforøgelse, og derfor kunne udbygningsprojektet for Bymøllevej, Pilevænget og Ommelsvejen sagtens godkendes, og det blev det så. 66 Willemoesgade kom forholdsvis sent med på fjernvarmenettet, da gadens mange skibsredere havde let adgang til billig olie fra skibene, så her var interessen moderat. 67 Selv om fjernvarmens kundekreds voksede, var der fra tid til anden også et ønske om at udtræde. I december 1967 kom en anmodning om at udtræde som andelshaver. Anmodningen skyldtes et ønske om at afprøve elvarme i et nybygget hus i Marstal. Bestyrelsen var naturligvis ikke særligt imødekommende over for netop denne type sager, men det endte alligevel med, at kunden udtrådte som andelshaver og fik elvarme. 68 I foråret 1968 fik både Ærøskøbing og Marstal Fjernvarme lov til at aflæse målere omkring 1. maj og afregne varme for hele året omkring 1. juni inklusiv 10,5 procent moms. 69 Den svære etableringstid var tydeligvis ved at rinde ud, og en stabil periode trådte i stedet. De hyppige og lange møder blev afløst af få og korte, og historien begynder at få et vist præg af rutine. Kristen Bager døde af kræft allerede i 1968, kun 46 år gammel. Han blev afløst af Harry Henningsen, der fik fast ansættelse som assistent pr. 1. september 1968 efter at have været løst ansat

15 15 i en forudgående periode under Bagers sygdom. 70 Det var i øvrigt afgørende, at fjernvarmens medarbejdere havde fjernvarme, for hjemmealarmerne kørte på trykket fra radiatorerne. 71 I foråret 1969 besluttede bestyrelsen at anskaffe en ny kedel af navnet VRB med en ydelse af 5 millioner kcal/time. Den kunne leveres i august, medens en ny 100 m3 olietank kunne leveres i første halvdel af juni. 72 Den 19. maj 1970 tiltrådte Peter Nielsen, Reberbanen, som assistent ved Marstal Fjernvarme. 73 Marstal Fjernvarme var inde i rolige tider. I efteråret 1970 var der 891 tilsluttede ejendomme i Marstal, 74 så nu gjaldt det nærmest bare om at holde butikken kørende. Den stabile situation blev også meget tydelig ved de årlige generalforsamlinger, hvor et fremmøde på fem eller ti personer ikke var ualmindeligt. Med flere kunder måtte der også flere til at klare opgaverne. I april 1973 blev maskinarbejder Mogens Christensen ansat på timebasis som afløser for Peter Nielsen. 75 Den 9. november 1976 begyndte Kristian Friis som afløser for Mogens Christensen. Alt åndede fred og ro. Der var varme i Marstals huse, og forbrugerne var tilfredse. Men ude i verden voksede problemer frem, som skulle sætte et endog meget mærkbart præg på Danmarks økonomi. Vanskelighederne nåede ud i alle kroge også til Ærø. Oliekrisens oplysningstid Mellemøstens dagsorden Den 6. oktober 1973 opstod der endnu en gang krig i det urolige Mellemøsten. Egypterne og syrerne stod over for israelerne, som traditionelt blev støttet af den vestlige verden. Men denne gang måtte Israel nøjes med støtte fra shahen i Iran og amerikanerne, som sørgede for en militær forsyningsluftbro, der uheldigvis sikrede, at de arabiske trusler om at nedskære olieproduktionen og lade priserne stige, blev en realitet. OPEC-landene besluttede allerede den 17. oktober at gøre alvor af truslen, og selv om nedskæringen måske ikke var så markant, fik det ikke desto mindre en dramatisk effekt på prisudviklingen på olie. På kun to måneder steg prisen på en tønde råolie fra tre til 11,65 dollars, og gevinsten gik ifølge sagens natur til de olieeksporterende lande. Saudi-Arabien blev forgyldt og oplevede således en indtægtsstigning fra 2,7 milliarder dollars i 1972 til 22,6 milliarder i 1974! Araberne spillede voldsomt med musklerne. Amerikanerne, som var næsten selvforsynende med olie, blev ikke særligt berørt. Det gjorde til gengæld Europa, som oplevede en panikstemning, hvor befolkningen frygtede for en knaphedssituation, som ikke havde været set siden Anden Verdenskrig. Danmark hørte til blandt de mest sårbare lande, eftersom landet endnu ikke havde sin egen olieproduktion. Temperaturen i offentlige bygninger blev sænket, begrebet bilfri søndage opstod, og der bredte sig en voksende bevidsthed om at spare på energiforbruget, eksempelvis ved at lukke for varmen om natten. Forsyningskrisen drev forholdsvis hurtigt over, men prisniveauet viste sig langtidsholdbart. Trods de mange anstrengelser var det uundgåeligt at de europæiske lande fik et større og større betalingsbalanceunderskud. De glade tressere med gang i hjulene måtte pludselig foretage en hård opbremsning. Væksten gik i stå, efterspørgselen faldt, der blev indledt fyringsrunder, og den gamle visdom om, at træerne ikke gror ind i himlen, beviste endnu en gang sin rigtighed. 76 Oliekrisen satte Danmarks olieafhængighed øverst på dagsordenen. Kom landet i en politisk krisesituation, kunne enhver se, at den livsvigtige olieforsyning hurtigt kunne udvikle sig til en yderst ubehagelig klemme på den danske velfærdsstat. Det måtte undgås, og den indlysende løsning var naturligvis at finde andre og gerne billigere former for energi. Kunne råstofferne opdrives indenlands, var det selvsagt bedst, men kunne man nu også det? Umiddelbart gik ideerne i en lidt anden retning, for i både Tyskland og Sverige var der i længere tid gjort brug af atomkraft, og

16 beregninger viste, at atomkraftværker var dyre at etablere, men kunne drives billigere end de oliefyrede værker. Atomkraft var også mindre forurenende end olie, så i regeringens energiplan fra 1976 stod der at læse, at Danmark skulle have fem atomkraftværker inden Sikkerheden omkring disse værker skulle dog undersøges først, for alle anerkendte, at der var et problem med at skaffe det radioaktive affald af vejen. En meget kritisk røst kom fra Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som opstod i 1974 og hentede mange sympatisører blandt 1960 ernes atomvåbenmodstandere. Miljøbevægelsen NOAH var bestemt heller ikke atomkraften venligt stemt, og NOAH repræsenterede ligeledes et bredt udsnit af befolkningen, om end med en vis overvægt til venstre for den politiske midte. Vendepunktet kom i 1979, da atomkraftværket på Tremileøen i Pennsylvania blev ramt af en ulykke. Nu fik atomkraftsmodstanderne for alvor vind i sejlene, og et års tid senere indstillede den socialdemokratiske regering yderligere forsøg på at indføre atomkraft indtil videre. Tilhængerne af atomkraft kunne råbe og skrige, lige meget hjalp det. Rederiet A. P. Møller havde allerede i 1962 indgået en aftale med staten om efterforskning og udvinding af olie i Nordsøen. Ingen vidste, om det var rentabelt at udvinde olien, så A. P. Møller løb en betydelig risiko, som dog sidenhen viste sig at være særdeles værdifuld. Forsyningen af den danske naturgas blev distribueret af DONG Dansk Olie og Naturgas og i løbet af 1970 erne blev Danmark forvandlet til energiproducent. 77 Som nævnt drev forsyningskrisen ret hurtigt over, hvorimod prisen holdt sit nye høje niveau. Det var en problemstilling, som man var nødt til at forholde sig til i ethvert dansk fjernvarmeværk, og det gav selvsagt også anledning til en del diskussion i de to ærøske fjernvarmeværker. I april 1974 kunne Ærøskøbing Fjernvarme oplyse i avisen, at fjernvarmeprisen indtil nu var steget med 95 procent, 78 og ved begge de ærøske fjernvarmeselskabers generalforsamlinger i september 1974 var temaet givet på forhånd. Naturligvis måtte det handle om oliekrisen, som siden sit udbrud i efteråret 1973 havde forandret mange husejeres varmeøkonomi fra et fornuftigt leje til en tikkende bombe under husstandens økonomi. Oliepriserne var mere end tredoblet, så mange havde næret en betydelig nervøsitet for, at vinteren skulle blive hård. Det blev den trods alt ikke, men godt var det alligevel ikke for fjernvarmeforbrugerne. Til gengæld kunne Marstal Fjernvarme som selskab glæde sig over, at forholdet til Semco det tidligere D.E.C. var afviklet. Marstal Fjernvarme var nu herre i eget hus, og det økonomiske fundament var så solidt, at der skulle mere end arabere til at skabe uro. 79 Ærøskøbing Fjernvarme, som havde generalforsamling ugen inden, kunne tilsvarende glæde sig over en fornuftig økonomi, selv om årets olieforbrug var forøget med kr på trods af et fald i forbruget på 173 tons olie. 80 De olieproducerende arabere havde et helt åbenlyst magtgreb om Vesten, kan man roligt sige. Ved generalforsamlingen i efteråret 1975 var konklusionen vel nærmest den, at den ekstraordinære pris året inden var blevet ordinær. Vi har måttet lære at acceptere de høje priser på olie, som noget, vi skal leve med i fremtiden, sagde fjernvarmeformand John Kørner, 81 og så var i grunden alt sagt. Mon ikke de høje priser også var årsagen til den gennemfotografering, der blev foretaget samme efterår af Marstals og Ærøskøbings fjernvarmeledninger. Ærøskøbings 6,7 kilometer hovedledning var ganske vist ikke under mistanke for utætheder, men blandt Marstals 25 kilometer havde der allerede været lækageproblemer på Møllevejen. Undersøgelsen skulle foregå ved, at en lille elektrisk drevet bil i løbet af tre dage kørte gade op og gade ned og undersøgte ledningerne ved hjælp af infrarød termografi. Udgiften ville ligge et sted mellem fire og fem tusind kroner, og som varmester Johs. Rasmussen bemærkede, så fik man jo ikke gravet meget op for de penge. 82 Undersøgelsen var i øvrigt ikke forgæves. Der blev fundet flere sårbare steder, og ved generalforsamlingen i 1976 benyttede formand John Kørner lejligheden til at sige til andre 16

17 17 håndværkere i Marstals undergrund, at de endelig skulle sige til, hvis de ramte et fjernvarmerør frem for bare at forsøge at reparere skaden selv. 83 Tiden før oktober 1973 vendte aldrig tilbage, men som tiden gik, blev det tydeligt at se, at de mellemøstlige olieproducenter ikke bare havde inspireret deres olieproducerende kolleger, men også givet den danske stat ideer, hvis værdi afhang af øjnene, der så. Folketinget opfandt nemlig en energiafgift på 80 kr. pr. ton samt 25 kr. pr. ton som afgift til et beredskabslager og endelig en momsforhøjelse på tre procent. 84 Nej, araberne var ikke ene om oliegrådigheden Nytænkning i en krisetid Selv om nye fjernvarmekunder var velkomne, var nogle dog mere velkomne end andre. I 1975 besluttede bestyrelsen, at det ville blive for dyrt at etablere fjernvarme hos Arne Herup på Gasværksvej. Det ville blive for dyrt for alle parter, da ejendommen lå for langt uden for forsyningsområdet. 85 Dette synspunkt var måske ikke særligt opsigtsvækkende i 1970 erne, men i lyset af de allerseneste års udvidelser af fjernvarmenettet, sætter denne afgørelse udviklingen i et markant perspektiv. Uanset at alle ikke kunne komme med, blev forbruger nummer 1000 passeret i 1976! 86 Året efter blev det besluttet, at varmeregningen skulle betales ved seks a conto-indbetalinger pr. år. 87 Udover den daglige drift skete der ikke meget, bortset fra at bestyrelsen i efteråret 1977 besluttede at anskaffe en traktor, en Ford 5000 til kr. 88 Selv om dagligdagen var rolig, lagde den internationale udvikling et vedvarende pres på enhver olieforbruger. Der var brug for at tænke alternativt. Olien skulle om ikke afskaffes, så i hvert fald begrænses i forbrug. Halmfyring kunne være en mulighed, men det skulle først undersøges. Det var bestyrelsen og forbrugerne enige om, men det tog tid, så en alternativ løsning med fjernvarme fra halmfyr lå ikke lige om hjørnet. 89 Vinteren blev usædvanlig hård. Danmark blev pakket ind i sne fra øverst til nederst. Vandet frøs til is, og i Marstal fandt svanerne vej helt op til Kirkestræde for at skærme sig mod kulden. Radiatorerne måtte skrues ekstra op, og da den kolde vinter var forbi, præsenterede Marstal Fjernvarme sine nye priser, der var forøget med 80 procent som følge af statens råenergiafgift og olieprisernes fordobling i kølvandet på krigen mellem Iran og Irak. 90 Noget måtte gøres, og den 16. oktober 1980 fik bestyrelsen derfor besøg af to ingeniører, som orienterede om kulfyringsanlæg. Til at begynde med lignede det en sikker succes, for hvem kunne ikke tænke sig billigere opvarmning og mindre sod? 91 Men sagen gik nærmest i stå og tydede på, at det hele ville blive ved tanken. Det var dog ikke tilfældet, for i juni 1981 mødtes bestyrelsen igen, og denne gang var Palle Westergaard fra A/S Bruun & Sørensen mødt sammen med kommunens bygningsinspektør Knud Nielsen. Bestyrelsen enedes om, at der skulle udarbejdes et forprojekt til myndighedsbehandling med henblik på at få opført et affalds-, halm- og kulvarmeværk for Marstal Fjernvarme. I løbet af september måned samme år mødtes bestyrelsen et par gange for at gennemgå forprojektet og se et andet eksempel, og ved generalforsamlingen den i september 1981 kunne formand John Kørner gennemgå bestyrelsens og ingeniørfirmaets foreløbige beregninger, som den interesserede forsamling bakkede op om. Ideen var at placere et nyt anlæg i industrikvarteret, eftersom en udvidelse i direkte forlængelse af den eksisterende fjernvarmecentral utvivlsomt ville give for mange problemer med naboer, miljøkrav og godkendelser. Anlægget ville kræve en investering på helt op til 20 millioner kroner, så de første år ville økonomien være alt andet end god; men fortsatte olieprisernes himmelflugt, ville anlægget muligvis kunne løbe rundt efter tre til fire års drift, vurderede bestyrelsen. At varmeværket både kunne køre på kul, halm og affald var særdeles attraktivt for kommunen, som på denne måde kunne skaffe sig af med alt sit og muligvis også Ærøskøbing Kommunes affald. 92

18 18 Det kunne altså se ud til, at der skulle foretages store nyinvesteringer, og jorden var gødet fra flere sider. I Ærøskøbing havde højskoleforstander Lars Davidsen taget fat på miljøproblematikken ved det første af fire energimøder på højskolen få dage inden Marstal Fjernvarmes generalforsamling i efteråret Marstal Fjernvarme stod altså ikke alene med energiovervejelserne. Ærøskøbing Fjernvarme, som var etableret blot et år efter Marstal Fjernvarme, gjorde sig også mange tanker om fyringsøkonomien. I modsætning til marstallerne mente købingsboerne imidlertid, at olieprisen var for nedadgående, medens kulpriserne steg i takt med den stigende efterspørgsel. Her havde et kulvarmeværk derfor ingen interesse. 94 De mange nyskabende tanker havde vakt såvel bestyrelsens som generalforsamlingens begejstring i efteråret 1981, men da eftertænksomheden meldte sig, blev indtrykket et andet. Det kombinerede affalds-, halm- og kulvarmeværks rentabilitet afhang for det første af vedvarende olieprisstigninger. Men oliepriserne havde stabiliseret sig. Til gengæld var kul akkurat som Ærøskøbing Fjernvarme havde forudset blevet dyrere, blandt andet takket være en afgift på 125 kr. pr. ton. Ingen halmanlæg havde endnu vist sig i stand til at køre rentabelt med et anlæg i Marstals størrelse, hvor der var 1065 forbrugere, så da alt kom til alt, sendte Marstal Fjernvarme afbud til ingeniørfirmaet og begrundede over for kommunen sit afslag med frygten for at blive forsøgskaniner. Projektet med en ny og ukendt kedeltype var ikke betryggende i fjernvarmens selskabsform, som krævede, at større forandringer kunne give formindskede varmeregninger fra første færd. Det kunne man ikke regne med her. Fjernvarmen fortsatte dog sine egne sonderinger inden for kulfyring, 95 så enhver tanke om forandring var trods alt ikke skrinlagt. Forretningsudvalget måtte mødes i januar 1982 for at tage stilling til en ny olieledning fra Havnegade til Vestergade. Prisen på kr. var betragtelig, så der skulle være sikkerhed for behovet. Derfor besluttede forretningsudvalget få dage senere at få strækningen gennemkørt med termografivognen, så der derefter kunne træffes afgørelse om, hvorvidt der skulle lægges ny ledning eller ej. 96 Marstal Fjernvarme kunne snart fejre 20 års jubilæum, så tiden var selvsagt moden til udskiftninger af materiellet. Da selskabets restlån på kr. blev indfriet i november 1982, udløb kommunegarantien. 97 At Marstal Fjernvarme dermed kunne fejre 20 års jubilæum uden gæld, siger noget om selskabets solide økonomi. Men det var ikke kun tingene, der skulle udskiftes. Varmemester Johannes Rasmussen havde også nået en alder, hvor han kunne gå på pension, og det valgte han at gøre netop i Varmemesterstillingen var attraktiv, for der kom ikke mindre end ti ansøgere, hvoraf maskinmester Jens Peter Bjarne Nielsen blev foretrukket. I langt de fleste år havde Rasmussen selv klaret hele administrationen, om end døtrene Winnie og en enkelt gang også Inge Lise havde hjulpet med at skrive årsopgørelserne. Først i 1981 var Alice Petersen blevet ansat som kontorhjælp. I aflæsningsperioden havde hun 30 ugentlige arbejdstimer, medens den resterende del af året kun omfattede 20 timer i ugen. Alting foregik i hånden, så det var et omfattende arbejde at styre de mange forbrugerregnskaber, rater, flytninger, rykkere, og hvad der ellers forekom på fjernvarmekontoret. 98 Kommunale forbrændingsdrømme Selv om det store projekt med et affalds-, halm- og kulvarmeværk var blevet skrinlagt, havde Marstal Kommune stadig stor interesse i et forbrændingsanlæg, og der blev i foråret 1982 udfoldet store kommunale anstrengelser for at finde en løsning. Kommunens gentagne frierier gjorde imidlertid ikke større indtryk på fjernvarmens bestyrelse, som jo ikke havde kommunens, men forbrugernes tarv at varetage. Hvis forbrændingsanlægget gav dyrere fjernvarme, var Marstal Fjernvarme ikke interesseret. Så enkelt var det. I september 1982 løftede byrådsmedlem Kalle Matthiasen sløret for en ny plan, som i løbet af en tyveårig periode skulle sikre en kolossal

19 sænkning af varmeprisen. Ideen var kort fortalt at etablere et forbrændingsanlæg i forbindelse med en halmbriketfabrik. Ærøskøbings dagrenovation skulle leveres til forbrændingsanlægget, som dermed kunne give den længe savnede løsning på de ærøske kommuners trange losseplads, der på daværende tidspunkt levede på en amtslig dispensation. Ærøskøbing Fjernvarme havde ikke tilsvarende henvendelser fra Ærøskøbing Kommune, så der var ingen konkurrencesituation på dette punkt. 99 Det blev flere gange antydet, at ville Marstal Fjernvarme ikke gå ind i sagen, ville kommunen gøre det. Men der skete ingenting. Da Erik Falsing afleverede sit eget projekt vedrørende affaldsog halmbrikettering, blev bestyrelsen hurtigt enig om, at den model var ikke tilstrækkeligt gennemprøvet til, at selskabet ville gå ind i et sådant projekt. Og det var uden tvivl klogt, for inspirationen til Falsings forslag var hentet i Norderstedt ved Hamborg, hvor man lavede nogle briketter, der var holdt sammen af træets egen harpiks. Briketterne brændte imidlertid ikke godt. Måske var de for tykke i forhold til nutidens briketter, som brænder fint. 100 Mulighederne for et såkaldt fastbrændselsværk blev ikke uden videre afvist, og den 22. januar 1983 besøgte bestyrelsen Tarm Varmeværk for at se, hvordan et kulfyret fjernvarmeanlæg fungerede dér. Alle var begejstrede, og inden længe var folkene bag projekteringen i Tarm inviteret til Marstal for at se på mulighederne. John Kørner lagde imidlertid ikke skjul på, at hvis oliepriserne holdt sig i ro en tid endnu, var interessen for kul ikke så påtrængende endda. Desuden lod han Fyns Amts Avis vide, at fjernvarmebestyrelsens klare indstilling var en varmeforsyning, der gik helt uden om kommunens drømme om halmfyring og affaldsforbrænding, som bestyrelsen fandt helt urentabelt. 101 Nok tænkte Marstal Fjernvarme i nye løsninger, men forsigtigheden gik frem for alt. Det var jo forbrugerne, der skulle betale en eventuel fejltagelse. Selv om udgangspunkterne var lidt forskellige, fortsatte både kommunens og fjernvarmens fælles overvejelser om alternative opvarmningsmuligheder. Fjernvarmen så hele tiden på forbrugernes pris og fokuserede på mulighederne ved et kulværk, medens kommunen havde fokus på affaldsforbrændingen. I vinteren 1984 sendte kommunens tekniske forvaltning en orientering om et såkaldt skraldvarmeværk, og bestyrelsen besluttede, at Bent Grube fra bestyrelsen sammen med varmemester Bjarne Nielsen skulle deltage i et møde, som Teknisk Forvaltning indbød til på Hotel Danmark. 102 Ideen om et skraldforbrændingsanlæg i kombination med kulfyr var ikke fuldstændigt skrinlagt, men der skete på den anden side set heller ikke så meget. I eftersommeren 1984 aflagde Marstal Kommunes bygningsinspektør Knud Nielsen et besøg på forbrændingsanlægget i Ærøs svenske venskabsby Eksjö. Han var begejstret og vurderede, at et sådant anlæg ganske enkelt ikke fandtes i Danmark. Kort tid senere afleverede han en rapport, som beregnede Marstals behov efter rådgivning fra Eksjö. Men så skete der egentlig ikke så meget mere. Når alt kom til alt, skyldtes det, at Ærø slet ikke producerede tilstrækkelige mængder affald til at gøre et sådant anlæg rentabelt. 103 Nu var både kommunen og fjernvarmens bestyrelse optaget af alternative varmekilder, og ved generalforsamlingen i september 1984 kunne bestyrelsen forvisse sig om, at interessen blev delt af mange af forbrugerne, som håbede på et alternativ til den dyre olie. Interessen for fjernvarmen var i det hele taget stigende, og til forskel fra tidligere tiders generalforsamlinger, hvor kun godt og vel bestyrelsen mødte frem og klarede hele generalforsamlingen på en god halv time, ja så var der nu tale om et stort fremmøde på 107 personer, en langstrakt generalforsamling til kl samt skriftlige og mundtlige forespørgsler, som alle havde det naturlige formål at få mest mulig varme for færrest mulige penge. Den billigste varme var bare ikke noget entydigt begreb. For nogle kunne det være en brændeovn, for andre kul, briketter, elopvarmning eller noget femte. Men der måtte styring til, så på nationalt plan blev der stillet krav om en varmeplan for hver kommune. Det åbnede for spørgsmålet om tilslutningspligt for Marstal Fjernvarmes forbrugere. Bestyrelsen ønskede en 19

20 20 skånsom løsning, som tillod enhver form for alternativ opvarmning helt eller delvist, så længe tilslutningspligten blev overholdt. Den model var der selvsagt ikke enighed om, og formand John Kørner måtte medgive, at der var tale om tvang, om end i lovens blideste form. 104 Men blidt eller ej, så var der selvfølgelig kritik, og ved kommunalbestyrelsens behandling af sagen i november samme år blev der kastet indtil flere alternativer ind i debatten, blandt andet spørgsmålet om naturgas. Kunne man få det på Langeland, kunne man vel også få det på Ærø, ræsonnerede borgerlistens Poul Harris Groth. 105 (EVT. BILLEDE, jf. FAA 11. september 1984/alternativt eksisterende billede fra 30. august 1984: Hovedledningen på Møllevejen blev lagt i 1964, men på grund af vejsaltning og rystelser som følge af trafikken, opstod der ret hurtigt tæring på hovedledningen. Tredie og sidste runde af renoveringen fandt sted i september Avisbilledet viser omkørsel ad Skolevej. Billedet kan bruges, hvis det findes. At lægge asfalt på dette stykke vej, havde amtet hidtil afvist, men ikke længe efter blev det dog løsningen.) Fjernvarme, forbrænding, forurening og ikke mindst fyringsprisen havde bred interesse, så i foråret 1985 blev der afholdt et borgermøde, hvor en række alternativer blev præsenteret. Konflikten mellem kommune og varmeværk stod tydeligt at læse i Fyns Amts Avis forhåndsomtale af mødet. Det blev nemlig fremhævet, at et rent kulværk gav den største besparelse, men også den største forurening, 106 og hvem skulle man så holde med? Var det pengene eller et renere samfund, det gjaldt? Det emne blev man ikke uden videre færdig med, og det var derfor stadig så varmt, at det kunne fyre godt op under debatten ved Marstal Fjernvarmes generalforsamling i september Fjernvarmebestyrelsen følte sig åbenlyst klemt af kommunens drømme om et forbrændingsanlæg, da det stod i vejen for fjernvarmeværkets selvstændige stillingtagen. Det hørte samtidig med til situationen, at et forbrændingsanlæg ville koste 30 millioner kroner, medens et kulfyret varmeværk kunne erhverves for godt og vel en trediedel. 108 Forbrænding eller ej, så var kollektiv varme fremtidens løsning. 109 Det gav sig blandt andet udslag i en varmeforsyningsplan for Ærøskøbing Kommune, hvor der var forhåbninger om etablering af fjernvarme i Søby. Men da det i efteråret 1985 kom til stykket, og dørene til borgermødet i Søby var blevet lukket i, sad der kun ni interesserede borgere og lyttede til kommunens visioner! Tiden var ikke inde. 110 Til gengæld var Ærøskøbing Fjernvarme lige pludselig kommet ind på et nyt spor, som handlede om halmfyring. Ideen blev lanceret af formanden for Ærøskøbing Kommunes tekniske udvalg, Juul Sørensen. Hvis Ærøskøbing kom først med halmfyring, måtte andre finde på noget andet at fyre med. I Marstal gik tankerne som bekendt i en anden retning, men halm som alternativ havde også været inde i billedet på et tidligere tidspunkt, så der lå en vis konkurrence i forslaget fra Ærøskøbing. 111 Også i Tranderup og Vindeballe blev der talt om kollektiv varme og el fra en alternativ energikilde. 112 Fælles for det hele var ønsket om at redefinere opvarmning og energiforsyning i en renere og dermed mindre miljøskadelig retning. Biogas, halmfyring og vindmøller var vejen frem i fremtidens samfund, hvis det med et af tidens nye udtryk skulle være bæredygtigt. 113 Overvejelser var der nok af, ikke mindst i efteråret 1985, men da oliepriserne kort efter begyndte at falde, var antallet af tilhængere af alternativ energi også snart i frit fald. Olien kendte man, og begyndte man først at vakle i troen på den alternative energi, skulle der ikke meget til, før man faldt helt fra. Anledningen kunne eksempelvis være Søby Børnehaves ustabile jordvarmeanlæg, som var blevet installeret i 1983, men efter et års brug viste ustabile tilbøjeligheder. 114 I 1981 indledte Ærø Folkehøjskole en foredragsrække om fremtidens energiformer. Møderækken udviklede sig til en energistudiekreds, som i 1986 ændrede navn til Ærø Andels Energi, hvis erklærede mål var at skabe et kombineret vedvarende energianlæg for Ærøskøbing. Ærøskøbing