Øget velfærd gennem nedsat arbejdstid

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Øget velfærd gennem nedsat arbejdstid Skrevet af: Jesper Jespersen Offentliggjort: 15. april 2005 Er festen slut? Regeringens velfærdskommission har talt: 'Festen er slut'. Nu skal danskerne til at arbejde mere. Samtidigt må befolkningen indstille sig på, at der skal skrues ned for velfærdsstaten; for riget fattes penge. Budskabet er ikke til at tage fejl af: arbejdsstyrken skrumper og antallet af ældre vokser. Der bliver kamp om de knappe ressourcer i fremtiden - ikke mindst fordi politikerne har uddelt alt for store velfærdsgoder, dengang 'forsørgerbyrden' var mindre. Skal skattestigninger undgås, må der dels skæres i de offentlige budgetter, og samtidig må de beskæftigede arbejde flere timer, så velstanden i bedste fald kan bevares på det eksisterende niveau. Det var den diagnose, som Regeringens Velfærdskommission stillede i sin analyserapport for et lille år siden. Og den er siden blevet gentaget så ofte, at det er svært at bevare optimismen. Jorden er blevet gødet til de nedskæringsforslag, som kommissionen har bebudet, den vil fremlægge til efteråret. En mangelfuld diagnose Som bekendt er det svært at spå, navnlig om fremtiden. Lad os derfor kikke Velfærdskommissionens analyse lidt efter i sømmene. Det er rigtigt, at antallet af personer i alderen fra 18 til 64 år vil falde i fremtiden - en udvikling der dog først begynder rigtigt at tage fart om år. Men et langt større problem knytter sig til det forhold, at et stort antal af disse mennesker i den erhvervsdygtige alder i dag står uden beskæftigelse danskere i denne aldersgruppe er på overførselsindkomst. Det er velfærdssamfundets egentlige udfordring, at få dette tal nedbragt. Og samtidig ligger der en løsning af velfærdssamfundets fremtidige finansiering, hvis dette tal blev reduceret. Disse personer uden beskæftigelse fordeler sig nogenlunde ligeligt mellem arbejdsløse, førtidspensionister (og efterlønsmodtagere) og personer, der p.g.a. sygdom, barsel og orlov er uden for arbejdsstyrken (1). Danmarks statistik opgjorde antallet af ledige og personer midlertidigt uden for arbejdsstyrken til knap i Hvis et antal personer svarende til dette antal blev bragt i varig beskæftigelse, så ville velfærdssamfundets finansieringsmæssige problemer være løst. Velfærdskommissionen har undladt at analysere det potentiale, der ligger i en nedbringelse af denne omfattende arbejdsløshed, som stadig præger det danske samfund, og som belaster de offentlige kasser ganske betydeligt. Velfærdskommissionen sondrer ikke i sin fremskrivning af dansk økonomi mellem antallet af beskæftigede og antallet af personer i den erhvervsdygtige alder. Det forvrider billedet af udviklingen af fremtidens forsørgerbyrde, når der ses bort fra, at den i dag eksisterende ledighed med stor fordel for alle parter kunne bringes i beskæftigelse. Forsørgerbrøken har været faldende siden 1994 Danmarks Statistik opgør hvert år en såkaldt forsørgerbrøk, hvor antallet af ikke-beskæftigede personer over 18 år sættes i forhold til antallet af beskæftigede. Det gøres ud fra den betragtning, at det er de til enhvertid beskæftigede, der samfundsøkonomisk 'lægger ryg' til de ikke-beskæftigedes forbrug. (Hvorfor børnene er holdt uden for denne opgørelse af forsørgerbrøken er dog lidt uklart, måske fordi der ikke er tale om en kollektiv forpligtigelse - men brødfødes skal de jo). Det afgørende ved opstillingen af forsørgerbrøken er, at i tælleren indgår personer uden beskæftigelse, og i nævneren personer med beskæftigelse. 1 / 6

2 Forsørgerbrøk: Personer uden beskæftigelse / Personer med beskæftigelse Vedopstillingen af forsørgerbrøken er det sondringen ikke-beskæftiget/beskæftiget, der er afgørende. De ikke-beskæftigede personer skal forsørges ud af den produktion, de beskæftigede skaber, uanset om finansieringen af de ikke-beskæftigedes forbrug sker i form af offentlige ydelser eller privat pension (opsparing). I princippet bør der ikke sondres mellem offentlig forsørgelse eller forbrug af egen opsparing; for uanset finansieringskilden, så er det de beskæftigede,som 'leverer varerne'. Tallene fra Danmarks Statistik (2) afslører, at det i perioden ikke var antallet af pensionister, med antallet af ikke-beskæftigede i den erhvervsdygtige alder - herunder navnlig antallet af arbejdsløse, der var bestemmende for ændringer i forsørgerbrøken. Her er de økonomiske konjunkturer og den økonomiske politik helt afgørende for udviklingen i arbejdsløsheden. Figuren viser, at den samlede forsørgerbrøk i perioden efter 1970 aldrig har været højere end i begyndelsen af 1990erne, hvor arbejdsløsheden for alvor hærgede. Det ses også, at siden 1980 har forsørgelsen af de arbejdsløse mv. haft et større omfang end 'alderdomsforsørgelsen'. Forsørgerbrøken toppede således i 1994, hvor alene den registrerede arbejdsløshed lå på ca personer; men hvor det samlede antal ikke-beskæftigede personer i alderen fra 18 år til 66 år var meget tæt på én million! Reduceret ledighed mindsker forsørgerbyrden En væsentlig årsag til, at dette tal var så højt og stadig i år 2004 er højere end 'pensionistkvoten' skyldes den igennem flere årtier alt for ringe efterspørgsel efter arbejdskraft. Et problem der voksede voldsomt i styrke frem til midten af 1990erne, hvor den økonomiske politik endelig blev lagt om. Det var regeringen under ledelse af Nyrup Rasmussen, der tilbage i 1994 lagde roret om, hvilket bidrog betydeligt til at reducere forsørgerbrøken fra det rekordhøje niveau på 70 (dvs. for hver 100 personer, der var beskæftiget, skulle der forsørges 70 personer i alderen over 18 år). Seks år senere var brøken faldet til 58! Hvilket i første række kan henføres til en vellykket beskæftigelsespolitik, idet flere personer var kommet i arbejde (heraf i den private sektor). Dette fald i forsørgerbrøken havde en positiv indflydelse på de offentlige finanser, idet et underskud på 25 mia. kr. i 1993 blev vendt til et overskud på godt 20 mia. kr. (3) Regnestykket er for så vidt uhyre simpelt, idet hver gang én ikke-beskæftiget person bliver beskæftiget i den private sektor, 2 / 6

3 spares der dagpenge, samtidig med at skatteindtægten øges. I runde tal styrkes de offentlige kasser med rundt regnet kr, hver gang det lykkes. Hvis beskæftigelsesfremgangen derimod finder sted i den offentlige sektor, vil produktion og velstand naturligvis øges, men der vil ikke finde nogen direkte aflastning sted af de offentlige finanser. Det sker først, når den efterfølgende multiplikatoreffekt spreder sig til resten af samfundet. Velfærdsstatens finansiering kan lettest løses gennemprivat beskæftigelse, navnlig hvis skattetrykket skal forblive uændret, hvilket dog ikke nødvendigvis er et mål i sig selv. Det finansieringsproblem, der måtte opstå i fremtiden, som en konsekvens af den ændrede demografiske struktur, kunne derfor løses, ikke alene i Danmark, men stort set i hele den vestlige verden, gennem en systematisk nedbringelse af den fortsat meget store ledighed. Ser vi på landene syd for grænsen ligger alene den registrerede arbejdsløshed på 10 procent, så det er ikke ligefrem mangel på arbejdskraft, men derimod mangel på efterspørgsel, der er hovedproblemet i de fleste EU-lande. I dette perspektiv virker det helt absurd at tale om, at løsningen på Tyskland og Frankrigs beskæftigelsesproblemer skulle være en forøgelse af den ugentlige arbejdstid. Tværtimod må det gælde i disse lande, såvel som i Danmark, om at få flere personer i beskæftigelse, hvilket bl.a. kan ske gennem en reduktion af den ugentlige arbejdstid (4). Nedsat arbejdstid øger beskæftigelsen og skåner miljøet Her burde velfærdskommissionen have taget fat. For det er ikke nogen helt enkel sag, at få flere personer i beskæftigelse, når efterspørgslen ligger underdrejet og fortsat økonomisk vækst i stigende grad er en belastning for både arbejdsmiljø og det ydre miljø. Hvorledes kan den økonomiske politik tilrettelægges, så forsørgerbrøken i fremtiden kan reduceres? Besvarelsen af det spørgsmål turde være helt centralt. Det simple, men gammeldags, svar er at øge efterspørgslen efterarbejdskraft gennem en ekspansiv økonomisk politik. Det var det Nyrup Rasmussen gjorde for ti år siden, og det Anders Fogh Rasmussen efterlignede i mindre skala med sin 'forårspakke' sidste år. Øget produktion og dermed beskæftigelsen var en åbenbart rigtig politik, dengang store dele af befolkningen gik sultne i seng og knap havde tag over hovedet. Men det er jo ikke problemet i dag, snarere tværtimod nårde miljømæssige konsekvenser med regnes. Løsningen på velfærdssamfundets problemer ligger derfor ikke i en stadigt voksende produktion; men derimod i en øget beskæftigelse, der tilvejebringes gennem en nedsat arbejdstid for den del af befolkningen, som allerede er i beskæftigelse. Det vil skabe jobmuligheder på alle niveauer og derved opsuge noget af den ledige arbejdskraft, som er den største finansielle belastning for velfærdssamfundet. En reduceret arbejdstid vil desuden imødekomme en stor del af de beskæftigedes ønske. En række undersøgelser fra bl.a. SFI og Ugebrevet A4 har nemlig vist, at mere end 1/3 af de i dag beskæftigede er mere interesserede i en kortere arbejdstid end en højere løn - ikke mindst blandt børnefamilier. Intet ville derfor være mere oplagt end at bytte den sædvanlige lønstigning med en nedsat arbejdstid ved de kommende overenskomstforhandlinger. Den årlige stigning i reallønnen på ca. to procent, som den øgede produktivitet åbner mulighed for, kunne alternativt 'udbetales' i form af kortere arbejdstid til en uændret månedsløn. I de fleste større virksomheder kan tilrettelæggelsen af den kortere arbejdstid løses uden problemer. I små virksomheder kan der opstå delelighedsproblemer, som en fleksibel arbejdstid og deltidsarbejde vil kunne mindske. I det omfang den kortere arbejdstid nødvendiggør nyansættelser i den private sektor, vil det øge antallet af beskæftigelse personer og få produktionen til at stige i takt med produktivitetsforøgelsen. Det vil have en positiv effekt på de offentlige budgetter, der vil kunne finansiere en stigning i beskæftigelsen i bl.a. plejesektoren. Som nævnt ovenfor vil beskæftigelse i den private sektor af en hidtil arbejdsløs person kunne finansiere mindst en ekstra person i den offentlige sektor uden en skattestigning. De sparede dagpenge og den øgede indkomstskat vil være tilstrækkeligt til at sikre fortsat balance på de offentlige budgetter. 3 / 6

4 Effekten af en reduceret arbejdstid ville naturligvis variere fra fag til fag. Inden for en række serviceerhverv vil beskæftigelseseffekten formentlig være ganske betydelig, hvilket i øvrigt matcher fordelingen af arbejdsløsheden, der netop er særlig høj blandt ufaglært arbejdskraft, der forholdsvis let kan efteruddannes til plejepersonale og hjemmehjælpere. Den i fremtiden ændrede befolkningssammensætning vil under alle omstændigheder gøre det nødvendigt, at der kommer flere hænder i beskæftigelse i plejesektoren. En proces, der kunne indledes allerede i dag, idet en hver, der har sin jævnlige gang på landets plejehjem (og sygehuse), ved, at der ikke er tilstrækkelig tid til omsorg. Men her stiller det kommunale skattestop sig blokerende. Kommunerne har udgiften til øget plejepersonale - mens staten sparer arbejdsløshedsdagpengene. Nettoudgiften for de offentlige kasser set under ét er som allerede nævnt stærkt begrænset. Endelig ville en generel reduktion af arbejdstiden i kombination med en øget beskæftigelse i de bløde sektorer være langt mere skånsom overfor miljøet sammenlignet med udviklingen i 1990erne, hvor finansieringen af udbygningen af den offentlige sektor blev sikret ved at lade hjulene snurre hurtigere i den private sektor. Bæredygtig udvikling kan kun realiseres, hvis den samfundsøkonomiske produktion omlægges fra den ressourcekrævende vareproduktion til de 'blødere' service-erhverv, hvor trækket på naturen pr. arbejdstime er langt mindre. Bæredygtig udvikling fordrer, at vi i fremtiden er villige til og har lyst til i højere grad at beskæftige os med at 'klippe hinanden' og så holde merefri. Arbejdstiden kan reduceres på mange måder Et vigtigt styringsinstrument til opnåelse af både en reduceret forsørgerbrøk og samtidig en bæredygtig udvikling ville som nævnt være en kortere arbejdstid fastsat gennem de kollektive overenskomster. Idag er normal arbejdsåret på 1628 timer. En reduktion af arbejdstiden med 1 pct. vil skære 16 timer af arbejdsåret. Det svarer til 4½ min. af den daglige arbejdsdag, 22 min. af fredag eftermiddag eller 2 ekstra årlige feriedage. Beskæftigelseseffekten vil være begrænset. I mange virksomheder vil det blot betyde, at enten undgår man blot afskedigelser, eller at medarbejderne må løbe lidt hurtigere. Men hvis reduktionen samles i to eller tre årige puljer, så taler vi om én time fredag eftermiddag eller én uges ekstra ferie. Endelig kunne forhandlingerne også munde ud i en endnu større arbejdstidsreduktion, der så delvist måtte modregnes i form af en mindre månedsløn. I dette perspektiv kan det spørgsmål rejses, om den normerede arbejdstid med større fordel burde opgøres over hele arbejdslivet. Efterlønnen var jo oprindeligt tænkt som en ordning, der i en situation med høj arbejdsløshed skulle skabe arbejdspladser til yngre kræfter. Samtidig var efterlønsordningen med til at sikre at et langt og for mange hårdt fysisk arbejdsliv fik en mere værdig afslutning end den, der ligger i at få tildeling førtidspension de sidste år inden den almindelige folkepension kan fås. I takt med at arbejdsløsheden forhåbentlig bliver reduceret i fremtiden forsvinder i hvert fald et af argumenterne for efterlønnen. Men et langt arbejdsliv kan fortsat være hårdt, så hvorfor ikke ændre tildelingskriteriet for efterløn, således at den først kan opnås efter f.eks. 40 år på arbejdsmarkedet - evt. med modregning af anden indkomst efter de samme kriterier som gælder for opnåelse affolkepension? Så vil den diskussion forstumme uden at skabe problemer for de, der har brug for den. Der er således nok for regeringens velfærdskommission at tage fat på, når fremtidens udfordringer til velfærdssamfundet i form af ændret demografi og øget globalisering skal analyseres. Her handler det om at få så mange hænder i beskæftigelse som muligt. En offensiv løsning vil være en forlængelse af den historiske trend, hvor arbejdstiden for en fuldt beskæftiget løbende bliver reduceret. Det vil ydermere have den åbenbare fordel, at det falder i tråd med befolkningens erklærede ønsker: at de personer, der er i beskæftigelse vil gerne arbejde færretimer om ugen (eller om året), mens det alt for store antal arbejdsløse gerne vil have beskæftigelse. En reduktion af 4 / 6

5 arbejdstiden synes at være noget nær et Columbus-æg, idet ordningen ikke vil belaste de offentlige budgetter - snarere tværtimod. Det bliver spændende at se, om velfærdskommission er kommet i gang med sådanne egentlige velfærdsanalyser. Forhåbentlig er den ikke fortsat ud ad sporet fra analyserapporten, hvor det var offentlige besparelser, sociale nedskæringer og skatteforhøjelser, som var sat på dagsordenen. LITTERATUR Andersen, Bent Rold (1999), Ældrepolitik på afveje, Fremads debatbøger Danmarks Nationalbank (2000), Demografi og vækst i Danmark, af Bent Haller Pedersen, Kvartalsoversigten, 1. kvartal Danmarks Statistik (2004), Statistisk tiårsoversigt 2004, København: Danmarks Statistik Finansministeriet (1999), Arbejde og Service, Finansministeriet Jespersen,J. (2004) Vækst, fordeling og pensioner i et fremtidsperspektiv bidragtil '13 udfordringer til den danske velfærdsstat' redigeret af JørnHenrik Petersen og Klaus Petersen, Odense: Syddansk Universitetsforlag,2004 Jespersen, J. Velfærdskommission i drømmeland, kronik i Information, 11./12. december Pedersen, Jørn Henrik (2004), Fremtidens pensions- og forsørgelsesproblem, i Petersen og Petersen Torp, J. (2005), Europæerne skal arbejde mere, artikel i Dagbladet Børsen, 10. marts, s. 20 Velfærdskommissionens analyserapport ' Velfærden kommer ikke af sig selv', maj 2004 NOTER 1) Det er naturligvis ikke de same personer, der er syge, på barsel eller orlov, men antallet er - i modsætning til de to andre kategorier - kun i meget beskeden grad bestemt af de økonomiske konjunkturer. En nedbringelse af sygefraværet vil være en lige så gunstig politik, som nedbringelse af arbejdsløsheden. 2) Tallene fra Danmarks Statistik undervurderer tælleren (antallet af personer uden beskæftigelse), idet der er kun medregnet personer uden beskæftigelse, der modtager indkomsterstattende ydelser. Her er således udeladt 'hjemmegående ægtefæller' uden offentlige ydelser og selvpensionister under 65/67 år 3) Endnu en bekræftigelse på Keynes' motto: Look after employment, then the budget will look after itself. 4) Det er tankevækkende hvor dybt rodfæstet misforståelsen mellem øget beskæftigelse og øget arbejdstid er. Således refererer Dagbladet Børsen, 10. marts 2005, veloplagt en rapport fra det selvbestaltede European Economic Advisory Board, topøkonomernes løsning er en fortsættelse af den trend, der er set i Tyskland, hvor flere, store industrikoncerner har overtalt medarbejderne til at arbejde 40 timer i stedet for 35 - til samme løn. Hvis disse 'topøkonomer' havde ulejliget sig med at kikke på Tysklands betalingsbalance ville de have kunnet konstatere, at overskud på ikke mindre end $100 mia. svarende til 3 pct. af BNP. Så det er ikke konkurrenceevne, men indenlandsk efterspørgsel, der må være forklaringen på de tyske problemer. Hvis man i denne situation 5 / 6

6 reducerer tyskernes købekraft, vil der være en overhængende fare for at øge arbejdsløsheden målt i antal personer yderligere. 6 / 6