.DSLWHOÃ 3HQVLRQVRSVSDULQJÃLÃOLYVIRUVLNULQJVVHOVNDEHU

Transkript

1 .DSLWHOÃ 3HQVLRQVRSVSDULQJÃLÃOLYVIRUVLNULQJVVHOVNDEHU,QGOHGQLQJ Ligesom pengeinstitutternes puljeordninger og opsparing i investeringsforeninger er pensionsordninger i livsforsikringsselskaber baseret på langsigtet opsparing. Selv om pensionsordninger i livsforsikringsselskaber på centrale områder adskiller sig fra langsigtet opsparing i andre finansielle institutter, er der også fællestræk. Set fra kundens side er der i alle tilfælde tale om, at det finansielle institut overlades at forvalte kundens indbetalinger med henblik på at sikre den højest mulige forrentning under hensyn til risiciene. I afsnit 2 gives der en kort gennemgang af de mulige interessekonflikter, der kan være i livsforsikringsselskabers kapitalforvaltning. I afsnit 3 er der en teknisk gennemgang af de forskellige forsikringsordninger og deres opbygning, herunder spørgsmålet om formueforvaltning. I de efterfølgende afsnit overvejes initiativer, der styrker forbrugerbeskyttelsen på området ved især at lægge vægt på større gennemsigtighed på områder, hvor der kan være risici for interessekonflikter. I afsnit 4 overvejes tiltag, der fremmer gennemsigtigheden vedrørende overskudsfordelingen i livsforsikringsselskaber, mens der i afsnit 5 overvejes initiativer, som fremmer gennemsigtigheden vedrørende flyttegebyrer. Afsnit 6 ser på selskaber, hvor kunderne har forskellige garanterede renter.

2 I afsnit 7 overvejes tiltag, der fremmer gennemsigtigheden vedrørende livsforsikringsselskabernes investeringer. Afsnit 8 beskriver overvejelserne om en justering af de nøgletal, som livsforsikringsselskaberne allerede offentliggør. Afsnit 9 indeholder kapitlets konklusion. 5LVLNRÃ IRUÃ LQWHUHVVHNRQIOLNWHUÃ LÃ OLYVIRUVLN ULQJVVHOVNDEHUÃRJÃDIJU QVQLQJÃDIÃXGYDOJHWV DUEHMGHÃ Den mest udbredte langsigtede opsparingsform for private findes givetvis i livsforsikringsselskaberne. Ud af livsforsikringsselskabernes samlede balance på 457 mia. ved udgangen af 1997 skønnes ca. halvdelen at være individuelt privattegnede forsikrings- og opsparingsordninger. Der findes imidlertid ikke et præcist tal for omfanget af de private ordninger, idet livsforsikringsselskaber foruden de privattegnede ordninger også administrerer arbejdsmarkedspensionsordninger. I de seneste år har arbejdsmarkedspensionsordningerne fået øget betydning for indbetalingerne til livsforsikringsselskaberne. I 1997 blev der indbetalt 5,5 mia. i løbende præmier og 4,4 mia. i engangspræmier på forsikringer oprettet uden for ansættelsesforhold; i alt 9,9 mia. mod 21,2 mia. til forsikringer tegnet som led i et ansættelsesforhold (ekskl. gruppeliv). Kapitlet beskæftiger sig LNNH med arbejdsmarkedspensionsordninger men kun individuelt privattegnede kontrakter i livsforsikringsselskaber, herunder især banklignende produkter. Arbejdsmarkedspensionsordningerne drøftes løbende i Pensionsmarkedsrådet. I den forbindel-

3 se kan der henvises til rådets første rapport, som udkom i august ). Gennemgangen tager udgangspunkt i de forsikringsprodukter, der markedsføres fra forsikringsselskabernes side. Der opstilles ikke modeller for alternative produkter, der kunne tænkes markedsført. En stor del af de spørgsmål, der omtales i dette kapitel, har allerede været behandlet i andre udvalg gennem de seneste år. I den forbindelse kan følgende nævnes: "Pensionsoverførsler", Betænkning nr. 1245, Industriministeriet, februar "Rapport om gennemførelsen af 3. skadesforsikringsdirektiv og 3. livsforsikringsdirektiv", Finanstilsynet, december "Rapport om genkøbsfradrag", Finanstilsynet, marts "Rapport om nøgletal for livsforsikringsselskaber og tværgående pensionskasser", Finanstilsynet, maj "Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger", betænkning nr. 1306, Økonomiministeriet, december "Rapport om betaling for rentegaranti", Finanstilsynet, januar Udvalget har især lagt vægt på at vurdere, hvor der kan være risiko for interessekonflikter mellem kunden og livsforsikringsselskabet. Som det fremgik af kapitel 2 og 3 kan en funktionsadskillelse sikres ved at udskille forvaltningen af kundernes opsparing i selvstændige 1) "Rapport fra Pensionsmarkedsrådet 1998", august 1998, Pensionsmarkedsrådet. Rapporten findes også på Finanstilsynets hjemmeside

4 juridiske enheder. Dermed kan risikoen for interessesammenblanding mellem et instituts egenbeholdning af værdipapirer og forvaltning af kundernes opsparing mindskes. Denne form for interessekonflikter findes ikke i pensionskasser, da medlemmerne ejer kassen. Livsforsikringsselskaber i Danmark er derimod organiseret som aktieselskaber. Her synes der umiddelbart at kunne være en risiko for interessekonflikt mellem aktionærerne og forsikringstagernes midler, idet der i praksis LNNH findes en selvstændig formueforvaltning af aktionærernes egenkapital. Det forhold, at der er én fælles aktivpulje, som forvaltes med det formål at sikre størst mulig afkast, medfører, at der ikke er nogen interessekonflikt mellem forsikringstagerne og selskabet med hensyn til valg af investeringsaktiver. Der er så at sige én fælles aktivpulje, som forvaltes med det formål at sikre det højest mulige afkast. Det er i alles interesse, at der vælges de aktiver, der giver det største afkast. Desuden indeholder lov om forsikringsvirksomhed overordnede retningslinier for aktivernes forvaltning, herunder placeringsregler og krav om størst muligt afkast. Interessekonflikten på livsforsikringsområdet kan opstå ved fordeling af overskuddet fra formueforvaltningen. Derfor er der også i lovgivningen formuleret regler om fordeling af det forsikringstekniske overskud. Dette ses der nærmere på i afsnit 4. Herudover kan der være en interessekonflikt mellem instituttet og kunden, hvis kunden bindes for tæt til instituttet f.eks. i form af høje flyttegebyrer. Dette forhold gennemgås nærmere i afsnit 5. Et område, hvor der kan opstå risiko for interessekonflikter mellem kunderne, er i de tilfælde hvor livsforsikringsselskabet garanterer en forskellig rente over for kunderne. Denne problemstilling ses der nærmere på i afsnit 6.

5 Udvalget kan også pege på andre områder af forvaltning af de opsparede midler i livsforsikringsselskaber, som ud fra en diskussion om gennemsigtighed og interessekonflikt PHOOHP kunderne inden for livsforsikringsselskabet kunne være relevant at hæfte sig ved. Det drejer sig især om livsforsikringsselskabernes anvendelse af gennemsnitsrenteprincippet. Princippet indebærer en udjævning af den årlige forrentning (kontorenten) ikke kun for en given årgang men også mellem forskellige årgange af forsikringstagere samt en udjævning og dermed en relativ stabil forrentning (kontorente) gennem flere år. Gennemsnitsrenteprincippet kan på den ene side siges at medføre en forholdsvis stabil og forudsigelig udvikling i pensionsydelserne. På den anden side kan man også argumentere for, at princippet ikke er særlig gennemsigtigt, idet kunden i det enkelte år ikke får den fulde forrentning af de bagvedliggende værdipapirer godskrevet, hvilket er det bærende element for opsparing i puljeordninger i pengeinstitutter og investeringsforeninger. Ud fra en sådan betragtning kunne gennemsigtigheden styrkes ved at tegne produkterne i de såkaldte investeringslivsforsikringsselskaber, jf. afsnit 5.3.2, hvor afkastet baseres på valgte investeringspuljer, men hvor produkterne i øvrigt er de samme som i de traditionelle livsforsikringsselskaber. Herudover kunne man adskille produkterne i en ikke-forsikringsmæssig opsparing til alderspension samt i forsikringsmæssige risikoydelser. Herved fås dog nogle helt andre produkter og en alderspension, der alt andet lige bliver mindre. Udvalget er ikke gået ind i en nærmere drøftelse af dette forhold men henviser i stedet til betænkningen om "Demokrati og åbenhed om pensionsinstitutternes investeringsbeslutninger" samt Pensionsmarkedsrådets første rapport.

6 Herudover har der i de seneste år været stor interesse om spørgsmålet om livsforsikringsselskabernes investeringer, herunder etiske investeringer. Overvejelser om at fremme gennemsigtigheden på dette område gennemgås i afsnit 7. 3URGXNWHUQHÃLÃOLYVIRUVLNULQJVVHOVNDEHU Produkterne i livsforsikringsselskaber kan inddeles i de traditionelle produkter, forsikring i investeringslivsforsikringsselskaber samt kapitaliseringsprodukter. Tabel 5.1 indeholder en oversigt over de omtalte livsforsikringsprodukter. 7DEHOÃ )RUVNHOOLJHÃW\SHUÃDIÃOLYVIRUVLNULQJVSURGXNWHU Forsikringsklasse, jf. direktiverne Produkter Selskaber I. Almindelig livsforsikring (afsnit 5.3.1) VI. Kapitaliseringsvirksomhed (afsnit 5.3.3) III. Forsikring, der er tilknyttet investeringsfonds (afsnit 5.3.2) Sum, rate eller løbende ydelser, betinget af død, invaliditet eller opnåelse af given alder Aftalte ydelser (sum og rate), uafhængige af død, invaliditet eller opnåelse af given alder Ydelser, hvis størrelse er afhængige af investeringsafkastet i valgte puljer Traditionelle livsforsikringsselskaber Investeringslivsforsikringsselskaber 7UDGLWLRQHOÃOLYVIRUVLNULQJVYLUNVRPKHG Pensionsopsparing i form af traditionelle livsforsikringsprodukter adskiller sig fra opsparing i pengeinstitutter ved, at man køber en ret til nogle fremtidige ydelser, der er betinget af givne hændelser.

7 Der kan tegnes mange forskellige forsikringsprodukter, hvor ydelserne er betinget af hændelserne død, invaliditet eller opnåelse af en given alder. Ved dødsfald kan der f.eks. ske udbetaling af en sum eller en rate, eller der kan ske udbetaling af en løbende ydelse til efterlevende ægtefælle, børn eller andre begunstigede. Ved invaliditet kan der tilsvarende ske udbetaling af sum, rate eller løbende ydelse (invalidepension). Endelig kan der ved opnåelse af en given alder ske udbetaling af sum, rate eller løbende ydelse. Sidstnævnte benævnes ofte livrente eller alderspension. Ved et traditionelt livsforsikringsprodukt har man ikke som i pengeinstitutter en individuel konto, hvor man på et senere tidspunkt får udbetalt egne indbetalinger tillagt en forrentning. I livsforsikring aftales nogle betingede ydelser, og afhængig af om og i givet fald hvornår de hændelser, de er betinget af, indtræffer, vil man få udbetalt mere eller mindre, end man har indbetalt. Ydelserne skal prisfastsættes, så der i gennemsnit er balance mellem udbetalinger og indbetalinger inkl. forrentning. Sagt på en anden måde er disse traditionelle forsikringsmæssige pensionsordninger baseret på det såkaldte ækvivalensprincip; det vil sige en på forhånd fastsat sammenhæng mellem de indbetalte præmier og de garanterede ydelser fra forsikringsselskabet. Beregningerne hviler på forudsætninger om tre forhold; nemlig risiko, rente og omkostning. Præmien kan skematisk inddeles i følgende begreber: Bruttopræmie - omkostningspræmie = nettopræmie - risikopræmie = opsparingspræmie Bruttopræmien er den indbetalte præmie. Omkostningspræmien skal dække erhvervelsesomkostninger samt løbende omkostninger. Efter

8 at omkostningspræmien er fratrukket bruttopræmien, er nettopræmien tilbage. Nettopræmien skal anvendes til egentlig forsikringsdækning, både risikoydelser inden for den periode, præmien dækker, og senere ydelser, f.eks. alderspension. Risikopræmien er udtryk for, hvad pensionsinstituttet aktuarmæssigt forventer at skulle bruge til betaling af periodens risiko. Ved dødsfaldsydelser og invaliditetsydelser er risikopræmien positiv, idet det koster pensionsinstituttet penge, når disse begivenheder indtræffer. Risikopræmien er negativ for alderspension og lignende, idet de til pensionsudbetalinger hensatte opsparingspræmier frigives i forbindelse med dødsfald, hvorefter midlerne kan fordeles blandt de overlevende medlemmer af pensionsordningen. Opsparingspræmien er det, der er tilbage efter betaling af omkostningspræmien og risikopræmien. Opsparingspræmien akkumuleres gennem forsikringstiden til den senere udbetaling af pensionsydelser. Idet risikopræmien kan være negativ, hvad den er for en alderspension (livrente), kan opsparingspræmien overstige den indbetalte årspræmie. Den opsparede formue hidrører således dels fra egne indbetalinger og dels fra dødelighedsarven fra andre forsikringstagere. Aktiverne til dækning af forsikringsforpligtelserne ejes af livsforsikringsselskabet eller pensionskassen og er normalt ikke opdelt på den enkelte forsikringstager eller på den enkelte pensionsordning men er én aktivpulje, hvis afkast alle er fælles om. Den enkeltes opsparede reserve forrentes herved med en gennemsnitsrente baseret på afkastet af selskabets samlede investeringer. Overgangsreglen i realrenteafgiftsloven har dog forårsaget, at der må anvendes to gennemsnitsrenter, en til de for realrenteafgift friholdte reserver og en for de resterende.

9 Det forhold, at der er én fælles aktivpulje, medfører endvidere, at der ikke i formueforvaltningen er nogen interessekonflikt mellem forsikringstagerne og selskabet med hensyn til valg af investeringsaktiver. Det er i alles interesse, at der vælges de aktiver, der giver det største afkast, som herefter fordeles efter regler anmeldt til Finanstilsynet, jf. afsnit Interessekonflikten opstår derfor typisk ikke i forvaltningen men derimod ved fordelingen af det forsikringstekniske overskud.,qyhvwhulqjvolyviruvlnulqjvvhovndehu Siden 1988 har det været muligt at tegne forsikringer i investeringslivsforsikringsselskaber. De adskiller sig fra traditionelle livsforsikringsselskaber ved, at der er tale om tegning af forsikringer, hvortil der er knyttet investeringspuljer, som forsikringstagerne kan vælge imellem. Der findes i dag tre investeringslivsforsikringsselskaber. Tilsammen har de en balance på knap 2 mia. mod de traditionelle livsforsikringsselskabers balance på 457 mia. ved udgangen af I investeringslivsforsikringsselskaberne anvendes investeringspuljer, hvor forrentningen af opsparingen knyttes til afkastet af bestemte puljer, hvorpå de opsparede reserver er fordelt, f.eks. aktiepulje, pulje med nominelle obligationer og pulje med indeksobligationer. I investeringslivsforsikringsselskaberne kan tegnes de samme livsforsikringsprodukter som i traditionelle livsforsikringsselskaber. Produkterne kan tegnes med eller uden rentegaranti og dermed med eller uden garanterede ydelser. To af de eksisterende danske investeringslivsforsikringsselskaber tegner forsikringer med garanti, der dog er væsentligt lavere end for traditionelle produkter. Det tredie har ingen rentegaranti tilknyttet produktet.

10 For hver forsikringstager opretter selskabet et depot, hvor forsikringstagerens indbetalinger indgår ekskl. omkostningsbidrag, risikopræmier og såkaldte investeringsrisikopræmier. Sidstnævnte er en betaling for den renterisiko, selskabet løber ved garanterede ydelser, og de kan beregnes og opkræves eksplicit eller implicit via omkostningsbidragene. Den procentvise fordeling mellem puljerne aftales mellem forsikringstageren og selskabet. Depotets samlede indestående investeres løbende af selskabet i puljer. Det er muligt for forsikringstageren at ændre på fordelingen mellem puljerne. Puljernes afkast beregnes ud fra de løbende indtægter på baggrund af de ultimo måneden gældende værdier. Værdierne i puljerne ansættes således til markedsværdi. Afkastet i puljerne danner grundlag for beregningen af forrentningen af forsikringstagerens depot, idet det enkelte depots afkast beregnes på basis af de valgte puljers sammenvægtede afkast. For opsparing i investeringslivsforsikringsselskaber, hvor der er rentegaranti, gælder de almindelige placeringsregler for livsforsikring. Ifølge disse placeringsregler skal mindst 50 pct. af aktiverne til dækning af de forsikringsmæssige forpligtelser bestå af såkaldt guldrandede papirer, dvs. obligationer, ejendomme, pengeinstitutindeståender mm., mens højst 50 pct. må bestå af andre aktivtyper, primært aktier. Placeringsreglerne anvendes dog efter selskabernes investeringsaftaler ikke kun for investeringslivsforsikringsselskabet som helhed men også for hver enkelt forsikringstagers valg mellem aktivtyper og dermed puljer. Placeringsreglerne gælder ikke for forsikringstegning uden rentegaranti. Finanstilsynet har hjemmel til at udarbejde placeringsregler for sådanne selskaber men har ikke hidtil udnyttet denne. Investeringslivsforsikringsselskaberne er som de øvrige livsforsikringsselskaber omfattet af Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 609 af

11 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Hvad angår investeringslivsforsikringsselskabernes puljer anføres heri, at forsikringstageren skal have oplysning om arten af de aktiver, forsikringsaftalen er baseret på. Bestemmelserne i bekendtgørelsen følger 3. livsforsikringsdirektiv. I praksis indgås en investeringsaftale mellem forsikringstager og selskabet, hvor forsikringstageren vælger mellem puljer med forskellige aktivtyper. De krævede oplysninger er således mindre detaljerede end dem, der kræves i pengeinstitutternes puljeordninger, jf. Finanstilsynets bekendtgørelse nr. 657 af 4. september 1998 om puljepension mv. Udvalget anbefaler, at der stilles tilsvarende krav til investeringslivsforsikringsselskaberne. Investeringslivsforsikringsselskabernes egenkapital placeres i de samme puljer som forsikringstagernes midler. Herved sikres i praksis, at der ikke er nogen interessekonflikt mellem forsikringstagerne og selskabet med hensyn til valg af investeringsaktiver i de enkelte puljer. En sådan interessekonflikt kunne dog opstå, såfremt der blev handlet aktiver mellem de forskellige puljer. Dette sker imidlertid ikke, da de eksisterende puljer i de danske investeringslivsforsikringsselskaber ikke har overlappende definitioner. Herudover skifter selskaberne kun mellem puljerne med de samme mellemrum, som gælder for kunderne. Der findes dog ikke regler, som regulerer dette område. Såfremt markedets størrelse og indretningen af investeringslivsforsikringsselskaberne ændres, kan der på et senere tidspunkt vise sig at blive behov for at tage spørgsmålet om risici for interessekonflikter op.

12 .DSLWDOLVHULQJVSURGXNWHU Af pengeinstitutlignende pensionsprodukter inden for livsforsikringsselskaber skal tillige nævnes de såkaldte kapitaliseringsprodukter (forsikringsklasse VI), som mange (almindelige) livsforsikringsselskaber har koncession til at tegne. Forsikringsklassen er defineret som "Kapitaliseringsvirksomhed baseret på aktuarberegninger, og som omfatter forpligtelser af en nærmere fastsat varighed og beløbsstørrelse, mod erlæggelse af et engangsbeløb eller forud fastsatte regelmæssige indbetalinger". Dette betyder, at disse produkter er uden traditionelle forsikringsrisici, idet udbetalingerne ikke afhænger af bestemte hændelser, men de er med investeringsrisiko, idet der garanteres en given udløbsydelse, der skal komme til udbetaling på et på forhånd aftalt tidspunkt. Disse produkter indgår i selskabernes almindelige forsikringsportefølje og er omfattet af de almindelige placeringsregler. På det danske marked er det først blevet muligt at tegne disse produkter siden 1994, og det er derfor endnu ikke muligt at bedømme, hvor stor en markedsandel disse produkter kan forventes at få på længere sigt. På baggrund af den store lighed, der er mellem disse kapitaliseringsprodukter og de tilsvarende pengeinstitutprodukter, har EU's Rådgivende Bankudvalg og Forsikringskomitéen det seneste år analyseret forskelle og ligheder mellem produkterne, og man vil herefter fortsætte med at undersøge de tilsynsmæssige forskelle, samt om der er risiko for konkurrenceforvridninger på grund af forskelle i reglerne.

13 )RUVNHOOHÃLÃSUDNVLVÃRJÃUHJHOV W Som det fremgår af afsnit 2, er der såvel fællestræk som forskelle mellem pensionsopsparing i forsikringsselskaber på den ene side og pengeinstitutter på den anden side. Kapitaliseringsprodukter har det til fælles med en opsparing i et pengeinstitut, at der er tale om opsparing uden traditionelle forsikringsrisici, men produkterne afviger fra hinanden med hensyn til forrentningsprincipperne. Kapitaliseringsprodukterne deltager i livsforsikringsselskabernes gennemsnitsforrentning. Forsikringstegning i investeringslivsforsikringsselskaber har det til fælles med pengeinstitutternes puljeprodukter, at der er tale om forrentning baseret på afkastet af de af kunden valgte puljer, men produkterne afviger fra hinanden ved at produkternes udbetaling i investeringslivsforsikringsselskaberne afhænger af forsikringsrisici. Selvom der således findes en række fællestræk med produkterne i den øvrige finansielle sektor, er regelsættene forskellige vedrørende overskudsfordeling, flytning af midler, placeringsregler og gennemsigtighed. 2YHUVNXGVIRUGHOLQJ I pengeinstitutter - bortset fra kontantkonti - og investeringsforeninger tilfalder forrentningen af opsparerens midler umiddelbart kunden, med fradrag for de omkostninger der er ved instituttets og foreningens porteføljepleje. Dette er det samme princip, som kontrakterne for investeringslivsforsikringsselskaber er udformet efter.

14 Overskudsfordelingen i livsforsikringsselskaber, herunder kapitaliseringsprodukter tegnet med ret til bonus, foregår efter det såkaldte kontributionsprincip. De fleste livsforsikringsprodukter er forsikringer tegnet med ret til bonus. Dette betyder efter lovgivningen, at det såkaldte kontributionsprincip skal følges. Da forsikringsselskabernes beregningsgrundlag er valgt forsigtigt, idet garantierne skal kunne holdes over en livslængde, opstår der i de enkelte år normalt overskud, som for det første fordeles mellem forsikringstagerne og ejerne. Det som herefter leveres tilbage til de enkelte forsikringstagere fordeles på en måde, hvor man tager hensyn til forholdet mellem det faktiske forløb og grundlagets forsigtige antagelser om omkostninger, forsikringsbegivenheder og forrentning. Overskuddet fordeles så til de enkelte forsikringer i de forhold, de har givet anledning til overskuddets dannelse i henhold til de nævnte faktorer (kontributionsprincippet). Det er dog ikke nødvendigvis hele forsikringstagernes overskud, der fordeles med det samme. Der tilstræbes normalt en jævn udvikling i forrentningen, hvorfor man i gode år henlægger noget af overskuddet i en bonusudjævningshensættelse til brug i mindre gode år. Formålet er at sikre forsikringstagerne en jævn og stabil ydelsesudvikling, der beskytter den enkelte imod markedsudsving i rente- og kursniveau. Samlet udgør forrentningsprincipperne et væsentligt forsikringselement i ordningerne. Egenkapitalen tillades tildelt et afkast, der målt over en årrække svarer til det afkast, forsikringstagerne i overensstemmelse med ovennævnte får med tillæg af et såkaldt driftsherretillæg i størrelsesordenen et par procentpoint. Driftsherretilægget varierer mellem forskellige forsikringsordninger og -selskaber.

15 De udsving, der er i afkastet af de investerede midler, betyder at man kun kan sammenligne egenkapitalforrentningen med kontorenten målt over en årrække. Lovgrundlaget herfor er 30 og 31 i lov om forsikringsvirksomhed. Ifølge 30, stk. 1, nr. 3, skal livsforsikringsselskabernes tekniske grundlag mv. indeholde regler for beregning og fordeling af overskud til forsikringstagerne og andre berettigede efter forsikringsaftalerne, og ifølge 31, stk. 2, skal disse regler føre til en rimelig fordeling. Behovet for lovbestemmelserne hænger sammen med det forhold, at der er én aktivpulje, hvis afkast skal fordeles, hvilket som tidligere nævnt betyder, at der ikke er nogen interessekonflikt mellem forsikringstagerne og selskabet med hensyn til valg af investeringsaktiver. Spørgsmålet om, hvilken del af selskabets forsikringstekniske overskud der kan tilskrives egenkapitalen, og hvilken del der kan tilskrives de forsikringsmæssige hensættelser, omhandles tillige i lovbemærkningerne til 31, hvor det bl.a. anføres: Å5HJOHUQHÃIRUÃIRUGHOLQJÃDIÃVHOVNDEHWVÃRYHUVNXGÃVNDOÃMIÃVWNà Y UHà IRUPXOHUHWà Vnà GHWà NODUWà RJà SU FLVWà IUHPJnUà KYRUOHGHV RYHUVNXGGHWÃDQYHQGHVÃWLOÃIRUGHOLQJÃLPHOOHPÃGHÃHQNHOWHÃIRUVLN ULQJHUà WLOà KHQO JJHOVHà WLOà IRUVLNULQJVEHVWDQGHQà VRPà VnGDQ ERQXVXGM YQLQJVKHQV WWHOVHUÃRJÃOLJQHQGHÃRJÃWLOÃHJHQNDSLWDO PP )RUGHOLQJHQÃDIÃVHOVNDEHWVÃRYHUVNXGÃVNDOÃHQGYLGHUHÃY UHÃULPHOLJ LÃIRUKROGÃWLOÃGHÃEHUHWWLJHGHÃSDUWHUÃ+HUPHGÃIDVWVOnVÃDWÃXGJDQJV SXQNWHWÃIRUÃIRUGHOLQJHQÃDIÃRYHUVNXGGHWÃHUÃGHWÃVnNDOGWHÃNRQWUL EXWLRQVSULQFLSà KYRUHIWHUà RYHUVNXGGHWà IRUGHOHVà EODQGWà GH EHUHWWLJHGHÃSDUWHUÃHIWHUÃGHà IRUKROGÃKYRULÃGHÃKDUÃELGUDJHWÃWLO RYHUVNXGVGDQQHOVHQà 'HQà GHOà DIà VHOVNDEHWVà RYHUVNXGà GHU

16 KHUHIWHUÃWLOIDOGHUÃIRUVLNULQJVWDJHUQHÃERQXVÃVNDOÃIULJLYHVÃSn ULPHOLJÃYLVÃXQGHUÃIRUVLNULQJVDIWDOHQVÃO EHWLGÅ Livsforsikringsselskaberne kan således ikke vilkårligt fastsætte det overskud, der skal tilfalde de bonusberettigede forsikringer. Finanstilsynet påser overholdelsen af denne beregning af overskud til forsikringsbestanden i overensstemmelse med kontributionsprincippet. Der er ikke udarbejdet retsforskrifter til regulering af livsforsikringsselskabernes anvendelse af det beregningsmæssige kontributionsprincip, idet en lang række forskellige forhold spiller ind i de konkrete tilfælde. Forsikringsrådet 2) og Finanstilsynet varetager tilsammen administrationen af bestemmelserne i lov om forsikringsvirksomhed, og Forsikringsrådet, der træffer afgørelse i sager af principiel karakter, har mulighed for eventuelt at ændre administrationen af 30 og 31. Finanstilsynet er i dialog med de enkelte selskaber og brancheorganisationer for løbende at få præciseret princippet. Blandt de forskellige forhold, der kan spille ind i de konkrete tilfælde kan følgende nævnes: I et selskab, der har været igennem en kraftig vækst, f.eks. et nystartet selskab, må der tages hensyn til, hvorvidt den relativt kraftigt stigende solvensmargen er blevet dækket ved midler indskudt af aktionærerne eller ved omkostningsbelastningen på forsikringerne. Såfremt solvensmargenen er dækket af midler, der er indbetalt af forsikringstagerne, kan der i selskabet være bestemmelser om, at disse midler skal tilbageføres i form af afgangsbonus eller i form af tilbagebetaling af såkaldte medlemskonti (tværgående pensionskasser). 2) Forsikringsrådet er nedsat i medfør af 237 i lov om forsikringsvirksomhed. Forsikringsrådet har en højesteretsdommer som formand og repræsentanter for forsikringstagerne og forsikringserhvervet som øvrige medlemmer.

17 Endvidere hidrører det overskud, der skal fordeles, ikke alene fra aktivernes afkast men også fra overskud på beregningsgrundlagets øvrige elementer, dvs. omkostninger og forsikringsrisiko. Også på dette punkt er der forskel mellem selskaberne. Endelig varierer selskaberne også med hensyn til bestanden af forsikringer, der ikke er bonusberettigede, herunder livrenter uden ret til bonus samt syge- og ulykkesforsikringer, som ofte er reguleret på anden vis end ved bonus. Finanstilsynet påser overholdelsen af disse regler ud fra selskabernes regnskabsindberetninger. Såfremt tilsynet finder, at der er foretaget en urimelig fordeling af overskud, kan tilsynet efter 31, stk. 7, gribe ind og give påbud om at ændre på forholdene. Siden sidste ændring af lovgivningen på dette område i 1994 og fastlæggelse af de beskrevne retningslinier konstateres, at tilsynets erfaringer med administration heraf er begrænsede. Tilsynet har i det omfang, man har erfaret, at egenkapitalforrentningen i enkelte selskaber har været høj, ført en dialog med disse selskaber, og det har ført til det resultat, at selskaberne ud fra deres specifikke forhold har fået formuleret nogle konkrete retningslinier med hensyn til den tilladelige egenkapitalforrentning i selskabet. Tilsynet har derimod ikke systematisk gennemgået samtlige selskabers forhold. Udvalget anbefaler, at indsatsen på området intensiveres, herunder at der stilles krav om, at samtlige selskaber skal udarbejde konkrete retningslinier for den tilstræbte maksimale egenkapitalforrentning i selskabet, samt at selskaberne offentliggør disse retningslinier. Samtidig anbefaler udvalget, at der udarbejdes et mål for selskabernes egenkapitalforrentning i form af et nøgletal, således at forsikringstagerne dels kan se, hvor stor en egenkapitalforrentning, der maksimalt tilstræbes, og hvor stor egenkapitalforrentningen rent faktisk er år for år i selskaberne.

18 *HE\UHUà YHGà HWDEOHULQJà RJà IO\WQLQJà DIà HQ IRUVLNULQJVRUGQLQJ Der kan være en potentiel risiko for interessekonflikt mellem instituttet og kunden, hvis kunden bindes for tæt til instituttet f.eks. i form af høje flyttegebyrer. I investeringsforeninger og pengeinstitutter betales nogle mindre handelsomkostninger, når der flyttes fra et institut til et andet. Er kunden utilfreds med forrentningen af sin formue i en investeringsforening og et pengeinstitut, er det således muligt at skifte institut uden de større omkostninger. I livsforsikringsselskaber er reglerne anderledes. Her kræves der både et gebyr ved flytning fra et livsforsikringsselskab, og det modtagende livsforsikringsselskab opkræver omkostninger af modtagne præmier. Det medfører, at der ikke er den samme mulighed for direkte konkurrence vedrørende allerede indgåede livsforsikringsaftaler i samme livsforsikringsordninger som for foretagne indskud i pengeinstitutter og investeringsforeninger. Da gebyrerne på livsforsikringsområdet i flere tilfælde ikke er uvæsentlige, er det centralt, at de flytteregler, der anvendes, yder alle parter retfærdighed. Forbrugerbeskyttelsen må gælde både for dem, der ønsker at flytte, og for dem, der ikke har tænkt sig at flytte. Finanstilsynet har i 1992 formuleret problemstillingen således 3) : Å9LONnUHQHà IRUà IO\WQLQJà DIà SHQVLRQVRUGQLQJHUà KDUà Y UHWà JHQ VWDQGÃIRUÃPHJHQÃGHEDWÃGHÃVHQHVWHÃnUÃ'HQÃVWLJHQGHÃLQWHUHVVHÃIRU DWÃSHQVLRQVRSVSDULQJHQÃJLYHUÃGHWÃEHGVWÃPXOLJWÃDINDVWÃKDUÃKHOW QDWXUOLJWà I UWà WLOà HQà NUDIWLJà IRNXVHULQJà Snà PXOLJKHGHQà IRUà DW 3) Beretning fra Finanstilsynet, 1992, side 53.

19 IO\WWHÃ HQÃ SHQVLRQVRUGQLQJÃ KYLVÃ PDQÃ IHNVÃ HUÃ XWLOIUHGVÃ PHG DINDVWHWVÃVW UUHOVHÃ (WÃVS UJVPnOÃGHUÃGDÃPHOGHUÃVLJÃVRPÃGHWÃKHOWÃFHQWUDOHÃHUÃKYDG GHWÃE UÃNRVWHÃDWÃIO\WWHÃVLQÃSHQVLRQVRUGQLQJÃ%OLYHUÃGHWÃIRUÃG\UW YLOÃGHWÃIXQJHUHÃVRPÃVWDYQVELQGLQJÃRJÃDIÃPDQJHÃRSIDWWHVÃVRPÃHQ K PVNRÃIRUÃNRQNXUUHQFHQÃRJÃGHUPHGÃIRUÃDWÃSHQVLRQVLQVWLWXWWHU QHÃDQVWUHQJHUÃVLJÃIRUÃDWÃRSQnÃHWÃPDNVLPDOWÃDINDVWÃ%OLYHUÃGHWÃIRU ELOOLJWÃHUÃGHUÃYLVVHÃRPNRVWQLQJHUÃGHUÃLNNHÃEOLYHUÃG NNHWÃDIÃGHQ GHUÃIO\WWHUÃ'HWÃEOLYHUÃGDÃGHÃWLOEDJHEOHYQHÃGHUÃNRPPHUÃ WLOÃDW EHWDOHÃIRUÃDWÃDQGUHÃNDQÃIO\WWHÃUXQGWÃSnÃGHUHVÃSHQVLRQVRUGQLQ JHU Ã Udvalget finder det vigtigt, at der er en høj grad af sammenlignelighed og gennemsigtighed på området. 8GWU GHOVHQÃDIÃHQÃOLYVIRUVLNULQJVRUGQLQJ 5HJHOV WWHW Frem til juli 1994 udgjorde omkostningerne ("genkøbsfradraget") normalt 7 pct. af den individuelle pensionsreserve. Hertil kom et mindre fast gebyr. Efter juli 1994 gælder der nye regler på området. I modsætning til tidligere fastsætter pensionsselskaberne nu individuelt egne regler for genkøb. De nye regler gælder for nytegnede forsikringer. Nogle selskaber har dog også indført de nye regler for den eksisterende bestand, andre har etableret overgangsordninger. Regelsættet gælder alle livsforsikringsprodukter, herunder kapitaliseringsprodukter og produkter i investeringslivsforsikringsselskaber. Efter de nye regler opdeles genkøbsfradraget i almindelighed i fire elementer: - transaktionsomkostninger, - fradrag for ubetalte erhvervelsesomkostninger,

20 - et kursværn og - et risikoværn. Det gebyr, man skal betale ved ophævelse af en forsikring i utide, skal for det første dække omkostningerne ved at gøre forsikringen op, dvs. transaktionsomkostningerne. Fradraget for transaktionsomkostninger udgør et fast beløb eller en procentdel af reserven. Gebyret skal imidlertid også medgå til dækning af de omkostninger, der blev afholdt allerede ved forsikringstegningen (erhvervelsesomkostninger), og som beregningsmæssigt blev forudsat betalt løbende gennem den forudsatte præmiebetalingstid. Såfremt forsikringskontrakten ophæves i utide, forbliver nogle af disse omkostninger ubetalte. Endvidere kan der i et vist omfang være ubalance i forhold til de helbredsmæssige forudsætninger, hvorpå forsikringen er tegnet. Endvidere skal gebyret dække nogle af de risici, der er knyttet til den førtidige ophævelse af forsikringskontrakten. Det drejer sig om et kursværn og et risikoværn. Behovet for et kursværn opstår, idet forsikringernes værdi (pensionshensættelserne) afhænger af den anvendte (faste) grundlagsrente og derved udvikler sig jævnt, mens værdien af aktiverne svinger mere. Her kan der opstå spekulation i at flytte en pensionsordning i situationer, hvor pensionshensættelserne overstiger værdien af de aktiver, der skal dække hensættelserne. Kursværnet sikrer mod en sådan spekulation og kan derfor også betragtes som en beskyttelse af de tilbageværende kunder og af forsikringsselskabets egenkapital. Behov for et risikoværn opstår, fordi der i dag ikke afkræves helbredsoplysninger i forbindelse med genkøb, medmindre en forsikring overvejende består af livsbetingede forsikringsydelser. Overvejelser vedrørende helbredstilstanden hos de genkøbende

21 forsikringstagere bør derfor af forsigtighedsgrunde antages at være af spekulativ natur, hvilket begrunder et risikoværn.,qwhwãnudyãsnãxirughowhãuhvhuyhuãyhgãio\wqlqj En pensionsopsparer har i det nuværende system intet krav på en andel af de ufordelte hensættelser og reserver men er afhængig af pensionselskabets politik med hensyn til udlodning eller konsolidering. Der kan argumenteres for, at personer - der udtræder af en pensionordning i et livsforsikringsselskab eller en pensionskasse - skulle have mulighed for at realisere den ændring i andelen, som er sket i de ufordelte hensættelser og reserver, mens kunden sparede op i pensionsinstituttet. Individuelle udbetalinger af de ufordelte hensættelser og reserver vil imidlertid - for at sikre en retfærdig fordeling mellem de enkelte pensionsopsparere - kræve individuelle konti til disse reserver. Ved individuelle konti til reserverne vil man i realiteten afskaffe gennemsnitsrenteprincippet. Dermed vil systemet ikke i samme omfang som idag kunne garantere renten og ydelserne. (NVHPSOHUÃSnÃJHQN EVIUDGUDJ I nedenstående tabel 5.2 gives nogle eksempler på genkøbsfradrag i udvalgte selskaber. Institutternes grundlag for beregning af genkøbsfradrag er vist i boks 5.1. Fradraget er beregnet efter de gældende regler og satser (1998) i følgende 4 situationer: I situation 1-3 betragtes en præmiebetalt forsikring, tegnet af en 30- årig mand. Den aftalte årlige præmie frem til alder 65 er på I situation 1 genkøbes allerede i alder 32, hvor hensættelsen er vokset til I situation 2 genkøbes i alder 35 med en hensættelse på , og i situation 3 genkøbes i alder 57 med en hensættelse på I situation 4 betragtes en indskudsbetalt forsikring

22 (dvs. indskud af et éngangsbeløb), der genkøbes 10 år efter tegning, hvor hensættelsen andrager I tabellen angives såvel genkøbsgebyret i som i pct. af hensættelsen. Selskaberne opkræver ved genkøb bl.a. et fradrag til dækning af ubetalte erhvervelsesomkostninger. Dette fradrag kan andrage nogle procent af hensættelserne, eller det kan f.eks. være beregnet som en andel af den manglende præmieindbetaling. Det varierer således en del fra selskab til selskab, men det er generelt væsentligt lavere end før 1994, hvor de fleste selskaber anvendte et samlet genkøbsfradrag på 7 pct.

23 7DEHOÃ *HQN EVIUDGUDJÃYHGÃIRUVNHOOLJHÃVLWXDWLRQHU Selskab Situation 1 Situation 2 Situation 3 Situation 4 Samlet fradrag Samlet fradrag Samlet fradrag Genkøbselementer Genkøbselementer Genkøbselementer Genkøbselementer Samlet fradrag Codan Liv Model 1* Kursværn: ,1 % Kursværn: ,3 % kr Kursværn: ,2 % Kursværn: kr ,3 % Codan Liv Model 2* ,1 % ,3 % ,2 % ,3 % Danica Liv** Kursværn: ,8 % Kursværn: ,6 % Kursværn: ,3 % Kursværn: ,3 % PFA Pension ,8 % ,8 % ,3 % ,0 % PFA Invest ,4 % ,5 % ,7 % ,9 % Tryg Liv og Tryg Invest ,0 % ,6 % ,7 % ,2 % Tryg Pension ,2 % ,3 % ,4 % ,0 % * Se omtale af modellerne. ** Gælder forsikringer, hvor der ikke ydes omkostningsrabat. I tilfælde af omkostningsrabat er genkøbsfradraget mindre.

24 %RNVÃ,QVWLWXWWHUQHVÃJUXQGODJÃIRUÃEHUHJQLQJÃDIÃJHQN EVIUDGUDJÃVRPÃDQI UW LÃWDEHOÃ De specifikke regler for særligt kursafhængigt kursværnsfradrag gennemgås dog ikke, da det er forudsat, at kursforholdene ikke medfører anvendelse heraf. Codan Liv: Erhvervelsesomkostninger: 1,4 pct.. af bruttopræmien gange antallet af resterende præmiebetalingsår, dog højst til forsikredes alder 60 år og højst i 25 år. Transaktionsomkostninger: (1998) reguleret. Kursværn: Selskabet anvender 2 modeller, som den enkelte forsikringstager kan vælge imellem. Model 1: Gennemsnitligt kursværn på 1 pct. af hensættelsen til og med alder 58, 1 pct. i alder 59 og 0 pct. herefter. Model 2: Særligt kursafhængigt kursværn. Risikoværn: Indeholdt i kursværn. Danica Liv: Erhvervelsesomkostninger: 2 pct. af fremtidige præmier, dog højst 10 pct. af hensættelserne. De 2 pct. modificeres, så der højst betales til alder 60 og højst i 20 år. Fradraget er mindre for forsikringer, hvor der ydes omkostningsrabat. Transaktionsomkostninger: 5 pct. af hensættelserne, dog mindst 250 og højst 950 Særligt kursafhængigt kursværn, dog mindst 2 pct. af hensættelserne. Intet risikoværn. PFA Pension: Erhvervelsesomkostninger: 7 pct. af den største aftalte årspræmie, dog mindst 0,7 pct. af hensættelserne og højst 7 pct. af hensættelserne. Fradraget aftrappes fra alder 53 til alder 60. Transaktionsomkostninger: 4 pct. af hensættelserne, dog mindst 240 og højst 960 Særligt kursafhængigt kursværn. Risikoværn: Indeholdt i fradrag for erhvervelsesomkostninger. PFA Invest: Erhvervelsesomkostninger: 1,4 pct. af hensættelserne. Fradraget aftrappes fra alder 53 til alder 60. Transaktionsomkostninger: 4 pct. af hensættelserne, dog mindst 480 og højst Kursværn: Negativt afkast betales fuldt ud. Risikoværn: Indeholdt i fradrag for erhvervelsesomkostninger. Tryg Liv og Tryg Invest: Erhvervelsesomkostninger: 3,85 pct. af hensættelserne (aftrappes fra alder 53 til alder 60) + 40 pct. af årspræmien (aftrappes månedligt til 0 pct. over 5 år fra tegningstidspunktet). Transaktionsomkostninger: (1998). Særligt kursafhængigt kursværn (for Tryg Invest betales negativt afkast fuldt ud). Intet risikoværn. Tryg Pension: Erhvervelsesomkostninger: 0,7 pct. af hensættelserne (aftrappes fra alder 53 til alder 60) + 7 pct. af årspræmien (aftrappes månedligt til 0 pct. over 5 år fra tegningstidspunktet). Transaktionsomkostninger: (1998). Særligt kursafhængigt kursværn. Intet risikoværn.

25 De erhvervelsesomkostninger, der er tale om, vedrører udgifter til helbredsbedømmelse, administrationsomkostninger i forbindelse med oprettelse af policen og udgifter til provision til assurandører og lignende. De store forskelle mellem selskabernes salgskanaler, herunder omfanget af anvendelse af assurandører, giver anledning til store forskelle i disse omkostninger. Som følge heraf vil man kunne se, at selskaber, der primært har individuelle privattegnede forsikringer, har større erhvervelsesomkostninger end selskaber, der primært har store pensionsordninger, der er etableret kollektivt. Selv om de ny regler for omkostningsfradrag efter 1994 har reduceret omkostningerne ved flytning, er det stadig dyrere at flytte en livsforsikring end en pensionsopsparing i et pengeinstitut. Man skal endvidere være opmærksom på, at de fremtidige bonusforhold i de forskellige selskaber, der flyttes imellem, er vanskelige at kende. Bonusprognoser samt regnskabsnøgletallet vedrørende bonusreserve giver dog et fingerpeg herom. Fradraget er normalt faldende over tid, idet erhvervelsesomkostningerne løbende betales, og der derved resterer færre og færre ubetalte erhvervelsesomkostninger. For at få et overblik over konsekvenserne af reglerne efter 1994 er det derfor nødvendigt at betragte forskellige situationer. I tilfælde af at de bogførte værdier overstiger markedsværdien, kan der ud over fradraget til dækning af ubetalte erhvervelsesomkostninger som nævnt opkræves et særligt kursafhængigt kursværn for at beskytte de øvrige kunder mod spekulation. Ingen selskaber opkræver i øjeblikket et sådant fradrag. I eksemplerne ovenfor er det forudsat, at der ikke foretages særligt kursværnsfradrag. Udvalget er af den opfattelse, at det nuværende regelsæt for flytning af en eksisterende livsforsikringsordning forekommer velbegrundet. Udvalget kan derfor ikke anbefale ændring af dette regelsæt. For at

26 fremme sammenligneligheden og gennemsigtigheden på området anbefaler udvalget imidlertid, at Finanstilsynet offentliggør en oversigt over samtlige selskabers genkøbsfradrag i et antal udvalgte situationer svarende til tabel 6.1. En sådan offentliggørelse skal ske periodevis.,qgwu GHOVHQÃLÃHQÃOLYVIRUVLNULQJVRUGQLQJ Foruden de omkostninger, der er forbundet ved at udtræde af en ordning, er der som oftest fortsat en éngangsomkostning ved at indtræde i en ny ordning på ca. 4 pct. af pensionshensættelserne. Dette fradrag skal bl.a. dække tegningsomkostninger, fremtidige administrationsomkostninger og eventuelt forøgede solvenskrav. Denne indskudsbetaling er uafhængig af selskabets merværdier. Da nye forsikringstagere træder ind på de samme betingelser som de gamle, får en ny kunde andel i selskabets merværdier uden at skulle betale et tillæg herfor. Dette aspekt er centralt, idet konkurrencen mellem livsforsikringsselskaberne primært består i at konkurrere om de nye indskud (nytegning). Et gunstigt resultat i en periode kan delvist anvendes til at tiltrække nye kunder med udsigt til højere fremtidig bonus frem for fuldt ud at blive tilskrevet de forsikringstagere, der var i selskabet, da det høje afkast opstod. Skal de eksisterende kunder såvel som nye kunder sikres fuld retfærdighed, kan dette problem principielt løses ved at indføre et indflytningsfradrag ved etablering af nye livsforsikringsordninger og ved pensionsoverførsler, der skal afspejle værdien af den ufordelte reserve i den portefølje, der flyttes til.

27 I forbindelse med en intensivering af indsatsen vedrørende overskudsfordeling anbefaler udvalget, at også dette forhold bliver analyseret nærmere. Udvalget anbefaler i den forbindelse, at det overvejes, hvorvidt der bliver behov for regler om indflytningsfradrag, og at der senere udarbejdes en sammenlignelig tabel over disse indflytningsfradrag, som skal offentliggøres periodisk. Samtidig er det vigtigt, at livsforsikringsselskaberne på tegningstidspunktet informerer om betingelserne (omkostningerne) ved flytning af opsparingen. Denne information skal gives jf. 4, nr. 8 og 9, i Finanstilsynets bekendtgørelse af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. 6HOVNDEHUÃPHGÃIRUVNHOOLJHÃJDUDQWHUHGHÃUHQ WHUÃWLOÃNXQGHUQH En nærtbeslægtet problemstilling om interessekonflikter opstår, når et selskab har kunder med forskellige garanterede renter. I praksis anvendes der for nytegnede forsikringsordninger typisk en garanteret rente på 2,5 pct. Fra begyndelsen af 1980'erne og frem til 1994 blev der anvendt en garanteret rente på 4,5 pct., men der findes også både højere og lavere garanterede renter 4). De nævnte minimumsrenter er efter realrenteafgift. I investeringslivsforsikringsselskaberne anvendes som tidligere omtalt en garanteret rente på nul pct. eller ingen garanti. 4) Selskaberne anvender sædvanligvis beregningsgrundlag med en såkaldt grundlagsrente på 3 pct., hhv. 5 pct. Heraf indregnes de nævnte 2,5 pct. hhv. 4,5 pct. som en forrentning af hensættelserne, mens den sidste halve procent af den forudsatte forrentning af midlerne er reserveret som et omkostnings- og sikkerhedstillæg.

28 De forskellige garanterede renter har givet anledning til spørgsmål om rimeligheden af, at grupper med lav garanteret rente i situationer med faldende afkast skal betale til grupper med høj garanteret rente. Dette spørgsmål er behandlet i "Rapport om betaling for rentegaranti", Finanstilsynet, januar I en situation med lav markedsrente er der mærkbar forskel i værdien af en høj og en lav rentegaranti. En eventuel betaling herfor, som kan blive aktuel i en lavrentesituation, kan ske på forskellige måder, f.eks. ved forskel i bonusrenterne til forsikringer med høj og lav rentegaranti. Udvalget har noteret, at Finanstilsynet - på baggrund af rapportens konklusioner - har pålagt selskaber med forskellige rentegarantier at udarbejde regler for deres behandling af grupperne. Selskabernes ansvarshavende aktuarer skal redegøre herfor fra og med aktuarberetningen for Pensionsopsparerne med høj rentegaranti kan i tilfælde af rentefald komme til at betale for rentegarantien gennem mindre bonustilskrivning. Bonustilskrivningen er i forsikringskontrakten i modsætning til rentegarantien og præmie-størrelsen ikke - kvantificeret. 6W UUHÃJHQQHPVLJWLJKHGÃRPÃOLYVIRUVLNULQJV VHOVNDEHUQHVÃLQYHVWHULQJHU I løbet af de sidste år har der været betydelig medieomtale af en række pensionkassers og livsforsikringsselskabers investeringsadfærd, primært i relation til begrebet "etiske" investeringer. De etiske investeringsstrategier er i tråd med den større åbenhed og demokratiske indflydelse, som også er en stigende tendens inden for arbejdsmarkedspensionerne. Etiske overvejelser i forbindelse med investeringsbeslutninger er tillige interessant som følge af fremkomsten af "den politiske forbruger".

29 Forsikringsrådet diskuterede i august 1997 bl.a. etiske investeringsbeslutninger under en gennemgang af rækkevidden af 87 i lov om forsikringsvirksomhed 5). I den forbindelse udtalte Finanstilsynet følgende: Å)LQDQVWLOV\QHWÃJ UÃRSP UNVRPÃSnÃDWÃGDÃGHWÃLNNHÃSnÃIRUKnQG HUÃPXOLJWÃDWÃDIJ UHÃKYLONHQÃLQYHVWHULQJVVWUDWHJLÃGHUÃYLOÃY UH PHVWÃIRUGHODJWLJÃNDQÃOLYVIRUVLNULQJVVHOVNDEHUÃRJÃWY UJnHQGH SHQVLRQVNDVVHUÃPYÃLQGHQÃIRUÃORYJLYQLQJHQVÃUDPPHUÃY OJHÃIOHUH LQYHVWHULQJVVWUDWHJLHUÃÃKHUXQGHUÃVWUDWHJLHUÃGHUÃUXPPHUÃNUDY RPÃÅHWLVNHÃLQYHVWHULQJHUÅÃ'HWWHÃ QGUHUÃLNNHÃYHGÃSOLJWHQÃWLOÃSn ODQJÃVLJWÃDWÃRSQnÃGHWÃEHGVWÃPXOLJHÃDINDVWÃ'HWÃSnKYLOHUÃOHGHOVHQ DWÃVLNUHÃVLJÃÃRJÃLÃJLYHWÃIDOGÃDWÃNXQQHÃGRNXPHQWHUHÃÃDWÃVWHG IXQGQHÃLQYHVWHULQJHUÃHUÃVNHWÃSnÃPDUNHGVYLONnUÃKHUXQGHUÃDWÃGH IRUXGV WQLQJHUÃGHUÃHUÃODJWÃWLOÃJUXQGÃYHGÃLQYHVWHULQJVEHVOXWQLQ JHQÃHUÃUHDOLVWLVNHÅ Retningslinier om etiske investeringsbeslutninger er således lovlige i det omfang, det ikke strider mod kravet om at sikre det højest mulige afkast. I forbindelse med debatten har en række pensionsselskaber valgt at offentliggøre overordnede principper for investeringsvirksomheden. Derimod har pensionsselskaberne ikke valgt at offentliggøre mere specifikke planer for konkrete investeringspolitikker. For yderligere at fremme gennemsigtigheden anbefaler udvalget imidlertid, at der indføres en pligt for livsforsikringsselskaberne til at offentliggøre deres besiddelser af aktier og kapitalandele i hvert enkelt selskab. Flere selskaber efterlever allerede denne anbefaling. 5) Ifølge 87 i lov om forsikringsvirksomhed er bestyrelsen og direktionen forpligtet til at anbringe selskabets/pensionskassens kapital på en hensigtsmæssig og for forsikringstagerne tjenlig måde, således at selskabet til enhver tid kan opfylde sine forpligtelser. Bestemmelsen indebærer, at ledelsen skal søge at opnå det størst mulige afkast af en foretagen investering under hensyn til tilstrækkelig sikkerhed.

30 1 JOHWDO For at forsikringstagerne kan få en bedre mulighed end tidligere for at få overblik over væsentlige elementer i det enkelte pensionsinstituts regnskab som supplement til de personlige forsikringsoplysninger, der gives årligt, har man opstillet elleve regnskabsnøgletal, som det er obligatorisk for livsforsikringsselskaberne og de tværgående pensionskasser at anføre i årsregnskabet. Nøgletallene er tre nøgletal vedrørende afkast, fire nøgletal vedrørende omkostninger, ét nøgletal vedrørende den forsikringsmæssige risiko og tre nøgletal vedrørende pensionsinstitutternes konsolidering. Nøgletallene vedrørende afkast er baseret på aktivernes værdi til markedsværdi. Nøgletallene for forsikringsselskaber og pensionskasser er således mere omfattende end for andre finansielle institutter. I Pensionsmarkedsrådet er der drøftelser om, hvorvidt der er behov for at udvide nøgletallene yderligere, og som ovenfor nævnt anbefaler udvalget, at der udarbejdes et nøgletal til belysning af selskabernes egenkapitalforrentning..rqnoxvlrq Udvalget har set på regelsættet for de individuelle private forsikringsmæssige pensionsordninger, hvor disse afviger fra tilsvarende langsigtet opsparing i pengeinstitutter og investeringsforeninger. Udvalget finder det velbegrundet, at reglerne ikke kan være ens for de forskellige institutter (f.eks. pengeinstitutter og livsforsikringsselskaber) på grund af de forskelle, der er på produkterne og principperne i formueforvaltningen. På den anden side kan udvalget anbefale initiativer, der styrker forbrugerbeskyttelsen på livsforsikringsområdet ved især at lægge mere vægt på større gennemsigtighed, hvor der kan være risici for interessekonflikter.

31 Hvad angår reglerne for overskudsfordeling, anbefaler udvalget, at indsatsen på området intensiveres, herunder at der stilles krav om, at samtlige selskaber skal udarbejde konkrete retningslinier for den tilstræbte maksimale egenkapitalforrentning i selskabet, samt at selskaberne offentliggør disse retningslinier. Samtidig anbefaler udvalget, at der udarbejdes et mål for selskabernes egenkapitalforrentning i form af et nøgletal, således at forsikringstagerne kan se, hvor stor en egenkapitalforrentning, der maksimalt tilstræbes, og hvor stor egenkapitalforrentningen rent faktisk er år for år i selskaberne. Vedrørende flytning af midler har udvalget noteret, at der ikke er den samme mulighed for direkte konkurrence om allerede foretagne indskud som i pengeinstitutterne. Dette skyldes primært, at der er tale om livsforsikring med et andet indhold end blot langsigtet opsparing. Det er vigtigt, at livsforsikringsselskaberne på tegningstidspunktet informerer om betingelserne (omkostningerne) ved flytning af opsparingen. Denne information skal gives, jf. 4, nr. 8 og 9, i Finanstilsynets bekendtgørelse af 14. juli 1995 om information fra forsikringsselskabet til forsikringstager ved indgåelse af en livsforsikringsaftale. Udvalget anbefaler, at Finanstilsynet offentliggør en oversigt over samtlige selskabers genkøbsfradrag i et antal udvalgte situationer svarende til tabel 5.1. En sådan offentliggørelse skal ske periodevis. Konkurrencen mellem selskaberne består primært i at konkurrere om nye indskud. Et gunstigt resultat kan i en periode delvist anvendes til at tiltrække nye kunder med udsigt til højere fremtidig bonus, frem for fuldt ud at blive tilskrevet de forsikringstagere, der var i selskabet, da det høje afkast opstod. I forbindelse med en intensivering af indsatsen vedrørende overskudsfordeling anbefaler udvalget, at også dette forhold bliver analyseret nærmere.